Der knytter sig mange myter til tarotkortenes oprindelse. En gammel teori går ud på, at på det tidspunkt Atlantis var spået til at synke, samledes de okkulte mestre i Atlantis for at finde en måde at bevare byens hellige visdom på. De mente, at uanset hvad der ville ske i fremtiden, ville mennesker altid have lyst til at spille spil, og de udviklede derfor et sæt spillekort, som i symbolsk form indeholdt hele universets visdom. Kortene blev malet på læder, undgik ødelæggelse under oversvømmelsen og blev efterfølgende spredt af sigøjnere.

Andre kilder mener, at tarotkort stammer fra den gamle egyptiske gud Thot, fra biblioteket i Alexandria eller fra vægmalerier i det ægyptiske tempel Memphis. Den mest sandsynlige forklaring er at tarotkort stammer fra det femte århundredes Italien, hvor de blev udviklet som en okkult udgave af almindelige spillekort.

Der findes et rigt udvalg af tarotkort. Foruden den almindelige rektangulære form kan man få cirkelrunde kort eller enorme rektangler og man kan få tarotkort hvis valg af motiver spænder fra inspiration over sagnhistorier om Kong Arthur, til nutidige motiver af biler og højhuse.

Netop symbolikken i kortene og herunder deres tolkning har altid været et stort diskussionsemne. Et af de første sæt tarotkort vi kender til var et usædvanlig smukt sæt kort, fremstillet i år 1428 af maleren Antonio Cicognara til fyrsteslægten Colleoni fra Bergamo i Italien. De italienske miniaturemalerier var flotte, men svære at tolke og i takt med at tarotkortene blev mere udbredte og populære var der behov for at få kort der var lette at fortolke. Dette ledte i slutningen af det femte århundrede til skabelsen Marseilles tarotsættet af B.P. Grimaaud, der netop koncentrerede sig om at være let at fortolke. Sættet blev hurtigt populært og benyttes den dag i dag.

Et andet hovedsæt af tarotkort, der har inspireret til mange andre sæt kort er det tarotsæt som A.E.Waite udgav i 1910 i London. Kortene blev tegnet af Pamela Colman Smith, udgivet af forlaget William Rider and Son. og kaldes for Rider-Waite kort. Dette var det første sæt kort hvor der også var billeder på den del af tarotsættet, der kaldes “Den lille Arkana”. Førhen var illustrationerne på disse kort blot kortfarven og antallet – f.eks. på kortet Tre Bægre var der kun et billede af tre bægre.

Et andet populært sæt tarotkort er Aleister Crowleys. Crowley havde beskæftiget sig med tarotkort fra omkring år 1900 og var utilfreds med kvaliteten af de dengang eksisterernde kort, så da han mødte kunsteren Freida Harris i år 1937 bad han hende om at tegne et nyt sæt. Dette arbejde kom til at vare over fire år og selv om bogen “The Thoth Tarot Deck”, som beskriver og illustrere kortene udkom i år 1947, udkom selve kortsættet først i slutningen af tresserne. Men det var en udgivelse præget af meget dårligt fotografisk arbejde og først i 1977, da der blev lavet en ny reproduktion ud fra original tegningerne, var der tale om en udgivelse, der yder de flotte malerier retfærdighed.

Foruden disse tre hovedsæt; Marseilles tarotsættet, Rider-Waite kort og Aleister Crowleys, findes der rundt omkring mange spændende, kreative og sjove eksempler på tarotkort. Nogle af disse har valgt katte, dyr, kvinder, stemningsbilleder fra byer og meget andet, som deres gennemgående tema.

Dit valg af tarotkort bør foretages ud fra hvilken type, du umiddelbart føler dig fortrolig med og som du instinktivt føler noget for. Af praktiske retningslinier kan dog skelnes til at kort indenfor hovedkategorierne letter din egen mulighed for at hente tolkningsmuligheder fra diverse kilder og at for store eller for små kort er upraktiske. Kreativiteten og mangfoldigheden blomstre når vi kigger på hvilke tarotkort, der findes. Der findes utallige, nogle med dyr, nogle med kvinder, nogle med motiver inspireret af børnehistorier og eventyr, etc.

The Ship of Fools Tarot, af Brian Williams Udgivet af: Llewellyn Worldwide 2002		The Inner Child Cards, af Isha og Mark Lerner Udgivet af: Bear and Company
Tarot de Paris, af J. Philip Thomas. Udgivet af: St. Martin’s Press		Roots of Asia Tarot, af Klanprachar og Boonyawan Udgivet af: AGMulle
Tarot of the Saints, af Robert M. Place Udgivet af: Llewellyn		Aleister Crowley & Frieda Harris Udgivet af: US Games

De 78 tarotkort

Et Tarotsæt består af 78 tarotkort opdelt i den store arkana, der består af 22 kort, som siges at være symbol for 22 prøvelser et menneske skal igennem for at opnå indsigt og forståelse af sig selv og universets sammenhæng. Hofkortene, der består af 16 kort, som henviser til personer, der er vigtige i vort liv og hvad vi ønsker at beherske. Og endelig den lille arkana, der består af 40 kort. Den lille arkana er igen inddelt i fire kategorier – Stokke, Bægre, Sværd og Mønter – som hver repræsenterer forskellige aspekter af personligheden.

 

Den store Arkana

Arkana Major betyder de store hemmeligheder/mysterier. Målet for den religiøst inspirerede tarotoplægger er at føre mennesket fra ubevidsthed om at være en del at det større, vi er kommet fra. Symboliseret ved Narren, som er det første kort i Arkana Major, til at blive en bevidst del af det større, vi er kommet fra, symboliseret ved Universet, som er det sidste kort i Arkana Major. Arkana Major beskriver således menneskets fulde spirituelle udviklingsproces gennem genfødslerne – frem mod igen at blive en del af den guddommelige energi, som det oprindeligt udsprang af.

De toogtyve kort kan ses som billeder på udviklingesveje, universielle principper, universelle erfaringer, hvert eneste menneske gerne skulle drage i løbet af sit liv. Jung kaldte disse principper for de store arketyper, der opleves ens, uanset kulturel eller familiær prægning.

 

Hofkortene

Hofkortene, der også kaldes de kongelige symboler er 16 kort, der demonstrerer mesterskab på forskellige bevidsthedsniveauer. Hvis et hofkort trækkes viser det at mesterskab på et vist niveau er blevet realiseret og er aktuel i den pågældende situation. Hofkortets serie viser på hvilket bevidsthedsniveau mesterskabet p.t. finder sted eller demonstreres.

Hvert individ har i sig et grundlæggende mesterskab på et af de fire plan. Dette plan er vores udgangspunkt for at lærer og lærer fra os. Planet er bestemt ud fra det navn, vi fik fra fødsel og findes ved at tælle bogstaverne i dit fulde fødselsnavn.

Udover mesterskab symboliserer hofkortene vigtige personer i vores liv, der fungerer som “ydre spejl” for vores indre mesterskab. Kongen og dronningen i en serie vil vise os mennesker, som er på vores egen alder eller ældre, mens prins og prinsesse vil vise os mennesker som er på vores egen alder eller yngre.

hofkortene

 

 

 Et overblik over en del af de mange forskellige tarotkort er skabt af amerikanerne Stuart R. Kaplan, der i 1968 startede med at importere Rider-Waite kortene til Amerika, og derfra udviklede sig til en af verdens mest ihærdige samlere af tarotkort, og sågar i dag har sit eget tarotkortmuseum. Kaplan har skrevet over tredive bøger om tarotkort – heriblandt firebinds værket ”Tarot Encyclopedia”, der beskriver og viser illustrationer fra omkring 3200 tarotsæt fra sidst i 1500 tallet til nutiden.

Kaplan går således ganske grundigt til værks og præsentere bl.a. et overblik over de ældste tarotkort vi kender til. Disse stammer fra Norditalien og blev fremstillet på foranledning af familierne Visconti og Sforza. Visconti familien reagerede 1277-1447, hvorefter Milano kortvarig erklæres for republikken Ambrosia, før Francesco  Sforza – svigersøn til den sidste af Viscontifyrsterne – i år 1450 generobre magten og etablere fyrstedømmet Sforza. Dette kommer til at reagere indtil 1499, hvor den franske kong Ludvig XII, fik lyst til at erklære sig for hertug over Milano, og så var den fest slut. 

Af de tarotkort som Visconti og Sforza-familierne, fik datidens berømte malere til at fremstille, er i dag bevaret 15 mere eller mindre komplette sæt. De benævnes efter de steder, hvor de opbevares – Morgan-museet i New York, i Bergamo-museet, i byen af samme navn, der er beliggende omkring fyrre km nordøst for Milano, samt en privat samling tilhørende fyrsteslægten Colleoni, ligeledes i Bergamo. Samlet benævnes de for Visconti-Sforza tarotsættene. Historisk er de meget interessante da de regnes for de første eksisterende tarotkort. Eksempelvis antager man at grunden til at tarotkort er lidt større end almindelige spillekort, er et levn fra disse første håndmalede tarotkort, der var relativ store (9 x 17,5 cm).

Et andet pudsigt træk er at der i disse originale tarotsæt er forskel på hvor mange og hvilke tarotkort, der medtages. Nogle foreslår at grunden til at Djævlen og Tårnet, ikke findes i nogle af de overlevende Visconti-Sforza sæt, er at disse to meget barske kort, ikke blev bestilt af fyrsterne, for at skåne fintfølende kvinder og børn. Andre fremhæver at idet personerne på tarotkortene alle sammen forestiller medlemmer af Visconti-Sforza familierne, er der sandsynligvis ikke nogle, der havde lyst til at blive forbundet med disse meget alvorlige kort.

Dette er sikkert en del af sandheden, men for nærmere at forstå hvilke typer tarotkort, der eksisterede dengang og hvordan de har udviklet sig til det, vi i dag forbinder med tarotkort, må vi søge at følge udviklingen op igennem historien. 

Oprindelsen til almindelige spillekort menes at være Kina, da det jo var dem der for over 2000 år siden opfandt papiret. Ganske vist havde egypterne allerede for omkring 5000 år siden fundet på at banke store ark sammen af marven fra papyrusplanten, og på den måde fremstille papyrus til at skrive på. Men det var kineseren T´sai Lun, der fandt på at findele planter, røre dem op i vand og hælde blandingen ud på net, for på den måde at opfinde papiret.

De opfindsomme kinesere, fandt efterfølgende på at overføre brikkerne i et kinesisk skakspil for fire personer til papstykker og opfandt dermed også de første spillekort. Disse spredte sig via Arabien til Europa, hvor vi kender til at der i 1430 blev trykt spillekort i Tyskland. Det nuværende sæt med Hjerter, Ruder, Spar og Klør, er første gang beskrevet i fransk tekst fra omkring 1480. I det 18ende århundrede blev billedkort og esser introduceret og i 1865 blev Jokeren tilføjet af amerikanerne.

Oprindelig menes tarotkort at have været et spil på linje med andre spillekort. Det blev benævnt ”Trionfi”, der er italiensk for triumfer, og i de første mange århundreder bliver tarotkort brugt som et underholdende kortspil på linje med nutidens bridge. Den oprindelige betegnelse ændrer sig efterhånden til det italienske ord ”Tarocchi” – på tysk ”Tarock” og på fransk og engelsk ”Tarot”. Den oprindelige betegnelse ”Trionfi”, stammer sandsynligvis fra digtsamlingen Canzoniere, skrevet af den store italienske digter Francesco Petrarca (1304-1374).

I digtsamlingen finder vi et meget smukt digt om Petrarcas store kærlighed Laura. Han møder hende i sin ungdom, som han tilbringer ved pavestolen i Avignon. Dybt grebet om hjertet erklærer Petrarca sin kærlighed, men Laura er gift og afviser ham. Kort tid efter dør hun af den sorte pest. Denne ulykkelige kærlighedshistorie foreviger Petrarca senere i digtet: I Trionfi – Triumferne.

Her fortæller Petrarca om seks triumfer, der kører i hver sin stridsvogn, og hver triumferer over den forrige. Først kommer Kærlighedens triumf – kærligheden i form af Amor besejrer guder og mænd, men bliver dog besejret af Kyskheden, ligesom den gifte Laura afviste Petrarca. Kyskheden bliver offer for Dødens triumf, på samme måde som den kyske Laura døde af Den sorte Død. Berømmelsen triumferer over Døden, da Lauras minde lever videre, men selv Lauras berømmelse vil til sidst bukke under for Tidens triumf. Sidst er Evighedens Triumf, hvor Petrarca og Laura genopstår – forenede i det evige liv.

Disse trumfer er væsentlige i forståelsen for noget af logikken bagved tarotkortene. Det, der adskilte Trionfi fra almindelig kortspil, var netop de toogtyve trumfkort. Den laveste trumf kan stikke alle ikke-trumfkort, men kan selv overtrumfes af et højere trumfkort. Det er meget interessant at bemærke at trumferne slår alle de almindelige kort. Og da det højeste almindelige kort er kongen, forestiller alle billederne på trumfkortene, altså noget, der er “større end konger“.

Det forklarer, at den første tredjedel af store arkana indeholder mennesker, der har højere rang i samfundet end kongen (Kejserinden, Kejseren, Ypperstepræstinden, Ypperstepræsten). Den næste tredjedel indeholder lidt menneskelige dyder (Mådehold, Retfærdighed og Styrke) – og åndelige begreber, der er større end noget menneske (fx kærlighed symboliseret ved de elskende), og den sidste tredjedel indeholder himmelske (Stjernen Månen Solen og Universet) og religiøse kristne begreber (Guds Tårn, Døden, Dommedag, og Djævlen), der overtrumfer alt andet.

Tarotkort bliver spirituelle

De fleste er enige i, at det først var efter den første franske revolution, at tarotkort blev tillagt spirituelle evner. Franskmændene havde igennem længere tid, været utilfredse med bl.a. adelens og kirkens skattefrihed, og at borgerskab og bønder blev holdt uden for al politisk magt. Da Frankrig så i 1780’erne truedes af statsbankerot, søger kongen at imødegå truslerne ved i foråret 1789 at indkalde en stænderforsamling i Paris.

Hensigten var kun at skaffe midler til at overvinde krisen, men i stedet overtog forsamlingens deltagere initiativet og påbegyndte den første franske revolution, der kom til at vare til 1799, hvor Napoleon Bonaparte blev så træt af de forskellige parters manglende evne til at nå til enighed, at han tog magten ved et statskup.

Undervejs var Ludvig den 16. og den ødsle dronning Marie Antoinette, i 1793 blevet offentligt henrettet i guillotinen. Den franske revolution var skelsættende ved at den markere borgerskabets endelige frembrud som politisk magthaver, og varsler en ny tid, hvor de gamle magthavere (enevældet, adelen og kirken) om end for en tid, blev sat udenfor indflydelse. De nye ideer om folkestyre og menneskerettigheder, blev flittigt diskuteret og i det hele taget søgte man, generelt i hele Europa, efter en ny forståelse af verden og nye politiske og økonomiske samfundsmodeller. 

I denne atmosfære af fritænkning var der nogle, der dykkede ned i nogle bøger skrevet af den franske forfatter Antoine Court de Gebelin (1719–1784). Denne havde interesseret sig for tarotkort og var kommet frem til den konklusion at de var bærer af tidløs esoterisk visdom. Dette var han kommet frem til ved at studere oprindelsen til talrige ord og symboler fra gamle civilisationer. Gebelin var fascineret af hvor mange storslåede civilisationer og riger, der havde eksisteret tidligere, og studerede disse, ud fra deres brug af sproget og symboler.

Sine studier publicerede han i en serie af etymologiske ordbøger fra 1776 og frem (Etymologi er læren om enten ords oprindelse og udvikling eller et enkelt ords oprindelse). Vi skal dog tilbage til en anden serie af bøger, han havde publiceret fra 1973, og frem, for at finde grunden til at Gebelin, regnes for en af de allerførste ophavsmænd, til nutidens okkultisme og spiritualitet – og herunder i særdeleshed for ophavsmanden til at tarotkort begynder at blive tillagt en spirituel betydning. 

Gebelin havde fra 1773 publiceret sine tanker om tidligere civilisationer i værket ”Den primitive verden, analyseret og sammenlignet med den moderne verden”. I bind VIII af denne serie medtager han det afsnit om tarotkort, som skal få kolossal betydning. Det er her, han beskriver tarotkort som bærer af tidløs esoterisk visdom. Nærmere bestemt hævder han at de kortene i den store arkana i virkeligheden er Thoths bog, hvilket han argumenterer for ved at hæve at ordet tarot på oldegyptisk – altså hieroglyfferne – betyder Thoth, og i øvrigt hævder han også at Paris tidligere var hjemsted for en egyptisk helligdom, hvilket han argumenterer for ved at hævde at ordet Paris på oldegyptisk betyder Isis, altså den egyptiske gudinde for kvinder, fødsler, døden og havet.

At kæde tarotkortene sammen med de gamle egyptere og hævde at den store arkana i virkeligheden er Thoths bog, skulle få kolossal betydning for opfattelsen af tarotkort, som mere end blot spillekort. 

Den egyptiske gud Thoth var den øverste og største af guderne. Han regnes for at være visdommens gud, og opfinderen af skrivekunsten – egypternes ord for hieroglyffer betyder “gudernes ord”. Han holder i sine mange bøger, styr på al viden som fx antallet af stjerner på himlen. Når dommen over en død er afsagt, er det Thoth, som registrerer den i sine bøger. Men han har også skrevet en bog selv. Og bestemt ikke hvilken som helst bog. Heri beskriver han hvordan man styre universet og om hvordan en almindelig dødelig kan se og kontakte guderne som deres ligemand.

Denne kaldes Thoths bog, og skulle oprindelig være blevet opbevaret i det legendariske bibliotek i Alexandria, hvor det var tilgængeligt for de udvalgte få. Efter  biblioteket gik til grunde, forstummede langsomt de fleste historier om Thoths bog, indtil Gebelin hævder at oplysningerne heri, har overlevet i kodeform igennem tarotkortene. 

Der var ikke langt herfra og så til koble den jødiske kabbala til tarotkortene. Jøderne blev som bekendt holdt fanget af farao Ramses II, og Gud skulle sende Egypten ikke mindre end ti plager, før Ramses lod Moses og israelitterne rejse. Det var derfor nemt at forestille sig at jøderne havde taget viden om tarotkortene med fra Egypten.

Den franske okkultist, forfatter og magiker Eliphas Levi (1810-1875), søgte at skabe sådanne forbindelser mellem Tarotkort og Kabbala, ved at forbinde de toogtyve kort i store arkana med de toogtyve bogstaver i det hebræiske alfabet, og de fire kortfarver med de fire hebræiske bogstaver i Guds navn. Eliphas Levi lavede sine egne skitser til kortene i den store arkana, men gjorde dog kun Vognen og Djævelen færdig.

I Lévis tarotkort har hvert kort fået tildelt sit eget hebraiske bogstav, og Vognen bliver nu trukket af to sfinkser, i stedet for to heste. De bøger som Eliphas Levi forfattede skulle i øvrigt blive en stor inspirationskilde for senere okkultister som bl.a. Aleister Crowley. 

Talrige andre referencer og betydninger blev igennem det 1800-århundrede tillagt tarotkortene. Nogle hævdede at hvis man læser ordet tarot på hebraisk manér (fra højre mod venstre), får man næsten torah – der er den jødiske betegnelse for de mange love, som findes i De fem Mosebøger. Numerologer tillagde tarotkortene deres regler om tallene, og rosenkreuzere og tempelriddere, der selv havde rødder i det gamle Egypten tog også kortene til sig og tillagde dem endnu flere fortolkningsmuligheder.

I 1910 udkom Rider-Waite tarotsættet – navngivet efter udgiveren (William Rider) og forfatteren til beskrivelserne af tarotkortene (Arthur Edward Waite). Herved overser man tegneren Pamela Colman Smith, hvilket er uretfærdigt, da vi i dag ikke ved hvor nøjagtige beskrivelser hun fik at arbejde ud fra. Og således ikke ved hvor meget af designet, der egentlig burde krediteres Pamela. 

Tarotsættet blev ledsaget af bogen The Pictorial Key to the Tarot”, hvori A. E. Waite benytter den første del til gennemgang af tarotkortenes historie, hvori han når frem til samme konklusion som ovenfor, nemlig at de har deres oprindelse i Italien og at der ikke findes nogen beviser for at tarotkort skulle have eksisteret før det 14. århundrede. I den midterste del af bogen giver A. E. Waite en grundig gennemgang af betydningen af de enkelte tarotkort.

Skønt Waite tager afstand fra Antoine Court de Gebelin og Eliphas Lévis ideer om at tarot stammer fra Egypten, medtager han alligevel mange egyptiske symboler i sin egen udgave af tarotkortene. Eksempelvis bliver Vognen trukket af to sfinkser. Dette skyldes at Waite i 1891 blev medlem af rosenkreuzer-logen Order of the Golden Dawn, og disse frimurer mente at de stammede fra Egypten. Det er således deres symbolik som Waite benytter i tarotkortene.

Dette ses også meget tydeligt når man nærstudere Waites udgave af Vognen. Den stjernebesatte baldakin er et frimurersymbol, der stammer fra den tid, hvor frimurerne måtte mødes under stjernerne, altså i det fri, når de skulle lave deres optagelsesritualer. Vognen er ikke nogen vogn, men en firkantet stenblok. En grov, utilhugget blok er symbolik for en frimurer, der endnu ikke er helt indviet. Månefaserne på hans skuldre har ansigter og hedder Urim og Thummim. De bruges af frimurere, der har dem fra ypperstepræsterne i de jødiske templer. Og sågar våbenskjoldet på vognen et omvendt frimurer-forklæde. Cirklen med vinger er den vingede egyptiske gud Horus, og det røde snurretop er det indiske symbol for lingham (mandens kønsorgan) og yoni (kvindens kønsorgan).

Den sidste del af bogen omhandler divination med tarotkortene. Divination – fra det latinske divinare, “guddommelig inspiration”, er tydning af tegn som et middel til at opnå spirituel kundskab eller spirituel grundlag for beslutning og handling. Gennem divination søger man kundskab om gudernes vilje, udsigterne for fremtiden, årsagen til ulykker m.m. Endvidere gennemgår Waite også det keltiske tarotoplæg, som bogen bidrog til at gøre populær. 

 

Tarotkort søger at inddrage al den viden vi overhovedet har, som baggrund for at kunne komme med sine anbefalinger. Altså al viden i hele verden – om alting! Dette er selvsagt lidt af en mundfuld viden, man således søger at komme ned i 78 kort. Men dette er så absolut ikke noget nyt. Talrige religiøse systemer og spirituelle begreber søger på samme måde at danne en universel referenceramme for deres anbefalinger.

Det smarte ved at have samlet al viden i ét system, er naturligvis at så kan man jo også herfra få svar på alt! Der er mange måder hvorpå man kan klassificerer og opdele al viden. Måden tarotkort gør dette, er ved at opdele alting efter om det relaterer til ånd, sind eller krop. De tre serier som tarotkort er opdelt i – den store arkana, hofkortene og den lille arkana – skal således anskues som samlingspunkter for al den viden vi har om hhv. krop, sind og ånd.