Profeten af Gibran Kahlil. Læs komplet udgave af Profeten. Gratis i bogens komplette version og på dansk. Denne bog indgår som del af NetSpirits online bibliotek. Formålet med dette bibliotek er at hjælpe med udbredelsen af unikke tekster fyldt med visdom og klogskab. Sekundært er det et led i vores bestræbelser på at levere viden og ikke holdninger. Her er muligheden for at gå direkte ned i kildeteksterne og se hvad der egentlig står i disse.
| Kahlil Gibran Profeten – engelsk |
Kahlil Gibran Profeten – dansk |
| Kahlil Gibran Menneskesønnen |
Kahlil Gibran Forfatterskab |
| Gratis e-pub NetSpirits bibliotek |
Kahlil Gibran Malerier og fotos |
| Forord | Kapitel 1 Skibets ankomst |
Kapitel 2 Om kærlighed |
Kapitel 3 Om ægteskab |
| Kapitel 4 Om børn |
Kapitel 5 Om at give |
Kapitel 6 Om at spise og drikke |
Kapitel 7 Om at arbejde |
| Kapitel 8 Om sorger og glæde |
Kapitel 9 Om huse |
Kapitel 10 Om klæder |
Kapitel 11 Om at købe og sælge |
| Kapitel 12 Forbrydelse og straf |
Kapitel 13 Om love |
Kapitel 14 Om frihed |
Kapitel 15 Om fornuft og følelser |
| Kapitel 16 Om lidelse |
Kapitel 17 Om selverkendelse |
Kapitel 18 Om undervisning |
Kapitel 19 Om venskab |
| Kapitel 20 Om at tale |
Kapitel 21 Om tiden |
Kapitel 22 Om godt og ondt |
Kapitel 23 Om bøn |
| Kapitel 24 Om nydelse |
Kapitel 25 Om skønhed |
Kapitel 26 Om religion |
Kapitel 27 Om døden |
| Kapitel 28 Afsked |
Forord
Gibran Kahlil (1883-1931) blev født i Bsharri, en mindre by i Nordlibanon. Han var den førstefødte i moderens andet ægteskab. Fra det første havde moderen en anden søn, Butros; Kahlils halvbror. I 1885 blev Gibran Kahlils første søster Marianna født og i 1987 blev hans anden søster; Sultane født.
I 1894 emigrerede Gibran sammen med sine to søster og sin halvbror til USA. Faderen, skatteopkræver og drukkenbolt blev tilbage i Libanon. Kahlils bror Butros åbnede en lille butik, familiens eneste indtægtskilde.
1897. Gibran Kahlil udmærkede sig i skolefagene tegning og maling. Mødte fotografen Fred Holland Day, der eksperimenterede med fotografiet som kunstart. Kahlil poserede for Fred i dennes studie. Nogle i nøgen figur. Blev sendt tilbage til Libanon for at gå højskolen al-Hikma i Beirut. Returnerede i 1901 til USA, Boston. Var dog allerede det følgende år tilbage i Libanon for at agere guide og tolk for en amerikansk familie, der rejste rundt i Europa og Mellemøsten. Skyndte sig dog tilbage til Boston da han erfarede at hans yngste søster, Sultana lå for døden pga. tuberkulose. Sorgen ramte Kahlil hårdt, og allerede året efter i 1903 blev han udsat for endnu to store tab; halvbroderen Butros dør ligeledes af tuberkulose og Gibran Kahlils mod dør af kræft.
1904. Udstiller egne billeder i fotografen Fred Holland Day’s Studio. Publicerer i 1905 Musik (Al-Musiqa / Music). Korte essays, der kredser om at undersøge musik, især arabisk musik og dens mange forskellige toner og deres samklang.
Publicere i 1906 sit første skriftlige værk; Nymferne i dalen (Ara’is al-Muruj / Nymphs of the Valley), der består af tre korte historier hvori Kahlil Gibran udtrykker sine anti-feudale synspunkter. Publicere i 1908 sit andet skriftlige værk al-Arwah al-Mutamclrrida (Spirits Rebellious), der består af fire korte historier, der i stil og indhold minder meget om Ara is al-Muruj. Tager samme år til Paris for at studere kunst, hvor han bliver i to år og fire måneder hvorefter han vender tilbage til Boston.
Begynder i 1911 at tilbringe lange perioder i New York City. Bor her ofte ved Rihani, som han blev venner med i Paris. Laver illustrationer til Rihani’s bog om Khalid. Lejer i 1911 et mindre studie på 51 West 10th Street og flytter i 1912 permanent til New York City. Publicere samme år; al-Ajniha al-Mutakassira (Knækkede vinger / Broken Wings), en novelle dedikeret til Mary Haskell. Hans far dør i Libanon.
Flytter i 1913 til et større studie i samme bygning hvor han bor i forvejen og publicere i 1914; Dam a wa Ibtisaima (En tåre og et smil / A Tear and a Smile), en kollektion af poetiske sætninger. Holder udstilling af egne værker i Montross galerierne, New York i december. Publicere i 1918 sit første værk på engelsk; The Madman: His Parab-les and Poems (Galningen), en kollektion af parabler.
I 1919 udgiver Kahlil Gibran Twenty Drawings, der er et udvalg af hans billeder. Publicere samme år også; al-Ma-wakib (Forfølgelsen / The Processions), et langt arabisk digt, der er udformet som en dialog mellem to stemmer, hvor den ene tilhører et meget åndeligt menneske og den anden tilhører en mand i bondage.
1920 var et produktivt år for Gibran Kahlil, der i Cairo publicere;al-’AuasiJ (Fristelsen / The Tempests), en samling af poetiske fiktionsnoveller og essays. Publicere i New York sit andet engelske værk; The Forerunner, en samling af poetiske visdomsord. Grundlægger sammen med andre syriske forfattere og poeter i New York en litterær klub kaldet; al-Rabita al-Qalamiyya (The Pen So-ciety).
Gibran Kahlil begynder i 1923 at udvise alvorlige sygdomstegn, men fortsætter dog ufortrødent sit forfatterskab mv. og publicere i Cairo; al-Bada’i’ waal-Tara’if (Den nye og den vidunderlige / The New and the Marvellous), en samling af essays i stil med al-’AuasiJ. Og det var også i 1923 at Gibran Kahlil, i New York publicerede sit nok mest berømte værk; Profeten (The Prophet). Der skulle gå tre år før Gibran Kahlil, udgav sin næste bog, nemlig Sand and Foam i 1926, en kollektion af parabler og aforismer.
Udgiver to år efter i 1928; Menneskesønnen (Den fulde titel er: Menneskesønnen, hans ord og gerninger som fortalt og skildret af dem som kendte ham / Jesus, the Son of Man: His words and His deeds as told and recorded by those who knew Him), et forsøg på at portrættere Jesus igennem forskellige af dennes samtidiges syn på ham.
I 1931 når han, inden han dør den 10. april at publicerer; The Earth Gods (De jordiske guder), et langt digt, der består af en dialog mellem tre jordiske guder omkring menneskets skæbne. Kahlil Gibrans bliver begravet i kapel Mar Sarkis, nær byen Bsharrl i Libanon.
———————–
Efter Gibrans død bliver der udgivet to værker posthumant: The Wanderer: His Parables and His Sayings, en kollektion af parabler i 1932 og Profetens have (The Garden of The Prophet) i 1933. Kahlil Gibran efterlod sig også nogle delvist færdiggjorte værker, der blev fuldendt af andre efter Gibrans død og derfor bør læse, anskues ud fra at disse ikke er originale værker fra Gibran. Således udkom i 1962: Al-Majmu’a al-Kamila li Mu’allafat Gubran Khalil Gubran (De komplette arabiske værker af Kahlil Gibran / The Complete Arabic Works of Kahlil Gibran), organiseret og introduceret af Mikhail Naimy. Mange mener også at Profetens have ikke kan kategoriseres som et originalt værk fra Gibran¬¥s hånd, da det efter dennes død blev omredigeret af Barbara Young.
Ligeledes er mange af Gibrans bøger efterfølgende blevet oversat fra arabisk til engelsk.
- Tears and Laughter (Dam’a wa Ibtisama) i 1947 oversat af A.R. Ferris.
- Nymphs of the Valley (’Ara’isal-Muruj), oversat af H.M. Nahmad, 1948.
- Spirits Rebellious (al-Arwah al-Mutamarrida), oversat af H.M. Nahmad, 1948.
- A Tear and a Smile (Dam’a wa Ibtisama), oversat af H.M. Nahmad, 1950.
- The Processions (al-Mawakib), oversat af George Khairal-lah, 1958.
- The Broken Wings (al-Ajniha al-Mutakassira), overdat af A.R. Ferris, 1959.
Skibets ankomst
Almustafa, den udvalgte og højt elskede, som var sin egen dags morgengry, havde i tolv år ventet i byen Orphalese, hvortil hans skib skulle komme for at bringe ham tilba-ge til øen, hvor han var født. Og i det tolvte år på syvende dagen i høstmåneden steg han op på højen uden for bymuren og rettede sit blik mod havet.
Og derude kunne han skimte sit skib tone frem af disen. Da åbnedes hans sjæls porte, og hans jubel svang sig ud over vandene. Og han lukkede sine øjne og bad en stille bøn. Men medens han gik ned af højen, blev han grebet af vemod, og han tænkte i sit hjerte:
Hvorledes skal jeg kunne drage bort med fred og uden at bedrøves? Nej, ikke uden sjælevunder kan jeg forlade denne by. Lange var de smertens dage, jeg tilbragte inden for dens mure, og lang var de ensomme nætter. Og hvem kan sorgløst skilles fra sin smerte og sin ensomhed. Talrige er de åndens brudstykker, jeg har strøet omkring i disse gader, og talrige er de mine længslers børn, som vandre nøgne om mellem disse høje, og jeg kan ikke forlade dem, uden at det smerter mig og gør mig betynget.
Det er ikke en klædning, jeg afkaster på denne dag. Det er en hud, jeg med mine egne hænder må krænge af mig. Ej heller er det en tanke, jeg efterlader, men et hjerte modnet gennem hunger og tørst. Dog kan jeg ikke tøve længere. Havet, som drager alt til sig, kalder mig, og jeg må om bord. Thi at blive, skønt timerne brænder i natten, er at stivne og forstene og indesluttes i en form. Hvor gerne tog jeg ikke disse omgivelser med mig. Men hvorledes skulle jeg kunne det?
Stemmen kan ikke bære læberne og tungen, der gav den vinger. Alene må den svinge sig ud i æteren. Og alene og uden sin rede må ørnen kredse under solen. Da han nåede foden af højen, vendte han sig atter mod havet, og han så skibet nærme sig havnen. Og i stævnen stod søfolkene, frænder fra hans eget land.
Og hans sjæl råbte ud imod dem, og han sagde:
Hvor ofte har I ikke sejlet i mine drømme. Og nu kommer I under min opvågnen til en højere drøm. Rede er jeg til færden, og med alle sejl sat venter min iver på vinden. Blot endnu et åndedrag i denne stille luft, blot endnu et elskende blik tilbage. Og jeg skel være hos jer, en søfarer blandt søfarere.
Og du, mægtige ocean, sovende moder, Du, som ene er flodens og bækkens frihed og fred, Blot endnu en slyngning vil denne lille strøm foretage, blot endnu en rislen hen over denne lysning, Og jeg vil komme til dig, en grænseløs dråbe til et grænseløst ocean.
Og medens han fortsatte sin vandring, så han langt borte mænd og kvinder forlade deres marker og deres vingårde for at ile mod byportene. Og han hørte deres stemmer, og de nævnte hans navn og råbte til hinanden fra mark til mark for at fortælle om ankomsten af hans skib.
Og han sagde til sig selv:
Skal afskedsdagen blive samlingsdagen? Og skal det siges, at min aften i sandhed var mit morgengry? Og hvad skal jeg give ham, som har forladt sin plov midt i furen, eller ham som har standset sin vinperses hjul?
Skal mit hjerte blive som et træ, tynget af megen frugt, som jeg kan sakne og give dem? Og skal mine ønsker sprudle som kildevæld, at jeg kan fylde deres bægre? Er jeg et strengespil, at den Almægtiges hånd kan rører mig, eller en fløjte, at hans ånde kan gennemstrømme mig? En ransager af stilhedens dybder er jeg. Og hvilke skatte har jeg fundet i stilheden, som jeg trøstigt kan fordele?
Er denne dag min høst, i hvilke marker har jeg da nedlagt mit sædekorn, og i hvilke gemte forår? Dersom dette virkelig bliver timen, i hvilken jeg hejser min lygte, da er det ikke min ild, der skal brænde i den. Min lygte må jeg hejse slukt og udbrændt, Og nattens vogter vil fylde den med olie, og han vil også tænde den. Dette sagde han i ord. Men meget forblev usagt i hans hjerte. Thi selv kunne han ikke udtale sin inderste hemmelighed. Og da han trådte ind i byen, kom hele folket ham i møde, og de råbte til ham som med én røst.
Og byens ældste trådte frem og sagde:
Rejs ikke fra os endnu. En middagssol har du været over vores livs skumring, og din ungdom har givet os drømme at drømme. Du er ikke en fremmed iblandt os, eller en gæst, men vor søn og dyrebare elskede. Bliv hos os, at vore øjne ikke skal hungre efter dit ansigt.
Og præsterne og præstinderne sagde til ham:
Lad ikke havets bølger skille os nu, og de år, du har tilbragt i vor midte, blive et minde. Som en ånd har du vandret iblandt os, og din skygge har været lys over vore ansig-ter. Højt har vi elsket dig. Men tavs var vor kærlighed, og i slør har den været hyllet. Dog, nu råber den højt til dig og stiller sig utilsløret for dit åsyn.
Og aldrig kendte kærligheden sin egen dybde, før afskedens time var inde.
Og andre trådte frem og bønfaldt ham, men han svarede dem ikke. Han bøjede blot sit hoved, og de, som stod nær hos ham, så tårerne falde på hans bryst. Og han og skaren begav sig hen imod den store plads foran templet. Og ud fra helligdommen kom en kvinde, hvis navn var Almitra. Og hun var seerske. Og hans blik mødte hende med brændende hengivenhed, thi hun var den første, som havde opsøgt ham og troet på ham, da han kun havde været en dag i deres by.
Og hun tilråbte ham og sagde:
Du Guds profet, søgende efter det højeste, længe har du spejdet mod fjerne horisonter efter dit skib. Og nu er dit skib kommet, og du må drage bort. Inderligt længes du mod dine minders land og dine højere attrås bolig; og vor kærlighed skal ikke binde dig eller vore savn fastholde dig. Dog, denne bøn retter vi til dig, inden du forlader os, at du taler til os og giver os af din sandhed. Og vi vil give den til vore børn og de til deres børn, og den skal ikke forgå. I din ensomhed har du levet med i vore dage, og under din vågen har du lyttet til vor søvns gråd og latter. Derfor må du nu afslører os over for os selv, og fortælle os alt, hvad der er åbenbaret om det, som er mellem fødsel og død. Og han svarede: Orphalesere, om hvad andet kan jeg tale, end om det, der i denne stund rører sig i jeres sjæle?
Om kærlighed
Da sagde Almitra: Tal til os om Kærlighed.
Og han løftede sit hoved ud over folkeskaren, medens stilheden sænkede sig over den. Og med kraftfuldt røst begyndte han at tale:
Når Kærligheden kalder jer, følg den. Er dens vej end stejl og stenet. Og favnes I af dens vinger, da giv jer hen til den. Skulle I end såres af det sværd, der er skjult i dens vingefjer. Og når den taler til jer, tro den. Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster.
Thi ligesom Kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer. Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring. Ligesom den hæver sig til jeres høje-ste og kærtegner jeres spædeste kviste, der sitrende strækker sig mod solen. Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet. Som markens neg sanker den jer til sig.
Den tærsker for at gøre jer nøgne.
Den sigter jer for at rense jer for avner.
Den kværner jer til hvidhed.
Den ælter jer, til I er smidige; og da overlader den jer til sin hellige ild, at i kan blive helligt brød til guds hellige gæstebud.
Alt dette skal Kærligheden gøre imod jer, at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte.
Men dersom I af angst kun vil søge Kærlighedens fred og Kærlighedens glæder, Da var det bedre for jer, om i dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra Kærligheds tærskel, til omskiftelighedens verden, hvor i skal le, men ikke af jeres latter, og græde, men ikke af jeres tårer.
Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.
Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes;
Thi for Kærligheden er Kærlighed alt.
Når i er opfyldt af Kærlighed, sig da ikke: ”Gud har taget bolig i vort hjerte”; men snarere skal I sige: ”Vi dvæler i guds hjerte”.
Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs: Thi dersom Kærligheden finder jer værdige, skal den bestemme jeres kurs.
Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.
Men dersom I elsker og dog må begære, lad da jeres begær være disse:
At opløses og blive som en rislende bæk, der synger sin sang til natten;
At kende den alt for store følsomheds smerte;
At såres af jeres egen indsigt i kærligheden;
Og at udgyde jeres blod modstandsløst og med fryd.
At vågne ved morgengry med et bevinget hjerte og med taksigelse for en ny dag at leve i kærlighed.
At hvile i middagstimen og åbne sindet mod kærlighedens højder;
At vende hjem ved aften opfyldt af taknemmelighed;
Og da at overgive jer til søvnen med en lovsang på læberne og en bøn for den elskede i hjertet.
Om ægteskab
Da talte Almitra atter og sagde: Og hvad om ægteskab, herre?
Og han svarede:
Sammen blev I født, og sammen skal I forblive.
Når dødens hvide vinge øder jeres dage, skal I forblive sammen.
Ja, sammen skal I forblive endog i Guds tavse erindring.
Men lad der være afstande i jeres samvær.
Og lad himlens brise danse imellem jer.
Elsk hverandre, men gør ikke kærlighed til en forpligtelse.
Snarere skal den være som vuggende vande mellem sjælens kyster.
Fyld hinandens bæger, men drik af hver sit.
Giv hinanden af jeres brød, men spis ikke af samme skive.
Syng og dans tilsammen og vær glad, men lad hinanden dog alene.
Ligesom lut’ens strenge er alene, om end sitrer med samme melodi.
Giv jeres hjerter, men ikke som hinandens besiddelse?
Thi kun livets ånd kan rumme jeres hjerter.
Og stå sammen, men dog ikke for nær hinanden;
Thi templets søjler er adskilt,
Og cypressen og egetræet vokser ikke i hinandens skygge.
Om børn
Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn.
Og han svarede:
Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan i give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som i ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.
Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd: Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.
Om at give
Da sagde en rigmand: Tal til os om at give. Og han svarede:
Kun lidet giver I, når I giver af jeres ejendele. Det er, når I giver jer selv, at I virkeligt giver.
Thi hvad er jeres ejendele andet end gods, som I bevarer og bevogter af frygt for at savne det i morgen?
Og morgendagen, hvad vil morgendagen bringe hunden, der i følge med pilgrimmene mod den hellige stad med instinktets kløgt graver ben ned i det sporløse sand?
Og er frygt for nøden ikke nød i sig selv?
Er angsten for tørst, når brønden flyder over, ikke i sig selv en uslukkelig tørst?
Der er nogle, som giver lidet af det meget, de ejer og de giver for at vinde anerkendelse, og deres skjulte motiv gør deres gave uværdig.
Og der er nogle, som ejer lidet og giver alt.
Disse er det, som tror på livet og livets gavmildhed, og deres lader er aldrig tomme.
Nogle giver med glæde, og denne glæde er deres belønning.
Nogle giver med smerte, og denne smerte er deres dåb.
Det er dem, der giver og ikke føler kval ved at give; heller ikke søger de glæde derved eller giver med tanke på at være gode.
De giver som dalens blomstrende myrter, der ånder deres duft ud under himlen.
Gennem sådanne hænder taler Gud, og gennem deres øjne sender han sine smil ud over jorden.
Det er godt at give, når nogen beder jer; men bedre er det, om I giver ud fra egen forståelse, uden at nogen beder jer.
Og for den gavmilde er det større glæde at søge efter den, som skal modtage, end det er at give.
Og er der noget, I ønsker at holde tilbage?
Alt hvad I har skal en dag bortgives;
Giv derfor nu, for at gavernes højtid må blive jeres og ikke arvingernes.
Ofte siges det: ‚Jeg vil give, men kun til dem, der har gjort sig fortjent til at modtage.‚
Træerne i jeres frugthave siger ikke således; ej heller hjordene på jeres græsgange.
De giver for at leve; thi at tilbageholde er at gå til grunde.
Sandelig, den, som er fundet værdig at modtage sine dage og nætter, er også værdig at modtage alt andet fra jer.
Og den, som har gjort sig fortjent til at øse af livets ocean, fortjener også at få sit bæger fyldt ved jeres lille strøm.
Og hvilken fortjeneste kan være større end den, at have mod og tillid, ja, barmhjeresighed til at modtage?
Og hvem er I, at nogen skulle sønderrive deres klædning og blotte deres stolthed, for at I kunne se deres værdighed afklædt og deres stolthed åbenbaret?
Se først til, at I selv gør jer fortjent til at være givere og det givendes redskaber.
Thi i sandhed, det er livet, der giver til livet, medens I, der mener at være givende, blot er tilskuere.
Og I, der modtager og til dem hører I alle lad jer ikke tynge af taknemmelighed, for at I ikke derved skal lægge åg på jer selv og på den, som giver.
Snarere bør gaverne blive som vinger til opløftelse for både giver og modtager;
Thi at føle megen skyldtyngde er at tvivle på gavmildheden hos giveren, som har den ædelmodige jord til moder og Gud til fader.
Om at spise og drikke
Da sagde en gammel mand, som ejede et herberg: Tal til os om at spise og drikke.
Og han sagde:
Gid I kunne leve af jordens dufte og som epifyten ernære jer ved lyset.
Men da I nu må dræbe for at leve og fratage den nyfødte modermælken for at slukke jeres tørst, lad dette da være en offerhandling.
Og lad jeres bord stå som alter, på hvilket skovens og markens rene og uskyldige ofres for det, der er renere og mere uskyldigt i mennesket.
Når I dræber et dyr, da bør I sige til det i hjertet:
‚Ved den samme kræft, hvormed du ombringes, skal også vi ombringes; og som du, skal vi også fortæres.
Thi loven, der overgav dig i vore hænder, skal overgive os i en mægtigere hånd.
Dit blod og vort blod er ikke andet end saften, som nærer himlens træ.‚
Og når I med tænderne knuser et æble, sig da i hjertet til det:
‚Dine kærner skal have liv i vort legeme,
Og din morgendags knopper skal blomstre i vort hjerte,
Og din duft skal være i vores ånde,
Og sammen skal vi fryde os gennem alle årets tider‚
Og når I ved høst sanker vingårdens druer for at bringe dem til persen, sig da i hjertet:
‚Også vi er en vingård, og vor frugt skal sankes til vinpersen,
Og ligesom den nye vin skal vi bevares i evige kar‚
Og ved vintertide når I tapper vinen, lad da fra hjertet opstige en sang for hvert bæger;
Og lad der i sangen være en ihukommelse af dagene i høst og af vingården og af persen.
Om at arbejde
Og en bondemand sagde: Tal til os om arbejde.
Og han svarede og sagde:
I arbejder for at holde skridt med jorden og med jordens sjæl.
Thi at være uvirksom er at blive en fremmed for årets tider og at træde ud af livets procession, som bevæger sig majestætisk og i ophøjet lydighed mod det uendelige.
Når I arbejder, er i som fløjter, gennem hvis indre timernes hvisken strømmer og bliver til musik.
Hvem af jer vil være en rørfløjte uden lyd og tone, når alle andre synger sammen i harmonisk enhed?
Det er altid blevet sagt jer, at arbejde er en forbandelse og slid en ulykke.
Men jeg siger jer, at når I arbejder, fuldbyrder I en del af jordens fjerneste drøm, bestemt for jer ved denne drøms tilblivelse.
Og ved at være udholdende i arbejdet viser I virkelig kærlighed til livet.
Og at nære kærlighed til livet gennem arbejde er at være fortrolig med livets inderste hemmelighed.
Men dersom I besværede kalder livet en lidelse og legemets opretholdelse en forbandelse prentet på jeres pande, da svarer jeg, at kun sveden på jeres pande vil kunne bortviske, hvad der står prentet.
Det er også blevet sagt jer, at livet er dystert. Og I jeres træthed gentager I, hvad de trætte har sagt.
Jeg siger jer, at livet visseligt er dystert, hvor der ikke er fremdrift,
Og al fremdrift er blind, hvor der ikke er viden,
Og al viden er nytteløs, hvor der ikke er virke,
Og al virke er gold, hvor der ikke findes kærlighed.
Og når I arbejder i kærlighed, knyttes I derved til jer selv og til hverandre og til Gud.
Og hvad vil det sige at arbejde i kærlighed?
Det er at væve et klæde af tråde trukket fra jeres hjerte, som om dette klæde var beregnet at skulle bæres af den elskede.
Det er at bygge et hus med hengivenhed, som skulle den elskede tage bolig deri.
Det er at lægge sine frø i jorden med omhu og sanke høsten med fryd, som skulle den elskede nyde frugten.
Det er at beånde alt, hvad I skaber, med noget af jer selv,
Og at vide, at alle de kære, som gik bort, står ved jeres side og ser til.
Ofte har jeg hørt jer som i søvne sige: ‚Den, som arbejder i marmor og finder sin egen sjæls from i stenen, er mere ædel end den, som pløjer sin jord.
Og den, som indfanger regnbuen, for at fæstne den på lærredet i menneskets lignelse, er mere end den, der syr sandaler til vore fødder.‚
Men jeg siger jer, ikke i søvne, men vågen som ved højlys dag, at vinden taler ikke mere blidt til det mægtige egetræ, end den taler til det mindste af alle græsstrå;
Og den alene er stor, som ved sin egen kærlighed mildner vindens susen og giver den mæle i en sang. Arbejdet er åbenbaret kærlighed.
Og kan I ikke arbejde i kærlighed, men kun med ulyst, da er det bedre, om I vil forlade arbejdet og sidde ved templets indgang og tage imod almisse fra dem, der arbejder med glæde.
Thi dersom I bager brød med ligegyldighed, bager I et bittert brød, der kun halvt stiller menneskets sult. Og presser I druerne med uvilje, drypper jeres uvilje en gift i vinen.
Og synger I end som engle, men elsker ikke at synge, da døver i menneskenes øren for dagens og for nattens stemmer.
Om sorger og glæder
Da sagde en kvinde: Tal til os om sorg og glæde.
Og Han svarede:
Jeres glæde er jeres sorg befriet for sin maske. Og fra den samme kilde, hvoraf jeres latter sprudler, vældede ofte jeres tårer. Og hvorledes kan det være andet? Jo dybere sorgen mejsler i jeres væsen, jo mere glæde kan i rumme. Er ikke bægeret, der rummer jeres vin, netop det bæger, der blev brændt i pottemagerens ovn? Og er ikke den lut, der dulmer jeres sind, netop det træ, som blev udhulet med knive?
Når i glædes, søg da dybt i hjertet, og i vil finde, at glæden kun gives jer af det, som voldte jer sorg.
Når i sørger, søg da atter i hjertet, og i skal i sandhed indse, at i græder over det, der engang var jeres glæde.
Nogle blandt jer siger: ”Glæde er større end sorg”. Og andre siger: ”Nej, sorgen er det største.” Men jeg siger jer, at de er uadskillelige.
De kommer i følge, og når den ene sidder alene til bords med jer, skal i vide, at den anden sover på jeres seng. Ja i sandhed, som vægtskåle er i ophængt mellem jeres sorg og jeres glæde. Kun når i intet rummer, er der stilstand og ligevægt.
Når skatmesteren griber jer for at veje sit guld og sit sølv, må enten glæden eller sorgen stige eller dale.
Om huse
Derefter trådte en murer frem og sagde: Tal til os om huse.
Og han svarede og sagde:
Byg af jeres forestillinger en løvhytte i ørkenen, før I rejser jer et hus inden for bymuren.
Thi ligesom I har jeres hjemkomst ved tusmørke, således har også vandreren i jer, den evigt fjerne og ensomme, sin hjemkomst.
Jeres hus er jeres større legeme.
Det udfolder sig i solen og hviler drømmende i nattens stilhed. Drømmer jeres hus ikke? og bevæger det sig ikke i drømme bort fra byen mod skov og bakketop?
Kunne jeg blot samle disse jeres huse i min hånd og som en sædemand sprede dem over skove og engdrag.
Var dalene blot jeres gader og de grønne stier jeres gyder, at I kunne opsøge hinanden gennem vinhaver og komme med jordens dufte i jeres klædebon.
Men således skal det endnu ikke være.
Alt for tæt bragte forfædrenes frygt jer sammen. Og endnu en tid må denne frygt vare. Endnu en tid må bymuren skille jeres ildsteder fra jeres marker.
Og sig mig, folk af Orphalese, hvad er det, I har i disse huse? Og hvad er det i vogter bag stængede døre?
Har I fred, den tyste tilstand, der åbenbarer jeres styrke?
Har I minder, de funklende buer, der spænder over sindets tinder?
Har I skønhed, som leder hjertet fra former af træ og sten til det hellige bjerg?
Sig mig, har I dette i jeres huse?
Eller har I kun velvære og begæret efter velvære, dette snigende noget, der kommer til huset som gæst og siden bliver vært og derefter herre?
Ja, og en dressør bliver den, som med fork og svøbe gør blotte marionetter af al jeres højere stræben.
Om end dens hænder er af silke, er dens hjerte af jern.
Den dysser jer i søvn for at stå ved lejet og vrisse sin spot over kødets værdighed.
Den driver gæk med jeres sunde fornuft og lægger den på tidseldun som skrøbelige glas.
I sandhed, begæret efter velvære dræber sjælens højere stræben og følger den derpå grinende til graven.
Men I, børn af den åbne himle, hvileløse i hvile, I skal ikke fanges eller tæmmes.
Jeres hus skal ikke være et anker, men en mast.
Det skal ikke være glinsende ydre, der dækker et sår, men et øjenlåg, der beskytter øjet.
I skal ikke sammenfold vingerne for at komme gennem døre, eller bøje hovedet for at undgå at støde mod et loft, eller tilbageholde åndedraget af frygt for væggenes sam-menstyrtning.
I skal ikke dvæle i grave gjort af de døde for de levende.
Og er huset end stort og prægtigt, kan det ikke omslutte jeres hemmelighed eller rumme jeres længsel.
Thi det, som er ubegrænset i jer, dvæler i himlens bolig, hvis døre er morgendisen, og hvis vinduer er nætternes stilhed og sange.
Om klæder
Og væveren sagde: Tal til os om klæder.
Og han svarede:
Jeres klæder dækker over meget af jeres skønhed, men skjuler dog ikke det uskønne.
Og skulle klædedragten end forlede jer med det forborgnes frihed, kan den også vise dig at være et harnisk og en lænke.
Kunne I blot møde solen og vinden med mere af jeres hud og mindre af jeres beklædning.
Thi livet ånder i solens lys, og livets hænder rører sig i vinden.
Nogle iblandt jer siger: ‚Det var nordenvinden, der vævede de klæder, vi bærer.‚
Og jeg svarer: Javist, der var nordenvinden.
Men skammen var hans væv og slappede muskler hans tråd.
Og da han havde fuldført sit værk, genlød skoven af hans latter.
Glem ikke, at blufærdigheden er til værn mod den urenes blik.
Og når den urene ikke er mere, hvad bliver da blufærdigheden andet end sindets begrænsning og besmittelse?
Og glem ikke, at jorden nyde at føle jeres nøgne fødder, og at viden længtes efter at lege med jeres hår.
Om at købe og sælge
Og en købmand sagde: Tal til os om at købe og sælge.
Og han svarede og sagde:
Jorden yder jer sin frugt, og I skal intet savne, om I blot forstår, hvorledes I skal fylde jeres hænder.
Det er gennem udveksling af jordens gaver, at I skal modtage til overflod og blive mætte.
Men sker udveksling ikke med kærlighed og retsind, vil den kunne forlede nogle til grådighed og bringe andre sult.
Når I, som slider på havet og i marken og i vingården, mødes på markedspladsen med væverne og pottemagerne og urtesamlerne Anråb da jordens gode ånd, at den må komme til jeres midte og hellige vægten og udmålingen af værdi mod værdi.
Og tillad ikke de tomhændede, som søger at sælge deres ord for jeres arbejde, at tage del i handlen.
Til sådanne skulle I sige:
‚Kom med os i marken eller tag med vore brødre på havet og kast jeres garn ud;
Thi jorden og havet vil være gavmilde mod jer ligesom mod os.‚
Og kommer sangerne og danserne og fløjtespillerne, køb da også af deres gaver.
Thi også de sanker frugt og røgelse; og er deres gaver end vævet af drømme, er de dog føde og klæder for jeres sjæle.
Og inden i forlader markedspladsen, se da til at ingen gik tomhændet bort.
Thi jordens gode ånd kan ikke hvile fredfyldt i vinden, før den mindste iblandt jer er mæt.
Om forbrydelse og straf
Da stod en af byens dommere frem og sagde: Tal til os om forbrydelse og straf.
Og han svarede og sagde:
Der er, når jeres sjæle strejfer om med vinden,
At I, alene og ubeskyttede, begår en uret mod andre og derved mod jer selv.
Og for denne urets skyld må I banke på og vente en stund upåagtet ved de sagliges port
Jeres guddommelige selv er som oceanet
Det forbliver i al evighed ubesmittet.
Og som æteren opløfter det kun de bevingede.
Ja, som solen er jeres guddommelige selv
Det kender ikke muldvarpens gange og opsøger ikke slangens huler.
Men set guddommelige selv dvæler ikke alene i jeres væsen.
Meget i jer er endnu menneske, og meget i jer er endnu ikke et menneske.
Men en uformelig dværg som i søvne famler sig gennem tågen mod sin egen opvågen.
Og som mennesket i jer vil jeg nu tale;
Thi der er mennesket i jer, og ikke det guddommelige selv eller dværgen i tågen, der kender til forbrydelse og forbrydelsens straf.
Ofte har jeg hørt jer tale om et menneske, der begår uret, som √©n der ikke hørte jer til, men var en fremmed og ubuden gæst i jeres verden.
Men jeg siger jer, at ligesom de hellige og de retfærdige ikke kan hæve sig over det højeste, der findes i hver og en af jer,
Således kan den onde og den svage ikke synke dybere end det dybeste, som findes i jer.
Og som et enkelt blad ikke gulner uden hele træets medvirken.
Således kan forbryderen ikke gøre uret uden alles skjulte medvilje.
Som en procession vandrer I sammen mod jeres guddommelige selv.
I er vejen og de vejfarende.
Og når en af jer snubler, falder han for dem, der kommer efter, at de må undgå at snuble over samme sten.
Ja, også for dem, der foran ham, falder han; thi de var hurtigere og sikrere til bens, men undlod dog at fjerne stenen.
Også dette siger jeg jer, om end ordet ligger tungt på jeres hjerter:
Den myrdede er ikke uden skyld i, at han blev myrdet,
og den bestjålne er ikke uden skyld i, at han blev bestjålet.
Den retfærdige er ikke uden skyld i den ondes gerninger,
Og den, som har hvide hænder, er ikke uplettet af misdædernes handlinger.
ja, ofte er den skyldige den forurettedes offer.
Og endnu oftere er det den dømte, der bærer den uskyldiges og den pletfries byrder.
I kan ikke udskille de retfærdige fra de uretfærdige og de gode fra de onde;
Thi sammen står de foran solens ansigt, ligesom den sorte og den hvide tråd er indvævet i samme klæde;
Og når den sorte tråd brister, må væveren efterse hele klædet, og han må også tilse væven.
Vil nogle af jer drage den utro hustru til doms,
Lad ham også veje hendes husbonds hjerte på vægt og måle hans sjæl med mål.
Og lad den, som ville piske lovovertræderen, se på den forurettedes sjæl.
Og dersom nogen vil øve straf i retfærdighedens navn og lægge øksen ved det onde træ, lad ham da se til dets rødder.
Og han skal i sandhed finde rødderne af det gode og det onde, det frugtbare og det golde, alle sammenflettede i jordens tavse indre.
Og I, dommere som vil være retfærdige,
Hvilken dom vil I afsige over den, som skønt retskaffen i kødet er en tyv i ånden?
Hvilken straf vil I udmåle for den, som ihjelslår i legemet, men selv er ihjelslået i ånden?
Og hvorledes fører I sag mod den, som handler bedragerisk og lægger åg på andre,
Men som også selv er besvegen og under åg?
Og hvorledes vil I straffe dem, hvis anger allerede er større end deres misgerning?
Er anger ikke retfærdigheden formidlet gennem den selv samme lov, som I gerne vil tjene?
Og dog formår I ikke at pålægge den uskyldige anger eller befri den skyldige for angerens byrde.
Ubuden vil den komme ved nattetid for at menneskene må vågne og betragte sig selv.
Og I, som vil forstå jer på retfærdighed, hvorledes kan I det, dersom I ikke betragter enhver handling i lysets hele fylde?
Kun da kan I fatte, at den oprejste og den faldne udgør √©t menneske, som står i dæmringen mellem dværgselvets nat og det guddommelige selvs dag,
Og at templets hjørnesten ikke er mere ophøjet end den nederste sten i dets grundmur.
Om love
Da sagde en lovkyndig: Men hvad siger du om vore love, herre?
Og han svarede:
I finder behag i at fastsætte love,
Men I finder mere behag i at bryde dem,
Ligesom børn der leger ved stranden og med stor nidkærhed bygger sandslotte blot for at ødelægge dem under latter. Men medens I bygger sandslotte, skyller havet mere sand mod kysten, og når i ødelægger dem, deltager havet i jeres latter.
Sandelig, havet ler altid med de troskyldige
Men hvorledes med dem, for hvem livet ikke er et hav og menneskeskabte love ikke er sandslotte;
Men for hvem livet er en klippe og loven en mejsel, hvormed de vil tilhugge det i deres eget billede?
Hvorledes med krøblingen, der hader dansere?
hvorledes med oksen, der elsker sit åg og dømmer skovens elg og hjort som strejfere og løsgængere?
Hvorledes med den gamle slange, der ikke kan afkaste sit ham, og kalder alle andre nøgne og skamløse.
Og hvorledes med gæsten, der kommer tidligt til bryllupsfesten, og når han er træt og overfyldt, går sin vej og siger, at enhver fest er forkastelig og deltagerne overtrædere af loven?
Hvad skal jeg sige om disse, andet end at også de står i solskinnet, men med ryggen mod solen?
De ser kun deres skygger, og deres skygger er deres love.
Og hvad er solen for dem andet end noget, der kaster skygger?
Og at anerkende lovene; hvad er det andet end at bøje sig ned og tegne deres skygger på jorden?
Men I, som vandrer med ansigtet mod solen, hvilket afbillede tegnet på jorden kan fastholde jer?
I, som bevæger jer med vinden, hvilken vindfløj kan bestemme jeres kurs?
hvilken menneskeskabt lov kan binde jer, dersom I bryder jeres åg, men ikke bryder det mod noget menneskes fængselsdør?
Hvilke love behøver I at frygte, dersom I danser, men ikke snubler over noget menneskes jernlænker?
Og hvem er han, som vil drage jer til doms, dersom I afkaster jeres klædebon, men ikke lader det ligge i vejen for noget menneske?
Orphalesere, I kan omvikle trommen, og I kan løsne lyrens strenge; men hvem kan befale lærken ikke at synge?
Om frihed
Og en taler sagde: Tal til os om frihed.
Og han svarede:
Ved byporten og ved jeres ildsted har jeg set jer i næsegrus tilbedelse af jeres personlige frihed,
Ligesom slaver der ydmyger sig selv for tyrannen og hylder ham, om han end pisker dem.
Ja, i tempelhaven og i citadellets skygge har jeg set de mest fribårne blandt jer bære deres frihed som åg og som håndjern.
Og mit hjerte bløder; thi I kan kun blive frie, når den blotte tanke om at søge frihed bliver jer som et tøjr, og når I ophører med at tale om frihed som et mål og en fuld-byrdelse.
Ikke når dagene er uden bekymring og nætterne uden sorg og savn, skal I være virkeligt frie;
Men snarere når alt dette omgiver jeres liv, og I dog hæver jer over det, frigjorte og nøgne.
Og hvorledes kan I hæve jer over dage og nætter uden at sprænge de lænker, hvormed I ved jeres forståelses morgengry lænkede jeres middagstime?
I sandhed, det I kalder frihed, er den sværeste af disse lænker, om dens led end glitrer i solen og blænder jeres øjne.
Og hvad er det andet end brudstykker af jeres eget selv, I vil afkaste for at blive frie?
Dersom det er en uretfærdig lov, I ønsker afskaffet, denne lov blev skrevet med jeres egen hånd på jeres egen pande.
I kan ikke udviske den ved at brænde lovbøgerne eller ved at vaske dommernes pander, lader I end havet overskylle dem.
Og er det en tyran, I ønsker sat fra tronen, se da først til at hans trone rejst i jeres indre bliver omstyrtet.
Thi hvorledes kan en tyran regere over de frie og de stolte, dersom der ikke findes et tyranni i deres egen frihed og en skændsel i deres egen stolthed?
Og er det en bekymring, I vil afkaste, denne bekymring blev sanket af jer selv, snarere end den blev påtvunget. Og er det en frygt, I vil fordrive, denne frygt har sæde i jeres eget hjerte og ikke i det frygtedes hånd.
Sandelig, alt dette tager bestandigt livtag i jer: Det attråede og det frygtede, det frastødende og det tiltrækkende, det efterstræbte og det I søger at undfly.
Det rører sig i jer parvis og uadskilleligt som lys og skygge.
Og når skyggen blegner og er borte, vil lyset, der blev tilbage, blive skygge for et højere lys.
Og således skal jeres frihed, når den løses af sine bånd, selv blive en højere friheds binding.
Om fornuft og følelser
Og præstinden tog atter til orde og sagde: Tal til os om fornuft og følelse.
Og han svarede og sagde:
Jeres sjæl er ofte en valplads, på hvilket jeres fornuft og jeres dømmekraft fører krig mod jeres følelser og jeres begær.
Kunne jeg blot være sjælens fredsmægler og vende spliden og spilttelsen i jeres indre til enhed og harmoni.
Men hvorledes kan jeg det, medmindre I også selv er fredsmæglere, nej, elskere af alt, hvad der rører sig i jer? Jeres fornuft og jeres følelser er jeres søfarende sjæls ror og sejl.
Knækker roret eller flænges sejlene, må I drive hid og did eller ligge stille midt på havet.
Thi hvor fornuften alene råder, er den en begrænsende kraft; og hvor følelserne ikke er under kontrol, er den en flamme, der fortærer sig selv.
Lad derfor jeres sjæl opløfte fornuften til følelsernes tinder, hvor den kan bryde ud i jubel.
Og lad den lede jeres følelser mod fornuft, for at følelserne må have liv gennem deres egen daglige opstandelse og som Føniks rejse sig af deres egen aske.
Gid I ville betragte jeres dømmekraft og jeres begær som to elskende gæster i jeres hus.
I ville ikke vise den ene gæst mere ære end den anden; thi den, som udmærker den ene frem for den anden, mister begges hengivenhed og tillid.
Når I sidder på højene i de hvide poplers skygge, og tager del i fjerne markers og enges stilhed og fred lad da hjertet lydløst hviske: ‚Gud hviler i fornuften‚.
Og når stormen rejser sig, og den kraftige vind rusker i skoven, og torden og lynild udråber himlens majestæt lad da hjertet i ærefrygt sige: ‚Gud bevæger sig i følelserne‚.
Og de I er åndedrag i Guds sfærer og løvværk i Guds skove, bør også I hvile i fornuften og bevæge jer i følelserne.
Om lidelse
Og en kvinde sagde: Fortæl os om lidelse.
Og han svarede:
Jeres lidelser er gennembrydningen af skallen, der indeslutter jeres evne til forståelse.
Ligesom frugtens kærne må briste, for at dens indre kan udfolde sig i solen, således må i erfare lidelse.
Og kunne i bestandigt være opfyldt af forundring over jeres livs daglige mirakler, ville smerten ikke forekomme jer mindre underfuld end jeres fryd;
Og I ville affinde jer med hjertets tider, ligesom I altid har affundet jer med årstidernes vekslen over jeres marker.
Og med ophøjet ro ville I skue ud over jeres sorgs vinter.
Meget af jeres lidelse har I selv valgt.
Det er den bitre medicin, hvormed lægen i jeres indre helbreder jeres syge selv.
Vis derfor lægen tillid, og indtag roligt og ubekymret hans lægemiddel;
Thi om hans hånd end syntes tung og hård, er den dog ledet af den usynliges blide hænder;
Og om kalken, han rækker dig, end brænder dine læber, er den dog formet af leret, som pottemageren har fugtet med sine egne hellige tårer.
Om selverkendelse
Og en mand sagde: Tal til os om selverkendelse.
Og han svarede og sagde:
I tavshed kender hjertet dagenes og nætternes hemmeligheder.
Men jeres øren tørster efter lyden af hjertets kundskab.
I vil kende det i ord, som I altid havde kundskab om i tanken.
Med fingrene vil I berøre jeres drømmes nøgne legme.
Og således bør det være.
Sjælens skjulte kilde måtte vælte frem og strømme rislende mod havet;
Og jeres uendelige dybs skatte ville åbenbares for jeres øjne.
Men lad ingen vægt veje de ukendte skatte;
Og mål ikke kundskabens dybder med stok eller lod.
Thi selvet er et grænseløst og uendeligt ocean.
Sig ikke: ‚Jeg har fundet sandheden‚, men hellere: ‚Jeg har fundet en sandhed‚.
Sig ikke: ‚Jeg har fundet sjælens vej‚. Men sig hellere: ‚Jeg har mødt sjælen vandrende på min vej‚.
Thi sjælen vandrer på alle veje.
Sjælen går ikke på line, eller vokser som et strå.
Sjælen udfolder sig som en lotusblomst med utallige kronblade.
Om undervisning
Derefter sagde en lærer: Tal til os om undervisning.
Og han sagde:
Intet menneske kan åbenbarer andet for jer end det, der allerede ligger halvt sovende i jeres egen kundskabs dagning.
Læreren, som vandrer i templets skygge blandt sine tilhængere, skænker dem ikke sin visdom, men snarere sin tro og sin hengivenhed.
Dersom han virkelig er vis, byder han jer ikke til sin visdoms bolig, men leder jer snarere til jeres eget sinds tærskel.
Astronomen kan tale til jer om sin forståelse af himmelrummet; men han kan ikke give jer sin forståelse.
Musikeren kan synge for jer om rytmen, der vibrerer overalt i æteren; men han kan ikke skænke jer øret, der opfanger rytmen, eller stemmen der gengiver den.
Og den, som er bevandret i tallenes videnskab, kan fortælle om vægts og måls regioner; men han kan ikke fører jer dertil.
Thi det ene menneskes indsigt låner ikke det andet menneske sine vinger.
Og ligesom hver især står alene i Guds viden, således må hver især være alene i sin viden om Gud og i sin forståelse af verden.
Om venskab
Og en yngling sagde: Tal til os om venskab.
Og han svarede og sagde:
Din ven er dine opfyldte længsler.
Han er din mark, som du tilsår med kærlighed og høster med takkebøn.
Og han er dit bord og dit ildsted.
Thi du kommer til ham for at finde fred. Når din ven siger sin mening, frygter du hverken din egen menings nej, eller tilbageholder dens ja.
Og når han er tavs, ophører dit hjerte ikke at lytte til hans hjerte;
Thi i venskab bliver enhver tanke, ethvert ønske og enhver forventning født uden ord og delt med uudsagt glæde.
Når du skilles fra din ven, bedrøves du ikke;
Thi det, du elsker højest hos ham, kan være mere afklaret under hans fravær, ligesom bjerget fremtræder mere klart for bestigeren, når han betragter det fra lavlandet.
Og lad der ikke være noget andet formål med venskab end åndens højnelse.
Thi kærlighed, der søger andet end løsningen af sit eget mysterium, er ikke kærlighed, men et udkastet garn, hvori kun det værdiløse fanges.
Og lad det bedste være for din ven.
Dersom han må kende dine dages ebbe, lad ham da også kende deres flod.
Thi hvad er din ven, at du skulle ty til ham med timer, der skal ihjelslås?
Ty altid til ham med timer, der skal leves.
Thi dit savn bør han udfylde, men ikke din tomhed.
Og lad venskabets sødme rumme latter og fælles glæder.
Thi i de små tings dug finder hjertet sin fornyende morgen.
Om at tale
Og da sagde en lærd: Tal til os om at tale. Og han svarede og sagde:
I taler, når I ophører at have fred med jeres tanker.
Og når I ikke længere kan dvæle i hjertets ensomhed, må I leve jeres læber, og lyd bliver en adspredelse og et tidsfordriv.
Og i meget af jeres tale er tænkningen halvt ombragt;
Thi tanken er en himmelfugl, der i et bur af ord vel kan udfolde vingen, men ikke flyve.
Der er dem iblandt jer, der opsøger de snaksomme af angst for at være alene.
Ensomhedens tavse dybder åbner deres øjne for det utilslørede selv, og de søger at undfly.
Og der er dem, der snakker og uden viden eller omtanke åbenbarer en sandhed, som de ikke selv forstår.
Og der er dem, der har sandheden i deres indre, men ikke åbenbarer den i ord.
I sådannes bryst dvæler ånden i rytmisk tavshed.
Når I møder jeres ven på vejen eller på markedspladsen, lad da ånden i jer bevæge jeres læber og styre jeres tunge. Lad stemmen i jeres stemme tale til hans øres øre;
Thi hans sjæl vil bevarer jeres indres sandhed, som vinens smag huskes,
Når dens farve er glemt og vinkarret ikke er mere.
Om tiden
Og astronomen sagde: Mester, hvad siger du om tiden? Og han svarede:
I vil udmåle tiden, den uendelige og umålelige.
I vil tilpasse jeres adfærd, ja endog fastlægge jeres åndelige kurs efter timer og tider.
I vil gøre tiden til en flod, ved hvis bred I vil sidde og betragte strømmens gliden.
Dog kender det tidløse i jer livets tidløshed,
Og det ved, at i går blot er idags erindring, og at i morgen er idags drøm.
Og alt det, som synger og grubler i jer, endnu dvæler omsluttet af dette første øjeblik, der spredte stjernerne under himlen.
Hvem af jer føler ikke, at hans evne til at elske er uden grænser?
Og hvem føler ikke, at denne kærlighedsevne, om end den er uden grænser, dog er omfattet af hans eget væsens centrum, og ikke bevæger sig fra kærlighedstanke til kær-lighedstanke eller fra kærlighedsgerninger til kærlighedsgerninger?
Og er tiden ikke ligesom kærligheden udelt og uden bevægelse?
Men dersom I med tanken skal udmåle tiden i tide, lad da hver tid rumme alle de øvrig tider;
Og lad i dag favne det forgangne med ihukommelse og fremtiden med længsel
Om godt og ondt
Og en af byens gamle sagde: Tal til os om godt og ondt.
Og han svarede:
Om det gode i jer kan jeg tale, men ikke om det onde.
Thi hvad er det onde andet end det gode, plaget af sin egen hunger og tørst?
Sandelig, når det gode hungrer, søger det føde endog i mørke huler, og når det tørster, drikker det endog af døde vande.
I er gode, når I er et med jer selv.
Dog er I ikke onde, når I ikke er et med jer selv.
Thi et splittet hus er ikke et opholdssted for tyve; det er blot et splittet hus.
Og et skib uden ror kan drive for vind og vove mellem farlige skær uden dog at synke til bunds.
I er gode, når I higer efter at give af jer selv.
Dog er I ikke onde, når I søger vinding for jer selv.
Thi når I stræber efter vinding, er I blot en rod, der klynger sig til jorden og dier ved dens bryst.
Frugten kan visselig ikke sige til roden: ‚Vær som jeg, moden og fyldig og bestandigt givende af din fylde.
Thi for frugten er det en nødvendighed at give, ligesom det for roden er en nødvendighed at modtage.
I er gode, når I er helt vågne i jeres tale.
Dog er I ikke onde, når I sover, medens jeres tunge plaprer løs uden mening.
Og selv famlende tale kan styrke en svag tunge.
I er gode, når I modigt og med faste skidt går til jeres mål.
Dog er I ikke onde, fordi I humper dertil.
Selv de som humper, går ikke baglæns.
Men I, som er stærke og hurtige, se til at I ikke humper foran den halte og mener, at det er godhed.
I er gode på utallige områder, og I er ikke onde, når I ikke er gode.
I er blot nølende og kraftløse.
Skade, at hjorten ikke kan lærer skildpadden hurtighed.
I længsel efter jeres højere selv ligger jeres godhed, og denne længsel bor i jer alle.
Men i nogle af jer er denne længsel som en elv, der med skummende vælde styrter sig mod havet ladet med bjergskrænternes hemmeligheder og skovens sang.
Og i andre er den en sindig strøm, der fortaber sig i slyngninger, og tøver før den når ud til kysten.
Men lad ikke den som længes meget, sige til den som kun længes lidt: ‚Hvor er du træg og ubeslutsom?‚
Thi den, som virkelig er god, spørger ikke den nøgne: ‚Hvor er din klædning?‚ eller den hjemløse: ‚Hvad er der blevet af dit hus?‚
Om bøn
Da sagde en præstinde: Tal til os om bøn.
Og han svarede og sagde:
I beder i jeres nød og trængsel; gid I også ville bede i jeres glædes fylde og i jeres overflods dage.
Thi hvad er bøn andet en selvets udfoldelse i den levende æter?
Og er det jer til trøst at udgyde jeres mørke i rummet, vil det også være jer til glæde at udstråle hjertets daggry.
Og kan I ikke andet end græde, når jeres sjæl kalder jer til bøn, må den trods gråden atter og atter tilskynde jer, indtil I kommer med et smil.
Når I beder, hæver I jer for at mødes under himlen med dem, der beder i selv samme stund, og som I ikke kan møde på anden måde end gennem bønnen.
Lad derfor ikke jeres besøg i dette usynlige tempel være for andet end opløftelse og lifligt samvær.
Thi dersom I ikke kommer ind i templet i anden hensigt end at bede om noget, skal I intet få.
Og skulle I komme ind for at ydmyge jer, skal I ikke opløftes.
Ja, om end I skulle komme for at bede om noget for andre, skal I ikke bønhøres.
At søge ind i det usynlige tempel er alt, hvad I behøver.
Jeg kan ikke lærer jer, hvorledes I skal bede i ord. Gud lytter ikke til jeres ord, dersom han ikke selv ytrer dem gennem jeres læber.
Og jeg kan ikke lærer jer bjergenes og skovenes og havenes bøn.
Men I, som er bjergenes og skovenes og havenes ætlinge, kan finde deres børn i jeres eget hjerte.
Og om blot I lytter i nattens stilhed, vil I høre deres taves hvisken:
‚Vor Gud, du som er vort bevingede selv, det er din vilje i os, der vil.
Det er din attrå i os, der attrår.
Det er din tilskyndelse i os, der vil forvandle vore nætter, som er dine, til dage som også er dine.
Vi kan ikke bede dig om noget; thi du kender vore behov, før de fødes i os.
Du er vort behov, og når du giver os mere af dig selv, giver du os alt.‚
Om nydelse
Og eneboeren, som kom til byen en gang om året, trådte frem og sagde: Tal til os om nydelse.
Og han svarede og sagde:
Nydelsen er en frihedens sang, Men den er ikke friheden. Den er attråens blomstring, Men den er ikke dens frugt. Den er en dybde, der råber mod en højde, Men den er ikke det dybe eller det høje.
Den er det indespærrede, som bevinger sig, Men den er ikke himmelrummet omsluttet.
Ja, nydelsen er i sandhed en frihedssang. Og gerne hørte jeg jer synge den af hjertets fylde; men nødig ville jeg, at hjerterne blev fortabt i sangen.
Nogle af jeres unge søger nydelsen, som om den var alt; og de dømmes og revses derfor.
Jeg vil ikke dømme eller revse dem. Jeg ville lade dem søge. Thi de skal finde nydelsen, men ikke den alene.
Syv søskende har den, og den mindste af disse er skønnere end nydelsen. Har I ikke hørt om manden, som gravede i jorden efter rødder og fandt en juvel?
Og nogle af jeres ældste mindes nydelsen med fortrydelse, som fejltrin begået under en rus. Men fortrydelse er sindets tilsløring og ikke dens tugtelse.
De skulle mindes deres nydelser med taknemmelighed, som de ville mindes en sommers høst. Dog, dersom det trøster dem at fortryde, lad dem da være trøstet.
Og der er dem iblandt jer, som hverken er unge nok til at søge eller gamle nok til at mindes;
Og i deres angst for at søge mindes, undgår de alle nydelser, for ikke at tilsidesætte ånden eller synde imod den. Men selv i dette er der en nydelse. Og således finder også de en juvel, om end med dirrende hænder graver efter rødder.
Men sig mig, hvem er den, som kan synde imod ånden? Kan nattergalen synde imod nattens stilhed? Eller ildfluen mod stjernerne?
Og kan din ild eller din røg bebyrde vinden?
Tror I, at ånden er et stillestående vand, som I kan bringe i bevægelse med en tav?
Ved at nægte jer selv nydelse, oplagrer I ofte kun begæret i jeres væsens afkroge.
Hvem ved, om ikke det, som syntes undladt i dag, blot venter på i morgen?
Selv jeres legeme kender sin arv og sit retmæssige behov, og vil ikke narres.
Og legemet er sjælens harpe;
Og den er jeres til frembringelse af sød musik eller forvirrende lyde.
Og nu spørger I for jer selv: ‚Hvorledes skal vi skelne det i nydelsen, som er af det gode, fra det som ikke er af det gode?‚
Gå til jeres marker og jeres haver, og der vil I lære, at det er biens nydelse at samle blomstens honning;
Men det er også blomstens nydelse at skænke bien sin honning.
Thi for bien er blomsten en livets kilde,
Og for blomsten er bien en kærlighedens budbringer.
Og for både bien og blomsten er det et behov og en fuldbyrdelse at give og modtage nydelse.
Orphalesere! Vær i jeres nydelser som blomsterne og bierne.
Om skønhed
Og en digter sagde: Tal til os om skønhed.
Og han svarede:
Hvor vil I søge skønhed, og hvorledes skal I finde den, om ikke den selv er jeres vej og jeres vejleder?
Og hvorledes vil I tale om skønhed, om ikke den selv sammenfletter jeres ord?
De sårede og de forurettede siger:
‚Skønheden er blid og venlig.
Som en ung moder vandrer den iblandt os, halvt skamfuld over sin egen stolthed.
Og de ildfulde siger: Nej, skønheden er noget mægtigt og grusomt.
Som stormen rusker den jorden under os og himlen over os‚.
De trætte og de bekymrede siger: ‚Skønheden er en blid hvisken. Den taler i vort indre.
Dens stemme giver efter for vor tavshed som et svagt blus, der blafrer af for skyggen.
Men de urolige siger: ‚Vi har hørt dens råben mellem bjergen,
Og med råbene lød der tramp af hove og susen af vingeslag og løvers brølen.
Ved nattetid siger byens vægtere: ‚Skønheden vil opstå med gryet fra øst.
Og ved middagstid siger arbejderne og de vejfarende: ‚Vi har set den læne sig over jorden fra solnedgangens vinduer.
Om vinteren siger de indesneede: ‚Med foråret vil den komme i spring over bakkerne.
Og høstfolket siger i sommerheden: ‚Vi har set den danse med efterårsløvet, og vi så en snedrive i dens hår.
Alt dette har I sagt om skønheden;
Og dog talte I ikke om den, men om utilfredsstillede behov.
Og skønheden er ikke et behov, men en fuldbyrdelse.
Den er ikke en tørstende gane eller fremstrakte, tomme hænder.
Men snarere et begejstret hjerte og en fortryllet sjæl.
Den er ikke det billede, I ville se, eller den sang, I ville hører,
Men snarere et billede I ser, om end I lukker øjnene, og en sang I hører, om end I tilpropper jeres øren.
Den er ikke saften bag den furede bark eller en vinge fæstnet ti en klo.
Men snarere en evigt blomstrende have og en skare af evigt svævende engle.
Orphalesere! Skønheden er liv, når livet løfter sløret fra sit hellige ansigt.
Men I er livet, og I er sløret.
Skønhed er evigheden, der betragter sig selv i et spejl.
men I er evigheden, og I er spejlet.
Om religion
Og en gammel præst sagde: Tal til os om religion.
Og han sagde:
Har jeg på denne dag talt om noget andet?
Er religion ikke enhver gerning og enhver betragtning.
Og det, som hverken er gerning eller betragtning, men et under og en overraskelse bestandigt oplukkende i sjælen, selv medens hænderne mejsler i stenen eller betjener væven?
Hvem kan adskille sin tro fra sine handlinger, eller sin anskuelse fra sit kald?
Hvem kan sprede sine timer foran sig og sige: ‚Denne for Gud og denne for mig selv, denne for min sjæl og denne for mit legeme?‚
Enhver af jeres timer er vinger, der flakker gennem rummet fra selv til selv.
Den, der kun bærer sin moral som sine stadsklæder, måtte hellere være nøgen.
vind og sol skal ikke flænge huller i hans hud.
Og den, som lader sin adfærd bestemme af morallære, indespærrer sin sangfugl i et bur.
Den mest fribårne sang kommer ikke gennem tremmer eller gitre.
Og den, for hvem gudsdyrkelse er et vindue, som kan åbnes, men også lukkes, har endnu ikke besøgt sin sjæls bolig, hvis vinduer forbliver åbne fra solopgang til solopgang.
Det daglige liv er jeres tempel og jeres religion.
Hvor I end betræder dette tempel, tag jeres alt med jer.
Tag ploven og essen og køllen og lut‚Äôen,
De ting I skabte af nødvendighed, og de ting I skabte af lyst.
Thi I kan ikke i jeres grublen hæve jer højere end jeres egen formåen eller synke dybere end jeres egne mangler.
Og tag alle mennesker med jer;
Thi i tilbedelse kan I ikke svinge jer højere end deres håb eller fornedre jer dybere end deres fortvivlelse.
Og vil I kende Gud, behøver I ikke derfor at løse gåder.
Se jer hellere omkring, og I skal se ham i leg med jeres børn.
Og se ud i himmelrummet; og I skal se ham vandrende i skyerne, se hans udbredte arme i lynet, og se ham nedstige i regnen.
i skal se ham smile i blomsterne, derefter opstige og vinke med sine hænder i træerne.
Om døden
Da tog Almita til orde og sagde: Vi vil nu spørge dig om døden.
Og han svarede:
I vil kende dødens hemmelighed. Men hvorledes skal i finde den, med mindre i søger den i livets midte? Uglen, hvis øjne er bestemt for mørket, kan ikke afsløre lysets mysterium.
√ònsker i virkelig at skue dødens ånd, da må i åbne hjertet vidt mod livets legeme. Thi livet og døden er √®t, ligesom floden og havet er √®t.
I dybet af jeres håb og længsler ligger jeres tavse viden om det hinsidige. Og som frø drømmende under sneen, drømmer hjertet om forår. Hav tillid til drømmende, thi i dem er porten til evigheden skjult. Jeres frygt for døden er blot hyrdens skælven, når han står foran tronen og venter på, at kongen skal lægge sin hånd hædrende på ham. Er hyrden ikke bag sin skælven opfyldt af glæde over at han skal bære kongens tegn? Men er han ikke så meget mere opmærksom på sin skælven.
Thi hvad er det at dø, andet end at stå nøgen i vinden og at smelte sammen med solen? Og hvad betyder det, at åndedrættet ophører, andet end at det frigøres fra sin livløse rytme og kan opstå og udfolde sig og ubetynget søge mod gud?
Kun når i drikker af stilhedens flod, skal i virkelig synge. Og når i har nået bjergets tinde, da først skal jeres opstigning begynde. Og når jorden gør krav på jeres ben, først da skal i rigtigt danse.
Afsked
Og det var blevet aften.
Og seersken Almitra sagde: Velsignet være denne dag og dette sted, og din ånd som har talt.
Og han svarede: Var det mig, der talte?
Var ikke også jeg en tilhører?
Derefter gik han ned ad tempeltrappen, og hele skaren fulgte ham. Og han nåede ud til skibet og stod på dækket.
Og med ansigtet atter vendt mod folket hævede han sin stemme og sagde:
Orphalesere! Vinden byder mig at forlade jer
Så travlt som vinden har jeg ikke; og dog må jeg af sted.
Vi vandringsmænd, der altid søger ad de ensomme stier, begynder ingen dag, hvor vi slutter den foregående, og ingen solopgang finder os, hvor solnedgangen efterlod os.
Selv medens jorden sover er vi på vandring.
Vi er tidselplanternes frø, og det er i vort hjertes modenhed og fylde, at vi overgives til vinden og spredes.
Få var mine dage iblandt jer, og endnu færre var de ord, jeg talte.
men skulle min stemme tone bort i jeres øren og min kærlighed blegne blandt jeres minder, da vil jeg vende tilbage.
Og jeg vil tale af et rigere hjerte og med mere beåndede læber.
ja, med tidevandet vil jeg komme tilbage,
Og da skal døden end skjule mig og den højere stilhed omslutte mig, vil jeg dog atter søge forståelse hos jer.
Og jeg skal ikke søge forgæves.
Om noget i min tale var sandhed, vil denne sandhed åbenbarer sig med mere forklaret røst og i ord mere beslægtet med jeres tanker.
Med vinden drager jeg bort, Orphalesere, men ikke ud i tomheden;
Og er denne dag ikke en opfyldelse af jeres savn og af min kærlighed, lad den da være et løfte til en kommende dag.
Menneskets behov ændres, men ikke dets kærlighed eller dets ønske om, at kærligheden må tilfredsstille dets behov.
Vid derfor, at jeg vil vende tilbage fra den højere stilhed.
Morgentågen, der driver bort ved solopgang og kun efterlader markens dug, vil opstå og fortætte sig til en sky, og derefter falde ned som regn.
Og ikke ulig morgentågen har jeg været.
I den stille nat har jeg vandret i jeres gader, og min ånd er søgt ind i jeres huse,
Og jeres hjerters rytme var i mit hjerte, og jeres ånde var på mit ansigt, og jeg kendte jer alle.
Ja, jeg kendte jeres glæde og jeres smerte, og når I sov, var jeres drømme mine drømme.
Og ofte var jeg som en bjergsø iblandt jer.
Jeg afspejlede tinderne i jer, og de bølgende skrænter; ja enddog jeres tankers og ønskers strejfende hjorde.
Og til min stilhed strømmede som bjergbække jeres børns latter, og som floder jeres ynglinges længsler.
Og når de nåede mit dyb, ophørte bækkene og floderne dog ikke med deres sang.
Men noget, som var blidere end latter og højere end længsel, kom til mig.
Det var det ubegrænsede i jer;
Dette uendelige menneske, i hvem I alle blot er fibre og celler;
Han hvis sang al jeres syngen blot er en lydløs pulseren.
Det er i dette uendelige menneske, I har uendelighed.
Og ved at skue ham, skuede jeg jer og elskede jer.
Thi hvilke højder kan kærligheden nå, som ikke er inden for denne grænseløse sfære?
Hvilke syner, hvilke forventninger og hvilke formodninger kan overstige denne helhed?
Som et mægtigt egetræ dækket af æbleblomster er det uendelige menneske i jer.
Hans styrke binder jer til jorden, hans duft bærer jer mod himlen, og i hans bestandighed har I udødelighed.
Det er blevet sagt jer, at ligesom en lænke er I svage som det svageste i jer.
Dette er kun den halve sandhed. I er også stærke som det stærkeste i jer.
At måle jer efter den mindste gerning, er at beregne oceanets styrke efter bølgernes flygtige skum.
At dømme jer for det ufuldkomne i jer er at bebrejde årstiderne deres vekslen.
Ja, I er som et ocean;
Og om end dybtgående skibe afventer højvande ved jeres kyster, Kan I ligesom oceanet ikke fremskynde jeres tidevand.
Som årstiderne er I også;
Og om end I fornægter jeres forår, medens vinteren står på,
Smiler det blundende forår dog søvnigt i jer og føler sig ikke krænket.
Tro ikke jeg har sagt alt dette, for at I skal sige til hinanden: ‚Han roste os vældigt. Han så kun det gode i os‚.
Jeg beretter kun for jer i ord, hvad I selv er vidende om i tanke.
Og hvad er kundskab formet i ord andet end blot skygge af den tavse viden?
Jeres tanker og mine ord er impulser fra en forseglet hukommelse, der rummer optegnelser fra vore henrundne dage,
Og fra fjerne tider, da jorden intet kendte til os og intet til sig selv,
Og fra nætter, hvor jorden var hjemsøgt af kaos.
Vise mænd kom for at skænke jer af deres visdom. Jeg kom for at øse af jeres visdom.
Og se, jeg har fundet det, der er mere end visdom.
Det er en åndens ild i jer, som bestandigt øges med mere af sig selv;
Medens I uden at ænse dens vækst begræder, at jeres dage hentæres.
Det er livet, der søger liv i legemer, som frygter graven.
Der findes ingen grave her.
Disse bjerge og sletter er vugge og vadesten.
Hver gang I passerer marken, hvori jeres forfædre blev lagt til hvile, tag den da rigtigt i øjesyn, og vil I se jer selv og jeres børn dansende hånd i hånd.
Sandelig, I morer jer ofte uden at det er jer bevidst.
Der kom andre, som gav jer gyldne løfter at tro på, og som I kun gav rigdom, magt og hæder til gengæld.
Jeg gav jer mindre end et løfte, og dog viste I større gavmildhed mod mig.
I skænkede mig min dybere livstørst.
Der kan i sandhed ikke gives mennesket nogen større gave end den, der forvandler al dets stræben til brændende læber og alt liv til et kildevæld.
Og i dette består min hæder og min belønning:
Altid når jeg kommer til kilden for at drikke, finder jeg, at det levende vand selv tørster;
Og det drikker mig, medens jeg drikker det.
Nogle af jer har ment, at jeg er for stolt og for beskeden til at ville modtage gaver.
Til at modtage betaling er jeg for stolt, men ikke til at modtage gaver.
Og har jeg end levet af bjergenes vilde bær, når I ønskede mig som gæst ved jeres bord,
Og sovet i templets søjlegang, når I med glæde har givet mig husly;
Var det da ikke jeres elskelige omsorg for mine dage og nætter, der gjorde føden sød i min mund og omgav min søvn med levende drømme? For dette velsigner jeg jer mest:
I giver meget, og ved slet ikke af, at I giver.
Den venlighed, som dvæler ved sit eget spejlbillede, skal i sandhed forvandles til sten.
Og en god gerning, der kalder sig selv ved blide navne, bliver roden til forbandelse.
Og det er dem iblandt jer, som synes, jeg var fjern og beruset af min egen ensomhed,
Og I har sagt: ‚Han holder råd med skovens træer, men ikke med mennesker.
Ensom sidder han på bakketoppen og skuer ned over vor by‚.
Sandt er det, at jeg har besteget højderne og vandret på afsides steder.
Hvorledes kunne jeg have set jer, om ikke fra en stor højde eller en stor afstand?
Hvorledes kan et menneske være virkeligt nær, om ikke det er på afstand?
Og andre iblandt jer råbte til mig uden ord, og de sagde:
‚Fremmede! Fremmede! Du, som elsker de utilgængelige højder, hvorfor dvæler du blandt tinderne, hvor ørne bygger deres reder? Hvorfor søger du det uopnåelige?
Hvilke storme vil du fange i dit net?
Og hvilke tågernes fugle jager du i skyerne?
Kom og bliv en af os.
Stig ned og stil din sult med vort brød og sluk din tørst med vor vin‚.
Dette siger de i deres sjæles ensomhed;
Men havde deres ensomhed været dybere, ville de have vidst, at jeg kun søgte deres glædes og smertes hemmelighed.
Og at jeg kun jagede jeres højere selv, som bevæger sig i skyerne.
Men jægeren var også den jagede;
Thi mange af mine pile forlod kun buestrengen for at søge mod mit eget bryst.
Og den højtflyvende var også den krybende;
Thi når jeg udfoldede mine vinger i solen, blev deres skygge på jorden en skildpadde,
Og jeg, den troende, var også tvivleren;
Thi ofte har jeg stukket min finger i min egen vunde, for at jeg kunne få stærkere tro på jer og større kendskab til jer.
Og det er med denne tro og dette kendskab, jeg siger jer:
I er ikke indesluttet i jeres legemer eller spærret inde i huse og marker.
Det, som er jer, dvæler over bjergene og bevæger sig med vinden.
Det er ikke et væsen, som kryber ud i solen for at varme sig eller graver huller i mørket for at beskyttes sig;
Men det er et frigjort væsen, en ånd som omspænder jorden og rører sig i himlen.
Dersom disse ord synes jer dunkle, søg da ikke at afklare dem.
Dunkel og tåget er alle tings begyndelse, men ikke deres afslutning.
Og jeg ville gerne, at I skulle mindes mig som en begyndelse.
Livet, og alt hvad der lever, undfanges i tågen og ikke i krystallen.
Og hvem ved, om ikke krystallen er en tåge i opløsning?
Dette vil jeg have, at I husker, når I tænker på mig:
Det, som syntes svagest og mest usikkert i jer, er det stærkeste og mest beslutsomme.
Er det ikke jeres åndedræt, der har opført og hærdet jeres benbygning?
Og var det ikke en drøm, som ingen af jer husker at have drømt, der byggede jeres by og formede alt, hvad der findes i den?
Kunne I blot skue dette åndedrættets rytmer, ville I ophører at se alt andet,
Og kunne I hører denne drøms hvisken, ville I ikke høre nogen anden lyd.
Men I ser ikke, ej heller hører I, og det er godt.
Sløret, der fordunkler jeres blik, vil blive løftet af de samme hænder, som vævede det,
Og leret, der fylder jeres øren, vil blive gennemstunget af de samme fingre, som æltede det.
Og I skal komme til at se.
Og I skal komme til at høre.
Dog skal I ikke begræde at have kendt blindheden, eller fortryde, at I har været døve.
Thi på den dag skal I kende alle tings skjulte hensigt.
Og I skal velsigne mørket, som I ville velsigne lyset.
Da han havde talt dette til dem, så han sig omkring, og han så styrmanden stå ved skibets ror og rette sit blik snart mod det hejste sejl og snart mod det fjerne.
Og han sagde:
Tålmodig, mere end tålmodig er mit skibs fører.
Vinden blæser, og sejlene blafrer uroligt.
Selv roret beder om en kurs.
Og dog venter kaptajnen trøstigt på, at min tale skal forstumme.
Og disse mine søfolk, som har hørt de store haves brusende kor, også de har lyttet tålmodigt til mig.
Nu skal I ikke vente længere.
Jeg er rede.
bækken er nået til havet, og endnu engang trykker den store moder sønnen til sit bryst.
Farvel, Orphalesere!
Denne dag er til ende.
Den lukker sig om os, som åkanden lukker sig om sit eget i morgen.
Hvad der her blev os givet, vil vi bevare.
Og modtog vi ikke, hvad vi behøvede, da må vi atter mødes og sammen række vore hænder mod den, som gav.
Glem ikke, at jeg vil komme tilbage til jer.
En liden stund, og min længsel skal sanke støv og funker til et nyt legeme.
En liden stund, et kort hvil i vinden, og en anden kvinde skal føde mig.
Farvel til jer og til den ungdom, jeg tilbragte hos jer.
Det var jo blot i går, vi mødtes i en drøm.
I min ensomhed har I sunget for mig, og jeg har af jeres længsler bygget en borg i himlen.
Men søvnen er nu slut, og vore drømme er forbi, og det er ikke længere daggry.
Middagstimen er inde, og fra at være halvt sovende er vi nu lysvågne, og vi må skilles.
Skulle vi endnu engang mødes i mindernes skumring, da vil vi atter tale sammen, og da skal I synge for mig en sang med større dybde.
Og skulle vore hænder mødes i en ny drøm, vil vi sammen bygge en ny borg i himlen.
Medens han sagde dette, gjorde han tegn til søfolkene, og straks lettede de anker og løste skibet fra dets fortøjninger. Og de satte kursen mod øst.
Og som fra vort hjerte lød der fra skaren et råb, og det hævede sig i tusmørket og bølgede som en kraftig fanfare ud over havet.
Kun Almitra var tavs, og hendes blik fulgte skibet, indtil det fortonede sig i disen.
Og da hele skaren var borte, stod hun endnu på molen, medens hun i sit hjerte mindedes hans ord:
En liden stund, et kort hvil i vinden, og en anden kvinde skal føde mig.
- SLUT