DØDEN

Dødens mange ansigter

I begyndelsen af middelalderen var døden en kvinde, gift med djævlen. Hun blev imidlertid erstattet med en normalt udseende adelsmand der var kendetegnet ved et knækket spyd som symbol for, at Jesus havde sejret over ham. Senere fik døden bind for øjnene, som symbol for, at han ikke tog sig af hvem der var hans offer, om højt- eller lavtstående, om ung eller gammel etc. Dette bind bliver undertiden også illustreret som et pandebånd.

Snart efter fik han en segl til at høste de levende, som de levende høstede korn. Han begyndte at tage form efter de lig der tilhørte ham. I starten var døden blot et lig, med opskåret mave (dette kommer fra, at de faldene måtte få taget deres indvolde ud og blive kogt, så de kunne overbringes I en nogenlunde tilstand til deres familier). Først temmelig sent, mellem middelalder og renæssance blev døden til et skelet. Og efter pesten blev døden tegnet med en le. Hurtigt ridende og uden nåde galoperede han over menneskene og dræbte unge og raske ignorerede de gamle og syge der bedende kaldte på ham. Sådan skildredes døden på de billeder der bliver kaldt “Dødens triumf”

skabne-dod-06

Piedmontese tarot, F. F. Solesio, 1865: Death

Døden blev senere også vist som “spillemand”. Et skelet der spillede violin og dermed lokkede de døde frem fra graven. Sådan skildrer dødedansene ham. Døden kunne også være en graver, udstyret med skovl og spade, så han kunne grave de døde ned. Døden bliver også undertiden tegnet med krone som symbol for at han hersker over alle.

I Rider-Waite tarotkort afbildes Døden rider på en bleg hest, hvilket er en hentydning til Johannes Åbenbaring: »Og jeg så en gustengul hest, og han, der sad på den, hed Døden, og Dødsriget fulgte med ham«. Til højre i baggrunden ser man Jerusalems tårne, så her er vi lidt længere fremme i Åbenbaringen: »Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud«. Det er netop denne kombination af undergang og genopstandelse, der gør, at kortet repræsenterer forandring og fornyelse. Der er kun fire mennesker på billedet, men de repræsenterer tilsammen hele menneskeheden: Gejstlig og verdslig, rig og fattig, mand og kvinde, ung og gammel.

I 1347 blev Europa ramt af pesten, Den sorte Død, der i de næste århundreder krævede store dele af befolkningen. Her opstod billedet af Døden, ikke som en ødelægger, men som Guds redskab. Derfor ser man ofte billeder fra middelalderen hvor Døden er afbildet i sin stridsvogn og rundt omkring og/eller under vognen ligger menneskene, og man kan på deres tøj og hovedbeklædning, at det ikke kun er fattige bønder, men også kongelige og gejstlige, der har måttet overgive sig til den triumferende død.

DØDEN

Døden fra Lübeck

 

Døden fra Lübeck

En anden fremstilling var Dødedansen. En af de mest berømte var i Mariakirken i Lübeck (“Døden fra Lübeck”), som var et 30 meter langt vægmaleri af Døden i en lang kædedans med 24 mennesker, malet i naturlig størrelse, fra alle samfundets trin, fra pave til spædbarn. Døden fra Lübeck forestillede Døden, der førte an i en lang kædedans. Først gik Døden, der spillede fløjte – iført en flot fjerhat – og opfordrede til dans. Derefter kom paven, kejseren, kejserinden, kardinalen, kongen, og så videre ned af samfundets rangstige – sluttende med den fattige bonde.

Menneskene står underligt stift, og der er mere tale om et optog, end om en dans. . Døden springer rundt og opfordrer folk til dans, men de fleste forsøger at undslå sig. Den eneste, der danser, er Døden, der springer rundt mellem menneskene, og håner dem, fordi de ikke i tide har forberedt sig til at møde Gud. Omtrent som narren i et karneval, der springer rundt og driller resten af optoget!

Det oprindelige maleri fra 1463 blev erstattet af et nyt i 1701. I denne forbindelse blev teksten erstattet af en helt ny, men der blev dog skrevet så meget af den gamle tekst ned, som det var muligt at læse. Maleren, Bernt Notke, lavede to nye udgaver af maleriet, og man kan den dag i dag i Tallinn (Estland) se et 7,5 meter fragment af hans oprindelige arbejde og læse en del af den oprindelige tekst. Maleriet blev ødelagt under 2. verdenskrig.

Lübecks dødedans er igennem tiderne blevet reproduceret som akvareller, kobberstik, litografier, fotografier, blikfigurer etc. Den første, der afbildede maleriet, var præsten Ludewig Suhl, der malede akvareller med udgangspunkt i billedet. Disse blev senere udgivet som kobberstik sammen med både den gamle tekst fra 1463 og den nye tekst fra 1701. Robert Geißler var i 1886 den første til at lave en farvegengivelse af maleriet. De små (12 x 5,5 cm.) er ikke det store kunstværk, men måske er de vores bedste vidner til de oprindelige farver. Carl Julius Milde var den sidste til at restaurere maleriet. Wilhelm Castelli fotograferede dødedansen mellem de 2 verdenskrige.

En dødedans er således ikke hvad man umiddelbart skulle tro en dans, men enten en bog eller et maleri. Opbygningen af en dødedans-bog er typisk som i Typus Omnium Morientium fra 1622, hvor dialogen for hvert dansepar starter med Bibel-citater, der skal forestille Dødens eller Guds ord, efterfulgt af rimede vers, der sommetider er menneskets (for)svar og andre gang er en uddybning af Dødens (eller forfatterens) kritik.

Det gode ved dødedanse, fra forfatterens synspunkt, er nemlig, at Døden, som nævnt begynder at blive opfattet som Guds redskab, som Guds sendebud, og derfor kan forfatteren, med Døden som talerør, nedkalde Guds retfærdige straf over alle sine fjender. Dette er tydeligt med kroværtinden i Berlins dødedans og ågerkarlen i Typus Omnium Morientium. Men når dødedansen falder i hænderne på en samfundsrevser som Niels Prahl, der oven i købet udgiver Døde-Dands anonymt, kommer der en bredside mod alle: paven, der sælger aflad, men selv er bange for Skærsilden, den “vantro” jøde og tyrk, den gamle rynkede kone, der nægter at dø etc. etc. Der er kalkmalerier af dødedanse i vores kirker – eksempelvis i Nørre Alslev og Egtved.

Dødedansene kan have inspireret det tarotkort, der hedder Døden, men bemærk også den strenge rækkefølge, danserne optræder i. Både dødedansen og tarot har Pave, Kejser og Kejserinde. Kongen og knægten optræder også, men det er jo blandt “de små kort”. I teksten til dødedansene fortæller Døden ofte, at han er et redskab for det guddommelige, og at han selv vil blive overtrumfet af Dommedag. I øvrigt varsler Døden i tarotkort ikke fysisk død, men fornyelse og forandring – afslutningen af én cyklus og starten på en ny. I mange tarotkort kaldes nr. 13 for ”transformation”.

 

skabne-dod-07

Prometheus af Jacob Jordaens – Wallraf-Richartz Museum

 

Himmel / Helvede

Alle trosretninger har deres egen forestilling om hvad der sker efter døden og alle har de en eller anden forestilling om at man på den ene side enten kommer i Himmelen, Paradis, Nirvana etc. – eller på den anden side kommer i Helvede, Skærsilden, Dødsriget Hades etc.

På tværs af alle trosretningerne er det udbredt at himlen beskrives, opfattes som fyldt med farver af strålende lys, udtryk for herlighed og kraft. Sorg og tårer bliver erstattet af evig glæde. Himlen er fuldkommen tryghed, nydelse, tilfredshed, usigelig glæde, en symfoni af musik. Alt er i fuldkommen harmoni. Fred, glæde, lykke overalt. Al sygdom, svaghed, træthed, lidelse er borte for altid. Der er fuldstændig frihed for urenhed, ondskab, synd. Der er orden og mening i alting. På den anden side er beskrivelsen, opfattelsen af helvede som et mørkt, fugtigt sted. Ofte med ild, skrigende evigt plagede og pinte mennesker. Der findes talrige grufulde beskrivelse af hvad man oplever hvis man kommer i helvede. Man bliver straffet og pint til evig tid.

Fortællingen om Prometheus fra den græske mytologi kan benyttes til at illustrere hvilke uhyrligheder man kan blive udsat for.

Forhistorien er at Prometheus ved at narre Zeus får indført, at det er de dårligste dele af offerdyret der bliver ofret. Dvs. knogler og lignende. Før i tiden havde mennesket altid været tvunget til at ofre de bedste dele af deres offerdyr til guderne. Dette straffede Zeus ved at tage ilden fra mennesket. Men igen er Prometheus redningsmand. Han stjæler ilden fra Olympen, ved at skjule gløden i en Narthex-stang. I sidste ende er det dog Zeus der vinder, ved at lave den første menneskekvinde, Pandora.

Derfra stammer savnet om Pandoras æske. Pandora får skønhed af Afrodite, sans for kunst af Athene, overtalelsens gave fra Peitho og Hermes giver hende løgnagtigheden. Det er også ham, der præsenterer hende for Prometheus broder, Epithemeus. Prometheus har advaret ham om kvindens farlighed, men Epithemeus vil ikke lytte. Epithemeus gifter sig med Pandora, og da de kommer hjem åbner Pandora æsken med sin medgift.

Ud fra den strømmer alverdens ulykker og dårligdomme, som mennesket før har været forskånet for. Det er menneskets straf, men Prometheus slipper heller ikke. Han bliver lænket af Zeus` to bødler, Vold og Magt, til en af Kaukasus` bjergtinder. Der driver Zeus en pæl igennem hans krop, og hver dag kommer en ørn og hakker hans lever i stykker. Prometheus er som alle andre guder udødelig, og derfor vokser leveren ud igen. På den måde må Prometheus gennemgå de samme smerter hver dag. Men dog ikke i al evighed. Efter tolv generationer bliver han befriet af Zeus` søn Herakles, der skyder ørnen med en pil, og befrier Prometheus.

Helvede er således bestemt noget der bør frygtes. Men det er faktisk først i 1336 tid at ideen om skærsilden af pave Benedikt XII bliver ophøjet til kirkedogme. Før dette havde befolkningen og kirken været enige om, at døden blot var en form for søvn. Opnået ved at Jesu Christi havde overvundet døden, da han genopstod. I den tidlige middelalder var døden en lang varende hvile, som man blev vækket fra til genopstandelsen. Denne trance man var I, var oftest velfortjent da mange arbejdede hårdt hele livet igennem. Men denne tro varede ikke ved. I 1336 blev skærsilden til realitet. Sjælen skulle blive renset for enhver synd og derefter blive sejrende. Desto mere mand syndede, desto længere måtte man brænde og fra den tid blev døden, blandt kirken, set som en renselse.

Hvis man i middelalderen skænkede noget til en kirke, kunne man afkorte tiden i Skærsilden. Man kunne også ”sikre sig” som enkeltperson ved at knytte sig til en munkeorden – ikke konkret ved at blive munk men ved at få et brev på, at man var tilknyttet dem. Pilgrimsrejser kunne ligeledes forkorte ens tid i Skærsilden. Paven vedtog på et tidspunkt, at enhver der besøgte Rom automatisk fik kortet 1500 dage af opholdet. I senmiddelalderen bredte der sig en idé om, at det var de gode hensigter, der talte (efter at den franske munk Abélards skrifter var blevet udbredt). Derfor kunne man sende en stedfortræder for sig selv på pilgrimsfærd. Endelig var almisser en 3. måde at sikre sig kortere tid i skærsilden. Hvis man gav penge til tiggermunkene eller til fattige, forventede man til gengæld, at de bad for en, når man var død.

 

skabne-dod-08

Hades. Teiresias fortæller Odysseus om fremtiden – John Henry Fuseli, 1780

 

Dødsriget Hades

Hades var dels navnet på den græske mytologis underverdens hersker, og dels betegnelsen for det rige, han regerede over. Han administrerede sin magt ubarmhjertigt. Men han var hverken grusom eller ond, og han straffede ikke de døde. Dronning i underverdenen var Persefone. Hun var datter af Demeter, og hed oprindeligt Kore. Men Hades tabte sit hjerte til hende, og bortførte derfor Kore til sit kongerige, hvor han gjorde Demters datter til sin hustru.

Inden den døde kom til Hades skulle han forcerer flere floder: Kokytos – dødsklagens flod, Pyriflegethon – ildfloden, Akheron – jammerens flod og Styx – gruens og forfærdelsens flod. Styx var den største af disse strømme. Færgemand var en ældre gråskæget herre ved navn Charon. De mennesker, som kunne betale, og som havde fået et ordentlig begravelse sejlede Charon over Styx. Kunne den døde ikke honorere færgemandens krav til en overfart måtte han eller hun vende tilbage til sin grav. Derfra hjemsøgte den pågældende de levende.

Selve dødsrigets port blev bevogtet af Kerberos. Dette var en kæmpehund med tre hoveder. Når de dødes sjæle skulle ind, var den venlig, og logrede med halen. men ville de ud igen, forvandledes Kerberos til et bidsk uhyre. Tilværelsen i Hades var et skyggeliv. De døde drak vand af glemslens flod – Lethe. Som følge af det mistede de deres bevidsthed og flakkede sanseløst omkring på underverdenens enge.

Under Hades fandtes Tartaros. Dette var et departement for de for de særligt forhærdede forbrydere, hvilket ville sige dem der havde syndet imod guderne og deres verdensorden. Nu skulle man jo formode at Hades ikke ligefrem var et udflugtsmål, men i forskellige sagn og myter hører vi om hvorledes forskellige guder mv. tager på besøg i Underverden.

Mest berømt af disse er nok Odysseus, der kom til Hades for at møde sandsigersken Tiresias og hører ham om hvad udfaldet på hans rejser ville blive. Det var heksen Circe (Kirke), som havde opfordret Odysseus til denne færd og ligeledes hende, der havde givet Odysseus instruktion om hvordan han kom til Hades. Hun hjælper også Odysseus på vej ved at sende vind, der fører Odysseus og dennes mandskab til Oceanus.

Oceanus var en af titanerne og er guden over den baglæns-strømmende flod, der markere jordens grænse og fra hvilken alle floder, have, kilder udgår. For at komme til Hades skal man krydse denne flod. Circe har fortalt Odysseus at han skal gå til en klippe, der er placeret hvor floderne Pyriphlegethon (eller Phlegethon) og Cocytus flyder ind i floden Acheron. Ved nedgangsstedet til underverdenen ofrer Odysseus til de afdøde. Han graver en brønd og i denne hælder han honning, mælk, vin og endelig vand. Endvidere ofre han en ged og et lam, hvorpå de afdødes genfærd begynder at nærmer sig brønden. Først Elpenor, så sandsigersken Teiresias, som forkynder hvordan den videre færd vil gå, dernæst hans moder. Fremdeles Agamemnon, Achilleus, Patroklos, Antilochos og Aias m.fl.

En anden berømt gæst i Hades var Aeneas. Han blev af guiden Sibil, ledt til Hades, gennem en tunnel, der startede i Cumae (Italien). Efter at have passeret indgangen til Hades, hvor Grådigheden, Alderdommen, Frygten, Sulten, Død, Sygdommen, Angeren og andre skabninger holder til, kom han til det store elmetræ, hvor mareridt udstrømmede fra. – velkommen til Hades! – Han fulgte derefter vejen til floden Acheron, hvor han på bredden så sjælene af dem, som færgemanden Charon nægtede at sejle over til den anden side.

Charon accepterede at sejle Aeneaus over til den anden side, da han så den gyldne bue, som Aeneaus medbragte. På den anden side er den første han møder den frygtelige Kerberos (Cerberus), kæmpehunden med tre hoveder. Aeneaus’ guide i Underverdenen; Sibil bedøvede hunden med kage, der indeholdt bedøvende midler. I bjergene bagved Cerberus’ hule så Aeneas dem, der var døde i barndommen, dem, der var blevet henrettet på falsk anklage og dem som havde begået selvmord. Lige før skillevejen, hvor man enten kan drage mod Tartarus eller mod Elysium, så Aeneaus dem som havde været krigshelte.

Aeneaus valgte vejen til Elysium og kom derefter til guden Hades palads. Han forviste sit adgangstegn, den gyldne bue, hvorefter han fik lov at fortsætte til Elysium, hvor han mødte sin fader; Anchises den første, så sjæle, der endnu ikke var født og så andre sjæle drikke fra floden Lethe (Oblivion), før de blev genfødt.

 

skabne-dod-09

Titel: Archangel Michael Hurls the Rebellious Angels into the Abyss. Luca Giordano (1634–1705) The Imperial Gallery of Paintings, Wien

 

Vil du vide mere

Den spirituelle tankegang er overordnet at når et menneske dør er det kun kroppen, der dør, sjælen lever videre i en eller anden forstand. Af interesse kunne eksempelvis være: Reinkarnation og Karmaloven. Måske kunne det også have interesse at læse om afsnit om Skæbnen, hvor du blandt andet kan læse om det er forudbestemt hvornår du skal dø. Endelig kan nævnes at det måske kunne have interesse at kigge på de egyptiske dødebøger. De indeholder en samling af gode råd og magiske formularer, som afdøde kan anvende under rejsen til underverden.

 

Stil spørgsmål om spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål