Wicca – En moderne heks

Wicca er blot mennesker, der lever i overensstemmelse med naturen og formidler gammel visdom om plante- og urtemedicin. Efter de frygtelige forfølgelser af heksene i middelalderen, blev det selvsagt ikke populært at kalde sig heks, hvorfor nutidens hekse ofte omtaler sig selv som Wicca. Vi kigger nærmere på hvad det betyder at være en nutidig heks / Wicca.

 

Den traditionelle heks

Hekse fremstilles oftest som gamle krumbøjet damer med en stor vorte på næsen, eller på vej til Bloksbjerg på deres flyvende kosteskaft. Undertiden ses de dog også fremstillet som meget fristende sensuelle kvinder – men bagved ligger altid en antydning om at de vil lokke os i fordærv og bestemt ikke er gode for os. At hekse sådan er kommet i miskredit er ganske enkelt både uretfærdigt og ærgerligt.

Oprindelig var en heks blot et menneske, der levede i pagt med naturen og dyrkede naturens guder og gudinder. Hekse arbejdede ud fra århundreders nedskrevne erfaringer fra kloge koner og mænd, naturreligioner, præster, helbredere og magikere. Når hekse er kendt for deres spådomskunst, er det, fordi de levede i samhørighed med naturen. Ud fra deres kendskab til tegnene i naturen lagde de mærke til vandet, om det regnede eller sneede på denne eller hin dag, årstidernes skifte etc. og var derudfra i stand til at forudsige eksempelvis om høsten ville blive god.

 

wicca 01 1 - Wicca og hekse

 

Hekseforfølgelserne var en konsekvens af den katolske kirkes dogmer og dennes ønske om øget magt. Kvinderne sad inde med viden om sygdomme, om processer i naturen og religiøse forestillinger, som var truende for kirkemagten. Parallelt med den officielle kristne religion eksisterede der blandt bondebefolkningen i Europa længe resterne af gamle spirituelle opfattelser, centreret omkring afgrøderitualer og praktisk viden om forholdsregler over for sygdomme, om kvindekroppen, og hvorledes den fungerer – især om svangerskab, fødsel og abort. De har kendt til planternes vækstpladser, de levevilkår, de havde behov for, hvad de indeholdt, hvordan de indvirkede på kroppen – alene og sammen med andre planter – og det rette tidspunkt at plukke dem på.

Dette var en alvorlig trussel mod kirken og Guds orden. At kvinderne kunne kontrollere deres egen frugtbarhed var for kirkens mænd ufatteligt og noget, der vakte rædsel. Kunne kvinderne kontrollere sig selv, kunne de også bremse og kontrollere anden produktion i samfundet. Overfor disse kræfter følte kirken og dens læger sig magtesløse. Mens det, de gamle lægekoner gjorde, havde sit grundlag i en praktisk forståelse af, hvorledes kroppen fungerer, var kirkens metoder sørgeligt mangelfulde.

 

wicca 02 1 - Wicca og hekse

 

I den almene befolkning blev disse kvinder beundret, men også frygtet. I folks øjne var deres magt stor. Magt over liv og død, det var evner, som virkede overnaturlige på folk, lød som trolddom. Det blev derfor en let sag for kirkens mænd at skabe grundlag for had og rædsel overfor disse kvinder. Dette tog sin begyndelse omkring år 1300 hvor kristendommen havde fået så megen magt, at en systematisk forfølgelse af anderledes tænkende mennesker og religioner var mulig.

Man anklagede folk som hekse eller kættere, hvis de afslørede kendskab til helbredelsesmetoder – eller en hvilken som helst anden indsigt i naturens love og verden – end den af kirken godkendte lære. I ly af kirkens motiver om magt trivedes massehysteriet om hekse blandt lægmand. Der var næsten ikke den årsag, der ikke kunne bruges som påskud for at udråbe hinanden som hekse. Blev husdyrene syge, mælken sur, eller slog høsten fejl, var det sikkert landsbyens særling, en handicappet eller en forhadt nabokone, der havde forhekset familien ved at kaste onde øjne på dem eller sige skadelige besværgelser. Uden at svælge for meget i hekseprocesserne kan nævnes, at de var aldeles frygtelige, med tortur, der kunne få enhver til at sige, at man var heks – bare for at undgå yderligere smerte og fornedrelse.

Men inkvisitorerne var ikke tilfredse med blot at få heksen til at tilstå. De skulle tillige angive andre hekse, og ofte stoppede torturen ikke, før et vist antal var angivet. Det kan ikke undre, at der kom mange tilståelser og mange angivelser af nye hekse. 

Mere end noget andet satte bogen Malleus Maleficarum (Heksehammeren) fra 1486 skub i de næste århundreders hekseprocesser over hele Europa. Den beskriver detaljeret, hvordan hekse kan identificeres, anklages, tortureres og domfældes. Hele proceduren – alle de prøver og torturmetoder for at få den stakkels kvinde til at tilstå – finder man i denne bog, der blev udgivet af de tyske dominikanermunke, Krämer og Sprenger. Disse to herrer har ikke haft noget bedre syn på kvinder end de fleste gejstlige på deres tid, og de har formået at stable talløse prøver på benene for at afsløre hvilket frygteligt væsen kvinden skulle være. 

I Malleus Maleficarum kan man læse at heksene står i pagt med Djævelen, og når de indgik denne pagt, fik de et mærke på kroppen, hvor han havde rørt ved dem. Dette mærke blev betragtet som et bevis på, at kvinden var en heks, og fandt man et sådan mærke på en mistænkt var vejen til bålet ikke lang. Mærket mentes at sidde på kroppens venstre side. For at finde dette mærke blev kvinderne stukket med nåle over hele kroppen – fra tå til isse. Det mentes at være en følelsesløs plet, men nogle gange taler kilderne om en plet på størrelse med en lille brystvorte. Dette var en sikker prøve, for sådanne mærker har næsten alle mennesker!

En anden prøve var vandprøven. Kvindens hænder og fødder blev bundet sammen, og så blev hun kastet i vandet. Flød hun, var hun en heks, sank hun, var hun uskyldig. Ofte blev der bundet et tov omkring livet på kvinderne, og på den måde var det en let sag at holde dem flydende. Hvis kvinden ikke græd under den frygtelige tortur, hun blev udsat for, var det et bevis på skyld. Hekse mentes ikke at kunne græde. Hvis disse prøver ikke slog til, fandtes der en mængde andre. Hvis de synder, heksen blev dømt for, ikke var af den værste slags, hændte det, at hun blev hængt, før hun blev brændt – en lidt lettere måde at dø på. Derefter blev hun brændt, for man mente, at ilden rensede sjælen for dens synder. 

I Danmark blev den første “heks” brændt på bålet i Stege i 1540 og de sidste hekse blev officielt henrettet i år 1693. I 1722 kom en “heks” dog på bålet i Salling, og så sent som i 1897 blev en “heks” lynchet i Vendsyssel. De officielle hekseprocesser sluttede efter retssagen mod nogle besatte kvinder i Thisted i år 1699, hvor Højesteret konkluderede, at kvinderne var hysteriske og anklagerne bedragere. Skønt højesteret således ikke lagde fingrene imellem da de søgte at sætte punktum for hekseforfølgelserne, er der helt indtil 2. verdenskrig eksempler på, at folk med ry som “hekse” blev forfulgt i Danmark.

 

 

wicca 02 - Wicca og hekse

 

Wicca

Nutidens hekse kalder sig hellere for wicca, end for heks. Første gang vi hører ordet wicca er i bogen ”The Meaning of Witchcraft”, fra 1959, af englænderen Gerald Brosseau Gardner (1884-1964). Mange sætter dog året 1954 som Wiccas begyndelse, fordi det var året hvor Gardner publicerede sin første bog om heksekunst; ”Witchcraft Today”. 

Skønt der ikke er nogen videre forskel mellem nutidens wiccaer og middelalderens hekse, søger tilhængere af wicca terminologien ofte at fremhæve wicca som noget andet end hekse. Eksempelvis hævdes at  Årshjulet, er særlig kendetegnet for Wicca idet vi ikke har kendskab til nogen prækristne folkefærd som højtideligholdte otte årstidsfester, som det gør sig gældende i Wicca. Skønt det er korrekt at vi ikke har kendskab til lige netop de betegnelser for de otte årstidsfester, som benyttes af Wicca traditionen, har vi talrige eksempler på at årstidernes skifte, fejres og forberedes fra civilisationer over hele jordkloden.

Ligeledes med forestillingen om Guden og Gudinden, der også hævdes at være særegen for Wicca. Dette er wiccaernes terminologi omkring det ældgamle Yin & Yang princip. Foruden Årshjulet og troen på Gud og Gudinde, bliver Wicca ofte defineret ved ”Wiccas moralkode”, ”Loven om tilbagevending”, og ”Heksens leveregler”. Det er dog væsentligt at være opmærksom på at hver Wicca, i udstrakt grad, definerer sit eget trosgrundlag. De nævnte tekster fungerer kun som etiske retningslinjer, filosofi og rituelt materiale. 

Ligeledes vælger nogle wiccaer at tage deres referencepunkt i bogen: ”Heksenes Gud”, fra 1921 af den engelske antropolog Margaret Alice Murray (1863–1963). I indledningen til bogen skriver Murray; ” Igennem lange historiske perioder var heksen både æret og elsket. Hvad enten der var tale om en mand eller en kvinde, var det her, man henvendte sig om hjælp ved sygdom, råd om vanskeligheder eller for at høre om fremtiden.” I bogen beskrives hvorledes hekse samles, hvilke højtider de har, hvad de tilbeder, etc.

Bogen blev fulgt op i 1954 hvor englænderen  Gerald Gardner sammen med Aleister Crowley udgav “Witchcraft Today”, en bog, der på mange måder byggede på Margaret Murrays ideer. Bogen supplerer især med hensyn til beskrivelser af hekseritualer og hekseceremonier. Bogen har fået megen kritik – ikke mindst fra heksekredsene selv. Kritikken går på, at bogen ikke har meget med regulært hekseri at gøre, men blot er en bog forfattet af nogle mennesker, som led af bizarre seksuelle drifter, der havde indset det smarte i at kombinere disse lyster i en ny heksekult, hvis ritualer indbefatter nudisme, masochisme og parringer.

 

wicca 04a - Wicca og hekse

 

De otte sabatter

Ved at se på de otte årstidsfester  får vi et godt indblik i hvorledes man som wicca lever sit liv i overensstemmelse med naturens naturlige gang. Endvidere fortæller oprindelsen af de otte årstidsfester en spændende historie om hvorledes kristendommen øjensynlig har været  meget opfindsomme i deres bestræbelser på at kristne de hedenske skikke og helligedage.  

Man kalder årstidsfesterne for sabatter og disse opdeles i de fire mindre og de fire  større. De mindre sabatter falder på de fire tidspunkter i løbet af året hvor årstiderne skifter – den længste dag på året (sommersolhverv) – den korteste dag på året (vintersolhverv) – samt de to jævndøgn (forår og efterår, hvor dag og nat er lige lange). Sabbatternes navne og mytologiske betydning er taget fra forskellige prækristne højtider og fra forskellige kulturer. De større sabbatter siges undertiden at være af keltisk oprindelse, og de mindre sabbatter af germansk herkomst. Dette er dog en forenklet skildring, eftersom disse kulturer, igennem tiden, har influeret hinanden og udvekslet højtider. 

De otte sabatter afbildes almindeligvis i årshjulet. Symbolsk benytter man fortællingen om Guden og Gudinden til at fortælle om årets gang.  Disse opfattes som to ensartede modsætninger, hvilket symbolsk kan sammenlignes med yin & yang princippet. Guden og Gudinden et udtryk for balance i Universet og mennesket.

Ingen af dem er fuldkommen uden den anden. Guden; det maskuline aspekt, repræsenteres af manden, Solen og Gud. Gudinden; det feminine aspekt, repræsenteres af kvinden, Månen og Gudinden. De skal ikke opfattes som højtstående åndelige væsner, der eksisterer et fjernt paradisisk sted. Guden og Gudinden er en del af alt levende, jorden og universet. De er (en del af) naturen og de kræfter og energier, som universet består af. De har tusinde af ansigter og navne. I vinterhalvåret hersker Gudens mørke aspekt – en årstid hvor man tidligere var afhængige af jagt for at overleve – og ved sommerhalvåret hersker Gudindens, lyse aspekt, en årstid for agerbrug. 

Man siger at Gudinden føder Guden ved Yule – den første af de i alt otte årstidsfester, der kaldes sabbatter. Guden vokser langsomt i styrke indtil den anden sabbat, kaldet Ostara, der falder på forårsjævndøgn, hvor dag og nat er lige lange, og lyset  triumferer over mørket. Ved den næste sabbat – Beltane – fejer man overgangen mellem vinter og sommer, det er altså festen for sommerens komme. Her mødes Guden og Gudinden, de elsker, hun bliver gravid og de bliver gift ved det hellige bryllup. Ved Litha – sommersolhverv, den længste dag på året – er Gudens styrke på sit højeste. Herefter begynder han at sygner hen og dør ved Mabon – der falder på efterårsjævndøgn, hvor nat og dag er lige lange og mørket triumfere over lyset. Guden nedstiger til Underverdenen ved Samhain – for igen at blive født ved Yule af den svangre Gudinde. Gudens død ved høsttid tolkes undertiden som at han også er frugtbarhedsguden, der lader sig ofre ved høsttid, så alle kan blive mætte. 

Det er værd at bemærke at Gudinden både føder og kurtiseres af Guden. Guden er altså både barn af Gudinden og den som gør Gudinden gravid! De mange forskellige referencer og navne som Guden optræder under, forstås bedre, når man kender til forestillingerne om hvorledes han således både kan være det ene og det andet – eksempelvis far til sig selv! Overordnet set, er der er tale om en evindelig Gudinde, der opblomstrer, står i flor, forfalder og genvinder sin styrke for igen at forynges, i en evig årstidernes cyklus. 

I midten af Årshjulet ses ofte pentagrammet, der oprindelig var menes at have været et frugtbarhedssymbol. Pythagoræerne anså det som et lykkebringende tegn, og et symbol på helse. De tegnede det med de græske bogstaver υ-γ-ι-ει-α ud for de fem spidser, hvilket er de græske forbogstaver for de klassiske fem elementer: vand, jord, ild, luft og æter. For wiccaerne symboliserer de fire af sidserne, de fire verdenshjørner / de fire elementer og den sidste spids symboliser sjælen/naturen.

Når spidsen af Pentagrammet vender opad, menes det at kunne benyttes til at påkalde ånder fra oververdenen, og med spidsen nedad ånder fra underverdenen. Wicca bruger det opadvendte Pentagram. Det nedadvendte pentagram, som  satanisterne bruger, symbolisere elementernes dominans over ånden, og er et symbol på det dyriske menneske. Pentagrammet bør ikke forveksles med Jødestjernen, der har seks spidser. Pentagrammet er et vigtigt symbol for Wicca.

 

wicca 03 1 - Wicca og hekse

 

Imbolc. 1. eller 2. februar
– Lysets Fest, en tidlig forårsfest

Moder Jord er langsomt ved at vågne under solens nyvågnede energi. Nu kalder heksene Moder Jord til at acceptere denne energi og til at bruge den til at velsigne menneskene og forny Jorden. Heksene tilkalder den unge Sol Gud, for at forstærke ham, og trække hans frugtbare energi tilbage til Moderen – bl.a. med en mangfoldighed af stearinlys, fakler og bål.

 Ostara. 21. marts
– Forårsjævndøgn

Ostara er tiden for den seksuelle forening af Guden og Gudinden; ni måneder før Solguden fødes ved sabbatten Yule. Ved forårsjævndøgn var det skik at så kornet og plante afgrøderne. At bede guderne om velsignelse af ens afgrøder og bede for en kommende god høst, er et ritual vi ser i stort set alle tidligere civilisationer, i hver deres forskellige form. Wiccanerne kalder denne sabbat for Ostara, efter den germansk frugtbarhedsgudinde af samme navn.

Det er herfra forestillingen om påskeharen stammer. Haren blev anset for at være et frugtbarheds-fremmende dyr, der var tilknyttet gudinden Ostara. Og da man samtidig anså æg anset for at være frugtbarhedsfremmende, var der ikke langt herfra og så til at finde på en Hare, der kommer med æg. Nu til dags er det chokoladeæg, men oprindeligt var det ganske almindelige æg.  En anden forklaring på påskeharen kan være, at katolikkerne i Tyskland ikke spiste æg i fasten, og således havde en masse æg at spise til påske, mens protestanterne, der også gerne spiste påskeæg, måtte konstruere en mytologisk forklaring, og således fandt på påskeharen. Det er først i begyndelsen af 1900-tallet at traditionen med påskeharen ankommer til Danmark fra Tyskland. Det bør nævnes at hekse tror ikke på påskeharen. Den er tilknyttet kristendommens påske. 

Beltane. 1. maj
  Guden og Gudinden elsker og hun bliver gravid

Ved Beltane fejer man overgangen mellem vinter og sommer, det er altså festen for sommerens komme. Der er tradition for at tænde bål og festen er da også navngivet efter den keltiske ildgud Bel. Det anses for vigtigt at bålene bliver antændt med den såkaldte nødild, som er den traditionelle måde at lave ild på, fra før man lærte jernet at kende – nemlig ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Hvorfor bålene, der bliver tændt på mark og strand også kaldes for nødildsbål. Når bålet skulle laves med nødild hænger det sammen med, at det skulle holde de onde kræfter væk. Nogle steder mente man også, at man ved ilden kunne se heksene på deres færd.

Nødild blev anset for at være et stærkt magisk middel. Hvis eksempelvis en sygdom rasede, kunne man forsøge at slukke al ild på landsbyens ildsteder og lave nyt, der så blev bragt rundt til alle husstande. Måske har der også været en forestilling om, at de marker som bålet oplyste, kunne blive særligt frugtbare og givtige. I mange tilfælde blev der lavet bålplads på gravhøje fra oldtiden, hvorved bålet kunne ses vidt omkring. På et kirkemøde år 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde disse såkaldte nødildsbål, men traditionen levede videre blandt den almene befolkning. Dog blev festen på et tidspunkt omdøbt til Valborgsaften, opkaldt efter den tyske nonne, Sankt Waltpurgis (i Skandinavien kendt som Valborg), der døde i 779. Valborgsaften er således den almene befolknings udgave af heksenes Beltane fest. På denne dag gjaldt det om at låse koste og ovnrager inde, så at ikke heksene skulle låne dem som transportmidler til den årlige heksesabbat på Bloksbjerg – Ifølge folketroen samledes heksene på Bloksbjerg, det højeste bjerg (1142 m.) i Harzen, Tyskland,  på Valborgsaften med djævelen.

Det var en ildevarslende nat fuld af trolddom, ondskab og mørkets gerninger, som man måske kunne holde stangen ved at lave bål. Valborgsaften havde dog stadig så betydelige rester af hedenske skikke i sig, at kirken gik i tænkeboks og intensiverede dens bestræbelser på at få nyfortolket de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommens udbredelse. Kirken kom op med at selveste Johannes Døberen, skulle være blevet født den 24. juni, hvilket belejligt nok falder tre dage efter Midsommer! Denne dag er igennem alle tider, blevet festligholdt af civilisationer overalt på kloden. Heksene kalder deres midsommerfest for Litha. Man kunne således have en mistanke om at kirken, med deres udmelding om at Johannes Døberen, skulle være blevet født den 24. juni, søgte at få bugt med såvel Beltane festen (Valborgsaften) som Litha festen. Johannes Døberen, blev i ældre tid kaldet Skt. Hans på dansk, hvorfor vi kalder dagen således. 

Da skikke og traditioner ligner hinanden ved de tre omtalte fester – Beltane, Valborgsaften og Skt. Hans – er det naturligt at de undertiden forveksles, men Skt. Hans har altså intet med hekse at gøre. Det er en kristen fest. I de senere år har fejring af Skt. Hans dag, eller rettere forfesten til Skt. Hans dag, nemlig, Sankt Hans Aften, vundet i popularitet, men helt op til 1930’erne var det valborgsaften, hvor det var mest populær at brænde bål. Hvilket nok har noget at gøre med at det giver mere mening at fyre bål af, når det stadig er mørkt om aftenen. Det har tidligere gået temmelig løssluppen for sig ved Beltane og Valborgsaften. Ganske vist anså man disse nætter som fulde af trolddom, ondskab og mørkets gerninger, som man måske kunne holde stangen ved at lave bål – men det betød så sandelig ikke at folk blot sad ængstelige omkring de mange bål natten igennem. Tværtimod – de festede, drak og horede! 

Helt tilbage til middelalderen kender vi til en skik om at man den 1. maj, i skoven hentede et frisk, grønt træ og slæbte det med sig tilbage til landsbyen – som oftest med et indtog i byen, der var præget af stor festitivas. I landsbyen blev træet rejst på den centrale plads og pyntet med løv og blomster. Derefter red man rundt i optog til hver enkelt gård, hvor man lod sig beværte og samlede gaver ind til det afsluttende aftengilde. Imens afsang man “Majvisen”, der påkalder frugtbarhed i mark og hus, og som stadig kendes i utallige varianter fra hele landet. Ofte var en af landsbyens karle kåret til “majgreve” og red i sidsen for optoget rundt til huse og gårde. Optoget sluttede igen ved majtræet, hvor pigerne ventede på at “majgreven” skulle kåre sin “majbrud”.

Dette par havde en særlig position ved sommerens fester og dans og bevarede sin værdighed frem til næste Valborgsdag, hvor majgreven kårede sin efterfølger. Optoget var som regel blevet i temmelig højt humør når de vendte tilbage til majtræet, da de jo var blevet beværtet alle de steder de havde været. Aftenen udviklede sig, med indtagelse af mangt et bæger og under afsyngelse af lystige og uartige viser. Dans omkring majtræet, og fugleskydning til samme, indgik ligeledes ofte i festlighederne. Disse var dog ikke slut, når solen gik ned.

At majfesten således også spillede en vis rolle som faktor i den sociale pardannelse, er uomtvisteligt. De unge mennesker blev ligefrem opfordret til at drage i skoven og ” plukke blomster og grønne grene” til at pynte majtræet”. Det var ikke alle, der kom ud af den mørke skov med dyden i behold.  Al denne løssluppen stemning medførte også hærværk, slagsmål og lejlighedsvis drab, hvilket vi bl.a. kan læse ud af gamle retsprotokoller. 

Sommeren igennem var majtræet centrum for alskens lege og forsamlinger. Det levende grønne træ opstillet som Majtræ, er uden tvivl skikkens ældste udformning. Men efterhånden bredte sig en anden måde, nemlig den at rejse en glatskrabet mast hvorpå man kunne hænge kranse og anden pynt. Råmaterialet til majstangen – de lange, lige nåletræer – gro naturligt i Skandinavien, men ikke i Danmark, hvor de først blev indført for et par hundrede år siden. Måske er dette årsagen til at traditionen har dybere rødder og stadig praktiseres i Norge og Sverige, mens man i Danmark som nævnt, langsomt holdt op med at fejre Valborgsaften – og dermed dansen om majstangen – i det 17 århundrede, skønt skikken dog holdt sig i live visse på landet og især på småøerne, indtil 1930’erne.

I Sverige og Norge lever traditionen videre og deres udgaver af midsommerfesten har således hverken bål eller hekseafbrænding på programmet, men er en fest med musik og dans omkring Majstangen. Den samme løssluppen seksuelle stemning har man også kunne opleve ved heksenes Beltane, hvor elskende par finder sammen i skoven og på engene. Beltane var jo i følgende myterne tiden hvor Guden og Gudinden elskede. Man kan kalde det frugtbarhedsfest. Ved nutidige udgaver af Beltane opføres undertiden danse og rollespil af så absolut erotisk karakter, og denne nat siges da også at være ideel for ritualer for barnløshed. 

Litha. Omkring 21. juni
– Sommersolhverv. Midsommer

Fejring af midsommer er en af de mest udbredte fester over hele jordkloden og kristendommen stod overfor en udfordring af de større da de skulle nyfortolket denne urgamle tradition, så den kunne bruges til at tjene kristendommens udbredelse. De kom som nævnt, op med at selveste Johannes Døberen, skulle være blevet født den 24. juni, hvorfor omvæltningen for den almene befolkning ikke ville være så stor. Festen skulle jo blot flyttes tre dage, omdøbes til Skt. Hans og foregå uden nogle solhvervsritualer, danse eller djævelske sange. Det er dog ikke kirken, der fandt på skikken med at heksedukker skulle brændes på Skt. Hans bålet.

Det er først i slutningen af forrige århundrede, at spredte vidnesbyrd om heksefigurer på bålet dukker op. Og almindelige bliver de først i løbet af vort århundrede. Hvilket sker efter at en gruppe tyske indvandrere havde gjort skikken kendt på Kalundborg egnen i 1920’erne. Ideen med rituelt at brænde ubehagelige figurer – fx vinteren – lavet af halm, træ etc. er dog en ret udredt idé, der også kendes fra andre årsfester og fra andre lande. Noget andet, der dog blev brændt på bålet, både i heksenes Litha udgave og i kirkens Skt. Hans udgave – var urter. Dengang, som i dag er der mange, som mener at naturen besidder en særlig kraft på denne tid af året. Det var således almindeligt at plukke helende urter på denne aften og ofre nogle af dem på bålet. I folketraditionen er der en generel opfattelse af, at hekse er særligt aktive omkring midsommer, hvor de fx er ude for at samle ingredienser til deres trolddomsaktiviteter. 

Lughnasadh. 1. august
– Den første af tre høstfester

Heksene takker for afgrøderne og for frugtbarheden fra Moder Jord. På denne aften tændes der bål til ære for den keltiske solgud Lugh – der danses, festes og spises. Det er en årstidsfest hvor god mad og vin nydes, og tiden hvor man høster frugterne af det hårde arbejde; man takker for det som er, og for det som vil komme.

Modron. 21. september
– Efterårsjævndøgn

Dette er tidspunktet hvor dag og nat er lige lange. Guden er ældet, og Hans alderdom ses i skovene hvor blade falder og blomster visner hen. Moder Jord forbereder sig på sin lange vinterdvale og trækker sine livskraft til sig. Navnet Modron stammer fra den keltiske mytologi, hvor hun var en gudinde, der bor i moser og søer, hvorfor hun kaldes ”damen i søen”.  De mange menneskeofringer vi finder som moselig, er formodentlig ofret til hende. 

Samhain. 31. oktober
– Dødens Festival, Heksenes Nytår – Den tredje høstfest

I år 601 udstedte pave Gregor den Første et berømt edikt, som fastslog at de kristne missionærerne skulle forsøge at kristne lokale skikke, snarere end at bekæmpe dem. Dette førte til at pave Bonifacius den Fjerde indførte at den 31. oktober skulle være Allehelgensdag, til minde om alle de helgener, der ikke havde deres egen dag. Dette blev fulgt op af pave Gregor den Femte, der gjorde dagen efter til mindefest for almindelige døde. På denne dag kunne man gennem bøn, offer mv. hjælpe de afdøde i skærsilden. Skotske og irske immigranter tog den gamle keltiske tradition med til USA, og videreførte den til det vi i dag kender som halloween – en forkortelse af All Hallows Eve.

Skønt det er blevet mere og mere populært at fejre halloween i Danmark, har det traditionelt været opfattelsen, at det er i julen, de afdøde er motiverede for at forlade gravene og se til den levende familie. Det er således en almindelig skik at mindes de døde ved at tænde lys på gravene i julen. Mexicanernes udgave af Allehelgensdag kaldes Dia de los Muertos – de dødes dag. Hvilket bl.a. indebærer, at hele familien tager på kirkegården for at udsmykke gravene med blomster af alle slags. 

I den oprindelige keltiske udgave af Samhain takkede man for høsten ved at ofre mad til guderne. Maden blev indsamlet ved at folk gik fra dør til dør og bad om et offer. Om aftenen tændtes et bål på en høj og maden blev brændt, og dermed ofret. Bålet var desuden med til at holde onde ånder på afstand, der på netop denne dag formodes at flyve ret frit rundt. Sandsynligvis har nogle tillige klædt sig ud eller sminket sig som yderligere værn mod de onde ånder.

Det er nemt at se forbindelserne til den nuværende amerikanske tradition med uhyggelig udklædning samt børnenes stemmen dørklokker for at få slik. Også andre traditioner knytter sig til allehelgensaften. Eksempelvis varmede man i Estland badstuen op for de afdøde gæster man ventede! Og i Italien, Frankrig og Belgien spiste man særlige måltider, bl.a. kold mad for at svale de afdøde i skærsilden. I katolske lande er 1. november stadig Allehelgensdag, men i Danmark afskaffede politikeren Johann Friedrich Struensee, den i sin helligdagsreform af 1770. 

Yule. Omkring 21. December
– Vintersolhverv

De spinkle håb om sol og varme fødes på denne dag – dagene bliver nu længere, og Solens kræfter vil tage til i styrke og hjælpe alting med at blomstre og gro. Yule repræsenterer det tidligste stadie i livet; den nyfødte, det stadigt skrøbelige liv. Det er tiden midt i vinteren. Hekse samles for at kalde på Solens lys. Yule nat, bruger heksene magi  for at dreje Hjulet, for at sikre genfødsel af Solen på himlen. Når kristendommen siger at Jesus blev født den 24. december kunne det måske have noget med det samme at gøre som vi var omkring ovenfor nemlig at kristne de gamle hedenske fester!

De to solhverv – vintersolhverv, med den kortest dag på året, og sommersolhverv, med den længste dag på året – menes at være blandt de ældste ceremonier, vi mennesker har fejret. Dette ses bl.a. af skibssætningen Ales Stenar, øst for Ystad i Sverige, hvor 58 sten er rejst i en formation som et skib. Forstavnen peger mod solnedgangen ved sommersolhverv i juni, og agterstævnen peger mod solopgangen ved vintersolhverv i december. Der er delte meninger om monumentet har haft andre formål end at markere de to solhverv. Teorierne omfatter et religiøst centrum, et astronomisk observatorium, eller måske et gravmæle. Den samme mystik omgærer i øvrigt det berømte Stonehenge på Salisburysletten ca. 137 km syd fra London.  

 

wicca 04 - Wicca og hekse

 

Den fristende Wicca

Definitionen på en heks er et menneske, der er i pagt med naturen og dyrker naturens guder og gudinder. Hekse lever deres liv efter  adskillige århundreders nedskrevne erfaringer fra forskellige folkeslags kloge koner og mænd, præster, helbredere og magikere. Når hekse er kendt for deres spådomskunst er det fordi, de er mere opmærksom på naturen end almindelige mennesker. Ud fra deres kendskab til tegnene i naturen ligger de mærke til om det regnede eller snede på denne eller hin dag, årstidernes indvarsel etc. og er derfor i stand til forudsige f.eks. om høsten vil blive god.

At være heks blandes undertiden sammen med satanisme, men forskellen ligger i at mens satanisme er en direkte fornægtelse af kristendommen, hvor man tilbeder Satan i stedet for Kristus, har hekse ingen forbindelse med kristendommen. Misforståelsen skyldes måske at visse heksegrupper tilbeder en hornet gud, som de undertiden kalder Satan, men denne er ikke nødvendigvis ond, og har intet med kristendommen at gøre.

Heksenens traditioner og kundskaber har således rødder langt tilbage i tiden. Deres gud blev af nogle kaldt «Den Hornede Gud». Men oprindelig har guden blot været partner til en stor gudinde – den store livgivende gudinde – som under forskellige navne blev dyrket i flere tusinde år i hele området omkring Middelhavet og videre østpå. De europæiske hekses kult kan sammenlignes med den gamle græske dionysoskult, som havde sit udspring i Trakien – et område med stærke matriarkalske træk langt op i antikkens Grækenland.

Dionysos blev dyrket i månelyse forårsnætter af kvinder og kun kvinder. De opfattede ham som inkarneret (legemliggjort) i en lille gedebuk, og kulten kulminerede i fortæringen af guddommen. Ritualerne var af en stærk orgiastisk karakter og var en hyldest til jorden og høsten. Meget af dette er identisk med heksekulten. Til disse små religiøse samfund hørte som oftest tolv kvinder og en mand – i alt tretten. Den 13. deltager – manden – spillede samme rolle og blev betragtet som inkarnationen af guddommen. Han var oftest klædt ud som ged, tilsyneladende oftest med gedeskin og horn – altså som en buk.

Centralt i opfattelsen af hekse har altid været at de udgør en fristelse. En fristelse som kan tage fx ens mand væk og lokke ham i fordærv. En fristelse som kan få en hver person til at begå utugt, afvige fra den rette (dydige) vej. Dette seksuelle aspekt har utvivlsomt igennem tiderne været benyttet til at miskreditere enhver som har været anderledes, stået ud for normen. Hekse blev oprindeligt betragtet som repræsentanter for seksualiteten og den erotiske tiltrækning og som en diametral modsætning til kristendommens kyskhed og ærbarhed.

Om vores dags hekse vides at de ofte ikke udskiller sig fra andre mennesker, ved andet end at de er meget lydhøre overfor og undertiden også tilbeder naturen og de åndsvæsener, der er heri.

Begrebet wicca benyttes dog også som en bevidst reaktion på det stereotype kønsrollemønster. Hekse er udtryk for en form for kvinde empowerment, en styrke til at være noget andet end den traditionelle kvinde. Der ligger et statement i at definere sig som del af en mytisk gruppe, der historisk er blevet gjort til syndebuk for forskellige ulykker, og som associeres med en form for frimodig hedonisme, der kan bruges til at bryde med nogle mere traditionelle kvinderoller.

 

wicca 05 1 - Wicca og hekse

 

Vigtige hekseskrifter

Der findes en række vigtige skrifter for hekse. Nogle af de vigtigste er “Heksens 13 mål”, “Heksens leveregler”, “Ye Wiccan Rede” og “The Witches’ Creed”. De to første skrifter er der egentlig ikke megen okult eller mystisk ved. Nærmere er det fornuftige leveregler. Lidt mere kryptisk bliver det i skrifterne “Ye Wiccan Rede” og “The Witches’ Creed”. Men læs og bedøm selv.

Heksens 13 mål

1) Kend dig selv.
2) Kend din Kraft.
3) Lær.
4) Brug viden med visdom.
5) Opnå balance.
6) Vælg dine ord med omhu.
7) Hold styr på dine tanker.
8) Pris livet.
9) Lev i harmoni med Jordens cyklus.
10) Træk vejret ordenligt og spis ordenligt.
11) Motioner din krop.
12) Meditér.
13) Ær Gudinden og Guden.

Heksens leveregler

For at bruge Kraften må du føle den i dit hjerte og kende den i dit sind.
Vær forsigtig med hvad du gør.
Vær forsigtig med hvem du stoler på.
Brug aldrig Kraften til at gøre andre ond for alt sendt ud kommer tilbage.
En Heks bruger aldrig Kraften mod anden Heks.

Ye Wiccan Rede

1) Adlyde de love der er givet dig, ophold dig i perfekt kærlighed og tillid.
2) Lev og lad leve, giv og tag i lige mål, misbrug ingen.
3) Lav en tredobbelt cirkel omkring dig, hvis mørket kommer.
4) For at binde dine formularers styrke, udtalt dem  med rytme.
5) Se med blide øjne, rør med blide hænder, tal lidt og lyt meget.
6) Under den voksende måne skal I synge de ord der er jer givet.
7) Under den aftagen måne mes de runer der afviser.
8) Når månegudinden er ny, ær hende to gange i hver bøn.
9) Når månen er på sit højeste, er det tid at fremføre dine drømme mål.
10) Når nordenvinden kommer, lås din dør og beskyt den med et segl.
11) Når søndervinden kommer, er tiden for kærlighed.
12) Når vestenvinden kommer, vil sjæle fra de døde ikke kunne finde ro.
13) Når østenvinden kommer, bringer det nyt, vær parat til fest.
14) Ni sorter af træ må bruges som brænde, noget hurtigt, noget langsomt.
15) Hylden er gudindens træ, forbandet være den, der brænder det.
16) Når livets hjul begynder at dreje, så vil dit liv begynde sin færd.
17) Når livets hjul er midtvejs, bring dit offer til at ære guden der regerer.
18) Beskyt naturen, velsignet af gudinden.
19) Over vand der ej står stille, kan du der sandheden finde.
20) Når andre vil bestemme over dit liv, lad ham aldrig se det du skrev.
21) Den der ej give respekt til livets træ, kan ikke stoles på.
22) Vær velsignet når i mødes og igen når i går, det giver glæde i dit hjerte.
23) Husk den trefoldige lov, tre gange bortvist er tre gang godt.
24) Når dårlige tiden viser sig, bind da lyset på din pande.
25) Sandhed og kærlighed går hånd i hånd, bryder du den ene, mister du den anden.
26) Kun når lyset er i dit hjerte og sjæl, udfør hvad du har vilje til.

The Witches’ Creed

Hear now the words of the witches, The secrets we hid in the night,
When dark was our destiny’s pathway, That now we bring forth into light,
Mysterious water and fire, The earth amd the wide-ranging air;
By hidden quintessence we know them, And will and keep silent and dare.
The birth and rebirth of all nature, The passing of winter and spring,
We share with the life universal, Rejoice in magical ring.
Four times in the year the Great Sabbat Returns,
and the witches are seen at Lammas and Candlemas dancing,
In may Eve and old Hallowe’en.

When day-time and night-time are equal, When sun is greatest and least,
The four lesser Sabbats are summoned, And Withes gather in feast.
Thirteen silver moons in a year are, Thirteen is a coven’s array.
Thirteen times make a Esbat make merry, For each golden year and a day.
The power that was passed down the age, Each time between a woman and man,
Each century unto the other, Ere time and the age began.

When drawn is the magical circle, By sword or athame of power,
Its compass between two world lies, In kand of the shades for that hour.
This world has no right the to know it, And the world of beyond will tell naught.
The oldest of Gods are invoked there, The Grat Work of magic is wrought.
For the two are mystical pillars, That stand at the gate of the shrine,
And two ate the powers of nature, The forms and the forces devine.

The dark and the light in siccession, The opposites each onto each,
Shown forth as a God and a Godess: Of this our ancestors teach.

By night he’s wild wind’s rider, The Horn’d One, the Lord of the Shades.
By day he’s the King of the Woodland, The dweller in green forest glades.

She is youthful or oldas she pleases, She sails the torn clouds in her barque,
The bright silver lady of midnight, The crone who weaves spells in the dark.
The master and mistress of magic, That dwell in the deeps of the mind,
Immortal and ever-renewing, With power to free or to bind.

So drink the good wine to the Old Gods, And Dance and make love in their praise,
Till Elphame’s fair land shall recieve us In peace at the end of our days.
And Do What You Will be the challenge, So be it Love that harms none,
For this is the only commandment.

By Magic of old, be it done!

 

wicca 08 - Wicca og hekse

 

Forskelle mellem Wicca & hekse

At være heks benævnes undertiden som at være Wicca. Kort sagt er Wicca en løst organiseret naturbaseret religion. En Wicca tror på wicca og respekterer naturen og dens kræfter. Forskellen på en hedning, heks og Wicca er at en hedning er en person der dyrker hedensk religion, f. eks Wicca, de nordiske guder og andre lign. religioner/trosretninger.

Nogle wiccans kalder sig hekse, andre gør ikke. Der er principelt ingen forskel på at være heks eller være wicca. For sidstnævnte er der dog nedskrevet nogle forskellige regler, ligesom der kan følges forskellige grene og traditioner indenfor Wicca. Generelt tror wiccaner på det samme som andre hekse, der ikke kalder sig Wicca. Eksempelvis med hensyn til guddyrkelsen så dyrker wiccaner som andre heske mange forskellige dyre- og naturguder.

Ubetinget mest populære er dog Guden og Gudinden. Ligeledes tror wiccaner, som andre hekse, på at alt hvad vi gør og sender ud kommer trefoldt (tre gange) tilbage, så hvis du gør noget godt, så kommer det tilbage til dig, og ligeså hvis du gør noget dårligt. Måske derfor er hekse generelt ikke meget for at lave besværgelser !

Wicca er ikke en forening, kult eller et hemmeligt broderskab og der er i de fleste udformninger ikke nogle specielle faser eller ritualer, der skal gennemgås hverken ved optagelsen eller i hverdagen. Nogle traditioner kræver dog at man skal være indviet, efter et hvis stykke tid som “lærling” inden for deres bestemte tradition. Man skal ikke have specielle evner for at være wicca/heks. Wiccaner/hekse deler den udbrægede opfattelse indenfor den spirituelle verden at alle mennesker har “evnerne”, nogle er bare ikke bevidste om dem.

Nogle wiccaner/hekse tror på reinkarnation, andre gør ikke. Man benævner en person, der praktisere Wicca for en Wiccan/Wiccaner, uanset køn.

Grene og traditioner inden for Wicca

Alexandrian Wicca
Alex Sanders startede denne retning i England omkring 1950-1960´erne. Han sagde at han var blevet inviet af sin mormor 1933. Han stod meget frem i medierne, og blev kaldt for “King of Witches” (Heksens konge). Janet og Stewart Fararr´s bøger, var meget medvirkende i at Alexandrian Wicca blev kendt.

Denne tradition  kombinerer Qabbalistic med Gardenerian. Selvom den på nogle punkter minder om Gardernerians Wicca, er den mere eklektisk og  har ikke nær så strenge regler.  F.eks er det frivilligt om man vil være nøgen under cermonier. Mange af cermonierne er meget formelle og går meget over i mod cermoniel magi. Yperst præstinden er, som i den Gardenerianske tradition, højste instans.

Britisk Wicca
En tradition med meget stærke rammer og struktur, med grader. Ritualerne minder meget om Celtisk og Garderners Wicca. Medlemmerne bliver oplært igennem et graduerings synstem.

Caledonii / Celedonii / Caledonni / Hecatine
Denne tradition stammer fra Skotland, og fastholder de skotske festivaler og traditioner.

Petti-Wita / Skotsk Wicca
Denne gren består mest af enlige hekse der fokuserer meget på det gudomelige i naturen, og ikke ret meget på religionen som sådan. Denne gren menes at være præ-celtisk og startet i nord-skottland.

Celtisk Wicca / Church of Wicca / Den Wiccanske Kirke
Denne tradition stammer fra Det Britiske ø-rige, og blev startet af Gavin og Yvonne Frost. De tilbyder brev-kursuser i deres form for wicca. De har altid været mere offentlige end de fleste andre traditioner, f.eks publicerer de deres kursuser i “National Enquirer” og lign. medier. Celtisk Wicca lægger stor vægt på helbredende planter, og dyrker naturen og healing meget. De går også meget op i “Små-folket” og “The Ancient Ones”.

Cermoniel Wicca
De bruger meget cermoniel magi, for at opnå en stærkere forbindelse med det Gudomelige, og for at indse deres foremål her i livet og deres evner. De bruger tit den Egyptiske og/eller den Quabbalistiske magi.

Dianic Wicca
Dianic Wicca er bliver tit kaldt feministisk Wicca, og har en tendens til at være meget politske aktive. Den består af to fremtrædende Retninger 1) Denne retning blev startet i Texas af Morgan McFarland og Mark Roberts.De tilbeder mest Gudinden, men Guden bliver også tilbedt som hendes partner. Denne retning har både mænd og kvinder i deres Covens. 2) Denne retning er meget feminisk og tilbeder kun Gudinden. Der er kun kvinder i deres Covens. Disse Covens er som regle løst struktureret, og har intet hireaki.

Druider
Denne retning er meget natur-baseret. De fleste ritualer bliver holdt udendøre, uanset vejr. Den er baseret på udøvelse, ritualer og magien som de gamle Celtiske druider brugte. Der er mange grene inden for denne tradition, og giver tit anledning til debat inden for det Hedenske Samfund.

Eklektisk Wicca
Eklektisk Wicca er en helt fri form for Wicca. Den blander mange traditioner og retninger inden for Wicca. Ritualerne er som regel lavet af den udførende selv. De studerer mange magiske systemer og håndplukker det der virker bedst for dem. De har som regel også en masse forskellige Guder og Gudinder som de påkalder alt efter behov. Denne form for Wicca er meget udbredt, især herhjemme.

Enlig Wiccan
En som praktiserer alene, (men deltager måske i ny og næ til festivaler i anledning af de forskellige højtider sammen med en coven). En enlig praktiserende Wiccan kan følge hvilken som helst tradition, eller slet ingen. Altså ikke en Wiccan da ikke lever i et parforhold, men en der praktiserer alene. En anden betegnelse for en heks, der praktiserer alene er “En køkkenheks” eller en “Klog kone “. Hermed menes en praktisk heks som fokuserer på magi og spiritualisme centreret omkring “hjertet og hjemmet”. De fokuserer meget på den praktiske del af magien, Jorden (planeten) og de fire elementer.

Faery/Faerie/Feri Wicca
Faery Wicca er en meget miljø-baseret retning. De hævder at traditionen stammer fra den mundtlige fortællinger af Tuatha De Dannan fra Irland, de guddomeligheder som blev til Faery-folket.  Der er dog mange forskellige grene af denne retning. Som regel arbejder Faery Wiccans med naturlige energier, ånder (også kendt som Faeries). Et par af de mere kendte navne inden for denne retning er Victor og Cora Anderson og Tom Delong (Gwydion Penderwyn). Meget brugt inden for Faery er, Polytisme (= at have flere guder/gudinder), praktisk magi og selv-udvikling. Nogle bruger sine egne digte og musik i sine ritauler.

Garderisk Wicca
Gerald B. Garnder startede denne gren af Wicca i 1950´erne i England. Gardner selv påstår at denne retning har eksisteret meget længere, i hemlighed, helt tilbage til middelalderen. Uanset om den er så gammel eller ej er der ingen tvivl om at Gardner har været medvirkende til at Wicca blev udbredt. Det er en meget struktureret gren af Wicca, med et meget nøjagtigt hiraki-system. Yperst præstinden er som oftest den øverste insatns i de forskellige covens. Som i mange andre grene inden for Wicca skal man igennem 3 grader før man kan blive Yperst Præst/inde.

Typiskt Garderisk er at man ser Gudinden som den tre-delte (Ungmø, moder og Gammel Kone) med en mandelig ledsager (med to sider, Den unge sommer konge og den Gamle vinter konge). De følger meget nøje Skyggernes bog men må dog godt tilføje nyt til den hvis bare de bevarer orginalen. En Gardisk Wiccan  kan altid føre deres stamtræ tilbage til en af de Yperst præstinder der arbejde med Gerald Garnder. Yperst Præstinden i en Coven kan vende sig til deres “dronning” (den yperst præstinde der i sin tid indviede dem), dette bevarer den lige linje og skaver et hav af erfarne og viise ledere og lærere.

“Nedarvet” Heks/Wiccan
En heks/Wiccan der er oplært af et familie medlem og/eller kan spore deres familietræ tilbage til en anden/andre Heks/e. Det sker dog til tider at man “adoptere” andre ind i famlien, som regel i mangel på arvinger, men ikke ret tit. Disse Wiccans følger, naturligtvis, den retning af Wicca de er oplært indenfor.

Seax-Wica/Saxon Wicca
Denne retning blev startet i 1973 af forfatteren Raymon Buckland, som på det tidspunkt var en Garderisk Wiccan. En af de første traditioner der tillod enlige hekse og selv indvielse. Disse to aspekter har gjort det til en meget populær tratidion. Den anerkendte at der måske ikke altid var et coven lige rundt om hjørnet og at man selv kunne starte en.

Shamanistisk Wicca
Moderne shamanisme er natur baseret. Personen agerer både healer, præst/-inde, magiker, lærer, åndelige guide og kontakt med guderne. De bruger forskellige eksistens niveauer til forskellige udøvelser.

Centralt i opfattelsen af hekse har altid været at de udgør en fristelse.

wicca serie 01 - Wicca og hekse wicca serie 02 - Wicca og hekse
wicca serie 03 - Wicca og hekse wicca serie 04 - Wicca og hekse

 

wicca 05 - Wicca og hekseVil du vide mere

Anderledes tænkende og fremadskuende mennesker har altid levet med muligheden for at blive sat i offentlig gabestok. Det har historien vist talrige eksempler på, og man kan undre sig over at sådanne mennesker oftest ses mere som en trussel, end som en mulighed for at sætte ens egne tanker og ideer i perspektiv.

Hekse har dog været en helt reel trussel for kristendommen og det har de så sandelig også fået at føle! I middelalderen synes kirken åbenbart at det var helt i orden at brænde folk på bålet, hvis man havde vovet at antyde at der måske var andre og bedre behandlingstyper end brug af blodigler, eller postulere at jorden faktisk er rund!

Men der har aldrig været noget særligt mystisk eller uforklarligt ved det som hekse rendte rundt og gjorde. Her var basalt set, blot tale om mennesker, der levede i stor samhørighed  med naturen og agerer ud fra nogle sammenhænge, som for dem var åbenlyse. De har interesseret sig for hvorledes man kunne forebygge at kvinder døde i barselssengen, eller hvilke urter mv. der ifølge rygterne kunne slå en brændende feber ned. Eller for den sags skyld, hvorledes man bryggede en ordentlig dram, der ikke gav drønende hovedpine dagen efter.

Højst sandsynlig har disse mennesker ikke haft større begreb, om hvorfor virkningerne var som de nu var, men de kunne konstatere at det de gjorde med urtemedicin etc. faktisk virkede! Ved at kunne helbrede folk med urtemedicin, forbrød heksene sig mod Guds orden, da alene Gud må herske over liv og død.

Det var en let sag for kirken at skabe grundlag for had og rædsel overfor disse mænd og kvinder. I folks øjne var de beundret, men også frygtet. Det var let at skyde skylden for stort set alt der gik galt over på heksene, men ret hurtigt var der jo ikke flere hekse tilbage. I de små landsbyer var der som oftest kun én eller to ”kloge koner”, og da de først var futtet af på bålet, hvem skulle man så give skylden når noget gik galt!

Det blev dog ikke noget problem. Havde naboen set lidt skævt til ens side, eller larmede genboen lidt for meget i dobbeltsengen om natten, eller var ens kærlighedserklæring blevet afvist af den smukke pige fra nabobyen – ja så udråbte man da bare dem som hekse. Der skulle ikke nogen videre bevisbyrde til. Faktisk var det som oftest den omvendte vej. Var man udråbt til heks, skulle man bevise at man ikke var det! Frygten for at blive udråbt som heks spredte sig naturligvis hurtigt over by og land. Alle begyndte at gå stille med dørene og ingen vovede at skille sig ud på den mindste måde.

Siden den mørke middelalder er vi heldigvis blevet klogere og mere oplyste, og heraf også mere tolerante. Men det er dog stadig ikke nemt at skille sig ud fra normen. En storkonflikt i 1998 fik af uransagelige årsager danskerne til at hamstre gær af frygt for varemangel – også mennesker, der normalt ikke benytter gær hamstrede. Man kan grine af denne episode, og kedelig var den bestemt ikke, men den er dog også meget symptomatisk på at vi mennesker er flokdyr. Vi har stor tendens til at vandre og meningsdanne i flok. Det kan derfor være svært at skille sig ud fra normen. Det er ikke altid nemt at holde fanen højt omkring retten til at være et individuelt og anderledes tænkende menneske. Det kræver mod at holde på sine overbevisninger. Især når disse – som i heksenes tilfælde – går imod flertallets erkendelser.

 

Stil spørgsmål om Wicca

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Wicca
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål

 

wicca 06 - Wicca og hekse