Den japanske Shinto religion

Nogle forklarer japanernes succes med ladets rødder i Japans særlige, meget enkle shinto-religion. Shinto dyrker de nære ting i naturen. Den har været med til at give japanerne en fast tro på, at det er muligt at finde enkle parktiske løsninger på endog meget komplicerede problemer. Den har også fastholdt en tro på, at fælles ceremonier med rod i folks daglige liv er positive og kan være med til at knytte et samfund sammen. Selv kristne japanske familier holder shintoistiske ceremonier omkring deres børns fødsel og fødselsdage.

Shintoismen er Japans ældste og grundlæggende tro, som deres liv er bygget op over. Det er en national tro, religion, fædrelandsånd, nationalkultur, skabende livsprincip, moralregler, kunst og familiens leder. Før buddhismens indførelse i Japan var shintoismen den største religion. Shintoismen stemmer i vid udstrækning overens med hinduismen. Ifølge shintoismen er der kun En højeste Gud, og under denne ene Væren er der mange andre guder.

Den første japanske kejser og hans dynasti bliver betragtet som Guds efterkommere. Derfor forventes enhver borger at vise absolut trofasthed mod kejseren. Alle må vise forfædrene respekt, forældrene kærlighed og hensyn, og elske børnene. Alle må være oprigtige i tanke, ord og gerning. Den, som er oprigtig og ren, og som opsender inderlige bønner, når Gudsrealisation. Menneskene må hjælpe hinanden uden hensyn til nationalitet, sprog, vaner og kultur, og leve i indbyrdes fredfyldt glæde, ved i deres opførsel at vise, at de er brødre. Det er altså en meget næstekærlig religion.

Dette univers er Guds legeme. Loven — den himmelske fornuft — eksisterer og handler i hver en krog af universet som et udtryk for den evige Livskraft. Himlene er stille, der er ingen lyd. Hvor skal han da finde Gud? Søg ikke i de fjerne himle — i menneskets eget hjerte bor Gud. Synd ikke mod gudernes vilje. Krænk ikke staten ved at bryde lovene. Tvivl ikke på gudernes absolutte godhed. Glem ikke, at du har dine begrænsninger. Bliv ikke vred. Vær omhyggelig med dit arbejde. Du kan opnå Gudsrealisation ved at bede oprigtigt. Hvor der er oprigtighed er der dyd, og hvor der er dyd, er der viden. At gøre godt er at være ren, og at gøre ondt er at være uren.

Sejr over sig selv er roden til menneskekærlighed. Dyd og lykke følges altid ad. Se intet ondt, sig intet ondt og gør intet ondt. Onde gerninger vender tilbage til gerningsmanden. Tilgivelse er noget meget værdifuldt og er grundlaget for tilfredshed. Følg dine forældres bud og dine læreres anvisninger nøje og vær ærlig helt ind i hjertet. Tal ikke falsk. Vær flittig i dine studier. At se retfærdigheden og ikke gøre den, er kun fejhed. Opgiv stolthed og vær venlig mod alle. Så længe menneskets sind er grundfæstet i sandfærdighed, vil guderne beskytte ham, også selv om han ikke beder.

Shinto er altså lige så meget en morallære som en religion. Det centrale i den er en guddommelig forbindelse mellem natur og mennesker. Denne udmøntes i nogle stærke forpligtelser til at ære kejser, land og forfædre. Et meget vigtigt træk i shinto er renselse for død, blod og skam.

Æstetik spiller en stor rolle i Japan – utvivlsom på grund af renhedsidealerne og trangen til harmonisering. Æstetikken kommer til udtryk i den kunstneriske, og rene stilistik, hvormed alt i hverdagen udføres ritualiseres og helliggøres: de japanske haver, arkitekturen, té-ritualet, kaligrafien og madlavningen. Livet er i Shinto gjort til en æstetisk nydelse.

Renhed og renselse er nogle absolut centrale begreber i japansk religion. Således er det væsentligste i Shinto-kulturen renselsesritualet. Allerede inden man træder ind i helligdommen gennemgår man et fysisk renselses ritual og selve ritualet er først og fremmest et åndeligt renselsesritual Det fysiske renselsesritual kan paralelliseres til Islams afvaskning før besøg i moské.

Japans to traditionelle religioner er Shinto, den oprindelige religion som er ligeså gammel som det japanske folk, og Buddhisme som kom fra det asiatiske fastland i det 6. århundrede. Generelt har de to religioner “levet” harmonisk side om side, og har endda suppleret hinanden godt og til en hvis grad smeltet sammen. De første kristne missionærer ankom til Japan i det 16. århundrede, men den fremmede religion blev senere forbudt indtil 1868.

Faktisk er det sådan at man har fundet ud af at gennemsnits japaneren bekender sig til 2,7 religioner. Formentlig på grundlag af denne situation er en kendt japanolog nået til den konklusion, at japaneren både er ekstremt religiøs og fuldstændig ligeglad med religion. Udtalelsen lader sig forsvare i begge henseender. På den ene side kan det forekomme overfladisk, at man blander religioner som det nu passer sig bedst. I vores vestlige verden er det nærmest utænkeligt, at man på en gang bekender sig til forskellige religioner. Men fra en anden synsvinkel kan det betragtes som en vidtskuende og fordomsfri religiøsitet, at man anerkender “alle guder”.

Endnu andre lægger vægt på buddhismen som forklaring. Ikke mindst zen-buddhismen, som i mange århundreder har stået stærkt blandt Japans intellektuelle. Buddhismen har givet japanerne ro i sindet. Den er grundlaget for ønsket om at leve i harmoni med omgivelserne. Den har lært japanerne at vise tålmodighed og udholdenhed, uanset vad ser sker. Udholdenhed (gaman) er det magiske ord i enhver japansk opdragelse.

I 1912 sammenkaldte myndighederne et møde med betegnelsen “D tre religioners konference”. Nu var det staten, der skulle bruge “de tre religioners” støtte, efter at der var opstået uroligheder ude i befolkningen. Det skal dog bemærkes, at det var shinto, buddhisme og kristendom, der betragtedes som de tre religioner. Kristendommen begyndte at blive accepteret som den tredje religion.

Nederlaget efter Anden Verdenskrig var et chok på det religiøse område, ligesom på andre områder. Verden styrtede sammen, og man mistede den faste forankring. Kejseren var ikke mere den levende gud, og dette udløste tomhed og værdiløshed. Allerede i 1945 blev der indført en politisk og religiøs frihed.. Denne efterfulgtes af en forfatning i 1946 som sagde: “Staten og dens organer skal afstå fra religiøs opdragelse og fra alle andre religiøse handlinger.”

Dette betød, at enhver form for religiøs kontrol blev ophævet, at religionen blev gjort til en privat sag, og at de forskellige religioner pludselig stod frit og sider om side, ligesom i Amerika. Al religionsundervisning i skolerne ophørte, og også på de områder var der Amerika, der stod som forbilledet. Shinto-ministeriet blev opløst, og den økonomiske støtte til kami-helligdommene blev standset. Førhen havde kejserne bestemt religionen.

I 1951 blev den fuldstændige religionsfrihed derfor begrænset gennem Loven om Religiøse Organisationer. Med de strammere regler forsvandt omkring halvdelen af de nye sekter. Der blev registreret 379, som fordeler sig sådan: 142 shintoistike med 79 millioner tilhængere, 169 buddhistiske med 39 millioner tilhængere, 39 kristne med 600.000 tilhængere og 30 andre med 3,6 millioner tilhængere.