De asiatiske religioner

De religioner, der har deres oprindelse i østen, er karakteriseret ved at troen på guder ikke er det centrale, men derimod hvordan mennesker bør handle, for at det er i overensstemmelse med etik og moral. Disse religioner er i lige så høj grad moralfilosofier, beregnet til at skabe dygtige statsmænd og et moralsk godt, velafbalanceret samfund. De kan ligeledes siges at være livsfilosofier, hvis indhold, det i høj grad er op til den enkelte at definere.

I vores forståelse af de asiatiske religioner og filosofisystemer, behandler vi disse isolerede fra hinanden, men i virkeligheden er de ofte tæt forbundne og deler tit de selvsamme ideer. Især konfucianismebuddhismen, hinduismen og taoismen har sat tydelige præg på kultur, politik og socialt liv i Sydasien – og således også de spirituelle begreber, der har deres oprindelse i østen, hvilket er langt hovedparten.

 

Hinduismen

Hinduisme er uden tvivl, er den mest sammensatte og modsigelsesfyldte af verdensreligionerne. Der findes ingen øverste åndelig leder eller en fastslået lære i hinduismen, der snarere er en gruppe af religioner end det er en enkelt religion. Disse religioner har dog så meget fælles at de ofte er meget svære at skille fra hinanden. Derfor har man holdt fast ved den gamle betegnelse hinduisme. Denne benyttes dog ikke af hinduerne selv, der i stedet foretrækker Sanatana Dharma (den evige lære). 

Selv om hinduismen ikke er en religion baseret på en nedskrevet hellig skrift, så har hinduismen alligevel en række bøger, der giver forskrifter for, hvordan man skal handle, etisk rigtigt. Faktisk temmelig mange bøger, og det er igennem berømte historier fra disse, at mange hinduister har deres hovedkilde til viden om den hinduistiske tradition. Historierne er kendt af alle indere eftersom det er meget populært at de opføres som skuespil, ligesom flere af dem er blevet filmatiseret og vist med stor succes i fjernsynet som tv-serier. Et overblik over de mange hellige skrifter i hinduismen fås bedst ved at se på den i kronologisk rækkefølge, hvilket også giver et godt indblik i hvordan religionen har udviklet sig. 

Vedaerne 1500-800 f.v.t.

Vedaerne er de ældste hinduistiske skrifter vi kender til. Heri finder vi samlinger af hymner, der priser forskellige guder og offerhymner, vejledninger i offerets udførsel, offerformler og melodier til de ord, der skal fremsiges ved offeret. Rig-Veda er den ældste og indeholder 1017 hymner fordelt på ti bøger. Disse hymner bruges stadig i templerne i nutidens Indien. De øvrige samlinger kaldes Yaju-Veda Viden om offerformler. Præsten mumler offerformlerne, mens han udfører selve ofringen. Sama-Veda Viden om sangene. Præstens højtidelige sange ledsager tilberedelse og frembærelse af ofret. Atharva-Veda Viden om afværgeformularer, som præsten kan benytte hvis der opstår fejl under ritualet. 

Brahmanaerne 900-700 f.v.t 

Brahmanaerne forklarer og fortolker de offerhandlingerne vi stødte på i vedaerne. 

Upanishaderne 700-400 f.v.t.

Upanishaderne betegner et skift i den religiøse udvikling. I stedet for at der skal foretages konkret ofringer, åbnes op for at  offerritualet i virkeligheden er noget, der skal foregå inde i menneskets eget sind. Mennesket skal lære sin egen sjæl at kende, for at kunne befri den fra den materielle verden. Tanken, om at sjælen er bundet til genfødslernes ring, er på denne tid på vej ind i den indiske religion. Meditation og yoga bliver nu det offer, som mennesket skal lære at udføre. Upanishaderne er de mest brugte af hinduismens hellige skrifter. De blev grundlaget for en række forskellige tolkninger af, hvordan mennesket kan nå frem til frelse. Vores menneskelige handlinger fører os til en vedhængen ved eksistensen, som fører ind i stadig nye genfødsler. Dette kaldes i Upanishaderne for loven om karma.

 

hinduisme-Bhagavata-Gita

 

Mahabharata 400 f.v.t. – 400

Mahabharata er et af verdenslitteraturens største værker. Igennem 100.000 dobbeltvers berettes om en slægtsfejde. To brødre og deres sønner kæmper om et kongedømme i Nordindien. Den ældste af brødrene, Dhritarashtra, er blind og kan ikke blive konge. Derfor bliver det hans yngre bror, Pandu, som opnår kongemagten. Da Pandu pludselig dør, bemægtiger den blinde Dhritarashtra sig hans land. Da sønnerne efter Pandu anser sig for at være de retmæssige arvinger til kongeriget, udbryder en langvarig kamp mellem disse og Dhritarashtra’s sønner.

De bliver enige om at afgøre sagen ved et terningespil, hvor Pandu’s sønner taber, fordi der spilles falsk. De forvises til skovene af Dhritarashtra-sønnerne – dog med løfte om at få del i kongemagten, når de vender tilbage efter tolv år. Da de tolv år er gået, og Pandu-sønnnerne vender tilbage, snydes de endnu engang, idet deres del i kongedømmet bliver dem nægtet. Pandu-sønnnerne går nu i krig. Her deltager selveste guden Krishna, fordi kampen gælder genoprettelsen af den guddommelige orden (dharma). 

Selve kampen skildres i sjette bog af det store helteepos Mahabharata, den berømte Bhagavad Gita (Herrens Sang). Det antages at Bhagavad Gita har været et selvstændigt værk, som siden er blevet indarbejdet i Mahabharata. Bogen begynder med, at de to hære står opstillet på slagmarken klar til at gå i krig. Men inden kampen begynder, lader Arjuna sin stridsvogn køre ud på pladsen mellem de to hære. Med sig som kusk har Arjuna guden Krishna. Arjuna bliver grebet af fortvivlelse over at skulle kæmpe mod familie og venner. Han kaster buen fra sig og nægter at deltage i kampen. Krishna indleder da en lang belæring, og opfordrer Arjuna til at erkende sin dharma (pligt) her i livet. Til sidst tager Arjuna sin bue og dermed begynder slaget. 

Bhagavad Gita er foruden at være en spændende fortælling også en religions-filosofisk introduktion til, den etik, der begrunder kastesystemet og forestillingen om karma. Arjuna skal kæmpe. Det er Arjunas dharma, hans etiske og religiøse pligt, fordi han er fra ksatriya-kasten, der har som forpligtelse at beskytte samfundet som våbenbærende krigere. Dharma defineres i denne sammenhæng som den orden som hersker i verden, og især det at indleve sig i denne orden og opfylde ens bestemmelse. Gør man dette får man god karma. Da det er ens pligt, som kriger, at slå ihjel, vil ens handlinger være i overensstemmelse med ens pligt og man vil få god karma. Dette tema er gennemgående for hele bogen, der er spundet over modsætningen mellem dem, der lever i overensstemmelse med verdens lovmæssighed og dem, der bryder denne orden, fordi deres handlinger er motiveret af begær i stedet for et ønske om at forsøge at udfylde deres rigtige plads i verden. 

Ramayana 400 – 200 f.v.t.

Værket fortæller i 24.000 vers om kong Ramas liv og død. Det er normalt opdelt i syv bøger. Igen er omdrejningspunktet at fortælle om hvorledes begær og misundelse bringer tingene ud af balance. Det hele starter med at guden Vishnu hjælper kong Dasaratha, som er barnløs, ved at give ham en drik, som han skal give til sine tre koner. Kongen giver sin førstekone mest, og da hun så føder Rama er der mest af Vishnu i ham, frem for i de tre sønner, de andre koner føder. Da brødrene bliver voksne, laver en af Dasarathas andre koner, Kaikeyi, en intrige, der skal fjerne Rama fra tronen, så hendes egen søn Bharata, kan overtage den. Det lykkedes at tvinge kong Rama i et 14årigt eksil sammen med sin kone, Sita. Resten af fortællingen består blandt andet af Ramas kamp mod dæmonkongen, som har bortført Sita til sit palads på øen Lanka. Rama samler sine venner og allierede og tager kampen op mod dæmonkongen for at få Sita tilbage. Efter mange prøvelser lykkes dette. Parret genforenes. Rama bliver konge, og de lever lykkeligt. Gennem denne eventyrlige fortælling får man indsigt i, hvordan det ideelle ægteskab bør være. Rama og Sitas ægteskab står således blandt hinduer som ideal for det etisk gode ægteskab. Men også genopretningen af Ramas kongedømme står som ideal for hinduismens ideelle samfund. Det væsentligste i fortællingen er budskabet om at enhver bør leve i overensstemmelse med sin dharma, hvis alting skal være i balance. Iliaden er bygget over Ramayana.

Manava Dharma Sastra 200 f.v.t. til 200 

Manava Dharma Sastra (Manus Lovbog) er særlig interessant fordi det er her vi finder beskrivelsen af, hvorledes et samfund bør være opdelt i forskellige kaster (varnaer) og en udførlig beskrivelse af de enkelte kasters rettigheder og pligter. Der gives desuden regler for de forskellige underordnede kaste-grupper (jatier). Disse jatier er baseret på erhverv. Der findes således en guldsmede-kaste, en kornhandler-kaste etc. Ud over beskrivelsen af kastesystemet giver Manus Lovbog utallige forskrifter om, hvordan menneskene skal leve og handle etisk rigtigt. Der er regler om, at man ikke må slå ihjel, ikke må volde ondt, ikke må bedrage eller bryde en ed. Der gives regler for, hvem man må gifte sig med, hvem man må spise sammen med, hvem man må komme i berøring med, og hvordan man skal handle på forskellige stadier i livet. Den rigtige handlemåde for det enkelte menneske, afhænger ifølge Manus Lovbog af, hvilken kaste man tilhører, og af hvilket stadie i livet man er på. 

Efter hinduernes tankegang om genfødsler er kastesystemet retfærdigt. Mennesket er selv skyld i sin nuværende kastesituation: Hvis mennesket i tidligere liv har levet etisk rigtigt, har dette menneske optjent god karma. Mennesket får så i dette liv en god genfødsel i en høj kaste. Omvendt: hvis mennesket i tidligere liv har levet etisk forkert, har dette menneske optjent dårlig karma. Mennesket får så i dette liv en dårligere genfødsel. Ud fra denne tankegang er kastesystemet ikke uretfærdigt. Det er snarere udtryk for en højere retfærdighed. At leve etisk rigtigt er først og fremmes at opfylde sine kasteforpligtelser. 

Som altid, når vi har med hinduismen at gøre, står denne karma-lære dog ikke alene og uanfægtet. Inden for hinduismens største tradition (Hengivenhedstraditionen), tror man således på en personlig, nådig, frelsende gud. Denne gud kan skænke det enkelte menneske frelsen – forstået som udfrielsen fra genfødslernes kredsløb. Guden skænker frelsen på grund af menneskets hengivenhed over for guden og på trods af menneskets individuelle karma.

Brahminerne Deres etiske pligt er at stå for ofringer, at studere og undervise i den gamle religiøse litteratur, vedaerne, samt at sikre at dharma reglerne overholdes.

Ksatriyaerne Deres  etiske forpligtelse er at beskytte samfundet som våbenbærende krigere. Det er fra denne kaste, at konger og andre herskere traditionelt findes. Ksatriyaerne må under ingen omstændigheder overtage Brahminernes arbejdsopgaver. De skal dog studere vedaerne. Hvis det er nødvendigt, må de til gengæld godt overtage de lavere kasters arbejdsområder.

Vaisyaerne Deres etiske pligt er at ernære sig ved handel, landbrug og kvæghold, samt studere vedaerne. Vaisyaerne må ikke overtage hverken Brahminernes eller Ksatriyaernes arbejdsområder, men til gengæld gerne Sudraernes opgaver.

sudraerne Der er et stort skel mellem de tre første varnaer og Sudraerne, hvis opgave det er at tjene de tre højere kaster. Mens de tre første varnaer  må deltage i de vediske ceremonier, er disse forbudt for Sudraerne, der heller ikke må studere vedaerne. De har altså ikke mulighed for at opnå samme religiøse fortjeneste som mennesker fra de andre varnaer. 

De kasteløse Udenfor kastesystemet finder vi de kasteløse eller “de urørlige“, som de også kaldes, den laveste gruppe i samfundet. De tvinges af det etablerede samfund, til at leve i yderområder, og deres børn går kun sjældent i skole. Kastesystemet blev officielt afskaffet efter Indiens selvstændighed i 1947, men reelt lever det stadig i bedste velgående. De kasteløse, der udgør omkring 25 % af befolkningen i Indien, diskrimineres på næsten alle områder. Kasteløse må fx ikke spise sammen med folk fra en højere kaste eller bruge den samme brønd. De kasteløse anses for permanent urene, og undgås helst af de andre, hvorfor de oftest bor sammen i kolonier og også selv undgår andre mennesker for ikke at føre urenhed over på dem. De kasteløse er urørlige. De kasteløse har de mest urene jobs: de begraver lig, sorterer affald, arbejder med dyrehuder, tømmer toiletter, er slagtere og lign.

 

religion-014

 

Graden af rituel renhed/urenhed

Brahminerne regnes for at være rene af natur. Som sådan kan de hele tiden have relation til guderne både ved tempeltjeneste og ved andre ritualer. De kasteløse regnes for urene af natur. Ikke engang Sudraer og da slet ikke kasteløse må være til stede eller i nærheden af et vedisk ritual. Deres blotte tilstedeværelse ville gøre ritualet urent og dermed ødelægge det. De forskellige kaster har altså en vis grad af renhed og urenhed i deres natur. Udover denne permanente tilstand kan enhver også midlertidigt blive smittet med urenhed.

Den stærkeste kilde til urenhed er kontakt med en død. Alting, som kommer enten ud af eller ind i kroppen, regnes for urent. Det betyder at ting som spyt, afføring, blod, sæd, hår osv. er urent. Kontakt med en menstruerende kvinde eller en kvinde, der lige har født, giver derfor urenhed. Det betyder også, at mad og drikke er potentielle kilder til urenhed. Enhver spisesituation er derfor farlig. Levninger kan ikke spises. Det har stor betydning, hvem man spiser sammen med. Blandt de tre hovedregler for kasterne finder vi da også reglen om, at man kun må spise sammen med folk fra sin egen kaste.  

Graden af den midlertidige urenhed er relativ. En Brahmin bliver ikke lige så uren som en kasteløs ved berøring med fx en død. En Brahmin’s mest urene kropsdel, fødderne, vil derfor altid være renere end andres reneste kropsdel, hovedet. Dette er baggrunden for, at mange Brahminer arbejder som kokke og har restauranter: den mad, de tilbereder, vil altid være ren nok for alle andre at spise. En kasteløs’ mad kan derimod kun spises af kasteløse. Under en urenhedsperiode – fx i forbindelse med et dødsfald i familien – er man underlagt forskellige tabu-regler: der er ting, man ikke må spise, mændene kronrages, man må ikke udføre ritualer m.v. Efter en periode forsvinder den midlertidige urenhed igen. Udover tid hjælper bad og bod også med til at rense den, som midlertidigt er uren. 

Kastesystemet

Dharma, den kosmiske orden, viser sig i kastesystemet (varnadharma ), hvis rødder går tilbage til den vediske tid (1200- 500 f.v.t.). I følge hinduismen blev verden skabt af de første guder som et kasteinddelt kosmos. Forestillingerne om karma retfærdiggør og forklarer ethvert individs sociale og religiøse position.

En kaste (varna og jati ) er en religiøs institution. Ægteskab indenfor kasten, bestemte undvigelses – og renhedsregler samt en strikt arbejdsdeling karakteriserer kastesystemet. Renhedsforeskrifterne gælder først og fremmest samlivet med ægtefællen, valg af dem, man spiser sammen med, valg af omgang med repræsentanter for forskellige erhverv, og valg af deltagere ved begravelser. Et af de vigtigste fælles krav til alle kaster er at undgå sammenblanding af kasterne. De kasteløse er bl.a. dem, der vasker ligene, jægere, slagtere, bødler og dem, der forarbejder dyrehuder. Man mener, at de kasteløse er opstået som en følge af kasteblanding. De er farlige og skal undgås.

Nogle grupper menes at have en højere grad af rituel renhed end andre og har følgelig krav på en højere social og religiøs status. På trods af at kastesystemet officielt blev afskaffet i 1947, lever det videre i dagens Indien, sammen med en række af de rituelle og retslige forordninger som hindusamfundet bygger på.

Forestillinger om renhed og urenhed spiller en stor rolle ikke kun i forholdet kasterne imellem, men i det hele taget både i dagliglivet og i ritualerne. Der er derfor også adskillige forskrifter, som enhver rettroende hindu bør overholde. Således anses den venstre hånd for uren, fordi den bruges i forbindelse med toiletbesøg. Enhver form for ofring og spisning skal derfor foretages med den højre hånd. En menstruerende kvinde anses for uren og kan ikke gå i templer eller nær gudebillederne. Hun vil også nødigt lave mad, eftersom tilberedning af føde næsten altid har et rituelt aspekt.

At opvarte en gæst hører til en af de såkaldte fem store ofringer (Maha yajnas ), som enhver husholder bør foretage. Derfor bør man ikke afslå et tilbud om en kop the, et måltid mad . Ud over at opvarte sine gæster hører læsningen af de hellige skrifter, ofring til guderne, bespisningen af alle former for levende væsener og ofring til forfædrene med til de fem store ofringer. Disse ofringer kan foretages enten direkte via handling, men også indirekte via tanken.

Tilaka (på tamilsk tikka ), som betyder “det guddommelige øje”, er en synlig form for hinduistisk tilbedelse. En blanding af sandeltræs-pasta og/eller hellig aske påføres panden over og mellem øjnene. Det er et symbol på, at man har viet sit legeme til bolig for guden og åbner sindet for det guddommelige. Det påføres ofte af en præst med højre hånds tommel- eller ringfinger efter en endt ceremoni.

En sådan tilaka må ikke forveksles med en bindi , som er en rød prik i panden, der bæres af kvinder. Bindi har oprindelig været en markering for gifte kvinder, men bruges nu i alle mulige former og farver af alle kvinder, som pynt og en form for make-up. En sikker markering for gifte kvinder er derimod, at skilningen i håret males rød.

Kvinder har uanset deres kastetilhørsforhold en lavere grad af renhed end manden – først og fremmest pga. deres biologiske funktioner. Denne opfattelse har en række sociale, juridiske og religiøse konsekvenser. Kvinder i den højeste kaste – præstekasten – har på linie med den laveste kastegruppe f.eks. altid været udelukket fra Vedastudiet. Hinduismen har både ophøjet det kvindelige gennem sine gudinder og sin gudindekult og samtidig praktiseret en yderliggående nedgørelse af kvinder, såvel socialt som religiøst.

LÆS MERE OM KASTESYSTEMET

 

Karma

Ordet karma betyder direkte oversat “arbejde”. I udvidet forstand er betydningen; handlinger og deres reaktioner – eller den universelle lov, som bestemmer alle levende væseners skæbne. Når vi foretager en handling, som skader andre levende væsner, giver det negativ karma. Denne karma realiseres så på et andet tidspunkt i livet (eller i fremtidige liv), hvor vi udsættes for en lignende negativ handling, som vi kan lære af. En god handling fører til et godt resultat i næste inkarnation og en dårlig handling fører til et dårligt resultat osv. Hvem du er i dette liv – din krop, familie, nation, rigdom, etc. er ifølge karmaloven et resultat af dine handlinger fra dine tidligere liv. 

At være født som menneske – og ikke som et dyr, eller laverestående eksistensform – er god karma på den måde, at man som menneske kan forstå – og genvinde – sin guddommelige bevidsthed. Udnytter man ikke den menneskelige forms potentiale, kan man risikere at blive genfødt som en lavere art, da man så anses for stadig at skulle indhente nogle erfaringer herfra. Eftersom man i de lavere arter ikke har nogen mulighed for åndelig udvikling, er det uheldigt at gå tilbage, når man først er nået til den menneskelige livsform. Udfører man imidlertid alle sine handlinger i harmoni med helheden, kan man til sidst opnå frihed fra genfødsel og vende tilbage til den evige åndelige eksistens.

I hinduismen og i buddhismen anses den fysiske eksistens grundlæggende som værende dukkha (lidelse). Målet er at blive frigjort fra samsara, kredsløbet af fødsel og død, ved at “brænde” mest mulig gammel karma af og ved at undgå at skabe ny karma. Nirvana kan oversættes til “”Hvor karmas vind ikke blæser”. 

Den konkrete måde, hvorpå man kan “overvinde” sin karma eller undgå at samle sig karma for at komme ud af genfødslernes kredsløb, varierer. Yoga, er en af vejene til frelse fra reinkarnation. Billedligt udtrykkes det med at brænde sin karma på følgende måde: frø fra fortidig karma kan ikke spire, hvis de er blevet ristet i den guddommelige visdoms ild. Hermed menes, at jo dybere et menneskes selverkendelse er, jo mere påvirker hun/ham hele universet gennem sine subtile åndelige vibrationer, og jo mindre bliver hun/han selv påvirket af fænomenernes foranderlighed (karma). 

I buddhismen og hinduismen er Livets hjul en billedlig fremstilling af genfødslernes kredsløb. Her afbildes kredsløbet af fødsel og død, som en række billeder, der betinger hinanden og som holdes i gang af Mara, Begærets fyrstinde. Også udenfor buddhismen og hinduismen finder vi talrige forskellige udgaver af livets hjul, der afhængig af tradition og oprindelse, eksempelvis benævnes – den hellige cirkel, skæbnehjulet og lærens hjul. Fælles for de mange udgaver er at det er en billedlig fremstilling af menneskets udvikling igennem talrige inkarnationer, men også en model til at forstå vores nuværende livs muligheder og udfordringer. Dette kommer smukt til udtryk i eksempelvis den shamanske udgave af livets hjul, der benævnes Medicinhjulet. Indianerne mener at vi bliver født ind i et sted i Medicinhjulet og fra dette sted henter man sine talenter og forståelse og det vil hele livet igennem, være det sted hvorfra man lettest oplever og fortolker livet.

Livets hjul er således en model, der kan benyttes til at forstå det nuværende liv bedre, forstå os selv bedre, og til at få kontakt med de temaer, vi med fordel kan bearbejde for at opnå større glæde og tilfredshed i livet. Ved at arbejde med eksempelvis Medicinhjulet, får man indsigt i, hvor i hjulet man befinder sig, hvilke områder der bør arbejdes med, og hvilke kræfter der kan benytte for at løse forskellige problemer. Som oftest negligeres dette aspekt af Livets hjul og i stedet lægges fokus på at Livets hjul illustrerer den overordnede genfødselscyklus, den spirituelle udvikling mennesket skal igennem for at nå op på et højere forståelsesniveau – altså forklaringer på hvordan man skal ”brænde” karma af, eller bevæge sig op igennem de forskellige eksistensplan – alt afhængig af hvilken tradition, terminologi og forklaringsmodeller, man tager udgangspunkt i. 

 

religion-013

 

Dharma

Hvis man betragter karma som det landskab, vi bevæger os igennem, så er dharma den retning, vi må tage og de stier, det er klogt at følge. Dharma er et indisk sanskrit ord , der betyder “den rette vej” eller “den rette færden”. Din dharma er den vej gennem livet, som er den rigtige netop for dig. Det antages at du – og alle andre – før vi lod os føde ind i denne verden, lagde en plan for det liv, som lå forude. Heraf følger, at vi alle er sat ind i tilværelsen med en særlig livsopgave, en vej, som er vores og ingen andens. Beklageligvis antages det endvidere, at denne beslutning flyttes fra vores bevidsthed ned til vores underbevidsthed ved fødslen. 

Ergo aner vi ikke hvad det er som vi besluttede os for før fødslen! Dette er der dog råd for. Når vi virkelig lytter til den indre stemme, til vores inderste drift, da bliver vi tro mod vores dharma. Dette er, hvad livet, ifølge begrebet dharma, handler om – at man finder sin vej og går den. Måden, hvorpå man finder sin dharma, er ved at være helt oprigtig overfor sig selv. Være tro mod sine inderste ønsker. Være sand overfor sig selv. Dharma er, hvad du inderst inde er bestemt til at gøre, og den opnås ved, at du følger din højere natur efter bedste evne. 

Dette kan gøres ved at stille sig selv spørgsmål som: Er jeg tro mod mit inderste ønske? Er jeg på rette vej? Gør jeg det rigtige i mit liv netop nu? Bringer det her mig glæde? Virker det rigtigt for mig? etc. Svarene på disse spørgsmål skal være helt fri for ønsketænkning og forfængelighed. Hvis vi begynder at diskutere med os selv og spørger, hvad andre mon tænker, tror og mener, er vi ikke tro mod os selv. Det er væsentligt, at man finder sin egen dharma. Ikke to menneskers dharma er ens. Derfor kan vi ikke finde vores sande dharma ved at efterligne andre. Ved at lytte til sin dharma kan man træffe de rigtige valg her i livet – finde den rette uddannelse, møde de rigtige mennesker, finde den rigtige livsledsager, sætte de rigtige mål i livet etc. Dharma rummer et smukt og enkelt budskab – vær tro mod dig selv, og det du føler er rigtigt, og du vil blive lykkelig. 

Begrebet dharma refererer i hinduismen både til en lære om frelse og indre frigørelse, og til en lære om menneskets sociale pligter. Sidstnævnte er den dharma der er knyttet til den enkelte person afhængigt af kaste og som danner grundlag for samfundets orden. – dvs.  man skal udfylde sine forpligtelser i forhold til den status, man har i samfundet. 

I buddhismen forbindes dharma med Buddhas lære af samme navn. Buddha giver heri sin erkendelse og sin opfordrende metode til opnåelsen af Nirvana videre. Dharma set som Buddhas lære er altså den metode, han anbefaler som middel til at frigøre sig fra genfødslernes kredsløb (Samsara). Da Buddhas lære, opfattes som en undervisning i hvordan dette univers fungerer og hvordan menneskets liv heri udspiller sig – ses dharma som en beskrivelse af hvordan alting er og hvordan alting fungerer. Hvilket undertiden udtrykkes som at dharma er den overordnede naturlov, eller at dharma er de faktorer der betinger den fysiske og psykiske sammensætning af alting.

Dharma er ud fra denne anskuelse altså noget på forhånd givet. På samme måde som tyngdekraften er en naturlov, er dharma en naturlov, der styrer vores sind og skæbne. Og på samme måde som vi ikke kan ophæve tyngdekraftsloven, kan vi heller ikke ophæve dharma. I sin yderste konsekvens anskuer nogle buddhister, det som omsonst at søge at ”følge sin dharma”, ud fra tankegangen om, at da dharma er en naturlov, behøver vi ikke at prøve at overholde eller følge vores dharma. Vi har ingen anden mulighed! Hermed dog ikke sagt at buddhismen antager at vi mennesker ikke har nogen fri vilje og blot er marionetter i et storslået marionetteater. Blot at dharma ud fra et buddhistisk synspunkt undertiden anskues som udtryk for den overordnede udvikling vi alle skal igennem, genfødslernes cyklus –  læren om den kosmiske orden.

 

hinduisme-yoga-01

 

Yoga

Et væsentligt aspekt af hinduismen, som vi endnu ikke har berørt er yoga, der har sin oprindelse i denne religion. I vestlig forstand er udøvelse af yoga i stor udstrækning begrænset til kropsøvelser, eller en form for gymnastik, men i sin oprindelse er formålet med yoga er at opnå Samâdhi (den højeste tilstand), som indtræffer når udøveren opnår forbindelse med det åndelige. Yoga betyder at “forbinde” eller ”forene”, og der tænkes her især på at forbinde og fastholde forbindelsen mellem den fysiske krop og de åndelige sider af os selv, så vi bliver hele mennesker.

Yoga er således meget mere end kropsøvelser. Faktisk er de fysiske yoga øvelser, kun ét af otte skridt til at opnå en højere bevidsthed. Yoga omfatter endvidere åndedrætstræning, og selv om det umiddelbart lyder underligt, at vi skal lære at trække vejret, så hjælper disse åndedrætsøvelser både til at kunne slappe mere af, til bedre kropsholdning og til mere energi. Endvidere er det et væsentligt fokus for yoga at skabe ro i sjælen, i tankerne, og der er da også i yoga mange fællestræk med meditation. 

Kan man fokusere og udelukkende praktisere de fysiske aspekter af et begreb, der har sin oprindelse i en religion eller et spirituelt begreb? Yoga har sin oprindelse i hinduismen, men praktiseres i stor stil, af mennesker, der ikke har den fjerneste anelse herom. Man kan naturligvis skære hårdt igennem og sige at får de noget godt ud af yoga  uden at kende til den filosofiske og spirituelle baggrund er det jo fint. Lige så vel som man kan sige at det ikke bør afholde nogle fra at dyrke kampsport at man er uenige i deres religiøse og filosofiske udgangspunkt. Men man bør dog reelt være opmærksom på hvad man gør – altså kende til begrebernes oprindelse, om ikke andet så for derved at være sine egen tilvalg og fravalg bevidst.

Hinduismens mangfoldighed giver sig også udslag i at der findes en del forskellige udformninger og benævnelser for forskellige måder at praktisere yoga på. Grundlæggeren af Asthanga yoga – den yoga skole, der er mest udbredt i Vesten – er en herre ved navn Patanjali. Han skrev for mange år siden en bog “Yoga Sutra”, hvori han beskriver otte trin – også benævnt sutraer – som man skal igennem for at komme fra uvidenhed til sandheden. Patanjali betragtes som yogaens fader. Ikke fordi han opfandt yoga. Men han systematiserede og samlede for første gang den tusindårige viden om yoga på skrift i Yoga Sutra. Patanjali menes at have skrevet bogen omkring år 0. Den består af 195 sutraer (kortfattede udsagn) om yoga, og kan kortfattet siges at være en tekst om hvordan man gennem yoga kultiverer krop, sind og spirituel bevidsthed. Bogen har i yogakredse været udsat for talrige fortolkninger. På samme måde som I Ching er det en bog skrevet i et metaforisk sprog, hvilket muliggør mangfoldige fortolkninger. 

Kernen i bogen er de otte trin. For Patanjali er det kun gennem disse otte principper, at en yogi kan bringe sig i fuldstændig indre balance, frigøre sig fra jordiske bindinger, erkende sin sande natur og ultimativt opnå fuldstændig frigørelse. 

 

hinduisme-yoga-02

 

De otte trin

1. Yama Selvkontrol. Opmærksomhed overfor andres indre og ydre attitude, for at nå en harmonisering af vores samspil med den ydre verden og os selv. Yama indeholder også budskabet om ikke-vold princippet som Gandhi benyttede i sin kamp for frihed.

2. Niyama. Streng opmærksomhed på selvrenselse. Der findes en lang række renselses-processer i yoga. En af de umiddelbart mere farverige er næseskylning. At skylle næsen med saltvand renser ikke kun næsen og forebygger forkølelse. Næseskylning afspænder hele næsehulen og påvirker de omkringliggende områder: øjne, ører, svælg og hjerne – og påvirker derved også din mentale tilstand. Næseskylning bruges især sammen med åndedrætsøvelser for at sikre rene og frie luftveje. En anden er skylning af hele tarm- og fordøjelseskanalen. Tandbørstning medregnes også til disse renselsesprocesser.

3. Asana Træning af fysiske øvelser og stillinger. Der findes omkring 40 klassiske yoga stillinger. De fysiske virkninger omfatter blandt andet: Løsner op for muskelspændinger og -knuder i overspændte muskler. Bedre koordination, balanceevne, øget bevægelighed, smidigere led. De mentale virkninger omfatter blandt andet: Øger flowet i energien – løsner blokeringer for energien. Samlende – giver ro – trækker opmærksomheden indad. De åndelige virkninger omfatter blandt andet: Øger kontakten med ens egen åndelige natur og kontakten med andres åndelighed.

4. Pranayama Åndedrætsøvelser og -opmærksomhed. Der flere grunde til, at det er vigtigt at arbejde med åndedrættet. I vores normale åndedræt mærker vi ikke uregelmæssigheder og ubevidste spændinger. I kroppens muskler og åndedrættets rytme er de oplevelser oplagret, som har sat sig spor i vores ubevidste sind. Ved at arbejde med åndedrættet bliver det lidt efter lidt muligt at løsne disse spændinger. Herved får kroppen via ilten en mere jævn og rigelig energi og herved renses kroppen for blokeringer og hæmninger, som hindrer tankernes og følelsernes frie løb. 

5. Pratyahara Ved at søge tilbagetrækning fra vores sanser, søger Pratyahara at få os til at være fokuseret mod vores indre univers.

6. Dharana Koncentration på et objekt. Her søges at oparbejde evnen til at fokusere på et unikt objekt, fx et stearinlys, et træ m.v. Der findes forskellige koncentrationsteknikker, hvor man først lærer at bringe ro i kroppen og sindet. Derefter samles opmærksomheden om det valgte punkt. Og senere opøves en indre evne til at fastholde tanker og billeder.

7. Dhyana Meditation over de mentale processer, som omgiver et objekt.

8. Samadhi Det højeste mål i yoga. Her opnår man spirituel indsigt og total visdom. Telepatisk identifikation med et objekt. Formålet med yoga var oprindeligt at bringe yogiens verden til opløsning, så hans bevidsthed går over i den store overvirkelighed, kaldet Samadhi.

hinduisme-yoga-03

 

Det subtile system

Oprindelig var yoga kun for de mænd, der er født ind i den højeste kaste og kun for de Brahminer, som er blevet munke. Det bliver de ved symbolsk at gennemgå ligbrændingsritualet, hvorefter de klæder sig i ildens orange farve resten af livet. Dette er tegn på, at de er “udbrændte” og har opgivet al tilknytning. Fremover lever de som munke uden at skabe ny karma. En sådan indviet Swami har imidlertid den karma tilbage, som kommer fra hans handlinger i fortiden og i tidligere inkarnationer. Det er denne “tiloversblevne karma”, som yoga øvelserne skal tjene til at fjerne og hermed frigøre sjælen. Måden hvorpå yoga øvelser gør dette, er ved at ophæve alle yogiens sanseoplevelser. Det sker gennem manipulationer af chakraerne.

Yoga øvelser skal hjælpe yogien med at “stige op” gennem rækken af chakraer, så sanserne ophører én efter én. Når yogiens bevidsthed passerer det femte chakra, forsvinder den sidste af de fem sanser, og når det sjette center er nået, er sindet præget af fuldstændig ro. Nu mangler kun det sidste stykke, som kun kan passeres ved guruens hjælp. Når det syvende og sidste chakra er passeret, indtræffer den totale befrielse. Det, som stiger op igennem rygsøjlen er Kundalini – en latent spirituel energi, der ligger rullet sammen ved korsbenet i bunden af rygsøjlen i det nederste chakra. Kundalini omtales også som livskraften i form af en slange, der ligger og slumrer, og så længe den befinder sig i den tilstand, er mennesket optaget af sit liv i denne verden, især af mad, søvn og sex. Teknikkerne til at vække Kundalini og drive den opad er fælles for langt størstedelen af den yoga, som tilbydes i dag. 

Hinduisme

Yoga udøveren søger at ophæve alle sanseoplevelser ved først at standse kroppens naturlige trang til at røre sig ved hjælp af bestemte fastlåste stillinger (Patanjali’s trin 3. Asana). Det er således ikke ligefrem en art gymnastik, som egentlig oprindelig betegner yoga øvelserne. Meningen med dem er netop at fastlåse kroppen, så den ikke kan bevæge sig. Dernæst må yogiens seksualitet bringes til ophør. Via cølibat skal yogien omdanne sin sæd til “åndelig kraft”. Slangekraftens videre opstigning befordres ved, at yogien lukker “kroppens porte”, idet han blokerer sine øjne, ører, næse etc. med hænderne. Så skal åndedrættet bringes ned på det absolutte minimum ved hjælp af åndedrætsøvelser (Patanjali’s trin 4. Pranayama). Nogle yogatraditioner går dog til den modsatte yderlighed og anviser metoder til et overdrevent kraftigt åndedræt. I begge tilfælde opstår der voldsomme forandringer i bevidstheden, idet man opnår en slags eufori – man bliver “høj”. Endelig skal også tankerne bringes til standsning eksempelvis ved hjælp af den konstante gentagelse af et mantra.

Fælles for disse teknikker er, at de øver vold mod kroppen og sindet. Ingen af dem tillader mennesket at fungere på naturens egne præmisser. Formålet er som nævnt at bringe yogiens verden til opløsning, så hans bevidsthed overgår til den store overvirkelighed, kaldet Samadhi eller Nirvana, som i grunden er en raffineret form for bevidstløshed, forbundet med en stærk følelse af vellyst. Dette rejser jo et interessant spørgsmål – eller modsætning om man vil. Hvor den oprindelige yoga således er et system til undertvingelse af krop og sind, bliver den nu til dags skildret som en metode til større sundhed og livskvalitet. Yogaens oprindelige mål og midler spores også i de moderne lærebøger. Der er en uløselig indre modsigelse mellem yogaens oprindelige væsen og den måde, hvorpå yoga praktiseres i dag.

Hinduisme

Man kan sige, at man søger at bruge et system til livets standsning til at forbedre tilværelsen! For nærmere at forstå baggrunden for denne – for en vesterlænding – umiddelbart uforståelige logik, skal vi igen kigge nærmere på forskellen mellem østlig og vestlig tænkning. Det er umiddelbart forståeligt, at der sker en udvikling, efterhånden som vi lukker af for vores normale sanser. Vi mennesker danner vores følelser, meninger etc. ud fra vores normale sanser. Efterhånden som disse bliver lukket af, bliver vi tvunget til at skærpe vores andre tiloversblevne sanser – for til sidst kun at have den mulighed tilbage: at søge svarene i det åndelige. 

Et eksempel kan klargøre logikken: Når man går ind i et rum, danner man sig en mening om rummet ud fra sine sanser – hvordan er lugtene, hvordan er lydende etc.? Hvis rummet ligger ud mod en stærk befærdet vej, ville du synes, det var et uroligt rum, som ikke gav mig megen ro. Og ligeledes, hvis der var ubehagelige lugte, ville du ikke føle dig godt tilpas. Men hvis du nu tvang dig selv til at udelukke disse sanser, og dine følelser, oplevelser og meninger blev dannet ud fra de tiloversblevne sanser, ville du ændre opfattelse, og dine beslutninger ville i langt højere grad være influeret af dine andre sanser – fx synssansen – og der igennem blive påvirket af, om der er en god udsigt fra rummet, et godt lysindfald og så videre. Efterhånden som man prøver at tvinge sine normale måder at danne meninger på til ophør, må man i sagens natur søge efter noget andet at danne sig sine meninger og sine følelser ud fra.

 

religion-015

 

Hinduismens historie

Hinduismen er den ældste og 3. største af de store verdensreligioner. Den har ingen stifter og dens rødder strækker sig tilbage til før det 2. årtusinde f.v.t., og den har udviklet sig ved en sammensmeltning af en lang række religiøse traditioner. Hinduer selv bruger ikke betegnelsen “hinduisme”, men taler om “den evige verdensorden”, Sanatana – dharma. Hinduismen er ikke missionerende og hindu bliver man, i streng forstand, kun ved at fødes ind i en hindukaste.

Flertallet af verdens ca. 730 mill. hinduer lever i Indien, men hinduismen har flere gange i historiens løb spredt sig til lande uden for Indien. Hinduer udgør relativt store befolkningsgrupper bl.a. i Bangladesh, Pakistan, Sri Lanka og Mauritius, og på Bali og Fiji vidner de om den tidligere hinduistiske ekspansion, der betød at hinduistiske forestillinger og institutioner satte et varigt præg på mange lande, ikke mindst i Sydøstasien. Nepal er dog verdens eneste hinduistiske stat. Også uden for Asien finder vi hinduer og hinduisme, bl.a. i Sydamerika og Sydafrika.

Hinduismen rummer en religiøs litteratur af et enormt omfang. Teoretisk betragter alle hinduer Veda-skrifterne som det fælles grundlag. Hinduismen har imidlertid ingen fastlagt dogmatik, ingen autoritet i religiøse spørgsmål som alle lytter til og ingen fælles regler for kult. De ca. 700 millioner hinduer i Indien i dag hører til forskellige retninger eller sekter med egne traditioner, lærer og kult. Hinduismen er polyteistisk (tro på flere guder). Samtidig finder vi tydeligt monoteistiske (en gud) tendenser, hvor guderne ses som forskellige fremtrædelsesformer for den højeste virkelighed.

På trods af en vældig variation i religiøse udtryksformer kan man alligevel pege på enkelte træk som typiske for hinduismen. Det gammelindiske samfund havde en klasseinddeling, som blev rendyrket gennem historien. Kastesystemet med alle dets lokale varianter er hierarkisk (præget af over- og underordning) i sin opbygning og forudsætter klare regler for social kontakt mellem kasterne. De vigtigste er reglerne for ægteskabsindgåelse og spiseregler. Oprindeligt havde hver kaste også sit traditionsbestemte erhverv, og systemet forudsætter en arbejdsdeling mellem kasterne.

Den hinduistiske lære

Hinduismen er en nuanceret og mangetydig religion , der er præget af en vidtgående pluralisme. Med undtagelse af visse nationalistiske hindugrupper tolererer og respekterer de mange hinduistiske retninger hinandens tro og ritualer som mere eller mindre ligeværdige og meningsfulde udtryk for “den evige verdensorden”, Sanatana – dharma.

I hinduismen, som i de andre verdensreligioner, er der ofte stor forskel mellem de lærdes og præsternes opfattelser og praksis på den ene side og den folkelige og lokale opfattelse og praksis på den anden. Fælles for alle retninger er følgende hovedpunkter:

  • Dharma: læren om den kosmiske orden
  • Samsara: læren om genfødslernes kredsløb
  • Karma: læren om “årsag og virkning”, dvs. at fysiske og psykiske handlinger har skæbnesvangre konsekvenser i nuværende og kommende eksistenser
  • Moksha: læren om, at det er muligt at blive udfriet af genfødslernes kredsløb.

Dharma, karma og samsara hænger nøje sammen. Dharma er den evige verdensorden, der udtrykker sig i universets regelmæssighed, i naturens afbalancerede kræfter, i det harmoniske samvirke mellem samfundets forskellige interesser og grupper og i den enkeltes eksistens. Bringes menneskets karma , dvs. dets handlinger og frugterne af disse, i overenstemmelse med dharma , bliver det harmonisk og retfærdigt, mens det lever i samsara. Samsara betegner det enkelte individs utallige genfødsler, men dækker også over forestillingen om, at verden som helhed skabes, går til grunde og bliver til i stadige kredsløb.

I modsætning til den lineære jødisk-kristne tidsopfattelse er den hinduistiske ligesom også den buddhistiske cyklisk. Sanatana dharma, kalder hinduerne deres religion. Begrebet dharma (orden), står centralt I hinduismen. Begrebet refererer både til en lære om frelse og indre frigørelse og til en lære om menneskets sociale pligter.

Forestillingen om genfødsel ( reinkarnation), er central for hinduismen. Karma kan ikke udleves i ét liv, og sjælen fødes derfor i et legeme igen og igen. Hver gang den inkarnerer, sker det i overensstemmelse med den karma , den slæber rundt på, og for hver inkarnation er målet det samme: At undgå ny karma og få bugt med den, som allerede er opsamlet.

Ifølge hinduismen har ethvert menneske en udødelig sjæl, en fri vilje og er alene ansvarlig for sin skæbne. Karma bestemmer kun genfødslens art, ikke hvilke handlinger den enkelte kommer til at udføre. Den som handler i overensstemmelse med religionens krav, har enten håb om en bedre tilværelse i det næste liv eller i undtagelsestilfælde håb om frelse fra alle genfødsler. De der i dag har elendige kår har fortjent dette som straf. De der har gode kår har fået deres retmæssige belønning.

Skæbnen er altså ikke en dunkel magt men et retsprincip, og den sociale orden er en retfærdig og god orden, fordi den afspejler en åndelig rangorden. Hinduerne opfatter livet som værende lidelsesfyldt, og al religiøs praksis retter sig derfor mod at undslippe genfødslernes kredsløb (ofte symboliseret ved et hjul). Denne tanke bliver skærpet i buddhismen med begrebet nirvana, intethed eller ikkeværen, som er målet for den menneskelige stræben. Dette begreb kan sammenlignes med det højeste eksistensplan.

Hinduismens forestillinger om frelse er forskellige, men principielt er der altid tale om en genforening med det guddommelige. Forestillingen om at sjælen (atman) er et løsrevet fragment, som oprindelig var ét med guddommen eller det guddommelige er helt afgørende. Forestillingen om at ” atman er brahman”” (brahman = det upersonlige, allestedsnærværende guddommelige) løber som en rød tråd gennem det meste af hinduismen, og de retninger, som afviser en upersonlig gudsopfattelse, sådan som den udtrykkes i forestillingen om brahman, taler om et “genoptaget samvær” med den personlige gud (Vishnu, Krishna, Shiva , Brahman m.fl. ).

Megen af hindusimens religiøsitet kan karakteriseres som mystik. Den religiøse spekulation og praksis sigter – sådan som det jo netop udtrykkes i vendingen “atman er brahman ” – ofte på en direkte erfaring af og sammensmeltning med det guddommelige i livet eller mennesket selv. Derfor er et af de mest karakteristiske træk ved hinduismen også de mange omvandrende mystikere, asketer og eneboere ( ental: sadhu, sannyasin eller yogi ), hvis livsmål er den endelige forening med guddommen og en udfrielse af verden

religion-016

 

Guder og gudinder

Hinduismens mylder af guder og gudinder afspejler også religionens mangfoldighed. Til tider dyrkes f.eks. Vishnu, Shiva, Rama eller Krishna hver især af hver sine tilhængere, men ofte bunder mangfoldigheden i en monoteistisk forestilling om, at der i virkeligheden kun er én gud, og at de andre er forskellige aspekter af denne eller blot andre navne for én og samme gud eller gudinde. I nogle traditioner betragtes guderne som manifestationer af brahman, det evige guddommelige princip, i andre ses brahman som en udstråling af den højeste personlige guddom.

I vaishnava – traditionen betragtes guden Vishnu som den højeste manifestationsform, mens Jagganath, Krishna, Rama m.fl. betragtes som hans såkaldte avatarer, dvs. særlige “nedstegne” manifestationsformer. At fokusere på f.eks. Krishna er derfor det samme som at koncentrere sig om et af Vishnus aspekter. En anden tradition, den shaivitiske, som de fleste sydindiske og tamilske hinduer tilhører, sætter Shiva i centrum og betragter hans kosmiske dans som den proces, der holder gang i kredsløbet af skabelse, opretholdelse og destruktion.

Både blandt vaishnaver og shaivitter spiller de kvindelige guder en stor rolle. Ofte er de kvindelige guddomme som Durga (Kali), Lakshmi og Sarasvati knyttet til de mandlige som deres hustruer, men de kan også i visse traditioner eller ved bestemte lejligheder opnå en selvstændig status og sættes over de mandlige guder. Nogle gange kan de forskellige kvindelige guder også anses for forskellige aspekter af én og samme kvindelige gudinde eller guddommelige princip.

I den daglige religiøse praksis forsøger man at opretholde et godt forhold til guderne og naturkræfterne, så familiens ve og vel og daglige liv sikres. Opnåelse af den endelige frigørelse (moksha ) og sammensmeltningen med det guddommelige (“atman er brahman”) er som regel ikke det første lægfolk tænker på. For dem gælder det først og fremmest dette liv og den gode karma, som man kan erhverve sig gennem dyrkelsen af guderne.

Enhver rettroende hindu har sit eget lille tempel eller helligsted, mandir, i hjemmet. Det lille private mandir består som regel af et par gudebilleder, en lille olielampe og en eller flere af de hellige bøger. Det er omgivet af samme renhedsforskrifter, som et offentligt tempel, og man skal altid tage fodtøjet af, inden man går hen til det. Derfor er det placeret et afsides sted i huset, gerne i et rum for sig. Også køkkenet, hvor man tilbereder fødeofre til guderne, spiller en stor rolle i den daglige kult. I ortodokse hjem ofres altid en smule af den tilberedte mad til guderne via køkkenilden og guden, Agni.

Et tempel betragtes som gudens bolig, og guden er til stede i form af et billede, en statue eller et symbol. Der er ingen stole eller bænke. En præst står for de daglige ofre til guden, holder templet rent og fordeler helliggjort mad (prasad ), til de besøgende. Hinduer tager i lighed med muslimer fodtøjet af, før de træder ind i et tempel, og deres tilbedelse af guden sker typisk ved at de bukker foran guden med foldede hænder, berører gudens fødder, reciterer hellige tekster, ofrer blomster m.v.

Fælles tilbedelse af guder og gudiner ved fester kommer især til udtryk på tre måder: Arti , havan og bhajan .

Arti

Ild frembæres og bevæges foran gudebilledet og over dem, der frembærer ofret, så der skabes forbindelse mellem dem og guden. Hinduerne mener, at alt eksisterende består af fem elementer: jord, vand, ild, luft og æter. Enhver puja skal indeholde symbolske repræsentationer af de fem elementer, og de fem elementer er repræsenteret i arti – offeret, der ofte frembæres på en lille metalbakke.

Jord kan symboliseres ved sandeltræ, hellig aske, røgelse, en kokosnød eller anden frugt. Vand ved almindelig postevand, parfumeret vand, kokosmælk eller mælk. Ild ved en lille tændt olielampe eller blot et`lille lys. Røg, specielt fra røgelsespinde, repræsenterer luft, det samme gør en bestemt vifte eller kost lavet af en oksehale, som man vifter med. Æter repræsenteres ved ledsagende trommelyd, ringen fra en klokke, lyden fra en konkylie, man blæser på eller ved recitation af mantraer eller vers fra de hellige skrifter, Vedaerne. Alle fem elementer bør være tilstede ved såvel en privat puja i hjemmet, som i templet.

Havan

Ofring via ild. Ilden tændes af præsten, der derpå hælder klaret smør (ghee ) i og synger fra vedaerne. Renselsesformularer reciteres og præsten og deltagerne dypper fingeren i vand og berører ører, næse, mund, øjne, arme, krop og ben for på den måde at blive helt rene.

Bhajan

Sang og dans til gudens ære ledsager altid en fælles puja. Tit er det kvinderne, der spiller på de forskellige instrumenter, synger og danser, mens mændene sidder tilbagetrukket i meditation eller blot nyder stemningen.

religion-017

 

Bhagavad Gita

Hinduismens vigtigste helligskrift, Bhagavad Gita, opererer således med 8.400.000 livsarter, som det antal sjælen kan inkarnere i på vej mod udfrielsen fra samsara, dvs.på vej mod frelse fra verden (moksha ). Bhagavad Gita er et langt digt, en instruktion i selvrealisation – en åbenbaring af menneskets sande natur, vore omgivelser og vort forhold til det guddommelige.

Rammen er en slagmark, hvor prins Arjuna skal kæmpe mod sin egen familie. Han er fortvivlet og beder Gud, i skikkelse af den spirituelle vejleder Krishna, om råd. Digtet er udformet som en dialog mellem den unge kriger Arjuna og hans vognstyrer Krishna. Krishna viser Arjuna vejen til den højeste visdom og fuldkomne frihed, som er inden for alles rækkevidde og som hviler på tilbedelse, trofasthed, meditation og det, at kende virkeligheden. Disse egenskaber udgør livets hemmeligheder og fører efterhånden til indsigten, at selvet er.

I digtet omtales de mange yogaer, dvs. praksisser, der fører til selvrealisation og hvoraf den fysiske yoga, hathayoga, kun er en ganske lille del af den åndelige vej. Bhagavad Gita betyder Den Velsignedes Sang og er oprindelig skrevet på sanskrit.  Ingen ved præcist, hvornår bogen er skrevet; nogle forskere daterer den så tidligt som til femte århundrede f.Kr., andre så sent som det første århundrede e.Kr.

 

religion-018

 

De fire livsstadier

I Indien og hinduismen findes der imidlertid andre idealer end det nævnte asketiske. Det er også et ideal og en naturlig ting for en hindu at være social aktiv, nyde livet og høste fordele. Hinduismen har forsøgt at løse spændingerne mellem dette og det asketiske ideal ved at opdele livet i stadier (varnaashrama ):

De fire livsstadier er:

Brahmacharin (“student”):

Dreng – ung mand, der skal have sin religiøse undervisning i en brahmins (præsts) hus. Han er underkastet sin faders vilje, og bør handle ud fra faderens forordninger og husets regler. Der er ingen regler for en pige. Hun lever under husets beskyttelse, indtil hun bliver gift, hvor hun overlades til en anden familie.

Grihastha/grihini (“husholder/ske”):

Det er nu tid for manden at stifte familie og blive husholder, og for kvinden at indgå i en anden familierelation. Hun bortgives i ægteskabsceremonien, som er det ritual, der angiver indgangen til det andet livsstadium. Man anser denne ashrama for den vigtigste af de fire, idet den er grundlaget for hele samfundet. Den største pligt er at få børn – helst sønner, som kan videreføre slægten, og brødføde familien og dermed samfundet.

Vanaprastha ( “at vandre ud i skoven”):

Når en søn har giftet sig og er moden nok til at overtage forpligtelserne som husholder, bør manden drage ud i skoven evt. ledsaget af sin hustru. Han skal efterlade alle sine ejendele og kun medbringe den hellige offerild og de nødvendige offerredskaber. Isoleret fra bylivets og familiens forstyrrelser kan han nu føre en rolig tilværelse i selvfordybelse og andagt. Han er stadig løst tilknyttet samfundet og familien og kan ved lejligheder vende tilbage. Idag springer man som regel dette livsstadium over, eller kæder det sammen med det fjerde og sidste.

Sannyasin (“omvandrende asket”):

Det sidste livsstadium, hvor al tilknytning til familie og samfund ophører. Manden skal opgive alt begær og kun rette sine tanker mod brahman. Han forsøger herved at nå tættere på den endelige frigørelse fra livets kredsløb. Selvom dette livsstadium oftest kun praktiseres af mænd, kan man møde kvindelige sannyasins. Det vigtigste er, at blot en af ægteparrets partnere udfylder rollen.

Efter ægteskabsceremonien ser man ikke på mand og kvinde som to adskilte parter, men som en helhed, hvor begge har deres rolle at udfylde til det fælles bedste. De repræsenterer hver en del af helheden på samme måde som de forskellige gudekonstellationer gør det. Dette livsstadium har fået en moderne variant især blandt indiske hinduer i udlændighed, men også blandt hinduer i Indien. Her kan man se gamle mænd leve afsondret i et værelse for sig, hvor de har helliget sig læsningen af de hellige bøger.

religion-019

 

Fester og overgangsritualer

Det moderne indiske samfund har overtaget den gregorianske kalender, men det religiøse liv styres stadig af den traditionelle månekalender baseret på den klassiske jotisha – astronomi, hvis hovedsigte er at bestemme de idéelle tidspunkter for ofringer m.v. gennem en detaljeret fortolkning af de hellige skrifter.

Festkalenderen, der udarbejdes årligt af astrologer, følges ikke altid slavisk af hinduer. Mange nøjes også med at fejre en del af festerne, der ofte henlægges til weekenden. Det er vanskeligt at give et overskueligt indtryk af de mange store og rigt varierede hindufester. Fester i det nordlige og sydlige Indien (og Sri Lanka) kan adskille sig en del fra hinanden, ligesom de kan fejres på forskellig tid.

Kumbhamela

Kumbhamela er navnet på en omfattende pilgrimsfest, som afholdes hvert sjette år ved bestemte steder langs Ganges. Her samles mellem to og fem millioner hinduer, både lægfolk og munke, for at bade i den hellige flod og for at deltage i processioner og diskussioner om læremæssige og organisatoriske spørgsmål.

En ti-dages fest. Nogle steder kaldes de første ni dage for Navaratri og Durga Puja, mens den 10. dag kaldes Dassehra. Andre gange kaldes hele perioden for Dassehra. I festen fejres især Durga, men også Lakshmi, Vishnus hustru, der forbindes med skønhed, lykke og rigdom og Sarasvati, guden Brahmas hustru, der forbindes med kunst, litteratur og videnskab kan dyrkes i løbet af festen.

Det er almindeligt, at tamiler såvel som andre hinduer holder en individuel faste i denne periode. En fælles fest i lejede lokaler finder ofte sted på 10. dagen. Her fejres Durga, Shivas hustru og sakti , dvs. kosmiske “energi”. Hun fejres som dæmondræberen i almenhed og specielt som den, der dræbte dæmonen Mahisha. Festen holdes samtidig til minde om helten Ramas sejr over dæmonen Ravana, en begivenhed, der er beskrevet i eposet Ramayana, som læses højt i hele perioden.

Divali (eller Deepavali)

“Lampernes fest”. En lysfest og også en slags nytårsfest. Man renser husene og iklæder sig nyt tøj, smykker husene med lamper, og som ved mange andre hindufester går man rundt med fakler og skyder fyrværkeri af. Festens karakter af nytårsfest viser sig også ved, at man afslutter gamle regnskaber og mener, at nye investeringer med held kan foretages netop nu. Det anses for en gunstig tid for indgåelse af ægteskaber, også fordi gudinden Lakshmi og Vishnu ifølge myterne indgik deres ægteskab på denne tid. Tamilerne fejrer denne fest under navnet Vilakadu.

Pongal/Pongul (eller Mahasakranti)

Endnu en nytårsfest, men typisk sydindisk. Den holdes på den første dag i det tamilske år ved vintersolhverv. Det er en glædesfest , hvor man fejrer, at solen vender, og hvor man på forskellig vis søger at velsigne afgrøder og dyr. Man går på visitter, udveksler gaver, og et karakteristisk ritual er kogning af ris og risengrød (“pongul” har sprogligt at gøre med “at koge”). Også her indgår festfyrværkeri, og som ved de fleste andre hindu-fester er der sang og musik og særlige danse udført af kvinder.

Krishnas fødselsdag

Fejres ikke af de primært saivittiske tamiler, men af vaisnavaer, dvs. de hinduer, der især dyrker Vishnu eller en af dennes avatarer (f.eks. Krishna).

Holi

Holi er en af de mest populære hindufester. Den kaldes også ‘farvernes fest” og holdes i måneden phalguna (februar/marts). Den varer 1- 4 dage, men kulminerer altid ved fuldmåne. Det er en forårsfest, hvor foråret og de livgivende kræfter fejres. På selve fuldmånedagen ophæves idéelt set alle tros-, kaste- og kønsskel. Man omfavner hinanden, spiller hinanden små puds og kaster med farvepulver. Bål tændes på gaden, og dæmonkvinden Holika i skikkelse af en dukke brændes.

Legenden fortæller, at Holika ville opbrænde sin nevø, Prahlad, i ilden, fordi han var en hengiven tilbeder af guden Vishnu. Vishnu kom selvfølgelig Prahlad til undsætning, retfærdigheden skete fyldest og Holika endte på bålet i stedet for Prahlad. Holi-festen fejres normalt ikke af tamiler, men på forskellig vis af de andre hinduer i Danmark.

Shivratri

En fest, der normalt fejres af tamilerne til ære for Shiva. Shivratri (“Shivas nat”) holdes i måneden phalguna (februar/marts); den foregår om natten og varer kun én nat. Ifølge legenderne var det denne nat Shiva ægtede gudinden Parvati. De fleste tilbedere faster og drikker ikke vand natten igennem. Man samles i templet, hvor Shiva-lingam tilbedes ved at den overhældes med en blanding af mælk, yoghurt, honning og rosenvand.

Desuden ofres der betelblade, samtidig med at man hele natten synger hymner til Shiva og gentager hans navn med sætningen Om namah Shiva (“velsignet være Shivas navn”). Den, der fremsiger Shivas navn i fuldstændig koncentration og tilbedelse under hele festen, vil, siges det, blive befriet for sin dårlige karma. Når morgenen gryr, vil den mælkeblanding, der blev ofret på Shiva-lingam og i mellemtiden er løbet ned i beholderen under lingam, blive tilsat hakkede mandler og uddelt som prasad.

Overgangsritualer

De fire overordnede livsstadier kædes sammen med mange mindre overgangsritualer (samskaras). Et samskara- ritual skal forstås som en genfødsel til et nyt livsstadium; personen får en ny og højere status og nye relationer til den omgivende verden. Ritualet fjerner alle defekter fra det livsstadium, man lige forlod og skaber lykkebringende kvaliteter for det kommende. Hver samskara-ceremoni fungerer sammen med de fire ashramas som et trin, der bringer individet nærmere den genfødsel, der fører til befrielse og forening med brahman eller fælleskab med den højeste gud.

Ifølge de mest ortodokse beregninger burde en mand, der tilhører en af de to øverste kaster udføre 40 samskaras i et livsforløb. Almindeligvis opereres der dog “kun” med 16, hvoraf de 8 har forbindelse med moderens graviditet, barnets fødsel og første levetid. Idag er der mindst fire, der overholdes, også blandt de fleste indiske hinduer i udlændighed. De tamilske hinduer afviger en smule (se nedenfor). De fire obligatoriske samskara knytter sig til de overgange, der også i de fleste andre religioner markeres rituelt:

Fødsel/navngivning

Namkaran , en navngivningsceremoni, der som regel finder sted , når barnet er 11-14 gammelt.

Mundan samskar

En hårragningsceremoni, hvor man fjerner det sidste urene fra fødslen.Den finder sted, når barnet er 1-2 år gammelt. Alle drengebørn kronrages, mens det afhænger af, hvilken subkaste (jati ) man tilhører, om man lader pigebørn kronrage. Ved kronragningen af drengebørn mener man, at de frigøres fra det kvindelige, sårbare og barnlige, og at intet nu hindrer dem i at vokse op og blive rigtige mænd. Drengebørn fra meget ortodokse præstefamilier lader ofte en lille hårtot, der aldrig klippes af, blive tilbage i nakken.

Ægteskab

Vivaha, ægteskabsceremonien. Det er den tredie samskara, der bør overholdes, da den er af væsentlig betydning for slægtens og dermed for, at traditionen bliver ført videre. At indgå et ægteskab er det samme som at blive et helt menneske, og den eneste mulighed for lægfolk for at opnå befrielse for både mand og kvinde. F. eks anses en ofring til guderne ikke for fuldbyrdet med mindre begge ægtefæller deltager.

I flere af de hellige skrifter sidestilles kærlighedslivet med familielivet. Kærlighed er det samme som at skabe en harmonisk familie med en stolt fader og tro ægtemand, en lykkelig moder og hengiven og tro hustru, samt et stort antal sunde børn, fortrinsvis sønner. Uden slægtninge vil de afdøde heller ingen ofringer få – en nødvendighed for deres trivsel, mens de hviler i forfædrenes verden. Man bør dog ikke gifte sig med hvem som helst. Næsten alle ægteskaber er såkaldte arrangerede ægteskaber, hvor forældrene gerne i samråd med en præst , der har kendskab til astrologi, finder en passende brud/-gom inden for samme kaste og med stjernetegn, der harmonerer.

Død / begravelse

Antyesthi , kremationen og de efterfølgende renhedsritualer er den fjerde og sidste af de samskaras, der bør overholdes. Ligesom fødslen er også døden omgivet af urenhed. Derfor kræves der mange renhedsritualer. Bl.a. skal de, der har været i forbindelse med liget, før det brændes, tage rensende bade. På 3. dagen skal man gå tilbage til ligbålet og samle den afdødes aske for derefter at kaste det i en af de hellige floder i Indien – helst Ganges.

I ti dage efter kremationen ofres der dagligt ris-kugler (pindas ) og mælk til den afdøde. Først på tiende dagen har den afdøde nemlig fået en ny krop, så han kan foretage sin rejse til forfædrenes verden. Ofres der ikke til den afdøde, vil han blive et spøgelse (preta ) og hjemsøge familien, der ikke sørgede rigtigt for ham. Den afdødes familie er derudover i længere tid uren i forhold til det omgivende samfund.

Netop denne samskara er svær at udføre i praksis uden for Indien. Mange hinduer, også tamiler og andre i Danmark, lader den afdøde blive kremeret i et krematorium i Danmark, hvorefter man opsamler noget af asken, som man så sender tilbage til Indien eller Sri Lanka, hvor de afsluttende riter kan udføres korrekt af en professionel og af slægten. Nogle hinduer tager også asken med sig på en rejse til Indien og strør så dér asken i en af de hellige floder.

De tamilske hinduer

Ca. 19 % eller lidt mindre end tre millioner af Sri Lankas indbyggertal på 15 millioner er tamilsktalende. De udgør en blandet gruppe med forskellig historie. Den største og mest indflydelsesrige gruppe er Sri Lanka-tamilerne, der udgør ca. 2/3 af den tamilske gruppe. De stammer fra Sydindien, det nuværende Tamil Nadu, og ser sig som efterkommere fra dravidiske kongedømmer, der skulle være kommet til øen i det 2-3 årh. e.v.t. De har traditionelt været bosat i den nordlige og østlige del af landet med hovedcentre i Jaffna og i Batticaloa og er generelt veluddannede med stor indflydelse i de liberale erhverv, i den offentlige administration og beklæder også betydelige politiske poster. Mange af denne gruppe er hinduer og tilhører de øverste kaster.

Den anden store tamil-gruppe udgøres af de indiske tamiler, de såkaldte the-tamiler. Også de stammer fra Tamil Nadu området, men de kom først til landet i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet som kontraktarbejdere på briternes store theplantager i det centrale højland omkring byen Kandy. De er af lavkaste og blev både p.g.a deres sene immigrationshistorie og deres kastetilhørsforhold betragtet som kulturelt og politisk underlegne af de srilankanske tamiler i Jaffna. Dette skel såvel som kastetilhørsforholdene er dog ved at blive udvisket p.g.a. den nuværende politiske situation i Sri Lanka.

De tamilske hinduer har deres egen udlægning af traditionen, og de gør ofte en dyd ud af at understrege deres særegenhed og forskellighed fra Indien og de indiske hinduer. Udover de religiøse forskelle mellem dem og andre er det primært deres tilhørsforhold til Sri Lanka, der fungerer som identifikationspunkt. Derfor føler de ofte på mange måder et tættere tilhørsforhold til de kristne tamiler end til de indiske hinduer. De har nemlig et fælles politisk mål – en uafhængig stat med navnet Eelaam, der skal bestå af den nordlige provins omkring Jaffna og strække sig ned langs østkysten.

Langt de fleste hindu-tamiler er som sagt Shiva-tilhængere (shaiviter). Shiva optræder både i sin ikke-manifeste form som en lingam (“tegn” eller “fallos”) eller i sin manifeste form enten som den dansende Shiva eller som den mediterende Shiva siddende på et skind med en kobraslange om halsen og en halvmåne i håret.

Ud over Shiva tilbedes hans hustru Parwati også kaldet Uma og deres to sønner, den elefanthovede Ganesha og krigersønnen Skanda (Murugan). Parwati, der næsten altid optræder ved siden af Shiva, når hun afbildes, tilbedes for at opnå lykke og frugtbarhed, på marken, i familien og i pågældende erhverv.

Ganesha, der er meget populær over hele Indien, tilbedes for at opnå intellektuelle resultater, men anråbes også som den, der fjerner alle hindringer. Derfor er det altid Ganesha, der tiltales først ved en religiøs fest eller andre begivenheder, og man ser derfor ofte billledet af ham på invitationer til bryllupper og lignende. Skanda tilbedes p.g.a sin kraft og styrke, som man håber at få del i. Han optræder med seks hoveder og tolv arme for at vise den mægtige styrke, han besidder.

Pattini er også en populær gud blandt tamilerne. Hun står for sundhed og renhed. I forskellige legender optræder hun desuden som den ideelle hustru, idet hun besidder alle de dyder en hustru bør have, nemlig: trofasthed, hengivenhed, tålmodighed og tilgivelse.

Selvom tamilerne overvejende er Shiva-tilhængere findes der også en mindre gruppe af Vishnu-tilhængere (vaishnavaer) på Sri Lanka, og der findes flere templer dedikeret ham eller en af hans inkarnationer (f.eks.Krishna eller Rama). Mange tamiler skelner ikke særlig skarpt mellem det at være Shiva- eller Vishnu-tilhænger og går gerne i et Shiva – tempel den ene dag og i et Vishnu – tempel den anden. Det skyldes, at alle hindu-tamilerne er såkaldte bhaktis’, der via en aktiv og hengivende tilbedelsesform (bhakti ) ser deres personligt udvalgte gudebillede som blot én af mange manifestationer af det overordnede guddommelige princip.

ISKCON

ISKCON (Det Internationale Selskab for Krishna-bevidsthed) repræsenterer en forgrening indenfor én af hinduismens største traditioner (vaisnava-bhakti ) hvis historie strækker sig tilbage til den bengalske mystiker og religiøse leder Caitanya Mahabrabhu, som virkede i første halvdel af 1500-tallet. Bevægelsen missonerer over det meste af verden og størstedelen af medlemmerne er vesterlændinge.

På verdensplan tæller ISKCONs medlemmer ca. 150.000. De fleste lever i USA og Indien. Krishna er i denne retning et egennavn for den højeste gud og ikke navnet på en avatar, og Krishna er målet for alt, hvad de hengivne foretager sig. Som en sand form for bhakti-religiøsitet dyrkes guden gennem en kærlighedsfuld og ekstatisk hengivelse.

De centrale religiøse aktiviteter kan inddeles i tre: Man reciterer Krishnas navn ( “Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna, Krishna, Hare, Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama, Rama, Hare, Hare”), dyrker ham gennem hans billede og studerer og forkynder hans lære.

Ved at recitere og høre Krishnas navn renses sjælen, der så kan blive genforenet med Krishna, som den oprindelig er udgået fra. Navnet fungerer som et såkaldt mantra. Ved at dyrke Krishnas billede i form af forskellige figurer bringes på samme måde de hengivne nærmere det hellige. Man mener, at Krishna i konkret forstand manifesterer sig i sit billede. Maden tilberedes som et offer til Krishna og gives ham før de troende indtager deres del. Ved ofringen renses føden for karma, og man kan spise den uden at blive påvirket, ja den menes ligefrem at rense sjælen.

ISKCON søger at opretholde de munke-idealer, som Caitanya udstak og går bl.a. derfor klædt i traditionelle orange eller hvide munke-dragter (kvinderne i kernegruppen bærer sari), kronrager hovedet og antager særlige navne, når de indtræder i ordenen. Munkelivet indebærer også efterlevelsen af “fire regulerende principper”: Man spiser kun vegetarisk, man afstår fra enhver stimulans (herunder tobak og alkohol), man afstår fra al slags spil og fra sex udenfor ægteskab. Sex i ægteskabet må kun forekomme med forplantning for øje og kun under strenge rituelle former. ISKCONs kernemedlemmer lever i klosterfællesskaber kaldet “templer”. Kønnene lever under samme tag, men i separate sektioner. Sexualiteten anses for belastende for den åndelige udvikling, og man gør derfor meget for at undgå fristelser.

religion-020

 

Hinduisme og Tyskland

Hinduismen (Indien) har et specielt forhold til Tyskland. Subhas Chandras Bose (1897 – 1945), indisk nationalhelt og frihedskæmper, som i modsætning til Gandhi gik ind for voldelig aktion mod briterne ankom i 1941 til Berlin. I en tale, henvendt til et stort publikum af nazi-militære og -politiske ledere i Haus der Flieger på Potzdamerplatz i Berlin i Oktober 1941 erklærede Bose på fejlfrit tysk, at Indiens lærde havde indset det Tredje Riges storhed og iboende åndelige kraft, at disse lærde var dybt berørt af, at hagekorset var Tysklands nationalsymbol efter dets vediske forbillede – hagekorset optræder hyppigt som helligt symbol i Indien under navnet swastika (c: “lykke-tegn”) – og at de følte stor kærlighed og respekt for Føreren som en personlighed, der understregede ariernes værdighed og at inderne var den ariske races urform.

Denne beundring fortsatte efter krigens afslutning og følgende udtagelse fra Swami Svatantrananda fra Kumbhamela’en i Allahabad i 1954, kan siges at sammenfatte den ortodokse hinduistiske holdning til Hitler:

“Ligemeget hvad man siger imod ham, så var han en mahatma (c: “stor sjæl”, en ærestitel), næsten som en avatar (c: guds-inkarnation), han spiste ikke kød, han havde ikke samleje med kvinder, han giftede sig end ikke, han var den synlige personifikation af arisk statsmandskunst”.

Dettte specielle forhold imellem Tyskland og Indien kommer til udtryk på forskellige måde: Eksempelvis var Max Müller (1823 1900) og Paul Deussen (1845 1919) begge tyskere af fødsel og banebrydende indenfor sidste århundredes sanskrit-forskning. Dete specille forhold mellem Indien og Tyskland skal også ses i lyset af den kulturstrømning, som man ofte betegner som “reform-hinduismen”, og som opstod i Indien i sidste århundrede som en reaktion på den britiske kolonimagts kulturelle indflydelse.

 

Meenakshi templet

I storbyen Madurai i Indien ligger det hinduistiske Meenakshi tempel, der dækker et område på intet mindre end seks hektarer. Templet dominerer totalt bybilledet med sine fire 46 meter høje porttårne. De er udsmykket med et mylder af farvestrålende mytologiske figurer, der næsten får tårnene til at ligne levende væsner.

Hinduisme Hinduisme

Meenakshi templet, der er opført i perioden mellem det 13. og det 16. århundred, er en by i sig selv, en labyrint af haller, basarer og bedesteder. Fra gammel tid er hinduer draget til Madurai, for at varetage kontakten med det guddommelige, få stillet et horoskop eller læst i håndens linjer eller for at konsultere en traditionel indisk læge. Den ayurvediske medicin bygger på traditioner, som går langt mere end to tusind år tilbage og er et af de ældste medicinske systemer i verden.

Meenakshi templet er et besøg værd alene på grund af de rigt udsmykkede fire portsøjler, men bevæger du dig indenfor, må du ikke gå glip af den enorme hall, der benævnes de tusinde søjlers hall. Ganske vist er der “kun” 985, men de er alle sammen vidunderligt udskårne. I det hele taget er templet, som nævnt, et større kompleks med en labyrint af korridorer, haller, basarer, bedesteder og hinduer, der tilbyder at læse din skæbne i hånden eller sælge dig lidt indisk vidundermedicin. Templet er også udgangspunkt for en lang række ceremonier og fester af forskellige art.

Hinduisme

 

Hinduisme

1. Meenakshi Shrine
2. Sundareshvara Temple
3. Golden Lotus Tank
4. Kalyana Mandap
5. Airakkal Mandap
6. Viravassantaraya
7. Pudu Mandap
8. Indgang

 

Vil du vide mere

I forlængelse af nærværende sektion om hvad hinduismen er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner. Endvidere kan det måske have interesse at kigge direkte i Bhagavad Gita, og se hvad, der står deri. Hvis interessen skulle være omkring at kigge i andre grundbøger indenfor det spirituelle, så tag et kig på NetSpirits bibliotek, hvor vi har samlet en række spirituelle skrifter, som det er muligt at læse ganske gratis On-Linie.

Der findes foruden hovedreligionerne en række andre begrebsområder, der støder op til og som til dels overlapper det spirituelle område. Her tænkes på områder som Filosofi, Psykologi, Naturvidenskaben, Lægevidenskab og Den okkulte verden. I stedet for at vælge den ene retning eller anskuelse fremfor den anden er det mere givtigt at se tingene i sammenhæng og bruge det bedste fra begge verdner. Ses disse forskellige  anskuelsesmåder i sammenhæng beriger og supplerer de hinanden.

 

Stil spørgsmål om Spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål