Shamanisme findes over hele jorden. Ordet shaman, nu generelt brugt, er et sibirisk ord, men hver kultur har sit eget navn for denne magisk-spirituelle specialist, f.eks. hos samer noaide, på oldnordisk volve, hos shoshone indianere: puhagan, blandt inuit: angakok. Selve ordet shaman stammer fra ordet Saman, oprindeligt et ord fra det sibiriske Tungus folk, der kan oversættes til “at arbejde med varme og ild”, “at varme eller brænde”. Hvis man bruger ordet til at beskrive et menneske, kan det oversættes til “en der transformerer energi”.

Det er den almindelige opfattelse, at shamanisme er omkring 15.000 år gammel, dog er der blevet fundet shamanistiske redskaber, som er blevet daterede til at være næsten 40.000 år gamle. Det menes, at shamanisme oprindeligt stammer fra Sibirien, det centrale Asien.

 

SHAMANISME	INDIANSK version	MEDICINHJULET	KRAFTDYR
AMERIKANSKE INDIANERE	VISIONSSØGNING	SJÆLEHENTNING	DRØMMEFANGER

 

Shamanisme

I nogle nordamerikanske kulturer har shamanismen været central, men slet ikke i alle. I en groft skitseret opdeling af indianske religioner, kan man sige at der er overvejende shamanistisk prægede traditioner mod nord i samler jæger kulturerne, hvor det spirituelle liv er løst organiseret, med vægt på personlig vision og dyreånder. Shamanismen nyder stadig stigende anerkendelse, forståelse og udbredelse. Fra at være begrænset til udbredelse hos lokale stammefolk og fra at være en forståelse, en indsigt, man værnede meget om og kun tillod få hvide at få indsigt i, går der i dag en strøm af forståelse og hjælp den anden vej.

En ny alliance er opstået mellem de oprindelige folkeslag og den vestlige verdens spirituelt søgende omfattende en unik blanding af økologi og spiritualitet ved hjælp af shamanismen. Dette skyldes bla. amerikaneren Michael Harner, der siden 1950´erne har arbejdet med shamanisme på verdensplan. Gennem sine studier af shamanisme har han ekstraheret det grundlæggende, det der er fællestrækket ved shamanisme uafhængig af, hvor i verden den har hjemme. Dette ekstrakt har han givet navnet Essentiel Shamanisme.

 

 

Ordet ”Byshamanisme” blev indført i 1990, af amerikaneren Serge King i hans bestseller af samme navn. Ti år tidligere havde amerikaneren, Michael Harner, indvarslet udbredelsen af shamanismen til vesterlændinge. Dette skete med bogen ”Shamanens vej”, der introducerede begrebet, Kerne shamanisme. I bogen søger Michael Harner at finde ind til kernen af shamanisme, uden kulturelt særpræg eller klædedragt. Shamanisme skrællet ind til den essens, der er tidløs og fælleskulturel. Disse to bøger var så absolut været banebrydende for at kendskabet til shamanisme begyndte at blive alment udbredt blandt vesterlændinge. De fælleskulturelle elementer som Michael Harner m.fl. beskriver er først og fremmest ideen om, at alt er levende, og alt levende er beslægtet, forbundet og afhængigt af hinanden.

Dette gælder også for alt det vi normalt ikke kategorisere som levende – sten, vind, vand etc. Alt er levende og har en sjæl. Shamanen viser derfor respekt for alle ting og lærer livets ånd i dem alle sammen at kende hver for sig. Yderligere antages, at denne sjæl er tilgængelig for kommunikation. Ved at ændre sin bevidsthed kan shamanen lade sin sjæl rejse til Underverden. Til at skifte bevidsthedstilstand benyttes sang, dans, musik, stilhed og undertiden stoffer. Især benyttes en monoton trommelyd, men man ser også tit brug af en rasle. Rasler findes i et utal af varianter og lyde over hele verden. Blandt de mere specielle, er ånderaslen fra Amazonas, der er en gren med blade. Brug af dans til at ændre sin bevidsthed er i shamanistisk sammenhæng mest brugt på det afrikanske kontinent. Her er sang også meget benyttet. Det behøver dog ikke nødvendigvis være storslået. Man kan gå på rejse til lyden af havets bølger, vindens susen eller bækkens klukken. Mulighederne er mangfoldige

Åbningsritual

Før rejsen til underverden påbegyndes, udføres der et åbningsritual, som det formelle udtryk for, at kontakten og dialogen med åndernes verden påbegyndes. Her udtales og vises respekt for ånderne. Åbningsritualet er forskelligt alt efter hvem der udfører det, men essensen er altid at man henvender sig til de fire verdenshjørner og Åndernes verden, som klassisk er delt i tre: Underverden, Mellemverden og Oververden. Den shamanistiske rejse foregår ofte i liggende stilling. Mens shamanen ligger ned, ændre han bevidsthedstilstand, går i trance, og sender sin sjæl ned gennem en åbning i jorden – fx en hule, en kilde, en rævegrav eller et menneskeskabt hul som en mineskakt. Hullet fortsætter som en tunnel, dybere og dybere nedad. Til sidst åbner tunnelen sig ud i underverdens landskaber, hvor shamanen mødes med sine åndehjælpere, henter viden og tabte sjæledele, bringer døde til dødsriget etc. Shamanens ånderhjælpere viser og fortæller shamanen ting og indsigter, eller de foretager sig ting sammen, som giver shamanen kraft til at vende hjem og bekæmpe sygdomme samt genoprette balance og harmoni.

Kraftdyr

Shamanens åndehjælpere kaldes også for guider, eller kraftdyr. Disse kan anskues som dyr med bestemte kræfter og evner, der hjælper os og vogter over os. Kigger vi ind bag den ydre skal finder vi dog at kraftdyrene egentlig er energimønstre, der kan vise sig i den skikkelse, som er bedst passende, for at vi kan forstå og kommunikere med dem. Alle mennesker antages at være tilknyttet et bestemt kraftdyr. Fødes et barn uden at have et kraftdyr tilknyttet, antages det ikke at få en lang levetid, eller i bedste fald, en svær start på livet. Man vil i disse tilfælde hente et kraftdyr til barnet fra underverdenen. Kraftdyrenes funktion er bl.a. at styre de mangfoldige funktioner, der findes i vores spirituelle og fysiske organisme, og forsyner dem med energi. Underverdenen ses som et hjemsted for universel viden, hvor de kræfter, vi har tilfælles med dyrene, findes, og hvor vi kan få praktisk hjælp og vejledning. Det er som oftest hertil at shamanen rejser. Han kan dog også vælge at rejse til Mellemverdenen, som er “den almindelige virkeligheds” parralelunivers. Her rejser man for at lave praktisk arbejde, finde bortkomne genstande eller fjernheale. Og endelig kan shamanen vælge at rejse til Oververdenen, hvor man kan få svar på de store eksistentielle spørgsmål, som Livet stiller os. Alle tre verdener består til overflod af sunde og spændende landskaber, befolket med utallige forskellige kraftdyr, vismænd, tænkende og talende sten og træer mv. Hvor shamanen tager hen afhænger således af formålet med rejsen. De fleste shamaner lader deres kraftdyr bestemme hvor de rejser hen. Kraftdyret antages at vide hvor shamanen har brug for at komme hen, hvor den bedste hjælp er at finde, og derfor bør man således blot følge sit kraftdyr under en shamanistisk rejse.

 

 

Sjælehentning

Et vigtigt aspekt af shamanens arbejde er sjælehentning. Det menes, at vi mennesker gennem livet, forårsaget af traumatiske oplevelser, mister dele af vor sjæl, vi føler os ikke helt til stede og ligesom ved siden af os selv. Man lærer igennem sin oplæring til shaman at hente sin egen og andres sjæle – for levende, som for døde – og hjælpe sjælen til at blive hel igen, at befri den og føre den videre til den åndelige dimension. For at leve fuldt ud må vi være hele, det vil sige have hele vores sjæl intakt. Hvis vi undervejs i livet mister en del af vores sjæl må disse brudstykker hentes tilbage, for at vi kan blive hele mennesker.
RESTEN AF SJÆLEHENTING ER FLYTTE TIL SIT EGET AFSNIT

 

 

Kraftdyr

I mange shamansk inspirerede kulturer, forestiller man sig, at hvert menneske er knyttet til et bestemt dyr, som man er beslægtet med i ånden, og som samtidig yder én beskyttelse. Dyrets kraft er ikke alene dets egen, men stammer fra dyrets ”sjælskraftspulje” – dvs. fra summen af alt, hvad der er dette dyr. Når dyret dør, går det tilbage til ”sjælskraftspuljen”, hvor det efter en tid fødes på ny. Man identificerer sig med sit personlige totemdyr, og ser sig selv som del af dette dyrs “stamme”. Kraftdyr bliver også benævnt åndedyr, totemdyr, totemhjælpere etc.

De egenskaber der tillægges de enkelte dyr er i mange tilfælde logiske følgeslutninger. Eksempelvis menes nogle dyr at kunne give oplysninger om fremtiden eller nutiden, hvilket kan være til gavn ved en planlagt jagt eller en flytning af boplads m.v. Græshoppen er et sådant dyr. Græshoppen magter at give information om, hvor de store hjorder af bøfler netop i øjeblikket befinder sig. Derfor kaldes den også med et indiansk ord for ” den der peger på bøflen”. Også grævlingen giver varsler. Således kan man læse i grævlingens blod om ens egen død er nært forestående. I det øjeblik man kan spejle sig i blodet er ens død forestående. Generelt er der bred enighed om hovedkarakteristikaene, der tillægges de enkelte dyr, men der forekommer nuancer og undertiden decideret modsætninger i opfattelsen af hvilke kvaliteter det enkelte dyr har.

I de kulturer hvor man benytter Medicinhjulet, er det dyret, der vælger en person, ikke omvendt. Den måne hvori du er født, bestemmer hvilket totemdyr du får i gave indenfor mineralriget, planteriget og dyreriget. Her har man altså hele tre forskellige kraftdyr. I den moderne shamanisme fremføres ofte at vi alle har dels et Hjælpedyr: Dette dyr er det, som viser os den sande vej. Den vej som du er sat her på jorden for at følge. Det er dette dyr, som du kan bede om hjælp til at få vist vejen, du skal vandre nu og her. Og dels har vi et Medicindyr: Dette dyr kan vise os vej til urter, planter, mineraler og krystaller. Dyret viser os, hvordan vi henter kraften til selvhelbredelse og til at hjælpe andre der har brug for hjælp og ekstra styrke i den proces, de er i. Og endelig har vi et Beskytterdyr, der, som navnet antyder, ydrer os beskyttelse.

I vestlig shamanisme står man som oftest fri til helt egenrådig at vælge et eller flere kraftdyr. Dog antages det at når man ”finder sit kraftdyr”, er det ikke fordi man ikke har haft et kraftdyr tidligere, eller at det er blevet væk, men man har blot ikke haft bevidstheden om forbindelsen til sit kraftdyr. Når man har fundet sit kraftdyr, forventes det at man opbygger et respektfyldt forhold til dyret. Dette starter ved at man henvender sig til dem med respekt. At vedkende sig et famileskab med dem, man er i kontakt med, er for indianerne den fornemste måde at demonstrere respekt på. Derfor omtaler de ofte andre, også totalt fremmede, som deres slægtning, og det ypperste er når de udnævner den, de taler med, som deres fader/moder. Den respektfulde tilgang til sit kraftdyr, indebære at man skal lære at forstå dyret på dets præmisser. Dette tager tid, tålmodighed og øvelse. Du skal således ære dit kraftdyr for at dets medicin og styrker skal blive effektiv i dit liv. Jo mere du ærer dem – jo større betydning du tillægger dem i dit liv – jo stærkere og mere effektive bliver de.

I traditionelle shamanske samfund indgår det at ære kraftdyrene og etablere et tæt forhold til dem, på en naturlig måde i hverdagen. Det kan være lidt vanskeligere at gøre dette i en vestlig form for shamanisme, hvor kontakten til naturen og dens dyr er lidt mere på afstand, men der er dog stadig talrige muligheder. Man kan eksempelvis ære og trække sine kraftdyr tæt ind i sit liv ved at tegne billeder af dem, læse og lære så meget som muligt om dem. Købe figurer af dit kraftdyr til dig selv, eller købe symbolske gaver og billeder af dit kraftdyr og give dem som gaver til venner. Lave donationer til organisationer der arbejder for vilde dyr, fx med penge eller arbejdskraft. Lær at mime dyrets opførsel. Hvis det er en skildpadde, så lær at krybbe som en skildpadde. Hvis det er en løve, så lær at ligge på lur som en løve. Hvis det er en fugl så imiter den måde det hopper rundt på og flyver. Se dig selv som dit kraftdyr og brug dets kvaliteter på passende steder i dit liv. Endelig anses det at danse for at ære dit kraftdyr, som meget udviklende for de bånd, der er imellem jer – kort sagt er det kun fantasien, der sætter begrænsning for måder hvorpå du kan ære og trække dine kraftdyr tæt ind i dit liv.

 

Svedehytte

Ritualet med svedehytter er kendt udenfor shamanismen, og afarter af ritualet finder vi i de finske saunaer, de romerske bade, de tyrkiske mudderkure etc. Alle har de fokus på en dyrkelse af kroppen og samtidig renselse af krop og sjæl. Den kristne kirken var hovedårsagen til, at dyrkelsen af kroppen gennem hele middelalderen blev undertrykt i den vestlige verden. Kroppen blev betragtet som ophav til – eller instrument for – urene handlinger. Man fandt, at begæret havde sæde i kroppen, og i det begrænsede omfang man havde en kropskultur, gik denne først og fremmest ud på at tugte legemet. Da den kristne kirke er også meget stringent i dens holdninger til at enhver form for renselse af sindet bør foregå indenfor kristendommens regi, gled brug af svedehytter og afarter heraf, efterhånden helt ud af den vestlige kultur.

I shamanske samfund er skikken derimod bibeholdt. Svedehytten benyttes individuelt eller af en gruppe og den kan have flere formål. Udgangspunktet er først og fremmest at indianere betragter renselse, ikke kun for kroppen men også sind og ånd, som en nødvendig del af vedligeholdelse af sundheden. Svedehytten benyttes således traditionelt oftest som middel til at opnå sundhed og styrke, i vore dage også til udrensning af mentalt stress og som et hjælpemiddel til alkoholafvænning. Svedehytten kan dog også benyttes som en ceremoni i sig selv, før vigtige beslutninger og initiativer, eller som forberedelse til andre ceremonier.
RESTEN OMKRING SVEDEHYTTER ER FLYTTET TIL SIT EGET AFSNIT

 

Shamanisme er tilgængelig for alle

Ideen i kerne-shamanismen med at man kun praktiserer de vigtigste fælleskulturelle aspekter af shamanismen, er en smuk tanke, men i praksis støder den på udfordringer. Michael Harner skriver i ”Shamanens vej” at den udgave af kerne-shamanisme, som han præsenterer, er hans egen subjektive udvælgelse af de vigtigste shamanske metoder, tilpasset så de kan praktiseres i den vestlige verden. Dette er der intet i vejen med. Mange mennesker har haft stor glæde og nytte af Michael Harners pionerarbejde og fortolkninger. Udfordringen består blot i, at når man fjerner de indianske, afrikanske, nepalesiske eller sibirske karaktertræk ved shamanismen, så tilføjer vi uundgåeligt vores egen kulturs normer og skikke.

Det samme er tilfældet når vi kigger på by-shamanisme, hvor de shamanske skikke søges overført til at kunne praktiseres i byen. Behovet herfor er klart nok, da flertallet af den vestlige befolkning bor i større byer, men spørgsmålet er naturligvis om det kan lade sig gøre. Selve essensen i shamanisme kan siges at ligger i mødet med Moder Jord og naturen. I den oprindelige form for shamanisme vil fraværd af naturens kræfter gøre det ganske umuligt for shamanen at udføre sit arbejde. Endvidere er den oprindelige form for shamanisme understøttet af det omkringliggende samfunds skikke og verdensopfattelse. Den vestlige by-shaman må derimod i stor udstrækning praktisere de shamanske skikke, omgivet af et samfund, der bekender sig til kristendommen og hvor troen på naturens kræfter er noget, der i stor grad tilhører fortiden.

På den anden side så er alle mennesker, jordens børn, og den jordbaserede naturnære spiritualitet er alles fødselsret, som blot i den vestlige kultur, alt for længe har været glemt og negliceret. Når man lærer at skelne mellem indpakning og indhold, og får trukket det hjem, som vitterligt er ens eget, kan man ære både sit slægtskab med og sin forskellighed fra andre kulturer og tider. I vores forhold til indiansk spiritualitet bliver det derfor vigtigt at vi ikke stirrer os blinde på og ukritisk importerer det eksotiske ydre, lige meget hvor højt vi sætter indianske kulturer. Der ligger en stor udfordring i ikke at imitere den ceremonielle form, men at lade sig inspirere af ceremoniens indhold.

De fleste indianere har ikke ret meget til overs for den store interesse og mediebevågenhed, der er omkring deres spirituelle traditioner. Og bortset fra at hvide mennesker, der deltager i en powwow, med hawaiskjorte og sokker i sandalerne, sjældent er noget kønt syn, er indianernes afstandstagen også af mere subtil karakter. Deres kultur og tradition er en meget stor del af hvad de har tilbage. Et par casinoer hist og pist, har ikke kunne rode bod på at indianerne er blandt Nordamerikas fattigste og et besøg i reservaterne afslører hurtigt alkoholisme, fejlernæring, afmægtighed og rodløshed.

Det romantiske billede vi så gerne vil tegne af de nordamerikanske indianere, og andre shamanske kulturer i fx Grønland og Tibet, er desværre ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Indianernes spiritualitet er kernen i hvad de har tilbage af deres kulturelle arv, og man bør tilnærme sig denne meget varsomt. Gør man til gengæld dette, har shamanisme meget at tilbyde det moderne vestlige menneske. Det er ganske naturligt at længes efter den selvfølgelige samhørighedsfølelse med Jorden, som er en fødselsret for beboere i naturnære kulturer. En længsel, der naturligt bliver næret i en tid, hvor det med al tydelighed åbenbares hvad rovdrift på naturens goder kan medfører af ubalance i det økologiske system.

På den anden side så er alle mennesker, jordens børn, og den jordbaserede naturnære spiritualitet er alles fødselsret, som blot i den vestlige kultur, alt for længe har været glemt og negliceret. Når man lærer at skelne mellem indpakning og indhold, og får trukket det hjem, som vitterligt er ens eget, kan man ære både sit slægtskab med og sin forskellighed fra andre kulturer og tider. I vores forhold til indiansk spiritualitet blir det derfor vigtigt at vi ikke stirrer os blinde på og ukritisk importerer det eksotiske ydre, lige meget hvor højt vi sætter indianske kulturer.

Kort sagt gælder det om ikke at imitere den ceremonielle form, men at lade sig inspirere af ceremoniens indhold. Det er ganske naturligt at mange mennesker længes efter den selvfølgelige samhørighedsfølelse med Jorden, som er en fødselsret for beboere i naturnære kulturer. Denne afskårethed medfører megen rodløshed og et tomrum i sjælen. For at udfylde det oplevede tomrum, søger mange til andre kulturer, og indianerne synes at stå for alt det, vi mangler og længes efter.

Et fællestræk for de shamanske samfund er at de er blandt de fattigste i verden. Dette gælder for de tibetanske shamaner, de australske shamaner, de afrikanske shaman samfund, samt for de nord- og sydamerikanske indianere. Med fattigdom følger alkoholisme, fejlernæring, afmægtighed og rodløshed. De står med enorme udfordringer og problemer i form af meget høje arbejdsløshedstal, vold og alkoholisme, analfabetisme, familier i opløsning og børn født evnesvage pga. alkoholskader i fostertiden.

Der gøres en kæmpe indsats for at vende denne udvikling, men den sociale virkelighed er barsk, og da netop spiritualiteten er noget af det sidste som disse mennesker har af deres oprindelige kultur, bør man nærme sig området med ekstra respekt og ydmyghed. Disse karaktertræk er dog ikke nogle vi hylder særlig meget i den vestlige verden, hvorfor de shamanske samfund, ofte med rette, kan føle sig i fare for at miste det sidste af deres unikke kultur. Det er i denne forbindelse tankevækkende at bemærke hvorledes man kan købe indianske drømmefangere, der er ”Made in Thailand / Kina”, og hvorledes det sjældent er de shamanske samfund, der profitere af de mange bøger og workshops om shamanisme og indiansk spiritualitet.

Der, hvor shamanisme adskiller sig væsentligt fra de øvrige religioner er ved den direkte spirituelle oplevelse uden mellemmand. Viden og indsigt erfares indefra i modsætning til tro, som er noget der overtages udefra og fra andre. Der er ingen regler og love, ingen bog man kan slå op i. Der en ingen ledere, der bestemmer, det er ingen religion i traditionel forstand. Shamanisme er universets vej, lige så mangfoldig som universet, derfor er shamanisme en personlig udviklingsvej. Shamanisme er blottet for teori, den er et rent oplevelsesbaseret erfaringssystem.

Vi behøver ikke at være shaman for at ære årets kredsløb – for at kunne læse i fuglens flugt – at lade vores bønner stige til vejrs med røg – at danse vildt om ilden – at forbinde os med fuglens kraft ved at bære dens fjer – at søge visioner på en øde klippetop. Den spiritualitet, der udspringer af en naturlig samhørighedsfølelse med naturen og dens rytme, er ægte og tilgængelig for os alle. Den eksisterede også i de førkristne europæiske kulturer, og venter bare på at genopdaget, når vi begynder at gøre shamanistiske rejser, der overskrider grænserne for tid og rum, og når vi meditativt åbner os for naturens ånder og går til de kilder som altid har givet kraft og visdom til jordens børn.

 

Stil spørgsmål om Shamanisme

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Sharmanisme
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål