Sjælehentning

Shamanen er den eneste i sit samfund, som kommer i kontakt med “den anden verden”, dvs kan kommunikere med forfædre/afdøde, og det sker ved ekstase og sjælerejse.

Et vigtigt aspekt af shamanens arbejde er sjælehentning. Det menes, at vi mennesker gennem livet, forårsaget af traumatiske oplevelser, mister dele af vor sjæl, vi føler os ikke helt til stede og ligesom ved siden af os selv. Man lærer igennem sin oplæring til shaman at hente sin egen og andres sjæle – for levende, som for døde – og hjælpe sjælen til at blive hel igen. For at leve fuldt ud må vi være hele, det vil sige have hele vores sjæl intakt. Hvis vi undervejs i livet mister en del af vores sjæl må disse brudstykker hentes tilbage, for at vi kan blive hele mennesker.

 

shaman-sjal-02

 

Ifølge shamanismen er der talrige årsager, som kan medføre sjæletab. Faktisk så talrige at alle mennesker jævnligt bør få foretaget en sjælehentning. Når vi oplever sorg, chok, undertrykker vores følelser, eller naturlige impulser, kan der ske sjæletab. Herefter følger frustration, der fx.  søges dulmet med stoffer og alkohol, der så igen ofte fører til vold og ukonstruktiv adfærd.

Generelt kan siges at hver eneste gang vi går på kompromis med vor inderste sjæls ønsker, naturlige impulser og udfoldelsestrang sker der sjæletab. Sjæletab betragtes som en indbygget tilpasnings- og overlevelsesmekanisme. Hvis livet er alt for vanskeligt, så vil den del af sjælen, som er mest påvirket, forlade os. Ved sjæletab menes således at vi mister en lille del af vores sjæl.

Hvis man ønsker hjælp til at finde disse tabte sjælrester, henvender man sig til en shaman. Oprindeligt stammer ordet shaman fra evinki folket i Sibirien og betyder “den, som ved”. Antropologen Jonathan Horwitz, der har undersøgt shamanske samfund over hele verden, definere en shaman som:

“En shaman er en kvinde eller mand som viljesbestemt ændrer sin bevidsthedstilstand med den hensigt at kontakte eller rejse til en anden virkelighed for at hente kraft og visdom. Når denne opgave er udført, vender shamanen hjem for at bruge kraften og visdommen til at hjælpe sig selv eller andre.”

Shamanen er altså en præst, en åndemager, som menes at have evnerne til at komme i kontakt med “den anden verden”, dvs kan kommunikere med forfædre/afdøde, og det sker ved ekstase og sjælerejse. Symbol på forbindelsen til underverdenen er den hellige stolpe eller det hellige træ, verdenstræet, Yggdrasil (nordisk mytologi).

Før shamanen påbegynder sin rejse til underverdenen vil shamanen via fx dans, sang og trommen, ændrer sin bevidsthed for at være i stand til at lade sin sjæl rejse ud af kroppen til Åndernes verden. Det er således ikke shamanen selv, der rent fysik tager afsted til underverdenen. Shamanen sender sin sjæl. I shamanisme hos folk, der stadig bor i naturen sender shamanen sin sjæl ned gennem en åbning i jorden – f.eks. en hule, en kilde, en rævegrav eller et menneskeskabt hul som en mineskakt.

I underverdenen mødes shamanen med sine åndehjælpere. De viser og fortæller shamanen ting eller foretager sig ting sammen, som giver shamanen kraft til at vende hjem og bekæmpe sygdomme eller genoprette balancen og Universets harmoni for patienten eller gruppen.

 

shaman-sjal-05

Via fx dans, sang og trommen, ændrer shamanen sin bevidsthed

 

De tre verdner

I shamanismen lærer man at skabe den tunnel, som fører ned til underverdenen. Verdensbilledet med himmel, jord og helvede er ifølge shamanismen et forkert billede på den spirituelle geografi. Underverdenen har intet dystert over sig. I underverdenen møder man sine personlige hjælpere i form af kraftdyr. Disse kraftdyr kan anskues som det, de udgiver sig for at være, nemlig dyr med bestemte kræfter og evner, der hjælper os og vogter over os. Men betragtes kraftdyr lidt nærmere, finder vi ud af, at de reelt er energimønstre, der kan vise sig i den skikkelse, som er bedst passende, for at vi kan forstå og kommunikere med dem.

Den spirituelle geografi som shamanisme arbejder med er tre verdner – Underverden, Mellemverden og Oververden.

Oververdenen

Her kan man finde lærere og belæring. Oververdenen er hjemsted for åndelige vejledere, kosmiske væsener, gamle vismænd, som almindeligvis optræder i menneskeskikkelse. Oververdenen kan opleves som værende luftlandskaber, bjerglandskaber, eller som geometriske forvandlingsformer.

Mellemverdenen

Mellemverdenen er på den ene side den fysiske verden, vi befinder os i til daglig, på den anden side en parallel, en ualmindelig version af denne verden. En verden, der ligger udenfor de grænser, som vores almindelige iagttagelse har sat. I den ualmindelige version af denne verden finder vi elementernes energier, væsner og kræfter. Det er planternes alfer, stenenes dværge, alle de væsner, store og små, der lever i naturen. Det er en verden fyldt med energier og væsner.

Underverdenen

Underverdenen ses som et hjemsted for instinktiv viden, hvor de kræfter, vi har tilfælles med dyrene, findes, og hvor vi kan få praktisk hjælp og vejledning. Det er en overdådighed af sunde landskaber. Her er stedet, hvor man kan tanke kraft til hverdagen.

 

shaman-sjal-06

 

Når psykologer taler om instinkter, taler shamaner om kraftdyr. Kraftdyrene styrer de mangfoldige funktioner, der findes i vores spirituelle, sjælelige og fysiske organisme, og forsyner dem med energi. I indfødte animistiske samfund var man klar over, at nyfødte børn uden kraftdyr ikke ville leve længe. I dette tilfælde har man hentet et kraftdyr til barnet.

Ved forskellige rituelle redskaber, som sang, dans, musik, stilhed, trance,  lærer shamanen at adskille sin sjæl fra kroppen. Når shamanen går i trance, eller ‘rejser’, får shamanen adgang til forskellige områder, hvor der kan kommunikeres med guider og andre ånder, hente viden om healing, hente tabte sjæledele, bringe døde til dødsriget m.v.

Til at skifte bevidsthedstilstand benyttes især en monoton trommelyd frembragt ved hjælp af et instrument kaldet rammetrommen. Hos nogle folkeslag er trommen besat med metalstykker, der klinger med, når trommen bruges. Rammetrommer med to trommeskind kan man finde i Nepal. I nogle tilfælde indeholder trommen en trækugle, der ligeledes spiller med. Næsten ligeså brugt som trommen er brugen af en rasle. Rasler findes i et utal af varianter og lyde over hele verden. Blandt de mere specielle rasler hører bjælderaslen fra Sydkorea og ånderaslen fra Amazones, der er en gren med blade.

Brug af dans til at ændre sin bevidsthed er i shamanistisk sammenhæng mest brugt på det afrikanske kontinent. Også sang er meget benyttet. Man kan lave rejser for at få en kraftsang, bruge faste sange, eller man kan træne evnen til at udvikle sangen ud af øjeblikket. Reelt behøver det ikke at være storslået. Man kan gå på rejse til lyden af en æske tændstikker, en fingers trommen i et bord, havets bølger, vindens susen, bækkens klukken eller lyden af et stykke krøllet papir. Mulighederne er mangfoldige. Rejsens udbytte afhænger af den kraft, som shamanen formår at etablere.

Nogle møder op til en sjælehentning med et stærkt ønske om at hente bestemte brudstykker af deres sjæl hjem, men shamanen får undertiden på rejsen til Underverden at vide at vedkommende ganske simpelt ikke er klar. Tiden er ikke moden, og at andet arbejde må gøres først. Det er ånderne, der bestemmer. Man finder ikke altid det, man leder efter. Via sine egne ånderhjælpere søger shamanen at tage kontakt med de mistede sjælestykker. Dette indebærer, at shamanen må vide hvordan han orienterer sig i åndeverdenen, og at han har det kraftfulde og klare samarbejdsforhold til sine åndekontakter, som kommer gennem erfaring og tillid.

Når han først har fået kontakt med sine åndehjælpere, forklarer han om sin opgave og følger så de anvisninger han får. Hvis alt går godt, finder shamanen den tabte sjæl og formår at bringe den tilbage. Når shamanen er ude af trance beder han det pågældende sjælestykke om at indfinde sig. Der kan være stor forskel på, hvordan sjælestykket opfører sig. Nogle er fornærmet over at være blevet efterladt, hvorimod andre er glade for at blive genforenet. Shamanen puster typisk sjælestykket ned på issen og lægger derefter hænderne på, da fornærmede sjælestykker godt kan finde på at stikke af igen!

 

shaman-sjal-04

En huleåbning der benyttes af shamaner

 

Vil du vide mere

I nogle nordamerikanske kulturer har shamanismen været central, men slet ikke i alle. I en groft skitseret opdeling af indianske religioner, kan man sige at der er overvejende shamanistisk prægede traditioner mod nord i samler jæger kulturerne, hvor det spirituelle liv er løst organiseret, med vægt på personlig vision og dyreånder. Mod syd i Pueblo og agerbrugskulturer har det ceremonielle og præstelige overvægt med kalenderfaste frugtbarheds ritualer og medicinloger. Shamanismen nyder stadig stigende anerkendelse, forståelse og udbredelse. Fra at være begrænset til udbredelse hos lokale stammefolk og fra at være en forståelse, en indsigt, man værnede meget om og kun tillod få hvide at få indsigt i, går der i dag en strøm af forståelse og hjælp den anden vej.

En ny alliance er opstået mellem de oprindelige folkeslag og den vestlige verdens spirituelt søgende omfattende en unik blanding af økologi og spiritualitet ved hjælp af shamanismen. Dette skyldes især amerikaneren Michael Harner, der siden 1950´erne har arbejdet med shamanisme på verdensplan. Gennem sine studier af shamanisme har han ekstraheret det grundlæggende, det der er fællestrækket ved shamanisme uafhængig af, hvor i verden den har hjemme. Dette ekstrakt har han givet navnet Essentiel Shamanisme.

Medicinhjulet, kraftdyr, Powwow, svedehytte, nordamerikanske indianere – hvad du end interessere dig for i forbindelse med shamanisme finder du det her på NetSpirit.

 

Stil spørgsmål om shamanisme

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om shamanisme
Det er nemt – Stil et spørgsmål

Oversigt ydelser