Konfucianisme

På mange måder er konfucianisme fundamentet for den kinesiske livsopfattelse, og således også er den grobund, som mange spirituelle begreber, har haft deres rødder i. Når begreber som Feng Shui, I Ching, kinesisk astrologi etc. – præsentere os for hvad en løsning på en udfordring kan være, er denne funderet i den etik, som vi finder i konfucianismen. Igennem mange århundreder udgjorde kinesernes dannelses-grundlag, og den etik og moral, som foreskrives, har sat sit tydelige præg på hvordan kineserne sondrer mellem ret og uret.

Confucius (traditionelt 551 – 479 f.v.t.) hed oprindelig Kung-Fu-Tse, men europæerne fandt det svært at udtale det kinesiske navn rigtigt, latiniserede det og kaldte ham for Confucius. I en alder af halvtreds blev han justitsminister og hans forvaltning var så vellykket, at han senere blev gjort til statsminister. Fra denne position skabte han store forandringer men også misundelse og som følge af intriger måtte Confucius forlade sin post og flygte fra Lu. Han blev nu vandringsmand og rejste i 13 år rundt i det centrale Kina, hvor han prædikede sin lære for hoffet i de små kongedømmer i området. Han vendte herefter tilbage til hjemstavnen i en alder af 68 år. Her tilbragte Confucius sine sidste fire år med at undervise disciple. Confucius pålagde sine tilhængere at dyrke etikken – loyalitet, sandfærdighed, menneskekærlighed, barmhjertighed, ædelmodighed, oprigtighed, venlighed og godhed.

Confucius lære omfattede oprindeligt ingen religiøse elementer, men har alligevel fungeret som en religion igennem perioder. Man begyndte i Han dynastiet at ofre til Confucius i statslige templer, og skikken blev bevaret helt frem til revolutionen i 1911. Man har også ophøjet Confucius til helgenstatus, og under Kinas sidste dynasti søgte man i 1907 at holde sammen på statsapparatet ved at ophøjne ham til gudestatus. Dette skal dog ses i sammenhæng med at det i Kina var – og stadig er – meget udbredt at dyrke sine afdøde forfædre, altså et ganske naturligt udtryk for respekt.

Centralt i Confucius lære er at den rette adfærd, altid baserer sig på forhold mellem overordnede og underordnede – ikke mellem ligestillede. Børn må adlyde deres forældre – yngre bror må adlyde ældre bror – der bør være adskilte roller mellem ægtefæller – underordnede må adlyde den overordnede – der må være tillid og venskab mellem venner. Således foreskriver konfucianismen at eliten må gå forrest og være ypperlige eksempler på god moral og etik. Hvis lederne af et land er ærlige og altid vil folket det bedste, så vil de underordnede også opføre sig ærligt, og der vil automatisk herske social og politisk orden i hele landet.

Men hvis lederne er korrupte, så kan de ikke forvente andet end det samme fra deres folk. Tilsvarende definere dette forhold mellem overordnede og underordnede, også det kinesiske familiehierarki. Således står en søn altid i gæld til sine forældre. Han skylder dem lydighed, agtelse og den mest komfortable alderdom, hans indkomst kan skaffe. Efter de er døde skal han sørge for dem i åndeverden. Han er også forpligtiget til at sikre, at en ny generations sættes i verden, som kan fortsætte forpligtelserne over forældre efter hans død.

Skønt der således lægges op til et meget hierarkisk samfund, med overordnede og underordnede, rummer konfucianismen også et påbud om respekt for hvert enkelt medmenneske. Dette kommer til udtryk i det gyldne princip, som vi finder i de konfucianistiske analekter. Her spørger disciplen Zi Gong, om der findes en enkelt sætning, der kan benyttes som vejledning for et menneskes opførelse gennem hele livet. Confucius svarede: ”Hvad du ikke ønsker andre skal gøre imod dig, skal du ikke gøre imod andre mennesker”. Hvilket senere i kristendommen blev til ”Gør mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig”.

Grunden til at Confucius lære kom til at få en kolossal betydning for den kinesiske selvopfattelse, er at de fem klassikere, meget hurtigt kom til at udgøre grundstammen i den træning en kommende embedsmand modtog, og således i høj grad blev dannelsesgrundlaget for hele den politiske elite og embedsapparatet. I mange af Kinas dynastier var uddannelsen i klassiske konfucianistiske tekster altafgørende for at opnå ansættelse ved staten. Endvidere blev den almene befolkning gennem offentlige forelæsninger regelmæssigt belært om læren og herunder især hvad den foreskriver om den enkeltes plads i samfundet og familien.

Efter Confucius død blev hans tanker og visdomsord, nedskrevet, fortolket og kommenteret af disciple, og senere generationers lærde. Fire af disse kaldes ”De fire klassiske bøger” (Shi Shu) og efterhånden blev de tillagt mere vægt end ”De fem klassikere”, som Confucius selv havde benyttet til undervisning. Dette skyldes ikke mindst filosoffen Zhu Xi, der søgte at forenkle Confucius lære, ved at tilføje omfattende kommentarer i de fire klassiske bøger.

 

 

ØSTERLANDSK OG VESTERLANDSK TÆNKNING

I Østen er man af den opfattelse, at alle mennesker er en del af mange forskellige sammenhænge, og det er igennem disse mangfoldige forbindelser, at man i høj grad definerer sig selv. Det enkelte menneske er underlagt talrige sociale regler for adfærd og en forpligtelse overfor fællesskabet – og det er igennem opfyldelse af disse forpligtelser, at det enkelte menneskes velbefindende blomstrer.

Disse fællesskaber har såvel historiske som fremtidsmæssige perspektiver. Man tror på at ens forfædres handlinger og indstilling til livet har påvirket det liv, man selv har fået. Ikke kun økonomisk set, men tillige også ens anseelse, værdighed i samfundet, lykke og helbred. Heraf følger naturligt, at man i høj grad ærer og respekterer sine forfædre, samt føler sig ansvarlig for, hvorledes det vil gå de kommende generationer.

En anden vigtig forskel mellem det østerlandske og den vesterlandske verdenssyn er at de bygger på hver deres etik – opfattelsen af hvad, der er den rette handlemåde og således retningslinjerne for passende og upassende adfærd. De etiske grundsokler er forskellige, og der vil følgelig være forskel på de handlinger, der fremstår som legitime. Overordnet kan man sige at i den østlige verden, er den kollektivistiske ånd mere udbredt, hvorfor det enkelte menneskes rettigheder i højere grad tolereres tilsidesat, hvis det gavner fællesskabet.

Vi får et godt indblik i det østerlandske syn på det enkelte menneskes rettigheder og forpligtelser ved at se på det kinesiske begreb guanxi, som ofte oversættes til gode netværks relationer – men guanxi, dækker over langt mere end dette.

Guanxi er selve essensen af kinesernes livssyn, hvor det centrale omdrejningspunkt er de tanker om optimale familierelationer, som Confucius formulerede. En familie er bygget op omkring et hierarki – ikke hvem som helst lukkes ind, familien forlanger loyalitet. De ældste skal æres og fortjener respekt, hvorimod de yngre forventes at vise ydmyghed og underkastelse. Overføres disse forestillinger om harmoniske familierelationer til alle andre samspilsrelationer, det enkelte menneske indgår i, opstår begrebet guanxi – der kan siges at dække over et bredt spektrum af personlige relationer mellem mennesker, som ikke er i familie med hinanden, men kan gavne hinanden i forskellige sammenhænge.

Der er altså tale om et større system af forbindelser, hvor der er klare regler for hvordan der tages og gives, og hvor fordele og goder afbalanceres af ansvar og forpligtigelser. Kineserne lægger stor vægt på ikke at tabe ansigt eller få andre til at føle de gør dette. Hvis en forretningspartner derfor presser for meget på, vil dette ikke blive opfattet som et ønske om, at der kommer skred i  forhandlingerne. Men snarere som et angreb på deres status i hierarkiet og som en despekt over for familien, hvilket er absolut det sidste man ønsker, hvis man vil lave forretninger i Kina. At det er væsentligt for en kineser ikke at støde andre, er også årsagen til at der ofte benyttes metaforer i det som siges og skrives. Ved at lægge op til at modtageren selv skal tolke budskabet gives muligheden for at komme ud af næsten enhver situation med æren i behold.

Hvor alting i Østen således ses som del af hinanden, vil vi i Vesten gerne systematisere og kategorisere alting. Den vesterlandske tankegang ynder at skille begreber fra hinanden. Grænsedragninger er lavet mellem materielt og åndeligt, mellem kropsligt og sjæleligt, mellem det menneskelige og det guddommelige, mellem subjekt og objekt.

I det hele taget ligger der i den vestlige tænkning mange grænsedragninger, hvorfor vi får eksakte videnskaber og skarp adskillelse mellem religion, videnskab, erkendelsesteori, filosofi, psykologi, naturvidenskab m.v. Man kan på den anden side beklage, at Østen ikke har lagt mere vægt på logik i klassisk aristotelisk forstand, da det har forhindret og forsinket fremskridt i erkendelsesteori og naturvidenskab. Netop fordi Østen har anvendt en intuitiv metode, som har undervurderet analysens betydning og overvurderet syntesens, er den ikke nået frem til en sand videnskabelig og brugbar intuitiv metode. Derfor har den orientalske filosofi så længe været uforenelig med de eksakte videnskaber.

Vores vestlige tankemåde, fører os uvilkårligt i retning af kassetænkning og opfattelsen af, at man kan blive ekspert på et område, hvis man besidder tilstrækkelig megen viden om emnet. Dette er ikke helt opfattelsen i østen. Her viser man ganske vist respekt overfor dem, der besidder stor indsigt indenfor et område – men på samme måde som at Sokrates rendte rundt og sagde, at det eneste han vidste med sikkerhed, var at han ikke vidste noget med sikkerhed! – så er man i Østen meget opmærksomme på, at der er stor forskel mellem viden og visdom.

Ifølge østerlandsk tænkning har vi vesterlændinge ikke megen visdom, når vi søger at løsrive og praktisere spirituelle emner som selvstændige discipliner med trin for trin anvisninger. De grænsedragninger vi laver i Vesten, når vi eksempelvis siger, at Feng Shui er en indretningsfilosofi, eller at Ayurveda er et helbredssystem, ser østerlændinge, kun som en del af sandheden. ”Feng Shui” er ”Ayurveda” kunne en vis østerlænding finde på at sige, og så står vi vesterlændinge lige så forvirrede, som når vi spørger om vej i Thailand, og de peger i alle retninger og siger ”Same, same, but different”.

For en østerlænding er alting en del af en sammenhæng. Alt i universet opfattes som et knudepunkt for mange relationer, og derfor mener østerlændingen at intet bare kan reduceres til et punkt i rummet eller et øjeblik i tiden. Alting ses i sammenhæng og ingenting kan eksistere alene, da alting indgår i, og anses som forudsætninger for hinanden. Dette illustreres symbolsk i Yin-Yang, hvor hver af de to figurer har noget af sin modsætning i sig. I centrum af begge figurers cirkelform er en lille cirkel, som illustration af at enhver tanke, handlemåde m.v. indeholder en lille del af sin modsætning. I det gode ligger også lidt af det onde, i mørket ligger også lidt af lyset, i det mandlige ligger også lidt af det kvindelige etc.

Østerlændinge opfatter tiden som større og mindre cyklusser, der gentages. Alting vender tilbage til sit udgangspunkt og man føler sig forbundet med denne dynamik. Faktisk så meget at den individuelle personlighed og opfattelsen af et ”jeg” smelter sammen med det, at være en del af en større sammenhæng. I Østen har man ikke spor besvær med at forestille sig en bevidsthed uden et ”jeg”. Bevidstheden opfattes som mere omfattende end ” Jeg’et” med evne til at transcendere ”Jeg’et”, og i de højeste erkendelsesformer i Østen forsvinder ”Jeg’et” helt og aldeles. I Østen foretrækker man realisering af selvet gennem udslettelse af ” Jeg’et”, frem for realisering af selvet gennem udføjelse af personligheden.

Idet man føler sig som del af større sammenhænge i tid og rum har man også langsigtede interesser. Overordnet må alle gøre deres til at der til stadighed hersker stabilitet og harmoni i universet. Dette lyder umiddelbart diffust, men rettesnoren er egentlig simpel. Man føler sig forpligtet til at få det bedst mulige ud af sit nuværende liv, men har også en meget stor interesse i at der på længere sigt skabes mest mulig fremgang, velfærd og harmoni. En optimering lige nu, der går ud over kommende generationer ser man ikke som formålstjenlig. Dette er årsagen til at kinesiske forretningsfolk søger efter om der er basis for et længerevarende loyalt forhold, før de overhovedet begynder at interessere sig dybere for de varer og serviceydelser, der tilbydes. For vesterlandske firmaer kan det virke som en meget langtrukken proces før man kan komme i gang med et handelsfællesskab med kinesiske virksomheder, men for kineserne er det sund fornuft.

Ved kun at engagere sig i forhold hvor der er grobund for langsigtede fælles interesser kan begge parter nyde godt af hinanden. De kan blive partnere, frem for kombatter. Dette er der ikke mange vestlige virksomheder der egentlig forstår dybden af, hvorfor de østlige virksomheder foretrækker at handle med andre østlige virksomheder. I Japan er man gået et skridt videre og etableret såkaldte konglomerater. Der er en samling af virksomheder fra hver deres branche, der deler fælles strategi og interesser. Vi finder altså her en bilfabrik, et elektronikfirma, en fødevaregrossist etc. som er samlet i et fællesskab, hvor de sågar deler medarbejdere. I Japan er det stadig udbredt med livsansættelse for mange medarbejdere, og i perioder hvor en virksomhed ikke har behov for sin fulde arbejdsstyrke kan de så passende arbejde for en af de andre virksomheder i konglomeratet, der har behov for arbejdskraft. Der eksistere således et helt unikt fællesskab mellem medarbejderne og virksomheden. De er gensidig helt konkret afhængig af hinanden. Når det går godt for virksomheden går det også godt for medarbejderne.

Vil vi forstå den etik og verdensopfattelse som hersker i Østen er det nødvendigt at vi forstår at deres samfund grundlæggende set er opbygget temmelig anderledes end efter den vestlige model. Det østerlandske menneske definere sig selv, sin skæbne og lykke, ud fra de fællesskaber man indgår i – og denne opfattelse er bygget på ældgamle traditioner, men så sandelig også på et samfundssystem, der rent konkret virkeliggøre fordelene ved at følge og ære fællesskabet frem for ens egne individuelle interesser. Dette er på mange måder modsat det menneskesyn, der florerer i vesten. Her opfattes det enkelte menneske, løsrevet, selvstændig og, alene selv, ansvarlig for sin skæbne og lykke. Ideen om fællesskabet gør at en østerlænding instinktivt ser efter lighed snarere end efter forskel.

Østens logik er således mere en både-og holdning, mens Vestens logik er en enten-eller holdning. Det er af samme årsag, man ofte benævner Østens logik som feminin. Denne tankemåde kan være svær at gennemskue!, da den foretrækker intuition frem for fornuften, symboler frem for begreber. Den østlige tankemåde er mindre interesseret i faktisk viden om den ydre verden, dens interesse er mere for den essentielle væren, den indre verden. Hver for sig rummer den vestlige og den østlige tankegang styrker og svagheder.

Den største svaghed opstår dog, hvis man vælger den ene fra i forhold til den anden. Det er i det hele taget frugtbart at vænne sig selv af med at tage stilling enten for eller imod. Bedre er det at prøve at nå frem til en højere modsigelsesfri tænkning, der benytter det bedste af begge fremgangsmåder. Den kulturelle kontekst, hvori disse tankesæt er opstået, er vidt forskellig, og de lader sig ikke uden videre, hverken sammenligne, eller benyttes uden forståelse herfor.