De asiatiske religioner

De religioner, der har deres oprindelse i østen, er karakteriseret ved at troen på guder ikke er det centrale, men derimod hvordan mennesker bør handle, for at det er i overensstemmelse med etik og moral. Disse religioner er i lige så høj grad moralfilosofier, beregnet til at skabe dygtige statsmænd og et moralsk godt, velafbalanceret samfund. De kan ligeledes siges at være livsfilosofier, hvis indhold, det i høj grad er op til den enkelte at definere.

I vores forståelse af de asiatiske religioner og filosofisystemer, behandler vi disse isolerede fra hinanden, men i virkeligheden er de ofte tæt forbundne og deler tit de selvsamme ideer. Især konfucianisme, buddhismen, hinduismen og taoismen har sat tydelige præg på kultur, politik og socialt liv i Sydasien – og således også de spirituelle begreber, der har deres oprindelse i østen, hvilket er langt hovedparten.

 

 

Buddhismen

Buddhismen opstod i Indien i det 5. århundrede f.v.t. og var oprindeligt én blandt mange religiøse protestbevægelser rettet mod hinduismens ritualdyrkelse og kasteprivilegier. Buddhismen blev i slutningen af det første årtusinde stort set fordrevet fra Indien, og har siden tilpasset sig de religioner og lokale traditioner, den har mødt på sin vej. Den er således en særdeles flertydig og kompleks størrelse. Udtrykket Buddha, der betyder den Oplyste, er en ærestitel, ikke et egennavn. For de fleste munke og lærde buddhister er stifteren af religionen, Siddharta Gautama Buddha hverken en gud eller et overmenneske. Han var, og er noget særligt, fordi han som den første fandt vejen til befrielse fra karma og til at opnå befrielse fra genfødslerne kredsløb (Samsara). Han viste vejen til oplysningen, formulerede de grundlæggende dele af den buddhistiske lære (Dharma) og etablerede den buddhistiske munkeorden (Sangha).  

Det centrale budskab i buddhismen at ”Alt er lidelse fordi alt er forgængeligt” og at denne lidelse kan bringes til ophør hvis man intet begærer, eller knytter sig til nogen eller noget, er så langt fra et vestligt livssyn, som man næsten kan tænke sig. Det kan derfor undre at buddhismen nyder stor popularitet i de vestlige lande. En del af forklaringen ligger måske i at de fleste vesterlændinge, ikke ser noget problem i at  udvise en stor grad af selektisme og indoptager netop de dele af den buddhistiske lære som de finder nyttige. 

Det åbne spørgsmål er naturligvis om man kan behandle buddhismen – eller for den sags skyld et hvilket som helst teologisk eller filosofisk system – som et ”supermarked”, hvori man frit kan udvælge de emner, der umiddelbart fanger ens interesse og ganske udelukke de aspekter, der er mere problematiske. Det er eksempelvis meget sjældent at en vesterlænding udviser interesse for det komplicerede aspekt af buddhismen, at kvinder anses for mindre værd end mænd. 

Det er således, at ifølge buddhismen er nogle mennesker bedre egnet end andre til at virkeliggøre de buddhistiske idealer om indre frigørelse. Dette bliver samtidig udgangspunkt for sociale forskelle. En mand har et overlegent udgangspunkt overfor en kvinde. En munk står bedre rustet end en lægmand. Kvinder har deres muligheder for frelse knyttet til håbet om at genfødes som mand! Lægmanden kan, ved at opfylde sine forpligtelser, genfødes som munk. Disse forskelle i religiøs og social status, anses som konsekvensen af tidligere livs fortjenester eller fejlgreb og kan ændres i kommende tilværelser.

Buddhisme er et kompliceret teologisk system, hvori nogle elementer naturligvis er mere velegnet til brug for det vestlige menneske end andre. Nogle elementer er mere populære end andre, fordi de, ganske enkelt, give mening og konkret nytte for det enkelte menneske. 

Grundene til at buddhismen nyder så stor popularitet i Vesten, skyldes først og fremmest at buddhismen er en overbærende religion, der tillader at man selektivt udvælger det som man har brug for, eller som man føler sig tiltrukket af. Buddhismen har gennem historien ikke haft nogen central organisation eller et forpligtende læresystem. Den er således langt fra dogmatisk, men har derimod et befriende afslappet forhold til sig selv. En indstilling, der tillader at man kan udforske buddhismen på ens egne præmisser.

At buddhismen ikke er en stiv lovreligion, er bestemt ikke det samme som at der er fraværd af konsekvente forestillinger om hvad den korrekte buddhistiske lære består i og hvilke veje der er bedst til at opnå frelse fra genfødslerne. Disse forestillinger er til rådighed for udøveren af buddhisme, men søger man i stedet sin egen vej accepteres også dette – Hvilket sker på baggrund af en formodning om den rette sande lære nok skal komme til det enkelte menneske, når denne er klar hertil. Buddhismen er i det hele taget en ret tolerant størrelse. Som en af de eneste religioner tillader buddhismen eksempelvis tilstedeværelsen af andre guder i troen. 

Den anden hovedårsag til at mange føler sig draget af buddhisme, er naturligvis fordi det virker for dem. Dyrkelse af religionen giver noget på den personlige konto. Særlig populære synes de emner, der drejer sig om egoets illusion.  Ifølge buddhismen skyldes stort set alle vores problemer at vi forveksler os selv med vores ego – vores tanker. Når vi identificere os med vores tankerne, bliver vores identitet, vores fornemmelse af at være, knyttet til tankernes bevægelse og de følelser, der ledsager tankernes bevægelse. Men det egentlige jeg, er hinsides tankerne. Kan vi trænge ind bagved tankerne og anskue dem som noget der foregår udenfor os selv, altså noget vi bare sidder og betragter, kan vi frigøre os fra ideen om at vores tanker definere hvem vi er. 

Egoet skal frigives undertrykkes, dræbes, transformeres, eller hvilket sprogbrug man nu end foretrækker – før man kan finde sjælen, altså ens inderste jeg. Når man kommer til denne indsigt, slipper man ud af genfødslernes evige kredsløb, og kan indtræde i Nirvana. Det er en af de helt centrale kerner i buddhismen at erkende egoets illusion som elendighedens årsag. Denne antagelse ligger tæt op af den spirituelle antagelse om at vi er skaberen af vores egen virkelighed, og at livet ikke kan give os andre muligheder end de muligheder, vi tror, det giver. Netop ved sin opmuntring til at distancere sig selv fra sit ego, og betragte lykken, som noget man aktivt – om man så må sige – kan tænke sig til, appellere buddhismen naturligt til det spirituelle sind. 

religion-006-1

 

Tibetansk buddhisme

Buddha nåede at forkynde sin lære i omkring 45 år, før han som 80årig, døde fredfyldt i byen Kusinara og indgik i parinirvana. De fire vigtigste pilgrimssteder for buddhismen er tæt knyttet til Buddhas liv. Disse er Lumbini (hvor Buddha blev født), Bodh Gaya (hvor Buddha opnåede sin store erkendelse), Sarnath (hvor Buddha holdt sin første forelæsning) og Kushinagar (hvor Buddha døde). 

Den af Buddha stiftede munkeorden – Sangha – voksede støt de næste århundreder, men omkring år 0, sker der et eller andet. Vi ved ikke om det er et internt opgør blandt munkene, en større social bevægelse, eller nye ideer og praksis med inspiration fra andre religioner. Under alle omstændigheder opstår en ny retning indenfor buddhismen, Mahayana (Det store Fartøj), der har plads til både munke, nonner og lægfolk. I modsætning hertil kaldes den oprindelige retning meget passende for Hinayana (Det lille Fartøj), idet denne, helt op til det 1800 århundrede, fastholder at buddhismen kun er for de lærde – altså munke og nonner. Ud af den folkelige buddhisme, man praktiserede i det nordligste Indien, Tibet, Nepal og Mongoliet, opstod Vajrayana (Diamantfartøjet), der – som navnet antyder – regner sig selv for et tredje “fartøj” på linje med Mahayana og Hinayana. 

Ordet ”Vajra” betyder både diamant og lyn. Det er betegnelsen for et kort våben, der har egenskaberne fra en diamant (det kan skærer i alt, men kan ikke selv blive ridset) og egenskaberne fra et lyn (uimodståelige kræfter). I den hinduistiske mytologi er Vajra, det våben som vejr- og krigsguden Indra, bruger i sine slagsmål med de onde djævle. Her er det en kraftfuldt våben, der kombinere egenskaberne fra en bue, et sværd og en kølle. I Rig-Veda, er Vajra beskrevet som et metalvåben med tusinde skarpe spidser. Ifølge en buddhistisk legende tog Siddharta Gautama våbnet fra Indra og tvang dets åbne spidser til at blive lukkede, hvorved han skabte det fredelige buddhistiske sceptre vi i dag forbinder med Vajra. Dette  tilintetgøre al uvidenhed og er i sig selv uforgængelig.

I ritual brug kombineres det oftest med dets feminine modsætning klokken Ghanta. Vajra’en symboliserer  det mandlige princip, som repræsenterer Metode og holdes i højre hånd mens klokken symboliserer det feminine princip, som repræsenterer Visdom, holdes i venstre. Deres gensidige indvirkning leder til oplysning. Når lyden af klokken vibrerer, vil den afbalancerer det negative med det positive, og harmonisere ens liv og omgivelser.

Det var først i år 775 at det første buddhistiske kloster blev grundlagt i Sydtibet og de første tibetanske munke indviet. Efterhånden fortrængte buddhismen den oprindelige bönreligion, og blev i 791 anerkendt som Tibets statsreligion. Flere elementer fra bön blev indoptaget i den tibetanske buddhisme, eksempelvis de bedeflag som stadig kraftigt præger landskabet i Himalaya regionen. Disse bedeflag er ensfarvede flag i farverne hvid, blå, gul, grøn og rød, der er bemalet med mantraer, bønner og symbolske figurer. Bedeflagene hænges altid op så de kan blafre mest muligt i vinden. Denne bevægelse aktiverer den kraft, der befinder sig i mantraet eller billedet, kraften spredes herefter til omgivelser, fx huse i nærheden. Man ser bedeflag på bjergtoppe, omkring klostrene, de steder i naturen hvor guder og ånder bor, etc. 

Et andet vigtigt element, som tibetansk buddhisme har indoptaget fra den oprindelige bönreligion er de bedemøller man altid ser i de buddhistiske kloster i Tibet. Selve møllen er bemalet med mantraer, og indeni ligger der enten en skriftrulle med mantraer, eller små papirstykker med mantraer og bønner. Når møllen drejes bliver alle mantraerne “fremsagt” og bønner bliver sendt af sted. Et andet særligt kendetegn ved tibetanske buddhisme er dens indoptagen af mange shamanske skikke fra den oprindelige bönreligion. Få steder på Jorden indgyder landskabet da også mere til grobund for shamanske skikke end i Tibet. Her findes verdens højeste bjerge og dybeste slugter og et fantastisk dyreliv. Den shamanske ide om at alt er levende, og alt levende er beslægtet, forbundet og afhængigt af hinanden – er også her ganske reel.  Himalayas 35.000 gletsjere, indeholder den største masse af is uden for polerne, og giver vand til alle de store floder i Indien, Pakistan og Kina. 

Foruden Vajrayana (Diamantfartøjet) er der tre andre store skoler i tibetansk buddhisme. Den næste af de fire hovedskoler i  tibetansk buddhisme etableres i 1073. Udgangspunktet er at en munk bygger et kloster i det centrale Tibet og kalder dette for Sakya, eller ”Grå Jord” klostret – opkaldt efter områdets karakteristiske grå jord. Dette bliver udgangspunktet for skolen Sakya, hvor den nuværende lama, Sakya Trizin (født 1945), er nr. 41 i rækken. Skolen er ikke udbredt udenfor Tibet i nævneværdigt omfang. 

Næsten samtidig med Sakya opstod den tredje af de buddhistiske hovedskoler i Tibet, Kagyu – – tilhængere af den mundtlige lære – overlevering fra lama til discipel. Den kaldes også lamaisme, da den lægger stor vægt på lamaens betydning for frelse, som enhver kan opnå i dette liv, hvis man følger hans anvisninger fuldt ud. Dette står i modsætning til de øvrige grene af buddhisme, hvor frigørelse fra genfødslerne, først opnås efter mange inkarnationer. Lamaen anses som en bodhisattva, der af medlidenhed og medfølelse med alle levende væsener afstår fra at indgå i nirvana, for i stedet at hjælpe andre til oplysning og frelse, ved at lade sig bevidst genføde. Lamaen har således disciplens fulde tillid, da han jo allerede har opnået den fulde indsigt. Forholdet mellem lamaen og læren ses også af at der i denne del af buddhismen tilføjes endnu en tilflugt i trosbekendelsen – Jeg tager min tilflugt til Lama. 

Skolen grundlægges af Marpa Chokyi Lodro (1012-1097), men dennes to disciple, Jetsun Milarepa (1040-1123) og Gampopa (1079-1153), tildeles ligeligt æren for at have funderet og udbredt skolen. Efter Garpopas død splittedes skolen i fire retninger: Karmapa, Baram, Tshalpa og Phagmo – hvoraf Karmapa i dag er langt den mest udbredte.

 

religion-007

 

Den sidste af de fire store skoler i tibetansk buddhisme blev grundlagt af en munk som ønskede at reformere buddhismen og indføre strengere munkeregler end datidens øvrige klostre, hvor det for eksempel kunne være tilladt at drikke alkohol og gifte sig. Han  etablerede derfor i 1409 sit eget kloster og hermed skolen Gelug. Nogle år senere blev yderligere to store klostre grundlagt af munkens disciple og med tiden blev disse Tibets tre største klostre og Gelug skolen sad på den dominerende politiske magt.

Tibet var dog alt andet end et fredeligt sted, da rivaliserende fyrstedømmer og de forskellige buddhistiske skoler konstant rivaliserede om magten. I 1578 mødtes lederen (Sonam Gyatso) af det største kloster (Drepung) med den mongolske hersker (Altan Khan). Disse indgik en alliance om gensidig politisk og militær beskyttelse. Ved samme lejlighed konverterede den mongolske hersker til buddhisme og gav Sonam Gyatso titlen Dalai Lama. 

Mongolerne fredede kun Gelug skolen og fortsatte således med sporadisk at plyndre og angribe de øvrige klostre og hertugdømmer. Det gik især ud over det nordøstlige Tibet, hvor en lang række stammer i 1590 lod sig underkaste Ming styret i Kina for at undgå yderligere plyndringer og mongolsk indvandring. Da også regenten i den sydvestlige region, efterhånden voksede sig stærk anmodede den 5. Dali Lama om hjælp fra den mongolske hersker, hvilket førte til at mongolerne i 1642 indtog den næststørste by i Tibet; Shigatse, fængslede områdets regent og erklærede den 5. Dalai Lama for enehersker over hele Tibet. Lige siden har gelug-ordenen været den mest magtfulde orden i Tibet, og Dalai Lama har haft status som landets politiske og åndelige overhoved. Den nuværende Dalai Lama, drog i eksil i 1959, som følge af kinesernes invasion af Tibet i 1950.

Når Dalai Lamaen dør udføre de tibetanske buddhistiske klostre forskellige ritualer beregnet på at give oplysninger om hvor man skal lede efter den genfødte lama. Disse ritualer omfatter eksempelvis rådføring med et eller flere af oraklerne, eller fra en af de lamaer, der er kendte for at kunne se ind i fremtiden. Når forberedelserne er overstået, drager en gruppe munke ud for at lede efter den ny tulku ud fra de oplysninger, man har opnået gennem ritualerne. Den lille drengs fødsel skal desuden være markeret af specielle tegn og omstændigheder, fx at træer og blomster står i fuldt flor om vinteren, eller fremkomsten af dyr eller planter udenfor deres vante miljø.

Hvis man finder flere mulige kandidater, kommer de små drenge hver på en prøve. De bliver forevist forskellige genstande, hvoraf nogle få har tilhørt den tidligere inkarnation. Man mener, at kun den rette dreng vil have erindringer om sin tidligere inkarnation og dermed være i stand til at udpege de rigtige genstande. Når den rigtige dreng er fundet, bliver han ført hen til det kloster, hvor hans tidligere inkarnation har boet. For den pågældende familie er det forbundet med stor ære at få udvalgt sin søn til tulku. I klosteret bliver den lille dreng knyttet til en ældre munk, der passer på ham og giver ham undervisning i buddhisme.

 Den næstøverste i tibetansk buddhisme er er Panchen Lama. Han bærer ansvaret for at finde den næste inkarnation af Dalai Lama og vice versa. Denne praksis stammer fra at den 5. Dalai Lama erklærede at hans lærer ville blive reinkarneret. Med denne udnævnelse fulgte også, at titlen Panchen, der tidligere var brugt som ærestitel for alle højtstående lamaer, blev forbeholdt ham. Hvem der er den nuværende Panchen Lama diskuteres vidt og bredt. Den nuværende Dalai Lama, bekendtgjorde i 1995, at den dengang seksårige dreng, Gedhun Choekyi Nyima var den 11. Panchen Lama. Drengen og dennes forældre blev få dage efter hentet af det kinesiske politi, og ingen har set dem siden. Kina fulgte op med at erklære bekendtgørelsen ugyldig og fremviste en anden dreng, Gyancain Norbu, som den rigtige 11. Panchen Lama. Skønt det er åbenlyst at dette var et kinesisk magtpolitisk værk, skaber det alligevel splid blandt tibetanske buddhister, der langt fra er enige om hvem af de to drenge, der er den korrekte Panchen Lama. 

Dette var dog ikke første gang at kineserne søgte at påvirke udpegningen af højststående lamaer. I perioden fra 1720 til Qing-dynastiets fald i 1911, var Tibet en form for protektorat, underlagt det manchuriske Qing-kejserdømme. I 1793 sendte Qianlong-kejseren en gylden urne til Tibet og forlangte, at inkarnationer af høje lamaer såsom Dalai Lama og Panchen Lama skulle identificeres gennem lodtrækning fra urnen, hvorefter de ville blive godkendt af kejseren. Manchuerne menes på denne måde at have haft held til at influere identifikationen af den 10. 11. og 12. Dalai Lama. I det hele taget er der mange uenigheder om hvem, der er de rigtige reinkarnation i de forskellige skoler, hvor undergrupper ofte kæmper mod hinanden for at få netop deres kandidat legitimiseret. Den kinesiske folkerepublik Kina, der grundlæggende er modstander af enhver form for religion, og ikke lægger skjul på at de anser buddhismen i Tibet for at være undertryggende, benytter enhver af disse fejder til at søge at skabe splid blandt de tibetanske buddhister. Det helt store slagsmål vil selvsagt komme, når den 15. dalai lama engang skal identificeres. Den nuværende har udtalt, at hvis omstændighederne i Tibet ikke bliver bedre, vil han hellere genføde sig i vesten. Og derfor er også Vesten med i det store politiske og religiøse drama. 

I 1933 udgiver den engelske forfatter James Hilton bogen ”Tabte horisonter”, der op til nutiden har en stor del af ansvaret for at Tibet i Vesten opfattes som et fjernt bjergland, hvor alt åndede fred og idyl, indtil de onde kommunister dukkede op i 1950. Bogen er en eventyrroman om fire mennesker, der bliver bortført til det mystiske, men alligevel dragende lamakloster Shangri-La i en gemt dal i Tibet, hvor fred og sundhed hersker. For Hugh Conway, offer for et fantastisk bortførelseskomplot, er kulturen og sjælefreden fortryllende, og dertil kommer den meget smukke kinesiske pige, Lo-Tsen. Da han opdager Shangri-Las fantastiske hemmelighed tvinges han til at vælge mellem en drømmeverden eller virkeligheden. 

Bogen er anbefalesværdig som god underholdning, men dens påvirkning af Vestens opfattelse af Tibet, er helt ude af proportioner. Den teokratiske stat med buddhismen i førersædet siden omkring år 700 har bestemt ikke ubetinget været god for Tibets brede befolkning. Faktisk var årsagen til at den kinesiske hær i 1949, ikke bevægede sig ind i det centrale Tibet, men holdt sig til den østlige Amdo regionen, at Mao Zedongs kommunister vurderede, at betingelserne for en folkelig opstand endnu ikke var til stede i det ekstremt tilbagestående Tibet, hvor befolkningsflertallet levede i den dybeste armod og uvidenhed.

Kineserne tilbød en fredsaftale, hvor Tibet forblev en del af Kina, men den tibetanske regering med Dalai Lama i spidsen fik lov til at fortsætte som lokalregering. Kommunisterne lovede samtidig, at de indtil videre ikke ville anfægte de feudale ejendoms- og produktionsforhold i Tibet. Dali Lama godkendte aftalen i 1951, men de gamle magthavers modstand mod det kommunistiske overherredømme voksede og førte i 1959 til et oprør, som dog hurtig blev nedkæmpet af kineserne, der efterfølgende afskaffede det feudale system med livegenskabet, trælle og herrer. De oprettede i stedet folkekommuner og startede for alvor kampen mod det tibetanske religiøse system. Dalai Lama søgte eksil i Indien og har siden ført en kamp for Tibets uafhængighed og en tilbagevenden til det traditionelle samfund. 

Spørgsmålet om Kina kom som befriere eller besættere til Tibet i 1949, kan virkelig skille vandene. I Vesten er opfattelsen af Tibet, som nævnt, meget præget af James Hiltons romantiske beskrivelse af et idylsk bjergsamfund, og det er således et populært at stille sig på tibetanernes side. Spørgsmålet er blot om man nu også stiller sig bag den tibetanske befolkning, eller blot den herskende klasse. Den brede befolkning i Tibet er igennem hele klostreperioden blevet behandlet som trælle, deres arbejdskraft er blevet udnyttet og deres rettigheder og udvikling negliceret.

Samfundets udvikling i Tibet, har siden opførelsen af Samye-klosteret i 775, været styret ud fra klostrenes interesser. Det anslås at der var mere end 6.000 klostre i Tibet før den kinesiske besættelse, og disse har haft en stor betydning både åndeligt, socialt, politisk og kulturelt for det tibetanske samfund. De tibetanske klostre ejede 40 % af jorden, som blev dyrket af fæstebønder. Klostrene var fritaget for betaling af skat, og en del klostre var i besiddelse af store formuer og mange værdigenstande. Politisk var klostrene en konservativ kraft, der forhindrede samfundsreformer i det 19. og 20. århundrede. Desuden har klostrene bidraget til, at Tibet førte en isolationspolitik indtil få år før den kinesiske besættelse i 1949.

På deres side har kineserne bestemt ikke har lagt fingrene imellem, i deres forsøg på at svække religionen og klostrene. Efter det mislykkedes oprør i 1959  strammede Kina sit greb om Tibet, hvilket især gik udover klostertraditionen. Tusinder af klostre blev lukket eller ødelagt. Munke og nonner blev enten sendt hjem, i arbejdslejre eller i fængsler. Under den kinesiske kulturrevolution (1966-1976) blev skruen strammet en ekstra gang og al religiøs aktivitet blev forbudt, religiøse institutioner afskaffet, og religiøse skrifter og objekter ødelagt. Efter denne periode var stort set alle klostre helt eller delvis ødelagt. 

I perioden fra 1978 til 1986 skete en opblødning i den kinesiske politik overfor det religiøse liv. Den kinesiske regering tillod en vis religiøs frihed, og tibetanerne genopbyggede en række templer og klostre, nogle med kinesisk finansiel støtte. Alt dette stoppe brat da der i 1987-1989, opstod store demonstationer og opstande mod det kinesiske styre. Da kinserne mente at opstanden var ledet af munkene, blev det religiøse liv i Tibet endnu engang sat under streng kontrol. Siden har kineserne gjort alt for at ændre tibetanernes opfattelse af Dalai Lama i et forsøg på at fratage ham hans store indflydelse over den tibetanske befolkning, både i og uden for Tibet. Dalai Lama betragtes af Kina som hovedfjenden mod Tibets udvikling hen imod et socialistisk og ateistisk samfund. Det er forbud mod at eje fotografier af Dalai Lama, og munke og nonner er blevet tvunget til officielt at afvise Dalai Lamas rolle som landets politiske og åndelige beskytter. 

Tibetanerne har i dag ret til at praktisere deres religion i dagligdagen. Mange buddhistiske og folkereligiøse traditioner er blevet genoptaget, men nogle er stadig forbudt, fx lamaernes spådomme. Eftersøgningen af nye tulkuer kan derimod godt finde sted. De kinesiske myndigheder forsøge at kontrollere og i nogle tilfælde overtage udvælgelsen af nye inkarnationer og tulku’ernes uddannelse for derigennem at få indflydelse over den tibetanske befolkning. Klostertraditionen kan udfolde sig i begrænset omfang, men er underlagt en streng kontrol af de kinesiske myndigheder, der blandt andet fastlægger hvor mange munke og nonner, der må være i de enkelte klostre. 

Den kinesiske kontrol over Tibet udlægges ofte, som at de kinesiske myndigheder ønsker at nedbryde tibetansk kultur og identitet. Men det er et åbent spørgsmål om der ikke i højere grad bør skelnes mellem de religiøse og de politisk-sociale aspekter af den særlige tibetanske variant af buddhismen. Faktum er at de magtfulde buddhistiske klostre har en væsentlig del af ansvaret for at Tibet helt op til nutiden, i stor grad er et tilbagestående feudalsamfund, med udstrakt grad af analfabetisme, og mangel på basale sundheds- og uddannelsesmæssige faciliteter. At tage entydig stilling i konflikten vil således være lige så unuanceret som at forveksle det tibetanske klostervæsens gøren og laden med buddhismens natur.

 

religion-008-1

Buddhismens historie og oprindelse

Buddhismen er med dens ca. 315 mill. tilhængere verdens 4. største religion. Buddhismen opstod i Indien i det 5. århundrede og var oprindeligt én blandt mange religiøse protestbevægelser rettet mod hinduismens ritualdyrkelse og kasteprivilegier. Buddhismen var tidligt en aktivt missionerende bogreligion der satte sit præg på kultur, politik og socialt liv i Sydasien helt frem til i dag. Buddhismen har gennem historien ikke haft nogen central organisation eller et forpligtende læresystem. Religionssamfundet har været meget tilpasningsdygtigt. Dets egenart består, uafhængigt af de lokale udformninger, i en klar todeling: På den ene side munkesamfundet, Sangha, på den anden side lægfolket.

Religionsstifteren, Siddharta Gautama Buddha, (ca. 563-485 f.v.t.) er en historisk person. Buddha, «den Oplyste», er imidlertid en ærestitel, ikke et egennavn. Siddharta’s lære må ses som både en forlængelse af og et brud med den hinduistiske tradition. Læren (dharma ) udsprang af den skelsættende oplysning Buddha opnåede, da han var ca. 30 år gammel. For de fleste munke og lærde buddhister er Buddha primært et historisk væsen, et menneske. Han er hverken en gud eller et overmenneske. Han var og er noget særligt, fordi han som den første fandt vejen til befrielse fra karma og samsara. Han viste vejen til oplysningen, formulerede de grundlæggende dele af den buddhistiske lære (dharma ) og etablerede den buddhistiske munkeorden (sangha).

Ligesom i hinduismen spiller forestillingen om genfødsel og om at alle handlinger har en konsekvens (karma ) en vigtig rolle for Buddhismen. Buddhas oplysning gav ham indsigt i midlet til at opnå befrielse fra genfødslerne kredsløb (samsara). Buddhismen blev i slutningen af det første årtusinde e.K.f. stort set fordrevet fra Indien, og den har siden tilpasset sig de religioner og lokale traditioner, den har mødt på sin vej. Den er således – som de andre verdensreligioner – en særdeles flertydig og kompleks størrelse, og der er ofte store forskelle mellem munkenes levevis og forståelse af buddhismen og den folkelige buddhisme.

Buddhismens lære

Målet er, at mennesket selv skal blive «oplyst» ved at følge den vej, Buddha har udpeget. Buddhismen har ingen lære om en gud, der skaber og styrer verden, eller om at mennesket trænger til guds hjælp for at blive frelst. Mennesket er af natur ikke syndig, men holdes fast i denne verden gennem et uendeligt antal genfødsler, så længe det er uvidende om sin egentlige natur. Den nødvendige viden udtrykkes gennem «de fire ophøjede sandheder»: 1) om lidelsen, 2) om lidelsens baggrund, 3) om lidelsens ophør, og 4) om den ottefoldige vej til lidelsens ophør.

Det centrale begreb, “lidelse” (dukkha) kan også gengives ved begrebet “ufuldkommen eksistens”. Buddhismen benægter ikke oplevelser af glæde og tilfredshed i dette liv, men lærer at alt dybest set er utilfredsstillende, fordi det er foranderligt. Dette gælder både synet på verden og på mennesket. Mennesket har ingen uforanderlig kerne, en sjæl, der kan leve evigt. Buddhismen giver sin egen særprægede fremstilling af de indiske tanker om handlingens konsekvenser (karma), om genfødslen (samsara) og om at frelsen (Nirvana) består i at standse rækken af genfødsler.

Ideelt set kan mennesket ved askese og meditation nå ind i Nirvana. I praksis bliver dette opfattet som et så vanskeligt mål at nå, at det ikke længere er muligt for nogen, hverken asketen eller lægmanden, at nå frelsen før den nye Buddha, Maitreya, kommer en gang i fremtiden. Den religiøse målsætning er altså først og fremmest rettet mod en livsførelse, der skal skabe mulighed for stadig bedre genfødsler.

Nogle mennesker er bedre egnet end andre til at virkeliggøre de buddhistiske idealer om indre frigørelse. Dette bliver samtidig udgangspunkt for sociale forskelle. En mand har et overlegent udgangspunkt overfor en kvinde. En munk står bedre rustet end en lægmand. Kvinder har deres muligheder for frelse knyttet til håbet om at genfødes som mand! Lægmanden kan, ved at opfylde sine forpligtelser, genfødes som munk. Kvinder har lav religiøs og social status, men samtidig må den egenartede personopfattelse understreges: Køn og social/religiøs status er konsekvensen af det tidligere livs fortjenester eller fejlgreb og kan ændres i kommende tilværelser.

På tværs af de forskellige retninger og skoler findes der nogle grundlæggende forestillinger, som et overvejende flertal af buddhister kan skrive under på.

For det første er der den buddhistiske trosbekendelse, kaldet De tre Juveler eller tilflugterne:

‘Jeg tager (min) tilflugt til Buddha, ..til læren (dharma), ..til munkeordenen (sangha). Tibetanske buddhister tilføjer ofte en fjerde tilflugt: …til lama (den personlige, oplyste lærer).

Overordnet er de fleste buddhister også enige om, at:

  1. Alt er lidelse, og alle sansende væsener lider.
  2. Alle væsener er underlagt samsara og karma.
  3. Alting opstår betinget af noget andet og eksisterer kun i gensidig afhængighed.
  4. Alting er forgængeligt.
  5. De største forhindringer på vejen frem mod “oplysningen” er livstørsten og uvidenheden. Livstørsten er begæret og driften mod ting, mennesker, ens eget liv, ja, hvad som helst. Uvidenheden er uvidenhed om, hvordan lidelsen opstår og kan bringes til ophør og uvidenhed om, at alle forestillinger om et “jeg” er forkerte. Selvet er en illusion. Ifølge buddhismen er “sjælen” eller “Jeg’et” en midlertidig kombination af karma og de elementer, som alt i verden er opbygget af.

Det første skridt på vejen til befrielse er at erkende de fire ædle sandheder om lidelsen:

  1. Alt er lidelse (dukkha), fordi alt er forgængeligt.
  2. Lidelsen opstår, fordi vi stræber efter noget illusorisk, som vi tror er varigt, og fordi vi er uvidende.
  3. Lidelsen kan bringes til ophør ved indsigt og ved at give afkald på stræben.
  4. Der er en vej ud af lidelsen, nemlig den ædle otte-foldige vej (Magga):
  • Ret anskuelse, dvs. erkendelsen af de fire ædle sandheder.
  • Ret sindelag, dvs. modsat forkerte sindelag behersket af begær, ond vilje og en voldelig mentalitet.
  • Ret tale, det modsatte af forkert tale, dvs. løgn, løs snak og ukvemsord.
  • Ret handlen, nemlig det modsatte af forkert handlen, dvs. drab, tyveri og et udsvævende liv.
  • Ret vandel, det modsatte af forkert vandel, nemlig bedrageri, forførelse, sandsigeri, bondefangeri og åger.
  • Ret stræben, det modsatte af forkert stræben, nemlig at leve uden “opmærksomhed”.
  • Ret opmærksomhed, dvs. at udvikle konstant bevidsthed om at alt er forgængeligt.
  • Ret fordybelse, en bevidsthedstilstand, hvor bevidstheden er tømt for indhold.

Det afgørende religiøse mål er altså før eller senere helt at undgå karma-belastning. Eller positivt udtryk: at opnå befrielse og den højeste gennembrydende erkendelse. Menneskets egne handlinger og konsekvenserne af dem (karma ) bestemmer dets skæbne. Vejen til befrielse går for de fleste gennem et utal af eksistenser, hvor man langsomt forbedrer sin karma og muliggør et liv, hvor man (eventuelt som munk) helt kan hellige sig meditationen.

Som i hinduismen og islam er det reglen (Kina og Tibet undtaget), at man ved besøg i klostrene tager fodtøjet af, inden man træder ind, uanset om man indtræder i templets kontor, meditationshal, gæsterum eller i egentligt indviede tempelrum. Meditationshallen, der ofte kan have en slags alterforhøjning med Buddha- og /eller bodhisattvastatuer, er som regel indrettet, så munkene kan sidde i meditation på særligt indrettede bænke. Når lægfolk kommer på besøg, medbringer de offergaver (blomster, frugt m.v.), og under samtalerne med munkene om læren (Dharma) eller andet, sidder man på gulvet foran munkene.

Også i private hjem tager man som regel fodtøjet af, og de fleste buddhister har et alter med en eller flere små Buddhafigurer i deres private hjem. Også her ofres blomster og frugt. Alteret er normalt placeret i dagligstuen, hvorfor man ofte fremhæver, at denne stue er den “rene” stue. Både i hjemmet og i templerne er det i visse lande almindeligt at lægfolk iklæder sig et løst klædestykke, en tynd kappe, således at de kun er iført én farve. Forklaringen er ofte, at tøjet – og hvad det skjuler eller fremhæver af kroppen – ikke skal virke distraherende på de omkringsstående.

religion-009

 

Hinayana og Mahayana

Der er to overordnede retninger inden for buddhismen: Mahayana (“Det store Fartøj”) og Hinayana (“Det lille Fartøj”).

Mahayana udbredtes fra Indien nordover og østpå til Myanmar, Thailand, Cambodja, Indonesien, Kina, Japan og Korea, mens Hinayana via Sri Lanka kom til bl.a. Myanmar (Burma), Thailand og Cambodja. Mahayana rummer fortsat adskillige skoler og varianter, og én af dem, Vajrayana (“Diamantfartøjet”) , regner – som navnet antyder – sig selv for et tredje “fartøj” på linje med Mahayana og Vajrayana. Derimod er der i dag kun én skole tilbage inden for Hinayana, nemlig Theravada (“De ældres Viisdom”), en skole, der fastholder, at dens version af buddhismen er den ældste og oprindelige.

Ifølge Hinayana er (var) Buddha Sakyamuni den eneste Buddha i universet i den indeværende verdensperiode. I Mahayana derimod regner man med flere buddhaer i universet i samme verdensperiode: Buddha Sakyamuni var én af flere buddhaer i tiden og universet, nemlig den der var udset til at vise sig og spille lige netop den rolle på det bestemte tidspunkt i verdensforløbet.

I Mahayana har man samtidig en forestilling om såkaldte bodhisattva ‘er. En bodhisattva er én, der har opnået den fulde indsigt og kan bringe sig selv ud af samsara . Af medlidenhed og medfølelse med alle levende væsener afstår bodhisattva’en imidlertid fra at indgå i det absolutte nirvana for i stedet at hjælpe andre til oplysning og frelse ved at lade sig bevidst genføde. Ifølge visse Mahayanabuddhister og megen folkelig buddhisme kan en bodhisattva påtage sig andres lidelse og dårlige karma og også overføre sin egen gode karma til dem.

En bodhisattva kan i de mange tidsaldre han skal igennem, før han bliver en buddha, antage forskellige “legemer” og “tilstande” af menneskelig eller – set fra den ikke-oplystes synspunkt – “overnaturlig” art. En bodhisattva kan derfor tilbedes som mere end et forbillede, fordi en bodhisattva direkte kan hjælpe buddhisten til frelse. Der er flest mandlige bodhisattvaer, men der findes også en del kvindelige, og nogle af de kvindelige (f.eks. Kwannon/Guanyin) spiller en helt central rolle i visse former for Mahayanabuddhisme.

Selv om buddhismen altså strengt taget ikke regner med guder, kan det i den folkelige buddhismes forestillingsverden ofte være vanskeligt at skelne Sakyamuni Buddha, andre buddhaer og bodhisattvaer fra det vi normalt kalder guder. Samtidig indgår ikke – buddhistiske guder (f.eks. hinduistiske) i folketroen i mange buddhistiske lande. Lærde buddhister fastholder dog, at den afgørende forskel er, at disse guder i princippet er underordnet Buddha, fordi de ikke har nået nirvana , men er underkastet karma og samsara ligesom alle andre levende væsener.

I Mahayana finder vi også en forestiling om den yderste virkelighed, der adskiller sig fra Hinayanas forestilling om, at alt er forgængeligt og kun eksisterer som del i en sammenhæng, at ingen fænomener er noget “i sig selv”; alle fænomener er ” tomme”. I Mahayanas teori og praksis antager denne erkendelse af den absolutte tomhed (sunyata ), eller rettere erfaringen af den yderste virkelighed, ofte en mere udpræget positiv valeur end det er tilfældet i Hinayana. “Tomheden” får så at sige “fylde”. Denne yderste sandhed, tomheden, kaldes i mange tilfælde også “buddha-naturen”, og det siges, at “buddha-naturen” i virkeligheden findes i alt. Her nærmer Mahayana sig visse hinduistiske forestillinger om, at der findes en altgennemtrængende guddommelig kraft, brahman , der også kan findes i det enkelte individ, og at målet er at blive ét med, at forsvinde op i denne altomfattende buddha-natur, der både findes i og udenfor mennesket.

Vajrayana og lamanismen

Vajrayana bygger på Mahayanas lære, men har derudover indarbejdet andre forestillinger samt særlige ritualer og former for meditation. Vajrayana har også indarbejdet en del ikke-buddhistiske guder, dæmoner og religiøs praksis og er stærkt påvirket af den såkaldte tantrisme, der har udviklet sig indenfor både hinduismen og buddhismen. En særlig national variant af Vajrayana er lamaismen, der i Tibet (og Mongoliet) har spillet og fortsat spiller en altdominerende rolle. Der er adskillige skoler og retninger indenfor den tibetanske buddhisme, men fælles for dem er bl.a. flg:

Religiøse specialister og mestre, der alt efter erkendelsesniveau og uddannelse smykkes med ærestitler som f.eks. lama eller rinpoche , spiller en en central rolle, både for samfundet som helhed og for den enkelte. Lamaen fungerer som leder af ceremonier og ritualer og som åndelig vejleder for den enkelte buddhist. I visse tilfælde tillægges han en indsigt og erkendelse, der giver ham evnen til direkte at hjælpe andre til indsigt, enten gennem belæring eller på mirakuløs vis alene via sin tanke eller gennem handlinger, som man – ud fra det normale ikke-oplyste stade – opfatter som magiske og overnaturlige.

I forlængelse af forestillingen om den oplyste mester har der udviklet sig en særlig forestilling om tulku’er, dvs. en slags levende bodhisatvaer. Det antages, at visse fuldt oplyste mestre bevidst kan lade sig genføde i en efterfølgende inkarnation, og man har udviklet faste metoder til at finde frem til og genkende en tulku. To af de største tulku’er – og dem, der er bedst kendt i Danmark – er Dalai Lama og Karmapa. Den nuværende Dalai Lama, der lever i eksil i det nordlige Indien, anses for at være i sin 14. bevidste inkarnation. Han er samtidig en legemligggørelse af den meget store og kendte bodhisattva Avolekitsvara.

En anden central forestillling i den tibetanske buddhisme knytter sig også til reinkarnationslæren. De tibetanske buddhister regner med, at der findes en slags mellemtilstand (bardo ) mellem døden og genfødslen, og at den døde kan forberede sig på at komme igennem denne fase, ligesom han også kan få hjælp af de religiøse specialister og af de tekster, der beskriver denne tilstand. Herudover karakteriseres tibetansk buddhisme ved brugen af rituelle genstande ladet med symbolsk og magisk betydning, og både de såkaldte mantra ‘er og mandala ‘er ( lyde, ord og symbolske tegninger, der harmonerer med de kosmiske enegier og oplysningsplaner), bedemøller og bedekranse, spiller sammen med kultbilleder, religiøse malerier, billedtæpper (thangka ‘er) en vigtig rolle i kulten og de daglige meditationsøvelser.

religion-010

 

Buddhistiske munke

Det at blive munk er den vigtigste overgang for en buddhist. Man kan blive munk, fra man er 20 år gammel. Ceremonien varierer fra retning til retning og afhængigt af om det gælder indvielse af unge, der vil begynde som novicer, eller indvielse af novicer til egentlige munke.
Enhver kan blive munk eller nonne, forudsat at han eller hun ikke er kriminel eller lider af en smitsom sygdom. Kastetilhørighed og køn spiller i princippet ingen rolle, og kvinders adgang til læren og skrifterne er den samme som mændenes. alligevel er der i de fleste buddhistiske samfund klare skel mellem munke og nonner. Munke går forrest i processioner, en nonne eller lægmand drikker ikke af samme kande som en munk etc.

Munkene (og de kvindelige munke:nonnerne) har underkastet sig et særligt regelsæt. Som munk forpligter man sig strengt over for buddhismens idealer om at give afkald på alt, der kan binde een til verden: familie, ejendom m.m.; ved at skabe de gunstigste vilkår for et moralsk liv og for meditation sigter man direkte mod oplysningen og befrielsen.Den fuldt indviede munk aflægger 250 løfter og skal følge 227 udspecificerede regler, oftest formuleret som undladelsesregler, som munken ved ordinationen aflægger løfte om at overholde. Overholdelsen af reglerne er samtidig asketiske øvelser.

De 10 overordnede undladelsesregler, der også gælder for novicen, dvs. den, der går i lære som munk er, at man skal undgå: 1. drab, 2. tyveri, 3. seksualitet, 4. løgn, 5. alkohol, 6. sene måltider, 7. dans, musik og skuespil, 8. smykker, parfumer, vellugte, 9. luksuøse senge og 10. anvendelse af guld og sølv ( penge).

En Hinayana-bhikku , dvs. mandlig munk (egentlig: “en, der modtager almisser”), er letgenkendelig på, at han er kronraget; kronragningen finder sted ved ordinationen. Desuden er han iført en særlig klædedragt, en gul, gulbrun eller mørk rød kåbe. Reglerne for de buddhistiske munkes klædedragt er fastlagt i vinaya, hvor alle munkereglerne er beskrevet. Ifølge den nordlige skoles (Sarvastivadin) vinaya skal munkenes dragter være enten okkergule eller en mørk rød farve. Grunden til dette var, at disse to farver ikke var særligt populære, fordi det var nogle grumsede jordfarver. Ligeledes skulle dragterne stykkes sammen af mange mindre stykker stof, fordi det var mindre værdifuldt end et sammenhængende stykke klæde, som var den normale klædedragt i datidens Indien, altsammen tegn på, at munkene havde forladt det verdslige liv.

I Tibet blev den røde farve med tiden meget populær og der opstod “modefarver”, i nogle perioder var det en vinrød nuance, der blev populær, til andre tider var det en mørkere rød. Dette er også tilfældet med den gule farve, man ser i munkedragten i Thailand, hvor man kan se munke i lysende gule dragter. I Kina og Japan var munkedragerte sorte eller grå, fordi den gule farve var forbeholdt kejseren, og den røde farve var for personer med en høj rang. Farverne er således kulturelt bestemte, der er ikke nogen symbolsk betydning.

I princippet har munke kun lov til at eje følgende: Tre stykker klædning, en skål til at modtage mad i, en si til at filtrere vand, en tandstik, en ragekniv, en nål, en stok og en vifte. Dette overholdes dog sjældent helt bogstaveligt; det afgørende er, at man lever så simpelt som muligt, så man bindes til så lidt som muligt.

Indenfor Hinayana forlader munkene klostret tidligt om morgenen for at gå ud efter de almisser, som lægfolket forventes at give. I Vesten er denne praksis tilpasset de lokale forhold: Tiggerrunden foretages f.eks. i de bydele og kvarterer, hvor munkenes landsmænd bor.

I dag er der ingen viede kvindelige munke i Hinayanalandene. En kvinde kan dog gå i kloster i en kortere periode. Hun underkaster sig så kun en del af reglerne og laver bl.a. mad til munkene, der ikke selv må tilberede maden.I Mahayana derimod findes der nonner.

Det afgørende skel med hensyn til at opnå frelse går i og for sig ikke mellem mænd og kvinder, men mellem munke og lægfolk. Dette skel har dog i tidens løb og inden for de forskellige retninger været mere eller mindre absolut, og i den ældste buddhismes tid var der intet krav om, at man skulle være munk (bhikku ) eller nonne (bhiksuni ) for livstid. I vore dages Hinayana er det dog kun i Sydøstasien, bl.a. i Thailand, at man kan blive munk i en tidsbegrænset periode. Det er ikke ualmindeligt,  at unge mellem 7- 20 år går i kloster i et par uger .De får herved en forsmag på et evt. senere liv som novicemunk (og munk), og de får lejlighed til at vise respekt for det munkesamfund, som de ærer og værdsætter. Samtidig ærer de deres forældre ved at gå i kloster for en kortere periode.

Lægfolk skal bekende sig til “de tre juveler”. En lægmand kan frivilligt påtage sig at følge samme ti undvigelsesregler som en novice, eller hvis han vil, kun de første otte. Som regel følger man kun fem, der ikke er formuleret som egentlige bud, men som løfter: Om at afholde sig fra at dræbe, stjæle, leve ukysk (have en dårlig “sexualmoral”), lyve og indtage rusmidler (alkoholiske drikke, euforiserende stoffer, narkotika). Det tredje løfte afviger fra munkenes, der kræver total afholdenhed. En lægmand behøver ikke love noget sådant, men han eller hun skal love f.eks. ikke at begå ægteskabsbrud.

Naturligvis kan en lægmand pålægge sig selv total afholdenhed, og seks dage om måneden kan lægmanden pålægge sig selv faste, dvs. kun et måltid om dagen. Mange læge buddhister tilstræber at leve vegetarisk, dvs. uden kød og æg, men kun munke og nonner skal leve vegetarisk. I templet eller ved festlige sammenkomst i forbindelse med fester i templet indtager heller ikke lægfolk kød.

Til lægmandens idéelle opførsel hører ikke kun det at afstå fra og undvige noget; aktive handlinger som f.eks. gavmildhed og venlighed, der i buddhismen opfattes som intimt forbundet med en voksende erkendelse af de fire ædle sandheder, er også påkrævet. Gavmildhed er naturligvis en handling, der også er gunstig for ens egen oplysning og frelse, men den fører ikke til forbedret karma, hvis den kun udøves med tanke på ens egen frelse. Det gælder om at handle uegennyttigt.

Munke, lamaer, tulkuer m.v. er religiøse specialister, der ikke kun bestræber sig på deres egen frelse, men også hjælper andre frem mod oplysning. Derfor træder de (og templerne) ofte i funktion i forbindelse med de afgørende overgange i lægfolkets liv. Dette selv om de ofte selv vil fremhæve, at begivenheder som fødsel, navngivning og ægteskab strengt taget ikke har nogen egentlig hellig status inden for buddhismen.

religion-011

 

Fester, overgangsritualer og højtider

I de forskellige buddhistiske lande er der et utal af fester. Nogle fejres i snæver tilknytning til klostrene, andre er mere folkelige. Festerne varierer i både antal og form fra retning til retning og fra land til land. Fællestræk ved fester, der fejres i templerne, er meditation, messende lovprisning og recitation, ofte benævnt med det engelske ord “chanting”. De folkelige buddhistiske fester, der har indoptaget lokal folketro og festskik og foregår ude på gader og stræder, kan være meget livlige og ikke særlig ceremonielle.

Den buddhistiske festkalender er en månekalender. Derfor udregnes tidspunkterne for festerne år for år. De forskellige retninger fejrer ikke festerne på samme tidspunkt og navnene for festerne er sjældent de samme.

Fuld- og nymånefester

Fuldmåne – og nymånedage giver generelt anledning til særlige ceremonier (f.eks. recitation af de 227 regler); ofte benytter lægfolk disse dage til at besøge klostret og templet og praktisere de 8 forskrifter.

Buddhas fødsel, oplysning og død

I følge de mest udbredte traditioner indenfor Theravadabuddismen fandt alle tre skelsættende begivenheder sted på samme dag. Derfor fejrer bl.a. thaibuddhister dem ved samme fest (Wesak/ Visaka Bucha), der afholdes ved fuldmåne i maj. Festen fejres med udsmykning af templet, lægfolk besøger templet og bringer ofre (gaver, mad og penge) til templet og munkene . Har templet et relikvieskrin ( stupa , dagopa ) kranses det med olie- eller smørlamper. Mahayanabuddhister fejrer de tre store begivenheder på forskellige dage. De største fester fejres til minde om Buddhas fødsel og oplysning.

Buddhas fremlæggelse af Læren

Fejres af Hinayana og Mahayana-buddhister til minde om Buddhas første fremlæggelse af Læren. Festen fejres typisk med meditation, blomsterofre, hymner, recitation m.v. I f.eks. det Thai-buddhistiske tempel i Dragør foretager munke og lægfolk også en rituel omkredsning af deres klosterbygning med lys i hænderne.

Regntidens afslutning

Fejres i Danmark bl.a. af Thai-buddhister (under navnet kathina ) og knytter sig til afslutningen på regntiden, hvor munkene traditionelt lukkede sig inde på ét sted for at meditere. Ved periodens afslutning kommer lægfolket så på besøg i templet for at ofre til munkene og klostret. Ofte medbringer de et såkaldt “Penge-træ”, dvs. en potte med et træ behængt med penge og andre gaver. Det er også ved denne lejlighed, at lægfolket forsyner munkene med klæde til munkedragten. I Danmark, hvor der jo ikke er en separat regntid, er skikken med at besøge klostret og munkene for at give dem et “Penge-træ”, ikke snævert knyttet til den traditionelle fest. F.eks. fejres nytåret både i klostret i Dragør og templet i Stenløse ved at lægfolk besøger munkene og overrækker dem “Penge-træer”.

Maka Bucha

Fejres af Theravadabuddhister i Dragør og Stenløse til minde om dengang 1.250 fuldt oplyste munke (arahat ‘er ), alle ordineret af Buddha selv, tilfældigt eller på “overnaturlig” vis traf sammen hos Buddha, der ved denne lejlighed for første gang fremmessede de 227 munkeregler.

Rose-ceremonien

De vietnamesiske buddhister i Danmark fejrer i august/september festen Le Vu Lan , “rose-ceremonien”, en fest, der også kendes fra Kina, Japan og Korea. Man samles i templet for at afhjælpe en del af den dårlige karma, som afdøde og nulevende mødre har erhvervet sig. Festen tenderer mod samtidig at være en fest, hvor man generelt søger at knytte båndene mellem forældre (af begge køn) og børn. Navnet hænger sammen med, at man får en (papir-) rose af munken, en hvid for døde mødre (forældre) og en rød for endnu levende.

Fødsel/navngivning

Lægfolk bringer ofte deres nyfødte til templet, hvor munkene afsynger hymner, messer m.v. og velsigner barnet. Til tider fremsiges på barnets vegne den buddhistiske “trosbekendelse”, dvs. de tre tilflugter. Allerede ved denne lejlighed kan barnet modtage det såkaldte dharma – navn, dvs. det navn, der viser det er buddhist. Dharma-navnet kan man dog også få senere, i forbindelse med en slags “konfirmation”, hvor man kommer til templet og selv fremsiger tilflugterne.

Erhvervelsen af dharma-navnet har altså i modsætning til erhvervelsen af det almindelige borgerlige navn en religiøs betydning. I Tibet kan forældre bringe barnet til en lama, der klipper en lille tot hår af barnets isse og giver det et af sine egne navne. Herhjemme fortæller Lakha Lama fra Gelugpa-retningen, at han kun udfører disse handlinger, hvis barnet er tibetaner. Ellers nøjes han med at velsigne barnet.

Vielse/ægteskab

Vielse foregår som regel i familiens kreds, men parret kan også gå til templet og lade sig velsigne af en munk eller lama.

Død/begravelse

Også i forbindelse med død og begravelse træder munke til med hjælp og bønner, i forbindelse med dødens indtræden, ved begravelseshøjtideligheden, i de første dage (ofte de første 49) efter dødens indtræden og i forbindelse med mindedage for afdøde. Ligbrænding er den hyppigste begravelsesform i de buddhistiske lande. I Tibet er der fire forskellige begravelsesformer: Legemet kan gives til gribbene, brændes, begraves eller mumificeres og anbringes i en stupa. En lama enten brændes eller mumificeres.

Tibetanske buddhister mener, at den afdøde kan leve videre i den såkaldte “hjertechakra” (jf. evt. sektion om Chakra) i op til tre dage efter dødens indtræden. Derfor kontakter man ofte en astrolog, der afgør, hvornår liget må flyttes og hvordan. Karakteristisk for den tibetanske buddhisme er dens forestillinger om en “mellemtilstand” (bardo), hvor den dødes sjæl bevæger sig hen mod den næste inkarnation. Fra dødens indtræden og indtil 49 dage efter fremsiger man derfor bønner og udfører ritualer for at hjælpe den døde bedst muligt gennem bardo. Endvidere afholder man som regel mindedag for afdøde, de første 3 år efter døden, hvor  man ofte får en munk til at bede for afdøde. Hinayana – og Mahayana-munke kan på familiens vegne påtage sig at strø asken af afdøde ud i havet.

De efterlevende og munkene ærer og hjælper de afdøde via recitationer af skrifter, mantraer og andre ritualer. Der er således i visse templer ceremonier til ære for afdøde, og billeder af menighedens afdøde slægtninge kan i særlige perioder placeres ved siden af alteret og den centrale Buddha – eller bodhisattvafigur. Også i de private hjem har man indrettet en særlig “forfædrehylde” med tavler og billeder af slægtens afdøde. Også disse æres med ofre.

Inden for visse retninger fejrer man desuden dagen for Buddhas nedstigen fra himlen og (i den tibetanske buddhisme) dagen for hans demonstration af magiske evner.

 

Mahabodhi tempelkompleks

Byen Bodh Gaya er nok buddhismens helligste sted. Her mediterede Siddharta Gautama i syv uger under et pipaltræ og fandt svaret på menneskets lidelser. Derfor fik han navnet Buddha (den oplyste). Det er en behagelig lille landsby, som er et hyggeligt stop for et par dage.

Her finder vi Mahabodhi templet, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Templet har et 52m. højt tårn samt nogle mindre sidetårne. Der er her, som sædvanlig ved alle turistattraktioner i Indien, mange indere, der tilbyder sig selv som “guide”. Tjek, at de taler ordentligt engelsk, og så er pengene givet rigtigt godt ud.

På templets område står et indhegnet bodhi-træ, som er en slægtning til det træ, som Buddha sad under. Ved templet kan man se mange bedende munke. I byen findes desuden en mængde buddhistklostre. Byen Bodh Gaya er desuden berømt for en 20 m. høj siddende Buddha, som man kan se på lang afstand. Måske ansporet af den opmærksomhed Bodh Gaya igennem tiderne har fået på grund af den 20 meter høje statue besluttede byen at bygge en ikke mindre end 152 meter høj ny Buddha statue. Den stod færdig i 2005 og er sponsoreret af japanerne. Vær opmærksom på, at alle klostre/templer er middagslukkede mellem 12 og 14.

Omkring år 300 blev den første stupa i øvrigt opført i byen Bodh Gaya i Indien. Denne blev opført af Kong Ashoka, der var dybt inspireret af Buddha Sakyamuni’s livshistorie. Stupaen i BodhGaya er opført ganske nær det præsice sted, hvor Buddha realiserede sin oplysning. Formålet er at vise væsners fulde udviklingspotentiale, den oplyste tilstand. Stupaer symboliserer den oplyste Buddhas krop og belæringer.

Når man observere en stupa fra grunden til toppen ser man udviklingsvejen.: Buddha, de buddhistiske belæringer, de erkendte venner på vejen, den erkendte indstilling, og fryden som grundlag for vejen mod erkendelsen. Symbolismen refererer samtidig til den buddhistiske opfattelse af universet altså jord, vand, ild, luft og sindets natur.

 

De buddhistiske monumenter i Sanchi

Bhopal er en by i det centrale Indien og hovedstaden i den indiske delstat Madhya Pradesh. Bhopal har tilnavnet byen med de 7 søer. Bhopal er også det administrative hovedkvarter for Bhopal distriktet og Bhopal divisionen. Historisk var Bhopal også navnet på en stat i det centrale Indien, der under det engelske styre i kolonitiden var styret af en prins. Tæt ved Bhopal finder man stedet Sanchi, der er på Unesco’s Verdensarvsliste. Tæt ved Betwa floden på en flad 90 meter høj af sandsten, findes en af de mest velbevarede grupper af buddhistiske monumenter i Indien, bygget af kejser Ashoka.

Kejser Ashoka regerede over et stort kongerige i Indien, fra 274-236 f.v.t. Han var en krigerkonge, indtil han en dag mødte en skare buddhistmunke, der fortalte om Buddhas lære. Ashoka blev forfærdet over de ulykker, han havde været skyld i og lovede at leve efter Buddhas lære. I andre fortællinger blev kejser Ashoka omvendt efter et besøg i Lumbini, Buddha Gautamas fødested. Under alle omstændigheder indførte han en retfærdig lov, tog sig af de fattige i samfundet, sørgede for asyl, uddannelse og lægehjælp. Han indførte religionsfrihed, fordi han ønskede, at folk skulle leve i fred med hinanden, men han opfordrede også mennesker til at være buddhister. Han sendte nonner og munke, deriblandt hans datter og søn, ud i verden for at fortælle folk om buddhismen. Kejser Ashoka tildeles en stor del af æren for udbredelse af buddhismen i Kathmandu-dalen i det tredje århundrede før vor tidsregning.

Sanchi by

Den store Stupa

Den østlige port

Yakshi, den østlige port

Østlige indgangsport, Great Stupa

Den vestlige indgangsportal

Hvad en stupa er for en størrelse

Lad os starte med at forstå, hvad en stupa egentlig er for en størrelse, idet dette var hvad kejser Ashoka byggede et par stykker af, her på højen ved byen Sanchi. En stupa var oprindeligt et begravelsesmonument for herskere, men i følge sagnet bad Buddha om, at hans aske måtte blive opbevaret i en stupa, og på den måde blev det buddhistisk helligdom. En stupa kan således både være et mausolæum og et meditationsrum.

Når en stupa benyttes som et kuppelformet begravelsesmonument, symboliserer den overgangen fra det jordiske liv til en overjordisk tilværelse. De enkelte dele af monumentet repræsenterer tilværelsens fem elementer. Fundamentet kan være en firkantet struktur evt. opbygget i terrasser, som står for jord. Ovenpå er en hvidkalket kuppel, som står for vand. På kuplen er et spir, på hvis firkantede fundament Buddhas altseende øjne er malet. Spiret står for ild og består af tretten trin, som symboliserer vejen op mod fuldkommenhed eller nirvana. Parasollen over spiret beskytter dem, som bevæger sig frem mod nirvana. Øverst findes ofte en halvmåne, som er luft og en sol, som er rummet. Hvis man støder på en stupa, der benyttes som begravelsesmonument, bør man ifølge traditionen gå venstre omkring denne.

Når en stupa benyttes som et meditationsrum, tjener den det formål at holde negative og fjendtlige energier og vibrationer på afstand. Både selve stupaen og området omkring den benyttes til meditation. Chorten (Korten) er det tibetanske ord for en stupa og betegner ofte en stupa i mindre format. En chorten, der danner en indgangsportal, kaldes en kani.

Den store stupa

Det, som er mest interessant ved de enkelte Stupaer ved Sanchi, er egentlig ikke så meget stupaerne i sig selv, men mere de fire porte, der er omkring hver enkelt stupa. Disse porte er kunstfærdigt udsmykkede og skildrer diverse episoder af Buddhas liv samt andre motiver ift. buddhismen. For hver af de overliggende bjælker på den store stuba’s fire porte er der et tema.

Den nordlige indgangsportal. Ved den store stupas nordlige port ses Chhaddanta Jataka (Buddha inkarneret som en elefant), der giver sin hale til en jæger. Vi ser også dæmonen Mara’s fristelse (Temptation of Mara) samt en illustration af, hvordan kong Vessantara (også en inkarnation af Buddha) praktiserer dyden af generøsitet. Dekorationen på den nordlige port er mere kompleks og detaljeret end på de andre tre porte ind til den store stupa. Den nordlige port er som den østlige port båret af flotte elefantsøjler.

Den østlige indgangsportal.Ved den store stupas østlige indgangsport er temaet for den øverste bjælke, de syv Manushi Buddhaer. Den mellemste bjælke har som tema illustrationer fra episoden, hvor Buddha forlader sit palads i Kapilavastu. Og endelig er temaet for den nederste bjælke et kongeligt besøg i Ashoka, hvor vi bl.a. ser Bodhi træet, under hvilket Buddha, ifølge de buddhistiske traditioner, opnåede sit klarsyn og visdom. Illustrationerne er, som man så tit ser det ved buddhistiske udsmykninger, meget fantasifulde. Vi kan bl.a. se løver med vinger, påfugle, elefanter etc. Et særligt berømt element på den østlige indgangsport til den store stupa er naturgudinden Yakshi.

Den vestlige indgangsportal. Bevæger vi os om til den vestlige indgangsportal, ses igen, at denne består af to smukke søjler, hvorpå der hviler tre bjælker med hver sit tema. Temaet for den øverste bjælke er, hvorledes en kongelig procession transporterede Buddhas efterladenskaber til byen Kushinagara. Temaet for den midterste søjle er den krig, der var ved at udbryde efter Buddhas død. Der opstod nemlig konflikt, om hvordan Buddhas jordiske efterladenskaber skulle fordeles.

Disse var allesammen blevet beslaglagt af Malla kongerne, der var meget uvildige til at dele dem med andre. Konflikten spidsede så meget til, at byen Malla, hvor Buddhas jordiske efterladenskaber blev opbevaret, var på kanten til at blive overfaldet. Konflikten blev dog løst fredeligt af en Brahmin, ved navn Drona, der var i stand til at tale parterne til forsoning. Og endelig er temaet for den nederste bjælke, hvordan dæmonen Mara søger at forføre og skræmme den mediterende Buddha.

Østlige indgangsport, Great Stupa

Den vestlige indgangsport set fra stupaen

På samme måde, som der for hver af de tre overliggende bjælker på den store stuba’s fire porte er et tema, er der ligeledes et tema for hver af de to søjler, der bærer hver ingangsport. Disse er dekoreret på alle sider. Meget smukt! Som regel er temaerne en fortsættelse af de temaer, som de overliggende søjler har.

Nærbillede af en af de smukke stolper

Endnu et nærbillede

 

Sanci er stadig et smukt sted. Her er søgt illustreret, hvordan det har set ud i sin velmagtsdage

Endnu en stupa

Og endnu en…

Stupa nr. 2

Stupa nr. 2

Tempelruiner

Monastery 51

Tempelruiner

Monasteries 45, 46, 47

Temperuiner

Turistinformation & Souvenirbutik

Inde i turistinformationen

Buddhas død illustreret

Sanchi højen

Det bør tilføjes, at det ikke alene er på toppen af Sanchi højen, at der findes templer og andre buddhistiske bygningsværker. Spredt ud over hele Sanchi højen findes ruiner af forskellige bygningsværker. Se nedenstående illustration for et overblik.

 

Borobudur

Borobudur er verdens største buddhistiske tempelkompleks. Det blev bygget i perioden år 775 – 842 af kongerne i Sanjaya og Sailendra dynastiet omkring slutningen af det ottende århundrede og begyndelsen af det niende. Ifølge en inskription fra år 842 var Borobudur engang et sted for bøn, men man ved stadig ikke præcis, hvad Borobudurs formål var. Der er ingen bevarede tekster, som fortæller, hvad man benyttede templet til.

I år 950, et hundrede år efter dets opførelse, blev Borobudur forladt. Kort tid efter fulgte et udbrud fra den nærliggende vulkan, der begravede komplekset i aske, jord, vulkansk aske og vegetation dækkede efterhånden bygningen. Først i 1814 blev det igen frilagt. I spidsen for dette arbejde stod Java’s daværende guvernør Sir Thomas Raffles. Men eftersom guvernøren kun frilagde templet, blev det i de følgende år udsat for talrige plyndringer.

Hollænderne så tidligt i det tyvende århundrede vigtigheden af at bevare templet og igangsatte rekonstruktion heraf. Det første forsøg stødte dog på betydelige tekniske udfordringer, og i 1960’erne grundstødte projektet grundet to større jordskælv og finansielle problemer. I 1973 blev arbejdet med støtte fra UNESCO genoptaget, og 10 år senere kunne templet igen åbnes for offentligheden.

Borobudur er bygget op i tre hoveddele, hvilket afspejler Mahayana Buddhisens univers, og den måde hvorpå pilgrimmene, der kom til stedet, nærmede sig det allerhelligste. Borobudurs formgivning indeholder tre af de mest betydningsfulde symboler i Indien – det hellige bjerg, mandalaen og stupaen.

Borobudur er formet som en trin-pyramide over en naturlig bakke, så den har ikke noget indre. Alle gallerier, statuer og figurer er ude i den fri luft. Strukturen består af 55.000 kvadaratmeter lava-sten placeret over en bakke som en trin-pyramide. Der er både rektangulære og runde etager samt en central stupa, så hele bygningen har form som den hellige buddhist-blomst – lotusen.

Borobudur har ni terrasser. De nederste har mere end 1000 buddhistiske relief-paneler. De øverste bærer over 70 klokke-formede stupaer, der oprindeligt husede hver sin Buddha-statue.

Den nederste del af templet (Kamadhatu) repræsenterer et menneskeliv, hvor følelserne (begæret og driften mod ting) har magten over mennesket. Den næste del (Ruphadhatu) består af fire etager, udsmykket med et relief, der viser scener fra prins Siddhartas liv, fra før han blev til Buddha. På disse terrasser kan man også se statuer af Buddha, der hver repræsenterer de fem mudras (eller håndpositioner).

Alt i alt er der 2000 mindre relieffer, og hvis man vælger at følge de fire etager hele vejen rundt for at komme til toppen af templet, kommer man til at gå ikke mindre end fem kilometer. Eftersom hver af disse fire midterste etager repræsenterer en periode i et menneskeliv, var det meningen, at pilgrimmene skulle starte ved trappen på den østlige side af templet. De kunne herefter “vandre” igennem reglerne for den buddhistiske lære for endelig til sidst at opnå Buddhas visdom.

Den øverste del af templet (Arupadhatu) repræsenterer det stadie, hvor mennesket har fået kontrol over sig selv og sine følelser. Det øverste mål i buddhismen hvor man har frigjort sig fra alle følelser – det absolutte – også kaldet Nirvana. Buddhismen benægter ikke oplevelser af glæde og tilfredshed i dette liv, men lærer, at alt dybest set er utilfredsstillende, fordi det er foranderligt. Dette gælder både synet på verden og på mennesket. Mennesket har ingen uforanderlig kerne, en sjæl, der kan leve evigt. Buddhismen giver sin egen særprægede fremstilling af de indiske tanker om handlingens konsekvenser (karma), om genfødslen (samsara), og om at frelsen (Nirvana) består i at standse rækken af genfødsler.

Ideelt set kan mennesket ved askese og meditation nå ind i Nirvana. I praksis bliver dette opfattet som et så vanskeligt mål at nå, at det ikke længere er muligt for nogen – hverken asketen eller lægmanden at nå frelsen, før den nye Buddha, Maitreya, kommer en gang i fremtiden. Den religiøse målsætning er altså først og fremmest rettet mod en livsførelse, der skal skabe mulighed for stadig bedre genfødsler. Du kan læse meget mere om buddhismen i NetSpirit’s sektion herom, hvis interessen er derfor.

Den øverste del af templet repræsenterer, som nævnt, Nirvana og er udsmykket med 72 sten- stupas’er (klokkeformet), hvoraf mange stadig den dag i dag rummer statuer af Buddha. I midten står en kæmpe stupa på omkring 15 meter i diameter.

Øen Java

Borobudur-templet er beliggende syd for Mahelang, på øen Java, Indonesien. Java er Indonesiens 5. største ø med et befolkningstal på 80 millioner mennesker. En kæde af 112 vulkaner ligger som perler på en snor fra den vestlige til den østlige del af Java. Jakarta er Indonesiens travle hovedstad. Byen bærer tydelig præg af den hollandske og britiske kolonitid med mange fine bygninger og et gammelt kvarter med restaurerede byhuse.

Jakarta er udgangspunkt for ture op i bjergene til Bandung og videre over øen til de to store tempelkomplekser 40 km. nordvest fra byen Yogyakarta. Det ene er Prambanan templet fra det 10. århundrede, hvor der ved fuldmåne afholdes et friluftsteater med hundredvis af dansere, sangere og gamelan musik. Det andet er Borobudur templet.

 

Vil du vide mere

I forlængelse af  nærværende sektion om hvad buddhisme er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner. Endvidere kan det måske have interesse at kigge direkte i de vigtigst buddhistiske skrifter og se hvad, der står deri. Hvis interessen skulle være omkring at kigge i grundbøger indenfor det spirituelle, så tag et kig på NetSpirits bibliotek, hvor vi har samlet en række spirituelle skrifter, som det er muligt at læse ganske gratis On-Linie.

Der findes foruden hovedreligionerne en række andre begrebsområder, der støder op til og som til dels overlapper det spirituelle område. Her tænkes på områder som Filosofi, Psykologi, Naturvidenskab, Lægevidenskab og okkultisme. I stedet for at vælge den ene retning eller anskuelse fremfor den anden er det mere givtigt at se dem i sammenhæng og bruge det bedste fra begge verdner. Ses de forskellige anskuelsesmåder i sammenhæng beriger og supplerer de hinanden.

Den buddhistiske festkalender er en månekalender. Du kan eventuelt have interesse i at læse nærmere om de forskellige kalendersystemer.

 

Stil spørgsmål om Spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål