Forskellige kalendersystemer
Ordet kalender kommer af latin og er en inddeling af tiden i eksempelvis; år, måneder, uger og dage; en fortegnelse over årets dage. Alle former for tidsregning tager deres udgangspunkt i månens faser. Månen er nem at følge med det blotte øje og har fra de tidligste tider været brugt til at inddele tiden. Kalenderen blev indført af babylonierne omkring 6000 f.v.t., af ægypterne omkring 4000 f.v.t., af kineserne omkring 2000 f.v.t. Den nu almindelig benyttede gregorianske kalender er skabt på basis af den romerske kalender og den julianske kalender.
Skønt den gregorianske kalender i dag er den mest udbredte, bruges der stadig i hele verden omkring 40 forskellige kalendersystemer. I det følgende redegøres for de mest udbredte kalendersystemer; den kinesiske, den kristne, den islamiske og den jødiske. I forlængelse af denne redegørelse ses på jordens tidszoner.
Den julianske & gregorianske kalender
Kalender som Julius Cæsar 47 f.v.t. lod udarbejde og indførte 45 f.v.t. Den julianske kalender har solåret på 365,25 døgn som grundlag, For at bringe orden i ældre tiders rodede kalender og få månederne til at passe med årstiderne indsatte Cæsar tre skudmåneder i året 46 f.v.t., der blev på 455 dage og af romerne huskedes som Forvirringens År.
Den julianske kalender bestemte at tre af fire på hinanden følgende år var på hver 365 døgn, det fjerde et skudår på 366. Inddeling i 12 måneder samt syvdages-ugen blev fastholdt; men nytåret blev flyttet fra 1. marts til 1. januar. Den Julianske kalender antager som nævnt at et år er eksakt 365,25 dage, men det gennemsnitlige solår er 365,2422 dage, hvilket betyder at et Juliansk år er ca. 11 minutter og 14 sekunder for langt, en fejl der akkumulerer til 1 dag på 133 år. Således er 400 Julianske år omkring 3 dage for mange.
Det var imidlertid et problem for Kirken at få den civile romerske solkalender kombineret med kirkeåret, der byggede på den jødiske månekalender. Én af den kristne kirkes største højtider, påsken, falder nemlig på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn den 21. marts – således som det blev bestemt på kirkemødet i Nikæa år 325. Man havde derfor den udfordring at få påsken til at falde på samme tid hvert år.
Denne udfordring satte paven i år 525 en munk ved navn Dionysius Exibuus til at udarbejde en løsning på. Dionysius opstillede en påsketabel for det kommende århundrede, men manglede en betegnelse for de kommende år. Man havde tidligere brugt at opkalde årene efter de regerende konsuler, der sad ét år ad gangen og formelt var statsoverhoved; men man vidste jo selvfølgelig ikke, hvem der 100 år frem i tiden ville blive valgt til konsul. Endvidere havde man den udfordring at man det var almindeligt at regne med antallet af år efter kejser Diokletians tronbestigelse i år 284. Men kejser Diokletian havde stået for en systematisk forfølgelse af de kristne og var således ikke egnet som udgangspunkt for en kristen kalender!
Dionysius valgte at bruge Kristi fødsel som udgangspunkt for sin kalender. Hvordan han så end fandt frem dertil, så fastslog han, at Kristus fødtes år 284 før kejser Diokletians tronbestigelse. Kalenderen blev hurtigt standard for hele den vestlige Kirke, der anså paven som sit åndelige overhoved, og i begyndelsen af 700-tallet udarbejdede den engelske munk Beda en kalender, der dækkede en komplet påskecyclus på 500 år. Kalenderen blev brugt sideløbende med den civile romerske solkalender, og først i 800-tallet begyndte betegnelsen Kristi fødsel at optræde regelmæssigt i officielle dokumenter og breve. I 900-tallet begyndte også Kirken at bruge betegnelsen regelmæssigt.
Kalendersystemet blev justeret af pave Gregorius XIII. i år 1582. Man udlignede den siden Cæsar fremkomne afvigelse, der beror på, at solåret er på 365,2422 døgn, ved simpelthen at ‘springe over’ 11 dage i oktober måned. Denne kalender som fik navnet den gregorianske kalender blev indført i katolske lande allerede i 1582.
Men da kalenderen var blevet til på initiativ af pave Gregor d. 13, kun ca. 50 år efter reformationen var paver ikke i så høj kurs og det kom derfor til at vare noget længere inden Danmark – og andre protestantiske lande – indførte den nye tidsregning. I Danmark blev den gregorianske kalender efter kongelig forordning 28. november 1699, indført i året 1700. Andre protestantiske lande indførte den samme kalender i det 18. årh., medens den først efter 1. verdenskrig indførtes i ortodokse lande.
| Nr. | Navn | Dage |
| 1 | Januar | 31 |
| 2 | Februar | 28/29 |
| 3 | Marts | 31 |
| 4 | April | 30 |
| 5 | Maj | 31 |
| 6 | Juni | 30 |
| 7 | Juli | 31 |
| 8 | August | 31 |
| 9 | September | 30 |
| 10 | Oktober | 31 |
| 11 | November | 30 |
| 12 | December | 31 |
I den oprindelige julianske udformning indføjede kalenderen en ekstra dag i hvert fjerde kalenderår; det indebar en svag overkorrektion, således at kalenderåret i løbet af 400 år vandt godt 3 døgn i forhold til solåret. Den revideret version – den gregorianske kalender – reducerer skuddagenes antal til 97 pr. 400 kalenderår og formindsker dermed også virkningen af forskellen mellem solårets og kalenderårets længde: under den gregorianske forskyder kalenderår og solår sig med mindre end 1 døgn i forhold til hinanden i løbet af 3000 år (reelt 3 døgn i løbet af 10000 år).
Skudår er herefter år hvis årstal efter Kristi fødsel er delelige med 4 (1988, 1992, 1996, osv.); hundredårene (1600, 1700, 1800, osv.) dog kun, såfremt de er delelige med 400 (1600, 2000, osv.). Som skuddag regnes i skudår årets 55. dag, dagen efter 23. februar.
Den julianske kalender afstod ganske vist helt fra forsøg på at lade kalenderen tage hensyn til månens bevægelser, men valgte dog at strukturere sit kalenderårs 365/366 dage i et system af 12 perioder af nogenlunde samme længde og med de samme navne som den ældre kalenders (måne) måneder.
Af disse navne angav de 6 simpelthen månedens placering i et årsforløb, der begyndte med marts: quintilis (“den femte”), sextilis (“den sjette”), september (“den syvende”), october (“den ottende”), november (“den niende”), december (“den tiende”); på en ikke alt for gennemskuelig vis synes de øvrige 6 at hænge sammen med bestemte gudenavne eller religiøse riter: marts (jfr. guden Mars), april (jfr. latin aperire “åbne”), maj (jfr. guden Maia), juni (jfr. guden Juno), januar (jfr. guden Janus), februar (jfr. latin februare “rense”).
En af årets måneder blev i den nye kalender omdøbt til minde om initiativtageren til den nye kalender, Julius Cæsar, der fik juli måned opkaldt efter sig, en anden blev på et senere tidspunkt opkaldt efter hans efterfølger Augustus, der efter nogle års forfald fik genoprettet den julianske kalender.
Ugen
Den gregorianske kalender opdeler foruden tiden i måneder også tiden i uger af 7 døgns varighed. Syvdagesugen har ikke, som kalenderperioderne år og måned, nogen umiddelbar sammenhæng med himmellegemers bevægelser, men har baggrund i jødisk og anden gammel nærorientalsk socialt/religiøst funderet kalenderpraksis. I europæisk kalendertradition er den indkommet i begyndelsen af det 4. århundrede, da kristendommen blev etableret som officiel religion i det romerske rige.
Årets uger har ikke som månederne, hver sit navn. Efter international overenskomst 1971 identificeres de til gengæld ved en fortløbende nummerering 1-52. Som uge nr. 1 regnes den første uge, der (med mandag som ugens første dag) indeholder mindst 4 dage af det nye år.
På grund af den forskudte rytmen mellem kalenderåret (365/366 dage) og den periode, der udgøres af 52 uger (52 x 7 = 364), forskydes ugedagens placering i kalenderåret i forhold til de foregående år. Det er denne omstændighed, i forbindelse med de forskydelige helligdages bevægelse fra år til år, der begrunder, at der til hvert år fremstilles nye kalendre og almanakker.
Ældre almanakker var beregnet til genbrug år efter år. Det problem, der var knyttet til ugedagenes forskydning, løste de ved ikke at dele årets dage op på ugedage, men i stedet at tildele hver af årets 365 dage et af bogstaverne a-g. Det enkelte års “søndagsbogstav” angav, hvor søndagen faldt i det pågældende år: var f.eks. søndagsbogstavet “c”, faldt søndagene på de datoer, der var mærket med dette bogstav 3., 10., 17., 24., 31. januar osv. Herudfra kunne man beregne, hvorledes de øvrige ugedage var placeret i året.
Systemet blev overtaget i de ældste almanakker, og der gik lang tid, før almanakredaktørerne indså, at dette var helt overflødigt at pålægge brugerne dette beregningsarbejde, når kalenderen alligevel blev skiftet ud hvert år. I Danmark var det først med almanakken for 1685, den første egentlige universitetsalmanak, at det umiddelbart blev angivet, på hvilken ugedag årets enkelte dage falder.
Ugedagenes navne afspejler ugens oprindelse i nærorientalsk kalendertradition. De babyloniske astronomer tilordnede hver af ugens dage til en af de 7 planeter/planetguder (inkl. solen og månen), og dette system blev, allerede i førkristen tid, kopieret hos grækerne og romerne. I kontaktzonen mellem romersk og germansk kultur blev, formentlig allerede i 3/4. århundrede, etableret et system for ækvivalering af de romerske guder m.v. der indgik i ugedagenes navne, med tilsvarende germanske størrelser; den dermed etablerede navngivning for dagene i den kristne syvdagesuge nåede i stort set uændret form frem til Danmark i forbindelse med den kristne mission i den tidlige middelalder.
Til guden Saturnus fandt man ingen ækvivalent; til betegnelsen af den kristne uges 7. dag overtog man visse steder uformidlet det romerske navn (jfr. eng, Saturday), andre steder det fra hebraisk lånte ord sabbaton. I Norden betegnedes dagen – sandsynligvis i fortsættelse af en hjemlig tradition – som “vaskedag” (første del af navnet “lørdag” indeholder det nordiske ord laug/løgh “bad”).
Den nuværende kalender har de ulemper, at måneder, kvartaler og halvår har forskellig længde i dage og at måneder og uger ikke følges. Der er foreslået forskellige forbedringer; fælles for dem er, at de for at få ugen til at gå op i måneden eller i kvartalet anbringer en jubeldag uden for uge- og månedsinddelingen ved årets afslutning. Et forslag regner med 13 måneder af 28 dage; et andet (Verdenskalenderen) med 4 kvartaler af 91 dage (31+30+30).
| Latin | Germansk | Dansk Ækvivalent |
| Sol | Sunnon | Søndag |
| Luna | Manan | Mandag |
| Mars | Tiwaz | Tirsdag |
| Mercurius | Wodinaz | Onsdag |
| Jupiter | Thunraz | Torsdag |
| Venus | Frijo | Fredag |
| Saturnus | Ingen ækvivalent | Ingen ækvivalent |
Den jødiske kalender
Den jødiske kalender følger ligeledes månens rotation om solen på 29 dage og 13 timer, hvorfor hver måned på samme måde som i den islamiske kalender er fastsat til enten 29 eller 30 dage. Også i den jødiske kalender har udfordringen været at få de religiøse højtider til at falde på samme årstid hvert år (påsken om foråret, ugefesten om sommeren og løvhyttefesten om efteråret). Løsningen er her en lidt anden end ved den islamiske kalender.
I den jødiske kalender indsættes en ekstra måned i visse år (skudår). Der er 7 sådanne skudår i løbet af en periode på 19 år. Det betyder, at hvert 19. år mødes datoerne i den gregorianske og den jødiske kalender. Det betyder i praksis, at almindelige år kan variere mellem 353 og 355 dage, medens skudår kan have mellem 383 og 385 dage. De år, hvor der tilføjes en trettende måned, tilføjes denne måned efter adar.
Månedernes længde er varierende. Nogle har fast længde, andre skiftevis 29 eller 30 dage afhængig af om det er skudår eller ej og de to måneder marcheshvan og kislev er i nogle år begge på 29 dage, i andre år begge på 30 dage og i atter andre år indgår i den normale ordning med henholdsvis 29 og 30 dage.
Udgangspunkt for den jødiske tidsregning er intet mindre end verdens skabelse. Eller rettere så langt tilbage i tiden som der iflg. jødisk tradition har eksisteret en form for civilisation på jordkloden. Dette bertyder at der er en difference mellem den gregorianske tidsregning og den jødiske på 3760 år. Har man et jødisk årstal, trækker man blot 3760 år fra for at finde det tilsvarende årstal i den gregorianske tidsregning. Eller modsat, lægger man 3760 år til det gregoriske årstal, for at finde det tilsvarende jødiske årstal. Der er dog en difference i denne udregning, idet det jødiske år begynder 1. tishri (sept/okt.), medens den gregorianske kalender skifter årstal den 1. jan.
| Forårsmånederne | ||
| 7 | Nisan | 30 |
| 8 | Ijar | 29 |
| 9 | Sivan | 30 |
| Sommermånederne | ||
| 10 | Tamuz | 29 |
| 11 | Aw | 30 |
| 12 | Elul | 29 |
| Efterårsmånederne | ||
| 1 | Tishri | 30 |
| 2 | Marcheshvan | 29/30 |
| 3 | Kislev | 29/30 |
| Vintermånederne | ||
| 4 | Tevet | 29 |
| 5 | Shvat | 30 |
| 6 | Adar (rishon) | 29/30 |
| Adar (sheni) | 29 |
Den kinesiske kalender
Kejser Huang Ti introducerede den kinesiske kalender år 2637 f.Kr. Den er en kombination af en sol og månekalender. Den tilstræber at året følger de faktiske årstider og benytter sig af indsættelse af skudmåneder for at opnår dette. Heraf følger at et ordinært år har 12 måneder, et skudår 13 måneder og i dage blive dette til at et almindeligt år har 353, 354, eller 355 dage, et skudår har 383, 384, eller 385 dage. For at bestemme hvilke år, der er skudår ses på antallet af nymåner mellem den 11 måned i et år og den 11 måned i det næste år. Hvis der er 13 nymåner, indsættes en skudmåned. I skudår indeholder minimum en månede ikke en afgørende betingelse. Den første sådanne måned er skudmåneden. Den har samme nummer som den forgående måned, med den note vedhæftet at det er en skudmåned.
I modsætning til de fleste andre kalendersystemer, tælles årene i den kinesiske kalender ikke efter et linært system. I stedet følges en 60 årig cyklus, hvor navnene på årene gentages. Det er almindelig at tage udgangspunkt i at den første 60 årige cyklus startede da den kinesiske kalender blev introduceret den 8. marts 2637 f.Kr. Ifølge denne systematik er det gregoriske årstal 2000 lig med det kinesiske årstal 4637 og den nuværende cyklus startede 2. februar 1984 og går frem til år 2044. Før revolutionen i 1911 tog man et andet udgangspunkt. Her var udgangspunktet den gule kejsers første regeringsår, som var år 2698 f.Kr. Ifølge denne systematik er det gregoriske årstal 2000 lig med det kinesiske årstal 4698.
Man navngiver de kinesiske år ud fra to komponenter, der bruges sekventielt i en 60 årig cyklus. Det første år i hver cyklus kaldes for jia-zi (Træ Rotten), det andet år yi-chou Træ Oksen), det tredie år bing-Ying (Ild Tiger), etc. Når man når enden af en af komponenterne startes der forfra. Ergo er det 10énde år gui-you, det 11 år jia-xu, etc. for til sidst at ende op med det 60’ende år gui-hai (Vand Grisen).
Den tidligere 60 årige cyklus gik fra 1924 til 1983. Den nuværende 60 årige cyklus slutter i år 2042. År 2000 kaldes eksempelvis; Yan Metal Drageåret, det 17’ende i cyklusen. Eftersom kineserne henregner både metal og guld til at være indeholdt i metalelelementet og eftersom guld lyder lidt bedre end metal kaldes året undertiden også for gulddragens år. Endelig er metal lig med farven hvid i systemet de fem elementer, hvorfor året også kaldes den hvide drage.
Yang og maskulint knytter sig til de ulige tal, mens Yin og feminit knytter sig til de lige tal.
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Et kinesisk år udregnes ud fra følgende atronomiske kalkulationer: Først bestemmes datoerne for nymånederne i året. En nymåne defineres som værende en hel sort måne, altså når månen er i konjunktur med solen. Datoen for nymånen er den første dag i måneden. Dette i modsætning til den islamiske og hebræiske kalender, som benytter den første synelige halvmåne til at bestemme månedens start.
For det andet kigges på hvornår de såkaldte “afgørende betingelser” indtræffer. De afgørende betingelser indtræffer når solen står i bestem position ift. meridianen 120 grader øst for Greenwich, hvilket groft set svarer til kinas østkyst. Der findes 12 afgørende betingelser nummeret fra 1 til 12 og måneden får det nummer i hvilken den afgørende betingelse indtræffer.
I sjældne tilfælde indtræffer to afgørende betingelser inden for én måned og i disse tilfælde må månedernes nummer så afvige fra princippet. Det skal dog altid gælde at den afgørende betingelse nr. 11; Vinter Solstice, ligger i måned nr. 11.
- Afgørende betingelse 01 indtræffer når solens længdegrad er 330.
- Afgørende betingelse 02 indtræffer når solens længdegrad er 000. Vernal Jævndøgn.
- Afgørende betingelse 03 indtræffer når solens længdegrad er 030.
- Afgørende betingelse 04 indtræffer når solens længdegrad er 060.
- Afgørende betingelse 05 indtræffer når solens længdegrad er 090 – Sommer Solstice
- Afgørende betingelse 06 indtræffer når solens længdegrad er 120.
- Afgørende betingelse 07 indtræffer når solens længdegrad er 150.
- Afgørende betingelse 08 indtræffer når solens længdegrad er 180 – Efterår Jævndøgn
- Afgørende betingelse 09 indtræffer når solens længdegrad er 210.
- Afgørende betingelse 10 indtræffer når solens længdegrad er 240.
- Afgørende betingelse 11 indtræffer når solens længdegrad er 270 – Vinter Solstice
- Afgørende betingelse 12 indtræffer når solens længdegrad er 300.
|
Solar Segment |
Sun Longitude |
Month Name |
Astrology Name |
| Start of Spring | 315 | 1 – Tiger | Aquarius |
| Rain Water | 330 | Pisces | |
| Excited Insects | 345 | 2 – Rabbit | |
| Vernal Equinox | 0 | Aries | |
| Clear and Bright | 15 | 3 – Dragon | |
| Grain Rains | 30 | Taurus | |
| Start of Summer | 45 | 4 – Snake | |
| Grain Fills | 60 | Gemini | |
| Grain in Ear | 75 | 5 – Horse | |
| Summer solstice | 90 | Cancer | |
| Slight Heat | 105 | 6 – Sheep | |
| Great Heat | 120 | Leo | |
| Start of Autumn | 135 | 7 – Monkey | |
| Still Hot | 150 | Virgo | |
| White Drew | 165 | 8 – Chicken | |
| Autumnal Equinox | 180 | Libra | |
| Cold Drew | 195 | 9 – Dog | |
| Frost Descends | 210 | Scorpio | |
| Start of Winter | 225 | 10 – Pig | |
| Light Snow | 240 | Sagittarius | |
| Heavy Snow | 255 | 11 – Rat | |
| Winter Solstice | 270 | Capricorn | |
| Little Cold | 285 | 12 – Cow | |
| Severe Cold | 300 | Aquarius |
Den kinesiske kalender opkalder, hvert af de 12 år med navnet på et dyr. En legende siger, Buddha hidkaldte alle dyrene til sig, inden han forlod Jorden. Kun 12 dyr mødte op for at byde ham farvel. Som beløning opkaldte Buddha et år efter, hvert af dyrene i den rækkefølge, som de mødte op. Kineserne tror på dyrernes påvirkning af året i, hvilket man er født, har en stor indflydelse på éns personlighed, hvilket vil sige: “Dette er dyret i dit hjerte”.
Kineserne har taget den vestlige kalender til sig siden 1911, men månekalenderen benyttes stadig ved festlige lejligheder såsom det kinesiske nytår. Mange kinesiske kalendere trykkes med både soldatoer og de kinesiske månedatoer. Det kinesiske nytår (Hsin Nien) fejres over fire dage ved den 2. nymåne etter vintersolverv. Hvilket i praksis betyder at ifølge den kinesiske kalender falder årets begyndelse et sted mellem slutningen af januar og begyndelsen af februar. Således falder nytår i år 2003 den 1. feb, år 2004 den 22 januar, år 2005 den 9. februar, år 2006 den 29 januar etc.
Tidszoner
Jorden er opdelt i 24 tidszoner. De forskellige tidszoner på Jorden gør, at klokken ikke er det samme alle steder samtidigt. Normalt følger disse tidszoner de enkelte landegrænser, men nogle lande som eksempelvis USA er så store, at det er nødvendigt at opdele landet i tidszoner.
Nulpunktet for tidszonerne er en imaginær linje fra Nordpolen til Sydpolen gennem London, nærmere bestemt Greenwich (heraf betegnelsen Greenwich meantime). Bevæger man sig mod øst, lægger man timer til klokkeslettet, mod vest trækker man fra. Her i Danmark er vi 1 time foran Greenwich meantime, jo længere vi rejser mod øst des senere på dagen bliver det, og omvendt jo længere mod vest vi rejser, des tidligere på dagen bliver. Sagt på en anden måde: Når vi rejser mod øst taber vi tid, og når vi rejser mod vest vinder vi tid.
Det var bl.a. derfor at Phileas Fogg i Jules Vernes berømte roman “Jorden rundt på 80 dage” netop nåede jorden rundt indenfor den afmålte tid. Phileas Fogg rejste mod ordi han har rejst mod vest. Når man rejser mod Vest, så tjener man 4 min for hver længdegrad og rundt om jorden er der 360 længdegrader lig en dag. Var Fogg rejst mod øst, havde han tabt væddemålet.
Dannelsen af tidszoner skyldes altså det forhold, at solen hvert eneste øjeblik står op et eller andet sted på jorden, står højest på middagshimlen et andet sted og går ned et helt tredje sted. Og da et døgnet varer 24 timer, kan kloden splittes op i nogle 15 grader brede længdebånd (360 grader/24 timer) eller tidszoner. Hvert bånd svarer til en time. Lokaltiden i en tidszone kan derfor svinge med flere timer i forhold til den Universaltid, der svarer til Lokaltiden på længdegrad nul. Forskellen på ‘Lokaltid’ minus ‘Universaltid’ er positiv (+) for tidszonerne øst for Greenwich og negativ (-) for vestlige tidszoner.
| Standard Time | Daylight Saving Time (DST) |
|
| GMT-12 | GMT-13 | Midway Islands, Samoa |
| GMT-11 | GMT-12 | Hawaii |
| GMT-10 | GMT-11 | Alaska |
| GMT-8 | GMT-9 | Pacific Standard Time Zone (PST) |
| GMT-7 | GMT-8 | Mountain Standard Time Zone (MST) |
| GMT-6 | GMT-7 | Central Standard Time Zone (CST) |
| GMT-5 | GMT-6 | Eastern Standard Time Zone (EST) |
| GMT-4 | GMT-5 | Atlantic Standard Time Zone (AST) |
| GMT-3 | GMT-4 | Grønland |
| GMT-2 | GMT-3 | Mid Atlantic |
| GMT-1 | GMT-2 | Cape Verde Islands |
| Greenwhich Mean Time (GMT) | Også benævnt: Western European Time (WET), Universaltid (UT) eller Coordinated Universal Time (UTC) – Casablanca, Dublin, Edinburgh, Lisbon, London | |
| GMT+1 | GMT+2 | Central European Time (CET) Amsterdam, Berlin, Bern Rom, Stockholm, Vienna, Belgrade, Budapest, Brussels, Madrid, Paris, Warsaw, Sarajvo, West Central Africa og Danmark. |
| GMT+2 | GMT+3 | Athens, Istanbul, Minks, Bucharest, Cairo, Pretoria, Helsinki, Tallinn, Jerusalem |
| GMT+3 | GMT+4 | Moscow Time (MSK) – Baghdad, Kuwait, Riyailh, Moscow, St. Petersburg, Volgolgrad, Nairobi |
| GMT+4 | GMT+5 | Baku, Tbilisi, Yerevan, Muscat |
| GMT+5 | GMT+6 | Islamabad, Karachi, Tashkent, Ekaterinburg |
| GMT+5.45 | GMT+6.45 | Kathmandu |
| GMT+7 | GMT+8 | Bankonk, Hanoi, Jakarta, Krasnoyarsk |
| GMT+8 | GMT+9 | Beijing, Chongquing, Hong Kong, Urumqui, Perth, Taipei |
| GMT+9 | GMT+10 | Tokyo Time – Seoul, Yakutsk, Osaka, Sapporo, Tokyo |
| GMT+10 | GMT+11 | Brisbane, Canberra, Melbourne, Sydney, Guam, Port Marsbey, Hobart, Vladivostok |
| GMT+11 | GMT+12 | Magadan, Solomon Islands, New Caledonia |
| GMT+12 | GMT+13 | Auckland, Wellington, Fiji, Kamchatka, Marshall Islands |
Sådan bruger du skemaet:
Eksempel. Du skal finde ud af, hvad klokken er i Danmark, når den er 06.00 AM Eastern Time (EST). Gå ned i skemaet og find Eastern Time Zone. Her ser du, at EST er GMT – 5 timer. Det betyder, at EST er 5 timer bagud i forhold til Greenwhich Mean Time (GMT). Så finder du Danmark, der hører under Central European Time (CET). Danmark er GMT +1, hvilket vil sige at Danmark er 1 time foran GMT. Det sidste du mangler, er nu at addere tallene. EST er 5 timer bagud, mens Danmark er 1 time foran GMT. Det betyder at der samlet er 6 timer mellem EST og CET.
Således er klokken 12.00 middag i Danmark når den er 6.00 om morgenen EST.
Apropos tid!
“Det sjove ved den tid vi lever i er at den til sin tid vil blive kaldt de gode gamle dage”. (Storm P.)
“Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. De modsiger deres forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene overkors og tyrannisere lærerne.” (Sokrates 470-390 f.v.t.)
VIL DU VIDE MERE
Læs fx. mere om det kinesiske nytår.