Festdags- og kalender-ikoner

Ved indgangen i kirkens højskib møder man en pult (proskynarion) hvorpå dagens ikon ligger – bestemt af ikonkalenderen. På festdage smykkes den med blomsterkranse, friske eller kunstige – alt efter skik og brug. Man hilser den ved at bøje sig, kysse den og korstegne sig. Kalenderikoner lavedes på store trætavler, for her skulle jo være plads til alle dagenes hellige mænd og kvinder, foruden festdagene. I miniature maledes rækker af personer, afbrudt af festdagsscenerier, enten for en måned ad gangen eller for et halvt år. 

Indtil 1000-tallet bestemet biskoppen, hvem, der kunne optages i de helliges rækker, altså blive optaget i kalenderen over festdage (menologien). Derefter kom afgørelsen til at ligge hos patriarken og det øverste kirkelige organ, synoden. Så snart en hellig mand eller kvinde var optaget i kalenderen, bestemtes hvordan dagen skulle fejre liturgisk, og hans/hendes livshistorie blev nedskrevet. Hans/hendes fremtoning på ikonen og scenerne fra hans liv var dermed givet og ikonmaleren kunne siden finde nøje anvisninger i malerhåndbøgerne.

De hellige er mennesker, som har lidt for deres tro på en udholdende og stærk måde, hvorved de er trådt i nær forbindelse med Gud. Gud har givet dem kraften dertil, og han alene skal tilbedes. Men de har forvaltet hans kærligheds bud og skal derfor æres, og med ikonens hjælp kan man træde i nær personlig kontakt med dem. Til de hellige hører også profeterne og apostlene.

Apostlene har oftest en glorie og et kendetegn (attribut). Dette kendetegn bruges tit alene og er da et symbol på deres tilstedeværelse. Apostlene svarer ikke helt til vores række, hvorfor de nævnes her: Paulus, Peter, Andreas, evangelisten Johannes, Philip, Bartolomæus, Thomas, Simon, Mattæus, Makus, Lukas og Jakob.  Der findes cirka 2000 ortodokse hellige. Til de hellige regnes også matyrer og asketer, foruden styliter, som tilbragte en del af deres asketiske liv på en søjle. Og de naive, som lod sig bespotte for deres tros skyld. De mest elskede er hyppigst afbildet.

Festdagsikonerne kommer ind i gudstjenestebrugen i den rækkefølge, som den ortodokse kirkes kalender kræver.

De seks Kristi festdage:
1. Jesu fødsel i Bethelehem. 25 dec. (Lukas 2,1-14).
2. Fremstillingen i templet. 2. feb. 8Lukas 2,21).
3. Dåben i Jordanfloden. Epifanifesten. 6. jan. (Lukas 3,21-22).
4. Forklarelsen på bjerget. 6 aug. (Mattæus 21,1-11).
5. Indtoget i Jerusalem. Palmesøndag. (Mattæus 21,1-11).
6. Himmelfarten. 40 dage efter påskedag. (Lukas 25,50-51).

De fire Gudsmoderfejringer:
1. Marias fødsel. 8. september. (Jakobs Forevangelium).
2. Marias indføring i templet. 21. nov. (Jakobs Forevangelium).
3. Bebudelsen. 25 marts (Lukas 1,26-38).
4. Marias hensovning og himmelfart. 15. aug.

Hertil kommer to særlige festdage:
1. Korsets ophøjelse. 14. sept. Kejser Konstantin den store’s moder Helene fandt på denne dag korset efter udgravninger på Golgata.
2. Pinsefesten. 50 dage efter påske. (Apostlenes gerninger 2).

 

VIL DU VIDE MERE

Nærværende afsnit er en del af NetSpirits hovedkapitel om ikoner. I dette kan du læse sådan cirka alt om ikoner. Hvordan en ikon fremstilles, ikoners formsprog, ikoner knyttet til kalenderen etc. Vi kommer omkring danske, græske og russiske ikoner. Da ikoner er stærkt forbundet med den ortodokse kirke er der også lidt omkring den historiske udvikling for den ortodokse kirke. Du finder hovedkapitlet her.

Hvis du er interesseret i nogle af de emneområder, der knytter sig til omådet ikoner, så finder du NetSpirits kapitel om engle her. Vil du vide mere om hvilke engle, helgener mv. der er knyttet til de enkelte dage i året kan du finder mere information herom i NetSpirits Onlinie spirituelle almenak. Ligeledes har vi også en hel sektion om profeter. Hvis interessen er omkring den ortodokse kirke er den nærmere beskrevet i afsnit om Kristendommen.