Dull Knife
Dull Knife som han blev beskrevet af den indianske forfatter C. A. Eastman:
“I alle præriestammer, var der intet, der ikke var værd at gemme. Og en mands karakter, blev bedømt ud fra hans personlige mod, omsorg for andre og hans intelligens. Mange skribenter, har gennem tiden blandet og forvirret, historie og fiktion sammen. Men i indiansk historie var kvinder, gamle og til og med børn vidner til de største begivenheder, der ikke var forvansket i hverken tidsskrifter eller magasiner. Disse begivenheder blev indøvet igen og igen, med forskellige variationer.
Gennem fortællinger fra generation til generation, blev disse historier bevaret og er mere eller mindre gengivelser af de faktiske hændelser. Men indianerne har sjældent haft tilbøjelighed til at komme med troværdige informationer om disse historier. Slet ikke når de blev spurgt direkte og slet ikke når de blev tilbudt penge for svaret. Racistiske fordomme vil naturligvis influere på en mands liv, når det bliver beskrevet af hans fjender. Specielt hvis forfatteren favoriserer sin egen race.
Jeg er overbevist om at der er mange forfattere, der mener at jeg har idealiseret min egen race og jeg skal være den første til at indrømme, at der er svage og principløse mænd, selv blandt mit eget folk. Når jeg taler om den indianske helt, har jeg ikke glemt den uægte sjæl, der er falsk over for alle de idealer, der er i hans eget folk. Vores tillidsfuldhed har gjort os svage og da den “klogeste” civilisation, blev koblet sammen med vores, gav det bagslag.
Historien om høvding Dull Knife og hans liv, er en sand helteberetning om en høvding af den gamle skole. Han var simpel, barnlig og alligevel mandigheden selv. Et forbillede for helte af alle racer. Det blev fortalt om ham, at han allerede som dreng, var meget opfindsom og selvstændig. Han var kun ni år gammel, da han sammen med resten af sin familie, kom bort fra stammen, under en bøffeljagt. Hans far deltog i jagten, hans mor var optaget andetsteds og selv legede han ved flodbredden, sammen med sin lillesøster. Der blev de overrasket af en løbsk bøffelhjord, der havde søgt mod vandet, halvdøde af tørst. Hans mor fik reddet sig i sikkerhed i et træ, men den lille dreng ledte sin søster ind i et gammelt bæverbo, hvis indgang lå over overfladen. Der blev de fundet af de grædefærdige forældre, der troede at de havde mistet begge deres børn.
Han var kun teenager, da stammen blev overrasket af vinterens kommen, i et øde område, hvor der intet vildt var. De var sultedøden nær og situationen blev ikke bedre af de kraftige snestorme, der satte ind. Dull Knife, sikrede sig hjælp og ledte en redningsekspedition ud fra lejren. De returnerede med pakheste, fyldt med tørret kød efter et ridt på næsten 300. km frem og tilbage.
En anden begivenhed, der gjorde ham elsket og beundret af sit folk, var under et krigstogt. Hans svoger var blevet hårdt såret, under et slag og var faldet af hesten et sted, hvor hverken venner eller fjender kunne nå ham, af frygt for hinandens kugler. Da Dull Knife hørte om dette, skaffede han sig en frisk hest og angreb fjenden med en sådan vildskab, frygtløshed og styrke, at resten af krigerne snart fulgte trop. Under dække af kampen, reddede han svogeren, men blev såret to gange under forsøget. Sioux-indianerne, kendte ham som en stor mand. Måske ikke så stor som Roman Nose eller Two Moon, men han overgik dem begge i hæderlighed og ydmyghed, såvel som i hæder på slagmarken. (Two Moon, var faktisk aldrig leder for sit folk, men blev “berømt” for sine krigsfærdigheder mod de hvide, i de voldsomme opstande, der fandt sted.)
En historie om hvordan Dull Knife fik sit navn er her fortalt af en slægtning med samme navn. Den giver et meget godt indtryk af tidens ånd i de dage.
“Det var skik og brug i de dage, at en del ældre og yngre mænd gik i forvejen, når lejren var på vandring. De skulle finde steder, hvor der kunne holdes hvil og steder, der kunne slås lejr for natten. En dag kom denne gruppe mænd til en lille lund, der var dækket af ribsbuske. De stoppede selvfølgelig op og begyndte at plukke af de modne bær. Pludselig blev de fra krattet angrebet af en stor grizzlybjørn.
Mændene begyndte at råbe og skrige, for at skræmme den væk, men den lod sig ikke kue. I stedet, slog bjørnen den nærmeste af mændene i jorden og slæbte af sted med sit offer ind i tykningen. Hele karavanen kom i vildt oprør og de mest rapfodede af krigerne optog forfølgelsen af dyret og angreb det. Kvinder og hunde hjalp til, ved at larme mest muligt. Bjørnen modtog deres udfordring og kom springende frem imod dem.
I samme øjeblik, den brød igennem krattet, dukkede manden alle troede var død, op et andet sted. Stor blev glæden selvfølgelig og den blev endnu større, da manden stoppede op og begyndte at synge Brave Heart sange. Derefter løb han over mod krattet og bjørnen. Han ville i krig med den igen. Bjørnen mødte ham i krattet og de røg tæt sammenfiltret til jorden. Bjørnen begyndte at hyle med det samme og en kniv lynede. Bjørnen rullede om på siden og var død. Krigeren havde været den for hurtig. Han havde i samme øjeblik, de var stødt sammen, bidt sig fast i bjørnens følsomme næse, for at aflede dens opmærksomhed. Det var lykkedes og han havde haft held til at ramme bjørnen direkte i hjertet.
Senere i livet, udkæmpede han flere slag med den kniv, som han vandt. Han påstod at det var bjørnens ånd, der gav ham succes. Den eneste gang han mislykkedes, var da han fik sit navn. Fjenden han angreb, havde et skjold, der var umuligt for ham at trænge igennem med kniven og han blev selv såret. Denne episode gav ham navnet Dull Knife, et navn, der blev arvet af hans efterkommere.
Som mange ved, støttede de Nordlige Cheyenne, Siouxfolkets desperate forsøg på at forsvare landet omkring Paha Sapa ( Black Hills) og Big Horn Mountains. Og hvorfor skulle de ikke også det? Dette var deres sidste jagtmarker. Deres overlevelse. Det var for dem, hvad landbrugsjord er for den hvide mand. Omkring 1875, blev der igangsat en politisk propagandakampagne, der skulle få alle indianerstammer ind i reservaterne, hvor de praktisk talt skulle interneres eller i fængsel. De største fortalere for denne politik, var selvfølgelig de store jordspekulanter, der ville have fingrene i indianernes jord.
Fra de krigeriske Apaches, til de mere fredelige Nez Perce. Samtlige præriestammer. Alle blev de nu jaget fra sted til sted. Så vendte den amerikanske regering sig pludselig til forhandlingspolitik- ken, men som altid, var det militæret, der udførte regeringens politik. Når først indianerne var af- væbnet og fremstod som hjælpeløse individer, blev de under militærets beskyttelse flyttet til Indianerterritoriet (nuværende Oklahoma).
Få satte sig imod og bekendtgjorde højlydt, at de hellere ville dø kæmpende, end leve et liv i et reservat. Men næsten alle mindre stammer, blev mod deres vilje deporteret. Selvfølgelig led de indianere, der kom fra de mere bjergrige og kølige egne, under den brændende sol og de malaria- epidemier, der rasede i reservaterne. Disse epidemier gjorde et kraftigt indhug i befolkningsantallet.
Chief Joseph fra Nez Perce of Chief Standing Bear fra Poncas-stammen, sendte deres bønner om hjælp til den amerikanske civilbefolkning og det lykkedes dem at få flyttet deres folk eller skulle jeg sige resterne af dem, flyttet til mere hjemlige egne.
Dull Knife havde ikke den samme succes og historien om hans flugt, er gribende i sin enkelthed. Dull Knife blev anset som værende en farlig mand af den amerikanske regering. Han blev, sammen med sin kraftigt reducerede afdeling af de Nordlige Cheyenne anbragt mod sin vilje i Indianerterritoriet i 1876. Da det gik op for ham, at hans folk døde omkring ham som får, blev han dybt bevæget og kaldte resterne af dem sammen. Alle, mænd, kvinder, gamle, unge, selv børnene erklærede, at de hellere ville dø kæmpende i deres hjemland, end at blive i reservatet. Så de planlagde en flugt, der skulle bringe dem hjem, til deres nordlige hjemegn.
Igen viste dette folk deres genialitet. Afstanden fra Indianerterritoriet og til deres hjemegn i det nordlige Dakota, er ikke en spadseretur, så de vidste hvad de var oppe imod allerede fra starten. Flugtruten gik igennem beboede områder og de vidste at de selvfølgelig ville blive jagtet af militæret, når flugten blev opdaget. Næppe havde de forladt reservatet, før telegraftrådene i de omkringliggende stater glødede med meddelelsen om at ” Cheyennepanteren var på fri fod og at ingen kvinde, intet barn kunne føle sig sikker”. Og dog lykkedes det Dull Knife og hans folk at undgå alle fælder og forfølgende soldater og nå de hjemlige egne i nord.
Kampen for frihed var hård og turen var lang, men ligesom Chief Joseph, var Dull Knife bemærkelsesværdig i sin behandling af dem, der krydsede deres vej, under flugten mod nord. De fleste blev skånet for en grusom skæbne. Desværre for Dull Knife, var skæbnen endnu engang ham imod. Der var dem blandt hans egne, der ikke havde noget imod at tjene blodpenge og han blev forrådt på et tidspunkt, da han troede at han var blandt venner. Hans folk var trætte og udhungret, da de blev omringet, afvæbnet og under eskorte bragt til Fort Robinson. Der blev mændene spærret inde i fortets fængsel og kvinderne blev sat under bevogtning i en lejr, udenfor fortet. Der fik de tilladelse til at besøge deres mænd, på specielt udvalgte dage.
Mange af dem havde mistet alt og det var kun ganske få gifte par, der havde mere end ét barn tilbage. Dull Knife og hans afdeling af de Nordlige Cheyenne var brudt med. Disse fortvivlede kvinder appellerede nu til deres mænd om at dø kæmpende. Deres frihed som de kendte den, var væk for altid. Deres hjem og personlige ejendomme var brændt og kun et liv i slaveri for den hvide mand og gradvis tilintetgørelse, var tilbage. Til sidst lyttede Dull Knife og han sagde: “Jeg har levet mit liv. Jeg er rede”. De andre mænd bekendtgjorde at det var de også. “Hvis vores kvinder er villige til at dø sammen med os, hvem kan så sige fra, sagde han. Men hvis vil skal disse pligter som mænd, må vi have jer kvinder til at bringe os våben.”
Det var blevet kvinderne tilladt at bringe deres mænd mokkasiner og andre fornødenheder og under dække af dette, bragte de nu også våben ind. Planen var at de skulle slå de nærmeste vagter ihjel og samles udenfor. Dernæst skulle de søge dækning bag det første naturlige dække de kunne finde og der udkæmpe det sidste slag. Planen blev udført og selv om ikke alle mændene havde våben, indvilligede de i at dø kæmpende, så længe de var sammen. De kom ud. Søgte dækning og kæmpede til deres sparsomme portioner af ammunition var opbrugt. Så kastede de sig direkte ind i soldaternes kugler og selv mødrene holdt deres børn oppe, så de blev skudt. Sådan døde denne afdeling af de nordlige Cheyenne og deres leder.”
Biografier nordamerikanske indianere
Stil spørgsmål om indianerne
Stil spørgsmål om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål