Nordamerikanske indianere – legender og eventyr

Indianer historie for børn

Indianerne har deres egne sagn, legender og eventyr, som blev fortalt ved lejrbålet og videregivet fra generation til generation. Disse fortællinger omhandler alt fra heltemodige indsats i krig til pudsige hverdagsfortællinger. Undertiden er det deciderede løgnehistorier, altså rene eventyr, men som oftest er deres formål mere end blot at underholde. Deres formål er blandt andet at forklare (fx hvorfor solen står op), belære (fx om hvilken historie stammen har), eksemplificere (fx de alvorlige følger af et slangebid) og advare (fx imod at ægteskab med en udenfor stammen kan være farligt).

Igennem nogle historier får vi en nøgle til forståelse af indianernes spiritualitet; hvorfor de lovpriser ørnen etc. Andre historier handler om heltemod eller mangel herpå. For indianeren var det vigtigere og modigere at samle points (coup) ved at røre ved fjenden uden selv at blive såret, end det var at slå mennesker ihjel. Mange af fortællingerne handler derfor om berømte krigere.

 

Arapaho legender

Da Sapana kravlede ind i himlen

(The girl who climbed into the sky)
(Arapaho indianerne)

“En morgen for længe siden, gik adskillige unge kvinder ud fra en lejrplads for at samle brænde. Imellem dem var Sapana, den smukkeste pige i lejren. Det var også hende, der opdagede hulepindsvinet,der sad neden for en stor balsampoppel og hun kaldte på de andre. “Kom og hjælp mig med at fange dette pindsvin, så vil jeg dele dets pigge med jer. Hulepindsvinet reagerede som om det havde hørt hvad hun sagde, for det begyndte at kravle op i træet. Men træets nederste grene, hang så langt nede at Sapana nemt kunne følge efter det. “Hurtigt, råbte hun til de andre, det kravler længere op. Vi skal have de pigge, om jeg så skal følge efter dette pindsvin helt op i toppen af træet. Og sådan blev det. Hver gang Sapana var lige ved at nå pindsvinet, kravlede det endnu længere op i træet.

Snart begyndte hendes venner at råbe at hun var for langt oppe og at hun hellere skulle opgive jagten og komme ned igen. Men pigen forsatte med at kravle opad og det så ud som om at træet strakte sine grene længere og længere op i himlen. Da hun nærmede sig toppen af træet, så hun noget over sig, solidt som en klippe, men stærkt skinnende. Det var himlen. Pludselig befandt hun sig i midten af en lejrbål. Trætoppene var forsvundet og hulepindsvinet havde forvandlet sig til en grim, gammel mand. Sapana brød sig ikke om pindsvinemandens udseende,men han talte venligt til hende og førte hende til en tipi, hvor hans forældre boede. “Jeg har betragtet dig på afstand, sagde han. Du er ikke blot smuk, du er også flittig og arbejdsom. Vi har meget hårdt arbejde, der skal gøres og jeg vil have dig til min kone”

Pindsvinemanden satte hende til at skrabe og strække bøffelskind og dernæst lave dem om til kåber den selv samme dag. Da aftenen kom, gik Sapana uden for tipien og satte sig for sig selv. Hun spekulerede på, om hun nogensinde kom hjem. Hun savnede de grønne træer og det grønne græs på jorden. Alting i himlen var brunt og gråt. Hver dag tog pindsvinemanden ud for at jage og bragte bøffelskind med sig hjem, som han så gav til Sapana, der skulle lave kåber af dem.Imens han var på jagt, var det også hendes pligt, at grave efter vilde roer. “Når du graver efter roer, så pas på du ikke graver for dybt, sagde pindsvinemanden advarende til hende”

En dag fandt hun en usædvanlig stor roe og med stort besvær fik hun den gravet fri af jorden. Da hun endelig kunne skubbe den til side, opdagede hun et stort hul under den. Igennem hullet kunne hun se den grønne jord. Langt nede kunne hun se floder,bjerge,cirkler af telte og menne- sker, der gik omkring og hun vidste nu hvorfor pindsvinemanden, havde advaret hende imod at grave for dybt. Da Sapana ikke ville lade pindsvinemanden vide, hvad hun vidste, dækkede hun hullet til igen og hele vejen tilbage til tipien, spekulerede hun på, hvordan hun skulle komme tilbage til jorden.

Næsten hver dag, når pindsvinemanden bragte huder med hjem, som hun skulle bearbejde, blødgøre og lave om til kåber, var der lange, tynde strimler af skind tilbage, når hun var færdig. dem begyndte hun nu omhyggeligt at samle og gemme under sit natteleje. Til sidst mente hun, at nu var der skind nok og hun bandt stykkerne sammen til én lang lasso, der skulle nå ned til jorden. En morgen da pindsvinemanden som sædvanlig gik ud på jagt, tog hun sin lasso og gik til stedet hvor hun havde fundet den enorme roe. Der gravede hun den fri igen og lagde sin gravestav på tværs af hullet. Så bandt hun den ene ende af lassoen fast til staven og den anden ende fast under armene på sig selv. Langsomt begyndte hun at fire sig ned af lassoen, som hun lige så langsomt rullede ud. Hun kravlede nedad i lang tid, før hun endelig kunne begynde at ane de grønne trætoppe under sig, men da det skete, havde hun rullet hele lassoen ud og den var ikke lang nok til at nå jorden.

Nu vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Hun hang der i lang tid, svingende frem og tilbage. Hun kunne høre hunde gø på lang afstand og høre mennesker råbe til hinanden, nede i hendes eget folks lejr. Men de var for langt væk til at de kunne få øje på hende. Efter et stykke tid, kunne hun høre lyde over sig og linen begyndte at ryste voldsomt. En sten susede overraskende forbi hende, kastet fra oven. Så hørte hun pindsvinemanden true med at slå hende ihjel, hvis hun ikke kravlede op igen. På dette tidspunkt var Buzzard (Musvåge), begyndt at cirkle under hende og hun råbte at den skulle komme hende til hjælp. Fuglen svævede ind under hendes fødder flere gange og Sapana fortalte den hvad, der var sket hende. “Hop ned på min ryg, så skal jeg bringe dig ned til jorden, sagde fuglen” Hun hoppede ned på fuglens ryg, men holdt stadig fast i linen. “Er du klar, spurgte fuglen?” “Ja, svarede Sapana”. “Så slip linen, sagde Buzzard. Hun slap og de begyndte at styrte mod jorden.

Sapana var selvfølgelig for tung for den, så de fik hurtigt for meget fart på og begyndte at styrte ukontrolleret til jorden. Buzzard så Hawk (Høgen) flyve under sig og råbte at den skulle komme til hjælp. “Hjælp mig med at tage denne pige tilbage til sit folk.” Hawk fløj Sapana så langt ned at hun kunne se sin families tipi klart neden for. Men, da var Hawk blevet så træt at Buzzard igen måtte tage hende på ryggen. Den fløj videre og susede ned igennem trætoppene og landede uden for Sapanas lejr. Før hun kunne nå at takke dem begge, var de fløjet tilbage til skyerne.

Sapana hvilede sig i et stykke tid. Så begyndte hun langsomt at gå mod sine forældres tipi. Hun følte sig svag og udmattet. På vejen kom en pige imod hende. ” Sapana, råbte hun, vi troede du var død” Pigen hjalp hende med at komme hen til forældrenes tipi og først troede Sapanas moder ikke på at hendes datter var vendt tilbage fra himlen. Så slyngede hun sine arme omkring hende og de græd sammen. Nyheden om Sapanas tilbagekomst, spredte sig som en præriebrand. Alle kom for at ønske hende velkommen hjem og hun fortalte dem, sin historie. Specielt fremhævede hun Buzzard og Hawk.

Siden blev det sådan, at uanset hvornår Sapanas folk tog på bøffeljagt og fangede noget, blev der altid efterladt en bøffel som føde, til Buzzard og Hawk.

Den lammede kriger og skelettet

(Lame Warrior and the Skeleton)
(Arapaho indianerne)

“En forårsmorgen i dagene før Arapaho folket fik heste, tog en afdeling unge krigere ud for at jage storvildt i de vestlige bjerge. Med sig havde de tunge oppakninger fyldt med mad og ekstra mokkasiner. En dag krydsede de en temmelig stenet flod med stærk strøm og en af de unge krigere følte pludselig en skarp smerte i sin ene ankel, da de krydsede den. Anklen svulmede op, samtidig med at han følte sig temmelig forpint af smerte. En smerte, der varede ved indtil de slog lejr for natten. Den næste morgen,var den unge krigers ankel så opsvulmet og han var så forpint, at han ikke kunne forsætte,så de andre besluttede sig for at efterlade ham. De skar tynde pilegrene og præriegræs af til ham og lavede et beskyttende hegn rundt om ham. Så samlede de en stor stabel brænde, så han kunne lade sit bål brænde.

Efter adskillige dage alene, prøvede krigeren om anklen kunne bære ham. Men smerten var for stor. Om aftenen begyndte en snestorm, der bogstaveligt sneede ham inde. Fordi han var så hæmmet af sin ankel,var han ude af stand til at jage og hans føde var ved at slippe op. Et par dage efter, sidst på dagen, kikkede krigeren ud fra sin midlertidige bolig og fik øje på en lille bøffelflok, der gik og rodede i jorden efter græs, ikke langt fra hvor han lå. Han fik fat i sin bue og sine pile og skød den fedeste af bøflerne. Så kravlede han ud fra sit skjul og over til det døde dyr, flåede skindet af det og tog en ordentlig portion kød med sig tilbage. Ved bålet placerede han en hel side ribben.

Natten var faldet på, før kødet var færdigt og lige som den sårede kriger skulle til at tage ud efter det, kunne han høre fodtrin, der knuste sneen, udenfor. Skridtene kom nærmere og nærmere de buske, der dækkede indgangen. “Hvem kan det dog være, sagde krigeren til sig selv? Her er jeg alene og ude af stand til at flygte, hvis det er fjender. Men forsvare mig, det kan jeg” Han rakte ud efter buen.

Et øjeblik efter, blev buskene, der dækkede indgangen, fjernet og et skelet, iklædt en gylden kåbe, stod og kikkede ned på den sårede kriger. Kåben var bundet stramt omkring nakken af skelettet, så kun skuldrene stak ud foroven og fødderne ud, forneden. Forfærdet ved synet kikkede krigeren den anden vej. ” Du skal ikke være bange for mig, sagde skelettet med en utrolig høj og hæs stemme. Jeg har været barmhjertig over for dig. Vær nu barmhjertig over for mig. Giv mig et stykke af disse ribben, jeg er forfærdelig sulten.” Stadig opskræmt ved synet af sin uventede gæst, tilbød krigeren skelettet et ordentligt stykke kød og han blev meget forbavset over at se skelettet bide i det med de blotlagte tænder og sluge det.

“Det var mig, der gav dig den ankel, sagde det. Det er min skyld at den stadig gør ondt og er opsvulmet, så du ikke kunnen forsætte med de andre krigere. Hvis du var gået med dem, var du blevet slået ihjel. Den dag de forlod stedet her, blev de angrebet af jeres fjender og alle slået ihjel. Jeg er den der reddede dit liv” Igen rakte skelettet sin knoglede hånd ud. Denne gang for at gnubbe på krigerens ankel.  Smerten og det opsvulmede sted, forsvandt med det samme. “Nu kan du gå igen, sagde det. Der er fjender overalt, derude, men hvis du følger efter mig, skal jeg lede dig sikkert tilbage, til dit eget folk.”

Ved daggry forlod de stedet, hvor krigeren havde gemt sig og begav sig igennem sneen, med skelettet som fører. De vandrede gennem dybe skove, overisede floder og høje bjerge. Sent på eftermiddagen førte skelettet, krigeren op af en stejl højderyg og da krigeren nåede toppen, var skelettet forsvundet. Men nedenfor bakken, kunne han se røgen fra Arapahofolkets lejrbål.

Medicinmanden, der genoplivede den døde bøffel

(How Medicinman resurrected Buffalo)
(Arapaho indianerne)

“Der var engang en medicinmand ved navn Black Robe, der gerne ville lære at lave magi, for hans folk sultede. Hvordan kunne han trylle bøflerne tilbage til Arapahofolkets jagtmarker igen? Black Robe besluttede sig for at bede Cedar Tree om hans hjælp. “Gå vestpå, og søg efter bøflen til vort folk”, sagde han til ham Gør dig dine yderste anstrengelser for at finde i det mindste én bøffel.

Cedar Tree jagede længe og hårdt som han var blevet bedt om og langt om længe fik han øje på nogle objekter ude i horisonten, der godt kunne ligne bøfler. Men han var for langt væk, til endnu at kunne se hvad det var. Opmuntret ved tanken satte han farten op, men jo tættere han kom, des do mindre blev han sikker på, om det nu også var bøfler. Pludselig så han objekterne skifte form og blive til to overdimensionerede ravne, der fløj op mod himlen og forsvandt.

Skuffet vendte han tilbage til lejren og fortalte om sin oplevelse. Black Robe skældte ham ud for ikke at have troet på, at det var bøfler han havde set. “Hvis du havde troet stærkt nok, ville bøflerne ikke have forvandlet sig til ravne, sagde han. Nu var Arapahofolket desperate af sult. En kvinde der nærmede sig sultedøden, kogte suppe på sine mokkasiner.

Dagen efter stod kvindens onkel Trying Bear meget tidligt op, for at gå på jagt efter noget spiseligt. Han havde ingen våben, men mødte heldigvis Black Robe, på sin vej ud af landsbyen, der lånte ham en bue og nogle pile. ”I morgen vil jeg komme til dit telt og høre om dit jagtheld, sagde Black Robe til ham. Du må prøve at finde en bøffel, der er død af tørst, hvis du da ikke kan finde en der er i live. Efter lang tids søgen på de nordvestlige jagtmarker, fandt Trying Bear langt om længe en bøffel, der var død af tørst. Han løb hurtigt tilbage til lejren og fortalte sit folk den gode nyhed.

Black Robe malede sin hvide hest sort og slyngede et sort bøffelskind omkring sig selv. Derpå stak han sin lykkeørnefjer i håret, sadlede sin sorte hest og red ud af lejren som en hvirvelvind, mens han råbte over skulderen at Trying Bear skulle følge efter ham. Fordi han var nysgerrig efter at se hvad medicinmanden, ville gøre ved den døde bøffel, fulgte han efter. De to mænd ankom til stedet, med den døde bøffel ved middagstid. Black Robe sprang af hesten og sigtede på den døde bøffel med sin lykkefjer. Så kastede han den direkte på den døde krop. Øjeblikkeligt sprang bøflen op og var i live, hvorpå han hurtigt vendte sig mod Cedar Tree og sagde, “skyd den” Og Trying Bear skød den på stedet. Lad os flå den og bære så meget med vi kan bære, sagde Black Robe. En takkefest og komsammen fulgte. Black Robe havde frelst sit folk fra sultedøden.

Nihancan og dværgens pile

(Nihancan and the Dwarfs Arrow)
(En historie fra Arapaho indianerne)

Edderkoppen Nihancan var ude at lede efter nogen han kunne gøre fortræd, om ikke for andet, så bare for at blive i godt humør. Langs et lille vandløb, havde han fundet et lille jordstykke med vilde bær og alt i mens han stod der og fyldte sig, hørte han lyden af nogen der huggede brænde og lyden syntes at komme fra en lille lund, der lå på den anden side af vandløbet. Der må jeg over, sagde Nihancan til sig selv, jeg har hørt om de dværge, der bor der og deres magiske pile. Det er på tide at jeg spiller dem et puds.

Han krydsede vandløbet og inde imellem træerne, fandt han en dværg, der var i færd med at lave en pil af et umådeligt stort træ, der var blevet hugget ned.”Nåh, Lille Broder, hvad laver du” spurgte han dværgen. “Du har to øjne” svarede dværgen og fortsatte med at skære træet til som en pil, lang som ti voksne mænd og så tyk som en voksen mands krop.

“Jeg har hørt om jeres evner til at skyde med meget store pile” sagde Nihancan, “Men du forventer vel ikke at jeg skal tro på, at sådan en lille mand som dig, kan løfte sådan et stort træ. Lad mig se dig skyde med det, jeg vil stå der ovre ved bjergsiden og så kan du skyde efter mig,” fortsatte han. “Det har jeg nu ikke meget lyst til, det kan koste dig livet”, “svarede dværgen Da Nihancan hørte dette, gav han sig til at håne dværgen, der forholdt sig tavs, indtil Nihancan sagde; Tænkte jeg det ikke nok, du er ikke i stand til at løfte pilen og skyde mig. Jeg går igen. Så svarede dværgen; Ok, jeg skyder.

Nihancan vendte sig mod bjergsiden og spurgte med spottende stemme om han skulle stille sig der. Nej længere væk, sagde dværgen. Nihancan fortsatte og spurgte flere gange spottende om han skulle stille sig her, eller her, men hver gang svarede dværgen at han skulle gå længere væk. Til sidst råbte Nihancan til dværgen; Jeg går ikke længere, Hvis jeg gør det kan vi ikke hører hinanden. Da var han nået helt over til bjergsiden. Han vendte sig om og så til sin store forbavselse dværgen tage den enorme pil op med en hånd. Han blev rædselslagen ved synet og råbte; Nej, nej, skyd mig ikke Lille Broder, jeg ved at du kan gøre det. Jeg drillede bare.

Din drillesyge lille edderkop, jeg vidste at du drillede, men jeg kommer nu til at skyde alligevel , svarede dværgen. Nihancan skreg lad venlig at lade være men dværgen svarede; Når jeg først har taget buen i hånden, SKAL jeg skyde, ellers mister jeg min kraft. Så løftede dværgen den enorme bue og skød.

Da Nihancan så det enorme træ komme gennem luften mod sig, begyndte han at skrige og løb først den ene vej, så den anden vej. Lige meget hjalp det, for uanset hvad han gjorde, ændrede pilen bare retning og kom stadig lige imod ham. Han kastede sig ned i den bløde jord, men træet ramte ham og hamrede hans krop så dybt ned i den at kun hovedet stak op. Han kæmpede for at komme op, men træet kilede ham fast til jorden.

Efter et kort stykke tid, kom dværgen op til ham og efter først at have bebrejdet ham at han havde tvivlet på hans evner, hjalp han Nihancan op og gav ham noget medicin til hans kvæstelser. Derefter forlod Nihancan stedet, for aldrig mere at vende tilbage. Og aldrig mere lavede han sjov med dværgene.

 

Apache legender

Skabelses historie

(Apache creation story)
(Apache indianerne)

I begyndelsen, var der ingenting. Ingen Moder Jord, ingen himmel, ingen sol, ingen måne. Kun mørke overalt. Pludselig, ud af mørket, dukkede en tynd oval plade op. Gul på den ene side, hvid på den anden. Tilsyneladende opstået af det bare ingenting. Inde midt på pladen sad en skægget lille mand. Creator. Ham der bor Foroven. Han begyndte at gnubbe og gnide sig i ansigtet, som om han lige var vågnet af en lur. Da han kikkede ind i det endeløse mørke, begyndte der langsomt at brede sig lys, og da han kikkede nedad, bredte der sig en sø af lys under ham. Mod øst skabte han gule glimt af morgengryet. Mod vest kom glimt af alverdens farver til syne overalt. Der kom også skyer i alle mulige farver. Creator rystede sit hoved og gned hænderne mod hinanden. Så kastede han hænderne ud af og ned ad.

Hvad var det? En skinnende hvid sky kom til syne og på den sad en lille pige. “Rejs dig op og fortæl mig, hvor du skal hen, sagde Creator og tilbød Girl Without Parents, sin højre hånd. “Hvor kommer du fra, spurgte hun, mens hun klamrede sig til hans hånd. “Fra øst, hvor der nu er lys, svarede han, mens han gik over på hendes sky. Hvor er Moder Jord, spurgte hun ham. Hvor er Himlen, svarede han. Så begyndte han at synge: “Jeg tænker på , tænker på , tænker på , tænker på , hvad jeg nu skal skabe. Han sang det fire gange, som er det magiske tal. Creator gnubbede sig igen i ansigtet med hænderne. Så gned han dem mod hinanden og åbnede dem så vidt åben. Foran dem stod nu Sun God. Endnu en gang gned Creator hænderne imod hinanden og fra dem, dukkede nu Little Boy nu op. Alle fire guder, stod nu på den lille sky.

Creator spurgte, “Hvad skal vi skabe næste gang, denne sky er for lille til os alle?” Så skabte han Tarantula, Big Dipper Wind og Lightning Maker. Samtidig skabte han nogle flere skyer i hvilke Lightning Rumbler, fik sin bolig. Creator begyndte at synge igen: “Lad os skabe Moder Jord, Moder Jord, Moder Jord, Moder Jord. Igen de fire magiske gange. Alle fire guder, tog nu hinandens hænder og blandede på den må de deres sved sammen.

Creator gned sine håndflader mod hinanden og en lille bold faldt fra dem, ikke meget større end en bønne. Så sparkede han til den og den blev en smule større. Girl Without Parents, sparkede og slog på den igen og igen. Endnu en gang voksede den i størrelse. Sun God og Little Boy skiftedes til at slå og sparke til den og ved hvert slag og spark, voksede den i størrelse. Til sidst bad Creator Wind om at kravle ind i bolden og puste den helt op. Tarantule spandt en sort streng, satte den fast i bolden og kravlede hastigt mod øst, imens han trak i tråden af alle kræfter. Den lavede en blå streng mod syd, en gul mod vest og en hvid streng mod nord. Samtidig, med enorme vindstød i alle retninger, pustede Wind bolden op til enorm størrelse og skabte derved Moder Jord.

Men ingen bjerge, ingen dale eller floder var synlige. Kun blød, brun, træløs prærie dukkede op. Creator gned sine fingerspidser imod hinanden og skabte en kolibri. ” Flyv mod nord, syd, øst og vest og fortæl os, hvad du har set, sagde han til den. Fire dage senere, vendte den tilbage og rap- porterede at alt var i orden. Jorden er vidunderlig, sagde den.Med vand på vestsiden. Den var dog stadig ustabil og hoppede op og ned. Derfor skabte Creator fire enorme pæle En sort, en blå , en gul og en hvid. Dem satte han , en i hvert verdenshjørne, så blev den stille. Creator sang “Moder Jord er nu skabt og alt er stille”. Dette gentog han fire gange.

Så begyndte han at synge en ny sang. Denne gang om himlen. Der eksisterede ikke nogen endnu, men det syntes han at der burde. Efter at have sunget om himlen , de fire magiske gange, kom 28 mennesker til syne og hjalp ham med at skabe den. Creator sang om at skabe store ledere, for Moder Jord og himlen. Så sendte han LightningMaker, ned for at lave cirkler af lyn omkring Moder Jord og han vendte tilbage med tre ufuldstændige, klodsede skabninger, to piger og en dreng, som han havde fundet i en turkisfarvet skal. De havde ingen øjne, ører, hår, næse, munde eller tænder. De havde arme og ben, men ingen fingre eller tæer. SunGod, sendte bud efter Fly, som kom og byggede en svedehytte.

Girl Without Parents, dækkede huset med fire tunge skyer. Foran, på den østvendte indgang, placerede hun en rød sky som et tæppe, der kunne bruges efter turen i svedehytten. Fire sten blev opvarmet i ilden inde i hytten og de tre ufuldstændige, blev placeret indenfor. Indtil turen i svedehytten var forbi, ville de andre synge helbredende sange udenfor. Da den var overstået, kom de tre fremmede ud af hytten og stillede sig på den magiske røde sky og Creator rystede sine hænder mod dem og gav dem alle, fingre, tæer, øjne munde, ører, næser og hår.

Han gav drengen navnet Sky-Boy. Han skulle være leder af Sky-folket. Den ene af pigerne fik navnet Earth-Daughter. Hun skulle tage sig af Moder Jord og hendes afgrøder. Den anden pige fik navnet Pollen-Girl. Hun skulle tage vare på helbredet for Moder Jords folk. Fordi Moder Jord, var så gold og øde, mente Creator at det ville være en god ide, at skabe dyr, fugle, træer og bakker. Da han havde gjort det, sendte han Pigeon, ud for at se resultatet. Den vendte tilbage fire dage efter og fortalte at alt så vidunderligt ud, men at der på vest siden ville rejse sig en syndflod, fire dage fra nu.

Creator skabte derfor et meget højt pinjetræ og Girl Without Parents, dækkede træværket med træets gummiagtige saft og skabte samtidig en stor hul kugle, som hun fæstnede godt fast i toppen af træet. I fire dage, rasede syndfloden og Creator tog op på sin sky, medbringende sine 28 hjælpere.  Girl Without Parents, tog resten med op i den hule kugle og tætnede indgangen godt. På tolv dage trak vandet sig tilbage og efterlod Moder Jord med bjerge, dale, floder og bakker. Girl without Parents, ledte guderne ud af den flydende kugle og ned på den ny Moder Jord. Dernæst tog hun dem op på sin sky, der drev opad, indtil den mødtes med Creator og hans hjælpere, der alt imens syndfloden havde raset forneden, havde færdiggjort himlen foroven.

Sammen trak de to skyer ned mod en dal på Moder jord og der samlede Girl Without Parents dem alle sammen, for at de i fællesskab, kunne hører hvad Creator havde at sige. “Jeg har planer om at forlade jer” sagde han. Jeg ønsker at i skal jeres bedste, for at skabe den perfekte verden.

Du- sagde han og pegede på Ligthning Rumbler, skal have kontrollen med vandene og skyerne. Du, Sky-Boy, skal se efter Sky-folket. Du, Earth-Daughter, skal tage vare på Moder Jords af- grøder og folket der. Du, Pollen-Girl, tager varer på helbredet hos folket og leder dem. Girl Without Parents efterlader jeg med kontrollen og lederskabet over jer alle.

Derpå stillede Creator sig foran Girl Without Parents og sammen begyndte de at gnubbe deres arme og ben. De kastede hænderne fremad og nedefter mod jorden, hvor der nøjagtigt i midten, rejste sig en enorm skov. Den rørte Creator ved, med håndfladerne og skabte derved ild. Store, bølgende røgskyer, rejste sig og ind i dem, forsvandt Creator. De andre guder fulgte ham, men tog ophold i andre skyer af røg, Efterladende de otteogtyve hjælpere, til at befolke Moder Jord.
SunGod, tog mod øst, for at rejse sammen med solen. Girl Without Parents rejste vest på , for at leve i de fjerne horisonter. SmallBoy og Pollen-Girl, lavede deres hjem i skyerne mod syd. Big Dipper, kan stadig ses på den nordlige himmel, som en troværdig guide til for alle.

Dyrenes oprindelse

(Origin of Animals)

“Da Apache-indianerne dukkede op fra underverdenen, rejste de sydpå i fire dage hvorefter de slog deres lejr op. De eneste mad de medbragte, var to slags såsæd, som de plantede i jorden, mellem to sten. I lejren, var en af teltene kommet til at stå lidt afsides fra de andre og da ejeren, for et kort stykke tid var væk, sammen med sin kone, kom Raven til den, medbringende et pilekogger fyldt med pile, samt en bue som den hængte på teltpælene ved indgangen. Da børnene i teltet kom ud, tog de pilekoggeret ned og indeni fandt de noget kød, som de straks satte til live, med det resultat, at de blev utroligt fede.

Da moderen kom tilbage til teltet, bemærkede hun med det samme, fedtet i børnenes ansigter og på deres hænder og de fortalte hende hvad der var sket. Kvinden skyndte sig hen til sin mand og fortalte ham historien og snart stod hele stammen og undrede sig over kødet, der gjorde børnene så fede. Samtidig håbede de alle på at Ravn, ville komme tilbage med noget mere kød. Ravn kom tilbage, men da han så at hans kød var blevet stjålet, fløj han sydpå, for at nå hjem til bjergene, udenfor menneskets rækkevidde En flagermus fulgte efter ham og informerede senere Apacherne om, hvor hans bo lå.

Den aften kaldte stammens leder til rådslagning, hvor det blev besluttet at man skulle forsøge at få fat i noget af Ravns specielle form for kød. De besluttede sig derfor for, at sende en delegation afsted. På fire dage nåede Apache delegationen til Ravn og hans fællers lejr, men fandt ikke den information om kødet de søgte. I stedet for, fandt de rester af de lejrbål Ravn og hans fæller havde tilberedt deres kød over. De besluttede sig for at udspionere Ravn og hans fæller og om natten, forvandlede Medicin Man en Apache dreng til en lille hundehvalp, som skulle spionere fra et nærliggende buskads. Hovedstyrken brød op og påbegyndte hjemrejsen, efterladende hundehvalpen i buskadset.

Næste morgen undersøgte Ravn og hans fæller den efterladte Apachelejr og en af de unge ravne fandt hundehvalpen. Han blev så glad for den, at han bad om tilladelse til at have den sovende under sit tæppe. Hen imod solnedgang, sneg hvalpen sig ud fra tæppet og så en ældre ravn skubbe noget aske i ildstedet, til side. Under asken kom en stor flad sten til syne og da ravnen skubbede stenen til side, kom en åbning til syne. Den forsvandt ravnen ned i. Da den kom til syne igen, medbragte den en bøffel, som blev slagtet og spist af alle ravnene. I fire dage spionerede hundehvalpen imod Ravn og hans fæller og hver aften forsvandt en af dem i åbningen under ildstedet og kom tilbage med en bøffel, som grådigt blev fortæret. Da den nu var sikker på, hvor ravnene gemte deres gode mad, forvandlede den sig til sin naturlige skikkelse og blev en Apachedreng igen.

Tidligt, på den femte dag og med en hvid fjer i den ene hånd og en sort i den anden, flyttede drengen stenen under ildstedet og kravlede ned i hullet. Nede i underverdenen så han fire bøfler og han placerede den hvide fjer i munden på den nærmeste og kommanderede den til at følge efter ham. Men bøflen fortalte ham at han skulle tage fjeren og give den til den bøffel, der stod længst borte. Da han havde gjort dette, blev han imidlertid sendt tilbage til den første igen, som han så satte fjeren fast i munden på igen. “Du er nu dyrenes konge” sagde drengen til den.

Da drengen vendte tilbage til verdenen ovenfor, blev han fulgt af alle de dyr, der var repræsenteret på jorden på det tidspunkt. Den store hjord af dyr, vækkede en af ravnene, der opildnede de an- dre, til hurtigt at få lukket hullet til igen. Men da det gik op for Ravn og hans fæller, at dyrene tilsyneladende godvilligt fulgte drengen, sagde de til ham; “Når du dræber nogle af disse dyr, så husk at gemme øjnene til mig” I fire dage, fulgte drengen sporene fra de andre Apaches og overraskede dem, med sin gigantiske hjord af dyr. Snart var de tilbage i lejren hos de andre Apaches og høvdingen slagtede selv den første bøffel til den fest, der fulgte og drengen huskede at efterlade øjnene til Ravn og hans fæller.

En gammel bedstemor, som levede i en hytte lavet af grene, blev generet af et dådyr, der nu stod og gnaskede blade fra grenene i sig. Hun greb en gren fra ildstedet og gav dyret et slag over næsen, der efterlod en hvid plet af aske, der stadig kan ses på dyrets efterkommere. “Herefter skal du undgå mennesket og din næse skal advarer dig om deres nærhed” sagde den gamle bedstemor. Dådyret er nu mest ude om natten og ikke for tæt på mennesket, hvilket næsen advarer den imod.

Således endte den korte periode af harmoni, mellem mennesket og dyrene. Hver dag vandrede dyrene længere og længere bort fra stammerne. Apacherne bad til guderne og håbede at dyrene ville vende tilbage, så de kunne nyde det gode kød. Apacherne udviklede deres evner til at bruge buen og pilene og begyndte så i stedet at jage det kød de var så glade for. Specielt bøflen.

Ildens oprindelse

(Origin of Fire)
(Apache historie)

“For længe, længe siden, da der ingen ild fandtes, talte dyr og træer sammen. Ræven var den der var mest smart og han prøvede at udtænke en plan. En plan der kunne bringe ilden til jorden. En dag besøgte han gæssene, hvis skrig han gerne ville lære at efterligne. De lovede at lære ham det, hvis han kunne flyve med dem hele tiden. Så opfandt de en måde at påsætte vinger på ræven men advarede ham og sagde at han aldrig måtte åbne sine øjne, mens han fløj. Når som helst gæssene lettede for at flyve, lettede ræven sammen med dem, for at øve sig på deres skrig.

Under sådan en flyvning, bredte mørket sig alt imens de var ved at overflyve en koloni af ildfluer (ko-na-tcic-a). Det pludselige mørke og det glitrende lys fra ildfluerne fik Ræven til at åbne sine øjne. På stedet kollapsede hans vinger og han faldt ukontrolleret til jorden, hvor han landede indenfor ildflueboets indhegning, hvor en ild brændte præcist i midten. To venlige ildfluer, kom for at se på den faldende Fox, som gav dem et halsbånd hver af enebær. (katl-ge-i-tse) Fox håbede at de ville vise ham, hvordan han kunne komme over hegnet og de viste ham hen til et cedertræ, der, som de forklarede ham, på kommando bukkede sig ned og blev brugt som en katapult, der kunne sende ham op over muren.

Samme aften opdagede han, hvor de opbevarede deres vand og opdagede samtidig noget farvet jord, der når det blev blandet med vandet, kunne bruges som maling. Han besluttede at give sig selv et stænk af hvidt. Så gik han ind i midten af boet igen og forslog ildfluerne, at de skulle holde en festival, hvor de dansede og han komponerede musikken. Ildfluerne syntes at det var en god ide og alle hjalp de til med at samle brænde til et endnu større bål.

Samtidig, i al hemmelighed bandt Fox et lille stykke cedertræsbark fast til sin hale og lavede dernæst en tromme. Formentlig den første der nogensinde er lavet. Den begyndte han nu at slå på med kraftfulde slag, imens ildfluerne dansede til. Alt i mens han slog på trommen, begyndte han at rykke tættere og tættere på bålet. Der foregav han at blive mere og mere træt af at hamre på trommen, hvorefter han overgav trommen til et par ildfluer, der gerne ville hjælpe ham med at lave musikken. Så lod han som om han kom til at lade halen falde ind i ilden, der selvfølgelig gik ild i, hvorefter han højlydt udbrød “her er for varmt for mig at være, jeg må finde mig et køligere sted”. Så løb han direkte hen til cedertræet og råbte” bøj dig ned for mig, buk dig”. Ned bukkede cedertræet, så Fox kunne holde fast, så rettede det sig op og sendte ham langt op over muren. Han landede på jorden og stak i løb med det samme.

Han for af sted , imens krat, buske og træer på begge sider af ham, blev antændt af de gnister, der fløj fra barken, fastbundet til hans hale. Til sidst blev Fox så træt af at løbe at han overgav ilden til Hawk (I-tsarl-tsu-i), som bar det til den brune Crane (Trane) (tsi-nes-tso-i) Han fløj langt mod syd, imens han spredte gnister overalt.

Sådan blev ilden først spredt på jorden. Skønt Fox havde overgivet ilden til Hawk, fortsatte ildfluerne med at jagte ham. Helt hjem til hans bo, var de efter ham. Her fortalte de ham, at fra denne dag ville hans straf for tyveriet af ilden være, at han ikke selv ville kunne drage nytte af ilden. For Apache-nationen, var dette også den første ild og snart lærte de sig at bruge den til at tilberede deres mad over og til at holde varmen i de kolde vinter.”

 

Blackfoot legender

Bøffelstenen

(The Buffalo Rock)

Bøffelstenen eller Buffalo Rock, som Blackfootindianerne kalder den, var sædvanligtvis et fossil, fundet et sted på prærien. Den, der fandt en sådan sten, blev anset for usædvanlig heldig. Stenen blev anset for at give finderen stor magt over bøflerne. Ejeren af stenen, opbevarede den i sin bolig tæt ved ildstedet og bad sine bønner over den. Denne historie afslører ikke kun brugen af stenen, men også en meget almindelig måde at fange bøflerne på, før man fik hesten.

Der var engang en meget fattig kvinde, der var hustru nummer to, til en Blackfootkriger. Hendes bøffelkåbe var gammel og hullet og hendes mokkasiner var hullet og flosset. Hun boede sammen med sit folk, ikke langt fra nogle klipper, der var et yndet sted for bøflen på dens vandring over prærien. De behøvede bøflerne, for de var ikke kun forhutlet men også sultne. En dag imens denne fattige kvinde gik og samlede brænde hørte hun en stemme synge i nærheden. Da hun kikkede sig omkring, opdagede hun at sangen kom fra en bøffelsten. “Saml mig op. Saml mig op. Jeg har store magiske kræfter. Kvinden samlede stenen op og bragte den til sin bolig.

Der sagde hun til sin mand, at han skulle samle krigerne sammen og få dem til at synge, for at få bøflen til at komme. Manden kikkede skeptisk på hende men svarede alligevel: “Saml mændene sammen og skaf mig samtidig et lille stykke af bøflens rygknogle fra Bear Medicine; medicinmanden. Bed nogle af mændene om at medbringe de fire rangler, de bruger til deres ritualer”. Manden gjorde som kvinden bad ham om.

Så viste hun ham, hvordan han skulle arrangere deres bolig indeni, så den lignede en kvadrat. I hvert af hjørnerne anbragte hun noget helligt salvie og nogle bøffelknogler. Selv om det var skik og brug at førstekonen havde pladsen ved siden af sin mand, bad han nu kvinderne om at bytte tøj og hustru nummer to, at tage plads ved hans side. Da alting var parat, satte de indbudte mænd sig ind i boligen. Så begyndte stenen at synge igen. “Bøflen vil komme. Bøflen vil komme tilbage”. Da kvinden hørte denne sang, bad hun en af de unge mænd om at gå udenfor og anbringe et antal bøffelknogler på en lang linie.

“Når du har anbragt knoglerne på en linie, så brug et bøffelskind og lad det svæve over knoglerne, fire gange. I andre mænd skyder på knoglerne med jeres pile og synger en hyldestsang til bøflen imens. Når du vifter fjerde gang, vil alle knoglerne blive til bøfler, der vil rende ud over klippekanten”. Den unge mand gjorde som han havde fået besked på og knoglerne forvandlede sig ganske som kvinden havde sagt, til levende bøfler. På samme tid ledte kvinden igen mændene ind i tipien, for der at synge endnu en hyldestsang. Denne sang handlede om bøflen,der ville lede de andre ud over kanten. Imens de sang denne sang, overtog en stor bøffelko ledelsen af flokken udenfor. Hun satte i fart og de andre bøfler fulgte hende. De løb lige ud over klippekanten og faldt i døden. Så sang kvinden: “Mere end hundrede bøfler er faldet ud over klippen. Jeg har ladet dem falde. Og Manden Der Bor Foroven, hører mig synge. Mere end hundrede bøfler, er faldet ud over klippen”

Sådan lærte folket, at stenen var meget magisk. Lige siden har de taget vare på stenene og bedt deres bønner over dem.

Coyote og Rullestenen

(Coyote and the Rolling Rock)

Blackfoot har, lige som en del af de andre stammer Coyote(Præriehunden) og Fox (Ræv) som gennemgående figurer i en del af, deres fortællinger. Her er historien om Coyote og Rullestenen.

En forårsdag, var Coyote og Fox ude at spadsere en tur. Da de kom til en stor, blød klippe spredte Coyote sit tæppe ud på den og satte sig ned for at hvile sig. Efter et stykke tid, blev solen meget varm og Coyote besluttede sig for, at han ikke længere havde brug for tæppet. Så han sagde til stenen:”Her Broder, jeg giver dig tæppet, som gave fordi du intet har og fordi jeg har måtte få lov til at hvile mig på dig. Behold tæppet for altid”. Så gik Coyote og Fox videre.

De havde ikke gået langt, før mørke skyer trak sig sammen over deres hoveder og himlen blev mørk. Lyn glimtede over himlen og tunge dråber af regn, begyndte at falde. Det eneste sted de kunne søge ly, var i en stejl kløft i nærheden og da de kom i ly sagde Coyote til Fox, at han skulle løbe tilbage til stenen, for at låne hans gamle tæppe. “Det kan beskytte os mod regnen og stenen skal nok få det tilbage, sagde han.

Fox, løb tilbage til stenen og sagde at Coyote ønskede at låne sit gamle tæppe. Stenen svarede at den ikke ville låne tæppet ud. “Fortæl Coyote, at han gav mig tæppet som gave. Jeg beholder det. Fox vendte tilbage til Coyote og fortalte ham hvad stenen havde sagt. “Nå, det var dog en utaknemlig sten. Jeg ville blot låne tæppet indtil det var holdt op med at regne”, sagde Coyote rasende. Så rasende at han selv gik tilbage til stenen og tog sit gamle tæppe. “Du behøver ikke dette, for at holde dig tør”, sagde han til stenen. Du har været ude i regn og sne, hele dit liv og det vil ikke skade dig, hvis du levede sådan, resten af dit liv.

Coyote og Fox forblev under tæppet, indtil regnen stoppede og solen kom frem igen. Så forlod de kløften og forsatte deres vandring mod floden. Efter et stykke tid, hørte de en afsindig larm bagude, der kom fra den anden side af bakketoppen. “Fox, Lille Broder”, sagde Coyote. Løb tilbage og se hvorfra den larm kommer. Fox løb op på toppen, men kom hurtigt halsende tilbage, så hurtigt han kunne løbe. “LØB!, råbte han til Coyote. Den store sten er efter os.” Coyote så sig tilbage og så at stenen kom rullende op over bjergryggen og lige ned imod dem. Fox sprang ned i en gammel grævlingehule, men stenen nåede lige at mase det yderste af hans halespids. Det er derfor, ræven den dag i dag, har en hvid halespids. I mellemtiden, var Coyote løbet alt det han kunne, ned ad bakken og var hoppet i floden.

Han svømmede over til den anden bred. der troede han sig sikker.Han vidste at stenen ville synke så snart den nåede vandet. Men da stenen nåede floden, plaskede den lige i og begyndte at svømme. Så flygtede Coyote mod de nærmeste skove, og lige så snart han var dybt inde imellem træerne, lagde han sig ned, for at hvile. Han havde dog ikke en gang fået strukket musklerne, før han hørte træerne i nærheden blive smadret af stenens fremfærd. Vel vidende at stenen stadig var efter ham, sprang Coyote op og løb ud på den åbne prærie. Nogle bjørne krydsede hans spor og Coyote råbte til dem at de skulle hjælpe ham.
“Vi skal nok redde dig”, sagde de. De stillede sig i vejen for stenen, men den kurede lige imod dem – Og knuste dem.

Nu fik Coyote øje på en flok bøfler. “Hjælp mig brødre. Hjælp mig, stop den sten”. Bøflerne bøjede deres hoveder helt ned i græsset, med hornene rettet mod stenen og rendte hovederne imod den. Stenen knuste kranierne på dem og fortsatte sin rullen mod Coyote. Så forsøgte en hel klapperslangerede , at lave et reb, med deres kroppe og lave en løkke i enden for at fange stenen. Men da løkken lagde sig omkring stenen, blev slangerne, der formede,den blot knust i stumper og stykker.

Coyote fortsatte med at løbe langs med en sti og stenen var nu så tæt på ham, at han kunne mærke den slå mod haserne. Lige som han var ved at opgive, så han to hekse stå på den modsatte side af stien, han selv fulgte. De havde begge to, stenøkser i hænderne. “Vi skal nok redde dig, råbte de til ham. Coyote løb lige i imellem dem. Så hørte han at de brugte stenøkserne og da han vendte sig om, så han stenen skåret i bitte små stykker. Coyote bemærkede at sporet havde ført ham ind i en stor lejr. Da han satte sig for at få vejret igen overhørte han heksene tale sammen. “Han ser dejlig fed ud. Nu har vi noget godt til aftensmad. Lad os æde ham med det samme”.

Coyote lod som om, at han intet havde hørt men resten af dagen betragtede han dem igennem halvt tillukkede øjne. Da de gik ind i deres bolig og begyndte at rasle med potter og pander, rejste han sig op og tømte alle deres vandspande ud på jorden. Så snart heksene igen kom uden for, sagde Coyote at han gerne ville have noget køligt at drikke. “Der er masser af frisk vand her”, sagde den ene af heksene. Du kan drikke af vores spande. Men da hun kikkede ned i spandene, så hun at de var tomme, alle som en. “Det vandløb, dernede, har masser af køligt vand, sagde Coyote. Nu skal jeg fylde spandene.

Han tog dem og begyndte at gå imod vandløbet. Men lige så snart han var ude af syne, smed han spandene fra sig og begyndte at løbe, så hurtigt hans ben kunne bære ham. Senere hørte han, at de to hekse fandt ud af, at han havde narret dem, begyndte de at skændtes og bebrejde hinanden at han var undsluppet. De skændtes og sloges til sidst så meget, at de slog hinanden ihjel.”

Hvordan en Piegankriger fandt de første heste

(How a Pieganwarrior found the first horses)

For længe siden, var der en Piegankriger, der drømte en drøm om en stor sø. Ved søens bredder levede der nogle store dyr som krigeren ikke kendte navnet på. En stemme fortalte ham, at dyrene var ganske harmløse og at han kunne bruge dem på samme måde han brugte sine hunde på. Nemlig til at trække slæderne og bære deres tunge udstyr. “Gå til denne sø,sagde stemmen i drømmen.Tag et stykke reb med, så du kan fange nogle af disse dyr.”

Da krigeren vågnede, tog han et langt reb,lavet fra strimler af en bøffeltyrs skind. Så rejste han adskillige kilometer, før han endelig stod foran søen, fra sin drøm. Der gravede han et hul i søens sandede bred, lagde sig i det og dækkede sig til, så han var skjult. Mens han lå der, så han mange dyr komme til søen, for at slukke deres tørst. Dådyr, præriehunde, elge og bøfler. Efter at have ligget der et stykke tid, begyndte det at blæse op og bølger begyndte at rejse sig på søens overflade. De slog ind mod bredden med tiltagende styrke. Pludselig kom en gruppe dyr til syne, der ikke lignede de andre dyr han havde set. De var store som elge, havde små ører og haler, der næsten nåede jorden. Dyrene fra drømmen.

Der var sorte. Der var røde, andre var hvide. Nogle var plettede i alle tre farver. De yngste dyr var de mindste af dem. Da de nåede søens bred og dukkede hovederne ned, for at drikke, begyndte stemmen fra drømmen, at tale til ham. “Kast dit reb og fang en af dem”, sagde den. Så krigeren kastede sit reb og indfangede det største af dyrene. Det strittede imod, med en sådan vildskab, at krigeren blev slynget fra side til side og ikke kunne holde fast. Til sidst trak dyret rebet ud af hans hænder og hele flokken rendte ud i søen og forsvandt under overfladen.

Krigeren blev så bedrøvet over sit dårlige resultat, at han returnerede til sin lejr igen. Der gik han ind i sin bolig og bad til stemmen, der havde talt til ham. “Fire gange skal du kaste dit reb, svarede stemmen ham. Hvis du ikke rammer den fjerde gang du kaster, vil dyrene forsvinde og aldrig mere vende tilbage. Før krigeren gik til ro den aften, bad han til Old Man om hans hjælp. Imens han sov, fortalte Old Man ham, hvad han skulle gøre. Old Man fortalte ham, at han ikke var stærk nok til at holde de største af dyrene. Derfor skulle han prøve med et af de mindre dyr. Dem kunne han holde.

Den næste morgen, startede krigeren så tilbage turen til søens bredder. Der lavede han igen et hul, lagde sig i det og dækkede sig til. Der kom igen dådyr, elge, præriehunde og bøfler for at drikke. Det begyndte igen at blæse op og igen stod bølgerne ind mod søens bredder med større kraft. Så kom hjorden af de store dyr og da de bukkede sig ned for at drikke, astede han sit reb og ind- fangede et af de mindre dyr. Denne gang, var han i stand til at holde fast og et efter et, indfangede han alle de yngre dyr og førte dem med sig til Pieganlejren.

Efter at de yngste dyr havde tilbragt noget tid i lejren, begyndte mødrene til dem, at komme trampende ind i lejren, med bristefærdige yvere, fyldt med mælk til dem. Ikke langt tid efter at mødrene dukkede op, begyndte fædrene nu også at komme. Først var Pieganfolket bange for disse dyr og ville ikke komme nær dem. Men krigeren, der havde indfanget dem sagde at de ikke ville gøre nogen af dem fortræd. Snart var dyrene så tamme, at de fulgte Pieganfolket fra lejrplads til lejrplads. Inden længe begyndte Pieganfolket, at hænge bylter og pakker på ryggen af dem og kaldte dyrene Po-No-Kah-Mita, eller Elghunden. De gjorde det fordi den havde form som en elg og kunne bruges som trækdyr lige som hunden.

Sådan gik det til at Pieganfolket fik deres heste.

Old Man og verdens begyndelse

(Deeds and Prophecies of Old Man)

En af hovedfigurerne i Blackfoot-indianernes fortællinger er Napi, eller Old Man. Napi/Old Man yder to formål. Han er den man ære og han er den mange beder til. Han er også en slags lurendrejer-figur. I nogle fortællinger er han ligefrem farlig. Og med rette. Han er den påståede søn af Månen og Solen og i nogle fortællinger, er han blandt dem, der bragte Soldansen til Blackfootindianerne. Her får du fortællingen om Old man og Verdens begyndelse.

Old Man kom fra syd og imens han drog nordpå, skabte han bjergene, tømret, krattet. Lagde floder her og der og skabte verden som vi kender den i dag. Old Man dækkede prærierne med græs for at dyrene kunne fede sig op.Han mærkede udvalgte steder og lod alle mulige rødder og bær gror der. Vilde roer, kirsebær, blommer. Samtidig satte han træer. Efter at Old Man havde lavet Porcupine Hills, tog han noget mudder og skabte nogle menneskelignende ting. Så blæste han luft omkring dem og de blev til mennesker. Han lavede mænd og kvinder og kaldte dem for Siksika eller Blackfoot.

De spurgte ham” Hvad skal vi leve af”? Old Man svarede dem, ved at forme bøfler ud af noget andet ler. Så blæste han i dem og de blev også levende. Da han gav bøflerne et tegn, gav de sig til at løbe. “Der er jeres føde”, sagde han, til Siksika-folket. Nu da Old Man var færdig med at forme menneskene og bøflerne, gik han ud på den åbne prærie.
Der lavede han en Bighorn (bjergged) Men fordi den så mærkværdig ud og fordi den ikke med lethed bevægede sig på den flade prærie, tog Old Man den med op i bjergene, hvor han slap den løs. Der sprang den med lethed og elegance rundt og kravlede med lethed mod bjergenes top. “Dette sted er som skabt til dig og passer dig fint, sagde Old Man.

Imens han var oppe i bjergene formede han Antilopen og satte også den fri. Men den løb så stærkt imellem klipperne at den faldt og kom til skade. Da Old Man så dette, vidste han at den ikke kunne leve i bjergene, derfor tog han den med ned på den flade prærie. Her løb den hurtigt og elegant rundt og Old Man sagde til den at stedet var perfekt og som skabt til Antilopen.

En dag bestemte Old Man sig for, at han ville lave en kvinde og et barn til sig selv. Han tog ud til en nærliggende flodbred og tog noget vådt ler, som blev modelleret, som to mennesker. Han lagde dem fra sig og dækkede dem til med strå. Den næste morgen, fjernede han stråene og sagde til skikkelserne, der lå under dem, at de skulle rejse sig og følge ham ned til floden. “Jeg er Napi, Old Man sagde han til dem. Old Man, Skaberen af alle ting”.

Som de stod der sammen ved floden, spurgte kvinden han “Hvordan er det. Skal vi leve for evigt. Vil der ingen ende være på noget? “Det har jeg aldrig tænkt over, svarede Old Man. Men det kan vi få afgjort nu. Han tog en flig af en bøffelknogle og kastede den ned i floden. “Hvis den flyder ovenpå vil folket være døde i fire dage. Kvinden brød sig ikke om at være død. Ikke en gang i fire dage, så hun sagde at det ikke kunne afgøres på den måde. Så tog hun en sten og kastede den i floden. “Hvis den flyder ovenpå, så lever vi for evigt. Hvis den synker, vil folket altid dø for evigt, sagde hun.

Omtrent på dette tidspunkt, var Siksika-folket begyndt at komme til Old Man med deres klager. De klagede over at de ikke kunne fange bøflerne og samle føde. I stedet jagtede bøflerne dem og et par stykker havde mistet livet. “Jeg vil lave jer et våben, så i kan slå disse dyr ihjel, lovede Old Man. Han gik ud på prærien og skar nogle tynde grene af et træ. Så tog han den ene gren og skar barken af den. Dernæst fangede han en fugl og tog nogle fjer fra dens vinge. Efter at have bundet fjerene fast i den ene ende af grenen, brækkede han en sort flintesten i stykker og fæstnede et spidst, skarpt stykke i den anden ende. Så kaldte han det for en pil. Dernæst tog han et tykkere stykke træ formede det og kaldte det for en bue. Imens folket betragtede ham, viste Old Man dem hvordan de skulle bruge begge dele.

“Næste gang i jager bøflen, så tag disse ting med jer på jagten og brug dem som jeg har vist jer”, sagde han. Løb ikke væk fra bøflen, når den løber imod jer. Vent til er tæt på, så kan i skyde den med pilene”.
Efter at folket havde lært at dræbe bøflerne, lærte Old Man dem, hvordan de skulle fjerne huden og bruge dem som kåber. Han viste dem også hvordan de skulle fæstne dem på lange stokke og bruge dem som boliger.

En dag fortalte Old Man Siksikafolket at tiden var kommet, hvor han skulle forlade dem og tage nordpå.Dels for at lave mere land men også for at skabe flere mennesker. “Jeg har afmærket dette land til jer , sagde han. Porcupine Hills, Cypress Mountains og Little Rocky Mountains til udmundingen af Yellowstone River i Missouri. Mod stedet hvor solen stiger op, ved hovedløbet af Yellowstone og til toppene af Rocky Mountains. Dette er jeres land og det er fyldt med alle mulige dyr og mange ting gror i jorden. Lad ikke noget andet folk bosætte sig her, for så vil i få problemer. Dette land er lavet til de fem stammer Black- foot Bloods, Piegans, Gros Ventre og Sarcees.

Hvis noget andet folk overskrider disse linier, jeg her har trukket op, så tag jeres buer og jeres pile og kæmp imod dem. Og hold dem ude. Hvis i lader nogen komme og slå deres lejr op, vil i miste alt. I mange måner kæmpede- og besejrede- de fem stammer, alle mennesker, der forsøgte at krydse de linier, Old Man havde lavet. Men efter et stykke tid, kom der nogle skæggede,hvidhudede mennesker. De medbragte gaver og sagde at de kun ville blive kort tid, imens de gik på pelsjagt. De fem stammer, lod dem slå deres lejr op. Ganske som Old Man havde forudsagt, mistede stammerne snart alt.

Old Man og Old Woman

(Old Man and Old Woman)

For mange år siden, var der kun to mennesker i verden. Old Man og Old Woman. På et tidspunkt, imens de rejste rundt i verden, sagde Old Woman “Lad os lave en aftale af en slags. Lad os beslutte os for, hvad menneskene skal lave i denne verden.” “Det er i orden”, sagde Old Man. Jeg skal være den første til at tale. Det er i orden med mig, svar- ede Old Woman. Så længe, jeg er den, der derefter har noget at skulle have sagt.

Så begyndte Old Man at lægge planer. “Kvindernes job, vil være at garve huder. De vil bruge dyrenes hjernemasse til at blødgøre dem med og så vil de skrabe det overflødige væk. Dette skal de kunne gøre let og ubesværet. For det er ikke hårdt arbejde. “Nej! Det jeg ikke enig i. Kvinderne skal gøre disse ting. Men det skal være hårdt arbejde. På den måde finder vi de bedste af dem og kan hædre dem sagde Old Woman. “Det er i orden, sagde Old Man. Vi vil også lade dem få øjne og munde, der skal sidde nedefra og op, i en lige linie i ansigtet på dem. “Nej, sagde Old Woman igen. Lad os ikke gøre det på den måde. Lad os give dem øjne og en mund. Men lad os sætte øjnene på hver side af deres ansigter. “I orden sagde Old Man. Men de skal have ti fingre på hver hånd.”Nej nej nej sagde Old Woman. Det er alt for mange. De vil blot være i vejen for hinanden. De skal have fire fingre og en tommel- tot. Sådan blev de ved, indtil de havde besluttet sig til den måde, menneskene skulle leve på, når de kom til jorden.

“Hvordan skal vi forholde os til liv og død, spurgte Old Woman. Skal menneskene leve for evigt, eller skal de dø på noget tidspunkt?. Old Man og Old Woman, havde lange, svære diskussioner om netop dette spørgsmål og havde svært ved at blive enige. Til sidst sagde Old Man: Nu har jeg det. Jeg smider nogle små stykker bisonknogler i floden her. Hvis de flyder oven på, vil folket være døde i fire dage, for så at vende tilbage. Hvis knoglerne synker, forbliver døde, når de dør. Så kastede han et stykke bisonknogler ud i floden.

“Nej, sådan afgøre vi det IKKE, sagde Old Woman. Knoglestykket vil altid flyde ovenpå. Jeg vil kaste en sten i floden. Hvis den flyder, dør menneskene i fire dage og så vender de tilbage. Hvis den synker, vil menneskene dø for altid. Så kastede hun stenen i floden og den sank øjeblikkeligt. “Sådan, sagde Old Woman. Det er bedst når menneskene dør, at de forbliver døde. Hvis de ikke gør det, er der ingen, der bliver kede af det og så vil der ingen sympati være, i denne verden. ” Det er i orden, svarede Old Man. Lad det blive sådan. Et stykke tid efter, fik Old Woman en datter. Desværre blev pigen hurtigt syg og døde kort tid efter fødslen. Nu var Old Woman ked af den aftale hun havde lavet med Old Man, så hun spurgte ham om de ikke kunne ændre den. Men Old Man svarede nej. Lige siden har det været sådan, at når menneskene dør, så forbliver de døde.”

Svedehyttens oprindelse

(Origin of the Sweatlodge)

Piegan stammen, som var den sydligste hos Siksika- Blackfoot levede ved hovedløbet af Missouri River. Piegan kom fra den Algonquinske sprogfamilie, men havde krige, mod stort set resten af sproggruppen. Dette kunne de i kraft af heste og våben til hurtige plyndringstogter, ting de havde fået af deres Canadiske fæller. Piegan var også fjendtlige overfor opdagelsesrejsende og omvandrende pelsjægere / handelsmænd. Adskillige skoldkopperepidemier reducerede Piegan kraftigt i antal og i dag lever de i reservater på begge sider af grænsen USA- Canada. Her er deres historie om svedehyttens oprindelse.

For længe siden, var der en pige. En smuk en. En høvdings datter. Hun blev opvartet af adskillige unge krigere i lejren men hun ville ikke vide af én af dem, endsige have nogen af dem til mand. I blandt dem var der en ung mand. Utrolig fattig og med et stygt ar tværs over ansigtet. Selv om han så rige og smukke krigere blive afvist af pigen, besluttede han sig alligevel for, at ville spørge hende om hun ville være hans kone. Da pigen brød ud i latter og hånede ham for bare det at spørge, løb den unge mand ud af lejren af bare skam og begik sig sydpå. Efter at have vandret i adskillige dage, faldt den unge kriger om, rystende af kulde og udmattelse.

Fra himlen kikkede Morning Star ned på ham og fik ondt af ham. Morning Star vidste nemlig hvilke kvaler, den unge mand gik igennem. “Der ligger en fattig ung kriger nede på jorden, uden nogen til at hjælpe sig”, sagde Morning Star til sine forældre Sun og Moon. “Så hent ham, sagde de og Morning Star hentede den unge kriger, hvis navn var Scarface og bragte ham med op i skyerne. “Tag ham ikke ind i min bolig”, sagde Sun. Byg fire svedehytter.

Da det var gjort klart ledte Sun Scarface ind i den første hytte. Han bad Morning Star om at bringe sig varm kul, på en gaffelformet gren. Sun brød små stykker af Sweatgrass i stykker og lagde dem på det varme kul og snart begyndte duften af røgelse at brede sig. Så begyndte han at synge. “Old Man kommer i et med hans krop. Det sang han fire gange. Sun tog nu sine hænder og jog dem i gennem den tykke røg og gned Scarface i ansigtet med dem bagefter. Derpå gned han ham på venstre arm og venstre side. Så gentog han ceremonien på den anden side af den unge mands krop. På den måde fjernede han al lugt af menneske fra Scarface.

Så tog Sun ham med ind i de andre hytter og gentog ceremonien og rensningen af den unge mands krop. Det varede ikke længe før Scarfaces krop begyndte at ændres i farven og snart skinnede den med et gyldent skær. Imens Sun brugte en fjer til at stryge den unge mands ansigt, fjernede han på magisk vis, det stykke ar der sad der. Med en sidste berøring af fjeren i den unge mands hår, fik Sun ham nu til at ligne en tro kopi af Morning Star. De to unge mænd, blev nu ledt ind i Suns bolig og placeret på hver side af ham. En meget ærefuld position. “Old Woman, kaldte Sun. Hvem af disse to unge mænd er vores søn? Moon pegede på Scarface. “Der sidder vores søn, sagde hun. “Kender du ikke en gang dit eget barn mere, svarede Sun Han der er ikke vores søn. Vi vil kalde ham Mistaken-For-Morning-Star, forsatte han, imens de lo af fuld hals af fejltagelsen.

De to unge mænd tilbragte nu al deres tid sammen og blev meget gode venner. En dag da de var ude på en af deres sædvanlige eventyr, pegede Morning Star på nogle store fugle med meget lange, skarpe næb. “Fosterbroder, jeg advarer dig imod disse skabninger. De dræbte mine andre brødre”, sagde han til Mistaken-For-Morning-Star. Pludselig begyndte de store fugle at kredse over de unge mænd og Morning Star spurtede af sted, for at komme i dækning i deres bolig. Mistaken-For-Morning-Star samlede imidlertid en gaffelformet gren op fra jorden og slog fuglene ihjel én efter én.

Da de nåede hjem, fortalte Morning Star glædesstrålende sin far hvad der var sket. Sun lavede en sejrssang til ære for Mistaken-For-Morning-Star og forærede ham taknemligt en gaffelformet gren til at bære varme sten i og en dusk Sweatgrass, til at lave røgelse af. Disse ting var nødvendige for at lave en svedehytte-ceremoni. Det var en gave, givet i tillid. Mistaken-For-Morning-Star fulgte nøje med, da Sun byggede svedehytten og forberedte sig på at vende tilbage til jorden en dag.

Da Scarface endelig en dag kom tilbage til stammen, samledes de omkring ham for at se denne smukke unge mand, der var kommet til deres midte. Der var ikke nogen i første omgang, der gen- kendte ham som Scarface. “Jeg har været oppe i himlen, fortalte han dem. Sun gav mig disse ting, som bliver brugt i den hellige svedehytte-ceremoni. Det var en sådan ceremoni, der fjernede mit stygge ar” Scarface forklarede dem, hvordan den gaffelformede gren skulle bruges og hvordan de skulle brænde Sweatgrass. Sådan gik det til, at den første svedehytte blev bygget hos Pieganfolket.

Nu da Scarface, var sluppet af med sit stygge ar og havde en sådan velsignet gave med tilbage til sit folk, havde den unge høvdingedatter ingen skrupler med at blive hans kone. Som en påmindelse om Suns gave, til Scarface og hans stamme, holder Pieganstammen altid en svedehytteceremoni, som en vigtig del af deres årlige Soldans (Sundance) ceremoni.

 

Cherokee legender

Bjørnemanden

(The Bearman)

En tåget forårsmorgen, for længe siden, tog en Cherokee ved navn Whirlwind afsked med sin kone, for at tage op i Smokey Mountains og jage småvildt. Inde i skoven så han en stor sort bjørn og sårede den med en af sine pile. Bjørnen vendte rundt og begyndte at løbe den anden vej, men Whirlwind forfulgte den og skød pil efter pil ind i den uden synlig virkning. Hvad Whirlwind ikke vidste var, at bjørnen besad magiske kræfter og kunne både tale og læse et menneskes tanker.
Til sidst stoppede bjørnen op, trak alle pilene, der sad i dens krop ud igen og rakte dem til Whirl- wind.”Det nytter ikke noget, du kan ikke slå mig ihjel alligevel, sagde den. Kom med mig og jeg vil vise dig hvordan vi bjørne bor.

Whirlwind tænkte ved sig selv at denne bjørn sagtens kunne slå ham ihjel, men endnu før han havde tænkt tanken til ende, sagde bjørnen, at han intet havde at frygte. Næppe havde han tænkt på, hvordan han skulle skaffe sig føde, da bjørnen sagde at den havde rigeligt med føde. Whirlwind besluttede sig nu for at følges med bjørnen og de vandrede side om side, indtil de kom til en hule i bjerget. “Dette er ikke min bolig, sagde bjørnen. Men der bliver holdt en rådslagning her. Du kan følge med og se hvad, der sker”

De gik ind i grotten,der efterhånden som de kom længere ind, udvidede sig, så den til sidst var lige så stor som en Cherokee-landsby. Der nåede de en grotte, der var fyldt med bjørne.Unge bjørne, gamle bjørne, brune, sorte og en enorm stor hvid bjørn, der var den øverste leder. Whirlwind satte sig i et hjørne, sammen med den sorte der havde bragt ham, men snart opdagede de andre bjørne hans tilstedeværelse og en af dem sagde; “Hvad er det for en dårlig lugt af menneske?”
Men den store hvide irettesatte den og sagde at det var en fremmede der var kommet for at se til dem og at de i øvrigt skulle lade ham være i fred. Bjørnene begyndte nu at diskutere den knaphed, der var på al slags føde.

De havde sendt budbringere ud til alle retninger, for at søge efter føde og to af dem var nu kommet retur med gode nyheder. De to budbringere fortalte, at de mod syd havde fundet et stort område med kastanje og æbletræer og jorden var fyldt med føde. Glad over nyheden annoncerede en enorm stor sort bjørn, ved navn Long Hams, at den ville fører an i en dans. Imens de dansede bemærkede bjørnene Whirlwinds bue og pile og Long Hams stoppede og sagde; “Det er disse våben, menneskene bruger til at slå os ihjel med. Måske kan vi bruge deres egne våben imod dem?”

Long Hams tog våbnene fra Whirlwind, satte en pil på buestrengen og trak tilbage. Men da han slap buestrengen igen, fik en af hans lange klør fat i strengen og pilen faldt til jorden. Så gik det op for ham, at han ikke kunne bruge dem og han gav dem tilbage til Whirlwind. Samtidig havde bjørnene afsluttet deres dans og var nu begyndt at forlade grotten igen, for at søge til deres egne boliger. Whirlwind og den store sorte, der havde bragt ham med gik også uden for og efter lang tids vandring kom de til en mindre hule i bjergsiden. “Dette er mit hjem, sagde bjørnen og vandrede foran ind i hulen.

Da Whirlwind kom ind, kunne han ikke få øje på noget spiseligt og han undrede sig over, hvordan han kunne få stillet sin sult. Bjørnen læste hans tanker og satte sig op på bagpoterne, alt imens den lavede bevægelser med forpoterne. Da den holdt poterne ud mod Whirlwind, var de fyldt med valnødder. Den gentog magien og nu var poterne fyldt med blåbær, som den gav ham. Så fremtryllede den brombær og til sidst agern. “Jeg kan da ikke spise agern, sagde Whirlwind. I øvrigt har jeg fået rigeligt at spise. I mange måner, gennem sommeren og vinteren, levede Whirlwind og bjørnen, sammen i hulen. Efter et stykke tid, bemærkede Whirlwind, at der var begyndt at vokse lange hår ud på hele kroppen af ham. Det lignede bjørnens pels Han lærte at spise som en bjørn og han opførte sig som en bjørn. Men han gik stadig oprejst som et menneske.

På forårets første varme dage, fortalte bjørnen at den havde haft en drøm om Whirlwinds landsby og at Cherokee-folket, havde planlagt en stor jagt i bjergene. “Venter min kone stadig på mig, ville Whirlwind vide. “hun venter på dig”, svarede bjørnen. Men du er blevet en bjørnemand, så hvis du vil vende tilbage til din landsby, må du holde dig ude af syne for andre mennesker, i syv dage og syv nætter. Når de syv dage og nætter er gået, vil du atter være et menneske igen.
Et par dage senere, kom en afdeling Cherokee jægere op i bjergene og Whirlwind og bjørnen, gemte sig bagerst i hulen. Men Cherokee jægerne havde medbragt hunde og hundene fandt indgangen og begyndte at gø voldsomt. “Jeg har mistet min magiske kraft mod pile” sagde bjørnen.

Dit folk vil dræbe mig og tage mit skind. Men de vil ikke gøre dig fortræd. De vil tage dig med hjem. Husk på hvad jeg sagde, hvis du ønsker at slippe af med din bjørnenatur, sluttede den. Jægerne begyndte nu at smide brændende grene ind i hulen. “De vil dræbe mig, slæbe mig udenfor og skære mig i stykker”, sagde bjørnen. Så vil de spise mig og tage resten med tilbage til landsbyen. Du må sørge for at mit blod, bliver tildækket med løvet fra skovens træer, og hvis du ser dig tilbage når de bringer dig herfra, vil du få noget at se.

Ganske som bjørnen havde forudsagt , slog jægerne den ihjel med deres pile og trak kroppen ud af hulen. Der flåede de skindet af den og skar den ud i stykker, der var nemme at transportere. Fordi Whirlwind troede, at de også ville slå ham ihjel, fordi han lignede en bjørn, gemte han sig stadig bagerst i hulen. Men hundene gøede hele tiden voldsomt ad hans lugt, at jægerne til sidst kikkede ind i hulen igen. Der fik de øje på den menneske-lignende bjørn, der stod oprejst på bagbenene og en af dem genkendte Whirlwind. I troen på, at bjørnen, havde holdt ham som fange, spurgte de Whirlwind om han ville med tilbage til landsbyen. Han svarede at det ville han gerne, men at han måtte være alene og ude af syne i syv dage og syv nætter, for at blive en mand igen.

Imens jægerne gjorde sig rede til at returnere til landsbyen, med bjørnens kød, dækkede Whirlwind omhyggeligt bjørnens blod med løvet fra træerne, der hvor den var blevet dræbt. og da de forlod stedet efter et stykke tid, kikkede Whirlwind sig tilbage over skulderen og så en sort bjørn rejse sig fra løvet, ryste pelsen og vandre ind i hulen igen.

Da jægerne nåede landsbyen, tog de Whirlwind til en tom hytte hvor de adlød hans ordre om at barrikadere døren. Selv om han bad dem holde hans tilstedeværelse hemmelig, må der alligevel være en, der havde fortalt sig, for allerede næste morgen stod hans kone der og krævede at se sin mand. “Du må vente i syv dage”, svarede krigerne, der holdt vagt ved døren. Kom tilbage efter syv dage og Whirlwind vil komme til dig, som han var, da han forlod dig, for tolv måner siden. Bitter og skuffet gik kvinden derfra. Men hun vendte tilbage hver dag, hvor hun tryglede dem om at lade hende se sin længe savnede mand.

Til sidst, på den femte dag, forbarmede krigerne sig over hende og flyttede barrikaderne, der var for døren, åbnede den og bad Whirlwind komme udenfor. Selv om han stadig var utroligt behåret og gik som en bjørn, var konen så glad for at se ham, at hun insisterede på at han skulle følge med hende hjem. Whirlwind gik med hende, men døde et par dage efter. Cherokee-indianerne vidste da, at bjørnene havde krævet hans liv fordi han stadig havde haft sin bjørnenatur. Havde de holdt ham ude af syne i hytten, uden mad og drikke, som han havde forlangt, så ville han have været en mand igen.

Derfor er der stadig folk i landsbyen, der den dag i dag, på den første varme og tågede forårsnat, ser genfærdet af to bjørne, en der går på alle fire og en der går på bagpoterne.

De hornede slanger

(Hero and the Hornet Snake)

I de første dage, levede der nogle enorme slanger, hvis skind skinnede næsten lige så meget som solens lys. De havde to horn på hovedet og besad en nærmest magisk tiltrækningskraft.  At se en af dem, blev altid betragtet, som et dårligt varsel, for uanset hvordan man forsøgte at undslippe, endte man altid med at løbe direkte mod slangens hoved, for derefter at blive slugt. Det var kun højt kvalificerede medicinmænd eller jægere, der kunne slå dem ihjel. Det krævede nemlig en særlig stærk medicin fra medicinmanden, eller et præcist skud, i den syvende stribe på slangen, fra jægerens bue.

En dag, var en ung mand af Shawnee-folket, blevet taget til fange af Cherokee-folket. Han blev lovet sin frihed, hvis han kunne finde og dræbe en af de hornede slanger. Det blev en lang jagt og han undersøgte adskillige huler, klatrede utallige vilde bjerge, før han endelig fandt en, højt oppe i Tennessee bjergene. Den unge Shawnee lavede nu en cirkel af brændende fyrretræsgrene. Så gik han direkte mod slangen. Da slangen fik øje på jægeren, løftede den langsomt hovedet. Så hørte den, en unge mand råbe; Friheden eller døden.

Jægeren lagde en pil på buen, sigtede og ramte den præcist i den syvende stribe. Derefter vendte han sig hurtigt om og sprang ind i cirklen af ild. Der følte han sig sikker nok. En strøm af gift, rendte ud af slangens sår og den forfulgte jægeren indtil ilden stoppede den. På grund af den unge mand dåd, gav de taknemmelige Cherokee ham, hans frihed som lovet

Et par Cherokee-indianere, tog fire dage efter, op til stedet hvor den unge Shawnee, havde slået slangen ihjel. Der samlede de stykker af den og samlede knoglerne i et helligt medicinbundt og opbevarede det til deres børn og børnebørn. De gjorde det fordi de troede at det hellige bundt, ville bringe stammen held. På samme sted, hvor de samlede stykkerne af slangen, var en lille sø, med sort vand, sprunget op. heri dyppede Cherokeekvinderne de kviste de brugte til deres kurvearbejder. Sådan lærte Cherokeekvinderne at farve deres kurve sorte, sammen med de andre farver.

Den første ild

(The first fire)

I begyndelsen af jordens skabelse, var der ingen ild og dyrefolket frøs ofte Kun Torden, der levede i verdenen bag ved skyerne, havde ild. Til sidst sendte den Lynet, ned på en lille ø. Der lagde Lyn ilden i et hult morbærfigentræ. Dyrefolket vidste at ilden var der, for de havde kunnet se, røgen rejse sig over trætoppene. De kunne dog ikke komme frem til den på grund af vandet, så de holdt en rådslagning, for der at beslutte, hvad der skulle gøres. Alle, der kunne svømme eller flyve, var ivrige efter at tage af sted.

Til sidst sagde Ravn, der dengang var hvid; Lad mig flyve. Jeg er stor og stærk. Ravn fløj højt op og tværs over vandet indtil han nåede øen med figentræet. Der satte han sig i toppen af træet og funderede over, hvordan han skulle gribe det an. Netop som han sad og tænkte, svitsede ilden alle hans fjer sorte. Den skrækslagne Ravn, fløj tilbage uden ild og siden han dens fjerdragt været sort.

Så sendte rådet Slørugle. Han fløj til øen og nåede toppen af figentræet. Men samtidig med at han kikkede ned i det hule træ, kom der et pust af varm luft op og brændte næsten øjnene ud af hove- det af på ham. Også han fløj tilbage uden ild Siden den dan har Slørugle haft røde øjne.

Så blev Hornugle og Natugle sendt af sted sammen. Men røgen og ilden gjorde dem næsten blinde og asken, der blev båret op imod dem af vinden, lavede hvide ringe rundt om deres øjne. De blev nødt til at vende om og har siden aldrig været i stand til at fjerne de hvide ringe omkring dem.

Så svømmede Lille Slange, tværs over vandet Kravlede op på øen, i gennem græsset og ind gennem et lille hul ved træets fod. Men heden og røgen blev også for meget for den. Den undslap med nød og næppe, døden nær men så medtaget og med kroppen svitset helt sort. Samtidig var han blevet så kroget af ilden, at han siden har lavet to spor, som om han altid vil undslippe på meget lidt plads.

Store Slange, der var den bedste til at klatre, tilbød nu at prøve. Men han faldt ind i den brændende træstub og blev lige så sort som Lille Slange. Han har siden været kendt som Store Sorte Slange. Til sidst sagde Vandedderkop, at hun ville gå. Vandedderkop havde sorte dunagtige lodne ben og røde striber på kroppen Hun kunne gå på vandet og hun kunne dykke ned til bunden. Hun ville ikke have problemer med at komme i land på øen. “Men du er så lille og hvordan vil du bære ilden?”, Sagde rådet. “Det skal jeg nok finde ud af, svarede hun. Jeg spinder et spindelvæv. Så spandt hun en tråd fra kroppen og vævede en lille skål, som hun satte fast på ryggen. Så krydsede hun vandet til øen og kravlede i gennem græsset. Hun puttede et lille stykke kul op i skålen på ryggen og bragte den tilbage til Folket.

Lige siden har vi haft ild og Vandedderkop har haft sin lille skål på ryggen.

Jægeren og Dakwa

(Hunter and the Dakwa)

I Gamle dage, levede der i Tennessee Floden, ved udløbet af Toco Creek, en enorm fisk ved navn Dakwa. Denne fisk var så stor, at den nemt kunne sluge en fuldvoksen mand. En dag da adskillige Cherokee-jægere kom sejlende ned ad Tennessee Floden, dukkede Dakwa pludselig op under kanoerne, så alle jægerne blev kastet overbord og op i luften. Da de landede i vandet igen, slugte fisken en af dem, og dykkede ned på bunden med ham i munden.

Manden den slugte, var en af stammens tapreste krigere og lige så snart han fandt ud af, hvor han var, begyndte han at udtænke en plan, så han kunne undslippe Dakwa´s mave. Bortset fra et par sår og skrammer, fejlede han intet, men der var så varmt og tørt inde i maven, at han frygtede at han ville smelte. Imens han famlede rundt i mørket, stødte hans hånd på et par muslingeskaller, med meget skarpe kanter, som Dakwa havde slugt på et tidligere tidspunkt og han begyndte nu at skære sig igennem fiskens mave.

Snart begyndte Dakwa at blive urolig over al den skraben i hans mave og han søgte op mod overfladen, for at få luft. Krigeren skar videre indtil fisken var så vild, af smerte, at den svømmede frem og tilbage over floden, mens den piskede vandet til skum med halen. Til sidst skar krigeren sig helt i gennem Dakwas side og vandet fossede ind og druknede ham næsten. Heldigvis var fisken da søgt ind på lavt vand, for at hvile ud. Han rakte armene ud og skubbede sig forsigtigt i gennem hullet, for ikke at vække fisken, ud og kravlede op på land.

Så løb han hjem til lejren, som han fandt i en tilstand af sorg. De havde nemlig troet at han var død, fordi fisken havde slugt ham. Så kaldte de ham en tapper kriger og holdt en fest til hans ære. Selv om krigeren, var undsluppet med livet i behold, var det ikke uden mén. Væskerne i fiskens krop, fik ham til at tabe håret og han forblev skaldet til sin død.”

Bøflernes oprindelse

(Origin of the buffalo)

Der var en gang en afdeling af Cheyennekrigere og deres familier, der levede ved foden af en brus ende strøm, der endte i en enorm grotte. På grund af stor mangel på mad, kaldte høvdingen en dag stammen sammen, til en rådslagning. “Vi skulle udforske den store grotte”, sagde han til sit folk. Hvor mange tapre krigere, vil melde sig til dette eventyr? Det vil måske blive meget farligt. Men vi er stærke krigere! Ingen reagerede på høvdingens opfordring, men til sidst var der en ung kriger, der rejste sig op, malede sig til jagt og sagde; “Jeg vil gøre det og ofre mig for mit folk”

Han ankom til grotten og fandt til sin store overraskelse, to andre krigere, der ventede på ham ved åbningen, hvor strømmen forsvandt ned i undergrotten. “Er de mon kommet for at håne mig? tænkte han ved sig selv. Men som om de to krigere havde læst hans tanker, forsikrede de ham at de ville følge ham ned i grotten. “Du tager fejl af os, sagde de til ham. Vi går virkelig med dig. Derpå gav de hinanden hånden og sprang sammen ned i grotten. Fordi det var så mørkt, tog det noget tid før deres øjne havde vænnet sig til det. Da det skete opdagede de, hvad der lignede en dør og den første kriger bankede på. Intet skete.

Så bankede han igen, denne gang hårdere. “Hvad vil i?” Spurgte den gamle indianske bedstemor, da hun åbnede døren. “Bedstemor, sagde den første kriger, vi søger efter nye madforsyninger, vores folk synes aldrig at have nok at spise.” “Er i sultne nu” spurgte hun. Åh ja, svarede alle tre krigere. Den gamle bedstemor åbnede nu døren på vid gab og inviterede de tre krigere ind. “Kik ud af det vindue, sagde hun til dem og pegede. De tre krigere kikkede ud og så en vid prærie strække sig for deres øjne. Store hjorde af bøfler græssede veltilfreds. De unge krigere, kunne dårligt tro deres øjne.

Den gamle bedstemor, bragte nu hver af dem en stor stenpande, fyldt med bøffelkød. Det smagte vidunderligt og de fyldte maverne med mad. Lige meget hvor meget de spiste, blev der ved med at være kød tilbage på panderne. “Jeg vil gerne have at i bringer disse pander tilbage til jeres folk i lejren, sagde den gamle bedstemor. Fortæl dem at jeg snart vil sende nogle levende bøfler” De unge krigere takkede mange gange.

Da de unge krigere kom tilbage med gaverne af bøffelkød, glædede de sig over den nye gode mad de havde fundet. Hele stammen fyldte maverne fra den gamle bedstemors tre magiske pander og var meget taknemlige. Da de vågnede ved daggry, var hjorde af bøfler på mystisk vis dukket frem og havde på det nærmeste omringet lejren. De blev meget taknemlige på den gamle bedstemor og over de store ånder i skyerne for det gode, der var kommet til dem.

Cheyenne legender

Bøflernes oprindelse

(Origin of the buffalo)

Der var en gang en afdeling af Cheyennekrigere og deres familier, der levede ved foden af en brus ende strøm, der endte i en enorm grotte. På grund af stor mangel på mad, kaldte høvdingen en dag stammen sammen, til en rådslagning. “Vi skulle udforske den store grotte, sagde han til sit folk. Hvor mange tapre krigere, vil melde sig til dette eventyr.? Det vil måske blive meget farligt. Men vi er stærke krigere Ingen reagerede på høvdingens opfordring, men til sidst var der en ung kriger, der rejste sig op, malede sig til jagt og sagde; Jeg vil gøre det og ofre mig for mit folk”

Han ankom til grotten og fandt til sin store overraskelse, to andre krigere, der ventede på ham ved åbningen, hvor strømmen forsvandt ned i undergrotten. “Er de mon kommet for at håne mig? tænkte han ved sig selv. Men som om de to krigere havde læst hans tanker, forsikrede de ham at de ville følge ham ned i grotten. “Du tager fejl af os, sagde de til ham. Vi går virkelig med dig. Derpå gav de hinanden hånden og sprang sammen ned i grotten. Fordi det var så mørkt, tog det noget tid før deres øjne havde vænnet sig til det. Da det skete opdagede de, hvad der lignede en dør og den første kriger bankede på. Intet skete.

Så bankede han igen, denne gang hårdere. “Hvad vil i?” Spurgte den gamle indianske bedstemor, da hun åbnede døren. “Bedstemor, sagde den første kriger, vi søger efter nye madforsyninger, vores folk synes aldrig at have nok at spise.” ” Er i sultne nu” spurgte hun. Åh ja, svarede alle tre krigere. Den gamle bedstemor åbnede nu døren på vid gab og inviterede de tre krigere ind. “Kik ud af det vindue, sagde hun til dem og pegede. De tre krigere kikkede ud og så en vid prærie strække sig for deres øjne. Store hjorde af bøfler græssede veltilfreds. De unge krigere, kunne dårligt tro deres øjne.

Den gamle bedstemor, bragte nu hver af dem en stor stenpande, fyldt med bøffelkød. Det smagte vidunderligt og de fyldte maverne med mad. Lige meget hvor meget de spiste, blev der ved med at være kød tilbage på panderne. “Jeg vil gerne have at i bringer disse pander tilbage til jeres folk i lejren, sagde den gamle bedstemor. Fortæl dem at jeg snart vil sende nogle levende bøfler” De unge krigere takkede mange gange.

Da de unge krigere kom tilbage med gaverne af bøffelkød, glædede de sig over den nye gode mad de havde fundet. Hele stammen fyldte maverne fra den gamle bedstemors tre magiske pander og var meget taknemlige. Da de vågnede ved daggry, var hjorde af bøfler på mystisk vis dukket frem og havde på det nærmeste omringet lejren. De blev meget taknemlige på den gamle bedstemor og over de store ånder i skyerne for det gode, der var kommet til dem.”

Enough is Enough

(En gang for meget)

En gang for længe siden, var der en mand fra Cheyenne-folket, der havde temmelig spidse ben. De var så spidse at han ved at løbe og springe, kunne få sine ben til at sidde fast i træet. Med et magisk ord, kunne han så igen blive fri af træet og lande sikkert på jorden igen. En dag kom en hvid mand forbi og råbte til krigeren; Broder, lav mine ben lige så spidse som dine og lær mig tricket. Ikke noget problem, svarede krigeren. Jeg kan sagtens lave dine ben om. Så stillede den hvide mand sig op på en træstub. Imens krigeren spidsede den hvide mands ben, med en økse, sagde han; Du må aldrig lave tricket, mere end tre gange på en dag og du skal huske at holde præcist regnskab.

Den hvide mand, gik nu ned mod floden og fik på bredden øje på et stort træ. Han løb imod det, hoppede op og hans ben sank i til knæene og blev stående i træet. han sagde det magiske ord og træet slap ham og han landede på jorden igen. Han sprang imod et andet træ og talte nu til en. Tredje gang han sprang, talte han til to. Fjerde gang han sprang, stod fuglene og dyrene og kikkede på imens den hvide mand hoppede op og begravede benene til lårene. Men han talte kun til tre Nu kom også præriehundene, ulvene og de andre dyr til for at se den hvide mand og nogle spurgte, hvor han havde lært det trick, imens andre tiggede ham om at lære dem det, så de kunne være i sikkerhed i træerne om natten.

Den hvide mand, blev endnu mere stolt over alt den opmærksomhed og beundring. Femte gang han sprang, blev det højere end de forgående og han landede næsten oppe i toppen hvor han sank i til hofterne. Så talte han til fire. Han sagde det magiske ord, men intet skete. Så gentog han det gentagede gange, men blev sid- dende fast i træet. Hele natten og den efterfølgende dag, kunne dyrene høre ham gentage ordet. Men ingenting hjalp. Så bad han sine dyrevenner om at finde Cheyennekrigeren, der havde lært ham tricket, men de vidste ikke hvor de skulle lede. Den hvide mand, havde glemt hemmeligheden, at kunne befri sig selv og efter at have siddet fast i træet i et par dage med kroppen stikkende ud døde han af sult.

How the Bufffalohunt began

(Historien om hvordan bøffeljagten begyndte)

I begyndelsen, spiste bøflen menneskene. Skaden og høgen, var på menneskenes side for ingen af dem spiste hverken hinanden eller mennesker. Disse to fugle, fløj med beskeder, i et råd bestående af mennesker og dyr. Rådet havde besluttet, at der skulle afholdes et kapløb, og at vinderen måtte spise taberen. Ruten var lang. Hen til et bjerg, rundt om det og tilbage igen.

På den ene side, stod den hurtigste bøffel, en ko ved navn Naika( Swift Head) Hun stillede op i den overbevisning, at fordi hun var den hurtigste, ville hun også vinde. På den anden side stod menneskene, der var bekymret over den lange distance. De forsøgte at lave Stærk Medicin, i et forsøg på at undgå at gå under af udmattelse under løbet.

Alle dyrene malede sig til anledningen af løbet og siden da, har de alle haft deres farvepragt. Selv havskildpadden malede sig rød omkring øjnene. Skaden selv malede sig hvid på hovedet, skuldrene og halen. Til sidst var alle klar til løbet og stod ved startlinien. De løb og løb og kom med højlydte udråb i stedet for at synge, i troen på at det ville få dem til at løbe hurtigere. Alle de små fugle, skildpadder, kaniner, præriehunde, ulve, fluer, myrer, insekter og slanger, var snart langt bagefter.

Da de havde løbet halvvejen, førte bøffelkoen stort. Så kom skaden, høgen og til sidst menneskene, der havde strakt sig ud over en enorm strækning. Støvet rejste sig så hurtigt, at det var umu- ligt at se noget.
De to fugle vidste at de kunne vinde, så de anstrengte sig til det yderste for at følge med og slog bøffelkoen lige på målstregen. De havde på tilbageturen, set faldne dyr og fugle overalt langs ruten, der havde løbet sig selv til døde. De farvede nu jorden rød, med deres blod.

Så fortalte bøffelkoen de unge bøfler, at de skulle gemme sig for menneskene og sagde til dem at de for sidste gang, skulle medbringe noget menneskekød. De unge bøfler gjorde hvad de fik bes- ked på og stak menneskekødet ind på brystet, på stykket under halsen. Derfor spiser Cheyenne-folket aldrig dette stykke. De siger at det er delvist menneskekød. Siden dengang har Cheyennefolket jaget bøflerne, med fordi alle de venlige dyr var på menneskenes side, blev de ikke spist af dem, men de bruger deres farvestrålende fjer til ornamenter.”

(Der findes en anden version, der har tilføjelsen; “Da præriehunden sluttede løbet sagde skaden (der til og med havde slået høgen) til den; “Vi vil ikke spise dig og dine, kun bruge jeres skind”)

How the first white man came to the Cheyenne

Historien om hvordan den første hvide man kom til Cheyenneindianerne

En sommermorgen for længe siden lå Cheyennefolket i lejr ved nogle store søer, nær Missouri Floden. Imens Red Eagle og hans kone, lå i deres tipi og vågnede op, fik de øje på en underlig skabning, der lå på gulvet i teltet. Red Eagles kone blev meget forskrækket over synet og gjorde sig rede til at slå alarm, men hendes mand fik hende beroliget og nærmede sig forsigtigt den underlige tingest, der langsomt havde sat sig op i siddende stilling.

Red Eagle, så at skabningen var et menneske, der næsten lignede en Cheyenne, bortset fra at han havde hvid hud, hvidt hår og talte et underligt sprog. Manden var så tynd at ribbenene stak ud fra siden og hans beklædning bestod af mos og græs. Han var døden nær af sult og Red Eagle, gav ham noget at spise. Men da manden var så udmattet og underernæret, ville hans mave ikke tage imod føden. Senere da han var kommet en smule til kræfter, hjalp det.

Red Eagle havde fået sin kone til at hemmeligholde tilstedeværelsen af den fremmede. Han frygtede at nogle af de andre krigere, ville slå ham ihjel, fordi de troede han ville bringe stammen uheld. Et par dage senere kom en råber imidlertid igennem lejren og annoncerede at lejren skulle flyttes og Red Eagle indså at tilstedeværelsen af den fremmede ikke længere ville kunne holdes hemmelig. For at undgå at den fremmede blev slået ihjel, trådte han frem og sagde “Jeg har taget denne mand til mig, som en bror. Hvis nogen gør ham ondt, vil jeg øjeblikkeligt straffe vedkommende. Den Store Ånd, må have sendt ham, med en god grund.

Så Red Eagle, gav manden tøj og sørgede for hans mad. Langsomt kom manden til kræfter og tilbage til livet igen. Efter en tid, lærte han at tale et par få Cheyenne ord og han sig også lærte stammens tegnsprog. På den måde fortalte manden, at han kom fra øst, fra “Landet hvor solen står op” Han fortalte at han var startet ud sammen med fem andre for at jage bæver. “Vi var på en af søerne, da der pludselig kom en kraftig vind, der sænkede båden. De andre druknede alle som en”

Efter at have kæmpet sig nærmest desperat i land, havde han vandret forvildet rundt, mens han levede af bær og rødder. Efterhånden som torne og grene havde flået hans tøj i stykker, havde han erstattet dem med mos og græs. Halvblind og døden nær af sult, var han, uden at ane det, gået lige ind i lejren, ind i Red Eagles tipi og var faldet bevidstløs om på gulvet.

For mindst hundredene gang takkede manden Red Eagle for at han havde reddet ham og fortsatte; “Jeg har nu i mange dage set hvor hårdt du og din kone må arbejde. For at lave ild, må i bruge to pinde. Din kone bruger piggene fra en grævlings pels som nåle, når hun skal sy. Hun bruger store stenkar, når hun skal koge vand og du må bruge en stenkniv og flintestenspidser til dine spyd og pile også. Du må arbejde hårdt og længe, for at få disse ting.

Mit folk,der er et magtfuldt folk og ikke til at opregne i tal, har mange vidunderlige ting som Cheyennefolket ikke har.” Hvad er det for nogle vidunderlige ting, spurgte Red Eagle. Nåle, der holder sig spidse hele tiden, til din kones syning. Skarpe knive af metal, til at skære med. Strygestål, til at lave ild med og et våben, der bruger noget sort pulver og sender metalstykker mod ethvert mål du vælger, svarede manden.
Alle disse ting kan jeg bringe dig og dit folk, hvis i hjælper mig med at jage bæverskind. MIT folk er meget glad for bæverskind og vil give mig disse ting i bytte for jeres skind.

Red Eagle, fortalte krigerne hvad manden havde sagt og de jagede en masse bævere. Skindene blev læsset på adskillige slæder og en dag rejste manden til landet hvor solen står op, med en karavane af hundeslæder efter sig. Adskillige måner gik og Red Eagle begyndte at spekulere på, om manden nogensinde ville komme tilbage.

Så en morgen, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, hørte Cheyennefolket noget, der lød som et tordenskrald i nærheden af lejren. På en højderyg mod øst, så de en mand, der bar en rød hat og en rød jakke. Over sit hoved, holdt han en underligt udseende sort stav, og så gav han dem en velkomsthilsen, på deres eget sprog. Da han kom nærmere genkendte de ham som den fremmede, der var taget af sted med deres bæ- verskind. Han havde medbragt alle de vidunderlige ting, han havde fortalt dem om. Knive, nåle og stål og han viste dem hvordan de skulle bruge dem. Så viste han dem, det sorte pulver og det hule rør, han havde lavet tordenlyden med.

Og sådan kom den første hvide mand til Cheyenne- folket.

Yellowstone Valley and the Great Flood

Yellowstone dalen og den store syndflod

Jeg har hørt den fortalt på Cheyenne reservatet i Montana og i Seminole-lejrene i Floridas Everglades. Jeg har hørt den fra eskimoerne nord for polarcirklen og fra indianerne syd for Ækvator. Legenden / fortællingen om den store syndflod, er den mest universelle af alle fortællinger. Den er fortalt i Asien, Afrika, i Nordamerika, og i det sydlige af Stillehavet. Professor Hip Gilliand fra Eastern Montana Collge, var den første til at optage denne fortælling på bånd. Dette er en af de femten han egenhændigt optog i forskellige dele af verden.

Han var en gammel indianer, med et vejrbidt ansigt. Men hans øjne lyste stadig med ungdommens glød. Jeg vidste ikke hvilken stamme han kom fra, selv om jeg kunne have gættet. Selv senere, da jeg talte med andre fra hans stamme, var der ingen , der havde hørt hans fortælling. Vi havde siddet sammen med de unge og talt om deres visioner, da han pludselig startede sin for- tælling. “De er begyndt at komme tilbage- sagde han imens han stirrede ud i den silende regn. “Hvem spurgte jeg og han svarede” Dyrene det er sket før.

Den gamle tav et langt stykke tid, så løftede han sine hænder og øjne. ” Den Store Ånd, tilsmilede dette land da han lavede det. Der var bjerge og prærier. Der var skov og græsland. Der var mange slags dyr. Og mennesker. Den gamle mand bevægede sine hænder, alt imens han fortalte sin historie, mere klar i erindringen end i stemmen.

Den Store Ånd, fortalte menneskene, at dyrene var deres brødre og at de skulle dele landet med dem. Dyrene ville give dem mad og tøj. “Lev sammen med dem og beskyt dem, sagde Den Store Ånd. Beskyt især bøflen, for den vil give jer mad og beskyttelse. Huden fra bøflen vil holde kulden væk, sørge for varme og holde regnen ude. Så længe i har bøflerne, vil i aldrig lide nogen nød. I mange vintre, levede menneskene i fred med dyrene og landet. Når de slog bøflen ihjel , takkede de Den Store Ånd og brugte alt fra dyret. Det forsynede dem, med det de havde brug for.

Så kom et andet folk, der ikke så på bøflerne som deres brødre. De dræbte dem. Også selv om det ikke havde brug for kødet. De skar og brændte skovene ned og dyrene begyndte at dø. De skød bøflen og kaldte det sport og de slog fiskene ihjel i floderne. Den Store Ånd kikkede ned på jorden og blev meget bedrøvet over det han så. Han lod røgen fra bålene, blive liggende i dalen og folket hostede og harkede, men fortsatte med at brænde skovene og dræbe dyrene. Så sendte Den Store Ånd regnbyger i store mængder, for at slukke bålene og slå folket ihjel. Regnen faldt og faldt Og vandet steg og steg. Folket flyttede fra det oversvømmede lavland og op i højlandet.

Spottet Bear, medicinmanden, samlede sit folk og sagde til dem; Den Store Ånd fortalte os, at så længe vi havde bøflen, ville vi være beskyttet fra hede, kulde og regn. Men der er ikke flere bøfler. Med mindre vi finder den igen, vil vi alle dø. Regnen faldt og faldt og vandet steg og steg. Folket flyttede fra det oversvømmede dale i højlandet og længere op højderne De unge mænd tog på jagt efter bøflerne. På vejen slukkede de ilden fra de mange bål og blev igen venner med dyrene. De rensede også vandløbene og fiskene vendte tilbage. Men regnen faldt og faldt og vandet steg og steg. Så flyttede folket fra de oversvømmede højder og op i bjergene

To unge mænd, kom til Spottet Bear og sagde, “Vi fandt tre bøfler, en ko en kalv og en hvid bøf- felhan. Bøffelkoen og kalven reddede sig op i bjergene, de vil vende tilbage , når regnen stopper. Men flodbrinken gav efter for den hvide hans vægt og den blev revet med af strømmen. Vi fulgte efter, for at se om vi kunne redde den, men da vi endelig fandt den, var den død. Vi har bragt dens skind med tilbage.

De gav Spottet Bear skindet og han kikkede på det, så sagde han, “Mange mennesker er druknet. Vores mad er forsvundet. Men vores unge mennesker ødelægger ikke længere jorden, der var skabt til dem. Vi har fundet den hvide bøffel. Den vil beskytte dem af os, der er tilbage. Regnen faldt stadig og vandet steg stadig. Folket flyttede fra de oversvømmede bjerge og op til de højeste tinderne. Spottet Bear spredte det hvide bøffelskind ud på jorden og han og de andre medicinmænd, skrabede det og strakte det og skrabede det og strakte det. Og stadig faldt regnen.

Til sidst kunne Spottet Bear strække skindet ud over hele landsbyen og alle de mennesker, der var tilbage, kravlede ind under det. Alt imens regnen stadig faldt, strakte medicinmændene skindet ud over bjergene. Hver dag strakte de det mere og mere. Så en dag var det stort nok til at Spottet Bear kunne binde et hjørne på toppen af Big Horn Mountain. Det næste hjørne bandt han til Bear Tooth Mountain og så trak han det tværs over Yellowstone dalen og bandt et tredje hjørne til Crazy Mountain. Det sidste hjørne, bandt han til Signal Butte i Bull Mountains.

Nu var hele Yellowstone dalen dækket af den hvide bøffels skind og selv om regnen stadig faldt, kom der ikke mere vand i dalen. Til sidst begyndte vandet at falde og dyrene udenfor begyndte at flytte ind i dalen igen og folket delte jorden med dem. Stadig faldt regnen og skindet begyndte at give sig og synke sammen. Spottet Bear kravlede op på Bridger Mountain og løftede vestsiden af skindet op for at fange ves- tenvinden. Vinden søgte ind under skindet og løftede det op så det formede en stor kuppel over dalen. Den Store Ånd, så at folket igen levede i fred med jorden og regnen stoppede.

Solen begyndte at skinne og da den skinnede på det hvide bøffelskind, glødede det i røde, gule og blå farver. Solen varmede skindet og råhuden begyndte at skrumpe ind og enderne lagde sig som en hvælving over dalen. Den gamle mands stemme sank og hans arme pegede over mod dalen. “Se, sagde han. Regnen udenfor var stoppet og en regnbue havde lagt sig over Yellowstone dalen. En bøffelkalv og dens mor græssede.

Eagle Warfeathers

(Ørnens krigsfjer)

For meget længe siden, havde Cheyennefolket endnu ikke havde fundet ud af , at bruge ørnens fjer til deres fjerprydelser. En af stammens krigere, kravlede en dag op på toppen af det højeste bjerg og blev der i fem dage og fem nætter. Han håbede at en af de magtfulde ånder ville få øje på ham og lære ham noget, han kunne lære videre til sit folk. Han følte en utrolig glæde, da han hørte en stemme tale til sig og sige; Forsøg at være tapper, uan- set hvad der kommer, også hvis det slår dig ihjel. Hvis du husker disse ord, vil du bringe store nyheder til dit folk og vil kunne hjælpe dem.

Stemmen tav og krigeren sank udmattet sammen, men flere stemmer talte stil ham og syv ørne viste sig for ham. De fløj lige imod ham, som ville de løfte ham op og flyve væk med ham. Men krigeren var tapper, som han havde fået besked på at være. Han bad til guderne og holdt sine øjne lukket. Så omringede ørnene ham og den ene sagde; “Åben dine øjne og se på mig, jeg er magtfuld og har fantastisk stærke fjer. Jeg er større end noget dyr og nogen fugl”. Krigeren åbnede øjnene og den mægtige ørn viste ham sine vinger og sin hale og spredte dem mest muligt ud. Den viste krigeren hvordan han skulle lave fjerprydelser og ornamenter ud af ørnefjerene. “Dit folk må kun bruge ørnefjer. Fjerene vil være til stor hjælp i kamp og give dit folk store sejre, sagde den.

Fordi der ingen andre fjer var i nærheden, rystede de syv ørne sig og umådelige mængder af fjer faldt fra dem og ned på jorden. Cheyennkrigeren, samlede taknemmeligt fjerene op og tog dem med til sit folk og fra den dag, var ørnens fjer for første gang hos Cheyenneindianerne og de vidste, hvor de kom fra. Krigeren viste sit folk, hvordan man lavede fjerprydelser til krigsbrug fra ørnens fjer og så til, at dens anvisninger nøje blev fulgt. Siden blev han en af de mægtigste krigere af Cheyenne-folket og en af de største krigshøvdinge. Hans succes gjorde, at hans folk kaldte ham Chief Eagle Feather og han bar sit krigsbånd af ørnefjer og ledede Cheyennefolket med værdighed og stolthed.”

Comanche legender

Comanche Creation Story

Comanche Skabelses historie

En dag samlede Den Store Ånd, hvirvler af støv fra de fire retninger, for på den måde at skabe Comanche-folket. Dette folk, der var formet af jorden, havde sin styrke fra de mægtige storme. Desværre blev der også skabt en dæmon, der efter behag kunne skifte form og den begyndte snart at plage folket. Den Store Ånd tog dæmonen og kastede den i en bundløs sø og for at få hævn, måtte dæmonen søge hjælp hos de giftige, stikkende og bidende skabninger. På den måde forsætter den med at plage folket ved enhver lejlighed.

How Skunk Outwits Coyote

Hvordan Stinkdyr narre Coyote

En dag da Coyote kom gående og følte sig temmelig sulten, mødte han Stinkdyr. Coyote hilste på ham og sagde; “goddag Lille Broder, du ser lige så sulten ud, som jeg føler mig. Hvis jeg fører an, vil du så hjælpe mig med et nummer, så vi begge kan få noget at spise? Jeg vil hjælpe dig, lige meget hvad du foreslår, sagde Stinkdyr.

Der ligger en præriehundelandsby lige på den anden side af denne bakke, sagde Coyote. Du går derhen, ligger dig ned og spiller død. Så kommer jeg og finder dig. Så siger jeg til præriehundene, at de skal deltage i en dans på vores fælles fjendes krop. Stinkdyr undrede sig over, hvordan man overhovedet kunne få noget at spise, ved at spille død og danse, så han spurgte Coyote, hvorfor han dog skulle gøre noget så tåbeligt. Gå nu bare, sagde Coyote, pust dig op og spil død.

Stinkdyr gik alligevel til præriehundelandsbyen, lagde sig ned og spillede død. Efter et stykke tid kom Coyote og så at flere præriehunde, legede uden for deres huler. De holdt dog en vis afstand til Stinkdyr. “Åh, se, Råbte Coyote, vores fælles fjende ligger død foran os. Kom lad os danse for at fejre det. Stop arbejdet og lad alle komme ud af deres huller. Hold op med at lave flere gange, og fyld dem med jord. De dumme præriehunde, gjorde som han sagde.

“Lad os stå i en cirkel og danse med vores øjne lukket. Hvis nogen åbner øjnene, vil han blive forvandlet til noget grimt.” Lige så snart de var begyndt at danse med deres øjne lukket, sprang Coyote på en af dem og dræbte den. “Ok, sagde han,- lad os åbne øjnene igen.” Præriehundene gjorde igen som de havde fået besked på og var meget overrasket over at en af dem lå død. “Åh, Gud, sagde Coyote, kik på den arme skabning. Han åbnede sine øjne og døde. Alle sammen, luk jeres øjne og dans igen. Lad være med at åbne dem, ellers vil i også dø.” De begyndte igen at danse og Coyote tog dem ud af cirklen en efter en og dræbte dem. Til sidst blev en af dem mistænksom og åbnede øjnene. “Coyote slår os ihjel, råbte han og alle de overlevende løb op til de fyldte huller og gange, tømte dem igen og søgte tilflugt i dem endnu en gang.

Stinkdyr rejste sig op og lo ad, hvor nemt Coyote havde narret præriehundene. Han hjalp med at samle brænde til et stort bål og snart begyndte de at stege de præriehunde, Coyote havde dræbt. Duften af det, var så god at Coyote bestemte sig for at tage de bedste til sig selv,
“lad os løbe om kap, den der vinder må tage det bedste til sig selv” sagde han til Stinkdyr. “Nej, du er mig for hurtig for mig, svarede Stinkdyr, jeg er en langsom løber og vil aldrig kunne slå dig.” “jamen jeg binder en sten fast til foden, sagde Coyote. Ok, men kun Hvis det er en stor sten, Svarede Stinkdyr.

De besluttede sig for at løbe omkap foden af bakken. “Løb i forvejen, mens jeg binder stenen fast, sagde Coyote til Stinkdyr. Du får på den måde et forspring, men jeg vil alligevel indhente dig.” Stinkdyr begyndte at løbe og var snart ude af syne. Coyote fulgte hurtigt efter. Langsomt i starten, generet af stenen som han var. Men han skubbede den hurtigt af og fordoblede sin fart.

I mellemtiden havde Stinkdyr fundet et pilekrat, hvor han nu lå og hvilede sig og gemte sig. Så snart Coyote havde passeret hans skjul, og var forsvundet af syne, vendte han tilbage til bålet. Han ragede alle de stegte præriehunde ud af ilden, på nær to senede og seje, som han ikke ville have. Så skar han alle halerne af dem og stak dem tilbage i asken, hvorefter han bar kødet ud i pilekrattet.

I mellemtiden var Coyote stadig på vej rundt om bakkens fod, overbevist om at Stinkdyr var lige foran ham. “Hvor bliver Stinkdyr det fjols af, tænkte han ved sig selv, jeg vidste ikke at han kunne løbe så stærkt. Han kom hurtigt retur til bålpladsen og så at alle præriehundenes haler stak op af asken. Han greb fat i en af dem, men den faldt af, så greb han en anden, samme resultat. “De er vel nok gennemstegte”, tænkte han og greb endnu en. Samme resultat. Så fik han en mistanke om, at noget var galt.

Med en pind rodede han rundt i asken, men alt hvad han fandt, var de to senede og seje, Stinkdyr havde efterladt. “Nogen har stjålet vores mad “, tænkte Coyote ved sig selv, og så åd han de to små smagløse præriehunde. Stinkdyr, der i mellemtiden havde mæsket sig i et udsøgt måltid, var krøbet op på bakken, hvor den nu sad og kikkede ned på Coyote. Da Coyote begyndte at lede i nærheden, efter dem der havde stjålet deres mad, smed Stinkdyr nogle præriehundeben ned efter ham.

Coyote kikkede op og fik øje på ham; Du tog alle de lækreste præriehunde, giv mig nogen af dem”, skreg han. “Nej, vi løb om kap om dem og jeg vandt og nu æder jeg dem alle sammen, svarede Stinkdyr. Coyote tiggede og bad om at få nogle af præriehundene, men alt imens han stadig stod og klynkede, slugte Stinkdyr den sidste mundfuld af kødet. Han var en bedre lurendrejer end Coyote.

How Buffalo Was realeased on Earth

Hvordan bøflen blev frigivet på jorden

I de første dage, var der en magtfuld skikkelse ved navn Humpback, der ejede alle bøflerne. Han holdt dem i en indhegning nord for San Juan Mountains, hvor han levede med sin søn. Ikke én bøffel ville Humpback frigive til menneskene på jorden og ikke ét måltid ville han dele med dem, der levede i nærheden. Coyote besluttede, at der måtte gøres noget, så han indkaldte folket til en rådslagning. “Han vil ikke frivilligt give nogen bøfler, så lad os gå over til hans indhegning og der lave en plan, sagde Coyote.

De slog lejr ikke langt fra Humpbacks bolig og efter mørkets frembrud, foretog de en grundig ud- forskning af hans indhegninger. Bjergene, der omgav dem, var for stejle til at klatre i og eneste indgang og udgang, var igennem bagdøren på Humpbacks bolig. Efter fire dages udforskning sammenkaldte Coyote igen folket og denne gang opfordrede han dem til at komme med forslag til , hvordan de kunne få bøflerne fri. “Det er umuligt, Humpback er for magtfuld for os, sagde en mand. Og eneste indgang er gennem bagdøren.” “Jeg har en plan, sagde Coyote. I fire dage har vi nu i al hemmelighed udspioneret Humpback og hans søn, for at finde deres daglige rutiner. Er der ingen af jer, der har bemærket at drengen slet ikke har et kæledyr?.”

Folket forstod ikke hvor Coyote ville hen med sin snak og de kunne slet ikke se forbindelsen mellem det at få frigivet bøflerne, havde noget med sagen at gøre. Men de vidste at Coyote var en rænkesmed, så de ventede på at han skulle forsætte. “Jeg vil forandre mig til en Killdeer (amer. fugleart). Om morgenen, når drengen, som sædvanlig henter vand ved vandløbet, vil han finde en fugl, med brækket vinge.Den vil han bringe med tilbage til huset. Når jeg først er inde i huset, kan jeg flyve ud gennem bagdøren, ind i indhegningen og der skræmme bøflerne med skriget fra fuglen. Bøflerne vil brage lige igennem huset og blive frigivet på jorden”

Folket syntes at det var en god ide, så den næste morgen da drengen kom ned til vandløbet, fandt han en Killdeer med brækket vinge. Han tog varsomt fuglen op og bragte den med tilbage til huset Ganske som Coyote havde forudsagt. “Se her, det er en vældig sød fugl, råbte han til Humpback. “Den er ubrugelig. Alle mennesker og dyr er slyngler og bedragere, skreg Humpback. Over sin heftige næse, bar Humpback en blå maske og gennem øjenhulerne i den, glitrede hans rasende øjne. Hans kurvede hovedtøj, var formet som en sky og farvet sort med en zigzag streg, der symboliserede et lyn. Et par bøffelhorn, stak ud fra siderne af den.

“Det er en vældig sød fugl, gentog drengen. “Tag den tilbage hvor du fandt den, skreg Humpback og hans rædselsslagne søn, gjorde som han havde fået besked på. Lige så snart fuglen var blevet sat fri og drengen forsvundet tilbage til huset, forvandlede den sig igen til Coyote.

“Jeg har fejlet sagde han, men det gør ingen forskel. I morgen vil jeg gøre et nyt forsøg. Måske et mindre dyr, ville være bedre end fuglen sagde han. Den næste morgen, da Humpbacks søn som sædvanlig hentede vand, fandt han en lille hundehvalp, der stod og drak af vandløbet. Drengen tog med det samme hunden op og skyndte sig tilbage til huset. Se et dejligt kæledyr, råbte han. “Hvor dumt af dig dreng. En hund duer til ingenting . Jeg slår den ihjel med min kølle, brummede Humpback. Drengen holdt hunden tæt ind til sig og begyndte at løbe grædende bort.

“Ok, meget vel. Behold den men lad mig teste den først”, sagde Humpback. Alle dyr i denne verden er bedragere. Han tog et stykke brændende kul fra ildstedet og tog det tættere og tættere ind imod hundens snude indtil den gav tre hurtige bjæf fra sig. “Det er en rigtig hund, sagde Humpback. Du kan have den gående inde hos bøflerne. Jeg vil under ingen omstændigheder have den i huset. Dette var selvfølgelig hvad Coyote havde regnet med.

Lige så snart Humpback og hans søn var gået til ro den aften, åbnede Coyote bagdøren til huset. Så begyndte han at springe rundt inde imellem bøflerne, imens han gøede af fuld hals. Da bøflerne aldrig havde hørt en gøende hund før, blev de så opskræmte af lyden at de gik i panik. Da Coyote samtidig snappede dem i haserne var panikken total. De bissede lige tværs igennem huset indtil de kom til hoveddøren. Humpback,der var blevet vækket af den enorme larm, sprang ud af sin seng og forsøgte at stoppe dem. Forgæves. Bøflerne løb hoveddøren ned og undslap.

“Det var ikke en rigtig hund. Det var Coyote. Lurendrejeren. Han har sluppet alle vores bøfler løs, sagde Humpback.” Og sådan gik det til at bøflerne blev sluppet løs og spredte sig ud over jorden.

Hochunk legender

Boy stolen by Thunderbird

(Drengen der taget af Tordenfuglen)

For mange år siden, boede der en lille forældreløs Winnebago dreng sammen med sin bedstemor i en lille lejr. Han eneste ven var en dreng på hans egen alder og de to drenge var uadskillige. En dag da de var ude at lede efter grene fra Hickory-træet ( amerikansk valnøddetræ) som de skulle bruge til at lave pile til fuglejagt med, fangede Forældreløs en lille spurvehøge unge som han bragte med sig hjem. Inden længe havde han fået gjort fuglen tam og den blev drengens kæledyr.

Nogen tid efter bandt Forældreløs et bundt tobak fast om halsen på Spurvehøg og slap den løs. Den forsvandt for et par dage men vendte så tilbage, stadig med tobakken om halsen. Forældreløs tog et nyt bundt tobak, bandt det omkring fuglens hals og slap den igen løs.
Den forsvandt igen. Men returnerede igen et par dage efter, ganske som den havde gjort den første gang. Da fuglen var fuldt udvokset foreslog Forældreløs, at den måske ville have et liv, der var dens eget. Så bandt han et sidste bundt tobak om halsen på Spurvehøg, takkede ham for, at den var blevet hos ham så længe og slap den så løs.
Øjeblikkeligt fløj Spurvehøg væk og vendte ikke siden tilbage til Forældreløs.

Ikke længe efter, var drengene igen ude for at samle grene sammen til pile. Denne gang skulle det være til malede pile. Men et tæt og lavtliggende tåge gjorde at de to drenge kom væk fra hinanden. I den tætte tåge, slog en ondsindet Tordenfugl nu ned på Forældreløs. Den greb ham mellem sine kløer og bragte ham med sig op til sin bolig, højt oppe i bjergene. I lang, lang tid ledte Forældreløs´s ven efter ham nede i dalen, men gav til sidst op. Da havde han ledt overalt. Men hver dag vendte han tilbage til stedet hvor Forældreløs var forsvundet og sørgede over tabet af sin vens skæbne.

Da Tordenfugl kom tilbage til sin bolig i de højtliggende bjerge, bandt den, sammen med sine venner Forældreløs til gulvet. Deres hensigt var at spise indholdet i hans mave, sagde de. Derefter ville de sluge resten af ham. Da Lille Spurvehøg hørte om Tordenfugls fange, besluttede han sig for at se på denne. Stor var hans overraskelse da han opdagede at det var Forældreløs.

Lille Spurvehøg fløj igen fra Tordenfugls bolig og besluttede sig for at han ville fange nogle mindre fugle, tilberede dem og tage dem med til Forældreløs. Det gjorde han og da han kom til Tordenfugls bolig, gemte han kødet under vingerne og proppede dem ind i Forældreløs mund, når Tordenfugl ikke så det. Lille Spurvehøg gjorde dette lige indtil den dag da Tordenfugl begyndte at blive mistænksom. Dagen efter det skete, besluttede Tordenfugl at udelukke Lille Spurvehøg og ikke lade ham besøge Forældreløs. Da Lille Spurvehøg ankom til hulen, skubbede en af de andre tordenfugle til ham for at få ham ud igen.

Lille Spurvehøg lod som om at han snublede og faldt til jorden så tæt på ildstedet,at ilden svitsede et par af hans fjer. Det fik ham til at lave en forfærdelig ballade da ilden ramte ham og han fløj til sin storebror Big Black Hawk, der var leder af alle tordenfuglene. “Hvad er der i vejen, Lille Broder, spurgte Big Black Hawk og Lille Spurvehøg fortalte ham hele historien om Forældreløs. Helt fra de først havde mødtes. Da Big Black Hawk, havde hørt hans historie, blev han meget vred og fløj øjeblikkeligt til Tordenfugls bolig, hvor Forældreløs stadig var fanget.

Der skældte og smældte Big Black Hawk på Tordenfugl, der havde lænket drengen til gulvet og bekendtgjorde, at fordi de havde skubbet til Lille Spurvehøg, der havde brændt sig i ilden kunne de ikke længere holde Forældreløs lænket til gulvet. Derefter løsnede Big Black Hawk drengens reb og tog ham med sig.¨De efterfølgende dage, bragte Lille Spurvehøg, kød til Forældreløs, så han kunne genvinde sine kræfter. Inden længe havde drengen også en ny bue og snart var de igen på jagt sammen.

Det blev efterår og vintervejret var i vente. Derfor sagde Big Black Hawk at det var på tide at Forældreløs at vende tilbage til sit eget folk. Han hører ikke til, heroppe blandt os og jeg tror ikke at Moder Jord vil bifalde at vi beholder en af hendes egne. Lille Spurvehøg førte Forældreløs til det sted hvor Tordenfugl havde taget ham, for snart længe siden. Samme aften vendte Forældreløs´ trofaste ven tilbage for til stedet, som han gjorde så tit. Stor var hans glæde og overraskelse da han så, at hans gamle ven var kommet tilbage. Forældreløs fortalte historien om sin tilfangetagelse og tiden derefter. Da de kom tilbage til lejren, tilberedte Forældreløs bedstemor et en stor takkefest for begge familier. I tiden, der fulgte, sørgede Forældreløs og hans ven for, ikke at komme væk fra hinanden når de var på en af deres jagtture sammen.

Kiowa legender

Hvordan Saynday skaffede solen

How Saynday brought the Sun

I mange af Kiowa-indianernes fortællinger, går figuren Saynday igen. Saynday er en håbløs, men også sentimental figur lige meget hvad han gør. Saynday er den, der bragte solen og bragte bøflerne til Kiowa-folket. De fleste historier hvor han indgår, begynder altid med : En dag, da Saynday kom gående. Her får du historien om hvordan han bragte solen.

En dag, da Saynday kom gående, var det meste af verden indhyllet i et sort midnatsmørke. Der var ingen sol på denne side af verden. Solen tilhørte folket på den anden side. De mennesker, der levede her, levede i mørke. Folket, der havde solen, holdt den tæt på sig, for at ingen skulle tage den fra dem. Da Saynday således kom gående, mødte han Fox, Deer og Magpie (Ræv, Dådyr og Skade). De sad ved et præriehundehul og diskuterede netop problemet med mørket. “Hvad er der galt, spurgte Saynday da han så dem. “Vi kan ikke lide denne verden, svarede Fox.

“Og hvad er der så galt med den, spurgte Saynday. “Vi kan ikke lide al det mørke, sagde Deer. “Nåh, hvad er der galt med mørket, spurgte Saynday. “Det vil ikke lade noget leve og gro svarede Magpie. “Det må vi hellere gøre noget ved, sagde Saynday og så satte han sig ned ved siden af dem. De tænkte og tænkte og tænkte. De sad faktisk så længe og så stille, at præriehunden stak sit hoved op af hullet og stirrede på dem. Så satte den sig også til at tænke over problemet.

“Der er en sol, sagde Saynday. Hvor er den, spurgte Fox. “På den anden side af verden, svarede Saynday. “Hvad laver den der, spurgte nu Deer. “Folket, der har den, vil ikke give slip på den, svarede Saynday. “Hvad nytte gør den så os? ,Spurgte Magpie. “Ingenting, svarede Saynday. Så de blev siddende og de tænkte. Og så sad de. Og så tænkte de. Ingen af dem flyttede sig.

Så sagde Saynday: “Vi kunne opsøge folket på den anden side af verden og låne solen. “Det ville ikke være at stjæle, sagde Fox. ” Vi vil ikke beholde den for altid, sagde Saynday. Og levere den tilbage med tiden, sagde Deer. “Så vil tingene gro og trives på deres side af verden og på vores også sagde Saynday. Så fik Saynday travlt, fordi det var ham, der havde tænkt færdig først.

Nu kunne han sætte handling bag ordene. ” Hvor langt kan du løbe, spurgte han Fox? “Jeg kan løbe langt, meget langt, svarede den. “Hvor langt kan du løbe, spurgte han Deer? “Jeg kan løbe en kort, lang vej svarede denne. “Og du, spurgte Saynday Magpie? “En lang, kort vej, svarede den. “Selv løber jeg ikke særligt langt, så jeg må hellere løbe til sidst, sagde Saynday. Så stillede han dem op på en række og fortalte dem, hvad de skulle gøre.

Fox, skulle gå til folket på den anden side af jorden og blive venner med dem, der boede der. Det var det første, der skulle gøres. Og det sværeste, så Fox begav sig straks af sted. Fox rejste i lang, lang tid, alt imens han følte sig frem i mørket. Der var en tynd kant af lys, ved den yderste kant af jorden. Den lignede solen når den stod op om vinteren og det var denne kant af lys, han søgte hen imod. Det blev lysere og lysere, indtil lyset fyldte himlen over ham. Så kom han til et bjerg og da han nåede toppen, så han lejren hvori folket,der havde solen, boede. Fox satte sig på toppen af bjerget. Der sad han nu og betragtede menneskene nedenfor og spekulerede over, hvad han nu skulle gøre.

Menneskene dernede, spillede en slags spil med solen. De stod på to linier over for hinanden og hver side havde fire spyd. De rullede solen langs jorden og skiftedes til at kaste spydene efter den. Den side, der ramte flest gange, havde vundet. Et af holdene, var langt foran og selvfølgelig var det tabene hold langt kede af det. Fox gik ned af bjerget og ind i lejren. Der lagde han sig tæt på spillerne med hovedet på sine poter og betragtede dem igen. De rullede med solen igen og holdet, der lige før havde vundet, vandt nu igen. Stort.

“Held og lykke til taberne, sagde Fox, så lavt at kun lederen for det tabene hold hørte ham. Ingen tog notits af det, men lederen vendte sit hoved og betragtede Fox, i et helt minut. De rullede med solen igen og denne gang var det, det før tabene hold, der vandt stort. Lederen kom over til Fox for at takke ham tak. “Held og lykke, med at vinde igen, svarede Fox ham. Og de vandt stort igen. Nu blev der vild opstandelse. Holdet, der før havde ført stort, ville nu have Fox sendt væk.
Men holdet, der nu var begyndt at vinde, selvfølgelig ville beholde ham på stedet. De skændtes, råbte og skreg, men siden, der ville beholde, var stærkest. Så Fox blev

Fox blev og blev i den lejr. Han blev der så længe, at han kendte den bedre end sit eget hjem. Han blev, indtil han kendte alle navnene på de mennesker, der boede der. Hvad de lavede og hvor de boede. Han blev der, til han fandt ud af, hvem der opbevarede solen, når de ikke spillede med den. Og indtil han kendte alle de krigere, der passede på den. Han blev der så længe, at han lærte reglerne i spillet og oven i købet, blev inviteret til at spille med. I al den tid han var der, lagde han planer.

Så en dag, skulle der spilles et spil, der endeligt skulle afgøre mesterskabet. Fox blev inviteret til,at spille med. På det hold, der i første omgang, havde været stærke nok til, at han kunne blive.
Alle skulle spille før ham, fordi de havde spillet med i spillet, fra før han kom til lejren. Så blev det hans tur. Han tog solen mellem sine poter, som de havde lært ham. Så bøjede han sig fremover, som om han ville kaste den langs jorden. I stedet for, fik han et godt afsæt og styrtede af sted med solen. I første omgang, blev menneskene, så overrasket, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre. Så blev de rasende og styrtede af sted efter Fox. Men Fox, var en hurtig løber og kunne løbe i lang, lang tid. Derfor havde Saynday, sat ham på første tur.

Han løb og løb og lige som han skulle til at give op, mødte han Deer. Deer Kikkede ikke engang på solen. Han tog den fra Fox og begyndte at løbe. Han løb og løb og lige da han var ved at give op, mødte han Magpie. Folket, der ejede solen, var nu så langt bagude, at de ikke kunne ses. Men Magpie tog ingen chancer. Han begyndte at løbe. Så hurtigt og så langt han kunne. Lige da han var ved at give op, mødte han Saynday. Solfolket, var stadig så langt bagude, at Saynday ikke en gang bekymrede sig om, at løbe. Han gik med solen over sin skulder, som en stor sæk fuld af kød og så langsomt, at de andre snart havde indhentet ham. Inden længe var de tilbage ved præriehundehullet, hvor de alle satte sig ned for at hvile.

“Så fik vi solen, sagde Saynday.”Nu har vi lys, svarede Fox. “Nu kan vi se hvad vi laver og hvor vi går, sagde Saynday. “Nu kan vi komme omkring, svarede Deer.” “Nu vil planter og blomster, komme op af jorden, sagde Saynday. “Nu vil der være træer, hvor jeg kan bo, svarede Magpie. Problemet var, at der var for meget lys. Det havde været mørkt i så lang tid og nu var der lys hele tiden. Folk kunne rejse omkring. Men fordi, der var lys hele tiden, rejste de også hele tiden. Træerne og blomsterne skulle gro. Men fordi det var lyst hele tiden, stoppede de aldrig med at gro. Magpie og hans kone, gik til ro en aften, i en bolig ti fod oppe. Da de vågnede næste morgen, var de tyve fod oppe. Det var meget generende.

Til sidst gik de til Saynday, der sad på jorden foran sin bolig og beundrede solen, der skinnede på jorden foran ham “Hvad er der galt, spurgte han dem? ” Der er for meget lys, svarede Fox “Vi vil ikke have så meget lys, sagde Deer. “Vi BEHØVER ikke, så meget lys, sagde Magpie. ” Hvad kan vi gøre ved det, spurgte Saynday? “Forsøge at anbringe solen et andet sted end her på jorden tror jeg, sagde Fox. “Det var en god ide, sagde Saynday. Så lagde han solen ind i sin bolig, men den skinnede lige igennem væggene. Længere væk fra jorden, sagde Deer. Saynday anbragte nu solen på den øverste spids i sin boligs tag. Det eneste han fik ud af det, var at boligen brændte ned til grunden. “Så smid den væk, sagde Magpie. ” Det er i orden, svarede Saynday. Jeg vil alligevel ikke have den gamle tingest. Så smed han den lige op i luften og der hang den.

“Faktisk var det et godt sted at placere den, sagde Fox. “Langt nok væk, til ikke at brænde tingene af, sagde Saynday. “Og den har masser af plads, den kan bevæge sig på, sagde Deer. “Den kan bevæge sig fra den ene ende af verden, til den anden, sagde Saynday. “Nu kan tingene gro, lidt ad gangen, erklærede Magpie. ” Og nu kan alle menneskene, på begge sider af jorden, dele lyset ligeligt, sagde Saynday. Og sådan gik det til at Saynday fik fat i solen. Og sådan har det været lige siden.

Muskoge legender

Hvordan nat og dag blev adskilt

(How night and day were divided)

Da verden var blevet lavet, var der nogle af dyrene, der ville have at det var og lyst hele tiden. Andre foretrak at det var nattens mørke, der herskede. De skændtes om dette meget længe uden at kunne blive enige. Det eneste de kunne blive enige om var, at der måtte holdes en rådslagning om spørgsmålet. Nokosi, Bjørnen blev udset til at lede dette møde og han ville selv have, at det skulle være mørkt hele tiden.

Til sidst sagde Chew-Tchock-Chew, jordegernet;” Jeg kan se at Watko, Vaskebjørn, har ringe på sin hale, der er ligeligt delt mellem sort og hvid. Først en mørk farve, dernæst en lys. Jeg syntes at dag og nat, lys og mørk, skal være adskilt som ringene på Watko´s hale. De andre dyr blev overrasket over visdommen i Chew-Tchock Chew´s ord og holdte en afstemning, der gjorde, at de delte nat og dag, lys og mørk og de skulle følge efter hinanden.

Nokisi, bjørnen, blev så vred over at de ikke ville godtage hans forslag, at han slog ud med sin vældige pote og skrabede jordegernet med sine kløer. Det er årsagen til at jordegernets efterkommere siden da, er født med tretten striber på ryggen.

Historien om hvordan Kanin bragte ilden til folket

(How Rabbit brought fire to the people)

I begyndelsen var der ingen ild og verden var meget kold. Så Tordenfugl sendte et lyn ned i et Syccamoretræ, på den ø hvor Væselfolket boede. Væslerne var nu de eneste, der havde ild og de ville ikke dele den med nogen. Folket vidste at, der var ild og dermed varme på Væselfolkets ø, for de kunne se røgen fra det brændende træ, men vandet var for dybt til at nogen turde krydse det. Vinteren kom og det blev utroligt koldt, så nu sammenkaldte Folket til et møde, der skulle findes en løsning på deres manglende ild og at de skulle skaffe den hos Væselfolket. De sammenkaldte samtlige de dyr, der kunne svømme og derfor kunne krydse vandet. “Hvordan får vi fat i ilden, spurgte de?

De fleste af dyrene havde intet svar til dem. De var i forvejen bange for Væselfolket, der var temmelig blodtørstige og åd kødet fra fisk og fugle. Kanin var den eneste iblandt dem, der var modig nok til at stjæle noget ild. “Jeg kan løbe og svømme og jeg er hurtigere end de væsler, sagde Kanin. Samtidig er jeg en god danser. Hver aften bygger de et enormt bål og danser omkring det. I aften vil jeg svømme over vandet og danse sammen med dem. På et tidspunkt vil jeg forsøge at stjæle noget ild fra dem.

Kanin funderede en rum tid og da solen gik ned, gned han saften fra et fyrretræ i ansigtet og tog samtidig noget af det i håret, der kom til at stritte lige op i vejret. Da mørket var faldet på, svøm- mede han over til øen hvor Væselfolket glædesstrålende modtog ham. De havde nemlig også hørt at han var en god danser.Snart havde de et vældigt bål i gang, som alle væslerne dansede omkring. De dansede tættere og tættere på ilden, lænede sig ind imod den og dansede så væk fra den igen. Da Kanin hoppede ind iblandt dem, råbte de til ham at han skulle lede dansen.Kanin dansede som han aldrig havde danset før og bragte sig selv nærmere og nærmere til på ilden.

Mens Væselfolket dansede vildere og vildere, for at kunne holde Kanins tempo, bøjede denne sig pludselig helt ind i ilden, der fik fat i den saft han havde i håret. Han begyndte nu at løbe væk med oprejst pande, mens de nu vrede væsler råbene løb efter ham. “Fang Kanin, fang Kanin. Han har taget noget af vores hellige ild. Men Kanin løb fra dem ned til bredden, hvor han sprang i vandet og begyndte at svømme mod land.

Væslerne stod på bredden og kunne kun se ilden i hans hår forsvinde af syne. Væselfolket kaldte nu på Tordenfuglen og bad den om at lave et regnvejr, der kunne slukke den stjålne ild. I tre dag, silede regnen ned og Væselfolket var sikre på, at den eneste ild, der var, var den i deres Syccamoretræ. Kanin havde imidlertid gemt den stjålne ild i et hult træ og havde på den måde holdt liv i den. Så da regnen stoppede og solen igen kikkede frem, kom han ud af det hule træ og overbragte ilden til Folket. Siden dengang har de altid skærmet deres ild når det regnede. Og sådan bragte Kanin ilden til Folket.

Historien on Flagermus

The story of the Bat

Engang udfordrede fuglene alle de firbenede til en dyst. Hver gruppe af dyr besluttede , at de, der havde tænder skulle dyste sammen med dyrene og dem, der havde fjer skulle dyste sammen med fuglene. De fandt en dag, der passede, ryddede et areal de kunne kæmpe på og rejste pæle, der var fremskaffet fra medicinmændene. Så samlede spillerne sig. Dem med tænder på den ene side og dem med fjer på den anden side.

Da Flagermus kom, gik han sammen med dem, der havde tænder, men de ville ikke have ham på deres hold. “Du har vinger, sagde de til ham, derfor skal du spille sammen med fuglene. Flagermus gik så over til fuglene, men de ville heller ikke have ham. “Du har tænder, sagde de, så du må kæmpe sammen med dyrene. Flagermus vendte endnu en gang tilbage til dyrene med tænder og tiggede dem om at få lov til at spille sammen med dem. Til sidst gav de efter. “Du er for lille til at hjælpe os, men du har tænder. Derfor må du blive.

Spillet begyndte og det varede ikke længe før fuglene førte stort over de firbenede. De kunne smide bolden imellem sig oppe i luften, hvor modstanderen ikke kunne nå op. Trane var den bedste af dem alle. Han greb bolden så mange gange, at dem med tænder ville tabe hvis der ikke snart skete noget. De firbenede begyndte at blive mismodige siden ingen af dem kunne flyve, men nu kom Flagermus ind i spillet. Han fløj så hurtigt, at selv Trane så ud til at stå stille i luften. Igen og igen greb Flagermus bolden og de firbenede vandt kun på grund af ham. Fuglene og de firbenede blev enige om at selv om Flagermus var lille og havde tænder, ville han altid blive sat sammen med dem, der havde tænder.

Kanin narrer alligator

(How Rabbit fooled Alligator)

Den gang dyrene talte med hinanden, ligesom menneskene gør det i dag, lå der en dag en vældig smuk alligator i hvad vi i dag kender som Floridas Everglades. Hr. Kanin kom forbi og spurgte om Alligator havde set djævlen? “Nej, det har jeg ikke, men jeg er heller ikke bange for at se ham, svarede Alligator Har Kanin? “hm, sagde Kanin. Ja! Jeg har set ham og ved du hvad han sagde om dig?? Hvad havde han at sige om mig, spurgte Alligator. Han sagde at du var bange for ham og at du ikke en gang turde se på ham, svarede Kanin.

Vrøvl svarede Alligator. Jeg VED at jeg ikke er bange for ham, vær så venlig at fortælle ham det, næste gang du ser ham, forsatte den. Jeg tror ikke på at du tør kravle op på den bakke der, dagen efter i morgen, sagde Kanin og pegede på en skrænt i nærheden. Der kan du præsentere dig selv for djævlen. Det kan du tro at jeg tør, svarede Alligator og lad os sige i morgen i stedet for dagen efter i morgen. Det er i orden med mig, svarede Kanin hurtigt. Men når du ser røg rejse sig fra bakken, så blive ikke bange. Det er blot djævlen, der fortæller dig at nu er han på vej og at han blot bevæger sig rundt.

Du behøver ikke at bekymre dig om mig svarede Alligator. Jeg har jo fortalt dig, at jeg ikke er bange. Bliv heller ikke bange, når du ser de venlige fugle begynde at flyve omkring, ej heller når du ser hjorte i vild flugt, skal du blive bange. “Som jeg sagde, svarede Alligator, så behøver du ikke bekymre dig om mig. Jeg bliver ikke bange for noget, var Alligators svar! Når du hører noget knitre i nærheden og det kommer nærmere og nærmere, hvis græsset i nær- heden af dig begynder at ryge er det blot djævlen, der vandrer omkring. Så er tiden også kommet hvor du kan få ham at se, sluttede Kanin. Efter disse visdomsord, sagde Hr. Kanin farvel og overlod Alligator til sin solbadning.

Den næste dag, vendte Hr. Kanin tilbage til stedet og spurgte Alligator om han ville følge efter ham op på bakketoppen. Der fik han Alligator til at lægge sig i det højeste græs. Så forlod han ham mens han lo højt for sig selv hele vejen ned af bakken igen. Han havde lokket Alligator længst væk fra hans sikre sted. Vandet! På vejen ned af bakken, kom Kanin forbi et ulmende træstub og fra den tog han nu nogle gløder og kastede dem ud i det høje græs. Inden længe brændte der en ild, der havde retning lige imod stedet hvor Alligator lå og gemte sig. Kanin fandt sig et stykke bart jord i nærheden og satte sig der, for at se på morskaben. Han klukkede af grin over det puds han her spillede Alligator.

Inden længe begyndte fuglene at forlade deres reder i træerne for at trække væk fra ilden og røgen og andre dyr begyndte at løbe for livet for ikke at blive fanget af flammerne. Alligator råbte; hr. Kanin hvor er du? Bare bliv liggende, svarede Kanin, det er djævlen, der springer omkring. Ilden spredte sig nu med en knitrende lyd og Alligator spurgte igen hvad det var han kunne høre!? Det er bare djævlen, der trækker vejret, svarede Kanin. Bliv ikke bange, nu får du ham snart at se. Kanin morede sig nu så meget at han væltede bagover af grin. Han trillede ned af bakken og slog huller i luften med sine ben af bare fryd.

Snart var græsset hvor Alligator lå, omspændt af flammer og jorden begyndte at brænde neden under ham. Han vendte og drejede sig af smerte og de mange brændemærker han fik. “Ikke blive bange nu, sagde Kanin. Om et lille stykke tid er djævlen lige foran dig og så kan du få et ansigt til ansigt møde med ham. Alligator kunne nu ikke holde til mere. Han var næsten stegt i sit eget fedt, så ha kravlede så hurtigt han kunne ned af bakketoppen igen imod vandet. Han kantede sig igennem det brændende græs, mens han vred kroppen fra side til side i smerte og halvvejs var kvalt af røgen. Kanin var nu vendt tilbage til sin bare plet hvor han nu lå og lo og lo over det puds han havde fået spillet Alligator.

“Vent lige lidt, du sagde du ikke var bange for djævlen” råbte han efter Alligator, der nu var nået ned til vandkanten og nu kastede sig hovedkuld i vandet for at få fjernet smerten fra de mange brandsår, på hans næsten ristede skind. Aldrig mere troede den smukke Alligator på lurendrejeren Hr. Kanin eller nogen i dennes familie. Aldrig mere!

Hvordan Kanin narrer Ulv

(How Rabbit fooled Wolf)

Engang levede der to smukke unge piger i nærheden af Kanin og Ulv.
En dag kom Kanin op til Ulv og sagde” lad os gå op og besøge de to unge piger, der bor længere oppe af vejen. “Lad os gøre det, svarede Ulv og de to begav sig nu på vej. Da de ankom til pigernes bolig, blev de inviteret indenfor. Det viste sig at de to piger blev meget glade for Ulv og Kanin kunne kun sidde og kikke på Ulv, der fik al pigernes opmærksomhed. Kanin blev selvfølgelig ikke glad for dette og snart sagde han, at det var tid at komme af sted igen. lad os blive lidt længere, svarede Ulv og de blev til meget sent den dag.

Før de tog af sted fik Kanin chancen for at tale med en af pigerne alene. “Den som du har haft det så sjovt sammen med er i virkeligheden min gamle hest sagde den “Jeg tror at du lyver svarede pigen. Det er sandt sagde Kanin. I morgen vil jeg vise dig det ved at komme ridende på ham. “Hvis du kommer ridende på ham, tror jeg dig svarede pigen med et smil. Da kanin og Ulv forlod huset, sagde pigerne, at de endelig måtte besøge dem igen.

Næste morgen stod Ulv tidligt op og bankede på Kanins dør. “Lad os besøge pigerne igen i dag, sagde han. Kanin beklagede sig” jeg har det ikke så godt. Jeg har været syg hele natten, så jeg er ikke i stand til at gå nogen steder. Ulv blev ved med at plage Kanin, der til sidst gav efter og sagde; Hvis jeg må ride på din ryg, så tager jeg med for at holde dig med selskab. Ulv gik med til dette men så forsatte Kanin; jeg tror at jeg vil lægge en sadel på dig for at sidde bedre. Dette indvilligede Ulv i og Kanin forsatte igen. “Det ville også være en fordel med et bidsel.

Selv om Ulv protesterede kraftigt, fik Kanin ham overtalt ved at sige, at det ikke var sikkert,at han kunne ride og holde sig fast samtidig når han nu var så dårlig som han var.Det var slet ikke sikkert, at han, Kanin nåede helt over til pigernes bolig. Til sidst ville Kanin også have sporer på og Ulv protesterede igen kraftigt.”Jeg er for kilden, sagde han. Jeg holder dem væk fra dig, svarede Kanin og han fik igen overtalt Ulv. “Men hold dem fra mig, var det sidste Ulv sagde. “Bare rolig, svarede Kanin. Når vi når i nærheden af pigernes bolig, tager vi det alt sammen af dig igen.

Så startede de imod pigernes bolig, med Kanin stolt ridende på ryggen af Ulv. Da de havde pigernes bolig inden for synsvinkel, satte Kanin pludseligt sporerne i siden på Ulv, der fordi han var så kilden, satte i fuld firspring lige imod huset og forbi det. “Pigerne så dig, sagde Kanin. Jeg binder dig fast her og går ind og fortæller dem hvordan tingene hænger sammen. Bagefter kommer jeg ud og henter dig. Så gik Kanin ind i huset og spurgte pigerne om de begge havde lagt mærke til at han var kommet ridende på sin hest. Det havde de! Så satte han sig ned sammen med dem og hyggede sig.

Efter et stykke tid tænkte han at han nok hellere måtte løse Ulv fri og han fik pigerne til at gå med ham til stedet hvor Ulv stod tøjret.
Han vidste at Ulv ville være rasende på ham og han spekulerede på hvordan han kunne få Ulv fri uden at komme til skade i forsøget. Han fandt en lille hul træstub og begyndte at hamre løs på den som var det en tromme. Så løb han imod Ulv i fuld firspring imens han råbte “Soldaterne jager dig”. Ulv, der var meget bange for soldaterne råbte til Kanin at han skulle hjælpe ham med at komme fri og selvfølgelig hjalp Kanin ham med det. Lige så snart Ulv var fri, sprang han ind i mellem træerne, så hurtigt at Kanin ikke nåede at følge efter ham. I stedet for gik han tilbage til pigernes bolig imens han glædede sig over det puds, han havde spillet Ulv. Han følte også en stor glæde ved, at få begge pigerne for sig selv.

Et par dage efter spurgte pierne om han ikke ville hjælpe dem med at ryste frugter ned fra træerne, i en nærliggende ferskenlund og Kanin indvilligede. De nåede ferskenlunden og Kanin kravlede op i toppen af en af træerne og begyndte at ryste frugterne løs. Nedenfor begyndte pigerne at samle de nedfaldende frugter sammen og bedst som Kanin var i færd med at kravle ned igen kom Ulv forbi. “Kanin, gamle ven! Råbte han. Jeg er kommet for at betale en gammel gæld og jeg forlader ikke stedet, før den er betalt. Kanin rejste sit hoved og så sig omkring. Så lod han som om han fik øje på nogle mennesker og råbte “Her er han, den slyngel i kalder Ulv. Kom og tag ham. Ulv blev rædselsslagen og spurtede af sted så hurtigt han kunne. Igen havde Kanin narret ham.

Nogen tid efter, stod Kanin og lænede sig op ad en bunke træstubbe, da han så Ulv komme imod sig. Kanin rullede sig op på stubbene, så de kom til at hvile på hans skuldre med deres vægt. “jeg har dig, sagde Ulv og skulede ondt på Kanin. Kanin svarede, at nogle mennesker havde fortalt ham at hvis han kunne holde disse træstubbe med sin styrke, ville de bringe ham føde som betaling. “Nu er det sådan, forsatte Kanin, at jeg ikke bryder mig om svinekød, men det gør du og han pegede på Ulv. Så hvis du vil stille dig her i mit sted, vil jeg med glæde forærer kødet til dig.

Ulvs grådighed, blev kun større ved udsigten til alt det svinekød og han sagde til kanin, at han hellere end gerne ville bytte plads med ham. Så skyndte han sig at klemme sig ind ved siden af Kanin, der sagde at han blev nødt til at klemme til ellers ville stablen vælte. Kanin stak derefter af og Ulv stod med ryggen til stablen af brænde, er blev tungere og tungere. Til sidst besluttede han, at han ikke kunne holde den længere og han sprang for livet og undgik at få stablen ned over sig, da den faldt til jorden. “KANIN, du er den største løgnhals og når jeg fanger dig, ordner jeg dig.

Efter denne episode jagtede Ulv, Kanin hver dag indtil han en dag overraskede ham imens han sov på en dejlig lille græsplet. Ulv skulle lige til at springe på Kanin, da denne slog øjnene op og kikke på ham. “Vent, sagde han, jeg har ventet på at møde dig. Jeg har noget godt at spise til dig. Nogen slog en pony ihjel dernede på vejen. Hvis du vil have den, kan jeg hjælpe dig med at trække den væk fra vejen og hen et sted hvor du kan æde den i fred of ro. Det er i orden, svarede Ulv og fulgte Kanin ud på vejen til en pony, der lå og sov.

“Jeg er ikke stærk nok til, at trække den alene,sagde Kanin. Jeg vil binde jeres haler sammen,så kan du trække imens jeg skubber bagpå. Kanin bandt nu Ulvs hale sammen med den sovende ponys. Så greb han den i ørene og lod som om han forsøgte at løfte den. Hesten vågnede, kom på benene og sprang af sted med Ulv trækkende efter sig. Ulv forsøgte panisk at få løst sin hale fra ponyens, men alt hvad han kunne gøre var, at skrabe med sine kløer. “Træk med alle dine kræfter, råbte Kanin. Hvordan vil du have jeg skal trække noget som helst, når mine forpoter ikke kan nå jorden, råbte Ulv tilbage. Hvordan og hvornår Ulv kom fri ved ingen. Men da det skete var Kanin gået i skjul og blev der i meget lang tid.

Sioux legender

Historien om Lakotafolkets Fredspibe

(Origin of the Lakota Peacepipe)

En gang for længe siden, blev to smukke unge mænd af Lakota-folket, udvalgt til at finde ud af hvor bøflerne var. Samtidig med at de to mænd red ind på bøflernes område, så de på afstand en skikkelse, der kom gående lige imod dem. Som altid, var de på vagt efter fjender og de gemte sig derfor i buskene og ventede. Da skikkelsen til sidst kom op ad skråningen, så de to mænd til deres store overraskelse, at det var en kvinde, der kom imod dem. Ikke langt fra krattet, stoppede hun og kikkede på dem. De to mænd følte at hun så dem, selv om de gemte sig.

På hendes venstre arm, bar hun hvad der lignede en stav med en bylt af bynke. Hendes ansigt var meget smukt og den ene af mændene udbrød at hun var noget af det smukkeste han havde set og at han ville have hende til kone. Den anden vendte sig mod ham og udbrød vredt; hvordan kan du have sådan tanke tanker. Hun er vidunderlig smuk og hellig. Langt over almindelige mennesker. Selv om kvinden stod på afstand, havde hun hørt dem tale, hun lagde sin bylt og talte til dem.

“Kom, sagde hun, hvad ønsker i?” Manden, der havde talt først, skyndte sig hen til hende og lagde sin hånd på hendes arm, for at kræve hende til sin ejendom. Med det samme, ud af det bare ingenting, kom en hvirvelvind, så kom en tågedis, der omsluttede dem begge. Da disen lettede, så den anden kriger, kvinden stå med sin bylt på armen igen, mens hans ven lå som en bunke knogler ved hendes fødder. Han blev stående i forundring og ærefrygt og kikkede på hende. Så talte den smukke kvinde til ham. “Jeg er på rejse til dit folk. I mellem dem er der en der hedder Bull Walk Upright . Jeg er kommet specielt for at besøge ham. Gå i forvejen og fortæl dit folk at jeg er på vej. Bed dem om at flytte lejr og stille teltene i en rundkreds. Bed dem om at efterlade en åbning i cirk- len, vendt mod nord. I midten af cirklen, skal i bygge en stor Tipi, den skal også vende mod nord. Der vil jeg møde Bull Walk Upright og hans folk.

Manden så til, at kvindens anvisninger blev fulgt og da kvinden ankom til lejren tog hun fra det bynkebundt hun bar, en gave. Gaven var en lille pibe På den ene side, var graveret et tyndt rids af en bøffelkalv. Piben gav hun til Bull Walk Upright og hun lærte ham bønnerne der skulle fremsiges til The Strong One Above. Når du beder til The Strong One Above, sagde hun, skal du bruge denne pibe til ceremonien. Når i sulter, pak piben ud og lad den ligge i det fri. Så vil bøflen komme hvor mændene nemt kan jage dem. På den måde vil børnene,kvinderne og mændene have mod og være lykkelige.

Den smukke kvinde, fortalte ham også hvordan folket kunne leve i fred med hinanden. Hun lærte dem bønnerne, de skulle fremsige, når de bad til Moder Jord og hun fortalte dem hvordan de skulle male sig selv i til ceremonierne. Jorden, fortalte hun dem, er jeres Moder. Så til specielle ceremonier, skal i male jer selv som Moder Jord gør det. I sort, i brun og i rød. Dette er også bøflernes farver. Det vigtigste af alt, er at i husker at det er en fredspibe, jeg har givet jer. I skal ryge på den, før i laver traktater. Den vil bringe fredelige tanker til jer. I skal bruge den, når i beder til, The Strong One Above ,- og til Moder Jord. Gør i det er i sikre på at få jeres ønske opfyldt. Da kvinden havde givet de sidste instruktioner, gik hun ud af tipien og langsomt væk fra lejren.

Folket kikkede på hende med ærefrygt. Udenfor cirklen stoppede hun og lagde sig ned på jorden. Da hun rejste sig igen, havde hun taget form, som en sort bøffel. Så lagde hun sig igen og rejste sig denne gang som en rød bøffel. Igen lagde hun sig og rejste sig som en brun bøffel. Fjerde gang hun lagde sig, rejste hun sig i form af en spættet hvid bøffel og begyndte at vandre mod nord. Til sidst forsvandt hun over en fjerntliggende bakketop.

Bull Walk Upright, opbevarede fredspiben varsomt. Indpakket det meste af tiden. Men ind imel- lem, samlede han sit folk, bandt bylten med piben op og gentog de bønner, han var blevet lært af den smukke kvinde. Han brugte de ceremonier, til han var langt over hundred år gammel. Da han blev gammel og svag, holdt han en fest. Der overgav han piben, ceremonierne og bønnerne,som han havde lært, til Sunrise. En værdig og betydningsfuld mand. På den måde er piben gået i arv fra generation til generation. Så længe piben er i brug, vil dit folk være lykkeligt og leve et godt liv, havde den smukke kvinde sagt. Hvis den ikke er i brug, vil folket gå til grunde.”

Legenden om Standing Rock

(The legend of Standing Rock)

For mange år siden, giftede en mand af Dakotafolket sig med en kvinde fra Arikarafolket. Efter at hun havde født ham det første barn, bragte han endnu en kone med sig hjem. Den første kone surmulede på grund af jalousi og da tiden kom, til at lejren skulle flyttes, nægtede hun at flytte sig fra stedet. Da alle teltene var taget ned og hendes mand og hans folk begyndte rejsen, sad hun stadig på jorden, med sit barn på ryggen. Ved middagstid stoppede hendes mand den lange række af mennesker og sagde til sine to brødre “Rid tilbage efter jeres svigerinde, og bed hende om at komme. Vi venter på jer her, men skynd jer for jeg er bange for at hun er desperat og kan finde på at tage livet af sig selv.”

De to brødre red af sted og nåede ved aftenstid tilbage til stedet de havde forladt tidligere på dagen. Kvinden sad stadig på jorden og den ældre Broder sagde til hende; “Svigerinde, vi er kommet for at hente dig. Hele lejren venter på dig, rejs dig nu og følg os” Da kvinden ikke svarede, rakte svogeren hånden ud og rørte hende blidt på panden. Kvinden var blevet til sten. De to brødre, piskede deres heste tilbage til de andre i lejren og fortalte deres historie, men ingen ville tro dem. “Hun har taget livet af sig selv og nu forsøger de at skåne mig, sagde broderen, der havde sendt dem. Hele lejren brød nu op og tog tilbage til den gamle lejrplads, hvor de havde efterladt kvinden. Der sad hun. En stor stenblok, med form som en kvinde.

Hendes mands folk blev meget opstemte. De udvalgte en hest,den flotteste af dem de havde, lave- de en ny slæde(travios)og placerede stenen i et net. Hest og slæde blev malet i smukke farver og dekorerede med striber i forskellige farver. Stenen blev betragtet som hellig og blev givet en hæ- dersplads i midten af lejren. Når som helst, der blev flyttet lejr, fulgte sten og slæde med og i årevis, rejste kvinden på den måde, med resten af gruppen. I dag står stenen foran Standing Rock reservatets agentur i Syd-Dakota

Legenden om Tordenguden

Legend of the Thunder God

Black Hills i Syd-Dakota, med sine mere end tusind kvadratkilometer af mystiske, tågede, disede tinder, fredfyldte, blomstrende dale, voldsomme strømme og gyldne klipper, har pas- sende altid været kaldt; Dakotafolkets lykkelige jagtmarker. Da Tordenguden, talte imellem folket i Black Hills, samlede medicinmanden de rædselslagende krigere, der stuvede sig sammen i lejren langs Belle Fourche River. Han fortalte dem denne historie:

“De af jer, der lytter nu, vil der intet ondt ske. Det er blevet sagt at Evil Spirit, engang blev så vred på Det Røde Folk, at han fik bjergene til at udspy ild og varme sten, for at skræmme dem. Deres boliger blev ødelagt og deres børn dræbt. Men The Great Spirit” fik medlidenhed med dem, slukkede ilden og jagede Evil Spirit væk.

Men da folket faldt tilbage til de gamle svagheder, tillod The Great Spirit, Evil Spirit at komme tilbage til bjergene Og få den til at udspy ild og varme sten igen. Først da folket, igen var et godt folk, jagede han igen Evil Spirit væk og holdt ham fra at genere folket igen. I fyrre vintre var de, undtaget et par gange, uforstyrret. Indimellem advarede The Great Spirit dem, igennem torden. Mest når de var på vej tilbage af fejltagelsernes vej. Han ville straffe dem og igen ville han få bjergene til at udspy ild og varme sten og tilintetgøre dem. Selv i dag advarer han os. Så gå nu tilbage til jeres boliger og vær ikke bange. Det Røde Folk, vil der intet ondt ske”

Siouxkrigeren, der havde brydekamp med et spøgelse

(The Sioux who wresled a ghost)

Der var engang en ung Siouxkriger,der for en tid drog ud i vildnisset for at leve sammen med dyrene og fuglene. Han søgte en vision fra WakanTanka, der ville fortælle ham, hvad vej hans liv skul- le gå. Efter at have mødt og overvundet utallige forhindringer, nåede han til sidst helt ud i vildnisset. Da han kom igennem en lille skov, hørte han pludselig en stemme men selv om han søgte over alt, kunne han kun finde en ugle, der sad og stirrede på ham, fra et træ i nærheden. Da natten faldt på, lavede han et bål og da han satte sig ved varmen, hørte han pludselig stemmen igen.

Denne gang sang den højlydt. Den unge kriger råbte ud mod stemmen, men ingen svarede og efter en tid døde sangen hen. Den eneste føde, den unge kriger havde medbragt, var en lille taske med Wasne, bøffelfedt blandet med tørret bøffelkød og vilde bær. Da han rakte ud efter tasken, begyndte sangen pludseligt igen, denne gang højere og da han kik- kede tværs over bålet, fik han øje på et spøgelse stå på kanten til lejrbålet. “Jeg vil have noget af din mad, sagde det til den unge kriger, der svarede, at han intet havde at give af. “Det passer ikke, sagde spøgelset. Jeg ved at du har noget Wasne. Ok, sagde krigeren. Jeg vil dele med dig.

Efter at de havde spist noget Wasne, fyldte den unge kriger sin pibe med tobak og tilbød spøgelset at ryge med. Da det rakte ud efter piben, så krigeren at der ikke var noget kød på hånden, kun knoglerne. Da samtidig spøgelsets kåbe, faldt ned over skulderen og til jorden, så alle knoglerne stak ud, så krigeren at det var et skelet. Selv om spøgelset ikke åbnede munden, når det røg på piben, kom der alligevel røg ud mellem ribbenene på det. Da de var færdige med at ryge sagde spøgelset at de måtte have en brydekamp. “Hvis du kan kaste mig til jorden, vil jeg gøre dig rig på heste.”

Siden den unge mand ingen heste havde, accepterede han betingelserne, men før de startede, samlede han en stabel brænde, for at få ilden til at give mere lys. Alt i mens han samlede brænde,sprang spøgelset på ham, angreb ham med sine knoglehænder og forsøgte at klemme livet ud af ham. Den unge kriger, forsøgte at skubbe det væk, men spøgelset klemte til, nu med hjælp fra sine utrolig stærke ben. Efter et stykke tids brydning, fandt den unger kriger ud af, at når de var i nærheden af ilden, blev spøgelset svag, men jo længere de kom fra den, des stærkere blev det. Og alt i mens ilden brændt længere og længere ned, blev spøgelset stærkere og stærkere. Den unge mand kæmpede hårdere, men spøgelset klemte endnu hårdere.

Efter nærmest at have kæmpet desperat, lykkedes det den unge kriger at komme så tæt på bålet, at han kunne sparke en brændeknude på ilden og lige så hurtigt ilden blussede op, lige så hurtigt forsvandt spøgelsets kræfter og det faldt til jorden i flere stykker. “Du har vundet, følg mig”, sagde det med hæs stemme. Lige i morgengryet, ledte spøgelset den unge kriger ind i en dal, fyldt med hundredvis af heste.
Den unge mand, samlede så mange heste, han kunne føre tilbage til sin landsby. Efter den tid, så han aldrig spøgelset igen. Men han troede på dem og det de havde at sige til folk.”

Prærierosens Skabelseshistorie

(Origin of the Prarierose)

Engang for længe siden, da jorden endnu var ung og menneskene endnu ikke var kommet. Da der ingen blomster blomstrede på prærien og kun græs og et dunkelt grønligt-gråt krat voksede op, følte Moder Jord sig bedrøvet over at hendes kåbe manglede lys og skønhed. “Jeg har mange smukke blomster i mit hjerte, sagde hun til sig selv. Jeg ville ønske, de var at se på min kåbe. Blå blomster, som himlen på en klar dag. Hvide blomster, som sne om vinteren. Smukke gule, som solen ved middagstid. Lyserøde, som daggryet på en forårsdag. Alle disse farver er i mit hjerte. Jeg bliver bedrøvet når jeg kikker på min kåbe. Alt er brunt og gråt.

En smuk lille lyserød blomst, hørte Moder Jords bedrøvede tale og sagde til hende: Vær ikke ked af det, Moder Jord. Jeg vil gå op til overfladen og forskønne din kåbe. Den lille blomst, pressede sig op til overfladen, fra hjertet af Moder Jord, for at forskønne prærierne. Men Wind Demon hørte om det og brummede,” Jeg vil ikke have den smukke blomst, her hvor jeg er. Så kastede han over blomsten, råbende og skrigende og blæste livet ud af den. Men blomsten ånd returnerede til Moder Jords hjerte. Da de andre blomster havde samlet mod nok, trængte de sig også op igennem jorden, en efter en. Men Wind Demon dræbte dem og deres sjæle vendte tilbage til hjertet af Moder Jord.

Til sidst meldte prærierosen sig. “Ja søde barn, jeg vil lade dig gå. Du er så smuk og dufter så dejligt, at selv Wind Demon må blive charmeret af dig. Selvfølgelig vil han lade dig blive på prærien, sagde Moder Jord. Så prærierosen foretog den lange rejse op i gennem undergrunden og kom op i gennem præriens gråbrune klæde.
Imens tænkte Moder Jord ved sig selv at hun sådan ville ønske, at Wind Demon, ville lade hende være. Da Wind Demon så prærierosen, kom han farende lige imod hende og råbte” hvor er hun smuk, men jeg vil ikke tillade at hun er på mit område. Jeg vil blæse livet ud af hende.” Så han ruskede hende og blæste med stormens åndedrag.

Men jo tættere han kom på prærierosen, des mere blev han fanget af hendes vidunderlige duft. “Hvor smukt” sagde han til sig selv. “Jeg vil ikke kunne bære i mit hjerte, at skulle blæse livet ud af hende, som dufter så godt. Hun må blive her hos mig. Jeg vil lave min stemme om så den lyder kærlig og synge kærlighedssange. Jeg må ikke skræmme hende væk, med min forfærdelige larm”.

Så Wind Demon ændrede sig. Han blev stille og sendte blide vinde hen over præriegræsset. Han hviskede og nynnede små sange af glæde. Han var ikke længere en dæmon. Så kom andre blomster op fra hjertet af Moder jord, op igennem den mørke undergrund. De lavede hendes kåbe prærien, lys og glædesfuld. Selv Wind Demon kom til at holde af det blomsterflor, der groede op imellem græsset på prærien Sådan blev Moder Jords kåbe smuk. På grund af prærierosens kærlighed, velduft og mod. Nogle gange glemmer Wind Demon sine kærlige sange og bliver høj og larmende i stemmen. Men larmen varer sjældent ved og han gør intet menneske fortræd, der bærer en kåbe med farven som prærierosens.

En Teton spøgelseshistorie

(A Teton Ghost story)

For længe, længe siden var der en afdeling af Dakota-sioux, der havde spredt deres tipier ud over området, i hvad, der i dag er Grand Teton National Park, Wyoming. Dakota-folket blomstrede og menneskene var sunde og raske. Bøffelkød var der rigeligt af. Sædvanligvis, når de slog lejr, kom der en råber igennem lejren og råbte sine budskaber: “Der er masser af bøfler i morgen. Vær beredt.

En dag krigerne kom hjem efter sådan en jagt, annoncerede en af de unge krigere at han ville gifte sig med lejrens smukkeste pige. Hun var samtidig også en høvdings datter. Pigens far sagde, at han ikke ville give sin tilladelse til giftermålet før den unge kriger havde skaffet ham masser af heste som betaling. Så den unge kriger havde ingen udvej, end at forlade lejren og forsøge at skaffe sig heste nok til, at pigens far, ville give sin tilladelse. Imens den unge kriger var væk, brød hans folk lejren ned og flyttede den et andet sted hen. Da han returnerede, medbringende adskillige heste, var den gamle lejrplads derfor selvfølgelig tom.

Det var blevet sent på dagen og han besluttede sig derfor til at tage ophold natten over. Dette ville han gøre i en efterladt bolig, der lå et stykke afsides fra, hvor selve hovedlejren havde ligget. Først kunne han ikke finde nogen indgang til boligen, der var halvvejs dækket med slam. Til sidst lykkedes det ham så, at få gravet en indgang og da han kravlede indenfor, fik han øje på fire pæle, der var hamret ned i jorden. Pælene støttede en slags begravelsesplads, hvor der på et leje lå en ung pige, som han genkendte som en pige fra sin egen lejr. Hun vendte hovedet og så på den unge kriger. Nu var hun Ghost Woman. Sammen blev de længe i boligen og pigen blev krigerens kone.

“Jeg tror at jeg vil gå på jagt”, sagde den unge kriger en dag til sig selv. Selv om han ikke havde sagt det særligt højt, kendte Ghost Woman alligevel hans tanker. “Er du sulten efter bøffelkød, spurgte hun? Sadl din hest og rid op over højderyggen. Når du kommer til bøffelhjorden, så rid ind i midten af den og skyd den fedeste du kan finde. Bring huden og kødet med tilbage. Tilbered det og bring mig noget af kødet før du selv tager. Den unge Tetonkriger forlod stedet og fulgte kvindens instrukser. Da han nåede den anden side af højderyggen, red han lige ind i en enorm bøffelhjord. Han fik sin hest i galop, red ind i midten og skød den fedeste bøffel han kunne få øje på. Så flåede han skindet af den og skar kødet i stykker. Derpå red han ned til boligen igen.

I lejren satte han et spyd i et stort stykke kød og stegte det til det var færdigt. Dette bragte han til Ghost Woman, der stod udenfor deres bolig. Han blev helt forskrækket over at se hende stå der og over hendes udseende. Række efter række af det mest vidunderlige broderi,dækkede kvindens klædedragt. Da hun allerede kunne læse hans tanker, sagde hun blidt” Bliv ikke bange for mig.” Fra den dag af, talte de frit om alting og planlagde hvad de skulle gøre.

Den unge kriger ville have at de skulle begynde deres liv sammen sådan som hans forældre havde gjort det. Men Ghost Woman svarede at det kunne ikke lade sig gøre. De ville være nødt til at sætte deres tipi op ved daggry og rejse om natten. Den unge kriger undrede sig over dette, men sådan blev det. Sådan gik det til, at de kom til at rejse om natten. Ghost Woman gik i forvejen, med sit ansigt helt tildækket og fuldstændig tavs. Hun talte aldrig til sin mand imens de rejste. Hendes ben var usynlige og hun lavede ingen støj, som hun svævede der, igennem luften. Spøgelsesagtigt. Uanset hvad den unge kriger tænkte på, vidste Ghost Woman det altid.

Derfor siger Teton Sioux” Pas på spøgelser, for de ved alting”. De siger også, at et spøgelse ved hvornår det vil blæse og fra hvilken retning. Spøgelser ved også, hvornår der kommer lyn og torden. På den måde kan de nemmere svæve fra sted til sted. Dette er hvad der skete med Ghost Woman og den unge Tetonkriger. Deres folk fandt dem aldrig igen og høvdingedatteren undrede sig tit over, hvorfor den unge kriger aldrig kom tilbage. Til sidst blev den unge kriger selv et Teton spøgelse, der svævede af sted sammen med Ghost Woman. Hver nat. For evigt.

 

VIL DU VIDE MERE

Nærværende kapitel er en del af NetSpirits sektion om de nordamerikanske indianere, hvor du kan læse om indianernes historie helt tilbage fra de første indianske forfærde indvandrede via Beringstrædet. Indianernes sagn og legender. Spændende fortællinger, der blev givet videre i arv fra generation til generation og som rummer nøglen til forståelse af mange af indianernes overbevisninger. For at forstå hvilken nuanceret gruppe, som indianerne udgjorde, er det nyttigt at kende lidt til geografien i de områder som de udfoldede sig i. Fra Canada og Alaska i nord, over de bjergrige egne i det vestlige amerika, den flade prærie og til de frugtbare jordarealer ved østkysten af USA. Den store forskel i geografien gjorde at de forskellige indianerstammer havde helt forskellig levevis.

Mange af indianernes overbevisninger har rod i at vi allesammen er et med naturen og hinanden. En filosofi, der bestemt er aktuel i dag og som vi allesammen, på hver vores måde, kan lære noget fra. Læs om shamanisme, medicinmænd, shamaner og religiøse ceremonier: pibeceremoni, svedehytte, visionssøgning og hvorledes indianernes spiritualitet anviser veje til hvad du kan gøre for at blive et menneske i harmoni og ro med dig selv og din verden.

 

Stil spørgsmål om indianerne

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål

 

DE NORDAMERIKANSKE INDIANERE

 

Høvding Seattle – Vi er en del af jorden

 

SHAMANISME