Chief Seattle
“Hvis vi sælger vort land, så elsk det, som vi elskede det. Tag vare på det, som vi tog vare på det. Bevar erindringen om landet, som det var, da I tog det. Og pas med al jeres styrke, ånd og hjerte på det for jeres børn.”
Høvding Seattle
Høvding Seattles smukke tale fra 1854 er en fortrinlig måde at få et hurtigt indblik i den indianske filosofi og deres kamp for overlevelse.
Høvding Seattle (See-ahth), 1786-1866, var nordvestkystindianer af Suquami-stammen og skulle give navn til byen Seattle. Han var en vigtig brik i de hvides fredsslutninger med nordvestkystindianerne. Som optakt til traktatforhandlinger med USA holdt han en tale til en guvernør Stevens i 1854 og det er denne tale som er “høvding Seattles tale”. Han var berømt for sine talegaver, og nogen påstod at han kunne høres over lange afstande.
Han havde ganske givet sans for iscenesættelse. Da han holdt sin berømte tale, skal han have lagt sin hånd på guvernørens hovede, hvilket også skal afspejle, at han var af anseelig størrelse. Der var adskillige kommunikationsvanskeligheder ved den lejlighed. Der var mange stammer til stede, som talte vidt forskellige sprog. Så guvernørens tale måtte først oversættes til det pidgin sprog, der havde udviklet sig ved kontakten med de hvide. (Det kaldes chinook-jargon, og var en blanding af chi- nook, engelsk og fransk.) Hvorefter andre oversatte det til de forskellige indianske sprog. Når indianerne talte gik processen den anden vej. Man anser det for usandsynligt, at Seattle ville tale chinook-jargon. Hans eget sprog var lushootseed.
Eneste eksisterende foto af Chief Seattle. (Museum of History & Industry)
Chief Seattles tale findes i to udgaver
En af de tilstedværende hvide, den 34 årige dr. Henry Smith, tog notater, men af hvad han tog notater er ikke helt klart. Han kaldte selv sine notater for “kun et brudstykke af Seattles tale, og mangler al den charme som den mørke gamle talers elegance og alvor og lejligheden gav den.” Smith publicerede en del artikler og digte, men det er først 34 år efter at han gengiver af høvding Seattles tale. Den indgik i efteråret 1887 i en artikelserie han skrev til Seattle Sunday Star om pionertiden.
I de følgende mange år blev talen udlagt og fortolket mere eller mindre efter forgodtbefindende. Under depressionen i 30’erne blev den udgivet med antydninger af at skulle profetere om et kommende socialt sammenbrud. Under 2.verdenskrig præsenteredes Seattle som en slags pacifist. I 60’erne blev han udlagt som betydningsfuld katolik. (Det siges at Seattle blev døbt af katolikker omkring 1830, men der er ikke noget i talen, der tyder på, at dette har stukket særligt dybt. Det var vel en venlighed overfor de hvide, eller måske overlevelsesstrategi. I hvert fald siges det, at han tog navnet Noa).
Men det var dog først i 1971 at talen blev fortolket og genudgivet i en udgave, som har skabt megen røre. Indledningen var for såvidt uskyldigt. En universitetslærer i Texas, William Arrowsmith syntes at det var synd at talens indhold pga gamle ordformer var utilgængelig for nutiden, hvorefter han moderniserede den. En ven Ted Perry skulle lave et manuskript til en miljøfilm for Southern Baptist Convention, og fandt Arrowsmiths version så inspirerende, at han bad om lov til at låne den.
Men bortset fra Seattles navn beholdt han utroligt lidt af talen i manuskriptet. Ted Perry fortolkede og omformede teksten ud fra sit eget syn på jordens fremtid set i lyset af den hvide mands rovdrift på alle ressourcer. Han beskriver indianerens samliv med naturen og modstiller den med den hvide mands hærgen. Det er en personificering af vor opfattelse af “indianeren”, og som sådan gik budskabet rent ind.
Måske var det de følgende sætninger, som især inspirerede Perry: ” Hver eneste del af dette land er helligt for mit folk. Hver eneste bakke hver eneste dal, hver eneste slette og hver eneste lund er blevet indviet af en glad erindring eller en sørgelig oplevelse for min stamme.” Det som i Smiths gengivelse er en art forfædredyrkelse, omsættes hos Perry til et miljøprogram. Han digter videre og lader Seattle sige, at floderne er vore brødre, jorden er vor mor osv. Hvor Seattle i den historiske gengivelse nøgternt værner stammens interesser, lader Perry ham blive en profet og sige:” Hvad som helst der rammer jorden, vil også ramme jordens sønner-“.
Talen – i Ted Perrys fiktionsudgave – begyndte at optræde som selvstændig tekst og blev umådelig populær. Den er publiceret i et utal af sammenhænge i adskillige medieformer, fra fuld gengivelse til korte uddrag. Den er blevet kaldt “det femte evangelium”og det er blevet opfattet som sådan. I Danmark blev den første gang trykt i Samvirke i 1975 og udkom som selvstændig publikation i 1989. Oversætteren, Asger Liebst udtalte herom i 1993 til bladet “Job og børn”: “Jeg vidste godt, at talen kunne være et falsum, men jeg så ingen problemer i det. Det er fornuftige ting, der står i talen, og nogle mennesker kunne måske blive lidt mildere om hjertet ved at læse den”.
Det er naturligvis en nobel indstilling, men tilbage står det faktum at talen i denne udgave næsten er ren fiktion. Budskaberne i 1887 gengivelsen og Ted Perrys udgave fra 1971 er simpelthen for afvigende. Desuden er Perrys version ikke i overensstemmelse med hverken historiske eller kulturelle fakta. Den kunne ikke være holdt af høvding Seattle. I Perrys version taler han om ting som verden først så langt senere end 1854 (bisoner skudt flokkevis fra tog) og hvad han lader Seattle sige om gud er lige det modsatte af, hvad Henry Smith gengiver.
Grunden til populariteten af Perrys udgave er måske at den lever op til vor stereotype opfattelse af indianerne, samtidig som den imødekommer et behov for en kulturel selvforståelse, der kan rumme hyldest til naturen, sønderlemmende kritik af den vestlige by- og industrikultur og broderskab mellem racerne. I den danske udgave fra Borgens Forlag er man gået endnu videre af stereotypiseringens vej, idet udgavens fotografiske illustrationer intet har med høvding Seattle at gøre.
Tilbage står selve vanskeligheden med den oprindelige tekst: Den kendes kun fra en avisartikel fra 1887 af en dr. Henry Smith, skrevet mange år efter talen blev holdt, nemlig 1854. Han siger den bygger på hans notater fra begivenheden, men dem kender man ikke. Man kender faktisk en del til de personer som iøvrigt var til stede ved begivenheden, flere af dem meget skrivende, men ingen af dem har omtalt talen.
Den kunne så være en fiktion udført af dr. Henry Smith. Men faktisk indeholder den ting som virker originale indianske, så problemet må siges at være uløst. Det kan f.eks. være en efterrationalisering når stammens mundtlige tradition vil vide, at Henry Smith igennem flere år siden besøgte høvding Seattle for at diskutere talens indhold og sikre sig, at den engelske version blev i fuld overensstemmelse med hvad høvdingen virkelig mente.
Høvding Seattle: Vi er en del af jorden
Dr. Henry A. Smidts artikel i Seattle Sunday Star
Her er artiklen som dr. Henry A. Smidt bragte i Seattle Sunday Star den 29. oktober 1887.
GAMLE MINDER, Nummer Ti, Uddrag fra en dagbog.
Gamle høvding Seattle var den største indianer, jeg nogensinde har set og langt den mest ædle af udseende. Han ragede seks fod op i sine mokkasiner, var bredskuldret, med stor brystkasse og i det hele velproportioneret. Hans øjne var store, intelligente, udtryksfulde, venligt afslappede mens de trofast afspejlede de skiftende stemninger hos den storartede sjæl, der så ud af dem. Han var som regel højtidelig, tavs og værdig, men ved store begivenheder bevægdede han sig blandt den forsamlede mængde som en titan blandt lilleputter, og hans mindste ord var lov.
Når han rejste sig for at tale i råd eller for at uddele anvisninger, vendtes alles øjne imod ham, og fra hans læber flød med dyb og klangfuld stemme sætninger, der lød som det uophørlige drøn fra vandfald med uudtømmelige kilder og hans Strålende Skikkelse var så ædel som den mest velskolede hærfører med kommando over styrker for et helt kontinent. Hverken hans veltalenhed, hans værdighed eller hans elegance var påtaget. Det var en så naturlig del af hans mandighed, som blade og blomster er for et blomstrende mandeltræ. Hans indflydelse var utrolig. Han kunne have været en kejser, men alle hans instinkter var demokratiske, og han styrede sin loyale undersåtter med venlighed og faderlig mildhed. Han blev altid smigret, når der vistes ham opmærksomhed fra den hvide mand og det aldrig mere, end når han var bænket ved deres bord, og ved en sådan lejlighed viste han sig mere end nogensinde med en gentlemans sikre intellekt.
Da Guvernør Stevens første gang kom til Seattle og fortalte de indfødte, at han var blevet udpeget som kommissær for indianske anliggender i Washington Territoriet, gav de ham en overvældende modtagelse foran dr. Maynards kontor nær bredden ved hovedgaden. Bugten sværmede med kanoer, og kysten var fyldt med et levende mylder af gyngende, vridende, mørke skikkelser indtil Gamle Høvding Seattles trumpetstød af en stemme rullede over den uendelige folkemændgde lig en pludselig reveille fra en stortromme, hvorefter stilheden indfandt sig så pludseligt og fuldstændigt, som den følger et tordenskrald fra en klar himmel.
Guvernøren blev derefter præsenteret for den indfødte mængde af dr. Maynard, og begyndte straks på en almindelig, jævn og ligefrem måde, at forklare sin opgave hos dem, hvilken er for velkendt til at behøve at genfortælles. Da han satte sig ned, rejste høvding Seattle sig med værdighed, som en senator som bærer ansvaret for en stor nation på sine skuldre. Idet han lagde den ene hånd på guvernørens hovede og langsomt pegede med den anden hånds pegefinger mod himlen, begyndte han sin gribende, minderige tale.
Denne himmel, som har udgydt medfølende tårer over vore forfædre i utallige århundreder, og som på os virker uendelig, kan forvandles. Idag er den klar, i morgen måske overtrukket medskyer. Mine ord er som stjernerne, som aldrig går ned. Hvad Seattle siger den store høvding Washington kan han fæste lid til med samme sikkerhed, som vore blegansigt brødre kan fæste lid til årstidernes skiften. Den hvide høvdings søn siger hans far sender os hilsener med venskab og god vilje. Dette er venligt af ham, eftersom vi ved, at han i så ringe grad behøver vort venskab til gengæld, for hans folk er mange. De er som græsset der dækker de udstrakte prærier, mens mit folk er få og ligner de spredte træer på en vindhærget slette.
Den store, og jeg formoder også gode hvide høvding sender os besked om, at han ønsker at købe vore landområder, men er villig til at lade os beholde nok til at vi fortsat kan levebehageligt. Dette virker bestemt storsindet, for den røde mand har ikke længere rettigheder han behøver at respektere, og tilbuddet er måske også klogt, for vi har ikke mere behov for et stort land.
Der Var En Tid da vort folk dækkede hele landet som bølger på et vindomtumlet hav dækker dets af skaller brolagte havbund. Men den tid er forlængst forsvundet og stammernes storhed næsten glemt. Jeg vil ikke beklage mig over vor ubarmhjertige nedgangstid, eller beskylde mine blegansigt brødre for at have fremskyndet den, for også vi kan kritiseres. Når vore unge mænd bliver vrede over en virkelig eller indbildt uret og skæmmer deres ansigter med sort farve, og også deres hjerter er skæmmede og blevet sorte, så er deres råhed ubarmhjertig og kender ingen grænser, og vore gamle mænd er ikke i stand til at stoppe dem.
Men lad os håbe, at fjendtlighederne mellem den røde mand og hans blegansigt brødre aldrig vil vende tilbage. Vi ville have alt at tabe og intet at vinde. Sandt er det, at hævnen for vore tapre unge betragtes som et mål, endog når den koster dem deres unge liv, men gamle mænd, som bliver hjemme i krigstider, og gamle kvinder som har sønner at miste ved bedre. Vor store fader Washington, for jeg formoder han nu er vor fader såvel som jeres, siden George har flyttet sine grænser nordpå:, vor store og gode fader, siger jeg, sender os besked med sin søn, som uden tvivl er en stor høvding blandt sit folk, at hvis vi gør som han ønsker, vil han beskytte os. Hans tapre hære vil være os en mur strittende af styrke, og hans store krigsskibe vil fylde vore havne, så vore gamle fjender nordpå Simsiams og Hydas ikke længere vil skræmme vore kvinder og gamle mænd.
Så vil han blive vor fader og vi blive hans børn. Men kan dette nogensinde ske? Jeres gud elsker jeres folk og hader mit. Han lægger kærligt sin stærke arm omkring den hvide mand og leder ham som en fader leder sin umyndige søn, men han har forkastet sine røde børn, og han lader jeres folk vokse sig stærkere og stærkere dag for dag, og snart vil det fylde hele landet, mens vort folk ebber ud som et hurtigt tilbagtrækkende tidevand, der aldrig vil stige igen. Den hvide mands gud kan ikke elske sine røde børn, for så ville han beskytte dem. De er som forældreløse og har ingensteder at vende sig hen efter hjælp.
Hvordan kan vi så blive brødre? Hvordan kan jeres fader blive vor fader og bringe os medgang og opvække drømme i os om vor storhedstids tilbagevenden? Jeres gud virker partisk på os. Han kom til den hvide mand. Vi så ham aldrig; hørte end ikke hans stemme; han gav den hvide mand love, men han havde ingen ord til sine røde børn, hvis myldrende millioner fyldte dette udstrakte kontinent, som stjernerne fylder firmamentet.
Nej vi er to forskellige racer, og sådan må det altid forblive. Det er kun lidt vi har tilfælles. Vore forfædres aske er hellig for os, og deres sidste hvilested er hellig jord, mens I drager bort fra jeres forfædres grave uden sorg. Jeres religion blev skrevet på stentavler med en vred guds jernfinger, hvis I skulle glemme den. Den røde mand kunne aldrig hverken huske eller forstå den. Vor religion er vore forfædres overleveringer, vore gamle mænds drømme indgivet dem af den store ånd, og vore høvdinges visioner, og er indskrevet i vort folks hjerter.
Jeres døde ophører med at elske jer og det hjem, hvor de blev født så snart de passerer gravens portaler. De drager afsted hinsides stjernerne, er snart glemte og vender aldrigtilbage. Vore døde glemmer aldrig den skønne jord, som gav dem liv. De elsker stadig dens bugtende floder, dens store bjerge og dens afsondrede dale, og de længes for altid i dybeste kærlighed til de ensomme af hjertet og vender ofte tilbage for at besøge dem og styrke dem. Dag og nat kan ikke dvæle sammen.
Den røde mand er altid veget for den hvide mands fremtrængen som den omskiftelige dis på bjergsiden viger for den skinnende morgensol. Imidlertid, jeres forslag ser rimeligt ud, og jeg tror mine folk vil godtage det og vil trække sig tilbage til de reservater, I tilbyder dem, og vi vil bo hver for sig og i fred, for den store hvide høvdings ord er som naturens stemme, som taler til mit folk fra det tykke mørke, som hurtigt tætnes omkring dem, som når en tæt tåge strømmer ind fra havet ved midnatstide. Det betyder kun lidt, hvor vi tilbringer resten af vore dage. De Er Ikke Mange.
Indianernes nat tegner til at blive mørk. Ingen lys stjerne svæver over horisonten. Sorg- stemte vinde klager i det fjerne. En grum Nemesis for vor race er på sporet af den røde mand, og hvor han går, vil han høre den grusomme ødelægger nærme sig med sikre skridt og forberede sig på at møde sin skæbne, som den sårede då, der hører jægerens skridt nærme sig.
Nogle få måner mere, nogle få vintre til, og ikke en af alle de mægtige hærskarer, som engang fyldte dette vældige land eller som nu flakker om i spredte flokke gennem disse udstrakte øde egne vil være tilbage til at græde over gravene efter et folk engang så stærkt og så fuldt af håb som jeres eget. Men hvorfor skulle vi græmme os? Hvorfor skulle jeg klage over mit folks skæbne? Stammer består af enkeltindivider og er ikke bedre end dem. Mennesker kommer og går som havets bølger.
En tåre, en tamanamus, en klagesang og de er forsvundet for vore længsel fulde øjne for altid. Selv den hvide mand, hvis gud gik og talte med ham, som ven til ven, er ikke fritaget for den fælles skæbne. Vi bliver måske brødre til sidst. Det vil vise sig. Vi vil overveje jeres forslag, og når vi har besluttet os, vil I få besked. Men hvis vi godtager det, vil jeg her og nu opstille den første betingelse: Vi vil ikke nægtes den rettighed, og det uden at blive forulempet, at vi kan besøge vore forfædres og venners grave. Hver eneste del af dette land er helligt for mit folk. Hver eneste bakke hver eneste dal, hver eneste slette og hver eneste lund er blevet indviet af en glad erindring eller en sørgelig oplevelse for min stamme.
Selv Klipperne, som tilsyneladende ligger stumme mens de er ved at gå til i solens varme langs den tavse kyst i ensom storhed, dirrer af erindringer forbundet med mit folks skæbne, og selv støvet under jeres fødder reagerer kærligere på vore fodtrin end på jeres, for det er vore forfædres aske, og vore bare fødder er bevidste om den sympatiske berøring, for jorden er fyldt med vore frænders liv. De mørke helte og kærlige mødre og godhjertede piger og det lille barn, som levede og glædedes her, og hvis navne nu er glemte, elsker stadig denne ensomhed, og deres dybe skjulesteder fyldes ved aftentide med skygger fra dunkle ånders nærvær.
Og når det sidste røde menneske er forsvundet fra jorden og hans minde blandt de hvide blevet et sagn, vil disse strande sværme med min stammes usynlige døde, og når jeres børnebørn tror sig alene på marken, i forretningen, på vejen eller i skovens stilhed, vil de ikke være alene. På hele jorden er intet sted forbeholdt ensomheden. Om natten når jeres storstæder og landsbyer skal være stille, og I tror dem øde, vil de vrimle med de tilbagevendte hærskarer, som engang fyldte og stadig elsker dette skønne land. Den hvide mand vil aldrig være alene. Lad ham være retfærdig og handle venligt med mit folk, for de døde er ikke helt igennem magtesløse.
Andre talere fulgte, men jeg tog ingen notater. Guvernør Stevens svar var kort. Han lovede dem slet og ret at mødes til rådslagning ved en fremtidig lejlighed for at diskutere den foreslåede traktat. Høvding Seattles løfte om at adlyde traktaten, hvis den blev vedtaget, blev vel modtaget, for han var altid en urokkelig og trofast ven af den hvide mand. Ovenstående er kun et brudstykke af hans tale, og mangler al den charme som den mørke gamle talers elegance og alvor og lejligheden forlenede den med.
H.A.SMITH
Høvding Seattles datter: Angeline
Høvding Seattle: Vi er en del af jorden
Talen i Ted Perry´s udgave
Den hvide høvding siger, at den store høvding i Washington sender os venlige hilsener. Det er venligt af ham, idet vi ved, at han ikke har meget brug for vores venskab til gengæld. Den store hvide høvding vil købe vores land. Hvorledes kan man købe eller sælge himlen og jordens varme? Tanken er os fremmed. Hvis vi ikke ejer luftens friskhed og vandets glimten – hvorledes kan De så købe dem?
Hans folk er mangfoldigt. De er som græsset, der dækker de store sletter. Mit folk er fåtalligt. De minder om de spredte træer på en stormomsust prærie. Den store og, formoder jeg, gode, hvide høvding sender besked om, at han ønsker at købe vores land, men er indstillet på at lade os behold nok til at kunne leve behageligt. Dette synes retfærdigt, endog gavmildt, idet den røde mand ikke længere har rettigheder at respektere, og tilbudet er måske klogt, også fordi vi ikke længere har brug for et stort område.
Engang dækkede mit folk landet som bølgerne på et uroligt hav, men den tid er for længst forbi med stolte stammer, der nu kun er et vemodigt minde. Jeg vil ikke dvæle ved, ej heller begræde vores utidelige forfald. Jeg vil heller ikke klandre mine blege brødre for at fremskynde dette, idet vi måske også bærer en del af skylden.
Ungdommen er impulsiv. Når vore unge mænd bliver vrede over en virkelig eller indbildt uretfærdighed og skæmmer deres ansigter med sort maling, betyder det, at deres hjerter er sorte, og at de er ofte onde og uforsonlige, og vore gamle mænd og gamle kvinder er ikke i stand til at holde dem tilbage. Sådan har det altid været. Sådan var det, da de hvide begyndte at skubbe vore forfædre stadigt længere vestpå.
Men lad os håbe, at fjendskabet mellem os aldrig vender tilbage. Vi ville have alt at tabe og intet at vinde. Hævn anses af de unge mænd som en sejr, selv hvis det koster dem livet. Men de gamle mænd, der bliver hjemme, når der er krig, og de mødre, der har sønner at miste, ved bedre.
Vores gode far i Washington – jeg antager, at han nu er vores far såvel som jeres, idet Kong George har flyttet sine grænser længere nordpå – vores store og gode far, siger jeg, sender besked, at han vil beskytte os, hvis vi gør som han siger. Hans modige krigere vil være som en mur af styrke for os, og hans vidunderlige krigsskibe vil fylde vore havne, så vore ældgamle fjender langt mod nord, haidaerne og tsimshianerne, ikke længere vil skabe frygt hos vore kvinder, børn og gamle mænd. Den store høvding lader os vide, at han vil skaffe et sted, hvor vi kan leve trygt for os selv. Han skal være vor fader, og vi skal være hans børn.
Men kan det vare ved? Jeres Gud er ikke vores Gud! Jeres Gud elsker jeres folk og hader mit folk! Han lægger kærligt sine stærke, beskyttende arme om den hvide og fører ham ved hånden som en far fører sin lille søn. Men han har svigtet sine røde børn, hvis de virkelig er hans børn.
Vores Gud, den Store Ånd, synes også at have svigtet os. Jeres Gud gør jeres folk stærkere og stærkere for hver dag, der går. Snart vil de fylde hele landet. Vores folk svinder hen som et hurtigt vigende tidevand, der aldrig kommer igen. Den hvide mands Gud kan ikke elske vores folk, ellers ville Han beskytte dem. De minder om forældreløse børn, der ikke har nogen steder at gå hen. Hvordan kan vi være brødre? Hvordan kan jeres Gud blive vores Gud og genskabe vores velstand og vække drømme om genkommen storhed i os?
Hvis vi har en fælles Fader i himlen, må han partisk, idet Han kom til sine hvide børn. Vi så Ham aldrig. Han gav jer love, men havde ikke et ord til Hans røde børn, der engang mangfoldigt fyldte dette enorme kontinent som stjernerne fylder himmelhvælvingen. Nej, vi er ikke af samme slægt. Vore børn leger ikke sammen, og vore gamle fortæller ikke de samme historier.
Det glimtende vand, der løber i bæk og i flod, er ikke blot vand, men vore forfædres blod. Hvis vi sælger landet til Dem, må De vide at det er helligt, og De må lære Deres børn, at det er helligt, og at hvert flygtigt spejlbillede i søernes klare vand fortæller om begivenheder og traditioner i mit folks liv. Vandets mumlen er min forfaders stemme.
Vore forfædres aske er hellig for os, og deres hvilested er indviet område. I rejser langt fra jeres forfædres grave, og det øjensynligt uden fortrydelse. Jeres religion blev skrevet på stentavler af jeres Guds jernfinger, så I ikke kunne glemme. Den røde mand kunne aldrig forstå eller huske det. Vores religion er vore forfædres traditioner: de gamle mænds drømme, som den Store Ånd gav dem i nattens højtidelige timer, og vore høvdinges visioner, og de er indskrevet i vort folks hjerter.
Jeres døde holder op med at elske Jer og det land, hvor de er født, så snart de passerer gravens porte og vandrer hinsides stjernerne. De glemmes snart og vender aldrig tilbage. Vore døde glemmer aldrig denne vidunderlige verden, der gav dem liv. De elsker stadig dens grønne dale, mumlende floder, storslåede bjerge, afsondrede slugter og grønrandede søer og fjorde, og evigt længes de med kærlig hengivenhed over ensomme liv og vender ofte tilbage fra de evige jagtmarker for at besøge, vejlede, trøste og opmuntre dem. Dag og nat kan ikke være samtidig. Den røde mand har aldrig flygtet fra den hvide mands komme, som tågen flygter fra den stigende sol.
Hvis vi sælger Dem vort land, må De ikke glemme, at luften er kostbar for os, at luften deler sin ånd med alt liv, som den nærer. Vinden gav vores forfædre deres første åndedrag og modtog også det sidste suk. Og hvis vi sælger vort land til Dem, må De behandle det som indviet og noget for sig, som et sted hvor selv den hvide mand kan komme for at mærke vinden, der dufter sødt af engens blomster.
Men jeres forslag synes retfærdig, og jeg tror, at mit folk vil acceptere det og vil trække sig tilbage til det land, der tilbydes dem. Derefter vil vi leve adskilt og fredeligt, idet den store hvide høvdings ord synes at være naturen, der taler til mit folk fra det tætte mørke.
Det betyder ikke meget, hvor vi opholder os resten af vore dage. De vil ikke være mange. Indianernes nat lover at være mørk. Der er ikke en eneste stjerne af håb over horisonten. Vinde jamrer med sørgelige stemmer i det fjerne. Den røde mand synes at have en grum skæbne, og når han hører fodtrinene af fæle banemand og afventer passivt sin undergang, som et såret rådyr, der hører jægeren nærme sig.
Nogle få måner, nogle få vintre, og ikke én eneste efterkommer af de mægtige værter, der engang vandrede over dette store land eller levede i lykkelig hjem, beskyttet af den Store Ånd, vil være tilbage for at sørge ved gravene for et folk, der engang var stærkere og mere håbefuldt end jeres.
Men hvorfor skulle jeg begræde mit folks alt for tidlige undergang? Stammer følger stamme, og nation følger nation, som bølgerne på havet. Det er naturens orden, og det er nytteløst at sørge over det. Jeres undergang er måske langt væk, men dagen vil sikkert oprinde, for selv den hvide mand, hvis Gud gik og snakkede med ham som en ven til en anden, kan ikke undtages fra den fælles skæbne. Vi er måske trods alt brødre. Vi får se.
Vi vil overveje jeres forslag, og når vi beslutter os, får I besked. Vi ved, at hvis vi ikke sælger, vil den hvide mand komme med våben og tage vort land. Tager vi imod tilbuddet, er det kun for at sikre os det reservat, De har lovet. Når den sidste røde mand er fordrevet fra denne jord og hans tanker blot er skyggen af en sky over prærien, så forbliver mine fædres ånd i disse skove og kyster. For den røde mand elskede denne jord, som den nyfødte elsker sin mors hjertelyd.
Alle dele af denne jord er hellige for mit folk. Enhver bjergside, hver dal, hver slette og hver lille skov er blevet helliget en eller anden sørgelig eller glad begivenhed en gang for længe siden. Selv stenene, som syner umælende og døde, når de steger i solen langs den tyste strand, dirrer med minder om spændende hændelser med forbindelse til mit folks liv, og støvet, hvor I nu står, reagerer mere kærligt på deres fodtrin eller på jeres, idet det er fyldt med vore forfædres blod, og vore fødder er bevidst om den medfølende berøring. Den hvide mand vil aldrig være alene. Lad ham være retfærdig og behandle mit folk venligt, for de døde ikke uden magt.
Bliver man ved med at besmitte sin seng, vil man en nat blive kvalt i sit eget møg. Men når I forgår, vil I stråle klart, antændt af kraft fra den Gud, der bragte jer til dette land og lod jer herske over landet og over den røde mand. Denne skæbne er en gåde for os. For vi forstår ikke, når alle bisoner er slagtet, de vilde heste tæmmet, skovens hemmelige kroge fyldt med lugten af mange mennesker og synet af modne bakker skændet af talende tråde.
Hvor er skovtykningen?
Borte.
Hvor er ørnen?
Borte.
Det er livets slutning og overlevelsens begyndelse.
Biografier nordamerikanske indianere
Stil spørgsmål om indianerne
Stil spørgsmål om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål