Little Wolf
Little wolf som han blev beskrevet af den indianske forfatter C. A. Eastman:
“Hvis nogen indiansk nation, har kæmpet hårdt for retfærdighed og frihed, er det Cheyenne indianerne. Hvis noget folk har vist deres psykiske og moralske mod, er det dette folk af renblodede amerikanske helte. Blandt dem finder viLittle Wolf.
Jeg kendte ham personligt,da jeg som ung læge og regeringens udsendte, opholdte mig i Pine Ridge agenturet i 1890. (dengang var det beboet af både N. Cheyenne og Sioux) Jeg hørte fra hans egen mund om den galante tilbagetrækning, det havde været at bringe hans folk fra deres eksil i reservaterne sydpå, til de nordlige hjemegne. Jeg foretrækker at amerikanerne læser om dette i Dr. George Bird Grinnell´s bog ” The Fighting Cheyenne”. Ingen skildring kunne have været fortalt mere præcist og bemærk, at her kan man ikke tale om racefavorisering.
På det tidspunkt da jeg lærte Little Wolf at kende, var han en utrolig smuk mand.Værdig og følsom, med en melodiøs stemme og behagelig optræden. Et træk, der kendetegnede så mange ledere fra hans folk. En dag, da han var til middag i mit hjem på agenturet i Pine Ridge, spurgte jeg ham, som jeg havde for vane, om oplevelser fra hans tidlige liv. Han var som sædvanlig ikke meget for at tale om det, men en ven, der var fulgt med ham denne aften, gav mig følgende beskrivelse: “Måske kan jeg fortælle dig hvorfor Little Wolf har haft et lykkeligt liv, sagde denne ven og forsatte:
Da Little Wolf var en ganske lille dreng, var stammen i stor nød. Der var mangel på mad og alle sultede. Hans mor, som havde gemt et stykke tyndt bisonskød, overrakte nu drengen dette kærligt og højtideligt. “Min søn, du må udvise tålmodighed. Når du vokser op, vil du komme ud for tider, der er endnu værre, sagde hun, da hun rakte ham kødet. Little Wolf havde intet fået at spise den dag og han var temmelig sulten. Men lige som han skulle til at gribe kødet, sprang en hund ind i teltet og snappede kødet ud af hånden på ham, hvorefter den spurtede ud igen. Moderen løb efter hunden og trak den nu ind i teltet hvor hun bandt den til en teltpæl. Hun skulle lige til at piske hunden da Little Wolf stoppede hende med ordene” den tog det, fordi den var mere sulten end jeg.
Vennen forsatte med en anden historie. Stadig som ganske ung, blev Little Wolf og et hold bøffeljægere overrasket af en snestorm og måtte grave sig ned i snedriverne for at komme i læ. Der lå de nu i en hel dag og en hel nat, før stormen var løjet så meget af, at de kunne grave sig fri igen. Temperaturen var nu faldet drastisk og de var nu også i fare for at fryse ihjel. Da Little Wolf så en ældre kriger stå og ryste af kulde under et tyndt tæppe, byttede han nu sin egen bøffelkåbe med den ældre mand og tog hans tynde tæppe over sig i stedet for.
Som voksen blev han tiltrukket af en underskøn pige og ifølge stammens skikke opvartede han hende og løb til sidst bort sammen hende. Stor var opstandelsen da de kom tilbage til lejren. Det viste sig nemlig, at en speciel høvding, havde givet pigen og hendes forældre store gaver, med de intentioner at gifte sig med pigen. Pigens forældre havde accepteret gaverne på pigens vegne. Pigen derimod havde ikke givet sit tilsagn. Vreden og skuffelsen hos den forsmåede høvding var stor og inden længe gik der rygter i lejren om, at han havde direkte havde udtalt at” Den unge kriger, der havde fornærmet og hånet ham, kunne forvente at blive straffet. Da Little Wolf hørte dette, forklarede han sin far og sine venner at han ikke havde gjort andet, end hvad en enhver anden privilegeret mand ville have gjort i hans sted. “Fortæl denne høvding, at jeg vil møde ham med et hvilken som helst våben han måtte vælge og så kan vi kæmpe i vores teltes cirkel. Enten gør han dette, ellers trækker han sine ord i sig igen. Denne kvinde er ikke hans. Hendes folk accepterede gaverne imod hendes vilje. Hendes hjerte tilhører mig. Den forsmåede høvding trak sine ord i sig og man undgik en kamp imellem to af stammens krigere, hvoraf udfaldet var givet på forhånd. En af dem ville dø.
De unge år i Little Wolfs liv, giver mange eksempler på denne storslåede stolthed og mod, der var karakteristisk hos Cheyenne indianerne og som inspirerede de unge krigere til hele tiden at vinde personlig ære. Han var stadig en ung mand ca. femogtredvie, da den mest kritiske periode i Cheyenneindianernes historie kom. Som jeg ved og som professor Grinnell´s bog understøtter, var Little Wolf generalen, der ledede og forsvarede Cheyenne stammen under deres flugt fra deres eksil i de sydpå liggende reservater og til de nordlige hjemegne. Jeg vil ikke diskutere retfærdigheden i deres sag, men blot citere fra Grinnell´s bog. Dette for ikke at blive beskyldt for at overdrive fakta. Professor Grinnell skriver:
“De er kommet fra de tørre højsletter i Montana og N. Dakota, til det varme og fugtige Indianerterritorie i syd. De er kommet fra et land, hvor der stadig eksisterede noget vildt, til et sted hvor vildtet er udryddet. Straks ved ankomsten til reservatet, er de blevet angrebet af sygdomme og febersyge. Sygdomme, der er ukendte for dem. Føden var der knaphed på og snart begynder de at sulte. Indianeragenten har under ed i en senatshøring på, at han kun modtager forsyninger med de mest nødvendige ting, i ni måneder af året. Dette folk er bøffelspiser, men bøflen de får af regeringen, er ikke andet end sener og ben.
Indianeragenten i reservatet beskriver deres situation således: “De har overlevet, men heller ikke mere” De affandt sig med situationen i et år, så slap deres tålmodighed med de hvide op. Så forlod de agenturer de var blevet tvunget ind i og begyndte at søge mod deres nordlige hjemegne. Selv om der var udstationeret soldater i nærheden, forsøgte Cheyenne ikke at skjule deres hensigter men proklamerede i stedet i høje toner at “de havde til hensigt at tage tilbage til deres hjemland. Vi har hørt meget i de forgangne år om Chief Joseph og Nez Perce indianernes flugtforsøg, men kun meget lidt om Dull Knife og hans udbrudsforsøg, der var ledet af Little Wolf.
 |
| Little Wolf og Dull Knife |
Historien om denne bedrift er ikke fortalt ofte, men ifølge de gamle værdier, hos de ældre krigere, er denne historie også værd at bemærke sig. Gamle soldater, udstationeret på prærien for fyrre år siden, ville med glæde have fortalt denne historie. Og hvis du spurgte dem, var det “den største bedrift i historien, siden grækerne marcherede ud i havet”. De flygtende Cheyenne forsatte uhindret nordpå, alt imens ordrer fløj frem og tilbage i telegraftrådene, der hang over deres hoveder. Specieltog med tropper og udstyr blev kørt ud til nært sagt alle jernbanelinier, flygtningene måtte passere på deres vej. Over trehundred indianere var på flugt. Af dem var ca. 60-70 krigere, resten var gamle mænd, kvinder og børn. En officer fra hæren, fortalte mig på et senere tidspunkt, at der havde været næsten tretten tusinde soldater og militsfolk indblandet i jagten på disse mennesker, for at slå dem ihjel. Deres eneste fejltagelse var, at de havde forladt det feberhærgede reservat i syd og- imod alle odds søgt mod de hjemlige jagtmarker i nord.
Krigsministeriet satte alle sejl ind på at fange dem, men alligevel forsatte Little Wolf og hans folk nordpå. Hvis de hvide soldater angreb dem, stoppede de, forsvarede de sig og jog soldaterne på flugt. Nogle gange stoppede de ikke en gang, men kæmpede, imens de marcherede videre. Altid mod nord. For det meste forsøgte de -med held- at undgå direkte konfrontation med de hvide forfølgere. Alligevel havde de fire store træfninger under flugten hvor de mistede halvdelen af deres krigere, resten var mere eller mindre såret. Nu må det ikke overses, at Little Wolf og hans folk rent faktisk havde forsøgt, at få retfærdige forhold, før de flygtede fra Indianerterritoriet. Little Wolf havde henvendt sig til agenturets agent og sagt til ham: “Dette er ikke noget godt sted for mit folk og vi ønsker at rejse herfra og vende tilbage til vores gamle hjem i bjergene, hvor vi aldrig var syge. Hvis du ikke har magten til at lade os gå, så lad nogle af os, skrive et brev til Washington og fortælle dem om tilstandene her. Eller du kan skrive skrive til Washington og få tilladelse til os”. Agenten havde svaret ham, at de skulle blive et år mere, så skulle han se hvad han kunne gøre. Til dette sagde Little Wolf blot” Om et år er der ikke flere af os tilbage. Vi tager af sted nu.
Et kort stykke tid efter, fandt agenten ud af, at der var tre Cheyennekrigere, der var stukket af fra reservatet Og han beordrede Little Wolf til at udpege ti andre krigere, der ville blive holdt som gidsler indtil de undvegne var returneret til agenturet. Little Wolf nægtede naturligvis og sagde at de tre kunne gemme sig i landskabet i årevis, og at de aldrig ville vende tilbage, endsige blive fundet. Så beholder du dine gidsler alligevel, sluttede han. Agenten truede så med at inddrage deres rationer og lade dem sulte indtil ti krigere var udtaget, men her havde han glemt hvem han talte til, at det var en kriger fra Cheyenne nationen. Dette folk, der ikke havde forstået, at de var fanger i samme øjeblik, de kom på venskabelig fod med de hvide og kom til indianerreservatet.
Little Wolf Rejste sig nu og trykkede hånd med alle de tilstedeværende, så sagde han “Mine venner, lyt til mig. Jeg er en ven med de hvide og har været det i lang tid. Jeg vil ikke have at der bliver spildt noget blod her på reservatets jord. Hvis i sender soldater efter mig, er det eneste jeg beder om, et lille forspring. Hvis i så vil slås, kan vi gøre det, der hvor i stopper os og der gøde jorden med vores blod. Little Wolf bluffede ikke. Han havde sagt dem sin mening og han havde fortalt dem hvad han ville gøre. Jeg formoder at agenten forstod det vink han fik. I hvert fald alarmerede han ikke soldaterne, der var stationeret i nærheden. Der var i hvert fald ingen, der hindrede deres afgang. Tidligt næste morgen blev tipierne pakket sammen og de forlod reservatet og satte nordpå.
Om aftenen efter deres afgang, meddelte spejdere, at soldater nærmede sig. Little Wolf holdt sine krigere samlet og forbød dem at skyde, før de selv blev beskudt. En Apsaroke/Crow spejder, ansat af den amerikanske hær nærmede sig og sagde han havde en besked fra soldaternes leder. Hvis de ville vende tilbage til reservatet, ville de få deres rationer og en fair behandling. Med tanke på de lidelser, der havde måtte gennemgå det sidste år, havde Cheyenne kun foragt til overs for forslaget. Imens spejderen havde talt, var han langsomt kommet nærmere og pludselig begyndte de hvide soldater at skyde på dem. Little Wolf gav tegn til angreb og det lykkedes dem at tilbage holde soldaterne i to dage. Da de trak sig tilbage, forsatte Cheyenne flugten nordpå, medbringende deres døde og sårede krigere.
Dette skete flere gange i løbet af flugten, men Little Wolf havde sine krigere under fuld kontrol. De lavede ingen overfald eller plyndringer under deres flugt. Det lykkedes dem at sikre sig nogle kas- ser ammunition, som var blevet efterladt af soldaterne, under deres tilbagetrækning. Men, på ét tidspunkt havde han dog svært ved at styre de vrede krigere. Det var da de havde fået en deling soldater trængt op i en krog og lige skulle til at dræbe dem alle. Der måtte han bruge al sin magt for at fraholde dem fra at gøre det endeligt af med soldaterne. De havde nu nået bøffellandet og det mål Little Wolf havde sat sig. Han var ekstrem rolig i det øjeblik.
Dr. Grinnell skriver at han et par år senere hørte fra en kriger, der havde fulgt Little Wolf på flugten, at han, Little Wolf ikke syntes menneskelig, men snarere lignede en bjørn og sandt er det ,at en mand kan transformere sig og antage sin visionsfigurs skikkelse. Ved Running Water floden, delte Cheyennefolket sig og Dull Knife red imod Red Cloud agenturet og sin triste skæbne der, i nærheden af fort Robinson. Little Wolf forblev i området omkring Sand Hills, hvor der endnu var masser af vildt og ingen hvide mænd. Senere tog han op til Montana og dernæst ned til Pine Ridge (S.Dakota). Her levede de indtil de blev sendt til Lame Deer reservatet i Montana, hvor han endte sine dage.
Biografier nordamerikanske indianere
Stil spørgsmål om indianerne
Stil spørgsmål om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål