Charles Alexander Eastman
Charles Alexander Eastman (Ohiyesa), Santee-Sioux var enestående blandt indianske forfattere, hvad enten det gælder historieskrivere eller fortællere. Han blev født i 1858, nær Redwood Falls, i Minnesotas sydvestlige hjørne og fik først navnet Hakadah (The Pitiful Last One), fordi hans mor døde kort efter fødslen. Han blev derfor opdraget af sin bedstemor frem til 1874, hvor han er femten år gammel. Dette gav ham et indgående førstehåndskendskab til sit folks livsstil, sprog, kultur og historiefortælling. Det meste af barndommen (1862-74) tilbringer han dog på sin onkel, Mysterious Medicines farm i Manitoba (Canada) som flygtning, efter Minnesota Sioux opstanden i 1862.
Hans far, Many Lightnings, var blevet taget til fange under opstanden og var blandt de mere end trehundrede, der blev dødsdømt efter opstanden. Familien troede han var død, hvad de ikke vidste var, at han var blandt de mere end 240, der var blevet benådet af præsident Lincoln. Han var derfor blevet indsat i krigsfangenskab i fængslet i Davenport ( Iowa), hvor han sad i tolv år. Under fængselsopholdet konverterede han til kristendommen. Straks efter sin løsladelse, tog han til Mysterious Medicines farm, hvor han hentede Ohiyesa. De slog sig derefter ned ved Flandrey i Nord- Dakota. Her havde en del, ligeledes kristne Dakota-Sioux indianere, slået sig ned og levede af landbrug. Ohiyesa, blev døbt efter kristen skik og givet navnet Charles Alexander Eastman.
Senere blev han indskrevet på Flandrey Santee normal Indian School, der blev ledet af den presbytanske missionær Joseph Riggs. På skolen, vandt han et legat til Beloit forberedelses College i Wisconsin, men blev hurtigt, med sine gode evner, flyttet til det mere krævende og anerkendte Knox College. Ohiyesa ville gerne finde en levevej, der samtidig kunne komme hans folk til gode og besluttede sig til sidst for lægestudierne.
De medicinske studier krævede timer i græsk, latin, tysk, fransk, zoologi, botanik, psykiatri, kemi, filosofi og en hel del matematik. Men han formåede alligevel at skabe sig et solidt socialt grundlag. Han var anfører på skolens fodboldhold, satte landsdækkende rekord i langdistanceløbe, spillede tennis og var også på både bokse og baseball holdene. Han mødte mange af Bostons, daværende, prominente skikkelser, der i blandt Frank Wood, som var en af foregangsmændene i forsøget på at reformere B.I A.(Kontoret for Indianske anliggender). Samme Wood sørgede senere for, at Ohiyesa fik den finansielle støtte han behøvede, for at komme ind på Boston University Medicalschool. Herfra fik han sin eksamen i juni 1890 og samtidig fik han også æren af, at skulle holde talen for afgangsklasserne.
Sit første embede fik han i Pine Ridge reservatet i Syd-Dakota hvor han mødte, forelskede sig i og senere giftede sig med, Elaine Goodale. Hun havde allerede på et tidligere tidspunkt, imponeret ham dybt, med sine skriverier om uddannelse til indianerne og var nyudnævnt rådgiver i indianske uddannelse i Nord og Syd-Dakota. Hun talte fortrinligt Lakota og havde på det grundlag, allerede fået kontakt med en del af kvinderne i reservatet. Åndedansen (The Ghost Dance), havde på det tidspunkt haft stor tilslutning i reservaterne i både nord og syd Dakota. Men selv om det var en ikke-voldelig bevægelse, blev den store tilslutning set som en trussel fra de hvides side og regeringen forbød bevægelsen i nov. 1890.
I slutningen af dec. 1890 var Big Foot, sammen med sin afdeling, på vej til Pine Ride agenturet, for at overgive sig. Eastmans overordnede Daniel Royer, besluttede sig for at sende det 7. Kavaleri ud for at afvæbne dem, en beslutning Eastman protesterede kraftigt imod. Kavaleriet (Custers gamle), der bestod af ca. 500 mand, udstyret med tidlige versioner af maskingeværet, udførte en sand massakre på et sted kendt som Wounded Knee. De jagtede og nedskød kvinder og børn, der forsøgte at flygte, til fods. Af Big Foots afdeling, der bestod af 350 personer (heraf ca. 250, kvinder og børn) blev ca. 150 dræbt og 44 sårede.
En snestorm blæste op under massakren og soldaterne samlede et dusin sårede op, smed dem ind i en vogn og transporterede dem til agenturet. Her efterlod de dem i stormen. Eastman og Goodale, kæmpede imidlertid for, at kunne bringe de sårede ind i reservatets kirke, i ly for frosten. de brugte hele natten på at behandle sårede og næste morgen arrangerede de en redningsekspedition, der i en rasende snestorm, red de 32 km til Big Foots lejr. Her fandt de bundter af grotesk, sammenfrosne lig og døde, spredt ud i over en kilometers afstand fra lejren.
Eastman, lå fra starten i konstant konflikt med sine overordnede i Kontoret for Indianske anliggen- der (BIA) og efter Wounded Knee, blev forholdet om muligt, endnu mere anstrengt. Eastman var anset for at ville udføre de hvides politik, i alle henseender, men massakren umuliggjorde dette. Han observerede og indberettede korruption og tyveri af penge, der skulle have været brugt til forbedringer i reservatet. Han klagede over at “Ikke fjendtlige Sioux” var blevet betalt for at udføre tyveri, mord og ødelæggelser. Han klagede over regeringens mangelfulde undersøgelser af massakren og korruptionsanklagerne og beskyldte dem for at dække over hinanden og lave rene hvidvaskninger af de faktiske begivenheder. Inden året var omme – det år han giftede sig med Elaine Goodale og fik sit første barn – blev han fyret.
I 1892, besluttede Eastman at slå sig ned i St. Paul, Minnesota og havde ingen problemer med at bestå de prøver, der skulle til for at praktisere som læge. Men konstante provokationer og chikanerier fra regeringens og andre lægers side, gjorde i hvert fald, at han nægtede at give op over for den åbenlyse racisme, (de mente ikke at en indianer, var kvalificeret til at være læge). Hans familie, der i mellemtiden, var blevet forøget med endnu et barn, skulle jo have brød i munden så til sidst tog han et job i YMCA og blev organisator for de indianske reservater.
I 1899 arbejdede han et år på Carlisle Indian School, hvor han mødte Zitkala-Za, som i senere korrespondance med ham, opfordrede ham til at begynde at skrive. I år 1900, fik han et job som læge ved Crow Creek (Sioux) agenturet, i S-Dakota. Her var mange af Minnesota-stammerne blevet beordret hen.Her fik han stor succes med at overbevise de mange mistroiske indianere om,at vaccinationer var nødvendige for dem, med det resultat, at der var nedgang i dødsfaldene, i de mere almindelige sygdomme.
I 1901 blev han fyret igen, denne gang for at have hjulpet folk fra reservatet, med at klage over regeringens indianerpolitik. Kontoret for Indianske anliggender (BIA), mente at fordi han var indianer, forhindrede hans folk ham i at udføre sit job. Han blev i stedet leder af et program,der skulle oversætte ord fra engelsk til Siouxsproget og var stor fortaler for, at hans folk skulle lære at læse og skrive. Det er i denne periode, han begynder at skrive. Hans mål var at opnå forståelse og sympati, for indiansk kultur og han håbede på at det ville føre til, at det hvide samfund ville behandle indianerne med respekt.
Af C. A. Eastman´s forfatterskab kan blandt andet nævnes: Indian boyhood; Drengeliv på prærien/ Ohiyesa, en Lakotadreng fortæller. Old Indian days; Winona: En indianerpige og andre fortællinger. The Soul of the Indian. Samt The Madness of the Bald Eagle.
Biografier nordamerikanske indianere
Stil spørgsmål om indianerne
Stil spørgsmål om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål