For at være god til at udføre kalligrafi kræves det at kalligrafen har opnået følgende egenskaber: Ping, Yuan, Zong og Bian.

• Ping – Når du bruger penslen må styrken være balanceret. Kalligrafi kræver af udøveren en fornemmelse af center og fokusering af penslens spids. Dette vil gøre en i stand til at skrive flydende og jævnt, men alligevel fast og roligt i strøget. Yuan – Er fulde, komplette og spændstige linjer og buer.
• Liu – At vide at stoppe. At bevæge sig så der kommer balance uden for lange eller for korte strøg.
• Zong – Fasthed. Man skal være meget bevidst om at undgå uro og “udskridninger”.
• Bien – Er de mange skift når man skriver. Der er lige streger, buer, fede linjer, tynde linjer, stærke linjer og svage. Man må kunne tilpasse sig, og vide hvornår man skal bruge hvad.

En kalligraf må mestre disse punkter. For at undgå rystelser i de lange strøg på de høje bogstaver eller når du skriver store bogstaver, prøv da at tage en dyb indånding, før du sætter pennen mpd papiret. Pust ud, mens du trækker stregen. Alle rystelser vil forsvinde. Øv dig i at gøre det, til det føles helt naturligt.

De grundliggende elementer i Kalligrafi er øvelse, balance, styrke og rytme i konstruktionen af linjer og kurver. Når kalligrafen holder penslen må fingrene være faste, men håndfladen afslappet og blød. Penslen må føres i balance og hvert strøg eller prik, skal udføres til fulde. Sammensætningen af vandrette og lodrette streger skal balancere, og derved blive levende.

 

 

Hvad adskiller god kalligrafi fra dårlig?

For det trænede øje er forskellene meget synlige. men det er svært først. du kan sammenligne det med musik. Her er det også svært at skele godt fra dårligt. For dem som spiller instrumenter, er en ellers god koncert måske total ødelagt fordi den som spillede deres instrument et eller andet sted lavede nogle småkiksere, som den ikke indvidede ikke hører og derfor danser glad videre og synes at det er en pragtfuld koncert. Her er dog et par guidelines, som de fleste er enige om adskiller god kalligrafi fra mindre god:

• Der er en naturlig balance både i de enkelte karaktere og i værket som helhed.
• De lige linier er stræke og klare.
• De kurvede linier er delikate og mobile
• Der er variation i bredden af streger, med forskellige grader af tykhed og tydhed.
• Mængden af blæk, eller mangel herpå er konstant igennem hele værket.
• De enkelte skrifttegn er i en størrelse således at de giver liv til hele værket.
• Der er rytme i værket som helhed.

 

 

Øvelser nr 1
De forskellige alfabeter

Allerførst bør du gøre dig fortrolig med dit skriveredskab. Hvis du benytter en kalligrafipensel så brug noget vand til at male på et fortorv eller et stykke filt. Hvis du bruger en kalligrafipen så øv dign på at lave de forskellige bredder pennen giver, ved de forskellige strøg. Hold pennen i samme vinkel hele tiden.

Men før vi nu kommer for godt i gang med alle mulige henstillinger og regler vil vi gerne sige – Husk nu det skal være sjovt. Tag eksempelvis måden du skal holde din kalligrafipen på – der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at holde den på. Hold den lige som du holder på en almindelig pen. Så lang tid du har det komfortabelt, er det jo det helt rigtige for dig. Så tillad legen og det spontane at være med undervejs.

Hvis du dog vil være rigtig god til kalligrafi, er det nødvendigt at du også engang imellem decideret terper. Det kræver nemlig øvelse at få en flot håndskrift med dit eget personlige præg. En håndskrift er noget man skal arbejde koncentreret med for at opnå et flot resultat.

For at blive dygtig til kalligrafi skal du have et indgående kendskab til alle bogstaverne i mindst en af de mange forskellige typer af alfabeter. Du skal bl.a. arbejde med en klassisk kursivskrift med rod i renæssancens Italien, og du lærer om de forskellige alfabeter og deres oprindelse.

Herover er vist fire af de mest populære alfabeter, benyttet til kalligrafi. Klik og se stor størrelse. Der findes nærmest utallige skriftarter. På en ganske almindelig computer findes typisk en 50-70 stykker, men dette er blot toppen af isbjerget. Der findes kort sagt, rigtig mange skrifttyper.

Hver især er de konstrueret til forskellige formål. Dette er vi omkring i afsnittet den kinesiske skrifts udvikling, hvor kravet om at skriften skal kunne skrives hurtig, igennem århundrede har været i kamp med krav om æstetisk skønhed og nem læsbarhed.

Udover at der er tænkt mangt og meget over det enkelte bogstav i alfabetet skal se ud, er der også tænkt meget over hvilken afstand der skal være imellem de enkelte bogstaver. Det er nemt nok i et alfabet som eksempelvis Unical, hvor bogstaverne optager en bestemt plads. Men der er dog i sådanne skrifttyper et langt mindre spillerum, end ved en friere konstrueret kursiv eller penseltegnet skrift, som man i højere grad kan sætte sit eget særpræg på.

Den afstand du bør benytte mellem bogstaverne afhænger af, hvilke bogstaver som står mod hinanden. Runde bogstaver, som f.eks. a, c, o, u og s kan sættes nærmere hinanden, mens høje og slanke bogstaver, som f.eks. i, j, l og t bør have lidt større afstand.

Det tager som regel lidt tid før du opnår en flot skrift. Når du sidder og øver dig så tag undertiden et kig på helheden. Så ser du lettere ujævnhederne.

Når du øver dig i et nyt alfabet, så brug en stor pennebredde, 3 mm. eller bredere og sort tusch. Det vil gøre det lettere for dig at finde og indse dine fejl. Modstå fristelsen til at arbejde i mindre format, til du har opnået en vis fortrolighed og sikkerhed.

Det er en god ide at lade være med at skrive de enkelte bogstaver hver for sig, når du øver et nyt alfabet. Prøv i stedet at kæde dem sammen. Lav det samme mellemrum mellem de forskellige bogstaver, da det har stor betydning for dine senere kalligrafiarbejder at du lære at beherske mellemrummene mellem bogstaverne i lige så høj grad som bogstaverne selv.

Det er vigtigt at lege og udforske. Så når du bliver træt af terpearbejdet så udforsk mulighederne ved at stable bogstaverne op eller lade dem overlappe hinanden, sno sig sammen, glide over hinanden, tilføje dekorative elementer etc. Alfabetet giver en strålende mulighed for at undersøge de forskellige redskaber og teknikker.

Det vi helt konkret gerne vil have dig til at gøre nu er at kopiere ovenstående fire alfabeter. Dette kan du gøre på flere måder, men vi anbefaler følgende.

Allerførst udskriver du alfabeterne i stor størrelse.

Dernæst skifter du mellem:

1) At tegne direkte ovenpå det enkelte bogstav. Med sort tuds eller hvad du synes. Det som er vigtigt er at du indgående studere hvert enkelt bogstav, således at når vi er færdige her, kunne vi vægge dig midt om natten og du kan nøjagtig fortælle hvordan hvert enkelt bogstav i de fire alfabeter ser ud.

2) Brug dernæst et kalkerpapir, eventuelt ovenpå en ny kopi hvis du har overmalet den første, og tegn de enkelte bogstaver af. Sørg for at være nøjagtig. Ikke jappe afsted. Det er meget vigtigt – hvis du altså ønsker at blive god til kalligrafi – at du formår at “gå ind” i hvert enkelt bogstav og komme til at kende det til bunds.

3) Og endelig så prøv i frihånd at lavet en kopi af alfabetet. Naturligvis må du til en start gerne kigge fter, hvordan det ser ud, ved at kigge her på skærmen, eller på en af dine udskrevne kopier. Men det er da supert jo mere du kan undlade at kigge. Det betyder jo at du begynder at kende til alfabetet, skrifttypen, bogstaverne.

Du kan skifte imellem de tre metoder, du kan holde dig til en af dem, ja du kan gøre lige som du har lyst til. Det som blot er hensigten er at du lære et eller flere skrifttyper godt at kende. Der er intet i vejen for at du senere hen kan udvikle helt din egen skrifttype, men her indledningsvis er det formålstjenelig at du lærer en af de eksisterende skrifttyper. Kan du ikke lide dem vi har fundet frem, så kig på nettet eller i din egen computer. Der er masser at vælge mellem.

 

Thousand Character Classic

En af de mest populære måder, de gamle kinesiske mestre øvede sig i kalligrafi på, var ved at kopiere tekster, der indeholdt mange forskellige skrifttyper og stilarter. Gerne simple og komplicerede karakterer i et stort virvar. Et yndet sted at kopiere er fra børnebogen “Thousand character classic”.

Thousand Character Classic (kinesisk: 千字文; pinyin: Qiānzì Wén), også kendt som Thousand Character Text, er et kinesisk digt, der er blevet brugt til at undervise kinesiske karakterer til børn. Digtet stammer fra  det sjette århundrede. Det indeholder nøjagtigt tusinde tegn, som hver kun bruges én gang, arrangeret i 250 linjer på fire tegn pr. Stykke og grupperet i fire linjer rimende strofer for at gøre det let at huske. Det synges på en måde, der ligner sådan som børn, lærer det latinske alfabet, ved at synger en “alfabetssang.” Sammen med Three Character Classic og Hundred Family Efternavne dannede det grundlaget for uddannelse i alfabetisering i det traditionelle Kina.

De gamle mestre kopierede flittigt tidligere værker. At kopiere var så afgjort den foretrukne metode til at opøve kalligrafifærdigheder og således en meget vigtig del af deres uddannelse. Dette forhold gælder også for dig. For at blive fortrolig med de forskellige alfabeter og for at udvide dit kendskab til de forskellige skrifttyper, skal du studere alfabetet. Gamle manuskripter og bøger er et godt sted at kigge efter hvorledes skriften har ændret sig igennem tiderne.

 

Skrifttypen
Unical

I Grækenland taltes i sin tid et sprog, som ikke lod sig omskrive ved hjælp af de eksisterende alfabeter. Grækerne fandt på at låne nogle konsonanter fra aramæisk og bruge dem som vokaler og derved opstod A alfa, E epsilon, O omikron og Y ypsilon og indgik i det græske sprog. Naturligvis var dette en lang proces, men i år ca. 400 f.v.t. var det græske alfabet fuldt udviklet og bestod af 24 tegn eller bogstaver, heraf 17 konsonanter, resten vokaler. De græske bogstaver kunne skrives med enten store bogstaver, majuskler, eller med små bogstaver, minuskler.

I årene 500 til 400 opstod en rig litteratur i Grækenland. Poesi, drama, prosa, historie og filosofi. Vi kan takke denne kultur for meget og også alfabetet. Det græske alfabet lagde grunden til det latinske alfabet. Grækerne var søfarere og kom til Italien, hvor de bragte skriftsproget med til etruskerne i Toscana. Etruskerne regerede over Rom til en folkestamme fra Latium fordrev dem. Formentlig overtog disse latinere det etruskiske alfabet, som senere blev til latin. Ca. 200 e.v.t. udviklede romerne den såkaldte uncial-skrift, som spredtes over det latinske Europa.

Skrifttypen
Gotisk / Blackletter

Der opstod adskillige skrifttyper i den gotiske periode, der goft sagt strækker sig fra det tolvte til det sekstende århundrede. Den gotiske skrift var modellen for Johann Gutenbergs første tryktyper i 1400-tallet, og for mange synonym med begrebet kalligrafi. Udviklingerne i skrift afspejlede stilændringerne i arkitekturen, hvor spidsbuer erstattede de rundede romerske buer, og ribbede hvælvinger og strbepiller dukkede op.

En kursiv version af den gotiske skrift, kendt som “den løbende hånd” var meget udbredt blandt de veluddannede til brug for hurtig håndskrift. Shakespeare var en af dem, som benyttede denne skrifttype. Blackletter opstod som så mange andre udviklinger i skrift, som følge af behovet for hastighed. Skriften består af kraftige opstrøg, der giver et lodret  helhedsindtryk, men øjet kan finde hvile i de vandrette brud foroven og forneden på bogstaverne.

Skrifttypen
Italic

Med italic forbinder de flest af os vel umiddelbart at skriften er i kursiv, hvilket man kan gøre med de fleste skrifttyper i dag helt automatisk på computeren. Men faktisk er italic en skrifttype, som blev udviklet i renæssancen i Italien i det 15 og 16 århundr (heraf navnet på skriften).

Ved Italiens opblomstring i renæssancen, blev der fornyet interesse for det klassiske Rom og der blev indledt en jagt efter en håndskrift, der kunne fortrænge gotisk skrift, som jo er af tysk oprindelse, i manuskripterne. Dette ledte frem til den såkaldte humanistiske skrift, der fik sit navn eftersom at den italiensk renæssances opblomstring for en stor del skyldes humanistiske videnskabsmænd. Denne skrift var en pennemæssig efterligning af tidligere indhuggede bogstaver og fik kun en kort levetid, men den er et vigtigt bindeled til kursivskriften (Italic), der ligeledes blev opfundet i renæssancens Italien.

Igen skyltes udviklingen at man havde brug for større skrivehastighed, især til kopiering af store tekstmængder. Italic er en mere end normalt hældende, sammentrængt skrift.

De små bogstaver i italic er baseret på bogstavet “a” og de store bogstaver er baseret på bogstavet “O”. Øjet har en tendens til kun at læse 1/3 af bogstavernes top i en tekst og dette er udpræget i skriften italic. Prøv det selv – dæk 2/3 af det nederste af en line skrevet i denne teksttype, hvad enten det er fra en bog, eller din egen håndskrift, og prøv at læse teksten. Du er måske ikke i stand til at læse alle bogstaverne, men du vil sikkert være i stand til at gætte de bogstaver som mangler, således at teksten bliver forståelig. Prøv nu at dække den øverste trediedel af teksten og forsøg at læse teksten igen. Nærmest ulæseligt, ikke sandt?

Skrifttypen
Karolingisk

Karolingisk (Carlovingian) skrift er opkaldt efter Karl den store (742-814) og er en af de størst udviklinger i skrivekunsten. Charlemagne (768-814), Frankrigs konge var forgangsmanden i udviklingen. Han udnævnte Alcuim of York til at revidere de forskellige skrifttyper og fremkomme med en ny standadiseret. I år 789 e.Kr. blev der på Karl den Stores befaling udstedt et dekret, som bestemte at denne standardiserede tekst skulle anvendes til alle eksisterende litterære værker, juridiske og officielle dokumenter samt kirkens skrifter. Karolingisk er en smuk skrift, der kan skrives hurtig og som optager meget lidt plads.

Et eksempel på brug af den karolingske skrift finder vi i bogen Ramsey Psalter skrevet i perioden år 970 -980. Denne bog blev givet til abbeden af Ramsey af William of Grafham og af bogens 346 sider er de 12 lavet i udsøgte miniaturemalerier, der viser 40 episoder taget fra det gamle og det ny testamente. Bogen var flere gange ved at gå til grunde, var i perioder splittet total af, men er nu næsten samlet igen og kan ses på Pierpont Morgan Library i New York.

 

Skrifttypen
Foundation

Den britiske skriftkunstner og designer Edward Johnston (1872-1944) komponerede efter omfattende studium af gamle manuskripter den enkle, kunstfærdige, runde håndskrift, der af Johnson selb blev døbt Foundation. Denne skrifttype er ikke mindst inspireret fra ovenstående bog Ramsey Psalter. Foundation benævnes undertiden for Roundhand, hvilket sikkert skyldes at skrifttypen er bygget op omkring bogstavet “O”, helt rundet, som i de første romerske alfabeter.

Bogstaverne der er uden hældning og med seriffer, er beregnet for bredpen. Toppen af bogstaverne er en anelse større end bunden, hvilket skyldes at øjet som tidligere nævnt har tendens til at koncentrerer sig om den øverste trediedel af bogstaver, når man læser en tekst.

Før du konkret begynder at kopiere bogstaverne i det alfabet som du vælger, så brug et øjeblik på at studere de enkelte bogstaver. Du vil opdage at disse er opbygget over nogle grundstreger. Dette ses meget tydeligt i de kinesiske skrifttyper, der hovedsagelig er udført i pensel, altså med penselstrøg, fremfor pennestrøg.

Det er således at der er et antal grundstrøg og ud af disse laves de forskellige bogstaver. De enkelte bogstaver er lavet ud fra nogle grundstrøg. Det er derfor en god ide at du lærer disse grundstrøg først. I det kinesiske skriftsprog er der otte grundlæggende penselstrøg. Når du behersker disse, behersker du alfabetet. I illustrationerne nedenfor er selve penselstrøget, du skal øve dig på lavet med sort farve, mens hele skrifttegnet, som det indgår i, er udført i grå farve.

Dette var en kort gennemgang af de forskellige alfabeter, du kan øve dig i og en opfordring til at du starter med at øve dig i de grundlæggende penselstrøg. Det kan virkelig betale sig for dig at øve dig i de grundlæggende strøg, da beherskelse af disse gør det meget nemmere for dig senere at udføre flot kalligrafi.

Før du dog kan gå igang med at øve dig skal du vide lidt om i hvilken rækkefølge du skal udføre de forskellige strøg i opbygningen af de enkelte bogstaver. Til belysning af dette kigger vi igen lidt på de kinesisk skrifttegn, eftersom kalligrafiens vugge jo findes i Kina. Generelt udføres alle penselstrøgene fra top mod bund og fra venstre mod højre.

Det kinesisk tegn for evighed

Det kinesisk tegn for evighed er et klassisk eksempel at øve sig på, eftersom alle de basale strøg findes i dette tegn. Når du kan skrive dette tegn virkelig pænt, kan du formodentlig også skrive alle de andre tegn pænt!

Der er i illustrationen nedenfor indikeret i hvilken rækkefølge og i hvilke retninger de enkelte strøg skal udføres. Udskriv gerne tegnet ved at holde musen et par sekunder over illustrationen, hvorved der fremkommer udskrivningsmulighed øverst til venstre.  Og øv dig ved hjælp af de samme tre fremgangsmåder, som anført i den første øvelse nemlig ved:  1) At tegne direkte ovenpå tegnet. 2) Ved at bruge et kalkerpapir og 3) ved i frihånd at lave en kopi.

Her kigger vi kort på hvorledes de enkelte streger laves i et vilkårligt alfabet. Igen bør du lægge mærke til at de enkelte bogstaver deles om de samme grundlæggende strøg og når du behersker disse, behersker du alfabetet.

Se eksempelvis på baogstavet c og d, der begge starter med det samme strøg. Og gentager du strøgene i bogstavet “n” får du bogstavet “m”. Ligeledes med strøg 2 i bogstavet “c”, som er det samme som strøg 2 i bogstavet “r”.

Bemærk endvidere hvorledes nogle af strøgene går ind over hinanden. Det er nemmest at øve sig på linieret papir. Strøg 1 og 2 på ‘j’ & ‘k’ er de samme, men ‘j’ dykker under skrivelinien, og ‘k’ sidder nærmest ovenpå denne.

Du vil have behov for at holde hele spidsen af din kalligrafipen i kontakt med underlaget mens du skriver. Hvis siderne af bogstaverne ser flossede ud, skyldes det sikkert at du er kommet til at løfte et hjørne af pennen, mens du skriver.

I stedet for at roterer dit håndled mens du skriver, prøv da i stedet at trække din arm fra albuen. Dette kræver lidt øvelse, men efterhånden som du bliver bedre til at lade dine bevægelser hovedsagelig udgå fra armen som helhed, vil dine streger bliver meget flotte.

Med hensyn til afstand mellem de enkelte bogstaver indfør så et imaginært bogstav “o” indgå mellem de enkelte tegn. Du opnår kun fornemmelse for hvad det er du laver når du øver dig igen og igen. Når du synes det bliver lidt kedeligt at terpe de samme bogsatver om og om igen kan du udforske de forskellige muligheder ved eksempelvis at lægge ekstra tryk for penne i nogle streg, eller ved at lave større eller mindre mellemrum mellem de enkelte bogstaver.

Husk det skal bestemt ikke være kedeligt, men al stor kunst starter med at man kan håndværket bagved, så det er nødvendigt at du øver dig – igen og igen og…

 

Øvelse
De japanske Kanji tegn

I afsnittet “Det kinesiske skriftsprog” finder du en oversigt over de 1,945 mest anvendte kanji, som det japanske undervisningsministerium har publiceret i den såkaldte Joyo-liste. Tegnene i sig selv er smukke at kigge på, men det som vi nu foreslår er at du finder et eller flere af de i alt 56 ark, som du synes specielt godt om og udskriver dette. Herefter kan du farvelægge de enkelte skrifttegn på arket som en afslappende meditativ øvelser, og/eller du kan søge at efterligne de forskellige skrifttegn på et blankt stykke papir.

 

Alting hænger sammen. Som nævnt tidligere er det nemt at få overblik over hvorfor skriften har udviklet sig som den har gjort hvis man kender lidt til blandt andet den historiske udvikling indenfor arkitekturen og de forskellige krav til skriften: læsevenlighed, skrivehastighed etc. Herunder er vist et par eksempler på arkitektur. Synes du at man ud fra arkitekturen kan sige noget om den skrifttype, der har været fremherskende da bygningerne blev opført?

 

Materialer kalligrafi
Hvad du skal bruge af materialer

Og efter alle disse indledende betragtninger nærmere vi os nu at du rent konkret skal til at begynde selv at lave kalligrafi. Men før du kan komme i gang, skal du have fat i nogle materialer. Du skal have en kalligrafipen, eller -pensel, noget blæk eller maling og du skal have noget at udføre din kalligrafi på.

Nu kunne vi jo godt sende dig på et større indkøb men det behøver slet ikke være omstændigt eller dyrt. I starten kan man godt nøjes med helt enkelt udstyr. To sammentapede blyanter eller en bred pen og skitsepapir er tilstrækkeligt, før man går i gang med mere komplicerede skrifter og former.

Men ret hurtig får du sikkert lyst til at have lidt udstyr. Og det første du så skal have fat i er en kalligrafipen. En kalligrafipen har en metalspids anbragt i et skaft. Metalspidsen kan være mere eller mindre bred og skaftet kan være i træ, plastik etc. Du kan vælge mellem at købe kalligrafipennene enkeltvis, i et sæt, eller et enkelt skaft med et tilhørende udvalg af metalspidser.

Det sværeste valg du skal træffe er hvorvidt du ønsker penne med et reservoir til blækket eller dyppepenne. Det er nemmest at bruge dem med reservoir, men der er noget autentisk og historietro ved at benytte de selv samme penne som de store kalligrafimestre igennem tiderne har benyttet. Valget er helt dit.

Et lille fif hvis du vælger dyppepenne er at den nemmeste måde at styre væskemængden er ved at påfylde pennen ved hjælp af en pensel. Fyld en lille eller mellemstor rund pensel med tuds, blæk eller farve. Før penselhårene ned til reservoiret og fyld hulrummet op. Du kan også vælge at benytte en pipette.

Det er en god ide at have en del forskellige bredder og varianter at vælge imellem, efterhånden som man udvikler sine færdigheder. Der findes et rigt udbud af pennevarianter, der alle giver forskelligt udtryk.

Der findes eksempelvis den almindelige retskåret pen (1). De skråtskårede penne til kursivskrift, der er velegnede for kejthåndede (2). Meget brede penne, der er beregnet til stor skrift, såsom plakater ol. (3). Penne med dobbelt spidser, der giver to eller flere strøg. Disse er velegnede til visse skrifttyper og til udførelse af dekoration (4). Samt endelig specielle penne, eksempelvis de rhombeformede, der egner sig godt til store arbejder som diplomer o.l. (5).

Filtpenne – eller tuscher som de også kaldes, er gode at anvende til øvelser, kladder, men de kan ikke anbefales til arbejder som skal gemmes eftersom farven hurtigt falmer. Du kan lave din egen dobbeltpen ved at skære et “V” i spidsen af en filtpen med en kniv.  Med filtpenne, der er lige ved at udtørre kan du opnå en tørpensel-effekt.

Blyanter – Vælg hårde (fra 2H til 7H) blyanter til at tegne præcise streger – og bløde (fra 2B til 7B) til skitser og udkast. Du kan forme spidsen af din blyant ved hjælp af sandpapir, et slibebræt eller en neglefil. Til kalligrafi er tømreblyanter fortrinlige. Her skal du benytte en hobbykniv til at få grafitten frem. I starten kan det være lidt drilsk, men med lidt øvelser går det fint. Husk at snitte væk fra dig selv.

Du kan også spidse din tømreblyant på et slibebræt. Før den fra side til side, mens du holder den i en vinkel på 45 grader. Gentag på den anden flade side. Du kan lave en dobbeltblyant ved at tape to blyanter sammen. Hvis du ønsker at variere bredden mellem dem, kan du enten lægge noget imellem eller skære lidt af træet af siderne. Dobbeltblyanten egner sig fortrinligt til skitsering af skrift og er et fortræffeligt redskab til at øve bogstavstegning og eksperimentere med nye ideer.

Dobbeltprincippet kan anvendes på andre redskaber. Prøv kridt eller fiberspids-penne, eller forsøg med to forskellige blyantstyper, eksempelvis B og 6B, eller med to forskellige farveblyanter.

Pensler – De gamle kinesiske kalligrafimestre benyttede kalligrafipensler. Pensler fremstilles i forskellige størrelser og former, og af forskellige materialer. Det kan betale sig at købe gode pensler. Billige pensler er ofte af dårlig kvalitet. De taber hårene, giver striber, og giver generelt et dårligt resultat. Kvalitetsværktøj giver det bedste resultat, og kan bruges igen og igen når det bliver gjort ordentligt rent.

Naturbørster er pensler fremstillet med ægte hår – som helt overvejende er svinebørster. De er slidstærke og bliver bedre, efterhånden som de slides. De holder formen under brug. Naturbørster er hule, optager meget maling og bruges især til oliebaserede malinger, altså dem med terpentin som opløsningsmiddel. De er mindre velegnede til vandbaserede malingstyper, da fibrene optager vand og taber spændstighed efter relativ kort tid.

Syntetbørster er pensler fremstillet med syntetiske fibre spaltet kunstigt i toppen for bedre at kunne optage og fordele malingen. De har en god og vedvarende spændstighed og maleegenskaber. Syntetbørsterne forbliver elastiske og optager kun lidt eller ingen væske. De bruges primært til vandbaseret maling og lak.

Mix børster er en blanding af natur og syntetiske fibre. Naturbørsterne virker som reservoir, da de holder på malingen. Syntetbørstrene virker som forsletter og ‘afgiver’ – en god kombination med god slidstyrke. De bruges primært til akryl- og emulsionsmalinger. En pensel med både naturbørster og syntetiske er også god til vandbaserede malinger.

Østens kalligrafiske tradition bygger på pensler, så det kan anbefales at du lader kinesiske bambuspensler indgå blandt værktøjet. Hårene i disse pensler samler sig i en tynd spids helt anderledes end de brede akvarelpensler, og sætter følgelig helt anderledes aftegninger. Med spidse pensler opnår du let en stil, der leder tanken hen på orientalsk kalligrafi.

Du kan vælge at benytte en flad, en rund, eller en oval pensel. Den runde pensel har typisk flere børster end den flade, hvilket giver en højere kapacitet. Derfor er denne type pensel bedst til mere krævende arbejder. Det fladere strøg gør det hurtigere at male en større flade – evnen til at optage malingen er dog ikke den samme som i den runde pensel – så du må dyppe oftere. Med en oval pensel har man to penslers egenskaber i én pensel nemlig: Ved brug på den smalle side, de runde penslers egenskaber, og ved brug på den brede side, fordele fra begge penseltyper.

Skumpensler. Du kan også vælge at benytte skumpensler. De er ofte ret billige. De findes i forskellige størrelser, ender i en skarp kant og er sjove at bruge til stor skrift. Hæld tuds, farve eller blæk op i en bred skål, så det er let at dyppe penslen. Du kan lave dine egne skumpensler ved at gå ud i dit køkken, finde en skumklud, alternativt et stykke filt, eller stof og anbringe det valgte i en stor metalklemme. Hold klemmen i den vinkel der passer bedst til bogstaverne.

Og når du nu er i gang med at være kreativ så kan faktisk rigtig mange ting bruges som skriveredskab og give spændende effekter. Prøv at lave kreative forsøg med pinde, træstykker, vatpinde, tandstikker, strå, bark, rørepinde, læder, ruskind etc. – kun din fantasi sætter grænserne!

Den bedste måde at lære penslernes muligheder at kende på er ved at arbejde uformelt, stort og frit. Et bredt spektrum af muligheder dukker frem i denne kreative proces. Eksempelvis vil du opdage interessante virkninger, når penslen gradvis løber tøt for malling eller blæk, hvorved ikke tilsigtede nuanceforskelle opstår.

Pensler skal altid rengøres efter brug og aldrig sættes i blød – idet dette skader penslens hår/fibre. Rengør penslen i vand (vandbaseret lak/maling). Terpentin eller penselrens (oliebaseret maling). Afslut altid med afvaskning i sulfofri sæbe f.eks. hårshampoo for at fjerne de sidste fedtstoffer fra malingen.  Såfremt pensler med naturbørster stritter efter rengøring – kom malertape med klæbestoffet udad eller et stykke papir med elastik rundt om børsterne, så vil børsterne tørre op i spænd, og penslen er optimal, næste gang den anvendes.

Skal du male flere dage i træk, behøver du ikke gøre værktøjet rent hver dag. Læg ruller og pensler – godt gennemvædede med maling – i en plasticpose, og luk den tæt. Holder du pause i flere dage, skal rullerne gøres rene, mens penslerne kan klare sig i rensemiddel – terpentin eller vand. Giv til slut værktøjet et bad i sæbespånevand. Sæben trækker den sidste maling ud, og lammeskindsruller og pensler af naturhår får genopbygget den vandafvisende overflade.

 

Malling og blæk

Jorden har siden tidernes morgen leveret råstof til farver, og jordfarverne spiller derfor en særlig rolle. De ses i de første hulemalerier, og vi ser dem i dag i enhver malers palet, som ikke vil være komplet uden farver som Siena, Brændt Siena og Okker. Hvis vi går helt tilbage til de første hulemalerier er disse udført med dyreblod (okse, hest etc.) ofte tilsat mørkt pigment, f.eks. røde eller blå farver. Indtil 1800-tallet var det ikke muligt at skaffe mange forskellige farver som idag. Jordfarverne var meget dominerende, da de rene stærke farver var sjældne og dyre.

Vores indretning viser meget tydeligt hvordan farverne er kommet til os. I starten af 1800 tallet var døre og karme oftest brune. I de velhavende hjem var det moderne med grønne paneler. Stuerne havde ofte røde damaskforhæng. En større lethed kom med rokokoen. Lyserød, lysegul, lysegrøn og støvet blå var moderne indtil slutningen af århundredet. Nyklassicismens strålende farver tog over i starten af 1800-tallet. Stuerne var ofte holdt i stærke farver. De syntetiske farver gjorde store fremskridt, og de klare farver blev lettere og billigere at benytte, med stor popularitet til følge.

Den første stabile klare gule farve kom i 1820’erne. De victorianske stuer var således ofte mangefarvede og holdt i klare stærke farver. En modreaktion imod disse klare lyse farver skete hen imod 1900-tallet hvor de mørke farver kom frem igen. Et nyt skift skete i 1920’erne med indførelsen af den første hvide maling, titanhvidt, kom i 1920’erne.

De farvestoffer, der benyttes i de traditionelle malingstyper, benævnes pigmenter. Pigmenter er bittesmå uopløselige farvekorn, oprindeligt gravet op fra jorden, men i dag for det meste kunstigt fremstillet på fabrikker. I maling “limes” pigmenterne sammen af malingens bindemiddel til en malingsfilm. Visse pigmenter kan godt reagere kemisk med bindemidlerne, men de opløses aldrig.

Siden oldtiden har malere betjent sig af en “klassisk” farveskala, primært bestående af de føromtalte jordfarver, suppleret med “nyere” kunstigt fremstillede farvestoffer – både til malerier og det “grovere” malerarbejde på bygninger og skibe. En del af de pigmenter, der er opfundet og udviklet op gennem tiden, fremstilles ikke længere, bl.a. fordi de viste sig at være meget giftige at arbejde med for malerne. Andre, der har vist sig uundværlige, fremstilles nu ugiftige på nye måder.

limfarve Inden akryl- og alkyloliemalingernes tid har der været benyttet en lang række traditionelle malingstyper. En af disse er limfarve, der er en fællesbetegnelse for en række malingstyper, fortrinsvis til indendørs brug, fremstillet af en vandig lim hvori der tilsættes en vis mængde pigment (tørfarvepulver). Alle limfarver er i vandfase (vandige/vandfortyndbare) og de er tørre, så snart vandet er fordampet bort. Mest kendt er nok celluloselim, der er en såkaldt vegetabilsk lim (plantelim) og går også under navnet “tapetklister”. Limstoffet fremstilles af nåletræers cellestof og er ugiftigt. Limfarve er nem selv at lave.

Kompositionsmaling. En anden type er kompositionsmaling – også kaldet olie-emulsionsfarver – der fremstilles ved at blande et bindemiddel bestående af klister og en olie tilsat harpiks. I forbindelse med kogningen af klisteret tilsættes ofte jern- eller zinkvitriol som anti-svampemiddel. Jernvitriol (jernsulfat) giver mørke nuancer, så i de lyse farver bruges i stedet zinksulfat. Kompositionsmalinger er, når de er tørre, uopløselige i vand, dækkende, holdbare, klare og lyskraftige. Andre fordele er, at de tørrer hurtigt og er meget økonomisk i brug.

Oliefarve Begrebet oliefarve dækker over en række malingstyper, hvis indhold består af vegetabilske, animalske eller synetiske olier, tilsat farvestof (pigment). Oliefarver tørrer ikke ved fordampning eller lignende, men ved en kemisk proces, hvor olien optager ilt fra luften (oxidation). Herved udvider malingen sig samtidigt i vægt og rumfang. Oxidationen er stærkt afhængig af lys og tager relativt lang tid.

Temperafarver er fællesbetegnelsen for en række malingstyper, der kan anvendes såvel indendørs som udendørs, og som fremstillet af en blanding i rette forhold af en vandig lim (-emulsion) og rå eller kogt linolie plus en vis mængde pigment (tørfarve-pulver). Den vandige limemulsion emulgerer olien så den bliver til en vandig olieemulsion.  Et andet navn for denne malingstype er olieemulsionsfarve, men da dette navn imidlertid i dag bruges om mange forskellige malingstyper, herunder bl.a. plastmaling, er det vigtigt at anvende den mere præcise fagterm temperafarve om en traditionel lim-olie-emulsion, uden plastikstoffer.

Du kan selv fremstille temperafarver – eksempelvis Ægge-tempera, der består af æg, vand, olie og pigment. Æggetempera tørrer på et par timer, men er en uge om at gennemhærde. Teksturen er halvblank og farverne står meget klart og smukt i meget lang tid. Som en særlig specialitet kan æggetempera blankpoleres med en klud eller børste.

Linoliefarver består af rå eller kogt linolie tilsat pigment. Den klassiske linoliefarve, fremstillet af den kogte linoliefernis, tilsat sikkativ (tørrelse), er blankere, mere slidstærk og mere hurtigtørrende end linoliefarve af rå linolie. Denne er mattere og mere porøs og tørrer knapt så hurtigt, da der ikke er sikkativ i. Linoliefarver anvendes fortrinsvis på høvlet træ, ude og inde. Rå linolie anvendes hovedsagelig til at oliegrunde/poremætte træ (og jern) med, inden maling med linoliefarver, bl.a. for at gøre træet mindre vandsugende.

Grunden til at linolie er godt til træ er at det har en meget lille molekyle, cirka 5 gange mindre end akryl, og kan derfor trænge ind og imprægnere flere cm i træet. Linolien udvider sig under hærdningen og fylder herefter træoverfladens revner og sprækker ud, så vandet bedre holdes ude. Linoliemalingen var indtil omkring 1960 meget almindeligt anvendt som malemateriale.

Tranfarve. Tranfarve består af hval- eller sæltran/olie, knust harpiks og pigment. Farven anvendes til grovere udvendige bygningsdetaljer, såsom porte, bræddebeklædninger, trapper, spåntage, sokler osv. typisk i havneområder eller kystområder. Farven er halvblank, meget slidstærk og meget holdbar, men tørrer langsomt. P.g.a. dens meget tykke og fyldige konsistens, der når at løbe lidt, inden hærdningen, får tranfarver en meget karakteristisk “knudret” og “nopret” overflade. Farven lugter af fiskeolie i våd tilstand, men ikke efter hærdningen.

Lakker og lakfarver. De blanke lakker og lakfarver, der adskiller sig ved de andre malingstyper ved at indeholde harpiks, i form af naturharpiks, kolofonium, fossilt harpiks eller kunstharpiks.

Silikatmaling. Silikatmaling består af bindemidlet vandglas (i praksis en blanding af natrium- og kaliumsilikat) tilsat hærder samt kalkægte farvepigmenter. Farven blev opfundet og patenteret i Tyskland i 1860-erne af A.W.Keim. Silikatmaling har en meget stor holdbarhed. Da farvenuancerne i silikatmalingen kan svinge lidt efter luftfugtigheden under påførslen og hærdningen, skal man male det man nu skal male på een gang, uden ophør.

Det som er dyrt i maling er pigmentet, hvorfor du kan opleve store prisforskelle på den øjensynlige samme maling. Men den billige maling er oftest blot tilsat lidt mere vand. De farver du skal have fat i er dog hovedsagelig ikke de helt store spande. Du skal have fat i noget godt blæk og du skal have fat i det som kaldes pigment paste, der er en farveintensiv fedtpasta, der kan bruges til at mikse lige netop den farve man har brug for.

Vi har nedenfor under punktet “din huskeseddel” anført hvilken maling og blæk du skal have fat i. I øvrigt så hvis du er interesseret i kendskab til grundlæggende farvelære, så tag et kig i NetSpirits kapitel herom, hvor det gennemgås hvad de primære, sekundære, tertiære farver er, hvordan farver blandes og hvad farver traditionelt forbindes med.

Kalligrafi og underlag
Papir

I Egypten omkring år 2400 f.v.t opdages det, at papyrus kan laves til en skriveflade.  Dette nye matriale, udvundet af kernemarven fra papyrus opblødt i vand og skåret i strimler, for derefter at være blevet flettet sammen og presset, gør omgængeligheden af skift og billedkommunikation både lettere og mere mobil.

På grund af problemer med tilgængeligheden af papyrus fra Egypten til samtidige kulturelle lande, udviklede man i biblioteksbyen Pergamon (241-197 f.v.t.), nu kendt som Bergamon tæt på Smyrna i Tyrkiet, et nyt skrivemateriale pergament.   Et omstændigt og kostbart materiale fremstillet af tyndt skrabet dyreskind,   men samtidigt et yderst velegnet skrivemateriale til fremstilling af bøger.

På baggrund af en stadig stigende udvikling og efterspørgsel af bøger, samt et ønske om en billigere og lettere brugerflade, tages der i Kina (ca. 100 e.v.t) initiativ til udviklingen af papir. Ifølge historien tilskrives æren en  mand ved navn Ts`ai Lun der på befaling af kejserinden, brugte ni år før han fandt en rigtig blanding af morbærtræ,bark, silke,hamp og fiskenet til en pulp for sit klæde. Kineserne rafinerede deres metoder og holder papirfremstillingen hemmelig frem til år 700 e.v.t, da en krig mod araberne bringer deres opfindelse til mellemøsten. Først nogle hundrede år senere når den Europa gennem korstogene.

Papir har været kendt i Danmark siden 1300-tallet, men der skulle gå et par hundrede år, før en indenlandsk papirproduktion blev etableret. Den første papirmølle i det nuværende Danmark blev grundlagt i Hvidøre nord for København. Den første papirmaskine blev taget i brug i 1829, hvilket betød et dramatisk fald i fremstillingen af det håndgjorte papir, der overlevede som massefremstillet kommercielt erhverv frem til 1899.

I dag kan du få papir i alskens kvalitet, udformning og størrelse. Papir kan fås med forskellig struktur. Glat papir kan give et skarpt og fint resultat. Mens papir med struktur kan give spændende resultater. Der findes mange muligheder at vælge imellem. Nogle farvede og andre hvide. køb papir i et større format end du skal bruge til det færdige arbejde, så du kan afprøve farver og pennespidser på materialet. Du kan også tage notater og øve dig på kanterne som du skærer af når du er færdig. De gamle kinesiske kalligrafimestre lavede ofte deres værker på hør, eller silkepapir. Disse materialer kan give værket en spændende struktur.

 

Klar,
parat
start

Så er du ved at være klar til at gå i gang. Det sidste er dit arbejdssted. Mange kalligrafer arbejder på et skråt underlag eller ved et bord, som kan indstilles til forskellige skrivemåder. Ved at arbejde i en skrå vinkel får du et bedre overblik. I stedet for en indstillelig bordplade kan du bruge en træplade, som anbringes i en vinkel på omkring 45 grader ift. bordpladen. Du kan lade pladen støtte mod en smal træliste, som er fastgjort til bordet med skruetvinger og hvile mod træblokke eller bøger. Husk at lægge pladen ned når du maler eller skriver med vandfarve eller gouache, så farven ikke løber.

Du kan undgå at skulle viske støttelinierne ud – og risikere at komme til at tvære i dit værk – ved at arbejde på en lyskasse. Tegn støttelinier med blyant eller filtpen på et stykke tyndt papir som du klæber op på bagsiden. Eller tegn med en blyant på bagsiden af papiret.  Lyskasser kan købes færdige, men det er også let selv at fremstille en. Anbring en skråtstillet plexiglas på bordet og placere et lysstofrør under den. Til små arbejder kan du anvende – anbring en lyskilde under et glasbord hvis du ønsker at arbejde på en vandret plade. Hvis du vil kalkere noget af kan du også blot klæbe papiret op på et solrigt vindue.

Det er bedst at du har et fjedrende underlag, som kan øge metalpennens flesibilitet. Det kan en glasplade jo ikke ligefrem siges at være, men du kan løse udfordringen ved at lægge nogle ark tegnpapir imellem.

Venstrehåndede
kalligrafer

For venstrehåndede kan skråt afskårne pennespidser være en hjælp. Den korrekte pennevinkel til hver skrift er imidlertid stadig den samme, så det kan være nødvendigt at ændre papirets vinkel. Drej og flyt papiret til venstre, så hovedet skal drejes en smule. Hold venstre albue ind til kroppen. Når papiret flyttes en smule væk, kommer skrivehånden længere væk fra kroppen. Dette giver større bevægelsesfrihed.

 

Din indkøbsliste

Her opsummeres hvad det er du kunne overveje at anskaffe af materialer. Når du kommer hjem med dine materialer bør du i øvrigt starte med at rengøre dem, før du tager dem i brug. Vask dine pensler i eksempelvis sulfo og da nye kalligrafipenne som regel er beskyttet af et tyndt lag fernis for beskyttelse, er det en god ide at du kortvarig holder dem over en flamme for at fjerne dette lag.

Noget at skrive, male med
Ganske vist har vi nævnt at stort set alting; en ispind, en vatpind etc. kan benyttes til kalligrafi, men du får sikkert hurtig lyst til nogle ordentlige redskaber og her skal du så have fat i en kalligrafipen og/eller en malerpensel. For begge deles vedkommende gælder at du anbefales til en start at købe billigt. Ganske vist har vi fortalt at kvalitet betaler sig, men til en start – før du overhovedet ved om kalligrafi er noget for dig – kan du sagtens nøjes med de billige produkter.

For kalligrafipennenes vedkommende, så køb et sæt. Af den simple årsag at de ofte er på tilbud og du kan ikke nøjes med at have en enkelt. Så køb et sæt, der som regel indeholder en 4-8 forskellige penne. Det samme forhold gør sig gældende med penslerne. Ganske vist taber de billige hår, og mister hurtigt deres spændstighed, men at købe et sæt blandede pensler er rørende billigt, så det anbefaler vi. Så har du lidt at lege med. Men valget er naturligvis helt op til dig.

Noget at skrive, male på
Du har sikkert noget ganske almindeligt hvidt papir et eller andet sted i huset, eller en papirblok – start med dette. Du har behov for noget at skrive på, øve dig på, og dertil er dyrt papir en unødvendighed. Du kan naturligvis have lyst til at lave kalligrafi på lærred og så skal du naturligvis have fat i et sådanne. det eneste vi siger er blot at til en start så brug det du i forvejen har i huset. Når du så kommer længere hen i din udforskning af kalligrafi er det en ganske vidunderlig og inspirerende følelese at have kvalitetspapir i hænderne. Og det skal du bestemt unde dig selv på dette tidspunkt. Det er inspirerende og man bliver helt ærbødig overfor at sætte pennen til papiret.

Farver og blæk
Start i sort, ganske simpelt. Kalligrafi er i sig selv udfordrende nok til at du til en sart behøver at skulle bekymre dig om farver. Når du kommer lidt længere hen i forløbet og måske får lyst til noget med farver så køb de tre grundfarver i en god pigment paste. Herudfra kan du blande alle de andre farver – lige som du har lyst. Det er ganske nemt. Følg vejledningen i NetSpirits sektion om farvelære og det kører som en leg.