Kalligrafi – Skriftsprogets udvikling

Skriftsprogets udvikling

Når vi skal forstå kalligrafi må vi i indledningsvis se lidt nærmere på skriftsprogets udvikling. Det hele startede med at vi gryntede lidt til hinanden. Efterhånden udviklede vi lyde for det som omgav os og dermed opstod muligheden for at kunne kommunikere mundtligt. Menneskets første spæde start ud i skriftlig kommunikation startede med hulemalerierne. Der er ved kulstof 14 måling (måling af organisk og uorganiske stoffer) konstateret hulemalerier, der er op til 32,000 år gamle.

De første hulemalerier menes at være udført med et stykke kul tegnet direkte på de rå klippevægge. De ældste malerier var primitive arbejder, hvor kun selve omridset af dyret/dyrene var indtegnet. Disse stilistiske malerier blev senere mere gennemarbejdet, og malerierne blev malet i flerfarvede lag. Endvidere begyndte der at komme perspektiv i malerierne startende med det såkaldte fordrejede perspektiv. Dyrets krop ses fra siden, mens hovedet ses forfra. Dyrene ses næsten altid i bevægelse i modsætning til de tidligste, hvor dyrene tilsyneladende var mere stillestående. De nyeste hulemalerier menes at være udført i perioden 10,000-140,00 år f.v.t. Disse er samtidig de mest detaljerige.

l de huler hvor der findes hulemalerier, er der aldrig fundet tegn på, at de også har fungeret som boplads for mennesker. Der er fundet andre huler i nærheden med tydelige spor efter menneskers efterladenskaber og redskaber, men alle er uden hulemalerier. Dermed kan vi formode, at huler med malerierne har haft et særligt formål. I dagligdagen kan man forstille sig at menneskerne har levet og opholdt sig i nærliggende huler. Når der skulle skaffes føde gik en del af stammes jægere på jagt og nedlagde passende byttedyr. Forud for selve jagten er nogle udvalgte fra stammen (præster eller shamaner) søgt ind i nærliggende klippehuler for at udøve magi eller shamanisme (kontakt med åndeverden).

Derinde skjult fra omverden, kunne nogle særlige udvalgte “kunstnere” male byttedyrene på de ujævne klippevægge. Måske troede de at de kunne forøge jagtudbyttet ved at indfange dyrets sjæl i hulemaleriet åndeligt før den virkelige jagt. Måske kan sandheden findes i nutidens primitive stammesamfund.

I Australien har aboriginals levet i over 40,000 år. Det er en af jordens ældste kulturer, som i dag næsten er forsvundet. Dog eksisterer der stadig stammer som stadig udøver traditioner med at male dyrelivet på klipper eller bark. De tror at de kan kontakte de afdøde forfædre ved at male dyrene og udøve shamanisme. Det er en spirituel handling, hvor man tilkalder forfædrenes ånder, ved at male symboler og dyr på særlige udvalgte hellige steder.

De fleste forskere er enige i at der er tale om religiøse handlinger, uden at man dog med sikkerhed kan bevise påstanden. Til støtte for påstanden er der foruden hulemalerier også fundet små statuer i keramik; Moder jord eller “Venus figurer”. Disse figurer kendes over det meste af verden i mange kulturer, som symbol for frugtbarheds dyrkelse. De kan have været betragtet som hellige eller magiske på linie med hulemalerierne. I de fundne huler optræder menneske figurer kun meget sjældent og altid skildret som primitive eller forklædte i dyreham.

Sandsynligvis forestiller disse mennesker, der ofte optræder i skikkelse af halvt dyr og halvt menneske, shamaner, medicinmænd, troldmænd. Det en endvidere karakteristisk for menneske afbildningerne, at de altid er stærkt stiliserede udført i forhold til de detaljerede dyre tegninger, der ofte er helt anatomisk korrekt. Dette beviser at fortidsmenneskets evne til abstraktion og sans for korrekte detaljer var meget højtudviklet allerede dengang.

Kunsten at fremstille og anvende farve opstod i forbindelse med hulemalerierne. l hulerne er der fundet spor af primitive pensler og paletter. De menes at være fremstillet af dyre hår (pels) eller fjer fra fugle. Farverne man brugte, blev fremstillet ud fra forskellige lokale jord og ler arter, f.eks. jern, mangan, okker, samt kridt og kul opblandet med vand eller dyrefedt. Desuden brugte man dyreblod. Deraf fik hulemalerier den karakteristiske jordpalet. Disse naturlige farvestoffer anvendes stadig til fremstilling af farvepigmenter til produktion af maling.

Der er fundet hulemalerier i Europa, Afrika, Australien, i næsten alle verdensdele. I Sydafrika kendes “Buskmændenes” hulemalerier som de “nyeste”, som dateres fra ca. 1000 år og op til vores tid. De mest berømte af de europæiske hulemalerier er hulerne i Lascaux (Sydfrankrig) og Altamira (Nordspanien).

kalligrafi-idiogram

 

Ideogrammer

Det næste skridt hen imod opfindelsen af et egentlig skriftsprog var brugen af ideogrammer. Et ideogram er et visuelt symbol for en ide eller en ting. Vores verden er fyldt med symboler, og det er umuligt at læse instruktioner i brandbekæmpelse, trafikskilte, vaskeinstruktioner, søkort, varemærkning, danseinstruktioner, korrekturlæsning, tidstabeller, religionernes symbolik og meget andet, hvis man ikke forstår de enkelte tegn og symboler.

De vigtigste krav til et ideografisk skriftsystem er at tegnene skal være lette at tegne og at deres betydningsspektrum skal være indlysende for de fleste i samfundet. Ydermere må de syntaktiske regler (dvs. reglerne for hvordan forskellige tegn kan kombineres) være enkle. I sammenhænge hvor få og enkle budskaber hurtigt skal viderebringes, er de ideografiske systemer overlegne. Derfor anvender vi stadig disse i trafikken, i krig og i katastrofesituationer.

Mens det er forholdsvis enkelt at danne og blive enige om ideogrammer for konkrete ting, er det straks vanskeligere når der skal dannes ideogrammer for noget abstrakt, en ide, et begreb etc. Vist kan man sige at alle ideogrammer er billeder og at de ligner noget; men de er snarere billeder af vores vurderinger, vores tankegang, vores viden om verden og den måde hvorpå vi danner visuelle forestillinger om sammenhænge mellem dem, end de er billeder af selve tingene og forholdene.

Et ideogram er som nævnt et visuelt symbol for en ide eller en ting. Hvilken ide eller ting som kunstnerne James Rosati havde i tankerne, da han skabte skulpturen “Ideogram”, der er vist nedenfor, var overladt til beskuerens egen fantasi.

Ideogram, James Rosati, 1967, WTC, tilintegjort 11.09.2002.

 

Fonogrammer

Måske har du været udsat for en dårlig telefonforbindelse og derfor forsøgt at gøre et ord klar for den du talte med ved at sige noget i retningen af: A, som i Anton, B, som i Berta og D, som i Dora. I så fald har du benyttet det fonetiske alfabet.

I Tyskland er det bestemt ikke op til den enkelte om man siger A, som i Anton, eller A, som i Anders, Allan, Andersine, eller hvad man nu kan finde på. Her diktere det tyske fonetiske alfabet hvad man skal sige. Tilsvarende regler finder vi indenfor NATOs fonetiske alfabet, der sætter “navne” på hvert bogstav, til brug i f.eks. radiosamtaler.

Fonogrammer er således tegn, der repræsenterer lyde. Ordet “fonogram”, defineres i øvrigt som: enhver optagelse af lyden fra en fremførelse eller af andre lyde eller af lyde udtrykt i en anden form. Alt dette leder os over til næste skridt i udviklingen af skriftsproget, nemlig hieroglyfferne, der er et konstrueret alfabet. Hieroglyfferne består dels af ideogrammer; symboler der repræsenterer ideer, ting – og dels af fonogrammer; tegn der repræsenterer lyde.

 

Hieroglyffer

Hieroglyffen er utvivlsomt et af Egyptens største mysterier alene af den svimlende grund, at den blev praktiseret i næsten 3500 år. Men selvfølgelig først og fremmest, fordi dens gåde er forblevet intakt i næsten 2000 år, og det først er for et par hundrede år siden, at det lykkedes en af Napoleons forskere at dechifrere nøglen til forståelse af hieroglyfferne.

Ægypterne anvendte hieroglyfskrift fra 3250 f. Kr. til 4. århundrede e. Kr. Ved siden af hieroglyfferne fandtes der også en mere enkel udgave af tegnene, den hieratiske håndskrift. Håndskriften blev ca. 700 f. Kr. stenografiagtig, den såkaldte demotiske skrift. Koptisk, det vil sige ægyptisk skrevet med græske bogstaver, blev indført af kristne ægyptere i 200-tallet e. Kr., og det bruges endnu i den koptiske kirke. Formentlig mistede man hurtigt kendskabet til at læse og skrive hieroglyffer, og i århundreder blev tydningen af hieroglyfferne betragtet som en umulighed, fordi videnskabsmændene blev vildledt af brugen af symboler i skriften.

Det var først via fundet af den berømte Rosetta-sten, der indeholdt tre forskellige skriftsystemer: hieroglyffer, demotisk og oldgræsk, at lingvisten Jean-Francois Champollion i starten af 1800-tallet ved at sammenligne seks forskellige versioner af kongenavnet Ptolemaius, fandt ud af, at hieroglyfferne dels består af ideogrammer – symboler der repræsenterer ideer og ting – dels af fonogrammer – tegn der repræsenterer lyde.

En anden årsag til, at det tog så lang tid at løse hieroglyffernes gåde, var variationen af læseretninger. De oldegyptiske skrivere skrev hieroglyffer i rækker og kolonner uden mellemrum mellem de enkelte ord. Indskrifterne kan læses i vandrette kolonner fra venstre til højre og omvendt, men også i lodrette kolonner fra top til bund. Når man læser i vandrette rækker, bestemmes læseretningen ud fra tegn, der forestiller mennesker, dyr eller fugle, da disse altid vender hovedet imod læseretningen.

Skriftens æstetiske udformning var – på samme måde som ved kalligrafi, hvilket jo er hvad hele kurset egentlig omhandler – af stor betydning. Når man for eksempel udhuggede en indskrift på et monument, blev skriften arrangeret, så den udfyldte den tilgængelige plads, og ofte måtte tekststykker gentages for at opnå en symmetrisk effekt. Indtog skriftens æstetiske udformning en central rolle i oldtidens Ægypten, var der til gengæld ikke noget ord for kunst: dekoration uden en praktisk og religiøs betydning gav ingen mening.

Hieroglyfskriften er en billedskrift, der består af billed- og lydtegn. De ca. 700 skrifttegn gengiver levende væsener eller dele af dem eller forskellige håndgribelige ting fra ægypternes dagligdag. Mange tegn er stiliserede afbildninger af de ting, de forestiller. Billedtegnene læses enten som det, de forestiller eller noget nærliggende.

En sol kan både betyde sol, men også dag, lys eller time. Lydtegnene er også billeder, men de virker som vores egne bogstaver. Hvert billede er begyndelseslyden i det ord, det forestiller, for eksempel begyndte en mund på ægyptisk med r, og derfor udtales det også som en r-lyd. Som i en rebus brugte man altså tingenes navne til at stave nye ord.

Skriften adskiller sig fra vores skrift ved at være en konsonantskrift, der kun gengiver, hvad man antog for det vigtigste af hvert ord, altså en slags ordenes skelet. Læseren har selv måttet tilføje vokalerne, der har vekslet alt afhængig af tryk og tone. Vokalvariationerne betyder, at ægyptologerne ikke med sikkerhed ved, hvordan de gamle ægyptere udtalte de ord, som de skrev med hieroglyfferne.

Problemet med konsonantskriftens flertydighed blev løst ved hjælp af såkaldte determinativer. En determinant er et begrebstegn, som normalt blev sat i slutningen af stavelsesordet for at gøre det entydigt. For eksempel blev ideogrammer, der forestillede en mand eller dele af en den mandlige anatomi, såsom en penis, brugt til at determinere ord, der refererede til noget maskulint, som søn eller ægtemand.

 

Det græske alfabet

Den europæiske kulturs vugger ligger i Kreta og dernæst Grækenland. Det er i Grækenlands storhedsperiode at vores ideer om demokrati, og mange af de tanker vi bygger den vestlige samfundsorden på er udviklet. Alle disse ideer og tanker kunne slet ikke være bevaret for eftertiden hvis grækerne ikke have udviklet det græske alfabet omkring det 9. århundrede f.v.t.

Det græske alfabet er en videreudvikling af det fønitiske – det første alfabet i verden, som havde tegn for vokalerne. De semitiske sprog havde (og har stadig) kun tegn for konsonanterne. Oprindeligt skrev grækerne fra højre mod venstre i lighed med semitterne, men de gik hurtigt over til at skrive fra venstre mod højre. Denne skriveform er videreført gennem det latinske alfabet (som er romernes videreudvikling af det græske) – og er således blevet dominerende i Europa.

I oldtiden skrev grækerne kun med store bogstaver, hvorimod de små bogstaver først blev almindelige i middelalderen. De små bogstaver er opstået af papyrusskriftens mere bløde udgave af de store bogstaver. Grækerne kendte ikke de arabiske tal, men anvendte i stedet endte et system beslægtet med romertallet eller bogstaverne, der hver havde en talværdi, som de har overtaget direkte fra det semitiske alfabet. Visse bogstaver, der ikke længere blev anvendt i klassisk græsk, fortsatte som taltegn, f.eks. digamma, koppa og sampi. Det græske alfabets bogstaver bliver nu om dage anvendt til en myriade af forskellige formål: som matematiske symboler, som stjernenavne etc.

A a B b G g D d E e Z z H h Q q I i K k L l M m
Alfa Beta Gamma Delta Epsilon Zeta Eta Theta Iota Kappa Ambda My
N n X x O o P p R r S s T t U u F f C c Y y W w
Ny Ksi Omicron Pi Rho Sigma Tau Ypsilon Phi Chi Psi Omega

 

Runer

Det vi i dag kalder runer var en skrifttype man brugte i hele det germanske område af Europa dvs. Tyskland, England og Skandinavien. De ældste runer vi kender er fra år 200 år og de blev brugt til langt ind i middelalderen. Runerne stammer fra det græske alfabet, og nogen mener de har fået den udformning de har, fordi det så var lettere at hugge dem i sten.

Ordet “rune” menes at have så forskellige betydninger som tale, sang, skrift, kundskab og hemmelighed. Sidstnævnte betydning benyttes måske fordi runerne øjensynlig havde en slags magisk betydning. Faktisk er der meget som tyder på at runerne blev brugt til magi mere end som skriftsprog. Det gamle runealfabet havde 24 tegn, hvilket muliggjorde det som skriftsprog. Men senere bliver runealfabetet indskrænket til 16 tegn og så er det pludselig noget sværere at skrive med, hvis det ikke lige skulle bruges til magiske formularer.

Den korrekte betegnelse for runealfabetet er “futharken”. Det er fordi de 6 første bogstaver er F-U-Th-A-R-K. Det er der ikke noget mystisk ved, for ordet “alfabet” kommer fra græsk, hvor de 2 første bogstaver er Alfa og Beta. I det græske alfabet har hvert bogstav et navn som betyder noget. Det har hvert bogstav i futharken også. Det samme gælder for det jødiske alfabet. Det er åbenbart kun i det latinske alfabet, det vi bruger nu til dags, hvor bogstaverne ikke har deciderede navne.

Frem til cirka år 500 blev den germanske 24 runers futharken brugt i Danmark. I perioden fra år 500 til år 800 var der en del overgangsversioner til 16 runers futhark. Fra år 800 bruger man kun 16 runers futhark. Fra år 900 og fremefter bliver der til stadighed ændret lidt på runernes form og lydværdi. Fra år 1300 er runerne tilpasset det latinske alfabet.

Der fandtes professionelle runemestre af begge køn som helt hen i 1200-tallet, altså længe efter kristendommens indførsel, var højt ansete i datidens samfund. Først omkring år 1400 er det slut med runerne, men ved hjælp af gamle skrifter har man en nogenlunde viden om dem. Selve tydningen af runerne er dog ret uklar og må tages for det, det er, nemlig en rekonstruktion.

I vikingetiden kunne man forstå hinanden, hvad enten man var dansk, norsk, svensk eller islandsk, det var samme sprog. Sproget kaldte man ”dansk tunge”. En englænder kunne endda sagtens gøre sig forståelig her i det nordiske. I slutningen af vikingetiden begyndte sproget at forandre sig, og i løbet af nogle hundrede år havde hvert land sin dialekt.

 

Bogtrykkekunsten udvikles

Efter udvikling af alfabetet fik man mulighed for at dele viden igennem bøger mv. I mange århundrede var det forbudt at skrive noget på andet end latin, af den simple årsag at dette sprog kun blev behersket af de lærde – læs kirken. Med indførelsen af et skriftsprog fik man således endnu en afgrænsning i samfundet, nemlig sondringen mellem analfabeter og skriftkloge. Det var dog ikke kun den katolske kirke, der sammenblandende religion og skrivekunsten.

Hieroglyfferne havde stor magt i det gamle Ægypten, til dels på grund af deres utilgængelighed, eftersom størstedelen af befolkningen var analfabeter. Det var et privilegeret erhverv at være skriver i det gamle Ægypten og forbeholdt eliten. Uddannede skrivere benyttede hieroglyfferne som et redskab for statsadministrationen og til at nedskrive politiske og religiøse begivenheder.

Oversat betyder hieroglyf helligt tegn, for ægypterne troede, at visdommens og skriftens gud Thot havde givet menneskene skriften som en gave. Man mente, at hieroglyfferne besad en magisk kraft, som gjorde sig gældende i alle aspekter af ægypternes liv og død, som for eksempel høst, husholdning, fødsler, sygdom og gravritualer. Hieroglyffen kunne for eksempel anvendes mod sygdom: skrev man de helbredende formularer direkte på huden, virkede den magiske kraft, når patienten slikkede blækket af huden. Eller de blev skrevet på smykker og amuletter for at afværge ondt.

De tegn, man finder på amuletter er hyppigt Horus-øjet, Udjat, som symboliserede helbredelse. Man skrev også uddrag af Dødebogen på amuletterne for at beskytte de levende mod de døde. Eller man gav mumierne dem med på deres farefulde færd gennem Underverdenen.

Det var først så sent som i 1447 da guldsmeden Johan Gutenberg opfandt trykmaskinen at startskuddet lød til informationssamfundet og begyndelsen til demokratiets indførelse. Flere og flere lærte at læse og skrive, fordi der nu var en mulighed for at få noget at læse. Betydningen af Johan Gutenbergs opfindelse var intet mindre end kolossal.

Som det blev udtrykt af Martin Luther (1483-1546):

“Bogtrykkerkunstens store velgerninger kan ikke udtrykkes med ord. Gennem den bliver den hellige skrift åbnet og udbredt i alle tunger og sprog. Gennem den bliver alle gode kunster og videnskaber fastholdt, udvidet og videregivet af vores efterkommere.”

Det som Johan Gutenberg fandt ud af var at man kunne støbe bogstaver i bly og bruge disse til at danne ord, sætninger og tekst af. Han var allerede bekendt med hele støbeprocessen fra sit arbejde som guldsmed. Ved at sætte de støbte typer (bogstaverne) sammen til tekstsider, smøre farve på og lægge et stykke papir oven på trykformen var han i stand til at trykke hele tekstsider hurtigere end munkene kunne skrive med deres sirlige håndskrift.

Disse typer kunne desuden genbruges fra gang til gang og man havde dermed en hurtigere og mere rationel metode til at “masseproducere”; bøger og andre vigtige tryksager. Det var naturligvis først og fremmest Biblen der blev mangfoldiggjort. Europa var midt i en missionærperiode og hele den europæiske befolkning skulle naturligvis også kristnes. Samfundsordenen byggede på Bibelens ord. I Danmark blev det katolske vælde styrtet ved Reformen i 1536. Nye ideer og teorier var kommet til Danmark (i trykt udgave). Katolicismen blev udskiftet med Protestantismen og Danmark blev en nation af Lutheranere (opkaldt efter føromtalte Martin Luther).

Det bør i øvrigt nævnes at der også før Gutenberg fandtes trykmetoder til mangfoldiggørelse af tekster. Dog langt fra så effektive. Dybtrykkkets oprindelige form, kobberstikket, er måske den ældste trykmetode der findes, idet man kan spore denne trykmetode helt tilbage til år 100, i Kina.

Princippet er enkelt. Man ridser / raderer / graverer direkte ned i en kobberplade, således at der opstår fordybninger der, hvor der skal være tryk. En tyndtflydende farve hældes ud over kobberpladen hvorefter pladen skrabes ren med en rakel, således at der nu kun er farve tilbage nede i pladens fordybninger. Derefter lægges et stykke papir over kobberpladen og der trykkes hårdt ned på pladen, så trykket overføres.

Det „moderne“ kobberstik blev opfundet i Italien i midten af det 14. århundrede og blev kaldt Intaglio („graveret“/“udskåret“). Frem til det 16. århundrede foregik graveringen med håndholdte gravørværktøjer/radérværktøjer direkte ned i en kobberplade. Det var ofte besværlige at styre graveringen af små fine streger, da kobberet jo trods alt er hårdt og dermed gjorde modstand.

Men i det 16. århundrede fandt man på at ætse kobberet i stedet. Man påførte kobberpladen et blødt lag voks, således at der blot skulle raderes ned i vokset, hvorefter syre blev hældt ud over kobberpladen. Der hvor kobberet stadig var dækket forblev kobberet uætset, mens der opstod fordybninger dér, hvor der var raderet.

 

Det arabisk alfabet

Arabisk er et af verdens helt store sprog. Det er officielt sprog i mere end 20 lande, og minoritetssprog i mange flere. Arabisk er over 150 millioner menneskers modersmål. Desuden er arabisk vidt udbredt som fremmedsprog og religiøst sprog for alverdens muslimer, op omkring en milliard mennesker.

De sprog der i dag bruger det arabiske alfabet er arabisk, persisk, urdu (pakistansk), kurdisk (sorani) og afghansk (pashto). Malajisk og tyrkisk, som tales af over 150 millioner muslimer skrives i dag med kristne bogstaver. Begge disse sprog har tidligere været skrevet med arabiske bogstaver. Men malajisk er skiftet under indtryk fra det hollandske og engelske kolonistyre, og i Tyrkiet blev det latinske alfabet indført af Atatürk i 1928 netop for at rive landet løs fra den muslimske verden og “vende dets ansigt mod Vesten”.

Det arabiske alfabet består ligesom vores af 28 bogstaver. Der findes ikke store og små bogstaver på arabisk. De arabiske bogstaver skifter udseende, afhængigt af hvor de står i et ord. De fleste arabiske bogstaver kan derfor se ud på fire forskellige måder, afhængigt af om de står isoleret, først, midt eller sidst i et ord. Dertil skal lægges en række tegn, som under ét kan kaldes diakritiske (vokaltegn, konsonantfordoblingstegn o.l.), i alt har man behov for 147 pladser, hvis en computers tegnsæt skal rumme alle de grafiske udtryk i det arabiske alfabet.

Det er m.a.o. ikke muligt at skrive arabisk på en computer med et 7-bit tegnsæt, med mindre man ikke medtager de grafiske udtryk (dvs. de fire forskellige former som bogstaverne kan have), men kun regner i bogstavernes værdi. I princippet kan det synes ligegyldigt, om der findes en standard for at skrive på arabisk, når blot maskinerne kan give en pæn repræsentation af bogstaverne på skærmen og på printet. Men det er ikke lige meget, hvis man vil udveksle data, hvorfor der i disse år søges standardiseret en lang række elementer af det arabiske alfabet således at sproget kan benyttes af computere.

 

Noter til dette kapitel:

 

    • Fønikerne
      Skønt det fønikiske skriftsprog var forbillede for det græske har man kun få overleverede kilder på fønikisk der omhandler historiske, kulturelle eller religiøse emner. Til gengæld har man skriftlige kilder om Fønikerne fra de folk der levede samtidigt med dem. Fønikerne var et handelsfolk hvis kultur med nogen usikkerhed kan spores helt tilbage til det 12. århundrede f.Kr. De første større byer var Byblos, Sidon og Tyrus, der alle lå på, det der i dag er Israls, kyst. På grund af deres specielle stilling som handelsfolk nød de i store perioder en vis frihed fra de store Mesopotanske og Persiske riger. Handelen gjorde også at der blev oprette kolonier i det vestlige middelhav for at sikre forsyningerne af råvarer til de store kontinentalriger. De kendeste af disse byer er Karthago og Kartagena.
  • De semitiske sprog
    En sproggruppe, som er adskilt fra, men beslægtet med den indoeuropæiske. Den omfatter bl.a. fønikisk (det sprog, som alfabetet blev opfundet til) hebræisk (det sprog, det meste af Det gamle testamente er skrevet på; officielt sprog, ved siden af arabisk, i staten Israel), aramæisk (det sprog, det meste af den babylonske Talmud er skrevet på; også det mest talte sprog i Judæa på Jesu tid og hovedsprog for den maronittiske kirke i Syrien), arabisk, kanaanæisk og akkadisk.

 

  • De indoeuropæiske sprog
    Man forestiller sig, at de indvandrende indoeuropæere efterhånden blev delt op i forskellige sproggrupper. De første indoeuropæere i Europa var kelterne. Efter nogle århundreder blev de gradvist fortrængt mod vest af nye indoeuropæiske indvandrere. En stor del af Europa er i dag domineret af tre store sproggrupper: germanske, romanske og slaviske sprog. Heraf er de romanske sprog udviklet fra et af de såkaldte italiske sprog. En senere indoeuropæisk indvandring i bl.a. Grækenland udviklede et sprog, som står fjernere fra de her nævnte tre grupper. De indoeuropæere, som vandrede mod Iran og Indien, fik sprog, som står endnu længere væk fra de europæiske sprog.Den indoeuropæiske sproggruppe omfatter: Keltiske sprog: irsk, walisisk, gælisk, bretonsk (tales af cirka 2 millioner). Germanske sprog: tysk, engelsk, hollandsk, dansk, svensk, norsk, færøsk, islandsk (tales af cirka 480 millioner). Romanske sprog: italiensk, fransk, spansk, portugisisk, rumænsk mv. (tales af cirka 600 millioner). Slaviske sprog: russisk, polsk, tjekkisk, slovakisk, serbokroatisk, slovensk, bulgarsk mv. (tales af cirka 300 millioner). Baltiske sprog: lettisk og litauisk (tales af cirka 8 millioner). Iranske sprog: iranske, afghanske og pakistanske sprog – mindretal i Kaukasus-republikker (tales af cirka 80 millioner). Indiske sprog: hindi (i Nordlige Indien), urdu (i Pakistan), bengalsk (i Bangladesh og NØ-Indien), singalesisk (Sri Lanka), nepalesisk, punjabi mv. (tales af cirka 600 millioner) Samt indoeuropæiske sprog, som ikke umiddelbart indgår i grupperne: Græsk (ca. 11 millioner) Albansk (ca. 4 millioner) og Armensk (ca. 5 millioner).