Kalligrafi, hieroglyffer, runer og det kinesiske skriftsprog. Hvad har de egentlig med hinanden at gøre? Her kigger vi lidt nærmere på det kinesiske skriftsprog fordi det er interessant at kende lidt til ud fra dels en kunstnerisk vinkel, men også en spirituel vinkel da rigtig meget spiritualitet stammer fra østerlands tænkning og således er oversat fra kinesisk. Ligeledes er det interessant at kende lidt til det kinesiske skriftsprog hvis man interessere sig for kalligrafi.

Det kinesiske sprog udgør den ene gren af den såkaldte sino-tibetanske sprogfamilie. Den er verdens næststørste sprogfamilie målt i antal brugere, idet omkring 1,3 milliard taler et sprog fra denne familie. Heraf tales kinesisk af langt de fleste (1,1 milliard). Kinesisk opdeles normalt i fem dialekter. Dialekt betyder her, at sprogene ligger så langt fra hinanden, at folk kun vanskeligt eller slet ikke kan forstå hinanden. Til gengæld er skriftsproget fælles for de kinesiske dialekter, så hele befolkningen kan altså forstå, hvad hinanden skriver.

Den mest udbredte dialekt, der også er Kinas officielle sprog kaldes mandarin. Den tales af omkring 2/3 af befolkningen. De øvrige kinesiske dialekter er: Wú, som tales af omkring 60 millioner i området omkring Shanghai. Min, som tales af 45 millioner i det sydøstlige Kina og af 20 millioner i Taiwan. Yuè (eller Cantonese) tales af 60 millioner i Kinas sydlige del. Og Hakka, der tales af ca. 20 millioner i det sydøstlige Kina. Kinesisk tales også af omkring 5 millioner i Thailand, 5 millioner i Malaysia, 2 millioner i Singapore, 1 million i Vietnam samt af kinesiske minoriteter i diverse lande.

Kinesisk er opbygget på en helt anden måde end f.eks. de indoeuropæiske. De kinesiske ord er næsten alle meget korte, består ofte af én og højst to stavelser. De fleste ord har en fast form, og bøjes ikke efter antal, køn eller kasus. Kinesisk grammatik er på dette område uhørt simpel.

Ordenes betydning i de enkelte sætninger fremgår af ordstillingen og sammenhængen. Tillægsord i vores forstand findes heller ikke, ord som beskriver en egenskab fungerer samtidig som udsagnsord. På dansk: Jeg er meget dygtig – på kinesisk: Jeg meget dygtig. Kinesisk afviger også fra mange andre sprog ved i høj grad at være baseret på toneforskelle i udtalen af de enkelte ord. Noget, der for os ligner det samme ord, kan betyde noget helt forskelligt alt efter tonefaldet. Dette fænomen kendes også fra andre sprog, men ikke så rendyrket som i kinesisk. Det kinesiske skriftsprog er også et kapitel for sig. Oprindelig har det bestået af tegninger af de ting, man ville beskrive. Efterhånden er tegningerne blevet forenklede til de nuværende skrifttegn.

De enkelte tegn har en eller flere udtaler og de allerfleste også mindst en betydning. Der findes omkring 35,000 skrifttegn i en kinesisk ordbog, men det er dog tilstrækkeligt at kende 3-4.000 tegn for at kunne læse en avis. I akademisk sammenhæng, har man brug for at kende mindst det dobbelte antal. I 1988 vedtog den kinesiske regering at de 3500 vigtigste tegn skal indgå i undervisningsplanen til og med gymnasieniveau.

De kinesiske skrifttegn er ofte sammensat af to elementer: Et meningsbærende element (et radikal) og et fonetisk element. Der findes 214 meningsbærende elementer, der fortæller hvilken gruppe objekt, ordet tilhører. F.eks. indeholder alle ord, som har med træ at gøre “træ-elementet”, uanset om det er et træ i skoven eller en ting, som er lavet af træ. Det fonetiske element består af tegnet for et ord, hvis mening intet har med sagen at gøre, men hvis udtale er den samme.

Eksempelvis består tegnet for “hav” af tegnene for “vand” og “får”. Dette fordi “får” bliver udtalt på samme måde som “hav”. Det kan forekomme mærkværdigt, men systemet betyder altså, at over en milliard kan kommunikere skriftligt, selvom de ikke nødvendigvis forstår hinandens tale. I Japan bruges de kinesiske skrifttegn i øvrigt også, selvom det japanske sprog intet har med kinesisk at gøre. Det betyder, at japanere og kinesere kan skrive til hinanden, selvom de taler vidt forskellige sprog.

Der gøres fra tid til anden forsøg på at reformere det kinesiske skriftsprog, men det varer nok længe før de går over til et alfabet, som minder om vores. Handelsforbindelser og computernes fremmarch kan dog betyde, at kineserne efterhånden lærer det latinske alfabet sideløbende med deres eget. I øvrigt, hvis det skal være helt korrekt, findes der hverken et kinesisk alfabet eller kinesiske bogstaver – der findes kinesiske symboler, kinesiske skrivetegn.

 

kinesisk skriftsprogs udvikling

Det menes at det kinesiske alfabet blev udviklet af en historiker, der gjorde tjeneste under Kinas første kejser, den gule kejser Huang Di, Xia-dynastin, for omkring 4600 år siden. Arkæologiske undersøgelser viser at kinesiske tegn findes på krukker og stenfliser, der kan spores omkring 8000 år tilbage. Det var først under den gule kejser at et egentligt fuldstændigt skriftsystem blev udviklet. Efter Xia dynastiet følger Shang-dynastiet (1500–1028 fvt), et dybt religiøst dynasti, hvor guderne flittigt blev spurgt til råds i alle mulige sammenhænge.

Til at spå benyttede man skildpaddeskjold eller skulderbladene fra en okse. I disse borede man små huller og stak dem ind i ild, hvorved de splintres og det fremkomne mønstre af brudstykker udlagde man så som gudernes svar. Undertiden ridsede man såvel spørgsmål som svar ind i knoglerne, skildpaddeskjoldet hvorfra vi har beviser for at Shang dynastiet flittigt benyttede spådomskunst og hvorledes den kinesiske skrift så ud på daværende tidspunkt.

Efter Shang dynastiet blev spådomskunsten nedtonet en del og skriften forandrede sig. Man begyndte at nedskrive meget mere på bogruller af sammenføjede bambusstave. Under det voldsomme Qin-dynastin (221 – 207 fvt) lod kejser Qin Qi Huang Di en masse ældre litteratur brænde og sågar også belæste mennesker røg i flammerne. En af de gode sider ved kejser Qin Qi Huang Di, var at han gjorde en stor indsats for at samle og forene det kæmpe rige. Til dette formål søgte han at standardisere en lang række ting, herunder blandt andet skrivekunsten.

Omkring kristus fødsel begyndte kineserne at bruge blæk og skrive med tuschpensler. Derved begyndte tekstens form at forandre sig til den udformning vi kender i dag. Den kinesiske skrift har stort set været uforandret de sidste 2000 år. Den seneste reformering af de kinesiske skrifttegn, skete så sent som i 1950’erne, hvor kommunistpartiet dikterede en forenkling af visse tegn for at lette det kinesiske folks adgang til at kunne lære at læse og skrive. Nogle kinesiske tegn består af op til 26 streger, hvilket kan tage op til adskillige sekunder at udføre. I dag forekommer de ældre og fuldstændige former af skrifttegnene i “finere” sammenhænge og i dekorationssammenhænge, men benyttes dog også til hverdagsbrug i Hong Kong, Korea, Japan og Taiwan.

 

Forskellige kalligrafi skrifttyper

Kinesisk kalligrafi har udviklet sig sideløbende med de kinesiske skrifttegn og består af mange forskellige stilarter og skoler. Kinesisk skrifttegn inddeles normalt i fem kategorier: Seal (Zhuan), den officielle eller clerical skrift (Li Shu), den ordinære skrift (Kai), den løbende hånd (Xing) og den kursive hånd (Cao). Vi siger der er fem kategorier, men egentlig er der flere. Vi kender blot ikke skrifttyperne før Jia Gu Wen, så vi benævner alle skrifttyper før Shang (også kaldet Yin) dynastiet for Jia Gu Wen. Nogle vælger dog at kalde alle skrifter før og inklusiv Xiao for Zhuan, eftersom der før denne skrifttype var udpræget mangel på standarder for skriftsproget.

Jia Gu Wen var den tidligste skriveform, som vi finder i inskriptioner på orakelben. Skrifttegnene blev indgraveret på ben eller skildpaddeskjolde, hvorfor den benævnes Jia Gu Wen. Jia betyder skildpaddeskjold og G betyder ben på kinesisk. Disse skrifttegn må have afstedkommet stor forvirring eftersom de manglede konsistens og tit blev skrevet i forskellige udgaver.

Den første indsats for at standardisere skriftsproget skete under konge Xuan (827-782 fvt.) i det vestlige Zhou Dynasti, hvor en af dennes ministre Shi Zhou udfærdige et leksikon i 15 kapitler, hvor han standardiserede de kinesiske skrifttegn i en skrift, der kom til at hedder Zhuan (Zhou Wen). Denne skriftform, der ofte benyttes i segl, oversættes til engelsk som Seal karaktere, også benævnt “den krøllede skrift” efter udformning af skriftens penselstrøg. Shi Zhou’s leksikon er gået tabt for længst, men der hersker enighed om at den første udgave af skriften havde den samme udformning som kan ses på en berømt trommeformet sten fundet i Kina (Qin stenen).

Da kejser Qin Shi Huang i år 221 fvt. samlede Kina til et rige, beordrede han sin premiereminister Li Si til at indsamle og sortere alle de forskellige skriftsystemer, der fandtes i Kina. Formålet var igen at standardisere og samle de forskellige udgaver til et standardiseret system (Xiao Zhuan). Hvad Li Si faktisk gjorde var at simplificere det gamle Zhuan skriftsystem. I dag har vi vidnesbyrd om udformningen af det gamle kinesiske skriftsprog igennem Li Si´s håndgraveringer på en stålplade. På denne mere end 2300 år gamle stålplade, som findes i et tempel til ære for bjergguden Taishan i Shandong provinsen, Kina, er der i dag kun 9½ karakter som er itakte.

Den officielle skrift (Li Shu) blev skabt under Qin Dynastiet (221-206 fvt.). Dette skyldes at skriften Xiao Zhuan, stadig var for langsommelig og indviklet at skrive for de mange embedsmænd rundt omkring i det store rige, der fik stadig flere dokumenter, de skulle udforme. Fængsesvagten Cheng Miao, udformede en simplificeret udgave af Xiao Zhuan, ved at ændre de krøllede penselstrøg til lige og gjorde derved skriften betydelig nemmere at skrive. I endnu en version af skriften, der fjernede sig yderlige fra piktogrammerne, blev skriften benævnt Li Shu, der betyder skriver eller kontorist.

Li Shu skriften var allerede tæt på og ledte til skriften Kai Shu (også kaldet Zhen Shu eller Zheng Shu). De ældste eksempler på denne skrift kan dateres tilbage til Wei (220-265), og det menes at skriften blev udviklet under Jin (år 265 til år 420). Standard skriften nu om dage er firkantet i form, ikke kursiv og meget arkitektonisk i dens stil. De forskellige karakterer laves ud fra otte grundlæggende penselstrøg benævnt prikken, den horisontale, den vertikale, krogen, den stigende, faldende til venstre (kort og lang) samt faldende til højre (kort og lang). Denne skrift er meget nem at læse, men lidt besværlig, langsommere at skrive. Enhver aspirant til at udføre kalligrafi bør starte med at lære at blive god til skriften Kai Shu. Kai betyder i øvrigt standard.

På grundlag af skriften Li Shu udvikledes også Cao Shu (den kursive hånd), der er en meget hurtig skrift, der benyttes til at lave hurtige råkopier. Denne stil delte sig hurtigt i to skoler: Zhang Cao og Jin Cao. Zhang Cao skolen opstod i perioden hvor Qin dynastiet blev erstattet af Han dynastiet (mellem det tredje og anden århundred fvt.). Skønt skrifttegnene stadig blev skrevet hurtigt var de enkelte tegn adskilt fra hinanden, altså skrevet individuelt. Den anden skole; Jin Cao, også kaldet den moderne kursive hånd, blev grundlagt af Zhang Zhi fra det østlige Han dynasti, blomstrede under Jin og Tang dynastierne og er stadig populært den dag i dag.

Det er kendetegnende for Cao Shu skriften at det er den simplificerede udgave af Li Shu og, især i varianten Jin Cao, at skrifttegnene skrives sammenhængende. De enkelte skrifttegn adskilles ikke individuelt. Det er ofte således at det sidste strøg i et skrifttegn er det begyndende strøg af det næste skrifttegn. Skriften er således hurtig at skrive, men lidt svær at læse. Skriften varierer også ofte i størrelse indenfor de enkelte tekststykker, lidt efter forfatterens forgodtbefindende, da der ikke findes klare regler herfor. Berømte Cao Shu kalligraffister er bla. Du Du, Cui Yuan, Cui Shi og Zhang Zhi.

Skriften Xing Shu, også benævnt “den løbende hånd” ligger i udtryk mellem den regulære og den kursive skrift. Når Xing Shu udføres langsomt og omhyggeligt minder den meget om den regulære skrift. Når den udføres hurtigt minder den om Cao Shu (den kursive hånd). Xing Shu er således midt imellem Cao Shu og Kai Shu. Den er nem at skrive og nem at læse. De kinesiske kalligrafi-mestre omtaler de tre forskellige udførsler af skriften Kai Shu, Xing Shu og Cao Shu, som hhv. et menneske, der står, går og løber. Lan Ting Prologue, af Wang Xi Zhi, der er nærmere beskrevet i kapitlet om udvikling af kalligrafi igennem Kinas historie,  anses for at være det bedste eksempel og model for opbygning af skriften Xing Shu.

Nu til dags udføres næsten al kinesisk håndskrift i Xing Shu og alt trykt materiale udføres i Kai Shu.

Det fremføres undertiden at kinesisk er et rent billedsprog, men det er faktisk kun en lille del af de kinesiske skrifttegn, der består af rene billeder. Disse kan opdeles i konkrete billeder, der direkte viser betydningen af tegnet – og abstrakte billeder, der kun indirekte viser betydningen af tegnet. De grundlæggende billedtegn anvendes til at opbygge mere komplicerede tekst, eller mening, som det er svært at afbilde direkte eller indirekte.

 

Radikalerne

De kinesiske skrifttegn er, som nævnt, ofte sammensat af to elementer: Et meningsbærende element (et radikal) og et fonetisk element. De 214 meningsbærende elementer, fortæller hvilken gruppe objekt, ordet tilhører. F.eks. indeholder alle ord, som har med træ at gøre “træ-radikalet”, uanset om det er et træ i skoven eller en ting, som er lavet af træ. For nærmere at forstå hvad radikalerne er for en størrelse skal du huske at de første kinesiske tegn direkte søgte at vise det som de udtrykte – et menneske, en flod, en fod, et bjerg etc. Det næste skridt i udviklingen var at skabe logiske kombinationer af disse tegn. Eksempelvis sammensatte man tegnet for “sol” og tegnet for “måne” og dette sammensatte tegn skulle så vise “lys”.

Et andet eksempel er “At sammenligne”. Her benytter man billedet af to personer, der står side om side og sammenligner deres højde. Disse kombinationer blev til det vi kalder radikalerne. Ved nogle af radikalerne kan man stadig se hvad de oprindeligt har forestillet, men ved de fleste har skriften efterhånden ændret sig så meget at det oprindelige billedsprog er gået tabt. Brug et kort øjeblik til at studere radikalerne afbildet nedenfor. Her kan du se den førnævnte logiske opbygning af skrifttegnene. Yderst til venstre er udformningen som den så ud omkring år 200 f.v.t. og udformningen nu til dags ses yderst til højre.

Ovenfor er benyttet forholdsvise simple eksempler. Men sammensætningerne af radikalerne kan sammenlignes med rebusser. Disse kan også være mere eller mindre komplicerede. Denne måde at kombinerer radikalerne på kaldes for associativ sammensætning. Der findes en anden generel metode til kombination af radikaler, der kaldes fonetiske sammensætning. Her antyder en del af det sammensatte tegn lyden, udtalen og den anden del, en form eller en kategorisering.

Foruden disse to generelle metoder hvorpå man kombinere radikalerne, kan man endvidere benytte “Fonetetiske lån”, eller “Nærlæggende betydning”. Med fonetiske lån menes at man anvender et tegn, der udtales på samme måde, som det man vil udtrykke og derfor i stedet anvender det. Med nærliggende betydning menes at man anvender et tegn, i flere forskellige betydninger. Et eksempel er at eftersom musik gør de fleste mennesker glade, så benyttes tegnet for musik også som tegnet for glæde.

Der er ingen faste regler for hvorledes radikalerne placeres i det sammensatte skrifttegn. De kan placeres side om side, over/under hinanden, eller et radikal kan mere eller mindre omklamre en anden radikal. Kun omkring 10 % af de kinesiske skrifttegn består af en enkelt radikal eller en synlig logisk billede kombination af radikaler. De resterende 90 % er kombinationer af radikaler, der kun giver lidt eller slet ingen fingerpeg om den mening, der ligger bagved kombinationen. Det er sværest at tyde de skrifttegn, der er kombination af mange radikaler.

Når det så er sagt, så er det dog alligevel ret nyttigt at kende til de 214 radikaler. Med kendskab til deres udseende kan du komme et langt stykke i tydning af hvad de enkelte skrifttegn betyder. Hvis du således vil lære at skrive kinesisk er det formålstjenlig at starte med de simple karakterer (radikalerne) og gradvist arbejde dig op til de mere komplicerede sammensatte tegn. Her nedenfor er vidst hvorledes du kan gætte dig frem til hvad et skrifttegn handler om hvis du kender de enkelte radikaler:

I år 121 udkom den etymologiske ordbog “Shuowen”, der inddeler 9000 kinesiske tegn i seks logiske grupperinger, der gør sig gældende helt til i dag. Tegnene opdeles i 6 grupper efter hvorledes de er dannet. De første 4 grupper er dannet ud fra billeder eller symboler. Gruppe 5 ved lydlån, og gruppe 6 ved lydlån plus et betydningselement (et radikal). Over 90 % af alle tegn er i gruppe 6. Der dannes stadig nye tegn, men de fleste nye ord dannes enten ved sammensætning af ældre tegn med en betydning der passer til et nyt ord eller, for låneords vedkommende, ved at tegn anvendes alene for at gengive lyden i det oprindelige ord. Denne brug af tegn til at gengive låneords lyd kendes fra meget tidlige skrifter.

Gruppe 1: Billeder (Xiangxing). Gruppe 2: Symboler (Zhishi). Gruppe 3: Betydningssammensætninger (Huiyi). Gruppe 4: Omvendte tegn (Zhuanzhu). Gruppe 5: Lydlån (Jiajie). Gruppe 6: Indholds- og lydsammensætning (Xingsheng).

 

 

Det japanske skriftsprog

Japanerne bruger hele tre skriftsystemer – hiragana, katakana og kanji. De to første indeholder hver 47 tegn og er ret nemme at lære, men kanji, de kinesiske skrifttegn, er en helt anden historie. Kanji stammer oprindeligt fra Kina, og der er flere tusinde af dem. Selv japanerne har svært ved kanji, så i 1981 udgav det japanske undervisningsministerium den såkaldte Joyo-liste over de 1,945 mest anvendte kanji. Det er således primært “kun” disse kanji, der anvendes i japanske medier i dag – før var der over 3000 kanji i daglig brug.

Et af de største problemer for den kanjistuderende er overhovedet at slå op i en ordbog. Lærer man f.eks. italiensk er det let at slå “gelato” op i ordbogen – det er bare at bladre hen til “g” og så lede videre. Den søgemetode findes ikke med kanji. Konfronteret af et symbol bestående af en bunke streger, virker det håbløst at finde det i en ordbog. Tidligere ordbøger har forudsat et vist kendskab til karakteren. Nogle bruger stroke count, der kræver at man er i stand til at tælle hvor mange penselstrøg, der bruges til at skrive den pågældende kanji. Det er ret nemt, når man har brugt tid på at lære de fundamentale regler for skrivning af kanji, men det er ikke særlig præcist, for der er rigtig mange kanji med f.eks. 9 penselstrøg.

Andre bruger de føromtalte radikaler, der er en slags kanji-byggesten (når man har studeret lidt, opdager man at mange komplekse kanji er sat sammen af andre, mindre komplekse, kanji – radikaler). Radikaler er en mere præcis måde at slå op efter, men de kræver langt mere viden at kunne bruge. Tyskeren Jack Halpern har efter at have lidt under mange frustrationer med de eksisterende ordbogssystemer, opfundet sit eget – System of Kanji Indexing by Patterns (SKIP). Det går basalt set ud på at man splitter en kanji i to dele og tæller penselstrøg i hver del. Det genererer et numerisk indeks, der kan slås meget præcist op i den ordbog som Jack Halpern selv har forfattet.

Der er som nævt hele tre skriftsystemer på japansk:

• Kanji: Ideografiske symboler som nærmere repræsenterer ideer end specifikke udtalelser. De kan ikke bruges til at repræsentere navne, med mindre du er virkelig heldig at have en navn som kan oversættes til sammenhængende japanske ord (eksempel: Soraya, skrevet som kanji “sora ya”, betyder “himmel pil”). Da kanji ikke er let at læse, ser man at der skrives små hiragana enten over eller under en kanji. Hiragana-tegnene angiver hvordan kanji’en udtales. Den slags støtteord kaldes furigana.
• Hiragana: Bliver brugt til at repræsentere grammatiske vendinger eller ord, som ikke eksisterer i kanji. Bliver kun brugt til japanske ord, så medmindre du er indfødt japaner, skal du ikke bruge det til at skrive dit navn på. Hiragana alfabetet er meget blødt og benyttedes i gamle dage kun af kvinder. I dag er Hiragana det første alfabet, skolebørnene lærer. Hiragana bruges bl.a. til at beskrive japanske ord, der ikke har nogen kanji grammatik, visse personnavne samt som en simplificering af et ord hvis kanji man har glemt.
• Katakana: Katakana bliver brugt til udenlandske ord. Katakana alfabtet er meget kantet og var tidligere et skriftsprog kun brugt af mænd. Bruges hovedsagelig til låneord importeret primært fra engelsk samt til simplificering af kanji. Bruges også til udråb og til en række dyrenavne samt som fængende overskrifter eller “understregning” i en tekst.