Pocahontas
Den 26. april 1607 ankom 144 engelske kolonister til Chesapeake-bugten i det nuværende Virginia. Inden der var gået 12 timer lå de allerede i skyderi med de lokale indianere. Starten lovede ikke så godt, men kolonien overlevede, og styrket af yderligere 190 kolonister året efter udviklede det sig til den første permanente koloni (Jamestown) i Nordamerika nord for Mexico.
Trods indledende fjendtligheder var den første periode dog præget af fred, der dog til tider var temmelig anspændt. Der opstod flere gange uroligheder og træfilinger mellem kolonister og indianere, men egentlig krig var der endnu ikke tale om.
Pocahontas (Matoaka) 1595 – 1617
Historikere har længe undret sig over det faktum, at indianere med lethed ville kunne have udryddet kolonien, men ikke benyttede sig af chancen trods talrige lejligheder. Kolonisterne var få, men godt bevæbnede. Indianerne i området var et stykke tid forinden kolonisternes ankomst blevet forenet i Powhatan-konføderationen, der bestod af i alt 32 stammer og omkring 200 landsbyer med en befolkning på op mod 10.000.
En så stor samlet styrke kunne uden videre have udslettet den spinkle og sårbare koloni, men valgte imidlertid tålmodigt at vente og se tiden an. Da kolonien til og med i efteråret 1607 havde meget knappe føderessourcer, hjalp indianerne dem gennem vinteren ved at give dem mad. Måske var det netop denne indianske enhed, der i længden gav kolonien en chance for overlevelse. Powhatan- konføderationens leder, Wahunsonacock (eller Kong Powhatan), hvis far havde grundlagt konføderationen, opretholdt freden i nervøst samarbejde med kolonisternes leder, kaptajn John Smith.
De så sikkert begge en fordel i fredelig sameksistens, og indtil videre var der plads nok til alle.
I denne periode spillede Wahunsonacocks datter, Pocahontas (eller Matoaka), en ikke ubetydelig rolle for kolonien. Pocahontas opholdt sig meget af tiden i kolonien og legede med de hvides børn (hun var selv 11 år i 1607). I de tider, hvor maden var knap, skaffede Pocahontas mad til kolonien trods hendes fars afvisende holdning. I de første år kom Pocahontas således til at fungere som både ambassadør, forhandler, mægler og tolk, og i et bestemt tilfælde i 1608 reddede hun Smith fra henrettelse, da han var blevet taget til fange af indianerne.
Portræt Pocahontas (Matoaka) – The National Portrait Gallery, Washington
De hvide begyndte dog hurtigt at føle sig hjemme i det nye land, og efterhånden som kolonien voksede sig større og mere magtfuld, opførte kolonisterne sig i stigende grad hensynløst og manipulerende over for indianerne. Når indianerne enten ikke ønskede at handle med de hvide, eller de hvide mente, at indianerne havde bedraget, slog de hårdt ned på indianerne, angreb deres landsbyer (nogle gange de forkerte), ødelagde markerne og mad depoterne og dræbte indbyggerne.
Pocahontas blev desuden taget til fange og holdt gidsel af de hvide som sikkerhed mod indianske modangreb. Denne begivenhed førte imidlertid til Pocahontas ægteskab med englænderen John Rolfe (nej, ikke John Smith!), der senere sammen drog til England, hvor hun blev hyldet som en prinsesse og betog en hel nation (inklusive hoffet). Kort efter afrejse på vejen hjem til Amerika blev Pocahontas dog i 1617 syg (sandsynligvis kopper, der hærgede hele østkysten af Amerika i 1600-tallet), døde og blev begravet på en lille kirkegård i Gravesend ved Themsen.
Pocahontas redder kaptajn John Smiths liv. Library of Congress, Washington
Biografier nordamerikanske indianere
Stil spørgsmål om indianerne
Stil spørgsmål om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål
Statue af Pocahontas, St George’s Church, Gravesend