Maya kulturen

I modsætning til mange andre kulturer var den væsentligste grund til maya-kulturens kollaps ikke fremmede hære. Skønt spanierne gjorde deres del er den egentlig grund til maya civilisationens fald en helt anden. I dag kan vi se resterne af store maya-beboelsesområder, med prægtige templer, huse, pyramider og talrige andre monumenter. Nogle af disse beboelsesområder var ganske omfattede i størrelse og pragt. Eksempelvis bredte den berømte mayaby; Tikal sig over et 66km2 stort område.

Indtil for ganske nylig var den mayaernes kultur, og dermed også nøglen til forståelse af hvorfor mayaerne på et tidspunkt omkring år 900 forlod deres byer, omgivet af talrige spekulationer og fejlfortolkninger. Men egentlig burde den klassiske maya kulturs hellige verden aldrig have været et mysterium. Faktisk efterlod de mange skriftlige overleveringer. De udviklede deres eget skriftsystem en kombination af fonetiske symboler og ideogrammer. Det er det eneste skriftsystem i den præ-colombianske nye verden, som fuldstændigt kan repræsentere det talte sprog i samme omfang, som det skrevne sprog i den gamle verden.

Dechifreringen af mayaernes skrifter har været et langsommeligt arbejde. Dele af skrifterne blev dechifreret i det sene 19. og det tidlige 20. århundrede (især de dele, der har med tal, kalenderen og astronomien at gøre), men i begyndelsen af 1960’erne og 1970’erne var der store gennembrud, hvorefter dechifreringen gik hurtigt, så størstedelen af mayaernes tekster nu kan læses næsten i deres helhed på det oprindelige sprog.

Den spanske præst Diego d´Landa har en uheldig rolle i forhold til mayaernes kulturelle arv. Han var fanatisk kristen og brændte efter at omvende mayaerne til kristendom. Da han opdagede at folk han kendte og som han troede var omvendt til kristendom stadigvæk praktiserede hedenske ritualer slog det klik for ham. Han begyndte systematisk at udrydde alle spor af den gamle religion og på en enkelt nat brændte denne gudsmand flere hundrede kostelige bøger. Kun tre bøger og nogle få sider af en fjerde undslap flammerne.

Efter vi er blevet i stand til at tyde mayaernes skriftsprog har vi opdaget mange forskellige sider af mayaernes, indtil for ganske få år siden, ukendte fortid.

Den religiøse praksis var snarere en hverdagslig praksis, hvor mayaen (eller k’iche’er, tz’utuhiler eller yukatekere, som er “mayaens” egen selvreference) oplevede gud(er) og guddommelig kraft overalt. Offeret var centralt, og gennem det søgte man at sikre succes i krig, velstand, frugtbarhed, sundhed o.m.a. Ofringen til guderne skabte den kosmiske balance, der var en forudsætning for overlevelsen af det mikrokosmos, som mayaerne levede i.

Blodofferet var særligt virkningsfuldt, eksempelvis den tegnede gengivelse af en døroverligger fra Tempel 23 i Yaxchilan (Chiapas, Mexi co), hvor Ahaw Itzamna Balam bærer en stor fakkel over sin hustru Ix Xok. Hun er i færd med at trække “en tråd” (nærmest et tov) med torne gennem tungen. Blodet drypper ned på papirsstrimler i en skål. Hieroglyfteksten ved billedet fortæller at “dette er billedet af ofringen”. Det mest virkningsfulde offer var at tilfangetage en anden bys hersker, bruge hans blod og endeligt hans liv i vigtige rituelle ofringer. Denne blodofring er uhyre vigtig da den rummer forståelse til hvorfor mayaerne øjensynlig fra den ene dag til den anden rykkede op med rode og drog bort.

Baggrunden for præsteskabets, overklassens og især kongens magt finder vi i mayaernes kendskab til astronomien. De foretog ekstremt nøjagtige astronomiske observationer; deres kort over månens og planternes bevægelser, svarer til eller overgår alle andre civilisationer der arbejdede med observationer foretaget med det blotte øje. Mayaernes beregninger af solårets længde var i nogen grad bedre end den gregorianske kalender. Det menes at mayaerne aldrig har været i tvivl om at jorden var rund og deres observationer af stjernerne har været utroligt præcise. Eksempelvis er Venus´ bane beregnet med kun to timers unøjagtighed betragtet over 500 år.

For den almindelige borger i dette samfund må præsterne havde fremstået med overnaturlige evner. Eksempelvis i kraft af deres evne til at kunne forudsige solformørkelse må de have fremstået som hersker over universet. Når præsterne sagde at solen skulle tildække sig gjorde den det! Mayaerne udviklede et meget præcist kalendersystem, hvor de ved hjælp af tre tidstandhjul, der kørte mod hinanden, kunne bestemme tiden i forhold til årets 365 dage, i forhold til stjernerne, tidspunkterne for de religiøse ceremonier og bedste tider på året at starte såningen eller andre vigtige milepæle.

Mayaernes kalender har 18 månder á 20 dage og 1 måned á 5 dage, hvor alle skal hvile, slappe af og bede. Det største og yderste tidstandhjul kaldet håb, giver sammen med de 2 mindre (tonalamatl og tzolkin) 18.980 kombinationer (dage), hvilket divideret med 365 giver 52 år. Cirklerne på 52 år var meget vigtige for mayaerne og man forventede, at der skulle ske noget specielt hver gang man kom til en afslutning.

Selv mayaernes tilblivelse er angivet i den hellige kalender. Denne dato fastsatte mayaerne til den 11. august 3.114 f.Kr. Uhyggelig nok er der også sat dato på vor verdens undergang. Ifølge mayakalenderen vil denne skabelsescyklus ophører med at eksistere præcist søndag 23. december år 2012. Det bliver spændende at se, om der sker noget til den tid!

Brug af bevidsthedsudvidende stoffer var udbredt og accepteret. Der blev taget rusmidler og drukket alkohol i stor stil. Faktisk har man beviser for at mayaerne drak sig sanseløs fulde, brækkede sig og derefter indtog brækket eller anden form for gæret drik for derved at blive helt og aldeles ufattelige berusede. I mange år var teorierne om mayaerne idealiserede hvorfor indicer på deres, til tider, groteske adfærd blev ignoreret.

Ligeledes forholder det sig med opfattelse af mayaerne som et krigerisk folk. Indtil for ganske nylig var opfattelsen at mayaerne var et fredselskende folk, der levede i harmoni med sig selv, naturen og deres naboer. Noget tyder på at mayaerne i starten har været fredelige folk, men at de i deres klassiske periode har ladet sig inspireret af civilisationerne nordpå til at lave flere og flere ofringer, der hele tiden blev blodigere og blodigere. I Chitzen Itza er der tegn på, at man har taget sine modstandere, knækket ryggen på dem over en sten og skåret huden af dem, mens de stadig var i live. Maya-krigerne troede, at de ville få modstanderens kraft og styrke ved at bære dennes hud. Andre ofringer har været at skære de stadig bankende hjerter ud af kroppen på både egne folk og krigere taget til fange i forskellige kampe.

I Tikal er der noget, der tyder på, at man nogle gange har bundet hænder og fødder på en person, som skulle ofres og ladet ham falde ned ad de stejle tempeltrapper. Det som for alvor ændrede verdens idealiserede syn på mayaerne var en ruin som den amerikanske filmmand Giles Healey fandt da han optog en film i 1942. I ruinen var der farvestrålende billedskildringer af mayaerne i fuld færd med at pine, lemlæste, halshugge etc. andre. Et meget stærkt vidnesbyrd om mayaerne som et krigerisk folk, som flertallet dengang havde svært ved at acceptere.

I spidsen af dette krigeriske og blodtørstige folk stod kongen og dronningen. Disse måtte også donere blod til sagen. Man har i udgravningerne fundet flere spidse instrumenter, der menes at have været brugt at kongerne og præsterne til at udgyde noget af deres eget blod i forbindelse med diverse ceremonier. I takt med at mayaernes civilisationer fik flere og flere problemer i slutningen af den klassiske periode, tog ofringerne til og ud fra de kranier man kan se udskåret i nogle af stenvæggene i Chitzen Itza, har der været tale om rene blodbade. I nogle tilfælde har man ofret mennesker uafbrudt flere dage i træk.

For helt at forstå denne adfærd må vi huske på at ifølge mayaernes skabelsesberetning var det gudernes blod, der gav menneskene liv. Det var den oprindelige offerhandling. Gælden til guderne består således i at der skal udgydes blod. Og da kongen og dronningens blod ansås for at være det stærkeste var dette blodoffer det vigtigste. I sin tid har kongen og dronningen således jævnligt opholdt sig i templerne der er anbragt ovenpå pyramiderne og her har de gennemboret deres tunge og deres genitaler for at udgyde blod. Dette er sket i overværelse af præsterne, der efter handlingen har taget kongen og dronningens blod, formodentlig på nogle tørrede blade og bragt disse udenfor, hvor de i overværelse af befolkningen har kastet disse blade på nogle brændende bål på toppen af pyramiden og derved ofret blodet til guderne.

Der har således sandsynligvis i slutningen af maya-civilisationens været en optrapning af voldsomme ofringer for at vinde gudernes gunst. Men i takt med at disse blev mere og mere barbariske, viste guderne flere og flere tegn på at dette ikke var nok til at vinde gudernes gunst. Eller sådan må det have set ud for mayaerne. De mistede ganske enkelt troen på deres konge. I sidste ende var det kongen der havde ansvaret og da erosion, svigtende afgrøder, nederlag overfor fjender etc. fortsatte – og mayaernes konge ikke var i stand til at opfylde sin rolle – ja så mistede mayaerne troen. Omkring år 900 bestemte de sig for at stoppe disse barske blodsudgydelser og forlade de storslåede byer de havde skabt.

Boldspillet

De fleste af maya-civilisationerne havde en speciel boldbane, hvor to hold kæmpede mod hinanden. Bolden var en gummibold, der sandsynligvis havde noget bånd udenpå for at holde på formen. Man måtte ikke røre bolden med hænderne, men i stedet bruge ben, hofter og skuldre til at skyde bolden op igennem et af de to loop, der hængte på hver sin ende af banen. Nogle siger, at dette er verdens første udgave af basketball. Chitzen Itza har den mest imponerende og bedst rekonstruerede boldbane, mens man i Tikal kan finde nogle baner, der er så små at man mener, at de har været til spil, hvor der kun er to spillere på banen ad gangen.

Så snart et af holdene havde haft held til at skyde bolden igennem loopet, er det lidt uklart hvad der skete, men blodigt har det uden tvivl været for en af parterne. Kaptajnen (eller i sjældne tilfælde  hele hans hold) fik først  skåret tungen ud, og straks efter blev han kastet op på et alter, hvor hjertet stadigt bankende blev taget ud af kroppen og ofret sammen med resten af den nu ret døde persons blod. Om det var taberen eller det vindende holds kaptajn, der måtte ligge krop til er uvist, da noget f.eks. i Palenque tyder på, at det ligefrem kunne være en ære at blive ofret til guderne.

Vi kender dog ikke bestemt hverken reglerne, hvor mange deltager der var involveret eller hvad formålet med spillet egentlig var. En del tyder på at det har haft en blodig udgang, men om dette har skyltes noget religiøst eller det har været en måde at afgøre konflikter på ved vi ikke med sikkerhed.

Kunst & arkitektur

Når man har med en civilisation at gøre, der har bestået i 3.000 år er det ikke overraskende, at arkitekturen har udviklet i sig en del igennem tiden. Mayaernes mest imponerende bygningsværker skal findes i den klassiske periode, men typisk er der tale om udvidelser og tilbygninger til tidligere templer. Mange af templerne og pyramiderne er bygget udenpå tidligere templer – lidt at sammenligne med de russiske trædukker, hvor der hele tiden er en ny lidt mindre indeni.

De store templer, pyramider, observatorier og paladser har alle været malede, da mayaerne ikke brød sig om at se på de rå sten. De benyttede især 6 kardinalfarver, hvoraf 4 af dem befinder sig i jordens plan. Hvid for livet, sort for døden, rød for blodet og gul for huden. Himlen symboliseres af den blå farve og underverdenen af grøn. Farverne blev udvundet fra planter, insekter eller dyr.

Der er også noget der tyder på, at de fleste metropoler har haft et fortov, så man ikke skulle gå på den snavsede jord. Flere steder i komplekserne er der tænkt på, hvordan lyset falder på jævndøgn, samt den længste og korteste dag. Mayaernes bygninger havde ingen rigtige buer øverst i deres døre, men mange af dem havde skrånende vægge afsluttet med en flad kant øverst. Mayaerne havde som inkaerne eller egypterne heller ikke held til at opfinde hjulet, så det har været et slidsomt arbejde at bygge de store komplekser.

Pyramiderne har typisk haft en flad platform øverst til at foretage diverse ceremonier eller observere stjernerne. Templerne derimod, hvor det største kan findes i Tikal (Tempel IV), har været pyntet og udsmykket til op over begge ører. Nogle gange med karakteristiske firkantede huller, hvor vindguden Eek kunne blæse igennem. Templerne blev brugt til beboelse af kongen og hans daglige opgaver er for det meste også blevet varetaget herfra. Nogle af templerne har haft bål brændende på toppen og eksempelvis menes ruinerne i Tulum også at have fungeret som fyrtårn i gammel tid.

Disse store metropoler har nogle gange været beboet af mere end 100.000 mennesker og for at kunne råbe dem alle sammen op er de fleste af bygningerne rundt om de store pladser placeret så præcist, at der er et meget tydeligt ekko, hvilket man kan teste ved at råbe højt eller klappe med hænderne. Den alm. beboelse udenfor komplekserne har været betydelig mere tarvelig og bestået af et bambushus med palmeflettet tag. Til almindelig eftertanke har mange fattige guatemaltekere ude i højlandet stadig huse, der ikke er meget bedre end dengang.

Mange betragter mayaernes kunst og arkitektur fra deres klassiske epoke (200 til 900 e.kr.) som værende den mest avancerede og smukkeste i den nye verden. Udskæringerne og stukreliefferne i Palenque og skulpturer i Copan er særligt smukke, og viser en yndefuldhed og nøjagtighed i betragtningen af den menneskelige form, der mindede de tidlige arkæologer om de klassiske civilisationer i den gamle verden, og derfor fik epoken dette navn. Der er kun bevaret få antydninger af de klassiske mayaers veludviklede malerkunst, det er overvejende begravelseslertøj og anden mayakeramik som har overlevet. En bygning i Bonampak indeholder tidlige murmalerier, der er bevaret ved et heldigt tilfælde. Med dechifreringen af mayaernes alfabet, har man opdaget af mayaerne var en af de få civilisationer, hvor kunstnerne signerede deres værker.

Mayaerne byggede de berømte byer Tikal, Palenque, Copán og Kalakmul, foruden Dos Pilas, Uaxactun, Altun Ha og mange andre i området. De etablerede et landbrugsintensivt og bycentreret rige bestående af mange uafhængige bystater. De mest bemærkelsesværdige monumenter, er de pyramider, som blev bygget i de religiøse centre og herskernes tilhørende paladser. Andre vigtige arkæologiske levninger er blandt andre udskårne stenplader kaldet stelae (mayaerne kaldte dem tetun eller “træ-sten”), som afbilleder herskere og indeholder hieroglyftekster som beskriver disses slægt, krigstriumfer og andre gerninger.

Bevisernes for deres storhed er spredt med generøs hånd ud over det sydlige Mexico, Guatemala, Honduras og i Belize. Hver dag har arkæologerne held til at grave flere og flere templer, pyramider, stjerneobservatorier og administrative ud af den tilvoksede jord. Mange af bygningsværkerne er gemt under så meget jord, buske og store træer, at der skal god fantasi til at fantasere guddommelige pyramider ud ukrudtet. Men den er god nok og mange områder er blevet ryddet, udgravet og delvist genopbygget.

De bedste i Mexico er Chitzen Itza, Palenque, Yaxchilán, Bonompak, Tulum, Uxmal og Coba. Hundras har Copán og i Belize er det især Caracol, som vækker interesse. Caracol menes at have været endnu større end Tikal i Guatemala, der i dag betragtes som det mest betydningsfulde af dem alle.

Chichén Itza

Maya er fællesbetegnelsen for de indianere i det mellemamerikanske område, der taler et af de beslægtede maya-sprog. Mayaerne var en del af de mesoamerikanske præ-columbianske kulturer. Mesoamerika er området, der går fra det centrale Mexico og gennem Mellemamerika, hvor et antal kulturelt beslægtede civilisationer opstod før Columbus’ opdagelse af den nye verden.

Mesoamerikansk er et generelt tillægsord, der refererer til denne gruppe af kulturer. I modsætning til hvad folk tror, “forsvandt” mayafolket aldrig; der bor stadig millioner i området, og mange af dem taler stadig et af maya-familiens sprog. I dag tales ca. 30 maya-sprog af 4 mio. mennesker fortrinsvis i Mexico, Guatemala og Belize.

Chichén Itza

Maya-kulturen dannede aldrig noget samlet rige, men bestod af forskellige religiøse og politiske bysamfund med større eller mindre opland. De enkelte bysamfund udviklede forskellige kulturer som følge af de forskelligartede topografiske og klimatiske forhold. Enkelte kulturtræk var dog fælles, bl.a. intensivt landbrug, overvejende baseret på majskorn; dyrkelse af guder, blandt andre en regngud, en solgud, en fjerklædt slangegud (Quetzalcoatl), anvendelsen af en rituel kalender på 260 dage foruden en solårskalender, opførelse af templer ovenpå trin-pyramider, et rituelt boldspil samt forskellige andre kulturelle skikke.

Maya-kulturerne var udbredt i det sydlige Mexico på Yucatan-halvøen i Guatemala og det nordvestlige Honduras og blomstrede allerede før vor tidsregnings begyndelse. Da de spanske erobrere ankom, var maya-kulturen på retur. Spanierne fandt flere byer forladt som ruinområder i junglen. Årsagen er ukendt, men der gættes på, at overbefolkning og efterfølgende udpining af det økologiske system har ført til hungersnød og dødelige epidemier. De imponerende ruinbyer med tempelpyramider og paladser vidner om et højt udviklet arkitektonisk stade. Du kan læse meget mere om mayerne i NetSpirits kapitel om civilisationen Mayaerne. Nærværende kapitel har fokus på beskrivelse af byen Chichén Itza.

Kukulcán (El Castillo)

Chitzen Itza

Chitzen Itza

Mayaernes undergang

Chichén Itzá blev opført af mayafolkets itza-stamme og var for mere end 1000 år siden et religiøst, astronomisk og politisk center. I det 9. århundrede blev byen forladt. Indtil for ganske nylig var mayaernes kultur – og dermed også nøglen til forståelse af, hvorfor mayaerne på et tidspunkt omkring år 900 forlod deres byer, – omgivet af talrige spekulationer og fejlfortolkninger.

Men egentlig burde den klassiske maya kulturs hellige verden aldrig have været et mysterium. Faktisk efterlod de mange skriftlige overleveringer. De udviklede deres eget skriftsystem en kombination af fonetiske symboler og ideogrammer. Efter vi er blevet i stand til at tyde mayaernes skriftsprog, har vi opdaget mange forskellige sider af mayaernes – indtil for ganske få år siden – ukendte fortid.

Den religiøse praksis var en dagligdags praksis, hvor mayaen oplevede gud(er) og guddommelig kraft overalt. Offeret var centralt, og gennem det søgte man at sikre succes i krig, velstand, frugtbarhed, sundhed o.m.a. Ofringen til guderne skabte den kosmiske balance, der var en forudsætning for overlevelsen af det mikrokosmos, som mayaerne levede i.

Blodofferet var særligt virkningsfuldt – eksempelvis den tegnede gengivelse af en døroverligger fra Tempel 23 i Yaxchilan, hvor Ahaw Itzamna Balam bærer en stor fakkel over sin hustru Ix Xok. Hun er i færd med at trække “en tråd” (nærmest et tov) med torne gennem tungen. Blodet drypper ned på papirsstrimler i en skål. Hieroglyfteksten ved billedet fortæller, at “dette er billedet af ofringen”. Det mest virkningsfulde offer var at tilfangetage en anden bys hersker, bruge hans blod og endeligt hans liv i vigtige rituelle ofringer. Denne blodofring er uhyre vigtig, da den rummer forståelsen til, hvorfor mayaerne øjensynlig fra den ene dag til den anden rykkede op med rode og drog bort.

Maya tempel

Baggrunden for præsteskabets, overklassens og især kongens magt finder vi i mayaernes kendskab til astronomien. De foretog ekstremt nøjagtige astronomiske observationer; deres kort over månens og planternes bevægelser, svarer til eller overgår alle andre civilisationer, der arbejdede med observationer foretaget med det blotte øje. Mayaernes beregninger af solårets længde var i nogen grad bedre end den gregorianske kalender. Det menes, at mayaerne aldrig har været i tvivl om, at jorden var rund, og deres observationer af stjernerne har været utroligt præcise.

Eksempelvis er Venus’ bane beregnet med kun to timers unøjagtighed betragtet over 500 år. For den almindelige borger i dette samfund må præsterne havde fremstået med overnaturlige evner. Eksempelvis i kraft af deres evne til at kunne forudsige solformørkelse, må de have fremstået som hersker over universet. Når præsterne sagde, at solen skulle tildække sig, gjorde den det!

Brug af bevidsthedsudvidende stoffer var udbredt og accepteret. Der blev taget rusmidler og drukket alkohol i stor stil. Faktisk har man beviser for, at mayaerne drak sig sanseløst fulde, brækkede sig og derefter indtog brækket eller anden form for gæret drik for derved at blive helt og aldeles ufatteligt berusede. I mange år var teorierne om mayaerne idealiserede, hvorfor indicer på deres til tider groteske adfærd blev ignoreret.

Ligeledes forholder det sig med opfattelsen af mayaerne som et krigerisk folk. Indtil for ganske nylig var opfattelsen, at mayaerne var et fredselskende folk, der levede i harmoni med sig selv, naturen og deres naboer. Noget tyder på, at mayaerne i starten har været fredelige folk, men at de i deres klassiske periode har ladet sig inspirere af civilisationerne nordpå til at lave flere og flere ofringer, der hele tiden blev blodigere og blodigere. I Chitzen Itza er der tegn på, at man har taget sine modstandere, knækket ryggen på dem over en sten og skåret huden af dem, mens de stadig var i live. Maya-krigerne troede, at de ville få modstanderens kraft og styrke ved at bære dennes hud. Andre ofringer har været at skære de stadig bankende hjerter ud af kroppen på både egne folk og krigere taget til fange i forskellige kampe.

I spidsen af dette krigeriske og blodtørstige folk stod kongen og dronningen. Disse måtte også donere blod til sagen. Man har i udgravningerne fundet flere spidse instrumenter, der menes at have været brugt af kongerne og præsterne til at udgyde noget af deres eget blod i forbindelse med diverse ceremonier. I takt med at mayaernes civilisationer fik flere og flere problemer i slutningen af den klassiske periode, tog ofringerne til og ud fra de kranier, man kan se udskåret i nogle af stenvæggene i Chitzen Itza, har der været tale om rene blodbade. I nogle tilfælde har man ofret mennesker uafbrudt flere dage i træk.

For helt at forstå denne adfærd må vi huske på, at ifølge mayaernes skabelsesberetning var det gudernes blod, der gav menneskene liv. Det var den oprindelige offerhandling. Gælden til guderne består således i, at der skal udgydes blod. Og da kongen og dronningens blod ansås for at være det stærkeste, var dette blodoffer det vigtigste. I sin tid har kongen og dronningen således jævnligt opholdt sig i templerne, der er anbragt ovenpå pyramiderne, og her har de gennemboret deres tunge og deres genitaler for at udgyde blod. Dette er sket i overværelse af præsterne, der efter handlingen har taget kongen og dronningens blod, formodentlig på nogle tørrede blade og bragt disse udenfor, hvor de i overværelse af befolkningen har kastet disse blade på nogle brændende bål på toppen af pyramiden og derved ofret blodet til guderne.

Der har således sandsynligvis i slutningen af maya-civilisationen været en optrapning af voldsomme ofringer for at vinde gudernes gunst. Men i takt med at disse blev mere og mere barbariske, viste guderne flere og flere tegn på, at dette ikke var nok til at vinde gudernes gunst. Eller sådan må det have set ud for mayaerne. De mistede ganske enkelt troen på deres konge. I sidste ende var det kongen, der havde ansvaret og da erosion, svigtende afgrøder, nederlag overfor fjender etc. fortsatte – og mayaernes konge ikke var i stand til at opfylde sin rolle – ja så mistede mayaerne troen. Omkring år 900 bestemte de sig for at stoppe disse barske blodsudgydelser og forlade de storslåede byer, de havde skabt.

Ruinbyen Chichén Itzá

Chichén Itzá blev igen beboet af mayaer i slutningen af det 10. århundrede, og kort tid herefter sandsynligvis invaderet af toltekere, der kom til Yucatán fra deres hovedstad Tula i det centrale højland nord for Mexico City. Mayaernes og toltekernes kultur smeltede langsomt sammen, og fusionen mellem maya- og toltekisk kunst ses tydeligt flere steder. I det 14. århundrede blev byen igen forladt af ukendte årsager, og selvom den var et pilgrimssted for mange, var den allerede i forfald, da Spanierne kom. Chichén Itzá er bestemt ikke helt lille. Det arkæologiske område dækker et areal på 15 km2, og det vil tage flere dage at se det hele.

De vigtigste steder er:

Boldbanen:
Mexicos største antikke boldbane (Juego de Pelota) – en ud af 8 boldbaner i området, er stedet, hvor det rituelle boldspil pok-a-pok foregik, måske en forløber for vore dages basketball. Boldbanen er dannet af to parallelle vægge, der hver er 83 meter lange og 9 meter tykke med 36 meters afstand. I 7 meters højde sidder der på hver væg en ring, hvori spillerne skulle få en massiv gummibold igennem. Stenrelieffer ved boldbanen afbilder spillere før kampstart iført en farvestrålende hovedbeklædning af fjer. Andre indikerer spillets tabere blive halshugget og ofret til guderne.

Den hellige brønd:
Cenote Sagrado, den hellige brønd, er næsten 60 m i diameter og 35 meter dyb, omgivet af træer og slyngplanter. Foruden at være vandforsyning blev brønden også benyttet til religiøse ritualer. Der er faktisk to Cenotes i Chichén Itza. En Cenote er en naturlig brønd, der er skabt ved, at taget i en underjordisk flod er styrtet sammen. De havde stor betydning for mayaerne og deres efterfølgere. Det var en kilde til vand og en åbning til gudernes verden. Sådan en åbning kunne man jo ikke bare bruge uden at betale for det, så i stor stil ofrede mayaerne til regnguden Chaac. Både menneskeknogler og værdifulde offergaver er bjerget fra brøndens dyb.

Krigernes tempel:
Templo de los Guerreros (Krigernes tempel) er berømt for sin statue af en chac-mool figur, en tilbagelænet figur af en mand, der holder et fad i skødet, hvori de ofredes hjerter ifølge legenden blev anbragt efter halshugningen . Krigernes tempel kaldes også templet med de 1000 søjler og har fået sit navn efter de krigerfigurer, der er hugget ind i søjlerne.

Observatoriet:
Det runde tårn med den spiralformede trappe, El Caracol, var mayaernes astronomiske observatorium, hvorfra de ved at studere himmellegemernes bevægelser kunne fastlægge tiden for religiøse ritualer, såning og høst.

Kukulcán:
Templet for Kukulcán, også kaldet El Castillo eller Stenkalenderen, blev bygget til ære for Kukulkán, den fjerklædte slange. Den 25 m høje pyramide var mayaernes kalender – udformet i sten. 91 trin på hver af pyramidens fire sider, inklusiv platformen på toppen, giver tallet 365 svarende til et for hver dag i året. Pyramiden er bygget således, at hvert år ved forårs- og efterårsjævndøgn danner solens skyggevirkninger en krybende slange. Fra toppen af pyramiden er der en fin udsigt over ruinerne og den omgivende skov.

David Lubman, forsker i akustik, fandt i 1998 ud af, at hvis man ved foden af pyramiden klapper i sine hænder, lyder det som en kvidren fra den mexikanske fugl Pharomachrus mocinno, der var en hellig fugl i mayakulturen. På baggrund af David Lubmans opdagelser beregnede Nico Declercq fra Gent universitetet i Belgien sig frem til, hvordan lydbølger rikochetterer rundt om trinene på pyramiden og faktisk skaber lyde, der både kan lyde som fuglekvidder, men også som regndråber, der falder i en spand. Fuglelydene og de andre lyde har bidraget til spekulationer om, at pyramiderne var designet til netop at give lyde fra sig.

Højden og afstanden mellem de enkelte trin er afstemt, så de virker som et akkustisk filter, der forstærker enkelte frekvenser og dæmper andre. Men mere detaljerede studier viser, at lydene også er påvirket af en række andre faktorer som eksempelvis blandingen af frekvenser i lydkilden. Derfor mener Declercq, at arkitekterne formentlig ikke har været i stand til at forudsige præcist hvilke lyde, pyramiderne kunne frembringe. Lydene, der kommer ud af pyramiderne, siger Declercq, er stærkt afhængige af, hvilke lyde der så at sige bliver puttet ind i dem. En gentagende trommelyd giver eksempelvis en helt anden lyd, der minder mere om regndråber i en spand vand end fuglekvidder.

Han er skeptisk over for teorierne, der støtter tanken om at maya-arkitekterne bevidst har skabt gigantiske musikinstrumenter af pyramiderne. Ikke mindst fordi han nu har undersøgt og fundet lignende lydeffekter i store trappekonstruktioner i andre religiøse bygningsværker. Ved Kataragama i Sri Lanka eksempelvis lyder et håndklap på trappen, der fører ned til Ganga-floden, som rappende ænder.

Har du lyst til at vide mere om mayaerne, så kig i NetSpirts kapitel om den fascinerende mayakultur. Men inden, så husk lige at stemme på Chichén Itza, hvis du mener, at dette spændende vidnesbyrd om mayaerne fortjener en plads på listen over verdens vidundere.

Vil du vide mere

Overalt på jorden findes civilisationer, der har haft deres storhedstid for derefter at gå til grunde. Det er fascinerende at læse om hvorledes store og meget veludviklede samfund for meget lang tid siden havde kendskab til bl.a. matematik og astrologi i en grad som vi traditionelt først forbinder med de seneste århundreder. Disse samfund gik ganske enkelt til grunde af forskellige årsager.

Hver for sig er de forskellige storriger og civilisationer interessante. Inkariget er kendt af de fleste, men inkaerne var bestemt ikke de eneste, der udfoldede sig i Sydamerika. Blandt andet mayaerne, aztekerne og Nazca kulturen, med deres enorme tegninger i landskabet, var hver for sig ganske interessante. De fleste kender også lidt til den spændende udvikling som Kina og Egypten har været igennem, med mægtige dynastier, men den græske oldtid, med Platon, Sokrates mv., der danner udgangspunkt for den samfundsmæssige organisering i Vesten, er bestemt også værd at kigge nærmere på.

Dette afsnit om mayaerne indgår i NetSpirit’s sektion om forsvundne civilisationer. Du kan i denne sektion læse om Inkaerne, Mayaerne, Olmekerne, Toltekerne, de amerikansk indianersamfund etc. En anden relevant henvisning kunne være til NetSpirit’s sektion om verdens underværker. Her beskrives mange af de pyramider, templer etc. som du støder på igennem læsning om de forsvundne civilisationer.

Stil spørgsmål om Spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål