Mayaerne – Palenque

Palenque

I Palenque, Mexico, står midt i den tætte regnskov et tempel (Inskriptionernes tempel), som blev opført af maya-kongen Hanab Pacal i det 7. århundrede. Bygningen lå på ni pyramide-etager og kom til at danne mode for senere monumenter. Konstruktionen startede under kong Hanab Pacal (591-683) og blev gjort færdig af hans søn Chan Bahlum. Mayaerne slog sig ned i området omkring 100 f.v.t., men først omkring år 600 blev Palenque et magt-center. Den 12-årige Hanab Pacal besteg tronen i 603 og regerede de næste 68 år indtil sin død i 684.

Templet rejser sig 61 meter oven på ni pyramide-etager og har fem indgange. Indvendigt findes paneler med de inskriptioner, der har givet templet sit moderne navn. Ruinerne er omgivet af tæt, dampende regnskov og er blandt de mest æstetisk imponerende ruiner i Mellemamerika. Ruinerne, som kan ses i dag, er stærkt restaurerede rester af et ceremonielt centrum for en meget større boplads omgivet af marker.

Inskriptionernes tempel ligger i knapt 3 kms højde med udsigt over en lav kystslette. Først i 1958 opdagede arkæologen Alberto Ruz fire sælsomme sten-tapper i templets gulv. Han fandt en hemmelig gang under gulvet og efter et års udgravninger, dukkede Hanab Pacals gravkammer frem med en rafineret udskåret sten-sarkofag dækket af jade og cinnober. Låget på Pacals sarkofag viser kongen i sit dødsøjeblik, hvor han falder ned i underverdnens gab. Inskriptionernes Tempel er det eneste gravmæle bygget før herskerens død i Mellemamerika. Palenque er et spansk navn. Ingen ved, hvad Mayaeren kaldte dette sted. Templerne i Palenque var inspiration til templerne i Tikal.