Convent of Christ

Byen Tomar er hovedsagelig kendt for sin gamle korsridderborg – Convento de Cristo – et imponerende anlæg, hvor der er mange eksempler på den manuelinske byggestil. Denne borg er ikke mindre end et arkitektonisk vidunder, som blev opført i en periode på 500 år – 12. til 17. årh. Her huserede Tempelridderne, når de da ikke var ude og slås med maurerne, eller på anden måde kæmpede for at få muslimerne ud af Europa.

Byen Tomar 130 kilometer nord for Lissabon er en lille charmerende by, der ligger langs med Nabão-floden. Foruden den fascinerende Tempelridder borg, Convento de Cristo, byder Tomar by på hvidkalkede huse og brostensbelagte gader. I Tomar ligger en kirke fra det 12. Århundrede, der er værd at besøge. Ganske tæt på Tomar ligger det smukke Almourol slot, der også er et besøg værd. Slottet ligger meget smukt ved Tejo floden.

Men nu drejer det sig her om Tempelridderne og Convento de Cristo. Tempelridderne var en af de tre betydningsfulde ordner, der opstod omkring tiden for de kristne korstog. De to andre betydningsfulde korsridderordner var Den Tyske orden samt Malteserordenen. Myterne omkring Tempelridderne florerer i fuldt flor. Hvorfor blev de rige så hurtigt, og hvorfor kunne den franske konge ikke finde nogle skatte af betydning, efter han så skamløst have sørget for at udrydde langt de fleste af tempelridderne? Disse stadig delvist uafklarede spørgsmål har været grundlag for mange konspirationsteorier.

Convent of Christ

Korstogstiden, år 1095-1291

Det første Korstog år 1095 fører i år 1099 til de kristnes generobring af Jerusalem. I perioden 1099-1187 er Jerusalem hovedstad i Korsfarerrigerne. Klippemoskéen omdannes til kirke, al-Aqsa bliver militært hovedkvarter for den kristne Tempelridderorden. Den nuværende Gravkirke bygges. Knap 200 år senere efter gennemførelse af i alt otte korstog kommer Syrien og Palæstina igen under tyrkisk muslimsk herredømme, fuldstændigt som i 1095 da det første korstog begyndte.

Korstogene starter ved, at den byzantinske kejser Alexius I Comnenus appellerer paven om hjælp mod seljuk-tyrkerne. Pave Urban II er ikke sen til at følge denne opfordring, og snart dannes der rundt omkring i Europa militære enheder (korstogsriddere), hvis erklærede formål var at fordrive “de vantros” indtrængen på hellige steder og at forsvare disse. De mest kendte korsridderordner var Tempelridderne (grundlagt 1118), den Tyske orden, Malteserordenen samt Johanniterordenen, der kunne kendes på deres hvide flag. Udadtil startede korstogene således ud fra religiøse bevæggrunde, men går man historien nærmere efter, viser der sig andre motiver, økonomiske, politiske, sociale etc.

Otte adskilte korstog fulgte blandet med lokale slag mellem kristne og de muslimske tyrkere. Ingen af parterne lagde fingrene imellem, og især i Jerusalem udviklede det sig til et overdådigt blodbad, hvor byens jødiske og muslimske indbyggere i år 1099 brutalt mejedes ned af korstogsriddere, og 1. juledag år 1100 blev Baldwin (eller: Baudoin) i Fødselskirken i Betlehem kronet til konge over kongedømmet Jerusalem. Korstogsriddernes herredømme over Jerusalem varede dog kun til år 1187, hvor en arabisk hær under ledelse af Salah ed Din tilbageerobrede byen, og flertallet af de resterende korsriddere fortrak til Acre i det nordlige Palæstina.

Således var det kristne kongedømme Jerusalem i år 1290 blevet reduceret til nogle få fæstninger på kysten styret af kong Henry II. Det år fik gadeopstande mellem kristne og muslimer i Acre, det stærkeste af de tilbageværende fremskudte forter, den egyptiske sultan Al-Ashraf til at organisere en offensiv mod Acre. Den 6. april 1291 belejrede muhamedanerne, med 60.000 ryttere og 100.000 fodfolk, byen. Amalric, broder til kong Henry, kommanderende den kristne garnison, som bestod af 1.000 kavalerister og 15.000 infanterister.

Trods kraftigt bombardement fra egyptiske belejringsmaskiner, modstod Acre hårdnakket. Den 4. maj ankom kong Henry fra Cypern med forstærkninger – 1000 riddere og 2.000 infanterister – men de var ikke nok til at modsvare fortsatte tab, som de muslimske angreb medførte. Ydermuren faldt den 15. maj, og i et hovedangreb tre dage senere stormede mamelukkerne inderportene og strømmede ind i byen. I slutningen af sommeren var de sidste frankiske krigere blevet slettet fra det asiatiske fastland. Syrien og Palæstina lå under muslimsk herredømme, fuldstændigt som i 1095 da det første korstog begyndte.

I øvrigt var de otte korstog følgende:

• Første Korstog: Nicaea, 1097, Dorylaeum I, 1097, Tarsus, 1097, Antiochia I, 1097-98, Jerusalem VII, 1099, Ashkelon I, 1099, Melitene III, 1100, Mersivan, 1101, Eregli I, 1101, Eregli II, 1101, Ramleh I, 1102, Korsridder-tyrkiske krige, Antiochia II, 1119, Edessa II, 1144.
• Andet Korstog: Dorylaeum II, 1147, Damascus III, 1148, Korsfarer-tyrkiske krige; Ashkelon II, 1153, Ramleh II, 1177, Tiberias, 1187, Jerusalem VIII, 1187.
• Tredje Korstog: Acre I, 1189-91, Arsouf, 1191.
• Fjerde Korstog: Kontantinopel V, 1204, Adrianopel IV, 1205, Philippopolis II, 1208.
• Femte Korstog: Damietta, 1218-21.
• Sjette Korstog: La Forbie, 1244.
• Syvende Korstog: El Mansura, 1250, Korsridder-Tyrkiske krige; Antiochia III, 1268.
• Ottende Korstog: Tunis II, 1270, Korsriddere-tyrkiske krige; Tripoli, i Libanon, 1289, Acre II, 1291.

Convent of Christ

Tempelridderne

Tempelridderne (Tempelherreordenen, The Knights Templar, The Military order of the Temple of Jerusalem). En af de tre store ridderordener fra de kristne korstog grundlagt i 1118. Hovedsædet blev placeret i al-Aqsa-moskéen (Salomons Tempel) på Tempelbjerget i Jerusalem deraf navnet. Tempelridderne var organiseret som en krigerisk munkeorden med ret til at indkræve skatter og tiende i deres områder. Ordenen fik hurtigt stor militær magt. De fik samtidig økonomisk magt, fordi de fik så mange donationer og havde politiske forbindelser. Det førte til, at de efterhånden fungerede som en meget effektiv bank, hvilket var en torn i øjet på mange konger og adelige i Europa.

Fredag d. 13. oktober 1307 blev alle tempelriddere i Frankrig arresteret og udsat for forhør og tortur efter ordre fra den franske konge Filip den Smukke (Philippe IV Le Bel). Tempelridderne tilstod, formentlig under tortur, alt fra satanisme til homoseksuelle tendenser, men deres virkelige brøde var nok, at Filip ønskede at kontrollere deres bankforretning. Beskyldningerne mod Tempelridderne var egentlig taget fra den samme skuffe, som Vatikanet flere gange har trukket frem, når nogle stod i vejen for deres magt og interesser. Tempelridderne skulle således have tilstået følgende:

• De fornægtede Kristus, spyttede og sparkede på korset.
• De tilbad et billede af en afgud.
• De havde et perverteret sakramente.
• De begik rituelle mord.
• De gik med en snor om livet af kættersk betydning.
• De gav et rituelt kys.
• De praktiserede uortodoks syndsforladelse.
• De have et umoralsk levned.
• De have forrådt andre kristne styrker.

Alt i alt var de beskyldninger, som Tempelridderne blev udsat for, som nævnt, ikke meget anderledes end hvad kirken normalt beskyldte dem for, som stod i vejen for deres interesser. Det ganske paradoksale er dog, at Tempelridderne jo var en kristen organisation. Det var munke, der forsvarede kristendommen, gik i krig mod folk af anden overbevisning, beskyttede pilgrimme på deres rejser og i det hele taget var de, de sidste man kunne forvente, ville blive beskyldt for kætteri – ikke at tjene kristendommen.

Sandheden findes meget sandsynligt i at de tjente gode penge på deres bankvirksomhed, mens den franske konge balancerede på grænsen af ruin. Den franske konge Filip skyldte Tempelridderne en enorm sum penge, som han havde lånt af dem, og ved at lave manøvren med at beskylde dem for kætteri, kunne han både slå en streg over sine udeståender og tillige også beslaglægge deres enorme rigdomme.

Tempelriddernes bankvirksomhed var ganske revolutionerende for sin samtid. Dengang blev man ofte overfaldet, når man var på vej fra et sted til et andet, og sandsynligheden for, at man blev frarøvet sine værdigenstande, var således ganske stor. Men Tempelridderne opfandt det system, at man kunne betale Tempelridderne en sum, der hvor man tog af sted fra, få udleveret et dokument, som man så præsenterede for Tempelridderne på sit bestemmelsessted og få udleveret sine penge. Minus et gebyr naturligvis.

Kong Filip smedede sine planer sammen med Pave Clemens 5, og i oktober 1307 blev de franske tempelriddere uden varsel arresteret og anklaget for kætteri, homoseksualitet og afgudsdyrkelse. Stormesteren, Jacques de Molay, og flere end 500 brødre tilstod. De, der trak tilståelsen tilbage, blev brændt; 54 brødre i 1310, stormesteren Jacques de Molay blev brændt i Paris d. 18. marts 1314. Pave Clemens 5. anmodede i 1308 alle europæiske konger om at arrestere tempelherrerne i deres lande. I 1312 blev ordenen opløst af paven. Brødre og jord indgik ofte i Johanniterordenen, men i Spanien og Portugal blev der dannet nye, reformerede ordener for de tidligere tempelherrer. Ordenens fald gav den franske konge en kortvarig økonomisk og politisk fordel og førte desuden til en reform af øvrige ridderordener.

Det bør tilføjes, at Tempelridderne ganske vist blev offer for kong Filip og Pave Clemens 5.’s begær efter magt og penge, men helt uskyldsrene var de øjensynlig ikke. Efter at de var blevet den rigeste og mest magtfulde orden i Europa, begyndte der hurtigt at dannes rygter om deres åbenlyse rivalisering med andre ordener og om deres brutale omvendelsespraksis. Tempelridderne havde en enorm magt igennem deres organisering af pengeoverførelser og udlån af penge, og samtidig sad de på flere af de vigtigste borge. Tempelridderne havde udstrakt selvstændighed i forhold til såvel kirkemagten (Vatikanet), samt konger, fyrster og andre adelige i Europa, så deres fald blev begrædt af et fåtal.

De to historiske facts, der har dannet mest grobund for konspirationsteorier omkring Tempelridderne, er dels, at Tempelridder-ordenen startede ved, at ni franske ridder drog til Jerusalem i år 1118, og her fik de af den siddende magthaver lov til at bosætte sig på Jerusalems tempelplads i nogle oldtidsbygninger kaldet “Kong Salomons stalde”. Et vidt forgrenet tunnelsystem befinder sig direkte nedenunder, hvor det har eksisteret langt tilbage i oldtiden. Her, ved deres bolig gennem ni år (1118-1127) på selve tempelpladsen, gisnes det om, de ud over deres tjenester i det nye styre også har gravet i tunnelsystemet – og fundet noget af enestående betydning.

Efter disse ni år vender de franske tempelriddere i 1127 hjem til Sydøstfrankrig, hvor de mødtes med Bernard de Clairvaux. Efter Tempelriddernes møde med Bernard de Clairvaux voksede Tempelridder-ordenen med voldsom vækst både i Mellemøsten og Europa. Konspirationsteorierne bygger således på, at Tempelridderne skulle have fundet noget i Jerusalem, der gjorde, at Vatikanet tildelte dem store gaver og magt for at tie stille med, hvad de havde fundet.

Den franske teolog, abbed og kirkereformator, tempelriddernes skytshelgen: Bernard af Clairvaux (1090-1153), definerede Gud som “højde, længde og dybde”. Han lod visioner om lyset og om byggestenenes “himmelstræben” manifestere i en spirituel stil, en fornyende kirkearkitektur i form af katedralerne – med spidsbuens ’livsdynamiske’ formsprog, kæmpevinduer for lysets betydning samt lysets spil i farvet glas. Bernard var abbed for den i 1098 nystiftede klosterorden, cistercienserne (fra byen/slottet Cîteau). Formidlet af denne teolog og kirkereformator, Bernard de Clairvaux, grundlagde også hans munkeorden lynhurtigt 300 klostre over hele Europa, snart langt over tusinde, – og i 1140 var han involveret i at iværksætte den chokerende nyskabende arkitektur, som de gotiske katedraler udgjorde på den tid.

Det andet historiske facts, der har dannet grobund for konspirationsteorier omkring Tempelridderne, er, at da kong Filip efter at have udryddet de fleste tempelriddere søgte efter deres skatte, fandt han kun mindre værdier. Hvor blev de store summer af, som Tempelridderne havde optjent? Nåede nogle af Tempelridderne at flygte med skatten, og hvad bestod skatten egentlig af?

Hvor de fleste historikere er enige om, at årsagen til tempelriddernes hastige vækst hovedsagelig findes i, at de opfandt en genial ny måde at lave pengeoverførelser på, er der straks mere uenighed, når vi taler om tempelriddernes skat. Ingen har indtil videre kunne komme med en forklaring på, hvorfor kong Filip ikke fandt værdier af betydning. Og teorierne omkring tempelridderne får således nok lov at florere i fuldt flor lang tid endnu.

Convent of Christ

Malteserordenen

Malteserordenen kaldes også Johanniterordenen eller Hospitallerordenen. En af de tre store ridderordener fra de kristne korstog, men faktisk grundlagt i 1070 før det første korstog. De to andre ridderordner er Tempelridderne og den Tyske orden. Oprindelig grundlagt af kristne lejesoldater, der fik tilladelse af kaliffen i Egypten til at lave et hospits for kristne pilgrimme i Jerusalem. I 1113 grundlagt som munkeorden med det formål at beskytte prilgrimme i det hellige land både med væbnet eskorte og ved pleje af syge.

Under korstogene voksede ordenen til en betydelig militær magt i området. Mange af de vigtigste korsridderborge blev bygget af dem. Den største borg, Krak des Chevaliers, var deres hovedsæde. I midten af det 12. århundrede splittedes ordnen i en militær gren og en gren der arbejdede med pleje af de syge. Efter korsridderne blev presset ud af Palæstina ved Jerusalems fald i 1187, og Acres i 1291, fortsatte malteserridderne deres virke fra Cypern, Rhodos og Malta. Da tempelridderordnen blev opløst i 1307, overtog Johanniterordenen mange af deres besiddelser.

Den Tyske Orden

I 1198 blev endnu en ridderorden stiftet, nemlig Den Tyske Orden = The Teutonic Knights. Alle tre ordener har samme skæbne med hensyn til flytning via Cypern, Rhodos til Malta. Når Tempelherrernes ejendom går til Johanniterne, var det hovedsageligt for at disse kunne sørge for en slags pension til de tidligere Tempelherrer. Den tyske Ridderorden blev efter korstogstiden sat ind mod hedningene i Østeuropa og fik deres hovedsæde på borgen Marienburg = polsk Malbrok ved Vistula, 50 km syd for Gdansk. En tilsvarende orden blev oprettet i Spanien og Portugal med navnet Santiagoordenen.

Yderligere hospitals- og ridderordener

Der fandtes således tre betydelige korsridderordener; Tempelridderne, Den Tyske orden og Malteserordenen. Men der var (er) tillige en lang række mindre ordener. Nogle af disse drev også bankvirksomhed, der dog blev stoppet i kølvandet på udryddelse af Tempelherrerne, hvor der skete en reform af øvrige ridderordener. Nogle ordener var den samme blanding af munke og riddere som de tre store korsridderordener, mens andre var hospitals- eller sygeplejerordener.

Der kan eksempelvis nævnes Hospitalordenen af Loches i Frankrig, Hospitalsordenen af Sankt Thomas af Villanova fra 1660, Hospitalsordenen St. Lazarusordenen i Jerusalem, Helligåndsordenen fra Montpellier, Vor Frues Orden af Ranson = Mercedarianerne, der blev grundlagt i 1218 i Aragonien af St. Peter Nolasco. Også i Nordeuropa oprettedes ridder- og hospitalsordener, således Schwertzbrødre-ordenen = Ensiferi = Swordbearer Ordenen i Letland, grundlagt af biskop Albert i Riga i 1197; ordenen blev godkendt af pave Innocent III i 1202.