Påsken

Påsken er oprindelig en jødisk fest som fejres til minde om dengang jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten og kunne begynde deres vandring tilbage til Israel. Denne begivenhed fandt sted ca. 1280 før Kristi fødsel. Den jødiske påskefest bestod bl.a. i at man slagtede og spiste et lam til minde om den første påske hvor jøderne skulle smøre lammets blod på deres dørstolper for at undgå den 10. plage, døden, som ramte alle ægypternes førstefødte. Dødens engel gik forbi de blodmærkede døre og det hebraiske ord for påske betyder da også netop “at gå forbi” eller “at skåne”.

Påsken er i dag en af de vigtigste kristne højtider. Festen strækker sig over en uge, hvor de vigtigste begivenheder markeres: Palmesøndag med indtoget i Jerusalem, indstiftelsen af nadveren Skærtorsdag, korsfæstelse og død på Langfredag og genopstandelsen Påskemorgen. Selv om påsken i Danmark ikke har helt den samme folkelige opbakning som julen, fejres den dog også i hjemmene med f. eks. udsmykning af malede påskeæg. Beretningen om Jesus sidste dage findes i Det ny testamente; Mattæus-evangeliet.

Kristus uddriver købmændene fra templet
Ca. 1650. Musée du Louvre, Paris. Jacob Jordaens

Palmesøndag

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage”. Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: “Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste! Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er han? – og skarerne svarede: »Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa. (Matt 21).

Mandag

Næste dag gik Jesus til templet, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, og han sagde til dem: “Der står skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus. Men I gør det til en røverkule”. Og blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem.

Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undere, han gjorde, og da de så børnene på tempelpladsen, som råbte: »Hosianna, Davids søn!« blev de vrede og de spurgte ham: “Hører du ikke, hvad de siger?” Men Jesus svarede dem: “Jo, har I aldrig læst: Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang?”.

Jesus forlod templet, og da han var på vej ud, kom hans disciple hen til ham og pegede på tempelbygningerne. Men han sagde til dem: “Ser I alt dette? Sandelig siger jeg jer: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.” Og han forlod dem og gik uden for byen til Betania og overnattede dér. (Matt 21).

Kristus tages til fange
Ca. 1606. Pinacoteca di Brera, Milan. Caravaggio

Tirsdag

Mens han sad på Oliebjerget, kom hans disciple, da de var alene, hen til ham og sagde: “Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” Jesus sagde til dem:

“Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild. I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne. Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.

Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.

Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.

Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.

Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” Da Jesus var færdig med hele denne tale, sagde han til sine disciple: “I ved, at om to dage er det påske, og så udleveres Menneskesønnen til at korsfæstes.” (NB. Forkortet af redaktionen.)
Da samledes ypperstepræsterne og folkets ældste i gården hos ypperstepræsten, der hed Kajfas, og de enedes om at gribe Jesus med list og slå ham ihjel. Men de sagde: “Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket.”

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus, kom der en kvinde hen til ham med en alabastkrukke fuld af meget kostbar olie og hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords. Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: “Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige.” Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: “Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Hun har hældt denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne og sagde: “Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?” De talte tredive sølvpenge op til ham. Og fra da af søgte han en lejlighed til at forråde ham. (Matt 24).

The last supper. 1520-25. Fresco. 525 x 871 cm. Convent of San Salvi, Florence. Andrea Del Sarto

Langfredag

Tidligt næste morgen traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden. De lod ham binde og føre bort og udleverede ham til statholderen, Pilatus.

Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: “Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.” Men de svarede: “Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.” Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig. Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: “Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.” De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede. Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: “Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han der blev vurderet, af Israels børn, og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig.”

Jesus blev stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: “Er du jødernes konge?” Jesus svarede: “Du siger det selv.” Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting. Da sagde Pilatus til ham: “Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?” Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.

Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje. Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas. Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: “Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?”  Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham; og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: “Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.”

Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet.  Og da statholderen spurgte dem: “Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?” svarede de: “Barabbas!” Pilatus spurgte dem: “Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” De sagde alle: “Han skal korsfæstes!” Han spurgte: “Hvad ondt har han da gjort?” Men de råbte blot endnu højere: “Han skal korsfæstes!” Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: “Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.” Hele folket svarede: “Lad hans blod komme over os og vore børn!” Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham. Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: “Hil dig, jødekonge!” Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet.  Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata, gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: “Det er Jesus, jødernes konge”. Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: “Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!” Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.” Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: “Elí, Elí! lemá sabaktáni?” – “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: “Han kalder på Elias.” Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: “Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.” Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: “Sandelig, han var Guds søn.” Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen  og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven. (Matt 27).

Skærtorsdag

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: “Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?”  Han svarede: “Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.”  Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: “Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.”  De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: “Det er vel ikke mig, Herre?”   Han svarede dem: “Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig.  Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.”  Judas, som forrådte ham, spurgte: “Det er vel ikke mig, Rabbi?” Han svarede ham: “Du sagde det selv.”

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: “Tag det og spis det; dette er mit legeme.”  Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: “Drik alle heraf;  dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.  Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Da sagde Jesus til dem: “I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes. Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.”

Peter sagde til ham: “Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.” Jesus sagde til ham: “Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” Peter sagde til ham: “Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.” Det samme sagde også alle de andre disciple.

Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: “Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.” Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: “Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!” Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.”

Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: “Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” Atter, for anden gang, gik han bort og bad: “Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.”

Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge.  Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn. Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: “Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder.  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.”

Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste.  Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et “Rabbi!” og kyssede ham. Jesus sagde til ham: “Min ven, nu har du gjort dit.”

Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.  En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.  Da sagde Jesus til ham: “Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp? Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?”

I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: “I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes.” Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.

De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet. Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med.

Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden,  men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem  og sagde: “Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.”  Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: “Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?” Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: “Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?”

Jesus svarede ham: “Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.”  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: “Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen.  Hvad mener I?” De svarede: “Han er skyldig til døden.” Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: “Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?”

Imens sad Peter udenfor i gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: “Du var også sammen med galilæeren Jesus.” Men han nægtede det i alles påhør og sagde: “Jeg forstår ikke, hvad du mener.” Da han gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham og sagde til dem, som var der: “Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret.” Atter nægtede han det og svor på det: “Jeg kender ikke det menneske!” Lidt efter kom de, som stod der, hen til Peter og sagde: “Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber dig.” Da gav han sig til at bande og sværge: “Jeg kender ikke det menneske!” I det samme galede hanen.  Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: “Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” Og han gik udenfor og græd bitterligt. (Matt 26).

Kristus fremstilles for ypperstepræsten.
Ca. 1617. National Gallery, London. Gerrit van Honthorst.

The Entombment
1602-03. Pinacoteca, Vatican. Caravaggio

Kroningen med torne
Ca. 1609. Kunsthistorisk museum, Vienna. Caravaggio

Påskeæg & påskeharen

Traditionen med at spise og dekorere æg påske kendes i hele Mellemeuropa og går tilbage til den katolske tid. I fasten, som går umiddelbart forud for påsken, var det ikke tilladt at spise æg, og når fasten endelig ophørte påskedag, blev det blandt andet fejret med at spise æg i rigelige mængder. At æg var en foretrukken spise til påske hang også ganske enkelt sammen med, at hønsene på denne årstid lagde flere æg. Æg var i 1800-tallets bondesamfund en forholdsvis sjælden og kostbar madvare, som ikke indgik i den daglige kost. Æg blev i påsken brugt både som løn til præst, degn og tjenestefolk og som gave til børn, venner og bekendte. En del af præstens og degnens indtægter var naturalier, i form af det såkaldte offer, som i påsken blandt andet bestod af æg.

At give børn farvede æg til påske er en tradition, der går langt tilbage. Nogle af de ældste danske påskeæg er måske de, der omtales i Leonora Christines “Jammersminde”. Her fortæller hun, at hun udvekslede dekorerede påskeæg med en medfange i 1667 da hun blev holdt fanget i Blåtårn. Men også før den tid er der spor af, at æggene har haft betydning. I middelalderen véd man, at farvede æg anvendtes i fornemme kredse, og også i Danmark er der spor af den “madvielse”, som har været anvendt i andre lande. Ved madvielsen sørgede præsten for at velsigne madvarer, bl.a. æg, i forbindelse med påsken.

På mange gårde fik karle og piger et vist antal påskeæg, som de kunne bruge til at lege med, forære væk – eller spise. At trille påskeæg var en skik der hørte påskedag til. Det kunne foregå både udendørs og indendørs, med eller uden regler. Mange steder trillede man blot æggene på en nærliggende bakke indtil æggene gik i stykker. Når man “pikkede håndæg”, konkurrerede to personer om, hvis æg kunne holde længst, når man bankede de spidse ender af æg mod hinanden. Og atter andre lege gik ud på at samle æg op inden for et givet tidsrum.

l Sønderjylland, på Rømø og nogle få andre steder i Damnark var det påskeharen, der kom med æggene. Det er en skik, der ligesom juletræet er kommet hertil fra Tyskland, hvor den er meget udbredt. Påskeharen hopper først over grænsen i Sønderjylland i begyndelsen af 1900-årene. Her har haren visse steder har været i sving som æggegemmer. Der er dog ikke tale om nogen almen kendt tradition. I fx. Sønderjylland og på nogle af de sydfynske øer blev æggene gemt i gærder, under buske eller i harelejer, og børnene skulle så finde de æg, som “haren” havde efterladt. I Tyskland stammer de ældste belæg for den langørede æggeuddeler fra Heidelberg i 1682. Vi møder også den “æglæggende” hare i en tysk retsprotokol fra 1756, og i et schweizisk børnerim fra 1789.

Lørdag

Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus og sagde: “Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg. Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.” Pilatus sagde til dem: “Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.” De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen. (Matt 27).

Søndag – påskedag

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”

Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et “God morgen!” Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: “Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.”

Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket. De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, og de sagde: “I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor.” De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.

Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Påskens betydning

Påsken er vigtig for kristne mennesker af flere årsager. Påske begynder med Palmesøndag hvor de kristne mindes Jesu indtog i Jerusalem, hvor han bliver modtaget af palmeviftende tilhængere. Siden fejres Skærtorsdag til minde om det særlige sidste måltid som Jesus fejrede sammen med sine disciple. Langfredag er mindedagen for selve Jesu død og påsken kulminerer så selve Påskedag som fejres for Jesu opstandelse. Påsken er en af de vigtigste af de kristne fester fordi Jesu død og opstandelse er altafgørende for hele den kristne tro.

Den sidste nadver er et af de kendteste motiver i kunsthistorien, for det er en af de vigtigste begivenheder i kristendommen. Ved sit sidste måltid indstiftede Jesus nadveren, som blev en af grundpillerne i den kristne tro (se f.eks. Matthæus-evangeliet, kap. 26, vers 17-29). Jesu død var et offer som blev bragt for at vi (altså menneskene) kan gå fri af dommen over alle vores synder og vores modstand imod Gud. Og hans opstandelse er tegnet og beviset på at Gud accepterede og anderkendte hans offer.

Hvis Jesus ikke var blevet pålagt al vores skyld og var død som straf for det vi har gjort, så ville der ikke være nogen kristendom tilbage. Og hvis han ikke var opstået igen, så ville hans offer for os aldrig have fået nogen betydning, så ville det alligevel ikke kunne frelse nogen. Men nu er Jesus både død og opstået igen, og “Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” (Hebræerbrevet kap. 7 vers 25). Derfor betyder påske for kristne “at blive skånet”. De mener at de bliver skånet for den dom og straf som de ellers (selv mener de) er skyldige til. Dette er påskens budskab for kristne mennesker.

For dig er det måske mere nogle tiltrængte fridage eller fremstiling af påskeæg. Hvad det så end er, ønsker NetSpirit dig en god påske.

Gækkebreve

Gækkebrevenes “forløber” var de tyske bindebreve, som har været brugt i Danmark fra 1600-årene og frem til 1800-tallet. Et bindebrev var også et “drillebrev”. Det gjaldt om at placere brevet et sted, hvor modtageren ville få fat i det, og dermed “binde vedkommende”. Bindingen kunne også ligge i, at modtageren skulle løse en knude eller en gåde, som lå i brevet. Knuden kunne ikke løses op, fordi den enten var bundet meget fast i meget tynd tråd eller tegnet. Kunne man ikke gætte afsenderens identitet, skulle der bødes med et lille gilde, et kys, en teaterbillet eller et påskeæg.

At bruge påskeæg som bod blev formentligt udbredt med brugen af de såkaldte kommercielle gækkevers, som kunne købes hos forlæggere, bog- eller papirhandlere. I slutningen af 1800-årene fandtes et stort udbud af kommercielt fremstillede gækkevers. En af flittig udgiver af “købevers” var skillingsviseproducenten Julius Strandberg, som boede i Holmensgade. Han var uddannet som typograf, og arbejdede som sådan omkring midten af forrige århundrede. Ved siden af skrev han noveller, digte m.m. I 1861 opgav Strandberg typografien og helligede sig produktion af småskrifter og viser – især nyhedsviser – og blev en ganske holden mand.

Gækkevers og -brevproduktion begyndte at ebbe ud omkring 1.verdenskrig. Helt væk er den ikke før midten af 1960’erne, hvor der som det sidste sted i landet -stadig kunne fås “købevers” på Lolland. Efterhånden blev traditionen børnekultur. I 1990´erne har valentines til dels taget over, hvor gækkerierne slap. Og det er fra slutningen af 1990´erne også atter muligt at købe fortrykte gækkerier, fx på posthusene.

En vintergæk en sommernar,
en fugl foruden vinger.
En lille ven som har dig kær,
en kærlig hilsen bringer.
Mit navn, det står med prikker,
pas på det ikke stikker.

Nu skriver jeg et brev,
og du skal gætte, hvem der skrev.
I brevet er en vintergæk,
den må du ikke kaste væk,
men jeg skal ha et påskeæg,
hvis ikke du kan gætte,
hvem der har skrevet dette.

VIL DU VIDE MERE

Hvis du er interesseret i andre af kristendommens højtider eller kristendommen i al almindelighed kan anbefales at læse NetSpirits afsnit om kristendommen. Dette afsnit indgår som del af sektionen “Religioner”, hvor du også kan læse om de øvrige hovedreligioner; buddhismen, jødedommen, etc.

Vi vil egentlig også gerne gøre opmærksom på NetSpirits almenak. Dette synes vi selv er et meget spændende tiltag, da du her kan se de enkelte religioners højtider og læse uddybende beskrivelser af de vigtigste. Desværre er almanakken endnu ikke helt på plads, men vi hører da meget gerne fra dig om hvad du synes om ideen. Se her den foreløbige version af almanakken.

En anden interessant relation er til NetSpirit afsnit om hekse. Tidligere forbandt man heksene med påske. Navnlig på skærtorsdag mente man at de var aktive. I bondesamfundet mente man, at heksene var særligt aktive aftenen før Skærtorsdag. Dagen kaldtes St. Skadeaften, og man mente, at heksene samledes i følge med skaderne, for at drage til Bloksbjerg i Harzen eller Troms Kirke i Norge for at holde heksemøde.