Ordet kalligrafi kommer fra det græske kallos (skønhed) og graphe (skrift) og betyder således skønskrift. Når man ser reklamer for kurser og bøger i kalligrafi er det som oftest den direkte oversættelse af ordet der er fokus på. Du lærer således at lave flotte indbydelser, visitkort etc. I nærværende sammenhæng vil denne del af kalligrafi spille en mindre rolle, da formålet med kalligrafi oprindeligt er et ganske andet.

Kalligrafi indgår som et af de såkaldte fem kunstarter, som enhver kineser med respekt for sig selv har mere eller mindre check på. De fem kunster; Kampkunst / Qi-gong, lægekunst, malekunst, poesi og Kalligrafi, er gamle og forfinede kunstarter, der har været i udvikling gennem århundreder.

Kalligrafi øvelser	Komposition	De fem kunstarter
Kalligrafi quiz	Kinesisk skrift	Skrifts udvikling

Oprindelig er kalligrafi således forbundet med disse kunstarter og med østens filosofi i al almindelighed. Det er således ikke overraskende når vi fortæller at det oprindelige formål med kalligrafi er at få styr på processen. I alt hvad du gør, bør du ifølge kinesisk visdom have fokus på processen frem for resultatet. Eksempelvis i kampsport bør du ikke tænke på hvordan dit slag ender. Hvis dit fokus er på processen, altså eksempelvis hvordan din hånd bevæger sig igennem luften og hvorledes denne bevægelse er forbundet med din krop i øvrigt, ja så vil dit slag ganske automatisk blive perfekt.

Nu brugte vi blot kampsport som illustration af hvad der kort fortalt menes med at fokusere på processen. Kalligrafi er foruden dette aspekt også udviklet som en teknik i meditation og som en kunstart i sig selv.

 

Det kinesiske skriftsprog

Hvis vi skal forstå Kalligrafi, må vi starte med udviklingen af det kinesisk skriftsprog. Fra Xia og Shang dynastiet op til nu er der 4000 års historie med kinesisk skrift. Den kinesiske skrifts struktur er kompliceret. Den består af symboler, sammensætninger der giver nye betydninger og associeringer. Disse faktorer og linjerne, giver tilsammen en logisk betydning.

Som følge af udviklingen af menneskets evne til at tænke logisk, blev det efterhånden vanskeligt at bruge symbolskrift til at udtrykke de mere kreative og abstrakte begreber. Således har den tidlige skrift udviklet sig i retning af en form, hvor to eller flere tegn tilsammen udtrykker et abstrakt begreb. Derfor har vi set en gradvis udvikling og omstrukturering af det kinesiske skriftsprog.

Frihåndsskrift kan inddeles i fem kategorier: Zhuan shu, Li shu, Kai shu, Xing shu og Cao shu (udt. tsao shu). Den skrift, der oftest bliver benyttet til kalligrafi er Cao- shu. Den tidligste form for Cao shu, blev skabt for at øge hastigheden i skriften. Den er altid kontinuerlig fra begyndelsen til slut, med alle tegn tæt forbundet. Derfor kan den være meget svær at læse. Den fjernede sig derfor langsomt fra den praktiske brug af skriften, og blev en selvstændig kunstart.

De grundliggende elementer i Kalligrafi er øvelse, balance, styrke og rytme i konstruktionen af linjer og kurver. Når kalligrafen holder penslen må fingrene være faste, men håndfladen afslappet og blød. Penslen må føres i balance og hvert strøg eller prik, skal udføres til fulde. Sammensætningen af vandrette og lodrette streger skal balancere, og derved blive levende.

 

 

Kalligrafi og spiritualitet

Kalligrafi er i sig selv en kunstart, som er opstået uden et religiøst eller spirituelt fundament. Og dog! Kalligrafi er opstået i Kina og i østen har man ikke så travlt med at adskille tingen fra hinanden. Det er udtryk for en vestlig tankegang at ville kategorisere og adskille enkeltheder fra helheden. Den vesterlandske tænkemåde har altid skilt begreberne fra hinanden. Grænsedragninger er lavet mellem materielt og åndeligt, mellem kropsligt og sjæleligt, mellem mennesket og guddommeligt, mellem subjekt og objekt. I det hele taget ligger der i den vestlige tænkning mange grænsedragninger, hvorfor vi får eksakte videnskaber og skarp adskillelse mellem religion, videnskab, erkendelsesteori, filosofi, psykologi, naturvidenskab m.v.

I den østlige opfattelse er det enkelte menneske underlagt sociale regler for adfærd og en forpligtelse overfor fællesskabet – modsat et vestligt billede af mennesket som et individ, der selv er ansvarligt for sin skæbne. Instinktivt har østerlændingen set efter lighed snarere end efter forskel, alt i universet opfattes som et knudepunkt for mange relationer, derfor mener østerlændingen at intet bare kan reduceres til et punkt i rummet eller et øjeblik i tiden. Østens logik er således mere en både og holdning, mens Vestens logik er en enten-eller. Det er af samme årsag man ofte benævner Østens logik som feminin, hvor den logik som præger denne race, ganske vist er en logik, når alt kommer til alt!, men logikken er nogle gange svær at gennemskue, idet den netop ikke lader sig gennemskue, da den er baseret på intuition frem for systematisk lineær tænkning.

For at være god til at udføre kalligrafi kræves det at kalligrafen mestre følgende:

Ping. Når du bruger penslen må styrken være balanceret. Kalligrafi kræver af udøveren en fornemmelse af center og fokusering af penslens spids. Dette vil gøre en i stand til at skrive flydende og jævnt, men alligevel fast og roligt i strøget.

Yuan. Er fulde, komplette og spændstige linjer og buer.

Liu. At vide at stoppe. At bevæge sig så der kommer balance uden for lange eller for korte strøg.

Zong. Fasthed. Man skal være meget bevidst om at undgå uro og “udskridninger”.

Bien. Er de mange skift når man skriver. Der er lige streger, buer, fede linjer, tynde linjer, stærke linjer og svage. Man må kunne tilpasse sig, og vide hvornår man skal bruge hvad.
At opnå en præcis teknik i kalligrafi, er meget lige som det der kræves i mange af de asiatiske kampsports discipliner – især Tai Chi. Når en kalligraf begynder at skrive, må han forsætte hele vejen igennem til slut, uden at stoppe. Og han må ikke lave nogen rettelser. Sådan en flydende bevægelse ses både hos en kalligraf og en Tai Chi udøver.

Tid og rum i Tai Chi, kan sammenlignes med tiden og rummet i et stykke papir. Og bevægelsesmønstret i Tai Chi kan sammenlignes med stregerne i skrifttegn. Både tomhed og substans eksisterer sammen. Rummet i et stykke papir og tilstanden i Tai Chi ser måske ud til at være tomme, men er det bestemt ikke. I Kalligrafi må man lægge vægt på at det tomme rum i sit samspil med stregerne, linierne er som yin og yang. Således lever Yin og Yang sammen.

Det var i øvrigt denne tankegang som Robert Jacobsen funderede over da han lavede nogle af sine jernskulpturer. Han ville have beskueren til at beundre og studere det tomme rum, der blev skabt imellem jernstængerne fremfor jernstængerne i sig selv.

 

Den hellige skrift

Skriften i sig selv blev tidligere anskuet som noget ophøjet. Ses eksempelvis på hieroglyfferne så blev de tillagt stor magt i det gamle Egypten. Til dels på grund af deres utilgængelighed, eftersom størstedelen af befolkningen var analfabeter, men også fordi egypterne ærede skriften som en gave fra guderne. Oversat betyder hieroglyf helligt tegn, for ægypterne troede, at visdommens og skriftens gud Thot havde givet menneskene skriften som en gave. Man mente, at hieroglyfferne besad en magisk kraft, som gjorde sig gældende i alle aspekter af ægypternes liv og død, som for eksempel høst, husholdning, fødsler, sygdom og gravritualer. Hieroglyffen kunne for eksempel anvendes mod sygdom: skrev man de helbredende formularer direkte på huden, virkede den magiske kraft, når patienten slikkede blækket af huden.

Eller de blev skrevet på smykker og amuletter for at afværge ondt. De tegn, man finder på amuletter er hyppigt Horus-øjet, Udjat, som symboliserede helbredelse. Man skrev også uddrag af Dødebogen på amuletterne for at beskytte de levende mod de døde. Eller man gav mumierne dem med på deres farefulde færd gennem Underverdenen.  Det var et privilegeret erhverv at være skriver i det gamle Ægypten og forbeholdt eliten. Uddannede skrivere benyttede hieroglyfferne som et redskab for statsadministrationen og til at nedskrive politiske og religiøse begivenheder.

 

Lige nu er det eneste virkelige

I vesten er vi meget fokuseret på resultaterne, der gerne skulle komme ud af vores anstrengelser. Når vi eksempelvis laver kalligrafi vil vi ubevidst have mange tanker om det færdige værk. I østen er man i langt højere grad optaget af processen fremfor målet. I spiritualitet i al almindelighed er dette meget væsenligt.

Vi finder det eksempelvis indenfor meditation. Meditation kommer af latin og betyder eftertanke/fordybelse. Meditation er en fællesbetegnelse for en række øvelser, som tjener til at opøve en stille, ikke-vurderende bevidsthed. Meditation handler om at vende sin opmærksomhed ind ad og skabe en koncentration om et ord, objekt, tomrum, som vil standse den normale tankestrøm. Et væsentligt aspekt i meditation er at skabe et tomt sind. Dette skal forstås således at mennesket tænker tanker omkring 50,000 gange i løbet af en dag og derfor er hjernen hvad enten vi vil det eller ej altid på hårdt arbejde.

Igennem meditation opøves koncentrationsevnen og man bliver bedre i stand til at fokusere og sortere iblandt sine mange tanker. Meditation handler således om at få hold på os selv og mærke en indre ro midt i stress og de mange påvirkninger omverden konstant giver en. Meditation kan betragtes som en ændret bevidsthedstilstand. Til forskel fra den almindelige jeg-bevidsthed er den meditative bevidsthed mere neutral, inklusiv, usproglig, åben, valgløs og klar. Selvsagt har dette betydning for, hvordan selvet og verden opleves: Bevidsthedens form-mæssige beskaffenhed afspejles i høj grad i indholdet. At optræne en meditativ bevidsthed vil derfor bibringe en række oplevelser, som ligger udenfor jeg’ets almindelige horisont.

I østen benyttes kalligrafi undertiden i forbindelse med meditation. Ved at koncentrer sig om processen, de enkelte strøg, blækkets interaktion med papiret, de malede flader kontra de umalede hvide etc. opnår man at komme i en meditativ tilstand, hvor tiden ophæves og i sin yderste konsekvens får man oplevelse at alt er ét.

 

 

Bevægelsesprincippet

Til hverdag tænker vi normalt ikke meget over hvordan vi bevæger os, vores holdning, hvordan vi går på gaden, hvordan vi griber ud efter noget etc. Indenfor spiritualitet er opmærksomheden på og øvelser i bevægelser meget vigtige. Vi ser det eksempelvis indenfor begrebet BodyMind og Tai Chi Chuan – ofte forkortet til Tai Chi. Da du udfører din kalligrafi ved hjælp af bevægelser benyttes de samme tankegange og øvelser, som ligger bagved Tai Chi, til at blive dygtig til kalligrafi.

I det hele taget er det vigtig at du husker på at opdeling i forskellige kunstarter og discipliner er udtryk for en vestlig tankegang. I den østlige tankegang sammenblandes begreberne i langt højere grad. Vi ser det eksempelvis i yoga, der i vesten i udpræget grad udøves som en fysisk beskæftigelse, mens de åndelige principper der ligger bagved og som i østen anses som mindst lige så vigtige –  hvis ikke vigtigere – at praktisere, i høj grad negliceres.

Tai Chi startede sin udvikling i Wudangbjergene i Kina omkring 1200-1300 tallet, da af taoistiske munke søgte væk fra byerne og ud i bjergene for at finde harmonien mellem himlen, jorden og mennesket. Ret hurtigt fandt de ud af, at en forsvarsmetode overfor røvere var nødvendig. Denne kampkunst blev kaldt Shao-Lin. I ældre tid lå de forskellige små kinesisk fyrstedømmer konstant i krig med hinanden og undertiden også med ydre fjender. Med tiden blev det at føre krig forfinet til en kunstart – krigskunst.

Tai Chi bevægelserne udføres oftest, men ikke altid, langsomt. Især når man bliver mere øvet i Tai Chi studeres og udføres ved siden af de langsomme bevægelser, også en lang række bevægelser og sæt, som er hurtige eller en kombination af hurtig og langsom. Også våbenformene (sabel, sværd, stokke og lanse) indeholder både hurtige og langsomme bevægelser. Som oftest udføres Tai Chi bevægelserne dog meget langsomt da et væsentligt formål med Tai Chi er at omdanne den indre energi Chi til Shen (Ånd) – og at bruge indre snarere end ydre styrke. Tai Chi er således i lige så høj grad en indre fortagelse, som et ydre fysisk udtryk.

 

Kalligrafiens udvikling

De fleste kinesiske malerier og kalligrafiværker er påtrykt små segl enten i ydrekanten af værket eller spredt mere eller mindre tilfældigt ud over hele værket. Disse segl fortæller enten om hvem der har udført værket eller hvem der har ejet det igennem tiderne. Dette gør det nemt for historikere at spore værket tilbage i tiden og finde ud af hvem, der sandsynligvis har set og blevet inspireret af det. Seglene benytter oftest en meget gammel skrifttype, der var udbredt under Zhou og Qin dynastierne. De fleste segl er firkantede, nogle runde og atter andre ellipseformede.

Det, som står i seglet er typisk selve navnet på kunstneren eller ejeren, men som andre signaturer og billeder kan seglene kopieres og forfalskes hvorfor de ikke altid kan tages som et bevis for ægtheden af kunstner eller ejer. Designet af segl udviklede sig hurtigt til en kunstform i sig selv. Det svære er naturligvis at indpasse de respektive skrifttegn ind på meget begrænset plads. Skrifttegnene kan være lavet som et relief, hvilket resulterer i røde aftryk, eller skrifttegnene kan være indgraverede, hvilket resulterer i at skrifttegnene fremstår hvide på rød baggrund.

Seglene har den fordel at det enkelte værk kan spores tilbage i tiden og herved få kendskab både til hvem, der oprindeligt lavede værket, men også hvem der har ejet det igennem tiderne og dermed kendskab til hvem, der sandsynligvis har set værket og blevet inspireret heraf. I øvrigt er den kinesiske opfattelse af kopier, indenfor såvel maleri som kalligrafi, en del anderledes end i den europæiske tradition. Europæisk anskuet er en kopi noget uoriginalt, der værdisættes langt under de originale udførelser. I Kina anses kopier, som værende af lige så stor værdi som originalen. Det var (og er) meget udbredt at benytte de store kalligrafisters værker til at øve sig på og man mente at man herigennem lærte noget værdifuldt om karakteren, personligheden bagved den mester man kopierede.

Tankegangen bag at kopierne er respekterede og værdisatte, er at værket – maleriet, kalligrafiet etc. – ved at blive masseproduceret kommer ud til mange mennesker og de vil vokse som mennesker, lære noget nyttigt etc. ved at få kendskab til værket. Det har endvidere været nødvendigt at lave kopier af de store kalligrafers værker, da disse ofte fandtes i meget mangelfuldt antal.

Nogle af de mest berømte kinesiske kaligrafikere udfoldede sig under perioden med de seks dynastier. I denne periode voksede anerkendelsen af kalligrafi som udtryksform og her startede de første katalogiseringer og samlinger af kalligrafi fra individuelle kalligraffister, skønt det dog må siges at nogle af disse blot er fragmenter af kaligrafikerens personlig korrespondance, der er bevaret ved tilfælde.

Wang Xizhi (307-365) anses som den første helt store kalligrafikunstner. Han er bedst kendt for skriverier med kursiv eller løbende skrift. Skønt han allerede i sin samtid var berømt og hans kalligrafi blev værdsat har kun få originale værker overlevet tidens tand. Og dem som har overlevet er hovedsagelig noter og breve. Da kopiering som tidligere nævnt anses en del anderledes i Kina end i den vestlige verden og idet at Wangs værker allerede i Tang tiden var blevet sjældne, optræder der allerede fra denne periode kopier af hans værker.

Wang Xizhi’s mest berømte værk er forordet til Orchid Pavillon manuskriptet. I år 353, et år før hans officielle pensionering, inviterede Wang fyrre mennesker til sammen med ham at fejre den årlige Renselses festival (Purification Rites festival) i en berømt pavillon, der hedder Lan-ting, i udkanten af byen ShaoXing i Zhejiang provinsen hvor han fungerede som guvernør. Her afholdt de en poesikonkurrence. Ned af en lille strøm sendte de glas med vin og de af deltagerne som ikke havde nået at færdiggøre sin komposition før vinen ankom, måtte betale bøde ved at drikke! Denne selskabsleg opnåede legendarisk omdømme og der blev de følgende år refereret til den i såvel poesi og malerier de følgende år.

Det forord som Wang Xizhi skrev i kalligrafi til de mange digte, der blev frembragt, er rost for dets spontanitet, livlige rytme, energi og variation. Wangs konstruktion af de enkelte skrifttegn og hans brug af afstand såvel mellem de enkelte skrifttegn som mellem de enkelte afsnit, er meget beundret. Lan Ting Prologue (også kendt som Lanting JiXu), af Wang Xi Zhi, anses for at være det bedste eksempel og model for opbygning af skriften Xing Shu. Wangs stil har haft en kolossal indflydelse på kalligrafi i Kina, Japan og Korea. Ordet “Lan” betyder orkide, og ordet “ting” betyder “pavillon.

Prøv at betragte hvert enkelt skrifttegn omhyggeligt. Hvordan synes du den overordne form af skrifttegnet er? Synes du at de enkelte komponenter tilsammen er opbygget omkring en central akse, eller har de tendens til at trække sig fra hinanden. Kan du finde inkonsistens i måden hvorpå Wang Xizhi skrev de enkelte skrifttegn eller individuelle strøg? Tror du at værket blev udført metodisk og omhyggeligt eller hurtigt?

Wang Xizhi’s syvende søn , Wang Xianzhi, opnåede også berømmelse som kalligraf. I sin egen samtid overgik hans berømmelse sågar hans fader. Omkring slutningen på de seks dynastiers periode blev det dog igen, Wang Xizhi, der blev ophøjet til Kinas største kalligraf og således dennes stil, der blev anset for den mest sofistikerede og klassiske.

 

Igennem perioden med de seks dynastier udviklede kalligrafi sig til at være en kunstform, der var tæt forbundet med den litterære elite. Mange medlemmer af aristokratiet, havde ligesom Wang familien, der havde flygtet fra de turbulente politiske forhold i nord og etableret sig på ny i den sydlige del af Kina. Det politiske og kulturelle centrum for de sydlige dynastier var i Jiankang (nutidens Nanjing). Den uddannede mand, udviklede sin egen individuelle kalligrafi for at udtrykke sit eget indre jeg og distancere sig socialt. De faktorer, der hovedsagelig blev anset for at udvikle en god kalligraf var hans medfødte evner, hans litterære baggrund, familieforbindelser samt øvelse, øvelse og atter øvelse. Dette hovedsageligt ud fra kopier af de store mestre.

På grund af de turbulente politiske forhold i nord, florerede en ganske anderledes form for kalligrafi i det nordlige. Næsten alle eksempler, der har overlevet til i dag er i form af mindeord, udført på sten eller stål. Den kalligrafi der blev anvendt hertil var regulær standard skrift. Kalligrafierne anså det for mest formelt og hensynsfuldt at benytte en konservativ neutral skriftform til disse mindesmærker. Igennem perioden med de seks dynastier blev vigtige skrifter som Kung-fu-tse (Confucius) værker og de buddhistiske canon (de grundlæggende buddhistiske regler på sproget Pali), også kaldet The pali canon eller Tipitika, indgraveret på hellige bjerge, som eksempelvis Bjerget Tai. Disse indgraveringer var oftest enorme i størrelser og udført med højst simplificerede skrifttegn.

 

Tidlig Tang dynasti kalligrafi

Den kalligrafistil som blev udviklet af Wang Xizhi og senere videreudviklet af sønnen Wang Xianzhi, var som nævnt højt anerkendt i deres livstid. Den senere udbredelse afhang af tilgængeligheden af deres værker, og da disse hurtigt blev sjældne, opstod der mange kopier heraf. Igennem Sui dynastiet (589-618) var det især munken Zhiyong, en syvende generations efterkommer af Wang Xizhi, der stod for produktionen af kopier. Disse sørgede han for kom i omløb især blandt de mange templer i Zhejiang provinsen.

Kalligrafi er en kunstform, der har været tæt tilknyttet den politiske magt igennem Kinas historie. Kejser Tang Taizong (regerende i perioden 626-649) var en ivrig samler af Wang Xizhi kalligrafi og gik til ekstremerne for at fuldende sin samling af alle kendte kalligrafiværker udført af Wang Xizhi works. Han ansatte professionelle kopister til at lave reproduktioner af Wangs arbejder og ansatte mange kalligraffister der arbejdede i Wang stilen ved sit hof. Flere af dem i meget høje stillinger. Kejser Taizong havde naturligvis også selv Wang Xizhi, som forbillede for sin egen kalligrafiudøvelse, som han udførte ved at lave kopier fra Yu Shinan (Denne ansås som den der var tættest på den originale Wang stil, da han havde haft munken Zhiyong, som sin mentor og lærer.)

I hver historisk periode bliver kalligrafi forbundet med en bestemt skrifttype og et bestemt udtryk. Eksempelvis er kalligrafi fra perioden med de seks dynastier forbundet med den kursive eller den løbende skrift, med et primært fokus på et harmonisk udtryk, eftersom der i denne periode var et tæt fællesskab mellem poesi og kalligrafi i denne periode. Igennem Tang perioden var den regulære skriftform, den foretrukne skriftform.

Kalligrafi i denne periode var kendetegnet ved at udtrykke styrke, ved at være solid og enkelt. Man mente i denne periode at kalligrafisten ved at udføre sådanne kalligrafi viste sin personlighed, udtrykte at han var en moralist, have en moralsk karakter. Den enkle kalligrafiform blev til skønnet af Taizong’s hof der blandt andet havde Yu Shinan og Ouyang Xun ansat til at fremme den traditionelle kalligrafiske tradition.

Prøv at sammenligne denne kalligrafi udført af Ouyang Xun, med kalligrafien ovenfor af Taizong og Wang Zhi. Bemærk især de steder hvor linierne overlapper hinanden. Synes du at skrifttegnene har et organisk eller et geometrisk udtryk? Prøv at sammenligne teksttegn, der optræder mere end en gang med hinanden. Er de ens? Synes du at kompositionen af hvert tegn forholder sig til en central akse?

Får du ud af at kigge på Ouyang Xun´s kalligrafi et indtryk af dennes personlighed? Tror du man ud fra en persons kalligrafi kan fortælle noget om kunstnerens personlighed?

 

 

Skrifttegnene fra Yu Shinan og Ouyang Xun er begge udført i regulær skrift. Brug et øjeblik på at tænke over den mængde præscitation og spontanitet, det har krævet at udføre disse tegn. Hvilke forhold synes du bidrager mest til forskelligheden i de to udtryk?

Chu Suiliang havde Yu Shinan og Ouyang Xun som undervisere i kalligrafi. I sine tidlige år var Chu Suiliangs kalligrafistil solid og bastant. Det ovenstående eksempel er fra hans senere år og er blevet beskrevet som; “en følsom dame, der er ude af stand til at bære vægten af sine egne klæder”. Ud fra denne beskrivelse og kalligrafien i sig selv. kan du så gætte om Yu Shinan eller Ouyang Xun var hans mentor

I perioden mellem Wang Xizhi og begyndelsen af Tang dynastiet, blev kalligrafi anset for måden hvorpå man udtrykte sociale status og kundskaber, faglige ballast, personlighed. Der var endvidere en tæt kobling mellem poesi og kalligrafi eftersom den veluddannede elite praktiserede begge disse områder sideløbende.

Flere og flere kalligrafer søgte i denne periode at kunne beherske en hel pallet af forskellige kalligrafimåder og forskellige skrifttyper. En af de mest populære måder at øve sig på var ved at kopiere tekster, der indeholdt mange forskellige skrifttyper, stilarter, simple og komplicerede karakterer i et stort virvar.

Her er to eksempler på kopier af “Thousand character classic”, en grundlæggende børnebog skrevet under Liang dynastiet (502-556). Zhiyong, der var lærer for Yu Shinan, lavede over 800 kopier og uddelte dem til klostre i hans fødeegn i Zhejiang provisen. Tror du at disse to eksempler er tætte reproduktioner af det originale værk, eller tror du at de to kalligrafer demonstrer deres egen personlige stil her?

 

Thousand character essay(Sui eller tidlig Tang)

Thousand character essay(Gaoxian – Tang)

 

Skønt perioden under Tang dynastiet er tæt forbundet med standard skrifttypen eftersom den tilskyndes af hoffet, bliver andre skrifttyper også benyttet. Betragt eksempelvis kalligrafien her til venstre, der benyttede en helt anden skrifttype.

Skønt skriften synes gammeldags i forhold til kalligrafien fra Tang perioden afbildet ovenfor, stammer den faktisk fra den senere Han periode. Hvilke forhold tror du har bidraget til at gøre denne skrifttype attraktiv eller nødvendig i denne senere periode?

 

Den religiøse kalligrafi

Religiøs kaligraf fortsatte med at have stor udbredelse og vigtighed igennem Tang dynastiet. Før trykkekunsten blev opfundet (umiddelbart efter Tang dynastiet) blev kopier udført i hånden. Især blev buddhistiske tekster kopieret i stort antal af især munke, men også privatpersoner. Kopier af hele teksten fra de buddhistiske canons, blev udført efter kejserligt dekret, og ofte involverede det mange forskellige kalligrafier at lave en komplet udgave af de mange sutra tekster. Det var almindeligt at de bedste kalligrafier blev sat til at lave de første og de sidste ruller. Arbejdet ind imellem blev så overladt til de andre skrivere.

Hvorledes tror du, at det at udføre en kopi eller bidrage finansielt til at der blev udført en kopi af de buddhistiske sutraer kunne gave den enkelte kunstner eller bidragsyder

Tror du det krævede nogle specielle kvalifikationer at kopiere en religiøs tekst – og i så fald hvilke

Dekorative raffinement, såsom brug af specielt fremstillet papir eller penselstrøg udført med guld eller sølv blæk blev undertiden benyttet i den religiøse kalligrafi. Prøv at sammenligne de to eksempler herunder. Kalligrafien til venstre er udført i keltisk skrift og stammer fra en mindeinskription. Kalligrafien til højre er en detalje fra en kopi af de buddhistiske Sutraer. Hvilke ligheder synes du der er i stilen eller formen af skrifttegnene?

Shi Weize – Detalje fra Da zhi zhan shi memoria

Tang dynasty Sutra

 

Den personlige kalligrafistil

Individualitet blev en væsentlig strømning inden for billedkunst, kalligrafi og poesi i de sidste år af Tang dynastiet. Efterhånden som den centrale politiske magtsfære degenererede, fremkom en hidtil uset kreativ aktivitet fra kunstnerne. Daoistiske malere drak sig fulde og malede med deres hår eller trak hinanden indsmurt i maling hen over et lærred. Og deres modsætninger Chan kunstnerne søgte ligeledes frigørelse fra sociale normer og begrænsninger i deres kalligrafi. En ny type kalligrafi benævnt “den vilde kursive stil” opstod i slutningen af Tang dynastiet.

Den strikte moralkodeks og adfærdsnormen om at indpasse sig efter de tidlige Tang kalligrafimestre, var stadig udbredt, men der var tillige en stærk understrøm gående på individualitet, det spontane, og altså et afgørende skift i opfattelsen af hvorledes god kalligrafi blev udført. Væk fra den ultra konservative tradition og hen imod en tradition, der opmuntrede til individuelle udtryk og forandring. De kalligrafer, som var ansat ved hoffet blev igennem Tang perioden, opmuntret til at sætte standarden for hvad der burde anses som elegant og smuk kalligrafi. Men eftersom denne form for kalligrafi fulgte Wang traditionen, blev stilen efterhånden mere og mere stiv og stagnerende i sin udvikling. Som modreaktion herpå opstod den vilde, frie og personlige kalligrafistil.

Zhang Xu (700-750) var ophavsmanden til “den vilde kursive skrift”. Han opnåede stor berømmelse i sin samtid. Skønt den vilde kursive skriftform umiddelbart synes at bryde dramatisk med den tidligere tradition baserede Zhang Xu skrivestilen på den tidligere kalligrafistil. Det antages at han endvidere var inspireret af daoisternes praksis med at skrive i sand. Prøv at betragte kalligrafien til venstre ovenfor. Kan du genkende nogle skrifttegn som du har set tidligere? Kan du finde steder hvor penselstrøget har ændret hastighed eller hvor penslen har fået meget tryk? Hvor mange mennesker tror du er i stand til at læse dette brev?

Kalligrafien til højre ovenfor er også udført af Zhang Xu. Sammenlign de to kalligrafier. I hvilken skriftstil er det til højre udført? Ligner det noget fra de kalligrafer, der var ansat ved hoffet i den tidlige Tang periode? Hvad tror du gjorde den vilde kursive skrivestil mere attraktiv for skrivere og samlere end den traditionelle standardskrift?

Zhang Xu var lærer og rollemodel for to kalligrafer for den næste generation, som vandt megen opmærksomhed og anerkendelse for deres uortodokse og højst individuelle stil. Den ene af disse var munken Huaisu. Kalligrafien til venstre er udført af denne herre, der også var kendt under den lidet flatterende benævnelse “Den fulde munk”.

Huaisu fulgte i Zhang Xu´s fodspor med sin vilde kalligrafistil. Eksemplet her stammer fra en essay, hvori forekommer kommentarer omkring Huaisus egen studier af kalligrafi. Ved at betragte Huaisus kalligrafi til venstre, hvilket indtryk får du så af ham som menneske? Tror du eksempelvis at han havde et kraftigt temperament? Tror du at kalligrafiet er omhyggeligt og langsomt opbygget? Hvilken religiøs eller filosofisk strømning tror du havde den største indflydelse på denne type af kalligrafi?

Huaisu, der også omtales som den forrykte kalligrafimester, blev født i Changsha i provinsen Hunan, og hans familienavn var Qian, inden han fik sit munkenavn Huaisu. Huaisu’s fornavn var Zangzhen. Den stil han udviklede er kendt som (Cao Shu), “forrykt kursuvskrift”. Og ikke alene var Huaisus kalligrafi egenartet, hans træningsmetoder bar tillige præg af at manden så sandelig var en excentrikker. Omkring sin bopæl havde Huaisu plantet mange bananplaneter, da han benyttede plantens brede blade til sin kalligrafi. Senere blev bananplaneten et symbol for selvstudium i Kina. De udtjente pensler begravede han ved foden af et bjerg, som havde de været hans kæreste venner. At der ikke var penge til at købe kalligrafipapir var ganske enkelt et prioritetsspørgsmål eftersom alle Huaisus penge gik til at købe vin!

Huaisu blev munk allerede som barn og studerede under sin onkel, munk Huirong, der var meget optaget af kalligrafi. Onklen beundrede især en af Tang dynastiets store kalligrafimestre Ou Yangxun og brugte megen tid på at lave kopier af dennes værker. I udviklingen af den vilde kursiv betragtes Zhang Xu fra Yan, som den ubestridte mester og Huaisu som den værdige efterfølger. Undertiden sættes de på samme niveau og omtales som “den skøre Zhang og den vilde Su”. På sin egen måde videreudviklede Huaisu den stilretning som Zhang Xu havde startet og lavede et væsentligt bidrag til historien om kinesisk kalligrafi.

Yan Zhenqing (709-785) var en af de førende støttende loyale kræfter til Tang dynastiet i det politisk turbulente ottende århundred. Han var en dedikeret militærperson, der trods, mødt med flere skuffelser fra regeringsmagten, forblev loyal imod den til enhver tid siddende regering.   Yan Zhenqing´s kalligrafi udtrykte ophavsmandens egen stolthed, og til tider, nærmest heltemodige karakter. Når man udfører kalligrafi er en af teknikkerne at penslen skal være i oprejst position således at man direkte og kraftfuldt kan overføre energiflowet fra håndens bevægelser og ned på papiret. Fra Yan Zhenqing’s tid begyndte man at omtale denne teknik som Zhenqing’s teknikken og tillagde brug af denne teknik at kalligrafisten havde en høj moralkodeks.

 

Når man traditionelt vurderer kinesisk kalligrafi sættes der ofte lighedstegn mellem kalligrafiens struktur, dens arkitektur, liniernes udtryk, med personligheden af ophavsmanden. Nogle kalligrafiværker bliver således kritiseret for at være for udflydende og for at mangle “ben-struktur”. (Husk at skriften helt oprindelig udsprang fra spåmænd, der opvarmede dyreknogler og dyreben til de sprang i stykker og derefter tolkede hvad der fremkom.)

Prøv i nedenstående illustrationer at sammenligne Yan Zhenqing’s regulære skrift inskriptioner med de to eksempler på den mere ortodokse hof tradition, der favorerede det elegante og lettet i kalligrafistien fra Wang Xizhi. Eksemplerne er fra Chu Suiliang, der levede under Taizong tiden og Li Yong, der fulgte traditionen fra Wang-kalligrafisterne i den første halvdel af det ottende århundrede.

• Kan du finde ligheder i formen og vinklen på penselstrøgene?
• Hvilke penselstrøg tror du er udført med mest brug af kraft og tryk?
• Synes du at en af illustrationerne står ud ved at indikere at ophavsmanden er en magtfuld og æret personlighed med høj moralkodeks. Hvorfor eller hvorfor ikke?
• Synes du at Yan Zhenqing’s stil er nem at adskille fra andre kalligrafistile, du har set tidligere?
• Hvad synes du er mest karakteristisk for Yan Zhenqing’s stil?

 

Skønt langt de fleste kalligrafister under Tang perioden gjorde deres bedste for at følge retningslinierne fra hoffet og derfor udførte kalligrafi i den regulære skrift, blev det den kursive skrifttype, der efterhånden blev den mest udbredte. Dette skyldtes dens evne til bedre at kunne benyttes til at udtrykke den enkelte kalligrafs æstetiske præferencer, individualitet – og herigennem kalligrafistens indre karakter, hvilket vi tidligere har været omkring er en væsentlig ting i forbindelse med kalligrafi. Der i denne henseende ikke adskiller sig fra andre kunstformer. Indenfor kunsten har det altid været væsentligt for kunstneren at denne ikke blot er kopist, men tillige ligger en del af sig selv i værket.

Betragt de to eksempler på kalligrafiskrift, som er afbildet herunder. Den ene af Huaisu og den anden af Yan Zhenqing. Indholdet af brevet skrevet af Yan Zhenqing, omhandler omstændighederne omkring henrettelsen af dennes nevø. Skønt det er fyldt med fejl og korrektioner, er dette eksempel på Yan Zhenqing’s skrift blevet rost til skyerne af kendere. Hvilke kvaliteter tror du gør at dette eksempel på kalligrafi gør det mere værdsat end et poleret, veludført stykke kalligrafi?

 

Kalligrafi i Song dynastiet

Kalligrafi fortsatte igennem Song, Yuan, Ming, og Qing dynastierne med at være en central del af hele kunstudøvelsen i Kina. Tæt forbundet med de udøvende malere, de litterære, digterne, den uddannede elite, ja i det hele taget hele det sociale og kulturelle liv. Der ses i Kina mange eksempler på al denne kalligrafiudøvelse. Kalligrafi kan ses indgraveret på klipper ved de berømte udflugtssteder i Kina, templerne er udsmykket med kalligrafi, butikkers skilte er ofte udført i kalligrafi etc. Kalligrafi har været med til at forme Kinas synlige kultur og spiller endnu den dag i dag en væsentlig rolle i Kinas kulturelle og kunstneriske liv.

I Song dynastiet (Nordlig Song, 960-1127, Sydlig Song, 1127-1179) var det kulturelle liv meget blomstrende. Uheldigvis fik kalligrafi dog ikke meget ud af al denne vækst. Efter Tang dynstiet stod kalligrafi svagt. En af årsagerne hertil var at Song dynastiets herskere, ikke betragtede kalligrafi som serøs kunst. Men den mere betydningsfulde årsag skal findes i måden hvorpå Kina samfundsmæssigt udviklede sig i denne periode.

Kina var i denne periode meget under indflydelse af confucianismen, der tog afstand fra al videnskab og teknologi. I det gamle Kina var vejen til en embedsstilling først og fremmest at man var i stand til at skrive flot (og hurtigt). Og for dem fra de lavere klasser var dette den eneste måde hvorpå man kunne gøre sig håb om at stige på den sociale rangstige. Så igennem hele Kinas historie har der været massevis at store poeter og skønskrivere, men til gengæld få videnskabsmænd. Enhver nation, der negligere videnskab og teknologi må til sidst komme til at sakke agterud i forhold til den øvrige verden.

Og dette var præcis hvad der skete for Kina, da det for alvor kom under påvirkning fra confucianismen, der som nævnt tog afstand fra al videnskab og teknologi. Ganske vist kan Kina siges at have været verdens stærkeste land helt indtil Qing dynasty (1644-1911), men det gamle kinesiske imperium begyndte allerede at smule i slutningen af Tang dynastiet. Eksempelvis blev de kinesiske hære under Song dynastiet, ofte besejret af de meget små hærstyrker fra det nordlige Kina, hvorfor Song dynastiet i år 1127 blev nødt til at rykke sydpå.

Senere går det endnu mere galt da Kina bliver erobret og reageret af mongolerne, hvilket benævnes Yuan dynstiet (1271-1368), men som reelt var et mongolsk styre. Skønt Han folket (hvilket er hovedparten af den kinesiske befolkning) besejrede mongolerne og etablerede Ming dynstiet, blev også dette dynasti væltet af en minoritetsgruppe, der i 1644 etablerede Qing dynastiet. Dette skal ikke være en gennemgang af Kinas historie og de forskellige dynastier, men er blot nævnt for at illustrer at det store rige igennem lange perioder var meget trængt.

Der var ikke mange kalligraffister i Song perioden, der kunne hamle op med de tidligere store mestre under især Tong dynastiet. Der var dog fire som anses for at være dygtige. Ikke så store som tidligere kalligrafimestre, men dog dygtige. Disse er Su Shi, Huang Tingjian, Mi Fu og Cai Xiang. Af disse anses Mi Fu, der undertiden kaldes Mi Fei, for den største. Som så mange andre skønskrivere og poeter, kom han fra en embedsfamilie. Foruden at lave kalligrafi i den såkaldte Yuan-chang stil, studerede Mi Fei maleriets kunst og sammen med sin søn Yu-jen, udviklede han malerstilen Mi dot (Mi-chia-yun-shan), og udførte mange enkle landskabsbilleder.

 

Kalligrafi i Ming dynastiet

Ming dynastiet (1368-1644) er det dynasti som havde den dårligste kalligrafi i Kinas historie. Der findes et par kalligraffister, hvis kalligrafi er kendt i dag, men ingen af dem var store kalligraffister. Se eventuelt navne på kalligraffister under Ming dynastiet i oversigten nedenfor.

Kalligrafi i Qing dynastiet

Kang Xi som var den anden kejser under Qing dynastiet,(1644-1911) holdt meget af Dong Qichang’s kalligrafi, hvorfor mange mennesker studerede og lavede kalligrafi i denne stil. Det uheldige var blot at eftersom Dong Qichang’s kalligrafi ikke hører til blandt toppen af god kalligrafi, kunne folk ikke blive kalligrafimestre, selvom de studerede Dong Qichang’s kalligrafi nok så meget. I perioderne under den tredje og den fjerde Qing kejser blev den kinesiske lov Wen Zi Yu, der forbyder folk at skrive noget politisk håndhævet meget strengt.

Mange blev smidt i fængsel eller henrettet, uden at de reelt havde skrevet noget som helst politisk. Derfor begyndte mange veluddannede at studere arkæologi for at undgå at blive smidt i fængsel. Da der blev fundet mange arkæologiske fund med kalligrafiinskriptioner opblussede interessen for at studere kalligrafi og denne kom således til at fungere bedre i Qing dynastiet end i det forgående Ming dynasti. Der blev dog ikke blev udviklet nye skrifter eller kalligrafiskoler i denne periode.

 

 

Berømte kalligrafister

Her er en oversigt over kinesiske kalligrafimestre igennem tiderne. Mange optræder ikke på oversigten af den simple årsag at de efterlod deres kunst, men deres navne er gået tabt. Dette naturligvis hovedsagelig for de tidligste kalligrafimestre. Eftersom det er kinesiske navne er de opført med deres efternavn først, og dernæst deres fornavn.

 

Kalligrafiens historiske udvikling – Del II

Vi har været igennem kalligrafiens udvikling i Kina indtil år 1911. Men kalligrafiens fortsatte sin udvikling også efter etableringen af Folkerepublikken Kina og for at fuldstændiggøre belysningen af kalligrafiens udvikling skal vi også omkring kalligrafi i den arabiske verden. Idet der nævnes en masse dynastier og tidsperioder undervejs, kan du måske indledningsvis have glæde af kort at skimte det senere kapitlet om Kinas historiske udvikling igennem. Her finder du bla. en oversigt over alle dynastierne.

Igennem det tyvende århundred forandres de sociale og politiske aspekter af kalligrafi. I dag er kalligrafi ikke længere en kunstart, der primært forbindes med den veluddannede elite. Ikke alene blev kalligrafi indoptaget til hjælp for den kinesiske revolution i år 1911, men den udviklede sig også til en populær kunstform, der udføres af folk fra alle befolkningslag og kunstnere har igennem kalligrafi fundet måder at udfordre traditionerne, i stedet for, som tidligere, blot at holde de gamle traditioner i hævd. Under formand Mao var det almindeligt at se kalligrafibannere på gader og stræder, med revolutionære slogans. Skrifttypen, der oftest bliver benyttet til dette formål er fed, forenklet og blokagtig, uden megen sammenfald, med den kalligrafi, der udføres via penselstrøg.

Skønt denne blokagtige skrifttype har revolutionære undertoner, skrev formand Mao og mange andre af de førende revolutionære med pensel og i en stil, der ligger meget tæt på traditionel kalligrafi. Selv efter at sprit-tudser blev alment udbredt i Kina fortsatte de fleste ledere at lave deres kalligrafi med pensel. De forærede gladelig deres kalligrafi væk og håbede hermed at deres budskaber ville blive spredt. Formand Mao var foruden en dygtig kalligrafi også poet. Herunder til venstre er uddrag af et af Maos mest berømte kalligrafidigte. Digtet benyttes til udsmykning af Maos mausoleum, hvilket er vist til højre nedenfor.

De kinesiske leder, begyndende med Mao, ynder at blive fotograferet når de udfører kalligrafi, eller når de uddeler kopier af deres kalligrafi. I 2001 lod den kinesiske premiereminister Jiang Zemin sig fotografere mens han overrakte et af sine egne kalligrafiværker til en samfundsgruppe han ønskede at vise sin støtte til. Hvad tror du politiske ledere får ud af at publicere fotografier som dette?

I Kina er der stadig den dag i dag mange professionelle kaligrafikere, der lever af at lave kalligrafi i den traditionelle stil. Mange kunstskoler underviser i kalligrafi og udklækker årligt nye kalligrafimestre. Dem som laver kalligrafi til butiksskilte og dørrammer, bliver betalt langt mindre end de “egentlige” kalligrafimestre, men kendetegnede for kalligrafikunsten er nu mest at den i dag er udbredt blandt den brede kinesiske befolkning. Langt størstedelen af kalligrafiudøvere er glade amatører, der finder fornøjelse og udfordring i at perfektionere deres skrift. Til forskel fra tidligere, kommer kaligrafikere i dag fra alle samfundslag, hvilket til dels skyldes opmuntring fra regeringen om at alle deltager i denne “folkets kunst”. En anden medvirkende årsag er at langt flere i dag kan læse og skrive.

Når der skal skrives politiske slogans som dem der er vist ovenfor ved billedet af demonstrationen og på arbejdspladsen, er det således arbejderne selv, der udføre dette. Mange kinesere er medlem af en kalligrafiklub hvor de modtager gode råd og får mulighed for at vise deres kalligrafi til andre. Og mange af disse klubber er støttet af den lokalearbejdsplads og møderne afholdes ofte som en slags “gå hjem møde”. Der afholdes ofte større eller mindre konkurrencer hvor amatørerne får mulighed for at fremvise deres værker. Mange kinesiske aviser har en fast kolonne hvor emnet er kalligrafi. Hvis du kommer til Kina er det almindeligt at se kalligrafisterne udføre deres kunst på større pladser. Ofte i vand som billedet herunder viser.

Efter Maos død i 1976 skete der en liberalisering af den politiske kontrol over kunsten. Dette medførte at kinesiske kunstnere begyndte at eksperimentere med forskellige medie og udtryksmåder. Mange kinesiske kunstnere blev inspireret af de moderne vestlige kunstneriske udtryksmåder og begyndte bevidst at gå imod de gamle regler for hvordan kalligrafi skal udføres. De traditionelle regler for komposition, penselstrøg etc. blev udfordret og der fremkom moderne kalligrafiværker, der mere ligner malerier end kalligrafier.

Et eksempel på en sådanne moderne kinesisk kalligrafikunstner er Sun Boxiang. Han blev født i 1934 i en landbrugsfamilie, han har aldrig gået på kunstskole, arbejdede i mange år på det lokale kooperativ og er i dag en kendt professionel kalligrafkunster af den moderne skole. Sun Boxian tager sit udgangspunkt i den gamle kalligrafistil, men det udtryk han kommer frem til er radikalt anderledes. Du kan se et af hans værker nedenfor. Det store skrifttegn i midten er en fortolkning af skrifttegnet for “hest”. Et andet eksempel på en moderne kinesisk kalligrafikunstner er Wang Dongling. Han blev født i 1945, og er både maler og kalligrafi. Han underviser på det kinesiske kunstakademi og har tilbragt tid i USA med at studere vestlig kunst. I værket “Mysterious Door” (se nedenfor) laver han et moderne abstrakt billede og ovenpå dette sætter han segl stempler udført i den gamle arkaiske skriftstil. Hermed peger værket såvel frem som tilbage i tiden.

Luo Qi i, der er professor ved det kinesiske kunstinstitut står i spidsen for den såkaldte postmoderne kalligrafibevægelse, der har som hensigt at udvikle kalligrafi til at blive en abstrakt kunstform. De enkelte skrifttegn behøver ikke her hverken at være genkendelige ud fra deres traditionelle form eller være læselige som bogstaver. Hvilket naturligvis rejser et interessant spørgsmål. Når de kinesiske tilskuere i et værk ikke kan genkende nogle skrifttegn, kan værket så stadig siges at være kalligrafi?

 

Kalligrafi som udsmykning

En af de steder vi ofte ser kalligrafi er i udsmykningen af de muslimske moskeer. Til udsmykning er ofte brugt forskellige kalligrafiske gengivelser af skriftsteder fra koranen eller forskellige mønstre af geometriske figurer. I modsætning til den gænske opfattelse har Koranen intet direkte forbud mod brug af billeder, og arkæologiske udgravninger af moskeer opført i sidste halvdel af 600-tallet og starten af 700-tallet har da også godtgjort, at man i begyndelsen brugte billeder af både mennesker og dyr til udsmykning af moskeer og paladser. Det senere sejrende syn blandt teologer og retslærde om et forbud mod brug af billeder til udsmykning hviler på en række traditioner, hvor Muhammed har udtalt sig kritisk mod brug af billeder, fordi de kunne give anledning til dyrkelse af det, der blev afbildet.

Det nuværende billedeforbud i islam er således af relativ ny dato og betyder at man ikke må eftergøre noget levende eller nogen, der har levet. Derfor findes der ingen portrætter eller figurer i moskeen. Kalligrafi derimod må man gerne benytte og det er så gjort på fornem og i stor stil, såvel indvendig som udvendig. Herunder er vist et eksempel herpå fra Shah-I-Zindeh nekropolisen i Samarkand, Uzbekistan. Mausolæet i Samarkand (Gur-Amir) rummer den mongolske erobrer Timur Lenks jordiske rester og er opført i det 15. århundrede. I øvrigt har Shah-I-Zindeh har været inspiration til mosken i Skt. petersborg, hvis kupel tydelig er inspireret herfra, både i form og materiale.

Nogle af de smukkeste eksempler på kalligrafi brugt som udsmykning findes i byen Isfahan, som er en perle af islamisk arkitektur. Isfahan har siden gammel tid været et vigtigt center på karavanevejen, men det var først, da Shah Abbas den Store i 1598 gjorde byen til hovedstad i Iran, at dens glansperiode startede. Byens overdådigt udsmykkede moskéer og paladser, de blomstrende parker med springvand og pavilloner, bærer præg af, at en kraftfuld hersker har ønsket at gøre denne by til noget helt særligt.

Man kan gå på opdagelse i Isfahan og hver dag finde nye spændende steder og betagende smukke bygningsværker. Byen har blandt andet 169 moskéer, 28 koranskoler (madra-sahs), 13 kristne kirker og 12 synagoger. I forbindelse med byens store centrale plads (Emam Square) ligger nogle af de prægtigste bygningsværker. Der kan bla. nævnes Lotfollah Moskéen, bygget under Shah Abbas I i 1619. Denne moské regnes i det hele taget for at være et af verdens smukkeste bygningsværker. Kuplen har beige og pink farver og dertil en udsøgt dekoration med serier af arabesker og sorte og blå blomster. Mosaikkerne her er ganske simpelt formidable.

I sydsiden af Emam Square ligger Emam Moskéen, også et af højdepunkterne indenfor islamisk arkitektur. Minareterne og den store kuppel dominerer pladsens arkader. Moskéen blev bygget under Shah Abbas I, som mente, at Lotfollah-Moskéen var for beskeden for hans hof, og som derfor ville bygge noget mere storslået. Indgangportalen er imponerende, og overalt i moskéen er der fornemme kakler og mosaikuds-mykninger i klare blå og tyrkis farver. Der er geometriske mønstre (rosetter, spiraler osv.) på stiliserede “tæpper”. Der er ligeledes stiliserede blade og blomster, påfuglefjer og lange friser med kalligrafi.

 

Taj Mahal

Når vi taler om kalligrafi benyttet til udsmykning af bygninger kan vi næsten ikke være andet bekendt end at nævne det storslåede Taj Mahal, i byen Agraca, 200 km syd for New Delhi. Taj Mahal er et mausoleum, bygget af Shah Jehan til hans kone som døde i 1612 i barselssengen efter at have født sit 14. barn. Taj Mahal blev opført 1632-1647 og regnes for en af verdens smukkeste bygninger.

Taj Mahal blev konstrueret af materialer fra hele Indien og Asien. Mere end 1.000 elefanter blev brugt til at transportere byggematerialerne. Den hvide marmor blev importeret fra Rajastha, Jaspis fra Punjab og jade og krystaller fra Kina. Den centrale del af mausoleet er omkranset af fire identiske minareter, som er bygget med en hældning udad, så de i tilfælde af et jordskælv vil styrte til jorden væk fra selve mausoleet. Til venstre fra monumentet er der en moske af rød sandsten. Moskeen blev konstrueret for at helliggøre området, og skabe en plads for pilgrimme. Til højre er der en eksakt kopi af moskeen, kendt som jawab (“svar”), som alene er bygget for symmetriens skyld. Bygningen anvendes ikke som moske, da den ikke har den korrekte position i forhold til Mekka.

Fronten af mausoleet havde oprindelig en traditionel persisk char-bagh (“fire haver”) bestående af blomster og spredte trævækster. Den britiske guvernør Lord Curzon erstattede denne have med en mere engelskorienteret plæneopbygning, og det er denne som kan ses i dag. En myte fortæller at Shah Jehan beordrede byggeriet af verdens smukkeste mausolæum, fordi hans kærlighed til hans hustru var så stor og han ønskede at hun skulle huskes for evigt. Da Taj Mahal stod færdigt fik hovedearkitekten sine hænder hugget af for at sikre at han aldrig skulle kunne opfører dets lige. Hans familie blev dog lovet livslang forsørgelse.

 

Robert Jacobsen og kalligrafi

De samme linier som kalligrafisterne arbejdede med på papiret kastede billedhugger og grafikeren Robert Jacobsen (1912-1993) sig over at udføre i tredimensionelle jernskulturer. Robert Jacobsen ville have beskueren til at beundre og studere det tomme rum, der blev skabt imellem jernstængerne fremfor jernstængerne i sig selv.

Robert Jacobsen skaber sine første træskulpturer omkring 1930, og i 1935 lavede han sine første “dukker”, bestående af forskellige kasserede genstande. I 1940’erne skabte han sine fabelvæsener i granit og sandsten. Robert Jacobsen rejste sammen med Richard Mortensen til Paris i 1947, og bosatte sig i Maison des Artistes Danois i Suresnes. Begge blev tilknyttet det kendte Galerie Denise René, der talte en kunstnerkreds med bl. a. Vasarely, Poliakoff, Deyrolle, Dewasne og Magnelli. Fra 1949 arbejder Robert Jacobsen med jernskulpturer. Han flytter tilbage til Danmark i 1969, hvor han bosætter sig i Taagelund ved Egtved.

Mest kendt er Robert Jacobsen for sine jernskulpturer, men han var også en ivrigt maler og kalligraf. Nedenfor ses eksempler på hans arbejder og der er jo miskendelig en del inspiration han har fået fra kalligrafien. På nuværende tidspunkt er du kommet så langt i dette kursus at du udemærket er klar over at kalligrafi ikke så meget er “skønskrift”, men derimod en skøn tanke tolket i fuldendte penselstrøg, som udtrykker åndens sande billede. Kalligrafien er således en dynamisk og abstrakt kunstart, hvor kalligrafen selv skal være yderst koncentreret, for under arbejdet at kunne nærme sig det fuldkomne “i ét stort meditationsåndedrag”. Robert Jacobsen, der i øvrigt yndede at lyte til jazz mens han arbejdede, benyttede kalligrafi som kunstart i sin yderste konsekevens. Han opfattede kalligrafi som som udtryk for naturens veje, sjælelivets rørelser, det guddommelige, ja, alt, hvad der ikke kan udtrykkes i ord – hvilket jo pudsigt nok er det helt modsatte af opfattelsen af kalligrafi som værende skønskrift.

I øvrigt var Robert Jacobseb bestemt ikke den eneste vestlige kunstner, som hentede inspiration i kalligrafi. Eksempelvis Picasso og Matisse fremhævede begge at kalligrafi havde en stor indflydelse på deres kunst.

 

Persiske tæpper

På samme måde som vi tidligere var omkring at det ikke er til at adskille de fem klassiske kinesisk kunstarter fra hinanden, er det heller ikke muligt at adskille arabisk kalligrafi fra koraen samt en udpræget lyst til at lave ornamenter og dekorationer i de muslimske lande. Forståelse af nogle af ideerne bag islams geometriske/kalligrafiske kunst finder vi til dels i koranen, da islamisk kunst er nært sammenføjet hermed.

Koranens er en ny forstærket form for monoteisme, med Allah som en enestående, uforanderlig og evig skaber og hersker over universet. Ligeledes beskrives Allah i koranen som et stofløst væsen, der ikke kan opfattes af menneskelige sanser. Denne ide om den yderste enhed og fuldstændige stofløshed kende under navnet Tawhed-doktrinen (egl. “Skabende een”) og kan siges at være koranens hovedbudskab.

Tawhed-doktrinen medførte, at den islamiske verden forkastede indflydelsen fra den romerske og hellenistiske kulturkreds. Nu blev målet at skabe en æstetik, der på en gang kunne være en påmindelse om grundlæggende principper, og som kunne bibringe de troende en meditativ og intuitiv forståelse af Allahs ikke-jordiske natur. Arabesken (arabiske ornamenter) er et kendt eksempel på denne kunstopfattelse. Her findes en strukturel enhed bestående af tilsyneladende uendelige linier og mønstre. Herved får betragteren opfattelsen af uendeligheden, af det, der er hinsides tid og rum. Det synlige billede bliver bindeleddet til det guddommelige. Denne påmindelse om det evige og for mennesker uforståelige vil styrke troen hos betragteren.

Det non-figurative er ikke det eneste væsentlige karakteristikon ved islamisk kunst. Kunsten er opbygget i moduler, som sammen skaber en højere enhed. De tilsyneladende uendelige mønstre, der skaber associationer både til lyd og bevægelse gentages såvel i det enkelte modul som i helhed, men har dog stadig sin egen identitet og funktion på hvert plan. Samlet har værket oftest intet dominerende tyngdepunkt, og det udelukker enhver oplevelse af begyndelse og afslutning. Det er næsten umuligt at forestille sig islamisk kunst uden de komplicerede detaljer, der fanger iagttageren og fører ham videre i grænseløs kontemplation. En lige linie, en sluttet figur, hvor dygtigt de end måtte være udført, er utænkelig i islamisk kunst, da det dynamiske forløb over tid ikke kan finde sted under disse betingelser.

For en rettroende muslim har enhver tanke og handling religiøs forbindelse og betydning. Derfor betragtes det som positivt at bringe Allahs ord i enhver mulig visuel eller lydlig sammenhæng. Ved brug af kalligrafi styrkes indholdet af det hellige budskab med æstetiske virkemidler. Mens der stilles ganske mange restriktioner til hvorledes afskrift fra koranen bør være, er man til gengæld meget liberal i forhold til andre indskrifter. Ikke mindst udenfor bogens verden udfoldedes skriften med stor fantasi. Den stiliseredes indtil næsten ulæselige ornamenter og dannede forbillede for den egentlige ornamentik, der slet ikke kunne læses, såkaldt pseudokalligrafi, som voksede vildt på både tæpper, bygninger og bogsider.

Der bør dog gøres opmærksom på at der hersker en stor forskel i holdning til billeder, der blandt andet skyldes en forskellig vægt på forskellige traditioner. Fra Saudiarabien og vestover til Marokko og i sin tid til Spanien (Alhambre) er de geometriske og kalligrafiske mønstre dominerende (sunnni-muslimer). Fra Iran (Persien) og østpå (bl.a. shia-muslimer) er der en friere tradition: bl.a. fugle og fabeldyr i tæpper og klinker og illustrerede håndskrifter. Nogle af de flotteste ægte tæpper, kommer i øvrigt fra byen Isfahan i Iran, som vi var omkring ovenfor. Karakteristisk er midtermedaillonerne, kampscener, samt blomster og bladværk. Knudeantallet er sjældent under 450.000 pr. m2., hvilket giver dem en stor detaljerigdom.