Shamanisme findes over hele jorden. Ordet shaman, nu generelt brugt, er et sibirisk ord, men hver kultur har sit eget navn for denne magisk-spirituelle specialist, f.eks. hos samer noaide, på oldnordisk volve, hos shoshone indianere: puhagan, blandt inuit: angakok. Selve ordet shaman stammer fra ordet Saman, oprindeligt et ord fra det sibiriske Tungus folk, der kan oversættes til “at arbejde med varme og ild”, “at varme eller brænde”.

Hvis man bruger ordet til at beskrive et menneske, kan det oversættes til “en der transformerer energi”. Det er den almindelige opfattelse, at shamanisme er omkring 15.000 år gammel, dog er der blevet fundet shamanistiske redskaber, som er blevet daterede til at være næsten 40.000 år gamle. Det menes, at shamanisme oprindeligt stammer fra Sibirien, det centrale Asien.

I nogle nordamerikanske kulturer har shamanismen været central, men slet ikke i alle. I en groft skitseret opdeling af indianske religioner, kan man sige at der er overvejende shamanistisk prægede traditioner mod nord i samler jæger kulturerne, hvor det spirituelle liv er løst organiseret, med vægt på personlig vision og dyreånder. Mod syd i Pueblo og agerbrugskulturer har det ceremonielle og præstelige overvægt med kalenderfaste frugtbarheds ritualer og medicinloger.

Shamanismen nyder stadig stigende anerkendelse, forståelse og udbredelse. Fra at være begrænset til udbredelse hos lokale stammefolk og fra at være en forståelse, en indsigt, man værnede meget om og kun tillod få hvide at få indsigt i, går der i dag en strøm af forståelse og hjælp den anden vej.

En ny alliance er opstået mellem de oprindelige folkeslag og den vestlige verdens spirituelt søgende omfattende en unik blanding af økologi og spiritualitet ved hjælp af shamanismen. Dette skyldes især amerikaneren Michael Harner, der siden 1950´erne har arbejdet med shamanisme på verdensplan. Gennem sine studier af shamanisme har han ekstraheret det grundlæggende, det der er fællestrækket ved shamanisme uafhængig af, hvor i verden den har hjemme. Dette ekstrakt har han givet navnet Essentiel Shamanisme.

Når vi skal forstå indianernes spiritualitet og religiøse skikke må vi erindre at indianerne som folk, var spredt ud over kæmpemæssige arealer, med vidt forskellig klima- og leveforhold for de enkelte stammer. Disse forskelle i levevis affødte naturligt også store forskelle i indianernes kulturtradition og deres opfattelse af hvad der var helligt.

Indianerne havde en utrolig varieret kultur: Nogle var jægere, andre fiskere og atter andre bønder. Naturen, floraen og faunaen og forholdene i de klimatisk meget forskellige områder af Nordamerika nødvendiggjorde en tilpasning til lokale forhold. Denne tilpasning frembragte et væld af kulturer. Der findes altså ikke et enkelt begreb som “Den indianske religion” eller et sæt af indiansk livsfilosofi. Men skønt mangfoldigheden blomstrer, er der dog også en hel del fællestræk i indianernes opfattelse af spiritualitet.

Nutidens indianere lever i et moderne samfund, som de nu er blevet i del af. For især mindre stammer har det været svært at fastholde en levende kulturtradition, og mange stammer har således mistet deres sprog og spirituelle skikke. Andre større stammer har haft held med at bevare sproget og andre aspekter af deres traditionelle kultur. Men det har været en hård kamp. Tidligere fik indianerne at vide, at de ikke måtte tale deres eget sprog, at de kun måtte tale engelsk, de fik engelske navne og blev fortalt, at de skulle glemme deres oprindelige rødder og lade sig assimilere i det amerikanske samfund.

I mange år var det forbudt indianerne at udføre deres religiøse ceremonier, og da de fik lov til det igen, havde mange stammer svært ved at genoplive dem. I nogle stammer havde ceremonierne overlevet, idet man udførte dem på de øde og afsidesliggende reservater. For de stammer som har mistet deres religion, er deres eneste mulighed at “låne” ceremonier fra andre stammer.

Den indianske spiritualitet er ikke en konservativ fastlåst spiritualitet, men derimod en spiritualitet, der forsat udvikler sig. Dette ses eksempelvis ved de traditionelle indianske sammenkomster, især powwows, hvor indianerne dels bruger deres traditionelle dansedragter, men tillige også tilføjer nye dansekostumer samt ny stilarter til de traditionelle dansestilarter.

Indianerne startede oprindelig op med at have et syn på verden som om at alt, hvad der er, er levende og har sjæl. Dette livssyn, der i øvrigt kaldes animisme (af latin: anima, sjæl eller ånd), er et fællestræk for de fleste kulturer i deres tidligste stadier. Ikke kun for såkaldte primitive kulturer, men for stort set alle kulturer. Indianernes spiritualitet kan siges at være unik fordi de i meget stor grad har bevaret denne naturnære opfattelse af hvordan mennesket er i samspil med alt andet omkring sig. Animisme kan siges at indeholde en urgammel økologisk bevidsthed, der nu om stunder er mere aktuel og nødvendig at respektere end nogensinde før.

Shamanisme og religion

Der, hvor shamanisme adskiller sig væsentligt fra de religiøse bevægelser er ved den direkte spirituelle oplevelse uden mellemmand. Viden og indsigt erfares indefra i modsætning til tro, som er noget der overtages udefra og fra andre. Der er ingen regler og love, ingen bog man kan slå op i. Der en ingen ledere, der bestemmer, det er ingen religion. Shamanisme er universets vej, lige så mangfoldig som universet, derfor er shamanisme en personlig udviklingsvej. Shamanisme er blottet for teori, den er et rent oplevelsesbaseret erfaringssystem.

Centralt i shamanismen findes opfattelsen, at alt er levende, og alt levende er beslægtet, forbundet og afhængigt af hinanden. En shaman mener, at alt er levende – planter, sten, vind, vand etc. Ånd / liv er til stede i alting, og der er mange måder at opleve det på. At være menneske er kun én af dem. De andre livsformer – dyr, fisk, insekter, planter, mineraler – erfarer liv for dét, det er og fra deres individuelle perspektiver. Shamanen viser derfor respekt for alle ting og lærer livets ånd i dem alle sammen at kende hver for sig.

Yderligere antages, at denne sjæl er tilgængelig for kommunikation – kort sagt, vi lever i et levende og kommunikerende univers. Troen på, at alt, der findes, har energi, liv og sjæl kaldes Animisme. Shamanisme kan siges at lære, at alle ting med fysisk form har en ”ånd”, og at man ikke skal stirre sig blind på den ydre skal, men at ånden binder alt levende sammen i kræfternes net.

Shamanisme er ikke i sig selv en religion, men at praktisere shamanisme leder ofte til religiøse oplevelser. Animismen er så at sige shamanismens spirituelle fundament, for shamanen arbejder netop med at kommunikere, forhandle og samarbejde med dyrs og planters ånder, sjælen i klippe og vind. Mange shamanistisk aktive kulturer, også indianske, fortæller myter om en gylden fortid, da alle væsner og livsformer forstod hinandens sprog, men nu er det kun shamanen som i trance eller ændret bevidsthed forstår disse sprog, og hun fungerer derfor som tolk og budbringer mellem arterne.

Shamanisme og Animisme

Centralt i shamanismen findes opfattelsen, at alt er levende, og alt levende er beslægtet, forbundet og afhængigt af hinanden. En shaman mener, at alt er levende – planter, sten, vind, vand etc. Ånd / liv er til stede i alting, og der er mange måder at opleve det på. At være menneske er kun én af dem. De andre livsformer – dyr, fisk, insekter, planter, mineraler – erfarer liv for dét, det er og fra deres individuelle perspektiver. Shamanen viser derfor respekt for alle ting og lærer livets ånd i dem alle sammen at kende hver for sig.

Yderligere antages, at denne sjæl er tilgængelig for kommunikation – kort sagt, vi lever i et levende og kommunikerende univers. Troen på, at alt, der findes, har energi, liv og sjæl kaldes Animisme. Shamanisme kan siges at lære, at alle ting med fysisk form har en ”ånd”, og at man ikke skal stirre sig blind på den ydre skal, men at ånden binder alt levende sammen i kræfternes net.

En huleåbning der benyttes af shamaner.

De tre verdner

Shamanismen arbejder med tre verdner; Underverden, Mellemverden og Oververden.

Grundprincippet i shamanisme er at man ved hjælp af sang og trommen etc. ændrer sin bevidsthed for at være i stand til at lade sin sjæl rejse ud af kroppen til Åndernes verden. Denne er klassisk delt i tre: Underverden, Mellemverden og Oververden. Rejsen til underverden består i at shamanen, når trommen lyder, sender sin sjæl ned gennem en åbning i jorden – f.eks. en hule, en kilde, en rævegrav eller et menneskeskabt hul som en mineskakt. Hullet fortsætter som en tunnel, dybere og dybere nedad. Til sidst åbner tunnelen sig ud i underverdens landskaber, hvor shamanen mødes med sine åndehjælpere. De viser og fortæller shamanen ting eller foretager sig ting sammen, som giver shamanen kraft til at vende hjem og bekæmpe sygdomme eller genoprette balancen og Universets harmoni for patienten eller gruppen.

Underverdenen ses som et hjemsted for instinktiv viden, hvor de kræfter, vi har tilfælles med dyrene, findes, og hvor vi kan få praktisk hjælp og vejledning. Det er en overdådighed af sunde landskaber. Her er stedet, hvor man kan tanke kraft til hverdagen. Oververdenen er hjemsted for åndelige vejledere, kosmiske væsener, gamle vismænd, som almindeligvis optræder i menneskeskikkelse. Oververdenen kan ligeledes opleves som værende luftlandskaber, bjerglandskaber, sakrale landskaber med arkitektur eller som geometriske forvandlingsformer. Her kan man finde lærere og belæring. Mellemverdenen er på den ene side den fysiske verden, vi befinder os i til daglig, på den anden side en parallel, en ualmindelig version af denne verden. En verden, der ligger udenfor de grænser, som vores almindelige iagttagelse har sat. I den ualmindelige version af denne verden finder vi elementernes energier, væsner og kræfter. Det er planternes alfer, stenenes dværge, alle de væsner, store og små, der lever i naturen. Det er en verden fyldt med energier og væsner.

I shamanismen lærer man at skabe den tunnel, som fører ned til underverdenen. Kristendommens verdensbillede med himmel, jord og helvede er ifølge shamanismen et forkert billede på den spirituelle geografi. Underverdenen har intet dystert over sig. I underverdenen møder man sine personlige hjælpere i form af kraftdyr.

For nemheds skyld kan kraftdyrene til en start anskues som det, de udgiver sig for at være, nemlig dyr med bestemte kræfter og evner, der hjælper os og vogter over os. Hvis vi betragter dem nærmere, finder vi ud af, at de reelt er energimønstre, der kan vise sig i den skikkelse, som er bedst passende, for at vi kan forstå og kommunikere med dem.

Når psykologer taler om instinkter, taler shamaner om kraftdyr. Kraftdyrene styrer de mangfoldige funktioner, der findes i vores spirituelle, sjælelige og fysiske organisme, og forsyner dem med energi. I indfødte animistiske samfund var man klar over, at nyfødte børn uden kraftdyr ikke ville leve længe. I dette tilfælde har man hentet et kraftdyr til barnet. Kraftdyr har, ligesom mennesker, også en slags helbred. De kan blive svage og slappe, det vil kunne mærkes på vores egen tilstand, vi føler os trætte, nedslåede eller deprimerede, og de kan blive bedrøvede, hvis vi opfører os urimeligt i hverdagen.

Ved forskellige rituelle redskaber, som sang, dans, musik, stilhed, trance og – i nogle kulturer – stoffer, lærer shamanen at adskille sig fra hverdagens realitet. Når han går i trance, eller ‘rejser’, får han adgang til forskellige områder, hvor han kan kommunikere med sine guider og andre ånder, hente viden om healing, hente tabte sjæledele, bringe døde til dødsriget m.v.

Til at skifte bevidsthedstilstand benyttes især en monoton trommelyd frembragt ved hjælp af et instrument kaldet rammetrommen. Hos nogle folkeslag er trommen besat med metalstykker, der klinger med, når trommen bruges. Rammetrommer med to trommeskind kan man finde i Nepal. I nogle tilfælde indeholder trommen en trækugle, der ligeledes spiller med. Mongolske rammetrommer er runde, nogle med små halvrunde træstykker fastgjort under skindet, samiske er ovale, nepalesiske og inuit trommer kan være forsynet med et håndtag.
Næsten ligeså brugt som trommen er brugen af en rasle. Rasler findes i et utal af varianter og lyde over hele verden. Blandt de mere specielle rasler hører bjælderaslen fra Sydkorea og ånderaslen fra Amazones, der er en gren med blade.

Brug af dans til at ændre sin bevidsthed er i shamanistisk sammenhæng mest brugt på det afrikanske kontinent. Dans er en storslået og kraftfuld måde at gå på indre rejser på. I dansen aktiverer man hele kroppen, og rejser man målrettet, kan man komme langt omkring. Samtidig er danserejser ekstatiske og livsbekræftende. Også sang er meget benyttet. Man kan lave rejser for at få en kraftsang, bruge faste sange, eller man kan træne evnen til at udvikle sangen ud af øjeblikket. Reelt behøver det ikke at være storslået. Man kan gå på rejse til lyden af en æske tændstikker, en fingers trommen i et bord, havets bølger, vindens susen, bækkens klukken eller lyden af et stykke krøllet papir. Mulighederne er mangfoldige. Rejsens udbytte afhænger af den kraft, som shamanen formår at etablere.

I lære som shaman

At blive oplært til shaman i dag her i Vesten, er på mange måder lettere, end det har været før i tiden, hvor de kulturer i Europa, der endnu havde bevaret rester af shamanisme, har måttet udøve den i det skjulte. I dag er shamanisme frit og åbent for alle. Enhver kan deltage i en basisindlæring i shamanisme. Hvis man vil benytte denne oplæring til andet end brug i sit eget liv, kan man opleve, at kun ganske få ”vesterlændinge” nogensinde vil blive accepteret som shamaner – af andre vesterlændinge. Grunden kunne være en misforstået ydmyghed og respekt. Også folk fra Vesten kan tilføje shamanismen kraft og fornyelse. Man behøver ikke at søge ud i ørkenen for at få en vision for livet, den kan man også få på en bænk i byen.

Diskussionen om tradition eller ej handler i virkeligheden om, hvor på den shamanistiske indlæringsvej man befinder sig. En byshaman kan principielt set rejse lige så dybt ind i åndernes verden og udføre lige så fuldendte healinger som en traditionel uddannet indiansk shaman. Det er kun den personlige kraft, der tæller. Byshamanisme er i øvrigt et begreb, der blev indført af Huna shamanen Serge King i hans bestseller af samme navn. Byshamanisme dækker det samme som Essentiel Shamanismen, nemlig de fællestræk, der er for shamanismen uanset dens ankomst. Temaer for byshamanismen er: De lidelser, der påføres os som mennesker i en selvcentreret bykultur, fremmedgørelse i forholdet til naturen, der er besjælet med naturvæsnerne og behovet for at få hjælp i hverdagen, at få tilgang til livets kerne.

Den shamanistiske rejse foregår efter Essentiel Shamanismen i liggende stilling. Mens man ligger ned, rejser man ud i andre virkelighedsområder ledsaget for det meste af lyden fra en tromme eller rasle. For at rejsen kan blive en realitet, må den have et mål og et formål. Denne form for shamanisme har som regel en streng og grundig skoling, og den kan ende med en indvielse i åndernes verden. En, der således er indviet af ånderne, har ret til at kalde sig shaman, uanset hvilken kultur kreds han eller hun er vokset op i.

I Essentiel Shamanisme lærer man til at begynde med at berejse åndernes verden. Man lærer at finde hjælpere, lærere og kraft til sig selv og andre, og man lærer at berejse den spirituelle geografi. Et vigtigt element er den animistiske tro, at alt er levende og forbundet. Senere lærer man specielle healings teknikker, – at hente specielle kraftdyr eller at finde og integrere tabte sjæledele eller at arbejde med planter samt alt det, der har præget vort billede af den klassiske medicinmand/kvinde.

Ud over de grundlæggende forklaringer på shamanisme og shamanens rolle gives der en grundig indføring i medicinhjulet – også kaldet shamanhjulet eller kompashjulet – der er en kraftcirkel, der fortæller os om balancen og forholdet mellem alle ting og kvaliteter, og som ændrer og tilpasser sig de menneskelige behov under de aktuelle omstændigheder. Hvis man ser på verden ud fra hjulet, så når cirklen rundt i alle retninger på en måde, så alle retninger bliver ligeligt berørt. Således har alt sin plads i cirklen. Alle har deres egen placering indenfor cirklen, for alle skabninger er forskellige, men indenfor cirklen er vi alle lige. Der er ingen opdeling i høj og lav, betydningsfuld og mindre betydningsfuld. Vi er forskellige, men ligeværdige. Det gør cirklen social og viser samtidig, hvorfor shamanisme ikke er en religion. Her er ingen tilbedende underkastelse mulig – kun respekt for, hvad respekt tilkommer.

Essentiel Shamanisme er en grundig skoling. Anderledes med Trance-positurerne – man behøver her ikke at skulle gennemgå et uddannelsesforløb for at bruge trance-positurer. En indvielse i åndernes verden kan man lige så godt opnå med Trance-positurer som med Essentiel Shamanisme. Forskellen er, at en sådan indvielse opstår helt spontant med trancepositurerne, mens den Essentielle er en meget grundigere indlæring i shamanismens verden.

Hvad er så forskellen på shaman og medicinmænd? Lidt forenklet kan vi sige at shamanen udfører sit arbejde i direkte kontakt med sine åndehjælpere, i en ændret bevidsthed, mens medicinkvinden eller -manden udfører sit arbejde i almindelig bevidsthedstilstand. Medicinfolk kan være healere, “indian doctors”, på linje med Skandinaviens kloge folk, som kan stille blod, sætte benbrud, bruge urtemedicin, eller de kan have rolle som præst, som leder af fastlagte ceremonier, eller som spirituel lærer. Der er selvfølgelig mange overlapninger, men forskellen mellem shaman og ceremoniel leder ses f.eks. tydeligt hos Navajo: Hvis en person er syg eller ulykkesramt, bringer man vedkommende tilbage til hozho, kosmisk harmoni og skønhed, gennem en flere nætter lang healingceremoni, en chantway. Først diagnosticeres personen af en shaman, kaldet handtrembler, listener eller crystal gazer, der får sin information via åndesyn, i trance. Derefter ledes healingceremonien af en medicinmand, sanger, eller haatali, som foruden at recitere alle sangene også perfekt må kunne udføre de tilhørende sandmalerier af verdens skabelse.

 

Ritualer

Shamanistisk arbejde starter som regel med åbningsritualet, hvor dørene til andre verdener åbnes, der udtales respekt for de væsner, der bebor dem, og kraftdyrene inviteres til at ledsage os. Selve udformningen af åbningsritualet er som regel forskelligt afhængig af, hvem der udfører det. Men indholdet burde stort set være det samme. Åbningsritualet er det formelle udtryk for, at kontakten og dialogen med åndernes verden påbegyndes. Som regel henvender man sig understøttet af raslen, trommen, sang eller fløjten til de 4 verdenshjørner og til de 3 verdener. Det sker i erkendelse af, at man ikke er alene i verden, men at man er beredt til at indgå en dialog, med hvem man end møder på sin vej. Da man – samtidig med, at man rejser i åndernes verden – befinder sig i den almindelige verden, er ritualet en invitation til de åndelige væsner og energier til at være blandt os. Når shamanen vender tilbage fra rejsen, udføres ofte et afsluttende ritual, hvor der tages formelt afsked med de verdener, væsner og energier, som shamanen har været i kontakt med. Pueblo indianere bruger at strø et spor af majsmel ud af huset, så ånderne kan finde vej ud.

Et andet vigtigt ritual er soulretrieval (sjælehentning / spøgelsesforløsning). Det menes, at vi mennesker gennem livet, forårsaget af traumatiske oplevelser, mister dele af vor sjæl, vi føler os ikke helt til stede og ligesom ved siden af os selv. Man lærer igennem sin oplæring til shaman at hente sin egen og andres sjæle – for levende, som for døde – og hjælpe sjælen til at blive hel igen, at befri den og føre den videre til den åndelige dimension. Ud over disse grundritualer, findes der et stort antal specifikke ritualer til helt egne formål. Nævnes kan eksempelvis Shamansk Divination der dækker over områder som forudsigelseskunst, rådgivning og problemløsninger. Krystallernes kraft, den shamanistiske brug af krystaller. Energialfabeter og runer, brugen af tegn og symboler i hverdag og terapi. Samt brugen af drømme og drømmesymboler, der altid har været fremtrædende i shamanismen.

Shamansk sjælehentning

Sjælehentning er ikke bestillingsarbejde. Ånderne bestemmer. Man finder ikke altid det, man leder efter. Nogle mennesker møder op tilo en sjælehentning med et stærkt ønske om at hente bestemte brudstykker af deres sjæl hjem, men shamanen får undertiden på rejsen til Underverden at vide at vedkommende ganske simpelt ikke er klar. Tiden er ikke moden, og at andet arbejde må gøres først. Det sker også undertiden at folk møder op til en sjælehentning og så af shamanen får at vide at de i stedet først skal aflevere noget sjæl, som ikke tilhører dem og som de bærer rundt med som ubrugelig bagage. Faktisk er dette mere reglen end undtagelsen, for rigtig mange bærer rundt på andres sjæledele. Disse må gives tilbage til rette vedkommende, før shamanen kan begynde at “kalde” resten af den manglende sjælekraft “hjem”. Det anbefales at overlade sjælehentning til en professionel uddannet shaman, som du har tillid til.

Det er væsentligt indledningsvis at være opmærksom på at shamanen ikke prøver at bruge sine egne evner, kundskaber eller kraft til at hjælpe klienten. Shamanen støtter sig til sine åndehjælpere og guider, som manifesterer den energi, der skal gøre arbejdet. Sammen med dem tager han kontakt med klientens egen sjælekraft, sådan at denne kraft kan bringes tilbage til vedkommendes krop. Dette indebærer, at shamanen må vide hvordan han orienterer sig i åndeverdenen, og at han har det kraftfulde og klare samarbejdsforhold til sine åndekontakter, som kommer gennem erfaring og tillid. Når han først har fået kontakt med sine åndehjælpere, forklarer han om sin opgave og følger så de anvisninger han får. Hvis alt går godt, finder shamanen den tabte sjæle-essens og formår at bringe den tilbage, hvorved sjælen virkelig kommer hjem.

Alt dette forklares nemmest af en shaman så vi overlader ordet til Jonathan Horwitz.

“Engang skulle jeg genfinde en tabt sjæledel for en ven i Danmark. Et af hans problemer var ekstremt hukommelsestab med hensyn til barndommen. Al hans viden om den periode i hans liv kom fra andre mennesker. På min ”ånderejse” tog mine ånder mig med til et hus, der brændte. De førte mig ind i et værelse, hvor en lille dreng var spærret inde af flammer. Da vi endelig havde fået ham med ud, var det tydeligt, at han gerne ville vise os noget, og vi fulgte ham til toppen af en gravhøj i nærheden. Derefter sagde mine ånder, at jeg skulle tage denne barnesjæl med mig hjem til min ven. Det gjorde jeg så, selv om jeg ikke havde nogen klar ide om hvad der foregik.

Da jeg fortalte min ven om mine oplevelser, blev han meget forbløffet. “Da jeg var dreng, kunne jeg egentlig ikke lide at være hjemme. Jeg havde et yndlingssted hvor jeg plejede at lege – en gammel gravhøj fra stenalderen, der lå på min fars grund. Der gik jeg altid op. Da jeg var omkring seks år gammel, kom min mor for skade at sætte ild på huset, og jeg blev reddet ud i sidste øjeblik.” Efter sjælehentningen foretog han en pilgrimsrejse til sit barndomshjem. Der boede nu andre folk der, men det var gravhøjen, han opsøgte. Mens han stod der med begge ben godt plantet på jorden, følte han sig hel igen – og han begyndte at huske.

Et andet eksempel:

For nogle år siden ringede en kvinde, som havde været på et af mine introduktionskurser. Hun ville høre, om jeg ville foretage en sjælehentning for hende, og jeg svarede at jeg ville prøve. Da hun kom til vores aftale, havde vi en lang samtale. Det viste sig, at selv om hun var en moden kvinde, havde hun stadig et vanskeligt forhold til sin mor, og hun var sikker på, at moderen havde taget noget af hendes sjæl. Da jeg rejste til åndeverdenen, blev jeg sendt ud til det, som man kan kalde Den Store Tomhed, og som kan beskrives som et sort hul i åndeverdenens univers.

Der fandt jeg hende flydende i en drømmeagtig tilstand. Jeg bistod mine åndehjælpere i at få hende til bevidsthed igen. Hun virkede meget yngre, omkring tyve år, og syntes at være meget tilfreds med at være, hvor hun var, og hun havde ikke noget ønske om at vende tilbage. “Her er der ingen, som gør mig noget ondt,” sagde hun. Ved at snakke med denne sjæl fandt jeg ud af, at min klient havde forelsket sig og giftet sig i en fart, mens hun var meget ung, for at slippe væk hjemmefra. Men hun kom fra asken til ilden, og hendes redningsmand havde hende hurtigt i et nyt fængsel. For at overleve forlod en vigtig del af hendes sjæl hende. Efterhånden formåede jeg at overbevise denne unge sjæl om at den måtte vende tilbage til sin midaldrende fysiske krop.

Da jeg bagefter snakkede med kvinden om dette, blev hun overrasket: “Hvordan kunne du vide noget om det? Ja, det var en katastrofe, men jeg troede, at jeg var kommet over det for mange år siden. Men det forandrede mit liv, for jeg har ikke haft et eneste varigt forhold efter det. Jeg har altid skudt skylden på min mors plagen mig.” Åndehjælperne havde fortalt mig, at hun burde have to sjælehentninger til, og vi gennemførte dem i løbet af det næste år. Det viste sig, at hendes mor faktisk havde et stykke af hendes sjæl, og at hun havde et stykke af sin mors, som vi byttede om igen. Den sidste del fandt jeg på en rejse i mellemverdenen, nærmere bestemt i den gade hvor hun boede, hvor hun ledte efter sit hjem!”

 

Respekt for fortid og fremtid

Det helt grundlæggende fundament for indianernes spiritualitet er respekt for forfædre og efterkommere. Denne livsanskuelse er i høj grad den samme, som ligger bag det østerlandske helhedssyn på tilværelsen og da den er fundamental anderledes end den moderne vestlige livsanskuelse, er det indledningsvis vigtig at dykke lidt ned i hvad det egentlig indebærer at indianerne anskuer tilværelsen på denne måde.

En fundamental forskel mellem øst og vest ligger i opfattelsen af “personligheden”. I Vesten er bevidstheden en individuel affære, noget personligt. I Østen er bevidstheden af universel karakter, ja faktisk er den selve eksistensens urvæsen. Mennesket er i sin oprindelse født som et med universet, mens i Vesten er mennesket uendeligt lille, separeret og løsrevet fra universet. Østen er således introvert dvs. bevidsthedens orientering er vendt indad mod en selv, mens Vestens er ekstrovert, hvor bevidsthedens orientering er vendt udad, væk fra sig selv.

Det som Østen kalder bevidsthed, har meget mere at gøre med det som vi kalder for det ubevidste, end med det som vi forstår med bevidsthed. Vi kan vanskeligt forestille os en bevidsthed uden et “Jeg”. For hvis Jeg’et ikke er der, er der ingen til at være bevidst om noget. Jeg’et er derfor uundværligt for al erkendelse. I Østen har man ikke spor besvær med at forestille sig en bevidsthed uden et Jeg. Bevidstheden opfattes således som mere omfattende end jeg’et med evne til at transcendere Jeg’et og i de højeste erkendelsesformer i Østen forsvinder Jeg’et helt og aldeles.

Det som vi i Vesten betragter som bevidsthedens mørke baggrund, forstås i Østen som en højere bevidsthed. Jungs begreb om det kollektive ubevidste svarer således i Østen til en oplyst bevidsthed. Instinktivt har østerlændingen set efter lighed snarere end efter forskel, alt i universet opfattes som et knudepunkt for mange relationer, derfor mener østerlændingen at intet bare kan reduceres til et punkt i rummet eller et øjeblik i tiden. Østens logik er således mere en både og holdning, mens Vestens logik er en enten-eller. Den østlige tankemåde er mindre interesseret i faktisk viden om den ydre verden, dens interesse er mere for den essentielle væren, den indre verden. Den foretrækker intuition frem for fornuften, symboler frem for begreber, realisering af selvet gennem udslettelse af jeget, frem for realisering af selvet gennem udfoldelse af personligheden.

Den vesterlandske tænkemåde har altid skilt begreberne fra hinanden. Grænsedragninger er lavet mellem materielt og åndeligt, mellem kropsligt og sjæleligt, mellem mennesket og guddommeligt, mellem subjekt og objekt. I det hele taget ligger der i den vestlige tænkning mange grænsedragninger, hvorfor vi får eksakte videnskaber og skarp adskillelse mellem religion, videnskab, erkendelsesteori, filosofi, psykologi, naturvidenskab m.v. Hver for sig rummer de to tænkemåder styrker og svagheder. Den største svaghed opstår dog hvis man vælger den ene fra i forhold til den anden. Det er i det hele taget frugtbart at vænne sig selv af med at tage stilling enten for eller imod. Bedre er det at prøve at nå frem til en højere modsigelsesfri tænkning, der benytter det bedste af begge fremgangsmåder.

Forfædre og efterkommere

Storfamilien og ikke kernefamilien var samfundets bærende enhed. Dette ses af familiebetegnelserne. Som “mor” tiltaltes og fingerede ikke blot ens fysiske mor, men også ens mors søstre. Som “far” tiltaltes ens far samt hans brødre. Tilsvarende bredde i familiebåndene fandtes også i forholdet mellem bedsteforældrenes og børnebørnenes generationer. To personer regnede sig som fætre/kusiner selv om den fælles forfader lå fem generationer tilbage. Begrebet uægte børn eller halvsøskende eksisterede ikke. Personer kunne adopteres ind i en familie og regnedes da fuldt ud for familiemedlemmer. Slægtskab var altså ikke kun et fysisk blodsbånd, men et overordnet princip med en videre rækkevidde. I sidste ende forbandt det den enkelte med naturen og hele universet.

Tilsvarende var der knyttet stærke følelser og værdier til det at være en slægtning. Lige fra den tidligste alder forelå der gensidige forpligtelser for børnene i forholdet til søskende og voksne. Børnene blev behandlet som små voksne, men samtidig indskærpet en etisk standard, som de skulle leve op til. Det at tale sandhed indgik som en del heraf. Der var klare regler for den enkelte i omgangen med slægtninge på forskellige niveauer. Dette udviklede gensidig respekt og selvdisciplin. Fx. de navne, som barnet fik i løbet at sin opvækst, indeholdt noget, som barnet skulle leve op til.

Den klare fordeling af roller med pligter, rettigheder, og opgaver ud fra slægtskabssystemet betød, at samfundet kunne fungere effektivt. Mange kvaliteter, som undertiden fremhævedes som “åndelige værdier”, stammer fra behovet for at overleve i en barsk natur. Enhver vidste, hvad hans/hendes opgave var i en given situation. Eksempelvis kunne en hel lejr bryde op og være på march med 15-20 minutters varsel. Slægtskabssystemet overflødiggjorde social kontrol gennem ydre institutioner: fængsler, domstole, nedskrevne love, formelle valgprocedurer. At svigte slægtskabsforpligtelserne blev anset for det værste, en person kunne gøre.

De menneskelige relationer var overordnet de materielle ting. Social status blev først og fremmest vurderet ud fra de menneskelige kvaliteter, man lagde for dagen i omgangen med andre. En leder havde ingen formel magt, hvormed han kunne tvinge andre til at følge sine beslutninger. Hans indflydelse beroede helt på hans personlige troværdighed, hans evne til at træffe de rette beslutninger, til at få folk til at samarbejde, og hans omsorg for fællesskabet. At dele med andre gav respekt og beundring. At samle materielle værdier for deres egen skyld var en afvigende adfærd, der blev betragtet med undren og foragt.

Opfattelsen af slægtskab med hele sin stamme bredte sig efterhånden til en opfattelse af slægtskab alle indianere imellem og nu til dags ses der mange eksempler på hvorledes forskellige indianerstammer hjælper hinanden. Indianere i Nordamerika har et enormt internt netværk hvor der søges at give hjælp på alle tænkelige måder til hinanden. Der afholdes ofte store forsamlingsfester og arrangementer hvor børn, unge, ældre fra nær og fjern mødes. Det mest kendte arrangement er PowWow, men der afholdes talrige andre sammenkomster, hvor der danses, afholdes konkurrencer, diskuteres etc.

 

Den usynlige verden

Gennem drømme og visioner kunne den enkelte træde i forbindelse med repræsentanter for dyrefolkene (dvs. deres “ånder”, der altid viste sig i menneskeskikkelser) og derved hente viden og styrke til at klare tilværelsen. Derfra fik jægeren viden om dyrene, krigeren hentede styrke og mod, medicinmanden hentede viden og helbredende kraft til at kurere sygdomme osv. Universet bestod altså både af en synlig og en usynlig verden, der greb ind i hinanden. Dyrefolkenes repræsentanter fungerede som “mellemmænd” til de usynlige kræfter via drømme ol. Når indiansk religion af de hvide missionærer blev opfattet som “åndedyrkelse” beror det især på en misforståelse af dyrefolkenes status som mellemled mellem mennesket og Wakan Tanka.

Wakan Tanka er et begreb der er vanskeligt at oversætte. Wakan betyder hellig, kraftfuld, opfyldt af kraft som ligger ud over menneskets fatteevne. En traditionel oversættelse er. ‘som har kraft til at give liv og tage liv. Oversættelser som “det store hellige” eller “det store mysterium” er bedre end “den store ånd.” Wakan Tanka kan forstås som summen af alle de hellige kræfter. Men samtidig er der noget nært og fortroligt ved den. Den er både et “det” og et “du”. Wakan Tanka tiltales i bønner altid som “tunkashila”: bedstefar – som for indiansk tankegang en person, man både føler kærlighed og respekt for, fordi han har fungeret som vejleder og giver af viden som er nødvendig for at leve. Wakan Tanka er på en gang hinsides hvad mennesket kan forstå og samtidig kilden til alle de kræfter, der gennemstrømmer naturen og giver den liv.

Men forholdet til de usynlige wakan-kræfter reguleredes gennem først og fremmest gennem ceremonierne. De vigtigste var: svedehytteceremonien, pibeceremonien, visionssøgningen, soldansen, At-beholde-sjælen (en ceremoni, hvor en familie i et år efter en slægtnings død bevarede en særlig kontakt med vedkommendes sjæl), pigernes pubertetsceremoni, samt det hellige boldspil. Disse ceremonier var for hele folket og var blevet givet videre fra generation til generation. Medicinmændene havde deres egne ceremonier – især helbredelsesceremonier – som var blevet vist dem af ånderne, dvs. de åndelige repræsentanter for dyrefolkene. Disse ceremonier var individuelle og blev normalt ikke givet videre.

Vi fortsætter gennemgangen af indiansk spiritualitet ved at kigge nærmere på de vigtigste ceremonier.

VISIONSSØGNING ER FLYTTET TIL SIT EGET AFSNIT

Svedehytte

Indianere betragter renselse, ikke kun for kroppen men også sind og ånd, som en nødvendig del af vedligeholdelse af sundheden. Svedehytten kan benyttes individuelt eller af en gruppe og den kunne (kan) have flere formål. 1. Som en ceremoni i sig selv, ofte før vigtige beslutninger eller initiativer. 2. Som forberedelse til andre ceremonier (især visionssøgningen og soldansen). 3. Som middel til at opnå sundhed og styrke, som kur mod mange sygdomme – i vore dage også til udrensning af mentalt stress og som et hjælpemiddel til alkoholafvænning.

Svedehytte ceremonien foregår i en speciel bygget bikubeagtig struktur, stor nok til en mindre gruppe deltagere. Skelettet, som traditionelt er bygget af pilegrene, er dækket til med skind, tæpper og evt. plastik, med en lille åbning på øst siden. Alle delene af strukturen er valgt og konstrueret med omhu og ærbødighed. Et hul er gravet i midten af hytten for senere at holde nogle varme sten. En bålplads er bygget et par meter fra svedehyttens indgang for at varme stenene, der bliver samlet fra naturen i området. Imellem bålet og hytten bliver der bygget et lille alter. Alteret er lavet af jorden fra hyttens hul og er brugt til at holde forskellige redskaber til ceremonien, samt shamanens gaver til ånderne for deres hjælp.

Hele området omkring svedehytten bliver drysset af urter, og hytten selv bliver renset med røg fra salvie og ceder. Røgelsen flytter negative energier og tiltrækker positivitet. På denne måde er området gjort helligt. Ilden, som repræsenterer solen – eller Den Store Ånd – producerer de varme sten (sæd), der bliver afleveret igennem indgangen (skede) til hytten, som symboliserer livmoderen af Moder Jord. Stenene minder deltagerne om, at alle kræfter i universet kommer fra den samme kraft (inyan) som er repræsenteret ved de glødende sten.

Deltagerne træder ind i svedehytten nøgne, for at symbolisere den måde de var født som barnet af Fader Sol og Moder Jord. Ved indgangen bliver hver enkelt deltager renset med røg (smudged) af shamanen, inden de træder ind i selve hytten. Inde i svedehytten er der helt mørkt. Mørket opfattes symbolsk som moderskødets mørke, hvorfra ceremonien er en genfødsel. Samtidig kan mørket opfattes som det ‘åndelige mørke’ som ceremonien gennem sin rensende virkning bringer os ud af.

Deltagerne tager plads siddende i en cirkel rundt om hullet evt. på et håndklæde, som de har medbragt. Ildmesteren bærer de første varme sten ind i hytten, hvor shamanen placerer dem i hullet. Den del af ceremonien symboliserer befrugtningen. Når indgangen igen er lukket til, kaster shamanen noget urte-vand på stenene, som sender en sky af damp rundt omkring i hele hytten. Ceremonien er opdelt i fire runder, hvor indgangen bliver åbnet i slutningen af hver runde – primært for at hente nye sten, men også som en kort pause til dem, der vil ud og måske strække sig lidt.

Under ceremonien forklarer deltagerne deres grunde til at være der og deres evt. forventninger. De beder også om hjælp til styrke, accept og forståelse. De erkender de største problemer i deres liv lige nu, og således ved hjælp af ånderne, og bekræftelse af de andre deltagere (som vidner), “giver” de deres problemer væk. Der opstår ofte stærk healing under en svedehytte ceremoni og deltagerne kan opleve en stor rensning og transformation i deres liv. Man kommer ud af hytten med en ny sans af retning og formål. Ceremonien kan også bruges til at helbrede fysiske lidelser ved at “give” sygdommen væk – bevidst og med fuldt overlæg. Uhensigtsmæssige vaner og negative mønstre kan også fjernes på samme måde. Ligesom ved soldansen og visionssøgningen er det en grundtanke, at ceremonien også udføres på folkets vegne.

Svedehyttens oprindelse

Piegan stammen, som var den sydligste hos Siksika- Blackfoot levede ved hovedløbet af Missouri River. Piegan kom fra den Algonquinske sprogfamilie, men havde krige, mod stort set resten af sproggruppen. Dette kunne de i kraft af heste og våben til hurtige plyndringstogter, ting de havde fået af deres Canadiske fæller. Piegan var også fjendtlige overfor opdagelsesrejsende og omvandrende pelsjægere / handelsmænd. Adskillige skoldkoppeepidemier reducerede Piegan kraftigt i antal og i dag lever de i reservater på begge sider af grænsen USA- Canada. Her er deres historie om svedehyttens oprindelse.

For længe siden, var der en pige. En smuk en. En høvdings datter. Hun blev opvartet af adskillige unge krigere i lejren men hun ville ikke vide af én af dem, endsige have nogen af dem til mand. I blandt dem var der en ung mand. Utrolig fattig og med et stygt ar tværs over ansigtet. Selv om han så rige og smukke krigere blive afvist af pigen, besluttede han sig alligevel for, at ville spørge hende om hun ville være hans kone. Da pigen brød ud i latter og hånede ham for bare det at spørge, løb den unge mand ud af lejren af bare skam og begik sig sydpå. Efter at have vandret i adskillige dage, faldt den unge kriger om, rystende af kulde og udmattelse.

Fra himlen kikkede Morning Star ned på ham og fik ondt af ham. Morning Star vidste nemlig hvilke kvaler, den unge mand gik igennem. “Der ligger en fattig ung kriger nede på jorden, uden nogen til at hjælpe sig”, sagde Morning Star til sine forældre Sun og Moon. “Så hent ham, sagde de og Morning Star hentede den unge kriger, hvis navn var Scarface og bragte ham med op i skyerne. “Tag ham ikke ind i min bolig”, sagde Sun. Byg fire svedehytter.

Da det var gjort klart ledte Sun Scarface ind i den første hytte. Han bad Morning Star om at bringe sig varm kul, på en gaffelformet gren. Sun brød små stykker af Sweatgrass i stykker og lagde dem på det varme kul og snart begyndte duften af røgelse at brede sig. Så begyndte han at synge. “Old Man kommer i et med hans krop. Det sang han fire gange. Sun tog nu sine hænder og jog dem i gennem den tykke røg og gned Scarface i ansigtet med dem bagefter. Derpå gned han ham på venstre arm og venstre side. Så gentog han ceremonien på den anden side af den unge mands krop. På den måde fjernede han al lugt af menneske fra Scarface.

Så tog Sun ham med ind i de andre hytter og gentog ceremonien og rensningen af den unge mands krop. Det varede ikke længe før Scarfaces krop begyndte at ændres i farven og snart skinnede den med et gyldent skær. Imens Sun brugte en fjer til at stryge den unge mands ansigt, fjernede han på magisk vis, det stykke ar der sad der. Med en sidste berøring af fjeren i den unge mands hår, fik Sun ham nu til at ligne en tro kopi af Morning Star. De to unge mænd, blev nu ledt ind i Suns bolig og placeret på hver side af ham. En meget ærefuld position. “Old Woman”, kaldte Sun. “Hvem af disse to unge mænd er vores søn?” Moon pegede på Scarface. “Der sidder vores søn”, sagde hun. “Kender du ikke en gang dit eget barn mere!”, svarede Sun. “Ham der er ikke vores søn. Vi vil kalde ham Mistaken-For-Morning-Star”, forsatte han, imens de lo af fuld hals af fejltagelsen.

De to unge mænd tilbragte nu al deres tid sammen og blev meget gode venner. En dag da de var ude på en af deres sædvanlige eventyr, pegede Morning Star på nogle store fugle med meget lange, skarpe næb. “Fosterbroder, jeg advarer dig imod disse skabninger. De dræbte mine andre brødre”, sagde han til Mistaken-For-Morning-Star. Pludselig begyndte de store fugle at kredse over de unge mænd og Morning Star spurtede af sted, for at komme i dækning i deres bolig. Mistaken-For-Morning-Star samlede imidlertid en gaffelformet gren op fra jorden og slog fuglene ihjel én efter én.

Da de nåede hjem, fortalte Morning Star glædesstrålende sin far hvad der var sket. Sun lavede en sejrssang til ære for Mistaken-For-Morning-Star og forærede ham taknemligt en gaffelformet gren til at bære varme sten i og en dusk Sweatgrass, til at lave røgelse af. Disse ting var nødvendige for at lave en svedehytte-ceremoni. Det var en gave, givet i tillid. Mistaken-For-Morning-Star fulgte nøje med, da Sun byggede svedehytten og forberedte sig på at vende tilbage til jorden en dag.

Da Scarface endelig en dag kom tilbage til stammen, samledes de omkring ham for at se denne smukke unge mand, der var kommet til deres midte. Der var ikke nogen i første omgang, der gen- kendte ham som Scarface. “Jeg har været oppe i himlen, fortalte han dem. Sun gav mig disse ting, som bliver brugt i den hellige svedehytte-ceremoni. Det var en sådan ceremoni, der fjernede mit stygge ar” Scarface forklarede dem, hvordan den gaffelformede gren skulle bruges og hvordan de skulle brænde Sweatgrass. Sådan gik det til, at den første svedehytte blev bygget hos Pieganfolket.

Nu da Scarface, var sluppet af med sit stygge ar og havde en sådan velsignet gave med tilbage til sit folk, havde den unge høvdingedatter ingen skrupler med at blive hans kone. Som en påmindelse om Suns gave, til Scarface og hans stamme, holder Pieganstammen altid en svedehytteceremoni, som en vigtig del af deres årlige Soldans (Sundance) ceremoni.

Sådan konstrueres en svedehytte

Hvis du skulle få lyst til at lave din egen svedehytte findes der flere forskellige muligheder. Indianerne lavede traditionelt en svedhytte ud fra et skelet af pilegrene, som de tildækkede med skind og tæpper. Der laves sædvanligvis en lille åbning på østsiden. Alle delene af strukturen er valgt og konstrueret med omhu og ærbødighed. Et hul er gravet i midten af hytten for senere at holde nogle varme sten. En bålplads er bygget et par meter fra svedehyttens indgang for at varme stenene, der bliver samlet fra naturen i området.

Imellem bålet og hytten bliver der undertiden bygget et lille alter. Alteret er lavet af jorden fra hyttens hul og er brugt til at holde forskellige redskaber til ceremonien, samt shamanens gaver til ånderne for deres hjælp. Hele området omkring svedehytten bliver drysset af urter, og hytten selv bliver “renset” med røg fra salvie og ceder. Røgelsen flytter negative energier og tiltrækker positivitet. På denne måde er området gjort helligt. Herunder er vist fremstilling af en svedehytte i Friland.

Allerførst graver man grunden ud i 30 cm dybde og planerer den. Så laves en cirkel med en diameter på ca. 3 m. Fem stolpehuller graves i 80 cm. dybde rundt i omkredsen. Du skal nu bruge 5 egestolper 17 x 17 cm i længde 80 cm plus ønsket væghøjde. Hver af de fem egestolper skal du bearbejde ved at hugge en fals ud i hver side og dernæst tjære 20 cm under og over kommende jordhøjde. Dette for at undgå at der går råd i stolperne. 20 cm under overfladen er jorden bakteriefri. Der brændes efter med gasbrænder. De fem hjørnestolper rejses og du udlægger et 20 cm lag muslinger på hele grunden og ovenpå muslingerne lægges et lag grus på 10 cm.
Væggene laves af flækkede granstolper med en diameter på 20 cm. De afbarkes og da de skal sættes ovenpå hinanden, høvles de til i begge sider. Hver bjælke får en drypnæse i form af et savspor forneden. I begge ender laves et profil, som passer ind i falsen på hjørnestolperne.
Og så kan bjælken klemmes ned mellem hjørnestolperne. Husk at imprægnere de nederste bjælker med trætjære. Sprækkerne mellem bjælkerne tætnes med fåreuld. Du kunne også bruge mos, men uld rådner ikke. En midlertidig stolpe placeres i midten og ovenpå denne lægges en skorstenskappe. Tagspær måles ud og sættes mod skorstenskappen. Hvert tagspær hviler i et hak på hjørnestolperne.
Undertaget laves af billigt gran høvlet på den indvendige side. Til isolering lægges ålegræs mellem spærene i et ca. 8 cm. lag, hvorefter taget beklædes med kraftig hørdug. Denne hørdug skal males tre gange med en blanding af linolie, oxydsort, kridt og zinkhvidt, som virker svampehæmmende. Til sidst et lag knuste strand-skaller for at reflektere sollyset
En gryde bankes i facon efter skorstenskappen til inddækning og sammenføjningerne i tagdugen dækkes med lister. Der tætnes mellem skorstensrøret og skorstens-kappen med sand og ler. Læg evt. et gulv i hytten af marksten. En lille ovn sættes ind og sluttes til skorstensrøret. Der fyres kraftigt op i ovnen og så kan der endelig svedes.