Odysseen Sang 8

Resume af 8. sang i Odysseen af Homer. Næste dag lover kong Alkinoos Odysseus et skib, så han kan nå hjem. Odysseus har endnu ikke givet sig til kende, men ved en fest om aftenen brister han i gråd, da han hører en sang om krigen ved Troja. Alkinoos spørger nu Odysseus om årsagen til hans gråd, og Odysseus præsenterer sig. Kongen opfordrer Odysseus til at fortælle sin historie.

ODYSSEEN

Odysseen, 8. sang

1 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
2 Stod den kraftige Drot Alkinoos op fra sit Leie.
3 Op stod ogsaa den Ædling, hiin Stadomstyrter Odysseus.
4 Ham ledsaged den kraftige Drot Alkinoos derpå
5 Hen til Phaiakernes Torv, som laae ved Skibenes Stade.
6 Der de tog deres Plads på glattilhuggede Stene
7 Nær ved hinanden; men op gjennem Byen sig Pallas Athene
8 Skyndte, livagtigen lig Herolden fra Kongepaladset,
9 Tænkende stedse med Iver på Helten Odysses’s Hjemfærd.
10 Trædende hen tiltalte hun saa hver Mand, som hun mødte:
11 Skynder Jer dog afsted, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
12 Hen til Forsamling på Torv, at høre den Fremmedes Tale,
13 Som til den kløgtige Drot Alkinoos nylig er kommen,
14 Tumlet på Havet omkring, en Gud han ligner af Skabning.
15 Saa hun taled, og Lyst hos Enhver ved sin Tale hun vakte.
16 Snart opfyldtes med Folk alt Torvet og samtlige Bænke,
17 Altsom de stimlede sammen; med Studsen betragtede Mange
18 Drotten Laertes’s kløgtige Søn, thi Pallas Athene
19 Over hans Hoved og Hænder udgjød vidunderlig Skjønhed,
20 Rankere gjorde hun Manden, dertil meer fyldig at skue,
21 For at det hele Phaiakiske Folk han ret maatte tækkes
22 Ved sit anseelige Væsen, og kjækt bestaae sig i alskens
23 Dyst, hvori Phaikernes Mænd ham maatte forsøge.
24 Men da saa Folket var samlet og stod i Vrimmel på Pladsen,
25 Hæved Alkinoos høit sin Røst og taled iblandt dem:
26 Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
27 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
28 Her er en Fremmed, jeg kjender ham ei, vildfarende kom han
29 Til mit Palads, om fra Vest eller Øst, veed Ingen at sige;
30 Hjelp til sin Reise han ønsker, og beder, at denne ham sikkres.
31 Lader os da, som tilforn vi pleiede, fremme hans Hjemfærd.
32 Aldrig endnu behøved en Mand, som kom til min Bolig,
33 Her at tøve langsommelig Tid bekymret for Hjemfart.
34 Ud på det hellige Dyb vil et Skib vi flux lade trække,
35 Tjæret og nyligen bygt; til at roe skal vælges af Folket
36 To og halvhundrede Gutter bekjendte som dygtige Sømænd.
37 Naar I saa Alle tilgavns Eders Aarer på Toft har befæstet,
38 Stiger saa atter i Land, og holder i Hast Eders Maaltid
39 Hjemme hos mig; for samtlig Mænd skal der godt blive sørget.
40 Ungersvendene byder jeg Sligt; i øvrige Alle,
41 Drotter med Konningestav, til min glimrende Vaaning I komme,
42 For at den fremmede Mand i min Sal kan mildt vorde gjæstet;
43 Ei unddrage sig Nogen! Demodokos hente man ogsaa
44 Hid, den hellige Skjald, hvem en Gud forlenede Sangen
45 Alle til Gammen, hvad Hjertet ham end tilsiger at qvæde.
46 Talt; selv gik han foran, og samtlige Drotter ham fulgte.
47 Bort Herolden sig skyndte, den hellige Sanger at hente.
48 Ogsaa de to og halvhundred udkaarede Gutter begav sig
49 Ned til Stranden, som Kongen befoel, til Havet det golde.
50 Men da til Havet de ned vare komne, hvor Skibet var qværsat,
51 Ud på Bølgernes Dyb den tjærede Snekke de haled,
52 Bragte saa Mast og Seil ombord i det tjærede Fartøi.
53 Dernæst lagde de Aarerne fast i Stropper af Læder
54 Alt med Orden og Skik, og Seilene hvide de heised;
55 Høit fortøied de Skuden, hvor Vandet var smuult, og begav sig
56 Til den forstandige Drot Alkinoos’ prægtige Hofgård.
57 Snart var Hallerne, Gaarden og Stuerne oppe på Slottet
58 Fyldte med Folk, thi Stimlen var stor af Unge som Gamle.
59 Slagte nu Konningen lod to dorskfremvraltende Stude,
60 Sex Par Faar og fire Par Sviin, hvidtandede, fede.
61 Huden man krænged, og syslende travlt tillaved man Maden.
62 Ind Herolden nu treen med den yndede Sanger ved Haanden;
63 Sanggudinden ham elsked, men Ondt med Godt hun ham skjenked,
64 Røved ham Øinenes Syn, men gav ham den liflige Sangkunst.
65 Først Pontonoos tog ham en Stol, som med Sølv var beslagen,
66 Midt i Gjæsternes Kreds han stilled den op mod en Sule,
67 Og på en Knag han hængte dernæst den klingende Lyre
68 Over hans Hoved, og leded hans Haand, at han kunde den finde;
69 Satte derefter for Skjalden en Kurv og et stadseligt Madbord,
70 Dertil et Bæger med Viin, at drikke naar Lysten ham påkom.
71 Alle nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
72 Men da saa Lysten var stillet til Mad og Drikke, da vakte
73 Sanggudinden den Skjald til en Sang om Heltebedrifter.
74 Ud af et Qvad, hvis Rye dengang havde bredt sig til Himlen,
75 Valgte han Konning Odysses’s Kiv med Peleiden Achilles,
76 Hvordan de skjendtes engang ved Gudernes yppige Maaltid
77 Heftig med knubbede Ord, og Mændenes Drot Agamemnon
78 Fryded sig høit ved den Strid mellem Hærens fortrinligste Drotter;
79 Thi det var spået ham saalunde tilforn af Phoibos Apollon,
80 Da i det hellige Pytho han treen over Tempelets Steengulv,
81 Guden at spørge tilraads; alt da trak Jammerens Uveir
82 Over Danaer og Troerne op, efter Zeus’s Beslutning.
83 Derom han qvad, den herlige Skjald, men Konning Odysseus
84 Tog med de kraftige Hænder og trak sin Skarlagenskappe
85 Sammen omkring sit Hoved, og skjulte sit deilige Ansigt,
86 Thi for Phaiakernes Mænd han skammed sig Taarer at fælde.
87 Men da den hellige Skjald sit Qvad havde sunget til Ende,
88 Visked han Taaren af Kind, trak Kappen igjen fra sit Ansigt,
89 Greb en Tvillingpokal, og offred til Himmelens Guder.
90 Dog da han atter begyndte sin Sang, og Phaiakernes Drotter,
91 Froe ved at høre hans Qvad, havde muntret ham op til at synge,
92 Hylled Odysses påny med et Suk sit Hoved i Kappen.
93 Dog for de øvrige Mænd sine trillende Taarer han dulgte,
94 Ikkun Alkinoos saae det, thi siddende nær ved Odysseus
95 Mærked han snart at han græd, og dybt han hørte ham sukke.
96 Flux da talte han saa til de aarebevante Phaiaker:
97 Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
98 Nu da vi alle har qvæget vort Sind ved et rundeligt Maaltid,
99 Dertil ved Lyren, som slutter sig huldt til det festlige Gilde,
100 Lader os da gaae hen, og alskens Dyste forsøge,
101 For at den fremmede Mand, naar engang han kommer til Hjemmet,
102 Kan sine Venner fortælle, hvor høit vi staae over Andre
103 Ei blot i Baxen og Brydning, men og i Springen og Løben.
104 Saa han taled og iilte foran, ham fulgte de Andre.
105 Op på Knagen da hængte Herolden den klingende Lyre,
106 Greb Demodokos’ Haand, og førte ham ud af Paladset,
107 Ledende Sangeren frem den Vei, ad hvilken de andre
108 Mægtige Herrer var gangne, at see de forskjellige Dystspil,
109 Rask til Torvet afsted, en mylrende Skare dem fulgte.
110 Flux sig reiste til Dyst en Flok af de ædleste Gutter:
111 Frem Akroneos stod, Okyalos, Helten Elatreus,
112 Anabesineos, Thoon, Anchialos, Nautes og Prymneus,
113 Ponteus, Eretmeus og Proreus; frem treen Amphialos ogsaa,
114 Som var den Helt Polyneos’s Søn, hvis Fader var Tekton,
115 Samt Euryalos, tapper og stærk som den blodige Krigsgud,
116 Og Nauboliden, den fagreste Mand af Skabning og Ansigt
117 Næst Laodamas, Konningens Søn, blandt alle Phaiaker.
118 Ogsaa der reiste sig tre af den Konning Alkinoos’ Sønner,
119 Først Laodamas, Halios saa, og den Helt Klytoneos.
120 Disse forsøgte nu først et Løb omkap med hverandre.
121 Rask fra Stadet nu frem de løb, og Alle tilhobe
122 Fløi afsted i en Fart, saa det støvede tykt over Sletten.
123 Men der var Ingen saa rap tilbeens som den Helt Klytoneos.
124 Ligesaa langt som Mulerne gaae hen over en Brakmark,
125 Ligesaa langt han løb forud, og de Andre bagefter.
126 Frem de traadte dernæst at forsøge den rædsomme Brydning,
127 Og over alle de dygtigste Mænd Euryalos seired;
128 Men i behændige Spring var Amphialos raskest af Alle,
129 Og i at kaste med Diskus var Ingen saa flink som Elatreus,
130 Men i at baxes var Konningens Søn Laodamas Mester.
131 Dog da samtlige Mænd havde Sindet forlystet ved Kampspil,
132 Tog Alkinoos’ Søn Laodamas Ordet iblandt dem:
133 Venner! velan, lad os spørge vor Gjæst, om der gives en Kampleeg,
134 Som han har lært og forstaaer; ei svag han tykkes af Skabning,
135 Hverken af Laar eller Been saalidt som af Arme foroven.
136 Nakken er kraftig, og stærkt er han bygt, ei heller på Ungdom
137 Skorter det Manden, men haardt af Kummer og Sorg er han bøiet.
138 Der er dog Intet, jeg troer, som mægter en Mand af forknuge
139 Meer end det vildene Hav, om han end er aldrig saa kraftig.
140 Ham gjensvared Euryalos flux, og talte saalunde:
141 Ja! et Sandhedens Ord, Laodamas, haver du talet;
142 Træd da frem, udæsk ham til Dyst, og siig ham din Mening!
143 Da nu den modige Søn af Alkinoos hørte hans Tale,
144 Treen i Kredsen han frem, og talede saa til Odysseus:
145 Fremmede Fader! velan, træd frem, og forsøg dig i Kampleeg.
146 Hvis du est dreven i nogen, og kyndig forsand du mig tykkes.
147 Aldrig en Mand indlægger sig dog, saalænge han lever,
148 Stoltere Roes end ved Armenes Kraft og Føddernes Raskhed.
149 Vel, saa forsøg det engang, og slaae dine Sorger af Sindet,
150 Ei ret længe det vare nu skal, før hjem du kan reise,
151 Skibet er trukket i Søen, og Mandskabet klart til at lette.
152 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning og sagde:
153 Hvor kan I dog saa spodsk, Laodamas, byde mig dette?
154 Sorgerne ligge mig nu langt meer på Hjertet end Kampspil,
155 Jeg, som tilforn allerede har liidt og døiet saa meget,
156 Og i Forsamlingen nu med Længsel i Sind efter Hjemfærd
157 Her blandt Eder jeg sidder, bønfaldende Kongen og Folket.
158 Ham Euryalos svared, og haaned ham op i hans Øine:
159 Ja! du seer ikke heller mig ud som en Mand, der er øvet
160 I de forskjellige Dyste, dem Mændene drive saa flittig,
161 Men som en Mand, der seiler bestandig omkring med sin Skude,
162 Stillet i Spidsen for Svende, der fare på Handelens Vegne,
163 Ene bekymret for Ladning og Gods, som han har under Opsigt,
164 Og for den fristende Vinding, men ei du ligner en Kæmpe.
165 Ham gjensvared med rynkede Bryn Odysses den snilde:
166 Ei du taler mig smukt; fripostig forsand du mig tykkes.
167 Dog, deres yndige Gaver ei Guderne give til alle
168 Mennesker, Skjønhed saalidt som Vid og veltalende Tunge.
169 Een er nemlig af Skabning kun uanseelig at skue,
170 Dog en Gud ham Veltalenhed gav, som på Grimheden bøder,
171 Folket betragter ham froe, han taler med Fynd og Bestemthed,
172 Dog med fortryllende Blu; som en Pryd i Forsamlingen staaer han,
173 Og naar i Staden han gaaer, som en Gud ham Alle betragte.
174 Een derimod er af Skabning saa skjøn som de salige Guder,
175 Dog slet ikke han veed sine Ord at pryde med Ynde.
176 Saaledes har ogsaa du en Skabning saa skjøn, at en Guddom
177 Knap kan skabe den bedre, men stærkt på Forstand det dig brøster.
178 Nu har i Røre mit Hjerte du bragt, saa det svulmer i Brystet,
179 Ved din uartige Tale, thi ei er jeg Stymper i Dystleeg,
180 Som du formoder, nei! mene jeg tør, jeg var Een af de Første,
181 Medens jeg end kunde stole på Ungdom og Armenes Styrke;
182 Nu jeg drages med Jammer og Sorg, thi meget jeg udstod,
183 Enten jeg dysted med Mænd, eller foer på de farlige Bølger.
184 Dog endda, trods Alt hvad jeg leed, vil en Dyst jeg forsøge,
185 Bidende lød dit Ord, du har egget mig op ved din Tale.
186 Talt; og med Kappen om Krop fra sit Sæde han sprang og en Diskus
187 Greb han med Haand, baade vægtig og tyk og mærkelig større,
188 End det var Skik hos Phaiakernes Folk at bruge ved Kampleeg.
189 Denne han svang med sin senede Arm, og slynged den fra sig,
190 Huult gjennem Luften den sused, og ned mod Jorden sig bøied
191 Hine tilsøes saa berømte, til Roening saa flinke Phaiaker
192 Brat som han kastede Stenen, og ud over Maalene fløi den,
193 Løbende let af hans Haand; et Mærke da stilled Athene
194 Hist hvor den faldt, omskabt til en Mand, og talte saalunde:
195 Fremmede! selv en Blind kunde let med famlende Hænder
196 Hitte dit Mærke, thi mellem de øvrige findes det ikke,
197 Nei! langt fremmere staaer det; vær rolig for denne din Idræt,
198 Ingen Phaiaker vil række saa langt eller kaste forbi dig.
199 Talt; da fryded sig høit den kraftige Konning Odysseus.
200 Glad ved at see i Kredsen en Mand, som var venligen sindet.
201 Derpå med lettere Hjerte han saa til Phaiakerne talte:
202 Kaster mig Mage til Kast! Grønskollinger! strax skal en anden
203 Diskus jeg slynge, vel fuldt saa langt, ja muligen længer.
204 Hvem der forresten har Lyst eller Mod af alle de Andre,
205 Træde nu frem til en Dyst, thi grovt I har mig fornærmet,
206 Enten til Baxen, til Løb eller Brydning, til Alt er jeg villig,
207 Hvem af Folket der lyster, undtagen Laodamas ene,
208 Han er jo her min Vert; hvem ønsker en Dyst med sin Gjæstven?
209 Det var i Sandhed en uselig Mand og en Taabe tillige,
210 Som til en Kamp udæsked sin Vert, der huser ham gjæstmild
211 Midt blandt fremmede Folk, sig selv han vilde jo skade.
212 Men af de øvrige Mænd forkaster og vrager jeg Ingen,
213 Gjerne jeg prøved dem Mand mod Mand, for at see hvad de due til,
214 Thi jeg er ikke saa stakkels endda til alle Slags Kampspil.
215 Skikkelig vel jeg forstaaer at haandtere den blankede Bue;
216 Jeg vilde være den Første, hvis Piil en Mand skulde ramme,
217 Skjød på Fiender vi løs, om endog en Flok Kamerater
218 Stod i Stimmel omkring mig, og sigted på fiendtlige Krigsfolk;
219 Kun en eneste Mand, Philoktet, var min Mester i Buen,
220 Hist i Troernes Land, naar Achaierne skjøde med Armbrøst.
221 Flinkere Skytte jeg kalde mig tør, end Nogen af alle
222 Mænd, som leve på Jord og Markernes Grøde fortære.
223 Ei dog vil jeg mig maale med Mænd fra forrige Tider,
224 Ei med Herakles, og ei med Oichalernes Konning Eurytos.
225 Som med de salige Guder endog omkap kunde skyde;
226 Derfor en bradelig Død jo timedes Helten Eurytos,
227 Ikke til Alders han kom i sin Borg, thi Apollon i Vrede
228 Slog ham ihjel, fordi han til Dyst på Buen ham æsked.
229 Ogsaa med Spyd jeg længere naaer, en Andre med Pile,
230 Ikkun i Løben jeg frygter, at en eller anden Phaiaker
231 Kunde mig komme forbi, thi min Fart vidt hen over Bølgen
232 Tog mig urimelig med, da den Kost, jeg havde på Skibet,
233 Slap før Reisen var endt, thi mattedes svart mine Lemmer.
234 Saa han talte, da taug de qvær og forstummed tilhobe;
235 Ikkun Alkinoos svared igjen og talte saalunde:
236 Fremmede Mand! da du her har talt saa vakkert iblandt os,
237 Og er beredt til at vise den Dygtighed, som du besidder,
238 Egget til Harm af Ynglingen hist ved fornærmelig Tale
239 Her i vor Kreds, og saasandt din Dygtighed Ingen skal laste,
240 Som i sit Hjerte forstaaer at tale tilbørlig og retviist;
241 Vel! saa hør da dette mit Ord, at i kommende Dage,
242 Naar i dit Hjem med Hustrue og Børn du sidder ved Maaltid,
243 Og vore Dyder du kommer ihu, du da kan fortælle
244 En eller anden berømmelig Helt, for hvilke Bedrifter
245 Zeus bestandig har givet os Sands fra Fædrenes Dage.
246 Ei kan vi Mestere kaldes i Baxen saalidt som i Brydsmaal,
247 Men vi har hurtige Fødder til Løb og er flinke til Skibsfart;
248 Altid ved festlige Gilder, ved Cithar og Dands vi forlystes,
249 Klæder til Skiftning og rygende Bad og mageligt Leie.
250 Op da! Phaiakiske Mænd, I flinkeste Dandsere blandt os,
251 Træder en Dands, at den fremmede Mand, naar han kommer til Hjemmet
252 Kan sine Venner fortælle, hvor høit vi staae over Andre
253 Ei blot i Dands og Sang, men i smidige Fødder og Skibsfart.
254 Bud skal tillige der gaae, for at hente den klingende Lyre
255 Flux til Demodokos hid, den hænger etsteds i Paladset.
256 Saa Alkinoos taled, og flux sig skyndte Herolden
257 Hen til Kongens Palads, at hente den klingende Lyre.
258 Ni Kampordnere stode nu frem og treen udi Kredsen,
259 Selv var af Folket de valgte, for Alt at ordne ved Kampleeg,
260 Plads de jevned til Dands og vided den festlige Rundkreds.
261 Nu kom ogsaa Herolden, og bragte den klingende Lyre,
262 Som han Demodokos rakte; i Kredsen han treen, og om Skjalden
263 Stilled de blomstrende Knøse sig rundt, som dandsed fortrinligst.
264 Rask de sprang på den hellige Plads, og Helten Odysseus
265 Saae på de spillende Fødder, og undred sig saare derover.
266 Skjalden i Strengene greb og besang med fortryllende Toner
267 Ares’s Elskovsfærd med den krandsede Viv Aphrodite,
268 Hvordan de favnedes lønlig engang i Hephaistos’s Boelig;
269 Mangen Foræring han gav, og skændede Egteskabsleiet.
270 Solen, som snart havde seet, at de favned hinanden i Elskov,
271 Skyndte nu flux til Hephaistos sig hen, at melde ham dette.
272 Men da den snilde Hephaistos fornam sligt harmeligt Budskab,
273 Iilte han ind i sin Smedie med snedige Rænker i Sindet,
274 Stilled sin mægtige Ambolt på Blok, og smedded et Fanggarn
275 Fast og ubrydelig stærkt, for ret at hilde ham sikkert.
276 Da han sit listige Værk havde endt, forbittret på Ares,
277 Skyndte han strax i sit Kammer sig ind, hvor hans Seng stod opredt;
278 Der sit kunstige Garn han rundt om Stolperne spændte,
279 Og under Loftet tillige mangfoldige Traade han slynged,
280 Fine som Edderkops Spind, saa de ei kunde sees af Nogen,
281 Ei af Guder engang, saa snildt han havde dem lavet.
282 Men da han rundt om Sengen det listige Garn havde udspændt,
283 Vandred han bort, som det lod, til det velbebyggede Lemnos,
284 Hvilket han elskede meest af samtlige Lande på Jorden.
285 Ei sad Ares iblinde på Luur, Guldtømmernes Styrer;
286 Aldrig saasnart blev han vaer, at den kunstberømte Hephaistos
287 Havde sig givet på Vei, før han skyndte sig hen til hans Bolig,
288 Tændt af Lyst til at favne den skjønbekrandsde Kythere.
289 Hun var kommen fornys fra sin Fader den stærke Kronion,
290 Og i sit Kammer hun sad, da treen han ind i Paladset,
291 Trykkede fast hendes Haand, tog Ordet og talte saalunde:
292 Elskede! kom, lad på Leiet og ømt forenes i Elskov;
293 Ei er Hephaistos i Landet, vist alt er han dragen til Lemnos
294 Hen til de Sintiske Mænd, der tale saa raat og barbarisk.
295 Saa han taled, og Længsel hun selv fornam efter Leiet.
296 Begge nu Sengen besteg, og lagde sig ned, men på Stedet
297 Slynged Hephaistos’s kunstige Garn sig tæt om dem Begge,
298 Ei at løfte de mægted et Lem, eller røre det mindste,
299 Og de bemærked det først, da Flugt ei længer var mulig.
300 Hjem til disse nu vandred den høistnavnkundige Lamfod,
301 Thi han var alt vendt om, forinden han naaede Lemnos;
302 Solen, som speidede grandt, havde bragt ham Melding om Sagen.
303 Hjem til sin Bolig han iilte da strax, grimslagen i Hjertet,
304 Men ved sin Port han standsed, og fuld af den vildeste Harme
305 Skreg han med frygtelig Røst, saa samtlige Guder det hørte:
306 Fader Kronion og alle I salige Guder tilhobe!
307 Kommer og seer et latterligt Syn, som dog ei kan fordrages!
308 Seer, hvordan Aphrodite min Viv vanærer bestandig
309 Mig, fordi jeg er halt, men elsker den mordiske Ares,
310 For han er smuk og hurtig tilbeens, men jeg er en vanfør
311 Stakkel fra Fødselen af, og Skyld deri er jo Ingen
312 Uden min Fader og Moder, o gid de mig ei havde avlet.
313 Seer dog engang, hvor kjelent og ømt de favnes i Elskov,
314 Hvilende her i min Seng, af Harm jeg forgaaer ved at see det.
315 Knap dog skal de herefter, hvor ømt de saa elske hinanden,
316 Ligge saalunde tilsammen, snart, haaber jeg, Lysten til Bolskab
317 Vil dem forgaae; men nu mit listige Garn skal dem hilde,
318 Indtil min Fader tilbage mig alle Foræringer giver,
319 Dem jeg som Beiler ham gav for hans uforskammede Datter,
320 Thi hun er rigtignok smuk, men ei kan hun styre sin Kaadhed.
321 Talt; da samled sig Guderne snart ved hans kobberne Hofgård.
322 Der indfandt sig blandt Andre den Jordomslynger Poseidon,
323 Hermes, Velsignelsens Gud, og Phoibos Apollon tillige,
324 Men af Blufærdighed blev Gudinderne hjemme tilhobe.
325 Ude ved Porten nu stod de fryduddelende Væsner,
326 Men fra de salige Guder der skingred umaadelig Latter,
327 Over at see den snilde Hephaistos’s kunstige Paafund.
328 Mangen da talte saalunde med Øinene vendt mod sin Naboe:
329 Aldrig det Onde kan trives, den Langsomme fanger den Rappe,
330 Saaledes har ogsaa nu den langsomme halte Hephaistos
331 Krigsguden fanget ved List, endskjøndt han er rappest af alle
332 Guder, som boe på Olymp, og nu maa Boleren bøde.
333 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
334 Derpå til Hermes sig vendte Fjernskytten Apollon og sagde:
335 Hermes! du Søn af Zeus, Budbringer, Velsignelsens Giver!
336 Gjerne du lod forvist i holdige Strikker dig snære,
337 Naar du tilsengs maatte gaae med den gyldene Viv Aphrodite.
338 Ham gjensvared påstand Budbringeren, Argos’s Bane:
339 Ja! gid sligt kunde skee! Fjerntrammende Phoibos Apollon!
340 Om saa et Garn, tre Gange saa stort, ja uendeligt, holdt mig,
341 Og baade Guderne saae derpå og alle Gudinder,
342 Sov med Glæde jeg dog hos den gyldene Viv Aphrodite.
343 Saa han talte, da brast de salige Guder i Latter.
344 Ene Poseidon fra Latter sig holdt, bestandig han bønlig
345 Trygled den Kunstner Hephaistos, og bad ham, Ares at løse,
346 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
347 Løs ham! jeg lover dig for, at selv han, som du forlanger,
348 Bøde dig vil, hvad der agtes for Skjel blandt salige Guder.
349 Ham gjensvared Hephaistos, den høistnavnkundige Lamfod:
350 Jordomfavner Poseidon! af mig ei sligt du forlange!
351 Borgen, som stilles til Svage, kun svag Betryggelse giver.
352 Siig, hvordan skulde jeg blandt Guderne dig kunne binde,
353 Flygted nu Ares herfra, og sneg sig fra Baand som fra Bøde?
354 Ham gjensvared Poseidon, den mægtige Ryster af Jorden:
355 Vel! hvis Ares nu flygter herfra, og fra Bøden sig sniger,
356 Da vil jeg selv, Hephaistos! for ham tilsvare dig Alting.
357 Ham gjensvared påstand den høistnavnkundige Lamfod:
358 Ei er det muligt, og ei er det Skjel, din Begjæring at afslaae.
359 Talt; da løsnede Garnet han flux, den stærke Hephaistos.
360 Men af det holdige Garn knap Guderne løs vare slupne,
361 Førend de svang sig bort; til Thrakien Ares sig skyndte,
362 Medens den smilende Viv Aphrodite til Kypros begav sig,
363 Hen til den hellige Lund og det duftende Alter i Paphos.
364 Huldgudinderne der hende strax baade baded og salved
365 Med den ambrosiske Olie, som dufter fra Gudernes Legem,
366 Og i den yndigste Dragt hende hylled, et Under at skue.
367 Saaledes qvad den herlige Skjald, og Konning Odysseus
368 Fryded sit Sind ved at høre derpå, saavel som de Andre,
369 Hine tilsøes saa berømte, til Roening saa flinke Phaiaker.
370 Konning Alkinoos bød nu Laodamas træde til Springdands
371 Ene med Halios frem, thi med dem kunde Ingen sig maale.
372 Dandserne toge påstand en stadselig Bold udi Haanden,
373 Som den forstandige Polybos smukt havde syet dem af Purpur.
374 Hvergang den Ene den slyngede høit mod de mørkende Skyer,
375 Bøiende Kroppen tilbage, da sprang den Anden i Veiret
376 Op, og greb den behændig, før Fødderne Jorden berørte,
377 Men da de Legen med Bolden tilveirs en Stund havde prøvet,
378 Dandsed de let omkring på den alternærende Jordbund,
379 Hyppig hinanden forbi, mens Knøsene rundtom i Kredsen
380 Klapped i Hænder af Fryd, og stor var den Støi, som sig reiste.
381 Derpå den Konning Odysseus sit Ord til Alkinoos vendte:
382 Ypperste Mand i Folket, Alkinoos, høie Behersker!
383 Nys dine Dandsere priste du mig som de bedste på Jorden,
384 Nu stadfæstes dit Ord, jeg har seet dem med største Forundring.
385 Talt, og den kraftige Drot Alkinoos fryded sig saare;
386 Flux da talte han saa til de aarebevante Phaiaker:
387 Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
388 Saare forstandig den fremmede Mand mig tykkes at være,
389 Gjæsteforæring vi give ham da, som Billighed kræver!
390 Tolv stormægtige Drotter med Konningemagt over Folket
391 Raade jo her i vort Land, og jeg selv er den trettende blandt dem.
392 Hver af os til Foræring en veltoet Kjortel og Kappe,
393 Og en Talent af kosteligt Guld den Fremmede skjenke.
394 Dette vi bringe herhid påstand, at vor Gjæst det ihænde
395 Strax kan fåe, og fornøiet i Sind hjemvandre til Nadver.
396 Dernæst Euryalos søge, med Ord ham igjen at formilde,
397 Og med en Gave, thi ei har han talt som sig egner og anstaaer.
398 Saa han taled, og Alle hans Ord gav lydeligt Bifald.
399 Hver hjemskikked påstand en Herold for Gaver at hente;
400 Dernæst Euryalos hæved sin Røst og gav ham til Gjensvar:
401 Ypperste Mand i Folket, Alkinoos, høie Behersker!
402 Gjerne formilde jeg vil den Fremmede, som du befaler.
403 Dette mit Sværd forærer jeg ham, af Malm er dets Klinge,
404 Hjaltet af skinnende Sølv, og beklædt er Balgen med Filsbeen,
405 Nysudskaaret og blankt, stort Værd for ham vil det have.
406 Talende saa han ham rakte det sølvbenaglede Slagsværd,
407 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
408 Hil dig, Fader og Gjæst! undslap et fornærmeligt Ord mig,
409 Gid da Vindene brat maae veire det hen gjennem Luften!
410 Guderne give dig, atter at see din Viv og din Hjemstavn,
411 Siden du længe har fristet Gjenvordighed, skilt fra de Kjære!
412 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
413 Hil ogsaa dig, min Ven! alt Godt dig Guderne skjenke!
414 Gid du aldrig i kommende Tid maa savne dit Slagsværd,
415 Som du mig nu med formildende Ord til Foræring har givet!
416 Talt over Axel han hængte det sølvbenaglede Slagsværd.
417 Midlertid dalede Solen, da kom de fortrinlige Gaver,
418 Og til Alkinoos hjem de vakre Herolder dem bragte.
419 Der tog Konningens Sønner nu selv mod de deilige Gaver,
420 Ginge saa hen, og gav dem den elskede Moder i Værge.
421 Forrest i Skaren den Drot Alkinoos gik med de Andre
422 Hjem til Paladset; der toge de Plads på prunkende Høistol.
423 Flux til sin Dronning Arete nu stærken Alkinoos talte:
424 Gak, min Hustrue! og hent det skjønneste Skriin, som du eier,
425 Lægge du skal i det Skriin en veltoet Kjortel og Kappe.
426 Lad saa en Kjedel med Vand blive sat på Ilden at varmes,
427 For at vor Gjæst, naar han kommer fra Bad og seer sine Gaver
428 Ordnede smukt, som bragtes ham hid af Phaiakernes Fyrster,
429 Glad kan sidde ved Gildet og høre de tonende Sange.
430 Her er en prægtig Pokal af Guld, den tage han ogsaa,
431 At han af den kan offre til Zeus og de øvrige Guder
432 Hist i sin Sal, og tænkte på mig, saalænge han lever.
433 Saa lød Konningens Ord, og Arete befoel sine Terner,
434 Flux at stille på Ild en rummelig trebeens Kjedel.
435 Over den blussende Ild påstand Badkjedlen de stilled,
436 Fyldte den derpå med Vand, og stak saa Brændsel derunder;
437 Luerne spilled om Kjedelens Bug, og i Kog kom Vandet.
438 Midlertid hented Arete det prægtige Skriin af sit Kammer
439 Ud til Gjæsten, og lagde deri de herlige Gaver,
440 Baade det Guld og de Klæder, Phaiakerne havde ham givet.
441 Kappen hun lagde deri, og den prunkende Kjortel tillige,
442 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
443 See nu selv efter Laaget, og luk det strax med en Knude,
444 At underveis ei Nogen bestjæler dig, medens du mulig
445 Hviler i sødelig Søvn ombord på det tjærede Fartøi.
446 Og da han sligt havde hørt, den kraftige Konning Odysseus,
447 Slutted han Laaget i Fals, og lukked det strax med en kunstig
448 Knude, som Kirke den mægtige Viv havde lært ham at binde.
449 Skaffersken treen nu ind, og bød Odysses at stige
450 Flux i Karret til Bad, og inderlig glad i sit Hjerte
451 Saae han det rygende Bad, thi han nød kun maadelig Pleie,
452 Siden den fagre Kalypso han havde forladt, i hvis Bolig
453 Pleiet og qvæget han blev som en Gud under hele sit Ophold.
454 Men da nu Ternerne havde ham toet og salvet med Olie,
455 Gav de ham Kjortelen på og axled hans deilige Kappe.
456 Ud af Badet han treen, og gik til de drikkende Gjæster;
457 Der han Nausikaa mødte; guddommelig fager af Aasyn
458 Stod ved Stolpen hun just i den fastopbyggede Høisal;
459 Heel forbauset hun blev, da hun skued Odysses for Øine,
460 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
461 Hil dig, vor Gjæst! ei glemme du mig naar hjem du er kommen.
462 Mig dog først og fornemlig du skylder jo Tak for din Frelse.
463 Hende da svared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
464 Hulde Nausikaa du, den Ædling Alkinoos’ Datter!
465 Heres Gemal, Høittordneren Zeus, saasandt mig forunde,
466 Atter at finde mit Huus og Hjemfærdsdagen at skue,
467 Da skal jeg ogsaa derhjemme bestandig i kommende Dage
468 Hylde dig som en Gudinde, thi du har frelst mig, o Pige!
469 Talt; ved Alkinoos’ Side han satte sig nu på en Høistol.
470 Maden blev deelt omkring, og i Kummerne blanded man Vinen.
471 Ind Herolden nu treen, og leded den elskede Sanger
472 Folkenes Yndling Demodokos frem; ham fik han til Sæde
473 Midt i Gjæsternes Kreds, saa han støtted sig op mod en Sule.
474 Flux til Herolden da talte den sindrige Konning Odysseus,
475 Som af en Galt, hvidtandet og feed, havde snittet et Stykke
476 Bævrende Flesk af Ryggen, selv nok beholdt han tilbage:
477 Bring dette Kjød, Herold, til Demodokos beed ham det spise!
478 Venlig jeg sender ham Hilsen, skjøndt dybt bedrøvet i Hjertet.
479 Vidt på Jorden omkring, overalt hvor Mennesker bygge,
480 Times jo Skjaldene Hæder og Agt, thi Sangens Gudinde
481 Lærte dem selv deres Qvad, og Skjaldene huldt hun beskjermer.
482 Talt; Herolden det tog, og Helten Demodokos gav han
483 Kjødet i Haand, og inderlig glad annammed han Gaven.
484 Alle nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
485 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
486 Vendte den Konning Odysseus sit Ord til Skjalden og sagde:
487 Dig Demodokos! priser jeg høit over Mennesker alle,
488 Vist har Apollon dig lært din Kunst, eller Sangens Gudinde,
489 Da du saa klart og saa grandt besynger Achaiernes Skjebne,
490 Alt hvad de virked og leed, og al den Trængsel de fristed,
491 Ret som om Alt du selv havde seet, eller hørt det af Andre.
492 Gak nu videre, Skjald! og syng til Priis om den Træhest,
493 Som af Epeios blev tømret ved Hjelp af Pallas Athene,
494 Og som med List til Borgen blev bragt af Konning Odysseus,
495 Fuld af bevæbnede Mænd, som forstyrred den Iliske Kongstad.
496 Hvis du saasandt formaaer at besynge mig dette nøiagtig,
497 Da vil jeg strax overalt blandt Menneskens Sønner fortælle,
498 At dig en Gud i sin Naade den hellige Sang har forlenet.
499 Talt; af en Gud henreven begyndte Demodokos Sangen.
500 Først, hvordan Achaiernes Mænd på de toftede Skibe
501 Seilede bort igjen, da de først havde brændt deres Telte,
502 Medens en Flok i Hob med den hædrede Konning Odysseus
503 Sad i Hesten i Skjul, omringet af Troernes Stimmel;
504 Thi det var Troerne selv, som på Borgen den op havde trukket.
505 Der stod Hesten, og Mændene sad tætved i Forsamling.
506 Snakkende frem og tilbage; tredeelt var Raadets Beslutning:
507 Enten med Malmen at splintre den huultsammenfældede Træhest,
508 Eller at trække den op på et Fjeld, og fra Skrænten den styrte,
509 Eller at lade den staae til Guders Forsoning og Ære,
510 Og det var denne Beslutning, som skulde tilsidst vorde fuldført,
511 Ilions Fald var af Skjebnen bestemt fra den Stund, man til Staden
512 Førte den vældige Hest, hvor de gjæveste Mænd af Achaia
513 Sad i Skjul til Død og Fordærv over Folket i Troia.
514 Videre sang han, hvordan Achaierne styrted af Hesten
515 Ud som en Strøm fra det snedige Skjul, og Byen forstyrred,
516 Og på forskjellige Kanter udplyndred den kneisende Kongstad,
517 Medens den Konning Odysseus saa vild som den mordiske Ares,
518 Gik til Deiphobos’ Huus med den herlige Drot Menelaos;
519 Sang saa tilsidst om den rædsomme Kamp, han der maatte friste,
520 Og om den Seier, han endelig vandt ved Pallas’s Bistand.
521 Derom han qvad, den herlige Skjald, men Konning Odysseus
522 Smelted, og Taarerne randt ham fra Øinenes Laag over Kinden.
523 Ret som en Qvinde med Graad nedstyrter sig over sin Husbond,
524 Naar han er falden i Kamp for sin fædrene Stad og for Landsmænd,
525 Medens mod Jammerens Dag sine Børn og sin Bye han forsvared;
526 Hulkende lydt, naar for Øie hun seer den gispende Dødning,
527 Segner hun mat ned over hans Liig, men Fjenderne bagved
528 Slaae hende vildt med Spydenes Skaft på Ryg og på Skuldre,
529 Og hende slæbe til Trældom afsted, til Slid og til Qvaler;
530 Snart udtæres da Kindernes Huld af ynkelig Kummer;
531 Saaledes randt heel ynkelig Graad fra Odysses’s Øine.
532 Dog for de øvrige Mænd sine trillende Taarer han dulgte,
533 Ikkun Alkinoos saae det, thi siddende nær ved Odysseus,
534 Mærked han snart at han græd, og dybt han hørte ham sukke;
535 Flux da taled han saa til de aarebevante Phaiaker:
536 Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
537 Nu skal Demodokos lade sin klingende Lyre forstumme,
538 Ei for os Alle til Gammen og Fryd har dette han sunget;
539 Siden vi ginge tilbords, og den hellige Sanger begyndte,
540 Hører den fremmede Mand ei op med Suk og med Jamren.
541 Sikkerlig er der en Sorg, som tungt bespænder hans Hjerte;
542 Vel, saa høre Demodokos op, at vi alle kan glædes,
543 Gjæsten saavelsom hans Verter, langt bedre forsand er jo dette;
544 Det var jo dog for vor værdige Gjæst, at det Hele blev ordnet,
545 Skibet til Reisen og al den Skjenk, vi venligen gav ham.
546 Eier en Mand blot ringeste Gran af Ømhed i Hjertet,
547 Maa han betragte som Broder en ydmygbedende Fremmed.
548 Derfor ei længer fordølge du mig under snedige Paaskud,
549 Hvad jeg vil spørge dig om, Frimodighed klæder dog bedre.
550 Nævn mig det Navn, hvormed du blev kaldt af din Fader og Moder,
551 Og af dem alle derhjemme i Stad saavelsom i Omegn;
552 Ei er der Nogen af Menneskens Æt, som aldeles er navnløs,
553 Høi eller lav af Byrd, naar han først er kommen til Verden;
554 Fødes et Barn, strax fåer det sit Navn af de kjære Forældre.
555 Ogsaa dit Fædreneland, din Stad og dit Folk du mig nævne,
556 For at mit Skib på sin Fart kan vende sin Hu mod din Hjemstavn.
557 Ei har Phaiakernes Skibe behov enten Lods eller Styrmand,
558 Roer ei heller de bruge, som ellers et Skib har fornødent,
559 Men af sig selv de forstaae Sømændenes Tanker og Forsæt;
560 Ogsaa de veed overalt hvor Folkenes Byer og Lande
561 Ligge på Jord, og i strygende Fart over Dybet de seile,
562 Hyllede trindt i Taager og Mulm, og aldrig de frygte
563 Hverken i Storm af forgaae, eller blot at komme til Skade.
564 Ofte dog selv jeg min Fader Nausithoos hørte fortælle,
565 Hvordan Poseidon engang mod os vilde vende sin Harme
566 Nidsk, fordi vi saa trygt kan Enhver til Hjemmet befordre.
567 Naar nu Phaiakerne styred engang på et stateligt Fartøi
568 Hjem fra saadan en Fart, da vilde Poseidon på Havet
569 Slaae det i Qvag, og skjule vor Stad bag mægtige Fjelde.
570 Saa har Gubben fortalt, dog sligt fuldbyrder vel Guden,
571 Eller han lader det fare, alt eftersom selv han behager.
572 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
573 Hvor blev du tumlet omkring? til hvad for Menneskers Lande
574 Kom du? fortæl om dem selv og de velbefolkede Stæder,
575 Hvor der var raae udædiske Mænd uden Ret eller Love,
576 Hvor der var gjæstfrie Folk, hvis Sind for Guderne frygted.
577 Siig mig dernæst, hvi du græder og sukker af inderste Hjerte,
578 Naar om Argeier du hører, Danaer og Ilions Skjebne;
579 Sligt var Gudernes Værk, og Mændene lod de tilgrunde
580 Gaae, at Sang derom blandt kommende Slægter maa lyde.
581 Siig, har du mistet en Frende maaskee for Ilions Mure,
582 Enten en elskelig Maag, hvad eller din Hustrues Fader,
583 Hvilke man næst sin Slægt og sit Blod meest skatter og ærer,
584 Eller en redelig Ven, der forstod at glæde dit Hjerte;
585 Thi naar man eier en Ven, som er snild og mener det ærlig,
586 Sandelig ei tilbage han staaer for en kjødelig Broder.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange