Odysseen Sang 7

Resume af 7. sang i Odysseen af Homer. Odysseus kommer til byen, træder ind i kongens palads, bønfalder dronning Arete, og finder nåde for hendes og kongens øjne. Dronningen adspørger ham om de klæder, han er iført, og han fortæller de genvordigheder han har udstået siden sin afrejse fra Kalypsos ø.

ODYSSEEN

Odysseen, 7. sang

1 Saaledes bad Odysseus, den kjæktudholdende Konning,
2 Medens de kraftige Muler hjemagede Pigen til Staden.
3 Men da Nausikaa kom til Faderens prægtige Vaaning,
4 Holdt hun stille ved Porten; ud stimlede flux hendes Brødre,
5 Knøse saa fagre som Guder; Muulæslerne først de fra Vognen
6 Spændte, saa ind i Paladset de bar de vaskede Klæder,
7 Selv gik Jomfruen ind i sit Buur, og strax hendes Terne
8 Tændte på Stegerset Ild, den bedagede Eurymedusa;
9 Fordum var did fra Apeira hun ført på toftede Skibe;
10 Da blev hun kaaret til Skjenk for Alkinoos, thi han behersked
11 Hele Phaiakernes Land, og Folket ham lød som en Guddom;
12 Selv i Paladset hun havde den væne Nausikaa fostret;
13 Nu antændte hun Ild, og beredede Maden derinde.
14 Rask til Staden Odysses nu gik, og Pallas Athene
15 Hylled i Taage ham tæt, af øm Bekymring for Manden,
16 At af Phaiakernes dristige Folk ei Nogen på Veien
17 Skulde ham haane med Ord, eller spørge, hvorfra han var kommen.
18 Just som han ind i den yndige Stad sig vilde begive,
19 Treen ham Gudinden imøde, den lysblaaøiede Pallas,
20 Ganske hun ligned en Møe, som gaaer med sin Krukke til Kilde;
21 Staaende blev hun foran ham, da spurgte den Konning Odysseus:
22 Barn! kan ei du vise mig hen til Alkinoos’ Vaaning,
23 Han, der raader som Drot over Folkene her udi Landet?
24 Thi jeg er kommen herhid som en stakkels ulykkelig Fremmed
25 Fjernt fra et langtbortliggende Land, og derfor jeg kjender
26 Ingen af alle de Mænd, som boe her i Staden og Landet.
27 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
28 Fremmede Fader! ret gjerne det Huus, hvorom du mig spørger,
29 Vil jeg dig vise, da nær ved min hædrede Faders det ligger.
30 Gak blot rolig og taus, imens jeg viser dig Veien,
31 See ei på Nogen vi møde, og tael ikke heller til Nogen,
32 Thi man er her mod fremmede Folk ei venligen sindet,
33 Heller ei gjæster man mildt den Mand, som kommer fra Udland.
34 Folkene her befare det svælgende Dyb i Fortrøstning
35 Til deres hurtige Skibe, thi sligt Jordrysteren gav dem.
36 Og deres Snekker er rappe som Vinger og Menneskens Tanker.
37 Saaledes taled Athene; med ilende Fjed hun foran ham
38 Vandred på Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
39 Ei blev Nogen ham vaer af de søeberømte Phaiaker,
40 Da gjennem Byen forbi dem han gik, thi den haarfagre barske
41 Pallas Athene tilstedte det ei, en usigelig Taage
42 Trindt om Manden hun gjød, thi hun elsked ham høit i sit Hjerte.
43 Svart beundred Odysseus de prægtige Snekker og Havnen,
44 Torvet, hvor Heltene mødte til Thing, og de kneisende lange
45 Mure, med Pæle forskandsede trindt, et Under at skue.
46 Men da de saa vare komne til Konningens prægtige Hofgård,
47 Først til Orde da tog den lysblaaøiede Pallas:
48 Fremmede Fader! her ligger det Huus, du bad mig dig vise.
49 Træffe du vil derinde de gudopfostrede Drotter
50 Siddende glade ved Gilde, thi træd derind og for Alting
51 Vær ikke ræd og forknyt; den modige Mand har jo Lykken
52 Med sig i al sin Færd, om han end er kommen fra Udland.
53 Dronningen fremmest og først opsøge du skal i Paladset,
54 Hende man kalder Arete ved Navn, og fra samme Forældre
55 Stammer hun ned, som Drotten Alkinoos bragte til Verden.
56 Først Poseidon sig avled en Søn, Nausithoos kaldet,
57 Med Periboia en Møe, som i Deilighed stod over Alle;
58 Hun var af Alder den Yngste af Helten Eurymedons Døttre,
59 Han som i forrige Dage behersked de frække Giganter;
60 Men i Fordærv han styrted sit Folk og sig selv ved sin Daarskab.
61 Hende Poseidon omfavned, og Moder hun blev til en tapper
62 Søn, Nausithoos kaldet, tilforn Phaiakernes Konning.
63 Fader Nausithoos blev til Alkinoos og til Rexenor;
64 Denne blev kort efter Bryllupet dræbt i sit Huus af Apollons
65 Sølverne Bue; ei Sønner, men kuns en Datter Arete
66 Lod han tilbage, og hende til Viv Alkinoos fæsted.
67 Hende han elsker saa høit, at ei nogen Qvinde på Jorden
68 Nu vorder elsket saa høit af den Mand, hvis Huus hun bestyrer,
69 Saaledes elskes hun nu som tilforn med hjertelig Ømhed,
70 Ei af sin Mand Alkinoos blot og af Sønner og Døttre,
71 Men af det samtlige Folk, på hende de see som en Guddom,
72 Og naar i Staden hun gaaer, da hilse de hende med Jubel,
73 Thi hun har selv ei Mangel på Kløgt, og ofte tillige
74 Ved sit forstandige Raad selv Mændenes Trætter hun jevner.
75 Derfor ifald blot hun i sit Sind dig vorder bevaagen,
76 Da har du Haab om at see dine Venner igjen og at komme
77 Hjem til dit elskede Fædreneland og din Høienloftsbolig.
78 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
79 Hen over Havet det golde fra Scherias yndige Øland,
80 Kom saa til Marathon hen og Athens bredgadede Kongstad,
81 Og i Erechtheus’s Borg indtreen hun, men Helten Odysseus
82 Kom til Alkinoos’ stolte Palads, der stod han og grunded
83 Dybt i sit Sind, før han satte sin Fod på den kobberne Tærskel,
84 Thi fra den kneisende Borg hos Alkinoos, Drotten den bolde,
85 Straalede trindt en Glands saa lys som fra Sol eller Maane.
86 Vægge beklædte med Malm løb hen langs Bygningens Sider
87 Dybt fra Tærskelen ind, og Frisen omkring var af Blaastaal;
88 Heelt af Guld var Porten, hvormed Paladset blev lukket,
89 Poster af Sølv stod kneisende høit på den kobberne Tærskel,
90 Karmen var ogsaa af Sølv, men af Guld vare Dørenes Haandgreb.
91 Hunde på Siderne stod, som af Guld og Sølv vare støbte,
92 Hvilke Hephaistos engang med synderlig Kløgt havde bildet,
93 For den behjertede Drot Alkinoos’ Gaard at bevogte;
94 Aldrig de kunne forgaae eller ældes i Dagenes Række.
95 Men i det Indre langs Væggene hen stod Rader af Stole
96 Heelt gjennem Salen fra Tærskelen af, skjøntvirkede fine
97 Tæpper, et Værk af qvindelig Haand, var over dem bredte.
98 Der sad stedse ved Gilde Phaiakernes ypperste Herrer
99 Muntre ved Mad og Drik, thi der vanked bestandigen fuldtop.
100 Drenge der stod af Guld på velindrettede Stader,
101 Blussende Fakler i Haanden de holdt, som lyste saa vide
102 Hen gjennem Salen, naar Gjæsterne sad om Natten ved Gilde.
103 Og i Paladset der boer halvhundrede Tjenesteqvinder,
104 Nogle har travlt med at knuse på Qværn det graagule Brødkorn,
105 Andre med Væven at slaae eller dreie den snurrende Haandteen,
106 Siddende der som det bævende Løv på Espen den ranke;
107 Linet, de vov, var saa tæt, at det skjød den flydende Olie;
108 Thi som Phaiakerne bedre forstaae, end Nogen i Verden,
109 Løbende Skib at styre på Dyb, saa forstaae deres Qvinder
110 Kunstigen Væven at slaae, thi dem har Athene fortrinlig
111 Skjenket en herlig Forstand og Kløgt til det skjønneste Arbeid.
112 Udenfor Gaarden ved Porten en rummelig Have på fire
113 Tønder sig strækker, og rundt omkring den løber et Gjerde.
114 Træer i Haven der groe, som kneise med frodige Kroner,
115 Pærer, Granater og Abild med glindsende Frugter på Grene,
116 Frodige Olietræer og liflige Figner tillige.
117 Aldrig det hændes at Frugt slaaer feil, baade Vinter og Sommer
118 Aaret igjennem er Grenen ei gold, den pustende Vestvind
119 Driver bestandig en Deel i Blomst mens den modner en anden.
120 Pære på Pære blier saftig og mør, som Æble på Æble,
121 Ligesaa Drue på Drue, og Figen på liflige Figen.
122 Plantet i Haven er ogsaa en skjøn rigtbærende Viingård;
123 Her er en Plads som ligger for Sol, hvor Druerne tørres,
124 Bredte på Grønningen ud, en Deel man plukker og andre
125 Perser man alt; hist Druer der groe, som ei ere modne,
126 Nogle har nys sat Blomst, mens andre saa sagtelig blaane.
127 Ude ved Kanten af Haven i velafmaalede Bede
128 Alle Slags Urter der groe, friskprangende Aaret igjennem.
129 Ogsaa er der to Kilder, heelt op gjennem Haven den ene
130 Slynger sig hen, men ad høien Palads henrinder den anden
131 Ned imod Borggårdspladsen, hvor Vand Indvaanerne hente.
132 Saa var Alkinoos’ Borg velsignet med Gudernes Gaver.
133 Der med Forbauselse stod den kraftige Konning Odysseus,
134 Men da han ret i sit Sind havde dybt beundret det Hele,
135 Treen over Tærskel han rask, og begav sig ind i Paladset.
136 Der i Forsamling han traf Phaiakernes Drotter og Raadsmænd,
137 Just som af Bæger de stænkede Viin for Speideren Hermes,
138 Hvem man offrer tilsidst, naar alt man tænker på Hvile.
139 Frem gjennem Salen nu treen den kjæktudholdende Konge,
140 Trindt omgiven af Taagen, hvori Athene ham hylled,
141 Indtil han naaede det Sted, hvor Alkinoos sad og Arete,
142 Strax da slynged Odysseus om Dronningens Knæe sine Arme,
143 Og i det samme sig spredte den hellige Taage, han stod i.
144 Alle forstummed i Salen påstand, da Manden de skued,
145 Studsende svart ved det Syn, da bad Odysses saa bønlig:
146 Dronning Arete! du Datter af Gudernes Ætling Rexenor!
147 Hid jeg kommer at favne dit Knæe efter Trængsel og Modgang,
148 Hid til din Husbond og Gjæsterne her; dem Guderne skjenke
149 Langt og lykkeligt Liv, og Enhver sine Børn efterlade
150 Boskab og Rigdom i Huus, og den Hæder, ham Folket har givet!
151 O men forskaffer mig snarligen Hjelp for at reise til Hjemmet,
152 Alt har længe jeg fristet Gjenvordighed, skilt fra de Kjære.
153 Saa han taled, og satte sig ned i Asken ved Arnen
154 Nær ved Ilden, da taug de qvær og forstummed tilhobe.
155 Ordet omsider da tog den bedagede Helt Echeneos,
156 Som i Phaiakernes Folk ei blot var af Alder den Ældste,
157 Men en veltalende Mand, og godt bevandret i Frasagn.
158 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
159 Konning Alkinoos! ei er det smukt, og ei er det skjelligt,
160 At vi den fremmede Mand lade sidde på Arnen i Asken.
161 Alle forholde sig stille, thi din Befaling de vente.
162 Reis da den fremmede Mand, og lad på en sølverbeslagen
163 Stol ham tage sin Plads, befael saa nogle Herolder
164 Viin i Kummen at blande, at ogsaa til Zeus vi kan offre,
165 Han som hver from bønfaldende Mand ledsager på Vandring.
166 Lad ogsaa Skaffersken give den Fremmede Mad af dit Forraad.
167 Da nu den kraftige Drot Alkinoos hørte hans Tale,
168 Tog han ved Haanden den kjække forslagene Konning Odysseus,
169 Reiste fra Arnen ham op, og ham satte på flunkende Høistol,
170 Hvilken han bød sin Søn den bolde Laodamas rømme,
171 Som havde siddet ham næst, thi ham fortrinlig han elsked.
172 En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
173 Kande, som stod på et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
174 Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
175 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Rettter,
176 Hvilke hun stilled på Bord, fremsættende mildt hvad hun havde.
177 Mad og Drikke da nød den kraftige Konning Odysseus,
178 Og til Herolden påstand sig stærken Alkinoos vendte:
179 Skynd dig, Pontonoos! flux, bland Viin i Kummmen og deel den
180 Om i Salen til Alle, at ogsaa til Zeus vi kan offre.
181 Han som hver from bønfaldende Mand ledsager på Vandring.
182 Saa han taled, og qvægende Viin Pontonoos blanded,
183 Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle.
184 Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted,
185 Hæved Alkinoos høit sin Røst, og taled iblandt dem:
186 Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
187 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
188 Gildet er endt, Hver gange da hjem, til Roe sig at føie,
189 Men naar det dages, indbyder jeg Fleer af Folkenes Stormænd;
190 Gilde skal feires i Sal for vor Gjæst, og herlige Offre
191 Bringes de salige Guder; derefter vi vil om hans Hjemfærd
192 Gange tilsammen på Raad, at han frie for Nød og Bekymring,
193 Trygt ledsaget af os, kan komme til Fædrenelandet
194 Hurtig og glad i Hu, har han end langt borte sin Hemstavn,
195 Og at der ei underveis tilstøder ham Sorg eller Vanheld,
196 Før han sin fædrene Jord har betraadt; saa friste han siden
197 Alt hvad Skjebnen engang og de ubønhørlige Søstre
198 Spandt ham ved Fødslen i Traad, dengang hans Moder ham fødte.
199 Men er til os en udødelig Gud nedstegen fra Himlen,
200 Da er i Gudernes Raad forvist noget andet besluttet.
201 Alt fra umindelig Tid jo salige Guder sig klarlig
202 Lade tilsyne for os, naar vi offre dem Festhekatomber,
203 Sætte sig her tilbords, og spise med os som vi Andre.
204 Ja om endog en Mand på sin eensomme Vandring dem møder,
205 Aldrig de fjæle sig dog, thi nær vi staae dem i Frændskab,
206 Ret som Kyklopernes Folk og de vilde Gigantiske Stammer.
207 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
208 Kong Alkinoos! tænk ei saa! jeg ligner i Sandhed
209 Ikke de salige Guder, som boe på Himmelen vide,
210 Hverken af Væxt eller Skabning, nei jordiske Væsner jeg ligner.
211 Hvem I kjende somhelst, der meer end Mennesker ellers
212 Drages med Sorg, med en Slig i Elendighed kan jeg mig maale.
213 Ja langt haardere Nød jeg kunde forvist Eder nævne,
214 Som i mit Liv udstanden jeg har efter Gudernes Villie;
215 Dog lad i Roe mig tære min Mad, skjøndt Sorgen mig knuger:
216 Der er dog Intet saa frækt som den uforskammede Mave,
217 Stedse den fordrer med Trods, at ihu man kommer dens Nødtørft,
218 Selv om man pines af Kummer og bærer på Sorg i sit Hjerte,
219 Ret som nu jeg i mit Hjerte maa bære på Sorg, men bestandig
220 Mad og Drikke den kræver, og bringer mig reent til at glemme
221 Alt hvad jeg døied og leed, hvergang den forlanger at mættes.
222 Værer da rede til Hjelp, saasnart det dages imorgen!
223 Skaffer mig stakkels elendige Mand igjen til min Hjemstavn,
224 Svart har jeg lidt, dog gierne jeg døer, naar først jeg har gjenseet
225 Baade min kneisende Borg og mit Gods, mine Terner og Svende!
226 Saa han taled, og Alle hans Ord gav lydeligt Bifald,
227 Hjem at forhjelpe den fremmede Mand, thi hans Tale var billig.
228 Men da de Viin havde offret og drukket saameget dem lysted,
229 Gik Enhver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove.
230 Men udi Salen tilbage forblev den Ædling Odysseus;
231 Ikkun den herlige Drot Alkinoos blev med Arete
232 Siddende hos ham endnu, og Ternerne rydded af Bordet.
233 Først da taled Arete, den liliearmede Dronning,
234 Thi baade Kappen og Kjortlen gjenkjendte hun strax, da de skjønne
235 Klæder hun saae, som hun selv havde virket med flittige Terner,
236 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
237 Fremmede Mand! jeg selv maa først om dette dig spørge:
238 Hvem est du? fra hvad Land? hvem gav dig de Klæder du bærer?
239 Sagde du ei, at du kom vildfarende hid over Bølgen?
240 Flux gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
241 Tungt, o Dronning! det er, omstændelig Alt at fortælle,
242 Hvad jeg har liidt, thi Meget lod Himmelens Guder mig udstaae;
243 Dette dog sige jeg vil, hvorom du mig spørger og fritter.
244 Fjernt på Dybet der ligger en Øe, Ogygia kaldet,
245 Der har Kalypso sit Hjem, den haarfagre Datter af Atlas.
246 Trædsk er Gudinden af Sind og frygtelig. Ei er der Nogen,
247 Være sig Gud eller dødelig Mand, som med hende har Samqvem.
248 Dog mig Stakkel en Gud drev did, hendes Vaaning at gjæste,
249 Ganske forladt, da Zeus mit hurtige Skib med sit blanke
250 Lyn havde splintret i Qvag, da det løb over viinblaae Bølger.
251 Der forgik hver eneste En af mit dygtige Mandskab.
252 Selv jeg klynged mig fast til mit aareforsynede Fartøis
253 Kjøl; ni Døgn på Bølgen jeg drev, men tiende Aften
254 Kasted mig Guderne hen til Ogygias Øe, hvor Kalypso
255 Boer, Gudinden saa fager af Haar, men rædsom tillige.
256 Hun optog mig, hun pleied mig ømt, og vilde mig gjøre
257 Til en udødelig Mand, evindelig ung udi Fremtid;
258 Dog endda formaaede hun ei at bevæge mit Hjerte.
259 Der forblev jeg Aaringer syv, og med Taarer jeg væded
260 Daglig de himmelske Klæder, Kalypso mig havde foræret.
261 Men da det ottende Aar saa langt om længe var kommet,
262 Muntred hun selv til Reise mig op, hvad enten Kronion
263 Havde beordret det saa, eller selv hun Sind havde skiftet.
264 Planker blev naglede sammen til Skib, og bort hun mig sendte
265 Baade med Mad og Viin og svøbt i himmelske Klæder,
266 Og på min Fart hun mig skikked en luun mildblæsende Kuling.
267 Sytten udslagene Døgn jeg foer over Bølgen i Magsveir,
268 Men på den attende Dag jeg øinede fjernt Eders Ølands
269 Skovbeskyggede Klipper, og høit mit Hjerte sig fryded,
270 Jeg usalige Mand, som end mangfoldige Qvaler
271 Skulde bestaae, dem Poseidon, Jordrysteren, over mig sendte.
272 Stormene reiste han mod mig, og hindred min Fart over Bølgen.
273 Svulme han lod det vildene Hav, saa den styrtende Søgang
274 Ei tillod mig jamrende Mand at bæres af Skuden;
275 Brat Orkanen i Stykker den slog, da maatte jeg Arme
276 Svømmende kløve det svælgende Dyb, indtil jeg omsider
277 Hid til Eder blev dreven i Land af Blæsten og Strømmen.
278 Op jeg steg, men nær havde Brændingen knuust mig mod Kysten,
279 Kastet mig ind på farlige Skjær og mægtige Klipper.
280 Derfor tilbage jeg veeg, og svømmed påny til jeg naaede
281 Hen til en Flod, hvor Kysten beqvem mig tyktes til Landing,
282 Da den for Klipper var frie og skjenkede Læe imod Blæsten.
283 Mat nedsank jeg på Strand, frem vælded det hellige Natmulm;
284 Bort fra den regnopsvulmede Flod jeg derfor begav mig
285 Ind i Krattet, og lagde mig ned på Løv, som jeg sanked
286 Sammen i Bunke, da skjenked en Gud mig umaadelig Slummer.
287 Der indhyllet i Blade, men dybt bedrøvet i Hjertet
288 Sov jeg Natten igjennem og Morgenen lige til Middag;
289 Solen var alt ved at dale, da Søvnen den søde forlod mig.
290 Da blev på Stranden din Datter jeg vaer, som med Ternerne leged,
291 Selv iblandt dem hun stod saa skjøn som en himmelsk Gudinde.
292 Hende jeg nærmed mig bønlig, og ædel af Sind hun sig viste;
293 Ei man venter sig just slig priselig Færd, naar man Ungfolk
294 Møder på Vei, i Ungdommens Aar på Forstanden det brøster.
295 Baade med Mad fuldtop og med blussende Viin hun mig qvæged,
296 Bød mig i Floden mig bade, og gav mig de Klæder jeg bærer.
297 Dette har jeg, bedrøvet i Hu, sandfærdig berettet.
298 Derpå til Svar Alkinoos gav, og talte saalunde:
299 Fremmede Mand! i dette forsand har min Datter dog ikke
300 Teet sig forstandig, at ikke hun strax med de tjenende Terner
301 Førte dig op til vort Huus, da hende du først havde bønfaldt.
302 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning og sagde:
303 Helt! for Sligt du laste mig ei din herlige Datter!
304 Selv anmoded hun mig om at følge de tjenende Terner,
305 Dog jeg vægred mig strax, undseelig jeg var, og jeg frygted,
306 At du i Sind skulde vredes på mig, naar jeg kom dig for Øine.
307 Let forivre vi os, vi Menneskesønner på Jorden.
308 Derpå til Svar Alkinoos gav, og talte saalunde:
309 Fremmede Mand! ei Hjerte der boer i mit Bryst, som til Vrede
310 Egges for Intet; dog sømmelig Færd i Alt er at prise.
311 Gid dog, Zeus Alfader, Apollon og Pallas Athene!
312 Gid dog en Mand, som du, der i Sind mig ligner saa ganske,
313 Vilde begjære min Datter til Viv, og forblivende blandt os
314 Vorde min Maag, baade Huus og Gods jeg vilde dig skjenke,
315 Hvis godvillig du blev; dog ei skal nogen Phaiaker
316 Holde med Tvang dig tilbage, nei Sligt forbyde Kronion!
317 Men til din Reise beramme jeg vil, at vide du kan det,
318 Dagen imorgen; selv hvile du skal inddysset i Slummer,
319 Og mine Mænd skal pløie den rolige Søe, til du kommer
320 Hjem til dit Land og dit Huus, eller og hvorhen det dig lyster,
321 Selv om det end langt fjernere laae end Øen Euboia,
322 Som er saa langt herfra, efter hvad mine Folk har fortalt mig,
323 Som har den seet dengang de den Guldhaars Helt Rhadamanthos
324 Bragte derhen i Besøg til Tityos, Sønnen af Jorden.
325 Did de kom, og uden Besvær fuldbyrded de Reisen.
326 Blot på en eneste Dag, og bragte ham atter tilbage.
327 Selv da kjende du skal, hvor rask mine Skibe kan seile,
328 Og mine Mænd med Aarernes Blad kan Bølgerne vælte.
329 Talt; da fryded sig høit den kraftige Konning Odysseus;
330 Lydt udbrød han i Bøn, og tog saalunde til Orde:
331 Zeus Alfader! o gid Alkinoos holder sit Tilsagn.
332 Da vil han selv uforgjængeligt Rye sig vinde saa vide
333 Over den nærende Jord, og jeg gjenfinde min Hjemstavn!
334 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
335 Flux sine Terner befoel den liliearmede Dronning,
336 Hist under Hal at stille påstand en Seng, og at lægge
337 Prægtige Skarlagensbolstre på Lad, og brede derover
338 Tæpper og flossede Kapper af Uld at svøbe sig ind i.
339 Ud af Storstuen ginge de flux med Fakler ihænde;
340 Men da de saa i en Fart havde redet et mageligt Leie,
341 Treen i Salen de frem, og talede saa til Odysseus:
342 Fremmede! gak til Roe, nu have vi redet dit Leie!
343 Saa de taled, og Længsel han selv fornam efter Hvile.
344 Saaledes slumred han der, den kraftige Konning Odysseus
345 Under den høitgjenlydende Hal på den snørklede Løibænk.
346 Men i det inderste Kammer Alkinoos sov i Paladset,
347 Og ved hans Side hans Dronning bepryded det natlige Leie.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange