Odysseen Sang 5

Resume af 5. sang i Odysseen af Homer. Zeus sender Hermes til Kalypso, og befaler hende at lade Odysseus drage hjem. Hun adlyder befalingen, skønt nødig. Odysseus bygger sig et fartøj, og begiver sig tilsøs. På den ottende dag rejser Poseidon en frygtelig storm, som slåer skibet i stykker. Leukothea giver Odysseus et beskærmende slør, ved hvis hjælp han svømmer omkring to dage; tredje dag når han phaiakernes ø, og redder sig ind i mundingen af en flod. Afkræftet falder han i en dyb søvn.

ODYSSEEN

Odysseen, 5. sang

1 Dagningen steg af Seng fra den vidtberømte Tithonos,
2 Lyset at bringe hver dødelig Mand og udødelig Guddom.
3 Sammen tilhobe nu Guderne kom, og midt udi Kredsen
4 Sad Høittordneren Zeus, som i Kraft staaer langt over Alle.
5 Strax om Odysses’s Trængsler og Nød dem Athene fortalte,
6 Ømt hun huskede Helten, som nu hos Nymphen sig opholdt.
7 Zeus Alfader! og I uforgjængelig salige Guder!
8 Aldrig der herske herefter en mild, huldsalig og venlig
9 Kongstavførende Drot med et Sind, som agter på Retfærd!
10 Barsk i sit Ord og grum i sin Færd bestandig han være,
11 Siden at Ingen bevarer i Hu den Ædling Odysseus
12 Hist i det Folk, han styred tilforn med faderlig Ømhed.
13 Nu han dvæler på Øen forpiint af heftige Sorger
14 Hist i Nymphen Kalypsos Palads; med Magt hun ham holder
15 Fast, og ei han formaaer til Fædrenelandet at reise;
16 Ei har han Skibe med Aarer omkring, og ei har han Søfolk,
17 Som kunde føre ham hjem vidt hen over Bølgernes Rygning.
18 Nu vil man myrde hans Søn med stingende Malm, naar han kommer
19 Hjem, thi bort er han dragen at spørge sig for om sin Fader
20 Til Lakedaimon, den prægtige Stad, og det hellige Pylos.
21 Hende påstand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
22 Kjæreste Barn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
23 Var det da ikke dig selv, som fatted tilforn den Beslutning,
24 At til sit Hjem Odysses igjen skulde komme som Hevner?
25 Selv du føre Telemachos snildt, saa vist du det mægter,
26 At han i god Behold gjemfinder sin fædrene Hjemstavn;
27 Da maae Beilerne vende med Skib, og seile tilbage.
28 Talt; og strax til Hermeias sin Søn henvendte han Ordet:
29 Du, Hermeias! der vanlig som Bud forkynder min Villie,
30 Gak til den haarfagre Nymphe, og meld vor faste Beslutning,
31 At til sit Hjem Odysses, den kraftige Kæmpe, skal drage,
32 Ei ledsaget af Guder, ei heller af dødelig Skabning,
33 Men efter megen Besvær på det fastbenaglede Fartøi
34 Skal han på tyvende Dag til det frugtbare Scheria komme,
35 Hvor Phaiakerne boe, et Folk saa saligt som Guder.
36 Der skal af Hjertet de hædre ham høit, som var han en Guddom,
37 Og på et Skib befordre ham hjem til hans fædrene Kyster,
38 Rigt begavet med Kobber og Guld og Klæder i Mængde,
39 Meer end fra Troia han med havde bragt, hvis hjem han var kommen
40 Uden Forliis med den Lod, som han der annammed af Byttet;
41 Saa tilsteder ham Skjebnen, igjen at see sine Kjære,
42 Og til sit høie Palads og Fædrenelandet at komme.
43 Talt; hans Ord adlød Budbringeren, Argos’s Bane.
44 Strax han skyndte sig nu, og bandt under Foden de gyldne
45 Deilige, himmelske Saaler, som bar ham hen over Havet
46 Og over Jorderig vide, saa snelt som Pustet af Vinden.
47 Flux saa greb han sin Stav, hvormed han Menneskens Øine
48 Dysser i Søvn som ham tykkes for godt, eller vækker af Slummer.
49 Staven i Haand bortfløi den kraftige Argosbetvinger;
50 Først på Pieria gik han, saa foer han fra Luften mod Havet,
51 Ilte saa frem over Vandet, livagtigen lig med en Maage,
52 Som i de rædsomme Bugter, der snoe sig fra Havet det golde,
53 Fanger sig Fisk, og dypper de fyldige Vinger i Saltvand,
54 Lig en Saadan han foer afsted over Bølge på Bølge.
55 Men da Hermeias saa kom til det fjerntbeliggende Øland,
56 Steg han op fra det blaalige Dyb, og vandred på Landjord,
57 Indtil den mægtige Grotte han naaede, hvor Nymphen Kalypso
58 Havde sit Hjem, og derinde han traf den haarfagre Nymphe.
59 Høit på Arnen der blussed en Ild, og fjernt over Øen
60 Bredte sig Duft af Virak og splintrede Stykker af Ceder,
61 Brændende rask; derinde hun sang med sin deilige Stemme,
62 Medens om Væven hun gik, og vov med den gyldene Skyttel.
63 Rundt om Grotten en blomstrende Lund udbredte sin Skygge,
64 Fuld af Eller og Popler og vellugtrige Cypresser.
65 Der havde Rede sig bygget en Hob bredvingede Fugle,
66 Ugler og Falke med samt bredtungede Krager fra Stranden,
67 Fugle, som jevnlig på vildene Hav deres Syssel bedrive.
68 Rundt om den hvælvede Grotte man saae Viinstokken sig slynge
69 Med sine yppige Ranker behængte med fyldige Druer.
70 Kilderne sprang med det blankeste Vand, og af dem var der fire,
71 Jevne hverandre de løb, een her, een hisset sig slynged;
72 Trindt dem blomstred den jevneste Mark med Fioler og Kruusblad.
73 Selv en udødelig Gud, som kom derhen og det skued,
74 Vilde forbauses ved Synet, og fryde sig høit i sit Hjerte.
75 Her med Forbauselse standsed Budbringeren, Argos’s Bane;
76 Men da han studsende svart havde Alt omkring sig betragtet,
77 Treen i den mægtige Grotte han ind, og Gudinden Kalypso
78 Vidste påstand hvem han var, da hun skued ham Ansigt til Ansigt,
79 Aldrig udødelig Gud ukjendelig er for en Anden,
80 Staaer hans Bolig endog på fjerntbortliggende Steder.
81 Ei dog derinde han traf den behjertede Konning Odysseus,
82 Ude ved Stranden han grædende sad, som ofte han pleied,
83 Martrende dybt sit Sind med Graad, med Suk og med Jamren,
84 Stirrende hen, mens Taarerne randt, over Havet det golde.
85 Flux til Hermeias nu talte den fagre Gudinde Kalypso,
86 Bydende venlig ham Plads på en blank og prunkende Høistol:
87 Siig, hvi kommer du hid, du guldstavbærende Hermes!
88 Kjær og ærværdig du est mig, tilforn du gjæsted mig aldrig.
89 Nævn dit Hjertes Begjær, heel gjerne jeg føier dit Ønske,
90 Hvis det staaer i min Magt, og hvis det forresten er gjørligt,
91 Træd dog ind, at dig times den Skjel, som skyldes en Fremmed!
92 Saaledes talte Gudinden; et Bord for Gjæsten hun satte,
93 Stilled Ambrosia frem og blanded den rødlige Nektar.
94 Mad og Drikke da nød Budbringeren, Argos’s Bane;
95 Men da han saa havde spiist, og med Mad sit Sind havde gottet,
96 Tog han Ordet påny, og gav hende dette til Gjensvar:
97 Mig, en Gud, som gjæster dit Hjem, Gudinde du spørger;
98 Thi vil jeg Alt sandfærdig berette dig, som du forlanger.
99 Zeus mig bød, at begive mig hid, saa nødig jeg vilde,
100 Hvo vilde vandre med Lyst en umaadelig Vei over salten
101 Hav, hvor ei man træffer en Bye, hvis Folk kunde hædre
102 Guder med rygende Offer og liflige Festhekatomber.
103 Dog umuligt det er jo, naar Zeus en Beslutning har fattet,
104 At nogen Gud undvige den kan eller gjøre til Intet.
105 Her, saa siger han, lever en Mand, usalig som Ingen
106 Var af de Mænd, som krigede hist om Priamos’ Kongstad
107 Aaringer ni, og i tiende Aar, da Staden var styrtet,
108 Seilede hjem, men grovt underveis mod Athene forgik sig;
109 Derfor en rygende Storm og mægtige Bølger hun reiste.
110 Da forgik hver eneste En af hans dygtige Mandskab,
111 Selv blev her han dreven iland af Stormen og Bølgen.
112 Ham befaler dig Zeus nu bort at sende som snarest,
113 Thi det er ei ham bestemt at døe langt borte fra Landsmænd,
114 Alt tilsteder ham Skjebnen, igjen at see sine Kjære,
115 Og til sit høie Palads og Fædrenelandet at komme.
116 Saa han talte, da gjøs den fagre Gudinde Kalypso,
117 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
118 Slemme forsand I Guder dog er, og nidske som Ingen!
119 I som fortørnes saa svart på Gudinderne, naar de sig frilig
120 Mage med jordiske Mænd, og af dem en Elsker sig udsee,
121 Som da Orion var valgt af den rosenfingrede Dagning,
122 Da var I vrede på hende, I salige Guder tilhobe,
123 Indtil med lempelig Piil den guldstolthronende Jomfrue
124 Artemis skjød Orion ihjel på Ortygias Marker.
125 Eller som dengang den haarfagre Viv Demeter i Elskov
126 Tog Iasion i Favn på den tregange pløiede Brakmark,
127 Føiende Trangen i Hjertet; dog ei for Zeus blev det længe
128 Skjult, og Manden ihjel han slog med sin blussende Lynild.
129 Saa I fortørnes på mig, at en Mand nu her har sit Ophold,
130 Hvem jeg bjergede selv, da han ridende svam på en Skibskjøl
131 Ganske forladt, da Zeus hans hurtige Skib med sit blanke
132 Lyn havde splintret i Qvag, da det løb over viinblaae Bølger.
133 Da forgik hver eneste En af hans dygtige Mandskab;
134 Selv blev her han dreven iland af Stormen og Bølgen.
135 Ham optog jeg og pleied ham ømt, og vilde ham gjøre
136 Til en udødelig Mand, evindelig ung udi Fremtid.
137 Dog da det ei er muligt, naar Zeus en Beslutning har fattet,
138 At nogen Gud undvige den kan, eller gjøre til Intet,
139 Lad ham da fare, naar Zeus ham selv tilskynder og driver
140 Hen over Havet det golde; jeg selv bortskikker ham aldrig;
141 Ei har jeg Skibe med Aarer omkring, og ei har jeg Søfolk,
142 Som kunde føre ham hjem vidt hen over Bølgernes Rygning.
143 Villig jeg dog vil give ham Raad, og Intet ham dølge,
144 At han i god Behold gjenfinder sin fædrene Hjemstavn.
145 Derpå til Svar hende gav Budbringeren, Argos’s Bane:
146 Send ham da bort påstand, og skjælv for Olymperens Harme,
147 For at han ei af Nag skal gram dig vorde herefter!
148 Talende saa forsvandt den kraftige Argosbetvinger.
149 Ud til Helten Odysses den værdige Nymphe begav sig
150 Strax da denne Befaling fra Zeus hun havde fornummet.
151 Ham ved Stranden hun siddende traf; ret aldrig i Øiet
152 Tørredes Taarernes Løb; sit Liv, det kjære, han hengræd,
153 Savnende langlig sit Hjem; ei meer ham Nymphen behaged.
154 Sove han maatte hver eneste Nat i den hvælvede Grotte,
155 Selv uvillig, men tvungen af Nød, hos den villige Nymphe;
156 Men den udslagene Dag han sad på Klipper ved Stranden,
157 Martrende dybt sit Sind med Graad, med Suk og med Jamren,
158 Stirrende hen, mens Taarerne randt, over Havet det golde.
159 Trædende nær tiltalte ham saa den fagre Gudinde:
160 Stands din Graad, ynkværdige Mand! lad ei dine Dage
161 Svinde med Sorg! godvillig jeg nu vil lade dig reise.
162 Op! hug dygtige Planker i Skov, og føi dem med Kobber
163 Fast til en rummelig Baad, og sæt Skandsfjælerne rundtom
164 Høit, at den bære dig kan henover de graalige Bølger.
165 Kost og Viin baade liflig og rød tilligemed Ferskvand
166 Bringer jeg selv dig ombord, at betrygge mod Sult dig på Reisen.
167 Klæder jeg giver dig ogsaa, og skikker dig ønskelig Medbør,
168 At du i god Behold gjenfinder din fædrene Hjemstavn,
169 Ville det Guderne saa, som boe på Himmelen vide,
170 Og som er langt over mig i Kløgt og Kraft til at virke.
171 Saa hun talte, da gjøs den hærdede Konning Odysseus,
172 Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden:
173 Andet forvist i Sinde du har, og ikke min Bortfart,
174 Da du mig byder at fare tilbaads langt hen over Havets
175 Farlige Svælg, hvorover et Skib velbygget og hurtigt
176 Seiler med Nød, naar det stoltelig gaaer for Blæst fra Kronion.
177 Derfor imod din Villie jeg aldrig tilsøes mig vil vove,
178 Før du fortrøster dig til med den dyreste Eed mig at sværge,
179 Ei at pønse på Ondt igjen, som mig Meen kunde volde.
180 Saa han taled, da smilte den fagre Gudinde Kalypso,
181 Klapped ham venlig med Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
182 Du est dog ret en Skalk, og ei på Forstand det dig brøster,
183 Siden det saa i Sindet dig faldt, at føie din Tale.
184 Jorden bevidne mit Ord, den mægtige Himmel foroven,
185 Vandet, som dybt henruller i Styx, og af salige Guder
186 Sværges der aldrig en Eed, meer dyr, meer rædsom end denne;
187 Ei skal jeg pønse på Ondt igjen, som dig Meen kunde volde;
188 Ærlig jeg tænker, og siger dig her hvad jeg vist havde udtænkt
189 Selv til mit Bedste, saafremt jeg var stedt i lignende Vaande.
190 Ret og Billighed kjender min Sjel, og af Jern er i Sandhed
191 Ei det Hjerte, som staaer i min Barm, men aabent for Medynk.
192 Saaledes talte Gudinden; med ilende Fjed hun foran ham
193 Vandred på Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
194 Snart til den hvælvede Grotte de kom, Gudinden og Manden;
195 Der han satte sig ned på den Stol, fra hvilken Hermeias
196 Nys havde reist sig, og Nymphen ham strax gav rundelig Spise,
197 Mad og Drikke, som dødelig Mand dem pleier at nyde,
198 Selv hun satte sig ned med Ansigtet vendt mod Odysseus;
199 Ternerne dog for Nymphen Ambrosia stilled og Nektar.
200 Begge nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
201 Men da med Mad og Drikke de saa havde gjort sig tilgode,
202 Først til Orde da tog den fagre Gudinde Kalypso:
203 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
204 Saa est du altsaa tilsinds, dig strax at give på Reisen
205 Hjem til dit Fædreneland? endda Levvel jeg dig ønsker.
206 Dog naar i Sindet du vidste, hvad Qval og Trængsel dig Skjebnen
207 End har beskæret at lide, før hjem til dit Rige du kommer,
208 Heller forvist da blev du hos mig i denne min Bolig
209 Som en udødelig Mand, hvor langlig endog du begjærer
210 Atter at skue din Viv, efter hvem du dagligen længes.
211 Ei for hende tilbage jeg staaer, det skulde jeg mene,
212 Enten i Væxt eller Skabning, thi aldrig en dødelig Qvinde
213 Maale sig tør med udødelig Viv i Skabning og Aasyn.
214 Derpå til Svar hende gav den sindrige Konning Odysseus:
215 Ei over dette fortørnes du maa, ærværdige Nymphe!
216 Fuldelig veed jeg, hvor langt den forstandige Penelopeia
217 Staaer tilbage for dig i Væxt, i Skabning og Aasyn,
218 Hun er en dødelig Qvinde, men du hverken døer eller ældes.
219 Dog jeg ønsker endda, og fra Dage til Dage jeg higer,
220 Atter at finde mit Huus, og Hjemfærdsstunden at skue.
221 Knuser en Gud mig end på min Fart over blaalige Bølger,
222 Saa vil jeg bære det kjækt, mit Hjerte blev hærdet ved Modgang;
223 Meget har alt jeg liidt, og megen Besvær har jeg døiet
224 Baade på Hav og i Krig, lad saa dette mig times i Tilgift!
225 Talt; nu dalede Solen, og Mulm udbredte sig vide.
226 Begge begave sig ind i en Vraae af den hvælvede Grotte;
227 Der de sig fryded ved Elskov, og hvilede sammen på Leiet.
228 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
229 Axlede Helten Odysses påstand sin Kjortel og Kappe.
230 Selv iførte sig Nymphen en sølverstraalende Kaabe,
231 Yndig og fager og fiin; om Midien bandt hun et Belte
232 Skjønt og virket med Guld, og et Slør om sit Hoved hun vikled.
233 Derpå hun tænkte for Alvor på Helten Odysses’s Reise.
234 Først en Øxe hun gav ham, og godt i Haanden den passed,
235 Smeddet af Malm, tveegget og stor; på denne var Skaftet
236 Smukt udskaaret af Olietræe, og slutted tilbørlig.
237 Derpå hun gav ham en Biil heel blank, og førte på Vei ham
238 Ud til Kysten af Øen, hvor Træerne voxte saa ranke,
239 Popler og Eller der stod, og skyhøitkneisende Graner,
240 Visne forlængst og tørre, saa let de på Vand kunde flyde.
241 Men da hun havde ham viist, hvor Træerne voxte saa ranke,
242 Vandred hun hjem igjen, den fagre Gudinde Kalypso.
243 Træer han hugged nu flinkt, og rask gik Værket fra Haanden,
244 Tyve han fælded ialt, og hugged dem til med sin Malmbiil.
245 Derpå han sletted dem snildt, og skarpt efter Snor han dem retted;
246 Da blev et Boer ham bragt af den fagre Gudinde Kalypso.
247 Planke for Planke han bored dermed, og fuged dem sammen,
248 Slog til Hverandre saa Stykkerne fast med Spiger og Klamper.
249 Ligesaa bred en Bunk, som en Mand, der er kyndig i Skibsbygst,
250 Hvælver almindeligviis, naar han tømrer et rummeligt Fragtskib,
251 Ligesaa bred en Bunk på sin Holk indretted Odysseus.
252 Høit opreiste han Skands, og tæt Krumholter han stilled,
253 Og med forsvarlige Fjæle forhuded han Skroget til Slutning.
254 Ogsaa han gav den en Mast, og en Raae, som passed tilbørlig,
255 Tømred sig derpå et Roer, for at styre sin Kaas over Bølgen;
256 Hegned saa Rælingen om med en Fletning af Vidieqviste,
257 Skuden at sikkre mod Bølgen, og Gruus han dynged til Ballast.
258 Da blev der Lærred ham bragt af den fagre Gudinde Kalypso,
259 Seil at skjære deraf, dem ligesaa snildt han sig laved.
260 Og da han havde beslaaet dem med Bras, med Skjøder og Gitoug,
261 Skjød med Stænger sin Holk han ud i det hellige Havdyb.
262 Det var af Dage den fjerde, da bragte sit Værk han tilende,
263 Og på den femte fra Øen den værdige Nymphe ham sendte
264 Badet og velindhyllet i virakduftende Klæder.
265 Ogsaa en Dunk med mørkerød Viin og en større med Ferskvand
266 Gav Gudinden ham med ombord, og Fortæring til Reisen
267 Gjemt i en Sæk, og forfriskende Suul i rundelig Mængde,
268 Og til hans Fart hun ham skikked en luun mildblæsende Kuling.
269 Glad udspiled han Seil for Vind, den Ædling Odysseus,
270 Agter han sad ved Roret, og snildt som den øvede Sømand
271 Styred han frem; ei Blund han fik i de vaagende Øine,
272 Saae til Pleiaderne op, til Bootes, som sildigen daler,
273 Saae til Bjørnen, som Himmelens Vogn man ogsaa benævner,
274 Hist den dreier sig om, og fæster sit Blik mod Orion,
275 Det er den eneste Stjerne, som ei af Okeanos bades;
276 Denne befoel ham Gudinden, den værdige Nymphe Kalypso,
277 Stadig at have til Venstre på hele sin Fart over Havet.
278 Sytten udslagene Døgn han foer over Bølgen i Magsveir,
279 Men på den attende Dag han de skovbeskyggede Klipper
280 Øinede klart på Phaiakernes Øe, der nu var ham nærmest,
281 Og for hans Blik saae ud som et Skjold på det graalige Havdyb.
282 Fra Aithiopernes Folk var just Poseidon på Hjemvei.
283 Fra de Solymiske Bjerge fik fjernt han Øie på Manden,
284 Saae ham seile på Havet, og harmedes svart i sit Indre.
285 Bister sit Hoved han rysted, og talede saa til sit Hjerte:
286 Ha! saa har Guderne nu forvist med Helten Odysseus
287 Ganske betænkt sig, mens jeg mig iblandt Aithioperne opholdt!
288 Alt er han nær ved Phaiakernes Land, hvor Skjebnen ham skjenker
289 Frelse fra Jammer og Nød, som saa svart forfulgte ham hidtil.
290 End skal jeg dog, tør jeg troe, omtumle ham artig i Trængsler.
291 Talt; strax Skyerne sammen han drev, og med Forken i Haanden
292 Rørte han Bølgerne op, og fra hvert af Vindenes Hjørner
293 Reiste han rygende Storm; baade Jorden og Havet saa vide
294 Hylled i Skyer han ind, og Nat fremstyrted fra Himlen.
295 Vinden fra Øst og Syd foer ud med den tudende Vestvind,
296 Rullende Søen i Hob med den luftopklarende Nordvind.
297 Brat da rysted af Grue Odysses’s Knæer og Hjerte,
298 Sukkende dybt til sin mandige Sjæl saalunde han talte:
299 Ak! jeg elendige Mand! hvad bliver der af mig til Slutning?
300 Svart jeg befrygter, at Alt er sandt, hvad Gudinden bebuded,
301 Da hun de Qvaler mig nævnte, jeg end skulde døie på Havet,
302 Førend jeg naaede mit Hjem, og nu fuldkommes det ganske,
303 Saadanne Skyer har Zeus spændt ud vidt hen over Himlen,
304 Dybt har han Vandene rørt, og fra hvert af Vindenes Hjørner
305 Styrter en Storm med Magt; ak, nu er Døden mig vis nok!
306 Tre ja firefold Held de Danaiske Kæmper, som fordum
307 Segned i Troernes Land, hvor Atreiderne Huldskab de viste!
308 Gid jeg saasandt var falden, og der min Død havde hentet
309 Alt på den Dag, da en Flok af de Troiske Kæmper imod mig
310 Slynged de kobberne Spær i Dyst om den faldne Peleide!
311 Da var jeg stedet tilgravs, og Achaierne have mig lovpriist;
312 Nu det beskikket mig blev at times en ynkelig Henfart.
313 Bedst som han talede saa, blev han ramt af en Bølge fraoven,
314 Frygtelig styrted den frem, og rundt den dreied hans Fartøi.
315 Selv overbord han faldt, og blev slængt langt bort fra sin Skude,
316 Roret afhænde ham gled, og et Stød af de susende Vinde
317 Knækkede Masten påtvert, saa vildt de raste på eengang.
318 Langt i Bølgerne ud fløi Raae og Seil med det samme;
319 Bølgen ham holdt en Stund under Vand, ei var det ham muligt
320 Snart at hæve sig op, den bovnende Søe var for mægtig,
321 Thi af de Klæder betynget han var, som han fik af Kalypso.
322 Endelig dukked han op, og af Mund udspytted han Søvand
323 Beesk og salt, som fra Hovedets Haar nedrulled i Strømme.
324 Dog skjøndt ilde bestedt han ei forglemte sit Fartøi;
325 Rask gjennem Bølgen han svam, og fik Hold igjen på sin Skude,
326 Svang sig op, og satte sig midskibs, reddet fra Døden.
327 Høit gik Søen, og hid og did drev Holken for Strømmen;
328 Som i den sildige Høst, naar en Storm, som blæser fra Norden,
329 Tidslerne veirer på Mark, der er filtrede tæt i hverandre,
330 Saaledes Stormen den tumled på Hav baade frem og tilbage;
331 Snart Sydvinden den kasted i Vold på den klarende Nordvind,
332 Snart Østvinden til Priis den gav for den tudende Vestvind.
333 Dog Leukothea ham saae, den deilige Datter af Kadmos,
334 Fordum en Qvinde med Menneskerøst, da hedde hun Ino,
335 Nu guddommelig Ære hun nød som en Havets Gudinde.
336 Rørt ved den Nød, som Odysses bestod omtumlet på Vandet,
337 Steg af Søen hun op, livagtig at see som en Dukand,
338 Og på den fastbenaglede Holk hun sat sig, og talte:
339 Arme! hvorfor er Poseidon, den vældige Ryster af Jorden,
340 Dig saa forfærdelig gram, at han al denne Nød dig forvolder?
341 Dog skal han ei dig berøve dit Liv, hvor ivrig han stræber.
342 Gjør nu blot hvad jeg siger, og ei eenfoldig du lader,
343 Drag dine Klæder af Krop, slip Skibet og lad det for Vinden
344 Drive på Dyb, streng Armene an, og svøm som du evner
345 Hen til Phaiakernes Land, hvor Skjebnen forunder dig Frelse!
346 See! et udødeligt Slør jeg rækker dig, skynd dig og bind det
347 Under dit Bryst! da trodse du kan baade Farer og Døden.
348 Dog saasnart med din Haand igjen du rører ved Landjord,
349 Løs da Sløret, og kast det saa langt fra Land som du mægter
350 Ud i det blaalige Dyb, men vend dine Øine fra Havet!
351 Saaledes talte Gudinden, og strax hun rakte ham Sløret;
352 Selv i det brusende Hav, livagtig at see som en Dukand,
353 Steg i det samme hun ned, og det graalige Vand hende skjulte,
354 Men i sit Sind tvivlraadig betænkte sig Helten Odysseus,
355 Hjertebeklemt til sin mandige Sjæl saalunde han talte:
356 Vee mig! blot en Gudinde dog ei har Rænker imod mig
357 Spundet påny, da hun gav mig det Raad at slippe mit Fartøi.
358 Ei dog endnu hendes Bud adlyde jeg vil; i det Fjerne
359 Skimter jeg Land allerede, hvor selv hun mig Frelse forjætted,
360 Thi vil jeg gjøre hvad nu mig tykkes at være det Bedste.
361 Medens i Fugerne fast endnu sig Plankerne holde,
362 Bliver jeg her på mit Skib, og finder mig djervt i min Qvide,
363 Men naar den vældige Søe har Plankerne slidt fra hverandre,
364 Svømmer jeg strax afsted, Forsigtighed er jo det Bedste.
365 Medens på dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
366 Reiste Poseidon, den mægtige Gud, en forfærdelig Bølge,
367 Hvælvet og høi og tung, som styrtede ned over Helten.
368 Som naar en rygende Blæst en Bunke fortørrede Avner
369 Splitter på Mark, og veirer dem hen til forskjellige Sider,
370 Saa de forsvarlige Planker den spredte på Hav, men Odysseus
371 Satte sig flux på en Planke påskrævs, som en Rytter på Ganger.
372 Klæderne drog han af, som han fik af Gudinden Kalypso,
373 Og under Brystet i muligste Fart han viklede Sløret.
374 Hen over Vandet han kasted sig plat, og med Hænderne udbredt
375 Svam han det bedste han kunde; men strax Jordrysteren saae ham,
376 Bister sit Hoved han rysted, og talede saa til sit Hjerte:
377 Driv nu saa over Bølgerne hen efter Farer og Trængsler,
378 Indtil du naaer det Land, hvis Folk af Guder beskjermes!
379 Ei endda, kan jeg troe, skal du lee ad den Nød, du har fristet.
380 Talt; og med Svøben han jog sine fagermankede Heste.
381 Snart til Aigai han kom, hvor han havde sin prægtige Bolig.
382 Anden Beslutning Athene nu tog, hiint Barn af Kronion.
383 Veien hun spærred påstand for alle de øvrige Vinde,
384 Bød dem lægge sig brat, og til Roe sig forføie tilhobe,
385 Lod det saa kule fra Nord, og kløvede Søen foran ham,
386 Indtil i Land på Phaiakernes Kyst hos de dygtige Søfolk
387 Sluppen fra Død og Fordærv den Ædling Odysses var kommen.
388 To samfældige Døgn han drev på de bovnende Bølger
389 Nat og Dag, og Døden hans Sjel omsvævede hyppig;
390 Men da den tredie Morgen var skabt af den haarfagre Dagning,
391 Strax da lagde sig Vinden, og trindt ham bredte sig Havblik
392 Uden den ringeste Blæst, og Land heel nær sig han øined,
393 Da han af Voverne løftet tilveirs skarpt stirrede fremad.
394 Glade som Børn, naar der viser sig Haab til Faderens Redning,
395 Naar han langsommelig Tid på Helsotsleiet har smægtet
396 Under de heftigste Smerter, forpiint af en hadelig Dæmon,
397 Dog til inderlig Fryd af Qviden ham Guderne løse,
398 Ligesaa glad blev Odysses, da Land og Skove han øined;
399 Frem han svømmed med Iver, sin Fod at fæste på Landjord.
400 Men da han var den saa nær, som en lydelig Stemme kan række,
401 Hørte han Bulder og Brag om Klipperne ude ved Stranden,
402 Brændingen drønede høit, mens vildt den sprøited sin Fraade
403 Op mod Kysten af Øen, og Alt var hyllet i Havskum,
404 Thi der var ei nogen Havn eller Bugt til Leie for Skibe,
405 Heel var Stranden beklædt med Rev, med Skjær og med Klipper.
406 Brat da rysted af Grue Odysses’s Knæer og Hjerte,
407 Sukkende dybt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
408 Vee mig! efterat Zeus mig det Held uventet har skjenket,
409 Land at see, og jeg alt har kløvet mig Vei gjennem Dybet,
410 Øiner jeg ei en Plet, hvor af Havet jeg op kunde stige.
411 Kantede Skjær herude jeg seer overalt, og omkring dem
412 Drøner den pladskende Søe, og glat er Klippen på Kysten.
413 Inde mod Land er der dybt, og plat umuligt det vorder,
414 Bund med Foden at naae, og vadende fries af Qviden.
415 Let kan den rullende Søe mod de skaldede Klipper mig slænge,
416 Medens jeg stiger iland, saa al min Møie forspildes.
417 Men naar et Stykke jeg svømmer omkring endnu, for at hitte
418 Enten en jevntnedskridende Bred, eller ogsaa en Havbugt,
419 Da er jeg bange, den heftige Storm tilbage mig kaster
420 Ud på det fiskbesvømmede Dyb, mig sukkende Stakkel;
421 Eller en hadelig Gud opjager imod mig et Udyr,
422 Dem i det bølgende Hav Amphitrite jo fostrer i Mængde;
423 Selv jeg veed jo tilfulde, hvor gram Jordrysteren er mig.
424 Just som på dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
425 Drev en svulmende Bølge ham ind mod den stenede Strandbred.
426 Der var hans Hud skamskravet forvist, og knuste hans Knogler,
427 Naar ikke Pallas Athene ham strax havde givet Beslutning;
428 Ivrig med Hænderne begge han greb, og holdt sig ved Klippen
429 Fast med et smerteligt Suk, til Bølgen forbi ham var rullet.
430 Saa han for Bølgen sig bjerged, men da den tilbage fra Kysten
431 Skylled, den slog med Magt, og slængte ham langt ud i Havet.
432 Og som en Søpolyp, naar den rives med Magt fra sit Leie,
433 Tykt er behængt med Kisel og Gruus på de grenede Føddder,
434 Saa blev mod Klippernes Steen al Hud af de dristige Hænder
435 Ynkelig reven itu, og den mægtige Bølge ham skjulte.
436 Nu var den Arme tilvisse forgaaet mod Skjebnens Beslutning,
437 Naar ikke Pallas Athene Besindighed havde ham givet.
438 Op han af Brændingen dukked, der sprøited mod Strand som den pleier,
439 Svømmed omkring, og stirred mod Land, for mulig at finde
440 Enten en jevntnedskridende Bred, eller ogsaa en Havbugt.
441 Men da til Gabet han hen af en skjøntfremrullende Bjergelv
442 Svømmende kom, der Kysten beqvem ham tyktes til Landing,
443 Da den for Klipper var frie, og skjænkede Læe imod Blæsten,
444 Og da han skued den skyllende Strøm, bad fromt han i Hjertet:
445 Hør mig, o Gud! ihvo du end est, hid tyer jeg med Længsel,
446 Flygtende vidt over Hav for den truende Hersker Poseidon.
447 Selv af de salige Guder den vildtomflakkende Vandrer
448 Holdes i Agt, naar ydmyg han nærmer sig, ligesom jeg nu
449 Nærmer mig her din Strøm og dit Knæe efter Farer og Trængsler;
450 Derfor o Gud! forbarm dig! til dig jeg tyer som en Ydmyg.
451 Talt; strax sagtnede Floden sin Fart, og sænked sin Bølge,
452 Tyssede Vandet foran ham i Roe og bjergede Helten
453 Ind i sin gabende Munding; da bøiede strax han til Hvile
454 Knæer og senede Arme, hans Hjerte var kuet af Havet;
455 Hele hans Krop var svullen, ned strømmede Vandet i Mængde
456 Over hans Mund og Næse, og Veir og Mæle berøvet
457 Sank afmægtig han om, forkuet af gruelig Træthed.
458 Men da han aanded påny, og igjen var kommen til Samling,
459 Løste han strax det hellige Slør, han fik af Gudinden,
460 Og i den havudrislende Flod påstand han det kasted,
461 Bølgerne skylled det bort, det løb med Strømmen, og Ino
462 Fanged det op med sin Haand; nu fjerned han bort sig fra Floden,
463 Lagde sig ned mellem Sivet, og kyssed den nærende Jordbund.
464 Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
465 Vee mig! hvordan er jeg stedt? hvad bliver der af mig til Slutning?
466 Hvis jeg her en bedrøvelig Nat tilbringer ved Floden,
467 Da kan jo let den taagede Dug og iisnende Riimfrost,
468 Mat som jeg er, forkue mig reent min synkende Livskraft,
469 Helst da Vinden fra Floden i Dæmringen blæser saa raakold.
470 Men naar ad Bakken jeg op til den skyggende Skov mig begiver,
471 Lægger til Roe mig i Krattet, om Kulden og Lemmernes Træthed
472 Ellers vil unde mig Fred, og den liflige Søvn mig betager,
473 Da er jeg bange, jeg vorder til Priis og Bytte for Rovdyr.
474 Medens på dette han grunded i Sind, sligt tyktes ham tjenligst.
475 Hen til en Skov han gik, som vidt i det Fjerne var synlig,
476 Nær ved Vandet den laae; der krøb i Læe han af tvende
477 Tæt samvoxede Olietræer, et vildt og et frugtbart;
478 Ei foer Pust derind af de fugtigblæsende Vinde,
479 Aldrig den lysende Sol sine Straaler derind kunde kaste,
480 Heller ei Regn sig trænge derind, saa tæt ved hinanden
481 Stod de med Green indflettet i Green; her krøb nu Odysseus
482 Ind, og med Hænderne strax han af Løv sig bunked sit Leie
483 Høit og bredt, thi tykt bestrøet var Pladsen med Blade.
484 Der kunde godt to Mænd eller tre sig bjerge mod Uveir,
485 Selv i Vinterens Tid, om saa Stormen var aldrig saa voldsom.
486 Glad betragted han Leiet, den hærdede Konning Odysseus,
487 Lagde sig midt på samme, og hylled sig over med Blade.
488 Som naar en Mand tildækker en Brand med den graalige Aske
489 Ude på afsides Mark, hvor ei der findes en Naboe,
490 Gjemmende Stof til Ild, at han ei skal hente den langveis,
491 Saaledes dækked Odysseus med Blade sig til, og Athene
492 Søvn over Øinene gjød ham, at snart den maatte ham qvæge
493 Efter det piinlige Slid, naar Øinenes Laag den ham lukked.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange