Odysseen Sang 4

Resume af 4. sang i Odysseen af Homer. Ved ankomsten til Sparta modtages Telemakos venligt af Menelaos og hans hustru, Helene, hvis bortførelse ved Paris forårsagede krigen og dermed indirekte Odysseus’ skæbne. De er igang med at fejrer et dobbelt bryllup, for deres søn og datter.

Helene og Menelaos beretter bl.a. om Odysseus’ krigslist med den trojanske hest, og Menelaos understreger, at Odysseus var hans kæreste ven, som, hvis han var i live, ville få ufattelige store gaver af Menelaos. Menelaos beretter om sin egen hjemkomst fra Troja og om drabet på sin broder Agamemnon da denne vendte hjem fra Troja.

Næste morgen udspørger Telemachos Menelaos om sin faders skæbne. Menelaos fortæller ham, hvad han på øen Pharos har erfaret af havguden Proteus om achaiernes hjemfærd og om Odysses’s ophold hos nymphen Kalypso.

Hjemme på Ithaka har bejlerne i Odysseus’s hus fået kundskab om Telemachos’ bortrejse, og af harme herover lægger Antinoos sig med et skib på lur i sundet mellem Ithaka og Samos, for at snigmyrde ham på hjemfarten. Herolden Medon fortæller dette anslag til Penelope, som trøstes i sin sorg og fortvivlelse af Athene ved et natligt drømmesyn.

ODYSSEEN

Odysseen, 4. sang

1 Til Lakedaimon de kom, som ligger i Dal mellem Fjelde,
2 Kjørte til Borgen saa hen til den priselig Drot Menelaos.
3 Just de traf ham i Vennernes Kreds som Bryllup han feired
4 I sit Palads for sin Søn og sin Datter den yndige Jomfrue.
5 Hende til Sønnen han gav af den knusende Kriger Achilleus,
6 Da han i Troernes Land ham engang havde lovet og tilsagt
7 Pigen tilægte; nu Guderne selv fuldkom deres Bryllup.
8 Nu til den prægtige Stad han med Ganger og Karm hende sendte
9 Hvor Achilles’s Søn Myrmidonernes Kæmper behersked.
10 Men til sin kraftige Søn Megapenthes en Brud han fra Sparta
11 Hented, Alektors Datter; den Søn var senere født ham
12 Af en Slavinde, thi Guderne ei velsigned med Livsfrugt
13 Helena meer, da sin Datter hun først havde baaret, den fagre
14 Møe Hermione, saa skjøn som den gyldene Viv Aphrodite.
15 Her i den mægtige Høienloftssal ved det festlige Gilde
16 Grander og Venner nu sad hos den priselig Drot Menelaos
17 Hjertelig froe; en guddommelig Skjald med Lyren ihænde
18 Sang til sit klingende Spil, og to Krumspringere blandt dem
19 Slog med Færdighed Hjul, saasaare sin Sang han begyndte.
20 Ude ved Porten til Konningens Gaard med Vogn og med Heste
21 Holdt Telemachos nu med Peisistratos, Sønnen af Nestor;
22 Ud kom just Eteoneus, den agtede Kriger, og saae dem,
23 Flinkbetjenende Svend hos den priselig Drot Menelaos.
24 Ind til Folkenes Hyrde han løb, at melde ham dette,
25 Trædende nær med bevingede Ord saalunde han talte:
26 Gudopfostrede Drot! to Fremmede gjæste Paladset;
27 Begge forsand see ud som Børn af den høie Kronion.
28 Vil du, at her vi skal spænde fra Vogn deres vælige Heste,
29 Hvad eller skikke dem andenstedshen at søge sig Herberg?
30 Ham gjensvared med Harm den Guldhaars Drot Menelaos:
31 Aldrig med taabelig Snak, Eteoneus, du Søn af Boethos!
32 Kom du mig før, men nu som en Pog eenfoldig du taler.
33 Selv jo som Gjæster hos fremmede Folk vi Begge saa ofte
34 Aad vort Brød, da vi seilede hjem; o maatte Kronion
35 Frie os herefter fra lignende Nød! spænd flux deres Heste
36 Fra, og før de fremmede Mænd herind til vort Maaltid!
37 Talt; bort skyndte sig Svenden af Huus, og kaldte på andre
38 Flinkbetjenende Svende, og bød dem flux sig at følge.
39 Disse nu spændte påstand af Aag de skummende Heste,
40 Derpå med Grimer de fast dem bandt ved Krybben i Stalden,
41 Strøede til Foder dem Spelt, som med hvidguult Byg var beblandet,
42 Og ved den skinnende Væg i Skuur opstilled de Vognen.
43 Ind i det prunkende Huus de nu førte de fremmede Gjæster,
44 Og med den største Forundring betragted de Kongepaladset,
45 Thi fra den kneisende Borg hos den priselig Drot Menelaos
46 Straalede trindt en Glands saa lys som fra Sol eller Maane.
47 Men da de ret ved det herlige Syn havde Øinene gottet,
48 Stege de ned i blankede Kar, et Bad sig at tage;
49 Men da saa Ternerne havde dem toet og salvet med Olie,
50 Og havde hyllet dem ind i Kjortler og flossede Kapper,
51 Skikkedes Begge til Sæde hos Atreus’s Søn Menelaos.
52 En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
53 Kande, som stod på et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
54 Gjød hun det ud; saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
55 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
56 Hvilke hun stilled på Bord, fremsættende mildt hvad hun havde.
57 Fade med alskens Suul indbar i Salen en Madsvend,
58 Satte dem frem, og stilled på Bord forgyldte Pokaler.
59 Rækkende Haanden til Hilsen udbrød den Drot Menelaos:
60 Spiser nu først med fornøieligt Sind, men naar I ved Maaltid
61 Eder tilgode har gjort, I mig nævne forsand Eders Herkomst!
62 Ei er Forældrenes Byrd, det er klart, vanslægtet hos Eder,
63 Ned I stamme forvist fra de Kongstavførende Drotter,
64 Gudernes Æt, thi saadanne Børn ei fødes af Smaafolk.
65 Talt; da tog han den stegte, den flommede Ryg af en Oxe,
66 Hvormed han selv var hædret som Drot, og lagde den for dem.
67 Disse nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
68 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
69 Talte Telemachos saa til Peisistratos, Sønnen af Nestor,
70 Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre:
71 See dog engang, Nestoride! mig inderlig kjær i mit Hjerte!
72 See hvilken straalende Glands af Malm i den skingrende Høisal!
73 See hvilken Glands af Guld og Sølv, af Elektron og Filsbeen!
74 Saa, kan jeg troe, seer der ud i Zeus’s Olympiske Hofgård.
75 Hvilken uendelig Pragt! forbauses jeg maa ved at see det.
76 Disse hans Ord fornam den Guldhaars Drot Menelaos,
77 Og med bevingede Ord han talede saa til dem begge:
78 Nei, mine Børn! med Zeus sig ei nogen Dødelig maale!
79 Reent uforgjængeligt er jo hans Huus som alle hans Skatte.
80 Dog lad dødelig Mand sig kun, hvis han lyster, i Rigdom
81 Maale med mig, thi meget jeg leed, og meget jeg flakked,
82 Før i det ottende Aar i mit Hjem jeg med Skattene landed.
83 Vidt jeg flakked til Kypros, Phøinikernes Land og Aigyptos,
84 Til Aithioper jeg kom, til Sidoner, Erember, og gjæsted
85 Libyen selv, hvor Lammene strax fåe Horn naar de fødes,
86 Og hvor et Faar tre Gange har Lam i Løbet af Aaret.
87 Det er et Land, hvor Hyrden saalidt som hans mægtige Herre
88 Kjender til ringeste Mangel på Kjød eller Ost eller Sødmelk,
89 Aaret igjennem kan Melk han af Hjordernes Yver sig malke.
90 Medens nu saa jeg flakked omkring, og al denne Velstand
91 Sansed, forgreb en Morder sig lumsk på min elskede Broder;
92 Heel uventet han faldt ved Svig af sin nedrige Hustrue,
93 Derfor med maadelig Fryd over al den Rigdom jeg hersker.
94 Dog alt dette forvist har I hørt Eders Fædre fortælle,
95 Hvo de saa er, thi meget jeg leed, og mit Huus jeg forarmed,
96 Fordum saa velindrettet, og rigt på kosteligt Indboe.
97 Gjerne jeg kun med den tredie Deel i mit Huus vilde leve,
98 Bare de Mænd var end i Behold, som Livet forliste
99 Hist i Troia saa fjernt fra det hestopfostrende Argos.
100 Dog, hvor bitterlig end de Øvriges Tab jeg begræder, –
101 Ofte, naar mod i Hu i mit Huus herhjemme jeg sidder,
102 Snart jeg letter ved Jamren mit Sind, snart holder jeg atter
103 Inde med Klagen, thi snarlig en Mand vorder mæt af at jamre, –
104 Ei for dem Alle jeg græmmes saa dybt, skjøndt saare bedrøvet,
105 Som for den Ene, som styrrer min Søvn og forjager min Madlyst,
106 Naar jeg ham mindes, thi ei af Achaierne Nogen har døiet
107 Det som Odysses har døiet og liidt, saa vilde det Skjebnen,
108 Han skulde Trængsler bestaae, og jeg skulde sørge min Livstid
109 Over hans Lod, at han savnes forlængst, og Ingen erfarer,
110 Om han er død eller lever; og nu bejamres han vistnok
111 Hist af den gamle Laertes, den ærbare Penelopeia,
112 Og af Telemachos Sønnen han spæd lod i Huset tilbage.
113 Talende saa han vakte hans Trang til Graad for sin Fader.
114 Taarerne randt fra Øinenes Laag, da Faderen nævntes;
115 Op for de grædende Øine han flux sin Skarlagenskappe
116 Holdt med Hænderne begge; det mærked den Drot Menelaos,
117 Dog han betænkte sig først, og veied i Sind og i Hjerte,
118 Om det var bedst, man dvæle ham lod ved Faderens Minde,
119 Eller han selv skulde spørge ham først, og med Lempe ham fritte.
120 Medens på dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
121 Kom just Helena ned fra sit duftende Høienloftskammer,
122 Grandt hun Artemis ligned den guldpiilskydende Jagtmøe.
123 Strax en stadselig Stol Adraste for Dronningen satte,
124 Tæppet dertil af fineste Uld bar Møen Alkeste,
125 Phylo den Kurv af Sølv hende bar, som fordum Alkandra
126 Hende forærede, Polybos’ Viv; i Thebai de boede,
127 Hist i Aigypternes Land, hvor Rigdomme huses i Mængde.
128 Polybos gav Menelaos sin Gjæst to sølverne Badkar,
129 Ti Talenter i Guld og to trebenede Kjedler;
130 Og af Alkandra hans Viv fik Helena kostbar Foræring,
131 Fik sig en Teen af Guld, og en Kurv med Hjul under Bunden,
132 Heel og holden af Sølv, men af Guld var Randen foroven.
133 Denne blev baaren af Phylo, som frem for sin Frue den satte,
134 Svingende fuld af det fineste Spind, og oven i Kurven
135 Laae hendes Teen beviklet med Uld saa blaa som Fioler.
136 Plads nu tog hun på Stolen, hvis Fod var forsynet med Skammel;
137 Derpå begyndte hun strax om Alt at spørge sin Husbond:
138 Veed man alt, Menelaos, du gudopfostrede Konge!
139 Hvem disse Mænd udgive sig for, som gjæste vor Bolig?
140 Farer jeg vild, eller siger jeg sandt? men dog maa jeg tale;
141 Aldrig endnu har jeg seet, tør jeg troe, saa skuffende Lighed,
142 Hverken hos Mand eller Qvinde, forbauses jeg maa ved at see det,
143 Som denne Svend seer ud som en Søn af Helten Odysseus,
144 Ja som Telemachos selv, der end var spæd, da hans Fader
145 Reiste, den Tid I Achaiske Mænd for mig, jeg Forvorpne,
146 Stævned til Troernes Land, at yppe den hidsige Krigsfærd.
147 Derpå til Svar hende gav den Guldhaars Drot Menelaos:
148 Ganske det Samme jeg troer, som du selv har fundet, min Hustrue!
149 Ja! det er som man saae ham, thi saa var hans Hænder og Fødder,
150 Saa var Øinenes Kast, saa Hoved og Haaret om Issen;
151 Og da Odysses jeg mindedes nys, og kom til at nævne
152 Al den Bekymring og Qval, som Helten for mig havde døiet,
153 Rulled fra Vipperne ned ham bitterlig Taare på Taare,
154 Og for de grædende Øine han holdt sin Skarlagenskappe.
155 Strax Nestoriden, den bolde Peisistratos, gav ham til Gjensvar:
156 Atreus’s Søn Menelaos, du gudopfostrede Folkdrot!
157 Ja! han er virkelig her, Odysses’s Søn, som du siger.
158 Men han er bly af Væsen, og ei det tyktes ham klædsomt,
159 Strax som han kom til dit Huus, høirøstet at løsne sin Tunge
160 Her for dig, hvis Ord som en Guds henrykker os Begge.
161 Mig medskikkede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt,
162 Hid ham på Reisen at følge; dig ønsked han høilig at gjæste,
163 Om du maaskee kunde give ham Raad til Ord eller Gjerning.
164 Svar er den Kummer forsand, som en Søn, hvis Fader er borte,
165 Lider i fædrene Huus, naar Mænd ham fattes til Bistand,
166 Ret som Telemachos nu; hans Fader er fjern, og i Folket
167 Ei sig reiser en eneste Mand mod Vold ham at skjerme.
168 Ham gjensvared påstand den Guldhaars Drot Menelaos:
169 Guder! saa staaer da en Søn af den elskede Mand i min Bolig,
170 Han som for mig saamangen møisommelig Kamp maatte friste!
171 Jeg var tilsinds, naar tilbage han kom, ham at hædre med Venskab
172 Meer end nogen Argeier, saafremt den Olymper Kronion
173 Gav os det Held til Hjemmet at naae med de løbende Skibe.
174 Huus jeg havde ham bygget, og skjenket en Bye ham i Argos,
175 Alt hans Gods og hans Søn jeg havde fra Ithaka hentet,
176 Ført hans Folk herover, og een af de Stæder dem rømmet,
177 Som ere nærmest herved, og af mig som Konge beherskes.
178 Da havde tit hinanden vi seet, og Intet i Verden
179 Havde da skilt os to, som glædedes sammen i Venskab,
180 Førend at Døden i sortnende Skye havde hyllet den Ene.
181 Dog saa herlig en Lod har en Gud os ventelig misundt,
182 Og den usalige Mand han alene berøved sin Hjemkomst.
183 Saa han taled, og Trang til Graad hos dem Alle han vakte,
184 Lydt nu Helena græd, Kronions Argeiske Datter,
185 Lydt Telemachos græd, og Atreus’s Søn Menelaos.
186 Og Nestoriden ei heller fra Graad kunde holde sit Øie;
187 Strax i Minde ham randt Antilochos, Helten den gjæve,
188 Som havde ladet sit Liv for en Søn af den straalende Dagning,
189 Og ved at tænke på ham, med bevingede Ord han begyndte:
190 Atreus’s Søn! som en Mand der stod i Forstand over Andre
191 Priste Dig Oldingen Nestor, saa tit som i Borgen derhjemme
192 Snakkende sammen vi sad, og på dig just Talen var falden.
193 Hvis det er muligt, saa føi min Bøn! min Glæde forspildes,
194 Naar jeg ved Nadver skal sidde med Graad; imorgen tilvisse
195 Ogsaa der gryer en Dag; slet ei fortænker jeg Nogen,
196 At han begræder en Død, som Skjebnen i Vold har annammet,
197 Sligt er for Jordens usalige Børn jo den eneste Hæder,
198 Haaret man klipper sig af, og på Kind udgyder man Taare.
199 Ogsaa har selv jeg en Broder jo tabt, af Argeiernes Kæmper
200 Ikke den vaageste just; du kjendte ham nok, men jeg selv ham
201 Aldrig har seet eller mødt; dog høit man Antilochos priser
202 Baade som rap tilbeens og dygtig til Kamp som den Bedste.
203 Ham gjensvared påstand den Guldhaars Drot Menelaos:
204 Kjære! da her du har talt, som sikkert en viis og forstandig
205 Mand vilde handlet og talt, ja selv om af Aar han var ældre, –
206 Saadan en Fader du har, derfor du taler forstandig;
207 Lettelig kjender man Æt af en Mand, hvem Fader Kronion
208 Dobbelt Velsignelse gav, ved hans Fødsel som og ved hans Bryllup,
209 Saa som han Nestor beskæred det Held i Rækker af Dage,
210 Under de blideste Kaar i sit Huus som Olding at leve
211 Midt blandt Sønner af moden Forstand og flinke til Landsen; –
212 Thi lad os standse den Graad, til hvilken vi nylig os hengav,
213 Atter til Nadveren vende vor Hu, og Hænderne tvætte,
214 Først med Vand; imorgen er Tid for os Begge til Tale,
215 Da vil fortroligen jeg og Telemachos spørge hinanden.
216 Talt, og strax over Hænderne Vand Asphalion gjød dem,
217 Flinkbetjenende Svend hos den priselig Drot Menelaos.
218 Derpå de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked.
219 Anden Beslutning nu Helena tog, hiint Barn af Kronion.
220 Hurtig hun kasted en Saft i Vinen, som Mændene drak af,
221 Kummer og Nag den dæmped, og døvede Mindet om Modgang.
222 Hvo som svælger den Saft, naar den først i Kummen er blandet,
223 Fælder ei Taare på Kind den Dag fra Morgen til Aften,
224 Ei engang om hans Moder var død og hans Fader tillige,
225 Ei om hans Broder, og ei om hans elskede Søn ved hans Side
226 Dræbtes af Fienden med Malm, og han selv for Øie det skued.
227 Saadan en Saft baade sindrig og god hiint Barn af Kronion
228 Eied; hun fik den af Thons livsalige Viv Polydamna
229 Hist i Aigypternes Land, hvor der groer i den yppige Jordbund
230 Mange velgjørende Urter, dog mange forgiftige blandt dem;
231 Der tillands er Enhver langt meer end Mennesker ellers
232 Kyndig i Lægernes Kunst, thi de stamme forsand fra Paieon.
233 Men da hun havde den blandet i Skaal og befalet at skjenke,
234 Tog hun Ordet igjen, og talede til dem saalunde:
235 Atreus’s Søn Menelaos! og I, som forsanden er Begge
236 Sønner af herlige Mænd! Gud Zeus uddeler forskjellig
237 Godt som Ondt blandt Menneskens Børn, thi han hersker med Almagt.
238 Spiser nu her i Salen med Lyst, og lytter med Glæde
239 Til mine Ord! ret morsomme Ting jeg har at fortælle.
240 Ei berette jeg kan, og ei opregne for Eder
241 Hver en Dyst han bestod, den haardføre Konning Odysseus;
242 Kun en enkelt Bedrift af den kraftige Mand vil jeg nævne
243 Hist i Troia, hvor meget I leed, I Mænd af Achaia!
244 Selv mishandlede grumt han sin Krop med Slag af en Svøbe,
245 Og som en Træl om Skulder behængt med lurvede Pjalter
246 Ind i det fjendtlige Folks bredgadede Stad han sig listed.
247 Heelt til en Anden han skabte sig om, til en uselig Stodder,
248 Han der var sandelig ei en Slig ved Achaiernes Skibe.
249 Saa tilsyns han til Troernes Stad begav sig, og Alle
250 Lode ham gaae sin Gang, kun jeg den Formummede kjendte.
251 Ogsaa jeg spurgte ham ud, dog snildt han hitted på Udflugt;
252 Men da jeg havde ham tvættet i Bad, og med Olie salvet,
253 Hyllet i Klæder ham ind, og høit med Eed ham forsikkret,
254 Ei for Nogen i Troernes Folk Odysses at røbe,
255 Før han til Teltene hjem og de hurtige Skibe var kommen,
256 Gav han mig fuld Besked om Achaiernes listige Anslag.
257 Først nogle Troer ihjel han slog med sit vældige Malmsværd,
258 Derpå han gik til Argeierne hjem, og bragte dem Kundskab.
259 Troernes Qvinder nu hylede lydt, men af inderste Hjerte
260 Frydedes jeg, thi mit Sind havde vendt sig, atter jeg higed
261 Efter mit Hjem, og med Suk jeg den Brøde fortrød, Aphrodite
262 Fristed mig til, da hun førte mig did fra min elskede Hjemstavn,
263 Skilt fra min eneste Datter, mit Brudegemak og min Husbond,
264 Hvem det skorter forsand saa lidt på Vid som på Skjønhed.
265 Derpå til Svar hende gav den Guldhaars Drot Menelaos:
266 Skjelligt forsand, min Hustrue! er hvert et Ord, som du talte.
267 Mange fortrinlige Mænds Forstand og sindrige Tanker
268 Alt at kjende jeg lærte, thi vidt på Jord blev jeg tumlet,
269 Aldrig endnu for mit Øie jeg saae dog Mage til Mandsmod,
270 Som hos Odysses, saa djervt var i Barm bestandig hans Hjerte.
271 Saadan Bedrift var det ogsaa den kraftige Kæmpe forøved,
272 Da i den tømrede Hest vi boldeste Mænd af Achaia
273 Sad i Skjul, til Død og Fordærv over Folket i Troia.
274 Did, min Hustrue! du kom, tilskyndet forvist af en Guddom,
275 Som var tilsinds det Troiske Folk med Hæder at smykke.
276 Selv dig fulgte Deiphobos did, den guddommelig fagre,
277 Tregange rundt om det snedige Skjul du vandred og klapped
278 Hesten med Haand, mens du nævnte ved Navn Danaernes Drotter,
279 Og du fordreied dit Mæle, som om deres Koner man hørte.
280 Selv jeg sad med Tydeus’s Søn og Helten Odysseus
281 Midt i Kæmpernes Flok, og hørte hvorledes du raabte;
282 Begge vi Andre nu hidsige blev, og fast vi beslutted,
283 Ud at bryde påstand, eller strax at svare derinde,
284 Dog Odysses os standsed, og styred vor heftige Attraae.
285 Nu bomstille vi sad, vi øvrige Mænd af Achaia,
286 Kun Antiklos betoges af Lyst at give dig Gjensvar,
287 Dog Odysses påstand med begge de vældige Næver
288 Stopped hans Mund, og reddede saa Achaiernes Kæmper;
289 Fast saalænge han holdt, til Athene dig bort havde fjernet.
290 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
291 Atreus’s Søn, Menelaos du gudopfostrede Folkdrot!
292 Ak desværre! fra gruelig Død slet Intet ham frelste,
293 Ei om saa Hjertet, der slog i hans Barm, af Jern havde været.
294 Dog, om det saa Eder tykkes, anviser os Seng, at vi snarlig
295 Hvile kan finde på Leiet, og sødelig qvæges af Søvnen!
296 Talt; sine Terner nu Helena bød, den Argeiske Dronning,
297 Hist under Hal at stille påstand en Seng, og at lægge
298 Prægtige Skarlagensbolstre på Lad, og brede derover
299 Tæpper og flossede Kapper af Uld at svøbe sig ind i.
300 Ud af Storstuen ginge de flux med Fakler ihænde,
301 Redte saa Seng, og did en Herold strax Gjæsterne førte,
302 Saaledes forrest i høien Palads under Hallen til Hvile
303 Helten Telemachos gik og Peisistratos, Sønnen af Nestor;
304 Men i det inderste Kammer sov Atreus’s Søn i Paladset,
305 Helena laae ved hans Side, hans Viv langsløret og deilig.
306 Men da sig viste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
307 Strax fra sit Leie da sprang den kraftige Helt Menelaos;
308 Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skulder han hængte,
309 Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler,
310 Gik saa ud af sit Kammer, en Gud skinbarlig han ligned,
311 Satte sig saa hos Telemachos hen, tog Ordet, og sagde:
312 Bolde Telemachos! siig mig, hvad Hverv har vidt over Havets
313 Mægtige Rygning dig bragt til den hellige Stad Lakedaimon?
314 Landsmænds Tarv, eller eget Behov? fortæl mig det sanddrue!
315 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
316 Atreus’s Søn Menelaos! du gudopfostrede Folkdrot!
317 Hid er jeg reist, dig at spørge, hvad mulig du veed om min Fader.
318 Reent opfraadses mit Gods, mine frodige Marker forødes,
319 Fuldt er mit Huus af fiendtlige Mænd, som bestandig for Fode
320 Slagte mig Hjorder af Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg,
321 Mens de begjære min Moder til Viv, de trodsige Voldsmænd.
322 Derfor jeg kommer at favne dit Knæe, om du vilde mig sige
323 Alt hvad du veed om hans grusomme Død, hvad enten for Øine
324 Selv du blegne ham saae, eller vandrende Mand om hans Henfart
325 Har dig fortalt; hans Moder ham bar til den tungeste Skjebne.
326 Ei af Skaansel du mildne dit Ord, ei heller af Medynk!
327 Nei! men fortæl reent ud just saa som det kom dig for Øie!
328 Bønlig jeg beder, saasandt min herlige Fader Odysseus
329 Enten i Raad eller Daad har ærlig dig holdt hvad han loved
330 Hist i Troernes Land, hvor Achaierne døied saameget,
331 O saa kom det ihu, og siig mig den skæreste Sandhed
332 Ham gjensvared med Harm den Guldhaars Drot Menelaos:
333 Ha! saa de vilde da gjerne på denne behjertede Kæmpes
334 Leie sig magelig hvile, skjøndt selv saa daarlige Karle!
335 Dog, som naar inde bag Krat, hvor den vældige Løve har Leie,
336 Hinden har lagt sit nyfødte Kuld, to pattende Kalve,
337 Medens på Bakker den selv og i urtebevoxede Dale
338 Stryger omkring på Græs, men hjem til sit Leie da kommer
339 Løven, og begge de Smaae en gruelig Død den bereder;
340 Saa skal Odysses en gruelig Død vist hine berede.
341 Gid dog, Zeus Alfader! Apollon og Pallas Athene!
342 Ligesaa stærk som tilforn på det velbebyggede Lesbos,
343 Dengang han traadte til Dyst, og brødes med Philomeleides,
344 Kraftig han slog ham i Gulvet, til Fryd for Achaierne alle;
345 Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen,
346 Brad for dem Alle da blev deres Død, og beesk deres Bryllup!
347 Dog hvad du bønlig nu spørger mig om, det vil jeg dig sige,
348 Uden at skeie fra Sandheden bort; ei vil jeg dig skuffe;
349 Alt hvad der blev mig forkyndt af den graae sandsigende Havgud,
350 Deraf jeg Intet fordølge dig vil, eller skjule det Mindste.
351 Hist ved Aigyptos tilbage mig Guderne holdt, da til Hjemmet
352 Ivrig jeg stunded, thi ei havde Festhekatomber jeg bragt dem;
353 Stedse jo Guderne vil, at ihu deres Bud man bevarer.
354 Der i det skyllende Hav tværs ud for Floden Aigyptos
355 Ligger en Holm i Bølgernes Skjød, man kalder den Pharos,
356 Borte fra Land saa langt omtrent som en rummelig Snekke
357 Seiler et Døgn, naar Vinden er rask, og bærer på Bagstavn.
358 Der er en ypperlig Havn, fra hvilken man let med sit Fartøi
359 Stikker i Søe, naar derind man løb at hente sig Ferskvand.
360 Tyve samfældige Dage på Øen mig Guderne opholdt;
361 Aldrig det lufted på Søe fra de kulende Vinde, som føre
362 Skibene frem på Vei over Bølgernes mægtige Rygning.
363 Sluppen var Kosten forvist, og knuust alt Mod hos mit Mandskab,
364 Hvis en Udødelig ei, af Medlidenhed rørt, havde frelst mig,
365 Det var en Datter af Proteus, den stærke bedagede Havgud,
366 Som Eidothea blev kaldt, hendes Hjerte jeg rørte til Medynk.
367 Hende jeg mødte, da skilt fra mit Folk alene jeg vanked,
368 Da de sig spredte bestandig omkring på Øen, og fisked
369 Ivrig med bøiede Kroge, thi Sult i Tarmene skar dem.
370 Mig hun nærmed sig strax, tog Ordet, og talte saalunde:
371 Fremmede Mand! en Taabe du est, eller flanet af Tanke,
372 Eller du dorsker med Flid, og sætter din Lyst i Bekymring,
373 Siden på Øen saa længe du holder dig op, og i Qviden
374 Ei kan hitte på Raad, mens Folkenes Mod vorder stækket.
375 Saa hun talte, men jeg hende strax gjensvared og sagde:
376 Dette jeg sige dig vil, hvem end du est af Gudinder.
377 Ei godvilligen nøler jeg her, men grovt mig forsyndet
378 Har jeg mod Guderne vist, som boe på Himmelen vide.
379 Dog forkynd mig nu dette, thi Guderne vide jo Alting,
380 Hvad for en Gud opholder mig her, og sinker min Reise?
381 Hvordan skal hjem jeg naae ad det fiskbesvømmede Havdyb?
382 Saa jeg talte, da svared mig strax den fagre Gudinde:
383 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
384 Jevnlig på Øen sig viser den graae sandsigende Havgud
385 Proteus ved Navn, Aigyptos’s Gud, som kjender tilfulde
386 Samtlige Dybder i Havet, og staaer under Drotten Poseidon.
387 Han er den Fader, som avlede mig, efter hvad man har sagt mig;
388 Hvis du med List oplurede ham og i Vold du ham fanged,
389 Alt han bebuded dig vist om din Kaas og om Veienes Længde,
390 Og om din Fart til dit Hjem ad det fiskbesvømmede Havdyb.
391 Ogsaa han sige dig kan, min Helt! ifald du det ønsker,
392 Alt hvad Godt eller Ondt i dit Huus derhjemme sig tildrog,
393 Medens du flakked omkring på en lang møisommelig Reise.
394 Saa hun talte, men jeg hende strax gjensvared og sagde:
395 Selv udtænke du List til at fange den aldrende Havgud!
396 Let undflyer han mig ellers, naar først han mærker og seer mig;
397 Svær for dødelig Mand er udødelig Gud at betvinge.
398 Saa jeg talte, da svared mig strax den fagre Gudinde:
399 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
400 Just som Solen er høiest, og gaaer midt henover Himlen,
401 Op da stiger af Dybet den graae sandsigende Havgud
402 Dækket af sortnende Vand, som sig kruser for luftende Vestvind.
403 Kommen derop han sig lægger til Roe i den hvælvede Grotte,
404 Og Halosydnes, den deilige Vivs, svømfodede Sæler
405 Sove da trindt ham i Flok; fra de graalige Bølger de komme,
406 Og naar de snøfte, da stinker det ramt af Vandet i Dybet.
407 Did vil jeg føre dig hen, saasnart det dages imorgen,
408 Og i en Rad Eder lægge; thi vælge du maa af dit Mandskab
409 Tre af de flinkeste Svende du har ved de toftede Skibe.
410 Nævne jeg vil dig enhver af Oldingens rædsomme Kunster:
411 Først han omkring blandt Sælerne gaaer, og tæller dem alle,
412 Men naar han saa har synet sin Flok, og på Fingrene talt dem,
413 Lægger han ned sig iblandt dem, som Hyrden i Faarenes Midte.
414 Naar I nu see, at den Gamle har lagt sig ned for at sove,
415 Skynder Jer da, og bruger tilgavns Eders Kræfter og Styrke!
416 Holder ham fast, skjøndt han strider imod, og stræber at undflye,
417 Thi for at flye, vil han skabe sig om til Alt, hvad på Jorden
418 Kryber og gaaer, eller ogsaa til Vand eller blussende Flamme.
419 Holder ham da urokkelig fast, og klemmer ham dygtig!
420 Men naar han selv oplader sin Mund, og begynder at spørge,
421 Saadan af Skabning igjen, som da først I saae ham sig leire,
422 Hold da inde med Vold, og slip den bedagede Havgud!
423 Spørg ham da strax, min Helt! hvad Gud der er dig saa fiendtlig,
424 Og om din Fart til dit Hjem ad det fiskbesvømmede Havdyb.
425 Saa hun taled, og dukkede ned i det bølgende Saltvand.
426 Selv til Skibene gik jeg, som laae på den sandede Strandbred,
427 Og underveis kom Hjertet i Barm mig stærkt til at klappe.
428 Men da til Kysten jeg ned var kommen igjen til mit Fartøi,
429 Holdt vi vor Nadver; snart vældede frem det hellige Natmulm,
430 Og vi begav os til Roe på den havbeskyllede Strandbred.
431 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
432 Vandred jeg hen langs Strand ved det vidtbeseilede Havdyb.
433 Bønlig for Guderne bøied jeg Knæe, og Tre af mit Mandskab
434 Fulgte, på hvilke jeg bedst til vovelig Færd kunde stole.
435 Ned i Bølgernes Skjød Eidothea var stegen imedens.
436 Op af Havet med fire fornys afflaaede Sælskind
437 Snart hun dukked igjen, thi på Svig mod sin Fader hun pønsed.
438 Først hun dybned et Leie til Hver i det fugtige Strandsand,
439 Sad saa på Kysten og vented; da traadte vi hen til Gudinden;
440 Strax hun os lagde på Rad, saa svøbte hun Hver i et Sælskind;
441 Piinligt det faldt os at ligge på Luur, vi var nær ved at qvæles
442 Af den forgiftige Stank af de havopfostrede Sæler;
443 Hvo kan lægge med Lyst sig hen blandt hæslige Sødyr?
444 Dog Gudinden os bjerged, og lindrede kraftig vor Qvide.
445 Selv hun Ambrosia tog, og lagde den os under Næsen,
446 Sødt den dufted, og strax Sødyrenes Stank den fortrængte.
447 Her taalmodig vi tøvede nu fra Morgen til Middag.
448 Op af Havet et Mylr der kom af Sæler, som alle
449 Lagde på Rad sig ned på den havbeskyllede Strandbred.
450 Alt var det midt på Dagen, da kom den Gamle fra Dybet,
451 Fandt sine mæskede Sæler, gik rundt, og talte dem nøie.
452 Vi var de første, han talte, da Sælernes Stimmel han mønstred.
453 Ei han ahnede Svig, og trøstig til Roe han sig lagde.
454 Op nu foer vi med vildene Skrig, med Hænderne greb vi
455 Fat på den Gamle, som ei sine snedige Kunster forglemte,
456 Men til en Løve med frygteligt Skjæg han først sig forvandled,
457 Saa til en Slange han blev, en Parder, en glubende Vildbas,
458 Derpå til flydende Vand og et Træe med kneisende Krone.
459 Dog urokkelig holdt vi ham fast med det djærveste Mandsmod.
460 Men da den Gamle blev træt af at øve de grusomme Kunster,
461 Aabned tilsidst han sin Mund og saa mig at spørge begyndte:
462 Atreus’s Søn! siig frem! hvad Gud tilraaded dig dette,
463 Lumsk at falde mig an med Vold? hvad er din Begjæring?
464 Saa han taled, og jeg ham påstand gjensvared og sagde:
465 Gamle du veed det; hvorfor vil på Skrømt om dette du spørge?
466 Længe på Øen jeg her alt holder mig op, og jeg mægter
467 Ei at hitte pa Raad, men i Barm mit Mod vorder stækket.
468 Dog forkynd mig nu dette, thi Guderne vide jo Alting,
469 Hvad for en Gud opholder mig her, og sinker min Reise?
470 Hvordan skal hjem jeg naae ad det fiskbesvømmede Havdyb?
471 Saa jeg taled, og han mig påstand gjensvared og sagde:
472 Festlige Offre forsand til Zeus og de øvrige Guder
473 Burde du bragt, da du seilede bort, for at komme som snarest
474 Hjem til dit Fædreneland på Fart over blaalige Bølger.
475 Ei tilsteder dig Skjebnen, igjen at see dine Kjære,
476 Og at betræde dit prægtige Huus og dit fædrene Rige,
477 Før til Aigyptos, den Flod med den regnopsvulmede Vandstrøm,
478 Atter tilbage du gaaer, og hellige Festhekatomber
479 Bringer de salige Guder, som boe på Himmelen vide,
480 Da vil dig Guderne give den Fart, hvorefter du længes.
481 Saa han talte, da knustes af Grue i Barmen mit Hjerte,
482 Da han befoel mig igjen på Fart ad det blaalige Havdyb
483 Hen til Aigyptos at gaae på en lang møisommelig Reise.
484 Dog jeg fatted mig snart, tog Ordet, og gav ham til Gjensvar:
485 Alt opfylde jeg skal, hvad du, min Gubbe! mig byder.
486 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
487 Kom med Skibene hjem i Behold de Danaer tilhobe,
488 Hvilke jeg selv og Nestor forlod, da vi seiled fra Troia?
489 Eller blev Nogen et Rov for den grusomme Død på sit Fartøi
490 Eller i Vennernes Favn, da Krigen han alt havde udstridt?
491 Saa jeg taled, og han mig påstand gjensvared, og sagde:
492 Atreus’s Søn! hvi spørger du saa? ei er det dig tjenligt,
493 At du erfarer og hører hvad mig er bekjendt, thi tilvisse
494 Længe for Taarer du holder dig ei, naar Alt du erfarer.
495 Mange forsand af hine forgik, men Mange blev frelste;
496 Dog af Achaiernes Drotter ei fleer end Tvende på Hjemfart
497 Livet forliste; ved Kampene hist var selv du tilstede.
498 Een er ilive, men fangen etsteds på vildene Havdyb.
499 Aias forgik med samt sine langtbeaarede Skibe;
500 Først Poseidon ham slog mod den høie Gyræiske Klippe,
501 Selv dog Guden ham bjerged, at ei i Havet han omkom.
502 Sluppen nu var han fra Døden forvist, skjøndt forhadt af Athene,
503 Havde han ei formastelig talt og broutet med Frækhed,
504 At han af Bølgernes Svælg selv Guder til Trods havde frelst sig.
505 Dog da han skryded saa stort, fornam Poseidon hans Tale;
506 Strax Treforken han greb med de vældige Hænder, og drev den
507 Ind mod det høie Gyræiske Fjeld, og kløved det ganske.
508 Noget blev staaende fast, men i Bølgerne styrted en Fjeldblok,
509 Oppe på hvilken han sad og nys saa ugudelig talte,
510 Og i sit Fald den kasted ham ud i det skummende Havdyb.
511 Saaledes Aias forgik og drukned i Bølgernes Saltvand.
512 Længe din Broder sig bjerged, og slap fra Dødsens Gudinde
513 Med sine bugede Skibe, den værdige Here ham skjermed.
514 Men da han nærmed sig alt det høie Maleiske Forbjerg,
515 Reiste sig brat en rygende Storm, som den sukkende Konge
516 Over det fiskbesvømmede Hav henslængte saa vide;
517 Men da han atter fra vildene Søe fik lykkelig Reise,
518 Vinden af Guderne vendtes, og selv med sit Følge han landed
519 Ude på afsides Kyst, hvor i forrige Dage Thyestes
520 Havde sin Borg, nu var den beboet af hans Arving Aigisthos,
521 Traadte han inderlig glad i Land på den hjemlige Søkyst,
522 Kyssed og knuged sin fædrene Jord, mens brændende Taarer
523 Randt i Strøm over Kind, saa froe gjenskued han Hjemmet.
524 Dog fra sin Varde ham Speideren saae, som Skjelmen Aigisthos
525 Der havde stillet på Vagt, og hvem han til Løn havde lovet
526 To Talenter i Guld; et Aar alt sad han på Udkig,
527 For at han ei skulde slippe forbi, og tænke på Modværn.
528 Flux til Paladset han ilte til Folkenes Drot det at melde.
529 Strax på snedige Rænker i Sind nu pønsed Aigisthos,
530 Tyve fortrinlige Mænd, dem selv blandt Folket han kaared,
531 Lagde han lønlig på Luur, men travlt lod han lave til Maaltid.
532 Selv han ilte med Ganger og Karm, at byde til Gilde
533 Mændenes Drot Agamemnon, med grusomme Tanker i Hjertet,
534 Førte ham hjem, og myrded sin Gjæst, da mindst han det vented,
535 Bedst som ved Gildet han sad, som man slaaer en Oxe ved Krybben;
536 Ei blev der levnet en Mand af dem, som var fulgt med Atreiden,
537 Ei af Aigisthos’s Folk; i Paladset tilhobe de blødte.
538 Saa han talte, da knustes af Grue i Barmen mit Hjerte,
539 Taarerne randt som på Sandet jeg sad, og ikke mig lysted,
540 Længer i Verden at leve, og skue det skinnende Sollys;
541 Men da jeg saa var mæt af at vælte mig om og at græde,
542 Da tiltalte mig atter den graae sandsigende Havgud:
543 Atreus’s Søn! lad ei saa ustandselig rinde din Taare!
544 Intet det baader dig dog i din Sorg; nei heller du stræbe
545 Hjem til dit Fædreneland saasnart som muligt at komme
546 Hiin ilive du træffer maaskee, eller ogsaa Orestes
547 Alt har dræbt ham forinden, og did du kommer til Liigfærd.
548 Saa han taled; i Barmen mit Mod og mandige Hjerte
549 Strax Husvalelse fandt, hvor dybt jeg end var bedrøvet,
550 Og med bevingede Ord jeg talede til ham og sagde:
551 Nok om disse jeg veed, men fortæl mig nu om den Tredie,
552 Som er ilive, men fangen etsteds på vildene Havdyb,
553 Eller er død; trods al min Sorg jeg hører det gjerne.
554 Saa jeg taled, og han mig påstand gjensvared og sagde:
555 Gamle Laertes’s Søn, hvis Hjem er Ithakas Øland,
556 Ham har jeg seet på en Holm, og han græd sine modige Taarer
557 Hist i Nymphen Kalypsos Palads; med Magt hun ham holder
558 Fast, og ei han formaaer til Fædrenelandet at reise;
559 Ei har han Skibe med Aarer omkring, og ei har han Søfolk,
560 Som kunde føre ham hjem vidt hen over Bølgernes Rygning.
561 Dig, Menelaos! du Ætling af Zeus! blev ei det beskikket,
562 Hist at ende dit Liv i det hestopfostrende Argos;
563 Guderne selv skulle føre dig ud til Grændsen af Jorden
564 Til den Elysiske Mark, hvor den Guldhaars Drot Rhadamanthos
565 Boer, og hvor Menneskets Liv henrinder saa let og saa saligt;
566 Der er ei fygende Snee, eller bidende Frost eller Regnskyl,
567 Nei! men fra Dag til Dag en frisk mildviftende Vestvind
568 Lader Okeanos lufte til Kjøling for Menneskens Sønner;
569 Helena har du til Viv, og en Maag du est af Kronion.
570 Saa han taled, og dukkede ned i det bølgende Havdyb.
571 Selv jeg til Skibene gik med de tre gudlignende Svende,
572 Og underveis kom Hjertet i Barm mig stærkt til at klappe.
573 Men da til Kysten vi ned igjen til Skibet var komne,
574 Holdt vi vor Nadver; snart vældede frem det hellige Natmulm,
575 Og vi begav os til Roe på den havbeskyllede Strandbred.
576 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
577 Haled vi Skibene først fra Land i det hellige Havdyb,
578 Bragte saa Mast og Seil ombord på de bugede Snekker.
579 Flux ombord vi nu gik, på Tofterne toge vi Sæde,
580 Alle på Rad, og med Aarer de slog de graalige Bølger,
581 Hen til Aigyptos, den Flod med den regnopsvulmede Vandstrøm,
582 Styred jeg nu min Kaas, og Festhekatomber jeg offred.
583 Men da jeg havde ved Offer de Himmelskes Vrede forsonet,
584 For Agamemnon jeg tued en Grav til evindeligt Minde.
585 Knap var den færdig, saa stævned jeg hjem, og Guderne gav mig
586 Føielig Bør, som bragte mig snart til min fædrene Hjemstavn.
587 Dog velan! forbliv nu hos mig en Stund i min Kongsgård,
588 Bliv i det mindste, til elleve Døgn eller tolv er forløbne,
589 Da vil jeg sende dig hjem, og give dig glimrende Gaver.
590 Gangere tre og en prunkende Karm jeg vil dig forære,
591 Dertil en deilig Pokal, hvoraf til de salige Guder
592 Offre du kan, og tænke på mig saalænge du lever.
593 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
594 Atreus’s Søn! formaae mig ei til at tøve saalænge!
595 Gjerne forsand hos dig et Aar jeg her kunde sidde,
596 Uden at Længsel mig greb efter Fædrenehuus og Forældre,
597 Thi din Fortælling og Tale med inderlig Glæde jeg hører;
598 Men allerede forvist mine Folk mig vente med Uroe
599 Hist i det hellige Pylos, mens her du forlænger mit Ophold.
600 Siden du byder mig Skjenk, helst liggende Gods du mig give!
601 Ei vil Heste jeg med mig til Ithaka føre; behold dem
602 Her til Lyst for sig selv, thi her i det Land du behersker
603 Brede sig Sletterne vidt, bevoxede frodig med Enggræs,
604 Kløver og Spelt og Hvede, og bredtopvoxende Bygstraae.
605 Ithakas Øe har for løbende Hest hverken Eng eller Slette,
606 Geder den fostrer, og ligger for høit til at due til Hestavl.
607 Ei nogen Øe i Bølgernes Skjød har Sletter og Enge,
608 Heste til Kjørsel og Græsning, og Ithaka mindst af dem alle.
609 Saa han taled, da smilte den kraftige Helt Menelaos,
610 Klapped ham venlig med Haand, tog Ordet og talte saalunde:
611 Ædlingeblod du est, min Søn! det røber din Tale.
612 Vel! saa bytter min Gave jeg om, thi det har jeg nemt ved,
613 Og af mit Liggendefæe jeg give dig vil til Foræring
614 Hvad der af Alt i mit Huus staaer høiest i Værd som i Skjønhed;
615 Give jeg vil dig en Skaal, et skjønt og prunkende Kunstværk,
616 Heel og holden af Sølv, men af Guld er Randen foroven;
617 Den er et Værk af Hephaistos, og selv har Sidonernes Konge
618 Phaidimos givet mig den, som engang på min Reise til Hjemmet
619 Hused mig under sit Tag; men nu jeg til dig den forærer.
620 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
621 Hen til Kongens Palads hans jevnlige Gjæster begav sig;
622 Selv medbragte de Viin og Faar og Geder til Slagtning;
623 Brød dem sendte derhen deres skjøntbeslørede Koner.
624 Saaledes her i Paladset de travlt tillaved et Maaltid.
625 Ude på Gaarden imens, som laae for Odysses’s Bolig,
626 Beilerne Tiden forslog ved at kaste med Spyd og med Diskus
627 Hist på den jevnede Plads, hvor vanlig de drev deres Kaadhed.
628 Kun Antinoos sad og Eurymachos, skjøn som en Guddom,
629 Beilernes ypperste Mænd, som i Kraft stod over dem Alle.
630 Hen til disse Noemon, en Søn af Phronios, traadte,
631 Vendte sit Ord til Antinoos strax, og talte saalunde:
632 Siig mig, Antinoos! veed man forvist, eller veed man det ikke,
633 Naar Telemachos kommer igjen fra det sandede Pylos?
634 Skibet, som førte ham bort, er mit; nu skal jeg det bruge;
635 Over til Elis jeg agter at gaae; tolv Hopper på Sletten
636 Har jeg derovre på Græs, enhver med et pattende Muulføl,
637 Vildt endnu, jeg vil hente mig et, og lade det ave.
638 Saa han talte; da gjøs de svart, thi ei de formoded,
639 At han til Pylos var reist; de tænkte han sad i sit Hjemland
640 Enten hos Qvæget på Mark, eller ude hos Svinenes Hyrde.
641 Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes:
642 Siig mig oprigtig, naar reiste han bort? hvem fik han til Ledtog?
643 Kaared han her Ithakesiske Mænd, eller var det hans egne
644 Hyrede Folk eller Trælle? thi sligt kunde let han bedrive.
645 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg fåer det at vide!
646 Har han med Vold og Tvang dit tjærede Skib dig berøvet?
647 Eller har selv på hans tryglende Bøn du villig ham laant det?
648 Ham gjensvarede Phronios’ Søn Noemon, og sagde:
649 Selv godvillig jeg har ham det laant; thi hvad skal man gjøre,
650 Naar man af saadan en Mand, som har svar Bekymring i Hjertet,
651 Trygles derom? det var dog saa haardt at give ham Afslag.
652 Gutter saa bolde, som næst os selv de findes i Landet,
653 Fulgte ham villig, og Mentor jeg saae som Høvding på Skibet,
654 Eller en Guddom det var, som i Alt livagtig ham ligned.
655 Eet dog undrer mig meget; igår i den tidlige Morgen
656 Mentor jeg saae, skjønt seilet han var til Pylos forleden.
657 Saa han taled, og vandrede hjem til sin fædrene Bolig.
658 Begge de Andre forbausedes svart i de mandige Hjerter.
659 Beilerne hørte nu op med Leeg, og satte sig sammen;
660 Ordet i Kredsen Antinoos tog, hiin Søn af Eupeithes;
661 Bister i Hu; af Harm hans trindtformørkede Hjerte
662 Svulmede høit, og som gnistrende Ild var begge hans Øine:
663 Ha! en vældig Bedrift har på Trods Telemachos fuldbragt,
664 Denne hans Fart, som vi meente saa vist ham ei vilde lykkes.
665 Rask han sniger sig bort, den Dreng, og trodser os Alle,
666 Ruster et Skib, og kaarer til Togt de dygtigste Svende.
667 Som han begynder har Ondt vi af ham med Tiden at frygte;
668 Zeus dog knuse hans Kraft, før os han Skade forvolder!
669 Skaffer mig strax et løbende Skib og en fuld Snees Roerfolk,
670 Da vil på Luur jeg mig lægge, og passe ham op, naar han kommer,
671 Hist i det Sund mellem Ithakas Øe og det fjeldrige Samos,
672 Da skal ham ilde bekomme den Fart, han for Faderen gjorde.
673 Saa han taled, og Alle hans Ord gav lydeligt Bifald.
674 Strax de reiste sig op, og gik ind i Odysses’s Bolig.
675 Ei ret længe det vared, før Penelopeia til Kundskab
676 Kom om det skændige Raad, som Beilerne lumsk havde udtænkt.
677 Medon, Herolden, fortalte det strax; selv udenfor Gaarden
678 Stod han og lytted, mens Beilerne der opspandt deres Rænker.
679 Flux til Dronningens Kammer han gik, hende Melding at bringe,
680 Og da på Tærskel han treen, tog Penelopeia til Orde:
681 Siig mig, Herold! hvorfor har de trodsige Herrer dig hidsendt?
682 Mon for at give Befaling til Helten Odysses’s Terner,
683 At deres Dont de skal standse, for strax at berede dem Maaltid?
684 Gid deres Beilen var endt, og aldrig de meer sig forsamled!
685 Gid deres Nadver iaften var her i Paladset den sidste!
686 I som stimle til Huset, og reent opfraadse dets Velstand,
687 Alt hvad han eier, den bolde Telemachos! Har I da aldrig
688 Hørt tilforn, mens end I var smaae, Eders Fædre fortælle,
689 Hvad for en Mand Odysses har været mod Eders Forældre?
690 Aldrig med Ord eller Gjerning tilføiede Nogen han Uret
691 Her i sit Folk, og dog har de mægtige Konger den Vane,
692 Jevnlig at kaste på Een deres Had, deres Gunst på en Anden;
693 Han derimod har aldrig en eneste Mand forurettet.
694 Men Eders Hjerte ved skammelig Daad nu kommer tilskue,
695 Ei påskjønnes med ringeste Tak det Gode han øved.
696 Strax hende svared Herolden igjen, den forstandige Medon:
697 Gid blot dette, min Dronning! endda var det Værste, som traf dig!
698 Nei! en større Fortræd, en meer oprørende Udaad
699 Pønse nu Beilerne på, dog Sligt afværge Kronion!
700 Myrde de vil din Søn med stingende Malm, naar han kommer
701 Hjem, thi bort er han dragen, at spørge sig for om sin Fader,
702 Til Lakedaimon den prægtige Stad og det hellige Pylos.
703 Saa han talte; da rysted af Skræk hendes Knæer og Hjerte.
704 Ganske som maalløs en Stund hun staaende blev, hendes Øine
705 Fyldtes med Taarernes Strøm, og det flydende Mæle var standset.
706 Endelig tog hun Ordet igjen, og svared saalunde:
707 Hvi, Herold! er min Søn reist bort? hvad havde han nødig,
708 Bort med løbende Snekker at gaae, der for Menneskens Sønner
709 Ere som Heste på Havet, og vidt over Vandet dem bære?
710 Mon for at selv hans Navn skal reent udslettes på Jorden?
711 Strax hende svared Herolden igjen, den forstandige Medon:
712 Ikke jeg veed, om en Gud tilskynded ham, eller hans egen
713 Hu til Pylos ham drev, at erfare maaskee, om hans Fader
714 Kommer igjen til sit Hjem, eller alt har hentet sig Døden.
715 Talt; strax ind i Odysses’s Sal igjen han begav sig.
716 Hende påstand omhylled en dræbende Sorg, og hun mægted
717 Ei sig at sætte på Stol, hvoraf der stode saamange;
718 Ned på Tærsklen hun sank i det smuktindrettede Kammer,
719 Ynkelig klaged og græd hun, og samtlige Terner i Huset
720 Unge med gamle sig jamrede lydt omkring deres Frue.
721 Dem med lydelig Hulken tiltalte nu Penelopeia:
722 Kjære Veninder! ak! mig har Olymperen Jammer beskæret
723 Fremfor de Qvinder, som fordum med mig opvoxed og leved.
724 Først jeg misted min bolde, min løvebehjertede Husbond,
725 Som i Danaernes Folk stod høit udmærket ved Dyder,
726 Helten, hvis Rye har bredet sig vidt over Hellas og Argos.
727 Nu er tillige min elskede Søn fra sit Huus uden Hæder
728 Veiret af Stormene bort, og ei erfoer jeg hans Reise.
729 Ingen af Eder, I Slemme! der var, som i Sindet betænkte,
730 Op mig af Leiet at vække, hvorvel I det vidste med Vished,
731 Dengang ombord han gik på det hule det tjærede Fartøi.
732 Havde jeg blot dog vidst, at på slig en Reise han pønsed,
733 Da var han hjemme forbleven, hvor gjerne han end vilde reise,
734 Eller han havde tilbage mig ladt som Dødning i Huset.
735 Op lad Bud blive sendt efter Dolios, Svenden den gamle,
736 Som af min Fader blev givet mig med, da fordum jeg hidkom,
737 Nu mine Træer i Haven han passer mig; flux til Laertes
738 Gaae han, og sætte sig hos ham, og Alt fortælle ham nøie!
739 Muligen lykkes det Gubben at hitte på Raad i vor Qvide,
740 Eller med Jamren han selv staaer frem for de Folk, som sig mordisk
741 Ville forgribe på hans og Helten Odysses’s Ætling.
742 Strax til Svar hende gav Eurykleia, den kjærlige Amme:
743 Elskede Datter! du dræbe mig nu med det grusomme Kobber,
744 Eller du spare mit Liv i dit Huus, jeg vil Intet dig dølge.
745 Selv jeg tilfulde det vidste, selv gav jeg ham hvad han forlangte,
746 Brød og qvægende Viin, men helligen bød han mig sværge,
747 Ei det at sige til dig, før elleve Døgn var forløbne,
748 Eller du savned ham stærkt, og erfoer, at bort han var dragen,
749 For at du ei din deilige Hud skulde skæmme med Taarer.
750 Gak nu heller i Bad, ifør dig tvættede Klæder,
751 Stig i Høienloftskammeret op med de tjenende Terner,
752 Og til Athene, hiin Datter af Zeus, du bønligen bede!
753 Da vil herefter forvist hun din Søn for Døden bevare.
754 Skaan den forgræmmede Gamle for Græmmelse! Mene jeg skulde,
755 Arkesiadernes Æt er ei af de salige Guder
756 Ganske forhadt; Een levnes der vil at raade som Herre
757 Over det høie Palads og de vidtomliggende Marker!
758 Talt; hendes Sorg hun dulmed og standsede Taaren i Øiet.
759 Strax i Badet hun gik, og i tvættede Klæder sig hylled,
760 Steg saa i Høienloftskammeret op med de tjenende Terner,
761 Kom af det hellige Byg i en Kurv, og bad til Athene:
762 Hør mig, du Datter af Zeus, Skjoldsvingeren! Aldrig betvungne!
763 Har saasandt i sit Huus den sindrige Konning Odysseus
764 Flommede Bove dig ristet tilforn af Faar eller Oxe,
765 O saa kom det ihu, og bevar min Søn i din Naade!
766 Skjerm ham mod Beilernes Flok, de frækt huserende Voldsmænd!
767 Saa hun talte med Graad; hendes Bøn blev hørt af Gudinden.
768 Beilerne støied og larmed imens i den skyggende Høisal;
769 Da var i Sværmen der Een af de trodsige Knøse, som udbrød:
770 Vist til vort Bryllup hun laver, den stærkttilbeilede Dronning;
771 Lidt kun drømmer hun om, at Død hendes Søn nu beredes.
772 Saa de talte, thi slet ikke vidste de, hvad der var hændet.
773 Flux Antinoos hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
774 Vogter Jer dog, usalige Mænd! for at tale saa dristig,
775 Alle tilhobe! det høres jo let, og meldes derinde.
776 Bedre forsand, at vi tyst staae op, og sætte det Anslag
777 Rask i Værk, som vi Samtlige nys har meent var det bedste.
778 Talt, og strax han kaared en Snees af de flinkeste Sømænd;
779 Ned til det hurtige Skib de gik, som på Kysten var qværsat,
780 Ud i Bølgernes Dyb de først og fremmest det haled,
781 Bragte saa Mast og Seil ombord i det tjærede Fartøi.
782 Derpå lagde de Aarerne fast i Stropper af Læder,
783 Alt med Orden og Skik, og Seilene hvide de heised,
784 Ogsaa blev Vaaben ombord dem bragt af behjertede Svende;
785 Høit fortøied de Skuden hvor Vandet var smuult, og besteg den.
786 Der de holdt deres Nadver, og tøved til Aftenens Komme.
787 Men i sit Høienloftskammer den kløgtige Penelopeia
788 Fastende laae, ei havde hun smagt enten Mad eller Drikke,
789 Grublende på, om fra Død hendes herlige Søn skulde frelses,
790 Eller den nedrige Flok af Beilere skulde ham myrde.
791 Ret som en Løve betænker sig stærkt i Jægernes Stimmel,
792 Ræd i Hu, naar omkring den de slaae deres listige Rundkreds;
793 Saa hun grubled, dog snart den liflige Søvn hende favned;
794 Sovende sank hun tilbage, og Lemmernes Lede blev slappe.
795 Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas.
796 Flux hun en Skikkelse skabte, livagtigen lig med en Qvinde,
797 Iphthime ligned den ganske, den Helt Ikarios’ Datter,
798 Som var med Eumelos gift, der havde sin Bolig i Pherai.
799 Denne hun skikkede ned til Helten Odysses’s Kongsgård,
800 Om det var muligt at standse den jamrende Penelopeias
801 Hulken og Graad, og dulme de taareforvoldende Sorger.
802 Skikkelsen svæved i Kammeret ind ved Remmen på Laasen,
803 Treen ved Hovedet op, og tog saalunde til Orde:
804 Sover du, Penelopeia! med Hjertet saa fuldt af Bekymring?
805 Ei tillades det dig af de saligtlevende Guder,
806 At du dig vaander og græder; din Søn skal komme tilbage,
807 Thi han har aldrig endnu mod Guderne grovt sig forsyndet.
808 Strax til Svar hende gav den forstandige Penelopeia,
809 Slumrende trygt i den sødeste Søvn ved Drømmenes Porte:
810 Hvi, min Søster! besøger du mig? tilforn er du aldrig
811 Kommen til os, da det Huus, du beboer, er saa fjernt fra din Søsters;
812 Og du formaner mig nu til at standse min Graad og forglemme
813 Alle de Qvaler, som dybt oprøre mit Sind og mit Hjerte.
814 Først jeg misted min bolde, min løvebehjertede Husbond,
815 Som i Danaernes Folk stod høit udmærket ved Dyder,
816 Helten, hvis Rye har bredet sig vidt over Hellas og Argos;
817 Nu er min elskede Søn reist bort med et Skib over Havet,
818 Fast et Barn, ei øvet i Ord eller vant til Strabadser.
819 Derfor jeg mere for ham bekymrer mig, end for Odysseus,
820 Og jeg er slagen af Rædsel og Skræk, at der træffer ham Uheld
821 Enten hos Folket, til hvilket han drog, eller ogsaa på Havet.
822 Her har en Flok af fiendtlige Mænd lagt Raad op imod ham.
823 Og de vil slaae ham ihjel, før atter han naaer til sin Hjemstavn.
824 Derpå til Svar igjen hende gav det taagede Natsyn:
825 Slaae dig tiltaals, og ængst dig ei saa svart i dit Hjerte!
826 Saadan en Ledsagerinde han har, som Andre til Bistand
827 Gjerne sig ønsked forsand, thi Magt hun har til at hjelpe,
828 Pallas Athene det er, din Jammer har vakt hendes Medynk;
829 Derfor har nu hun skikket mig hid, at forkynde dig dette.
830 Atter til Orde da tog den forstandige Penelopeia:
831 Est du saasandt en Gud, og har hørt guddommelig Stemme,
832 O saa fortæl mig hvorledes det gaaer min usalige Husbond,
833 Enten han lever endnu, og skuer det skinnende Sollys,
834 Eller han alt er død og gangen til Hades’s Bolig.
835 Derpå til Svar igjen hende gav det taagede Natsyn:
836 Ei formaaer jeg om ham dig ganske bestemt at fortælle,
837 Om han er død eller lever, og ei bør i Veiret man snakke.
838 Saa hun taled og svandt ved Laasen, som slutted til Stolpen,
839 Ud i den pustende Vind; da foer Ikarios’ Datter
840 Op af sin Søvn i det samme, husvalet i inderste Hjerte,
841 At hun saa klar en Drøm havde drømt i den skumleste Midnat.
842 Beilerne gik ombord, og drog ad de flydende Veie,
843 Pønsende lumsk i Sind på Telemachos’ blodige Henfart.
844 Ude på Havet der ligger en Holm med takkede Klipper,
845 Midt i det Sund mellem Ithakas Øe og det fjeldrige Samos,
846 Asteris; stor er den ei, men en dobbeltgabende Havbugt
847 Danner en Havn; i denne på Luur sig Achaierne lagde.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange