Odysseen komplet og resumé – Sang nr. 23

ODYSSEEN

Odysseen, 24. sang

1 Men den Kylleniske Hermes fremkaldte nu alle de dræbte
2 Beileres Dødningesjele; han holdt i Haanden sin skjønne
3 Tryllende Stav af Guld, hvormed han Menneskens Øine
4 Dysser i Søvn, som ham tykkes for godt, eller vækker af Slummer;
5 Frem han med denne dem skynded, og hvislende fulgte de Guden
6 Ret som en Flagermuussværm i den inderste Vraae af en Fjeldkløft
7 Hvislende flyver omkring, naar ned fra den ludende Klippe
8 Een af Flokken er styrtet, og tæt de klynge sig sammen,
9 Saa med Hvislen de vandred i Hob, og foran for Skaren
10 Hermes, Beskjermelsens Gud, ad skumrende Veie dem førte.
11 Hen ved Okeanos’ rullende Flod, den Leukadiske Klippe,
12 Solgudens Port forbi og Drømmenes Rige de ginge,
13 Og i en Fart de kom til den liliebevoxede Slette,
14 Hist hvor Aanderne boe, udlevede Menneskers Gjenfærd.
15 Sjelene der af Helte de traf; hos Peleiden Achilleus
16 Stod hans kjære Patroklos, hos Helten Antilochos Aias,
17 Telamons Søn, der i Skabning og Daad af alle Danaer
18 Var den fortrinligste Mand næst efter den bolde Peleion,
19 Thi med Achilles bestandig de færdedes; men i det samme
20 Nærmed sig langsom en Sjel, det var Atreus’s Søn Agamemnon,
21 Dybt bedrøvet, og trindt ham Sjelene stod af de mange
22 Mænd, som tilligemed ham i Aigisthos’s Huus bleve dræbte.
23 Først tiltaled Achilles’s Sjel Agamemnon, og sagde:
24 Atreus’s Søn! vi troede, at fremfor de øvrige Konger
25 Lyneren Zeus havde dig udvalgt til sin Yndling for stedse,
26 Da du var øverste Drot over mange behjertede Kæmper
27 Hist for Troia, hvor meget vi leed, vi Mænd af Achaia.
28 Dog, ogsaa dig den grusomme Død skulde tidlig betvinge,
29 Den intet Menneskes Barn undgaaer, som fødtes i Verden.
30 Bedre forsand, om du midt i den Glands, du nød som Behersker,
31 Hist i Troernes Land havde hentet dig Døden på Stridsmark;
32 Alt Achaiernes Folk havde da dig tuet en Gravhøi,
33 Og et berømmeligt Rye du din Søn havde levnet i Fremtid;
34 Nu det beskikket dig blev at times en ynkelig Henfart.
35 Ham gjensvarede Sjelen af Atreus’s Søn Agamemnon:
36 Salige Søn af Peleus! Achilles! du Gudernes Lige!
37 Du som faldt i Troernes Land langt borte fra Argos;
38 Og de fortrinligste Mænd af Achaia og Troia omkring dig
39 Segned i Kamp for dig, som strakt med dit vældige Legem
40 Laae omhvirvlet af Støv, forgjettet du havde din Vognkunst,
41 Medens vi dysted til Dagen var endt, og ikke fra Striden
42 Havde vi rastet, naar Zeus den ei havde standset ved Stormveir.
43 Men da til Skibene ned vi bort havde ført dig fra Valen,
44 Lagde vi strax på Baaren dit Liig, og tvætted med lunket
45 Vand din deilige Hud, og salved den. Brændende Taarer
46 Fældte Danaernes Mænd, og Haaret de skar sig af Hoved.
47 Op af Bølgen din Moder nu kom, da hun hørte det Budskab,
48 Fulgt af Havets Gudinder; en gruelig Jamren sig bredte
49 Vidt over Dybet, og Rædsel betog hver Mand af Achaia.
50 Nu havde vist i en Fart til de bugede Skibe de spredt sig,
51 Naar ei en Olding, erfaren og viis, havde holdt dem tilbage,
52 Nestor, hvis Raad saa mangen en Gang dem bedst havde baadet,
53 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
54 Standser, Argeiiske Mænd! flyer ei, Achaiske Gutter!
55 Det er Achilles’s Moder, som hid med Havets Gudinder
56 Kommer fra Dybet at skue sin Søn, som er kommen af Dage.
57 Talt; da standsed med Flugt de behjertede Mænd af Achaia.
58 Rundt om din Baare nu treen Havoldingens Døttre tilhobe,
59 Jamrende lydt, og hylled dit Liig i himmelske Klæder.
60 Muserne samtlige ni heel yndig med vexlende Stemmer
61 Sang et Begrædelsesqvad, ei Kæmpe man saae, fra hvis Øine
62 Taarer jo randt, saa dybt dem greb de himmelske Toner.
63 Sytten udslagene Døgn baade Dag og Nat ved din Baare
64 Sad vi og græd, baade dødelig Mand og udødelig Guddom,
65 Men på den attende Dag vi dig steded til Baals, og omkring dig
66 Slagted i Mængde vi mæskede Faar og triveligt Hornqvæg.
67 Klædt i den himmelske Dragt, omduftet af Balsam og liflig
68 Honning i Flammen du laae, og Achaiernes Drotter i Mængde
69 Løb i Rustningens Malm omkring dit Baal da du brændte,
70 Somme til Fods og Andre til Vogns, med forfærdeligt Bulder.
71 Men da Hephaistos’s Lue dit Legeme havde fortæret,
72 Sanked vi strax dine hvidlige Been i den dæmrende Morgen,
73 Viin og Olie vi over dem gjød, og din Moder en Urne
74 Gav os af Guld, som hun fordum, saa sagde hun, fik til Foræring
75 Af Dionysos, et Værk af den vidtberømte Hephahistos.
76 Gjemt i denne nu hviler dit Støv, hugprude Peleide!
77 Sammen med Helten Patroklos’s Been, hiin Søn af Menoitios;
78 Tæt derved men særlig Antilochos’ Been bleve lagte,
79 Han var jo stedse din kjæreste Ven næst efter Patroklos.
80 Derpå den hellige Hær spydvæbnede Kæmper af Argos
81 Tued en skjøn fremragende Høi over Heltenes Gravsted
82 Ude hvor Kysten var høi ved det vildene Hav Hellespontos,
83 At den i Øine maa falde de havbefarende Sømænd
84 Ude på Bølgerne fjernt baade nu og i kommende Dage.
85 Frem i Achaiernes Kreds nu satte din Moder til Dystpriis
86 Prægtige Gaver, hvorom hun selv havde Guderne bedet.
87 Selv var ofte du med ved Heltes Begravelseshøitid,
88 Hvor mandhaftige Gutter den afdøde Konge til Ære
89 Rask sig rusted til Dyst, at vinde sig Prisen i Kampleeg,
90 Dog var du bleven forbauset, som aldrig tilforn, ved at skue
91 Saadanne Gaver som dem, den sølverfodede Thetis
92 Stilled til Ære for dig, thi høit var du elsket af Guder.
93 Saa er dit Navn, selv efter din Død, ei glemt, men for evig
94 Vandt du et priseligt Rye blandt Menneskens Slægter, Achilleus!
95 Dog hvad Fryd har nu jeg, da jeg Krigen har kæmpet tilende?
96 Ak! en gruelig Død beskikked mig Zeus ved min Hjemkomst,
97 Myrdet jeg blev af Aigisthos og Qvinden, min nedrige Hustrue.
98 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
99 Hen til disse nu kom Budbringeren, Argos’s Bane,
100 Førende Beilernes Sjele, dem nys Odysses ihjelslog.
101 Begge med Studsen imøde dem gik, saasnart de dem skued,
102 Og der var En iblandt dem, hvem Atreus’s Søn Agamemnon
103 Kjendte påstand, det var Helten Amphimedon, Søn af Melanes,
104 Han var fra Ithakas Øe og Konningens Gjæsteforbundne;
105 Først til Orde nu tog Agamemnon, og talte saalunde:
106 Hvad er der hændet, at ned under Jord til Mørket I vandred?
107 Lutter fortrinlige Mænd og eens af Aar; man skal ellers
108 Vanskelig nok i en Bye saa herlige Mænd kunne finde,
109 Siig, har Poseidon maaskee Eder dræbt da I foer over Havet,
110 Reisende mod Jer en gruelig Storm og mægtige Bølger?
111 Eller har fiendtlige Mænd ihjel Eder slaget på Fastland,
112 Mens deres Hjorder af prægtige Faar eller Oxer I plyndred?
113 Eller I faldt i Kamp for Fædrenestad og dens Qvinder?
114 Svar mig dog på mit Ord! jeg var jo fordum din Gjæstven;
115 Eller kan ei du mindes den Tid Eders Hjem jeg besøgte,
116 For at formaae Odysses, med toftede Snekker at drage
117 Over til Ilions Stad på Togt med den Helt Menelaos?
118 Fuldt en Maaned forgik med denne vor Ithakareise,
119 Thi han var haard at bevæge den Stadomstyrter Odysseus.
120 Ham gjensvared Amphimedons Sjel, og talte saalunde:
121 Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot Agamemnon!
122 Grandt, du Ætling af Zeus! jeg mindes endnu hvad du nævner,
123 Og jeg vil sige dig Alt, og fortælle dig ganske nøiagtig,
124 Hvordan en sørgelig Ende det tog med os alle tilhobe.
125 Drotten Odysses blev borte, da beilede vi til hans Hustrue;
126 Ei hun for Bryllup sig vægred, dog aldrig i Værk hun det satte,
127 Medens hun lønligen pønsed på Død og Fordærv for os Alle.
128 Dertil hun følgende List udrugede lumsk i sit Hjerte:
129 Op hun stilled sin Væv, og et Liin hun vov sig i Høiloft,
130 Fiint og umaadeligt stort, og til os strax efter hun sagde:
131 Ynglinger! I som begjære min Haand, da Odysses er afdød,
132 Haster dog ei med Bryllup saa stærkt, men tøver saalænge,
133 Indtil min Væv er færdig, mit Spind gaaer ellers tilspilde!
134 Helten Laertes jeg væver et Dødningeliin til den Time,
135 Da ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe;
136 Rundtom i Land jeg jo kom hos Achaiernes Qvinder i Vanrye,
137 Lagdes en Herre saa rig som han i sin Grav uden Liigsvøb.
138 Saa hun taled, og daare sig lod vore mandige Hjerter.
139 Stadig nu sad hun om Dagen, og vov på Linet det brede,
140 Dog om Natten ved lysende Blus oprev hun sit Dagværk.
141 Aaringer tre hun dulgte sin List, og Achaierne gjekked,
142 Men da den fjerde var kommen og Aarsens Tider var svundne,
143 Maaned på Maaned var omme, og Rækker af Dage forløbne,
144 Kom der en Terne, som vidste Besked, og røbed os Sagen;
145 Selv vi greb hende da som det skinnende Lagen hun oprev.
146 Færdigt hun maatte da væve sit Liin, saa nødig hun vilde;
147 Og da hun saa havde vævet og skyllet det prægtige Lagen,
148 Viste hun frem det til os, og det skinned som Sol eller Maane.
149 Nu lod en Gud i sin Vrede Odysses på Ithaka lande
150 Ude ved afsides Strand, hvor Hyrden for Svinene boede;
151 Der kom ogsaa hans Søn Telemachos hen, da han atter
152 Hjem var vendt på sit tjærede Skib fra det sandede Pylos;
153 Og da de Raad om Beilernes Død havde lagt med hinanden,
154 Ginge de bort til den prægtige Stad; Telemachos vandred
155 Først derhen, lidt senere gav sig Odysses på Veien,
156 Fulgt af Svinenes Hyrde, og klædt i lurvede Klæder,
157 Skabt livagtigen om til en gammel ulykkelig Stodder,
158 Støttet til Stav, og behængt om Krop med pjaltede Klæder.
159 Ei var der Nogen iblandt os, selv ei de Ældste, som mægted
160 Drotten Odysses at kjende, da brat han viste sig for os,
161 Derfor med spottende Ord og med Kast vi Manden forhaaned.
162 Høist langmodig i Sindet en Stund han bar denne Medfart,
163 At i sit eget Palads med Ord og Kast han blev haanet;
164 Men da det tyktes Kronion for godt, til Daad ham at vække,
165 Bar med sin Søn fra Salen han bort de prægtige Vaaben,
166 Lagde dem op i sit Kammer, og laasede Døren med Skodde.
167 Derpå han fuld af Rænker og Svig befaled sin Hustrue,
168 Frem at lægge for Beilerne strax baade Biler og Bue,
169 Os usalige Mænd til Dyst og vordende Blodbad.
170 Dog der var Ingen i hele vor Kreds, som den vældige Bues
171 Streng formaaed at spænde, vor Kraft var meget for ringe.
172 Men da Odysses i Haand havde fået den mægtige Bue,
173 Raabte vi Alle som Een, og forbød med truende Stemme,
174 Buen at flye ham, om end han snakkede aldrig saa meget.
175 Dog Telemachos selv det befoel, og bød ham at skyde.
176 Buen i Haand nu tog den hærdede Konning Odysseus,
177 Let han spændte dens Streng, og skjød gjennem samtlige Biler,
178 Sprang saa på Tærskelen op, og rysted med gnistrende Øine
179 Pilene ud, saa skjød han, og først han Antinoos ramte,
180 Derpå han sendte fra Streng mod os Andre de susende Pile,
181 Sigtende ret, saa til Gulvs vi styrtede En efter Anden;
182 Og det var kjendeligt nok, at en Gud dem yded sin Bistand,
183 Thi med ubændige Kræfter de vildt husered i Salen,
184 Huggende ned os for Fode, da lød forfærdelig Rallen
185 Altsom Panderne knustes, mens Blod randt hen over Tilien.
186 Saadan en Død, Agamemnon! vi fik, og slængte på Gaarden
187 Hist hos Odysses endnu vore Liig ujordede ligge,
188 Thi vore Frænder derhjemme har ei endnu det erfaret,
189 At vore Saar de rene for Blod kunde toe, og med Jamren
190 Ligene lægge på Baal, den Hæder, som times de Døde.
191 Ham gjensvarede Sjelen af Atreus’s Søn Agamemnon:
192 Salig jeg prise dig maa, du snedige Søn af Laertes!
193 Ja forsand til Held og Velsignelse fik du en Hustrue!
194 Hvor hun er ædel af Sjel, den herlige Penelopeia,
195 Drotten Ikarios’ Datter! hvor troe hun Odysses sin Husbond
196 Altid i Minde bevared! og derfor skal ei hendes Dyders
197 Roes forgaae, thi Guderne selv skal Menneskens Slægter
198 Skjenke fortryllende Qvad om den ærbare Penelopeia.
199 Ei som Tyndareus’ Datter hun øved ugudelig Gjerning,
200 Hun som dræbte sin Husbond, thi skal hun med Rædsel og Afskye
201 Nævnes i Menneskens Sange, og Skam har hun bragt over alle
202 Qvinder i kommende Dage, selv dem, der gjøre det Gode.
203 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted,
204 Staaende dybt under Jorderigs Muld i Hades’s Rige.
205 Ud fra Byen på Landet Odysses imens med sit Følge
206 Vandred, og snart de kom til den prægtige Gaard, som Laertes
207 Selv opdyrked sig fordum, dog stor Besvær det ham kosted.
208 Der han havde sin Vaaning, og rundtomkring var et Udhuus,
209 Hvor de vornede Karle, han holdt til Markernes Dyrkning,
210 Sad efter Arbeidet sammen, fik Mad og hviled om Natten.
211 Her ogsaa boede den gamle Sikeliske Qvinde, som trolig
212 Pleiede Gubben Laertes langt borte fra Byen på Landet.
213 Her Odysses påstand til sin Søn og Hyrderne talte:
214 Gaaer I Andre nu ind i din velindrettede Bygning!
215 Søger et Sviin os ud, og slagter det strax til vor Davre,
216 Medens jeg selv til min Fader begiver mig hen for at prøve,
217 Om han mig mindes og kjender igjen, naar han seer mig for Øine,
218 Eller han nu mig har glemt, da saa rum en Tid jeg var borte.
219 Talende saa sine Vaaben han flux til Hyrderne flyede.
220 Disse sig ind i Huset begav, men sin Fader at prøve
221 Iled Odysses påstand til den frugtvelsignede Have.
222 Dog hverken Dolios traf han, da vidt gjennem Haven han vanked,
223 Eller en eneste Svend, eller nogen af Dolios’ Sønner,
224 Alle tilskovs efter Gjerdsel og Tjørn til Hegnet om Haven
225 Gangne de var, og den Gamle var med som Fører på Veien.
226 Derimod traf han sin Fader; alene han stod i sin Have,
227 Hyppende Muld om en Ympe; om Skuldrene bar han en smudsig
228 Vams baade lappet og grov, et Par rimpede Hoser af Kohud
229 Rundt om hans Been var snørt til Værn mod stikkende Tjørne;
230 Vanter for Tornenes Skyld han på Hænderne bar; på hans Isse
231 Sad en Gedeskindshue, og dybt nedbøiet var Gubben.
232 Men da Odysses, den hærdede Helt, opdaged sin Fader,
233 Haardt medtagen af Ælde og svart forgræmmet i Hjertet,
234 Brast han i Graad, og standsed sin Gang i et Pæretræes Skygge.
235 Der han betænkte sig først, og veied i Sind og i Hjerte,
236 Om han sin Fader i Favn skulde trykke med Kys, og på eengang
237 Sige ham strax, hvorledes igjen til sit Hjem han var kommen,
238 Eller han først skulde spørge ham ud, og berede ham langsomt.
239 Medens på dette han grunded i Sind, det tyktes ham tjenligst,
240 Lempelig først med skjemtende Ord at prøve sin Fader.
241 Saa tilsinds han påstand begav sig hen til den Gamle,
242 Just som med ludende Hoved han ryddede Muldet om Ympen;
243 Trædende nær hans straalende Søn nu talte saalunde:
244 Gamle! man lade dig maa, du forstaaer at dyrke din Have;
245 Alt er passet saa godt, man seer ei Væxt eller Frugttræe,
246 Figen og Pære saalidt som Olietræe eller Viinstok,
247 Eller et Bed i din Have, som savner omhyggelig Pleie,
248 Dog et Ord jeg sige dig maa, naar du ei vil fortørnes,
249 Selv god Pleie du mangler, thi baade har Alderens Byrde
250 Taget dig med, og den Klædning du bær er smudsig og usel;
251 Ei dog for Ladhed det er, at din Herre saa slet dig forpleier.
252 Og der er Intet, som røber en Træl, hvad enten dit Aasyn
253 Eller din Væxt man betragter, thi grandt du ligner en Konge;
254 Ja du ligner en Saadan, som efter sit Bad og sit Maaltid
255 Blødt i sin Seng kan hvile, – den Skjel tilkommer en Olding.
256 Dog velan! fortæl mig! men siig mig den skæreste Sandhed!
257 Hvem er den Herre du tjener? og hvis er Haven du passer?
258 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg fåer det at vide,
259 Om jeg er virkelig her på Ithaka, som der blev sagt mig
260 Hist af en Mand, som jeg mødte på Vei, da hid jeg begav mig.
261 Dog vrangvillig han var, det lysted ham ei mig at give
262 Nøie Besked, eller høre mit Ord, da jeg efter en Gjæstven
263 Spurgte fra forrige Tider, om end han er karsk og ilive,
264 Eller han alt er død og gangen til Hades’s Bolig.
265 Derfor jeg spørger nu dig, men hør mig og agt på min Tale!
266 Hist i mit fædrene Hjem jeg en Mand herbergede fordum,
267 Som til vort Land var kommen, og aldrig endnu jeg en Fremmed
268 Fik saa kjær af de Mange, der kom til vort Huus fra det Fjerne.
269 Fød han var, som han sagde, på Ithakas Øe, og Laertes
270 Drotten Arkeisios’ Søn han stoltelig nævnte som Fader.
271 Selv jeg førte ham hjem til min Gaard, og beværted ham gjæstmildt,
272 Ømt jeg ham gjorde tilgode med Alt hvad der fandtes i Huset,
273 Og efter Pligt og Skjel jeg Gjæsteforæringer gav ham.
274 Syv Talenter i Guld jeg ham gav, heel smukt forarbeidet,
275 Og af det pureste Sølv en Pokal, udsmykket med Løvværk;
276 Videre tolv Uldtæpper, og tolv smalfligede Kapper,
277 Tolv fortrinlige Kaaber og Kjortler i lignende Antal,
278 Endelig fire Slavinder, heel snilde til qvindelig Gjerning,
279 Fagre tilhobe, dem selv han kaared sig ud efter Tykke.
280 Ham gjensvared hans Fader med rullende Taarer på Kinden:
281 Ja tilvisse du kom til det Land, hvorom du mig spørger,
282 Men det er lutter udædiske Mænd, som har Magten i Landet,
283 Og dine glimrende Gaver bortødsled du ganske for Intet.
284 Gid du saasandt ham på Ithakas Øe havde truffet ilive,
285 Da havde huldt han dig gjæstet, og rig Foræring til Gjengjeld
286 Givet på Reisen dig med, thi det Gode man nød maa man lønne.
287 Dog velan, fortæl mig! men siig mig den skæreste Sandhed!
288 Siig, hvor mangt et Aar er det nu vel siden du gjæsted
289 Hiin ynkværdige Ven, min Søn, ak! fordum han var det!
290 Hiin usalige Mand, som fjernt fra Venner og Hjemland
291 Vist i Havet af Fiske blev ædt, eller ogsaa på Landjord
292 Glubende Dyr og Fugle fortæred ham; ei har hans Moder
293 Svøbt med Taarer hans Liig, eller jeg, hans Fader, begrædt ham,
294 Ei har hans glimrende Viv, den ærbare Penelopeia,
295 Grædt ved den Elskedes Baare, som Skik er i Land, ikke heller
296 Trykked hans Øine hun til, den Hæder, som times de Døde.
297 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg fåer det at vide,
298 Hvem est du, af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre?
299 Hvor har du lagt dit hurtige Skib, på hvilket du seiled
300 Hid med dygtige Folk, eller havde du hyret en fremmed
301 Skude maaskee, som letted igjen, da man havde dig landsat?
302 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
303 Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed.
304 Jeg er fra Alybas’ Stad, der har jeg en glimrende Bolig,
305 Søn jeg er af Apheidas, hvis Fader var Kong Polypemon,
306 Selv jeg Eperitos hedder; men vidt fra min Kaas mig en Guddom
307 Bort fra Sikania drev, saa her mod mit Ønske jeg landed,
308 Og jeg har lagt mit Skib til Land et Stykke fra Staden.
309 Snart er det fem Aar siden den Stund, da den stakkels Odysseus
310 Hist mig forlod, og bort sig begav fra min fædrene Hjemstavn;
311 Dog var det gunstige Fugle forsand, som hist ved hans Afsked
312 Viste sig for os, saa freidig i Hu Farvel jeg ham sagde;
313 Selv ogsaa freidig han reiste, vi haabede begge med Tiden
314 Atter at sees, og glimrende Skjenk hinanden forære.
315 Talt; den sorte Bedrøvelsens Skye omhylled den Gamle;
316 Jord saa sort som et Kul han greb med Hænderne begge,
317 Strøede den over sit graanede Haar, og sukkede heftig.
318 Dybt da rørtes Odysses i Sind, og gjennem sin Næse
319 Bittert af Harm han fnøs, da han saae sin elskede Fader.
320 Styrtende frem han sin Fader med Kys omfavned, og udbrød:
321 Her, min Fader! er jeg, den Mand, om hvem du mig spørger;
322 Hjem i det tyvende Aar til mit Fædreneland er jeg kommen.
323 Stands dine Taarer, min Fader! og stands din Hulken og Jamren,
324 Thi jeg vil sige dig Noget, og nu det gjælder at haste,
325 Beilernes samtlige Flok har jeg slaaet ihjel i Paladset,
326 Hevnet jeg har den Fortræd og piinlige Tort de mig voldte.
327 Derpå Laertes ham svared igjen, og talte saalunde:
328 Est du saasandt Odysses min Søn, som er kommen tilbage,
329 Viis mig da et pålideligt Tegn, som kan give mig Vished!
330 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
331 Først jeg bede dig vil at kaste dit Blik på den Skramme,
332 Som på Parnasos et glubende Sviin mig slog med sin Huggert,
333 Dengang jeg fordum, opfordret af dig og min værdige Moder,
334 Did var reist til Autolykos hen, min elskede Morfaer,
335 Efter de Gaver, han loved mig vist, da han her os besøgte.
336 Ogsaa jeg nævne dig vil i den velopdyrkede Have
337 Alle de Træer, du fordum mig gav, da bønlig jeg bad dig,
338 Dengang som Pog jeg fulgte dig hid; under Træerne gik vi
339 Sammen i Haven, du viste mig dem, og ethvert du mig navngav;
340 Tretten med Pærer på Green og ti med Abild du gav mig,
341 Fyrretyve med Figen; og her halvhundrede Ranker
342 Skulde med Tiden jeg fåe; hver Stok bar fyldige Klaser,
343 Og dine Ranker er rigt med alskens Druer behængte,
344 Naar det er Aarsens Tid, da med Saft Kronion dem fylder.
345 Saa han taled, da rysted Laertes’s Knæer og Hjerte,
346 Altsom han hørte de Tegn, som saa grandt Odysses ham angav.
347 Armene slynged han fast om sin Søn, men sikkert i Favnen
348 Holdt den Ædling Odysses sin mathendaanende Fader;
349 Men da han aanded påny, og igjen havde vundet sin Samling,
350 Hæved han atter sin Røst, tog Ordet, og talte saalunde:
351 Zeus Alfader! saa lever I end, Olympiske Guder!
352 Naar det er sandt, at Beilerne Løn har fanget for Udaad.
353 Dog i mit Sind befrygter jeg nu heel svart, at tilhobe
354 Ithakas Mænd skal storme herud, og at Bud de skal sende
355 Til Kephallenernes Byer påstand om hvad der er hændet.
356 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
357 Vær kun rolig, lad dette dog ei bekymre dit Hjerte!
358 Nei! lad ind os gaae i dit Huus, som støder til Haven,
359 Der er Telemachos alt og Philoitios samt Eumaios;
360 Did jeg skikked dem nys, for strax at sørge for Davre.
361 Knap havde dette han sagt, før ind i Huset de traadte,
362 Og da de saa kom ind i den velindrettede Bolig,
363 Traf de Telemachos der og Philoitios samt Eumaios,
364 Just som de travlt skar Kjødet itu og blandede Vinen.
365 Strax den bolde Laertes blev badet og salvet med Olie
366 Under sit hjemlige Tag af den gamle Sikeliske Kone;
367 Dernæst en prunkende Kappe hun gav ham om, men Athene
368 Nærmed sig Folkenes Drot, og forherliged alle hans Lemmer;
369 Baade hans Væxt meer rank, og hans Huld meer fyldigt hun gjorde.
370 Op af Karret han steg, og hans Søn blev ganske forbauset,
371 Da for sit Øie han saae, hvor grandt han ligned en Guddom,
372 Og med bevingede Ord han talede til ham, og sagde:
373 Elskede Fader! forvist er det en af de salige Guder,
374 Som har forskjønnet din Skabning, din Væxt saavelsom dit Aasyn.
375 Derpå den vise Laertes igjen ham svared, og sagde:
376 Gid dog, Zeus Alfader! Apollon og Pallas Athene!
377 Kjæk som tilforn, da som Drot for en Flok Kephalleniske Kæmper
378 Nerikos’ prægtige Stad jeg betvang på Kysten af Fastland,
379 Ja! gid ligesaa kjæk, og med Rustningens Plader om Skulder
380 Hist i vor prægtige Sal jeg igår mod Beilernes Skare
381 Frem var traadt til Kamp, da havde jeg vist af de Voldsmænd
382 Dræbt en Deel, og du havde frydet dig dybt i dit Hjerte!
383 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
384 Men da saa hines Forretning var endt, og Davren var lavet,
385 Toge de Plads på Stol eller Bænk jevnsides hinanden.
386 Derpå til Maden de langed med Haand; hjem kom nu den gamle
387 Dolios med sine Sønner, af Arbeidet vare de trætte.
388 Selv var Moderen gangen fra Huus, og havde dem hjemkaldt,
389 Hiin Sikeliske Qvinde, som fostred dem op, og som trolig
390 Pleied den Gamle, da Alderen kom og svækked hans Kræfter.
391 Men da nu Helten Odysses de saae, og havde ham gjenkjendt,
392 Standsed i Stuen de brat af Forbauselse; strax dog Odysseus
393 Vendte sig til dem med venlige Ord, og talte saalunde:
394 Gamle! tag Plads ved vort Bord og lader Forbauselsen fare!
395 Her i Stuen en Stund vi sad, og bied på Eder,
396 Inden vi løftede Haand til Mad, hvorvel vi var sultne.
397 Talt; da styrtede Dolios frem med aabnede Arme,
398 Greb Odysses’s Hænder om Led, og kyssed dem heftig,
399 Og med bevingede Ord han talede til ham, og sagde:
400 Elskede Drot! som af Guderne ført er kommen tilbage
401 Hjem til os, da vi vented det mindst og ønsked det langligst!
402 Held og Glæde dig times! alt Godt dig Guderne skjenke!
403 Dette du dog mig sige forsand, at jeg fåer det at vide:
404 Veed allerede din Viv, den forstandige Penelopeia,
405 At du er her igjen, eller skulle vi Bud hende skikke?
406 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
407 Gamle! hun veed det alt, og spare du kan dig din Umag.
408 Talt; og ned på en skinnende Stol sig satte den Gamle.
409 Ogsaa sig Dolios’ Sønner forsamled om Helten Odysseus,
410 Hilste ham kjærlig med Ord, og fast hans Hænder de krysted.
411 Derpå ved Faderens Side på Rad tilbords de sig satte.
412 Saaledes Davre de holdt i gamle Laertes’s Stue.
413 Rygtet, det ilende Bud, havde snart den Tidende kundgjort
414 Rundtom i Byen, at Beilerne grumt af Dage var bragte.
415 Knap havde Folk det hørt, før rundt fra Staden de stimled
416 Baade med Jamren og Skrig omkring Odysses’s Bolig.
417 Ud de Ligene bar, og Frænderne lod dem begrave;
418 Dem fra de fremmede Byer de bort med Fiskere sendte,
419 Hver især til sit Hjem, ombord på hurtige Skibe.
420 Selv i Skarer til Torvet de gik med bedrøvede Hjerter;
421 Og da saa Folket var samlet, og stod i Stimmel på Thinget,
422 Frem i Kredsen da treen Eupeithes, og taled iblandt dem;
423 Thi en ulidelig Sorg for hans Søn Antinoos laae ham
424 Tungt på Hjertet, den Første, som faldt for Odysses’s Piilskud;
425 Grædende beesk for sin Søn, sin Røst han hæved, og sagde:
426 Venner! en svar Fortræd denne Mand Achaierne voldte;
427 Først han tilskibs drog bort med en Mængde behjertede Svende,
428 Skibene satte han til, og mistede hele sit Mandskab;
429 Hjem saa kom han, og vog Kephallenernes ædleste Sønner.
430 Op da! lader os ile, før bort til Pylos han undflyer,
431 Eller til Elis, det hellige Land, hvor Epeierne herske.
432 Efter ham flux! det ellers en Tort os bliver for evig,
433 Vorde det vil os en Skam, endog blandt kommende Slægter,
434 Tage vi ei over Morderne Hevn, som Sønner og Brødre
435 Slog os ihjel; jeg kunde da ei ved Livet mig glæde
436 Meer, langt hellere døde jeg strax, og vandred til Hades.
437 Derfor afsted påstand, før bort over Havet de rømme!
438 Grædende talte han saa, og Achaierne rørtes af Medynk.
439 Men i det samme den hellige Skjald og Medon til Thinget
440 Kom fra Odysses’s Huus, hvor nys af Søvne de vaagned;
441 Frem i Kredsen de treen til stor Forundring for Alle,
442 Strax dog Medon, den vise Herold, tog Ordet, og sagde:
443 Hører mit Ord, Ithakesiske Mænd Odysses tilvisse
444 Øvede ei hiin svare Bedrift uden Gudernes Minde;
445 Selv for mit Øie jeg saae en udødelig Gud, som bestandig
446 Stod Odysses ved Siden, omskabt livagtig til Mentor.
447 Snart den mægtige Gud sig stillede foran Odysses
448 Synlig, og vakte hans Mod, og snart han Beilerne tumled
449 Vildt i Salen omkring, saa de styrtede En efter Anden.
450 Saa han talte, da blegned af Skræk den hele Forsamling.
451 Ordet i Kredsen da tog den bedagede Helt Halitherses,
452 Søn af Mastor, den klogeste Mand i den hele Forsamling.
453 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
454 Hører nu ogsaa, hvad jeg, Ithakesiske Mænd! har at sige!
455 Selv har I dette forskyldt, mine Venner! ved Mangel på Djervhed.
456 Aldrig I hørte hvad Mentor og jeg tilraaded bestandig,
457 Ei fra Galningefærd I holdt Eders Sønner tilbage,
458 Men deres dristige Væsen de drev saa frækt som dem lysted,
459 Godset i Huset de aad, og forhaaned en priselig Konnings
460 Viv, i den Troe, at aldrig han meer vilde komme tilbage.
461 Derfor min Villie skee! adlyder det Raad, som jeg giver!
462 Lader Forfølgelse fare, at ei i Fordærv vi os styrte!
463 Saa han taled, og strax sprang meer end Hælvten af Folket
464 Op med et gjaldende Raab, mens Resten blev siddende rolig;
465 Ei havde Hine tilmaade han talt, men Eupeithes’s Forslag
466 Villig de lød, og i Hui og Hast de styrted til Vaaben.
467 Men da de saa havde sluttet om Krop de funklende Plader,
468 Stimled de sammen i Flok på en Plads tæt udenfor Staden,
469 Og som en Daare sig stilled Eupeithes i Spidsen for Skaren,
470 Haabende vist at hevne sin Søn, dog aldrig han skulde
471 Levende komme tilbage; sin Død han der skulde hente.
472 Men til sin Fader Kronion nu talede Pallas Athene:
473 O vor Fader Kronion! du Drot over Drotter tilhobe!
474 Svar mig på dette mit Ord! hvad Raad er nu skjult i dit Hjerte?
475 Vil fremdeles med Krig og frygtelig Kamp du dem plage,
476 Eller vil Fred og Forsoning du mellem de Feidende stifte?
477 Hende påstand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
478 Elskede Barn! hvi spørger du dog, og fritter om dette?
479 Var det da ikke dig selv, som fatted tilforn den Beslutning,
480 At til sit Hjem Odysses igjen skulde komme som Hevner?
481 Gjør hvad dig lyster! dog sige jeg vil, hvad der vorder det Bedste.
482 Nu da Helten Odysses har Hevn over Beilerne vundet,
483 Nu skal der sluttes Forlig, og han være Konge som fordum;
484 Selv til hos samtlige Mænd vi Mindet om Sønners og Brødres
485 Mord udslette, og leve de skal med hinanden i Venskab
486 Ligesom før, velsignede rigt med Fred og med Velstand.
487 Talt; og Athene han vakte, som alt var rede forinden;
488 Ned i stormende Fart hun svang sig fra høien Olympos.
489 Men da sig hine tilgavns med den liflige Kost havde mættet,
490 Først til Orde da tog den hærdede Konning Odysseus:
491 Een maa begive sig ud, for at see, om Fienden sig nærmer.
492 Talt; og strax på hans Bud gik en af Dolios’ Sønner;
493 Hen til Tærsklen han treen, da saae han dem komme tilhobe,
494 Og med bevingede Ord han talede flux til Odysseus:
495 Alt er Fienderne nær, lad strax os gribe til Vaaben!
496 Saa han taled, da foer de fra Plads, og rusted sig hurtig,
497 Helten Odysses selv fjerde og sex af Dolios’ Sønner,
498 Ogsaa den gamle Laertes og Dolios væbned sig begge,
499 Høibedagede Gubber, dog Nøden dem tvang til at stride.
500 Men da de saa havde sluttet om Krop de funklende Plader,
501 Aabned de Døren, og vandrede ud, Odysses i Spidsen.
502 Frem i Kredsen da treen den lysblaaøiede Pallas,
503 Mentor livagtigen lig på Mælet og Legemets Bygning.
504 Glad ved Synet da blev den hærdede Konning Odysseus,
505 Og til sin elskede Søn Telemachos hurtig han talte:
506 Nu da du selv, min Søn! gaaer med til den hidsige Kampfærd,
507 Hvor de behjertede Mænd kan vise sig, nu vil du vide,
508 Ei at beskæmme vor fædrene Slægt, som fra forrige Tider
509 Vidt på Jorden omkring var i Rye for Mod og for Manddom.
510 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
511 Fader med dette mit Mod skal jeg ikke din Slægt, som du nævner,
512 Gjøre tilskamme; ja det skal du see, saafremt det dig lyster.
513 Saa han taled, da glæded sig høit Laertes og udbrød:
514 O hvilken Dag for mig! hvilken Fryd! I naadige Guder!
515 Søn og Sønnesøn ivres om Manddom og Mod med hinanden!
516 Strax nu Pallas Athene sig nærmede Gubben, og sagde:
517 O Arkeisios’ Søn! som af Mændene her er mig kjærest!
518 Beed en Bøn til Zeus og hans lysblaaøiede Datter!
519 Sving saa påstand dit mægtige Spyd, og send det af Haanden!
520 Talende saa en synderlig Kraft Athene ham indgjød;
521 Strax til Gudinden han bad, hiint Barn af den høie Kronion,
522 Svang saa påstand sit mægtige Spyd, og af Haanden det sendte.
523 Drotten Eupeithes han traf i hans Hjelms kinddækkende Plade,
524 Slet kun bødede Hjelmen, og heelt foer Malmen igjennem,
525 Brat han faldt saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden.
526 Frem Odysses nu foer med sin Søn mod de forreste Kæmper,
527 Brugende flinkt tveoddede Spyd og mægtige Slagsværd;
528 Sikkert de havde tilhobe dem dræbt, og berøvet dem Hjemkomst,
529 Naar ikke Pallas Athene, den lysblaaøiede Jomfrue,
530 Lydt havde hævet sin Røst, og standset de kæmpende Skarer:
531 Hører nu op, Ithakesiske Mænd! med den grusomme Feide!
532 Lad ikke Blod udøses, men skilles påstand fra hverandre!
533 Saaledes taled Athene, den blege Forfærdelse greb dem,
534 Da de fornam hendes vældige Røst, og af Skræk de tilhobe
535 Slap deres Vaaben af Haand, og lod dem falde til Jorden;
536 Flux saa løb de til Byen, for muligen Livet at redde;
537 Men med et frygteligt Raab den hærdede Konning Odysseus
538 Styrtede frem som en Ørn, naar høit gjennem Luften den farer.
539 Dog i det samme Kronion udslynged sin flammende Lynild,
540 Ned foran Pallas Athene den slog, den Vældiges Datter;
541 Strax til Odysses da talte den lysblaaøiede Pallas:
542 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses, du snilde!
543 Styr dit Mod, og stands den altødelæggende Kampfærd!
544 Vogt dig, at ei Fjernskueren Zeus skal vorde fortørnet!
545 Saa hun taled, og glad i Hu adlød han Gudinden.
546 Ogsaa blev snart et Forlig mellem Konning Odysses og Folket
547 Bragt istand af Athene, den lysblaaøiede Jomfrue,
548 Mentor hun ligned livagtig på Mælet og Legemets Bygning.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange