Odysseen Sang 20

Resume af 20. sang i Odysseen af Homer. Odysseus, som har tilbragt natten i forstuen, vågner op ved at høre sin hustrues jamren. Eurykleia rydder op i salen til giIde på nymånefesten. Kohyrden Philoitios lægger sin troskab for dagen. Et varsel afværger Telemachos’ mord. Ved gildet bliver der kastet en kofod efter Odysseus. Bejlerne er forstyrrede, og midt under den vilde lystighed gribes de af anelser om døden. En spåmand spår bejlernes snarlige undergang. Spåmanden Theoklymenos bliver forhånet og fjerner sig.

ODYSSEEN

Odysseen, 20. sang

1 Udenfor Salen på Gangen sig leirede Konning Odysseus,
2 Bredte på Gulvet en Tyrs ugarvede Hud og derover
3 Skind af adskillige Faar, som Achaiernes Mænd havde slagtet;
4 Over den hvilende Drot Eurynome kasted en Kappe.
5 Der laae Helten Odysses, og pønsed på Beilernes Ufærd,
6 Vaagen en Stund; men en Flok af Qvinderne gik af Paladset
7 Ud, som i længere Tid med Beilerne leved i Bolskab,
8 Og under idelig Latter de spased og skjemtede sammen.
9 Da kom Hjertet i Konningens Bryst i det heftigste Oprør,
10 Og med sig selv han veiede dybt i Sind og i Hjerte,
11 Enten han op skulde springe påstand, og dræbe dem Alle,
12 Eller en Gang til Slutning endnu med de trodsige Herrer
13 Lade dem gantes og lefle; høit glammed i Brystet hans Hjerte;
14 Ret som en Hund, der om Hvalpene gaaer, som den nylig har kastet,
15 Gøer ad den fremmede Mand, og strax er rede til Angreb,
16 Saaledes glammed hans Hjerte af Harm over al denne Skjændsel,
17 Heftig han slog sig for Bryst, og formaned sit Hjerte saalunde:
18 Giv dig tilfreds, mit Hjerte! en lumpnere Færd har du fordum
19 Taalt den Dag, da den vilde Kyklop mine kraftige Svende
20 Frækt opåd, dog taalig du bar det, indtil mit Anslag
21 Ud af Hulen dig førte, hvor alt du vented dig Døden.
22 Saa med formanende Ord han talte sit Hjerte tilrette;
23 Strax kom Hjertet til Fatning igjen, og rolig i Barmen
24 Slog det, men selv på sit Leie han vælted sig frem og tilbage.
25 Ret som en Mand, naar på glødende Ild han braser en Dyrvom,
26 Stoppet med Ister og Blod, bestandig den dreier og vender,
27 Ønskende ivrig, at skaffe den stegt saa hurtigt som mulig,
28 Saaledes frem og tilbage han vælted sig, grublende stedse,
29 Hvordan han Haand skulde lægge på Beilernes nedrige Skare,
30 Da han var Een mod Mange; da nærmed sig Pallas Athene,
31 Stegen fra Himmelen ned, i Skikkelse lig med en Qvinde,
32 Op ved hans Hoved hun treen, og tog saalunde til Orde:
33 Siig, usaligste Mand! hvi ligger du vaagen på Leiet?
34 Dette Palads er jo dit, og din Viv du har i Paladset,
35 Dertil en Søn, hvis Lige forvist heel Mangen sig ønsked.
36 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
37 Sandt tilfulde, Gudinde! er hvert et Ord, som du talte,
38 Dog tvivlraadigt mit Sind uafladelig veier og grubler,
39 Hvordan jeg Haand skal lægge på Beilernes nedrige Skare,
40 Ene jeg staaer, og bestandig i Flok de færdes derinde.
41 Dertil en større Bekymring jeg har, som volder mig Uroe:
42 Sæt, jeg ved din og Kronions Beskjermelse dræber dem Alle,
43 Hvor skal jeg da tye hen? det beder jeg dig at betænke.
44 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
45 Selv til en svagere Ven, du Forsagte! sin Lid man jo sætter,
46 Skjøndt han er dødelig Mand, og ei saa kløgtig til Anslag;
47 Jeg derimod er Gudinden, som huldt dig beskjermer bestandig,
48 Hvergang du stedes i Trængsel, og tale jeg vil uden Omsvøb:
49 Stod halvhundrede Fylker endog af bevæbnede Krigsfolk
50 Rundt omkring os To, tilsinds os i Kampen at dræbe,
51 Skulde vi dog deres Oxer og Faar hjemdrive som Bytte.
52 Lad nu Søvnen dig favne! thi stor Besvær det forvolder,
53 Natten igjennem at vaage, snart hæver du dig af din Jammer.
54 Talende saa over Øinenes Laag hun Søvnen ham udgjød;
55 Selv til Olympen tilbage begav sig den høie Gudinde
56 Strax da Søvnen ham greb, som spredende Sindets Bekymring
57 Blidt hvert Ledemod løser; da vaagned hans trofaste Hustrue,
58 Reiste på Bolstrene bløde sig op, og svømmed i Taarer,
59 Men da med Jamren og Graad hun saa havde mættet sit Hjerte,
60 Bad til Artemis fremmest og først den herlige Qvinde:
61 Artemis! Datter af Zeus! ærværdige! gid du på Stedet
62 Vilde mig skyde din Piil i mit Bryst, og berøve mig Livet
63 Strax! eller gid en hvirvlende Storm mig flux vilde veire
64 Bort ad taagede Stier i rivende Fart, og mig kaste
65 Hen til den kredsomløbende Flod Okeanos’ Munding,
66 Ret som da Stormene fordum bortrev Pandareos’ Døttre:
67 Guderne havde dem skilt ved Fader og Moder; i Borgen
68 Uden Forældre tilbage de stod, men huldt Aphrodite
69 Fostred dem op med Viin og Ost og den lifligste Honning.
70 Here forlened dem begge forud for øvrige Qvinder
71 Skjønhed og Vid; en kneisende Væxt dem Artemis skjenked,
72 Og af Athene de lærte, det yndigste Arbeid at virke.
73 Men da til høien Olymp engang Aphrodite var dragen
74 Hen, for om frydeligt Bryllup for begge de deilige Piger
75 Lyneren Zeus at bede, thi Alt han kjender tilfulde
76 Hvad der er dødelig Skabning bestemt, baade Medgang og Modgang,
77 Rykked Harpyerne bort dem imens, og til de forhadte
78 Rædselsgudinder de Pigerne gav, som Terner at tjene;
79 Gid på lignende Viis mig Guderne bort vilde rykke,
80 Eller mig Artemis fælde med Piil, at jeg ned kunde stige
81 Under den hæslige Jord med Odysses i Hu og i Tanke,
82 Inden det vorder min Lod, en ringere Mand at fornøie!
83 Dog, Gjenvordighed bære man kan, saafremt man alene
84 Græder om Dagen, er Hjertet end fuldt af nagende Sorger,
85 Blot man om Nætterne sover, thi Søvnen os lader forglemme
86 Alt, baade Godt og Ondt, naar Øinenes Laag den har lukket;
87 Mig dog skræmmer en Gud hver Nat med rædsomme Drømme,
88 Atter inat ved min Side han laae, livagtig at skue,
89 Som da med Hæren i Leding han drog; og mit Hjerte sig fryded
90 Høit, da jeg troede, det ei var en Drøm, men virkelig Sandhed.
91 Talt; da reiste sig just den guldstolthronende Dagning.
92 Strax havde Helten Odysses den Grædendes Stemme fornummet,
93 Ængstelig tænkte han efter, det kom ham for i hans Hjerte,
94 Som om hans Hustrue ham alt havde kjendt, og stod ved hans Hoved;
95 Sammen han bylted de Skind og den Kappe, han nys havde hvilt på,
96 Smed i Salen dem ind på en Stol, og kastede Tyrens
97 Hud på Gaarden; saa bad han til Zeus med oprakte Hænder:
98 Fader Kronion! saafremt I mig hjem over Bølger og Fastland
99 Naadig har ført til mit Land, efter haardt at have mig hjemsøgt,
100 Gid da et varslende Ord maa lyde fra En, som i Huset
101 Vaager endnu, og et Tegn fra Zeus sig vise derude!
102 Bedende talte han saa, ham hørte den vise Kronion
103 Brat han tordnede lydt fra den straalende Tind af Olympen
104 Oppe fra Skyerne ned, da fryded sig Helten Odysseus,
105 Og et betydende Ord en Møllerske taled i Huset,
106 Tæt derved i en Stue, hvor Konningens Qværne var satte;
107 Dagligen her tolv Terner møisommelig sled med at male
108 Meel af Byg og Hvede, til Marv i Mændenes Knogler.
109 Alle de Øvrige sov, da de Hveden til Meel havde malet,
110 Hun alene var oppe, thi svagere var hun af Kræfter;
111 Qværnen hun standsed, og taled et Ord, sin Konge til Varsel:
112 Fader Kronion! du Drot over Guder og Mennesker alle!
113 Høit du tordned forsand fra den stjernebeprydede Himmel,
114 Skjøndt ei Skye er at see; et bebudende Tegn er det vistnok.
115 Hør da ogsaa det Ord, jeg elendige Stakkel vil sige:
116 Gid det idag maa være det sidste forlystende Gilde,
117 Som i Odysse’s Huus de fraadsende Beilere feire,
118 Thi med ulideligt Slid de slappe min Kraft, da jeg daglig
119 Maler dem Meel; gid Gildet idag deres sidste maa vorde!
120 Saa hun taled, og glad ved det varslende Ord blev Odysses
121 Og ved det Brag fra Zeus, thi han haabed at tugte de Voldsmænd.
122 Ogsaa de øvrige Terner i Konningens prægtige Hofgård
123 Samled sig nu, og en levende Ild på Arnen de tændte.
124 Op fra sit Leie nu stod Telemachos, skjøn som en Guddom,
125 Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skuldren han hængte,
126 Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler,
127 Tog saa sit mægtige Spyd med den skarptilspidsede Malmod,
128 Treen over Tærsklen og standsed, og talede til Eurykleia:
129 Siig, Morlil! har I hædret den fremmede Gjæst i Paladset
130 Baade med Seng og Mad? eller ligger han uden at ændses?
131 Thi det kan hændes min Moder, hvorvel hun er klog og forstandig,
132 At af Forvirring den slettere Mand hun Ære beviser,
133 Medens den værdige bort fra sit Huus uvenlig hun jager.
134 Og Eurykleia ham svared igjen den forstandige Amme:
135 Ei maa du laste din Moder, min Søn! hun har ikke forskyldt det;
136 Her han sad, og af Vinen han drak saalænge ham lysted,
137 Ogsaa hun bød ham Mad, men han svared, at ei han var sulten,
138 Men da på Tiden det var, at han tænkte på Søvn og på Hvile,
139 Gav din Moder Befaling til Ternerne, Seng ham at rede,
140 Dog, som en høistulykkelig Mand, der er hærdet af Modgang,
141 Lysted ham ei at hvile på mageligt Bolster og Løibænk,
142 Men på en Tyrs ugarvede Hud, bedækket med Uldskind,
143 Ude på Gangen han sov, og en Kappe vi over ham kasted.
144 Talt; da gik af Paladset Telemachos ud, og i Haanden
145 Holdt han sit Spyd; ham fulgte på Vei rapfodede Hunde;
146 Snart til Torvet han kom til de pandsrede Mænd af Achaia,
147 Men Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
148 Kaldte på Ternerne flux, saa taled den herlige Qvinde:
149 Rask nu! stænker på Tilien Vand, mine Piger og feier
150 Salen med Koste mig reen, og breder de Skarlagens Tæpper
151 Over de prægtige Stole! imens skal Andre med Svampe
152 Bordene skure tilgavns, og saa skal I skylle mig alle
153 Kummer og skjønne Pokaler! men ned maae Nogle til Kilden
154 Gaae efter Vand, og hente det hid saa hurtig som mulig;
155 Nøle vil Beilerne ei med at samle sig her i Paladset,
156 Tidlig de komme forvist, idag er der Gilde for Alle.
157 Talt; hendes Ord de fornam, og lød hvad hun havde befalet;
158 Tyve begave sig ned til den mørkthenrislende Kilde,
159 Mens i Paladset de Andre besørgede flinkt deres Gjerning.
160 Strax derefter til Konningens Gaard kom Beilernes Svende,
161 Flinkt og behændig de kløvede Ved; tilbage fra Kilden
162 Ternerne vendte med Vand, og Eumaios, Svinenes Hyrde,
163 Kom med tre velmæskede Sviin, i Flokken de bedste,
164 Disse på Græsset tilbage han lod på den hegnede Gaardsplads,
165 Og til Odysses med venlige Ord saalunde han talte:
166 Fremmede! vises dig nu meer Agt af Achaiernes Herrer,
167 Eller behandles du nu som før med Haan i Paladset?
168 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
169 Gid dog Guderne snart den skændige Færd vilde straffe,
170 Som med formastelig Trods saa frækt disse Herrer bedrive
171 Her i det fremmede Huus! al Skam og Blue har de aflagt.
172 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
173 Hen til disse nu kom Melanthios, Gedernes Hyrde,
174 Geder fra Vangen han drev, de bedste, som fandtes i Flokken,
175 Med sig til Beilernes Bord, to Hyrder ham fulgte foruden;
176 Under den skingrende Hal han selv fastbandt sine Geder,
177 Og til Odysses med spydige Ord saalunde han talte:
178 Fremmede Mand! vil du her endnu i Paladset os plage,
179 Tiggende rundt hos Enhver? vil du ei dig pakke på Døren?
180 Aldrig, det troer jeg forvist, vi To fra hinanden vil skilles,
181 Før du har smagt mine Næver, thi ei du tigger beskedent;
182 Der er jo fleer Achaier end vi, hos hvem der er Gilde.
183 Talt; slet intet ham svarte den sindrige Konning Odysseus,
184 Taus han bevæged sit Hoved, og grunded på Vee i sit Hjerte.
185 Derpå til Gaarden Philoitios kom, Qvæghyrdernes Formand,
186 Mæskede Geder han førte til Beilerne did og en Goldkoe;
187 Dem havde Færgemænd sat over Søe, som pleied fra Fastland
188 Folk over Sundet at føre, naar Fart hos dem man forlangte.
189 Under den skingrende Hal fastbandt han hele sin Qvægflok,
190 Traadte saa hen til Eumaios, tog Ordet og spurgte saalunde:
191 Hvem er dog denne fremmede Mand, Eumaios! som nylig
192 Kom til vort Huus? fortæl mig engang, hvad Menneskers Ætling
193 Kalder han sig, og hvor er hans Slægt og fædrene Hjemstavn?
194 Ak! den Stakkel! på Væxten forsand en Konge han ligner;
195 Vel maae Guderne kue den vidtomtumlede Vandrer,
196 Siden de Konger endog heel tit stor Jammer beskære.
197 Talt, da treen til Odysses han hen, og rakte ham Haanden,
198 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
199 Hil dig, fremmede Fader! gid Held i kommende Dage
200 Følge dig maa, thi med svar Gjenvordighed drages du hidtil!
201 Fader Kronion! saa grum som du er Ingen af Guder,
202 Ei du ynker engang de Mænd, som selv du har avlet,
203 Ned i gruelig Kummer og Nød du lader dem synke.
204 Sved sprak frem, og i Øiet mig Taarerne kom, da jeg saae dig,
205 Mindes jeg maatte min Herre, thi fast jeg troer, at Odysseus
206 Svøbt i lignende Pjalter omkring i Verden maa vandre,
207 Lever han ellers endnu, og skuer det skinnende Sollys;
208 Men hvis han alt er død, og gangen til Hades’s Bolig,
209 Vee mig da for min herlige Drot, som over sit Hornqvæg
210 I Kephallenernes Land som Dreng mig satte til Vogter!
211 Nu er hans Hjord umaadelig stor; ei lettelig findes
212 Nogen, som eier saa trivsom en Drivt bredpandede Oxer;
213 Men på Befaling af fremmede Mænd jeg hid dem maa føre
214 Til deres Gilder, og ei har de Agt for Sønnen i Huset,
215 Heller ei grue de for Gudernes Hevn, ja snart vil de dele
216 Alt det Gods, han besad, vor lang Tid savnede Konge.
217 Derfor har tit jeg betænkt, naar jeg grubled derover i Sindet,
218 Skjøndt det er Synd, saalænge hans Søn endnu er ilive,
219 Bort at drage herfra med alt det Qvæg jeg bevogter
220 Hen til fremmede Folk; langt værre dog, her at forblive,
221 Røgtende Qvæg for Andre, og idelig pines og plages;
222 Og jeg var sikkert forlængst til En af de mægtige Konger
223 Flygtet hefra, thi nu det mig reent utaaleligt falder;
224 Dog bestandig jeg tænker, at mulig min lidende Herre
225 Kommer igjen, og Beilernes Sværm adsplitter i Huset.
226 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
227 Hyrde da hverken du tykkes mig slet eller svag på Forstanden,
228 Selv tilfulde jeg seer, at dit Sind er begavet med Klogskab,
229 Thi vil jeg sige dig noget, og høit med Eed det bekræfte:
230 Zeus, den øverste Gud, Odysses’s Arne, til hvilken
231 Her jeg kom, og hans gjæstende Bord skal være mig Vidner,
232 Inden du drager herfra, er Odysses igjen i sin Hjemstavn,
233 Og du skal selv, saafremt det lyster dig, see ham ihjelslaae
234 Beilernes samtlige Flok, som sig her opkasted til Herrer.
235 Derpå ham svared igjen Kohjordernes øverste Hyrde:
236 Vilde dog Zeus, o fremmede Mand! fuldkomme dit Udsagn!
237 Snart du skulde da see, hvad Kraft og Arme jeg eier.
238 Ligesaa bad Eumaios til alle de salige Guder,
239 At til sit Hjem Odysses, den kløgtige Drot, maatte komme.
240 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
241 Men på Telemachos’ Død og Fordærv nu Beilerne pønsed;
242 Da blev et varslende Tegn de vaer, thi høit gjennem Luften
243 Svang sig en Ørn til Venstre, som holdt en gispende Due.
244 Strax i Kredsen sin Røst Amphinomos hæved og sagde:
245 Aldrig forsand, mine Venner! os lykkes det Raad, som vi lagde
246 Nys mod Telemachos’ Liv, velan! lad os tænke på Maaltid!
247 Saa Amphinomos talte, hans Ord godt hued dem Alle.
248 Ind tilhobe de treen i Konning Odysses’s Høisal,
249 Og deres Kapper de lagde på prunkende Hynder og Stole.
250 Derpå de slagtede dygtige Faar og mæskede Geder,
251 Slagted saa glindsende Sviin og et Nød, som af Hjorden var udsøgt.
252 Indmaden stegte de flinkt, og deelte den om, medens Andre
253 Kummerne fyldte med Viin; Pokalerne stilled Eumaios
254 Frem, og i prægtige Kurve Philoitios, Hyrdernes Formand,
255 Brød omdeelte til Bordet, men Viin iskjenked Melantheus.
256 Derpå de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked.
257 Fuld af Rænker i Sind Telemachos bænked sin Fader
258 Henne ved Tærsklen af Steen i den fastopbyggede Høisal,
259 Hvor han en maadelig Stol havde sat og et Bord af de mindste;
260 Derpå han stillede for ham en Deel af Dyrenes Indmad,
261 Skjenked ham Viin i et Bæger af Guld, og talte saalunde:
262 Sid du her, og qvæg dig med Viin som de øvrige Herrer!
263 Saa skal jeg selv imedens for Beilernes Hænder og Haansord
264 Holde dig sikker; thi her er jo ei et offentligt Krosted,
265 Det er Odysses’s Huus, som til mig han selv sig erhverved.
266 Styrer da nu Eders Lyst til Spot og voldelig Adfærd,
267 Beilere for at der ei skal reise sig Splid eller Kivsmaal!
268 Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig,
269 Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig.
270 Ordet i Kredsen Antinoos tog, hiin Søn af Eupeithes;
271 Lader os bære med Taal, Achaier! Telemachos’ Tale!
272 Skjøndt den er krænkende nok, heel truende taler han til os.
273 Zeus tilsteder det ei, vi ellers forlængst i Paladset
274 Havde til Taushed ham bragt, hvorvel han er klinger af Mæle.
275 Saa han taled, dog ei hans Ord Telemachos ændsed.
276 Derpå Herolderne førte den hellige Festhekatombe
277 Op gjennem Byen, da stimled de haarfagre Mænd af Achaia
278 Hen til den skyggende Lund, som var helliget Phoibos Apollon.
279 Men da det øvere Kjød var stegt, og taget af Spiddet,
280 Stykked de Braden i Parter, og holdt et glimrende Maaltid.
281 Ei blev Odysses forglemt, Opvarterne gav ham et Stykke,
282 Ligesaa stort som selv de det fik, thi dette befoel dem
283 Helten Telemachos selv, hiin Søn af den Ædling Odysseus.
284 Ei lod Pallas Athene de dristige Beileres Skare
285 Reent ophøre med krænkende Spot mod Helten Odysseus,
286 At i hans Sjel Forbittrelsen end kunde dybere fæstes.
287 Der var i Beilernes Flok en Mand, som hedde Ktesippos,
288 Hjemme han havde på Same, og ond var Manden af Hjerte.
289 Han var umaadelig rig, og stolende trygt på sin Velstand
290 Traadte som Beiler han op til Helten Odysses’s Hustrue;
291 Nu til Orde han tog i de trodsige Herrers Forsamling:
292 Hører hvad sige jeg vil, mandhaftige Beilere alle!
293 Alt har den fremmede Mand, som det sømmer sig, fået sin Andeel
294 Lige med os, thi ei var det smukt, og ei var det billigt,
295 Om i Telemachos’ Huus man skorte det lod på hans Gjæster.
296 Ogsaa jeg selv en Gave forære ham vil, som han atter
297 Enten kan give til Ternen som Løn fordi hun ham baded,
298 Eller til En af Svendene her i Odysses’s Kongsgård.
299 Talende saa med sin senede Haand han kasted en Kofod,
300 Som af en Kurv han hentede frem, men Odysses den undveeg,
301 Bøiende Hovedet lidt; fortrækkende Munden af Harme
302 Loe han høit, og hen mod den prægtige Væg fløi Knoglen.
303 Strax mod Ktesippos med haanlige Ord Telemachos udbrød:
304 Det var forsand, Ktesippos! et Held for dit Liv, at du ikke
305 Ramte den fremmede Mand, dit Kast forsigtig han undveeg,
306 Ellers jeg havde mit skærpede Spyd gjennem Livet dig jaget,
307 Da kunde her påstand din Fader istedenfor Bryllup
308 Holdt din Dødningefest; thi driste sig Ingen til Frækhed
309 Her i mit Huus! alt har jeg Forstand, og tilfulde jeg indseer,
310 Hvad der er godt og ondt, som et Barn jeg teede mig hidtil.
311 Dog har jeg rolig mig fundet deri, og seet det med Taalmod,
312 Hvordan mit Qvæg blev slagtet, og Viin og Korn blev fortæret,
313 Thi det er svært for den enkelte Mand at styre saa Mange.
314 Vel! saa hører dog op med den fiendtlige Færd, som I øve!
315 Men er det virkelig nu Eders Agt mig at myrde med Malmen,
316 Heller jeg ønsked da dette, og bedre det var mig i Sandhed,
317 Strax at døe, end daglig at see på al denne Vanart,
318 Hvordan man Fremmede haaner og slaaer, og Piger til Utugt
319 Slæber omkring på skammelig Viis i de prægtige Sale.
320 Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
321 Ordet omsider da tog Agelaos, en Søn af Damastor:
322 Ei var det Skjel, mine Venner! ifald på saa billig en Tale
323 Nogen af os ham heftige Ord vilde give til Gjensvar.
324 Krænker ei heller den Fremmede meer, saalidet som nogen
325 Anden af Svendene her i Helten Odysses’s Hofgård.
326 Dog et venskabeligt Raad Telemachos selv og hans Moder
327 Gjerne jeg gav, om ellers i Sind det hued dem begge.
328 Vel! saalænge som end det Haab I næred i Hjertet,
329 At til sit Hjem Odysses, den kløgtige Drot, vilde komme,
330 Da var I ei at fortænke deri, at I tøved og opholdt
331 Beilerne her i Paladset, thi sligt var tilvisse det bedste,
332 Hvis Odysses igjen kom hjem til sin fædrene Bolig;
333 Nu derimod er det klart, at aldrig tilbage han kommer,
334 Gak da hen til din Moder, og beed hende tage til Husbond
335 Den som er ypperst af Alle, og byder de rigeste Gaver,
336 For at du selv dit fædrene Gods i Mag kan fortære,
337 Medens din Moder bestyrer sit Huus hos den Mand, hun sig vælger.
338 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
339 Nei! Agelaos! ved Zeus og ved Alt hvad min Fader har udstaaet,
340 Som fra sit Ithaka fjernt forgik eller flakker i Udland,
341 Aldrig jeg Bryllupet sinked, selv bad jeg min Moder at ægte
342 Hvem hun behaged, og selv jeg bød hende Gaver i Mængde;
343 Men hende jage fra Huset imod hendes Villie med Magtsprog,
344 Skammes og blues jeg over, for Sligt en Gud mig bevare!
345 Talt, men Pallas Athene påstand blandt Beilerne vakte
346 Vild og umaadelig Latter, og reent deres Sind hun forvirred;
347 Alt lød Latteren tvungen fra deres fordreiede Kjæver,
348 Blod randt ud af Kjødet de aad, i Øinene traadte
349 Taarerne frem, og det bares dem for, at Jammer sig nærmed.
350 Strax til Orde da tog den kraftige Theoklymenos:
351 Ak! usalige Mænd! hvad fattes Jer? Mørke har bredt sig
352 Rundtomkring Eders Hoved og Ansigt og Knæer forneden;
353 Suk frembryde saa huult, og Kinderne vædes af Taarer,
354 Væggene dryppe med Blod saavelsom de prægtige Friser,
355 Ude på Gangen og Gaarden der vrimler af Dødningeskygger,
356 Som ville fare til Erebos ned, til Mørkhedens Rige,
357 Solen på Himlen er slukt, og en gruelig Skumring er frembrudt.
358 Talt; men i hjertelig Latter tilhobe de brast over Manden.
359 Først tog Polybos’ Søn Eurymachos Ordet, og sagde:
360 Gal maa den Fremmede være, som nys er kommen til Huset.
361 Derfor, I Ynglinger! fører påstand ham ud af Paladset,
362 At han til Torvet kan gaae, da han her det finder saa bælgmørkt.
363 Derpå til Svar ham gav den kraftige Theoklymenos:
364 Nei! Eurymachos! Følge på Vei forlanger jeg ikke;
365 End har jeg Øren og Øine, og end mine Fødder at gaae på,
366 Fast er endnu min Forstand, ei Lak den har eller Lyde,
367 Og jeg vil vandre med disse herfra, da jeg seer, at en Ufærd
368 Nærmer sig Eder, den Ingen forvist vil flye eller undgaae,
369 Ingen af Beilerne her, som i Helten Odysses’s Hofgård
370 Tee sig frækt mod Enhver, og øve formastelig Gjerning.
371 Talende saa forlod han den smuktopbyggede Kongsgård,
372 Og til Peiraios han gik, som strax tog venlig imod ham.
373 Beilernes samtlige Flok sad nu og saae på hinanden,
374 Og for at drille Telemachos ret, udloe de hans Gjæster;
375 Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød:
376 Uslere Gjæster end du, Telemachos! hused vist Ingen,
377 Hvad for et Drog af en Stodder du hid har slæbt os fra Gaden!
378 Brød og Viin kan han tigge, men ei han duer til Arbeid,
379 Kræfter ei heller han har, han er plat en Tyngsel for Jorden;
380 Og nu den Anden, han reiser sig op, og forkynder en Spådom!
381 Men vil du lyde mit Raad, hvad vel turde være det bedste,
382 Da vil vi skikke de fremmede Mænd ombord på et Roerskib
383 Hen til Sikelernes Land, hvor godt vi fåe dem betalte.
384 Saaledes Beilerne talte, dog ei deres Tale han ændsed,
385 Taus på sin Fader han kasted sit Blik, og vented bestandig,
386 At på de nedrige Beilere snart han Haand vilde lægge.
387 Men på en prunkende Stol i en Stue, som stødte til Salen,
388 Sad Ikarios’ Datter, den kløgtige Penelopeia,
389 Hvor hun hvert Ord kunde høre, som Mændene talte derinde.
390 Under en skingrende Latter de laved sig selv deres Davre
391 Lystig og veltilmode, thi Qvæg var slagtet i Mængde;
392 Dog en beeskere Nadver der holdtes vel aldrig i Verden,
393 End der nu snart af den kraftige Mand og den høie Gudinde
394 Skulde dem laves, da selv de først havde Skjændsel bedrevet.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange