Odysseen Sang 16

Resume af 16. sang i Odysseen af Homer. Telemakos kommer tll svinehyrdens bolig, og befaler ham at bringe Penelope budskab om hans lykkelige hjemkomst. I hans fravær åbenbarer Odysseus sig for sin Søn, og aftaler med ham bejlernes undergang. Imidlertid lander Telemakos’ svende ved staden til stor ærgrelse for bejlerne, som beslutte hans død. Eumaios kommer tilbage til sin hytte.

ODYSSEEN

Odysseen, 16. sang

1 Konning Odysseus i Hytten imens med den ærlige Hyrde
2 Ild antændte på Arnen, og laved sig Davre ved Daggrye,
3 Derpå de Svendene sendte til Vangs med Svinenes Flokke.
4 Da nu Telemachos kom, foer logrende mod ham de bidske
5 Hunde, dog uden at gjøe; strax mærkede Helten Odysseus,
6 At de med Halerne logred, og tydelig hørte han Fodtrin.
7 Strax med bevingede Ord han talede saa til Eumaios:
8 Vist er det enten en Svend, som nu sig nærmer din Hytte,
9 Eller en anden Bekjendt, ei Hundene gjøe ved hans Komme,
10 Logrende stimle de trindt ham, og Lyd jeg fornemmer af Fodtrin.
11 Ordet var knap udtalt, da stod allerede ved Hyttens
12 Dør hans elskede Søn; op sprang den forbausede Hyrde,
13 Brat afhænde ham faldt de Kar, med hvilke han sysled,
14 Blussende Viin at blande, da styrted han ud mod sin Herre;
15 Først han kyssed hans Hoved og begge hans deilige Øine,
16 Begge hans Hænder dernæst, og Taarene rulled saa stride.
17 Ret som den kjærlige Fader sin Søn omfavner saa henrykt,
18 Naar i det tiende Aar han kommer fra fremmede Lande,
19 Sønnen, den eneste, elskte, som dyb Bekymring ham voldte;
20 Saa den ærlige Hyrde den fagre Telemachos kyssed,
21 Knugende fast ham i Favn, som om han fra Døden var undflyet;
22 Og med bevingede Ord han klagende talte saalunde:
23 Kommer du, elskede Sjel, Telemachos! Aldrig jeg vented
24 Meer at see dig igjen fra den Stund du seiled til Pylos.
25 Kom da, kjæreste Søn! træd ind, at min Sjel jeg kan gotte,
26 Ved at betragte dig ret, hjemkommen fornys fra det Fjerne.
27 Ei ret flittig desuden til Hyrderne seer du på Landet,
28 Meest i Byen du lever, thi bedst det huer dit Hjerte,
29 Alt det forstyrrende Væsen at see, som Beilerne drive.
30 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
31 Vel, lad saa være, Faerlil! dog nu jeg kommer for din Skyld,
32 Baade for selv at see dig igjen, og at høre din Tale.
33 Boer i Paladset min Moder endnu, eller blev hun af fremmed
34 Mand ført hjem som Brud, og besudles Odysses’s Leie
35 Alt af Edderkopsvæv, da Ingen på Bolsterne hviler?
36 Ham gjensvared Eumaios, Formanden for Svinenes Hyrder:
37 Ja tilvisse, hun boer endnu, men forgræmmet i Hjertet,
38 Hist i det høie Palads, i Sorg og Kummer bestandig
39 Dag henrinder og Nat for din bitterliggrædende Moder.
40 Saa han taled, og tog af hans Haand den kobberne Landse.
41 Ind over Tærskelens Steen i Stuen Telemachos traadte;
42 Strax hans Fader Odysseus sin Plads ham veeg, da han indtreen,
43 Dog tilbage ham holdt Telemachos venlig og sagde:
44 Bliv kun siddende, fremmede Mand! vi finde vel ogsaa
45 Sagtens en Plads i Hytten; den Mand nok skaffer mig Sæde.
46 Talt, og Odysseus igjen tog Plads; da bunkede Hyrden
47 Løvfulde Qviste på Gulv, og Skind han bredte derover.
48 Ned på disse sig satte den elskede Søn af Odysseus.
49 Strax fremsatte nu Hyrden på Fad den ristede Kjødmad,
50 Som de den forrige Dag havde levnt, da de holdt deres Maaltid,
51 Og i en Fart han stablede Brød i Kurve til Bordet.
52 Men da han Viin havde blandet, som Honning saa sød, i et Trækruus,
53 Satte han selv sig ned, med Ansigtet vendt mod Odysseus.
54 Derpå de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
55 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
56 Tog Telemachos Ordet, og sagde til Svinenes Hyrde:
57 Fader! hvor kom den Fremmede fra? hvorledes har Søfolk
58 Bragt ham til Ithakas Øe? for hvem udgive sig disse?
59 Thi han er ei kommen vandrende hid på sin Fod, kan jeg tænke.
60 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
61 Dette jeg gjerne, min Søn! sandfærdigen vil dig fortælle:
62 Ned han stammer fra Kreta, en Øe, som strækker sig vide,
63 Men, som han siger, han blev til mangfoldige Byer i Verden
64 Tumlet omkring, thi saadan en Lod ham beskæred en Guddom;
65 Nys bortrømt fra et Skib, besat med Thesprotiske Voldsmænd,
66 Tyede han hid til min Hytte, men nu til dig jeg betroer ham;
67 Gjør hvad der tykkes dig bedst! om Beskjermelse beder han ydmyg.
68 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
69 Bitterligt ondt, Eumaios! mig gjør det Ord, som du sagde,
70 Thi hvordan skal vel jeg den fremmede Mand kunne huse?
71 Selv er jeg ung endnu, og ei på min Arm kan jeg stole
72 Nok, til at stande ham bi mod den Mand, som vilde ham krænke.
73 Ogsaa min Moder i Sind er heel tvivlraadig og uvis,
74 Om hun skal blive derhjemme hos mig, og vare på Huset,
75 Greben af Blue for sin Ægtemands Seng og for folkeligt Vanrye,
76 Eller om følge hun skal den Achaier, som ypperst af Alle
77 Kom til Paladset som Beiler, og bød de rigeste Gaver.
78 Dog da den fremmede Mand er kommen engang til din Bolig,
79 Vil jeg en pyntelig Klædning forære ham, Kjortel og Kappe,
80 Dertil et Sværd, tveegget og skarpt, og til Fødderne Saaler,
81 Og jeg vil skaffe ham hen, hvorhelst hans Hjerte begjærer.
82 Dog, har du Lyst, saa behold ham her som Gjæst i din Hytte,
83 Saa vil jeg sende ham Klæder og al den Kost han behøver,
84 For at han dig og dit Folk ei her skal ligge til Byrde.
85 Men at den fremmede Mand til Beilerne hen sig begiver,
86 Raader jeg fra, thi al deres Færd er formastelig Frækhed;
87 Let de kunde ham haane, og dette mig svart vilde pine;
88 Lidet formaaer en Mand, naar ene han staaer blandt Flere,
89 Om han er aldrig saa kjæk, langt stærkere hine dog ere.
90 Ham tiltaled Odysseus, den kjæktudholdende Konning:
91 Kjære! saafremt ogsaa jeg tør Mund oplade til Gjensvar,
92 Troe mig det dybt i Hjertet mig skjær, at høre fortælle
93 Om det uteerlige Væsen, som Beilerne drive saa frække
94 Hist i Paladset, til Trods for dig, saa vakker en Yngling.
95 Siig mig, om selv godvillig du kue dig lod, eller mulig
96 Folket i Landet dig hader, forledt af guddommeligt Sandsagn,
97 Eller om Anke mod Brødre du har, til hvilke man gjerne
98 Sætter i Feide sin Lid, om saa Kampen er aldrig saa hidsig.
99 O var jeg end saa ung med saadant et Mod, som jeg føler,
100 Eller en Søn af Odysses jeg var, eller Konning Odysseus
101 Selv … fra sin Fart kom hjem, thi endnu er der skjellig Forhaabning,
102 Gid en Fiende da flux af Hals mig hugged mit Hoved,
103 Hvis ikke jeg den samtlige Flok bereded en Ufærd,
104 Trædende frem i Odysses’s Sal, hiin Søn af Laertes!
105 Og om de saa mig enkelte Mand overvælded ved Mængden,
106 Heller jeg vilde da døe, og slaaes ihjel ved min Arne,
107 End jeg med Taal vilde see bestandig på al denne Vanart,
108 Hvordan man Fremmede haaner og slaaer, og Piger til Utugt
109 Slæber omkring på skammelig Viis i de prægtige Sale,
110 Fylder sig graadig med Viin, og Suul opfraadser med Gridskhed
111 Frækt, med umaadelig Kaadhed, og det uden Maal eller Ende.
112 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
113 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
114 Ei er det samtlige Folk mig fiendsk eller hadelig sindet,
115 Heller ei Anke mod Brødre jeg har, til hvilke man gjerne
116 Sætter i Feide sin Lid, om saa Kampen er aldrig saa hidsig.
117 Zeus holdt kun vor Slægt ved enkelte Fødsler vedlige:
118 Eneste Søn var Laertes, ei fleer Arkeisios avled,
119 Eneste Søn var Odysses, og mig Odysses i Huset
120 Lod eenbaaren tilbage, ei Glæde han nød af sin Arving.
121 Derfor har her i Huset vi nu mangfoldige Fiender;
122 Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom,
123 Same, Dulichions Øe, og det skovbeklædte Zakynthos,
124 Alle de Drotter desuden, som herske på Ithakas Fjeldøe,
125 Frie hver En til min Moder, og haardt medtage de Huset.
126 Selv hun hverken formaaer det skjændige Bryllup at afslaae,
127 Eller at ende den Færd; men hine forøde ved Fraadsen
128 Reent mit Huus, og mig selv ret snart ombringe de voldsomt.
129 Dog i Gudernes Skjød forsand alt dette jo hviler.
130 Skynd dig nu hen, Faerlil! til den kløgtige Penelopeia,
131 Siig, at jeg sund og karsk er igjen hjemkommen fra Pylos.
132 Her jeg bliver imens, men kom, saasnart du har Budskab
133 Meldt, dog kuns til min Moder, lad ei nogen anden Achaier
134 Faae det at høre, thi Mange der er, som ville mig ilde.
135 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
136 Godt! jeg begriber din Mening, dit Bud jeg fatter tilfulde;
137 Dog nu sige du mig, men tael den skæreste Sandhed!
138 Skal med det samme jeg gaae som Bud til den stakkels Laertes?
139 Han som tilforn, forgræmmet af Sorg over Sønnen Odysseus,
140 Passed på Markens Bedrift, og selv i Trællenes Stue
141 Drak og spiste med dem, naar Hjertet i Barm det begjærte;
142 Nu derimod fra den Stund, du gik over Havet til Pylos,
143 Smager han ei, som man siger, den ringeste Mad eller Drikke,
144 Seer ei heller til Markens Bedrift, men sidder og sukker,
145 Jamrende lydt bestandig, saa Huden om Knoglerne skrumpes.
146 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
147 Slemt forsand! men saa nødig vi vil, maae vi lade ham vente.
148 Stod det i Menneskens Magt at naae hvad helst de sig ønske,
149 Først og fremmest vi ønsked os da min Faders Igjenkomst.
150 Kom da saasnart du har Budskabet bragt, men gjør ikke Omvei
151 Ud på Landet til Gubben, dog sige du maa til min Moder,
152 At hun saa snart som mulig skal sende sin Fadebuursterne
153 Lønlig afsted; lad hende som Bud gaae ud til den Gamle!
154 Saa formaned han Hyrden, og denne påstand sine Saaler
155 Bandt under Fod, og vandred til Byes; for Pallas Athene
156 Ikke fordulgt det blev, at Eumaios var gangen fra Hytten.
157 Did hun strax sig begav, omskabt til en dødelig Qvinde,
158 Fager og rank af Væxt, og kyndig i glimrende Arbeid.
159 Lige ved Døren til Hytten hun stod, for Odysses alene
160 Synlig, og ei Telemachos saae eller mærked Gudinden,
161 Ei for Mennesker alle sig Guderne lade tilsyne,
162 Men hun blev seet af Odysses og Hundene; ikke de glammed,
163 Men gjennem Hytten af Skræk de knurrende foer til en Side.
164 Flux hun vinked med Bryn, det forstod den Konning Odysseus,
165 Ud af Stuen han gik heelt hen til det kneisende Gaardshegn,
166 Treen saa frem for Gudinden, da talede Pallas Athene:
167 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
168 Tael nu frit til din Søn, og fortæl ham Alt uden Dølgsmaal!
169 At til den prægtige Stad I sammen kan gaae, og berede
170 Beilernes Sværm Fordærv og Død; jeg selv ikke længe
171 Borte skal blive fra Eder, thi svart efter Kampen jeg længes.
172 Saaledes taled Athene, og gav ham et Slag med sin Guldstav.
173 Flux den forrige Dragt, den tvættede Kjortel og Kappe,
174 Gav hun Odysses om Bryst, og forøged hans Væxt og hans Ungdom;
175 Fyldige bleve hans Kinder påny, bruunladen hans Farve,
176 Og om hans Hage de krøllede Haar blev mørke som fordum.
177 Derpå begav Gudinden sig bort, men Helten Odysseus
178 Treen i Hytten; den elskede Søn blev ræd for sin Fader,
179 Øinene vendte han bort af Frygt, at han skued en Guddom,
180 Og med bevingede Ord han talede til ham, og sagde:
181 Heel forskjellig du fremmede Mand nu viser dig for mig,
182 Ei er din Dragt som den var, og forandret er ganske dit Aasyn.
183 Visselig est du en Gud, som boer på Himmelen vide,
184 Vær barmhjertig! at bringe vi kan dig tækkeligt Offer,
185 Prunkende Gaver desuden af Guld, men spar os i Naade!
186 Ham gjensvared Odysseus, den kjæktudholdende Konning:
187 Nei! en Gud er jeg ikke; hvi holder du mig for en Guddom?
188 Nei! men din Fader jeg er, for hvem du med Suk og med Klage
189 Leed mangfoldige Qvaler, forkuet af Mændenes Frækhed.
190 Saa han taled, og kyssed sin Søn, og ned ad hans Kinder
191 Styrtede Taarer til Jord; bestandigen tvang han dem hidtil.
192 Ikke dog vilde Telemachos troe, at Manden, han skued,
193 Virkelig var hans Fader; da tog han Ordet, og sagde:
194 Nei! min Fader Odysses umulig du est, men en Guddom,
195 Som mig bedaarer, end meer mine Suk og min Sorg at forøge.
196 Aldrig en dødelig Mand jo mægtede saadan en Gjerning
197 Blot ved sin egen Forstand, men kun en Gud, som sig nærmer,
198 Lettelig efter Behag omskaber til Ung eller Gammel,
199 Olding du var jo fornys, og klædt i lurvede Klæder,
200 Nu du Guderne ligner, som boe på Himmelen vide.
201 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
202 Ei, Telemachos! klæder det smukt, med Beundring og Studsen
203 Øiet at fæste saa stivt på din elskede Fader ved Hjemkomst.
204 Aldrig forsand hidkommer til dig en anden Odysseus,
205 Nei! men jeg selv, den Mand, som leed og flakked saa meget,
206 Og i det tyvende Aar kom hjem til Fædrenelandet.
207 Hiint derimod er et Værk af Hærfangsgudinden Athene,
208 Som efter Tykke forvandle mig kan, thi hendes er Magten,
209 Snart hun skaber mig om, saa ud jeg seer som en Stodder,
210 Snart en Yngling jeg vorder med prægtige Klæder på Kroppen
211 Det er jo let for Guder, som boe på Himmelen vide,
212 Snart at forherlige dødelig Mand, og snart ham fornedre.
213 Saa han taled, og satte sig ned; men Telemachos klynged
214 Fast sig om Faderens Hals med Jamren og strømmende Taarer,
215 Og hos dem begge blev vakt en inderlig Trang til at græde.
216 Lydt de hulked og jamred med stærkere Skrig end en Rovfugl,
217 Ørn eller Grib med krogede Kløer, naar Knøse på Landet
218 Røved dem Ungerne bort, endnu for smaae til at flyve.
219 Saa fra Øinenes Laag heel ynkelig randt deres Taarer,
220 Og under saadan en Jamren vist Solen var gangen tilbjerge,
221 Naar ikke brat til sin Fader Telemachos saa havde talet:
222 Elskede Fader! fortæl, på hvad for et Skib har dig Søfolk
223 Hid til Ithaka bragt? for hvem udgive sig disse?
224 Thi du est ei kommen vandrende hid på din Fod, kan jeg tænke.
225 Ham tiltaled Odysseus, den kjæktudholdende Konning:
226 Dette jeg strax, min Søn! sandfærdigen skal dig berette:
227 Hid blev jeg ført af Phaiakiske Mænd, berømte for Skibsfart,
228 Hvilke saa tit hjembringe de Folk, som Landet besøge.
229 Disse har nu på et Skib mig sovende ført over Havet,
230 Sat mig på Ithaka ned, og glimrende Gaver mig givet,
231 Dynger af Kobber og Guld, og vævede Klæder i Mængde,
232 Men efter Gudernes Raad i en Hule det ligger forvaret.
233 Hid til Hytten jeg kom efter Pallas Athenes Befaling,
234 At vi om Fiendernes Drab kan Raad oplægge tilsammen.
235 Vel! opregn mig nu Beilernes Flok, og nævn deres Antal,
236 At jeg tilfulde kan see, hvor mange de er og hvor stærke,
237 Og for at veie jeg kan i mit kløgtige Sind, og bestemme,
238 Om vi alene formaae, vi To, uden Fremmedes Bistand,
239 Spidsen at byde dem kjækt, eller Hjelp maae søge hos Andre.
240 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
241 Altid, min Fader! forsand jeg hørte dig høilig berømme,
242 At du var stærk til at føre dit Spyd, og kløgtig til Raadslag;
243 Dog dit Ord er for stort, du forfærder mig; aldrig vil Kampen
244 Lykkes for To, naar alene de slaaes med saa Mange, saa Stærke.
245 Ei blot ti eller togange ti er Beilernes Antal,
246 Nei! langt flere forsand, jeg skal strax optælle dig Flokken:
247 Først fra Dulichions Øe er i Alt halvhundred og tvende,
248 Lutter anseelige Mænd, sex Tjenere have de med sig.
249 Togange tolv er de Mænd, som hid ere komne fra Same,
250 Og fra Zakynthos en Snees Achaier der kom i det Hele,
251 Men fra vort Ithaka her ere tolv høibyrdige Herrer,
252 Fulgt’ af Medon Herolden med samt en guddommelig Sanger,
253 Og et Par kyndige Svende, som Mad udstykke ved Maaltid.
254 Gik vi nu løs på hele den Flok i Paladset derhjemme.
255 Rædsom og beesk for dig selv blev da let din Hevn over Voldsmænd.
256 Dog ifald i dit Sind udgrunde du kan os en Hjelper,
257 Tænk dig da om, hvem du troer vil freidigen yde sin Bistand!
258 Ham tiltaled Odysseus, den kjæktudholdende Konning:
259 Ja! forkynde det vil jeg, men mærk på mit Ord og hør mig!
260 Tænk selv efter, om ei Athene med Fader Kronion
261 Vorder os nok, eller og, om jeg Fleer bør søge til Medhjelp!
262 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
263 Gode forsand er de begge, de Hjelpere, som du mig nævnte,
264 Høit i Skyer de throne, og høit over Andre de raade,
265 Være sig dødelig Mand, eller og udødelig Guddom.
266 Ham tiltaled Odysseus, den kjæktudholdende Konning:
267 Visselig ei ret længe vil hun sig holde tilbage,
268 Fjernt fra den vældige Dyst, naar først i min Sal i Paladset
269 Kampen begynder med Kraft mellem os og Beilernes Skare.
270 Du, min Søn! skal imorgen, saasnart der lysner et Dagskjær,
271 Gaae til vort Huus, og færdes som før med de trodsige Herrer;
272 Selv, ledsaget af Hyrden, vil siden til Byen jeg komme,
273 Skabt livagtigen om til en gammel ulykkelig Stodder.
274 Men naar de saa på skammelig Viis mig i Huset forhaane,
275 Find dig da rolig deri, hvor slemt endog jeg behandles;
276 Om de ved Foden saa slæbe mig ud af Dør over Tilie,
277 Om de saa efter mig kaste, saa see med Taal på den Medfart!
278 Dog maa du nok dem formane med venlige Ord til at stoppe
279 Med deres Galninge)Streger, alligevel ei på din Tale
280 Agte de vil; allerede Fordærvelsens Dag er forhaanden.
281 Dette jeg ogsaa vil sige, men læg mit Ord dig på Hjerte!
282 Naar det mig skydes i Sind af Raadgiverinden Athene,
283 Giver jeg dig med mit Hoved et Vink, og naar dette du mærker,
284 Tag da påstand, og gjem i en Vraae udi Høienloftskammer
285 Alle de krigerske Vaaben, som rundtom i Salene hænge!
286 Skulde da Beilerne spørge dig ad, ifald de dem savne,
287 Da skal du see med smigrende Ord deres Sind at besnakke:
288 Bort fra Røgen jeg tog dem, ei meer de ligne de Vaaben,
289 Fordum Odysses os levned i Huus, da han drog imod Troia,
290 Nu har de tabt deres Glands, saavidt Ilddampen har naaet dem.
291 Dertil Kronion en Tanke mig gav af større Betydning:
292 Skulde der reise sig Kiv blandt Eder engang i en Viinruus,
293 Saare hinanden I kunde da let, og derved beskæmme
294 Gjæsters og Beileres Navn, thi Jern tiltrækker jo Manden.-
295 Ikkun til hver af os skal et Spyd og et Glavind du levne,
296 Dertil et Tyreskinds Skjold til os hver at tage på Armen,
297 At vi kan gribe dem strax, naar frem vi storme til Angreb;
298 Dem vil Athene forvilde påstand og den vise Kronion.
299 Dette jeg ogsaa vil sige, men læg mit Ord dig på Hjerte!
300 Est du saasandt min Søn, og est af mit Blod du runden,
301 Ei erfare da Nogen, at hjem Odysses er kommen,
302 Ei Laertes engang fåe Nys derom, eller Hyrden,
303 Ei nogen Svend eller Terne, ja selv ei Penelopeia!
304 Du og jeg alene vil Qvindernes Stemning bespeide,
305 Raadeligt var det vel og, om vi Svendene prøved tillige,
306 Hvo der ærer os To endnu, og frygter i Hjertet,
307 Hvo der har glemt os, og viser Foragt mod en Yngling som du er.
308 Ham gjensvared hans straalende Søn, og talte saalunde:
309 Fader! jeg haaber forvist, du med Tiden skal kjende mit Hjerte,
310 Og du skal see, jeg hverken er lad eller flygtig af Tanke;
311 Dog, at dette dit Raad vil vorde til Gavn for os Begge,
312 Tvivler jeg på, thi beder jeg dig, den Sag at betænke.
313 Vandrer du om, og prøver Enhver, som røgter sit Arbeid,
314 Da vil du sinke dig blot, mens Beilerne rolig i Huset.
315 Øde dit Gods ved frækt Fylderie uden ringeste Skaansel.
316 Dog tilraader jeg meget, at Qvindernes Sind du bespeider,
317 Hvem der agter dig ringe, og hvem der er frie for Brøde;
318 Men at på Landet vi gaae, og Mændene prøve ved Fæstald,
319 Huer mig ei, opsættes det kan til kommende Dage,
320 Saae du saasandt et Tegn fra den Aigissvinger Kronion.
321 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
322 Ned til Ithaka styred imens det forsvarlige Fartøi,
323 Som med Telemachos selv og hans Mænd var seilet fra Pylos.
324 Men da de saa vare styrede ind i Havnen den dybe,
325 Haled de strax på Kysten iland den tjærede Skude,
326 Og deres Vaaben fra Skib hjembar behjertede Svende.
327 Strax til Klytios’ Huus de prægtige Gaver de bragte,
328 Men en Herold de skikked afsted til Odysses’s Bolig,
329 Som skulde bringe det Bud til den kløgtige Penelopeia,
330 At hendes Søn på Landet nu var, men havde til Staden
331 Sendt sine Folk med Skibet, at ei den mægtige Dronning
332 Skulde betages af Angst, og fælde veemodige Taarer.
333 Der nu mødtes Herolden og Svinenes Hyrde på eengang,
334 Bringende begge den ædelig Viv eenslydende Budskab.
335 Men da de saa til den herlige Drots Palads vare komne,
336 Frem i Ternernes Kreds da treen Herolden og sagde:
337 Nys, min Dronning! din elskede Søn er kommen tilbage.
338 Derpå sig nærmede Hyrden, og sagde til Penelopeia
339 Alt hvad den elskede Søn ham havde beordret at melde.
340 Men da han Alt havde meldt hvad der var ham befalet at sige,
341 Gik han til Svinene hjem, og forlod Paladset og Gaarden.
342 Beilerne ærgred sig svart, og heel modfaldne de vare;
343 Ud af Salen de gik, og ud for den kneisende Gaardsmuur.
344 Der på Bænke de satte sig ned tæt udenfor Porten;
345 Først tog Polybos’ Søn Eurymachos Ordet, og sagde:
346 Venner! en vældig Bedrift har på Trods Telemachos fuldbragt,
347 Denne hans Fart, som vi meente saa vist ham ei vilde lykkes.
348 Nu vil vi drage på Dybet et Skib, det bedste vi eie,
349 Fiskere kalde vi hid til at roe, og strax skal de bringe
350 Hine den Melding, at skynde sig hjem saa hurtig de mægte.
351 Ordet var knap udtalt, da øined Amphinomos Skibet,
352 Just som han vendte sig om; ind løb det i Havnen den dybe,
353 Seilene saa han dem stryge, og Aarer med Hænderne gribe.
354 Strax med hjertelig Latter han saa til Vennerne talte:
355 Bud at skikke behøves nu ei, thi alt er de hjemme,
356 Enten en Gud dem dette har sagt, eller selv de hans Skude
357 Saae dem stryge forbi, men ei opseile den kunde.
358 Saa han talte, da stode de op, og ilte til Stranden.
359 Strax Skibsfolkene haled iland den tjærede Skude,
360 Og deres Vaaben fra Skib hjembar behjertede Svende.
361 Selv til Torvet de samtlige gik, men ei nogen Anden
362 Lode de Plads i Forsamlingen fåe, hverken Ung eller Gammel.
363 Ordet i Kredsen Antinoos tog, hiin Søn af Eupeithes:
364 Ha! hvor dog Guderne selv har frelst den Yngling fra Ufærd!
365 Speidere sad om Dagen omkring på de luftige Næsser
366 En efter Anden bestandig, og hvergang Solen var dalet,
367 Aldrig vi sov om Natten iland, men krydsed på Havet
368 Om med det hurtige Skib, og vented på Morgenens Komme,
369 Lurende skarpt for at fange Telemachos, og ham ihjelslaae;
370 Dog imens har en Gud ham ført til Hjemmet tilbage.
371 Lader os da om hans rædsomme Død her fatte Beslutning!
372 Ei undslippe han os! thi saalænge Telemachos lever,
373 Troer jeg forvist, at aldrig vor Id vil bringes til Ende,
374 Thi han er selv baade kløgtig, og snild til at hitte på Anslag.
375 Folket desuden er ikke som før os gunstigen sindet.
376 Derfor velan! før selv han til Thing Achaierne kalder –
377 Thi jeg formoder forsand, at han ei ret længe vil nøle,
378 Tændt af Harme vil frem han staae, og forkynde for Alle,
379 At efter Livet vi mordisk ham stod, men ikke ham fanged.
380 Prise vil Ingen os just, naar han hører om saadan en Udaad;
381 Ja! maaskee mishandler man os, og jager os Alle
382 Ud af vort Land, saa drage vi maae til fremmede Egne.
383 Vel! lad forinden os myrde ham da på Marken, fra Staden
384 Fjernt, eller og på Veien, og tage hans Gods og hans Boskab!
385 Alt vil vi skjelligen dele, men Husene vil vi tilhobe
386 Lade hans Moder beholde, og den, hun kaarer til Husbond.
387 Huer ei dette mit Ord Eder godt, men heller I ønske,
388 At han beholder sit Liv og hele sin fædrene Eie,
389 Lad os da ei fortære hans sindsforlystende Velstand,
390 Samlede her i en Flok, men lad Hver af os fra sin Hjemstavn
391 Beile med Gaver til Bruden, saa tage hun selv sig til Husbond
392 Den, som meest hende skjenker, og hvem hende Skjebnen bestemte!
393 Saa han taled, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
394 Derpå sin Røst i Kredsen Amphinomos hæved og talte,
395 Straalende Søn af Nisos, hvis Fader var Drotten Aretos.
396 Han var den ypperste Beiler af dem fra Dulichions grønne
397 Hvedebevoxede Marker, og Penelopeia fortrinligst
398 Fandt i hans Tale Behag, thi brav var Manden af Hjerte.
399 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
400 Venner! forsand, i Telemachos’ Mord samtykker jeg ikke,
401 Mord begaaet på Konningebarn er en gruelig Gjerning.
402 Nei! men lader os først raadspørge de salige Guder!
403 Skulde da Svar fra den mægtige Zeus stadfæste vor Idræt,
404 Selv jeg villig ham dræber, og raader Enhver til det Samme;
405 Men naar os Guder forbyde den Daad, bør vi lade den ugjort.
406 Saa Amphinomos talte, hans Ord godt hued dem Alle.
407 Flux de reiste sig op, og gik til Odysses’s Vaaning,
408 Ind de treen, og tog deres Plads på blankede Stole.
409 Anden Beslutning nu tog den kløgtige Penelopeia,
410 Selv at træde for Beilerne frem, de trodsige Herrer;
411 Nys i sit Kammer erfoer hun den Fare, som truede Sønnen;
412 Medon, Herolden, som selv var på Thing, havde sagt hende dette.
413 Hen til Salen hun ilte, ledsaget af tjenende Terner,
414 Men da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare,
415 Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal,
416 Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør,
417 Og med bebreidende Ord til Antinoos heftig hun talte:
418 Frække, udædiske Mand, Antinoos! ofte man sagde,
419 At du på Ithakas Øe var den Bedste til Raad som til Tale
420 Blandt jevnaldrende Mænd, men en Slig har aldrig du været.
421 Rasende Mand! siig frem! hvi staaer du min Søn efter Livet?
422 Agter du ei Bønfaldendes Røst, dem Zeus er et Vidne?
423 Det er ugudelig Gjerning, Fordærv at berede hinanden.
424 Veed du ei, at din Fader engang hidkom som en Flygtning,
425 Rømmende ræd for Folket, thi stor var Forbittrelsen blandt dem,
426 Da han på Vikingetog i Hob med Taphiske Skibsfolk
427 Vold mod Thesproterne øved, som dengang med os vare Venner,
428 Myrde de vilde ham grumt, og af Bryst udrive hans Hjerte,
429 Alt hans rige fortrinlige Gods de vilde fortære,
430 Dog Odysses dem styred, og standsed det hidsige Opløb.
431 Nu hans Huus opæder du frækt, til hans Hustrue du beiler,
432 Myrder hans eneste Barn, og martrer mit Hjerte saa grusomt;
433 Derfor jeg beder dig stands, og raad de Andre det Samme!
434 Strax gav Polybos’ Søn Eurymachos hende til Gjensvar:
435 Hør mig, Ikarios’ Datter! forstandige Penelopeia
436 Slaae dig tiltaals, og lad ikke Sligt bekymre dit Hjerte!
437 Ei er der her nogen Mand, ei Nogen vil fødes og komme,
438 Som skal med voldelig Haand din Søn Telemachos røre,
439 Medens jeg lever endnu, og kaster mit Blik over Mulde;
440 Thi jeg forsikkrer dig høit, og visselig bliver det fuldbragt,
441 Da skal påstand hans høirøde Blod omstrømme min Landse.
442 Mig har ogsaa tilforn den Stadomstyrter Odysseus
443 Taget mangfoldige Gange som Pog på sit Skjød, og i Haanden
444 Stykker af Steg mig rakt, og den rødlige Viin ladet drikke.
445 Derfor af samtlige Mænd jeg elsker Telemachos høiest,
446 Og i det mindste fra Beilerne her bør ei han for Døden
447 Ængste sig meer; vil Guder hans Død, undflyer han den ikke.
448 Saa han trøsted på Skrømt, men pønsed dog selv på hans Ufærd.
449 Dronningen op sig begav i sit straalende Høienloftskammer,
450 Der for Odysses, sin Husbond, hun græd, til Pallas Athene
451 Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer.
452 Hjem til Odysses igjen og hans Søn den ærlige Hyrde
453 Kom imod Aften; der begge de stod og lavede Nadver,
454 Hvortil var slagtet et fjorgammelt Sviin; men Pallas Athene
455 Nærmed sig først til Odysses, Laertes’s Søn; med sin Guldstav
456 Slog hun ham atter, og skabte ham om igjen til en Olding,
457 Klædt i daarlige Klæder, at Hyrden ham ei skulde kjende,
458 Ved at betragte ham grandt, og den kløgtige Penelopeia
459 Bringe den Tidende strax, og ei sit Hjerte den gjemme.
460 Først Telemachos vendte sit Ord til Hyrden, og sagde:
461 Kommer du dog, Eumaios! hvad Nyt i Staden, du Brave!
462 Er den mandhaftige Flok af Beilere kommen fra Baghold
463 Hjem? eller lure de hist bestandig endnu på min Hjemkomst?
464 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
465 Ikke jeg ændsed om Sligt at høre mig for eller spørge,
466 Vimsende rundtom i Byen; mit Sind mig drev til at ile
467 Hjem til Eder igjen, saasnart mit Ærind var røgtet.
468 Sammen jeg traf dog der med et Bud, en Herold, som dit Skibsfolk
469 Did havde sendt; han bragte da først din Moder sin Melding.
470 Eet dog veed jeg endnu, da jeg selv med mit Øie har seet det:
471 Ud af Byen allerede, saa langt som til Hermes’s Bakke,
472 Kommen jeg var, da saae jeg et Skib, som seiled i Havnen
473 Ind i en strygende Fart, og stærkt var Skibet bemandet,
474 Dertil med Skjolde betynget og dobbeltoddede Landser;
475 Fast jeg troer det var dem, dog veed jeg det ikke med Vished.
476 Saa han taled, den kraftige Svend Telemachos smilte,
477 Hen til sin Fader han saae, men Eumaios’s Øie han undveeg.
478 Men da de nu havde endt deres Dont, og lavet til Maaltid,
479 Spiste de; Sindet fornam ikke Savn ved den herlige Nadver;
480 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
481 Lagde til Roe de sig ned, og nød den styrkende Slummer.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange