Odysseen Sang 14

Resume af 14. sang i Odysseen af Homer. Odysseus bliver af Athene forvandlet til en gammel tigger. Han opsøger nu sin gamle, trofaste slave, svinehyrden Eumaios, som uden at genkende ham, gæstfrit modtager Odysseus. Eumaios består altså ”testen”. Eumaios erklærer sin ikke-svigtende loyalitet mod sin forsvundne herre Odysseus.

ODYSSEEN

Odysseen, 14. sang

1 Men ad den knudrede Stie gik strax Odysses fra Havnen
2 Gjennem den bakkede Skov til det Sted, hvor Pallas Athene
3 Havde ham sagt, at Hyrden, den herlige Mand, var at træffe,
4 Som af Odysses’s Svende bevogtede troligst hans Fæmon.
5 Udenfor Hytten han fandt ham siddende; der var en Fægård,
6 Bygt på en vidtomskuende Plads med et kneisende Indhegn,
7 Smuk og stor, med en Vei omkring, og selv havde Hyrden
8 Reist den til Svinenes Flok, imens hans Herre var borte,
9 Uden at gamle Laertes og Dronningen fik det at vide,
10 Selv slæbt Stenene sammen, og trindt den beplantet med Hvidtorn.
11 Udenom Fægårdspladsen nedrammede Staver han rundtom
12 Tæt ved hinanden og stærke, af Egenes kløvede Kjerne;
13 Indenfor Hegnet til Leie for Svinene laved han Baase
14 Nær ved hinanden og tolv i alt; halvhundrede Stykker
15 Rodende Dyr han stænged i hver, dog Søer tilhobe,
16 Svinenes Yngel at fremme, men Ornerne bleve derude,
17 Dog langt færre de var, thi de prægtige Beileres Fraadsen
18 Mindskede svart deres Tal; Dag ud Dag ind maatte Hyrden
19 Sende den Galt, som var bedst istand i de mæskede Flokke;
20 End tilbage der var trehundred og tredsindstyve.
21 Fire forsvarlige Hunde der laae, saa glubske som Rovdyr,
22 Altid på Vagt, dem Hyrden sig holdt, hiin Røgternes Formand.
23 Selv var han just i Lag med at passe sig Saaler til Foden,
24 Dem af en Koes velgarvede Hud han nys havde snittet.
25 Tre af hans Svende med Svinenes Flok drev om i det Grønne,
26 Og med en Galt havde selv han sendt den Fjerde til Staden
27 Til de fripostige Beilere hen, saa nødig han vilde,
28 At de ved Gilde med Suul deres Lyst kunde styre tilfulde.
29 Øie på Konning Odysseus fik strax de gjøende Hunde,
30 Og med et Glam imod ham de foer, men Helten Odysseus
31 Satte betænksom sig ned, og sin Kjep af Haanden han tabte.
32 Nu var ham hændet forvist en smædelig Qval ved hans Fægård,
33 Naar ikke Hyrden, som Læderet strax af Hænderne slængte,
34 Ud af Døren var styrtet påstand med hurtige Fødder;
35 Først han på Hundene skjændte med buldrende Røst, og af Veien
36 Jog dem med Steen efter Steen, og talede derpå til Drotten:
37 Gubbe! kun lidet der fattedes i, at påstand mine Hunde
38 Havde dig revet ihjel, for mig en evindelig Skændsel,
39 Og af Bekymring og Sorg gav Guderne nok mig foruden,
40 Thi for min guddomlignende Drot forgræmmet og sorgfuld
41 Sidder jeg her, og de glindsende Sviin til Fraadsen for Andre
42 Feder jeg trolig, mens selv han maaskee omvankende vide
43 Tigger sit daglige Brød i fremmede Byer og Lande,
44 Lever han ellers endnu, og skuer det skinnende Sollys.
45 Dog velan, du Gamle! lad ind i Hytten os træde!
46 At du med Mad og Viin kan qvæge dit Sind efter Attraae,
47 Og mig fortælle, hvorfra du est, og hvad Modgang du fristed.
48 Talt, og ind i sin Hytte den ærlige Hyrde ham førte,
49 Bød ham saa sætte sig ned på en Bunke beløvede Qviste,
50 Hvorpå han breded et Skind baade laadent og stort af en spættet
51 Gemse, som tjente ham selv til Seng, og glad blev Odysseus
52 Over saa venlig en Færd, tog Ordet, og taled saalunde:
53 Zeus og de øvrige Guder, min venlige Vært! dig forunde,
54 Hvad du dig ønsker somhelst, da saa mildt du tager imod mig!
55 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios, du Svinenes Hyrde:
56 Ei var det skjelligt af mig, at vise Foragt mod en Fremmed,
57 Selv mod en uslere Mand end dig; hver Fremmed og Fattig
58 Hører Kronion jo til; men tarvelig Gave maa glæde,
59 Hedder det her blandt os, og saadan hos Svendene gaaer det,
60 Altid i Angest de leve, naar Herrerne er af de unge.
61 Ak! thi Guder har længe den Mand forhindret fra Hjemfærd,
62 Som mig til Bedste forvist havde seet, og til Eie mig givet
63 Alt hvad en ædelig Herre vel pleier sin Svend at forære,
64 Eiendomshuus med Jorde dertil og en elskelig Hustrue,
65 Naar han har tjent ham troe, og en Gud har velsignet hans Arbeid,
66 Ret som det Arbeid velsignes, som her jeg stadig besørger.
67 Lønnet da havde min Herre mig vist, var han her bleven gammel,
68 Men han er borte; gid Helenas Æt maatte ryddes af Jorden
69 Ud den Qvinde har givet mangfoldige Mænd deres Helsot.
70 Ogsaa min Herre begav sig på Togt til Ilions Marker,
71 Kong Agamemnon at hædre, og Troernes Folk at befeide.
72 Saa han taled, og lukked påstand sin Vams med en Livrem,
73 Gik saa til Svinenes Stier, hvor stærkt der vrimled af Grise,
74 Tog sig et Par af disse, og slagted dem begge til Maaltid,
75 Sved saa Flesket, og skar det itu, og stak det på Bradspid.
76 Men da han saa havde stegt det, han frem for Odysses det satte,
77 Spruttende hedt på Spiddet, thi Meel var drysset derover.
78 Derpå han skjenkede Viin som Honning saa sød i et Trækruus,
79 Satte sig hen for sin Gjæst, og muntred ham saa ved sin Tale:
80 Spiis nu, fremmede Mand! saa godt det for Svendene vanker;
81 Grise vi fåe; de mæskede Sviin selv Beilerne fraadse;
82 Hverken de tænke på Gudernes Hevn, eller kjende til Medynk.
83 Voldelig Daad dog aldrig kan tækkes de salige Guder,
84 Nei! kun Fromhed og redelig Færd de hos Mennesket skatte.
85 Selv udædiske Mænd, som iland på fremmede Kyster
86 Stige for Rov at begaae, dem Zeus tilsteder at plyndre,
87 Og som, naar Skuden er fuld, igjen sig skynde til Hjemmet,
88 Ja selv Saadanne grue dog svart for Gudernes Gjengjeld.
89 Dog disse Herrer maae vist, kanskee ved guddommeligt Sandsagn,
90 Hiins ynkværdige Død have spurgt, siden ei de for Alvor
91 Beile til Fruen, ei heller vil hjem sig forføie, men rolig
92 Øde hans Gods ved frækt Fylderie uden ringeste Skaansel,
93 Thi baade Nætter og Dage, saa mange som Zeus lader skabe,
94 Slagte de Qvæg, eet Høved dog ei forslaaer eller tvende,
95 Og ved umaadelig Sviir de tilbunds Viinfadene lense.
96 Ja han var mærkelig rig på Fæmon; aldrig på Fastlands
97 Muldede Marker har end nogen Drot havt Mage til Velstand,
98 Aldrig på Ithaka selv; knap tyve bemidlede Herrer
99 Eie tilsammen saa meget; opregne jeg vil dig hans Rigdom.
100 Ovre på Kysten der gaaer tolv talrige Hjorder af Hornqvæg,
101 Faar desuden og Sviin og Geder i lignende Mængde;
102 Deels af hyrede Svende og deels af hans egne de røgtes.
103 Her derimod på afsides Vang i elleve Flokke
104 Græsse de strippende Geder, og dygtige Mænd dem bevogte;
105 Hver af disse maa daglig af Gedernes mæskede Flokke
106 Sende til Beilernes Bord den Buk, som er fedest og lækkrest;
107 Selv bevogter jeg Svinene her, og passer dem trolig,
108 Men jeg maa skikke dem daglig en Galt, og vælge den bedste.
109 Talt; men Odysses imens aad Sulet med Lyst, og af Vinen
110 Drak han begjærlig, men taus, thi han grubled på Beilernes Ufærd;
111 Men da han saa havde spiist, og med Mad sit Sind havde gottet,
112 Rakte ham Hyrden det Kruus, hvoraf han pleied at drikke,
113 Fyldt med Viin på en frisk; med Glæde han tog imod Kruset,
114 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
115 Hvem er den Mand, min Kjære! som dig for sit Gods haver kjøbt sig?
116 Hvem er den rige, den mægtige Mand, om hvem du fortæller,
117 At han forliste sit Liv, for Roes Agamemnon at vinde?
118 Nævn mig hans Navn! det hænde sig tør, at jeg kjender en Saadan;
119 Zeus alene jo veed, og de salige Guder tilhobe,
120 Om jeg kan melde dig, at jeg ham saae, thi vidt har jeg vandret.
121 Ham gjensvared Eumaios, Formanden for Svinenes Hyrder:
122 Vandrende Mand, min Gubbe! som kommer herhid og os Budskab
123 Bringer om ham, vil ei blive troet af hans Søn og hans Hustrue;
124 Det er saa tit Landstrygeres Skik, naar Hjelp de har nødig,
125 Rask at fare med Løgn, og ei sig til Sandheden holde.
126 Hver omflakkende Vandrer, som her os på Ithaka gjæster,
127 Gaaer til min Frue påstand, og fortæller bedragerisk Opdigt;
128 Dog hun gjør ham tilgode, udfritter ham ivrig om Alting,
129 Og under Øinenes Laag fremstyrte den Jamrendes Taarer,
130 Som det sig egner en Viv, der sin Mand har mistet i Udland.
131 Du var vel heller ei seen til Æventyr sammen at smedde,
132 Graaskjæg! ifald man en Klædning dig bød, en Vams og en Kappe.
133 Dog allerede har Hunde ham vist og hurtige Fugle
134 Huden af Knoglerne flængt, og hans Sjel er fra Lemmerne fløiet,
135 Eller maaskee har i Havet ham Fiskene ædt, og på Kysten
136 Ligge hans Been etsteds, begravede dybt under Sandet.
137 Saaledes vist af Dage han kom, og Kummer beredtes
138 Alle hans Kjære, men mig dog meest, thi saa naadig en Herre
139 Finder jeg aldrig igjen, hvorhen jeg mig vender i Verden,
140 Om jeg til Fader og Moder saa gik til min fædrene Hytte,
141 Hvor jeg engang blev fød, og hvor selv de mig fostred fra Barnsbeen;
142 Dem ikke heller jeg savner saa dybt, hvor stærkt jeg end længes
143 Efter at see dem igjen for mit Øie på fædrene Jordbund,
144 Som efter ham jeg længes, min mistede Konning Odysseus.
145 Knap, du fremmede Mand! hans Navn jeg drister at nævne,
146 Selv naar han ei er tilstede, thi han mig elsked med Ømhed,
147 Altid den naadige Herre jeg kalder ham, skjøndt han er borte.
148 Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
149 Siden du nægter det plat, min Ven! og siger, at aldrig
150 Hjem han kommer igjen, og din Sjel bestandig er vantroe,
151 Saa vil jeg ikke fortælle det blot, men med Eed det bekræfte,
152 Hjem Odysses vil komme! dog Løn for glædeligt Budskab
153 Strax du mig skjenke, naar hjem til sit Huus igjen han er kommen,
154 Og i en statelig Dragt, baade Kjortel og Kappe mig klæde!
155 Før vil, uagtet min Nød, jeg ikke det bitteste tage;
156 Thi som Hades’s Borg den Mand vederstyggelig er mig,
157 Som af sin Fattigdom fristet fortæller bedragerisk Opdigt.
158 Zeus, den øverste Gud, Odysses’s Arne, til hvilken
159 Her jeg kom, og dit gjæstende Bord skal være mig Vidner,
160 Alt fuldkommet skal vorde saaledes som her jeg forkynder:
161 Hjem Odysses skal komme, endnu før Aaret er omme;
162 Just som Maaneden slutter sit Løb, og den næste begynder,
163 Kommer han hjem igjen til sit Huus, og som Hevner han tugter
164 Alle, som her fornærmed hans straalende Søn og hans Hustrue.
165 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde!
166 Aldrig skal jeg dig give den Løn for glædeligt Budskab,
167 Gamle saalidt som igjen til sit Hjem Odysses vil komme.
168 Drik nu din Viin i Roe, og lad om Andet os snakke!
169 Mind ei meer mig om dette, thi dybt i Barmen mit Hjerte
170 Pines af Sorg, naar man taler til mig om min naadige Herre.
171 Eden vi spare vel bedst; men gid Odysseus maa komme,
172 Som vi det ønske saa høit, baade jeg og Penelopeia,
173 Gamle Laertes og ung Telemachos, Gudernes Lige.
174 Dog for Odysses’s Søn, for Telemachos græmmes jeg bittert.
175 Guderne trives ham lod som en friskopskydende Ympe,
176 Og som en Mand jeg ham haabed at see, der i Intet tilbage
177 Stod for den elskede Fader, et Under af Skabning og Aasyn.
178 Dog en udødelig Gud hans sunde Forstand har forvirret,
179 Eller et Menneskens Barn, thi han drog til det hellige Pylos,
180 Nyt om sin Fader at spørge, og nu de Beilere stolte
181 Lure ham op, naar han kommer igjen, at forgjettet og navnløs
182 Helten Arkeisios’ Æt kan her på Ithaka uddøe.
183 Dog, om ham ei tale vi meer, hvad enten han fanges,
184 Eller han frelses, og Zeus sin Haand over Ynglingen holder!
185 Gamle! fortæl mig nu lidt om hvad selv du fristed og udstod!
186 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg fåer det at vide,
187 Hvem est du, af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre?
188 Hvad for et Skib har ført dig herhid? hvorledes har Søfolk
189 Bragt dig til Ithakas Øe? og for hvem udgive sig disse?
190 Thi du est ei kommen vandrende hid på din Fod, kan jeg tænke.
191 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
192 Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed;
193 Havde vi To baade Mad og Viin i klækkeligt Forraad
194 For en langsommelig Tid, og vi her i Mag i din Hyttte
195 Kunde fortære vor Kost, mens Andre besørged vor Gjerning,
196 Hændes det kunde da visselig let, at et Aar vilde medgaae,
197 Inden til Ende jeg kom med al den Qval at fortælle,
198 Som i mit Liv udstanden jeg har efter Gudernes Villie.
199 Ned fra Kreta jeg stammer, en Øe, som strækker sig vide.
200 Jeg er en rig Mands Barn, og en Flok af Sønner foruden
201 Fødtes min Fader, og fostredes op i hans Huus; de var Alle
202 Børn af hans ægtede Viv, men Moder til mig var en Frille,
203 Kjøbt af min Fader, dog ligesaa høit som de Ægte mig Kastor
204 Elskede, Hylakos’ Søn, hvem stolt jeg nævner som Fader.
205 Han var af Kreternes Folk som en Gud høiagtet i Landet
206 Baade for Rigdom og Magt, og som Fader til deilige Sønner.
207 Men da saa Dødsgudinderne kom, og hented min Fader
208 Ned til Hades’s Hjem, da skifted hans ivrige Sønner
209 Alt det Gods, han besad, og kastede Lod med hverandre;
210 Mig kun lidet de gav, dog lod et Huus de mig arve.
211 Snart jeg fæsted til Viv en Datter af rige Forældre,
212 Hvem ved min Gjævhed jeg vandt, thi hverken var dum jeg af Hoved,
213 Eller en Kryster i Kamp, men forlængst er dette forsvundet;
214 Dog naar Stubben du seer, kan vist om Axet du dømme,
215 Skulde jeg troe, thi nu er jeg ned i Uselhed sunken.
216 Ares og Pallas Athene mig drabelig Kraft havde skjenket
217 Og et urokkeligt Mod; saa tit jeg til lønlige Streiftog
218 Kaared de dygtigste Mænd, og truede Fienden med Ufærd.
219 Aldrig da blev min mandige Sjel anfægtet af Dødsfrygt,
220 Forrest i Skaren jeg styrtede frem, og fældte med Landsen
221 Hvem der i Fiendernes Hær ei rask som jeg kunde løbe.
222 Saadan i Kampen jeg var, men Markarbeide jeg leed ei,
223 Eller det huuslige Liv, som sysler med Børnenes Optugt.
224 Nei! min bestandige Fryd var aareforsynede Skibe,
225 Krigerisk Færd, velskærpede Spyd, og Buer med Pile,
226 Disse forfærdende Ting, som ellers er Menneskens Rædsel;
227 Mig de hued, den Lyst i mit Sind en Gud havde nedlagt,
228 Een sig jo fryder ved dette, ved hiint sig fornøier en Anden.
229 Inden Achaiernes Sønner på Tog begav sig til Troia,
230 Havde jeg alt ni Gange som Drot for Kæmper og Skibe
231 Feidet mod fremmede Folk, og vundet betydeligt Bytte.
232 Deraf jeg tog hvad der hued mig bedst, og Meget ved Lodkast
233 Siden jeg fik; ret snart i mit Huus opblomstrede Velstand,
234 Og efterhaanden i Kreternes Folk blev jeg mægtig og anseet.
235 Men da saa Lyneren Zeus havde hiint usalige Krigstog
236 Fast besluttet, som gav mangfoldige Mænd deres Helsot,
237 Da pålagde man mig og Idomeneus, Drotten den bolde,
238 Flaaden at føre til Ilios hen, og ikke var Vægring
239 Mulig, jeg maatte jo frygte for Folks nærgaaende Paasagn.
240 Aaringer ni vi krigede der, vi Mænd af Achaia,
241 Men i det tiende Aar, da vi Priamos’ Stad havde hærget,
242 Drog vi med Skibene hjem, og en Gud Achaierne splitted.
243 Dog den vise Kronion beskæred mig Trængsler, jeg Arme.
244 Kuns en Maaned jeg blev i mit Huus, og glæded mit Hjerte
245 Ved mine Børn, min elskede Viv og de Skatte, jeg eied;
246 Snart tilsøes min Længsel mig drev til et Tog til Aigyptos,
247 Skibe jeg rusted med Gutter ombord, gudlignende Knøse,
248 Ni Fartøier jeg rusted, og snart jeg sanked mig Mandskab.
249 Først mine dygtige Folk sex Dage ved lystige Gilder
250 Levede høit, thi Qvæg i Mængde jeg gav dem at slagte
251 Deels til Gudernes Offring, og deels til egen Fortæring;
252 Men på den syvende gik vi ombord, og seiled fra Kreta
253 Bort for en flink raskkulende Bør, som blæste fra Norden;
254 Let vi løb, som gjennem en Flod, ei leed noget Fartøi
255 Ringeste Meen, i bedste Behold og karske tilhobe
256 Sad vi på Toft, og lod Vind og Styrmænd raade for Kaasen.
257 Alt til den skyllende Flod Aigyptos vi kom på den femte
258 Dag; der lagde jeg qvær mine aareforsynede Skibe;
259 Strax befoel jeg den øvrige Deel af mit trofaste Følge,
260 Nede ved Flaaden at tøve, og Vagt ved Skibene holde,
261 Men nogle Speidere skikked jeg ud på de høieste Bakker.
262 Dog af Kaadhed forførte, og følgende Lysten til Voldsdaad,
263 Hærged de strax det Aigyptiske Folks velsignede Marker,
264 Røvede Qvinderne bort med uskyldige Børn, og ihielslog
265 Mændene selv; dog rygtedes snart den Jammer til Staden,
266 Og da de Skriget fornam, de drog ved det tidligste Daggrye
267 Ud; da vrimlede Marken af Mænd tilfods og på Stridskarm,
268 Og af den lynende Malm; påstand den Tordner Kronion
269 Slog mine Mænd med ynkelig Skræk, og at træde til Modværn
270 Ei en Eneste dristed; Fordærvelsen trued dem rundtom.
271 Nogle de myrded påstand af mit Folk med hvæsssede Landser,
272 Andre de fanged, og slæbte dem bort at slide som Trælle.
273 Men i det samme mig Zeus indskjød i Sindet en Tanke,
274 – Gid jeg dog heller var død, og strax havde endt mine Dage
275 Hist i Aigypternes Land, thi der vented mig Kummer i Fremtid! –
276 Flux af mit Hoved jeg tog min smuktforarbeidede Stridshjelm,
277 Kasted af Skulder mit Skjold, og slap af Haanden min Spydstang,
278 Løb saa hen imod Konningens Vogn, og kyssed og favned
279 Bønlig hans Knæe, og han frelste mit Liv, barmhjertig imod mig,
280 Løfted mig op på sin Karm, og førte mig grædende med sig
281 Hjem, mens den stimlende Hob foer idelig mod mig med Askspær,
282 Gridsk på at slaae mig ihjel, thi svært var Folket forbittret.
283 Men deres Konge mig frelste, han grued for Hevn fra Kronion,
284 Gjæstebeskjermeren Zeus, som fortørnes saa svart over Udaad.
285 Der forblev jeg i Aaringer syv, og sanked mig Rigdom
286 Hos det Aigyptiske Folk, thi Foræringer fik jeg af Alle.
287 Men da det ottende Aar saa langt om længe var kommet,
288 Landede der en Phoinikier just, som ret var en udlært
289 Skjelm, og som alt mangfoldig Fortræd havde stiftet i Verden.
290 Han ved sin List mig forlokked, og førte mig med på sit Fartøi
291 Til det Phoinikiske Land, hvor han havde sit Huus og sin Eie.
292 Nu maatte der hos ham jeg et Aar igjennem forblive,
293 Men da et Aar var forbi, og Aarsens Tider var omme,
294 Maaned på Maaned forløben, og Dagenes Tal var tilende,
295 Tog han mig med på et Skib, som skulde til Libyen seile,
296 Bildende lumsk mig ind, at min Hjelp han ved Ladningen ønsked;
297 Sælge han vilde mig der, og betydelig Vinding sig tjene;
298 Dog jeg var nødt til at følge, hvorvel jeg ahnede Uraad.
299 Skibet på Bølgerne løb for en flink raskkulende Nordvind
300 Lige til Høiden af Kreta, dog Zeus tiltænkte dem Ufærd.
301 Men da vi Kysten af Kreta var komne forbi, var der ikke
302 Land at øine forresten, vi saae kun Himlen og Havet.
303 Over vort bugede Skib snart Zeus udbreded en blaalig
304 Skye saa mørk, at Søen omkring os stod i en Taage.
305 Midlertid tordnede Zeus, og slynged sit Lyn mod vor Snekke,
306 Svart i Skroget det dirred ved hvert af de knittrende Lynslag,
307 Trindt stank Skibet af Svovl, og Mændene faldt over Borde;
308 Ligesom svømmende Krager en Stund de gynged på Bølgen
309 Rundt om det tjærede Skib, en Gud berøved dem Hjemfærd.
310 Mig, hvormeget jeg end var forpiint af Sorger i Sindet,
311 Gav Kronion dog selv det mørkblaastavnede Fartøis
312 Vældige Mast i Favn, at fra Døden jeg end skulde frelses;
313 Klyngende fast mig til denne, jeg drev for de fnysende Vinde,
314 Ni samfældige Dage jeg drev, men tiende Aften
315 Kasted den rullende Søe mig iland på Thesprotiens Kyster,
316 Og den Thesprotiske Drot, den ædelig Pheidon, mig gjæstmild
317 Hused og pleied; hans elskede Søn var den Første, som traf mig
318 Ganske forkommen af Kuld og Slid, og hjem han mig førte
319 Støttende venlig min Arm, til Faderens Vaaning vi naaede,
320 Hvor han med Klæder forsyned mig strax, med Kjortel og Kappe.
321 Der om Odysses jeg Tidende fik, thi Kongen fortalte,
322 At han hos ham havde boet som Gjæst på sin Reise til Hjemmet;
323 Ja! han mig viste det Gods, som Odysses på Tog havde samlet,
324 Kobber saavelsom Guld og Jern heel kunstigen smeddet;
325 Vist for hans Ætlinger ned i tiende Led var der Rigdom
326 Nok, saa talrige Skatte der gjemtes i Kongepaladset.
327 Selv var han reist til Dodona, fortalte han, hisset fra Gudens
328 Stoltbeløvede Eeg et Raad fra Zeus sig at hente,
329 Hvordan han bedst efter lang Fraværelse hjem skulde drage
330 Atter til Ithakas Øe, om enten i Lys eller Løndom.
331 Ogsaa ved Offring af Viin mig Konningen svor i sin Høisal,
332 At der var halet i Søen et Skib, og at Mandskab var rede,
333 Som til det elskede Fædreneland ham hjem skulde bringe.
334 Mig dog først han skikkede bort; et Skib skulde dengang
335 Just fra Thesprotien gaae til Dulichions kornrige Øland.
336 Strengt han befoel sine Mænd, at de did til Konning Akastos
337 Skulde mig bringe; men Folket ombord et skammeligt Anslag
338 Fatted imod mig, at dybt jeg i Uselhed ned skulde synke.
339 Da nu det havbefarende Skib var ude på Dybet,
340 Satte de strax deres Id iværk, mig at gjøre til Slave;
341 Først af Krop de mig Klæderne trak, baade Kjortlen og Kappen,
342 Derpå de kasted omkring mig en uselig Pjalt og en Kjortel,
343 Lasede begge, saadan som du selv her seer dem for Øie.
344 Men da mod Aften de kom til det bakkede Ithakas Marker,
345 Basted de mig påstand med et Reeb, som var snoet forsvarlig,
346 Fast på det toftforsynede Skib; saa stege de hurtig
347 Selv iland på den sandede Kyst, og holdt deres Nadver.
348 Dog de salige Guder mig selv af Baandene løste
349 Uden Besvær; i Pjalterne flux jeg hylled mit Hoved,
350 Klattred saa ned af det glattede Roer, mit Bryst over Bølgen
351 Strakte jeg ud, og svam afsted med roende Hænder;
352 Snart jeg op af Bølgerne slap et Stykke forbi dem,
353 Steg iland, hvor jeg saae en tyk friskblomstrende Kratskov,
354 Krøb derind, og forputted mig der; Skibsfolkene rundtom
355 Streifed med fnysende Suk, men ei de for raadeligt holdt det,
356 Længer på Speiden at gaae, om vendte de snart og bestege
357 Atter det bugede Skib, men Guderne selv uden Møie
358 Tog mig i Gjem, og førte mig hen til en Hytte, hvis Eier
359 Baade var brav og forstandig; endnu gav Skjebnen mig Livsfrist.
360 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
361 Fremmede Mand! du Stakkel! forsand du rørte mit Hjerte
362 Ved at fortælle mig alt hvad du leed, og hvordan du har flakket;
363 Men hvad du har om Odysses fortalt er knap i sin Orden;
364 Mig fåer du ei til at troe det; hvi vil dog en Gubbe, som du est,
365 Løgn opdigte saa frækt? om min Herres forønskede Hjemfærd
366 Veed jeg tilfulde Besked, hvordan han af samtlige Guder
367 Svart er forhadt, og ei blandt Troerne gav de ham Døden,
368 Eller i Vennernes Arme, da Krigen han alt havde udstridt;
369 Alt Achaiernes Folk havde da ham tuet en Gravhøi,
370 Og et berømmeligt Navn han sin Søn havde levnet i Fremtid,
371 Nu Harpyerne veired ham bort, og røved hans Hæder.
372 Selv jeg eenlig med Svinene boer, og i Byen jeg aldrig
373 Sætter min Fod, naar ei den forstandige Penelopeia
374 Kalder til Byen mig ind, naar en Reisende kommer med Budskab.
375 Alle da leire sig trindt, og om Alt de fritte ham nøie,
376 Enten de græmmes i Sind, at vor Drot bliver borte saa længe,
377 Eller de fryde sig høit, at de frit kan æde hans Velstand.
378 Jeg er dog hjertelig kjed af al den Spørgen og Fritten,
379 Siden den Tid en Aitoler med falskelig Snak mig bedaared.
380 Han havde myrdet en Mand, og flakkende vidt om i Verden
381 Hid til min Hytte han kom, og hjertelig tog jeg imod ham.
382 Han havde selv, som det hedd’, hos Idomeneus seet ham på Kreta,
383 Hvor sine Skibe han bøded, dem Stormene havde forknust ham;
384 Komme han skulde saa vist til Sommeren eller til Høsten
385 Hjem med umaadeligt Gods, og med ham de herlige Svende.
386 Derfor, usalige Gubbe! da hid du blev ført af en Guddom,
387 Smidsk ei for mig med Løgn, og spar din bedaarende Tale!
388 Ei for Sligt jeg ærer dig meer, og beværter dig bedre,
389 Nei! men jeg ynker din Nød, og Zeus er Gjæstebeskjermer.
390 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
391 Det maa jeg sige forsand, din Sjel er urimelig vantroe,
392 Siden ei Eed engang bevæge dig kan til at troe mig.
393 Vel! med hinanden en Pagt oprette vi vil, og til Vidner
394 Guderne tage deroppe, som boe på høien Olympos:
395 Kommer din Herre tilbage saasandt til denne din Vaaning,
396 Da est du pligtig en Klædning at give mig, Kjortel og Kappe,
397 Og til Dulichion sende mig bort, hvorhen jeg mig ønsker;
398 Kommer han derimod ikke, som jeg forsikkrer og påstaaer,
399 Lad dine Trælle saa styrte mig ned fra den høieste Klippe,
400 Da ville Stodderne nok for Løgn sig vogte herefter.
401 Derpå til Svar Eumaios ham gav, den ærlige Hyrde:
402 Fremmede Mand! et priseligt Lov og Rygte tilvisse
403 Vandt jeg mig da blandt Menneskens Børn baade strax og i Tiden,
404 Om til min Hytte jeg førte dig først, og der dig beværted,
405 Slog dig derefter ihjel, og berøved dig Livet det kjære;
406 Freidig tilmode forsand til Zeus jeg kunde da bede!
407 Dog det lakker ad Nadveretid, gid snart mine Svende
408 Var her, at lave vi kan i Hytten et qvægende Maaltid.
409 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
410 Snart kom Røgterne hjem med Svinenes Flokke fra Marken,
411 Og i de vanlige Stier de stænged dem ind for at sove,
412 Men en forfærdelig Grynten der lød, da de dreves i Stalden.
413 Derpå den ærlige Hyrde gav Svendene denne Befaling:
414 Henter den fedeste Galt! for en Gjæst fra fremmede Lande
415 Slagtes den skal, og os selv vil vi gjøre tilgode, vi Stakler,
416 Vi som saa suurt hvidtandede Sviin alt længe har røgtet,
417 Medens at Andre for Intet opfraadse vort trælsomme Arbeid.
418 Talt; strax Brændsel han kløvede selv med den grusomme Øxe;
419 Svendene hented en Galt påstand, femaarig og smælfeed,
420 Denne ved Arnen de stillede frem, og ikke forglemte
421 Hyrden de salige Guder, thi from han var i sit Hjerte.
422 Offeret vied han først, og i Luerne Børster af Galtens
423 Hoved han kasted, saa bad han en Bøn til samtlige Guder,
424 At til sit Hjem Odysses, hans kløgtige Drot, maatte komme,
425 Løfted en Knippel af Eeg, som laae ukløvet, og gav saa
426 Galten et Drag saa den faldt; flux Svendene stak den og sved den,
427 Og i en Fart var den skilt; men Eumaios af alle dens Lemmer
428 Snittede Skiver til Offring, beviklede tykt dem med Ister,
429 Dryssede Meel derover, og kasted på Ilden dem forlods.
430 Alt det Øvrige skare de smaat, og stak det på Bradspid,
431 Risted det derpå forsigtig, og tog alt Kjødet af Spiddet,
432 Lagde saa Braden på Brikkerne ned; da reiste sig Hyrden,
433 Selv at stykke det ud, thi redelig var han af Hjerte.
434 Ligelig skifted han Alt i syv forskjellige Dele,
435 Een til de hellige Nympher og Hermes, Sønnen af Maia,
436 Stilled han hen under Bøn, og for Mændene satte han Resten,
437 Men, for Odysses at hædre, han heel og holden ham Ryggen
438 Gav af den mæskede Galt, og frydede høilig sin Herre.
439 Strax den sindrige Drot tog Ordet, og talte saalunde:
440 Gid du Fader Kronion maa vorde saa kjær, som du mig est,
441 Siden du hædrer en Mand som mig, og gjør mig tilgode!
442 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
443 Spiis, du fremmede Stakkel! og fryd dit Hjerte ved Maden,
444 Som den dig bydes! Et giver os Zeus, et Andet han nægter,
445 Som det behager hans Sind, thi Magt han haver til Alting,
446 Talt, og Stykker af Braden han først til Guderne offred,
447 Stænked saa blussende Viin; og den Stadomstyrter Odysseus
448 Rakte han Bægret i Haand; ved sin Mad han alt havde sat sig.
449 Brød omdeelte nu Svenden Mesaulios, hvem sig Eumaios
450 Selv engang havde kjøbt, imens hans Herre var borte,
451 Uden at gamle Laertes og Dronningen fik det at vide;
452 Selv han for Gods, som han eied, af Taphiske Mænd havde kjøbt ham.
453 Alle nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
454 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
455 Tog Mesaulios Brødet af Bord, og hurtig de Andre,
456 Mættede vel med Brød og Suul, tilsengs sig forføied.
457 Det var en gruelig Nat, Maanlyset var slukt, og bestandig
458 Regnede Zeus, mens det stormed fra Vest under øsende Vande.
459 Ordet Odysses da tog, for Eumaios at sætte på Prøve,
460 Om han sin Kappe ham gav, naar han klædte sig af, eller kræved
461 En af Svendenes Kapper, trods al hans Omhu forresten:
462 Hør engang, Eumaios! og samtlige Hyrder tilhobe!
463 Tale jeg maa et braskende Ord, mig driver den lumske
464 Viin, som den Kloge jo selv til støiende Sang kan forlede,
465 Eller ham friste til kjelent at lee eller lystig at dandse,
466 Ja som et Ord aflokker ham let, der bedre var usagt.
467 Dog da jeg Munden har fået på Gang, vil jeg Intet fordølge.
468 Gid jeg var ung endnu, og min Kraft urokket som fordum,
469 Dengang i Troia vi drog med en Flok af Kæmper til Baghold!
470 Høvding var Helten Odysseus og Atreus’s Søn Menelaos,
471 Og jeg var selv den tredie Drot, da de saa det forlangte.
472 Men da vi nærmed os Byen og kom til de kneisende Mure,
473 Leired vi os i et Krat ved en Sump, som med Siv var bevoxet
474 Tæt ved Staden, og der vi forstak os bag vore Vaaben.
475 Frem nu vælded en gruelig Nat, fra Norden en iiskold
476 Blæst foer løs, tykt fygede Snee fra oven som Riimfrost,
477 Bidende kold, og Skorper af Iis vore Skjolde beklædte.
478 Alle de øvrige Mænd, som i Kapper og Kjortler var svøbte
479 Sov ret trygt, og Skjoldet om Skuldrene luned mod Veiret;
480 Jeg derimod havde været saa dum at glemme min Kappe
481 Hjemme hos Folket, ei havde jeg drømt om saadan en Kulde,
482 Ud var jeg dragen alene med Skjold og en prunkende Livgjord.
483 Hen ved den tredie Deel af Natten, da Stjernerne daled,
484 Gav jeg Odysses, som nærmest mig laae, et Puf med min Albue,
485 Strax var han qvik, og hørte mit Ord, og jeg talede til ham:
486 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn, Odysses du Snilde!
487 Ei ret længe jeg lever, jeg fryser ihjel med det Første,
488 Ei nogen Kappe jeg har, mig daared en Gud til at drage
489 Hid i min Kjortel alene, og nu jeg veed ingen Udvei.
490 Saa jeg taled, og strax i sit Sind han fatted et Anslag,
491 Thi han var altid en Mand, der var rede til Raad som til Kampfærd;
492 Derpå med sagtelig Røst han hviskede til mig og sagde:
493 Tys! tie stille! lad ei af Achaierne Nogen dig høre!
494 Talt; på sin bøiede Arm han Hovedet hæved, og raabte:
495 Hører mig, Venner! den hellige Drøm kom til mig i Søvne.
496 Altfor langt vi fra Skibene gik; blot En af vort Mandskab
497 Hen vilde gaae for at sige til Atreus’s Søn Agamemnon,
498 At han fra Skibene strax maa Folk til Forstærkning os skikke!
499 Knap havde dette han sagt, før Thoas, en Søn af Andraimon,
500 Sprang fra sit Leie påstand, og kasted sin Skarlagens Kappe.
501 Flux han til Skibene løb, men jeg i hans Kappe mig svøbte
502 Glad, og slumrede trygt, til Dagningen straaled på Guldstol.
503 O! var jeg ung endnu, og min Kraft urokket som dengang,
504 Sikkert da gav en Hyrde mig her i Hytten sin Kappe,
505 Deels af Agt for en Helt, og deels for at vise mig Venskab;
506 Nu foragte de mig for de daarlige Klæder jeg bærer.
507 Derpå du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
508 Det var et kosteligt Sagn, du der fortalte, du Gamle!
509 Ei har et Ord du talt, som var spildt eller ikke sig sømmed,
510 Derfor ei heller på Klæder det mangle dig skal eller Andet,
511 Hvad der en fremmed ulykkelig Mand bør gives med Føie,
512 Dog for idag kun, imorgen i Pjalterne maa du dig svøbe,
513 Thi vore Kapper er bitterlig få, og Kjortler til Skifte
514 Have vi ei, hver Mand har een og ingen tilovers;
515 Men naar tilbage han kommer, den elskede Søn af Odysseus,
516 Da vil han selv en Klædning forære dig, Kjortel og Kappe,
517 Og han vil skaffe dig hen, hvorhelst dit Hjerte begjærer.
518 Talende saa han reiste sig brat, og nærmest ved Arnen
519 Redte han Seng til sin Gjæst med Skind af Faar og af Geder;
520 Der Odysses sig lagde; da kastede Hyrden en Kappe
521 Over ham, stor og tyk, som han havde ved Haanden til Skifte,
522 At kunne hylle sig i, naar der reiste sig frygteligt Uveir.
523 Der Odysses til Hvile nu gik, og alle de unge
524 Karle sig leired omkring ham, men ei det lysted Eumaios
525 Der i Hytten at sove, saa langt fra Svinene borte;
526 Ud han gik, men bevæbned sig først, og Odysses med Glæde
527 Saae, hvor trolig han vogted hans Qvæg, imens han var borte.
528 Først sit skærpede Sværd om de kraftige Skuldre han hængte,
529 Derpå han axled en Kappe, heel tyk og luun imod Blæsten,
530 Tog desuden et Skind af en stor og trivelig Vædder,
531 Og med et stingende Spyd til Værn mod Mænd eller Hunde
532 Vandred til Hvile han did, hvor hans Flok hvidtandede Orner
533 Sov under Klippernes Huler i Læe for den bidende Nordvind.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange