Odysseen Sang 11

Resume af 11. sang i Odysseen af Homer. Odysseus kommer til kimmerierne. Ved nedgangsstedet til underverdenen ofrer han dødningeofre, hvorpå de afdødes genfærd nærmer sig. Først Elpenor, så Teiresias, som forkynder ham sandsagn; dernæst hans moder. Fremdeles Agamemnon, Achilleus, Patroklos, Antilochos og Aias. I det fjerne ser han Minos, Orion, Tityos, Tantalos, Sisyphos; endelig Herakles’s skyggebillede.

ODYSSEEN

Odysseen, 11. sang

1 Men da til Havet vi ned vare komne, hvor Skibet var qværsat,
2 Haled vi ned fra Land vort Skib i det hellige Havdyb,
3 Bragte saa Mast og Seil ombord i det tjærede Fartøi,
4 Skibede Faaret og Vædderen ind, og bestege vor Skude,
5 Alle med Sorg i Sind og med rullende Taarer på Kinden.
6 Kirke, den haarfagre bolde Gudinde med Menneskestemme
7 Gav os en rask seilfyldende Bør, på vor Fart en fortrinlig
8 Fører, thi agter den stod på vor mørkblaastavnede Snekke,
9 Men da saa Alt ombord var kant og klart til at lette,
10 Sad vi på Toft; og Vind og Styrmand raaded for Kaasen.
11 Dagen igjennem for svulmende Seil løb Skibet på Bølgen,
12 Men da det lakked ad Qvæld, og Skumring på Veiene bredtes,
13 Naaede vort Skib den fjerneste Bred af Okeanosstrømmen.
14 Der er det Land og den Stad, hvor Kimmerierfolket har hjemme,
15 Landet er hyllet i Taager og Mulm, og aldrig den blanke
16 Sol til Mændene her seer ned med sit straalende Øie,
17 Hverken naar op den gaaer på den stjernebedækkede Himmel,
18 Eller naar ned fra Himlen igjen den daler mod Jorden;
19 Over de Stakler der ruger bestandig et ynkeligt Mørke.
20 Did vi kom, trak Snekken på Land, og skibede Qvæget
21 Ud, saa vandred vi selv langs hen med Okeanosstrømmen,
22 Indtil vi naaede det Sted, som var os af Kirke betegnet.
23 Der det hellige Qvæg Eurylochos og Perimedes
24 Holdt; selv drog jeg fra Lænd mit hvæssede Sværd, og med Klingen
25 Gravede Muldet jeg op, en Alen i Længden og Bredden,
26 Og over Gruben et Offer jeg gjød til samtlige Døde,
27 Tog først Honningemelk og den lifligste Viin for det andet,
28 Og for det tredie Vand, og Meel jeg dryssed derover.
29 Derpå jeg knæled og loved at offre de flygtige Døde,
30 Naar jeg til Ithaka kom, en gold og lydesløs Qvie
31 Hist i min Gaard, og at lægge på Baal mangfoldige Gaver,
32 Og til Teiresias særlig en Buk at offre jeg loved,
33 Sort fra Hoved til Fod og den bedste, som findes i Hjorden.
34 Men da jeg alle de Døde med Løfter og Bøn havde påkaldt,
35 Tog jeg Faarene flux, og sønder jeg skar deres Struber
36 Ud over Gruben, da randt det høirøde Blod, og på Stedet
37 Steg fra Erebos op mangfoldige Dødningesjele,
38 Brude, livsalige Knøse og modgangsprøvede Gubber,
39 Møer i Ungdommens Vaar og med frisk Bekymring i Hjertet.
40 Dertil en Skare der kom i blodbestænkede Plader,
41 Mænd, som for malmbevæbnede Spyd i Krigen var faldne;
42 Trindtfra stimled de sammen, og gik om Gruben i Skarer
43 Med et usigeligt Skrig, og den blege Forfærdelse slog mig.
44 Derpå jeg flux opmanded mit Folk, og bød dem alvorlig
45 Begge de slagtede Faar, som faldt for det grusomme Kobber,
46 Rask at flaae og at brænde, og fromt til Guderne bede,
47 Hades den mægtige Drot og den rædsomme Persephoneia.
48 Selv uddrog jeg mit hvæssede Sværd, og med Sværdet i Haanden
49 Ned jeg mig satte, at holde den flygtige Dødningeskare
50 Fjernt fra Blodet, forinden jeg fik Teiresias raadspurgt.
51 Først fremtreen en Dødningesjel, der var Svenden Elpenors;
52 Ei i den vidthenveibare Jord var end han begraven,
53 Hist i Kirkes Palads vi havde hans Liig ladet ligge
54 Hverken begrædt eller jordet, thi travlt vi havde med Andet.
55 Da jeg nu saae ham, i Taarer jeg brast og blev greben af Medynk,
56 Og med bevingede Ord jeg talede til ham og sagde:
57 Siig, Elpenor! hvordan kom du ned til det taagede Mørke?
58 Rappere kom du tilfods, end jeg på mit tjærede Fartøi.
59 Saa jeg talte, da sukked han dybt og gav mig til Gjensvar:
60 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn Odysses du snilde!
61 Mig har en Gud og bedøvende Viin i Fordærvelse styrtet.
62 Da jeg fornys i Kirkes Palads til Roe havde lagt mig,
63 Glemte jeg reent, at jeg ned skulde gaae af Trappen den lange,
64 Frem jeg gik, fra Taget jeg styrtede brat, og mit Halsbeen
65 Midt i Leddet jeg brak, og min Sjel nedvandred til Hades.
66 Høit besværger jeg dig ved dem, du forlod i din Hjemstavn,
67 Baade ved Hustrue og Fader, som tugted dig op fra din Barndom,
68 Og ved din eneste Søn, ved Telemachos hist i din Kongsgård;
69 Fuldt jeg veed, at naar bort du drager fra Hades’s Rige,
70 Skal på dit dygtige Skib du seile påny til Aiaia;
71 Der, min Drot, jeg bede dig vil, ihu mig at komme,
72 Ei ubegrædt og ujordet forlade du mig, naar du atter
73 Siger Farvel, at jeg ei pådrager dig Gudernes Vrede!
74 Nei! til Baalet mig sted med de Vaaben, jeg pleied at bære,
75 Dyng over Graven en Tue på Strand ved det graalige Havdyb,
76 At man i kommende Slægter kan mig Usalige mindes!
77 O fuldbyrd min Bøn, og plant den Aare på Graven,
78 Hvormed jeg roede dit Skib, dengang jeg med Brødrene leved!
79 Saa han talte, men jeg ham flux gjensvared og sagde:
80 Alt, usalige Mand! fuldkomme jeg skal, som du beder.
81 Saaledes sad vi der, og skifted en sørgelig Tale,
82 Her jeg selv med mit Sværd, som frem over Blodet jeg strakte,
83 Hist Stalbroderens Skygge, som talede meget og ivrig.
84 Frem kom atter en Sjel, min nys hensovede Moders
85 Sjel, Antikleias det var, den Helt Autolykos’ Datter.
86 End hun leved, dengang jeg drog til det hellige Troia,
87 Og ved at see hende brast jeg i Graad, og blev greben af Medynk.
88 Hende jeg dog, skjøndt nødig, tilod ei heller at træde
89 Hen til Blodet, forinden jeg fik Teiresias raadspurgt.
90 Frem treen nu den Thebaier Teiresias’ Sjel, udi Haanden
91 Holdt han sin gyldene Stav, han kjendte mig strax og begyndte:
92 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
93 Hvi, usalige Mand! forlod du det skinnende Sollys?
94 Hvi est du gangen til Dødninger ned og til Jammerens Bolig?
95 Dog, viig bort fra Gruben, og gjem dit hvæssede Slagsværd,
96 At jeg af Blodet kan drikke, da skal jeg forkynde dig Sandsagn.
97 Saa han talte, tilbage jeg veeg, og mit sølverbeslagne
98 Sværd i Balgen jeg stak, da drak den herlige Spåmand
99 Først af Blodet det sorte, og talede derpå saalunde:
100 Straalende Drot! udforske du vil om din ønskede Hjemfærd;
101 Denne besværes dig skal af en Gud; for stærken Poseidon
102 Dølges den knap, og Nag til dig i sit Hjerte han bærer,
103 Slagen af Harm, fordi du hans Søn berøvede Synet.
104 Dog kan endda efter megen Besvær til Hjemmet I komme,
105 Hvis du selv saavelsom dit Folk Eders Lyst kan betvinge;
106 Thi naar du hist ved Thrinakrias Øe med dit dygtige Fartøi
107 Styrer mod Land, i Behold undsluppen de blaalige Bølger,
108 Finder du Hjorder på Græs, baade Oxer og triveligt Smaaqvæg,
109 Helliget Solen, den Gud, som Alt baade skuer og hører.
110 Lader du disse med Fred, og bekymrer dig blot om din Hjemfærd,
111 Da skal I end efter megen Besvær til Ithaka komme;
112 Men hvis I gjør dem Fortræd, da bebuder jeg dig og dit Mandskab
113 Død, og din Snekke Forliis, og om selv end Livet du bjerger,
114 Seent dog og suurt, berøvet dit Folk og ombord på et fremmed
115 Skib du Hjemmet vil naae, og Sorg vil i Huset du finde,
116 Stolte fripostige Mænd, som frækt opæde din Velstand,
117 Og som med Gaver begjære til Viv din deilige Hustrue;
118 Dem skal for al deres Vold du tugte forvist ved din Hjemkomst.
119 Men naar du Beilernes Flok i dit Huus har taget af Dage,
120 Enten med List eller aabenlys Færd med det hvæssede Kobber,
121 Tag saa en nem Skibsaare, og gak med denne på Vandring,
122 Indtil du kommer til Mennesker hen, som aldrig har Havet
123 Seet, og som aldrig har spiist nogen Mad, der var krydret med
124 Mænd, der ligesaalidt har seet rødbovede Skibe,
125 Som handteerlige Aarer, dem Snekkerne bruge som Vinger.
126 Give jeg vil dig et tydeligt Tegn, som du ei kan forfeile:
127 Naar på din Vandring engang du møder en Mand, og han siger,
128 Det er en Kasteskovl jo, som du bær på din kraftige Skulder,
129 Plant da på Stedet i Muld din lethandteerlige Aare,
130 Bring saa Drotten Poseidon et skjønt og glædeligt Offer,
131 Slagt ham en Vædder, en Tyr og en soebespringende Orne;
132 Derpå du drage til Hjemmet, og hædre med Festhekatomber
133 Alle de salige Guder, som boe på Himmelen vide,
134 En efter Anden; tilsidst, dog ei på det bølgende Havdyb,
135 Kommer den blideste Død, og tager dig bort som en Gubbe
136 Midt i velsignede Kaar, naar din Kraft er svunden, men Folket
137 Trives og blomstrer omkring dig; nu har jeg forkyndt dig mit Sandsagn.
138 Saa han talte, men jeg ham flux gjensvared og sagde:
139 Saa har vel Guderne selv, Teiresias! sligt mig beskikket.
140 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
141 Her blandt Sjelene seer jeg min alt hensovede Moders,
142 Nær ved Blodet hun sidder, men taus, og hverken hun drister
143 Op på sin Søn at kaste sit Blik, eller med ham at tale;
144 Siig, hvad gjør jeg, o Drot! at hun dog kan kjende mig atter!
145 Saa jeg talte, men han påstand gjensvared og sagde:
146 Let er det Bud, jeg forkynde dig vil og på Hjerte dig lægge.
147 Hvem du giver Forlov af de hedenvandrede Døde
148 Hen til Blodet at træde, skal strax forkynde dig Sandhed;
149 Hvem du dette formener, vil bort igjen sig forføie.
150 Saaledes talte Teiresias’ Sjel, og til Hades’s Bolig
151 Ilte den ned, da den Gudernes Raad mig havde bebudet.
152 Rolig jeg siddende blev, indtil min Moder sig nærmed.
153 Knap fik hun drukket det sortladne Blod, før strax hun mig kjendte,
154 Og med bevingede Ord hun jamrende talte saalunde:
155 Søn! hvordan kom du levende ned til det taagede Mørke?
156 Svært det falder for levende Mand at besøge vort Rige,
157 Mægtige Floder med frygtelig Strøm imellem os ligge,
158 Først Okeanos’ Flod, over hvilken tilfods man umuelig
159 Slipper, et Skib maa man have, og det et stærkt og forsvarligt.
160 Kommer du efter langsommelig Tid på vildsomme Farter
161 Hid fra Troia med Mandskab og Skib? har på Ithakas Øland
162 Ei du været endnu, og seet i Paladset din Hustrue?
163 Saa hun taled, men jeg hende flux gjensvared og sagde:
164 Moder! til Hades’s Hjem den bittre Nødvendighed drev mig,
165 Thi den Thebaier Teiresias’ Sjel raadspørge jeg maatte.
166 Ei endnu til Achaia jeg kom, ei heller vort Øland
167 Har jeg betraadt, men fra Qval til Qval jeg tumles bestandig,
168 Siden den Stund, da jeg først til det hestopfostrende Troia
169 Drog med den Drot Agamemnon, for Troernes Folk at befeide.
170 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
171 Hvad for et Endeligt gav dig den langthenstrækkende Dødsmøe?
172 Var det en lang hentærende Sot, eller har dig den piilfroe
173 Artemis ramt og dræbt med lempelig saarende Pile?
174 Og om min Fader og Søn, som tilbage jeg lod, du fortælle!
175 Har de min Konningemagt i Hævd endnu, eller kom den
176 Alt i Fremmedes Vold, da Haabet var tabt om min Gjenkomst?
177 Endelig sige du mig, hvordan min Hustrue er sindet,
178 Enten hos Sønnen hun boer, og i Hævd hun holder vor Velstand,
179 Eller blev fæstet til Viv af en ædelig Mand af Achaia.
180 Saa jeg talte, da svarede flux min ærværdige Moder:
181 Ja tilvisse, hun boer endnu, men forgræmmet i Hjertet,
182 Hist i det høie Palads; i Sorg og Kummer bestandig
183 Dag henrinder og Nat for din bitterlig grædende Hustrue.
184 Ei er din Konningemagt i Fremmedes Vold, dine Marker
185 Dyrker Telemachos trolig i Fred, og Gilder for Folket
186 Lader han staae, som holdes de bør af den raadende Hersker,
187 Thi overalt han bydes til Gjæst; din Fader på Landet
188 Boer, og aldrig til Staden han gaaer, ei heller til Leie
189 Lader han rede sig Seng med Bolster og prægtige Tæpper;
190 Vinteren lang han sover i Stuen, hvor Trællene ligge,
191 Strakt ved Ilden i Støvet og svøbt i daarlige Klæder;
192 Men fra den tidlige Sommer til seent i den frodige Høsttid
193 Reder han plat på Jorden sin Seng af de Blade, som rundtom
194 Faldt fra Grenene ned i hans viinbevoxede Have;
195 Der sørgmodig han ligger, og nærer sin heftige Kummer,
196 Jamrende over din Lod, og forkuet af Alderens Byrde.
197 Selv hensvandt jeg på lignende Viis og hented mig Døden;
198 Ei har hist i Paladset den sikkertsigtende piilfroe
199 Artemis ramt og dræbt mig med lempelig saarende Pile,
200 Og ikke heller jeg faldt i Sot, som ellers saa jevnlig
201 Livet fra Lemmerne lister ved seent opløsende Tæring,
202 Længsel det var efter dig, og Tanken om dig, min Odysseus!
203 Og om dit kjærlige Sind, som berøved mig Livet det søde.
204 Saa hun talte, da banked i Barm uroligt mit Hjerte,
205 Moderens Dødningesjel i min Favn jeg ønsked at slutte;
206 Tregange frem jeg foer, tilskyndet af brændende Længsel,
207 Tregange hun mig af Armene fløi som en Drøm eller Skygge.
208 Dybt i mit Hjerte fornam jeg en Sorg meer bitter end forhen,
209 Og med bevingede Ord jeg saa tiltalede hende:
210 Moder! hvi flygter du bort, da jeg ønsker til Bryst dig at trykke,
211 At vi hos Hades endog kan kjærligen favne hinanden,
212 Og at vi begge kan lette vort Sind ved gruelig Jamren?
213 Est du et Billed maaskee, som den mægtige Persephoneia
214 Sendte herop til mig, mine Suk og min Sorg at forøge?
215 Saa jeg taled, da svarede flux min ærværdige Moder:
216 Ak! min Søn usaligste Mand, som lever på Jorden!
217 Persephoneia, den Datter af Zeus, bedaarer dig ikke,
218 Men det er saa hver Dødeligs Lod, naar de Livet forlade,
219 Ei kan Senerne meer med Benene Kjødet forene,
220 Strax den brændende Ild med sin Kraft alt dette forstyrrer
221 Ganske, saasnart blot Livet de hvidlige Knogler forlader,
222 Medens den flygtige Sjel som en Drøm bortflyver og svinder.
223 Dog, begiv dig til Lyset påstand, og drag dig til Minde
224 Alt hvad du saae, at engang du fortælle det kan til din Hustrue.
225 Saa med hinanden vi talte, da treen mangfoldige Qvinder
226 Frem, som skikkedes did af den vældige Persephoneia,
227 Mægtige Konningers Børn eller Hustruer var de tilhobe.
228 Rundtom det sortladne Blod de stimlede sammen i Skarer.
229 Strax jeg betænkte, hvorledes Enhver udspørge jeg skulde;
230 Denne Beslutning tilsidst dog tyktes mig være den bedste:
231 Flux fra Lænden jeg drog mit Sværd med den mægtige Klinge,
232 At af det sortladne Blod de ei skulde drikke på eengang.
233 En efter Anden de nærmed sig nu, hver Enkelt sin Herkomst
234 Nævned mig strax, og jeg udspurgte dem, Alle tilhobe.
235 Tyro, den ædelbyrdige Viv, var den Første, jeg skued;
236 Hun var en Datter, fortalte hun mig, af Helten Salmoneus,
237 Og hun var gift med Aiolos’ Søn, den behjertede Kretheus,
238 Men i Enipeus, den hellige Flod, hun sig havde forelsket,
239 Som er den skjønneste Flod, der styrter sig hen gjennem Landet.
240 Jevnlig hun vanked omkring ved Enipeus’s yndige Vover;
241 Ganske livagtig som Nøkken omskabte sig stærken Poseidon,
242 Og den livsalige Viv han besov ved det brusende Flodgab;
243 Høit som et Fjeld opsvulmed det blaalige Vand, og omkring dem
244 Stod det som dølgende Hegn for en Gud og en dødelig Qvinde;
245 Listelig løste han Beltet, og Søvn over Qvinden han udgjød.
246 Men da den mægtige Gud sin Elskovsbedrift havde fuldbragt,
247 Greb han ømt hendes Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
248 Qvinde! vær glad, at jeg tog dig i Favn! før Aaret er omme
249 Føder du deilige Børn, ei goldt er Gudernes Favntag.
250 Børnene pleie du ømt, og fostre dem op på det bedste!
251 Gak nu hjem til dit Huus, men vær taus og fortæl det til Ingen!
252 Viid, Poseidon jeg er, den vældige Ryster af Jorden.
253 Saa han taled, og dukkede ned i det bølgende Havdyb.
254 Svanger ved Guden hun Moder til Pelias blev og til Neleus;
255 Begge til mægtige Drotter af Zeus Kronion blev satte,
256 Pelias, rigt velsignet med Faar, behersked den store
257 Stad Iaolkos, og Neleus var Drot i det sandede Pylos.
258 Ogsaa med Kretheus, sin Husbond, blev Dronningen Moder til Sønner,
259 Aison og Pheres hun bar, og den Stridsvognshelt Amythaon.
260 Derpå jeg blev Antiope vaer, Asopos’s Datter.
261 Selv hun roste sig af, at hun Zeus i Favn havde hvilet;
262 Moder til Tvillingesønner hun blev, Amphion og Zethos,
263 Og det var dem, som Thebes syvportede Stad havde bygget,
264 Og med en Muur den forskandset, thi ei uden Mure de mægted
265 Trygt at beboe slig rummelig Stad, trods al deres Kjækhed.
266 Næst efter hende jeg saae Amphitryons Hustrue Alkmene,
267 Som af Kronion blev krystet i Favn, og bragte til Verden
268 Stærken Herakles den vovsomme Helt med et Mod som en Løve.
269 Ogsaa Megara jeg saae, en Datter af Herskeren Kreion,
270 Gift med Amphitryons Søn, den uovervindelig stærke.
271 Ogsaa jeg saae Epikaste, Oidipos’s deilige Moder,
272 Hun som af Vaade bedrev en svar afskyelig Gjerning;
273 Gift hun blev med sin Søn, som dræbte sin Fader og derpå
274 Ægted sin Moder, dog Guderne snart lod Skjændselen rygtes.
275 Han behersked Kadmeiernes Folk i det yndige Thebe,
276 Svart af Jammer forfulgt efter Gudernes grumme Beslutning,
277 Hun til Hades’s Borg med de fasttilstængede Porte
278 Drog, en qvælende Strikke hun martret af Nag under Høiloft
279 Bandt, og endte sit Liv, og ham tilbage hun levned
280 Al den Qval, som en Moders Erinnyer vel kunne volde.
281 Frem treen Chloris den fagre, hvem Neleus til Viv havde fæstet
282 For hendes Deiligheds Skyld, rig Skjenk det Beileren kosted.
283 Yngste Datter hun var af Iasos’s Ætling Amphion,
284 Som i de Minyers Stad Orchomenos fordum regjered,
285 Dronning i Pylos hun blev, og glimrende Sønner hun fødte,
286 Chromios, Nestor med samt Periklymenos, Helten den stolte;
287 Dertil en Datter saa bold, den vidunderlig deilige Pero.
288 Granderne beiled til Pigen, men ei vilde Neleus sin Datter
289 Give til Anden, end den, som en Flok bredpandede Oxer
290 Voved at drive fra Phylake bort fra stærken Iphikles.
291 Svær var Daaden forsand, og kun den fortrinlige Spåmand
292 Bød sig til denne Bedrift, men ved haard Forføining af Guder
293 Hindret han blev ved piinlige Baand og Markernes Hyrder.
294 Men da et Aar var forbi, og Aarsens Tider var omme,
295 Maaned på Maaned forløben, og Dagenes Tal var tilende,
296 Da gav stærken Iphikles ham frie til Løn for de Sandsagn,
297 Som han bebudede Drotten, fuldbragt blev Zeus’s Beslutning.
298 Ogsaa den deilige Leda jeg saae, Kong Tyndareus’ Hustrue,
299 Som med den kraftige Drot havde født to modige Sønner
300 Hestebetvingeren Kastor og Baxeren djerv Polydeukes.
301 Dem alt gjemmer den nærende Jord, dog leve de begge,
302 Thi under Jorden endog har Zeus den Ære dem tildeelt,
303 At det på Skifte for Brødrene gaaer, at døe og at leve
304 Hver sin Dag, og Hæder beteer man dem, lige med Guder.
305 Iphimedeia jeg derpå blev vaer, som var gift med Aloeus;
306 Hende Poseidon, fortalte hun selv, havde favnet i Elskov,
307 Tvillingesønner hun fødte, men stakket kun var deres Livstid,
308 Otos en Mand som en Gud, og den hærdede Helt Ephialtes.
309 Dem opfostred den nærende Jord til Kæmper af Skabning,
310 Og til de fagreste Mænd næst efter den Ædling Orion.
311 Alt i det niende Aar deres Krop ni Alen i Drøiden
312 Holdt, og var voxen i Høiden til ni forsvarlige Favne;
313 Selv de salige Guder, som boe på Olympen, de trued
314 Frækt med Krig og buldrende Kamp; deres Agt var at stable
315 Ossa på høien Olymp og Pelions raslende Skovfjeld
316 Ovenpå Ossa igjen, for op til Himlen at stige;
317 Og deres Id var bedreven, ifald de var komne til Mandsaar,
318 Hvis den mægtige Søn af Zeus og den haarfagre Leto
319 Ei havde dræbt dem begge, før Haarene frem under Tinding
320 Spired, og før deres Hage med krøllede Duun var beskygget.
321 Prokris og Phaidra jeg saae, og den deilige Viv Ariadne,
322 Datter af Minos den vise; engang havde Theseus fra Kreta
323 Ført hende bort, da han drog til Athens velsignede Marker;
324 Ei dog nød han sin Lyst, thi på Dionysos’s Klage
325 Blev hun af Artemis dræbt på det havomskyllede Dia.
326 Maira tillige jeg saae og Klymene med samt Eriphyle,
327 Qvinden, som skjændig for kosteligt Guld forraadte sin Husbond.
328 Ei dog nævne jeg kan og ved Navn opregne dem Alle,
329 Hver en Konningedatter og Konningeviv, som jeg skued;
330 Før vilde svinde den hellige Nat, og Tiden mig maner
331 Alt om at gange til Roe, enten her eller blandt Eders Sømænd
332 Nede på Skibet; på Eder og Guderne hvile min Hjemfærd!
333 Saa han talte, da taug de qvær og forstummed tilhobe,
334 Ret som fortryllede tyst de sad i den skyggende Høisal.
335 Først da taled Arete, den liliearmede Dronning:
336 Nu, Phaiaker! hvad synes I vel om den fremmede Kæmpe?
337 Hvad om hans Aasyn og Skabning, og om hans besindige Hjerte?
338 Vel er han Gjæst hos mig, men Enhver har Ret ham at hædre;
339 Haster da ei med at sende ham bort, og giver ham ikke
340 Karrige Gaver, han trænger saa haardt, I har jo tilhobe
341 Gods og Klenodier nok i Huus ved Gudernes Naade.
342 Ordet i Kredsen nu tog den bedagede Helt Echeneos,
343 Som i det hele Phaiakiske Folk af Aar var den Ældste:
344 Venner! med Skjel forsand og ganske saadan som vi vented
345 Talte vor sindrige Dronning, thi føier da flux hendes Ønske!
346 Dog på Alkinoos her beroer al Gjerning og Tale.
347 Derpå til Svar Alkinoos gav, og talte saalunde:
348 Ja! Eders Ord skal stande ved Magt, saasandt som jeg lever,
349 Og er den raadende Drot over aarebevante Phaiaker.
350 Taalig dog maa vor Gjæst, skjøndt svart efter Reisen han længes,
351 Tøve hos os til imorgen, indtil jeg min Gjæsteforæring
352 Ganske fåer bragt istand, og sørge vi vil for hans Hjemfærd
353 Alle, men jeg fortrinlig, som her har Magten i Landet.
354 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
355 Ypperste Mand i Folket! Alkinoos! høie Behersker!
356 Om I endog mig bad et Aar hos Eder at tøve,
357 Men for min Fart dog sørged, og glimrende Gaver mig skjenked,
358 Kunde jeg selv det ønske, thi Gavn det vilde mig bringe
359 Hjem med fuldere Haand til Fædrenelandet at drage;
360 Meer velkommen jeg blev, og meer høiagtet af alle
361 Folk, som saae mig igjen hjemkommen til Ithakas Øland.
362 Derpå til Svar Alkinoos gav, og talte saalunde:
363 Dette tilfulde vi see, naar vi dig, Odysses! betragte,
364 Hverken en Træring du est eller Skjelm, af hvilke den sorte
365 Jord blandt de vidtadspredede Folk ernærer saa Mange,
366 Mænd, som hitte på Løgn, hvor den ei kan spores af Nogen.
367 Du derimod est ædel af Sind, og skjøn er din Tale;
368 Ganske som var du en Skjald har sindrig og smukt du fortalt os
369 Baade Danaernes Nød, og de Trængsler, du selv maatte friste.
370 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
371 Har ikke Nogen du seet af de guddomlignende Kæmper,
372 Som dig til Ilios fulgte, og der sig hentede Døden?
373 Lang er endnu den hellige Nat, og end er det ikke
374 Tiden at sove, fortæl da de selsomme Ting, som dig hændtes.
375 Jeg kunde godt blive siddende her i Salen til Daggrye,
376 Hvis blot du kunde holde det ud, dine Trængsler at tolke.
377 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
378 Ypperste Mand i Folket! Alkinoos! høie Behersker!
379 Tid til Fortælling er een, men Tid til Søvn er en anden;
380 Dog har du Lyst at høre, da skal du finde mig villig
381 Til at fortælle dig anden og haardere Jammer, som ramte
382 Mine behjertede Venner, som senere ginge til Grunde,
383 Og som med Held undslupne fra blodige Kampe ved Troia
384 Døde på Reisen til Hjemmet, og det for et Afskum af Qvinde.
385 Aldrig saa snart var den stimlende Hob af Qvindernes Sjele
386 Hid og did bleven spredt af den hellige Persephoneia,
387 Førend en Sjel fremtreen, det var Atreus’s Søn Agamemnon,
388 Dybt bedrøvet, og trindt ham Sjelene stod af de mange
389 Mænd, som tilligemed ham i Aigisthos’s Huus bleve dræbte.
390 Strax han mig kjendte, saasnart han det sortladne Blod havde drukket,
391 Lydelig brast han i Graad, og Taarerne rulled saa stride,
392 Armene strakte han ud med heftig Begjær mig at favne,
393 Dog hans Kraft var slappet, og reent var den Styrke forsvunden,
394 Som han i forrige Tider besad i de smidige Lemmer.
395 Strax da jeg saae ham, i Taarer jeg brast, og blev greben af Medynk,
396 Og med bevingede Ord jeg talede til ham og sagde:
397 Atreus’s hædrede Søn, Krigsfolkenes Drot Agamemnon!
398 Hvad for et Endeligt gav dig den langthenstrækkende Dødsmøe?
399 Siig! har Poseidon maaskee på Skibene skilt dig ved Livet,
400 Reisende mod dig en svar Orkan af de rædsomme Vinde?
401 Eller har fjendtlige Mænd ihjel dig slaget på Fastland,
402 Mens deres Hjorder af prægtige Faar eller Oxer du plyndred?
403 Eller har Døden du hentet i Kamp for din Stad og dens Qvinder?
404 Saa jeg taled, og han mig påstand gjensvared og sagde:
405 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses, du snilde!
406 Ei har stærken Poseidon på Skibene skilt mig ved Livet,
407 Reisende mod mig en svar Orkan af de rædsomme Vinde,
408 Ligesaalidt som mig Fiender ihjel har slaget på Fastland.
409 Nei! Aigisthos det var, som Død og Fordærv mig beredte,
410 Han med min nedrige Hustrue til Gjæst mig bød, og ved Gildet
411 Myrded han mig i sin Sal, som man slaaer en Oxe ved Krybben.
412 Saaledes døde jeg selv en ynkelig Død, og på Stedet
413 Svam mine Kæmper i Blod som en Flok hvidtandede Galter,
414 Hvilke man stikker, naar Fest skal staae hos den mægtige Rigmand,
415 Enten et Bryllup, et folkeligt Lag, eller Gilde for Venner.
416 Selv var ofte du med, hvor blodige Pander der vanked,
417 Snart hvor Enkelte faldt, og snart i de vældige Feltslag,
418 Dog havde dette du seet, var dit Sind langt meer blevet oprørt,
419 Hvordan vi rundt om Kummen på Disk og de bugnende Borde
420 Laae i Salen tilhobe, mens Blod randt hen over Tilien.
421 Ynkeligt var det at høre Kong Priamos’ Datter Kassandra
422 Skrige, dengang Klytaimnestra den skjændige Viv hende myrded
423 Tæt ved min Side; på Gulvet jeg laae, men døende løfted
424 Haanden jeg op, for at drage mit Sværd, dog bort den Forvorpne
425 Sneg sig, ei havde hun Hjerte, skjøndt alt jeg vandred til Hades,
426 Enten at trykke mig Øinene til eller Læberne lukke.
427 Der er dog Intet saa skjændigt, og Intet saa argt som en Qvinde,
428 Der i sit Sind udtænker en slig afskyelig Udaad,
429 Ret som nu hun i sit Sind udruged en gruelig Idræt,
430 Og på sin Husbond sig mordisk forgreb; jeg vented bestandig,
431 At jeg til Fryd og Gammen for Børn og for hele mit Huusfolk
432 Hjem var kommen igjen, men hun, den Mester i Ondskab,
433 Hun har med Skam besudlet sig selv og samtlige Qvinder
434 Gjennem de kommende Dage, selv dem, som gjøre det Gode.
435 Saa han talte, men jeg ham flux gjensvared, og sagde:
436 Vee mig! saa har Fjernskueren Zeus på Atreus’s Sønner
437 Skrækkelig kastet sit Had ved Rænker af nedrige Qvinder
438 Lige fra Førstningen af; for Helena segned saa Mange,
439 Og Klytaimnestra beredte dig Svig, mens du var i det Fjerne.
440 Saa jeg taled, og han mig påstand gjensvared og sagde:
441 Derfor du være herefter ei alt for øm mod din Hustrue,
442 Ei skal du hende betroe hver Ting, der kom til din Kundskab,
443 Nei! meddeel hende Noget, men hold det Andet forborgent.
444 Dog, din Viv, Odysseus! skal ei berede dig Døden,
445 Manden Ikarios’ Datter den kløgtige Penelopeia,
446 Hun er forstandig af Sind og from af Hjerte tillige,
447 End var hun ung og nyligen gift, dengang vi på Krigstogt
448 Drog og hende forlod, en Dreng hun havde ved Brystet,
449 Spæd endnu, men i Mændenes Kreds han vist allerede
450 Stoltelig sidder, og ham skal den elskede Fader ved Hjemkomst
451 See, og Sønnen skal favne ham froe som sig egner og anstaaer.
452 Dog, min Hustrue forundte mig ei at fryde mit Øie
453 Blot ved at see min Søn, forinden hun tog mig af Dage.
454 Dette jeg sige dig vil, og læg mit Ord dig på Hjerte,
455 Læg ei frilig til Land med dit Skib, men gjør det i Løndom,
456 Naar til dit Hjem du kommer, thi ei kan man stole på Qvindfolk.
457 Dog, fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
458 Har du ei Tidende spurgt om min Søn, som endnu er ilive,
459 Enten maaskee i Orchomenos’ Stad, i det sandede Pylos,
460 Eller i Sparta maaskee hos Atreus’s Søn Menelaos.
461 Thi han er ei henfaren og død den Ædling Orestes.
462 Saa han taled, og jeg ham flux gjensvared og sagde:
463 Atreus’s Søn! hvi spørger du mig? ei har jeg erfaret,
464 Om han er død eller lever, og ei bør i Veiret man snakke.
465 Skiftende saa med hinanden en heel bedrøvelig Tale
466 Stod vi med sørgende Sind, og Taarerne runde saa stride.
467 Sjele sig viste påny: først treen Peleiden Achilleus
468 Frem med Patroklos, og derpå med Helten Antilochos Aias,
469 Telamons Søn, som af Skjønhed og Væxt blandt alle Danaer
470 Var den fortrinligste Mand næst efter den bolde Peleion.
471 Knap havde Aikos’ Ætling fodrappen Achilles mig gjenkjendt,
472 Før med bevingede Ord han jamrende talte saalunde:
473 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
474 Hvad forvovnere Daad, Usalige! vil du bedrive?
475 Hvi har du dristet til Hades dig ned, hvor de Døde har hjemme,
476 Væsener uden Bevidsthed, udlevede Menneskers Gjenfærd?
477 Saa han taled, og jeg ham flux gjensvared og sagde:
478 Peleus’s Søn, Achilles! du gjæveste Mand af Achaia!
479 Hid jeg drog i det Haab, hos Teiresias Raad mig at hente,
480 Hvordan tilbage jeg dog skulde komme til Ithakas Fjeldøe.
481 Ei endnu til Achaia jeg kom, ei heller mit Hjemland
482 Har jeg betraadt; min Lod er Sorg, men aldrig, Achilles!
483 Var der en Mand, lyksalig som du, eller vorder i Fremtid;
484 Fordum vi Mænd af Argos dig hædrede høit som en Guddom,
485 Medens du leved, og nu est du her en Drot over Døde;
486 Derfor Achilles, du græmme dig ei, at du vandrede heden!
487 Saa jeg taled, og han mig påstand gjensvared og sagde:
488 Trøst mig ei for min Død, du straalende Søn af Laertes!
489 Heller jeg vilde som Træl på Markerne slide for Dagløn,
490 Hyret af trængende Mand, som kun har Eie til Nødtørft,
491 End over samtlige Døde befale som øverste Herre.
492 Dog om min straalende Søn et Ord du maa mig fortælle,
493 Drog han i Leding som Høvding for Krigeres Flok eller ikke?
494 Siig mig desuden, har Intet du hørt om den ædelig Peleus,
495 Om Myrmidonernes Folk endnu ham hædrer som Konge,
496 Eller han tabte sin Hæder omkring i Hellas og Phthia,
497 Da den forkuende Alder afkræfted hans Been og hans Arme.
498 Under den lysende Sol ei meer kan jeg yde min Bistand
499 Kraftig som fordum jeg var, dengang til Argeiernes Forsvar
500 Vidt i Troia omkring jeg vog de gjæveste Kæmper.
501 Kom til min Faders Palads som en Slig jeg blot for en stakket
502 Stund, da forfærded jeg snart ved Kraft og farlige Hænder
503 Hver, som fornærmede Gubben, og gjorde ham Skaar i hans Hæder.
504 Saa han taled, og jeg ham flux gjensvared og sagde:
505 Ei har jeg hørt et eneste Ord om den ædelig Peleus,
506 Men om din elskede Søn Neoptolemos skal jeg dig sige
507 Ganske sandfærdigen alt hvad jeg veed, da du dette forlanger,
508 Thi jeg har selv ombord på et raskhenglidende Fartøi
509 Ovre fra Skyros ham bragt til de pladebedækte Danaer.
510 Hvergang ved Troernes Stad med hinanden vi Konninger raadslog,
511 Talte bestandig han først, og ei i sin Tale han famled,
512 Kun den herlige Nestor og jeg var i Tale hans Mestre.
513 Men naar med Malmen i Haand på Troernes Slette vi dysted,
514 Aldrig tilbage han blev i Krigernes Rad eller Stimmel,
515 Nei! langt stormed han frem, ei veeg i Kraft han for Nogen,
516 Og i den rædsomme Dyst han vog mangfoldige Kæmper.
517 Ei dog nævne jeg kan, og ved Navn opregne tilhobe
518 Alle de Helte, han vog i Kamp til Argeiernes Forsvar,
519 Eneste Telephos’ Søn Eurypylos vil jeg dig nævne,
520 Hvem han vog med sit Spyd, og rundt om Helten i Mængde
521 Faldt hans Keteiske Kæmper, dem Qvindeforæring bedaared.
522 Han var den fagreste Mand, jeg har seet næst Ædlingen Memnon.
523 Men da vi gjæveste Mænd steg ind i den Hest, som Epeios
524 Os havde tømret saa snildt, og man mig det Hverv havde givet,
525 Snart at aabne det listige Skjul, og snart det at lukke,
526 Da blev jeg vaer, at de andre Danaiske Drotter og Raadsmænd
527 Strøg sig Taarer af Kind, og at Knæerne under dem rysted;
528 Aldrig jeg dog din Søn Neoptolemos saae for mit Øie
529 Skifte den livlige Farve, ei heller af blomstrende Kinder
530 Taaren at stryge, nei! mindelig bad om Forlov han mig ofte,
531 Ud af Hesten at stige; med Haand Sværdhjaltet han krysted;
532 Eller det vægtige Spær, thi Troerne vilde han ilde.
533 Men da vi Priamos’ kneisende Stad tilsidst havde hærget,
534 Steg han ombord på sit Skib med glimrende Gaver og Bytte
535 Karsk og i bedste Behold, ei ramte ham Spyd fra det Fjerne,
536 Ei han i standende Strid fik Saar, hvoraf der i Kampen
537 Pleier at vanke saa mange, ifleng Krigsguden huserer.
538 Saa jeg taled, med mægtige Skridt den rappe Peleides
539 Sjel da skyndte sig bort ad den liliebevoxede Slette,
540 Glad, at jeg havde ham priist hans Søn som dygtig i Krigsfærd.
541 Ogsaa den øvrige Flok af de Hedenvandredes Sjele
542 Stod med Bedrøvelse hos mig, og Hver fortalte sin Modgang;
543 Ikkun den vældige Aias, hiin straalende Telamonide,
544 Holdt sig tilbage, forbittret endnu for den Seier jeg vandt mig,
545 Dengang ved Skibene hist om Achilles’s Vaaben en Retsstrid
546 Havde sig reist; hans Moder dem selv fremlagde på Thinget,
547 Og det var Troiske Mænd og Athene, som mellem os dømte.
548 O at jeg aldrig i denne vor Strid havde Seier mig vundet!
549 Derfor har Jorden nu taget i Gjem et Hoved som Aias,
550 Telamons Søn, der i Skabning og Daad af alle Danaer
551 Var den fortrinligste Mand næst efter den bolde Peleion.
552 Strax med venlige Ord jeg talede til ham og sagde:
553 Aias, den hædrede Telamons Søn! saa glemte du ikke
554 Selv efter Døden din Harm over hiin usalige Rustning,
555 Som efter Gudernes Raad stor Jammer Achaierne voldte.
556 Du, deres skjermende Borg, sank ned, og vi Mænd af Achaia
557 Sørge bestandig saa dybt over dig, som dengang Achilles
558 Livet forliste, dog Skyld deri er ei nogen Anden
559 End den alvældige Zeus, som har på Danaernes Krigsfolk
560 Frygtelig kastet sit Had, og som dig bestemte din Dødslod.
561 Dog, træd nærmere, Drot! og lyt til mit Ord og min Tale,
562 Tving den heftige Vrede, som boer i dit mandige Hjerte!
563 Saa jeg taled; han svarte mig ei, men gik til de andre
564 Sjele, til Erebos ned, de Hedenvandredes Bolig.
565 Dog uagtet sin Harm han vist havde talt, eller ogsaa
566 Jeg til ham havde talt, men mit Hjerte var grebet af Længsel,
567 Fleer endnu at see af de Hedenvandredes Sjele.
568 Minos jeg saae dernæst, den straalende Søn af Kronion,
569 Sidde med Staven af Guld som Dommer for samtlige Døde.
570 Rundt om Drotten de sad eller stod i stimlende Mængde,
571 Krævende Lov og Dom ved Hades’s mægtige Porte.
572 Næst efter ham blev Orion jeg vaer, den vidunderlig stærke;
573 Her han jaged det Vildt på den liliebevoxede Slette,
574 Som han tilforn havde bedet på eensomtliggende Fjelde.
575 Kølven af Malm i Haanden han holdt, den ubrydelig stærke.
576 Ogsaa jeg Tityos saae, hvem den hædrede Jord havde frembragt,
577 Strakt på Sletten han laae, hans Krop ni Marker bedækked,
578 Og på hans Sider der sad to Gribbe, som Leveren hakked,
579 Trængende dybt under Kjødet, omsonst han med Hænderne køs dem.
580 Vold han øved mod Leto, Kronions livsalige Mage
581 Dengang til Pytho hun drog hen gjennem det skjønne Panopeus.
582 Tantalos ogsaa jeg saae, ulidelig Pine han udstod.
583 Midt i en Søe han stod, hvis Vand ham naaede til Hagen,
584 Svart han smægted af Tørst, men ei kunde Drikke han fåe sig,
585 Thi naar den Gamle sig bukked med langlig Begjær efter Drikke,
586 Strax bortslurfedes Vandet og svandt, og rundt om hans Fødder
587 Saae man sortnende Muld, en Gud borttørrede Vandet.
588 Kneisende Træer, som bugned af Frugt, hang over hans Isse,
589 Pærer, Granater og Abild med glindsende Frugter på Grene,
590 Frodige Olietræer og liflige Figner tillige,
591 Men naar den Gamle sin Haand efter Frugterne rakte begjærlig,
592 Slog en pludselig Vind dem op mod de mørkende Skyer.
593 Sisyphos ogsaa jeg saae, møisommelig Piinsel han udstod,
594 Thi en umaadelig Steen han maatte med Hænderne slæbe;
595 Svart han strengte sig an med Hænder og Fødder, for Stenen
596 Op på et Fjeld at vælte, men just som han op over Skrenten
597 Skulde den drive, da slog i det samme den om ved sin Tyngsel,
598 Og med et Bulder den ublue Steen nedrulled til Sletten.
599 Atter han maattte da vælte den op med Møie, saa Sveden
600 Randt ad Lemmerne ned, og Støv omfyged hans Ansigt.
601 Næst efter Sisyphos Øie jeg fik på stærken Herakles,
602 Dog det var kun hans Skygge, thi selv blandt salige Guder
603 Nyder han Gammen og Fryd; hans Viv er den deilige Hebe,
604 Datter af Lyneren Zeus og den guldbeskoede Here.
605 Trindt ham skingred et Skrig af Dødninger, ret som af Fugle,
606 Naar man har skræmmet dem op; han selv saa skummel som Natten
607 Stod med sin blottede Bue, en Piil laae rede på Strengen;
608 Barsk han skued omkring, og ligned en sigtende Skytte;
609 Over det mægtige Bryst han bar en frygtelig Sværdrem,
610 Klædt med glimrende Guld, som prunked med kosteligt Arbeid;
611 Der baade Bjørne man saae, ildøiede Løver og Vildsviin,
612 Kamp og hærgende Dyst og Mord og gruelig Mandslæt;
613 Aldrig den Kunstner forvist, som snildt havde dannet den Guldrem
614 Mægter et Arbeid at gjøre påny, som er Mage til dette.
615 Selv han kjendte mig strax, saasnart han for Øie mig skued,
616 Og med bevingede Ord han jamrende talte saalunde:
617 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
618 Arme! du frister forvist en Lod saa haard og saa piinlig,
619 Som jeg den selv maatte prøve den Tid under Solen jeg vandred.
620 Vel var jeg Søn af Zeus, men alligevel maatte jeg drages
621 Med en uendelig Kummer; en ringere Mand var til Herre
622 Over mig sat, og han mig befoel det strengeste Arbeid.
623 Ogsaa han skikked mig hid engang, for Hunden at hente,
624 Dette han holdt for den haardeste Dyst af Alt hvad han påbød,
625 Dog jeg hentede Hunden, og bragte den med mig fra Hades,
626 Hermes var med mig på Vei og den lysblaaøiede Pallas.
627 Talende saa tilbage han gik til Hades’s Bolig,
628 Selv tilbage jeg blev med Forventning, at frem vilde træde
629 En eller Anden af Heltenes Slægt, som forlængst vare døde,
630 Og efter Ønske jeg vist havde seet fleer Helte fra Fortid,
631 Theseus maaskee og den bolde Peirithoos, Sønner af Guder,
632 Hvis ei Dødninger strax sig i tusinde Tal havde flokket
633 Med et usigeligt Skrig, saa den blege Forfærdelse slog mig;
634 Ræd jeg gjøs, om fra Hades den hellige Persephoneia
635 Gorgo maaskee skulde sende, Utysket med græsseligt Hoved.
636 Derfor jeg gik til mit Skib påstand, og befoel mine Svende,
637 Selv at skibe sig ind, og Linerne løsne fra Bagstavn.
638 Flux ombord de nu gik, og på Tofterne toge de Sæde;
639 Ned ad Okeanos’ Strøm Flodbølgerne førte vort Fartøi,
640 Først for Aarer det gik, snart lufted en føielig Medbør.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange