Odysseen Sang 10

Resume af 10. sang i Odysseen af Homer. Odysseus kommer til Aiolos, som sender ham bort med en gunstig vestenvind, og giver ham rådighed over de andre vinde, som er indspærrede i en sæk, der gives ham med på skibet. Han ser allerede Ithaka saa nær, at han skimter kysten, men medens han af træthed tager sig en blund, åbne hans folk sækken, og stormene driver hans skibe tilbage til Aiolos, som bortviser ham i vrede.

ODYSSEEN

Odysseen, 10. sang

1 Til den Aioliske Øe vi kom nu; denne beboede
2 Aiolos, Søn af Hippotes, en Ven af de salige Guder.
3 Øen i Bølgerne svømmed, en Muur af Kobber omkring den
4 Løb, ubrydelig stærk, og en glindsende Klippe sig hæved
5 Steil imod Skye; i stolten Palads tolv Børn vare født ham,
6 Sex livsalige Sønner og sex friskblomstrende Døttre,
7 Og sine Sønner han her havde Døttrene givet tilægte,
8 Hos deres elskede Fader og kjærlige Moder bestandig
9 Leve de høit; i Mængde dem kostelig Spise beredes;
10 Fløitens fortryllende Toner igjennem de duftende Sale
11 Lyder om Dagen, om Natten Enhver hos sin tugtige Hustrue
12 Sødt på Bolstrene hviler i smuktudsnittede Senge.
13 Disses anseelige Stad og skjønne Palads vi nu gjæsted.
14 Venlig han hused en Maaned mig der, og spurgte mig nøie
15 Ud om Ilions Stad, om Achaiernes Snekker og Hjemfart,
16 Og jeg fortalte ham da omstændelig alle Bedrifter.
17 Da jeg saa taled om Reisen, og bad ham, hjem mig at skaffe,
18 Vægred sig Aiolos ei, men fremmende venlig min Reise
19 Gav han en Sæk mig af Hud, som var flaaet af en niaars Oxe,
20 Hvori de susende Vinde han tvang, og spærred dem Udfart;
21 Thi af den mægtige Zeus blev han sat til Vindenes Herre,
22 Altsom ham lyster, at lægge dem snart, og snart dem at reise.
23 Sækken han bandt på mit bugede Skib med en glimrende Sølvsnor
24 Fast, at ikke det ringeste Pust sig ud kunde trænge;
25 Men til min Fart udflyve han lod en føielig Vestvind,
26 Snekker og Folk at føre mig hjem, dog ikke han skulde
27 Naae sit Meed, thi Jammer os traf ved Svendenes Daarskab.
28 Ni samfældige Døgn baade Dag og Nat vi nu seiled,
29 Men på den tiende Dag vore fædrene Marker vi skimted;
30 Ild derovre vi tydelig saae, saa nær var vi Kysten;
31 Dog jeg var træt, saa sødelig Søvn sig over mig listed;
32 Selv havde Roret jeg dreiet på hele vor Fart, og til ingen
33 Anden det villet betroe, for at komme desfør til min Hjemstavn.
34 Midlertid sad mine Mænd, og gav sig i Snak med hverandre,
35 Stærkt de formoded, at Gaver af Guld og Sølv jeg på Skibet
36 Bragte fra Aiolos hjem, den behjertede Søn af Hippotes.
37 Mangen da talte saalunde med Øinene vendt mod sin Naboe:
38 Guder! hvor høit denne Mand dog elskes og agtes af alle
39 Menneskens Sønner på Jord, hvis Land og Stad han besøger!
40 Meget og kosteligt Gods, som han fik af det Troiske Bytte,
41 Bringer han med sig på Skib, mens vi, som deelte hans Reise,
42 Hjem til vort Fædreneland tomhændede drage tilhobe;
43 Dertil har Aiolos nys denne Venskabsforæring ham givet;
44 Lader os da see efter påstand, hvad dette kan være,
45 Hvad for en Skjenk af Guld og Sølv der gjemmes i Sækken.
46 Saa med hverandre de talte, da seired den onde Beslutning.
47 Strax de løste for Sækken, ud Vindene foer i det samme,
48 Og i en rivende Fart Orkanen dem drev over Havet
49 Bort fra den fædrene Kyst, saa de hyled og svømmed i Taarer.
50 Op af Søvne jeg foer, og vog i mit kraftige Hjerte,
51 Om jeg fra Skib skulde styrte mig ud og sluges af Bølgen,
52 Eller med Taal det bære, og end blandt Levende færdes.
53 Dog taalmodig jeg bar det og blev, men svøbt i min Kappe
54 Ned jeg i Skibet mig lagde, mens Stormen igjen vore Snekker
55 Til den Aioliske Øe drev hen, og Folkene jamred.
56 Der iland på Kysten vi steg, og hented os Ferskvand.
57 Strax ved de hurtige Skibe nu Mandskabet tog sig et Maaltid,
58 Men da ved Mad og Drikke vi der havde gjort os tilgode,
59 Tog en Herold og en Svend jeg med, og begav mig med disse
60 Hen til Aiolos’ glimrende Borg, og Konningen traf vi
61 Siddende froe tilbords med samt sine Børn og sin Hustrue;
62 Men da til Salen vi kom, på Tærskelen ned vi os satte
63 Lige ved Stolpen, da studsed de svart, og spurgte saalunde:
64 Hvad? du her? Odysseus! hvad Gud forfølger dig fjendtlig?
65 Trolig vi sørged jo dog for din Fart, at du tryg kunde komme
66 Hjem til dit Land og dit Huus, eller og hvorhen det dig lysted.
67 Saa de taled, bedrøvet i Hu jeg gav dem til Gjensvar:
68 Mig har mit nedrige Folk, og dertil ulykkelig Slummer
69 Bragt i Fordærv; o stander mig bi, thi Magten er Eders.
70 Saa jeg taled, og stræbte med venlige Ord dem at røre,
71 Dog tilhobe de taug, men Faderen gav mig til Gjensvar:
72 Pak dig påstand fra vor Øe, forvorpneste Mand under Solen!
73 Ei har jeg Lov til at huse, ei heller på Vei at befordre
74 Slig en Mand, som har gjort sig forhadt af de salige Guder.
75 Pak dig, da hid du est kommen, forfulgt af Gudernes Vrede.
76 Saa han taled, og jog mig Jamrende bort fra sin Vaaning.
77 Videre seiled vi nu med dybtbedrøvede Hjerter,
78 Modet hos Folkene sank, som nu til Straf for vor Daarskab
79 Maatte møisommelig roe, og ei det tegned til Hjemkomst.
80 Sex samfældige Døgn baade Dag og Nat vi nu seiled,
81 Syvende Dagen vi kom til Telepylos, Lamos’s Fjeldstad
82 I Laistrygonernes Land, hvor den hjemadvandrende Hyrde
83 Raaber til Hyrden, som drager tilvangs, og denne ham svarer;
84 Og ved at offre sin Søvn kunde Hyre han tjene sig dobbelt,
85 Først som Faarenes Vogter, og saa som Driver af Hornqvæg,
86 Da baade Dag og Nat tæt følge hinanden i Sporet.
87 Da vi nu kom til den herlige Havn, om hvilken en Klippe
88 Svimlende høi sig strækker i Kreds fra Ende til anden,
89 Men ved dens Munding sig bøie de langtfremragende Pynter
90 Ind mod hinanden, saa Gabet er smalt til Skibenes Indløb,
91 Styred mit Folk derind med de toradaarede Snekker,
92 Og i den dybtudbugtede Havn de strax dem fortøied
93 Tæt ved hverandre, thi aldrig en Bølge sig, stor eller lille,
94 Hæver derinde, bestandig er der det klareste Havblik.
95 Selv derimod jeg lagde til Land med mit tjærede Fartøi
96 Ude ved Enden af Bugten, og Linerne bandt jeg til Klippen.
97 Derpå det knudrede Fjeld jeg besteg, og skued omkring mig,
98 Dog hverken Menneskers Dont var at see, eller Gjerning af Plovdyr,
99 Røg alene vi saae, som rask sig hvirvled fra Jorden.
100 Tvende jeg kaared af Folket, og gav en Herold dem til Ledtog,
101 Disse jeg skikked forud, og befoel dem, grandt at bespeide,
102 Hvad Slags Folk her leved, og Markernes Grøde fortæred.
103 Bort de vandred, og kom til en Vei, som var banet, ad hvilken
104 Vogne fra Bjergenes Skov hjemagede Brændsel til Staden.
105 Tæt ved Byen en Pige de traf, stærktbygget af Lemmer,
106 Som var på Vei efter Vand, Laistrygonen Antiphates’ Datter,
107 Just som på Vandring hun var til Artakias yndige Kilde
108 Ned, hvor Vand til Byen Indvaanerne pleied at hente.
109 Hen til Pigen de treen, og strax udspurgte de hende,
110 Hvem der var Konning i Landet, og raaded som Drot over Folket,
111 Og hun betegned dem strax sin Faders anseelige Vaaning.
112 Ind i det stolte Palads de treen, der traf de hans Hustrue;
113 Svart de grued for Qvinden, thi stor hun var som en Fjeldaas.
114 Hjem fra Forsamling på Torv hun sin Mand Antiphates kaldte,
115 Og en forsmædelig Død tiltænkte han strax mine Svende.
116 Selv den ene han greb, og beredte ham flux til et Maaltid,
117 Bort dog styrted de To, og til Skibene ned de sig bjerged.
118 Larm i Staden han gjorde påstand, og da dette de hørte,
119 Strømmed i tusinde Tal Laistrygonernes vældige Karlfolk
120 Sammen; ei Mænd af Menneskens Æt, men Riser de ligned.
121 Stene fra Klippen saa tunge, som knap nogen Mand kunde slæbe,
122 Kasted de ned, og et frygteligt Gnye fra Skibene dønned,
123 Vraalet af døende Mænd og Braget af splintrede Skibe;
124 Ligesom Fisk de dem spidded, og bar dem til græsseligt Maaltid.
125 Mens Laistrygonerne myrded mit Folk i Havnen den dybe,
126 Rev jeg mit hvæssede Sværd fra Lænd, og kapped de Touge,
127 Hvormed til Klippen var bunden mit Skibs blaamalede Forstavn,
128 Muntrede flux mine Mænd, og befoel dem Alle tilhobe,
129 Rask deres Aarer at roe, for at bjerges af denne vor Qvide;
130 Angsten for Døden dem drev, og flinkt de Bølgerne vælted;
131 Ud på Dybet da slap fra den skakfremragende Klippe
132 Heldig mit Skib, men alle de øvrige ginge tilgrunde.
133 Videre seiled vi nu med dybtbedrøvede Hjerter,
134 For vore Venner vi misted, men froe at Døden vi undslap.
135 Derpå til Øen Aiaia vi kom, og denne beboede
136 Kirke, den haarfagre bolde Gudinde med Menneskestemme.
137 Kjødelig Søster hun er til den kløgtige Konning Aietes,
138 Begge de have til Fader den jordoplysende Solgud,
139 Og deres Moder er Perse, Okeanos’ yndige Datter.
140 Der vi roede mod Kysten vort Skib, og styred i Stilhed
141 Ind i den skjermende Bugt, en Gud ledsagede Farten.
142 Strax vi skibed os ud, og forblev to Nætter og Dage
143 Rastende der, af Kummer og Slid i Hjertet forpiinte;
144 Men da den haarfagre Dagning det tredie Grye havde frembragt,
145 Tog jeg i Haand mit Spyd og ved Hofte mit vældige Slagsværd,
146 Skyndte fra Skibet mig bort, og besteg en Høi for at speide,
147 Om der var Menneskers Gjerning at see, eller Stemmer at høre.
148 Op jeg klattred, og som jeg nu stod på den knudrede Bakke,
149 Saae jeg en Røg, som steg fra den vidthenveibare Jordbund
150 Op fra Kirkes Palads gjennem Skovenes Træer og Buske,
151 Og i mit Sind jeg veiede dybt, om jeg did skulde gange
152 Selv, og bespeide det Sted, hvor jeg saae den blaalige Røgskye.
153 Medens på dette jeg grunded i Sind, det tyktes mig tjenligst,
154 Først at begive mig hjem til mit Skib ved Bredden af Havet,
155 Give mit Folk deres Kost, og Mænd udskikke på Speiden.
156 Men da jeg nærmed mig alt mit toradaarede Fartøi,
157 Da forbarmed en Gud sig over mig eensomme Vandrer;
158 Ind på min Vei han skikked en stor strunkkneisende Kronhjort,
159 Inde fra Græsning i Skoven den kom, og hasted til Bækken
160 Ned, for at drikke, thi svart af den brændende Sol var den trykket.
161 Just som på Veien den springende kom, jeg midt i dens Rygrad
162 Traf den med Spyd, og den kobberne Od løb ud gjennem Bugen;
163 Ned i Støvet den faldt med et Skrig, bort Livet var fløiet.
164 Sættende Foden mod Krop uddrog jeg Spydet af Saaret,
165 Kastede Hjorten tilgulvs igjen, og lod den saa ligge,
166 Medens jeg smidige Qviste mig rev af Vidiebuske,
167 Hvoraf jeg dreied et Baand på en Favn med Knuder for Enden.
168 Derpå med dette jeg Løbene bandt på det vældige Udyr,
169 Tog det på Nakken, og vandrede ned til mit tjærede Fartøi,
170 Støttende mig til mit Spyd, thi jeg mægtede ei med den ene
171 Haand det på Skuldren at bære, saa stort var Dyret jeg fældte.
172 Tæt ved Skibet jeg slængte det ned, og vækked mit Mandskab,
173 Traadte saa frem, og talte med kjærlige Ord til dem Alle:
174 Venner! trods al vor Sorg skal vi ei nedstige til Hades,
175 Førend den Dag er kommen, som Skjebnen til Død os bestemte.
176 Vel da! saalænge vort Skib er forsynet med Mad og med Drikke,
177 Lader os tænke på Spise, og ei med Hunger os plage!
178 Saa jeg taled, og Mændene flux adlød min Formaning.
179 Frem af de hyllende Kapper de sprang, og på Bredden af Havet
180 Saae de med Studsen min Hjort, thi stort var Dyret jeg fældte.
181 Men da Enhver ved det herlige Syn havde gottet sit Øie,
182 Tvætted de Hænderne flux, og beredte det prægtige Maaltid.
183 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
184 Sad vi og nød fortræffeligt Kjød og Viin, som var liflig;
185 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
186 Ginge vi alle til Roe på den havbeskyllede Strandbred;
187 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
188 Kaldte jeg sammen mit Folk, og talede saa til dem Alle:
189 Agter nu grandt på mit Ord, I sorgbetyngede Brødre!
190 Hverken vi veed, mine Venner! hvor Dagningen er eller Mørket,
191 Ei hvor den lysudbredende Sol gaaer ned under Jorden,
192 Ei hvor den atter sig reiser, thi lader os nøie betænke,
193 Om vi forresten kan hitte på Raad, dog troer jeg det neppe;
194 Thi da på Toppen jeg stod af den knudrede Bakke, da saae jeg,
195 At vi er her på en Øe, omkrandset af Vand uden Grændse,
196 Fladt den ligger i Havet, og op fra Midten af Øen
197 Hæved sig Røgen, jeg saae, gjennem Skovenes Træer og Buske.
198 Saa jeg talte, da knustes i Barm deres Hjerter af Rædsel,
199 Strax i Tanker dem randt Laistrygonen Antiphates’ Udaad,
200 Og den uvorne Kyklop, den vældige Menneskeæder.
201 Lydt tilhobe de græd, og Taarerne rulled saa stride.
202 Dog deres Jamren og Graad kunde jo slet intet dem baade.
203 Nu jeg talte mit Folk, og det beenbepandsrede Mandskab
204 Deelte jeg flux i to Afdelinger, hver med sin Høvding.
205 Een anførte jeg selv, og Eurylochos førte den anden.
206 Flux i en Hjelm af Malm vi kastede Lod, og den kjække
207 Helt Eurylochos’ Lod sprang ud af den rystede Malmhjelm.
208 Strax han gav sig på Vei, og tyve og to af mit Mandskab
209 Fulgte med Taarer, os Andre de lod i Kummer tilbage.
210 Snart de kom til Kirkes Palads, som laae udi Dalen,
211 Bygget af glattede Steen på en Plads med den frieste Udsigt.
212 Rundt om Huset de saae bjergfostrede Løver og Ulve,
213 Hvilke hun havde fortryllet med Saft af forkoglende Urter;
214 Ei dog foer de på Mændene løs, men brat de sig reiste,
215 Og med de viftende Haler de logrede venlig omkring dem.
216 Ligesom Hundene logre for Herren, som kommer fra Maaltid
217 Hjem, thi en Bid, som smager dem godt, medbringer han gjerne,
218 Saaledes logred nu her stærkkloede Løver og Ulve
219 Om mine Mænd, som gjøs, da de saae de voldsomme Rovdyr.
220 Ude ved Døren de staaende blev, og den haarfagre Kirke
221 Kunde de høre, som sang med fortryllende Stemme derinde,
222 Medens om Væven hun gik, og vov sig et kosteligt Stykke,
223 Stort, uforgjængeligt, fiint, som Gudindernes herlige Arbeid.
224 Først af Alle til Orde da tog den Høvding Polites,
225 Som var mig meest hengiven og kjærest af hele mit Mandskab:
226 Venner! en Qvinde jeg hører, som lifligen synger derinde,
227 Medens om Væven hun gaaer, gjennem hele Paladset det skingrer,
228 Dødelig eller udødelig Viv, påstand vil vi kalde.
229 Saa han talte, da raabte de strax med lydelig Stemme;
230 Flux hun aabned sin straalende Dør, treen selv af Paladset
231 Ud, og kaldte dem ind, og Taaberne fulgte tilhobe,
232 Kun Eurylochos blev, thi strax han ahnede Uraad.
233 Ind hun dem førte, og sidde dem bød på Hynder og Stole,
234 Hented saa lyseguul Honning og Ost og Meel, som hun sammen
235 Rørte med Pramnisk Viin, og desuden en gruelig Seidgift
236 Kom hun deri, at Mændene reent deres Hjem skulde glemme.
237 Dette hun bød dem, tilbunds de drak, og flux hun med Staven
238 Gav dem et Rap, og i Svinenes Stie hun stænged dem inde,
239 Thi baade Hoved og Skabning som Sviin og Børster og Stemme
240 Havde de nu, men Forstanden beholdt de ganske som forhen.
241 Høit de hulked, da Kirke dem stænged i Stie, og til Æde
242 Olden hun kastede for dem, og Agern og røde Korneelbær,
243 Som er de jordoprodende Sviins sædvanlige Føde.
244 Snart Eurylochos kom til den tjærede Snekke tilbage,
245 Bringende Bud om den Lod, som saa haardt havde ramt mine Svende;
246 Ei at sige han mægted et Ord, saa gjerne han vilde,
247 Thi han var ramt af ulidelig Sorg, og begge hans Øine
248 Fyldtes af Taarernes Vand; hans Sind kun tænkte på Jammer.
249 Men da vi Alle med største Forbauselse havde ham udspurgt,
250 Da fortalte han os, at de øvrige Mænd var forlorne:
251 Konning Odysseus! som du befoel vi gik gjennem Skoven;
252 Ned i Dalen vi kom, der fandt vi en prunkende Vaaning,
253 Bygget af glattede Steen på en Plads med den frieste Udsigt.
254 Der var en Qvinde, som sang, mens ved Væven hun gik, saa det skingred,
255 Dødelig eller udødelig Viv, og til hende de raabte.
256 Flux hun aabned sin straalende Dør, treen selv af Paladset
257 Ud, og kaldte dem ind, og Taaberne fulgte tilhobe.
258 Jeg blev ene tilbage, thi strax jeg ahnede Uraad,
259 Alle de Andre forsvandt, og ei en Eneste saae jeg
260 Siden, hvorvel jeg en Stund blev siddende der for at speide.
261 Saa han taled, og flux over Axel jeg kasted mit store
262 Sølvbenaglede Sværd af Malm, og min Bue tillige.
263 Derpå jeg bød ham at føre mig flux ad den Vei han var kommen,
264 Dog sine Arme han slog om mit Knæe og bad mig saa bønlig,
265 Og med bevingede Ord han jamrende talte saalunde:
266 Før mig ei did med Magt, o Drot! lad her mig forblive!
267 Fuldt jeg veed, du kommer ei hjem, eller bringer tilbage
268 Nogen af Mændene hist, thi lad påstand os med disse
269 Flygte herfra, endnu vi maaskee Fordærvelsen undgaae.
270 Saa han talte, men jeg ham flux gjensvared og sagde:
271 Vel, Eurylochos! bliv da du på Pladsen tilbage
272 Her ved det tjærede Skib, og spiis og drik som dig lyster,
273 Selv maae jeg bort, thi mig den haarde Nødvendighed maner.
274 Saa jeg taled, og vandrede op fra Skibet ved Stranden.
275 Just som jeg nu på min Vei hen gjennem de hellige Dale
276 Kom til det stolte Palads, som Forkoglersken Kirke beboede,
277 Treen med sin gyldene Stav i Haand mig Hermes imøde,
278 Inden jeg naaede Paladset, omskabt til en blomstrende Yngling,
279 Duunbedækket om Hagen, og end i den feireste Ungdom;
280 Fast han trykked min Haand, tog Ordet og talte saalunde:
281 Arme! hvor vandrer saa ene du hen ad Stie mellem Klipper,
282 Reent med Egnen ukjendt? dine Mænd ere fangne hos Kirke,
283 Hun har forgjort dem til Sviin, og forsvarligen staldet dem inde.
284 Kommer du hid, at befrie dem maaskee? dog selv vil du neppe,
285 Frygter jeg, slippe derfra, du bliver vist der som de Andre.
286 Dog fra den truende Jammer jeg frelse dig vil og bevare.
287 Der! denne kraftige Urt til Kirkes Palads skal du med dig
288 Tage, Fordærvelsens Stund afværge den skal fra dit Hoved.
289 Ogsaa jeg nævne dig vil hendes grusomme Rænker tilhobe.
290 Mundgodt vil først hun dig lave, men Drikken beblande med Seidgift,
291 Dog endda skal hun ikke forkogle dig, dette forbyder
292 Ganske den kraftige Urt, du fåer; dog hør nu fremdeles!
293 Naar med sin vældige Stav et Slag dig Kirke vil give,
294 Da skal du drage fra Lænd din hvæssede Glavind og styrte
295 Kirke tilllivs, som var det din Agt at myrde Gudinden;
296 Da vil hun gribes af Skræk og byde dig ind til sit Leie,
297 Ei haardnakket du vægre dig da ved at hvile hos Kirke,
298 At hun maa give dig Svendene løs, og huse dig gjæstmildt.
299 Først dog byd hende sværge de Saliges hellige Eedsord,
300 Ei at pønse på Ondt igjen, som dig Meen kunde volde,
301 Eller dig røve din Manddom og Kraft, naar du Værget har nedlagt;
302 Saaledes talte Hermeias, og gav mig en Urt i det samme.
303 Op han af Jorden den rykked, og grandt han dens Væsen beskrev mig.
304 Roden er sort, men hvid som Melk er Blomsten på Stengel,
305 Guderne kalde den Moly, for dødelig Mand vil det neppe
306 Lykkes at grave den op, men Alt er for Guderne muligt.
307 Flux begav Hermeias sig bort til høien Olympos,
308 Gjennem den skovrige Øe, men til Kirkes Palads jeg mig skyndte.
309 Dog underveis kom Hjertet i Barm mig stærkt til at klappe,
310 Og ved den haarfagre Kirkes Palads jeg ude ved Døren
311 Standsed min Gang, saa raabte jeg høit, og min Stemme hun hørte.
312 Flux hun aabned sin straalende Dør, treen selv af Paladset
313 Ud, og kaldte mig ind, og jeg fulgte, bedrøvet i Hjertet.
314 Ind hun mig førte, og sidde mig bød på en stadselig Høistol,
315 Rigt benaglet med Sølv, ved Fødderne stod der en Skammel.
316 Strax i en gylden Pokal til Drikke hun laved mig Mundgodt,
317 Dog arglistig i Sind hun beblandede Drikken med Seidgift;
318 Dette hun gav mig, jeg drak, men Drikken forkogled mig ikke.
319 Derpå hun slog mig med Stav, tog Ordet og talte saalunde:
320 Gak nu til Svinenes Stie, og læg dig der hos de Andre!
321 Saa hun talte, da drog jeg min hvæssede Glavind, og styrted
322 Kirke tillivs, som var det min Agt at myrde Gudinden.
323 Høit hun skreg, og dukked sig ned, mine Knæer at favne,
324 Og med bevingede Ord hun jamrende talte saalunde:
325 Hvem est du, af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre?
326 Svart forbauser det mig, at min Drik dig ei har forkoglet,
327 Aldrig endnu har en Mand dens tryllende Kraft kunnet modstaae,
328 Drak han den først, og svælged den ned over Tændernes Række,
329 Dog i din Barm et Hjerte du har, som ei kan forkogles.
330 Saa est du vist Odysseus, den vidtbefarne, hvem ofte
331 Guldstavsvingeren Hermes fortalte mig, hid skulde komme,
332 Naar på det tjærede Skib til sit Hjem han stævned fra Troia.
333 Vel! saa stik i Balgen dit Sværd, og lader os derpå
334 Begge bestige min Seng, at hvilende sammen i Elskov
335 Huldt forenes vi kan, og hinandens Fortrolighed vinde!
336 Saa hun taled, men jeg hende flux gjensvared og sagde:
337 Kirke! hvordan? du begjærer, at jeg skal være dig venlig,
338 Du som her i dit Huus til Sviin har forgjort mine Svende,
339 Og da mig selv du har fået i Vold, du mig lumskelig byder,
340 Ind i dit Kammer at gaae, og hos dig at hvile på Leiet,
341 At du kan røve mig Manddom og Kraft, naar jeg Værget har nedlagt.
342 Thi er jeg ikke tilsinds, hos dig at hvile på Leiet,
343 Før du fortrøster dig til, den dyreste Eed mig at sværge,
344 Ei at pønse på Ondt igjen, som mig Meen kunde volde.
345 Saa jeg taled, og flux hun svor den Eed, jeg forlangte.
346 Men da hun saa havde svoret, og fuldelig givet mig Eedsord,
347 Op da steg jeg påstand på Kirkes fortryllende Leie.
348 Travlt i stolten Palads nu fik hendes Terner tilhobe.
349 Disse var fire, som røgtede flinkt al Gjerning i Huset,
350 Døttre de var af Kildernes Væld, af de frodige Lunde,
351 Og af de hellige Floder, som ud i Havet sig styrte.
352 Een af Ternerne lagde nu først på de prunkende Stole
353 Hynder af Skarlagens Skind, og linnede Tæpper ved Foden.
354 Derpå den Anden for Stolene frem to sølverne Borde
355 Rykked, dem slog hun ud, og på Bord Guldkurve hun satte.
356 Men i en Skaal af Sølv den Tredie blanded den søde
357 Qvægende Viin, og Pokaler af Guld hun fordeelte på Bordet,
358 Medens den Fjerde til Bad først Vand indhented og derpå
359 Fyrede stærkt under Kjedelens Bug, snart lunkedes Vandet.
360 Men da saa Vandet var sydende hedt i det skinnende Malmkar,
361 Satte hun selv mig i Karret, og baded mig Hoved og Skuldre,
362 Blandende Vandet af Kjedlen, for ret til Behag det at kuldslaae,
363 Indtil hun reent mig af Lemmerne jog den slappende Træthed.
364 Men da hun havde mig badet, og salvet med glindsende Olie,
365 Gav hun en Kjortel mig på, og om Axel en prunkende Kappe,
366 Førte mig ind, og sidde mig bød på en stadselig Høistol,
367 Rigt benaglet med Sølv, og ved Fødderne stod der en Skammel.
368 Een af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
369 Kande, som stod på et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
370 Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
371 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
372 Hvilke hun stilled på Bord, fremsættende mildt hvad hun havde.
373 Derpå hun spise mig bød, dog ei det hued mit Hjerte,
374 Dybt hensunken i Tanker jeg sad, thi jeg ahnede Uraad.
375 Men da Gudinden blev vaer, at jeg sad og ikke med Haanden
376 Langed til Maden på Disk, men at Sorg mit Hjerte betynged,
377 Talte hun saa med bevingede Ord, idet hun sig nærmed:
378 Konning Odysseus! hvi sidder du der, som om du var maalløs,
379 Nagende Hjertet i Barm, hverken Mad eller Drikke du rører.
380 Svig påny du formoder maaskee, dog ei du behøver,
381 Længer at frygte, jeg gav dig jo alt mit hellige Eedsord.
382 Saa hun talte, men jeg hende flux gjensvared og sagde:
383 Kan nogen Mand, o Kirke! som Ret og Billighed agter,
384 Bringe det over sit Sind, at røre ved Mad eller Drikke,
385 Før han har frelst sine Venner, og seet dem igjen for sit Øie?
386 Derfor, hvis venlig i Sind du Mad og Drikke mig byder,
387 Slip dem da løs, at jeg atter kan see mine trofaste Svende.
388 Talt; da skyndte Gudinden af Salen sig ud med den lange
389 Stav i sin Haand, og flux Stalddøren hun aabned og drev dem
390 Ud, og de lignede grandt niaarige mæskede Orner.
391 Frem for Gudinden de traadte på Rad, da gik hun til Alle
392 Rundt, og bestrøg Enhver med en modsatvirkende Seidgift.
393 Brat fra Lemmerne svandt de Børster, som før ved den fule
394 Drik vare voxede frem, som Kirke dem nys havde givet.
395 Atter de bleve til Mænd, og foryngede var de tilhobe,
396 Større på Væxten end før, og vakkrere Gutter af Aasyn.
397 Strax gjenkjendte de mig, og ømt de krysted min Næve;
398 Dog Veemodighed faldt dem på Sind, og gjennem Paladset
399 Lød deres jamrende Skrig, og rørt blev selve Gudinden.
400 Trædende nær tiltalte mig da den fagre Gudinde:
401 Ætling af Zeus, Laertes’s Søn, Odysses du snilde!
402 Gak nu ned til dit hurtige Skib ved Bredden af Havet!
403 Først og fremmest iland skal I hale den toftede Snekke,
404 Saa skal i Klippernes Huler I gjemme Jert Gods og Jert Skibstøi,
405 Kom saa tilbage til mig med samt dine trofaste Svende!
406 Saa hun talte, bevæget da blev mit mandige Hjerte.
407 Ned jeg gik til mit hurtige Skib ved Bredden af Havet,
408 Og ved det hurtige Skib jeg fandt mine trofaste Svende,
409 Ynkelig jamred de sig, og Taarerne rulled saa stride.
410 Ret som naar Kalvene hjemme på Stald, naar Køernes Hjorder
411 Mættede vel med Urter fra Vang hjemkomne til Gaarden,
412 Springe dem heftig imøde, Fæhegnet kan ikke dem holde,
413 Og med evindelig Brægen omkring deres Mødre de løbe;
414 Saaledes strømmed påstand mine Mænd, saasnart de mig øined,
415 Rundtomkring mig med Taarer, i Sind det tyktes dem hartad,
416 Som om de alt vare komne tilbage til Ithakas Fjeldøe,
417 Hjem til den Fædrenestad, hvor Enhver var baaren og fostret,
418 Og med bevingede Ord de talte veemodigen til mig:
419 Konning! vi frydes saa høit ved at see dig kommen tilbage,
420 Som om vi alt på Ithaka stod, vor elskede Hjemstavn.
421 Dog fortæl om den grusomme Lod, som traf vore Brødre!
422 Saa de talte, med kjærlige Ord jeg gav dem til Gjensvar:
423 Først og fremmest iland vil vi hale vor toftede Snekke,
424 Saa vil i Klippernes Huler vi gjemme vort Gods og vort Skibstøi;
425 Laver saa strax Eder til, og følger mig Alle tilhobe!
426 Da skal I Vennerne see i den hellige Bolig hos Kirke
427 Sidde ved Mad og Drikke; fuldtop der vanker af Alting.
428 Saa jeg taled, og Mændene flux adlød min Befaling.
429 Dog Eurylochos prøved mit Folk at holde tilbage,
430 Og med bevingede Ord han talede saa til dem Alle:
431 Stakler! hvor vandre vi hen? hvi tragter I selv efter Ufærd,
432 At I vil gange til Kirkes Palads? hun skaber os Alle
433 Visselig om til Sviin eller Ulve maaskee eller Løver,
434 Tvinges da vil vi med Magt, hendes høie Palads at bevogte;
435 Saaledes gjorde Kyklopen, dengang vore Brødre hans Fægård
436 Gjæsted, og ginge derhen med den dristige Konning Odysseus,
437 Det var jo hans fremfusende Færd, som kosted dem Livet.
438 Saa han talte, men jeg i mit Sind betænkte mig raadvild,
439 Om jeg fra Lænd skulde drage mit Sværd med den vældige Klinge,
440 Hugge hans Hoved fra Hals, og ned i Støvet det styrte,
441 Skjøndt han i Slægt var mig temmelig nær, dog Vennerne trindtfra
442 Styrtede frem, med venlige Ord at standse min Idræt:
443 Gudopfostrede Konning! lad ham, ifald dig saa synes,
444 Blive tilbage ved Stranden, vort toftede Skib at bevogte;
445 Os derimod du føre til Kirkes den hellige Bolig!
446 Saa de taled, og vandrede op fra Skibet ved Stranden,
447 Dog ei heller Eurylochos blev ved det bugede Fartøi,
448 Men med os Andre han gik, thi han gjøs for min heftige Trudsel.
449 Midlertid havde Gudinden i stolten Palads vore Landsmænd
450 Ladet omhyggelig bade og salve med glindsende Olie,
451 Dertil i Kjortler dem klædt og flossede Kapper om Axel.
452 Siddende froe ved Gilde vi traf i Salen dem Alle,
453 Men da hverandre de saae, og Ansigt til Ansigt de kjendtes,
454 Jamred og græd de høit, saa rundt i Paladset det gjenlød.
455 Trædende hen tiltalte mig da den høie Gudinde:
456 Ætling af Zeus, Laertes’s Søn, Odysses du snilde!
457 Vækker dog ei Veeklager påny! selv veed jeg tilfulde
458 Alt hvad I døied og leed på det fiskbesvømmede Havdyb,
459 Og hvad Fordærv fjendsksindede Mænd Eder voldte på Landjord.
460 Vel! saa spiser af Maden da nu, og drikker af Vinen,
461 Indtil I atter i Barm gjenvinde det freidige Mandsmod,
462 Som I besad den Stund I først forlod Eders Hjemstavn,
463 Ithakas bjergrige Øe, nu Kraften og Modet er borte,
464 Altid I kommer ihu den besværlige Flakken på Havet,
465 Glæden er svunden af Sind efter al den Qval I har fristet.
466 Saa hun talte, bevæged’ da blev vore mandige Hjerter.
467 Saaledes her Dag ud Dag ind, til Aaret var omme,
468 Sad vi og nød fortræffeligt Kjød og Viin, som var liflig.
469 Men da et Aar var forbi og Aarsens Tider forløbne,
470 Maaned på Maaned forsvunden, og Dagenes Række tilende,
471 Kaldte de trofaste Mænd mig frem, og talte saalunde:
472 Tænk, usalige Mand! dog endelig nu på din Hjemstavn,
473 Blev det dig ellers beskikket, at frelse dit Liv og at komme
474 Hjem igjen til dit Fædreneland og din prægtige Bolig.
475 Saa de talte, bevæget da blev mit mandige Hjerte.
476 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
477 Sad vi og nød fortræffeligt Kjød og Viin, som var liflig;
478 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
479 Gik mine Mænd til Roe i de trindtbeskyggede Sale,
480 Jeg derimod steg op på det prægtige Leie til Kirke,
481 Favned med Bøn hendes Knæe, og hun hørte min bedende Stemme,
482 Og med bevingede Ord jeg talede saa til Gudinden:
483 Kirke! nu hold dit Ord, og sæt iværk hvad du loved,
484 Hjem til mit Land mig at sende, mit Sind alt drives af Længsel,
485 Og mine Folks tillige, som idelig martre mit Hjerte
486 Med deres Klynken og Graad, hvergang du ei er tilstede.
487 Saa jeg talte, da svarte påstand den høie Gudinde:
488 Ætling af Zeus, Laertes’s Søn, Odysses du snilde!
489 Mod Eders Villie skal ei i mit Huus I længer forblive;
490 Først dog andenstedshen Eders Vei skal gaae, I skal drage
491 Ned til Hades’s Hjem og den rædsomme Persephoneia,
492 Der skal Teiresias’ Sjel, den blinde Thebaiske Spåmands,
493 Først I spørge tilraads, hans Forstand er kraftig som fordum;
494 Ham alene, selv efter hans Død, lod Persephoneia
495 Kløgt og Viisdom beholde, de Øvrige flagre som Skygger.
496 Saa hun talte, da knustes i Barm af Rædsel mit Hjerte;
497 Taarerne randt som på Leiet jeg sad, og ikke mig lysted,
498 Længer i Verden at leve og skue det skinnende Sollys;
499 Men da jeg saa blev mæt af at vælte mig om og at græde,
500 Tog jeg til Orde påny, og gav Gudinden til Gjensvar:
501 Hvem, o Kirke! skal vise mig Vei på denne min Reise?
502 Ingen er kommen endnu på sin tjærede Snekke til Hades.
503 Saa jeg talte, da svared påstand den høie Gudinde:
504 Ætling af Zeus, Laertes’s Søn, Odysses du snilde!
505 Plag ei dit Sind, Veiviser på Skib behøver du ikke,
506 Reis blot Masten på Toft, og naar skinnende Seil du har heiset,
507 Sæt dig saa ned, en Kuling fra Nord skal føre dit Fartøi.
508 Men naar dit løbende Skib er gjennem Okeanos faret,
509 Hist hvor Kysten er lav, og hvor i Persephones Lunde
510 Poplerne hæve sig rankt blandt evig ufrugtbare Pile,
511 Læg da til Land med dit Skib ved Okeanos’ hvirvlende Strømme,
512 Gak til Hades saa ned, hans beklumrede Bolig at gjæste;
513 Der Pyriphlegethon styrter sin Strøm i Acherons Bølger,
514 Ligesom ogsaa Kokytos, en Arm af de stygiske Vande.
515 Men hvor de brusende Floder forene sig, ligger en Klippe,
516 Og under denne, min Helt tæt ind jeg byder dig gange;
517 Der opgrave du Muldet, en Alen i Længden og Bredden,
518 Og over Gruben et Offer du gyde til samtlige Døde;
519 Tag først Honningemelk, og den lifligste Viin for det andet,
520 Og for det tredie Vand, og Meel du drysse derover,
521 Knæl saa ned, og lov at offre de flygtige Døde,
522 Naar du til Ithaka kommer, en gold og lydesløs Qvie
523 Hist i din Gaard, og at lægge på Baal mangfoldige Gaver!
524 Men til Teiresias særlig en Buk at slagte du love,
525 Sort fra Hoved til Fod og den bedste, som findes i Hjorden.
526 Men naar du Bønnen har endt til den hædrede Dødningeskare,
527 Da skal et kulsort Faar og en kulsort Vædder du slagte,
528 Disse du bøie mod Erebos ned, men selv du dig vende
529 Bort, og ud mod den skyllende Flod dine Hænder du strække.
530 Strax fremvandre da vil mangfoldige Dødningesjele;
531 Da skal du flux opmande dit Folk, og alvorlig dem byde,
532 Begge de slagtede Faar, som faldt for det grusomme Kobber,
533 Rask at flaae og at brænde, og fromt til Guderne bede,
534 Hades den mægtige Drot og den rædsomme Persephoneia.
535 Selv skal du drage dit hvæssede Sværd og med Sværdet i Haanden
536 Sætte dig ned, og holde den flygtige Dødningeskare
537 Fjernt fra Blodet, forinden du fåer Teiresias raadspurgt.
538 Snart, o Drot! vil ogsaa han selv fremtræde, den Spåmand,
539 Han vil bebude dig Alt om din Kaas og Veienes Længde,
540 Og om din Fart til dit Hjem ad det fiskbesvømmede Havdyb.
541 Saa hun talte, da viste sig Dagningen snart på sin Guldstol.
542 Derpå Gudinden mig axled en Dragt, baade Kjortel og Kappe,
543 Selv iførte sig Nymphen en sølverstraalende Kaabe
544 Yndig og fager og fiin, om Midien bandt hun et Belte
545 Skjønt og virket med Guld, og et Slør om sit Hoved hun vikled.
546 Gjennem Paladset jeg skyndte mig hen, og muntred mit Mandskab
547 Traadte saa hen og talte med kjærlige Ord til dem Alle:
548 Længer I sove mig ei og nyde den liflige Slummer!
549 Nu maae vi bort! alt mindet mig har den værdige Kirke.
550 Saa jeg talte, bevæged’ da blev deres mandige Hjerter.
551 Herfra dog uden Forliis ikke heller jeg førte mit Mandskab.
552 Blandt mine Mænd var en Knøs, Elpenor, af Alder den Yngste,
553 Hverken behjertet i Kamp eller synderlig stærk på Forstanden;
554 Han havde listet sig bort i Paladset, og fjernt fra de Andre
555 Lagt sig til Roe, for at lufte sig lidt, thi beskjenket var Knøsen;
556 Men da han Buldret og Støien fornam af det øvrige Mandskab,
557 Foer af Søvne han op, men i Hovedet ganske fortumlet,
558 Husked han ei, at han ned skulde gaae af Trappen den lange,
559 Frem han gik, fra Taget han styrtede brat, og sit Halsbeen
560 Midt i Leddet han brak, og hans Sjel nedvandred til Hades.
561 Men underveis jeg talede saa til mit øvrige Mandskab:
562 Vist I troe, at vi nu skal hjem til Fædrenelandet
563 Reise, nei! andenstedshen har Kirke bestemt os at drage,
564 Ned til Hades’s Hjem og den rædsomme Persephoneia,
565 Hvor den Thebaier Teiresias’ Sjel tilraads vi skal spørge.
566 Saa jeg talte, da knustes i Barm deres Hjerter af Rædsel.
567 Ned de sig satte med Hylen, og rev sig Haaret af Hoved,
568 Dog deres Jamren og Graad kunde jo slet intet dem baade.
569 Medens vi vandrede ned til vor hurtige Snekke ved Stranden,
570 Alle med Sorg i Sind og med rullende Taarer på Kinden,
571 Havde sig Kirke begivet på Vei til vort tjærede Fartøi,
572 Der et kulsort Faar og en Vædder hun fast havde bundet;
573 Let var hun smuttet forbi os, thi ønsker en Gud sig at dølge,
574 Hvo kan da see ham med Øie, han vandre saa bort eller mod os?

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange