Iliaden Sang 9

Resume 9. sang i Iliaden af Homer. Agamemnon foreslår, at man skal vende hjem. Diomedes og Nestor modsætter sig forslaget. Man sætter vagter op på palisaden. Nestor råder Agamemnon til at slutte fred med Akhilleus. Agamemnon er villig og lover store gaver. Odysseus, Ajas og den gamle Phoinix sendes til Akhilleus, men han er ubøjelig; selv Phoinix’ indstændige bønner og fortælling om Meleagros rokker ikke hans beslutning. Phoinix bliver hos Akhilleus, mens de andre vender tilbage med uforrettet sag.

ILIADEN

Iliaden, 9. sang

1 Troerne sad saalunde på Vagt, men Achaiernes Sønner
2 Tvang den mægtige Flugt, den kolde Forfærdelses Søster.
3 Ramt’ af forsmædelig Sorg var selv de fortrinligste Kæmper;
4 Ret som naar to Stormvinde bevæge det fiskrige Havdyb,
5 Vinden fra Norden og Vesten, fra Thrakien blæse de begge,
6 Heftigen styrte de løs, og høit sig taarner den sorte
7 Bølge, saa Bunker af Tang på Strand opkastes fra Dybet,
8 Saa hos Achaiernes Folk tvedeelte sig Hjertet i Brystet.
9 Atreus’s Søn, betagen i Sind af ulidelig Kummer,
10 Vandred omkring og befoel høimælede Folkeherolder
11 Stævne ved Navn til Møde på Thing hver Mand udi Hæren,
12 Dog uden Raaben, og selv han færdedes mellem de Første.
13 Modfaldne sad de på Thing, da reiste sig Kong Agamemnon,
14 Taarer fra Øiet ham randt, lig en mørkt henrislende Kilde,
15 Som fra et Steengedsfjeld udgyder sin sortladne Vandstrøm;
16 Sukkende dybt til Argeiernes Folk saalunde han talte:
17 Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
18 Svar forsand er den Nød, hvori Kronion har stedt mig,
19 Han, den Grumme, som fordum saa vist forjætted mig Hjemtog,
20 Naar det befæstede Ilios først jeg havde forstyrret;
21 Nu derimod har han Svig udtænkt, og byder mig drage
22 Hjem til Argos med Skam, efter Tabet af talrige Stridsfolk.
23 Sagtens behager det saa den mægtige Fader Kronion,
24 Han som har kastet i Støv mangfoldige kneisende Stæder,
25 Flere vil kaste med Tiden, thi hans er den høieste Vælde.
26 Hører da dette mit Ord og lader os Alle det følge!
27 Lader på Skibene hjem til Fædrenelandet os drage,
28 Ei kan det Troiske Folks bredgadede Stad vi betvinge!
29 Saa han taled, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
30 Tause nu sad en Stund de modfaldne Mænd af Achaia,
31 Indtil omsider den vældige Helt Diomedes tog Ordet:
32 Dig, Atreide! jeg først for taabelig Tale maae laste
33 Her i vort Raad, på sømmelig Viis; dog harmes du ikke!
34 Før har du dadlet mit Mod, og det i Danaernes Paahør,
35 Kaldt mig Niding og Kryster, det veed Argeierne alle,
36 Unge med Gamle tilhobe har hørt dig tale saalunde.
37 Et af tvende kun gav den snedige Kronos’s Søn dig,
38 Konningespiret han gav og den Hæder, som følger med Spiret,
39 Mod han gav dig dog ei, og Mod er den ypperste Mandskraft.
40 Selsomme Mand! for Alvor du troer, at Achaiernes Sønner,
41 Ere saa feige til Kamp, saa arme på Kraft, som du siger?
42 Føler du selv kanskee svar Lyst, dig hjem at begive,
43 Reis da, Veien er aaben, og klare på Strandbredden ligge
44 Alle de Snekker, som hid på Tog fra Mykene dig fulgte,
45 Resten forbliver dog her af Achaiernes haarfagre Sønner,
46 Til vi fåe hærget den Troiske Stad, dog lyster det disse –
47 Lad dem på Skibene hjem da rømme til Fædrenelandet
48 Sthenelos bliver os mig, vi to ville slaae, til vi træffe
49 Troias berammede Maal, selv en Gud var med os på Henfart.
50 Saa han talte, da jublede høit Achaiernes Sønner,
51 Studsende froe ved det Ord som Gangerbetvingeren talte.
52 Frem da traadte påstand den bedagede Nestor og sagde:
53 Visselig est udi Kamp den tappreste du, Diomedes!
54 Ogsaa den bedste på Thing iblandt jevnaldrende Svende.
55 Laste din Tale skal Ingen blandt samtlige Mænd af Achaia,
56 Eller dit Ord modsige, dog ei til Ende du talte.
57 Vel est du dertil en Yngling, godt kunde du være min yngste
58 Søn efter Aldren at regne, men dog til Argeiernes Konger
59 Lyder forstandigt dit Ord, thi skjelligen haver du talet;
60 Derfor velan, da med Æren jeg mig kan kalde den Ældre,
61 Bladet jeg tager fra Mund, reentud jeg taler, og Ingen
62 Vrag på min Tale skal slaae, selv ei vor Drot Agamemnon.
63 Ikkun den lovløse Mand, som hverken har Slægt eller Arne,
64 Elsker den rædsomme Krig, som Landsmand fører med Landsmand!
65 Dog nu vil vi forsand adlyde den skumrende Aften.
66 Nu vil vi holde vor Nadver, men samtlige Kurer sig lægge
67 Hiinsides Muren på Vagt, hvor Graven den dybe vi grove.
68 Ungersvendene byder jeg Sligt, men du, Agamemnon!
69 Skrid du først til Værket, du est jo den øverste Konning,
70 Giv os Drotter et Gilde, thi dig det egner og anstaaer,
71 Rundelig Viin du har udi Telt, som Achaiernes Skibe
72 Henover vildene Hav hver Dag dig bringe fra Thrake,
73 Samt hvad kræves til Gilde, thi Herre du est over Mange.
74 Samles vi saa udi Kreds, da lyde du den, som det bedste
75 Raad os at give formaaer, og i Sandhed Achaierne trænge
76 Haardt til et Raad, som er sindrigt og godt, da Fienderne Vagtblus
77 Nær ved Skibene brænde, os visselig ikke til Gammen;
78 Hæren maa frelses inat, hvis ei, da gaaer den tilgrunde.
79 Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig.
80 Flux bevæbnede Mænd uddrog til det natlige Vagthold,
81 Disse blev ført af Nestors Søn, Thrasymedes, den Folkdrot,
82 Og af Askalaphos samt Ialmenos, Sønner af Ares,
83 Og af Meriones, Helten Deipyros samt Aphareus,
84 Og af den herlige Svend Lykomedes, hvis Fader var Kreion.
85 Syv vare Kurernes Formænd, og hver af de syv ledsaged
86 Hundrede Kæmper, som holdt udi Haand langskaftede Landser;
87 Bort de ginge, og leired sig hist mellem Graven og Muren,
88 Der antændte de Baal, og gave sig saa til at skaffe.
89 Atreus’s Søn nu førte Achaiernes Ældste tilhobe
90 Ind i sit Telt, og satte saa frem en qvægende Nadver.
91 Disse nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
92 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
93 Fremmest og først da tolked sit Sned den bedagede Nestor,
94 Han, hvis Raad saa mangen en Gang dem bedst havde baadet;
95 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
96 Atreus’s hædrede Søn, Krigsfolkenes Drot, Agamemnon!
97 Først og sidst jeg til dig vil vende mit Ord, du est Konning
98 Over saa talrigt et Folk, dig Zeus Kronion ihænde
99 Konningespiret har givet samt Loven at raade for Folket,
100 Derfor bør fremmest du tale, men fremmest bør ogsaa du høre,
101 Samt fuldbyrde, naar Hjertet i Barm indgiver en Anden
102 Tjenlige Raad, thi det stander til dig, hvadhelst der skal gjelde.
103 Nu vil jeg sige forsand, hvad mig tykkes at være det bedste,
104 Knap udtænker os Nogen et visere Raad end det Anslag,
105 Som baade nu og i længere Tid mig ligger på Hjerte,
106 Alt fra den Stund, gudfostrede Drot! da den vrede Peleides
107 Telt du voldelig gjæsted, og ranede Pigen Briseis,
108 Visselig ei som det huede mig, indstændig jeg selv dig
109 Raaded fra denne din Færd, men dit Sinds hovmodige Bud du
110 Lød, og beskjæmmed en Helt, hvem Guderne selv have hædret,
111 Raned den Gave han fik, og Pigen du end har i Værge.
112 Lad os da nu betænke, hvorlunde vi kan ham forsone
113 Baade ved kjærkommen Skjenk og ved sødtformildende Tale.
114 Ham tiltaled igjen Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
115 Ikke du foer med Løgn, da min Brøde du nævned, o Gubbe!
116 Feilet jeg har, jeg nægter det ei. Ja! sandelig mange
117 Folk opveier i Værd den Mand, Zeus elsker af Hjertet,
118 Saa som han hædred Achilles, og tugted Achaiernes Sønner.
119 Men da jeg feiled, og lød min uheldbringende Harme,
120 Vil jeg igjen forsone, vil rigelig gjøre ham fyldest.
121 Her i vor Kreds opregne jeg vil de herlige Gaver:
122 Ti Talenter i Guld, en Snees blankskinnende Kjedler,
123 Syv Trefødder, af Ilden urørt, tolv Gangere stærke
124 Veddeløbshingster, som flinke tilbeens tit Prisen har vundet;
125 Fattig forvist på Gods, eller arm på kostelig Guldmalm
126 Skal ei kaldes den Mand, som saamange Klenodier fanger,
127 Som udi Veddeløbsdyst mig vandt heelhovede Heste.
128 Videre syv i qvindelig Dont heel kyndige Piger,
129 Lesbiske Piger, dem jeg, da det deilige Lesbos han hærged,
130 Selv udvalgte, saa fagre som få blandt Skarer af Qvinder;
131 Dem jeg give ham vil, samt ovenikjøbet Briseis,
132 Qvinden, jeg røvede ham, og dyrt bekræfte med Eedsord,
133 At hends Leie jeg aldrig besteg, eller leged med hende,
134 Som det er Menneskens Viis alt mellem en Mand og en Qvinde.
135 Al denne Skjenk annamme han strax, men skulde med Tiden
136 Guder os unde det Held, Kong Priamos’ Stad at forstyrre,
137 Da skal i Mængde han Kobber og Guld indskibe på Fartøi,
138 Dragende med os ind, naar Byttet Achaierne skifte.
139 Dertil af Troiske Qvinder en Snees han vælge, saa favre
140 Hartad som Helena selv, den Argeiiske Viv, men naar atter
141 Til det Achaiske Argos vi naae, det velsignede Kornland,
142 Da skal han vorde min Maag, da vil jeg ham høit som Orestes
143 Hædre, min elskede Søn, som i Herlighed fostres derhjemme.
144 Hist i min stærktopmurede Borg tre Døttre jeg eier,
145 Iphianassa ved Navn, Chrysothemis og Laodike:
146 Hvem af disse ham lyster, maa uden al Beilerbetaling
147 Hjem til Peleus’s Huus han føre som Viv, og til Udstyr
148 Vil jeg ham give, hvad aldrig en Mand gav Datter i Medgift:
149 Give jeg vil ham forsand syv velbefolkede Stæder,
150 Enope samt Kardamyle og Ira med grønklædte Sletter,
151 Pherai den hellige Stad og Antheia med frodigste Græsgang,
152 Samt Aipeia det skjønne og Pedasos’ yppige Viingård;
153 Yderst de ligge tilhobe ved Strand i det sandige Pylos,
154 Mænd udi Byerne boe, heel rige på Faar og på Øxne,
155 Ret som en Gud de hædre ham skal med frivillig Redsel,
156 Og under Konningestav betale ham rigelig Skatskyld.
157 Dette jeg give ham vil, saa saare sin Harm han betvinger.
158 Bøies han maa, ubøielig stiv er Hades alene,
159 Derfor af samtlige Guder er han os Mennesker ledest,
160 Mig han falde til Føie, saasandt jeg er høiere Konning,
161 Ja! og saasandt jeg med Æren af Aar tør kalde mig ældre.
162 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
163 Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot, Agamemnon!
164 Laste skal Ingen den Skjenk, som Helten Achilles du byder.
165 Lad os da skynde på udvalgte Mænd, som kan ufortøvet
166 Hen til Peleiden Achilles’s Telt på Vei sig begive!
167 Eller velan! jeg vælger dem selv, og lyde mig bør de;
168 Phoinix i Spidsen sig stille, thi høit ham elsker Kronion,
169 Dernæst Aias den Høie, og Gudernes Jevning Odysseus,
170 Ogsaa Eurybates følge samt Hodios med som Herolder!
171 Bringer saa Haandtvæts)Vand, og byder Andægtigheds Taushed,
172 Medens vi Zeus anraabe med Bøn, om han vil sig forbarme.
173 Saa han taled, og samtlige Mænd godt hued hans Tale.
174 Flux Herolderne Vand over Hænderne heldte til Tvætning,
175 Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen,
176 Fyldte saa Bægre til Offring og skjenkede rundt for dem Alle.
177 Men da de Viin have offret, og drukket saameget dem lysted,
178 Ginge de ud af Atreidens Telt med ilende Fodtrin.
179 Stærkt dem lagde på Sind den ædle Gereniske Nestor,
180 Med et betydende Blik til Enhver, dog meest til Odysseus,
181 Alt at prøve, for mulig at bøie den bolde Peleide.
182 Langs med Stranden de vandrede hen ved det brusende Havdyb,
183 Bedende fromt til Poseidon, den Jordomslyngende Guddom,
184 At Aiakidens fortørnede Sind de let maatte bøie.
185 Men da de saa havde naaet Myrmidonernes Snekker og Telte,
186 Traf de ham just som han fryded sit Sind med den klingende Lyre,
187 Stadselig var den og skjøn, og heel af Sølv var dens Tværstang,
188 Selv, da han hærged Eetions Stad, han af Byttet den udtog;
189 Hjertet med den han forlysted, og sang om Heltebedrifter.
190 Ene Patroklos sad hos, og taus han lytted i Frastand,
191 Ventende, til Aiakiden sit Qvad havde sunget tilende.
192 Mændene traadte nu frem, foran gik Helten Odysseus,
193 Standsed, da for ham de stod; op sprang forbauset Achilles,
194 Holdende Lyren i Arm, fra Sædet, han nyligen sad på.
195 Ogsaa Patroklos stod op, saa saare han Mændene skued.
196 Rækkende Haanden til Hilsen, udbrød fodrappen Achilleus:
197 Hil og Sæl, mine Venner! svar Nød er sikkert påfærde.
198 Kjærest I dog af Achaier mig er, hvorvel jeg er harmfuld.
199 Saa han taled, og Gjæsterne frem i Teltet han førte,
200 Hvor han dem bænked på Sæder, belagte med Skarlagens Tæpper.
201 Flux Patroklos, som jevne ham stod, befoel han saalunde:
202 Stil os en rummelig Kumme på Disk, du Søn af Menoitios!
203 Bland af den stærkeste Viin, og fyld tilmands os et Bæger!
204 Det er jo Hjertensvenner, som staae her under mit Telttag.
205 Saa han talte, Patroklos adlød, hvad Vennen befoel ham.
206 Selv ved den skinnende Ild han stilled det vældige Kjødbret,
207 Lagde på Brettet et Faars og en Buks tykflommede Rygge,
208 Samt af et triveligt Sviin en smælfeed, bævrende Side;
209 Kjødet Automedon holdt, men selv Achilles det udskar,
210 Flinkt han i Skiver det snitted, og stak saa Kjødet på Bradspid,
211 Mens en umaadelig Ild blev tændt af den bolde Patroklos.
212 Men da nu Baalet var brændt, og Luernes Blomster var visned,
213 Raged han Gløderne jevnt, og Spiddene strakte derover,
214 Løfted på Buk dem og slog det velsignede Salt over Kjødet.
215 Og da saa Braden tilgavns var stegt, og på Brikkerne nedlagt,
216 Brødet Patroklos da tog, og omkring på Bordet af skjønne
217 Kurve han deelte det ud, men Achil udstykkede Kjødet.
218 Selv ved den inderste Væg, med Ansigtet vendt mod Odysseus,
219 Tog Achilles sin Plads, og bød sin kjære Patroklos,
220 Offre til Guderne; Skiver på Ild han kastede forlods.
221 Derpå de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
222 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
223 Nikkede Aias til Phoinix, det mærkede Helten Odysseus,
224 Fyldte sit Bæger med Viin, og drak Achilles’s Hilsen:
225 Hil dig, Achilles! det skorter os ei på rundeligt Maaltid,
226 Enten i Telt vi sidde hos Atreus’s Søn Agamemnon,
227 Eller nu her; fuldtop af den lækkreste Spise der vanker.
228 Nu dog Gildets forlystende Færd vi lidet kun ændse,
229 Frygt har grebet vort Sind, da gruelig Jammer vi øine,
230 Tvivlsomt det er, om frelse vi skal, hvad eller forlise
231 Alle de toftede Skibe, naar ei med Kraft du dig ruster.
232 Nær ved Muren og Skibene alt på natlige Vagthold
233 Færdes de modige Troer og langveis hentede Krigsfolk,
234 Brænde mangfoldige Blus i Leir, og sige, vi kan ei
235 Længer bestaae, men brat maae tye til de tjærede Snekker.
236 Zeus Kronion tilvarsler dem Held ved at lyne fra Høire,
237 Hektor med trodsige Blik af sin Kraft hoverer og raser
238 Frygtelig, sætter til Zeus sin Lid, og hverken han ændser
239 Mand eller Gud; ham er faren i Liv det vildeste Vanvid;
240 Langlig han ønsker, at snart den hellige Dagning vil dæmre,
241 Skibenes Snabler afstævne han vil, saa lyder hans Trudsel,
242 Skibene give til Rov for den hærgende Ild, og ved Skibsbord
243 Hugge Danaerne ned, naar i Røg og Damp de fortumles.
244 Svart nu frygter mit Sind, at Guderne gjøre til Alvor
245 Disse hans truende Ord, og at os nu Døden skal times
246 Her for Troia, saa fjernt fra det gangergræssende Argos.
247 Op da, hvis ellers du saa er tilsinds, hvorvel det er seent alt,
248 Frels Achaiernes Folk, som segner i Troernes Tummel,
249 Ellers med Tiden det smerte dig vil; har Ulykken ramt os,
250 Plat umulig da vorder al Hjelp; betænk da forinden,
251 Hvordan du Jammerens Dag kan bort fra Danaerne vende.
252 Kjæreste! mangen Formaning dig gav jo Peleus, din Fader,
253 Alt på den Dag, han fra Phthia dig sendte til Kong Agamemnon:
254 Elskede Søn! baade Pallas og Here skal Kraft dig forlene,
255 Hvis det saasandt dem tykkes for godt, men dit hidsige Hjerte
256 Styre du maa i din Barm, Sagtmodighed er dog det bedste;
257 Skye al Kiv, som leder til Ondt, at desstørre din Hæder
258 Kan blandt Argeierne vorde, hos Unge saavelsom hos Gamle.
259 Saa formaned dig Gubben, det reent du glemte, men nu da
260 Stands og lad fare din nagende Harm, thi nu Agamemnon
261 Byder dig værdige Gaver, ifald din Vrede sig lægger.
262 Nu da, saa hør hvad sige jeg vil, og lad mig dig nævne
263 Alle de Gaver, som nys i sit Telt Agamemnon dig loved:
264 Ti Talenter i Guld, en Snees blankskinnende Kjedler,
265 Syv Trefødder, af Ilden urørt, tolv Gangere stærke,
266 Veddeløbshingster, som flinke tilbeens tit Prisen har vundet;
267 Fattig forvist på Gods, eller arm på kostelig Guldmalm
268 Skal ei kaldes den Mand, som saamange Klenodier fanger,
269 Som Agamemnons Heste ham vandt i Veddeløbskampe.
270 Videre syv i qvindelig Dont heel kyndige Piger,
271 Lesbiske Piger, dem han, da det deilige Lesbos du hærged,
272 Selv udvalgte, saa favre som få blandt Skarer af Qvinder.
273 Dem han give dig vil, samt ovenikjøbet Briseis,
274 Qvinden, han røvede dig, og dyrt bekræfte med Eedsord,
275 At hendes Leie han aldrig besteg, eller leged med hende,
276 Som det er Menneskens Viis, alt mellem en Mand og en Qvinde.
277 Al denne Skjenk annamme du strax, men skulde med Tiden
278 Guder os unde det Held, Kong Priamos’ Stad at forstyrre,
279 Da skal i Mængde du Kobber og Guld indskibe på Fartøi,
280 Dragende med os ind, naar Byttet Achaierne skifte.
281 Dertil af Troiske Qvinder en Snees du vælge, saa favre
282 Hartad som Helena selv, den Argeiske Viv, men naar atter
283 Til det Achaiske Argos vi naae, det velsignede Kornland,
284 Da skal du vorde hans Maag, da vil han dig høit som Orestes
285 Hædre, hans elskede Søn, som i Herlighed fostres derhjemme.
286 Hist i sin stærktopmurede Borg tre Døttre han eier,
287 Iphianassa ved Navn, Chrysothemis og Laodike;
288 Hvem af disse dig lyster, maa uden al Beilerbetaling
289 Hjem til Peleus’s Huus du føre som Viv, og til Udstyr
290 Vil han dig give, hvad aldrig en Fader gav Datter i Medgift.
291 Give han vil dig forsand syv velbefolkede Stæder,
292 Enope samt Kardamyle og Ira med grønklædte Sletter,
293 Pherai, den hellige Stad, og Antheia med frodigste Græsgang,
294 Samt Aipeia det skjønne, og Pedasos’ yppige Viingård;
295 Yderst de ligge tilhobe ved Strand i det sandige Pylos,
296 Mænd udi Byerne boe, heel rige på Faar og på Øxne,
297 Ret som en Gud de hædre dig skal med frivillig Redsel.
298 Og under Konningestav betale dig rigelig Skatskyld.
299 Dette han give dig vil, saa saare din Harm du betvinger.
300 Om Agamemnon dig end er nok saa forhadt i dit Hjerte,
301 Baade han selv og hans Gaver, forbarm dig da over de andre
302 Mænd af Argos, der trænges saa svart; som en Gud skal de hædre
303 Dig, og berømmeligt Rye hos dem Alle du kunde dig vinde,
304 Hvis nu Hektor du vog, thi nu, da han raser som galind,
305 Drister han vel, at komme dig nær, og med Skibene, troer han,
306 Kom ei hid en eneste Mand, som med ham sig kan maale.
307 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
308 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
309 Bladet fra Mund jeg tage nu bør frimodig, og sige,
310 Hvad jeg mener, og hvad der forsand fuldbyrdet skal vorde,
311 At I med Tryglen og Klynken mig ei skal tiere plage,
312 Thi som Hades’s Borg en Mand vederstyggelig er mig,
313 Fører på Læben han Et, og skjuler et Andet i Hjertet;
314 Jeg derimod vil tale forsand, som det tykkes mig rettest:
315 Hverken Atreiden, det lover jeg for, skal rokke mit Forsæt,
316 Heller ei andre Danaer, thi Tak man høster dog ikke,
317 Slaaes med fjendtlige Mænd man end uophørlig i Kampen;
318 Lodden er eens, om man vover en Dyst, eller hjemme forbliver;
319 Krysteren skattes jo ligesaa høit som den gjæveste Kæmpe,
320 Døden den søvnige Mand saa godt som den dristige rammer.
321 Jeg har jo Intet forud for alt hvad jeg døied og udstod,
322 Sættende Livet på Spil i Kamp, baade tidlig og silde.
323 Ret som en Fugl til skaldede Smaae hjembringer hvad Æde
324 Muligen hitte den kan, er den selv end kummerlig faren,
325 Saa mangfoldige Nætter jeg fik ei Søvn i mit Øie;
326 Tilbragt jeg har i Strid udslagene blodige Dage,
327 Kæmpende haardt med Mænd, og det for Atreidernes Qvindfolk:
328 Tolv befolkede Stæder jeg har lagt øde på Søtog,
329 Elleve tog jeg tillands i det muldjordklimpede Troia;
330 Liggendefæe baade meget og godt jeg gjorde til Bytte,
331 Bragte det altsammen hid, og gav det til Kong Agamemnon,
332 Han, som hjemme var bleven i Mag ved de hurtige Skibe;
333 Godset han tog, uddeelte kun lidt, det Meste beholdt han.
334 Hædrende Gaver da fik høibyrdige Herrer og Konger,
335 Dem har de trygt i Behold, og fra mig alene han raned,
336 End er min Hjertenskjær i hans Vold; dog, lad ham sig fryde
337 I hendes Arme! hvorfor skal Argeier vel kæmpe mod Troer?
338 Hvad var vel Grunden, hvi Skarer af Folk drog hid med Atreiden?
339 Mon ei for Helenas Skyld, den Viv med de deilige Lokker?
340 Mon blandt talende Mænd da kuns Atreiderne føle
341 Elskov til Hustrue? nei! hver Mand, som er brav og forstandig,
342 Elsker og skjermer sin Viv, saaledes som hende jeg elsked
343 Ret af mit inderste Hjerte, hvorvel hun var vunden i Spydkamp.
344 Men da min Løn han raned med Svig, kan gjerne han spare
345 Fristelser nu, han bedaarer mig ei, tilbunds jeg ham kjender.
346 Lad ham, Odysses! med dig og de øvrige Konger beraadslaae,
347 Hvordan den brændende Ild kan bedst fra Skibene værges!
348 Mig foruden har alt mangfoldige Ting han bedrevet,
349 Han har jo bygget en Muur, og omkring den gravet en Vandgrav,
350 Bred og betydelig lang, med trindt nedrammede Pæle.
351 Dog – sligt baader ei stort mod Hektor, den drabelig stærke.
352 Mens derimod blandt Achaiernes Mænd i Kamp jeg begav mig,
353 Nødig forsøgte da Hektor en Dyst langt borte fra Muren,
354 Kun til Bøgen, der staaer ved den Skæiske Port, han sig voved,
355 Der han traf mig engang, med Nød undslap han mit Kraftslag.
356 Dog, da mig nu ei lyster en Kamp med den herlige Hektor,
357 Vil imorgen jeg offre til Zeus og til samtlige Guder,
358 Samt indskibe mit Gods, naar i Søe da Seilerne stikke,
359 Da skal du see, hvis dig lyster, og sligt dig ligger på Hjerte,
360 Over det fiskbesvømmede Hav Hellespontos min Flaade
361 Seile ved Dagningen bort, bemandet med dygtige Roerfolk;
362 Giver da strygende Bør den herlige Ryster af Jorden,
363 Kan på den tredie Dag jeg naae det frugtbare Phthia,
364 Der har jeg Gods, som hjemme jeg lod, da jeg gav mig på Krigstog,
365 Kobber desuden og røden Guld hjemfører jeg herfra,
366 Samt skjønbeltede Qvinder og graaladent Jern, som af Byttet
367 Faldt i min Lod, men den hædrende Løn har Giveren atter
368 Selv mig ranet med Haan, den mægtige Drot Agamemnon.
369 Meld ham nu Ord til andet hvad her jeg dig lægger på Hjerte,
370 Meld ham det høit, at Enhver af Achaiernes Sønner maa fnyse,
371 Pønser igjen han maaskee på Svig mod nogen Danaer,
372 Han som i Frækhed er svøbt; men neppe han dog sig fordrister,
373 Stivt mig i Øiet at see, hvorvel som en Hund han er skamløs.
374 Hverken i Raad eller Daad med ham jeg noget vil skaffe,
375 Lumsk han skuffede mig, men tiere skal han mig ikke
376 Daare med Ord. Saa lad ham da nøies! For mig kan han rolig
377 Gange tilgrunde, da Zeus den Vise ham røved Forstanden!
378 Vamle hans Gaver mig er, ei meer end et Haar jeg ham agter;
379 Ei om han loved mig ti, ja toti Gange saameget,
380 Som han til Eie nu har, eller andenstedsfra kan erhverve,
381 Eller hvad Gods til Orchomenos gaaer, hvad eller til Thebai
382 Hist i det Land Aigyptos, hvor Rigdomme huses i Mængde;
383 Hundrede Porte har Staden, og ud gjennem hver af dens Porte
384 Kjøre vel togange hundrede Mænd med Vogn og med Heste.
385 Ei om saa Gavernes Tal var stort som Sandets og Støvets,
386 Ei engang da formaaer Agamemnon mit Sind at formilde,
387 Før han mig fyldest har gjort for al den Tort, som mig nager.
388 Ikke mig lyster til Viv en Datter af Kong Agamemnon,
389 Var hun end faver og fiin som selv Aphrodite den gyldne,
390 Og til sin Gjerning saa snild som den lysblaaøiede Pallas,
391 Aldrig dog blev hun min Viv, en anden Achaier han kaare,
392 Som sig kan passe for ham, og er høiere Konning end jeg er.
393 Thi hvis Guderne spare mit Liv, og jeg naaer til min Hjemstavn,
394 Da skal Peleus selv en Mø mig fæste til Hustrue,
395 Phthia som Hellas er rigt på Achaiske blomstrende Piger,
396 Børn af de ypperste Mænd, som raade for Byer og Lande;
397 Den som da huer mig bedst, udkaarer jeg da til min Hustrue.
398 Længe forsand i min Barm mit mandige Hjerte har banket
399 Svart af Længsel, derhjemme med Viv, med elskelig Hustrue,
400 Glad at nyde det Gods, min bedagede Fader har samlet.
401 Lignes med Livet i Værd kan hverken de Skatte, man siger,
402 Ilios eied engang, den velbefolkede Kongstad,
403 Fordum da Fred var i Land, forinden Achaierne hidkom,
404 Eller hvad Gods der gjemmes i Pytho, den hellige Bjergstad,
405 Dybt under Phoibos Apollons, den Sikkerrammendes Steengulv.
406 Oxer og fedede Faar heel let man fanger på Streiftog,
407 Let Trefødder man vinder, og kneisende guulbrune Heste,
408 O men et Menneskes Sjel, den fanger man ei, saa den atter
409 Vendte tilbage, naar først over Tændernes Rad den er fløiet.
410 Mig har min Moder fortalt, den sølverfodede Thetis,
411 At på en dobbelt Viis min Skjæbne mig fører til Dødsmaal:
412 Bliver jeg her, og færdes i Kamp om Troernes Kongstad,
413 Da er min Hjemfart forspildt, men evindelig vorder min Hæder,
414 Hvis derimod tilbage til Fædrenelandet jeg kommer,
415 Da er mit Rye forspildt, men da skal længe jeg nyde
416 Livet, og ikke saasnart skal Døden i Vold mig da fange.
417 Raade jeg vilde dernæst Enhver af de hidkomne Landsmænd,
418 Hjem at seile påstand, I mægte dog ei at betvinge
419 Ilions kneisende Stad, thi Zeus Fjernskueren holder
420 Huldt over Byen sin Haand, og af Mod er Folket besjelet.
421 Drager nu hjem igjen, og formelder Achaiernes Formænd
422 Dette er mit Ord – et hæderligt Hverv for Folkenes Ældste –
423 At de tilraads kan slaae om et andet og klogere Paafund,
424 Som ikke Skibene blot, men Folket tillige kan frelse
425 Hist ved de bugede Skibe, thi lidt kun baader det Anslag,
426 Som de fornys udtænkte, da ei min Vrede forvindes.
427 Phoinix forblive hos os, og lægge sig her til at sove,
428 At han på Skibene med til Fædrenelandet kan følge
429 Hjem imorgen, ifald han har Lyst, jeg tvinger ham ikke.
430 Saa han talte, da taug de qvær og forstummed tilhobe,
431 Studsende over hans Ord, thi Kraft der laae i hans Tale;
432 Endelig mælede Phoinix, den sølvgraahaarede Vognhelt,
433 Bristende lydt i Graad, thi han skjalv for Achaiernes Skibe:
434 Staaer alvorlig din Hu til Hjemfart, stolte Peleide!
435 Vil du virkelig ei beskjerme de hurtige Skibe
436 Mod den fortærende Brand, da Harm dig er falden på Sinde,
437 Siig, hvor kunde da jeg her ene forblive tilbage,
438 Skilt fra min elskede Søn? mig Peleus befoel dig at følge
439 Alt på den Dag, han fra Phthia dig sendte til Kong Agamemnon,
440 Ung og ukyndig endnu i den altødelæggende Krigsfærd,
441 Som og i Taler på Thing, hvor ogsaa Berømmelse vindes;
442 Derfor han sendte mig med, tilgavns at lære dig Saadant,
443 Baade dig kjækt at betee, og snildt at belægge din Tale.
444 Derfor min elskede Søn, vil af dig jeg ikke forlades,
445 Ei engang om en Gud forvist mig loved at glatte
446 Denne min rynkede Hud, og ung påny mig at gjøre,
447 Som da jeg Hellas forlod, hiint Land med de blomstrende Piger,
448 Alt for en Kiv med Ormenos’ Søn, min Fader Amyntor.
449 Gram mod mig af Hjertet han blev for en haarfager Frille,
450 Hvem han elsked til Skjændsel og Tort for sin Hustrue, min Moder.
451 Daglig mig bad min Moder på Knæe saa bønlig, jeg skulde
452 Lefle med Frillen, at Had hun maatte til Oldingen fatte;
453 Moderens Bud jeg lød, men min Fader, som mærkede Uraad,
454 Stødte Forbandelser ud, og til Rædselsgudinderne lød hans
455 Skrigende Bøn, at aldrig på Skjød han Søn skulde sætte,
456 Avlet af mig, og disse Forbandelsens Ord fuldbyrded
457 Underverdenens Zeus og den rædsomme Persephoneia.
458 Ham var jeg nu tilsinds med det hvæssede Kobber at dræbe,
459 Men min Forbittrelse dæmped en Gud, som bød mig betænke
460 Landsmænds krænkende Ord, og Folks nærgaaende Paasagn,
461 At i Achaia man ei skulde Fadermorder mig kalde.
462 Plat umulig mit hidsige Sind nu kunde fordrage,
463 Længer på Borgen at boe under Tag med min opbragte Fader.
464 Venner og Frænder i Flok omringed mig nu, for at prøve
465 Ved den indstændigste Bøn mig i Borgen at holde tilbage.
466 Mangt et triveligt Faar, mangt dorskfremvraltende Høved
467 Slagted man nu, mangfoldige Sviin, som bævred af Fedme,
468 Strakte man ud over blussende Ild, for Flesket at svide;
469 Derhos i rundeligt Maal flød Vinen af Oldingens Dunke.
470 Nætterne, ja vel samfulde ni, tilbragte de hos mig,
471 Skifteviis sad de på Vagt, og ei blev Baalene slukte,
472 Hverken i Hallen, hiinsides den stærkommurede Borggård,
473 Eller i Gangen, som laae tæt udenfor Kammerets Fløidør;
474 Men da omsider den tiende Nat fremvældede bælgmørk,
475 Sprængte jeg Kammerets Dør, hvorvel den var lukket forsvarlig,
476 Slap saa ud, og behænde jeg sprang over Gaardrumsmuren,
477 Uden at Vagtens Mænd eller Ternerne mærked det mindste.
478 Fjernt jeg drog gjennem Hellas, det vidtudstrakte, som Flygtning;
479 Hen til Peleus i Phthia, det frodige Faarenes Hjemland,
480 Kom jeg endelig; villig og huld mig Konningen modtog,
481 Ja! han elsked mig høit, som Faderen elsker sin kjære
482 Eenbaarne Søn, der fostres i Huus som Rigdommens Arving;
483 Gods han i Mængde mig gav, og et Folk mit Bud underlagde,
484 Og som Dolopernes Drot jeg boede på Grændsen af Phthia.
485 Jeg, Achilles! gudlignende Helt! til den Mand du est vorden
486 Tugted dig op, da jeg elsked dig høit; ei vilde med nogen
487 Anden til Gilde du gaae, eller spise derhjemme på Borgen,
488 Før jeg dig tog, og satte på Skjød, og selv for dig smaaskar
489 Sulet, og madede dig, og rakte dig Vinen at drikke.
490 Mangen en Gang da hændte det sig, at du spildte min Brystdug
491 Over med Viin, naar du sagled af Kruus i den kavede Barndom.
492 Saaledes meget jeg døied, og meget for din Skyld jeg udstod,
493 Tænkende på, at Guderne jo mig selv havde nægtet
494 Børn, da kaared jeg dig til min Søn, Achilles, du Gudsbarn!
495 At du mig maatte med Tiden engang beskjerme mod Ufærd.
496 Styr da dit hidsige Sind, Achilles ubøieligt Hjerte
497 Sømmer sig ikke for dig, selv Guderne kunne formildes,
498 Som jo i Kraft, i Hæder og Magt langt større dog ere.
499 Dog endda kan ved Virak, ved ydmyge Løfter og Offring
500 Enten af Viin eller Damp de bedende Menneskens Børn dem
501 Atter forsone, naar Nogen har Synd og Brøde bedrevet;
502 O thi Bønnerne selv ere Zeus’ Alherskerens Døttre:
503 Runkne tilhobe, med haltende Fod og med skulende Øie
504 Vandre de frem bag Brøden med ængsteligt Sind og forsagte;
505 Stærk derimod er Brøden og flink tilbeens, saa den løber
506 Langt forud, og til Menneskens Meen al Jorderigs Lande
507 Gjæster den først; bagefter med Lægedom komme da hine.
508 Den som nu hædrer Kronions Børn, saasnart de sig nærme,
509 Gavne med Tiden de stort, og høre hans Bøn, naar han beder;
510 Men naar en Mand dem forskyder, urokkelig fast i sin Vægring,
511 Flux da drage de hen til Zeus med den Bøn, at i Ledtog
512 Brøden maa vandre med ham, saa Skade han fanger til Hjemgjeld.
513 Lad disse Døttre af Zeus da møde hos dig, min Achilles!
514 Hiin ærbødige Frygt, som saa tit bevæger den Brave!
515 Ja hvis Atreiden ei Gaver dig bød, eller loved at give
516 Fleer dig med Tiden, men gram fremtured i haanende Medfart,
517 Aldrig forsand jeg raaded dig da, din Harm at betvinge,
518 Eller Argeiernes Folk at beskjerme, hvor svart end de trænge;
519 Dog, nu byder han Meget dig strax, og lover med Tiden
520 Meer; og med Bønner til dig de herligste Mænd han har skikket,
521 Dem af Achaiernes Folk han valgte, da disse du høiest
522 Elsker i Folket, thi gjøre du ei deres Tale tilskamme,
523 Eller den Gang, som de gik i; før undred os ikke din Vrede.
524 Lignende Sagn om de kjækkeste Mænd i forrige Dage
525 Have vi hørt, naar Vrede dem svar på Sindet var falden,
526 Dog ved Gaver de bøie sig lod og formildende Tale.
527 Saadan en Daad, ei nys men i fordums Tider bedreven,
528 Husker jeg grandt, og den vil jeg her mine Venner fortælle.
529 Mod det Kuretiske Folk Aitolernes krigsvante Sønner
530 Stred om Kalydons Stad, og drabelig slog de hinanden.
531 Værget Aitolerne greb til det yndige Kalydons Forsvar,
532 Men imod Byen Kureterne drog, for at lægge den øde.
533 Al den Jammer dem voldte den guldstolthronende Jagtmøe
534 Artemis, bister på Oineus, da hende til Ære han Høstfest
535 Ei havde holdt på den frodige Mark, hver Gud Hekatombe
536 Nød, men til hende, den Datter af Zeus, slet ikke han offred,
537 Enten nu Glemsel det var eller Vaade; dog grovt han forbrød sig.
538 Slagen af Harm over denne Forhaanelse drev nu den piilfroe
539 Datter af Zeus et fraadende Sviin med sneehvide Tænder
540 Ind på Oineus’s Mark, hvor det jevnligen øved sin Ufærd.
541 Dygtige Træer i Mængde fra Grund det styrted til Jorden,
542 Vendende op og ned på Rod og Træernes Frugtblomst.
543 Oineus eied en Søn Meleagros, han fældede Bassen:
544 Rundt fra mangfoldige Byer han Mænd og Hunde til Jagten
545 Hented i Mængde, thi Faa forslog ikke stort til at fælde
546 Saadant et grueligt Dyr, som bragte heel Mange på Dødsbaal.
547 Men om det glubende Sviins stivbørstede Skind og dets Hoved
548 Vakte den høie Gudinde forfærdelig Larmen og Kivsmaal
549 Mellem Kureternes Mænd og Aitolernes modige Kæmper.
550 Mens Meleagros, den drabelig Helt, drog med udi Felten,
551 Gik det Kureterne ilde, og ei de mægted i Kampen
552 Udenfor Murene kjækt at bestaae, saa mange de vare;
553 Men da den Helt Meleagros af Harm blev greben, som bringer
554 Selv hos de viseste Mænd i Kog det svulmende Hjerte,
555 Da forblev han, vred i Hu på sin Moder Altheia,
556 Hos sin fortryllende Viv Kleopatra hjemme på Borgen,
557 Hvem Euenos’s Datter, den smalbeensmukke Marpessa
558 Fødte med Idas, en Mand saa kjæk som Ingen pa Jorden
559 Dengang var, thi selv mod en Gud, mod Phoibos Apollon
560 Spændte forvoven han Buen til Kamp for den deilige Pige.
561 Dengang var det, at begge Forældrene hjemme på Borgen
562 Gav deres Datter det Navn Alkyone, thi hendes Moder
563 Græd af Længselens Vee, som den sørgelig klagende Iisfugl,
564 Alkyon kaldet, da ranet hun var af Phoibos Apollon.
565 Hjemme hos hende han sad med indtændt nagende Harme,
566 Piint af Forbandelsens Ord, dem Moderen selv imod Sønnen,
567 Vred over Broderens Drab, i Bøn udstødte til Guder;
568 Ned hun sig kasted på Knæe, med Taarer, som vædede Barmen,
569 Vildt på den sædfrembringende Jord hun banked med Haanden,
570 Medens til Hades hun skreg og den rædsomme Persephoneia,
571 At hendes Søn maatte døe, og Erinnys, som vandrer i Natmulm
572 Med uformildeligt Sind, hun hørte fra Erebos Bønnen.
573 Snart nu lød ved Porten Kureternes Tummel og Bulder,
574 Spyd mod Taarnene fløi; da skikked Aitolernes Ældste
575 Gudernes ypperste Præster som Bud, og bad ham saa bønlig,
576 Ud at drage til Hjelp, og loved ham herlige Gaver:
577 Hvor om det yndige Kalydons Stad det fedeste Jordsmon
578 Findes på Sletten, der bød de ham selv sig vælge den bedste
579 Lod, halvhundrede Tønder i Omfang, Hælvten til Viingård,
580 Hælvten for Træer og Plantninger bar, til Pløining og Fægang.
581 Inderlig Gubben ham bad, den hestebetvingende Oineus,
582 Selv han treen med sin Fod på Kammerets Tærskel i Høiloft,
583 Banked på Dørenes Fjæl, og knælede ydmyg for Sønnen,
584 Inderlig bad hans Søstre saavelsom hans værdige Moder,
585 Dog, jo mere de bad, desmeer han rysted på Hoved,
586 Inderlig bad ham tillige de kjære, de trofaste Venner,
587 Alt omsonst; ei Hjertet i Barm var til at bevæge,
588 Førend det dundred på Døren af Skud og af Kast, og på Taarnet
589 Op Kureterne steg, og Luerne rased i Byen.
590 Da med klagende Skrig hans smuktombeltede Hustrue
591 Trygled og nævnte sin Husbond den Nød og Jammer, som times
592 Menneskens Børn, hvis Stad indtages af fjendtlige Krigsfolk:
593 Mændene slaaes ihjel, hvert Huus gjør Ilden til Aske,
594 Børn bortslæbes som Fanger med samt fuldbarmede Qvinder;
595 See, da rørtes hans Sjel ved den Nød, han hørte fortælle,
596 Rask han iled, og slutted om Krop sin skinnende Rustning.
597 Saa Ødelæggelsens Dag han bort fra Aitolerne vendte,
598 Følgende Hjertets Bud, men nu ikke længer man bød ham
599 Rig og kostelig Skjenk, omsonst afværged han Nøden.
600 Ikke på Sligt du tænke, min Søn! lad aldrig en Guddom
601 Vende til Sligt din Hu! langt værre det var dog i Sandhed,
602 Sværdet at gribe til Værn, naar i Brand vore Snekker er stukne,
603 Kom da! mens Løn er at fåe, som en Gud skal Folket dig hædre.
604 Hvis derimod i den blodige Strid ulønnet du drager
605 Mindre da vorder din Hæder, om end du seirer i Kampen.
606 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
607 Phoinix, bedagede Fader, du Gudssøn! Ei har jeg saadan
608 Hæder behov, jeg hædret mig troer ved Zeus’s Forføining,
609 Og denne Hæder vil ei mig ved Skibene glippe, saalænge
610 Lungen mig aander i Bryst, og om Led sig Knæerne bøie.
611 Dog et Ord jeg sige dig vil, og prænt det i Hjertet:
612 Ikke du bør bedrøve mit Sind med Klynken og Jamren,
613 For hos Atreiden at smidske dig ind; det ikke dig anstaaer,
614 Ham at elske; lad ikke til Had min Kjærlighed vendes!
615 Skjelligt det var, du krænked med mig den Mand, som mig krænker.
616 Vord en Konge som jeg! tag Hælvten af Æren jeg nyder!
617 Disse kan bringe mit Svar; men du, bliv her, og i bløden
618 Seng til Hvile dig læg, og aarle ved gryende Dagning
619 Tales vi ved, om blive vi skal, eller drage til Hjemmet.
620 Talt; Patroklos et Vink han gav med blinkende Øine,
621 Phoinix at rede påstand en magelig Seng, at de Andre
622 Snart maatte tænke på Hjemgang fra Telt. Da var det, at Aias
623 Telamons herlige Søn tog Ordet, og talte saalunde:
624 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
625 Kom lad os gaae! det tegner ei til, at vort Ærind vil lykkes,
626 Glipgang gik vi forsand, thi kom lad os skyndelig bringe
627 Svar til Achaiernes Folk, skjøndt ei det glædeligt lyder!
628 Sikkerlig længes derhjemme de svart; men vildt er i Sandhed
629 Vordet det mandige Mod, som boer i Achilles’s Bringe;
630 Han den Haarde, ei ændser han meer Stalbrødrenes Venskab,
631 Ingen vi dog saa høit som ham ved Skibene hædred.
632 Ubarmhjertige! mangen en Mand jo tog imod Mandbod,
633 Selv om en Broder var dræbt, eller Søn hensegnet for Mordstaal;
634 Da forbliver i Landet den blodskyldbødende Drabsmand,
635 Hvorimod hiin, som annammede Bod, betvinger sit Hjertes
636 Harm og sit hidsige Sind, men barsk og utæmmeligt Hjertet
637 Er, som dig Guderne slutted i Barm, og det for en enkelt
638 Pige; nu love vi syv saa fagre, som vel de kan findes,
639 Dertil mangfoldige Gaver, thi lad dit Hjerte formildes.
640 Hold din Vaaning i Ære! som kaarede Mænd af Danaer
641 Traadte vi under dit Tag, og bestandigen stræbte vi nidkjært
642 Venner at være mod dig, saa troe som nogen Achaier.
643 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
644 Aias! du Telamons Søn! du gudopfostrede Folkdrot!
645 Talt du haver forsand hvert Ord mig udad mit Hjerte,
646 O men af Galde mig svulmer mit Bryst, saa tit mig i Tanke
647 Rinder, hvor haanligen Atreus’s Søn blandt Argeiernes Kæmper
648 Mig har begegnet, som var jeg forsand en uselig Hjemløs.
649 Drager nu hjem, mine Venner, og melder hvad Eder jeg svarte,
650 Ei på den blodige Dyst jeg agter at tænke det mindste,
651 Førend den stridbare Priamos’ Søn, den herlige Hektor,
652 Til Myrmidonernes Snekker og Telte sig nærmer, for Fode
653 Huggende ned Argeiernes Mænd, og Skibene brænde;
654 Dog ved Achilles’s Telt og tjærede Skib vil vel sagtens
655 Hektor sig hytte for Strid, om han end er aldrig saa hidsig.
656 Saa han mæled, og Hver med Tvillingpokalen ihænde
657 Offrede Viin, saa ginge de hjem, i Spidsen Odysseus.
658 Strax derpå Patroklos befoel baade Terner og Svende
659 Rede påstand til Phoinix et godt og mageligt Leie.
660 Villigen Ternerne løde hans Bud, og bredte på Løibænk
661 Skind af Faar og et Tæppe og Lagen af fineste Hørspind.
662 Der gik Gubben til Roe, og vented på Morgenens Komme.
663 Men i sit fastopslagene Telt i den inderste Lønkrog
664 Sov Achil, og hos ham en rødmusset Glut Diomede,
665 Som var en Datter af Phorbas, og ført som Fange fra Lesbos;
666 Og i den modsatte Krog Patroklos, ham hvilte ved Siden
667 Iphis den midiesmekkre, hvem selv ham Achilles forærte,
668 Dengang Enyeus’s Stad, det kneisende Skyros han indtog.
669 Aldrig saasnart til Atreidens Telt kom hine tilbage,
670 Førend Achaiernes Sønner imøde dem løb, og til Velkomst
671 Hilste dem trindt med Pokaler af Guld, og fritted begjærlig.
672 Først udspurgte dem dog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
673 Siig mig, Odysses, du priselig Helt, Achaiernes Stolthed!
674 Er han tilsinds, Fordærvelsens Ild fra Flaaden at vende,
675 Hvad eller siger han nei, boer Vreden endnu i hans Hjerte?
676 Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
677 Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot Agamemnon!
678 Ikke tilsinds han er, sin Harm at qvæle, han fnyser
679 Meer ustyrlig end før, ei ændser han dig og din Gave,
680 Nei! men han byder dig selv med Argeiernes Mænd at beraadslaae,
681 Hvordan Achaiernes Snekker og Folk du i Nøden vil frelse;
682 Selv han trued endog, naar ad Dag det gryer imorgen,
683 Ud at trække på Dyb hvert letomdreieligt Dæksskib;
684 Ja, han sagde, han raader Enhver af de hidkomne Landsmænd,
685 Hjem at seile påstand; I mægte dog ei at betvinge
686 Ilions kneisende Stad, thi Zeus Fjernskueren holder
687 Huldt over Byen sin Haand, og af Mod er Folket besjelet.
688 Saa han talte, bevidne det kan de Mænd, som mig fulgte,
689 Aias saavelsom de to Herolder, forstandige begge.
690 Phoinix hos ham til Roe sig begav, for at føie hans Ønske,
691 At han på Skibene med til Fædrenelandet kan følge
692 Hjem imorgen, ifald han har Lyst, han tvinger ham ikke.
693 Saa han talte, da taug de qvær og forstummed tilhobe,
694 Studsende over hans Ord, thi Kraft der laae i hans Tale.
695 Tause nu sad en Stund de modfaldne Mænd af Achaia,
696 Indtil omsider den vældige Helt Diomedes tog Ordet:
697 Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot Agamemnon!
698 Gid den uplettede Helt Achilles du ei havde bønfaldt,
699 Bydende talløse Gaver, stolt nok han var jo foruden,
700 Nu har du kuns endnu langt meer ham bestyrket i Hovmod.
701 Lader os ei da ændse ham meer, hvad enten han reiser
702 Eller han bliver; i Kamp vil han drage påny, naar i Barmen
703 Hjertet ham driver til Daad, og en Gud opvækker hans Manddom.
704 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
705 Føier til Hvile Jer nu, naar først I Sindet har qvæget
706 Baade med Mad og Viin, som Kræfter og Mod Jer kan give;
707 Men naar imorgen sig viser den rosenfingrede Dagning,
708 Stil da hurtig til Skibenes Værn baade Kæmper og Heste,
709 Væk deres Mod, og viis dig i Kamp blandt de forreste Stridsmænd!
710 Saa han talte; godt hued hans Raad de Konninger alle,
711 Glade det Ord de fornam, dem Gangerbetvingeren sagde.
712 Flux efter Offring af Viin Enhver til sit Telt sig forføied.
713 Der til Hvile de gik og nød den qvægende Slummer.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange