Iliaden Sang 7

Resume 7. sang i Iliaden af Homer. Hektor udfordrer en achaier til tvekamp. Mange melder sig, og der kastes lod. Ajas, Telamons søn, træder op mod Hektor. Mørket falder på, og der udsendes herolder, der skal skille de to kæmpende ad. Nestor foreslår våbenstilstand for at begrave de faldne og forskanse achaiernes lejr. Antenor foreslår forgæves at give Helena tilbage. De faldne bliver begravet, og lejren forskanses med en palisade; det bliver Poseidon vred over. Om natten viser der sig tegn fra Zeus, der bebuder ulykke.

ILIADEN

Iliaden, 7. sang

1 Talt, og ud gjennem Porten sig skyndte den straalende Hektor;
2 Jevne ham gik Alexandros, hans Broder, og begge tilhobe
3 Higed i Sindet de stærkt efter Strid og frygtelig Kampgang.
4 Som naar omsider en Gud tilskikker de smægtende Søfolk
5 Rask og føielig Vind, naar med glattilhuggede Aarer
6 Svart de Bølgen har pløiet, til Lemmerne segned af Træthed,
7 Saa kom Brødrene nu til Fryd for de ventende Troer.
8 Flux Alexandros Menesthios vog, hvis Hjem var i Arne,
9 Han var den Konning Areithoos’ Søn, hiin Stridskølvsvingers,
10 Avlet med Phylomedusa, en Viv storøiet og fager.
11 Hektor Eioneus traf tæt under den kobberne Hjelmrand,
12 Stak ham i Halsen det skærpede Spær, og gav ham sin Helsot.
13 Glaukos, Hippolochos’ Søn, hiin Drot for Lykiens Stridsmænd,
14 Traf Iphinoos, Dexias’ Søn, i den vældige Kampfærd,
15 Just som den hurtige Vogn han besteg, i Skuldren med Spydet;
16 Ned af Karmen han tumled til Jord, brat segned hans Lemmer.
17 Men da Gudinden Athene, den lysblaaøiede Jomfru,
18 Saae, hvor svart Achaierne faldt i den vældige Kampfærd,
19 Ilte hun ned i stormende Fart fra høien Olympos,
20 Ned til Ilions Stad, men fra Pergamos skued Apollon
21 Ud, og foer mod Athene, thi Troerne Seiren han ønsked.
22 Men da hinanden imøde de kom hist henne ved Bøgen,
23 Da var det Drotten Apollon, som først tog Ordet og sagde:
24 Siig, hvi kom du saa hidsig, du Barn af den høie Kronion!
25 Atter herhid fra Olymp? dig drev dit ustyrlige Hjerte;
26 Mon for Danaernes Folk den skiftende Seier at skjenke?
27 Aldrig med Troerne føler du Ynk, naar i Kampen de falde.
28 Dog, vil du lyde mit Ord, hvad nok turde være det bedste,
29 Da vil vi nu for idag al Kamp og Fjendtlighed standse,
30 Saa kan de dyste herefter, indtil det omsider dem lykkes,
31 Troias berammede Maal at naae; thi for Eder, Gudinder!
32 Er det i Hjertet en inderlig Fryd, denne Stad at forstyrre.
33 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfru:
34 Det er et Ord, Fjernrammer! selv tænkte jeg just på det samme,
35 Derfor jeg drog herhid fra Olymp til Achaier og Troer.
36 Siig da frem, hvad har du betænkt, for Striden at standse?
37 Flux gjensvared Apollon, hiin mægtige Søn af Kronion:
38 Hektor opmande vi vil, den kraftige Hestebetvinger,
39 Om han maaskee af Danaernes Folk en Enkelt vil æske,
40 Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang,
41 Da vil Achaias beenpandsrede Mænd vel sagtens af Harme
42 Egge til Strid en Helt at møde den ædelig Hektor.
43 Talt; hans Ord adlød den lysblaaøiede Pallas.
44 Helenos, Priamos’ Søn, fornam i Sindet det Anslag,
45 Guderne nys havde lagt, da de ginge på Raad med hinanden.
46 Frem for Hektor han treen, og tog saalunde til Orde:
47 Hektor, du Priamos’ Søn, udrustet med Kløgt som Kronion!
48 Siig, vil du lyde mig ad, jeg er jo din kjødelig Broder.
49 Skik da til Roe Danaernes Mænd og samtlige Troer,
50 Selv udæske du saa den gjæveste Helt blandt Achaier,
51 Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang,
52 Ei har Skjebnen endnu bestemt dig til Død og til Henfart,
53 Efter hvad selv af Gudernes Mund jeg nys har fornummet.
54 Talt, da glædede Hektor sig høit ved Ordet, han hørte.
55 Frem i Kredsen han treen, og standsed de Troiske Fylker,
56 Gribende midt om Landsen, da trak de sig Alle tilbage.
57 Ogsaa Danaernes Folk blev skikket til Plads af Atreiden,
58 Men på den øverste Top af Kronions, den høieste Styrers
59 Kneisende Bøg, omskabte til to bevingede Gribbe
60 Satte sig Pallas Athene og Fjerntfrarammeren Phoibos,
61 Glade ved Kæmpernes Færd; tætsluttede sad deres Rækker,
62 Hjelme med Skjolde og blinkende Spyd fremraged saa stride.
63 Ret som de riflede Vover, der vælte sig hen over Dybet,
64 Naar det begynder at kule fra Vest, og Vandene sortne,
65 Saaledes sad Achaierne her, og Troerne hisset
66 Trindt på Marken i Rader, da mælede Hektor til Begge:
67 Hører mig Troer og I, beenpandsrede Mænd af Achaia!
68 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
69 Zeus, den høie Behersker, har ei fuldkommet vor Eedspagt;
70 Ilde mod begge tilsinds beskærer han Folkene Jammer,
71 Indtil I enten bestorme det taarnbeskjermede Troia,
72 Eller betvinges af os ved de havbefarende Skibe.
73 Visselig findes blandt Eder Achaias fortrinligste Helte,
74 Hvo blandt disse der lyster en Kamp med mig at forsøge,
75 Træde nu frem til standende Strid med den ædelig Hektor.
76 Dette jeg siger dernæst, og Zeus vort Vidne skal være:
77 Fælder i Striden han mig med den langtfremragende Spydsod,
78 Da maa han tage min Rustning, og bort til Flaaden den bære,
79 Men til mit Hjem skal han skikke mit Liig, at mit livløse Legem
80 Skjellig kan stedes til Baal af Troer og Troiske Qvinder.
81 Fælder jeg ham derimod, og Apollon forunder mig Hæder,
82 Da vil jeg tage hans Rustning, og hjem til Staden den bringe,
83 Der vil jeg hænge den op i Phoibos Apollons Tempel,
84 Men til de bugede Skibe jeg hjem vil skikke hans Legem,
85 For at Achaias de haarfagre Mænd kan jorde den Faldne,
86 Og ved det vildene Hav Hellespont opkaste hans Gravhøi;
87 Sige da vil med Tiden en Mand i kommende Slægter,
88 Naar på sit toftede Skib det blaalige Hav han befarer:
89 Der staaer Graven, som gjemmer en Helt, der forlængst er afdød,
90 Tapper han var, men fældet han blev af den straalende Hektor;
91 Saa vil han visselig sige, mit Rye skal aldrig forgjettes.
92 Saa han taled, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
93 Vægring de bluedes ved, men gjøs for at tage mod Kampen,
94 Til Menelaos omsider stod frem, og hæved sin Stemme,
95 Haanlig han talte dem til, og dybt fra Hjertet han sukked:
96 Ha! I skrydende Mænd, Achaiinder, ei længer Achaier!
97 Vorde det vil forsand en uafstrygelig Skamplet,
98 Hvis ei nogen Danaer har Mod til Hektor at møde.
99 Gid I vorde til Vand og til Jord, I Kæmper tilhobe!
100 I som sidde forsagte, og slet ikke tænke på Hæder;
101 Thi vil jeg selv til Kamp bevæbne mig; hisset foroven
102 Hviler det end i Gudernes Haand, hvem Seier skal times.
103 Saa han taled, og slutted om Krop den deilige Rustning.
104 Nu forsand, Menelaos! din Død for den drabelig Hektors
105 Haand du havde dig hentet, thi han var dig langt overlegen,
106 Naar ei Danaernes Konger påstand havde holdt ham tilbage.
107 Frem tilhobe de foer, og den mægtige Drot Agamemnon
108 Greb Menelaos’s Haand, tog Ordet, og taled saalunde:
109 Raser du, gudopfostrede Drot! dig sømmer sig ikke
110 Slig en vanvittig Id, thi styr dig, hvorvel det dig græmmer.
111 Lad ei din Iver dig egge til Strid med en gjævere Kæmpe,
112 Hektor, Priamos’ Søn, for hvem selv Andre maae skjælve;
113 Selv Achilles, en Helt, dig langt overlegen i Manddom,
114 Gruede dog for at gaae ham tillivs i den hædrende Kampgang.
115 Gak nu tilbage til Brødrenes Flok, og skik dig til Sæde,
116 Da vil Achaierne stille til Kamp mod Hektor en Anden,
117 Er han end aldrig saa kjæk, og umættelig gridsk efter Krigsfærd,
118 Vil han dog frydes i Hu, naar til Rast sine Knæe han kan bøie,
119 Slipper han blot fra den rædsomme Strid og mordiske Kampgang.
120 Saa han mæled, og Broderens Sind han talte tilrette
121 Ved sit forstandige Raad, ham lød Menelaos, og derpå
122 Trak hans Svende saa froe af hans Skuldre den prunkende Rustning.
123 Frem i Danaernes Kreds stod Nestor påstand og begyndte:
124 Ha! forsmædelig Sorg over al Achaia vil komme.
125 Peleus forsand vil jamre sig svart, den bedagede Vognhelt,
126 Dygtig som Taler og snild af Raad, Myrmidonernes Konning.
127 Fordum engang i sin Borg han fryded sig høit ved min Tale,
128 Dengang han spurgte mig ud om Argeiernes Slægter og Afbyrd;
129 Hører han nu, at de kryber i Skjul for Hektor tilhobe,
130 Da vil han fromt sine Hænder opløfte til Himmelens Guder,
131 At dog hans Sjel af Lemmerne bort maa fare til Hades.
132 Gid dog, Zeus Alfader, Apollon, og Pallas Athene!
133 Gid jeg var ung, som dengang en Hær af Pyliske Kæmper
134 Dysted ved Keladons rullende Bæk med Arkadiens Spydmænd
135 Tæt under Muren om Pheia, ei langt fra Iardanos’ Strømme.
136 Forrest blandt dem Ereuthalion stred, en Mand som en Guddom;
137 Kring de mægtige Hærder han bar Areithoos’ Vaaben,
138 Drotten Areithoos’ Vaaben, den mægtige Stridskølvsvingers,
139 Som han benævntes af Mænd og af skjøntombeltede Qvinder,
140 Thi han var aldrig den Mand, som stred med Sværd eller Armbrøst,
141 Men med en Kølv af Jern han Fylkerne hærged i Kampen.
142 Selv blev han dræbt af Lykurgos ved List og ikke ved Manddom
143 Dybt i en Huulveis Snevring, hvor Kølven af Jern imod Ufærd
144 Ei kunde skjerme hans Liv, thi Lykurgos i Forkjøbet kom ham,
145 Jog ham i Livet sit Spyd, saa han styrtede baglænds til Jorden,
146 Trak hans Vaaben af Krop, en Skjenk af den kobberne Ares,
147 Og i den vildene Krig han bar dem bestandigen siden.
148 Men da Lykurgos var selv bleven gammel og graae udi Hallen,
149 Gav han sin elskede Svend Ereuthalion hele sin Rustning.
150 Væbnet med denne han æsked til Strid de dygtigste Kæmper,
151 Svart de bæved for Helten, og Ingen til Kamp sig fordristed,
152 Mig derimod det vovsomme Sind, opflammet af Tillid,
153 Drev til en Dyst at prøve, hvorvel jeg var yngst af dem Alle;
154 Kampen med ham jeg bestod, og Athene forundte mig Hæder,
155 Ham, den høie, den vældige Mand, jeg vog udi Striden,
156 Lang og bred ved Veien han laae med sit uhyre Legem.
157 Gid jeg var ung endnu, og min Kraft urokket som dengang,
158 Da skulde snart en Mand staae frem mod den straalende Hektor.
159 O men af Eder, som dog er Achaias fortrinligste Helte,
160 Drister sig Ingen til freidig en Dyst med Hektor at prøve.
161 Saa lød Gubbens bebreidende Ord; ni Kæmper sig reiste,
162 Først og fremmest Atreiden, Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
163 Derpå Tydeus’s Søn, den vældige Helt Diomedes,
164 Dernæst Aianterne begge, to kraftudrustede Kæmper.
165 Næst efter dem Idomeneus kom, og Idomeneus’ Væbner
166 Helten Meriones, drabelig stærk som den mordiske Krigsgud,
167 Frem Eurypylos treen, den herlige Søn af Euaimon,
168 Endelig Helten Odysseus, og Thoas en Søn af Andraimon.
169 Disse tilhobe sig bøde til Kamp mod den ædelig Hektor.
170 Da tog Nestor til Orde påny, den Gereniske Vognhelt:
171 Kaster tilhobe nu Lod om hvo der skal træde til Kampen!
172 Glæde han vil forsand Achaias beenpandsrede Helte,
173 Og han vil selv høit glædes i Hu, saasandt han forresten
174 Slipper fra denne forfærdende Strid og mordiske Kampgang.
175 Saa han taled; Enhver sin Lod med et Mærke betegned,
176 Og i den Drot Agamemnons Hjelm de kasted dem alle.
177 Folket til Guderne bad med høitopløftede Hænder;
178 Mangen da taled saalunde med Øiet mod Himmelen vide:
179 Zeus! gid Lodden maa falde på Tydeus’s Søn eller Aias,
180 Eller på Kongen, det guldrige Land Mykenes Behersker.
181 Men da nu Bønnen var endt, tog Nestor og rystede Hjelmen;
182 Ud af Hjelmen da sprang den Lod, som Folket sig ønsked,
183 Aias’s Lod; en Herold den bar fra Venstre til Høire
184 Rundtom i Kredsen, og viste den frem til Achaiernes Drotter;
185 Ingen dog kjendtes ved Lodden, på Hovedet rysted de Alle.
186 Men da Herolden kom hen til den Helt, som selv havde mærket
187 Lodden med Tegn, og i Hjelmen den lagt, den straalende Aias,
188 Rakte han frem sin Haand, og Herolden i Haand ham den kasted;
189 Mærket han saae, vedkjendtes sin Lod, og blev glad i sit Hjerte.
190 Ned for sin Fod han den kasted til Jord, og taled saalunde:
191 Lodden er min, mine Venner! selv frydes jeg høit i mit Hjerte,
192 Saasom jeg haaber forvist, over Hektor i Kampen at seire.
193 Dog, velan! imedens til Strid jeg axler min Rustning,
194 Beder imedens en Bøn til Zeus den høie Kronion
195 Sagtelig ved Eder selv, at Troerne ikke det høre,
196 Eller med lydelig Røst, endda jeg ræddes for Ingen;
197 Ingen, saa gjerne han vil, skal drive mig bort mod min Villie
198 Enten med Kraft eller List, til slig en Stymper i Kampfærd
199 Blev jeg forsand på Salamis’ Øe hverken fød eller fostret.
200 Saa han taled, og Folkene bad til Drotten Kronion,
201 Mangen da taled saalunde med Øiet mod Himmelen vide:
202 Zeus Alfader, Idaiske Drot, priisværdige, høie!
203 Seier og glimrende Rye forunde du Aias at vinde!
204 Dog, hvis Hektor du elsker, og huld for ham er bekymret,
205 Skjenk dem da Begge i ligeligt Maal baade Hæder og Styrke!
206 Saa de taled. Med straalende Malm bevæbned sig Aias,
207 Men da nu Rustningens Plader han trindt om Krop havde sluttet,
208 Styrted han frem saa kjæk i sin Gang som den uhyre Ares,
209 Naar han til Mændenes Kamp gaaer hen, dem Fader Kronion
210 Egged til Strid med hinanden ved sindsfortærende Tvedragt,
211 Saa fremstormede Aias, Achaiernes uhyre Skytshelt.
212 Over hans truende Aasyn var Smiil udbredt, og hans Fødder
213 Treen heel mægtige Skridt, mens han svang den vældige Landse.
214 Gammen det var for Achaiernes Folk, den Helt at betragte,
215 Men en forfærdelig Skræk sig sneg gjennem Troernes Lemmer;
216 Om det endog var Hektor, saa klapped ham Hjertet i Barmen;
217 Dog, unddrage sig ræd, og hen til Krigernes Skare
218 Flye, det kunde han ei, da han selv til Kamp havde æsket.
219 Frem treen Aias påstand, som en Muur sad Skjoldet på Armen,
220 Skjoldet af Malm og af syv Lag Skind; en Kunstner i Hyle,
221 Tychios kaldet, den dygtigste Mand til Huder at snide,
222 Havde det glimrende Skjold af syv velnærede Tyres
223 Huder ham gjort, og som ottende Lag beklædt det med Kobber.
224 Dette han bar for sit Bryst, den straalende Telamonide,
225 Frem mod Hektor han skred, og truende tog han til Orde:
226 Hektor! Mand imod Mand ret strax du klarlig skal lære,
227 Hvad for Helte der findes iblandt Achaiernes Drotter,
228 Selv efter Peleus’s Søn, den løvebehjertede Drabsmand.
229 Hist han sidder endnu ved de havbefarende Skibe,
230 Slagen i Sindet af Harm mod Folkenes Drot, Agamemnon.
231 Dog er vi Mænd endnu, til freidig at gaae dig imøde,
232 Og der er fleer end jeg; velan, lad Kampen begynde!
233 Ham gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
234 Aias! du Telamons Søn, du gudopfostrede Hærdrot!
235 Tænk dog ei mig at skræmme, som var jeg en uselig Pebling,
236 Eller en Qvinde, som ei sig forstaaer på krigerisk Syssel,
237 Jeg derimod forstaaer mig tilgavns på Kamp og på Mandslæt,
238 Svinge jeg kan til Venstre saa godt som til Høire mit tørre
239 Tyreskinds Skjold, thi vorder jeg ei udmattet i Kampen;
240 Grandt jeg forstaaer i standende Strid at dandse for Ares,
241 Grandt, at styrte mig ind i Stimlen af hurtige Heste.
242 Dog, en Kæmpe saa bold som du vil ikke jeg fælde
243 Lønlig ved List, men ved aabenlys Daad, saasandt jeg dig rammer.
244 Talt; med et Sving udslynged han flux sit Spyd med det lange
245 Skaft, og Aias’s stærke syvhudede Skjold han traf på
246 Pladen af Malm, det ottende Lag, som bedækkede Skjoldet.
247 Gjennem de sex med Kraft sig trængte det knusende Kobber,
248 Men i den syvende Hud det stoppede. Derpå sig hæved
249 Telamons ædelig Søn, og slynged sin mægtige Spydstang
250 Mod Priamiden, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
251 Gjennem det skinnende Skjold sig trængte den holdige Landse,
252 Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Pandser;
253 Ja ved Lysken endog den flængede Kjortlen istykker.
254 Flux han bøied sin Krop, og Døden den sorte han undslap.
255 Ud med Hænderne trak de påstand de mægtige Landser,
256 Foer saa hinanden tillivs; to glubende Løver de ligned,
257 Eller ubændige Vildsviin, hvis Kraft ei lettelig kues.
258 Flux drev Priamos’ Søn sit Spær mod Midten af Skjoldet,
259 Ei brød Malmen igjennem, men krum Spydsodden sig bøied.
260 Frem foer Aias og slog mod hans Skjold, og heelt gjennem Skjoldet
261 Løb den kobberne Od, og rokked ham midt i hans Fremfart,
262 Streifende ridsed den Halsen, og sort fremsprøitede Blodet.
263 Dog endda han gav ikke tabt, den straalende Hektor;
264 Lidet tilbage han foer, og greb en Steen med sin brede
265 Næve, på Marken den laae, den store, den kantede Graasteen,
266 Og imod Aias’s stærke, syvhudede Skjold han den kasted,
267 Lige på Midten ved Buklen, og Kobberet klirred ved Rammet.
268 Derpå løftede Aias en Steen, betydelig større,
269 Svang den, og strængte sin Kraft umaadelig an, da han kasted;
270 Skjoldet i Qvag han slog med Stenen saa stor som en Qværnsteen,
271 Kom hans Knæe til at vakle, saa ned han segnede baglænds,
272 Kastet med Skjoldet omkuld, dog flux Apollon ham reiste.
273 Nu var de gangne hinanden tillivs med Glavind ihænde,
274 Var ikke tvende Herolder, Kronions og Menneskens Iilbud,
275 Een fra Troernes Folk, og een fra Danaerne, komne,
276 Begge forstandige Mænd, Talthybios samt Idaios.
277 Frem de Stavene rakte midt mellem de stridende Kæmper,
278 Medens Idaios, den vise Herold, tog Ordet saalunde:
279 Kjæreste Sønner! med Fægtning og Kamp I holde nu inde!
280 Begge forsand er I elsked af Zeus, hiin Skyernes Herre,
281 Begge fortrinlige Helte, det veed vi jo Alle tilhobe.
282 Alt det lakker ad Nat, godt er det, Natten at lyde.
283 Ham gjensvarede Telamons Søn, den vældige Aias:
284 Hektor I først, Idaios! opfordre til Sligt at forkynde!
285 Det var jo ham, der æsked til Strid de dygtigste Kæmper,
286 Han maa begynde, men lyder han Raad, saa lyder jeg ogsaa.
287 Ham gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
288 Telamons Søn! saasandt en Gud har givet dig Høide,
289 Kraft og Forstand, og du bruger dit Spyd som ingen Achaier,
290 Lad os da nu for idag ophøre med Strid og med Kampfærd!
291 Mødes vi kan til en Dyst en andengang, indtil en Guddom
292 Skiller os ad, og et af Folkene Seiren forunder.
293 Alt det lakker ad Nat, godt er det, Natten at lyde,
294 At du ved Skibene hist Achaiernes Sønner kan glæde,
295 Ingen af Alle dog meer, end de elskede Venner og Frænder,
296 Og at jeg selv, hjemkommen til Priamos’ mægtige Kongstad,
297 Troernes Mænd kan fryde og langtbeslørede Qvinder,
298 Som for at bede for mig henginge til Gudernes Høisal.
299 Dog vil en glimrende Gave vi først hinanden forære,
300 At man kan sige som saa i Achaiernes Land og i Troia:
301 Svart de kæmped forsand, optændt’ af nagende Fiendskab,
302 Dog med hinanden forsoned de blev, og skiltes som Venner.
303 Talt, saa tog han og gav ham sit sølvbenaglede Glavind,
304 Gav ham det baade med Balg og den veltilsnittede Sværdrem;
305 Derimod Aias sit Belte ham gav af straalende Purpur.
306 Saaledes skiltes de ad, til Achaiernes Skare den Ene
307 Gik, den Anden til Troernes Folk; høit fryded sig disse,
308 Nu da de komme ham saae i Behold og ilive tilbage,
309 Sluppen med Held fra Aias’s Kraft og farlige Hænder;
310 Hjem de til Staden ham førte, mistvivlende fast om hans Frelse.
311 Men de Danaiske Mænd ledsaged den straalende Aias
312 Hen til den Drot Agamemnon, som fryded sig høit over Seiren.
313 Og da de stod udi Telt hos Atreus’s Søn Agamemnon,
314 Da lod Mændenes Drot påstand til den høie Kronion
315 Slagte til Offer et Nød, femaarigt det var og af Hankjøn;
316 Huden de krænged, og syslende travlt adskilte de Kræet,
317 Kjødet i Skiver behændig de skar, og stak det på Bradspid,
318 Risted det derpå forsigtig, og tog alt Kjødet af Spiddet.
319 Men da de saa havde endt deres Dont, og lavet til Maaltid,
320 Spiste de; Sindet fornam ikke Savn ved det yppige Gilde.
321 Heel og holden blev Høvedets Ryg som hædrende Gave
322 Skjenket til Aias af Atreus’s Søn, den Drot Agamemnon;
323 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
324 Fremmest og først da tolked sit Sned den bedagede Nestor,
325 Han, hvis Raad saa mangen en Gang dem bedst havde baadet,
326 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
327 Atreus’s Søn! og ypperste Mænd i Danaernes Krigshær!
328 Mangen en Mand af Achaiernes Folk blev nylig i Striden
329 Dræbt, hvis sortladne Blod den hidsige Ares har udøst
330 Kring Skamandros’s Strøm, og hvis Sjel nedvandred til Hades;
331 Und da, saasnart det gryer ad Dag, Achaierne Kampfrist!
332 Selv vil vi samles, for Ligene hid at kjøre på Vogne
333 Baade med Oxer og Muler; et Stykke fra Skibenes Stade
334 Ville vi brænde de Døde, at Hver kan bringe de Faldnes
335 Been til Børnene hjem, naar til Fædrenelandet vi stævne.
336 Trindt om Baalet på Sletten optue vi dernæst en Gravhøi
337 Fælleds for alle de Døde; en Muur med kneisende Taarne
338 Bygge ved Høien vi flux til Bedækning for Snekker og Mandskab,
339 Muren en Port vi give med fasttilsluttede Fløie,
340 At der for Ganger og Vogn en Vei kan være til Kjørsel;
341 Uden om Muren en Grav heel dyb vi kaste, og rundtom
342 Løbe den skal til Værn mod fiendtlige Kæmper og Heste,
343 At de behjertede Troer os ei overvælde ved Angreb.
344 Saa han talte; godt hued hans Ord de Konninger alle.
345 Ogsaa det Troiske Folk holdt Raad ved Priamos’s Hofgård
346 Oppe på Ilions Borg, men vildt Forsamlingen støied.
347 Først Antenor, den kløgtige Drot, tog Ordet og sagde:
348 Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!
349 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
350 Helena selv og alt hendes Gods vi Atreiderne give
351 Atter tilbage; som troløse Mænd mod den hellige Eedspagt
352 Gaae vi mod Fienden i Kamp, thi frygter jeg svart, at det tager
353 Sørgelig Ende med os, hvis mit Raad ei vorder iværksat.
354 Saa han taled, og satte sig ned, men frem udi Kredsen
355 Stod Alexandros påstand, den haarfagre Helenas Husbond;
356 Flux med bevingede Ord han gav ham dette til Gjensvar i:
357 Ordet, du her haver talt, Antenor! slet ikke mig huer,
358 Vistnok et andet og snildere Raad udtænke du kunde.
359 Hvis du for Alvor har virkelig meent, hvad nylig du sagde,
360 Da maae jo Guderne selv dig al Forstand have røvet.
361 Men ogsaa jeg har et Ord til de hestebetvingende Troer,
362 Lydt erklærer jeg her, ei giver jeg Qvinden tilbage,
363 Dog, hvad Skatte jeg hjem til min Borg medbragte fra Argos,
364 Dem vil jeg give, og føie dertil en Deel af mit Eie.
365 Saa han taled, og satte sig ned, da stod Dardaniden
366 Priamos frem udi Kredsen, i Kløgt selv Gudernes Lige,
367 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
368 Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!
369 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
370 Holder i Leiren nu først Qvælsmaaltid, altsom I pleie,
371 Værer dernæst betænkte på Vagt, og holder Jer vaagne!
372 Men til de bugede Snekker Idaios skal vandre ved Daggry,
373 Mændenes Drot Agamemnon og Kong Menelaos at melde,
374 Hvad Alexandros, som først gav Løsen til Krig, har erklæret.
375 Melde han skal desuden det høistforstandige Forslag,
376 Om de vil standse den buldrende Kamp, mens vi brænde de Døde;
377 Mødes vi kan til Strid en andengang, indtil en Guddom
378 Skiller os ad, og et af Folkene Seiren forunder.
379 Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig.
380 Derpå i Leiren de holdt Qvælsmaaltid, Fylke for Fylke;
381 Men til de bugede Snekker henvandred Idaios ved Daggry.
382 Samled’ på Thing ved den agtere Stavn af Kong Agamemnons
383 Skib Danaernes Kæmper han fandt, da traadte Herolden
384 Frem i Mændenes Kreds, høimælet han talte saalunde:
385 Atreus’s Sønner, og ypperste Mænd i Danaernes Krigshær!
386 Priamos skikked mig hid, og Troernes ædleste Drotter,
387 Eder at melde, o maatte mit Ord Eder tækkes og hue!
388 Hvad Alexandros, som først gav Løsen til Krig, har erklæret:
389 Alt det Gods, Alexandros engang på bugede Skibe
390 Førte til Troia – o gid han sin Død havde fundet forinden!
391 Det vil han give, og føie dertil en Deel af sit Eie;
392 Dog den deilige Viv, Menelaos sig fæsted til Hustrue,
393 Vil han ei give tilbage, skjøndt Troerne raade ham dette.
394 Videre har de mig givet det Hverv, at melde det Forslag,
395 Om I vil standse den buldrende Kamp, mens vi brænde de Døde,
396 Mødes vi kan til Strid en andengang, indtil en Guddom
397 Skiller os ad, og et af Folkene Seiren forunder.
398 Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe,
399 Indtil omsider den vældige Helt Diomedes tog Ordet:
400 Lad Alexandros beholde sit Gods, ja lad ham beholde
401 Helena selv, thi Enhver, om han end er svag på Forstanden,
402 Mærker jo alt, at Fordærvelsens Stund sig Troerne nærmer.
403 Saa han talte, da jublede høit Achaiernes Sønner,
404 Studsende froe ved det Ord, som Gangerbetvingeren sagde.
405 Flux til Herolden Idaios sig vendte den Drot Agamemnon:
406 Selv, Idaios! fornummet du har Achaiernes Tykke,
407 Selv har du hørt deres Svar, og jeg bifalder det ganske.
408 Men at man Ligene bringer på Baal, tilsteder jeg gjerne;
409 Ei bør Mennesket trevent og nidsk forholde de Døde,
410 Strax naar Livet er borte, at times Forbrændelsens Hæder.
411 Heres Gemal, Høittordneren Zeus, bevidne mit Eedsord!
412 Talt, og i Veiret sin Stav han rakte mod Himmelens Guder;
413 Men til den hellige Iliske Stad hjemvandred Idaios.
414 Hist i Forsamlingen sad endnu Dardaner og Troer
415 Alle tilhobe, og ventede svart på Idaios’s Hjemkomst.
416 Endelig kom han tilbage, treen frem udi Kredsen, og meldte
417 Lydt Achaiernes Svar, og flux man gjorde sig rede,
418 Deels for at hente de Døde, og deels tilskovs efter Brændsel.
419 Ogsaa Danaerne skyndte sig bort fra de toftede Skibe,
420 Deels for at hente de Døde, og deels tilskovs efter Brændsel.
421 Just som Solen påny sit Lys over Markerne kasted,
422 Da den var stegen på Himmelen op fra Okeanos’ dybe
423 Sagteligrindende Strøm, da mødtes Achaier og Troer.
424 Fast umuligt det var, fra hinanden at skjelne de Faldne,
425 Derfor de tvætted med Vand det styrknede Blod af de Døde,
426 Og under strømmende Graad de op på Vogne dem løfted.
427 Priamos standse dem bød Begrædelsens Raab, og i Stilhed
428 Dynger af Liig de lagde på Baal, med bedrøvede Hjerter,
429 Og efter Ligenes Brand til det hellige Troia de ginge.
430 Midlertid sysled på lignende Viis Achaiernes Sønner;
431 Dynger af Liig de lagde på Baal, med bedrøvede Hjerter,
432 Og efter Ligenes Brand til de bugede Snekker de ginge.
433 Inden det gryed ad Dag, og det end var dæmrende Mørke,
434 Samledes alt ved Baalet en Flok udvalgte Danaer.
435 Trindt om Baalet på Sletten de først optued en Gravhøi,
436 Fælleds for alle de Døde; en Muur med kneisende Taarne
437 Bygged ved Høien de saa til Bedækning for Snekker og Mandskab,
438 Muren en Port de gav med fasttilsluttede Fløie,
439 At der for Ganger og Vogn en Vei kunde være til Kjørsel.
440 Uden om Muren en Grav heel dyb de kasted til Slutning.
441 Bred og betydelig lang, og trindt nedrammed de Pæle.
442 Saaledes syslede her de haarfagre Mænd af Achaia.
443 Guderne sad imedens hos Zeus, Lynstraalens Behersker;
444 Studsende saae de den svare Bedrift, Achaierne øved.
445 Ordet nu tog Jordrysteren først, den stærke Poseidon:
446 Findes der end, o Zeus! nogen Mand over Jorderig vide,
447 Som til de salige Guder betroer sin Id og sit Forsæt?
448 Seer du ei selv, at nys de haarfagre Mænd af Achaia
449 Bygged en Muur til Skibenes Værn, og uden om Muren
450 Kasted en Grav, men Guderne ei Hekatomber de bragte.
451 Denne skal nævnes med Priis saavidt Dagslyset sig breder,
452 Medens man glemmer den Muur, som jeg med Phoibos Apollon
453 Bygged med megen Besvær for Laomedon, Troernes Konning.
454 Sukkende dybt Skysamleren Zeus gjensvared saalunde:
455 Ha! Jordryster, du vældige Gud! hvad var det, du sagde?
456 Gyse for denne Danaernes Id vil lettelig mangen
457 Ringere Gud, som er svag mod dig af Kræfter og Arme.
458 Du derimod skal prises, saavidt Dagslyset sig breder.
459 Dog velan! naar engang de haarfagre Mænd af Achaia
460 Stævne på Skibene hjem, til Fædrenelandet tilbage,
461 Styrt da Muren i Gruus, udskyl den i Havsens Bølger,
462 Dæk saa atter med Dynger af Sand Søkysten saa vide,
463 Da vil Achaiernes mægtige Muur udslettes af Jorden.
464 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
465 Midlertid dalede Solen, og endt var Achaiernes Arbeid.
466 Rundtom i Teltene slagted man Nød, og laved til Nadver.
467 Skibe fra Lemnos med Viin ombord var landed i Mængde,
468 Samtlige sendt derhen af Euneos, en Søn af Iason,
469 Hvem Hypsipyle bar den mægtige Konning Iason.
470 Særlig til Mændenes Drot Agamemnon og Kong Menelaos
471 Skikked han tusinde Maal af den lifligste Viin til Foræring;
472 Viin tiltusked sig nu de haarfagre Mænd af Achaia,
473 Somme for blinkende Jern, og Andre for straalende Kobber,
474 Somme for Huder af Tyre, og Andre for levende Hornqvæg,
475 Eller for Slaver; flux ordned de Alt til det yppigste Maaltid.
476 Natten igjennem forlysted Achaiernes Folk sig ved Gilde,
477 Ligesom Troernes Mænd og Ledtogskæmper i Staden;
478 Natten igjennem den mægtige Zeus bebuded dem Vanheld
479 Ved sin forfærdende Torden, og bleg Forskrækkelse slog dem;
480 Viin af Bægre de stænked på Jord, slet Ingen sig dristed,
481 Vinen at smage, før Offer var bragt den vise Kronion.
482 Derpå til Hvile de gik, og nød den qvægende Slummer.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange