Iliaden Sang 6

Resume 6. sang i Iliaden af Homer. Achaierne er ovenpå. Hektor iler til byen for at bede sin moder Hekabe om at bede til Athene om hjælp mod Diomedes, der er gået amok. Glaukos og Diomedes genkender hinanden som fædrene gæstevenner og bytter rustning. Hekabe og de fineste kvinder i Troja beder forgæves Athene om bistand. Hektor opfordrer Paris til at kæmpe, går hjem til sit hus, træffer ikke Andromakhe hjemme, men møder hende ledsaget af ammen, der bærer den spæde Astyanax. Hektor går sammen med Paris ud til kampen.

ILIADEN

Iliaden, 6. sang

1 Ganske forladt var Achaiers og Troers forfærdende Kampgny;
2 Heden og deden den hidsige Strid end rased på Sletten,
3 Mens mod hinanden de stormed med malmbevæbnede Landser
4 Midt mellem Simois’ Strøm og Xanthos’s skyllende Vande.
5 Først nu Aias, Achaiernes Værn, den Telamonide,
6 Sprængte de Troiske Fylker, og Lys han skaffed sit Følge,
7 Da den fortrinligste Mand blandt Thrakernes Kæmper han fældte,
8 Akamas, Søn af Eusoros, en høi og drabelig Kriger;
9 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
10 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
11 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine.
12 Men for den Helt Diomedes’s Haand maatte Axylos bløde,
13 Teuthras’s Søn, i Arisbe den yndige Stad var hans Hjemstavn,
14 Rig var Manden på Gods, og høit var han elsket af Alle,
15 Tæt ved Veien han boede, og Reisende hused han gjestmild,
16 Ei dog en Eneste nu treen frem af alle de Mange,
17 Manden at værne mod grusom Fordærv, men Tydeiden ihjelslog
18 Baade ham selv og tillige Kalesios, Svenden, som dengang
19 Kjørte hans Vogn, og ned under Jord sank begge tilhobe.
20 Helten Euryalos først Opheltios dræbte, saa Dresos,
21 Foer saa efter Aisepos og Pedasos, hvilke Naiaden
22 Abarbarea tilforn den bolde Bukolion fødte;
23 Søn Bukolion var af Laomedon, Drotten den stolte,
24 Ældst af alle hans Børn, men Moderen bar ham i Dølgsmaal;
25 Dengang som Hyrde han gik ved Faarene, nød han Naiadens
26 Elskov og Leie, hun undfik, og Tvillinger bar hun til Verden;
27 Nu Mekistes’s Søn af Brødrenes straalende Lemmer
28 Kraften og Livet forjog, og trak deres Rustning af Skulder.
29 Og den behjertede Helt Polypoites Astyalos dræbte,
30 Medens den Konning Odysses Pidytes en Mand fra Perkote
31 Vog med sit kobberne Spær, og Teukros den Helt Aretaon.
32 Nestors mandhaftige Søn Antilochos styrted Ableros
33 Ned med sit Spær, og Elatos faldt for den Drot Agamemnon;
34 Hist i Pedasos’ kneisende Stad ved Satnius’ skjønne
35 Bredder han havde sit Hjem; den Helt Leitos på Flugten
36 Phylakos vog, og Melanthios faldt for Eurypylos’ Landse.
37 Derpå den kraftige Helt Menelaos Adrastos tilfange
38 Levende tog, thi hans Heste blev skye og løb over Sletten,
39 Hilded’ de blev i en Myrikagreen, og den buede Stridskarms
40 Stang i Spidsen de knak, saa rendte de begge til Staden
41 Hjem, hvorhen de andre forvildede Gangere flygted;
42 Selv blev han kastet af Vognen, og tæt ved Hjulet han næsgruus
43 Tumlede ned på sit Ansigt i Støv; da stod ved den Faldne
44 Atreus’s Søn Menelaos, og løfted sin mægtige Spydstang;
45 Flux da favned Adrastos hans Knæe, og tryglende bad han:
46 Fang mig levende, Atreus’s Søn! og annam fuld Løsning!
47 Hos min bemidlede Fader mangfoldige Skatte der gjemmes,
48 Guld og Kobber tillige, og Jern heel kunstigen smeddet,
49 Deraf vil sikkert min Fader umaadelig Løsning dig give!
50 Naar han erfarer, at end ved Achaiernes Skibe jeg lever.
51 Saa han taled, og Hjertet i Barm ved sit Ord han bevæged.
52 Bort nu havde han vist til Achaiernes hurtige Skibe
53 Ladet sin Svend ham føre, hvis ei Agamemnon var kommen
54 Løbende did i det samme, og strengt havde dadlet hans Adfærd:
55 O Menelaos, min Ven! hvi ynkes du saa over disse?
56 Sandelig ret en deilig Bedrift blev af Troer forøvet
57 Hjemme hos dig! nei! Ingen af dem undslippe den bratte
58 Død for vor Haand! selv Fosteret ei, som under sit Hjerte
59 Moderen bær, selv det ikke flye! nei! Alle tilhobe
60 Ryddes af Ilios ud, ujordede, glemte for evig!
61 Saa han mæled, og Broderens Sind han taled tilrette
62 Ved sit forstandige Raad, da stødte han Helten Adrastos
63 Fra sig bort med sin Haand, men Folkenes Drot Agamemnon
64 Jog ham i Lysken sit Spyd, saa han styrted omkuld, og Atreiden
65 Satte sin Fod på hans Bryst, og ud han rykked sit Askspær.
66 Nestor med lydelig Røst til Argeiernes Kæmper nu raabte:
67 Venner! Danaiske Helte! Krigsgudens behjertede Svende!
68 Ingen nu nøle mig her af gridsk Begjær efter Bytte,
69 For til sit Skib at komme belæsset med rigere Valrov!
70 Nei! nu hugge vi Fienderne ned, saa kan I jo siden
71 Plyndre de kobberne Vaaben i Mag fra de Faldne på Sletten.
72 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte;
73 Vist af Achaiernes stridbare Mænd var Troernes Folk nu
74 Jaget på Flugt til Ilios hjem, af Feighed betvunget,
75 Hvis ei Helenos, Priamos’ Søn, den ypperste Spåmand,
76 Hen til Aineias og Hektor var traadt, og saa havde talet:
77 Hektor, og du Aineias! thi først og fornemlig på Eder
78 Hviler jo Troers og Lykiers Kamp, fordi der er Ingen
79 Flinke som I til alskens Færd, til Strid som til Raadslag;
80 Standser dog her, og holder ved Portene Folket tilbage,
81 Ilende hid og did, før rædde de flye og sig kaste
82 Brat i Qvindernes Arme til Fryd og Gammen for Fienden.
83 Men naar I saa har mandet til Daad vore Fylker tilobe,
84 Da vil vi Andre forblivende her med Danaerne kæmpe,
85 Er vi endog i Vaande bestedt, thi Nøden os tvinger.
86 Hektor! men du til Byen skal gaae, med vor Moder at tale,
87 Først til Pallas Athenes den Lysblaaøiedes Tempel
88 Oppe på Borgen forsamle hun skal de bedagede Fruer,
89 Og til det hellige Huus oplukke hun Døren med Nøgle;
90 Ogsaa hun tage det Slør, som af alle, hun eier derhjemme,
91 Skjønnest hun finder og størst, og som selv fortrinlig hun skatter,
92 Og på den haarfagre Pallas’s Knæe nedlægge hun dette.
93 Love saa skal hun, at tolv uavede fjorgamle Qvier
94 Offre vi vil til Gudinden i Tempelet, om hun forbarmes
95 Naadigen over vor Stad, over Troernes Qvinder og Smaabørn,
96 Og fra det hellige Ilions Stad hun holder Tydeiden,
97 Hiin ubændige Kæmpe, hiin kraftige Fiendeforfærder,
98 Som er forvist, tør jeg sige, den stærkeste Mand af Achaia;
99 Selv for Achilles vi skjalv ikke saa, den vældige Hærdrot,
100 Hvem en Gudinde til Verden dog bar, som man siger, men denne
101 Raser ustyrlig, og Ingen i Kraft med ham sig kan maale.
102 Saa han taled, og Hektor adlød hvad Broderen raaded.
103 Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han fra Stridskarm,
104 Hvæssede Spyd han svang, mens hen gjennem Hæren han ilte,
105 Muntrende Folket til Strid, og vakte det rædsomme Kampgny;
106 Fylkerne svinged påstand, og bød Achaierne Spidsen,
107 Strax tilbage Danaerne veeg, og standsed med Blodbad.
108 Hartad skulde man troet, at en Gud fra den stjernede Himmel
109 Ned var stegen til Troernes Hjelp, saa fage de svinged.
110 Høit da hævede Hektor sin Røst, og til Troerne raabte:
111 Modige Kæmper af Troia og langveishentede Stridsfolk!
112 Teer Eder nu som Mænd, og tænker på stormende Angreb,
113 Medens jeg selv gaaer hjem til Ilions Stad, og formaner
114 Raadets bedagede Mænd med samt vore Qvinder at bede
115 Bønlig til samtlige Guder, og love dem Festhekatomber.
116 Talt, bort ilte påstand den hjelmomstraalede Hektor,
117 Oppe mod Halsen og nede mod Anklerne slog ham det sorte
118 Læder, der løb som en Rand omkring det buklede Rundskjold.
119 Glaukos, Hippolochos’ Søn og Tydeus’s Søn Diomedes
120 Foer nu midt mellem Hærene frem, kamphidsige begge;
121 Men da de farende frem under Øine var komne hinanden,
122 Først til Orde da tog den kraftige Helt Diomedes:
123 Siig, hvad dødelig Mand est du, behjertede Kæmpe!
124 Aldrig endnu har før jeg dig seet til hædrende Kampgang
125 Vove dig ud, men nu langt forud for alle de Andre
126 Træder du dristelig frem at møde min mægtige Spydstang.
127 Hver som møder min Kraft er et Barn af stakkels Forældre.
128 Dog, hvis du est en udødelig Gud, nedstegen fra Himlen,
129 Da er jeg ikke tilsinds med himmelske Guder at kæmpe;
130 Nei! thi selv ikke Dryas’s Søn, den stærke Lykurgos,
131 Levede længe, da Strid han med Himmelens Slægt havde yppet;
132 Han som fordrev den rasende Guds Dionysos’s Ammer
133 Hist på Nyseion, det hellige Bjerg; deres festlige Stave
134 Slængte de fra sig til Jord, da den drabelig stærke Lykurgos
135 Slog dem med Oxernes Kjep, og selv i sin Angst Dionysos
136 Dukked i Bølgerne ned, i sin Favn da Thetis den Bange
137 Tog, som var slagen af Skræk ved Mandens forfærdende Trudsel.
138 Vrede da blev på Lykurgos de let henlevende Guder;
139 Kronos’s Søn med Blindhed ham slog, og ei blev hans Livstid
140 Lang, da hadet han var af alle de salige Guder.
141 Thi er jeg ikke tilsinds med evige Guder at kæmpe,
142 Men est du dødelig Mand, som æder af Markernes Grøde,
143 Træd da frem! at Død og Fordærv desfør dig kan times!
144 Ham Hippolochos’ straalende Søn gjensvared og sagde:
145 Modige Søn af Tydeus! hvi spørger du mig om min Herkomst?
146 Ligesom Træernes Blade, saaledes er Menneskens Slægter,
147 Bladene strøes af Blæsten på Jord, men naar Skovene grønnes,
148 Skyde der friske på Grenene frem ved Vaarens Igjenkomst,
149 Saaledes Menneskens Slægter, een fødes, en anden forsvinder.
150 Dog hvis dig lyster om dette Besked, da vil jeg det sige,
151 At ogsaa du kan kjende min Æt, som er kjendt af saa Mange.
152 Hist i en Krog af Argos det hestrige ligger Ephyra;
153 Der havde Sisyphos hjemme, den snedigste Mand af Alle,
154 Sisyphos, Aiolos’ Søn; han avled en Søn, hedde Glaukos,
155 Fader blev Glaukos igjen til den herlige Bellerophontes;
156 Ham gav Guderne Skjønhed og elskelig Manddom tillige,
157 Men i sit Sind ham Proitos blev gram, og betænkte ham Ufærd,
158 Ud af Landet han jog ham, thi hans var Magten i Argos,
159 Under hans Konningestav havde Zeus Argeierne bøiet.
160 Proitos’s Hustrue Anteia, den deilige Viv, blev af Elskov
161 Tændt, og blussed af Lyst i Løn at nyde hans Omgang;
162 Ei dog hun fristed den gjæve, retsindige Bellerophontes.
163 Qvinden da tyede til Løgn, og talede saa til Kong Proitos:
164 Døden, o Proitos! du døe, eller dræb flux Bellerophontes,
165 Han som har frækt din uskyldige Viv anmodet om Elskov!
166 Saa hun taled, grimslagen han blev, da dette han hørte;
167 Selv dog skyed han Mordet, han grued derfor i sit Hjerte,
168 Derfor han bød ham til Lykien gaae med en sørgelig Budstik,
169 Mangt livtruende Tegn på en sammenlagt Tavle han risted,
170 Den skulde Dronningens Fader han flye, for sit Liv at forlise.
171 Bort til Lykien drog han, betrygget ved Gudernes Leide,
172 Og da han kom til Lykiens Land og den skyllende Xanthos,
173 Hædred den Lykiske Konge ham huldt, sin Gjæst han beværted
174 Ni samfældige Dage, og Høveder ni lod han slagte;
175 Men på den tiende Morgen, saasnart der lysned et Dagskær,
176 Spurgte ham Konningen ud, og begjærede Tegnet at skue,
177 Som han fra Proitos, hans Maag, til Lykiens Land havde medbragt.
178 Da nu det rædsomme Tegn fra sin Maag annammet han havde,
179 Bød han Bellerophon først Utysket Chimaira at dræbe;
180 Ei var det rundet af Menneskers Æt, fra Guder det stammed,
181 Løve foroven, i Midten en Geed, og en Slange forneden,
182 Og i forfærdelig Mængde det Ild udspruded af Gabet;
183 Dog Utysket han vog i Lid til Gudernes Jertegn.
184 Dernæst en Kamp han bestod med de vidtberømte Solymer,
185 Dette han kaldte den haardeste Dyst, han med Mænd havde fristet,
186 Og for det tredie han slog Amazonernes mandige Krigshær.
187 Men da han vandrede hjem, havde Kongen påny ham en Snare
188 Lagt, thi vidt fra Lykiens Land han kaared til Baghold
189 Dygtige Mænd, ei levende hjem en Eneste kom dog,
190 Thi den behjertede Helt Bellerophon dræbte dem Alle.
191 Men da nu Drotten begreb, at den Gjæve var Gudernes Ætling,
192 Da beholdt han ham hos sig, sin Datter han gav ham til Hustrue,
193 Og af sin drotlige Hæder og Magt han skjenked ham Hælvten.
194 Ogsaa ham Lykiens Folk afmaaled en ypperlig Jordlod,
195 Herlig til Planter og Sæd, som Eiendomsjord at bedrive.
196 Arvinger tre med sin Viv den bolde Bellerophon avled,
197 Først Isandros, Hippolochos næst, saa Laodameia.
198 Zeus den vise Kronion med Laodameia sig maged,
199 Moder hun blev til Sarpedon, den guddomlignende Krigsmand.
200 Men da selv hiin var bleven forhadt af samtlige Guder,
201 Vanked han eenlig omkring med nagende Kummer i Hjertet
202 Paa den Aleiske Vang, og Menneskens Veie han skyede.
203 Sønnen Isandros blev slagen ihjel af den mordiske Krigsgud,
204 Da han var dragen i Kamp mod de vidtberømte Solymer;
205 Artemis dræbte hans Datter, Gudinden med gyldene Tømmer;
206 Mig har Hippolochos avlet, og ham jeg nævner som Fader,
207 Han har til Troia mig sendt, og alvorligen lagt mig på Hjerte,
208 Altid at være den Første, udmærket i Heltenes Skare,
209 Aldrig at vorde til Skam for Fædrenes Slægt, som bestandig
210 Vare de gjæveste Mænd i Lykiens Land og Ephyra.
211 Det er den Æt, og det er det Blod, hvoraf jeg mig roser.
212 Saa han taled, og glad i Hu blev den Helt Diomedes.
213 Flux i den alternærende Jord han stødte sin Landse
214 Ned, og med venlige Ord han talte til Folkenes Hyrde:
215 Saa est du da fra fjernere Old min fædrene Gjæstven.
216 Hist i sin Borg Kong Oineus den bolde Bellerophon gjæsted,
217 Og han beholdt ham hos sig, til tyvende Døgn var forløbet.
218 Ogsaa hinanden de gav en glimrende Gjæsteforæring,
219 Oineus et Belte foræred sin Gjæst af straalende Purpur,
220 Og en Pokal af Guld Bellerophon gav ham til Gjengjeld.
221 Denne tilbage jeg lod i min Borg, da jeg vandred i Leding;
222 Tydeus min Fader erindrer jeg ei, thi alt han forlod mig,
223 Da jeg var spæd, den Tid, Achaierne segned ved Thebai.
224 Saa er da jeg forsand din gjæstende Ven udi Argos,
225 Min udi Lykien du, hvis engang Eders Land jeg besøger.
226 Saa vil i Tumlen vi da med Spyd undvige hinanden,
227 Der er jo Troer og Hjelpere nok for mig at ihjelslaae,
228 Hvem på min Fod jeg naaer, og en Gud mig giver ihænde,
229 Nok af Achaier at dræbe for dig, hvem ellers du magter.
230 Men lad os Rustninger bytte, at Mændene her kunne vide,
231 At vi fra Fædrenes Old Gjæstvenner os stoltelig kalde.
232 Da de nu saa havde talt, nedsprang de Begge fra Stridskarm,
233 Haanden de rakte hinanden til gjensidig Venskabsforsikkring.
234 Zeus nu Glaukos Forstanden betog, da Vaaben han bytted
235 Med Diomedes, en Rustning af Guld for en Rustning af Kobber,
236 Hundrede Høveders Værd for Værdien af tregange trende.
237 Men da Hektor nu kom til den Skæiske Port og til Bøgen,
238 Stimled omkring ham i Flok de Troiske Koner og Piger,
239 Spørgende snart om Sønner, og snart om Venner og Brødre,
240 Snart om Mænd, da befoel han dem Alle til Guderne bede
241 En efter Anden, dog Jammer og Vee var Mange beskikket.
242 Men da saa kommen han var til Priamos’ deilige Hofgård,
243 Som med en straalende Hal var bygt – halvhundrede Kamre
244 Var der i Konningens Gaard af glindsende Marmor tilhobe,
245 Byggede tæt ved hverandre; der sov Kong Priamos’ Sønner,
246 Hver i sit eget Gemak hos sin ægteviede Hustrue;
247 Men i den modsatte Fløi laae Døttrenes Kamre til Gaarden,
248 Tolv høiloftede Kamre, af glindsende Marmor tilhobe,
249 Byggede tæt ved hverandre; der Priamos’ Svigersønner
250 Sov, Enhver i sit eget Gemak hos sin høviske Hustrue; –
251 Der imøde ham kom hans mildtgoddædige Moder
252 Med Laodike ved Haanden, den fagreste blandt hendes Døttre;
253 Fast hun trykked hans Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
254 Søn! hvi kommer du hid og forlod den hidsige Kampfærd?
255 Hardt os trykke da vist de hæslige Mænd af Achaia,
256 Kæmpende rundt om Staden, og saa har dit Hjerte dig drevet
257 Hid, for oppe fra Borgen til Zeus dine Hænder at løfte.
258 Tøv dog lidt, mens et Bæger forfriskende Viin jeg dig henter,
259 At du til Fader Kronion og alle de salige Guder
260 Først kan offre, og saa vederqvæge dig selv ved at drikke;
261 Viin er jo ret en styrkende Drik for en Mand, som er mødig,
262 Ret som nu du est mødig og træt af at kæmpe for Landsmænd.
263 Flux gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
264 Ræk mig ikke den liflige Viin, ærværdige Moder!
265 Slappe du kunde min Kraft, og mit Mod jeg selv kunde glemme.
266 Offre den blussende Viin til Zeus med utvættede Hænder
267 Gruer jeg for, ja selv at bede til Skyernes Mørkner,
268 Sømmer sig ikke for den, som med Blod og Smuds er besudlet.
269 Nei! men gak du selv til Hærfangsgudinden Athenes
270 Tempel med Røgelse hen i Hob med bedagede Fruer.
271 Ogsaa du tage det Slør, som af alle, du eier derhjemme,
272 Er baade skjønnest og størst, og som selv fortrinlig du skatter,
273 Og på den haarfagre Pallas’s Knæe nedlægge du dette.
274 Love saa skal du, at tolv uavede fjorgamle Qvier
275 Offre vi vil til Gudinden i Tempelet, om hun forbarmes
276 Naadigen over vor Stad, over Troernes Qvinder og Smaabørn,
277 Og fra det hellige Ilions Stad hun holder Tydeiden,
278 Hiin ubændige Kæmpe, hiin kraftige Fiendeforfærder.
279 Derfor du gange nu hen til Hærfangsgudinden Athenes
280 Tempel, jeg selv til Paris vil gaae, til Kamp ham at hente,
281 Om han maaskee vil høre mit Ord, o maatte på Stedet
282 Jorden ham sluge, thi ham lod Olymperen fødes til Jammer
283 For den behjertede Priamos selv, for hans Børn og for Folket;
284 Kunde jeg see ham engang nedstige til Hades’s Bolig,
285 Lettes da vilde forsand en drøvelig Sorg fra mit Hjerte!
286 Talt; til Paladset begav hun sig hjem, og på Ternerne kaldte.
287 Disse forsamled i Byen påstand de bedagede Qvinder.
288 Selv gik Hekabe ind i sit virakduftende Kammer,
289 Der laae prunkende Slør, et Værk af Sidoniske Qvinder,
290 Dem Alexandros den deilige Helt medbragte fra Sidon,
291 Da over vildene Hav han seilede hjem på sin Reise,
292 Førende Helena med sig, den ædelbyrdige Qvinde.
293 Et af disse nu Hekabe tog, Athene til Gave,
294 Deiligst af alle baldyret det var, og tillige det største,
295 Ret som en Stjerne det funkled, og nederst det laae i Forvaring.
296 Bort hun ilte, da stimlede did de bedagede Fruer.
297 Men da saa Qvinderne kom til Pallas’s Tempel på Borgen,
298 Aabnede Døren for Toget den blomstrende Qvinde Theano,
299 Datter af Kisseus, og gift med den Hestebetvinger Antenor,
300 Thi af det Troiske Folk var hun sat til Athenes Præstinde.
301 Hænderne løfted de Alle med jamrende Raab til Athene,
302 Sløret i Haand da tog den blomstrende Qvinde Theano,
303 Og på den haarfagre Pallas’s Knæe nedlagde hun dette.
304 Derpå hun bønligen bad til den Datter af høien Kronion:
305 Drotning Athene, vor Stads Beskjermerske, høie Gudinde!
306 Knæk Diomedes’s vældige Spyd i hans Haand, og lad Helten
307 Selv ved den Skæiske Port vorde styrtet i Støv på sit Ansigt,
308 For at vi strax nu tolv uavede fjorgamle Qvier
309 Slagte dig kan til Offer i Tempelet, om du forbarmes
310 Naadigen over vor Stad, over Troernes Qvinder og Smaabørn.
311 Saa hun bad, men ei hendes Bøn blev hørt af Athene.
312 Saaledes Qvinderne bad til den Datter af høien Kronion.
313 Kommen var Hektor imens til den deilige Helt Alexandros’
314 Skjønne Palads, som han selv havde bygt med de Mestre, som dengang
315 Bedst forstod deres Kunst rundtom i det frugtbare Troia.
316 Disse ham bygged et Sovegemak, en Sal og en Forgård
317 Oppe på Borgen ved Siden af Hektors og Priamos’ Vaaning.
318 Ind treen Hektor, hiin Yndling af Zeus, med Spydet i Haanden,
319 Elleve Alen i Længden det holdt, og på Enden af Spæret
320 Funkled en Od af Malm, og trindt den løb der en Guldring.
321 Paris i Kamret han traf, med sin deilige Rustning han sysled,
322 Ivrig han blanked sin Brynie, sit Skjold og Buen den krumme.
323 Og i Slavindernes Kreds sad Helena, Qvinden af Argos,
324 Selv anviste hun der sine Terner det herligste Arbeid.
325 Strax da Hektor ham saae, med haanlige Ord han ham lasted:
326 Ei er det smukt, min Ven! at du ruger i Sind over Vreden,
327 Medens i Kamp om vor Stad og den kneisende Muur vore Krigsfolk
328 Mindskes saa svart, det er jo for dig, at den buldrende Kampfærd
329 Gløder omkring vor Bye; du selv forvist vilde skjænde,
330 Saae Du Nogen, som ræd forsaged det grusomme Feltslag.
331 Op da til Kamp, før vor Stad opbrændes af hærgende Flammer!
332 Ham gjensvared påstand den deilige Helt Alexandros:
333 Hektor! da skjellig du lastet mig har, og ei uden Føie,
334 Vil jeg dig Sandheden sige, men mærk på mit Ord og hør mig!
335 Ikke saameget af Nag til Troerne, eller af Vrede,
336 Sidder i Kamret jeg her, men kun til min Sorg jeg mig hengav.
337 Dog, min Hustrue har nu med venlige Ord mig formanet,
338 Og hun har vakt min Lyst til Kamp, og dette tillige
339 Tykkes mig selv det Bedste, thi Seiren for Mændene skifter.
340 Tøv da lidt, mens jeg axler min Rustning til Strid, eller ogsaa
341 Gak foran, saa følger jeg strax, ret snart skal jeg naae dig.
342 Saa han taled, ei svarte den hjelmomstraalede Hektor.
343 Helena derpå med venlige Ord til Hektor sig vendte:
344 Svoger til mig, jeg Forvorpne, jeg nedrige Ulykkens Redskab!
345 O at dog alt hiin Dag, saasnart min Moder mig fødte,
346 Frygtelig Storm havde reist sig, og veiret mig bort i sin Hvirvel
347 Op på et Fjeld, eller ud i Havets de brusende Bølger,
348 Bort havde Bølgen mig skyllet, før slig Ulykke var hændet!
349 Dog siden Guderne selv har saa denne Jammer bestemt mig.
350 Gid det da var en bravere Mand, som var vorden min Husbond,
351 En, som dog ændsede Menneskers Spot, og utallige Haansord.
352 Dog, denne Mand, ei Kraft i Hjertet han har, og den fåer han
353 Aldrig, men vistnok engang sin Løn derfor vil han høste.
354 Dog, træd ind, min Svoger! og sæt på Stol dig til Hvile!
355 Du est jo den, hvis Sind især omspændes af Møie,
356 Baade for mig, jeg Forvorpne, og for Alexandros’s Brøde.
357 Os beskikkede Zeus en ynkelig Lod, ja med Tiden
358 Smædende Viser vil synges om os blandt vordende Slægter.
359 Flux gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
360 Beed mig ei om at sidde, din venlige Bøn er forgjæves;
361 Alt mig driver mit Sind til at ile til Troernes Bistand,
362 Ventelig længes de nu ret svart efter mig, som er borte.
363 Skynd du nu på din Mand, gid selv han vilde sig rappe,
364 At han kan hente mig ind, før ud af Byen jeg vandrer.
365 Først vil jeg gaae til mit Huus, at see til dem Alle derhjemme,
366 Baade min elskede Viv, mit uskyldige Barn og mit Huusfolk,
367 Ikke jeg veed jo, om atter til dem jeg vender tilbage,
368 Eller om Guderne nu ved Achaiernes Hænder mig fælde.
369 Talt, bort ilte påstand den hjelmomstraalede Hektor,
370 Og i en Fart han kom til sin smuktbeliggende Bolig.
371 Dog ei traf han sin deilige Viv Andromache hjemme,
372 Hist hun stod med sit Barn og den smuktbeslørede Terne
373 Oppe på Ilions Borg, og lydt hun jamred og hulked.
374 Men da han ei i Vaaningen traf sin herlige Hustrue,
375 Treen han på Tærskelen frem, og på Tjenesteqvinderne raabte:
376 Hører et Ord, I Terner! og siger mig ganske nøiagtig,
377 Hvor er min liliearmede Viv hengangen af Huset?
378 Gik hun til Svigersker hen eller rigtbeslørede Frænker,
379 Eller til Pallas’s Tempel, hvor Troiske Qvinder i Mængde
380 Ilede hen at forsone den haarfagre barske Gudinde.
381 Ham gjensvared påstand den flittige Fadebuursterne:
382 Hektor! jeg sige dig vil sandfærdig Besked som du bød mig.
383 Ei hun til Svigersker gik eller rigtbeslørede Frænker,
384 Eller til Pallas’s Tempel, hvor Troiske Qvinder i Mængde
385 Ilede hen at forsone den haarfagre barske Gudinde.
386 Nei! men op til det Iliske Taarn hun gik, da hun hørte,
387 At vore Folk i Vaande var stedt’ og Achaierne seired.
388 Nys hun skyndte sig heftig herfra som slagen af Vanvid
389 Op til Muren, og Ammen er med, at bære den Lille.
390 Saa hun taled, og ud af sit Huus flux Hektor sig skyndte
391 Bort ad den Vei, han kom, i de velbebyggede Gader,
392 Men da han saa på sin Gang hen gjennem den mægtige Kongstad
393 Naaede den Skæiske Port, hvor ud han maatte til Sletten,
394 Kom Andromache just, hans rigtudstyrede Hustrue,
395 Løbende Helten imøde, den Konning Eetions Datter,
396 Hist i det Plakiske Thebe ved Fod af det skovrige Plakos
397 Boede den mandige Drot, og Kilikernes Folk han behersked;
398 Han havde givet sin Datter den straalende Hektor til Mage.
399 Der hun mødte ham nu, og en Terne, som med hende fulgte,
400 Bar hendes Barn ved Brystet, den liden uskyldige Spæde,
401 Hektors høitelskede Søn, saa smuk som en tindrende Stjerne;
402 Hektor ham havde Skamandrios kaldt, men Astyanax nævntes
403 Barnet af Folket, thi Hektor var den, som Staden beskjermed.
404 Taus stod Faderen der, med et Smiil betragted han Barnet,
405 Men ved hans Side Andromache stod, og svømmed i Taarer;
406 Fast hun trykked hans Haand, tog Ordet og talte saalunde:
407 Elskede Hektor! dit Mod vil dræbe dig! ei du forbarmes
408 Over din lallende Søn og mig, jeg Stakkel, som snarlig
409 Vorder din Enke, thi snart vil Achaiernes Sønner dig dræbe,
410 Stormende mod dig i Flok, og for mig, naar dig jeg berøves,
411 Var det da bedst, om i Jorden jeg sank, thi ei nogen anden
412 Trøst der levnes mig da, naar du har hentet dig Døden,
413 Nei! kun Sorg; min Fader er død og min værdige Moder.
414 Ak! thi min Fader blev slagen ihjel af Helten Achilles,
415 Thebe, Kilikernes prægtige Stad med de kneisende Porte,
416 Lagde han øde, min Fader Eetion tog han af Dage,
417 Dog han plyndred ham ei, thi han grued derfor i sit Hjerte,
418 Liget han brændte på Baal i hele den glimrende Rustning,
419 Og over Graven han tued en Høi, og Bjergenes Nympher
420 Aigisbeherskerens Døttre beplantede Graven med Elmer.
421 Syv sambyrdige Brødre jeg havde mig hist i min Hjemstavn,
422 Ned til Hades’s Rige på een Dag maatte de vandre,
423 Peleus’s Søn fodrappen Achil dem dræbte tilhobe
424 Mellem de skinnende Faar og dorskfremvraltende Oxer.
425 Derpå min Moder, en Drotning tilforn ved det skovrige Plakos,
426 Førte som Fange han hid med alt det øvrige Bytte;
427 Frie han gav hende dog, og annammed umaadelig Løsning,
428 Men i sin Faders Palads blev hun dræbt af Artemis’ Pile.
429 Hektor! o du est mig nu baade Fader og elskelig Moder!
430 Du est mig Broder tillige, og du est mig blomstrende Husbond!
431 Derfor du nu dig forbarme, bliv her tilbage på Borgen!
432 Skil ei dit Barn ved en Fader, gjør ei til Enke din Hustrue!
433 Stil dine Folk ved Figenen hist, hvor Staden bestiges
434 Bedst af fjendtlige Mænd, og Muren kan lettest berendes
435 Alt tre Gange har der de boldeste Helte forsøgt det,
436 Baade de to Aianter, Idomeneus, Kreternes Konning,
437 Atreus’s Sønner, og Tydeus’s Søn, Diomedes den stærke,
438 Enten det saa var dem sagt af en Mand, velkyndig i Sandsagn,
439 Hvad eller selv deres Sind dem drev og skynded til Daaden.
440 Flux gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
441 Alt hvad du siger, min Viv! til Hjertet mig gaaer, men jeg blues
442 Svart for Troernes Mænd og langbeslørede Qvinder,
443 Hvis som en Kryster jeg nu vil bort fra Striden mig snige;
444 Og ikke heller er Sligt min Lyst, thi jeg lærte bestandig
445 Kjækt mig at tee og i Kampen at staae blandt de forreste Troer,
446 Hævdende baade min Faders navnkundige Rye og mit eget.
447 Ak! thi dette jeg klarligen seer i mit Sind og mit Hjerte,
448 Komme der skal en Dag, da det hellige Troia skal falde,
449 Askspærsvingeren Priamos selv, og det Folk, han behersker;
450 Ikke dog gruer jeg saa for Troernes Jammer i Tiden,
451 Eller for Hekabe selv, eller Priamos, Drotten i Troia,
452 Og ikke heller for alle de mange behjertede Brødre,
453 Som ville segne for fjendtlige Mænd, og kastes i Støvet,
454 Som jeg bekymres for dig, om en malmbepandsret Achaier
455 Slæber dig grædende bort, og Frihedens Dag dig berøver,
456 Om udi Argos du Væven skal slaae for den fremmede Frue,
457 Og til Messeis maa gaae efter Vand, eller til Hypereia,
458 Svart forpiint i dit Sind, men af haard Nødvendighed tvungen;
459 Sige vil da heel Mangen, som seer i Taarer dig svømme:
460 Der gaaer Hektors Viv, han kæmpede tapprest af alle
461 Hestebetvingende Troer, dengang de ved Ilios dysted.
462 Saa vil man sige, og da vil påny oprippes din Smerte,
463 At du har mistet en Mand, som beskjerme dig kunde mod Trældom.
464 O at mit Liig dog først maatte dækkes af Muld under Gravhøi,
465 Førend jeg hører dit Skrig, naar voldelig bort man dig slæber!
466 Talt, og ud efter Drengen sig rakte den straalende Hektor,
467 Drengen dog flux med et Skrig til den smuktombeltede Ammes
468 Barm sig klyngede tæt, forskrækket for Faderens Aasyn,
469 Bange for Kobberets Glands og den viftende Hestehaarshjelmbusk,
470 Da han fra Toppen af Hjelmen den saae forfærdelig nikke.
471 Ømt da smiled hans Fader og værdige Moder tillige,
472 Men af sit Hoved påstand da tog den straalende Hektor
473 Hjelmen af glimtende Malm, og ned på Jord han den satte,
474 Kyssed sin elskede Søn, og gyngede Glutten på Armen,
475 Og i en Bøn til Zeus og samtlige Guder han udbrød:
476 Zeus! og I øvrige Guder! gid denne min Søn maatte vorde
477 Saadan en Mand som jeg, høiagtet af Folket i Troia,
478 Ligesaa dygtig af Kraft, og Ilos vældig beherske!
479 Gid man engang maa sige: langt større han er end sin Fader,
480 Kommer fra Leding han hjem, og blodige Vaaben har vundet,
481 Naar han en Fjende har dræbt, da fryde sig Moderens Hjerte!
482 Talende saa han lagde sin Søn i den elskede Hustrues
483 Favn, og op til sin duftende Barm hun trykkede Glutten,
484 Smilende mildt gjennem Taarer, det saae hendes Husbond med Veemod,
485 Klappede hende med Haand, tog Ordet og talte saalunde:
486 Elskede Viv! lad Sorgen ei saa forpine dit Hjerte!
487 Ingen skal styrte til Hades mig ned mod Skjebnens Beslutning;
488 Ei noget Menneskens Barn, tør jeg troe, sin Bestemmelse undgik,
489 Kryster saalidet som Helt, naar han først er kommen til Verden.
490 Derfor begiv dig nu hjem, og besørg dit Gjerning i Huset,
491 Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder
492 Røgte med Flid deres Dont; vi Mænd maae tænke på Krigen
493 Alle tilhobe, men jeg især blandt Ilions Sønner.
494 Knap var Ordene talte, saa greb den straalende Hektor
495 Hjelmen med Hestehaarssvæv; hjem vandred hans elskede Hustrue;
496 Hyppig hun vendte sig om, og Taarene rulled saa stride.
497 Snart derpå tilbage hun kom til den drabelig Hektors
498 Skjøntopbyggede Bolig, og der sine talrige Terner
499 Traf hun i Huus, og Jamren og Hyl blandt dem alle hun vakte;
500 Hektor, som end var ilive, bejamred de lydt i hans Vaaning,
501 Ikke de vented, at hjem han igjen skulde komme fra Striden,
502 Sluppen med Held fra Danaernes Kraft og farlige Hænder.
503 Dog Alexandros var heller ei seen i Høienloftskammer,
504 Men da den prunkende Rustning af Malm han havde sig axlet,
505 Ilte han op gjennem Byen i Lid til de hurtige Fødder.
506 Som naar en Hingst på Stald, velfodret med Havre ved Krybben,
507 River af Grimen sig løs, og med trampende Hov over Sletten
508 Løber afsted til den rullende Bæk, hvor den jevnlig sig baded;
509 Vælig den kneiser med Hovedet strunk, og ned over Boven,
510 Flagrer den fyldige Manke, og kry af umaadelig Friskhed
511 Farer på flyvende Fod den til Hestenes vanlige Græsgang,
512 Saa fra Pergamos ned steg Priamos’ Søn Alexandros,
513 Klædt i Rustningens Plader, der straalede blanke som Solen,
514 Freidig i Hu på flyvende Fod, og snarlig han mødte
515 Hektor, sin Broder, den herlige Helt, i det samme som denne
516 Vendte sig om fra det Sted, hvor han nys havde talt med sin Hustrue.
517 Ham tiltalede først den deilige Helt Alexandros:
518 Elskede Broder! nu har jeg forvist ved at nøle for længe
519 Sinket din Iil; thi ei er jeg kommen betids, som du bød mig.
520 Derpå til Svar ham gav den hjelmomstraalede Hektor:
521 Kjære! tilvisse skal ei nogen Mand, naar han billig vil være,
522 Laste din Færd i Kampen, thi kraftig du est, men forsætlig
523 Svigter du tit, og på Lyst det skorter dig; derfor mit Hjerte
524 Gnaves i Barmen af Sorg, naar om dig jeg haanlige Spidser
525 Hører af Troernes Mund, som for dig maa døie saa meget.
526 Dog, lad os gaae! derom vil engang vi tales tilrette,
527 Skjenker os Zeus med Tiden det Held, i Paladset at stille
528 Frihedens Kumme på Disk til Himmelens evige Guder,
529 Naar vi har jaget af Landet de pladebedækte Danaer.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange