Iliaden Sang 4

Resume 4. sang i Iliaden af Homer. Guderne beslutter, at Troja skal falde. Athene får Pandaros til at skyde en pil mod Menelaos. Makhaon helbreder Menelaos, der er blevet såret. Troerne rykker frem. Agamemnon opfordrer alle høvdingene til tapperhed. Blodig kamp.

ILIADEN

Iliaden, 4. sang

1 Guderne sad imedens hos Zeus tilraads i Forsamling
2 Hist i den gyldene Hal; blandt dem den værdige Hebe
3 Skjenkede Nektar omkring, og med Guldpokaler ihænde
4 Drak hverandre de til, mens de skuede ned over Troia.
5 Strax forsøgte Kronion at egge ved stiklende Tale
6 Here til Harm, og på Skrømt han tog saalunde til Orde:
7 Tvende Gudinder der er, som beskytte den Helt Menelaos,
8 Here Gudinden af Argos og Pallas af Alalkomene;
9 Fjernt de sidde forsand, men med Fryd betragte de Kampen,
10 Mens Aphrodite, den smilende Viv, bestandigen færdes
11 Om Alexandros, og skjermer ham troe mod Dødens Gudinder.
12 Nu har hun ogsaa ham frelst, skjøndt alt han vented sig Døden.
13 Seier tilvisse dog vandt den krigerske Drot Menelaos.
14 Lad os da gange på Raad, hvordan sig dette skal ende,
15 Om vi skal yppe den mordiske Strid og det rædsomme Kampgny
16 Atter påny, hvad eller vi Fred mellem Begge skal stifte.
17 Hvis Eder Alle det tykkes for godt, og det har Eders Minde,
18 Stande da skal Kong Priamos’ Stad beboet i Fremtid,
19 Og Menelaos skal hjem med Helena drage til Argos.
20 Saaledes taled Kronion, da knurrede Pallas og Here;
21 Tæt hos hinanden de sad, og pønsed på Troernes Skade;
22 Dog Athene blev siddende taus, slet ikke hun mæled,
23 Skjøndt mod sin Fader hun fnøs, af den vildeste Vrede betagen;
24 Men i sit Bryst kunde Here ei gjemme sin Harm og hun udbrød:
25 Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
26 Vil du da reent forstyrre min Id? skal den Sved, jeg har møisomt
27 Svedt, være runden omsonst? tit jog mine Heste jeg trætte,
28 Folk at samle til Vee over Priamos selv og hans Sønner.
29 Gjør det men visselig ei vi Guder vil prise din Idræt.
30 Bister i Hu Skysamleren Zeus gjensvared saalunde:
31 Siig mig, min Kjære! hvori har Priamos dog og hans Sønner
32 Syndet saa grovt imod dig, at du stedse med rasende Higen
33 Ilios søger at styrte, den smuktbebyggede Kongstad?
34 Ja naar engang gjennem Porten du kom bag de mægtige Mure,
35 Og du saa slugte Kong Priamos raae, hans Børn og de andre
36 Troer tilhobe, da kunde maaskee din Harme du mætte.
37 Gjør hvad dig tykkes for godt, men lad denne vor Trætte herefter
38 Ei mellem dig og mig en svar Uenighed yppe!
39 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjerte!
40 Hvis ogsaa jeg engang fåer Lyst en Stad at forstyrre,
41 Hvilkensomhelst, der beboes af Folk, dem du er bevaagen,
42 Sink da ikke min Hevn, men lad frit efter Tykke mig raade!
43 Selv frivillig jeg denne dig gav, skjøndt nødig jeg vilde,
44 Thi blandt alle de Stæder, hvor jordiske Mennesker bygge
45 Under den lysende Sol og den stjernebeprydede Himmel,
46 Skatted mit Hjerte bestandig det hellige Ilios høiest,
47 Askspærsvingeren Priamos selv og det Folk, han behersker;
48 Ei på mit Alter man skorte det lod på rundeligt Offer
49 Enten af Viin eller Damp, den Hæder, som Guderne times.
50 Ham gjensvarede Here, den qvieøiede Drotning:
51 Vel! af Jorderigs Stæder er tre, som jeg elsker fortrinlig,
52 Argos og Sparta saavelsom det vidtudstrakte Mykene,
53 Dem ødelægge du kun, naar dit Hjerte de vorde forhadte,
54 Ei skal jeg træde til Værn, deres Fald skal jeg ikke formene;
55 Selv om jeg ivred mig nidsk, og dig ei tillod dem at styrte,
56 Baaded min Iver dog ei, thi du est mig langt overlegen.
57 Lidet det sømmer sig dog, at du reent forspilder mit Arbeid,
58 Jeg er jo ogsaa en Guddom, min Æt og din er den samme,
59 Thi til den første Gudinde den snedige Kronos mig avled,
60 Baade ved Byrd, og tillige fordi jeg kaldes din Hustrue,
61 Du, der byder som øverste Drot over samtlige Guder.
62 Dog, i dette vi nu for hinanden vil føielig vige,
63 Jeg for dig, som du for mig, og da vil de andre
64 Guder os følge; men giv nu flux Athene Befaling,
65 Ned at gaae til Achaiers og Troers forfærdende Kampgny,
66 For at forsøge, om Troerne ei kan vorde de Første
67 Til at forsee sig mod Pagten, og krænke de stolte Danaer.
68 Talt; hendes Raad adlød hiin Guders og Menneskers Fader,
69 Flux med disse bevingede Ord til Athene han talte:
70 Skynd dig ned til Hæren påstand til Achaier og Troer,
71 For at forsøge, om Troerne ei kan vorde de Første
72 Til at forsee sig mod Pagten og krænke de stolte Danaer.
73 Talt, og Athene han vakte, som alt var rede forinden;
74 Ned i stormende Fart hun svang sig fra høien Olympos;
75 Som naar den snedige Kronos’s Søn udskikker en Stjerne,
76 Enten til Varsel for Kriger i Leir eller Sømand på Bølge,
77 Klart den tindrer og Gnist på Gnist udflyver fra Stjernen,
78 Lig en saadan til Jord nedsvævede Pallas Athene,
79 Midt ind i Kredsen hun foer til Gru for Alle, som saae det,
80 Hestebetvingende Troer og pladebedækte Danaer.
81 Mangen da talte saalunde med Øinene vendt mod sin Naboe:
82 Enten skal nu den mordiske Strid og det rædsomme Kampgny
83 Yppes igjen, eller Zeus vil Fred mellem Folkene stifte,
84 Han som er øverste Raader for Krig mellem Menneskens Sønner.
85 Saaledes talede nu heel mangen Achaier og Troer.
86 Ind i Troernes Sværm nu foer Gudinden, livagtig
87 Antenoriden Laodokos lig, den kraftige Spydhelt,
88 Speidende løb hendes Blik, for Pandaros mulig at finde.
89 Snart dog traf hun den bolde, mandhaftige Søn af Lykaon,
90 Midt i de dygtige Rækker han stod blandt Lykiens Skjoldmænd,
91 Som havde fulgt ham i Leding fra Floden Aisepos’s Strømme.
92 Trædende nær med bevingede Ord saalunde hun taled:
93 Vilde du lyde mit Ord, du stridbare Søn af Lykaon!
94 Dristed en flyvende Piil du mod Menelaos at skyde?
95 Hæder og Tak da vandt du forvist af samtlige Troer,
96 Men af dem Alle dog meest af den herlige Drot Alexandros;
97 Først og fremmest af ham du glimrende Gaver annammed,
98 Saae han Atreus’s Søn, den priselig Drot Menelaos,
99 Ramt af dit dræbende Skud opstige på sørgeligt Dødsbaal.
100 Vel! saa skyd da en Piil mod den krigerske Drot Menelaos,
101 Først dog Apollon du love, Lyssønnen, den Bueberømte,
102 At du af førstekulds Lam vil en reen Hekatombe ham offre,
103 Naar til Zeleia, den hellige Stad, du kommer tilbage.
104 Saaledes taled Athene, og fristed hans Sind til en Daarskab.
105 Flux sin glattede Bue han greb; af en springende Steenbuks
106 Horn var den gjort, den selv han engang havde ramt under Brystet,
107 Just som fra Fjeldet den kom, han lured den op fra et Smuthul,
108 Og under Hjertet den traf, saa fra Klippen den tumlede baglænds.
109 Sexten Palmer dens Horn vare voxede ud fra dens Hoved,
110 Dem havde Armbrøstmageren snildt beredt og forenet,
111 Glattet dem smukt overalt, og derpå beslaaet med en Guldkrog.
112 Da den var spændt, han satte den ned forsigtig mod Jorden
113 Støttet, og Skjoldene holdt hans troe Stalbrødre foran ham,
114 For at Achaiernes krigerske Folk ei frem skulde styrte,
115 Førend den Helt Menelaos var ramt, den Achæiske Hærdrot;
116 Aabned saa Koggerets Laag, og søgte sig ud en bevinget
117 Piil, som aldrig var brugt, et Væld til de sorteste Smerter.
118 Flux på Strengen den braadede Piil han lagde tilrette,
119 Derpå han loved Apollon, Lyssønnen, den Bueberømte,
120 Strax en reen Hekatombe af førstekulds Lam ham at offre,
121 Naar til Zeleia, den hellige Stad, han var kommen tilbage;
122 Tog saa og trak baade Kærven og Oxetarmsstrengen tillige,
123 Strengen han rykkede ind mod sit Bryst og Jernet mod Buen,
124 Og da han saa havde spændt i en Krinds sin mægtige Armbrøst,
125 Klirrede Buen, høit hvined dens Streng, og den braadede Malmpiil
126 Sprang fra Streng med higende Lyst mod Skaren at flyve.
127 Dig, Menelaos! dog ei de salige Guder forglemte,
128 Mindst af dem Alle hiin Datter af Zeus! den Hærfangsgudinde,
129 Selv hun stilled sig frem, mod den stingende Piil dig at værne;
130 Thi fra hans Hud hun borte den holdt, som en Moder, der jager
131 Fluerne bort fra sit Barn, naar sødt det ligger og sover;
132 Selv hun styred den hen just der, hvor Beltet om Livet
133 Slutted med Spænder af Guld, og hvor Bryniepladerne mødtes;
134 Pilen den hvasse ham traf i det fastomsluttende Belte,
135 Først den bored sig ind heelt gjennem det brogede Belte,
136 Brød saa videre frem ind gjennem den prunkende Brynie.
137 Og gjennem Pladen, han bar til Legemets Værn imod Pile,
138 Hvilken beskjermed ham meest, dog selv gjennem denne den trængte,
139 Og i den yderste Hud med sin Od den riftede Manden;
140 Ud af Vunden påstand da strømmede Blodet saa høirødt.
141 Som naar en Qvinde fra Kariens Land eller og fra Maionien
142 Filsbeen farver med Purpur til Bidselzirat for en Ganger,
143 I hendes Kammer det ligger, mangfoldige Helte saa gjerne
144 Ønsked at føre det hjem, men Klenodiet gjemmes til Kongen,
145 Baade hans Ganger til Pryd og Gangerens Tumler til Hæder,
146 Saa Menelaos! nu rødnede blev af Blod dine fagert
147 Dannede Lænder og Been og deilige Ankler forneden.
148 Iisnende Skræk nu slog Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
149 Alt som han saae, at det høirøde Blod udstrømmed af Vunden;
150 Ogsaa han selv maatte grue, den krigerske Drot Menelaos,
151 Men da han saae, at Hager og Snor sad udenfor Saaret,
152 Flux tilbage da vendte det freidige Mod i hans Bringe.
153 Sukkende dybt til Orde da tog den Drot Agamemnon,
154 Gribende Broderens Haand, Stalbrødrene sukked tillige:
155 Elskede Broder! til Død for dig har Pagten jeg sluttet,
156 Da for Achaier mod Troer jeg stilled dig ene til Tvekamp,
157 Nu har jo Troerne ramt dig, og traadt under Fødder vor Eedspagt;
158 Ei er dog Eden omsonst, eller Lammenes Blod og den rene
159 Viin, som ved Offringen flød, og de Haandslag, på hvilke vi stoled.
160 Selv om Olymperen ei fuldbyrder det nu allerede,
161 Skeer det dog sikkert engang, da komme de dyrt til at bøde
162 Med deres Hoveder selv, med Qvinder og alt deres Afkom.
163 O! thi dette jeg klarligen seer i mit Sind og mit Hjerte,
164 Komme der skal en Dag, da det hellige Troia vil falde,
165 Askspærsvingeren Priamos selv og det Folk, han behersker;
166 Selv skal Zeus, som i Ætheren boer, den øverste Styrer,
167 Ryste mod Alle tilhobe sin mørke forfærdende Aigis,
168 Vred over dette Bedrag, ja visselig vorder det fuldbragt.
169 Dog, Menelaos! for mig det en gruelig Sorg vilde være,
170 Dersom du nu skulde døe og alt opfylde dit Livsmaal,
171 Og til det tørstige Argos jeg selv med Skam maatte drage;
172 Thi på det fædrene Hjem vilde strax Achaierne tænke,
173 Og lade Troernes Folk og Priamos Æren beholde,
174 Helena, Qvinden af Argos; i Muld dine Been vilde raadne,
175 Og udi Troia du laae på din ufuldbyrdede Gjerning;
176 Sige da vilde vel En af de overmodige Troer,
177 Springende kaad på din Grav, du priselig Helt Menelaos!
178 Gid Agamemnon saalunde sin Harm fuldbyrde mod Alle,
179 Som han er dragen herhid omsonst med Achaiernes Krigshær!
180 Hjem til det elskede Fædreneland med Skibene tomme
181 Maatte han gaae, og tilbage han lod den Helt Menelaos.
182 Saa vil man sige forvist, gid da Jorden mig sluge på Stedet!
183 Trøstende gav ham til Svar den Guldhaars Drot Menelaos:
184 Vær kun rolig, og jag ikke Skræk i Achaiernes Kæmper!
185 Ei har Pilen mig ramt på et dødeligt Sted, men foruden
186 Var mig det brogede Belte til Værn, og indenfor dette
187 Baade mit Pandser og Pladen, den Smeddene hamred af Kobber.
188 Derpå ham svared igjen den Drot Agamemnon og sagde:
189 Gid du talede sandt, Menelaos, min elskede Broder!
190 Dog er det bedst, at en Læge dit Saar randsager og Balsom
191 Lægger derpå, som kan stille maaskee de hæslige Smerter.
192 Talt, og den bolde Herold Talthybios gav han Befaling:
193 Skynd dig, Talthybios! flux, og kald os Manden Machaon
194 Hid, Asklepios’ Søn, den høistfortrinlige Læges,
195 At han kan syne den Helt Menelaos, Achaiernes Hærdrot,
196 Hvem en mesterlig Skytte, en Lykier eller en Troer,
197 Traf med en Piil, sig selv til Roes, men til Sorg for os Andre.
198 Talt, Herolden hans Ord fornam, og villig han adlød;
199 Flux han skyndte sig bort til Achaiernes pandsrede Krigsfolk,
200 Speidende trindt efter Helten, og snart han øined Machaon;
201 Midt i de dygtige Rækker han stod blandt væbnede Skjoldmænd,
202 Som havde fulgt ham på Tog fra det gangerernærende Thrike.
203 Trædende nær med bevingede Ord saalunde han talte:
204 Skynd dig, Asklepios’ Søn! dig kalder den Drot Agamemnon,
205 At du kan syne den Helt Menelaos, Achaiernes Hærdrot,
206 Hvem en mesterlig Skytte, en Lykier eller en Troer,
207 Traf med en Piil, sig selv til Roes, men til Sorg for os Andre.
208 Saa han taled, og Hjertet i Barm ved sit Ord han bevæged.
209 Flux gjennem Stimlen de skyndte sig nu vidt hen gjennem Leiren.
210 Men da de kom til det Sted, hvor den Guldhaars Drot Menelaos
211 Blødende stod, de ypperste Mænd havde flokket sig trindt ham,
212 Selv i Midten han stod, den guddomlignende Konning,
213 Drog flux Pilen han ud af det fastomsluttende Belte,
214 Og da han rykked den ud, sig Hagerne bøied tilbage.
215 Derpå det brogede Belte han løsned, og indenfor dette
216 Pandsret og pladen tillige, den Smeddene hamred af Kobber;
217 Synede dernæst det Sted, hvor den stingende Piil havde truffet,
218 Knugede Blodet af Saaret, og lagde velgjørende Balsom
219 Kyndig derpå, den Cheiron af Venskab foræred hans Fader.
220 Medens de syslede her med den kraftige Helt Menelaos,
221 Nærmed i Rækker sig meer og meer de Troiske Skjoldmænd.
222 Atter sig væbned Achaierne nu, og tænkte på Kampen.
223 Søvnig man skulde da vist ikke seet den Helt Agamemnon,
224 Eller uvillig til Strid, eller ræd for at mødes med Fienden;
225 Nei! med Kraft han ilede hen til den hædrende Kampfærd,
226 Og sine Heste tilbage han lod med den prunkende Malmvogn.
227 Svenden Eurymedon, Søn af Peiraos’ Søn Ptolemaios,
228 Holdt imedens de prustende Dyr afsides fra Tumlen;
229 Dog alvorlig han bød ham, at have dem flux i Beredskab,
230 Blev han i Lemmerne træt af at ordne den talrige Krigshær,
231 Selv tilfods begav han sig hen gjennem Mændenes Rækker.
232 Hvem han nu freidige saae af de gangerbetvingende Kæmper,
233 Traadte han hen til, og lived dem op ved at tale saalunde:
234 Mænd af Argos! forsager dog ei det stormende Angreb!
235 Aldrig vil Fader Kronion mod Løgnere vise sig gunstig,
236 Nei! men hine, som først sig forbrød og krænkede Pagten,
237 Dem skal Gribbene hakke fra Knoglerne Kjødet det bløde,
238 Og deres elskede Koner saavelsom uskyldige Smaabørn
239 Føre saa vi på Skibene hjem, naar vi Staden har styrtet.
240 Hvem han derimod saae den rædsomme Kamp at forsage,
241 Dem tiltalte han vredt og satte dem haanlig irette:
242 Skrydende Mænd af Argos, I Nidinger! blues I ikke!
243 Hvi dog staaer I nu her forfærdede, ligesom Raakid,
244 Som, naar de matted sig ud ved langt over Marken at løbe,
245 Standse med Et, ei ringeste Mod er i Bringen tilbage,
246 Saaledes staaer I nu her forfærdede, uden at kæmpe.
247 Staaer I og venter maaskee, til Troerne nærme sig Stranden
248 Hist ved graalige Hav, hvor på Land vi trak vore Snekker,
249 At I kan see, om Zeus vil holde sin Haand over Eder?
250 Ordnende Hæren saalunde blandt Kæmpernes Rækker han vandred,
251 Kom saa til Kreterne hen på sin Gang gjennem Mændenes Stimmel.
252 Rundt om den freidige Drot Idomeneus rask de sig væbned,
253 Selv blandt de Forreste stod han, i Kræfter saa stærk som et Vildsviin,
254 Medens Meriones flinkt opmuntred de bageste Fylker.
255 Glad i Hu ved at see dem blev Mændenes Drot Agamemnon,
256 Flux med venlige Ord han saa til Idomeneus talte:
257 Dig, Idomeneus! skatter jeg meest blandt Stridsvognshelte,
258 Enten vi færdes i Kamp eller andre Bedrifter vi øve,
259 Eller et Gilde der staaer, og Argeiernes ypperste Drotter
260 Lade den blussende Konningeviin i Bægrene flyde;
261 Naar da Enhver af de andre langhaarede Mænd af Achaia
262 Drikker sit skjenkede Maal, da staaer Pokalen bestandig
263 Fuld for dig som for mig, at drikke naar Hjertet det attraaer.
264 Drag da til Kampen saa kjæk, som du fordum har roest dig at være.
265 Ham gjensvared påstand Idomeneus, Kreternes Konning:
266 Atreus’s Søn! jeg være dig skal i Kampen en fuldtroe
267 Ven, altsom jeg tilforn har dig vist forjættet og lovet.
268 Skynd nu rask på de andre langhaarede Mænd af Achaia,
269 At vi kan komme til Dyst, da Troerne Pagten har krænket;
270 Dem skal visselig Død og Elendighed times herefter,
271 Siden de først har brudt deres Eed, og mod Pagten forseet sig.
272 Talt; men Atreiden påstand gik videre, glad i sit Hjerte;
273 Kom til Aianterne hen på sin Gang gjennem Mændenes Stimmel;
274 Disse sig rusted til Strid, og en Sværm Fodkæmper dem fulgte.
275 Ret som naar Gedernes Vogter en Sky bliver vaer fra sin Varde,
276 Som over Søe kommer drivende hen for den susende Vestvind,
277 Sort som Beeg den tykkes for ham, der staaer i det Fjerne,
278 Mens over Havet den gaaer medførende Byger og Stormveir,
279 Ræd ved Synet da driver han ind sine Geder i Hulen;
280 Saaledes nu med Aianterne drog til drabelig Kampfærd
281 Skarer af gudopfostrede Mænd i sluttede dunkle
282 Fylker afsted, og Skjolde med Spyd fremraged saa stride.
283 Glad i Hu ved at see dem blev Mændenes Drot Agamemnon,
284 Og med bevingede Ord han talede til dem, og sagde:
285 Eder, Aianter! I Drotter for pandsrede Mænd af Achaia!
286 Ei opmuntre jeg vil, at formane Jer klædte mig ilde,
287 Selv I vække med Kraft Eders Folk til at stride med Kjækhed.
288 Gid dog, Zeus Alfader, Apollon og Pallas Athene!
289 Lignende Mod i Barm vore Mænd besjeled tilhobe!
290 Da skulde vist Kong Priamos’ Stad snart bøie sit Hoved,
291 Hærget og styrtet i Gruus, af Achaiernes Sønner betvungen.
292 Talende saa, han disse forlod, og gik til de Andre;
293 Traf saa Nestor, det Pyliske Folks høimælede Taler,
294 Just som han ordned sit Mandskab, og muntred dem op til at stride.
295 Ham stod Chromios bi, med Pelagon, Kæmpen den Ranke,
296 Høvdingen Haimon, Alastor og Bias, den bydende Folkdrot;
297 Forrest med Ganger og Karm han Stridsvognskæmperne stilled,
298 Bag efter disse den talrige Flok mandhaftige Fodfolk,
299 Kampen at tjene til Værn, og i Midten han Krysterne sanked,
300 For at endog vrangvillige Mænd til Kamp kunde nødes.
301 Stridsvognskæmperne først Formaning han gav og befoel dem,
302 Gangerne sindig at styre, og ei at flokkes i Trængsel:
303 Ei maa Nogen i Lid til sin mandige Kraft og sin Vognkunst
304 Ene mod Troerne fare til Kamp forud for de Andre,
305 Dog ei heller sig fjerne, thi svækkes vil da Eders Styrke.
306 Men naar en Mand på sin Karm er nær ved Fjendernes Vogne,
307 Strække han rask sig frem med sit Spyd, thi det er det Bedste
308 Det var ved saadant et Sind, ved saadant et Mod udi Barmen,
309 At vore Fædre tilforn omstyrtede Stæder og Mure.
310 Saa dem muntred den Gamle, forlængst erfaren i Krigsfærd.
311 Glad i Hu ved at see ham blev Mændenes Drot Agamemnon,
312 Og med bevingede Ord han talede til ham, og sagde:
313 Gid, min Gubbe! saasandt dit Mod er fast i dit Hjerte,
314 Knæerne stode dig bi, og din Kraft var sikker som fordum!
315 Haardt dog trykkes du nu af den altafkræftende Alder.
316 Var dog en Anden som du, og du selv var end af de Unge!
317 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
318 Atreus’s Søn! ogsaa jeg var tilfreds, at jeg end var den samme
319 Mand, som jeg var dengang jeg den Helt Ereuthalion dræbte.
320 Aldrig dog Guderne gav os Mennesker Alting på engang;
321 Var jeg en Yngling tilforn, saa har nu mig Alderen naaet;
322 Dog endda vil jeg med, vore Stridsvognskæmper at vække
323 Baade med Raad og Formaning, et hæderligt Hverv for de Gamle.
324 Lad saa de Yngre med Spydene slaae, som ei har saamange
325 Aar på Bagen som jeg, og har Kraft, hvorpå de kan stole.
326 Talt, men Atreiden påstand gik videre, glad i sit Hjerte,
327 Traf saa Peteos’ Søn, den Hestebetvinger Menestheus,
328 Staaende midt i en Kreds af Athenernes dygtige Kæmper.
329 Nær ved Athenerne stod den snedige Konning Odysseus,
330 Og Kephallenernes Mænd i tætopstillede Rækker
331 Stod omkring ham, end havde man ei Krigsraabet fornummet,
332 Saasom de sluttede Fylker af hestebetvingende Troer
333 Og af Achaier først nys vare rykkede frem mod hinanden,
334 Derfor de stod og vented, til først en anden Achæisk
335 Skare mod Troerne styrted sig frem og Striden begyndte.
336 Dem udskammede nu Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
337 Og med bevingede Ord han talede til dem og sagde:
338 Ha! du Søn af Peteos, den gudopfostrede Konge!
339 Ja, og Du, som er Mester i Svig, du listige Træring!
340 Hvi vil med Bæven I holde Jer fjernt og vente på Andre?
341 Eder det egned forsand i Spidsen for Kæmpernes Skare
342 Rask at færdes og styrte Jer ind, hvor Kampen er hedest.
343 I er bestandig de Første, som bydes til Gjæst ved mit Maaltid,
344 Hvergang Achaiernes Folk et Gilde for Drotterne feirer;
345 Da er det Eder en Fryd, den ristede Brad at fortære
346 Og efter Lyst den liflige Viin af Bæger at drikke;
347 Nu I saae det vel helst, om saa ti Achæiske Fylker
348 Drog før Eder til Dyst med det ubarmhjertige Kobber.
349 Ham gjensvared med rynkede Bryn Odysses den snilde:
350 Atreus’s Søn hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
351 Hvad? os kalder du trevne til Kamp? naar Achaiernes Sønner
352 Yppe den hidsige Strid med de hestebetvingende Troer,
353 Da skal du see, hvis dig lyster og sligt dig ligger på Hjerte,
354 Telemachs elskede Fader blandt hestebetvingende Troers
355 Forreste Kæmper at færdes, du snakker jo reent hen i Veiret.
356 Ham gjensvarede flux med et Smiil den Drot Agamemnon,
357 Da han fornam han var stødt, og sit Ord tog strax han tilbage:
358 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses du snilde!
359 Ei overvættes formaner jeg dig, eller laster din Adfærd,
360 Grandt jeg veed jo, hvorledes dit Sind i Barmen er venlig
361 Stemt imod mig, det Samme som jeg du tænker bestandig;
362 Dog, hvis nu jeg ilde har talt, saa kan vi jo siden
363 Tales tilrette derom; gid Guderne gjøre det usagt!
364 Talende saa, han disse forlod, og gik til Andre,
365 Traf saa Tydeus’s Søn, den modige Helt Diomedes,
366 Staaende høit på den holdige Karm med de vælige Heste;
367 Oppe ved Siden af ham stod Sthenelos, Søn af Kapaneus.
368 Ham udskammede nu Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
369 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
370 Vee dig, du Søn af Tydeus, den modige Hestebetvinger!
371 Hvi est du bange, hvi kaster du ræd dit Blik over Valen?
372 Ei var det saa Kong Tydeus’s Viis, forknyt sig at skjule,
373 Nei! med Fienden han stred langt foran for Vennernes Skare,
374 Efter hvad Alle fortælle, der saae ham i Leding, jeg selv har
375 Aldrig ham seet eller mødt, men høit over Alle han prises.
376 Fordum i fredeligt Ærind som Fremmed han kom til Mykene
377 Med Polyneikes, en Helt som en Gud, for at samle sig Krigsfolk,
378 Dengang de droge tilfelts mod Thebens de hellige Mure;
379 Bønlig de bad om en Flok fortrinlige Ledtogskæmper;
380 Dertil man villig sig fandt, og bevilged dem hvad de forlangte,
381 Zeus afværged det dog, thi uheldige Varsler han gav dem.
382 Hjem de nu gik, drog vide på Vei, og saasnart de var komne
383 Hen til Asopos, hvis sivklædte Strøm omgroes af Enggræs,
384 Skikked Achaierne Tydeus igjen at gange med Budskab.
385 Bort han gik, og i Hal hos den kraftige Drot Eteokles
386 Traf han mange Kadmeier, som sad og fraadsed ved Gilde.
387 Der, hvorvel han var fremmed, dog Hestebetvingeren Tydeus
388 Blev ikke ræd, skøndt ene han stod blandt mange Kadmeier,
389 Nei! men til Dyst han æsked dem ud, og seirede hvergang
390 Uden Besvær, slig Hjelper ham var Gudinden Athene.
391 Vrede da blev Kadmeias hestsporende Helte på Tydeus,
392 Og da han vandrede hjem, halvhundrede Svende de skikked,
393 Listig at lure ham op, og to vare Svendenes Formænd,
394 Maion, en Søn af Haimon, en Mand som en Guddom at skue,
395 Og Lykophontes, den freidige Helt, Autophonos’ Arving;
396 Men ogsaa dem en ynkelig Død tilskikkede Tydeus,
397 Alle han vog, en Eneste kun han spared til Hjemfart,
398 Maion alene han spared, adlydende Gudernes Jertegn.
399 Saadan en Mand var Aitoleren Tydeus, men Sønnen i Krigsfærd
400 Slægter ei Faderen på, desbedre forstaaer han at tale.
401 Saa han taled; dog ei den Helt Diomedes ham svarte,
402 Thi den ærværdige Konges Bebreidelse gjorde ham skamfuld.
403 Flux til Orde da tog den herlige Søn af Kapaneus:
404 Far ei med Løgn, Atreide! du veed dog at sige hvad sandt er.
405 Kjækkere tør vi os kalde forvist end Fædrene vare,
406 Thi det er os, som Thebens syvportede Stad har betvunget,
407 Skjøndt med en ringere Hær vi drog mod Ares’s Mure,
408 Stolende trygt på Gudernes Tegn og på Hjelp fra Kronion;
409 Men ved formastelig Daad i Fordærv selv hine sig styrted;
410 Derfor ved Siden af os du prise mig ei vore Fædre!
411 Ham tiltalte med rynkede Bryn den Helt Diomedes:
412 Tie du stille, min Ven! og lyd hvad jeg har dig at sige,
413 Ei fortænke jeg kan Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
414 At han til Kamp opmuntrer de pandsrede Mænd af Achaia;
415 Ham vil Hæderen følge, saafremt det Achaierne lykkes
416 Troernes Folk at slaae, og styrte den hellige Kongstad,
417 Men hvis Achaierne myrdes, vil tungt jo Sorgen ham træffe;
418 Derfor velan, lad os Begge nu tænke på stormende Angreb.
419 Talt, og i Rustningens Plader til Jord nedsprang han fra Stridskarm,
420 Frygtelig braged om Konningens Bryst de kobberne Plader,
421 Da han bevæged sig frem; den Dristigste selv maatte skjælve.
422 Som naar mod vidthendrønende Strand en styrtende Søgang
423 Bølge på Bølge sig vælter, fremrullet af stormende Vestvind,
424 Ude på Dybet den taarner sig først, men naar den mod Fastland
425 Brydes, da buldrer den høit, og løfter sit bovnende Hoved
426 Op mod Klinten på Kyst, og sprøiter den over med Havskum;
427 Saaledes skyndte sig nu Danaerne Fylke på Fylke
428 Rask til Kampen afsted, hver Drot formaned sit Mandskab
429 Lydt, men tyst drog Mandskabet frem, – ja knap skulde Nogen
430 Troet, at saa talrigt et Folk med Stemme i Brystet dem fulgte –
431 Ærende taust Hærførernes Bud; fra Kæmpernes Lemmer
432 Glimted de brogede Vaaben, de bar, da de rykked i Marken.
433 Troernes Folk derimod – som Rigmandens Faar, der i Folden
434 Staae i tusinde Tal, og yde ham Melken den hvide,
435 Uafladelig bræge, naar Lammenes Stemmer de høre;
436 Saaledes gjalded nu Troernes Skrig vidt hen gjennem Hæren,
437 Eens var dog ei deres Raab, og ei deres Stemme den samme,
438 Blandet var Kæmpernes Maal, thi mangestedsfra var de komne.
439 Dem ophidsede Ares, og Pallas Athene de Andre,
440 Rædsel og Gru med samt den umættelig higende Tvedragt,
441 Som er en Søster og Frænde til Ares den mordiske Krigsgud,
442 Liden af Væxt er hun først, naar hun ruster sig, men imod Himlen
443 Hæver sit Hoved hun snart, mens hen over Jorden hun skrider,
444 Og det var hende, som nu Forbittrelsen vakte hos Begge,
445 Mens gjennem Skaren hun gik, og Mændenes Qvide forøged.
446 Men da de rykkende frem havde mødt hinanden på Stridsmark,
447 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
448 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
449 Knugedes hardt mod hverandre, høit dundred det larmende Kampgny.
450 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
451 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
452 Som naar i Vinterens Tid fra et Bjerg to skyllende Elve
453 Styrte de rivende Vande i Dalene ned, hvor de samles,
454 Høit fra de mægtige Væld i den dybtudhulede Fjeldkløft,
455 Vidt i det Fjerne kan Hyrden på Bjergene høre dem bruse,
456 Saaledes lød Forvirring og Skrig, da de foer mod hverandre.
457 Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
458 Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
459 Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
460 Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
461 Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
462 Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd.
463 Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
464 Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
465 Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
466 Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
467 Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
468 Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kroppen
469 Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
470 Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
471 Mellem Achaier og Troer sig reiste påstand, og som Ulve
472 Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.
473 Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
474 Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
475 Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
476 Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
477 Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
478 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
479 Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
480 Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
481 Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
482 Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
483 Som på en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
484 Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
485 Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
486 Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
487 Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;
488 Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
489 Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
490 Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
491 Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
492 Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
493 Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.
494 Høist forbittret i Hu ved hans Fald blev Drotten Odysseus;
495 Rustet med skinnende Malm han gjennem de forreste Rækker
496 Skred, og trædende nær han slynged sin glimtende Landse,
497 Stirrende trindt omkring; flux Troerne vege tilbage,
498 Da med sit Spær han sigted, og ei han kasted et Glipkast,
499 Thi Kong Priamos’ Slegfredsøn Demokoon traf han,
500 Som fra Abydos var kommen, hvor hurtige Heste man fostred;
501 Høist forbittret i Hu for sin Svend Odysses ham stødte
502 Spydet i Tindingen ind, saa den kobberne Od af den anden
503 Tinding kom farende ud, og Mulm omhylled hans Øine,
504 Brat han faldt saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden.
505 Flux Forkæmperne veeg, ja selv den straalende Hektor,
506 Høit Argeierne raabte, mens bort de slæbte de Faldne,
507 Stormed saa videre frem, da harmedes Phoibos Apollon,
508 Som det fra Pergamos saae, og med Raab han Troerne muntred:
509 Frem! hesttumlende Troer! og flyer dog ei for Achaias
510 Kæmper i Strid; deres Hud er jo hverken af Jern eller Flintsteen,
511 At den er stærk til at holde mod flængende Malm, naar de rammes;
512 Heller ei kæmper Achilles, hiin Søn af den haarfagre Thetis,
513 Rugende over sin nagende Harm han ved Skibene sidder.
514 Saaledes raabte fra Byen den rædsomme Gud, men Kronions
515 Datter Achaierne muntred, den herlige Tritogeneia.
516 Selv i Skaren hun vandred omkring, hvor hun saae dem forsage.
517 Skjebnen nu hilded dernæst den Amarynkide Dioreus;
518 Ramt i Anklen han blev i det høire Been af en Kampsteen
519 Kantet og hvas; ham traf hiin Drot for de Thrakiske Kæmper
520 Peiros, Imbrasos’ Søn, som did var kommen fra Ainos.
521 Begge hans Sener saavel som Knoglerne splintred den ublue
522 Steen aldeles i Qvag, saa ned i Støvet han baglænds
523 Segned, og Hænderne strakte han ud mod Brødrenes Skare,
524 Aandende mat, men flux løb Peiros, som havde ham qvæstet,
525 Hen, og stak ham ved Navlen med Spyd, saa alle hans Tarme
526 Vælded af Livet ham ud, og Mulm omhylled hans Øine.
527 Just som han styrtede frem, Aitoleren Thoas i Brystet
528 Drev ham sit Spyd over Vorten, saa Kobberet sad ham i Lungen;
529 Hen treen Thoas påstand til den Faldne, sin vældige Landse
530 Drog han af Brystet ham ud, og trak sit hvæssede Slagsværd,
531 Gav ham midt over Bugen et Hug, og berøved ham Livet.
532 Rustningen tog han dog ei, thi med vældige Landser ihænde
533 Stod Stalbrødrene trindt, stridhaarede Thrakiske Kæmper,
534 Og ihvor stolt og høi han saa var, og kraftig tillige,
535 Drev de dog Helten tilbage, og skrapt blev han tumlet på Flugten.
536 Saaledes straktes i Støv to Høvdinger tæt ved hinanden,
537 Her laae Thrakernes Drot, de malmbeklædte Epeiers
538 Hist, og trindt dem segned en Flok af de menige Kæmper.
539 Ei skulde nu nogen Mand, som var kommen derhen, have lastet
540 Krigernes Færd, naar af stingende Malm usaaret og uramt
541 Hen gjennem Tumlen han foer, og Pallas Athene ved Haanden
542 Tog ham og førte ham frem, og skjermed mod Spydenes Anfald;
543 Thi af Achaier og Troer hiin Dag mangfoldige Kæmper
544 Segnede jevne hinanden, i Støv nedstyrtede næsgruus.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange