Iliaden Sang 24

Resume 24. sang i Iliaden af Homer. Akhilleus slæber Hektors lig omkring Patroklos’ grav. På Zeus’ befaling byder Thetis sin søn at give Hektors lig fri, og Iris opfordrer Priamos til at bringe Akhilleus gaver, for at købe Hektor fri. Ledsaget af Hermes kommer Priamos til Akhilleus’ telt, får Hektors lig udleveret og vender tilbage til Ilios. Klager. Begravelse og gravøl.

ILIADEN

Iliaden, 24. sang

1 Nu blev Forsamlingen hævet, da spredte sig Folket og vandred
2 Hjem til de hurtige Skibe; der tænkte de kun på at qvæges
3 Først ved Nadver og saa ved den liflige Søvn, men Achilleus
4 Græd ved at mindes sin Ven; den alvældige Søvn vilde ikke
5 Falde på Øinenes Laag, men han tumledes frem og tilbage,
6 Tænkte med smerteligt Savn på Patroklos’s Kjækhed og Manddom,
7 Tænkte på Alt hvad han selv med sin Ven havde virket og døiet,
8 Enten de dysted med Mænd, eller foer på de farlige Bølger.
9 Dette til Minde han drog sig, og græd sine modige Taarer.
10 Snart på Siden han laae, snart om på Ryggen han smed sig,
11 Snart på Ansigtet ned, men pludselig op fra sit Leie
12 Sprang han, og vanked forstyrret omkring på Stranden, da saae han
13 Dagningen grye og sprede sit Lys over Havet og Kysten.
14 Flux han spændte nu selv for Vogn sine vælige Heste,
15 Bandt saa Hektor bag Karm, saa ned med Gulvet han slæbte,
16 Og da han tregange rundt om Patroklos’s Høi havde kjørt ham,
17 Gav han sig atter til Roe i sit Telt, og lod Dødningen ligge
18 Slængt med Ansigtet ned i Støv; men Phoibos Apollon
19 Skjermed aldeles hans Hud mod Meen, thi Helten han ynked
20 Selv efter Døden, og dækked ham trindt med Aigiden den gyldne,
21 For at han ei skulde riftes, naar bort Achilles ham slæbte.
22 Saa skamskænded Achilles hans Liig i rasende Harme.
23 Guderne saae det, og grebes af Ynk, da bød de den Speider
24 Argosbetvingeren Hermes i Løn bortliste hans Legem.
25 Samtlige Guder det hued, dog ei behaged det Here,
26 Eller Poseidon saalidt som den lysblaaøiede Pallas;
27 Nu som før de hadede svart det hellige Troia,
28 Priamos selv og hans Folk for hans Søn Alexandros’s Brøde,
29 Han som Gudinderne haaned, dengang de kom til hans Fægård,
30 Prisende hende som fagrest, der gav ham fordærvelig Vellyst.
31 Men efter elleve Dage, da Morgenen dæmred den tolvte,
32 Da tog Phoibos Apollon blandt evige Guder til Orde:
33 Haarde forsand er I Guder og ivrige; glemte da Hektor
34 Bove til Eder at brænde af lydefrie Geder og Oxer?
35 Dog vil I nu, selv efter hans Død, ei unde ham Frelse,
36 At hans ærværdige Moder, hans Viv, hans Søn kunde see ham,
37 Og hans bedagede Fader, og Folket, som da vilde Liget
38 Flux forbrænde på Baal, og ham hædre med festelig Liigfærd.
39 Peleus’s grusomme Søn derimod I hjelpe saa gjerne,
40 Skjøndt ei Billighed boer i hans Sjel, skjøndt ei han i Barmen
41 Bærer et bøieligt Hjerte, men raser saa vild som en Løve,
42 Naar den i Lid til sit dristige Mod og sin vældige Styrke
43 Styrter sig ind blandt Menneskens Faar, for at rane sig Æde;
44 Saa har han al Barmhjertighed qvalt, al Blue har han mistet,
45 Som dog er Menneskens Børn til Tarv, skjøndt ofte til Skade.
46 Mangen det rammer jo tit at berøves et kjærere Væsen,
47 Enten han mister en Søn eller og en kjødelig Broder,
48 Dog omsider han stiller sin Graad og standser sin Klage,
49 Skjebnen jo Mennesket gav et letforvindende Hjerte;
50 Men ikke nok, at Achilles den herlige Hektor ihjelslog,
51 Bag til sin Vogn han bandt ham, og rundtom Patroklos’s Gravhøi
52 Slæbte han Liget, ham selv dog hverken til Roes eller Baade.
53 Vogte han skulde sig dog, hvor bold han end er, for vor Vrede,
54 Skændet han har det ufølsomme Muld ved sin rasende Idræt.
55 Ham tiltalte forbittret den liliearmede Here:
56 Mening der var i din Tale, du Gud med den sølverne Bue!
57 Dersom I Hektor med Skjel kunde skatte saa høit som Achilles;
58 Dødelig Mand var jo Hektor, og died en dødelig Qvinde,
59 Søn derimod er Achilles af den Gudinde, hvem selv jeg
60 Fostred og hæged saa ømt, og hvem jeg selv har til Hustrue
61 Givet til Peleus, som kjærest mig var blandt Menneskens Sønner;
62 Gjæster I var jo tilhobe ved Bryllupet; selv med din Lyre
63 Sad du ved Gildet saa froe, du Falske, du Ven af de Slette!
64 Hende påstand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
65 Here! vær ei saa fnysende vred på himmelske Guder!
66 Eens vil hine jo ei vorde hædrede; dog var jo Hektor
67 Guderne kjærest af alle de Mænd, som boe udi Troia;
68 Saa var han mig, ei har han forsømt mig med Gaver at glæde,
69 Ei på mit Alter han skorte det lod på rundeligt Offer,
70 Enten af Viin eller Damp, den Hæder, som Guderne times.
71 Dog lad os slippe det Raad, at liste den modige Hektor
72 Bort, thi ei kan det sættes i Værk, fordulgt for Achilles,
73 Stedse hans Moder ved Dag og ved Nat omsvæver den Døde.
74 Vilde blot En af Eder gaae hen og kalde på Thetis,
75 Nævne da vil jeg det viseste Raad, hvorledes Achilles
76 Priamos’ Skjenk skal annamme og give ham Hektor tilbage.
77 Talt; bort skyndte sig Iris det stormsneltvandrende Iilbud;
78 Hist mellem Imbros, den fjeldrige Holm, og Samos’s Øland
79 Ned i det sortladne Hav hun sprang, høit sqvulpede Bølgen,
80 Og i det svælgende Dyb hun styrted sig ret som en Blyklump,
81 Naar den befæstet på Fiskerens Snor over Røret af Kohorn
82 Kastes i Vandet og synker til Død for de graadige Fiske.
83 Thetis hun traf i en Kreds af samtlige Havets Gudinder
84 Hist i den hvælvede Grotte, midt sad hun iblandt dem og bittert
85 Græd hun over den Lod, som den herlige Søn skulde times,
86 Fjernt fra Fædrenelandet at døe i det frugtbare Troia;
87 Trædende nær til Orde nu tog den hurtige Iris:
88 Skynd dig, o Thetis! dig kalder nu Zeus, hans Raad ikke rokkes.
89 Hende da gav til Svar den sølverfodede Thetis:
90 Hvi har den mægtigste Gud mig kaldt? til Guders Forsamling
91 Blues jeg nu ved at gaae; af utallige Sorger jeg martres.
92 Dog vil jeg gaae, forgjeves skal ei hans Ord være talte.
93 Saaledes taled Gudinden, og hylled sig ind i et dunkelt
94 Slør, og aldrig var seet en sortere Klædning end denne.
95 Derpå hun skyndte sig bort, den stormsneltvandrende Iris
96 Ilte foran, til Side da veeg Havbølgerne rundtom.
97 Foden de fæsted på Strand, og flux til Himlen de svang sig,
98 Der de fandt Fjernskueren Zeus, og leirede trindt ham
99 Sad i en Kreds tilhobe de salige evige Guder;
100 Hen hos Zeus hun sig satte, Athene sin Plads hende afstod;
101 Here med venlige Ord et skjønt Guldbæger til Velkomst
102 Rakte Gudinden i Haand, hun drak og gav det tilbage.
103 Først til Orde nu tog hiin Guders og Menneskers Fader:
104 Bolde Gudinde! bedrøvet i Sind du kom til Olympen,
105 Af en ulidelig Sorg forpiint i dit Hjerte, det veed jeg.
106 Dog maa jeg sige dig nu, hvorfor jeg hid lod dig kalde.
107 Alt har de salige Guder i ni samfældige Dage
108 Tvistet om Hektors Liig og den Stadomstyrter Achilleus;
109 Argosbetvingeren Hermes de bød bortliste den Døde.
110 Jeg derimod vil nu Achilles’s Hæder forøge,
111 Venskab og Agt for dig jeg bevarer fra forrige Dage.
112 Gak nu til Leiren påstand til din Søn med denne Formaning:
113 Siig ham, at Gudernes Harm er vakt, og at jeg er forbittret
114 Meer end Nogen af Alle, fordi han i rasende Vanvid
115 Hektor ved Flaaden beholder, og ei løslader hans Legem,
116 Om han maaskee af Grue for mig frigiver den Døde.
117 Selv vil Iris med Bud jeg ned til Priamos skikke,
118 Drage han skal, for at løse sin Søn, til Achaiernes Skibe,
119 Bringende rigelig Skjenk, for Achilles’s Sind at formilde.
120 Saa han talte, ham lød den sølverfodede Thetis.
121 Ned i stormende Fart hun svang sig fra høien Olympos.
122 Snart til sin Søn i Tjalden hun kom, ham traf hun derinde
123 Jamrende svart, en Flok af de troe Stalbrødre med Iver
124 Færdedes rundtomkring, og travlt beredte de Davren,
125 Hvortil et Faar, tykpelset og stort, var slagtet i Teltet.
126 Hen til sin elskede Søn den værdige Moder sig satte,
127 Klapped ham venlig med Haand, tog Ordet og talte saalunde:
128 Ak! hvorlænge, min Søn! vil du dog med Sorrig og Jamren
129 Nage din Sjel, du tænker jo hverken på Søvn eller Spise.
130 Gavne det vilde dig vist, om en Qvinde du favned i Elskov.
131 Lang Tids Frist du har jo dog ei til at vandre på Jorden,
132 Alt staaer Døden og Skjebnen den mægtige nær ved din Side.
133 Hør mig nu flux, jeg kommer fra Zeus at bringe dig Budskab,
134 Viid, at Gudernes Harm er vakt, og han selv er forbittret
135 Meer end Nogen af Alle, fordi du i rasende Vanvid
136 Hektor ved Flaaden beholder, og ei frigiver hans Legem.
137 Giv ham da frie, og annam den Skjenk, som bydes for Liget!
138 Hende da svared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
139 Vel! hvo Løsningen bringer mig hid, hjemføre den Døde,
140 Siden Olymperen selv alvorligen byder mig dette.
141 Saa samtalede Moder og Søn ved Skibenes Stade,
142 Mange bevingede Ord de skiftede der med hinanden;
143 Medens Kronion til Ilions Stad udskikkede Iris:
144 Rap dig, hurtige Iris! stig ned fra høien Olympos!
145 Gak til Ilios hen, og bring Kong Priamos Budskab!
146 Drage han skal, for at løse sin Søn til Achaiernes Skibe,
147 Bringende rigelig Skjenk, for Achilles’s Sind at formilde.
148 Ene han drage derhen, og ei ledsage ham Nogen,
149 Uden en gammel Herold, som følge ham maa for at styre
150 Mulernes Spand for den rullende Vogn, og tilbage til Staden
151 Bringe den myrdede Søn, som Helten Achilles ihjelslog.
152 Ei maa han ængste sin Sjel ved at tænke på Død eller Fare,
153 Give jeg vil ham til Leide den kraftige Argosbetvinger,
154 Følge han skal ham på Vei, og bringe ham hen til Achilles;
155 Men naar hans Fører i Tjalden ham ind har bragt til Peleiden,
156 Da skal ei Helten ham dræbe, men selv mod de Andre ham skjerme;
157 Han er jo hverken forrykt, eller fræk, ei heller udædisk,
158 Nei! en ydmygbedende Mand vil venlig han skaane.
159 Talt; bort skyndte sig Iris, det stormsneltvandrende Iilbud.
160 Snart til Priamos kom hun, der mødte hun Hylen og Veeraab;
161 Sønnerne sad i Kreds om Faderen inde på Gaarden,
162 Taarerne randt dem på Klæderne ned, og svøbt i sin Kappe
163 Laae i Midten på Jord henstrakt den bedagede Konge,
164 Tykt besudlet om Hoved og Hals med Skarn, som han dynged
165 Sammen og kasted med Haand, da i Støv omkring han sig vælted.
166 Døttrene hyled i Kamrene lydt med Sønnernes Koner,
167 Tænkende atter og atter på alle de Mange, de Gjæve,
168 Som havde Livet forliist for Achaiernes mordiske Hænder.
169 Hen til Priamos treen hiint Bud fra Zeus, og til Gubben
170 Talte hun sagtelig saa – gjennem Lemmerne løb ham en Gysen:
171 Fat dig, Priamos, Dardanos’ Søn! og vær ikke bange!
172 Sandelig ei er jeg kommen herhid, for Ondt at forkynde,
173 Nei, men venlig i Hu, fra Zeus jeg kommer med Budskab,
174 Som i det Fjerne beskjermer dig huld og betænker dit Bedste.
175 Hen skal du drage, saa byder dig Zeus, for Hektor at løse,
176 Bringende rigelig Skjenk, for Achilles’s Sind at formilde;
177 Ene du drage derhen, og ei ledsage dig Nogen,
178 Uden en gammel Herold, som følge dig maa for at styre
179 Mulernes Spand for den rullende Vogn, og tilbage til Staden
180 Bringe din myrdede Søn, som Helten Achilles ihjelslog.
181 Ei maa du ængste din Sjel ved at tænke på Død eller Fare,
182 Give han vil dig til Leide den kraftige Argosbetvinger,
183 Følge han skal dig på Vei og bringe dig hen til Achilles,
184 Men naar din Fører i Tjalden dig ind har bragt til Peleiden,
185 Da skal ei Helten dig dræbe, men selv mod de Andre dig skjerme,
186 Han er jo hverken forrykt eller fræk, ei heller udæisk,
187 Nei, en ydmygbedende Mand vil venlig han skaane.
188 Altsom Ordet var talt, forsvandt den hurtige Iris.
189 Gubben nu flux sine Sønner befoel i Beredskab at holde
190 Vognen med Mulerne for, og en Kurv på Karmen at snøre.
191 Derpå forføied han selv sig ind i sit Høienloftskammer,
192 Bygget af duftende Ceder, hvor mange Klenodier gjemtes,
193 Kaldte saa Hekabe ind, og talede saa til sin Hustrue:
194 Elskede Viv! fra Olymperen Zeus er bragt mig et Budskab;
195 Drage jeg skal, for at løse min Søn, til Achaiernes Skibe,
196 Bringende rigelig Skjenk, for Achilles’s Sind at formilde,
197 Siig mig da nu, hvad du i dit Sind formener om dette;
198 Selv tilskyndes jeg stærkt af inderlig Lyst og Forlængsel,
199 Strax til Achaiernes Snekker at gaae vidt hen gjennem Leiren.
200 Saa han taled, og hulkende lydt gjensvared hans Hustrue:
201 Ak! hvor er din Forstand, for hvilken du før var i Orde
202 Baade hos fremmede Mænd og hos Folket, hvorover du byder?
203 Hvad vil alene du vove dig hen til Achaiernes Skibe,
204 Vove at træde for Øine den Mand, som slog dig saa mange
205 Kraftige Sønner ihjel, af Jern dit Hjerte maa være.
206 Har han dig først i sin Vold, og fæster på dig han sit Øie,
207 Hiin blodtørstige troløse Mand, ei vil han forbarmes,
208 Ei vil han agte din Bøn; thi lad os da nu i det Fjerne
209 Her i vort Hjem begræde vor Søn, hvem den mægtige Skjebne
210 Spandt ved Fødslen i Traad, den Stund jeg ham bragte til Verden,
211 At fra Forældrene fjernt han Hundenes Slægt skulde mætte
212 Hist hos den vældige Mand, hvis Lever jeg gjerne gad æde,
213 Bidende dybt med Tand, da ramte den skyldige Gjengjeld
214 Ham for min Søn, thi han fældte jo ei en flygtende Niding,
215 Nei! men for Troer og Troiske Mænds fuldbarmede Qvinder
216 Freidig han stred og tænkte kun lidt på at bjerges ved Rømning.
217 Derpå den gamle, gudlignende Drot gjensvared sin Hustrue:
218 Ei du mig standse, thi vandre jeg vil, og ei du mig være
219 Ulykkens varslende Fugl i min Borg, du bevæger mig ikke.
220 Ja, hvis ellers en dødelig Mand det havde befalet,
221 Selv om en Offerfortolker det var, en Præst eller Spåmand,
222 Vilde vi kalde det Tant og vende vor Hu fra hans Udsagn;
223 Nu derimod da jeg selv baade saae og hørte Gudinden,
224 Nu maa jeg bort, forgjeves skal ei mine Ord være talte;
225 Selv om det er mig beskikket at døe ved Achaiernes Skibe,
226 Vil jeg derhen, lad Achilles saa dræbe mig, naar jeg i Favnen
227 Kryster min elskede Søn, og har stillet min Trang til at græde.
228 Talt, og Laagene flux på de prægtige Kister han aabned.
229 Ud af disse han tog tolv Slør af synderlig Skjønhed,
230 Videre tolv Uldtæpper og tolv smalfligede Kapper,
231 Tolv fortrinlige Kaaber, og Kjortler i lignende Antal;
232 Tog saa ti Talenter i Guld, som på Vægten han afvog,
233 To Trefødder af skinnende Malm og to Par Kjedler,
234 Dertil et kosteligt Bæger, som Thrakerne havde forært ham,
235 Dengang han did i Ærind var reist; selv dette Klenodie
236 Spared i Borgen han ei, thi al hans Hu og hans Tanke
237 Stod til at løse sin Søn; men ud af den hvælvede Forhal
238 Jog han de stimlende Troer, og fused dem over med Skjeldsord:
239 Pak Jer, I Nedrige! bort I Forvorpne! har selv I derhjemme
240 Ei Gjenvordighed nok, at I kom herhid mig at plage?
241 Frydes I over den Sorg, som Zeus Kronion har sendt mig?
242 Død er min kjækkeste Søn, og det skal I selv fåe at føle;
243 Nu langt lettere falde det vil for Achaiernes Sønner,
244 Eder i Kampen at myrde, da han er kommen af Dage,
245 O at dog jeg maatte vandre herfra til Hades’s Bolig,
246 Inden for Øie jeg seer vor Stad omstyrtet og plyndret.
247 Talt; saa jog han dem ud med sin Stav; for den heftige Gubbe
248 Sværmen tilbage sig trak, saa skjændte han på sine Sønner,
249 Skammed Hippothoos ud, Deiphobos, Dios den Bolde,
250 Dernæst Antiphonos, Pammon, den vældige Raaber Polites,
251 Helenos samt Alexandros og Agathon fager af Aasyn,
252 Samtlige ni udskammed den aldrende Konning og raabte:
253 Skynder Jer, lumpne vanartige Børn! o gid I var faldne
254 Alle tilhobe ved Skibene hist istedenfor Hektor!
255 Vee mig usalige Mand, jeg avled de kjækkeste Sønner
256 Vidt i Troernes Land, men af dem har jeg Ingen tilbage.
257 Mestor, en Mand som en Gud, og Troilos freidig i Vogndyst,
258 Hektor tillige, der gik som en Gud blandt jordiske Væsner,
259 Ikke han tyktes et Menneskes Barn, men Søn af en Guddom,
260 Dem har Krigen mig røvet, men Drogene har den mig levnet,
261 Lutter Bedragere, flinke til Dands og Hoppen på Tilie,
262 Røvere frække, som Geder og Lam kun rane fra Landsmænd.
263 Vil I dog ei Eder rappe og spænde for Vogn, og på Karmen
264 Pakke mig alt dette Gods, at vi snart kan komme på Veien.
265 Saa han taled, og slagne med Skræk for Faderens Dadel
266 Ud i Gaarden de bar en ny, letrullende, prægtig
267 Vogn til Mulernes Spand, og en Kurv på Karmen de snøred;
268 Løfted saa ned af Knag Muulæslernes Aag, som af Buxbom
269 Smukt var skaaret, besat med en Knap og forsynet med Ringe;
270 Derhos de tog Halskobbelets Rem, ni Alen i Længden,
271 Kobblet tilrette de lagde nu strax på den glattede Vognstang
272 Ude på Skoen af Stangen, og hæftede Ringen på Styret;
273 Tregange op om Knappen og ned de slyngede Remmen,
274 Bandt den til Stangen igjen, og knyttede Flippen forneden.
275 Derpå de hented den kostbare Skjenk til Løsning for Hektor
276 Ud af Kammer, og pakked den ned i den skinnende Lastvogn,
277 Spændte saa Muler i Aag, stærkhovede, vante til Kobblet,
278 Hvilke det Mysiske Folk engang deres Fader forærte.
279 Derpå til Priamos’ Vogn de Hestene hented, dem Gubben
280 Ydede selv omhyggelig Røgt ved den blankede Krybbe.
281 Dem nu spændte for Karm i den høitopbyggede Forhal
282 Konningen selv og Herolden, de to forstandige Gamle.
283 Pludselig traadte nu Hekabe frem; sørgmodig i Hjertet
284 Nærmed hun sig, og et Bæger af Guld hun holdt i sin Høire,
285 Fyldt med den lifligste Viin, til Offring forinden de kjørte.
286 Frem for Gangerne treen hun, og tog saalunde til Orde:
287 Tag og stænk denne Viin for Zeus, og beed, at du atter
288 Hjem i Behold maa komme fra Fienderne, siden din Lyst dig
289 Driver til Skibene hen, skjøndt mig slet ikke det huer.
290 Derhos du bede tillige Stormskyernes Herre Kronion,
291 Drotten på Ida, som kaster sit Blik vidt ud over Troia,
292 At han vil sende fra Høire den hurtige Fugl til et Jertegn,
293 Som er ham kjærest af alle og stærkest af Himmelens Fugle,
294 At naar den varslende Fugl du selv har seet med dit Øie,
295 Freidig i Hu hendrage du kan til Danaernes Skibe.
296 Dog, hvis ei Fjernskueren Zeus dig sender sit Jertegn,
297 Da vil jeg sandelig ei tilskynde dig, eller dig raade,
298 Hen til Achaiernes Snekker at gaae uagtet din Attraae.
299 Derpå den gamle, gudlignende Drot gjensvared sin Hustrue:
300 Denne Begjæring, min elskede Viv! vil jeg ikke dig afslaae;
301 Bedst at løfte til Zeus sine Hænder med Bøn om hans Naade.
302 Saaledes talte den Gamle, og bød en Fadebuursterne,
303 Over hans Hænder at gyde det klareste Vand, og tilbage
304 Hurtig hun kom, og Kande med Fad i Hænderne holdt hun.
305 Men da han havde sig toet, han Bægeret tog af sin Hustrue,
306 Stilled sig midt i Gaarden, og bad, mens Vinen han offred,
307 Vendte mod Himlen sit Blik, og tog saalunde til Orde:
308 Zeus Alfader! Idæiske Drot, priisværdige, høie!
309 Mag det saa, at Achilles modtager mig huldt og forbarmes!
310 Send mig desuden fra Høire den hurtige Fugl til et Jertegn,
311 Som er dig kjærest af alle, og stærkest af Himmelens Fugle,
312 At naar den varslende Fugl jeg selv har seet med mit Øie,
313 Freidig i Hu hendrage jeg kan til Danaernes Skibe.
314 Bedende talte han saa, ham hørte den vise Kronion,
315 Ud han skikked en Ørn, den ypperste Fugl under Himlen,
316 Sort af Fjær og dristig til Jagt, man kalder den Slagørn.
317 Ligesaa langt som Døren er bred i Høienloftskammer
318 Hos den bemidlede Mand, tilgavns er den lukket med Laase,
319 Ligesaa langt til Siderne ud stod hver af dens Vinger;
320 Hen over Byen fra Høire de flyve den saae gjennem Luften,
321 Glade blev Alle, som saae det, da varmedes Hjertet i Barmen.
322 Ivrig i Hu tilvogns nu steg den bedagede Konge,
323 Styred saa gjennem den skingrende Hal og ud over Borggård.
324 Mulerne løb foran med Vognen, som rulled på fire
325 Hjul, og Idaios dem styrede snildt; men Hestene bagved
326 Traved, dem Konningen selv fremjog med smeldende Svøbe
327 Rask afsted gjennem Byen, og Frænderne fulgte tilhobe,
328 Jamrende heftig, som om han sin Død nu vandred imøde.
329 Da de var kjørt et Stykke fra Bye, og komne til Sletten,
330 Vendte hans Sønner og Døttrenes Mænd til Staden tilbage;
331 Videre rulled nu hine, da saae Fjernskuern Zeus dem
332 Komme på Sletten, og Ynk ham betog ved Synet af Gubben;
333 Flux til Hermeias, sin elskede Søn, saalunde han talte:
334 Hermes! thi dig er det jo den kjæreste Syssel at yde
335 Mennesket Hjelp og hvem du er huld, bønhører du villig;
336 Rap dig og bring Kong Priamos hen til Achaiernes Skibe.
337 Men du skal mage det saa, at ei af Danaerne Nogen
338 Seer eller bliver ham vaer, før hen til Achilles han kommer.
339 Talt; hans Ord adlød Budbringeren, Argos’s Bane.
340 Strax han skyndte sig nu, og bandt under Foden de gyldne,
341 Deilige himmelske Saaler, som bar ham henover Havet,
342 Og over Jorderig vide, saa snelt som Pustet af Vinden.
343 Flux saa greb han sin Stav, hvormed han Menneskens Øine
344 Dysser i Søvn, som ham tykkes for godt, eller vækker af Slummer;
345 Staven i Haand bortfløi den kraftige Argosbetvinger,
346 Og da til Troia han kom og det vildene Hav Hellespontos,
347 Vandred han frem, omskabt til en Gut af kongelig Herkomst,
348 Duunbedækket om Hagen, og end i den feireste Ungdom.
349 Men da nu hine var kjørt forbi Kong Ilos’s Gravhøi,
350 Holdt de stille på Veien og vandede Muler og Heste
351 Nede ved Floden, thi Skumringen alt over Marken sig bredte.
352 Flux blev Drottens Herold Hermeias nu vaer, som var traadt dem
353 Temmelig nær, og til Priamos strax saalunde han talte:
354 Dardanos’ Søn! giv Agt! nu gjælder det snildt at betee sig;
355 Hist jeg skuer en Mand, jeg er bange han myrder os Begge.
356 Kom lad os flye på Vognene bort, eller lad os med Bønner
357 Raabe ham an, og favne hans Knæe, om han vil sig forbarme.
358 Saa han taled, forvirret i Sind blev Gubben og skjælved;
359 Slagen af Skræk han stod, og trindt på de krogede Lemmer
360 Reiste sig Haarene stridt, da nærmed Velsignelsens Gud sig,
361 Greb den Gamle ved Haanden, tog Ordet og spurgte saalunde:
362 Siig mig, Fader! hvor kjører du hen med Muler og Heste
363 Midt i den hellige Nat, naar de øvrige Mennesker sove?
364 Var du da slet ikke ræd for de modige Mænd af Achaia?
365 Ei er de langt herfra, dine arge, forbittrede Fiender;
366 Hvis nu Nogen af disse dig saae i det hurtige Natmulm
367 Kjøre saa kosteligt Gods, hvordan mon du da blev tilmode?
368 Du er jo selv ikke ung, og tilaars er din Svend, som dig følger,
369 Værge Jer mægted I ei, hvis en Mand på Vei Eder anfaldt.
370 Jeg skal ikke tilføie dig Ondt, langt heller mod Andre
371 Vilde jeg stande dig bi, du tykkes mig ligne min Fader.
372 Derpå den gamle, gudlignende Drot gjensvared saalunde:
373 Fuldkommen sandt, min Søn! er Alt hvad her du mig siger;
374 Vist dog holder en Gud over mig sine skjermende Hænder,
375 Som i en lykkelig Stund slig Vandrer har sendt mig imøde,
376 Baade saa deilig af Ansigt og Væxt, og saa kløgtig af Hoved;
377 Kommen du est forsand af en lykkelig Fader og Moder.
378 Atter til Orde da tog Budbringeren, Argos’s Bane:
379 Sandt tilfulde, min Gubbe! er hvert et Ord som du sagde.
380 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed;
381 Fører du nu maaskee dine mange fortrinlige Skatte
382 Ud til fremmede Folk, at de der kan gjemmes i Tryghed?
383 Eller forlader I alt tilhobe den hellige Kongstad,
384 Slagne med Rædsel, fordi din Søn, Eders dygtigste Kæmpe,
385 Faldt, ret aldrig han svigted i Kamp med Achaiernes Sønner.
386 Derpå den gamle, gudlignende Drot gjensvared saalunde:
387 Hvem est du selv, du Hulde! og hvilke Forældre har født dig?
388 Du som taler saa skjønt om min Søns usalige Henfærd.
389 Atter til Orde da tog Budbringeren, Argos’s Bane:
390 Friste du vil mig, min Gubbe! derfor du spørger om Hektor.
391 Ham har jeg seet i den hædrende Kamp mangfoldige Gange;
392 Og da til Skibene hjem han Achaierne drev, og for Fode
393 Hugged dem ned med sit skærpede Spyd, da saae jeg ham ogsaa;
394 Fjernt vi stod og beundred hans Færd, thi af Harm mod Atreiden
395 Havde Peleiden os strengt forbudt i Kampen at drage.
396 Jeg er hans Svend, og seilede hid på hans prægtige Fartøi;
397 Af Myrmidonernes Folk jeg er, og en Søn af Polyktor,
398 Rig er min Fader, men ligesom du er alt han bedaget;
399 Jeg er hans syvende Søn, de sex beholdt han derhjemme,
400 Thi da vi kastede Lod, blev jeg bestemt til at reise.
401 Nu er til Sletten jeg vandret fra Skibene, thi naar det dages,
402 Rykke mod Staden til Strid blankøiede Mænd af Achaia,
403 Utaalmodige sidde de hist, og Achaiernes Konger
404 Har deres Nød med at holde de hidsige Kæmper fra Striden.
405 Derpå den gamle, gudlignende Drot gjensvared saalunde:
406 Siden du est, som du siger, en Svend hos Peleiden Achilles,
407 Vel, saa svar mig på dette, men siig mig den skæreste Sandhed.
408 Ligger min Søn ved Flaaden endnu, eller hugged Achilles
409 Led for Led i Stykker ham alt, og for Hunde ham kasted?
410 Atter til Orde da tog Budbringeren, Argos’s Bane:
411 Nei, min Gubbe! endnu hverken Hunde ham aad eller Fugle,
412 Hist han ligger i Tjald ved Helten Achilles’s Fartøi
413 End bestandig som før, alt ligger han der på den tolvte
414 Dag, men endnu ei raadned hans Hud, ei heller har Orme
415 Ædt ham, som gridsk fortære de Mænd, der segned på Stridsmark;
416 Rigtignok slæber Achilles hans Liig om Patroklos’s Gravhøi
417 Ubarmhjertig omkring, hver Dag, naar Morgenen dæmrer,
418 Dog han gjør ham ei Meen, og selv du vilde forbauses,
419 Saae du, hvor frisk han er, ei ringeste Smuds ham bedækker,
420 Reent afvasket er Blodet, og alle hans Saar ere lukte,
421 Skjøndt de var mange, thi mangen en Mand ham rifted med Spydsod,
422 Saa beskjermes din kraftige Søn af de salige Guder
423 Selv efter Døden endnu, thi kjær han var dem i Hjertet.
424 Saa han taled, og glad ved hans Ord gjensvarede Gubben:
425 Godt er det altid, mit Barn! de salige Guder at bringe
426 Skyldige Gaver, ei heller min Søn, saalænge han leved,
427 Hist i Paladset har Guderne glemt, som boe på Olympen;
428 Derfor de komme ham naadig ihu, selv efter hans Henfart.
429 Dog velan! modtag af mig dette kostbare Bæger,
430 Und mig din Skjerm og følg mig på Vei med Gudernes Bistand,
431 Indtil jeg Teltet har naaet, hvor Peleus’s Søn har sin Vaaning.
432 Atter til Orde da tog Budbringeren, Argos’s Bane:
433 Friste du vil mig, fordi jeg er ung, men jeg føier dig ikke;
434 Gaver du vil, at tage jeg skal mod Achilles’s Vidskab,
435 Nei, ærbødig jeg frygter i Sind for ham at berøve
436 Hvad der er hans, let kunde det gaae mig ilde med Tiden.
437 Dog ledsaged jeg dig, var det end til det herlige Argos,
438 Kjærlig jeg vilde dig følge på løbende Skib og på Landjord;
439 Knap skulde Nogen da gribe dig an, og foragte din Fører.
440 Saaledes talte Velsignelsens Gud; op sprang han på Vognen,
441 Greb i Hænderne flux baade Svøben og Gangernes Tømme,
442 Og overordentlig Kraft indgjød han Muler og Heste.
443 Men da til Graven de kom og til Muren, som værned om Flaaden,
444 Traf de Bevogterne just ifærd med at lave til Nadver;
445 Dem inddyssed påstand Budbringeren, Argos’s Bane,
446 Slog saa Skaaden fra Porten, og gjennem dens aabnede Fløie
447 Førte han Priamos ind med de glimrende Gaver på Vognen.
448 Men da de kom til Peleiden Achils høikneisende Krigstelt,
449 Som Myrmidonernes Folk deres Drot havde bygget til Vaaning, –
450 Fyrre til Stolperne skoved de selv, og Taget foroven
451 Havde de dækket med duskede Siv, som de meied i Moser,
452 Dertil en rummelig Gaard med tætnedrammede Pæle
453 Havde de hegnet om Tjalden, og Porten var lukt med en enkelt
454 Bom af Fyrr, til at skyde den fra behøvedes altid
455 Tre Achaiske Mænd, og tre til at stænge den atter,
456 Tre af de Andre, Achil derimod alene den magted; –
457 Aabned Hermeias Velsignelsens Gud selv Porten for Gubben,
458 Førte ham ind med den prægtige Skjenk til den rappe Peleide,
459 Sprang af Vognen til Jord, og tog saalunde til Orde:
460 Ned til dig, min Gubbe! jeg kom, en udødelig Guddom,
461 Hermes, mig sendte min Fader! på Vei at give dig Leide.
462 Nu maa jeg flux forføie mig bort, og ei vil jeg træde
463 Manden Achilles for Øine, forargeligt kunde det være,
464 At en udødelig Gud skinbarlig en Dødelig skjermer.
465 Gak du nu ind, min Gubbe! omfavn Achilles’s Knæer,
466 Beed og besværg ham dyrt ved hans Fader og haarfagre Moder,
467 Og ved hans elskede Søn, at du kan bevæge hans Hjerte.
468 Saaledes talte Hermeias, og flux til høien Olympos
469 Ilte han bort; strax Priamos sprang af Vognen til Jorden,
470 Men sin Herold Idaios tilbage han lod for at holde
471 Muler og Heste, saa traadte han frem mod Achilles’s Vaaning.
472 Der sad Helten, hiin Yndling af Zeus, og Oldingen traf ham
473 Hjemme, hans øvrige Mænd sad fjernt, kun to af hans Svende,
474 Helten Automedon nemlig og Alkimos, Krigsgudens Ætling,
475 Syslede travlt omkring, nys havde han tæret sin Nadver,
476 Spiist og drukket dertil, endnu stod Bordet foran ham.
477 Ind treen Priamos nu, ei blev de ham vaer, til Achilles
478 Traadte han hen, omfavned hans Knæe og kyssed de haarde
479 Mordiske Hænder, som havde ham dræbt mangfoldige Sønner.
480 Som naar en Mand, der forøved et Mord i Fædrenelandet,
481 Rømmer til Fremmede hen, og træder betynget med Blodskyld
482 Ind i Rigmandens Huus, og med Studsen ham Alle betragte,
483 Saaledes studsed Achilles, saasnart han Priamos skued;
484 Ogsaa de Andre forbausedes svart og saae på hinanden.
485 Tryglende hæved nu Gubben sin Røst og taled saalunde:
486 Kom din Fader ihu, Achilles, du Gudernes Lige!
487 Ligesom jeg han staaer på den svækkende Alderdoms Tærskel,
488 Muligen trykkes han haardt af nærmeste Grander i Omegn,
489 Ei er der Nogen, som værne ham kan mod Vold og mod Ufærd:
490 Dog saalænge han hører, at du endnu er ilive,
491 Er i sit Hjerte han glad, og fra Dage til Dage han haaber,
492 Atter at see sin elskede Søn, hjemkommen fra Troia.
493 Jeg derimod, jeg Arme! de kjækkeste Sønner jeg avled
494 Vidt i Troernes Land, men af dem har jeg Ingen tilbage.
495 Dengang Achaierne landed, halvhundrede Sønner jeg eied,
496 Nitten af dem een eneste Viv til Verden mig bragte,
497 Alle de Andre mig fødtes af Slegfredqvinder i Borgen.
498 Mange forsand bleve slagne til Jord af den stormende Krigsgud,
499 Ak! men den Eneste blandt dem, som skjermed vor Stad og os Alle,
500 Ham, min Hektor, har nylig du dræbt, da for Fædrenelandet
501 Kjækt han stred, og for ham jeg hid til Achaiernes Skibe
502 Drog, for at kjøbe ham løs, og jeg kom med umaadelig Løsning.
503 Blues for Himmelens Guder, og hav Medlidenhed med mig!
504 Tænk på din Fader! langt meer end han jeg trænger til Medynk.
505 Fristet jeg har, hvad aldrig på Jord nogen Dødelig udstod,
506 Manden, som dræbte min Søn, hans Haand har jeg ført til min Læbe.
507 Talt, og Trang blev vakt hos Achil til Graad for sin Fader,
508 Oldingens Arm han greb, og stødte ham sagtelig fra sig.
509 Høit græd Begge ved Mindet; for Hektor den drabelig stærke
510 Oldingen græd, og vred sig i Støv for Achilles’s Fødder,
511 Men for sin Fader og dernæst igjen for sin kjære Patroklos
512 Græd Achilles, og høit i Tjald lød Hulken og Jamren.
513 Men da saa Helten Achil havde stillet sin Trang til at græde,
514 Og den vemodige Længsel forlod hans Lemmer og Hjerte,
515 Sprang han op fra sin Stol, og med Haand han reiste den Gamle,
516 Greben af Ynk med hans graalige Skjæg og blegede Lokker.
517 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
518 Stakkel! mangfoldige Sorger forsand dit Hjerte har baaret.
519 Hvad! alene du voved dig hen til Achaiernes Skibe,
520 Voved at træde for Øine den Mand, som slog dig saamange
521 Kraftige Sønner ihjel! af Jern dit Hjerte maa være.
522 Dog, kom hid og sæt dig på Stol, vore Sorger i Sindet
523 Ville vi dysse til Roe, skjøndt dybt bedrøvede Begge;
524 Sorg afhjelpes dog ei ved skrækkelig Jamren og Klage,
525 Guderne spandt det jo saa for Jordens usalige Sønner,
526 Kummer i Livet at friste, selv kjende de Intet til Sorgen,
527 Thi hos Kronion der staaer to Kar i Hallen på Tilie,
528 Fyldt er det ene med Lykkens, med Ulykkens Gaver det andet.
529 Hvem nu Lyneren Zeus tilskikker en Blanding af Begge,
530 Han hjemsøges af skiftende Kaar, af Held og af Vanheld,
531 Hvem derimod blot onde han gi’er, han vorder et Udskud,
532 Og på den hellige Jord, forfulgt af græsselig Armod,
533 Vanker han om, hverken Gud eller Mand ham agter det mindste.
534 Saaledes Guderne skjenked de herligste Gaver til Peleus
535 Lige fra Fødselen af, thi meer end Nogen på Jorden
536 Har de med Rigdom og Magt Myrmidonernes Konge velsignet,
537 Og de ham gav, skjøndt dødelig Mand, en Gudinde til Mage,
538 Dog har en Gud ogsaa givet ham Sorg, thi ei har hans Hustrue
539 Sønner ham født i høien Palads til at arve hans Rige,
540 Ikkun en eneste Søn, som tidlig maa døe, og som aldrig
541 Vorder hans Alderdoms Trøst, thi fjernt fra Fædrenelandet
542 Sidder i Troia jeg her, til Jammer for dig og din Afkom.
543 Du var jo ogsaa tilforn en lykkelig Mand, har man sagt mig,
544 Rundtom i Landet, som naaer fra Lesbos, det Makar bebygged,
545 Op til Phrygien hist og det vildene Hav Hellespontos,
546 Fandtes jo Ingen, velsignet som du med Børn og med Rigdom,
547 Dog, siden Himmelens Sønner dig denne Gjenvordighed skikked,
548 Hører du rundt om din Bye kuns Kamp og grueligt Mandslæt.
549 Slaae dig tiltaals, og piin ei din Sjel med evindelig Klage,
550 Intet det baader dig dog, din herlige Søn at bejamre,
551 Ei du til Live ham vækker, langt før ny Kummer dig rammer.
552 Derpå den gamle, gudlignende Drot gjensvared saalunde:
553 Byd mig ei at sidde på Stol, saalænge min Hektor
554 Ligger i Tjald ujordet endnu, men skynd dig og giv ham
555 Frie, at mit Øie kan skue ham snart, og annam saa de mange
556 Gaver, jeg bragte! gid disse maae glæde dig, gid du maa gjensee
557 Atter dit Fædreneland, naar i Fred du lader mig hjemgaae,
558 At jeg maa frelse mit Liv og skue det straalende Sollys.
559 Ham gjensvared med rynkede Bryn fodrappen Achilles:
560 Gamle! saa hør dog op med at plage mig! selv var jeg sindet
561 Hektor at give dig frie, thi som Bud til mig fra Kronion
562 Kom Havoldingens Datter, min Moder, som bar mig til Verden.
563 Ogsaa jeg veed i mit Sind, og grandt, o Priamos! seer jeg,
564 At en udødelig Gud til Achaiernes Skibe har ført dig.
565 Ei havde dødelig Mand, var han end i den kraftige Ungdom,
566 Dristet i Leiren sig ind, useet af Vagten ved Porten,
567 Eller formaaet saa let, fra min Dør Tværbommen at vælte.
568 Vogt dig da vel for at tirre påny mit forgræmmede Hjerte,
569 Ellers, du Gamle! maaskee jeg spared dig ei her i Tjalden
570 Trods din ydmyge Bøn, men forbrød mig mod Zeus’s Befaling.
571 Saa han taled, og Oldingen skjalv og lød hans Befaling.
572 Ud gjennem Døren af Telt sprang Peleus’s Søn som en Løve,
573 Ei alene, men to af de trofaste Svende ham fulgte,
574 Helten Automedon nemlig og Alkimos, hvilke Peleiden
575 Skattede høiest iblandt sine Mænd næst efter Patroklos;
576 Og i en Fart de spændte fra Karm baade Muler og Heste,
577 Førte den aldrende Drots høimælede Tjener i Teltet,
578 Bænked ham der, og læssede flux af den skinnende Lastvogn
579 Al den kostbare Skjenk, som bødes til Løsning for Hektor.
580 To af Kaaberne dog tilbage de lod og en Kjortel,
581 Vævet med Kunst, at Liget beklædt kunde gives til Hjemfart.
582 Derpå han Terner befoel, afsides at gaae for at tvætte
583 Hektor og salve ham trindt, at Priamos ei skulde see det,
584 For at han ei, hvis Sønnen han saae, af Sorg skulde tabe
585 Kraft til at tvinge sin Harm, og Achil oprørt i sit Hjerte
586 Muligen slaae ham ihjel, og forsee sig mod Zeus’s Befaling.
587 Men da saa Ternerne havde ham toet og salvet med Olie,
588 Og havde hyllet i Kjortlen ham ind og den prægtige Kaabe,
589 Tog ham Achilles i Favn og lagde ham ned på en Baare,
590 Løfted med Svendenes Hjelp ham op på den skinnende Lastvogn,
591 Og med et smerteligt Skrig til sin troe Stalbroder han raabte:
592 Vredes dog ei, Patroklos! på mig ifald du fornemmer
593 Ned til Hades’s Bolig, at Hektor jeg nu til hans Fader
594 Giver tilbage, thi klækkelig Skjenk til Løsning han bragte;
595 Hellige vil jeg deraf til dig din skyldige Andeel.
596 Saaledes taled Achilles, og gik tilbage til Teltet,
597 Satte sig ned på den prunkende Stol, han nyligen sad på
598 Inde ved Væggen, mod Priamos vendt, og talte saalunde:
599 Gamle! din Søn løsgiven dig er, saasom du begjærte,
600 Alt er på Baaren han lagt, naar det gryer ad Dag skal du see ham;
601 Da kan du føre ham hjem, men nu vil vi tænke på Nadver.
602 Niobe selv, den haarfagre Viv, dog tænkte på Næring,
603 Hun som jo dog i stolten Palads tolv Børn havde mistet,
604 Sex livsalige Sønner, og sex friskblomstrende Døttre.
605 Sønnerne skjød Apollon ihjel med sin sølverne Bue,
606 Artemis Døttrene traf med sin Piil, af Harme mod Qvinden,
607 Som vilde maale sig stolt med den rosenkindede Leto:
608 To havde Leto kun født, hun selv havde baaret saa mange;
609 Dog, skjøndt ei de var fleer end to, de dog dræbte dem Alle.
610 Ni samfældige Døgn de svømmed i Blod, thi begrave
611 Kunde dem Ingen, da Zeus til Steen alt Folket forvandled,
612 Men på den tiende Dag de himmelske Guder begrov dem.
613 Hun selv tænkte på Næring, da træt hun var af at græde.
614 Hist på Fjeldet etsteds blandt Sipylos’ eensomme Klipper,
615 Hvor, som man siger, til Hvile de hellige Nympher sig lægge,
616 Naar de har sprunget i Dands omkring den Flod Acheloios,
617 Sørger hun end over Gudernes Straf, skjøndt Steen hun er vorden.
618 Lader os derfor, ærværdige Drot ogsaa tænke på Maaltid,
619 Græde du kan for din elskede Søn, saasnart du til Staden
620 Hjem ham har bragt, og koste han vil mangfoldige Taarer.
621 Talt; flux iled Achilles af Tjald, og slagted et sneehvidt
622 Faar, det Svendene flaaede påstand og gjorde tilrette;
623 Kjødet i Skiver behændig de skar, og stak det på Bradspid,
624 Risted det derpå forsigtig, og tog al Kjødet af Spiddet.
625 Brødet Automedon tog, og omkring på Bordet af smukke
626 Kurve han deelte det ud, men Achil udstykkede Kjødet.
627 Derpå de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
628 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
629 Saae den Dardaniske Drot med Beundring på Helten Achilles,
630 Hvad for en Kæmpe han var, som en Gud livagtig at skue;
631 Ogsaa Peleiden beundrede høit den Dardaniske Konning,
632 Ved at fornemme hans Tale, og see hans værdige Aasyn,
633 Men da de havde sig frydet, ved ret at betragte hinanden,
634 Tog den gamle, gudlignende Drot først Ordet og sagde:
635 Skaf mig nu snart tilsengs, gudfostrede Drot! at vi ogsaa
636 Nu ved den liflige Søvn igjen kan qvæges på Leiet;
637 Ei en eneste Gang under Laag mine Øine sig lukked
638 Siden den Stund, min Søn for din Haand sit Liv maatte lade;
639 Nei men i Skarnet jeg vælted mig om på den hegnede Gaardsplads,
640 Jamred bestandig, og ruged i Sind over tusinde Sorger,
641 Nu først smagte jeg Mad i min Mund, nu først gjennem Struben
642 Blussende Viin jeg sank, før nød jeg ikke det mindste.
643 Saa han taled, Achilles befoel baade Terner og Svende
644 Sengene hist under Hal at stille påstand, og at lægge
645 Prægtige Skarlagensbolstre på Lad, og brede derover
646 Tæpper og flossede Kapper af Uld at svøbe sig ind i.
647 Ud af Storstuen ginge de flux med Fakler ihænde,
648 Og i en Fart to Senge blev redt af de hastende Terner.
649 Skjemtende tog nu rappen Achil saalunde til Orde:
650 Læg dig derude, min Gubbe! til Roe, for at Ingen skal komme
651 Af det Achaiske Folks Raadgivere, hvilke bestandig
652 Sankes hos mig, som begribeligt er, at beraades om Anslag.
653 Saae dig nu En af dem i det raskhenfarende Natmulm,
654 Vilde han melde det strax til Mændenes Drot Agamemnon;
655 Hændes det kunde da let, at din Søns Udløsning blev sinket.
656 Dog fortæl mig nu dette, men siig den skæreste Sandhed
657 Nævn mig Dagenes Tal, som du troer at behøve til Liigfærd,
658 At jeg imens kan raste og holde fra Strid mine Kæmper.
659 Derpå den gamle, gudlignende Drot gjensvared saalunde:
660 Hvis du vil unde mig Frist til Hektor at stede til Graven,
661 Peleus’s Søn! da gjør du en Daad, som glæder mit Hjerte.
662 Hist i Staden, som selv du veed, er vi spærrede inde,
663 Brændsel vi hente fra Bjergene fjernt, og Folket er frygtsomt.
664 Gjerne ved Liget vi græd ni samfulde Dage på Borgen,
665 Holdt hans Begængelse tiende Dag og feired hans Gravøl,
666 Og på den elvte vi tued hans Grav til hædrende Minde,
667 Men på den tolvte vi kæmped igjen, ifald det skal være.
668 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
669 Dette skal ogsaa dig times, Kong Priamos! som du begjærer,
670 Standse jeg vil med Strid i al den Tid du forlanger.
671 Saaledes taled Achilles, og gribende Gubben om Haandled,
672 Krysted han fast hans Høire, mod Frygt hans Sind at betrygge.
673 Udenfor Teltet nu gik under Hal de begge til Hvile
674 Baade Herolden og Kongen, de to forstandige Gubber.
675 Men i sit fastopslagene Telt i den inderste Lønkrog
676 Sov Achil, og hos ham den rosenfavre Briseis.
677 Alle de øvrige Guder og Stridsvognshelte tilhobe
678 Sov den udslagene Nat, saa blidelig Søvnen dem hilded,
679 Ikkun Hermeias, Velsignelsens Gud, ei lukked et Øie,
680 Dybt han grubled i Sind, hvordan han fra Skibene skulde
681 Føre Kong Priamos bort, useet af den herlige Portvagt.
682 Op ved Konningens Hoved han treen og talte saalunde:
683 Gamle! på Fare du tænker vist ei, da du sover saa rolig
684 Her hos fiendtlige Mænd, fordi Peleiden dig spared.
685 Vel har du løst din elskede Søn for talrige Gaver,
686 Men dine Sønner, som hjemme du lod, kom vist til at give
687 Trefold Skjenk for at løse dig levende, hvis Agamemnon,
688 Atreus’s Søn, og Achaiernes Folk fik Nys om dit Ophold.
689 Saa han taled, og Oldingen skjalv og vækked Herolden;
690 Selv Hermeias nu spændte for Vogn deres Muler og Heste,
691 Kjørte saa rask gjennem Leiren afsted, slet Ingen det mærked.
692 Men da på Vognen de kom til den rivende Xanthos’s Vadsted,
693 Hen til den yndige Flod, som Zeus Kronion har avlet,
694 Flux da svang Hermeias sig bort til høien Olympos.
695 Vidt over Jord i sit Safrans Slør sig Dagningen bredte,
696 Just som til Byen de Hestene drev under Jamren og Veeraab,
697 Mulerne kjørte med Liget, dog mærkedes ei deres Komme
698 Hverken af Troernes Mænd eller skjøntombeltede Qvindfolk;
699 Ikkun Kassandra, en Pige saa væn som den Viv Aphrodite,
700 Steg på Pergamos op, da saae hun sin elskede Fader
701 Stande på Karm, og Byens Herold hun skued tillige,
702 Men da på Baaren i Mulernes Vogn hun øined den Døde,
703 Brast hun i lydelig Graad, og hen gjennem Byen hun raabte:
704 Kommer nu hid, baade Qvinder og Mænd, saa skal Hektor I skue,
705 Hvis I saasandt Eder glæded, hvergang han vendte fra Kampen
706 Levende hjem, thi han var en Fryd for Staden og Landet.
707 Saaledes lød hendes Ord, hverken Mand eller Qvinde tilbage
708 Blev nu i Byen, ulidelig Sorg bemestred sig Alle.
709 Tæt ved Porten de mødte den Vogn, som bragte den Døde;
710 Forrest i Skaren hans elskede Viv og værdige Moder
711 Styrted sig frem mod den rullende Karm, og rev sig fortvivlet
712 Haaret af Hoved, mens Borgerne stod og hulked omkring dem.
713 Visselig nu den udslagene Dag, til Solen var dalet,
714 Havde for Hektor de grædt og jamret sig udenfor Porten,
715 Naar ikke Gubben fra Vogn havde raabt til den stimlende Skare:
716 Plads! at igjennem jeg slipper med Mulerne! Mættes af Taaarer
717 Kan I jo siden, naar Liget jeg ind har bragt i Paladset.
718 Talt, da skilte sig Folket, og veeg tilside for Vognen.
719 Men da de kom til det prægtige Slot, da lagde de Liget
720 Ned på den smukt udsnittede Seng, og satte ved Leiet
721 Skjalde, som først gav Tonen til Sang; med klagende Stemme
722 Sang de Begrædelsens Qvad, mens Qvinderne sukked tilhobe.
723 Først hans liliearmede Viv Andromache jamred,
724 Og sine Hænder hun knuged om Heltebetvingerens Hoved:
725 Ung af Aar du forliste dit Liv, og mig du som Enke
726 Lod i dit Huus tilbage, aldeles et Barn er jo Sønnen,
727 Som vi har født, vi høist usalige; aldrig til Skjelsaar
728 Voxer han op, thi styrte vil Ilios længe forinden
729 Ned fra sin Høide, thi du er jo død, du Stadens Beskjermer!
730 Du som bevared de lallende Børn og de trofaste Qvinder,
731 Hvilke nu snart vil slæbes ombord på de bugede Skibe,
732 Og iblandt dem jeg selv; men du, mit Barn! vil da enten
733 Følge din Moder, og hist hos en streng og bydende Herre
734 Slide på skammelig Viis som Træl, eller og en Achaier
735 Griber ved Armen dig fat, og til Hevn fra Muren dig slænger,
736 Harmfuld i Sind, hvis Hektor maaskee hans Broder ihjelslog,
737 Eller hans Søn eller Fader, thi mange Danaiske Kæmper
738 Segned for Hektors Haand og fæstede Tanden i Mulde,
739 Nænsom forsand din Fader ei var i den grusomme Kampfærd,
740 Derfor bejamres han høit af hver en Borger i Staden;
741 Og en forsmædelig Sorg har du voldt dine stakkels Forældre,
742 Hektor! men græmmes vil Ingen som jeg i kommende Dage,
743 Ei har på Helsotsleie du rakt mig din Haand i din Dødsstund,
744 Ei har du sagt mig et trøstende Ord, som jeg kunde bestandig
745 Mindes ved Dag og ved Nat, naar Taarene randt mig af Øine.
746 Saa hun talte med Graad, og Qvinderne sukked tilhobe.
747 Hekabe derpå sin Røst opløfted til jamrende Veeraab:
748 Hektor! du kjæreste Søn af alle de Sønner jeg fødte!
749 Høit forsand var du elsket af Guderne, medens du leved,
750 Ja selv efter din Død de naadigen over dig vaaged.
751 Alle de øvrige Sønner, som rappen Achilles tilfange
752 Tog, dem skikked han bort tilsalg over Havet det golde,
753 Snart til Samos og Imbros, og snart til det taagede Lemnos
754 Men da han dig havde dræbt med den langtfremragende Spydsod,
755 Slæbte han ofte dig rundt om sin Ven Patroklos’s Gravhøi,
756 Hvem du i Kamp havde dræbt, men endda han vakte ham ikke;
757 Frisk og blomstrende dog nu her du hviler i Kongsgård,
758 Ret som en Mand, hvem Apollon, hiin Gud med den sølverne Bue,
759 Brat berøvede Livet og traf med lemfældige Pile.
760 Saa hun talte med Graad, og ustandselig Klage hun vakte.
761 Derpå med jamrende Røst tog Helena Ordet i Kredsen:
762 Hektor! du som mig var den kjæreste blandt mine Svogre!
763 Ak! til Husbond jeg fik den deilige Helt Alexandros,
764 Han som mig førte til Troia, o gid jeg var død forinden!
765 Thi det er alt det tyvende Aar, som snart er forløbet,
766 Siden mit Huus jeg forlod, og drog herhid fra min Hjemstavn;
767 Aldrig jeg dog af din Mund har hørt enten Spot eller Haansord;
768 Ja! naar i Huset de Andre mig krænkede, snart mine Svogre,
769 Og deres Koner, snart ogsaa min Mands skjønslørede Søstre,
770 Eller hans Moder, thi stedse var Priamos mild som en Fader,
771 Skaffed du altid mig Fred, og forstod dem at tale tilrette
772 Ved dit formildende Ord og dit Sinds huldsalige Blidhed.
773 Derfor af Hjertet jeg dig og mig selv, jeg Arme, begræder.
774 Ak! nu har jeg jo ei en eneste Ven eller Trøster
775 Rundtom i Troernes Land, de betragte mig alle med Afskye.
776 Saa hun talte med Graad, dybt sukked den talrige Skare.
777 Derpå til Folket den gamle Kong Priamos talte saalunde:
778 Troer! til Byen I hente nu Ved! for listige Baghold
779 Har I ei nødig at frygte, thi selv har Peleiden Achilles
780 Lovet bestemt, da han drage mig lod fra de tjærede Skibe,
781 Ei at forstyrre vor Fred, før elleve Døgn er forløbne.
782 Saa lød Konningens Ord, for Vognene kobbled de hurtig
783 Muler og Oxer, og snart de samled sig udenfor Porten.
784 Brændsel i Mængde fra Skoven ni samfulde Dage de hented,
785 Men på den tiende Morgen, saasnart der lysned et Dagsskjær,
786 Bar de med strømmende Graad af Bye den dristige hektor,
787 Lagde på baalet ham op, og tændte med blussende Brande.
788 Men da sig viste påny den rosenfingrede Dagning,
789 Stimlede Folket igjen fra Bye til Dødningebaalet.
790 Men da saa Folket var samlet, og stod i Vrimmel på Stedet,
791 Slukked de først med blussende Viin de rygende Tomter
792 Trindt omkring saavidt som den mægtige Ild havde bredt sig.
793 Frænder og Brødre med sørgende Sind opsanked nu Heltens
794 Hvidlige Been, mens Taarer ad Kind nedrullede stride;
795 Derpå de Benede tog, og lagde dem ned i et Guldskriin,
796 Rundt omkring det de svøbte de fineste Klæder af Purpur,
797 Og i den dybnede Grav de strax nedsænkede Skrinet,
798 Lagde dernæst over Laaget et lag forsvarlige Kampsteen,
799 Dynged saa Muld til en Tue, og stillede Vagter omkring den,
800 For at Achaierne ei før Tid skulde storme til Angreb.
801 Men da saa Høien var tuet, begav de sig hjem og tilhobe
802 Ginge de hen til Priamos’ Borg til det hædrende Gravøl,
803 Som deres gudsopfostrede Drot lod staae i sin Hofgård.
804 Saaledes stedtes til Jorde den hestebetvingende Hektor.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange