Iliaden Sang 23

Resume 23. sang i Iliaden af Homer. Patroklos viser sig om natten for Akhilleus og beder om begravelse. Ligbålet bygges op og Patroklos brændes sammen med begravelsesofrene. Kamplege til ære for den døde.

ILIADEN

Iliaden, 23. sang

1 Saaledes jamred i Staden de høit, men Achaiernes Sønner,
2 Da de til Skibene kom ved det vildene Hav Hellespontos,
3 Spredte påstand sig ad, og begav sig hver til sit Fartøi.
4 Ikke dog Helten Achil gav strax Myrmidonerne Hjemlov,
5 Frem han stod, og talede saa til de krigerske Kæmper:
6 Nei! mine troe Myrmidoner, I gangerbetvingende Fæller!
7 Ei endnu vil vi spænde fra Karm de vælige Heste;
8 Først med Ganger og Vogn vil hen til Patroklos vi kjøre,
9 Og ved hans Liig vil vi jamre, en Hæder, som times de Døde;
10 Men naar vi saa har lettet vort Sind ved ynkelig Klage,
11 Da vil vi Gangerne spænde fra Karm, og holde vor Nadver.
12 Talt; ud brød han i Jammer, og Kæmperne hyled tilhobe.
13 Tregange rundt om Liget de kjørte de prægtige Heste
14 Jamrende lydt, og med Trang til Graad opfyldte dem Thetis.
15 Vædet af Taarer blev Muldet og vædet blev Mændenes blanke
16 Kobberne Rustning, saa svart blev han savnet, den Fiendeforfærder.
17 Først opløfted Achilles sin Røst til jamrende Veeraab,
18 Medens på Broderens Bryst sine mordiske Hænder han lagde:
19 Glæd dig, elskte Patroklos selv nu i Hades’s Bolig!
20 Nu fuldbyrder jeg Alt hvad jeg nys forjætted og loved:
21 Hid har Hektor jeg slæbt, hans Kjød priisgives til Hunde,
22 Og ved dit Dødningebaal tolv Troiske Gutter jeg slagter,
23 Rundne af Ædlingeblod, i Forbittrelse over din Henfart.
24 Talt, og en skammelig Daad mod den herlige Hektor han øved.
25 Ned ved Patroklos’s Baare med Ansigtet vendt imod Støvet
26 Slængte han Helten, mens Kæmperne flux afdrog deres blanke
27 Kobberne Brynier og spændte fra Karm de hvrinskende Heste.
28 Derpå i tusinde Tal om rappen Achilles’s Fartøi
29 Satte sig Folket, og Drotten dem gav et qvægende Gravøl.
30 Brøle da maatte for Kniven en Flok fedtglindsende Oxer,
31 Faar tillige man slagted og brægende Geder i Mængde,
32 Ogsaa en Flok hvidtandede Sviin, som bævred af Fedme,
33 Strakte man ud over blussende Ild, for Flesket at svide,
34 Og overalt om Liget randt Blod i skyllende Strømme.
35 Høvdingen selv, Myrmidonernes Drot, fodrappen Achilles
36 Blev af Achaiernes Konger nu ført til den Helt Agamemnon,
37 Nødig han fulgte dem dog, for sin Ven var dybt han bedrøvet.
38 Knap var til Teltet de komne til Atreus’s Søn Agamemnon,
39 Før de på Stedet befoel høimælede Folkeherolder,
40 Flux en rummelig Kjedel at sætte på Ild, hvis Achilles
41 Bragte det over sit Sind, det styrknede Blod sig at aftoe,
42 Dog han vægred sig fast, og føied en Eed til sin Vægring:
43 Nei! ved Fader Kronion, den største, den øverste Guddom,
44 Ei er det Skjel, at det tvættende Bad berører mit Hoved,
45 Før jeg har stedet Patroklos til Baal og kastet hans Gravhøi,
46 Og af mit Hoved afskaaret mit Haar, thi aldrig vil Sorgen
47 Ramme mit Hjerte saa dybt, saalænge jeg lever i Verden.
48 Dog lad os nu, som I ønske, gaae hen til en sørgelig Nadver!
49 Men, Agamemnon! saa tidlig det gryer, saa byd dine Svende
50 Brændsel at hente fra Skoven os hid, og at skaffe tilveie
51 Alt hvad der skyldes en Død, som vandrer til Mørkhedens Rige,
52 At den ubændige Flamme fortære ham kan, saa han svinder
53 Snart fra vort Syn, og Folket igjen kan røgte sin Gjerning.
54 Saa han taled, hans Ord de fornam og løde ham villig.
55 Haand på Værket de lagde nu flinkt, og da Maalet var færdigt,
56 Spiste de, Sindet fornam ikke Savn ved det yppige Gilde;
57 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
58 Ginge de hver til sit Telt, og lagde sig der til at sove.
59 Men ved det brusende Hav Achilles på Stranden sig lagde,
60 Sukkende dybt, og omkring ham laae en Flok Myrmidoner,
61 Hist hvor Pladsen var bar og hvor Bølgerne pladsked mod Kysten.
62 Men da nu Søvnen ham greb, og forjagende Sindets Bekymring
63 Favned ham sødt – og trætte tilgavns var hans kraftige Lemmer,
64 Hektor han havde forfulgt ved det stormomsusede Troia, –
65 Hen til hans Leie da traadte den arme Patroklos’s Skygge,
66 Baade på Mæle, på Væxt og de deilige Øine den ligned
67 Ganske livagtig ham selv, og var klædt i hans vanlige Klæder,
68 Op ved hans Hoved den treen, og tog saalunde til Orde:
69 Peleus’s Søn! du sover, og mig forgjetter du ganske,
70 Efter min Død du mig svigter, i Livet du svigted mig aldrig.
71 Skynd dig og sted mig til Jord, at til Hades’s Borg jeg kan komme;
72 Aanderne drive mig bort, de afdøde Menneskers Skygger,
73 Ei vil iblandt sig de lade mig ind på hiin Side Floden,
74 Vanke jeg maa saa forladt ved Hades’s mægtige Borgport.
75 Ræk din jamrende Ven din Haand! thi aldrig tilbage
76 Kommer fra Hades jeg meer, naar til Dødningebaal I har stedt mig,
77 Aldrig skal sammen vi sidde som før, da jeg leved, og raadslaae
78 Fjernt fra de trofaste Kæmper, thi mig har den hæslige Dødsmøe
79 Slugt i sit Svælg, fra Fødselen af i sin Vold hun mig havde.
80 Dog, gudlignende Helt, ogsaa dig er den Skjebne berammet,
81 Udenfor Troernes Muur i Kamp dit Liv at forlise.
82 Dette jeg sige dog vil, og beder dig føie mit Ønske,
83 Læg mine Dødningebeen ei fjernt, Achilles! fra dine,
84 Men lad dem hvile tilsammen, som hist vi tilsammen på Borgen
85 Fostredes op fra hiin Tid af, da min Fader mig førte
86 Hjem til Eder fra Opus som Dreng for et sørgeligt Drabsmaal
87 Alt på den Dag, da Amphidamas’ Søn iilsindig jeg dræbte,
88 Ei forsætlig, men egget til Harm da vi legede Terning.
89 Kjærlig og huldt i sin Borg Vognstrideren Peleus mig modtog,
90 Ømt han tugted mig op og kaarede mig til din Væbner,
91 Saaledes gjemme da ogsaa een Krukke vort Støv efter Døden,
92 Urnen af Guld, som til Gave du fik af din værdige Moder.
93 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
94 Siig, hjertelskede Broder! hvi vandred du hid fra de Døde?
95 Hvi har du dette på Hjerte mig lagt? dog jeg vil i Sandhed
96 Alt fuldbyrde nøiagtig og føie jeg vil dine Ønsker.
97 Dog træd nærmere hid, at favne vi kan for en stakket
98 Stund hinanden, og lette vort Sind ved sørgelig Klage.
99 Altsom han talede saa, udstrakte han Armene heftig,
100 Dog han favned ham ei, som en Røg sank Skyggen i Jorden
101 Ned med en hvislende Lyd; op sprang forbauset Achilles
102 Hænderne slog han sammen, og jamrende tog han til Orde:
103 Ha! saa er der forsand endog i Hades’s Rige
104 Aander og synlige Skygger, men Hjerte de mangle dog ganske;
105 Natten igjennem jo stod den arme Patroklos’s Skygge
106 Hos mig ved Leiet og vaanded sig lydt, og med klagende Stemme
107 Gav den mig mangt et Hverv, ham selv livagtig den ligned.
108 Saa han taled og Trang til Graad hos dem Alle han vakte.
109 End ved Liget de sad, da den rosenfingrede Dagning
110 Hilste de sørgende Mænd, men Folkenes Drot Agamemnon
111 Skikked påstand fra Teltene trindt baade Muler og Svende,
112 Brændsel at hente fra Skoven; som Mændenes Fører på Toget
113 Stod Meriones frem, den Konning Idomeneus’ Væbner;
114 Derpå med snoede Reeb og med Øxer i Haanden til Skovhugst
115 Ginge de rask på Vei, og Mulerne vandred foran dem,
116 Op ad Bakker og ned, på lige, på krogede Veie.
117 Men da til Skrænten de kom af det kildebesprudlede Ida,
118 Skred til Værket de strax, og flinkt med dygtige Biler
119 Kneisende Eger de hugged omkuld, som med Bulder og Bragen
120 Styrted til Jord, og derpå de Stammerne kløved og bandt dem
121 Fast på Mulernes Ryg, som furende Muldet med Hoven
122 Traved igjennem det buskede Krat, for at vinde til Sletten.
123 Huggerne selv maatte bære fra Skov storslaaede Knuder,
124 Altsom Meriones bød, den Konning Idomeneus’ Væbner.
125 En efter Anden på Strand de læssed nu af, hvor Achilles
126 Selv havde kaaret en Plads sig selv og Patroklos til Gravhøi.
127 Men da de saa havde stablet af Ved en usigelig Mængde,
128 Satte de der i Skarer sig ned; men Helten Achilles
129 Bød påstand sine Mænd, de krigerske troe Myrmidoner,
130 Rustningens Plader at axle, og Gangerne spænde for Stridskarm.
131 Alle nu færdedes flinkt, og saasnart de havde sig væbnet,
132 Steg Vognheltene strax på Karm, baade Kæmper og Kudske;
133 Frem i Spidsen de kjørte, i tusinde Tal dem en Skare
134 Fulgte tilfods, og Vennerne bar Patroklos i Midten.
135 Lokker de skar sig af Issen, og strøede dem over den Døde;
136 Bag ved Baaren gik Helten Achil, og holdt i hans Hoved
137 Saare bedrøvet, sin herlige Ven han skikked til Hades.
138 Men da de naaede det Sted, som Peleus’s Søn havde nævnt dem,
139 Satte de Baaren til Jord, og stablede Veddet tilbørlig.
140 Flux en ny Beslutning da tog fodrappen Achilles,
141 Trædende bort fra Baalet afskar han sit yppige Guldhaar,
142 Som i den frodigste Væxt han holdt til Floden Spercheios;
143 Stirrende ud over Bølgerne blaae han sukked, og udbrød:
144 O Spercheios! omsonst har Peleus min Fader dig lovet,
145 At jeg til Gave for dig, naar til Fædrenelandet jeg hjemkom,
146 Hist skulde klippe mit Haar og en Festhekatombe dig offre,
147 Samt ubedede Væddre, halvhundred i Tallet, dig slagte,
148 Hist hvor Kilderne gaae ved din Lund og dit duftende Alter.
149 Dette dig loved den Gamle, dog ei hans Ønske du fuldkom,
150 Og da jeg aldrig igjen hjemvender til Fædrenelandet,
151 Give da vil jeg Patroklos den Helt mine Lokker at bære.
152 Altsom han talede saa, sin elskede Ven han i Haanden
153 Gav sine Lokker, og Trang til Graad hos Alle han vakte;
154 Og under Kæmpernes Jamren vist Solen var gangen tilbjerge,
155 Var ei Achil traadt hen, og saa havde talt til Atreiden:
156 Atreus’s Søn, Agamemnon! dit Bud Achaiernes Kæmper
157 Lystre jo helst, af Jamren og Graad kan ogsaa man mættes,
158 Byd dem fra Baalet at sprede sig ad og tænke på Nadver,
159 Da ville vi, hvem det egner især for Liget at sørge,
160 Her fuldbyrde vor Dont, dog Kongerne blive tilbage!
161 Og da saa Mændenes Drot havde hørt Achilles’s Tale,
162 Bød han Folkene sprede sig ad til de hurtige Skibe;
163 Kuns Liigskaren tilbage forblev og stablede Veddet
164 Op til et Baal på hundrede Fod i Længden og Bredden.
165 Øverst på Baalet med Sorrig i Sind de lagde den Døde;
166 Mangt et triveligt Faar, mangt dorskfremvraltende Høved
167 Slagtedes nede ved Baalet og gjordes istand, men Achilles
168 Tog selv Fedtet af alle, og dækked fra Hoved til Fodsaal
169 Liget dermed, men det flaaede Qvæg han stillede rundtom.
170 Tæt ved Baaren han satte dernæst tvehankede Krukker
171 Fyldte med Honning og Balsam, og to Spand kneisende Heste
172 Kasted med anspændt Kraft og lydeligt Suk han på Baalet.
173 Ni Huushunde der var, som fik deres Æde hos Drotten,
174 To af disse han myrded, og op på Baalet dem slængte;
175 Tolv mandhaftige Sønner dernæst af Troiske Helte
176 Stak han med Kniven ihjel, slig gruelig Gjerning han øved,
177 Slynged tilsidst stærkblussende Ild, for Baalet at tænde,
178 Og med et smerteligt Skrig til sin troe Stalbroder han raabte:
179 Glæd dig, elskte Patroklos! selv nu i Hades’s Bolig!
180 Nu fuldbyrder jeg Alt, hvad jeg nys forjætted og loved:
181 Tolv mandhaftige Sønner af Troiske Helte jeg dræbte,
182 Dem tilligemed dig skal Luerne æde, men Hektor
183 Giver jeg ikke til Priis for Ild, men for graadige Hunde.
184 Truende talte han saa, ham rørte dog Hundene ikke,
185 Dag og Nat Aphrodite, hiin Datter af Zeus, dem fra Liget
186 Gjenned, og strøg hans Hud med guddommelig Balsam af Roser,
187 For at den ei skulde riftes, hvis bort Achilles ham slæbte;
188 Og over Hektor en blaanende Skye drog Phoibos Apollon
189 Lige fra Himlen til Sletten, og hele den Plads, hvor den Døde
190 Laae, omhylled han trindt, at ikke den kraftige Solild
191 Skulde fortørre hans Hud omkring hans Sener og Lemmer.
192 Dog fra Patroklos’s Baal ei Luerne rask vilde blusse,
193 Flux en ny Beslutning da tog fodrappen Achilles;
194 Bort fra Baalet han treen, og til to af Vindene bad han,
195 Vinden fra Norden og Vesten, og prægtige Offre han loved,
196 Viin af sit gyldene Bæger i Mængde han gjød og besvor dem
197 Baalet i Flammer at blæse med heftige Pust, for at Ilden
198 Snart kunde Ligene brænde til Støv; den hurtige Iris
199 Hørte hans Bøn, og iilte som Bud til Vindenes Guder.
200 Alle tilhobe ved Gilde de sad i den susende Zephyrs
201 Hal og forlysted sig sammen, da traadte den flyvende Iris
202 Frem på Tærskelens Steen, og saasnart de skued Gudinden,
203 Sprang de fra Bænk, og Enhver hende bød en Plads ved sin Side.
204 Dog hun vægred sig plat, og tog på Stedet til Orde:
205 Ei tør jeg sidde, thi flux maa jeg hen til Okeanos’ Vande,
206 Til Aithiopernes Land, som hædre med Festhekatomber
207 Gudernes Slægt, af Offret jeg selv maa nyde min Andeel.
208 Dog, du buldrende Zephyr og Boreas! Eder Achilles
209 Beder at komme påstand, og herlige Offre han loved,
210 At I det Dødningebaal ibrand kan puste, på hvilket
211 Manden Patroklos er lagt, begrædt af alle Danaer.
212 Saa hun taled, og skyndte sig bort, da reiste sig Begge
213 Med en forfærdelig Larm, og Skyerne drev de foran sig.
214 Flux over Havet de stormede frem, høit reiste sig Bølgen
215 Under den susende Blæst, og de kom til det frugtbare Troia,
216 Styrted saa løs over Baalet, høit braged den rædsomme Flamme.
217 Natten igjennem med hvinende Pust og forenede Kræfter
218 Tumled de Luen på Baalet, og Natten igjennem Achilles
219 Holdt i sin Haand en Tvillingpokal, hvormed af en Guldskaal
220 Viin til Offring på Jorden han gjød og vædede Muldet,
221 Medens han lydt påkaldte den arme Patroklos’s Skygge.
222 Ret som en Fader sig jamrer, som brænder sin elskede Arvings
223 Been, der døde som Brudgom til Sorg for de stakkels Forældre,
224 Saaledes jamred Achil, da Patroklos’s Been han forbrændte,
225 Medens med heftige Suk omkring ved Baalet han listed.
226 Men da saa Morgenens Stjerne stod op for Lyset at melde,
227 Før i sit Safrans Slør over Havet sig Dagningen breder,
228 Segnede Baalet i Støv, og Luerne ginge til Hvile.
229 Strax tilbage da Vindene fløi og iilte til Hjemmet
230 Over det Thrakiske Hav, høit bovnede Bølgen og brummed.
231 Bort fra Baalet sig fjernede nu Peleiden Achilles,
232 Mødig han lagde sig ned, og sødt omfavned ham Søvnen,
233 Men da saa Krigerne stimled i Flok til den Drot Agamemnon,
234 Vækked de Vandrendes Bulder og Støi Achilles af Søvne.
235 Flux han reiste sig op, og tog saalunde til Orde:
236 Atreus’s Sønner og ypperste Mænd i Danaernes Krigshær!
237 Slukker nu først med blussende Viin de rygende Tomter
238 Trindt omkring saavidt som de mægtige Luer sig bredte,
239 Saa vil vi sanke Patroklos’s Been, den Menoitiades,
240 Skjelnende grandt dem ad, og let vil vi kjende de rette,
241 Midt på Baalet de ligge, thi ude på Siderne rundtom
242 Brændte vi Gutternes Liig og Hestene mellem hverandre;
243 Dernæst i to Lag Fedt i Urnen af Guld vil vi gjemme
244 Høvdingens Been, til selv jeg engang nedsynker til Hades.
245 Ikke jeg ønsker, at synderlig høi, men ikkun til Maade
246 Graven I tue, der kommer en Tid, da kan I den kaste
247 Bred og høi, I Danaiske Mænd, som spares ilive
248 Her ved de toftede Snekker, naar jeg er segnet i Døden.
249 Saa han taled, og villig de lød den rappe Peleide.
250 Først med blussende Viin de slukked de rygende Tomter,
251 Trindt hvor Luen var kommen, og høit laae Asken i Bunke,
252 Derpå med Taarer de sanked de hvidlige Been af den brave
253 Ven i to Lag Fedt, og i Urnen af Guld de dem gjemte,
254 Urnen i Teltet de satte, indsvøbt i det fineste Linned.
255 Rundt om den vordende Høi de ridsed en Kreds og til Grundlag
256 Vælted de Steen om Baalet, og dyngede Muld over Graven;
257 Og da saa Høien var tuet, begav de sig hjem, men Achilles
258 Holdt sine Mænd tilbage, og bød dem i Krinds sig at leire.
259 Derpå fra Skibene hente han lod Kampgaver i Mængde,
260 Graaladent Jern og Kobber, Trefødder og kraftige Oxer,
261 Muler og vælige Heste med samt skjønbeltede Qvinder.
262 Først for de hurtige Kæmper på Vogn han glimrende Gaver
263 Satte til Priis: en Pige, heel snild til det kunstigste Arbeid,
264 Dertil en Trefod med Hank på togange elleve Kander,
265 Alt til Priis for den Første; en Hest for den Anden han satte,
266 Sex Aar gammel, uavet i Aag, og drægtig med Muulføl,
267 Men for den Tredie han stilled til Priis en Kjedel på fire
268 Kander, end flunkende ny og skjøn, ei Ild havde rørt den.
269 To Talenter i Guld til Priis for den Fjerde han satte,
270 Og for den Femte var Lønnen en Skaal, tvehanket og ubrugt.
271 Frem da stod han og talede saa til Argeiernes Kæmper:
272 Atreus’s Søn og I andre beenpandsrede Mænd af Achaia!
273 Her udi Kreds Kampgaverne staae for de Helte på Stridskarm.
274 Var det en anden Achaier, hvem nu vi hædred ved Dystløb,
275 Hjem til mit Telt jeg bragte da selv den første Belønning;
276 Selv I veed jo, hvor høit mine Gangere staae over andre,
277 Fødte de blev af udødeligt Kuld, og Guden Poseidon
278 Gav dem til Peleus min Fader, som atter til mig dem forærte.
279 Dog nu bliver jeg hjemme med samt mine vælige Heste,
280 Mistet de har deres Hæder og Kraft, den venlige Styrer,
281 Som deres fyldige Manker saa tit med flydende Olie
282 Salved, naar først i det klareste Vand han havde dem tvættet.
283 Hist de staae med Kummer i Sind, over Helten de sørge,
284 Mankerne hænge mod Jord, og bedrøvede stande de begge.
285 Derfor afsted I øvrige Mænd af Achaiernes Krigshær,
286 Hver som stoler på Gangernes Spand og den holdige Stridskarm!
287 Saaledes taled Achilles, og frem Vognheltene rulled.
288 Først og fremmest i Kreds Kong Eumelos mødte til Kjørsel,
289 Han var en Søn af Admetos, og høist udmærket i Vognkunst;
290 Derpå Tydeus’s Søn, den kraftige Helt Diomedes,
291 Troiske Heste han spændte for Karm, som tilforn han i Tvekamp
292 Tog fra Aineias, men Høvdingen selv blev frelst af Apollon.
293 Næst efter ham fremstod den Guldhaars Drot Menelaos,
294 Atreus’s Søn, to vælige Dyr i Aaget han kobbled,
295 Hingsten Podargos, hans egen, og Aithe, den Drot Agamemnons
296 Hoppe, som Anchisiaden Echepolos havde foræret
297 Kongen, for ikke til Troernes Land ham at følge på Krigstog,
298 Men for i Hjemmet at pleie sin Mag, thi betydelig Rigdom
299 Zeus ham gav, og i Sikyons Land han havde sin Bopæl;
300 Denne for Karmen han spændte, selv higed den svart efter Dystløb;
301 Og som den Fjerde for Vogn sine fagermankede Heste
302 Helten Antilochos aaged, den herlige Søn af den kjække
303 Nestor, hvis Fader var Neleus, og rask de Pyliske Heste
304 Løb for den rullende Vogn; da treen den forstandige Fader
305 Hen til sin kyndige Søn, for gavnlige Raad ham at give:
306 Vel est du ung endnu, min Søn! men Zeus og Poseidon
307 Høit dig elsked forsand, og tilgavns har de lært dig at styre
308 Karmen, thi gjøres det ikke behov, dig at vise tilrette.
309 Grandt du forstaaer om Maalet at svinge med Vogn, men i Raphed
310 Staae dine Heste tilbage, og vist gjør dette dig Afbræk.
311 Alle de Andre har raskere Dyr, skjøndt Ingen af Alle
312 Bedre forstaaer end du, at hitte på snedige Kunstgreb.
313 Derfor velan, min elskede Søn! ihu du mig komme
314 Hver en List, du forstaaer, at du ei gaaer glip af Belønning.
315 Snildhed er Huggeren mere til Gavn end hans dygtige Kræfter,
316 Snildhed maa Skipperen bruge, for over de blaalige Bølger
317 Sikkert at styre sit løbende Skib, naar det tumles af Stormen,
318 Saaledes kommer ved Snildhed en Kudsk forud for en anden.
319 Hvo som alene til Vogn og Gangere sætter sin Tillid,
320 Skeier til Side fra Banen, snart hid, snart did som en Taabe,
321 Hestene tumle sig vildt, og ei han formaaer dem at ave.
322 Hvo som er snild derimod, om han end har ringere Heste,
323 Fæster på Maalet sit Øie, gjør Vendingen kort og forglemmer
324 Ei, i hvad Retning fra Førstningen af han med Tømmerne styred,
325 Stadig han holder sin Kaas, med speidende Blik på sin Formand.
326 Maalet jeg nu beskrive dig vil, at du kjender det rette.
327 Hist en Favn over Jorden omtrent fremrager en vindtør
328 Pæl af Eeg eller Fyr, som ei forraadner af Regnskyl,
329 To hvidagtige Stene ved Siderne ligge til Støtte
330 Just hvor Veiene krydses, men jevn er Banen omkring den,
331 Mulig til Minde den staaer om en Mand, som forlængst er afdød,
332 Eller blev reist til Veddeløbsmaal af Folket i Fortid,
333 Nu har til Kjørselens Maal den rappe Peleide bestemt den.
334 Der skal med Ganger og Karm saa nær som mulig du svinge,
335 Held tillige din Krop, naar du staaer på den flettede Fading,
336 Blot en Smule til Venstre, men baade med Raab og med Svøbe
337 Drive den Fjermer du frem, og husk at slappe dens Tømme,
338 Men naar om Maalet du svinger, saa drei saa kort med den Nærmer,
339 At med sin Nav det rullende Hjul fast synes at røre
340 Lige ved Randen, men vogt dig vel for at tørne mod Stenen,
341 At ikke Vognen skal knækkes, og Hestene komme til Skade,
342 Gammen for Andre, men Tort for dig det vilde jo være.
343 Derfor, min elskede Søn! vær snild og yderst forsigtig!
344 Kommer du først i strygende Fart på hiin Side Pælen,
345 Ei skal Nogen da hente dig ind, eller slippe foran dig,
346 Selv om han bag dig kjørte den herlige Ganger Arion,
347 Runden af Gudernes Blod, Adrasts rapfodede Stridshingst,
348 Eller Laomedons Heste, de dygtigste Dyr her i Landet.
349 Saaledes talede Nestor, og hen på sin Plads han sig satte,
350 Da han sin Søn havde sagt hvad i Alt vilde være ham tjenligst.
351 Men som den Femte for Karm sine Heste Meriones spændte.
352 Flux de stege tilvogns, i en Hjelm deres Lodder de kasted,
353 Helten Achilles den rysted, og først udsprang Nestoridens
354 Lod, men næst efter ham Kong Eumelos kom til at kjøre.
355 Tredie var Atreus’s Søn, Menelaos, den dygtige Spydhelt,
356 Fjerde Meriones blev, og sidst i Rækken det tilfaldt
357 Tydeus’s Søn at kjøre, men flinkest han var af dem Alle.
358 Bag hverandre de holdt i en Rad, da betegned Achilles
359 Fjernt på Sletten de Kjørendes Maal, og kaared til Synsmand
360 Phoinix, den aldrende Helt, hans Faders fortrinlige Væbner,
361 Grandt at agte på Løbet, og Alt at berette med Sandhed.
362 Alle tilhobe de løfted nu Pidsk over Gangernes Hoved,
363 Jog dem afsted med muntrende Raab og med smeldende Svøbe,
364 Ivrig i Hu, og i strygende Fart de løb over Sletten
365 Rask fra Skibene bort, og trindt om Gangernes Bringe
366 Reiste sig tykt den hvirvlende Støv, lig Skyen i Stormveir,
367 Mens i den susende Blæst vildt Mankerne flagred om Halsen.
368 Snart løb Vognene rolig afsted heelt nede ved Jorden,
369 Snart i Veiret de sprang, men fast på de rullende Karme
370 Stod de kjørende Mænd, mens høit i Barm deres Hjerte
371 Klapped af Haab om Seier, og lydt tilhobe de muntred
372 Gangernes Spand, som i støvende Fart fløi hen over Sletten.
373 Men da de hurtige Heste sig nærmede Enden af Banen,
374 Svingende ned mod det graalige Hav, da kom deres Flinkhed
375 Ret for en Dag, og i langstrakt Fart de traved, men forrest
376 Løb for Eumelos’ Vogn de to rapfodede Hopper.
377 Næst efter ham kom Tydeus’s Søn med de Troiske Hingster,
378 Ikke dog langt tilbage, nei tæt bagefter, thi hartad
379 Lod det, som Hingsterne op på Eumelos’ Karm vilde springe,
380 Og mod hans mægtige Hærder og Ryg deres glødende Aande
381 Pusted, ja Snuden endog i den flyvende Fart ham berørte.
382 Vist var han sluppen forbi, i det mindste ham kommen på Siden,
383 Naar ikke Phoibos Apollon, af Harm mod den stærke Tydeide,
384 Pludselig havde ham slaaet af Haand den flunkende Svøbe;
385 Ud af hans Øine da styrtede brat Forbittrelsens Taarer,
386 Alt som han mærked, at Hopperne nu langt stærkere rendte,
387 Medens hans Hingster blev dovne, da ei de Snerten fornumme;
388 Dog for Athene det ikke blev skjult, at Phoibos Apollon
389 Øvede Svig mod Tydeiden, påstand hun ilte til Drotten,
390 Rakte ham Svøben igjen, og Kraft hun Gangerne indskjød.
391 Flux til Admetos’s Søn henfoer den høie Gudinde,
392 Slagen af Harm, og Aaget hun knak; flux Hopperne rendte
393 Skye fra Veien, og fast i Muld Vognstangen sig bored.
394 Selv blev han kastet af Karm, og ned ved Hjulet han tumled,
395 Huden blev flænget af Arm, baade Mund og Næse forslog han,
396 Panden ved Brynet han skraved tilblods, og begge hans Øine
397 Fyldtes af Taarernes Vand, og det flydende Mæle forgik ham.
398 Rask Diomedes afsted nu jog med de trampende Heste
399 Langt forud for de øvrige Mænd, thi Pallas Athene
400 Gav hans Gangere Kraft, og hun selv ham Hæder forlened.
401 Næst efter ham fremrulled på Karm den Drot Menelaos.
402 Flux til Faderens Heste nu Helten Antilochos raabte:
403 Muntert afsted! og streng Eder an saa hurtig I mægte!
404 Ikke forlanger jeg dog, at omkap I skal løbe med hine,
405 Som Diomedes har spændt for sin Vogn, thi Pallas Athene
406 Synderlig Raphed dem gav, og ham selv hun Hæder forlened,
407 Men Menelaos’s Vogn I hente mig ind ved at ile,
408 Bliver mig ikke tilbage, lad Aithe, som kun er en Hoppe,
409 Ei Eder gjøre tilskamme, hvi nøler I, prægtige Heste!
410 Dette jeg sige dog vil, og visselig vorder det fuldbragt,
411 Ei skal Nestor, den mægtige Drot, Eder pleie med Omhu
412 Meer, men flux med skærende Malm ihjel Eder stikke,
413 Vinde vi kun en ringere Priis til Straf for vor Træghed.
414 Farer da rask afsted, og skynder Jer alt hvad I mægte,
415 Selv skal jeg bruge min Kunst og Kløgt, for hist i den snevre
416 Vei at slippe forbi, ei skal jeg af Sigte ham tabe.
417 Saa han taled, og slagne med Skræk ved Drottens Formaning
418 Løb de raskere frem en Stund, men snart for sit Øie
419 Helten Antilochos saae den snevre fordybede Huulvei;
420 Grunden var knudret og kløftet, thi der havde Efteraarsregnskyl
421 Brudt al Jorden af Veien, og skaaret sig dybt gjennem Muldet;
422 Didhen holdt Menelaos af Frygt for Hjulenes Samløb,
423 Men sine stampende Dyr Antilochos dreied til Siden
424 Ud fra Veien, og rulled afsted et Stykke forbi ham;
425 Da blev Atreiden forskrækket, og høit til Antilochos skreg han
426 Ret som en Taabe du kjører, Antilochos! Stands dine Heste!
427 Veien er smal, snart bliver den bredere; rul saa forbi mig!
428 Kjører du på med din Vogn, i Fordærv os begge du styrter.
429 Saa han taled, men stærkere frem Antilochos rulled,
430 Brugende dygtig sin Pidsk, og lod, som om Intet han hørte.
431 Ligesaa langt som med svingende Arm en Diskus kan drives,
432 Kastet med Kraft af en blomstrende Mand, som vil prøve sin Styrke,
433 Ligesaa langt de traved forud, men Atreiden bagefter
434 Lunted saa smaat, thi selv med Flid han sagtned sin Kjørsel,
435 For at de vælige Dyr, hvis på Vei mod hinanden de rendte,
436 Ei deres prægtige Vogne omkuld skulde slaae, og de Begge
437 Selv nedstyrtes i Støv af ivrig Begjær efter Seiren.
438 Brummende raabte til hiin den Guldhaars Drot Menelaos:
439 Argere Mand, end du, Antilochos! gives der ikke;
440 Pak dig! ei har med Føie Danaerne kaldt dig forstandig.
441 Dog alligevel ei uden Eed skal Prisen du vinde.
442 Talende saa med lydelig Røst sine Heste han muntred:
443 Nøler mig ei, eller standser i Fart af Sorrig og Mismod!
444 Hine vil trættes i Fødder og Knæe før nogen af Eder,
445 Langt tilbage de begge jo staae i ungdommelig Friskhed.
446 Saa han taled, og slagne med Skræk ved Drottens Formaning
447 Løb de raskere frem, og snart de nærmed sig hine.
448 Midlertid sad i en Kreds Achaiernes Folk og betragted
449 Gangernes Løb, som i støvende Fart fløi hen over Sletten.
450 Først blev Idomeneus Gangere vaer, hiin Konge fra Kreta,
451 Udenfor Kredsen han sad på et Sted med videre Udsigt;
452 Først i det Fjerne fornam han en truende Røst, som han kjendte,
453 Derpå han øined den forreste Hest, heel kjendelig var den,
454 Rødlig forresten var hele dens Krop, men midt i dens Pande
455 Sad der et Blis baade hvidt og rundt som den skinnende Maane;
456 Frem da stod han og talede saa til Argeiernes Kæmper:
457 Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
458 Er det blot mig, som Hestene seer, eller seer I dem ogsaa?
459 Dog det er neppe de samme, som nys løb forrest på Banen,
460 Kudsken er ogsaa en anden end før, maaskee er de Hopper
461 Komne til Skade på Sletten, som vare de raskeste hidtil.
462 Selv jeg saae, at de første de var, som dreied om Maalet,
463 Nu derimod jeg øiner dem ei, og dog kan jeg skue
464 Vidt og bredt med speidende Blik over Troernes Slette;
465 Mulig har Kudsken sin Tømme forliist, eller ikke tilbørlig
466 Vidst om Maalet at dreie, og kom i Svinget til Uheld;
467 Da er han falden af Karm, formoder jeg, Vognen er knækket,
468 Og de forvildede Hopper er rendt deres Vei med det samme.
469 Stander da op, at I selv kan see, mit Øie kan ikke
470 Skjelne saa grandt, dog Manden på Karm mig tykkes at være
471 Hiin Aitoler, der raader som Drot over Mænd af Achaia,
472 Hestebetvingeren Tydeus’s Søn, den Helt Diomedes.
473 Spodsk udskammed ham Aias, den hurtige Søn af Oileus:
474 Hvi vil du snakke før Tid, Idomeneus Hist i det Fjerne
475 Hopperne løbe med springende Hov vidt hen over Sletten,
476 Synderlig ung i Argeiernes Hær du est jo dog ikke,
477 Og i dit Hoved der sidder vel ei de skarpeste Øine;
478 Dog bestandig er Sqvalder din Lyst, og slet det sig skikker
479 Hen i Veiret at snakke, naar flinkere Mænd er tilstede;
480 Nu som nys er bestemt de forreste Heste de samme,
481 Eumelos’ Hopper, selv staaer han på Vogn med Tømmen i Haanden.
482 Egget til Harm gjenmæled påstand den Kretiske Konning:
483 Aias, du Spotter, du Mester i Kjævl, forresten en Stymper
484 I det Achaiske Folk, uvenlig er stedse din Tanke.
485 Vel lad tilveds om en Kjedel os slaae, eller og om en Trefod,
486 Lad os saa tage til Dommer den mægtige Drot Agamemnon,
487 Hvad for et Spand der er forrest, at klog du vorder af Skaden.
488 Talt, da reiste sig Aias, den hurtige Søn af Oileus,
489 Bister i Hu, for knubbede Ord at give til Gjensvar,
490 Og deres Kiv de havde forvist langt videre drevet,
491 Naar ikke Peleus’s Søn havde reist sig og taget til Orde:
492 Søn af Oileus, og du Idomeneus! lader dog være
493 Fiendsk at klamres med knubbede Ord, sligt sømmer sig ikke,
494 Harmes I vilde jo selv, naar på Sligt en Anden begyndte,
495 Blivver da siddende rolig i Kreds, og vender opmærksomt
496 Øiet mod Gangerne hen, som med ivrig Begjær efter Seiren
497 Strax indfinde sig her, da fåer Enhver jo at vide,
498 Hvo der er forrest med Ganger og Karm, og hvo der er bagved.
499 Saa han taled; i strygende Fart sig nærmed Tydeiden,
500 Svøben om Skulder bestandig han svang, og på Hestene pidsked,
501 Høit i Veiret de sprang, let lagde de Veien tilbage.
502 Idelig fløi den rygende Støv om Gangernes Styrer,
503 Medens den prægtige Karm, som med Guld og Tin var beslagen,
504 Løb bagefter de vælige Dyr, dog ei i den løse
505 Støv tilbage der blev af Skinnen om Hjulenes Fælger
506 Synderligt Spor, saa rapt fløi Gangerne hen over Sletten.
507 Midt i Kredsen han holdt, og Sveden i drivende Draaber
508 Randt i Støvet fra Gangernes Hals og skummende Bringe.
509 Flux fra den prunkende Karm til Jord nedsprang Diomedes.
510 Og imod Aaget sin Pidsk han lænede. Ei var den stærke
511 Sthenelos seen, men skyndte sig hen, Kampprisen at tage;
512 Derpå til Svendene Qvinden han gav og den hankede Trefod,
513 Hjem at bringe, men Hestene selv af Aaget han løste.
514 Næst efter ham med Gangerne frem Antilochos rulled,
515 Ikke ved Raphed, men List, var han kommen forbi Menelaos.
516 Tæt bagefter endda løb Kong Menelaos’s Heste;
517 Ligesaa langt som en Ganger for Vogn fra Hjulet er borte,
518 Naar over Marken i langtstrakt Fart sin Herre den trækker,
519 Røre den kan ved Skinnen om Fælg med sin viftende Hales
520 Yderste Haar, saa nær er den Hjulet, saa stakket en Afstand
521 Er der imellem, mens rask over Sletterne vide den løber,
522 Længer var ei Menelaos fra Helten Antilochos borte,
523 Skjøndt han var agter fornys, saa langt som man kaster en Diskus,
524 Snart han naaede ham dog, thi bestandig i Kræfter og Raphed
525 Vandt Agamemnons Hoppe, den fagermankede Aithe;
526 Havde på længere Vei de kjørt omkap med hinanden,
527 Vist var han sluppen forbi, idet mindste ham kommen på Siden.
528 Derpå Meriones kom, Idomeneus’ kraftige Væbner,
529 Bag Menelaos’s Spand omtrent saa langt som et Spydkast;
530 Trægest var nemlig til Løb hans fagermankede Heste,
531 Og i at kjøre tilveds var han selv mindst øvet af Alle.
532 Endelig kom Admetos’s Søn bagefter de Andre;
533 Selv sin Vogn han trak, og Gangerne drev han foran sig.
534 Ynk ved Synet Achilles betog, den rappe Peleide,
535 Og med bevingede Ord til Argeiernes Kæmper han talte:
536 Sidst nu kommer den dygtigste Mand med hovstærke Heste,
537 Dog endda, efter Ret og Billighed, vil vi den anden
538 Priis ham give, men Tydeus’s Søn annamme den første.
539 Saa han taled, og Alle hans Ord gav lydeligt Bifald.
540 Hoppen han havde nu givet ham vist, som Achaierne ønsked,
541 Dersom Antilochos ei, hiin Søn af den modige Nestor,
542 Trædende frem, med Peleiden Achil var gangen irette:
543 Mig, Achilles! opbringe du vil, ifald du dit Udsagn
544 Sætter i Værk; du agter jo nu, at forholde mig Prisen,
545 Skjøndt du dog veed, at til Skade han kom med Vogn og med Heste,
546 Han som er ellers saa brav, til de salige Guder han burde
547 Sendt en Bøn, da var han forvist ei bleven den Sidste.
548 Dog, har Manden i Hjertet du kjær, og ynker hans Uheld,
549 Hist da har du i Telt fuldtop af Guld og af Kobber,
550 Qvæg i Mængde du eier, og Piger og vælige Heste,
551 Tag og giv ham siden deraf en rigere Gave,
552 Eller påstand, at Achaiernes Folk kan prise din Idræt,
553 Dog på Hoppen jeg giver ei slip, om hende jeg dyste
554 Vil med Enhver, som har Lyst en Kamp med mig at forsøge.
555 Saa han talte, da smilede mildt fodrappen Achilles,
556 Glad ved Antilochos’ Færd, thi en kjær Stalbroder han var ham.
557 Flux med bevingede Ord han gav ham dette til Gjensvar:
558 Siden du fordrer mig op til at hente fra Tjalden en anden
559 Skjenk til Admetos’s Søn, saa vil jeg da føie dit Ønske;
560 Give jeg vil ham den Brynie, som Asteropaios jeg fratog,
561 Heelt er den smeddet af Malm, og en Rand om Hvælvingen løber
562 Støbt af det blankeste Tin, stort Værd for ham vil den have.
563 Talt, og sin elskede Svend Automedon bød han at hente
564 Brynien fra Telt, han skyndte sig bort, og bragte den hurtig,
565 Gav den i Eumelos’ Haand, og denne med Fryd den annammed.
566 Frem nu stod, forbittret i Hu, den Drot Menelaos,
567 End på Antilochos fnysende vred; en Herold ham ihænde
568 Rakte hans Konningestav og Argeierne Taushed han påbød.
569 Flux til Orde da tog den guddomlignende Konning:
570 Søn af Nestor! hvad har du dog gjort? du var ellers forstandig;
571 Klik har du sat på mit Rye, og hindret du har mine Heste,
572 Jagende frem med dine, som staae saa langt under mine.
573 Derfor velan, mine Venner! Argeiernes Drotter og Talsmænd!
574 Dømmer i denne vor Tvist efter Ret og ei efter Yndest,
575 For at det ei skal hedde som saa blandt Achaiernes Kæmper:
576 Atreus’s Søn har en Ganger for Vogn, som med Vold han og Rænker
577 Nys fra Antilochos tog; vel havde han slettere Heste,
578 Men over hiin han stander jo høit i Hæder og Vælde.
579 Dog, velan! selv dømme jeg vil, og ingen Achaier,
580 Troer jeg, skal laste min Færd, efter Ret og Skjel vil jeg dømme.
581 Vel, Antilochos, Ædlingesøn! som Sæd er iblandt os,
582 Træd for Vognen og Gangerne frem, og tag i din ene
583 Haand den smidige Pidsk, som nys ved Kjørslen du brugte,
584 Læg på Hoppen den anden, og sværg ved Guden Poseidon,
585 At mine Heste du ei med List forsætlig har sinket.
586 Og den forstandige Svend Antilochos gav ham til Gjensvar:
587 Tving din Harm! langt yngre jeg er end du, Menelaos!
588 Høit over mig, o Konning! i Alder du staaer som i Dyder,
589 Selv du vide da maa, hvor let en Yngling forgaaer sig,
590 Rask han fatter Beslutning, men kommer tilkort med sit Anslag.
591 Lad da dit Hjerte formildes, til dig jeg gjerne vil afstaae
592 Hoppen, jeg vandt; ja hvis i mit Hjem noget Bedre der fandtes,
593 Og du det ønsked, da vilde forsand jeg strax dig det give,
594 Heller, o gudopfostrede Drot! end samtlige Dage
595 Være dit Hjerte forhadt, og mod Himmelens Guder forsee mig.
596 Saa Antilochos talte, og hen til den Drot Menelaos
597 Hoppen han trak, at give ham den, da smelted Atreidens
598 Hjerte, ret ligesom Duggen saa mild på den frodige Kornmark
599 Rinder ad Vipperne ned, naar Straaene kneise på Vangen;
600 Saaledes nu, Menelaos! i Barm dit Hjerte blev smeltet.
601 Flux med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
602 Søn af Nestor! saa vil jeg da nu tilgive dig ganske,
603 Skjøndt jeg var vred, ei flygtig af Sind eller kaad i din Adfærd
604 Var du tilforn, nu Klogskaben veeg for ungdommeligt Letsind.
605 Vogt herefter dig dog for Bedrag mod høiere Drotter!
606 Ei nogen anden Achaier saa let mig havde formildet,
607 Dog, heel meget du leed, heel meget du døied for min Skyld,
608 Baade du selv og din Broder, saavelsom din herlige Fader,
609 Og på din Bøn tilgiver jeg dig, og skjenker dig Hoppen,
610 Skjøndt den er min, at Mændene her det vitterligt vorder,
611 At jeg af Sind er hverken urimelig stolt eller stridig.
612 Talt, og flux til Noemon, Antilochos’ Væbner han Hoppen
613 Gav at føre den hjem, selv tog han den skinnende Kjedel.
614 Derpå de to Talenter i Guld, den fjerde Belønning,
615 Helten Meriones tog; end stod uvunden den femte,
616 Skaalen med dobbelt Hank, den gav Achilles til Nestor,
617 Frem i Kredsen han bar den, treen hen og talte til Gubben:
618 Tag denne Skaal og gjem den, om Helten Patroklos’s Gravøl
619 Lad den et Minde dig være, ham selv vil aldrig du gjensee
620 Meer i Argeiernes Folk, og for intet jeg skjenker dig Gaven.
621 Dyst på Næver ei friste du skal, og ei skal du brydes,
622 Ei skal du træde til Kamp på Spyd, og omkap ikke heller
623 Løbe du skal, svart trykker dig alt den besværlige Alder.
624 Talt, og ihænde han Skaalen ham gav, den glad han annammed.
625 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
626 Sandt tilfulde, min Søn! er hvert et Ord, som du talte;
627 Hverken er Fødder og Been nu dygtige Lemmer som fordum,
628 Heller ei bøie sig rask om Skuldrenes Led mine Arme.
629 Gid jeg var ung endnu og min Kraft urokket som fordum,
630 Da det Epeiske Folk i Buprasion feired et Gravøl
631 For Amarynkeus, og Konningens Børn anstilled et Kampspil;
632 Ei kunde Nogen med mig da maale sig, ei af Epeier,
633 Selv ei af Pyliske Mænd, og Aitoliens modige Helte.
634 Enops’s Søn Klytomedes i Dyst på Næver betvang jeg,
635 Dernæst i Brydning Ankaios fra Pleuron, som reiste sig mod mig;
636 Rask jeg løb Iphiklos forbi, hvorvel han var fodrap,
637 Og over Phyleus jeg vandt og den Helt Polydoros i Spydkast.
638 Ikkun i Kjørsel på Karm vandt Aktorionerne Prisen,
639 Hidsig i Trængslen de jog mig forbi, heel gridske på Seiren,
640 End var for Gangernes Løb de herligste Gaver at vinde.
641 Tvillingebrødre de var, og han, som var flinkest til Kjørsel,
642 Styrede Vognen som Kudsk, mens Broderen jog med sin Svøbe.
643 Saadan en Mand var jeg fordum, dog nu vil vi lade de Yngre
644 Øve deslige Bedrifter, jeg selv maa den kuende Alder
645 Lyde, men dengang i Heltenes Flok jeg stoltelig straaled.
646 Gak nu hen, at hædre din Ven fremdeles med Kampspil!
647 Denne din Gave jeg tager med Fryd, det glæder mit Hjerte,
648 At du bestandig erindrer din Ven, og aldrig den Hæder
649 Glemmer, som skjelligen times mig bør blandt Achaiernes Sønner,
650 Give dig Himmelens Guder til Løn en glædelig Gjengjeld!
651 Talt, men da Peleus’s Søn havde Gubbens Fortælling til Ende
652 Hørt, da ilte han flux hen gjennem Achaiernes Stimmel.
653 Gaver til Priis udsatte han nu for den rædsomme Baxen,
654 Drev i Kredsen og bandt et slidudholdende Muuldyr.
655 Sex Aar gammelt, uavet og høist besværligt at tæmme.
656 Derhos en Tvillingpokal han til Priis for den Tabende satte,
657 Traadte saa frem, og talede saa til Argeiernes Kæmper:
658 Atreus’s Sønner! Achaiske Mænd i Bryniehoser!
659 To af de dygtigste Mænd til en Kamp om disse jeg byder,
660 Djervt med løftede Næver at slaaes, og den som Apollon
661 Seier forunder og Mændene her erkjende for stærkest,
662 Han hjemføre til Telt det slidudholdende Muuldyr,
663 Hvo som derimod taber, han nøies med Tvillingpokalen!
664 Saa han taled, da reiste sig strax en dygtig og haandfast
665 Mand, veløvet i Baxning, Epeios en Søn af Panopeus.
666 Høit han hæved sin Røst, mens sin Haand på Mulen han lagde:
667 Træd nu frem, hvo der agter den Tvillingpokal sig at vinde,
668 Mulen, det troer jeg forvist, skal ei nogen anden Achaier
669 Vinde fra mig i Baxning, jeg holder mig selv for den Første.
670 Er det ei nok, at tilbage jeg staaer som Kriger i Marken?
671 Dygtig til alt Slags Færd kan en Mand umulig jo være.
672 Dette jeg sige dog vil, og visselig vorder det fuldbragt,
673 Kjød jeg knuser, og Knogler itu jeg slaaer med min Næve,
674 Derfor var sikkert det bedst, om Liigbegjængerne blev her,
675 At de kan bære ham bort, naar min Haand har i Gulvet ham kastet.
676 Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
677 Ikkun den herlige Mand Euryalos dristed sig mod ham.
678 Han var den Konning Mekisteus’s Søn, den Talaionides.
679 Denne var kommen til Theben engang da Oidipos’s Gravøl
680 Feiredes der, og i Dyst han betvang Kadmeionerne alle.
681 Ivrig Tydeiden tilhaande nu gik den Søn af Mekisteus,
682 Muntrende kraftig ham op, thi af Hjertet han Seier ham ønsked.
683 Først en Gjord han rakte ham hen, saa gav han ham Remme,
684 Skaarne med Kunst af en Hud af den markopfostrede Oxe,
685 Og da de havde sig gjordet, da treen de frem udi Ringen.
686 Først deres vældige Næver til Dyst de løfted i Veiret,
687 Foer saa hinanden tillivs og mænged de dygtige Hænder,
688 Vildt fra Kjæverne lød de kladskende Drag, medens Sveden
689 Randt ad Lemmerne ned, da hæved sig stærken Epeios
690 Høit, og sin speidende Fiende på Kinden han slog, saa han ikke
691 Mægted på Been at staae, brat segned de kraftige Lemmer.
692 Som naar en Fisk opspringer af Søe for den kulende Nordvind
693 Tæt under Land mellem Tanget, men strax bedækkes af Bølgen,
694 Saaledes sprang efter Faldet han op, men Helten Epeios
695 Greb ham i Arm og reiste ham op; strax stimled hans Venner
696 Trindt ham og førte ham bort, mat Fødderne slæbte mod Jorden,
697 Blod i Klumper han spytted, og Hovedet hang til en Side;
698 Snart iblandt sig til Sæde de fik den fortumlede Kæmpe,
699 Medens en Deel gik hen, for Tvillingpokalen at hente.
700 Gaver dernæst for den tredie Kamp, den rædsomme Bryden,
701 Satte Peleiden til Priis, og tilskue for Folket dem stilled,
702 Prisen for den, som vandt, var en flammebetrædende Trefod,
703 Og i Achaiernes Folk tolv Høveder værd man den skatted,
704 Men for den Tabende stod i Kreds en Slavinde som Kamppriis,
705 Kyndig i qvindelig Gjerning, af Værd vel Høveder fire.
706 Frem han stod, og talede saa til Argeiernes Kæmper:
707 Træder nu frem, Enhver som har Lyst denne Kamp at forsøge!
708 Talt, da reiste sig Aias, den kraftige Telamonide;
709 Frem treen ogsaa Odysses, den snue forslagene Konning,
710 Og da de havde sig gjordet, da treen de frem udi Ringen.
711 Fast med kraftige Arme om Liv hinanden de krysted;
712 Ligesom Sparrer på Taget, dem snildt Bygmesteren fuger,
713 Naar han et Huus opfører til Læe mod de voldsomme Vinde.
714 Svart det knaged i Kæmpernes Ryg ved de kraftige Livtag,
715 Altsom de klemte hinanden, og vaad neddryppede Sveden.
716 Blaalige Strimer af hovnende Blod kom hyppig tilsyne
717 Rundt på Sider og Skuldre, dog uden al Rast eller Hvile
718 Brødes de hidsig om Seier, at vinde den kunstige Trefod.
719 Hverken Odysses ham rokked og mægted at slaae ham i Gulvet,
720 Heller ei Aias det mægted, saa stærk var Odysses’s Modstand.
721 Men da de mærked at Sligt ei hued Achaiernes Sønner,
722 Da tog Aias til Orde, den kraftige Telamonide:
723 Ætling af Zeus! Laertes’s Søn, Odysses du snilde!
724 Løft du mig, eller og jeg dig, Zeus raade for Resten!
725 Saa han taled og løfted, men rede med List var Odysseus.
726 Bag i Hasen han gav ham et Slag, saa Benene rokked,
727 Kasted ham om på hans Bag, men selv han faldt i det samme
728 Ned over Aias’s Bryst, da studsede Folket, som saae det.
729 Fat tog derpå Odysses, den kjæktudholdende Konning,
730 Lidt fra Jord han rokked ham vel, men løfted ham ikke,
731 Dog han bøied hans Knæe, og igjen til Jorden de styrted.
732 Tæt ved hinanden de laae, og af Støv besudledes Begge.
733 Op var de sprungne forvist, en tredie Dyst at forsøge,
734 Hvis ei Achil, selv trædende frem, havde holdt dem tilbage:
735 Brydes ei meer, eller matter Jer ud ved saa piinlig en Idræt!
736 Begge har Seier I vundet, og eens I begge skal lønnes;
737 Ganger da bort, at til Dyst ogsaa andre Danaer kan træde.
738 Saa han taled, hans Ord de fornam, og løde ham villig,
739 Støvet de visked af Hud, og axled igjen deres Kjortler.
740 Gaver udsatte Peleiden dernæst for det hurtige Fodløb:
741 Først en prunkende Skaal af Sølv, sex Kander den rummed,
742 Høit i Skjønhed den stod over Alt hvad der fandtes på Jorden.
743 Den var et kosteligt Værk af kunsterfarne Sidoner;
744 Over det mørkladne Hav var den ført af Phoiniske Sømænd,
745 Som vare komne til Havnen og havde til Thoas forært den;
746 Men som Betaling for Priamos’ Søn den bolde Lykaon
747 Helten Patroklos den fik af Euneos, en Søn af Iason,
748 Og for at hædre sin Ven nu satte Peleiden Achilles
749 Skaalen til Priis for den, som viste sig rappest i Dystløb.
750 Men for den Næste var Prisen en stor fedtbævrende Oxe;
751 Dertil en halv Talent i Guld blev sat for den Sidste.
752 Frem han stod og talede saa til Achaiernes Kæmper:
753 Træder nu frem, Enhver som har Lyst denne Kamp at forsøge!
754 Talt; da reiste sig Aias, den hurtige Søn af Oileus,
755 Derpå den Konning Odysses og Helten Antilochos fremtreen,
756 Rappere var han tilfods, end Achaiernes Gutter tilhobe.
757 Bag hverandre de stod, og Achilles betegnede Maalet;
758 Rask fra Stadet nu frem de styrtede. Snart var dog Aias
759 Forrest, men tæt bag efter ham løb den Konning Odysseus.
760 Ligesaa nær som Spolen på Væv er den midiesmekkre
761 Væverskes Barm, naar med Haand hun bevæger den rask, for til Islæt
762 Garnet af Nøglet at vikle, heel nær sin Barm hun den styrer,
763 Ligesaa nær Odysses ham løb, og ilende bag ham
764 Satte han Fod i hans Fjed, før Støvet af Spor kunde stige,
765 Og i det hidsige Løb bestandig hans glødende Aande
766 Pustede Aias i Nakken, og ivrig Achaierne raabte,
767 Drotten at muntre, som hasted afsted efter Seiren begjærlig.
768 Men da mod Enden af Banen de kom, opløfted Odysseus
769 Fromt en Bøn til Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
770 Hør mig Gudinde! forund mig din Hjelp og styrk mine Fødder
771 Bedende talte han saa, og blev hørt af Pallas Athene;
772 Let hun gjorde hvert Lem, baade Fødder og Arme foroven.
773 Just som de nu skulde styrte sig frem, for Prisen at gribe,
774 Gled den ilende Aias, Athene ham kom til at snuble
775 Der, hvor Skarnet var spildt af de brølende Oxer, dem nylig
776 Helten Achil havde slagtet sin Ven Patroklos til Ære;
777 Fyldt med Oxernes Skarn blev baade hans Mund og hans Næse.
778 Skaalen i Veiret nu rakte den kraftige Konning Odysseus,
779 Først ankommen til Maalet, men Aias annammede Oxen,
780 Fat om Hornet han greb det markopfostrede Høved,
781 Spyttede Skarnet af Mund og skreg til Argeiernes Kæmper:
782 Ha! mine Fødder forrokked forvist Gudinden, som altid
783 Huld som en Moder staaer rede til Hjelp for Konning Odysseus.
784 Saa han taled, og hjertelig loe de Kæmper tilhobe.
785 Derpå Antilochos tog den Priis, som var sat for den Sidste,
786 Smilede mildt og talede saa til Argeiernes Kæmper:
787 Venner! hvad her jeg vil sige, det kjender I; nu som bestandig
788 Hædre de salige Guder de Mænd, som i Alder har Fortrin;
789 Synderlig ældre forsand end jeg er Aias jo ikke,
790 Hiin derimod i Alder og Aar staaer over os Begge,
791 Men han er frisk, skjøndt alt tilaars, ei lettelig Nogen
792 Løber ham op af Achaiernes Mænd, undtagen Achilles.
793 Saa han taled, og Peleus’s Søn ved sin Tale han hædred.
794 Flux til Orde da tog Achilles og gav ham til Gjensvar:
795 Ei skal dit Ord være talt, Antilochos! ganske for Intet.
796 End vil af Guld en halv Talent til Gaven jeg føie.
797 Talende saa han Guldet ham gav, det glad han annammed.
798 Videre satte Peleiden til Priis en langskaftet Landse,
799 Dertil et Skjold og en Hjelm, og frem han i Kredsen dem lagde,
800 Vaaben, som selv Patroklos sig vandt, da han dræbte Sarpedon.
801 Frem han stod og talede saa til Argeiernes Kæmper:
802 To af de dygtigste Mænd til en Kamp om disse jeg byder.
803 Brynien axle de flux og med flængende Landser ihænde
804 Prøve de her med hinanden en Dyst i Achaiernes Paasyn!
805 Hvo som først i den skinnende Hud spydstinger den Anden,
806 Og gjennem Rustningens Malm af hans Kjød fåer Blod til at flyde
807 Ham vil jeg give til Løn dette sølvbenaglede skjønne
808 Thrakiske Sværd, som jeg selv fra Asteropaios har vundet.
809 Vaabnene her derimod skal i Fællig de Begge beholde,
810 Og i min Tjald jeg gjæste dem vil med et ypperligt Maaltid.
811 Talt; da reiste sig Aias, den kraftige Telamonide,
812 Frem stod derpå Tydeiden, den vældige Helt Diomedes;
813 Og da nu Hver især til Dyst havde axlet sin Rustning,
814 Treen mod hinanden i Kredsen de frem, kamphidsige Begge,
815 Med et forfærdende Blik, da skjalv Achaierne alle.
816 Men da de skridende frem hinanden var traadt under Øine,
817 Tregange stormed de løs, og tregange styrted de sammen,
818 Da jog Aias sit Spyd heelt gjennem det blankede Rundskjold,
819 Huden han naaede dog ei, bag Skjold ham Brynien beskjermed.
820 Tydeus’s Søn derimod bestandig sin glimtende Spydsod.
821 Svang over Randen af Aias’s Skjold, for Halsen at træffe.
822 Da blev Achaierne bange for Aias’s Liv, og befoel dem,
823 Flux at standse med Strid, og ligelig Prisen at dele.
824 Men til Tydeiden gav Peleus’s Søn det vældige Glavind,
825 Gav ham det baade med Balg og den veltilsnittede Sværdrem.
826 Frem Achilles nu tog den raae uformede Kugle,
827 Hvormed Eetion tit havde kastet i forrige Dage;
828 Men da Peleiden Achilles den kraftfulde Konning ihjelslog,
829 Tog han den med sig til Skibene hjem med det øvrige Bytte.
830 Frem han stod og talede saa til Argeiernes Kæmper:
831 Træder nu frem Enhver, som har Lyst denne Kamp at forsøge!
832 Strække sig end baade vidt og bredt hans yppige Marker,
833 Faaer han dog her hvad i fem kredsløbende Aar han forbruger,
834 Ei skal han have behov efter Jern sine Hyrder og Plovmænd
835 Ind til Byen at skikke, thi selv han kan dem forsyne.
836 Saa han talte, da reiste sig flux den Helt Polypoites,
837 Frem stod derpå Leontes, en Mand saa stærk som en Guddom,
838 Aias den Telamonide dernæst, og Helten Epeios.
839 Frem de traadte på Rad, først greb Epeios nu Kuglen,
840 Svang den i Haanden og kasted, da loe Danaerne alle;
841 Næst efter ham Leontes den svang, hiin Ætling af Ares,
842 Tredie, som kasted, var Aias, den kraftige Telamonide,
843 Ud af hans vældige Haand den fløi langt hen over Maalet,
844 Men da tilsidst den krigerske Helt Polypoites den slynged,
845 Ligesaa langt som en Hyrde almindelig kaster sin Krogstav,
846 Hen over Oxernes Hjord, og rundt den i Flugten sig dreier,
847 Ligesaa langt han den drev over Maalet, og Folkene jubled;
848 Op fra Sæde nu sprang den Helt Polypoites’s Venner,
849 Og til de bugede Skibe hjembar de Konningens Kampløn.
850 Gaver af graaladent Jern for Skytterne satte han dernæst,
851 Ti tveeggede Biler og ti eenbladede Øxer.
852 Ude på Kysten i Sandet en Mast af et blaastavnet Fartøi
853 Reiste han op, og på denne han bandt en ængstelig Due
854 Fast om Been med en Snor heel tynd; efter denne han bød dem
855 Skyde tilmaals, og hvo som med Piil kan ramme mig Duen,
856 Han skal erholde til Løn de ti tveeggede Biler,
857 Hvo derimod kun træffer på Snor, men Fuglen forfeiler,
858 Han maa som ringere Skytte med Øxerne lade sig nøie.
859 Saa han talte, frem stod nu påstand den kraftige Teukros,
860 Frem Meriones stod, Idomeneus’ dygtige Væbner.
861 Hver fremtog nu sin Lod, og rysted dem om i en Malmhjelm;
862 Først af Hjelm sprang Teukros’s Lod, og vældig fra Strengen
863 Sendte han flux sin Piil, dog ei han loved at offre
864 Guden til Tak af førstekulds Lam en skjøn Hekatombe.
865 Fuglen han feiled forsand, thi Apollon ham undte det ikke,
866 Snoren han traf derimod, hvormed den var bunden om Benet,
867 Og med sin Braad den stingende Piil skar Snoren igjennem.
868 Flux svang Duen i Luften sig op, men ned imod Jorden
869 Hang den dinglende Snor, og høit Achaierne raabte.
870 Ivrig i Hu flux Buen af Haand Meriones rev ham,
871 Alt en Stund havde Pilen han holdt, ret som for at sigte,
872 Flux til Phoibos Apollon han bad, og loved at offre
873 Guden til Tak af førstekulds Lam en skjøn Hekatombe.
874 Høit under Skye han Øie nu fik på den frygtsomme Due,
875 Og som den kredsed i Luft han midt under Vingen den ramte;
876 Tværs fløi Pilen igjennem, og ned for Meriones’ Fødder
877 Faldt den igjen, og bored sin Braad i Muldet, men Fuglen
878 Dalede flux og satte sig ned på den kneisende Skibsmast,
879 Hængende baade med Hals og de tætbefjærede Vinger;
880 Snart fløi Livet af Lemmerne ud, og et Stykke fra Masten
881 Faldt den til Jord, et forbausende Syn for Folket, som saae det.
882 Derpå Meriones tog de ti tveeggede Biler,
883 Og til de bugede Skibe med Øxerne Teukros begav sig.
884 Sidst udsatte Peleiden et langskaftet Spyd og en Kjedel,
885 Blommet, af Ild urørt, og regnet i Værd med en Oxe;
886 Disse han stilled i Kredsen, og frem Spydkasterne traadte.
887 Frem stod Atreus’s Søn, den mægtige Drot Agamemnon
888 Frem Meriones stod, Idomeneus’ dygtige Væbner.
889 Helten Achilles til Orde nu tog, og talte saalunde:
890 Atreus’s Søn vi veed jo, hvor høit du staaer over Alle,
891 Og at du est den ypperste Mand til kraftige Spydkast.
892 Tag denne Priis, og bring den hjem til de bugede Skibe.
893 Dog dette kobberne Spær vil vi Helten Meriones give,
894 Hvis dig tykkes for godt, jeg selv i det mindste det ønsker.
895 Saa han taled, hans Ord adlød den Drot Agamemnon.
896 Hiin til Meriones Spydet nu gav, men den prunkende Kamppriis
897 Flyede han Kongens Herold Talthybios, hjem den at bære.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange