Iliaden Sang 22

Resume 22. sang i Iliaden af Homer. Hektor venter på Akhilleus uden for byen uden at tage sig af sine jamrende forældres bønner. Tre gange drives Hektor rundt om byen; Apollon forlader ham, og Athene opfordrer ham i Deiphobos’ skikkelse til at gøre modstand. Han falder i kampen og slæbes bort til skibene på Akhilleus’ vogn. Forældrenes og Andromakhes jamren.

ILIADEN

Iliaden, 22. sang

1 Saaledes drevne til Byen på Flugt, saa rædde som Raakid,
2 Kjøled de Sveden, og lænede op til det prægtige Brystværn
3 Slukked de Tørsten med lædskende Drik, men Achaiernes Sønner
4 Rykked mod Murene frem, med Skjoldene fast imod Skulder.
5 Dog den grusomme Skjebne besnæred den straalende Hektor,
6 Udenfor Staden forblev ved den Skæiske Port han tilbage.
7 Flux til Peleiden Achilles nu talede Phoibos Apollon:
8 Peleus’s Søn! hvi forfølger du mig med hurtige Fødder,
9 Dødelig Mand en udødelig Gud? du mærked vel neppe,
10 At med en Guddom du strider, da frem du farer saa hidsig;
11 Reent du glemmer din Kamp med Troerne, dem du forskrækked.
12 Ind i Byen de slap, men selv du hid dig har fjernet;
13 Mig du dræber dog ei, en dødelig Mand er jeg ikke.
14 Dragende tungt et Suk udbrød fodrappen Achilles:
15 Grummeste Gud! fjernrammende Drot! stor Meen har du voldt mig,
16 Da du fra Muren forlokked mig hid; langt Flere tilvisse
17 Havde nu bidt i Græsset, før hjem de var komne til Staden.
18 Nu har du røvet mig glimrende Roes, og hine du frelste
19 Uden Besvær, du havde jo ei nogen Hevn at befrygte;
20 Hevne mig vilde jeg vist, saasandt jeg mægted og evned.
21 Saa han taled, og stolt sine Fjed mod Staden han vendte,
22 Styrtende frem saa snelt, som en Veddeløbsganger med Vognen,
23 Naar den i langstrakt Fart rask traver afsted over Marken,
24 Saa bevæged Achilles de smidige Knæer og Fødder.
25 Ham opdagede Priamos først, da han løb over Sletten
26 Straalende klart som Stjernen, der henimod Sommerens Slutning
27 Rinder på Himmelen op, og hvis Lys i det natlige Mørke
28 Tindrer med klarere Glimt end nogen af Stjernerne rundtom;
29 Navnet Orions Hund har Menneskens Sønner den givet;
30 Klarest den skinner forsand, men Ulykke har den i Medfør,
31 Jordens usalige Børn den svart hjemsøger med Feber;
32 Saaledes funkled i Løbet om Bryst hans kobberne Plader.
33 Lydt sig vaandede Gubben, med Hænderne slog han sit Hoved,
34 Løftende høit dem i Veiret, og raabte med ynkelig Klage,
35 Bedende ned til sin elskede Søn, som udenfor Porten
36 Stod umættelig gridsk efter Kamp med Peleiden Achilles;
37 Jamrende talte den Gamle, med Hænderne strakte mod Sønnen:
38 Hektor! min elskede Søn! træd ei, adskilt fra de Andre,
39 Ene til Kamp mod Peleiden, at ei du Døden dig henter,
40 Ramt af Achilles, en Helt dig langt overlegen i Manddom;
41 Han den Grusomme! gid han saa høit var af Guderne elsket,
42 Som han er elsket af mig, snart skulde da Hunde med Gribbe
43 Æde hans Liig, og en gruelig Sorg mig væltes fra Hjertet.
44 Mange mandhaftige Sønner han røved mig, nogle han dræbte,
45 Andre han skikked til Salg til langtfraliggende Øer;
46 Atter nu savned jeg tvende, da Troerne trængtes til Staden,
47 Hverken min Søn Polydoros jeg saae, ei heller Lykaon,
48 Hvilke den Dronning for Qvinder, Laothoe, begge mig fødte.
49 Leve de end i Fiendernes Leir, da kan vi med Tiden
50 Løse dem atter for Kobber og Guld, som ligger derhjemme;
51 Altes, den hædrede Gubbe, har rigt udstyret sin Datter;
52 Men hvis de segned i Døden, og alt er i Hades’s Bolig,
53 Da vil en Kummer det vorde for mig og for Gutternes Moder,
54 Men af det øvrige Folk vil snart den Sorrig forvindes,
55 Naar blot du ei henter din Død, af Achilles betvungen.
56 Kom da herind bag Muren, min Søn til Frelse for alle
57 Troiske Qvinder og Mænd, at du ei skal skjenke Peleiden
58 Glimrende Roes, og du selv dit kostbare Liv skal forlise.
59 Vær barmhjertig mod mig, hvem Sorg forfølger min Livstid,
60 Mig, jeg Arme, hvem Zeus på Alderens Tærskel vil skikke
61 Smædelig Død, naar mit Øie har seet utallige Rædsler:
62 Sønnerne slaaes ihjel, bort Døttrene slæbes til Skjændsel,
63 Kamrene hærges i Borgen med Vold, i græsseligt Blodbad
64 Slænges mod Gulvet de lallende Børn, og Sønnernes Koner
65 Rives afsted af Danaernes Folk med udædiske Hænder.
66 Naar da til Slutning en Mand, som med skærende Kobber har ramt mig,
67 Jager mig Livet af Lemmerne ud, skal forrest i Døren
68 Graadige Hunde, som vogted min Gaard, forrive mit Legem;
69 Mangen en Bid fra mit Bord jeg selv i Hallen dem rakte,
70 Dog de skal drikke mit Blod, og slagne med grueligt Vanvid
71 Strække sig ude ved Porten. Ei slet det klæder en Yngling,
72 Dræbt i Striden at ligge på Val, forriftet af Spydsod,
73 Smukt, selv efter hans Død, er Alt, hvad han lader tilsyne;
74 Men naar en Olding er slagen ihjel, og glubende Hunde
75 Skjænde hans Blusel, hans graalige Skjæg, hans blegede Lokker,
76 Det er den tungeste Lod for Jordens usalige Sønner.
77 Saa lød Oldingens Ord, og de graalige Haar af sit Hoved
78 Rykked han op med sin Haand, dog Hektor var ei at bevæge.
79 Ogsaa hans Moder sig jamrede lydt med grædende Taarer,
80 Dugen af Barmen hun rev, med sin Haand fremrakte hun Brystet,
81 Og med bevingede Ord under strømmende Taarer hun udbrød:
82 Hektor! lad dette dig røre! forbarm dig over din Moder!
83 Har jeg mit smertebedøvende Bryst dig rakt i din Barndom,
84 Kom det ihu, min Søn! og dyst med den mordiske Kæmpe
85 Indenfor Muren, men stil dig ei frem til standende Tvekamp.
86 Grusomme! hvis han dig dræber, da skal hverken jeg dig begræde,
87 Naar du på Baaren er lagt, du kjæreste Frugt, jeg har baaret,
88 Eller din rigtudstyrede Viv, men fjernt fra os begge
89 Skal ved Achaiernes Skibe dit Liig opædes af Hunde.
90 Saa med Jamren og Graad besvoer baade Fader og Moder
91 Bønlig den elskede Søn, men Hektor var ei at bevæge;
92 Staaende blev han og vented, til Helten Achilles sig nærmed.
93 Som naar en Øgle på Fjeld, der har ædt forgiftige Urter,
94 Bliver på Reden, skjøndt frygtelig vred, naar Hyrden sig nærmer,
95 Vildt den stirrer omkring, og bugter sig fælt på sit Leie,
96 Saa med uslukkeligt Mod forblev nu Hektor tilbage.
97 Op mod et Taarns fremspringende Fod han læned sit Malmskjold,
98 Og til sin mandige Sjel beklemt om Hjertet han talte:
99 Vee mig! ifald jeg nu gaaer bag Murene ind gjennem Porten,
100 Da vil Polydamas først mig strengt overvælde med Haansord,
101 Han som mig raaded, den Troiske Hær til Staden at føre
102 Hiin usalige Aften, da Helten Achilles sig reiste;
103 Dog jeg hørte ham ei, langt bedre det dog havde været.
104 Men da jeg nu ved taabelig Id har forødet vort Krigsfolk,
105 Blues for Troernes Mænd og langbeslørede Qvinder
106 Svart jeg i Sind, at en slettere Mand skal kunne fortælle:
107 Hektor har Folket forødt ved at stole for fast på sin Styrke.
108 Saa vil man sige forsand, og for mig langt bedre det vorder,
109 Enten at komme med Seier til Bye, hvis Achilles jeg dræber,
110 Eller at døe en hæderlig Død i Kampen ved Staden.
111 Dog maaskee, naar min vældige Hjelm og mit buklede Rundskjold
112 Ned jeg lægger på Jord, og mit Spyd opstiller mod Muren,
113 Ganger saa hen at møde på Vei den bolde Peleide,
114 Naar jeg da lover ham, Helena strax til Atreus’s Sønner
115 Atter at give tilbage med samt hendes Skatte tilhobe,
116 Som Alexandros til Troia hjemførte på bugede Skibe,
117 Det var jo Grunden til Krig, og jeg lover desuden at dele
118 Alt det Gods med Achaiernes Folk, som findes i Staden,
119 Selv kunde siden den helligste Eed jeg af Troerne tage,
120 Intet at fjæle med Svig, men skifte hvad indenfor Muren
121 Gjemmes af Gods i den prægtige Stad og give dem Hælvten –
122 Dog, hvi grubler i Sind jeg nu på saadanne Tanker?
123 Ei som en Trygler jeg træde ham nær, han forbarmer sig aldrig,
124 Ei vil han agte min Bøn, men slaae mig ihjel, hvis jeg kommer
125 Blottet og bar som en Qvinde, naar ned jeg har lagt mine Vaaben;
126 Nu er det sandelig ikke på Tid med Manden at tale
127 Venlig, som Ynglingen snakker fra Fjeld eller Eeg med sin Pige
128 Yngling og Pige har kjærlige Ord med hinanden at skifte;
129 Bedre forsand at træde til Kamp, at snart vi fornemme,
130 Hvem af os den Olympiske Drot vil Seier forunde.
131 Saa han grubled og blev, da nærmed sig Helten Achilles,
132 Ares han lignede grandt, den hjelmbuskrystende Krigsgud,
133 Pelions Ask, det rædsomme Spær, han gynged på høire
134 Skulder, og Rustningens Malm omstraaled ham trindt med en Lysglands,
135 Ligesaa klar som brændende Ild eller Solen ved Opgang.
136 Ræd blev Hektor, da Helten han saae; at blive på Stedet,
137 Dristed han ei, men flygted med Grue fra Porten tilbage.
138 Frem da styrted Achilles, i Lid til de hurtige Fødder,
139 Ret som en Glente fra Fjeld, den snareste Fugl under Himlen,
140 Snelt i susende Flugt gjør Jagt på en ængstelig Due,
141 Bange den stryger til Siden, men Glenten er nær og bestandig
142 Slaaer den mod Duen med skingrende Skrig af Lyst den at snappe;
143 Saa fremstyrted han ivrig i Hu, men Hektor tilbage
144 Veeg langs Muren, bevægende rask sine smidige Knæer;
145 Varden de stormed forbi og den figenbevoxede Bakke
146 Længer og længer fra Muren heelt hen ad den banede Vognvei.
147 Videre kom de forbi to klarthenrindende Vandløb,
148 Kilderne, hvorfra Skamandros, den hvirvlende Flod har sit Udspring.
149 En af Kildernes Vand er varmt, og op af dens Bølger
150 Stiger, som Røgen af Ild, en Damp, der breder sig trindt den;
151 Kold derimod er den anden, selv midt i Sommerens Hede,
152 Ligesom Hagel og Snee, eller Vand, som Frosten har styrknet.
153 Tæt ved Kilderne stander en Deel forsvarlige Kummer,
154 Hugne med Kunst af Steen, hvor Koner og deilige Piger
155 Pleied fra Byen at bringe til Vask deres prægtige Klæder
156 Fordum i Fredens Tid, forinden Achaierne landed.
157 Her forbi nu Flygtningen løb og Forfølgeren bag ham,
158 Stærk var Manden, som veeg, men en stærkere Mand ham forfulgte,
159 Hidsig på stormende Fod, ei løb de tilveds om et Slagtnød,
160 Eller et Skind, som sættes til Priis ved Mændenes Dystløb,
161 Hestebetvingeren Hektors Liv var Prisen, de løb om.
162 Som naar i strygende Fart stærkhovede Veddeløbsheste
163 Svinge på Banen om Maal, naar en glimrende Priis ved et Gravøl
164 Stander på Spil, en blomstrende Møe, hvad eller en Trefod,
165 Saaledes løb de tregange rundt om Priamos’ Kongstad
166 Rask på ilende Fod, og alle de Himmelske saae dem.
167 Først til Orde da tog hiin Guders og Menneskers Fader:
168 Ha! for mit Øie jeg skuer en Mand, hvem høilig jeg elsker,
169 Drives om Muren på Flugt; dybt røres min Sjel over Hektor,
170 Han som af Tyre saa tit mig Bovene brændte til Offer
171 Snart på en høitfremstikkende Tind af det kløftede Ida,
172 Snart på Ilions Borg, og nu den bolde Peleide
173 Rundt om Priamos’ Stad på ilende Fod ham forfølger.
174 Derfor velan, I Guder! betænker og veier i Sindet,
175 Om vi fra truende Død skal frelse ham, eller på Stedet
176 Lade den kraftige Helt forlise sit Liv for Achilles.
177 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
178 Zeus, lynslyngende Fader, Skysortner! hvad var det du sagde?
179 Manden af dødelig Æt, hvis Skjebne forlængst er berammet,
180 Ham påny nu frelse du vil fra den hylende Kampdød,
181 Gjør det! men visselig ei vi Guder vil prise din Idræt.
182 Hende påstand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
183 Tritogeneia! mit elskede Barn! fat Mod! hvad jeg sagde
184 Var ikke meent for Alvor, mod dig er jeg føielig sindet.
185 Gjør hvad dig tykkes for godt, men gjør det uden Forhaling!
186 Talt, og Athene han vakte, som alt var rede forinden,
187 Ned i stormende Fart hun svang sig fra høien Olympos.
188 Rask i ustandseligt Løb foer Peleus’s Søn efter Hektor,
189 Som naar en Hund i Bjergenes Skov forfølger en Daakalv,
190 Som den fra Leiet har reist, gjennem Krat, gjennem bugtede Dale.
191 Finder den end i sin Angst et Skjul bag Buskenes Grene,
192 Løber dog Hunden bestandig i Spor, til sit Bytte den fanger;
193 Saa kunde Hektor ei fjæle sig bort fra rappen Achilles.
194 Hvergang i Løbet han prøved et Sving for at vige tilside
195 Mod den Dardaniske Port ind under de prægtige Mure,
196 Om man maaskee ved Skud kunde dække ham oppe fra Muren,
197 Sprang Achilles i Veien ham flux, og drev ham bestandig
198 Ud imod Sletten, men stedse han selv løb inde mod Staden.
199 Ret som i Drømme man ikke formaaer en Flygtning at fange,
200 Hverken kan hiin undløbe ved Flugt eller denne ham gribe,
201 Saa kunde hiin ei hente ham ind eller denne ham undgaae.
202 Dog hvordan havde Hektor nu Dødsgudinderne undflyet,
203 Naar ei Apollon en Gang endnu, dog det var den sidste,
204 Trædende nær havde vakt hans Kraft og smidige Knæer.
205 Men ved et Vink med sit Hoved forbød Achil sine Kæmper
206 Spyd mod Hektor at kaste, at Ingen den Roes skulde vinde,
207 Først at have ham ramt, og han selv kun være den Anden.
208 Dog da de fjerdegang naaede det Sted, hvor Kilderne risled,
209 Greb Alfader sin gyldene Vægt og holdt den i Veiret,
210 Lagde på Vægten dernæst to dødbestemmende Lodder,
211 En for Peleus’s Søn og en for den straalende Hektor,
212 Greb saa på Midten og vog, da sank Dødslodden for Hektor,
213 Ned til Hades den foer; da forlod ham Phoibos Apollon,
214 Men til Achilles sig skyndte den lysblaaøiede Pallas,
215 Trædende nær med bevingede Ord saalunde hun talte:
216 Stolte Peleide! du Yndling af Zeus! nu skal vi da sikkert
217 Bringe Danaernes Mænd berømmelig Hæder til Flaaden,
218 Slaae vi nu Hektor ihjel trods al hans ustyrlige Kamplyst.
219 Længer formaaer han nu visselig ei vore Hænder at undflye,
220 Selv om Phoibos Apollon anstrengte sig aldrig saa meget,
221 Og for sin Fader Kronion sig tryglende vælted i Støvet,
222 Bliv da nu her og pust efter Dyst, mens selv jeg til Hektor
223 Gaaer for at mande ham op, til kjækt dig i Kampen at møde.
224 Saaledes taled Athene, og glad i sit Hjerte han adlød,
225 Stod saa og læned sig fast til sit malmbevæbnede Askspær.
226 Flux Gudinden forlod ham og treen til den ædelig Hektor.
227 Grandt hun Deiphobos ligned på Væxt og det kraftige Mæle,
228 Trædende nær med bevingede Ord saalunde hun talte:
229 Broder! forsand heel skarpt forfølger dig rappen Achilles,
230 Rundt om Priamos’ Stad på ilende Fod han dig driver.
231 Dog velan! lad os blive og kjækt os stille til Modværn!
232 Flux gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
233 Altid, Deiphobos! var du tilforn min kjæreste Broder
234 Fremfor de øvrige Sønner, som Hekabe Priamos fødte,
235 Dog langt meer vil jeg nu af mit inderste Hjerte dig elske,
236 Du, som for min Skyld vovede kjækt, saasnart du mig øined,
237 Udenfor Muren at gaae, mens de Andre forblive derinde.
238 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
239 Broder! indstændig mig bad min Fader og værdige Moder
240 Med vore Frænder ihob, og En efter Anden mig knæfaldt,
241 Inde bag Muren at blive, saa svart har Skræk dem betaget,
242 Men af ulidelig Sorg jeg nagedes dybt i mit Hjerte.
243 Lad os nu rask fremstorme til Kamp, og ei vore Landser
244 Spare vi vil, at snart vi kan see, om Helten Achilles
245 Styrter os Begge til Jorden og bringer vor blodige Rustning
246 Med sig til Skibene hjem, eller lader sit Liv for din Landse.
247 Saaledes taled Athene med Svig og ilede forud.
248 Men da de skridende frem hinanden var traadt under Øine,
249 Først til Orde da tog den hjelmomstraalede Hektor:
250 Peleus’s Søn! ei længer for dig vil jeg flygte som hidtil;
251 Tregange rundt om Priamos’ Stad jeg løb, og dit Angreb
252 Dristed jeg ei at bestaae, men nu tilskynder mit Mod mig
253 Kjækt dig at møde til Dyst, hvad enten jeg slaaer eller falder.
254 Dog lad os op til Guderne see, thi Menneskens Pagter
255 Holde de Salige strengest i Hævd som de sikkreste Vidner;
256 Ei vil jeg grumt skamskænde dit Liig, hvis Zeus mig forunder
257 Seierrig hjem at drage fra Kamp og berøve dig Livet,
258 Ikkun din Rustning jeg plyndre dig vil, men skikke dit Legem
259 Hjem til Achaierne strax, og en lignende Skjel du mig gjøre!
260 Ham gjensvared med rynkede Bryn fodrappen Achilles:
261 Hektor! du argeste Mand! tael ikke til mig om Fordragsmaal!
262 Ligesom Pagt mellem Løver og Menneskens Børn er umulig,
263 Ligesom Ulv og Lam kan aldrig forliges og enes,
264 Nei! til evindelig Tid maae fiendsk de hade hinanden,
265 Ligesaa lidet kan jeg og du forenes om Tilsagn,
266 Eller forsones, før en af os nedstyrtet i Støvet
267 Ares har mættet med Blod, den urokkelig kæmpende Krigsgud.
268 Kom nu ihu hver Kunst du forstaaer! nu bør du tilvisse
269 Flinkt handtere dit Spyd, og freidig i Kampen betee dig;
270 Ei undslipper du længer, ret snart skal Pallas Athene
271 Styrte dig ned med mit Spyd, og for al den Ynk skal du bøde,
272 Som du har voldt mine Mænd, dem du rasende slog med din Landse.
273 Talt, med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang,
274 Dog retud han blikked, den straalende Hektor, og undveeg,
275 Varlig han dukked på Hug, og flyvende hen over Helten
276 Planted i Muld sig det kobberne Spær, men Athene det snapped,
277 Og til Achilles det rakte, dog uden at Hektor det mærked.
278 Flux til Peleus’s Søn udbrød den straalende Hektor:
279 Landsen dig glipped forsand, gudlignende, raske Peleide!
280 Ikke fra Zeus, som du siger, har Bud du fået om min Henfart,
281 Men på Bedrag og Svig din fiffige Tale var anlagt,
282 For at jeg ræd ved din Snak skulde glemme mit Mod og min Styrke.
283 Ei skal dit Spyd forsand gjennem Ryggen mig stinge på Flugten,
284 Brystgængs stormer jeg frem, thi stød dit Spær mig i Brystet,
285 Skjenker en Gud dig det Held; nu vogt dig vel for mit Malmspær!
286 Gid dog saasandt i din Hud du heelt opfange det maatte,
287 Lettes da vilde for Troernes Mænd den besværlige Krigsfærd,
288 Hvis du faldt, thi du er forsand deres haardeste Plage.
289 Talt; med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang,
290 Midt på Achilles’s Skjold han traf, ei var det et Glipkast,
291 Langt dog sprang fra Skjoldet hans Spyd, da harmedes Hektor
292 Svart, at det hurtige Spær af hans Haand var fløiet forgjeves;
293 Heel mismodig han stod, der var ei noget Spyd at bekomme;
294 Høit til Deiphobos skreg han, den Helt med det snehvide Rundskjold,
295 Fordred hans vældige Spyd, men ei stod Broderen hos ham;
296 Klarligen Hektor i Sind begreb nu Sagen og udbrød:
297 Vee mig! til Døden forsand nu Himmelens Guder mig kalde!
298 Fuldt jeg troede, den kjække Deiphobos stod ved min Side,
299 Men han er hist i Staden, og mig har Athene bedaaret.
300 Nu er den grusomme Død mig nær, ja fjern er den ikke,
301 Nu er min Redning umulig, i forrige Dage mig frelste
302 Zeus og Phoibos Apollon, hans Søn, som begge mig fordum
303 Huldt beskjermed i Fare, men nu indhenter mig Skjebnen.
304 Lad mig da ei uden Daad uden Roes her gange tilgrunde!
305 Lad en Bedrift mig øve, som vordende Slægter vil mindes!
306 Talende saa han af Balg uddrog sit hvæssede Slagsværd.
307 Som over Hoften var spændt, en stærk og drabelig Glavind,
308 Stormed saa frem som en Ørn, der flyvende høit gjennem Luften
309 Oppe fra sortnende Skyer slaaer ned på Marken og griber
310 Enten et nyfødt Lam eller og en ængstelig Hare;
311 Saa fremstormede Hektor og svang sit hvæssede Slagsværd.
312 Frem sprang ogsaa Peleiden, af rasende Harme hans Hjerte
313 Svulmede høit, for Brystet han holdt til Bedækning sit skjønne
314 Kunstforarbeidede Skjold, på Hovedet gynged den blanke
315 Hjelm med fiirdobbelt Kam, vildt rysted den fyldige Manke,
316 Hvilken Hephaistos til Busk havde sat af den pureste Guldtraad;
317 Blank som Hesperos tindrer, den deiligste Stjerne på Himlen,
318 Naar i den mørkeste Nat blandt tusinde Stjerner den vandrer,
319 Saaledes glimted den hvæssede Od på det Spyd, som Achilles
320 Svang i sin kraftige Høire, da fjendsk mod Hektor han stormed,
321 Speidende efter et Sted, hvor hans skinnende Hud kunde saares,
322 Trindt var hele hans Hud med de prægtige Plader bedækket,
323 Hektor i Kampen sig vandt, da han vog den stærke Patroklos,
324 Ikkun ved Struben en Plet stak frem, hvor Nøglen forbinder
325 Skulder med Hals, og hvor Livet saa snelt udfarer ved Spydsaar,
326 Der med sit Spyd Achilles ham traf, da han stormed imod ham;
327 Heelt løb Kobberets stingende Od gjennem Halsen den bløde,
328 Men det beslagene Spær skar ei Luftrøret igjennem,
329 For at der end kunde levnes ham Frist til Ord og til Gjensvar,
330 Brat i Støvet han faldt, og hoverende raabte Peleiden:
331 Hektor! du troede dig vist, da du røved Patroklos’s Rustning,
332 Tryg for Hevn, og bekymred dig ei om mig, som var borte.
333 Daare! en stærkere Hevner forsand der sad i det Fjerne
334 Hist ved de bugede Skibe, jeg selv var bleven tilbage,
335 Jeg, som nu styrted dig ned, men nu skal Hunde med Fugle
336 Smædelig flænge dit Liig, men ham skal Achaierne jorde.
337 Svag på Mælet ham svared den hjelmomstraalede Hektor:
338 O ved dit Liv, dine Knæe og Forældre jeg bønlig dig beder,
339 Lad ikke Hundene æde mig op ved Achaiernes Skibe,
340 O men annam baade Kobber og Guld i rundelig Mængde,
341 Som dig vil bydes til Skjenk af min Fader og værdige Moder,
342 Naar til mit Hjem du skikker mit Liig, at mit livløse Legem
343 Skjellig kan stedes til Baal af Troer og Troiske Qvinder.
344 Ham gjensvared med rynkede Bryn fodrappen Achilles:
345 Ei ved mit Knæe besværg mig, du Hund! og ei ved Forældre!
346 Ha! i min fnysende Harm kunde gjerne dit Kjød jeg i Stykker
347 Hugge og æde det raat for al den Sorg, du har voldt mig!
348 Ingen der være, som Hundene bort fra dit Hoved dig jager!
349 Selv om saa tifold Løsning, ja togange ti de på Vægten
350 Veied og bragte mig hid, og meer mig loved med Tiden;
351 Ja om Dardaneren Priamos end tilbød sig med røden
352 Guld at veie dig op, saa skal din Moder dog aldrig
353 Lægge på Baare dit Liig, og bejamre den Søn, som hun fødte,
354 Nei! men Hunde med Fugle skal skifte dit Kjød med hverandre.
355 Døende gav ham til Svar den hjelmomstraalede Hektor:
356 Ak! jeg kjender dig grandt, jeg vidste jo nok, mine Bønner
357 Rørte dig ei, af Jern er det Hjerte, du bærer i Barmen;
358 Dog betænk, om ikke mod dig jeg Gudernes Harme
359 Vækker, naar Dagen er kommen, da Paris og Phoibos Apollon
360 Dræbe dig hist i den Skæiske Port tiltrods for din Kjækhed.
361 Altsom han mælede saa, tilhylled den sluttende Død ham;
362 Ud af Lemmerne fløi hans Sjel og iilte til Hades,
363 Jamrende over den Lod, at skilles fra Kjækhed og Ungdom.
364 Flux til Dødningen mæled igjen den bolde Peleide:
365 Døe kun du! jeg tager min Død, saasnart det behager
366 Zeus og den øvrige himmelske Slægt at lade den komme.
367 Talt, og af Dødningens Saar udrev han sin kobberne Landse,
368 Slængte den hen, og drog ham af Skulder den blodige Rustning.
369 Trindt omstimled ham strax en Flok af de andre Danaer,
370 Hektors forbausende Aasyn og Væxt de betragted med Studsen
371 Alle, men ei var der Een, som med Spyd jo rifted hans Legem.
372 Mangen da talte saalunde, med Øinene vendt mod sin Naboe:
373 Eia! forsand langt spagere nu er Hektor i Omgang,
374 End da med blussende Ild i Brand han stak vore Snekker.
375 Saaledes talede Mangen, treen hen og stak ham med Landse.
376 Men da saa Helten Achilles af Krop havde draget hans Rustning,
377 Stod i Danaernes Kreds han frem og talte saalunde:
378 Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
379 Nu da mig Guderne skjenked det Held, denne Mand at betvinge,
380 Som os har voldt langt større Fortræd, end de Andre tilsammen,
381 Vel! lad da rundt om Staden os gaae, og med Vaaben ihænde
382 Friste dem trindt, for at see, hvad Troernes Mænd har isinde,
383 Enten de Borgen vil rømme maaskee, da Hektor er falden,
384 Eller dem lyster at blive til Værn, skjøndt Helten er borte.
385 Dog hvi grubler i Sind jeg nu på saadanne Tanker?
386 Hist ved Skibene ligger et Liig, ubegrædt, ubegravet,
387 Manden Patroklos; ei glemmer jeg ham, saalænge jeg færdes
388 End i de Levendes Tal, og om Led sig Knæerne bøie;
389 Selv om i Hades’s Bolig man reent forgjetter de Døde,
390 Saa vil dog hisset endog min elskede Ven jeg erindre.
391 Dog, velan! Achaiske Mænd! under skingrende Krigssang
392 Drage vi nu til Skibene hjem og føre ham med os,
393 Glimrende Hæder vi vandt, den herlige Hektor vi dræbte,
394 Hvem det Troiske Folk som en Gud høiagted i Staden.
395 Talt, og en skammelig Daad mod den herlige Hektor han øved:
396 Begge hans Fødder igjennem han stak i de Sener, som bagtil
397 Løbe fra Hæl til Ankel, og trak dem igjennem med Remme,
398 Bandt dem bag til sin Vogn, og lod Hovedet slæbe mod Jorden,
399 Kasted den prunkende Rustning på Karm, og svang sig i Sædet,
400 Jog saa med smeldende Pidsk, og rask fremtraved hans Heste.
401 Støven sig reiste saa tyk, da han slæbtes afsted, og hans sorte
402 Haar hang flagrende ned, i Støv indhyllet hans Hoved
403 Laae, saa fagert fornys, men nu lod Fader Kronion
404 Fienderne midt i hans Fædreneland skamskænde det grusomt.
405 Saa blev hans Hoved besudlet med Støv, men hans værdige Moder
406 Rev af Hoved sit Haar, langt bort hun slængte sit fine
407 Skinnende Slør og hulkede lydt, da Sønnen hun skued;
408 Ogsaa den elskede Fader sig ynkelig vaanded, og rundtom
409 Lød gjennem Staden fra Folket fortvivlede Klager og Veeraab;
410 Jamren var stor overalt, som om hele den kneisende Kongstad
411 Stod i lysende Luer og styrtede ned fra sin Høide.
412 Borgerne holdt med Nød den bedrøvede Gubbe tilbage;
413 Ud af den høie Dardaniske Port han brat vilde styrte,
414 Ned i Skarnet, med tryglende Bøn, sig vælted den Gamle,
415 Hver en Borger han nævnte ved Navn og bønlig han bad dem:
416 Slipper mig dog, og lader mig gaae, bekymrede Venner!
417 Ene herfra og begive mig hen til Achaiernes Skibe;
418 Bønlig besværge jeg vil hiin raae udædiske Voldsmand,
419 Om mine Aar han agter maaskee og ynker min Alder,
420 Selv han har jo en Fader affældig som jeg og bedaget,
421 Peleus, som avled og fostred ham op til Troernes Jammer,
422 Mig dog især han Kummer har voldt langt meer end de Andre;
423 Mangen en Søn han slog mig ihjel i den blomstrende Alder,
424 Dog for dem Alle jeg jamrer ei saa, skjøndt saare bedrøvet,
425 Som for den Ene, for Hektor, hvis piinlige Tab mig vil styrte
426 Ned til Hades’s Bolig; o gid han var død i sin Faders
427 Arme, da havde med Klager og Graad vore Hjerter vi mættet,
428 Jeg og hans Moder, den sørgende Viv, som til Verden ham bragte.
429 Saa han talte med Graad, og Borgerne sukked tilhobe.
430 Hekabe jamred imens blandt Troernes Qvinder saalunde:
431 Ak! hvi lever jeg Stakkel endnu efter al denne Qvide!
432 Dig har jeg mistet, min Søn og du var bestandig min Stolthed
433 Dag og Nat, og en Frelse du var i Staden for alle
434 Troer og Troiske Qvinder, de hylded dig ret som en Guddom,
435 Ja forsand, ogsaa dem en Hæder du var og en Stolthed,
436 Medens du leved, nu Døden og Skjæbnen i Vold dig har fanget.
437 Saa hun talte med Graad, men ei endnu havde Hektors
438 Hustrue fornummet det mindste, thi intet pålideligt Budskab
439 Havde forkyndt, at den elskede Mand var forbleven derude.
440 Derfor i Høienloftskammer hun stod og vov sig en prægtig
441 Kaabe i Skarlagens Garn med brogede Blomster til Islæt;
442 Og sine haarfagre Terner derhjemme befoel hun at sætte
443 Flux en rummelig Kjedel på Ild, at et Bad i Beredskab
444 Varmt kunde staae til Hektor, naar hjem fra Striden han vendte.
445 Stakkel! ei drømte hun om, at den lysblaaøiede Pallas
446 Fjernt fra Bad ved Achilles’s Haand havde dræbt hendes Husbond.
447 Oppe fra Muren fornam hun nu flux en Jamren og Hylen,
448 Skytlen af Haand hende faldt, over hele sit Legem hun rysted,
449 Vendte sig derpå igjen til de haarfagre Terner og udbrød:
450 To af Eder mig følge! jeg selv maa see, hvad der hændtes;
451 Nys jeg Hekabes Røst fornam, og i Barmen mit Hjerte
452 Farer mig op i min Hals, knap mægter jeg Knæet at bøie.
453 Nu fremvælder forvist over Priamos’ Sønner en Ufærd,
454 Gid dog aldrig for Øren det komme mig! Ak! jeg befrygter
455 Svart, at Helten Achil afskar den dristige Hektor
456 Ene fra Byen, og nu omkring på Sletten ham jager,
457 Eller maaskee har alt han knust den rædsomme Kjækhed,
458 Som ham besjeler, i Krigernes Rad vil han aldrig forblive,
459 Altid vil forrest han frem, i Mod han viger for Ingen.
460 Talende saa, af Kamret hun foer som slagen af Vanvid,
461 Fulgt af de trofaste Terner, høit klapped i Barm hendes Hjerte.
462 Men da til Taarnet hun kom, hvor Mændene stod i en Stimmel,
463 Standsed hun, kasted fra Muren et Blik, og skued sin Husbond
464 Slæbes ved Staden omkring, de hurtige Heste ham slæbte
465 Ubarmhjertig afsted til Achaiernes bugede Skibe.
466 Trindt om Øinenes Laag sig bredte det sorteste Natmulm,
467 Brat tilbage hun sank, udpustende Livet i Afmagt,
468 Og i det samme til Jord nedfløi Diademet fra Issen
469 Baade med Baand og Næt, den flettede Snor og det skjønne
470 Slør, som til Gave hun fik af den gyldene Viv Aphrodite
471 Alt på den Dag, da Hektor, den straalende Helt, hende førte
472 Hjem som Brud fra Eetions Borg for glimrende Gaver.
473 Trindt i Flok hendes Svigersker stod og Svogrenes Koner,
474 Fast den Arme de holdt, i Bedøvelse laae hun som dødsens.
475 Men da hun aanded påny, og igjen var kommen til Samling,
476 Jamred hun saa med hulkende Røst blandt Troernes Qvinder:
477 Hektor! o vee mig Arme! til eens usalige Vilkaar
478 Fødtes vi begge, blandt Troerne du i Priamos’ Hofgård,
479 Jeg i Thebai ved Foden af Plakos, den skovrige Klippe,
480 Hist i Eetions Borg, som ulykkelig selv har sin Datter
481 Fostret fra spæd til større Gjenvordighed; gid han dog aldrig
482 Havde mig født! nu drager du bort dybt ned under Jorden,
483 Ned til Hades’s Hjem, mens jeg i dit Huus som en Enke
484 Bliver tilbage, forkuet af Sorg, og et Barn er jo Sønnen,
485 Som vi har født, vi høist usalige. Aldrig, o Hektor!
486 Vorder du ham til Gavn, og han dig aldrig til Glæde;
487 Frelses han end i den grusomme Krig med Achaiernes Sønner,
488 Saa vil dog Trængsel og Sorg i kommende Dage ham møde;
489 Fremmede Mænd frarane ham vil hans Eiendomsmarker.
490 Faderens Dødsdag berøver et Barn dets forrige Venner,
491 Stedse med Taarer på Kind og med Øinene slagne mod Jorden
492 Løber den Stakkel nødlidende hen til Faderens Venner;
493 En han napper i Kjolen, og hist en Anden i Kappen;
494 Ynkes saa Een omsider, da fåer han en Slurk i en Tumling,
495 Hvormed han Læben kan væde, men ei vederqvæge sin Gane;
496 Ogsaa vil tit en Dreng, som endnu har Fader og Moder,
497 Slaae ham, og bort med haanlige Ord ham jage fra Maaltid:
498 Pak dig herfra! din Fader er ei en Gjæst ved vort Gilde!
499 Grædende skynder da Pogen sig hjem til Enken sin Moder.
500 Sligt vil Astyanax hændes, på Faderens Knæer han fordum
501 Spiste den skæreste Marv og Kjød af flommede Beder,
502 Og naar ham Søvnen betog, naar Glutten var træt af at lege,
503 Tog ham Ammen i Arm, naar af Fryd hans Hjerte var mættet,
504 Og i sin Seng han slumrede sødt på de blødeste Bolstre;
505 Nu vil Astyanax – saa blev han kaldt af Folket i Troia,
506 Thi det var dig alene, som skjermede Muren og Porten, –
507 Nu vil Kummer han døie, sin elskede Fader han misted,
508 Og ved Achaiernes Skibe, heelt fjernt fra de kjære Forældre,
509 Vil nu de vrimlende Orme, naar Hundene først ere mætte,
510 Æde dig nøgen – dog Klæder i Huus der ligger i Mængde,
511 Kostbare, fine, dem Qvinder dig vov med kyndige Hænder;
512 Nu vil med blussende Ild jeg brænde dem alle tilhobe,
513 Dig de nytte dog intet, ret aldrig du bærer dem mere,
514 Lad dem da vorde din Hæder for Troer og Troiske Qvinder!
515 Saa hun talte med Graad, og Qvinderne sukked tilhobe.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange