Iliaden Sang 15

Resume 15. sang i Iliaden af Homer. Zeus vågner, ser med forbitrelse troernes nederlag og truer Hera. Derpå sender han Iris ud for at byde Poseidon forlade slaget, og Apollon for give Hektor ny kraft. Achaierne viger; Patroklos iler til Akhilleus for at fortælle ham det. Ajas, Telamons søn, dræber mange fjender, som ville stikke ild på skibene.

ILIADEN

Iliaden, 15. sang

1 Da nu den flygtende Hær bag den pæleforskandsede Muurgrav
2 Havde sig bjerget, og Mange var dræbt for Danaernes Hænder,
3 Gjorde de Holdt, og slog sig til Roe, men med Bæven og Bleghed,
4 Hist hvor Gangerne stode for Karm, men på Toppen af Ida
5 Vaagnede Zeus af sin Søvn hos den guldstolthronende Here.
6 Op han sprang, og kasted sit Blik mod Danaer og Troer,
7 Troerne løb i Forvirring, Achaiernes Sønner forfulgte
8 Skrapt dem på Flugt, og Poseidon, Jordrysteren, færdedes blandt dem.
9 Hektor tillige han saae omringet af trofaste Kæmper
10 Ligge på Sletten, tungt drog han sit Veir, og berøvet sin Samling
11 Brækked han Blod, thi ei af den svageste Mand var han truffen.
12 Guders og Menneskers Fader af Ynk blev greben ved Synet,
13 Og med et bistert forfærdende Blik til Here han talte:
14 Saa har da vist dit lumpne Bedrag, ubændige Here!
15 Standset den herlige Hektor i Kamp, og skræmmet hans Krigsfolk.
16 Bedst det var nu maaskee, om igjen for dit skændige Paafund
17 Først du høsted din Løn, og jeg strøg din Hud med min Svøbe.
18 Har du forglemt den Stund, da høit i Veiret du svæved,
19 To Ambolter jeg hang dig ved Fod, med et gyldent og trofast
20 Baand dine Hænder jeg bandt, i den øverste Luft mellem Skyer
21 Hang du, og Guderne fnøs i høien Olymp, men de mægted
22 Ei at komme dig nær og løse dig; hvem jeg fik fat på,
23 Tog jeg og kasted af Hal over Tærskelen ud, saa han styrted
24 Ned afmægtig til Jord, men alligevel kunde mit Hjerte
25 Ei forvinde sin nagende Qval for Helten Herakles.
26 Ilde mod ham tilsinds forlokked du Stormens Gudinder,
27 Og på det vildene Hav med Nordvindens Hjelp du ham tumled,
28 Kasted iland ham på Kos, det velbefolkede Øland;
29 Men jeg befriede min Søn, og efter mangfoldige Trængsler
30 Førte jeg atter ham hjem til det gangerernærende Argos.
31 Dette jeg minder dig om, at din Lyst til Svig kan forgaae dig,
32 Og at du lærer, hvor lidet dig gavne de kjærlige Favntag,
33 Du som fra Guderne sneg dig, og lumsk mig daared til Elskov.
34 Saa han talte, da skjalv den qvieøiede Here,
35 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
36 Jorden bevidne mit Ord, den mægtige Himmel foroven,
37 Vandet, som dybt henruller i Styx, og af salige Guder
38 Sværges der aldrig en Eed, meer dyr, meer rædsom end denne;
39 Ja ved dit hellige Hoved, ved Leiet, hvor først du i Elskov
40 Favned din Viv, og ved dette jeg aldrig har svoret en Meeneed:
41 Ei ved et Raad af mig forvolder den stærke Poseidon
42 Hektor og Troerne Jammer, og skjenker Achaierne Bistand;
43 Selv maa hans Hu forvist ham til Sligt have skyndet og egget,
44 Rørt ved den Nød, han Achaierne saae ved Skibene friste.
45 Nei! langt heller det gavnlige Raad jeg vilde ham give,
46 Did at forføie sig hen, hvor Du, Skysortner! befaler.
47 Saa hun taled, da smilte hiin Guders og Menneskers Fader,
48 Og med bevingede Ord han gav hende dette til Gjensvar:
49 Gid det saasandt var din Agt, storøiede værdige Here!
50 Enig med mig i Gudernes Raad herefter at sidde,
51 Da vil Poseidon forvist, om end efter Andet han tragter,
52 Snart omskifte sit Sind, for dig som mig at behage.
53 Dog hvis du mener dit Ord, og taler den skæreste Sandhed,
54 Gak da til Gudernes Kreds, og kald den bevingede Iris
55 Hid med Phoibos Apollon, den høistnavnkundige Skytte,
56 At til Achaiernes Leir, til de malmompandsrede Kæmper
57 Iris kan drage påstand, og den Drot Poseidon befale,
58 Flux at standse med Strid, og begive sig hjem til sin Vaaning.
59 Phoibos Apollon skal vække til Kamp den vældige Hektor,
60 Kraft indblæse ham atter, og standse de stingende Smerter,
61 Som nu saa svart forpine hans Sind, men Achaiernes Sønner,
62 Dem skal han drive tilbage, og slaae med lammende Rædsel,
63 At i Forvirring på Flugt de maae styrte sig hen til Peleidens
64 Toftede Snekker, og strax skal Achil sin kjære Patroklos
65 Skikke til Kamp, men ramt af Hektor med Spyd skal han falde
66 Udenfor Ilions Stad, naar han først mangfoldige andre
67 Gutter har dræbt, foruden min Søn den bolde Sarpedon;
68 Men for at hevne sin Ven skal Achil slaae Hektor tildøde.
69 Da vil jeg mage det saa, at Forfølgelsen atter sig vender
70 Til en ustandselig Flugt, saalænge til Ilions Kongstad
71 Falder Achaiernes Sønner i Vold ved et Raad af Athene.
72 Ei vil forinden jeg dæmpe min Harm, ei heller tillade
73 Nogen af samtlige Guder at yde Danaerne Bistand,
74 Førend Peleiden Achilles’s Bøn aldeles er opfyldt,
75 Som jeg ham loved tilforn, og med Hovedets Nik ham forjætted,
76 Alt på den Dag, da Thetis mit Knæe omfavned, og bønlig
77 Bad mig, at Hevn maatte times den Stadomstyrter Achilleus.
78 Talt; hans Ord adlød den liliearmede Here.
79 Ned fra Toppen af Ida hun foer til høien Olympos.
80 Rap som Tanken, der farer en Mand gjennem Sjel, som har vandret
81 Vidt i Verden omkring, naar dybt i sit Hjerte han tænker:
82 Gid jeg var der eller hist, og fatter mangfoldige Anslag;
83 Ligesaa rap gjennem Luften afsted fløi Drotningen Here;
84 Og da hun kom til høien Olymp, hun de salige Guder
85 Samlede traf i Zeus’s Palads; op sprang de fra Sæde
86 Strax da de blev hende vaer, og med Bæger de hilste Gudinden;
87 Dog hun gik dem forbi, men den blomstrende Themis’s Bæger
88 Tog hun, thi hun var den første, som løb Gudinden imøde,
89 Og med bevingede Ord til den værdige Here hun talte:
90 Here! hvi kommer du hid? du est saa forstyrret af Aasyn;
91 Vist har Kronos’s Søn, din Gemal, indjaget dig Rædsel.
92 Flux gjensvared Gudinden, den liliearmede Here:
93 Themis! om dette du fritte mig ei, selv veed du tilfulde,
94 Hvad for et stolt opfarende Sind der boer i hans Hjerte.
95 Gak nu med Guderne først i Sal til det yppige Maaltid,
96 Da skal du selv i Kreds af de Salige siden erfare,
97 Hvad for en Skjændsel Kronion bebuder os; neppe vil Alle
98 Frydes derover i Sind, hverken Mænd eller evige Guder,
99 Skjøndt vel Mangen endnu i Mag fortærer sit Maaltid.
100 Saa hun taled, og satte sig ned, den værdige Here;
101 Guderne fnøs i Zeus’s Palads, med Læben hun smilte,
102 Men om de sortblaae Bryn opklaredes ei hendes Pande.
103 Derpå forbittret i Hu hun talede saa til dem Alle:
104 Taabeligt er det af os, mod Zeus ubesindig at ivre,
105 Eller at træde ham nær i den Agt at standse hans Idræt
106 Enten ved Ord eller Magt, fjernt sidder han, ændser os ikke,
107 Bryder sig ei om vor Harm, thi høit i Kraft som i Vælde
108 Mener han selv at staae over samtlige Guder tilhobe;
109 Bærer da taalig hvad Ondt han Enhver tilskikker af Eder;
110 Alt blev nylig en Sorg, befrygter jeg, Ares beredet,
111 Falden i Strid er hans Søn Askalaphos, hvem han af Kæmper
112 Elskede høiest, og kaldte sin Søn, den vældige Krigsgud.
113 Saa hun talte, men Ares af Harm med Fladen af Haanden
114 Slog sine kraftige Laar, og jamrende tog han til Orde:
115 Guder, som boe på høien Olymp, I fortænke mig ikke,
116 Om jeg til Hevn for min Søn gaaer hen til Achaiernes Skibe,
117 Selv om det vorder min Lod, at ramt med Lyn af Kronion
118 Midt mellem Dynger af Liig i Blod og i Støv jeg skal falde.
119 Talt; flux Rædsel og Skræk han befoel i Aaget at koble
120 Gangernes Spand, saa axled han selv sin straalende Rustning.
121 Nu havde Zeus forsand mod alle de salige Guder
122 Raset med strengere Harm end tilforn, og med bittrere Galde,
123 Naar ikke Pallas Athene, bekymret for samtlige Guder
124 Havde sit Sæde forladt, og ud gjennem Porten var styrtet;
125 Hjelmen påstand af hans Hoved hun rev, og Skjoldet af Skuldren,
126 Vristed ham ud af den vældige Haand den kobberne Landse,
127 Satte den bort, og lastede strengt den ubændige Ares:
128 Rasende! du som eenfoldig dig brat i Fordærvelsen styrter!
129 Øren forgjeves du har, al Sands og Skam har du mistet!
130 Hører du ei, hvad hun siger, den liliearmede Here?
131 Hun som fornys fra Olymperen Zeus er kommen tilbage.
132 Est du for Alvor tilsinds mangfoldige Qvaler at udstaae,
133 Og til Olympen bedrøvet i Hu at tvinges tilbage?
134 Vil os øvrige Guder saa stor en Sorg du forvolde?
135 Strax vil Zeus jo forlade de kjække Danaer og Troer,
136 Hid til Olymp vil han ile til Skræk og Fordærv for os Alle,
137 En efter Anden han griber os da, uskyldig og skyldig.
138 Derfor jeg raader dig nu, din Harm for din Søn at betvinge,
139 Alt har jo mangen en Helt, ham langt overlegen i Manddom,
140 Mistet i Kampen sit Liv, og Fleer med Tiden vil falde,
141 Ei er det muligt at frelse hver Dødeligs Sønner og Afkom.
142 Talende saa til Sæde hun bragte den stormende Ares.
143 Here nu kaldte fra Høisalen ud baade Phoibos Apollon
144 Og den bevingede Iris, hiint Bud for de salige Guder,
145 Og med bevingede Ord hun talede til dem og sagde:
146 Zeus har befalet, at flux I hen skal drage til Ida,
147 Men naar I komme derhen, og Zeus I træde for Øine,
148 Gjører da strax hvadhelst han Eder befaler og byder!
149 Strax som Ordet var talt, gik Drotningen Here tilbage,
150 Og på sin Throne sig satte, men bort fløi begge de Andre;
151 Snart til Ida de kom, det kildebesprudlede Vildthjem;
152 Der Fjernskueren Zeus de traf, på Gargaros’ høie
153 Tind han sad, og trindt i en duftende Skye var han hyllet.
154 Men da de nærmed sig Zeus, den Skyforsamlende Konning,
155 Standsed de brat, og ei blev han vred i Hu ved at see dem,
156 Da de påstand hans Bud havde lydt, som hans Viv havde bragt dem.
157 Først med disse bevingede Ord til Iris han talte:
158 Rap dig, hurtige Iris! og meld til Drotten Poseidon
159 Alt hvad jeg siger dig her, ei gange du Bud som en Træring!
160 Byd ham fra mig at standse med Kamp og Strid, og at drage
161 Hen til Gudernes Kreds, eller ned i det hellige Havdyb.
162 Dog vil han ei adlyde mit Ord, men forkaster det haanlig,
163 Lad ham da dette betænke tilgavns i sit Sind og sit Hjerte,
164 Om han har Mod, naar jeg kommer ham nær, til kjækt mig at modstaae,
165 Skjøndt han er stærk, langt stærkere dog påstaaer jeg at være,
166 Som jeg af Alder er ældre, men uden at blues i Hjertet
167 Maaler han dog sig med mig, for hvem selv Andre maae skjælve.
168 Talt; hans Ord adlød den stormsnelt vandrende Iris;
169 Ned fra Toppen af Ida hun foer til det hellige Troia;
170 Ret som naar fygende Snee eller Hagel fra Skyerne flyver
171 Iiskold, pidsket afsted af den luftopklarende Nordvind;
172 Saa i stormende Fart henfløi den hurtige Iris.
173 Trædende nær hun talede saa til den stærke Poseidon:
174 Hid er jeg kommen til dig, sortlokkede Favner af Jorden!
175 Skikket af Aigissvingeren Zeus for at bringe dig Budskab.
176 Han dig befaler at standse med Kamp og Strid, og at drage
177 Hen til Gudernes Kreds, eller ned i det hellige Havdyb;
178 Dog vil du ei adlyde hans Ord, men forkaster det haanlig,
179 Da har han truet endog at komme herhid til en rædsom
180 Kamp med dig, men han raader dig først, for hans vældige Hænder
181 Varlig at flye, langt stærkere Kraft påstaaer han at eie,
182 Som han af Alder er ældre; men uden at blues i Hjertet
183 Maaler du dog dig med ham, for hvem selv Andre maae skjælve.
184 Bister i Hu gjensvared den herlige Ryster af Jorden:
185 Ha! ihvor vældig han er, fripostig forsand er hans Tale!
186 Mig, hvis Hæder er lige med hans, vil han voldelig tvinge!
187 Tre sambyrdige Sønner vi er af Kronos og Rheia,
188 Zeus, jeg selv og Hades, den underjordiske Konge.
189 Alt blev deelt udi Tre, og Enhver sin Hæder annammed,
190 Thi da vi kastede Lod, fik jeg det graalige Havdyb
191 Evig til Boe, det taagede Mulm fik Hades til Eie,
192 Zeus fik Himlen den brede, i Luft og Skyer at herske,
193 Jorden og høien Olymp derimod for os Alle blev fælleds;
194 Derfor vil ei efter Zeus jeg rette min Færd, lad ham blive
195 Rolig, hvor stærk han end er, på den Part, som blev ham beskæret;
196 Lad ham dog ei mig skræmme med Vold, som var jeg en Usling!
197 Bedre forsand, om med truende Ord irette han satte
198 Alle de Sønner og Døttre, hvoraf han avled saamange,
199 Som jo maae lystre hans Bud, hvad enten de vil eller ikke.
200 Derpå til Svar ham gav den stormsnelt vandrende Iris:
201 Skal jeg da Ord til andet, sortlokkede Favner af Jorden!
202 Bringe til Lyneren Zeus din barske, din trodsige Tale,
203 Hvad eller bøies dit Sind? de Bravestes Hjerte kan bøies;
204 Skrækkens Gudinder, du veed, staae redest til Hjelp for de Ældre.
205 Flux gjensvared Poseidon, den mægtige Ryster af Jorden:
206 Iris, du bolde Gudinde! fornuftige Ord har du talet,
207 Heldigt tilvisse det er, naar et Bud har Syn for det Rette;
208 O men den piinligste Harm mig gaaer til mit inderste Hjerte,
209 Hvergang det falder ham ind, med forbittrede Ord mig at laste,
210 Jeg som til lignende Kaar og til lignende Hæder blev kaldet;
211 Dog, nu giver jeg efter, hvorvel jeg i Sindet er opbragt.
212 Dette jeg sige dog vil, og fast er min Trudsel besluttet:
213 Hvis han lønlig for mig og for Hærfangsgudinden Athene,
214 Eller for Here, for Hermes, og Drotten den snilde Hephaistos,
215 Skaaner den Iliske Stad, og ei vil lægge den øde,
216 Da vil Argeiernes Folk overordentlig Kraft jeg forlene,
217 Vide da maa han, at ei vor Harm sig lader forsone.
218 Talende saa Poseidon forlod Achaiernes Krigsfolk,
219 Ned i Havet han steg, Achaiernes Helte til Afsavn.
220 Flux Skysamleren Zeus nu talede saa til Apollon:
221 Elskede Phoibos! gak hen til den malmompandsrede Hektor!
222 Stegen er nu Poseidon, den mægtige Ryster af Jorden,
223 Ned i det hellige Hav, mod min rædsomme Harm sig at bjerge.
224 Vist var denne vor Kamp endog de øvrige Guder
225 Kommen for Øre, som boe under Jord dybt nede hos Kronos,
226 Dog langt bedre for mig som for ham var dette tilvisse,
227 At han betids for min vældige Haand, hvorvel han var opbragt,
228 Trak sig tilbage, thi ei uden Sved den Dyst havde endt sig.
229 Frisk nu! tag i din Haand den trindtomqvastede Aigis,
230 Ryst den af yderste Magt, og skræm Achaiernes Helte!
231 Sørg dernæst, fjernrammende Gud for den straalende Hektor,
232 Væk hans Kræfter og Mod, til Achaiernes Sønner på Flugten
233 Komme til Skibene hen og det vildene Hav Hellespontos;
234 Da vil jeg selv strax være betænkt på Raad og Forføining,
235 Hvorved Achaiernes Folk kan aande påny efter Qviden.
236 Saa han taled, og Faderens Bud lød Phoibos Apollon;
237 Ned fra Toppen af Ida han svang sig, hurtig som Falken
238 Farer fra Skye, den snareste Fugl, Skovduernes Morder.
239 Priamos’ herlige Søn han siddende traf, ikke længer
240 Strakt på Marken han laae, fornys var han kommen til Samling,
241 Sveden var standset, frit drog han sit Veir, og Kæmperne trindtom
242 Kjendte han atter, Skjoldsvingeren Zeus til Liv havde vakt ham.
243 Trædende nær tiltaled ham saa Fjernskytten Apollon:
244 Hektor, du Priamos’ Søn! hvi sidder du her saa betagen,
245 Fjernt fra de øvrige Mænd? maaskee har en Ulykke ramt dig?
246 Svag på Mælet ham svared den hjelmomstraalede Hektor:
247 Huldeste Gud, hvem est du, som her mig spørger om dette?
248 Hørte du ei, at Aias, den kraftige Telamonide,
249 Traf med en Steen mig for Brystet, og standsed mit stormende Angreb,
250 Just som i Striden jeg dræbte hans Mænd ved Achaiernes Stavne?
251 Fast jeg troede forsand, at jeg Hades’s Borg og de Døde
252 Alt idag skulde see, min Aand allerede jeg opgav.
253 Ham gjensvared den mægtige Gud, Fjernskytten Apollon:
254 Fat nu Mod, slig Hjelper som mig har den høie Kronion
255 Sendt fra Ida, at stande dig bi og huld dig bevare;
256 Phoibos Apollon jeg er, hiin Drot med det gyldene Glavind,
257 Stedse beskjermer jeg troe baade dig og den kneisende Kongstad;
258 Derfor velan, befal påstand Vognstridernes Skare
259 Hen til de bugede Snekker at styre de vælige Heste!
260 Selv foran vil jeg gaae, al Veien for Gangernes Fodtrin
261 Jevne jeg vil, og drive på Flugt Achaiernes Helte.
262 Talt, og umaadelig Kraft indblæste han Krigernes Høvding.
263 Som naar en Hingst på Stald, velfodret med Havre ved Krybben,
264 River af Grimen sig løs, og med trampende Hov over Sletten
265 Løber afsted til den rullende Bæk, hvor den jevnlig sig baded,
266 Vælig den kneiser med Hovedet strunk, og ned over Boven
267 Flagrer den fyldige Manke, og kry af umaadelig Friskhed
268 Farer på flyvende Fod den til Hestenes vanlige Græsgang,
269 Saa bevægede Hektor de smidige Knæer og Fødder,
270 Drotternes Mod at vække, da Guddommens Stemme han hørte.
271 Som naar en Stimmel af Hunde og modige Karle fra Landsbye
272 Skrapt forfølge på Jagten en Kronhjort eller en Steenbuk;
273 Dog bag skyggende Krat eller op på en svimlende Klippe
274 Bjerger sig Vildtet, ei var det bestemt, at de skulde det fælde;
275 Vakt ved Jægernes Larm da træder den skjæggede Løve
276 Frem på Veien, og skræmmer dem bort trods al deres Raskhed;
277 Saa forfulgte Danaernes Mænd en Stund dem i Skarer,
278 Brugende flinkt tveoddede Spyd og mægtige Slagsværd,
279 Men da de saae, at Hektor fremtreen i Kæmpernes Rækker,
280 Slog dem Forfærdelsen brat, og i Fødderne satte sig Modet.
281 Da tog Thoas til Orde, Aitolernes gjæveste Kæmpe,
282 Søn af Andraimon, i standende Strid en ypperlig Kriger,
283 Spyd forstod han at svinge, og få af Achaiernes Gutter
284 Talte saa fyndig som han, naar på Thing de tvisted om Anslag;
285 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
286 Ha! for mit Øie jeg seer et høist forbausende Særsyn!
287 Saa er da virkelig Hektor, undsluppen fra Dødens Gudinder,
288 Atter opstanden; alt haabed Enhver saa vist i sit Hjerte,
289 At han var falden for Aias’s Haand, den Telamonides.
290 Atter forsand har En af de Himmelske frelst og bevaret
291 Hektor, som alt har styrtet til Jord saamange Danaer,
292 Ligesom nu det Samme vel skeer, thi ei er saa freidig
293 Frem blandt de forreste Kæmper han traadt uden Zeus’s Forføining.
294 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
295 Lader os sende til Skibene hjem de menige Krigsfolk;
296 Vi derimod, som de tappreste Mænd os stoltelig kalde,
297 Frem til Værn vil vi staae for strax med løftede Landser
298 Helten at møde, dog trods hans Hidsighed, mener jeg næsten,
299 At han vil grue for at styrte sig ind i Danaernes Skare.
300 Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig,
301 Og om Aianterne flux, om Idomeneus, Kreternes Konge,
302 Helten Meriones, Teukros og Meges, en Kæmpe som Ares,
303 Kaldte de Drotterne sammen, og sluttede fast til hverandre
304 Stod de rede til Dyst med Hektor og Troernes Kæmper,
305 Medens det menige Folk til Skibene vendte tilbage.
306 Frem i Klynger nu Troerne brød, og Hektor med Stormskridt
307 Førte dem an, men forud for ham gik Phoibos Apollon,
308 Hyllet om Skulder i Skye, men Aigiden, det rædsomme, stærke,
309 Trindtforhudede glimrende Skjold, som Smeden Hephaistos
310 Selv havde givet Kronion at bære til Mændenes Rædsel;
311 Dette han holdt i sin Haand, mens til Kamp han Krigerne førte.
312 Kjækt Argeiernes Rækker bestod, fra de kæmpende Hære
313 Steg et gjaldende Raab, i Mængde fra Buernes Strenge
314 Pilene fløi, mens Spydene foer fra dristige Hænder,
315 Og i behjertede Krigeres Hud heel mange sig fæsted,
316 Dog langt fleer underveis, før Mændenes Hud de berørte,
317 Bored i Muldet sig fast, efter Kjød de graadigen higed.
318 Medens Apollon urokkelig holdt Aigiden ihænde,
319 Traf mangt dræbende Spyd fra begge de kæmpende Skarer,
320 Men da han rysted sit Skjold med Øinene vendt mod Achaias
321 Kæmper, og skreg med gjaldende Røst, da listed han Modet
322 Ud af Krigernes Barm, saa de glemte det stormende Angreb.
323 Som naar et Par rovgjerrige Dyr i den skumleste Midnat
324 Over en vrimlende Flok af Faar eller Oxer på Græsgang
325 Styrter sig brat, og splitter dem ad, mens Hyrden er borte,
326 Saaledes flygted af Angst Achaierne, Phoibos Apollon
327 Skræk indjog dem, men Hektor og Troerne skjenked han Hæder.
328 Mand slog Mand i standende Strid, da Kampen sig spredte.
329 Hektor nu Stichios vog og Høvdingen Arkesilaos;
330 Denne var Drot for Boioternes Mænd med de kobberne Brynier,
331 Hiin derimod var den bolde Menestheus’s trofaste Væbner.
332 Helten Aineias til Jord nedstyrted Iasos og Medon;
333 Medon var Broder til Aias, en Søn af den Ædling Oileus,
334 Men han var Slegfred af Byrd og i Phylake tog han sin Bopæl,
335 Fjernt fra sit elskede Fædreneland, fra den Stund han i Kivsmaal
336 Slog en Broder ihjel til Oileus’s Viv Eriopis.
337 Helten Iasos var derimod En af Athenernes Drotter,
338 Søn af Sphelos, Bukolios’ Søn, han sagdes at være.
339 Forrest i Slaget blev Klonios dræbt af Helten Agenor,
340 Echios faldt for Polites, Polydamas dræbte Mekisteus;
341 Paris Deiochos ramte på Flugt blandt de forreste Kæmper
342 Bag i Skulderens Blad, og tværs brød Malmen igjennem.
343 Mens nu disse den straalende Malm afdroge de Faldne,
344 Styrted Achaierne ned i den pæleforskandsede Vandgrav.
345 Flygtende hid og did, og af Nød bag Muren de trak sig.
346 Høit da hævede Hektor sin Røst og til Troerne raabte:
347 Rask mod Skibene frem, lad ligge de blodige Vaaben!
348 Hvem af Eder jeg mærker fra Skibene bort sig at fjerne,
349 Han skal påstand forlise sit Liv, og ei skal hans Legem
350 Stedes til Dødningebaal af elskede Frænder og Frænker,
351 Glubende Hunde skal flænge hans Krop her udenfor Staden.
352 Talt, med et smeldende Rap over Bov han jog sine Heste,
353 Raabende høit, blandt Fylkerne ind, og med vildene Kampskrig
354 Foer nu Troerne frem med de stridskarmtrækkende Heste
355 Under en frygtelig Larm, foran gik Phoibos Apollon;
356 Let med sin Fod han sparkede løs den kneisende Gravbrink,
357 Styrted i Vandet den ud, og en Vei over Graven han broede,
358 Lang og tillige saa bred, som et Spyd henflyver i Luften,
359 Svunget med yderste Kraft af en Mand, som vil prøve sin Styrke.
360 Hen over denne de strømmede frem, med sin prægtige Aigis
361 Skred Apollon foran, og styrted Achaiernes Jordvold
362 Ligesaa let som ved Stranden en Pog omstyrter en Sandhob,
363 Hvilken han knap i sin barnlige Leeg fåer dynget i Veiret,
364 Før til sit Morskab han river den om med Hænder og Fødder;
365 Saa, høiherlige Phoibos! Achaiernes Værk du forstyrred,
366 Bygget med Kummer og Slid, og slog dem med Skræk, saa de flygted.
367 Men da de kom til Skibene hen, da standsed de Flugten;
368 Snart til hinanden de raabte, og snart til samtlige Guder
369 Bad tilhobe de fromt med høitopløftede Hænder.
370 Ingen saa ivrig dog bad, som Nestor, Achaiernes Fader,
371 Hænderne rakte han op mod den stjernede Himmel og udbrød:
372 Fader Kronion! hvis Nogen med Bøn om lykkelig Hjemfærd
373 Hist i det kornrige Argos har flommede Bove dig ristet,
374 Enten af Tyr eller Faar, og du selv Forjættelse gav ham,
375 Kom det ihu, Olympiske Drot, og beskjerm os mod Ufærd!
376 Lad Achaierne ei saa svart af Troerne kues!
377 Bedende talte han saa, høit tordned den vise Kronion,
378 Da han fornam den Bøn, han bad, den Gereniske Gubbe.
379 Men da nu Troerne hørte Skysamlerens buldrende Torden,
380 Styrted mod Fienden de raskere frem, og tænkte på Kampfærd.
381 Ret som naar Bølgerne høit fra det vidtbeseilede Havdyb
382 Slaae over Rælingen ind i et Skib, naar de drives af Stormens
383 Voldsomme Slag, som især fåer Bølgerne høit til at bovne,
384 Saa med frygteligt Skrig brød Troerne ned over Muren,
385 Rulled med Gangerne frem, og med dobbeltoddede Landser
386 Foer de ved Stavnene Fienden tillivs, og dysted på Vogne,
387 Medens Achaierne oppe fra Dæk på de tjærede Skibe
388 Værged med Stænger sig kjækt, som i Skibene gjemtes til Søslag,
389 Lange, beslagne med Klamper og kobberbeklædte for Enden.
390 Medens Achaier og Troer en drabelig Dyst med hinanden
391 Ude ved Muren bestod, et Stykke fra Skibenes Stade,
392 Sad Patroklos endnu i den Ædling Eurypylos’ Leirtelt,
393 Korted ved Tale hans Tid, og spredte forfriskende Urter
394 Over det hæslige Saar for at dulme de stingende Smerter;
395 Men da han mærked, at Troerne alt fremstormed mod Muren,
396 Og fra Danaernes Hær en ængstelig Skrigen han hørte,
397 Brød i lydelig Klage han ud, med Fladen af Haanden
398 Slog han sig heftig på Laar, og jamrende tog han til Orde:
399 Længer, Eurypylos! kan jeg hos dig nu ikke forblive,
400 Skjøndt du mig haver behov, en frygtelig Kamp er i Anbrud;
401 Lad nu din Svend tilhaande dig gaae; jeg selv maa mig skynde
402 Hen til Achilles påstand, for maaskee til Strid ham at vække ;
403 Thi hvo veed, om ikke mit Ord ved Gudernes Bistand
404 Rører hans Hu, god er jo en Vens påmindende Tale.
405 Talende saa, han hasted afsted, men Achaiernes Sønner
406 Stod urokkelig fast mod de raskfremtrængende Troer,
407 Mægted dog ei dem at drive fra Snekkerne, skjøndt de var færre;
408 Dog kunde Troerne ligesaalidt Danaernes stærke
409 Fylkninger sprænge, og bane sig Vei til Snekker og Telte;
410 Men som en Snor afmaaler saa ligelig Planken til Skibsbygst
411 Under en duelig Tømmermands Haand, som har nemmet sit Haandværk
412 Ret tilgavns, og har lært sin Kunst af Pallas Athene,
413 Saa for begge de kæmpende Folk stod Kampen nu lige.
414 Midlertid dysted de øvrige Mænd ved de øvrige Skibe.
415 Frem treen Hektor påstand mod Aias, den priselig Kæmpe;
416 Tæt ved et Fartøi de dystede svart, men hverken formaaede
417 Hektor at slaae ham på Flugt, og Ild på Skibet at sætte,
418 Heller ei hiin ham fordrev, da en Gud didhen havde ført ham;
419 Men da Kaletor, en Søn af Klytios, traadte mod Skibet
420 Hen med en blussende Brand, jog Aias sit Spær ham i Brystet,
421 Brat han faldt med et Drøn, og sin Brand af Haanden han tabte;
422 Og da nu Hektor for Øinene saae sin behjertede Fætter
423 Ligge på Jorden i Støv, henstrakt ved det tjærede Fartøi,
424 Hæved han høit sin Røst, og raabte til Troer og Lyker:
425 Troias og Lykiens Helte! Dardaniske Haandmængskæmper!
426 Lader det nu ei skorte på Kamp i denne vor Trængsel!
427 Bjerger den faldne Kaletor, at ei Achaiernes Sønner
428 Fange hans Rustning i Vold, der han faldt ved Skibenes Stade.
429 Talende saa, mod Aias han svang sin lynende Landse,
430 Helten han feiled forsand, men den Mastoride Lykophron,
431 Aias’s Ven, en Kytherer, som boede hos Telamoniden,
432 Siden for Drab fra Kythere, den hellige Øe, han var rømmet,
433 Ham med den hvæssede Malm han i Hovedet traf over Øret,
434 Just som hos Aias han stod, og ned i Støvet han baglænds
435 Styrted til Jord fra den agtere Stavn, brat segned hans Lemmer.
436 Da blev Aias forfærdet, og høit til sin Broder han raabte:
437 Elskede Teukros! vor trofaste Ven Mastoriden er falden,
438 Hvem vi har æret i Hallen saa høit som Fader og Moder,
439 Siden den Tid, fra Kythere han kom og leved iblandt os.
440 Nys har den modige Hektor ham dræbt; hvor er nu din Armbrøst?
441 Hvor er de dræbende Pile, du fik af Phoibos Apollon?
442 Talt; og da Teukros hans Ord fornam, løb hen han til Aias.
443 Buen af smidige Horn og det pileforvarende Kogger
444 Holdt han i Haand, og flux han skjød på Troernes Skare.
445 Kleitos påstand han traf, den herlige Søn af Peisenor,
446 Helten Polydamas’ Panthoos’ Søns fortrinlige Karmsvend,
447 Just som han Tømmerne holdt, og styred med Nød sine Heste;
448 Ind han drev dem, hvor Stimlen var størst, i det Haab sig at vinde
449 Hektors og Troernes Gunst, da timedes brat ham en Ufærd,
450 Den Kameraterne ei afværged med al deres Iver,
451 Thi med den smertende Piil han bag i Nakken ham ramte,
452 Ned af Vognen han tumled, og Gangerne steiled tilbage,
453 Raslende vildt med den ledige Karm, men Polydamas saae det
454 Flux, og løb mod de vælige Dyr, dem i Farten at stoppe;
455 Strax han Astynoos gav dem, en Søn af den Mand Protiaon,
456 Bød ham indstændig at holde dem nær med vaagende Øie,
457 Løb saa tilbage, og styrted sig ind blandt de forreste Kæmper.
458 Frem tog Teukros igjen en Piil, og sigted på Hektor.
459 Standset han havde nu vist al Kamp ved Achaiernes Skibe,
460 Havde den ypperste Helt han ramt, og berøvet ham Livet,
461 Dog for den snilde Kronion blev ikke det skjult, over Hektor
462 Vaaged han huld, og Teukros han ei slig Hæder forundte,
463 Thi den fortrinlige Bues velsnoede Streng lod han briste,
464 Just som Teukros den spændte mod hiin, forvildet til Siden
465 Fløi Malmpilen saa tung, og Armbrøsten faldt ham afhænde;
466 Da blev Teukros forfærdet, og høit til sin Broder han raabte:
467 Vee mig! en Gud forvist gjør nu vor Snildhed i Kampen
468 Ganske til Intet, af Haanden han slog mig Buen og knækked
469 Strengen, som dog var ny, selv bandt jeg fast den imorges,
470 For at den ei skulde komme tilkort med hyppige Piilskud.
471 Ham gjensvarede Aias, den vældige Telamonide:
472 Broder! lad ligge din Bue og hele dit Forraad af Pile,
473 Siden en Gud, på Danaerne nidsk, dine Pile forvilder.
474 Tag på Skulder dit Skjold, og i Haand din dygtige Landse,
475 Kæmp mod Troerne selv, og væk det øvrige Krigsfolk,
476 Lad ei Fienden foruden Besvær, om end han skal seire,
477 Tage de toftede Skibe! på Kamp lad os tænke for Alvor!
478 Saa han taled, og Teukros i Telt henlagde sin Bue;
479 Flux om Axel han kasted sit Skjold af fire Lag Huder,
480 Og på sit kraftige Hoved han satte den prægtige Stridshjelm,
481 Smykket med Hestehaars Svæv, vildt vaiede Busken foroven;
482 Greb saa sit mægtige Spyd med den skarptilspidsede Malmod,
483 Løb i en Fart tilbage, og stod snart atter hos Aias.
484 Men da nu Hektor blev vaer, at Pilene glipped for Teukros,
485 Hæved han høit sin Røst, og raabte til Troer og Lyker:
486 Troias og Lykiens Helte, Dardaniske Haandmængskæmper!
487 Teer Eder nu som Mænd, og tænker på stormende Angreb
488 Langs med de bugede Skibe, thi klart jeg seer for mit Øie,
489 At det er Zeus, som har bragt Stridshøvdingens Piil til at glippe;
490 Let Kronions beskjermende Hjelp af Mennesker spores,
491 Enten saa Hæder og synderlig Kraft han huld dem beskærer,
492 Hvad eller Modet han stækker, og reent unddrager dem Bistand;
493 Ret som han os nu styrker og stækker Achaiernes Manddom.
494 Kæmper da kjækt i Skarer ved Skibene! Hvo der af Eder
495 Ramt af Spyd eller Piil sin Død i Kampen sig henter,
496 Vel, han døe! at falde til Værn for Fædrenelandet
497 Egner en Mand, men Hustrue og Børn blive frelste tilbage,
498 Og i Behold baade Huus og Gods, naar Achaiernes Sønner
499 Drage med Tiden herfra over Bølgen til Fædrenelandet.
500 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.
501 Ogsaa den vældige Aias opmuntred til Strid sine Kæmper:
502 Blues, Argeiiske Mænd! nu gjælder det, enten at falde,
503 Eller at bjerge sit Liv, og Skibene frelse fra Ufærd.
504 Troer I, naar Hektor, den straalende Helt, har bemestret sig Flaaden,
505 At I kan gange tilfods herfra til den fædrene Hjemstavn?
506 Hører I ei, at Hektor saa lydelig hist til sit Mandskab
507 Raaber med ivrig Begjær ibrand vore Snekker at stikke?
508 Sandelig ikke til Dands han byder dem op, men til Kampgang.
509 Nu er der ikke for os noget klogere Raad eller Anslag,
510 End at vi flux gaae Fienden tillivs med Værget ihænde,
511 Heller forsøge med Eet, om Død eller Liv er at vente,
512 End langsommelig Tid seigpines af ringere Kæmper
513 Ganske for Intet i gruelig Dyst ved de toftede Skibe.
514 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.
515 Hektor nu Schedios slog, en Søn af den Helt Perimedes,
516 Drot for Phokaiernes Folk, men Aias Laodamas dræbte,
517 Fodfolksskarernes Høvding, en straalende Søn af Antenor.
518 Ogsaa Polydamas vog en Helt Kylleneren Otos,
519 Drot for Epeiernes modige Folk, og en Ven af Phyleiden
520 Meges, som neppe det saae, før han frem mod Polydamas rendte,
521 Flux dog bøiede denne sin Krop, saa Meges ham feiled,
522 Ei vilde Phoibos, at Panthoos’ Søn i Kamp skulde falde;
523 Men den behjertede Kroismos i Brystet han traf med sin Landse,
524 Brat han faldt saa det drøned, og hiin afklædte ham Pandsret;
525 Frem sprang Dolops imod ham, en Mand heel kyndig i Spydkamp,
526 Lampos, Laomedons Søn, som selv var en drabelig Krigsmand,
527 Havde ham avlet, og tugtet ham op til stormende Kampfærd;
528 Meges tillivs han foer, og midt gjennem Skjoldet han Landsen
529 Drev, men den dygtige Brynie, han bar, beskjermed ham trofast,
530 Pladerne slutted forsvarlig og stærkt; den bragte hans Fader
531 Med sig engang fra Ephyra, som ligger ved Floden Selleis,
532 Mændenes Drot Euphetes ham gav den til Gjæsteforæring,
533 Selv den i Leding at bære til Værn mod fiendtlige Krigsfolk,
534 Ærlig den nu hans elskede Søn mod Døden beskjermed.
535 Meges mod Dolops nu foer, og hans haaromflagrede Malmhjelm
536 Øverst i Kammen han traf med sin skarptilspidsede Landse,
537 Brat da knak den vaiende Busk, og styrted til Jorden
538 Ned i Støvet, fornys var i straalende Purpur den farvet.
539 Mens i Fortrøstning om Seier hiin dystede tappert med Meges,
540 Frem da treen til hans Hjelp den stridbare Helt Menelaos,
541 Lønlig fra Siden han kom med sit Spyd, og i Skuldren han bagfra
542 Spydet ham jog, vildt trængte det frem, og ud gjennem Brystet
543 Foer den hidsige Od, da segned han ned på sit Ansigt.
544 Frem sprang Begge påstand, den kobberne Rustning at drage
545 Dolops af Skulder, men Hektor til samtlige Frænder og Brødre
546 Raabte, dog først Hiketaons mandhaftige Søn Melanippos
547 Satte han strengt irette; tilforn i Perkote han vogted
548 Dorskfremvraltende Oxer, mens Fienderne var i det Fjerne,
549 Men da Danaerne kom på de aareforsynede Skibe,
550 Drog han til Ilios hen, og Berømmelse vandt han i Staden,
551 Der han hos Priamos boede, der elsked ham høit som sit Afkom;
552 Ham udskammede Hektor, tog Ordet og talte saalunde:
553 Skal vi da nu, Melanippos! betee saa trægt os i Kampen?
554 Rører det ikke dit Sind, at din Fætter er kommen af Dage?
555 Seer du ei selv, hvor travlt om Dolops’s Rustning de færdes?
556 Følg mig! nu er det ei Tid, med Fienden at slaaes i det Fjerne,
557 Før enten vi fåe hugget dem ned, eller ogsaa de styrte
558 Ilions Stad fra sin Høide, og Borgerne myrde for Fode.
559 Talt, saa gik han foran, ham fulgte den deilige Kæmpe.
560 Ogsaa den vældige Aias opflammed Argeiernes Mandsmod:
561 Teer Eder nu som Mænd, lad Blue Eders Hjerte betage!
562 Skammes og blues i drabelig Dyst af Agt for hinanden!
563 Agter et Folk sig selv, da frelses der Fleer end der falde,
564 Rømmende Mand derimod hverken Hjelp eller Rye har at vente.
565 Saa han taled, og alt af sig selv var de rede til Modværn,
566 Lagde på Hjerte hans Ord, og et Hegn af kobberne Vaaben
567 Trindt om Flaaden de slog, men Zeus drev Troerne fremad,
568 Medens den Helt Menelaos til Daad Antilochos vakte:
569 Yngst af Alder du est, Antilochos! her i vor Krigshær;
570 Ingen er rap tilfods som du, eller stærk til at stride,
571 Gid du nu frem vilde styrte, da vog du sikkert en Troer.
572 Talt; selv iled han bort, men hiin han egged til Manddom.
573 Frem fra Stimlen han sprang, og slynged sin glimtende Landse,
574 Stirrende trindt omkring; flux Troerne vege tilbage,
575 Da med sit Spær han sigted, og ei han kasted et Glipkast,
576 Thi Hiketaons behjertede Søn, den Helt Melanippos,
577 Just som til Kampen han treen, i Brystet han ramte ved Vorten,
578 Brat han faldt saa det drøned, og Mulm omhylled hans Øine.
579 Frem Antilochos foer som en Hund, der på Jagten sig styrter
580 Over en anskudt Raae, som op fra sit Leie forvildet
581 Springer, og ramt af Jægerens Skud hensegner på Stedet;
582 Saaledes foer over dig, Melanippos! at plyndre din Rustning,
583 Helten Antilochos løs; det mærked den ædelig Hektor,
584 Og mod Antilochos frem han styrtede flux over Stridsmark;
585 Længer da dristed han ei at staae, skjøndt ellers forvoven;
586 Flux tilbage han veeg, som et Dyr, der har øvet en Voldsdaad,
587 Dræbt en Hund eller Hyrde, som gik og passed på Qvæget,
588 Skynder sig bort, før Karlenes Flok fåer Tid sig at sanke;
589 Saa han veeg, mens Hektor og Troerne skrapt ham forfulgte
590 Under en Regn af hvinende Spyd og med vildene Kampskrig,
591 Standsed, og vendte sig om, da Landsmandsskaren ham naaede.
592 Atter mod Skibene frem de Troiske Kæmper sig styrted,
593 Ret som glubende Løver, og Zeus’s Befaling de fuldkom;
594 Stedse han vakte påny deres Kraft, men Achaiernes Mandsmod
595 Listed han bort, formeente dem Roes, og styrkede hine;
596 Fast han havde besluttet i Sind, den Hæder at skjenke
597 Hektor, Priamos’ Søn, mod Achaiernes snablede Skibe
598 Frygtelig Ild at slynge, og Thetis’s grumme Begjæring
599 Heelt opfylde; thi ventede nu den vise Kronion,
600 Indtil et Blus opstige han saae fra et brændende Fartøi,
601 Da var det strax hans Agt de Troiske Kæmper at drive
602 Atter fra Skibene bort, og Achaierne Seier at skjenke.
603 Saa tilsinds ophidsed han nu mod de bugede Skibe
604 Hektor, den straalende Helt, som selv alt gløded af Iver;
605 Rasende tog han afsted, som Ares, naar Landsen han svinger,
606 Eller som Brand på Fjeld i den tætbevoxede Kratskov;
607 Fraaden om Munden ham stod, vildt gnistrede begge hans Øine
608 Under de truende Bryn, og frygtelig klirred den blanke
609 Hjelm om Høvdingens Tinding, da rask han færdtes i Kampen;
610 Oppe fra Ætherens Blaa var Zeus hans kraftige Hjelper,
611 Ham alene blandt Skarer af Mænd han straalende Hæder
612 Skjenked, thi stakket var kun den Tid, han havde tilbage,
613 Stærkt fremvælted Athene den Jammerens Dag allerede,
614 Da for Achilles’s Haand sit Liv han skulde forlise.
615 Mændenes Rækker han fristede snildt i den Agt dem at sprænge,
616 Der hvor den talrigste Stimmel han saae og de dygtigste Vaaben,
617 Dog endda han sprængte dem ei, hvor ivrig han stræbte,
618 Fast i Fylker de stod, og standsed ham; ret som den høie
619 Svimlende Klippe, der kneiser på Strand ved det graalige Havdyb,
620 Staaer urokket mod heftige Stød af de tudende Storme,
621 Og mod de bovnende Bølger, som brusende rulle mod Kysten,
622 Saa mod Troerne stod Danaerne, uden at vige.
623 Trindt omstraalet af blussende Ild sprang Hektor mod Skaren,
624 Frem han styrtede brat som den stormopsvulmede Bølge
625 Styrter med rædsomme Slag ind over en seilende Skude,
626 Heelt den hylles i Skum, mens Blæsten med frygtelig Susen
627 Slaaer mod det spilede Seil, og svart Søfolkenes Hjerte
628 Bæver af Skræk, thi med yderste Nød undløbe de Døden;
629 Saa i Danaernes Bryst bevægedes Hjertet af Rædsel.
630 Frem han foer, som mod Oxernes Hjord en hærgende Løve,
631 Naar de i tusinde Tal ved en stor siidliggende Mose
632 Græsse på Vang under Røgt af en Hyrde, som end uerfaren
633 Slet forstaaer mod et glubende Dyr at forsvare sit Hornqvæg;
634 Snart blandt de forreste Køer og snart blandt de bageste gaaer han
635 Heel ufortrøden, men Løven, som rask indstyrter iblandt dem,
636 Æder et Nød, og de Øvrige flye; saa flygted med Rædsel
637 Alle Danaer tilhobe for Zeus og den straalende Hektor;
638 Een dog slog han ihjel, den Mykeniske Helt Periphetes,
639 Som var en Søn af Kopreus, der pleied i forrige Tider
640 Bud fra Drotten Eurystheus den Helt Herakles at bringe;
641 Over sin Fader, en ringere Mand, hans Søn Periphetes
642 Høit i alskens Dygtighed stod, i Løb som i Kampfærd,
643 Og med de bedste Mykener i Kløgt han kunde sig maale;
644 Han maatte nu baade Seier og Roes aftræde til Hektor,
645 Thi som han dreied sig om, han mod Randen af Skjoldet sig stødte,
646 Hvilket til Værn mod Spyd ham ned til Fødderne naaede,
647 Hildet i dette han faldt på sin Bag, og med frygtelig Klirren
648 Klang om Tinding den kobberne Hjelm, da han faldt overende.
649 Flux blev Hektor det vaer, løb hen, og staaende nærved
650 Stak han ham Spydet i Bryst, og dræbte ham tæt for hans Landsmænds
651 Øine, dog mægted de ei, hvor dybt det end dem bedrøved,
652 Vennen at frelse, selv bæved de svart for den ædelig Hektor.
653 Skibenes yderste Rad, som først var dragen på Landjord,
654 Laae foran og omkring dem, men Troerne strømmed imod dem;
655 Da blev Argeierne nødt’ fra de forreste Snekker at vige;
656 Oppe ved Teltene dog i sluttede Skarer de standsed,
657 Uden i Leiren at sprede sig ad, thi Skammen og Frygten
658 Holdt dem tilbage, bestandig de rask opmuntred hverandre;
659 Men den Gereniske Nestor især, Achaiernes Fader,
660 Bad og besvor indstændig Enhver ved Slægt og Forældre:
661 Teer Eder nu som Mænd, lad Blue Eders Hjerte betage,
662 Blue for fremmede Folk, og Enhver ihukomme tillige
663 Baade sin Viv, sine Børn, sit Gods og de kjære Forældre,
664 Enten han har dem ilive, hvad eller de alt ere døde.
665 Bønlig besværger jeg Eder ved disse, som boe i det Fjerne,
666 Kjækt mod Fienden at staae, og ei til Flugt Eder vende.
667 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.
668 Brat fra Danaernes Øine fordrev Athene den svare
669 Mørkende Skye, og hisset som her udbredte sig Lysning
670 Baade mod Skibene hen og den altødelæggende Kampfærd;
671 Hektor, den kraftige Helt og hans Mænd nu klarlig de skued,
672 Hine saavel, som borte fra Kamp sig holdt i det Fjerne,
673 Som ogsaa dem, der dystede kjækt ved de hurtige Skibe.
674 Men den behjertede Aias i Sind slet ikke det hued,
675 Fjernt fra Striden at staae blandt en Hob af de andre Danaer.
676 Flinkt han løb på Skibenes Dæk med en af de Stænger,
677 Hvormed man dyster tilsøes, med Klamper var Stangen beslagen,
678 Togange elleve Alen den holdt, dog kraftig han svang den.
679 Ret som en Mand, der forstaaer med Kunst på en Ganger at ride,
680 Naar af mangfoldige Heste tilsidst han fire har udsøgt,
681 Rask afsted til en folkerig Bye fra Marken dem jager
682 Hen ad alfare Vei, og Mænd og Qvinder med Studsen
683 Flokkes at see hans Kunst, thi sikkert og uden at standse
684 Springer han let fra Hest til Hest i flyvende Fiirspring;
685 Saaledes sprang med mægtige Skridt på de bugede Skibe
686 Aias fra Dæk til Dæk, og hans Røst steg høit gjennem Luften,
687 Stedse med frygteligt Raab til Værn for Snekker og Telte
688 Bød han Danaerne slaae; men den hjelmomstraalede Hektor
689 Tøved ei heller i Stimlen blandt stærkbepandsrede Troer,
690 Men som den fyrige Ørn mod en Sværm bevingede Fugle
691 Farer fra Skye, naar de gaae ved en Flod for at sanke sig Æde,
692 Gjæs eller Traner, hvad eller en Flok langhalsede Svaner,
693 Saa mod et Skib med mørkeblaa Stavn fremstormede Hektor;
694 Lige mod Skibet han løb, og afsted Kronion ham bagfra
695 Drev med sin vældige Haand, og flinked hans Kæmper tillige.
696 Atter en Dyst heel svar ved Achaiernes Snekker begyndte;
697 Mene man skulde forsand, at de Mænd, som mødtes i Kampen,
698 Ei kunde mattes og trættes, saa skrapt med hinanden de dysted.
699 Eens var Kæmpernes Tanker dog ei, Achaiernes Sønner
700 Vented sig før i Kampen at døe, end at frelses af Qviden,
701 Troernes Folk derimod af det Haab besjeledes Alle,
702 Flaaden at hærge med Ild, og Achaiernes Kæmper at myrde.
703 Slig var Heltenes Tanke, da løs mod hinanden de styrted.
704 Hektor nu greb med sin Haand om den agtere Stavn af et prægtigt
705 Skib, en strygende Seiler, som Protesilaos til Troia
706 Førte, men aldrig igjen til hans Hjem det skulde ham bringe.
707 Nær ved dette hinanden tillivs Achaier og Troer
708 Stormed, og drabelig hug de løs; slet ei fra det Fjerne
709 Vented de Ram af kastede Spyd eller Pile fra Strenge,
710 Tæt ved hinanden de stod, eet Mod besjeled dem Alle.
711 Mordiske Slag de slog med skærpede Biler og Øxer,
712 Eller med dygtige Sværd og dobbeltoddede Landser;
713 Mange fortrinlige Sværd med sortomviklede Hjalter
714 Faldt i Støvet til Jord fra Krigernes Haand eller Skulder
715 Under den hidsige Kamp, og af Blod svam Jorden den sorte.
716 Fast holdt Hektor i Fartøiets Stavn, ei vilde han slippe,
717 Sprydet han knuged med Haand, og raabte til Troernes Kæmper:
718 Frem med Brande! lad vildene Raab fra Skarerne gjalde!
719 Nu har Zeus os skjenket en Dag, som bøder på Alting,
720 Nu skal vi Snekkerne hærge, som hid mod Gudernes Villie
721 Seiled, os Alle til Jammer og Qval ved de Gamles Forsagthed,
722 Som, naar af Lyst jeg brændte til Kamp ved Skibenes Stavne,
723 Tit forhindred min Id, og holdt vore Kæmper tilbage.
724 Dog, hvis tilforn Fjernskueren Zeus vort Sind har bedaaret,
725 Selv forsand han vækker os nu, og skynder os fremad.
726 Talt, og raskere frem hans Mænd mod Argeierne stormed.
727 Aias bestod ei længer, thi hardt af Spyd blev han kuet,
728 Lidet tilbage han veeg, allerede belavet på Døden.
729 Bort fra Dækket han treen, og på Styrmandstoften han opsprang;
730 Der han stod med speidende Blik, og fordrev med sin Landse
731 Hver en Troer, som blussende Ild mod Skibene henbar,
732 Og med et frygteligt Raab han bestandig Danaerne muntred:
733 Venner! Danaiske Helte! Krigsgudens behjertede Svende!
734 Teer Eder nu som Mænd, og tænker på stormende Angreb!
735 Troer I maaskee, at i Ryggen vi har undsættende Kæmper,
736 Eller en stærkere Muur, som vort Folk kan skjerme mod Ufærd?
737 Heller ei ligger en Stad os nær, befæstet med Taarne,
738 Som os til Hjelp kunde komme, naar Folk vi fik til Forstærkning,
739 Nei! men tæt ved Havet, heel fjernt fra vor fædrene Hjemstavn
740 Ligge på Sletten vi her, og kriges med pandsrede Troer;
741 Frelsen i Armene boer, og ei i kjælen Forknythed.
742 Talt, og med rasende Mod sin skærpede Landse han brugte.
743 Hvergang en Troer nu kom, opmuntret af Hektors Befaling,
744 Løbende rask med brændende Blus mod de bugede Skibe,
745 Hilste ham Aias med Spyd, og stak ihjel ham på Stedet;
746 Og ved Achaiernes Skibe han slog tolv Kæmper i Haandstrid.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange