Iliaden Sang 12

Resume 12. sang i Iliaden af Homer. Achaierne trækker sig tilbage indenfor deres palisade. Fordelt på fem grupperinger rykker troerne frem mod den, skønt de får et uheldssvangrende varsel. Polydamas advarer Hektor, men forgæves. Hektor angriber palisaden, og Sarpedon og Glaukos nærmer sig det tårn, hvor Menestheus står. Glaukos såres, Sarpedon river brystværnet ned. Hektor sprænger en port med et stenkast, og troerne bryder ind over palisaden og gennem porten.

ILIADEN

Iliaden, 12. sang

1 Saaledes hist udi Tjald den kraftige Søn af Menoitios
2 Pleied Eurypylos’ Saar, men Achaier og Troer i Hobe
3 Dystede svart med hinanden imens, dog ei skulde Graven
4 Eller den brede høitliggende Muur, som Danaerne bygged
5 Flaaden til Værn med en Grav omkring, dem længer beskjerme.
6 Ei havde Festhekatomber de bragt de salige Guder,
7 At deres hurtige Skibe med samt det herlige Krigsgods
8 Trygt kunde ligge bag Muren i Fred; mod Gudernes Villie
9 Bygget den var, thi kunde den ei blive staaende længe.
10 Medens Achilles var harmfuld, og Hektor endnu var ilive,
11 Medens Kong Priamos’ Stad end ei var styrtet i Gruset,
12 Stod ogsaa fast og urokket Achaiernes mægtige Muurværk,
13 Men da de kjækkeste Mænd i Troernes Folk vare faldne,
14 Mange Danaer var dræbte, men Mange dog levned’ ilive,
15 Priamos’ mægtige Stad i den tiende Aaring forstyrret,
16 Og det Argeiiske Folk på Skibene draget til Hjemmet,
17 Da beslutted Poseidon i Raad med Phoibos Apollon,
18 Muren at smuldre til Støv, ved imod den at reise de stærke
19 Floder, som springe fra Ida, og ud i Havet sig styrte:
20 Granikos, Rhesos, Skamandros, den hellige Flod, og Karesos,
21 Rhodios samt Heptaporos, Aisepos, og Simoisstrømmen,
22 Hvor der var falden i Sandet mangfoldige Tyrehudsskjolde,
23 Kobberne Hjelme og kraftige Mænd, Halvguder af Herkomst.
24 Flux omskifted Apollon Flodgabenes Retning, og Strømmen
25 Ind mod Muren han drev ni samfulde Døgn, mens Kronion
26 Idelig regned, at Muren desfør kunde skylles i Havet.
27 Selv foran Jordrysteren gik med sin mægtige Trefork,
28 Ud i det bølgende Vand han styrted Befæstningens Grundlag,
29 Stammer og Steen, som Achaierne suurt havde reist til Forskandsning,
30 Jevned saa Pladsen igjen ved det brusende Hav Hellespontos,
31 Dækkede derpå med Dynger af Sand Søkysten saa vide,
32 Efterat Muren var sløifet, og drev hver Flod i sin Rende
33 Ned, hvor de rulled tilforn deres klarthenrislende Vande.
34 Sligt skulde Phoibos Apollon engang med stærken Poseidon
35 Sætte med Tiden iværk, nu rasede Bulder og Kampgnye
36 Rundt om den holdige Muur, huult bragede Taarnenes Bjelker
37 Under de hyppige Kast, og kuede hardt af Kronions
38 Svøbe Danaerne holdt sig ved Skibene spærrede inde,
39 Skjælvende svart for Hektor, den kraftige Fiendeforfærder;
40 Nu som tilforn i Kamp på Veie han tog som en Stormvind.
41 Som naar en Løve hvad eller en Vildbas, krye af sin Styrke,
42 Dreier sig tit, naar af Hundes og Jægeres Flok den forfølges,
43 Tæt til hinanden de stille sig da i sluttede Skarer,
44 Løven at møde, og Spyd på Spyd af Haanden de kaste,
45 Dog dens kraftige Hjerte ei gruer endda, ikke heller
46 Skræmmes den bort, men bøder tilsidst med sit Liv for sin Kjækhed,
47 Jevnlig den dreier sig om, for Mændenes Rækker at friste,
48 Hvor den da styrter sig ind, der spreder sig Mændenes Skare;
49 Saa bevæged sig Hektor i Krigernes Sværm, da han ivrig
50 Bød sine Mænd over Graven at gaae; de vælige Heste
51 Dristede ei slig vovelig Færd, men oppe på Brynet
52 Stod de og hvrinskede høit, dem skræmmede Graven den brede,
53 Springet var just ikke kort, og med Karm at age derover,
54 Var ikke let, thi skak fremragede Brinken på begge
55 Sider saa lang den var, og med spidstilhuggede høie
56 Pæle det inderste Bryn var besat, dem Achaiernes Sønner
57 Ned havde rammet i Mængde til Værn mod fiendtlige Krigsfolk;
58 Der kunde Hest med rullende Vogn umulig gaae over,
59 Svart Fodfolkene dog havde Lyst, den Daad at forsøge.
60 Frem nu Polydamas treen for den dristige Hektor og sagde:
61 Hektor og øvrige Drotter for Troer og Ledtogskæmper!
62 Ei er det klogt over Graven at drive de vælige Heste,
63 Slem at gaae over tilvisse den er, spidshuggede Pæle
64 Stande jo trindt, og Achaiernes Muur bag disse sig hæver.
65 Der kan Kæmper tilvogns jo ei gaae ned og tillige
66 Slaaes med Fienden, i Snevringen vist mangt Saar vilde vanke.
67 Ja! hvis Tordneren Zeus af Harm mod Achaiernes Sønner
68 Agter at knuse dem ganske, og Troerne skjenker sin Bistand,
69 Ønske jeg vilde da ret, at sligt blev snarlig iværksat,
70 At uden Rye hensegne de maae langt borte fra Argos,
71 Dog hvis de vende sig om, og fra Flugt til Forfølgelse storme
72 Rask fra Skibene mod os, og ud i Graven vi kastes,
73 Aldrig forsand da kommer et Bud fra Kampen tilbage
74 Hjem til Priamos’ Stad, hvis Achaierne vende sig freidig.
75 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
76 Svendene blive med Ganger og Karm ved Graven tilbage,
77 Selv derimod tilfods i Rustningens straalende Plader
78 Følge vi Hektor tilhobe, thi ei vil Achaiernes Sønner
79 Kunne bestaae, hvis Død og Fordærv dem alt er berammet.
80 Saa han talte, hans tjenlige Raad godt huede Hektor.
81 Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han fra Stridsvogn.
82 Heller ei blev i Flokke på Karm de øvrige Troer,
83 Ned tilhobe de sprang, da de saae den herlige Hektor.
84 Derpå befoel Enhver sin Kudsk at forblive ved Graven
85 Holdende stille med Gangernes Spand tilbørlig i Orden.
86 Krigerne treen fra hinanden, i fem Hærfylker fordeelte
87 Slutted de sammen sig fast, og fulgte saa Drotterne freidig.
88 Frem med Hektor og Helten Polydamas rykked den Første,
89 Størst i Tal, og dygtigst til Strid, og begjærligst tillige
90 Muren at storme, for Kamp at bestaae ved de bugede Snekker.
91 Disse som tredie Høvding Kebriones fulgte, men Hektor
92 Lod en ringere Mand end Kebriones blive ved Vognen.
93 Paris, Agenor og Helten Alkathoos førte den Anden;
94 Helenos samt den fagre Deiphobos, Priamos’ Sønner,
95 Førte den Tredie, til dem som tredie Høvding sig slutted
96 Asios, Hyrtakos’ Søn, som var kommen med rødbrune store
97 Heste fra Byen Arisbe ved Floden Selleis’s Bredder.
98 Helten Aineias, Anchises’s Søn, anførte den Fjerde;
99 Ham Archelochos fulgte, samt Akamas, to af Antenors
100 Sønner, som begge tilgavns forstod sig på alskens Kampfærd.
101 Men de fortrinlige Ledtogsfolk anførte Sarpedon;
102 Selv til Følge han Glaukos og Asteropeios sig kaared
103 Saasom de begge ham tyktes at være de gjæveste Kæmper
104 Næst ham selv, høit stod han i Tapperhed over dem Alle.
105 Da nu med dygtige Skjolde de fast havde sluttet sig sammen,
106 Ginge de rask mod Danaerne løs i den Troe, at de ikke
107 Kunde sig staae, men brat vilde tye til de tjærede Skibe.
108 Alle de øvrige Troer og langveishentede Krigsfolk
109 Fulgte det Raad, som den bolde Polydamas havde dem givet;
110 Ikke dog Asios, Hyrtakos’ Søn, den behjertede Høvding,
111 Lysted at lade sin Svend med Hestene blive tilbage,
112 Men til de hurtige Skibe han vilde med Gangerne kjøre,
113 Ret som en Daare forsand, thi de rædsomme Dødens Gudinder
114 Ei undslippe han skulde, og stolt på rullende Stridskarm
115 Vende fra Skibene hjem til den stormomsusede Kongstad,
116 Skjebnens den lede Gudinde i Mulm ham hylled forinden,
117 Ramt med Spyd af Deukalions Søn Idomeneus faldt han.
118 Hen til Venstre han styred ad Skibene, just hvor fra Sletten
119 Nys med Ganger og Vogn Achaierne hjem vare dragne;
120 Did på sin Karm han rullede frem, men kommen til Porten
121 Fandt han ei Fløiene stængede til med den mægtige Tværbom,
122 Aabne på Gab nogle Mænd dem holdt, for en eller anden
123 Landsmand at bjærge, som hjem til Skibene flygted fra Kampen.
124 Did med velberaad Hu han Gangerne drev, og med Skrigen
125 Fulgte hans Mænd i den Troe, at Achaierne nu ikke længer
126 Kunde sig staae, men brat maatte tye til de tjærede Skibe,
127 Daarer forsand, ved Porten de traf to dygtige Kæmper,
128 Modbesjelede Mænd af Lapithernes krigerske Stamme.
129 Een af dem var Peirithoos’ Søn, Polypoites den stærke,
130 Helten Leonteus den Anden, en Mand som den morderske Krigsgud.
131 Lige foran den kneisende Port havde Begge sig stillet;
132 Ret som på Fjeldenes Tind et Par høitoppede Eger,
133 Som udi Rækker af Aar baade Regnen og Stormene trodse,
134 Fæstede dybt med svære og langthenrindede Rødder;
135 Saaledes stode de nu i Lid til Kraft og til Arme,
136 Ventende kjækt og uden at grue Kong Asios’ Angreb.
137 Ind mod den stærkopbyggede Muur med vildene Kampskrig
138 Foer nu Troernes Flok med høitopløftede Skjolde
139 Frem med Asios, Drotten saa rank, med Iamenos, Thoon,
140 Akamas, Asios’ Søn, Oinomaos og Helten Orestes.
141 Inde bag Muren Achaiernes Folk de tvende Lapither
142 Nys indstændig formaned, om Skibene tappert at værne;
143 Da de nu saae de Troiske Mænd fremstorme mod Muren,
144 Og i det samme Danaerne skreg og grebes af Rædsel,
145 Frem da styrted de begge, og kæmpede udenfor Porten
146 Som et Par glubende Basser, der kjækt i Bjergenes Skove
147 Holde mod Jægerne Stand, der med Hunde sig støiende nærme;
148 Styrtende frem påskraa i Spring afknække de rundtom
149 Træerne nede ved Roden, og Tændernes Gnidsel man hører,
150 Indtil en Mand dem rammer med Spyd, og berøver dem Livet.
151 Saaledes klirred om Mændenes Bryst den straalende Rustning,
152 Ramt af Troernes Spyd, thi kjækt de sig værged i Kampen,
153 Stolende trygt på Armenes Kraft og på Mænd, som deroppe
154 Kasted på Fienden med Steen fra de stærkopbyggede Taarne,
155 Værnende kjækt om sig selv, om de hurtige Snekker og Leirens
156 Tjalde, og ret som til Jord nedfalde de fygende Sneeduun,
157 Hvilke den kulende Blæst, som ryster de mørknende Skyer,
158 Strøer i tusinde Tal på den sædfrembringende Jordbund,
159 Saaledes føg nu Steen og Spyd fra Danaers og Troers
160 Hænder i mylrende Hob, og Hjelme med buklede Skjolde
161 Dønnede hæst ved de hyppige Ram af mægtige Kampsteen.
162 Ud i Klage da brød, og slog sig af Harme på Laaret
163 Asios, Hyrtakos’ Søn, og tog fortvivlet til Orde:
164 Fader Kronion! en Gud est du vorden forsand, som din Glæde
165 Sætter i Svig; ei faldt det mig ind, at Achaiernes Helte
166 Dristede kjækt at bestaae mod vor Kraft, vore knusende Hænder.
167 Dog ret ligesom Bier og Vesper, de midievevre,
168 Som ved den knudrede Stie mellem Fjeldene bygge sig Reder,
169 Ei deres Vaaning i Klippernes Kløft forlade, men hjemme
170 Bie til Jægerne komme dem nær, om Ynglen at værne,
171 Saa vil Mændene her, hvorvel kun to udi Tallet,
172 Ei fortrække fra Porten, før enten de slaae eller falde.
173 Talt; dog ei ved sit Ord han rokkede Zeus’s Beslutning;
174 Hektor han havde bestemt hiin glimrende Hæder at skjenke.
175 Midlertid kæmped de øvrige Mænd ved de øvrige Porte;
176 Dog for svart det mig var som en Gud at melde det Hele.
177 Thi som en blussende Ild var Kamp ved den mægtige Steenmuur
178 Vakt overalt, og Argeiernes Folk, nødtvungne, forsagte,
179 Kæmped til Skibenes Værn; bekymrede vare tilhobe
180 Alle de Guder, som ellers i Kamp Danaerne bistod.
181 Frem til Strid og drabelig Dyst Lapitherne stormed;
182 Først Peirithoos’ Søn, den kraftige Helt Polypoites,
183 Damasos traf med Spyd i hans Hjelms kinddækkende Plade;
184 Slet kun bøded den kobberne Hjelm, thi heelt gjennem denne
185 Løb Spydsodden, saa Skallen blev knuust, og al Hjernen derinde
186 Sprøitede frem, saalunde han vog ham midt i hans Fremfart.
187 Næst efter denne han Ormenos vog, saa dræbte han Pylon.
188 Men mod Antimachos’ Søn Hippomachos styrted Leonteus,
189 Ætling af Ares, og stødte sit Spyd ind gjennem hans Livgjord,
190 Og da han saa fik draget af Balg sit hvæssede Slagsværd,
191 Brød gjennem Stimlen han ind, og Antiphates først han ihjelslog,
192 Foer ham tillivs, og hug, saa til Jorden han styrtede baglænds;
193 Derpå han hug Iamenos ned, og Orestes og Menon,
194 Disse tilhobe til Jorden han styrtede, En efter Anden.
195 Mens nu disse den funklende Malm afdroge de Faldne,
196 Rykked med Hektor til Kamp og Polydamas Gutternes Skare,
197 Størst i Tal, og dygtigst til Strid, og begjærligst tillige
198 Muren at storme, for Ild på Danaernes Snekker at stikke.
199 Men da til Graven de kom, en Stund raadvilde de stode;
200 Thi som de vilde gaae over, da svang sig en Fugl gjennem Luften,
201 Flyvende høit mod Vest kom en Ørn tværs hen over Hæren,
202 Fast i Kløerne holdt den en rød afskyelig Slange,
203 End ilive, den sprælled, ei glemt den havde sin Stridslyst,
204 Hovedet skjød den tilbage, og oppe ved Halsen i Brystet
205 Stak den Ørnen, som skrigende høit af forsmædelig Pine
206 Slap den, og smed den fra sig, og midt i Skaren den nedfaldt,
207 Selv for den pustende Vind med et Skrig stak Ørnen i Skyen.
208 Troerne skjalv, da ligge de saae den bugtede Slange
209 Midt i Kredsen, et Tegn fra den skjoldbedækte Kronion.
210 Frem nu Polydamas treen for den dristige Hektor og sagde:
211 Hektor! din Vane det er på Thing at fuse mig over,
212 Taler jeg end til vor Tarv! vel sandt, det skikker sig ikke,
213 Hverken i Felten ei heller på Thing, at en Mand udaf Folket
214 Siger et Muk dig imod, langt meer, at han fremmer din Hæder;
215 Dog vil jeg sige dig nu, hvad der tykkes mig være det Bedste:
216 Lader os ei mod Fienden til Kamp ved Skibene drage,
217 Thi slig Ende det tager bestemt, saa sikkert som Fuglen
218 Just sig viste for Troernes Mænd, da de vilde gaae over,
219 Ørnen, som flyvende høit mod Vest tvers hen over Hæren,
220 Fast i Kløerne holdt en rød afskyelig Slange,
221 End ilive, dog Snogen den slap, før den naaede sin Rede,
222 Bringe sin Fangst til Ungerne hjem, det lyktes den ikke,
223 Saa skulde vi ei heller, om end vi sprænge med Vælde
224 Baade Danaernes Muur og Port, og på Flugten dem jage,
225 Komme fra Skibene hjem i Behold ad de Veie vi ginge;
226 Mangen en Troer forsand vil hist vi lade tilbage,
227 Dræbt af Achaiernes Spyd i Kamp til Skibenes Forsvar.
228 Saa udtyded det vist hver Tegnsudlægger, som Varsler
229 Grandt at tolke forstaaer, og Folket hans Ord vilde lystre.
230 Svared med rynkede Bryn den hjelmomstraalede Hektor:
231 Ordet, du her haver talt, Polydamas! huer mig ikke;
232 Vistnok et andet og snildere Raad udtænke du kunde;
233 Hvis du for Alvor har virkelig meent, hvad nylig du sagde,
234 Da maae jo Guderne selv dig al Forstand have røvet,
235 Du som formaner os nu til at glemme den vise Kronions
236 Raad, dem han selv mig saa sikkert og vist har bebudet og tilsagt.
237 Du forlanger mig her, at de fjærudspilende Fugle
238 Lystre vi skal; dem ændser jeg ei, dem agter jeg ikke,
239 Enten de flyve til Høire mod Dagningen hen og mod Solen,
240 Eller til Venstre de svinge sig hen mod det taagede Mørke.
241 Nei! adlyde vi vil den høie Kronions Befaling,
242 Han som er øverste Drot over Guder og Mennesker alle,
243 Eet er det gyldigste Varsel, sit Fædreneland at forsvare.
244 Dog, hvi skjælver vel du for Strid eller drabelig Kampfærd?
245 Om end alle vi Andre i Kamp ved Argeiernes Skibe
246 Lode vort Liv, at du skulde døe, var ei at befrygte;
247 Ei har du Mod til at slaaes eller kjækt at vente på Fienden;
248 Dog hvis du selv fra Strid unddrager dig, eller forlokker
249 Andre ved taabelig Snak til bort fra Kampen at trække,
250 Da skal du ramt af mit Spyd påstand opgive din Aande.
251 Saa han taled, og ilte foran, ham fulgte de Andre
252 Med et forfærdeligt Raab, men Zeus Lynstraalens Behersker
253 Reiste påstand en rygende Storm fra Toppen af Ida,
254 Som imod Skibene drev al Støven; Achaiernes Kampmod
255 Listed han bort, men Hektor og Troerne Hæder han skjenked.
256 Stolende trygt på Guddommens Tegn og på dygtige Kræfter
257 Stræbte nu Troernes Mænd at styrte Danaernes Muurværk;
258 Mønningen rev de fra Taarnene løs, Brystværnet de nedbrød,
259 Vælted med Stænger omkuld de langtfremspringende Stiver,
260 Hvilke man først til Taarnenes Værn havde drevet i Jorden.
261 Dem omkasted de brat, og haabede Muren at sprænge,
262 Dog endda ikke veeg Danaernes Helte fra Pladsen;
263 Flux med Skjoldene sloge de Hegn om det styrtede Brystværn,
264 Kasted saa Steen og Spyd på de muurbestormende Fiender.
265 Oppe ved Taarnene gik med Formaning Aianterne begge
266 Ivrig omkring overalt, at vække Danaernes Kamplyst.
267 Mildt tiltalte de Somme, men barsk udskammed de Andre,
268 Naar de fik Øie på En, som feig fra Striden sig unddrog:
269 Venner! hvad enten I er af de Vaageste, eller de Bedste,
270 Eller som Folk er fleest, eens dygtige Mænd til at kæmpe
271 Er ikke Alle, men nu er der Arbeide nok for os Alle,
272 Dette formærker I visselig selv; ei lade sig Nogen
273 Lokke ved truende Ord til hjem at vende til Flaaden!
274 Nei, fremad! mine Venner! opmuntrer hinanden til Kjækhed,
275 Om den Olympiske Lyner maaskee det Held os forunder,
276 Fienden at trænge tilbage, og hjem til Byen at drive.
277 Saaledes raabte de høit, og livned Achaiernes Kampfærd.
278 Som naar i Vinterens Tid Sneefloggerne falde fra Himlen
279 Tykt, naar den raadsnilde Zeus er tilsinds, at Sneen skal styrte
280 Ned over Menneskens Børn, for at vise dem klart sine Pile;
281 Blæsten han dysser i Roe, og Sneen han strøer, til den skjuler
282 Bjergenes kneisende Top og høitfremstikkende Pynter,
283 Kløverbevoxede Sletter og Mændenes frugtbare Marker;
284 Over det graalige Hav, over Bugt, over Strand den tillige
285 Drysses, men sluges af rullende Søe, alt Andet forresten
286 Hylles foroven i Snee, naar fra Zeus den styrter saa vældig,
287 Saa fløi Stenene tykt fra begge de kæmpende Skarer,
288 Baade på Troerne ned, og op mod Achaier fra Troer,
289 Og en forfærdelig Buldren og Larm langs Muren sig reiste.
290 Ei dog endnu havde Troernes Mænd og den straalende Hektor
291 Brudt sig Vei gjennem Porten, og sprængt den mægtige Tværbom,
292 Havde den vældige Zeus sin Søn den bolde Sarpedon
293 Ei mod Argeierne hidset, som Løven, der styrter mod Hornqvæg.
294 Flux til Skjerm foran sig han holdt det blankede Rundskjold,
295 Prægtigt og smukt, af drevet Metal, en duelig Skjoldsmed
296 Havde det hamret, og mangt Lag Hud han havde forinden
297 Nettet med Kramper af Guld, som løb i en Rad langs Randen;
298 Holdende dette for Bryst, og i Haand to blinkende Landser,
299 Foer som en bjergfødt Løve han frem, der i længere Tid alt
300 Ei fik Kjød i sin Mund, og vakt af sit modige Hjerte
301 Ganger på Rov mod Faar til den velomhegnede Qvægfold;
302 Dog om ved Folden den træffer endog påpassende Hyrder,
303 Rede til Faarenes Værn med Spyd og vagtsomme Hunde,
304 Prøver den først et Forsøg, før fra Stald den lader sig kyse,
305 Ind den springer og snapper et Faar, eller ogsaa på Stedet
306 Vorder den ramt af et Spyd, som rask fløi Hyrden afhænde.
307 Saaledes egged det dristige Mod den bolde Sarpedon,
308 Frem at storme mod Muren, og ned at bryde dens Brystværn.
309 Flux til Glaukos, Hippolochos’ Søn, saalunde han talte:
310 Glaukos! hvi hædred man os bestandigen høiest af Alle
311 Baade med bredfulde Bægre, med Brad og med Sæde til Høibords
312 Hist i Lykiens Land? hvi seer man på os som på Guder?
313 Hvi har vi fået ved Xanthos’s Bred en stor og fortrinlig
314 Lod viinbærende Land og hvedebevoxede Marker?
315 Derfor det sømmer sig nu, at i Spidsen for Lykiens Kæmper
316 Rask vi færdes, og ind os styrte, hvor Kampen er hedest,
317 At man kan sige som saa blandt de pandsrede Lykiske Krigsfolk:
318 Visselig ei uden priseligt Rye er de Konger, som styre
319 Lykiens Land, vel sandt, de fortære det fedeste Smaaqvæg,
320 Og den fortrinligste sødeste Viin, men Kræfter og Kjækhed
321 Har de, thi forrest blandt Lykiens Mænd bestandig de kæmpe.
322 Kunde vi begge, min Ven! hvis nu fra Strid vi os unddrog,
323 Fries for Døden bestandig, og vorde evindelig unge,
324 Hverken da lysted mig selv blandt de forreste Kæmper at stride,
325 Heller ei raaded jeg dig at friste den hædrende Kampgang;
326 Dog da i tusinde Tal nu Dødsgudinder os true,
327 Dem ingen dødelig Mand formaaer at flye eller undgaae,
328 Frem da! hvad enten saa vi eller Troerne Hæder skal vinde!
329 Saa han taled, og uden at vægre sig Glaukos ham adlød.
330 Rask de rykkede frem med Lykernes talrige Skare,
331 Ræd blev Menestheus, Peteos’ Søn, da disse han skued
332 Styrte saa truende frem mod det Taarn, hvor han stod til Bevogtning.
333 Op mod Taarnet han kasted sit Blik, for mulig en Hærdrot
334 Der at øine, som kunde hans Mænd beskjerme mod Ufærd.
335 Strax han Aianterne øined, de to kampgraadige Helte,
336 Ei langt borte, og Teukros, som nys fra Tjalden var kommen,
337 Hos dem stod, dog kunde hans Raab didhen ikke høres,
338 Saadan en Larm var påfærde, og høit mod Himmelen gjalded
339 Dundrende Slag mod Skjolde, mod hesthaarsmykkede Hjelme,
340 Og mod den stærktilstængede Port, thi Skaren derude
341 Prøved at sprænge dens Fløie med Magt, og skaffe sig Indgang.
342 Flux til Aias han skikked med Bud Herolden Thootes:
343 Skynd dig, bolde Thootes! løb hen og kald mig på Aias!
344 Helst på dem begge tilhobe, thi det vilde være det Bedste.
345 Sikkerlig kommer det her ret nu til skrækkeligt Mandslæt,
346 Alt fremtrænge med Kraft de Lykiske Drotter, som altid
347 Have sig viist som dygtige Mænd i de vældige Kampe.
348 Dog, hvis Kampens Besvær hist giver dem nok at bestille,
349 Blot da Telamons Søn, den kraftige Aias, til komme,
350 Fulgt af Teukros sin Broder, den høist udmærkede Skytte.
351 Talt; Herolden hans Ord fornam, og villig han adlød.
352 Langs Achaiernes Muur han løb det bedste han kunde,
353 Treen til Aianterne hen, og tog saalunde til Orde:
354 Hør mig Aianter! I Drotter for pandsrede Mænd af Achaia!
355 Mig har den ædelig Peteos’ Søn hidskikket at bede,
356 Om den besværlige Kamp I lidt med ham vilde dele,
357 Helst dog begge tilhobe, thi det vilde være det Bedste.
358 Sikkerlig kommer det hist ret nu til skrækkeligt Mandslæt;
359 Alt fremtrænge med Kraft de Lykiske Drotter, som altid
360 Have sig viist som dygtige Mænd i de vældige Kampe.
361 Dog, hvis Kampens Besvær her giver Jer nok at bestille,
362 Blot da Telamons Søn, den kraftige Aias, vil komme,
363 Fulgt af Teukros sin Broder, den høist udmærkede Skytte.
364 Talt. Ei vægred sig Aias, den kraftige Telamonide.
365 Flux til Oileus’s Søn med bevingede Ord han sig vendte:
366 Aias! du selv og den kraftige Helt Lykomedes forblive
367 Her, og vække Danaernes Mænd til tappert at stride,
368 Mens jeg selv begiver mig did, for Kampen at møde!
369 Snart tilbage jeg kommer, naar først jeg hine har hjulpet.
370 Talt, og afsted sig Aias begav, den Telamonide,
371 Ham ledsagede Teukros, hans Broder på fædrene Side,
372 Pandion fulgte med Teukros, og bar hans krummede Bue.
373 Frem langs Muren de gik, og da hen de kom hvor Menestheus
374 Stod på Taarnet, da kom de tilpas, thi bitterlig kneb det;
375 Styrtende frem saa vildt som Stormen fra sortnende Regnskye
376 Havde de Lykiske Høvdinger alt Brystværnet besteget.
377 Flux de ginge hinanden tillivs under gjaldende Kampskrig.
378 Aias den Telamonide slog først Epikles tildøde,
379 Drotten Sarpedons behjertede Ven; med en vægtig og kantet
380 Steen han traf ham, på Muren den laae bag Forskandsningens Brystværn
381 Øverst på Kampsteensdyssen, ei lettelig skulde med begge
382 Hænder en Mand den magte, som nuomstunder de fødes,
383 Selv i den feireste Ungdom, dog høit han løfted og svang den,
384 Knuste hans blanke fiirkeglede Hjelm, og slog med det samme
385 Hovedets Been i Qvag, brat styrted han, ret som en Dykker,
386 Ned fra det kneisende Taarn, og Livet fra Knoglerne flygted.
387 Just som nu Glaukos, Hippolochos’ Søn fremstormed til Angreb,
388 Oppe fra Muren da traf med en Piil ham Teukros i Armen,
389 Hvor han bemærked, at Huden var blot, og standsed hans Kampfærd.
390 Bort fra Muren han lønligen sprang, at Achaiernes Helte
391 Ei skulde see han var saaret, og spodsk hovere derover.
392 Mod ihu blev Sarpedon, saasnart han mærked, at Glaukos
393 Havde forføiet sig bort, dog ei han Kampen forglemte,
394 Men Thestoriden Alkmaon sit Spyd i Livet han bored,
395 Trak ham saa Spydet af Liv, saa han fulgte med Spydet og næsgruus
396 Styrted han ned; da bragede høit den prunkende Rustning.
397 Derpå Sarpedon med Hænderne greb i det kneisende Brystværn
398 Fat med et Ryk, og revnende tvers gav det efter og styrted;
399 Blottet var Muren foroven, og Vei var aabnet for Mange.
400 Flux dog Aias og Teukros tillivs ham ginge på engang;
401 Teukros en Piil ham skjød i den flunkende Rem, der om Brystet
402 Løb fra det mandbedækkende Skjold, men Kronion mod Døden
403 Skjermed sin Søn, at han ei ved Skibenes Stavn skulde falde.
404 Frem foer Aias og slog mod hans Skjold, og heelt gjennem Skjoldet
405 Løb den kobberne Od, og rokked ham midt i hans Fremfart;
406 Bort fra Muren et Stykke han foer, men vige tilbage
407 Vilde han ei, han haabed endnu sig Hæder at vinde,
408 Vendte sig om, og raabte til Lykiens herlige Kæmper:
409 Lykier! ha, hvi svigter I saa i det stormende Angreb?
410 Plat umulig alene jeg kan, hvorvel jeg er haandstærk,
411 Sprænge Danaernes Muur, og Vei til Flaaden os bane,
412 Følger mig derfor, bedst lykkes en Daad ved forenede Kræfter.
413 Saa han taled, og slagne med Frygt ved Drottens Formaning,
414 Trængte de raskere frem, deres raadende Konning at følge;
415 Ogsaa Danaernes Rækker sig sluttede fastere sammen
416 Bag ved Muren, der fik de forsand fuldtop at bestille.
417 Hverken dog kunde de Lykiske Mænd med al deres Kjækhed
418 Sprænge Danaernes Muur, og Vei til Flaaden sig bane,
419 Heller ei mægted Achaias spydsvingende Kæmper at drive
420 Lykiens Helte tilbage, da Muren de først havde stormet.
421 Som naar om Markernes Skjel to Mænd er i Kiv med hinanden,
422 Begge med Maal i Haand på den Mark, som tilforn var Fælled
423 Staae ved den tvistige Strimmel, og klamres om lige Fordeling,
424 Saa Brystværnet imellem dem stod, og ud over dette
425 Hug på hinanden de løs, og kløved de Tyreskinds runde
426 Brystbeskjermende Skjolde og smaae fjærlette Buklarer.
427 Mange blev saarede haardt af det ubarmhjertige Kobber,
428 Snart bagfra, naar i Striden en Mand sig dreied og Ryggen
429 Blotted, langt oftere dog, naar et Spyd foer ind gjennem Skjoldet,
430 Og overalt ad Taarnene ned og det kneisende Brystværn
431 Randt Krigsfolkenes Blod, Achaiers og Troers tilhobe.
432 Ei dog Achaierne drev de på Flugt, end holdt de sig lige.
433 Som naar en redelig Kone, der frister sit Liv med at spinde,
434 Holder en Vægt med Lodder og Uld, afveiende lige
435 Skaal mod Skaal, en kummerlig Løn sine Børn at fortjene,
436 Saa for begge de kæmpende Folk stod Kampen nu lige,
437 Indtil den mægtige Zeus Kamphæderen Hektor forlened.
438 Han var af Alle den Første, som Vei sig brød gjennem Muren,
439 Høit han hæved sin Røst, af Troerne hørtes den vide:
440 Frem, hesttumlende Troer! og sprænger Danaernes Muurværk!
441 Kaster saa ind på Skibene flux vildtblussende Brande!
442 Saa han muntred sit Folk, og Samtliges Øren det hørte;
443 Frem tilhobe mod Muren de løb, og op på dens Brystværn
444 Steg de behjertede Kæmper med hvæssede Landser ihænde.
445 Flux greb Hektor og løfted en Steen, som udenfor Porten
446 Laae, og bred forneden, men spids foroven var Stenen;
447 Knap to dygtige Karle, som nuomstunder de fødes,
448 Mægtede uden Besvær slig Steen fra Gulvet at vælte
449 Op på en Karre med Stænger, dog ene han svang den med Lethed,
450 Thi den forslagene Kronos’s Søn ham lettede Stenen.
451 Som naar en Hyrde saa let et Vædderlams Uld i sin ene
452 Haand hjembærer fra Vang, kun lidt betynger ham Byrden,
453 Saa tog Hektor nu Stenen, og bar den hen mod de svære
454 Fjæler, som sikkred tilgavns den fastsammentømrede høie
455 Dobbeltfløiede Port; to Bomme, som løb mod hinanden,
456 Holdt den lukket forinden, en Bolt sad fast i dem begge.
457 Tæt til Porten han treen, og sit Kast at styrke desbedre
458 Stod han med skrævende Been, og fodende fast han den slynged
459 Midt mod Porten, saa Hængslerne sprang, og med hele sin Tyngde
460 Styrtede Stenen ad Aabningen ind, høit bragede Porten,
461 Bommene holdt ikke meer, og i Qvag ved det vældige Steenkast
462 Splittedes Fjælerne ad; ind sprang den herlige Hektor,
463 Mørk var som Natten hans Aasyn, men Rustningens rædsomme Kobber
464 Funklede blankt om hans Krop, og han svang to lynende Landser.
465 Ei skulde Nogen, undtagen en Gud, ham nu have standset,
466 Da gjennem Porten han sprang med Øine som gnistrende Flammer.
467 Flux mod Skaren han vendte sig om, og befoel sine Troer
468 Op over Muren at stige, hans Bud adløde de villig,
469 Op over Muren påstand de steg, men de Øvrige strømmed
470 Ind ad den tømrede Port, og hen til de bugede Skibe
471 Flygted Danaerne brat, ei standsed Forvirringens Bulder.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange