Iliaden Sang 11

Resume 11. sang i Iliaden af Homer. Agamemnon tager sin rustning på og udmærker sig i kampen. På Zeus’ befaling holder Hektor sig fra slaget, indtil Agamemnon bliver såret. Agamemnon såres af Koon, og Hektor trænger frem. Odysseus, Diomedes, Makhaon og Eurypylos såres også. Idet Nestor kører forbi med den sårede Makhaon, får Akhilleus øje på dem og sender Patroklos hen for at høre, hvem den sårede er. På tilbagevejen møder Patroklos den sårede Eurypylos, fører ham ind i teltet, og forbinder hans sår.

ILIADEN

Iliaden, 11. sang

1 Dagningen steg af Seng fra den vidtberømte Tithonos,
2 Lyset at bringe hver dødelig Mand og udødelig Guddom;
3 Da udskikkede Zeus til Achaiernes Snekker den arge
4 Tvedragt, som holdt i sin Haand et kampbebudende Jertegn,
5 Og ved Odysses’s sorte bredbovede Skib hun sig stilled;
6 Midt i Rækken det laae, saa grandt hendes Røst kunde høres
7 Baade til Aias’s Telt, den behjertede Telamonides,
8 Og til Peleidens, thi yderst i Skibenes Rad havde Begge
9 Lagt deres Snekker på Land i Lid til Manddom og Styrke.
10 Der stod Tvedragtsgudinden, med stærk og frygtelig Stemme
11 Raabte hun lydt, og Achaiernes Mænd i Hjertet hun indgjød
12 Kraft og Mod til at færdes i Kamp uden Rast eller Standsning.
13 Lige med Et nu Krigen langt sødere tyktes dem Alle,
14 End på de bugede Snekker til Fædrenelandet at stævne.
15 Høit Agamemnon befoel Argeiernes Mænd sig at ruste
16 Flux til Kamp, og axlede selv de straalende Plader.
17 Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen,
18 Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder;
19 Dernæst spændte han trindt om Bryst sit prægtige Pandser,
20 Hvilket Kinyras tilforn havde sendt ham som Gjæsteforæring,
21 Thi det mærkværdige Ord havde rygtet sig lige til Kypros,
22 At det Achaiske Folk tilsøes vilde drage mod Troia,
23 Derfor Atreiden han havde det sendt, at vise ham Hyldest.
24 Ned ad Pandserets Plader der løb ti Striber af Blaastaal,
25 Tolv desuden af Guld, og af Tin samfældige tyve.
26 Op mod Halsen sig bugted tre blaalige Slanger på begge
27 Sider, Regnbuer de ligned forsand, dem Fader Kronion
28 Sætter i Skyerne høit, de talende Slægter til Jertegn.
29 Derpå han kasted om Axel sit Sværd, blankt straaled fra Hjaltet
30 Nagler af pureste Guld, og trindt fra Ende til anden
31 Balgen med Sølv var belagt, og hang udi gyldene Remme.
32 Skjoldet saa kunstigt og smukt, manddækkende, let at handtere,
33 Greb han dernæst, trindt Randen der løb ti kobberne Krindse,
34 Inde på Pladen af Skjoldet var toti Bukler af hviden
35 Tin, og een af blaagraat Staal sad midt mellem disse.
36 Uden om Buklerne sad i Ring den truende Gorgo
37 Med det forfærdende Blik tilligemed Bæven og Rædsel.
38 Remmen på Skjoldet var klædt med Sølv, og henover denne
39 Skød en staalblaae Slange sig frem, tre Hoveder kneiste
40 Op fra den enkelte Hals, og tilhobe de dreied sig bagud.
41 Tog saa på Hoved sin Hjelm, langbøilet med Fiirdobbelt Fjærbusk,
42 Smykket med Hestehaars Svæv, vildt vaiede Busken foroven;
43 Greb saa tilsidst to dygtige Spær, beslagne med hvasse
44 Odder af Malm, og høit med Skye det glimtende Kobber
45 Funkled saa vide; da tordnede høit baade Pallas og Here,
46 Alt for at hædre det guldrige Land Mykenes Behersker.
47 Derpå befoel Enhver sin Kudsk at forblive ved Graven
48 Holdende stille med Gangernes Spand tilbørlig i Orden.
49 Frem nu strømmed med Vaaben i Haand de pandsrede Fodfolk,
50 Og et ustandseligt Raab gjenlød i den dæmrende Morgen.
51 Før Vognheltene stod de dog alt opstilte ved Graven,
52 Disse dog lidt bagefter dem kom, da vakte Kronion
53 Gruelig Larm, og høit fra Skye gjennem Luften han stænked
54 Dug med blodige Draaber iblandt, thi besluttet han havde,
55 Mange behjertede Mænd at skikke til Hades’s Bolig.
56 Hist ved Bakken på Sletten bevæbned sig Troernes Kæmper;
57 Hektor den høie, og Helten Polydamas ordnede Skaren,
58 Dertil Aineias, i Troernes Folk som en Gud høiagtet,
59 Polybos, Søn af Antenor, samt to af hans Brødre, den unge
60 Akamas, skjøn som en Guddom at see, og den Ædling Agenor.
61 Forrest i Skaren gik Hektor omkring med sit blankede Rundskjold;
62 Ligesom Stjernen, der tyder på Ondt, snart titter fra Skyen
63 Blinkende frem, snart dukker igjen bag skjulende Drivskye,
64 Saaledes snart blandt de forreste Mænd kom Hektor tilsyne,
65 Snart blandt de bageste Fylker, uddelende Bud, og i Malmen
66 Straaled fra øverst til nederst han blankt som Lyn fra Kronion.
67 Ligesom naar den bemidlede Mands Høstkarle på Marken
68 Lægge på Skaar, arbeidende flinkt hinanden imøde,
69 Meiende Byg eller Hvede, og Haandfuld falder på Haandfuld,
70 Saaledes stormed Achaier og Troer til frygteligt Mandslæt
71 Løs mod hinanden, fordærvelig Flugt randt Ingen i Tanker,
72 Ligelig holdt i Kampen de Stand og raste som Ulve,
73 Ret et forlystende Syn for den qvalforvoldende Tvedragt;
74 Hun var den eneste Guddom, der nu bivaanede Striden,
75 Alle de øvrige Guder sig bort havde fjernet og hjemme
76 Rolig i Hallen de sad, hvor Enhver af de salige Guder
77 Havde sit skjønne Palads på den kløftede Ryg af Olympos.
78 Men over Zeus, Stormskyernes Drot, de beklaged sig Alle,
79 At han de Troiske Mænd Kamphæderen agted at skjenke,
80 Dog anfægtede Klagen ham ei, men langt fra de Andre
81 Fjerned Alfader sig bort, og sad nu, stolt af sin Hæder,
82 Skuende hen over Troernes Stad og Achaiernes Skibe,
83 Hen over lynende Malm, over Kæmper, som slog eller segned.
84 Mens det var Morgen endnu, og den hellige Dag var i Tilvæxt,
85 Traf mangt dræbende Spyd fra begge de kæmpende Hære,
86 Men da det lakked ad Tiden, da Huggeren pleier i Bjergdal
87 Frem at tage sin Kost, naar træt af at fælde de høie
88 Træer hans Arm er mat, og hjertelig kjed af sit Arbeid
89 Svart han betages af Længsel i Sind efter styrkende Spise,
90 Sprængte Danaernes Mænd med Kraft de Troiske Fylker,
91 Raabende høit til hinanden ad Rækkerne hen, og i Spidsen
92 Gik den Drot Agamemnon; da slog han den Høvding Bienor,
93 Først ham selv, saa Svenden Oileus, Gangernes Styrer,
94 Som af sin Vogn sprang ned, og treen Atreiden imøde;
95 Men da han stormede frem, jog denne sin hvæssede Spydsod
96 Dybt ham i Panden, ei værned mod Spyd den kobberne Hjelmring,
97 Men gjennem Malmen og Benet det brød, og al Hjernen derinde
98 Sprøitede frem; saalunde han vog ham midt i hans Fremfart.
99 Disse nu ligge han lod, Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
100 Begge med bartfremstikkende Bryst, thi han røved dem Brynien;
101 Foer saa mod Antiphos frem og mod Isos, tilsinds dem at dræbe.
102 Begge var Priamos’ Sønner, hiin ægte, den anden var slegfred,
103 Sammen de kjørte på Vogn, den Slegfred var Gangernes Styrer,
104 Antiphos stod som Kæmper på Karm; dem havde Peleiden
105 Fanget engang, da de vogtede Faar på Skrænten af Ida,
106 Bastet med smidige Qviste, men givet dem frie mod en Løsning.
107 Dem Atreiden nu traf, den mægtige Drot Agamemnon,
108 Isos i Brystet han stak med Spyd lidt ovenfor Vorten,
109 Antiphos hug han ved Øret med Sværd, og af Vognen ham kasted;
110 Medens han ivrig i Hu afdrog deres prægtige Rustning,
111 Kjendte han begge, thi fordum han alt ved de hurtige Skibe
112 Havde dem seet, da fra Ida fodrappen Achilles dem førte.
113 Ret som naar Løven den flygtige Hinds nyskastede Kalve
114 Griber med kraftige Tænder, og lettelig knuser de Spæde,
115 Hvilke på Leiet den traf, og berøvede Livet det friske;
116 Er deres Moder end aldrig saa nær, formaaer hun dog ikke
117 Hjelp at yde sit Kuld, thi selv hun gribes af Rædsel;
118 Flux i bradelig Fart gjennem Skov, gjennem Buskenes Tykning
119 Styrter hun svedende hen af Gru for det kraftige Rovdyr;
120 Saaledes nu slet Ingen af Troerne mægted at skjerme
121 Disse mod Døden, thi selv for Argeierne flygted de rædde.
122 Derpå Peisandros og Helten Hippolochos, to af den kjække
123 Høvding Antimachos’ Børn, som med Guld og glimrende Gaver
124 Af Alexandros bestukken især fraraaded at give
125 Helena atter tilbage til Atreus’ Søn Menelaos;
126 Disse hans Sønner i Vold nu faldt den Drot Agamemnon,
127 Sammen de kjørte på Vogn, og styred de vælige Heste.
128 Ud af Haanden dem gled den stadselig flunkende Tømme,
129 Altsom Forfærdelse slog dem, da foer dem Atreiden imøde
130 Ret som en Løve, men begge på Karm ham bønligen knæfaldt:
131 Fang os levende, Atreus’s Søn! og annam fuld Løsning!
132 Hist i Antimachos’ Huus mangfoldige Skatte der gjemmes,
133 Guld og Kobber tillige, og Jern, som er kunstigen smeddet.
134 Deraf vil sikkert vor Fader umaadelig Løsning betale,
135 Naar han erfarer, at end ved Achaiernes Skibe vi leve.
136 Saa med formildende Ord den Drot Agamemnon de bønfaldt,
137 Grædende lydt, men Svaret var barsk, som klang dem for Øre:
138 Er I Antimachos’ Sønner saasandt, den krigerske Høvdings,
139 Han som på Thing tilraaded de Troiske Mænd at ihjelslaae
140 Kong Menelaos, og ei til Achaia ham hjem lade drage,
141 Dengang med Helten Odysseus han hid var kommen som Sending,
142 Da skal I bøde den nedrige Daad, Eders Fader har øvet.
143 Ordene talt, Peisandros han først jog Spæret i Brystet,
144 Slog ham af Karmen til Jord, og i Støvet han styrtede baglænds;
145 Ned Hippolochos sprang, ham vog Atreiden på Gulvet,
146 Hug ham Hænderne af med sit Sværd, og flakte hans Halsbeen,
147 Og gjennem Stimlen han trilled den stumpede Bul som en Morter.
148 Disse nu ligge han lod, men hvor Fylkernes Stimmel var tættest,
149 Styrted han ind, og Achaias beenpandsrede Kæmper ham fulgte.
150 Helte tilfods vog Helte tilfods, som blev nødt til at vige,
151 Kæmper tilvogns vog Kæmper tilvogns, mens Støvet fra Sletten
152 Reiste sig tykt under dundrende Hov af trampende Heste.
153 Vildt de myrded med Spyd, og idelig frem Agamemnon
154 Stormed med mordiske Slag under Raab til Argeiernes Krigsfolk.
155 Som naar den hærgende Ild bryder løs i en Skov, hvor man aldrig
156 Hugged, den hvirvlende Storm fremdriver den trindt, og med Rode
157 Falder nu Træe på Træe omstyrtet af Flammernes Vælde,
158 Saaledes nu for Atreus’s Søn de flygtende Troers
159 Høvdinger faldt, og henover Val med Vognene tomme
160 Løb i Mængde med Bulder og Brag strunkkneisende Heste,
161 Savnende svart deres Herrer; i Støv udstrakte de Gjæve
162 Laae til Gammen og Fryd for Grib langt meer end for Hustrue.
163 Zeus bortførte nu Hektor fra Spydenes Ram og fra Mandslæt,
164 Bort fra rygende Støv, fra Blod og fra vildene Kampgnye.
165 Efter ham styrted Atreiden, og djervt han Danaerne muntred.
166 Troerne flygted nu brat forbi den gamle Dardaner
167 Ilos’s Grav over Sletten afsted, og derpå den vilde
168 Figen forbi, for Staden at naae, men med Raab dem forfulgte
169 Atreus’s Søn, besudlet med Blod på de knusende Hænder.
170 Men da saa komne de var til den Skæiske Port og til Bøgen,
171 Gjorde de Flygtende Holdt, og ventede der på de Andre.
172 Thi over Sletten endnu de løb ret ligesom Oxer
173 Flye, naar en Løve, der ganger på Rov i den skumleste Midnat,
174 Skræmmer den samtlige Hjord, og een den skiller ved Livet,
175 Griber med kraftige Tænder den fat, og knækker dens Halsbeen
176 Først, saa sluger den baade dens Blod og hele dens Indvold,
177 Saa forfulgte dem Atreus’s Søn, den Drot Agamemnon,
178 Fældende stedse den efterste Mand af den flygtende Skare.
179 Ogsaa fra Karm på Bug eller Bag nedstyrtede mange
180 Helte for Konningens Hænder, thi svart med Landsen han raste.
181 Men da han fast allerede sig hen havde trængt under Stadens
182 Høitfremragende Muur, steg Guders og Menneskers Fader
183 Ned fra Himlen, og høit på det kildebesprudlede Idas
184 Tind sit Sæde han tog, og holdende Lynet i Haanden
185 Skikked han Iris afsted, det gyldenvingede Iilbud:
186 Skynd dig, hurtige Iris! til Hektor, og dette forkynd ham:
187 Medens han seer Krigsfolkenes Drot Agamemnon husere
188 Vildt blandt de forreste Mænd, og Kæmpernes Fylkninger hærge,
189 Trække han selv sig tilbage, men byde det øvrige Mandskab
190 Kjækt i den vældige Kamp en Dyst med Fienden at vove.
191 Naar derimod enten ramt af Piil eller stungen af Landse
192 Atreus’s Søn opspringer på Vogn, da vil Hektor jeg skjenke
193 Kraft til drabelig Daad, til han rækker de toftede Skibe,
194 Solen gaaer ned, og det hellige Mulm udvælder saa vide.
195 Talt, hans Ord adlød den stormsnelt vandrende Iris.
196 Ned fra Toppen af Ida hun foer til det hellige Troia,
197 Flux hun traf Kong Priamos’ Søn, den ædelig Hektor,
198 Staaende høit på sin holdige Vogn med de vælige Heste.
199 Trædende nær til Orde nu tog den hurtige Iris:
200 Hektor, du Priamos’ Søn! udrustet med Kløgt som Kronion!
201 Zeus Alfader har skikket mig hid, at forkynde dig dette:
202 Medens du seer Krigsfolkenes Drot Agamemnon husere
203 Vildt blandt de forreste Mænd, og Kæmpernes Fylkninger hærge,
204 Træd da tilbage fra Kampen, men byd det øvrige Mandskab
205 Kjækt i den vældige Kamp en Dyst med Fienden at vove;
206 Naar derimod enten ramt af Piil eller stungen af Landse
207 Atreus’s Søn opspringer på Vogn, da vil Zeus dog forunde
208 Kraft til drabelig Daad, til du rækker de toftede Skibe,
209 Solen gaaer ned, og det hellige Mulm udvælder saa vide.
210 Altsom Ordet var talt, forsvandt den hurtige Iris.
211 Hektor i Rustningens Plader til Jord nedsprang fra sin Stridsvogn,
212 Hvæssede Spyd han svang, mens hen gjennem Hæren han ilte,
213 Muntrende Folket til Strid, og vakte det rædsomme Kampgnye.
214 Fylkerne svinged påstand, og bød Achaierne Spidsen.
215 Ogsaa Danaernes Rækker sig sluttede fastere sammen.
216 Alle var rede til Kamp, mod hinanden de stod, men Atreiden
217 Stormed foran, heel gridsk efter Kamp blandt de forreste Stridsmænd.
218 Siger mig nu, I Muser, hvis Hjem er Olympiske Sale,
219 Hvo var den Første, som dristed sig kjækt Agamemnon imøde,
220 Enten af Troerne selv, eller dygtige Ledtogskæmper?
221 Det var Iphidamas, tapper og rank, en Søn af Antenor;
222 Fostret han var udi Thrake, det frodige Faarenes Hjemland,
223 Thi Morfaderen Kisseus, som avled den væne Theano,
224 Selv i sit Huus havde tugtet ham op fra den tidlige Barndom,
225 Men da han saa havde naaet den livsalige Manddoms Fuldmaal,
226 Lod ei Kisseus ham reise, men gav ham sin Datter til Ægte;
227 Bryllupet stod, men da Tidenden lød om Achaiernes Ankomst,
228 Drog han fra Huus og Hjem med tolv krumsnablede Skibe,
229 Men de fortrinlige Skibe tilbage han lod i Perkote,
230 Og over Land han gav sig på Vei, og reiste til Troia.
231 Han var den Første, som dristed sig kjækt Agamemnon imøde.
232 Da de nu skridende frem hinanden var traadt under Øine,
233 Kasted Atreiden, men glipped, hans Spyd fløi hen til en Side.
234 Derimod nedenfor Pandsret i Beltet Iphidamas stak ham
235 Spydet, og bored det ind i Lid til sin vældige Næve;
236 Gjennem den brogede Gjord det trængte dog ei, thi forinden
237 Stødte mod Sølvet det an, og som Blye Malmodden sig bøied.
238 Flux om Spæret nu greb den mægtige Drot Agamemnon,
239 Haled det til sig med Magt, lig Løven, og ud af hans Haand han
240 Vristed det, hug ham på Halsen med Sværd, og gav ham sin Helsot.
241 Brat han faldt, og den malmhaarde Søvn nu slumred den Arme,
242 Dræbt i Kampen for Landsmænd, heel fjernt fra sin fæstede Hustrue,
243 Inden af hende han høstede Tak for sin rige Foræring:
244 Hundrede Oxer han skjenked sin Viv, og loved desuden
245 Tusinde Geder og Faar af de talrige Flokke på Græsgang.
246 Flux nu plyndred hans Liig den mægtige Drot Agamemnon,
247 Bar saa den deilige Rustning hen gjennem Achaiernes Skare.
248 Koon, en Mand blandt Kæmper berømt, af Drotten Antenors
249 Sønner den ældste, blev strax ham vaer, og pludselig hylled
250 Dybtfølt Sorg over Broderens Fald i Mørke hans Øine.
251 Hen til Siden han treen med sit Spyd, useet af Atreiden,
252 Jog ham saa Malmen i Arm, lidt nedenfor Albuens Bøining,
253 Dybt, saa den blinkende Od løb ud på den modsatte Side.
254 Rædsel betog påstand Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
255 Dog endda han helmede ei med Dyst og med Kampfærd,
256 Men imod Koon han foer med sin stormveirhærdede Spydstang.
257 Denne sin kjødelig Broder Iphidamas slæbte ved Foden
258 Bort med ivrig Begjær og med Raab til de gjæveste Landsmænd;
259 Men da han Dødningen trak over Val, jog hiin ham det blanke
260 Spyd ind under det buklede Skjold, og gav ham sin Helsot,
261 Hug saa hans Hoved af Hals, der han laae over Broderens Legem.
262 To af Antenors Sønner saaledes for Kong Agamemnons
263 Haand nu fandt deres Død, og ginge til Hades’s Bolig.
264 Frem han vandrede nu mod de øvrige Rækker af Krigsfolk,
265 Myrdende baade med Spyd og Sværd og med mægtige Kampsteen,
266 Medens hans Blod end varmt udrandt af den gabende Vunde;
267 Men da hans Saar blev tørt, og Blodet sit Løb havde standset,
268 Brat gjennem Sjel Agamemnon da foer de skjærende Smerter;
269 Som naar de jamrende Qvinder i Barnsnød vorde med skarpen
270 Piil af Eileithyer ramte, den beeske Forløsnings Gudinder,
271 Here de have til Moder, og grusomme Veer de volde,
272 Saa gjennem Sjel Agamemnon nu foer de skjærende Smerter;
273 Op på sin Vogn han sprang, og befoel Karmsvenden at age
274 Hjem til de bugede Skibe, bespændt af Qval i sit Hjerte.
275 Høit han hæved sin Røst, af Danaerne hørtes den vide:
276 Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
277 Prøver nu I til Værn for de havbefarende Skibe
278 Kampens besværlige Færd, thi mig har den vise Kronion
279 Ei tilstedt at kæmpe med Troerne Dagen igjennem.
280 Talt, da pidsked hans Kudsk på de fagermankede Heste
281 Hen til de bugede Snekker, og ei uvillige fløi de;
282 Skummet om Bringen dem stod, og Støv opfyged franeden
283 Altsom fra Kamp de traved afsted med den martrede Konge.
284 Men da nu Hektor blev vaer, at Atreiden sig bort havde fjernet,
285 Muntred han Troer og Lykier flux med lydelig Stemme:
286 Troias og Lykiens Helte, Dardaniske Haandmængskæmper!
287 Teer Eder nu som Mænd, og tænker på stormende Angreb!
288 Borte fra Kamp er den boldeste Helt, mig skjenker Kronion
289 Glimrende Rye, thi jager da flux med de trampende Heste
290 Ind mod Danaernes Folk, at des høiere Roes I kan vinde.
291 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.
292 Ligesom stundom en Jæger sin Flok hvidtandede Hunde
293 Hidser i Skov mod en glubende Bas eller og mod en Løve,
294 Saaledes hidsed nu Hektor, heel lig den mordiske Ares,
295 Ind mod Danaernes Mænd de behjertede Troiske Kæmper.
296 Selv han freidig og stolt skred frem blandt de forreste Krigsfolk,
297 Styrted i Kampen sig ind, lig den høitfrablæsende Stormvind,
298 Som naar den farer fra Skye oprører det blaalige Havdyb.
299 Hvo var vel nu den Første, og hvo den Sidste, som Hektor
300 Priamos’ Søn hug ned, da Zeus ham Hæder forundte?
301 Først Assaios, Autonoos næst, derefter Opites,
302 Dolops, Klytios’ Søn, Opheltios samt Agelaos,
303 Dertil de freidige Kæmper Hipponoos, Oros, Aisymnos.
304 Disse Danaiske Drotter han vog, og af menige Krigsfolk
305 Mange; ret ligesom Vinden fra Vest den klarende Sydvinds
306 Skyer fordriver, og pidsker dem frem med susende Vindkast,
307 Høit da ruller den svulmende Søe, og Skummet i Veiret
308 Sprøiter ved heftige Stød af den stærktomtumlende Stormvind,
309 Saa for Hektor i Krigernes Flok sank Kæmpe på Kæmpe.
310 Nu var der hændet en Jammer, og øvet ubodelig Gjerning,
311 Nu var Achaiernes Mænd på Flugt til Skibene drevne,
312 Havde den Ædling Odysses ei vakt den stærke Tydeide:
313 Hvad gaaer der af os, min Ven! at den hidsige Kamp vi forgjette!
314 Kom, Diomedes! og stil dig hos mig, en Skændsel det vorder,
315 Hvis vore Skibe han hærger, den hjelmomstraalede Hektor.
316 Ham gjensvared påstand den kraftige Helt Diomedes:
317 Ja! jeg vil blive hos dig, og kjækt holde Stand, men til liden
318 Baade det vorder, thi Zeus, den skyforsamlende Herre,
319 Troernes Folk langt heller end os at seire forunder.
320 Talt, og ned fra Vognen til Jord han kasted Thymbraios,
321 Ind i Brystet til Venstre han Spæret ham jog, men Odysseus
322 Slog den bolde Molion ihjel, Krigshøvdingens Væbner.
323 Disse nu ligge de lod, for bestandig var endt deres Kampfærd,
324 Trængte saa ind i Stimlen med Gnye, to modige Vildsviin
325 Ligned de grandt, som styrte sig ind mellem Hunde på Jagten;
326 Saaledes Fjenden de slog, da påny de til Kamp havde vendt sig,
327 Glade Danaerne aanded igjen på Flugten for Hektor.
328 Derpå de standsed en Vogn med to udmærkede Kæmper,
329 Sønner af Merops, en Mand fra Perkote, som skuede spåklog
330 Ind i den kommende Tid, og ei havde Sønnerne tilladt
331 Ud i den mordiske Krig at gaae, dog ikke de adlød
332 Faderens Raad, afsted dem drev Dødsmøerne sorte.
333 Dem den Helt Diomedes, den landseberømte Tydeide,
334 Røved nu Kraften og Livet, og tog deres herlige Vaaben,
335 Medens Hippodamos faldt med Hypeirochos, dræbt af Odysseus.
336 Zeus, som kasted fra Ida sit Blik, afveied nu Striden
337 Lige for begge de kæmpende Folk, svart slog de hinanden.
338 Tydeus’s Søn nu saared Agastrophos, Sønnen af Paion.
339 Spydet i Hoften ham gik; ei stod til Flugt i Beredskab
340 Gangernes Spand ham nær, heel taabelig havde han handlet;
341 Svenden dem holdt langt borte derfra, mens han forrest på Kampplads
342 Færdedes selv tilfods, til han mistede Livet det kjære.
343 Henne ved Skaren blev Hektor det vaer, og hidsig imod dem
344 Foer han med vildene Raab, ham fulgte de Troiske Fylker.
345 Ræd ved Synet da blev den vældige Helt Diomedes,
346 Flux til Odysseus, som stod tætved, saalunde han talte:
347 Hist Fordærv os vælter imod, den kraftige Hektor,
348 Dog velan! lad os blive, og kjækt os stille til Modværn!
349 Talt; med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang
350 Ei han sigtede feil, efter Hovedet holdt han, og ramte
351 Toppen af Hjelmen, tilbage dog brat sprang Malmen fra Malmen,
352 Uden at naae hans Hud, godt værned den gittrede stærke
353 Hjelm af trefold Malm, som givet ham var af Apollon.
354 Langt foer Hektor tilbage, og Brødrenes Skare han naaede,
355 Ned var han sunken på Knæe, med sin senede Haand han mod Jorden
356 Støtted sig fast, og den bælgmørke Nat omtaaged hans Øine.
357 Mens Diomedes nu løb langt hen blandt de forreste Krigsfolk
358 Efter den kastede Stang, hvor i Muld den havde sig plantet,
359 Aandede Hektor påny, og sprang i en Fart på sin Stridsvogn,
360 Rulled til Stimlen tilbage, og Døden den sorte han undveeg.
361 Efter ham foer med Landsen i Haand Diomedes, og raabte:
362 Atter for Døden du slap, du Hund! ja nær var en Ufærd
363 Skeet dig, men Phoibos Apollon beskjermed påny dig i Qviden,
364 Hvem Du påkalder i Bøn, naar til Spydenes Gnye du drager.
365 O men jeg møder dig sagtens engang, og giver dig Livsbrød,
366 Hvis der saasandt er af Guderne En, som under mig Bistand.
367 Nu vil jeg ile til Kamp mod de Øvrige, hvem jeg saa træffer.
368 Talt, og flux Paioniden den Landseberømte han dræbte,
369 Men Alexandros påstand, den haarfagre Helenas Husbond,
370 Spændte sin Bue mod Tydeus’s Søn, hiin Folkenes Hyrde,
371 Lænet til Støtten, der stod på den Grav, som Menneskehænder
372 Tuede fordum for Ilos, den gamle Dardaniske Folkdrot.
373 Just som Tydeiden nu rev af Agastrophos’ Skulder det brede
374 Skjold, det brogede Pandser af Bryst, og af Hoved den stærke
375 Hjelm, da trak Alexandros i Streng, og krummede Buen,
376 Sigted og skød, og ei fløi Pilen omsonst, i den høire
377 Fod i Saalen den traf, og farende tvers gjennem Fodblad
378 Fæsted sig Pilen i Jorden, da sprang af sit Skjul Alexandros
379 Frem med hjertelig Latter, og braskende tog han til Orde:
380 Truffen! forgjeves ei fløi min Piil; o gid på det samme
381 Nederst i Bugen jeg havde dig ramt, og berøvet dig Livet,
382 Aande da skulde påny de Troiske Kæmper i Qviden,
383 Hvilke nu ræddes for dig, som brægende Geder for Løven.
384 Uforfærdet til Svar ham gav den stærke Tydeide:
385 Skytte, saa krye af din Bue, kaadmundede Pigebegaber!
386 Voved du Mand mod Mand en Dyst med Vaaben ihænde,
387 Da skulde Buen saa lidt som de mylrende Pile dig baade.
388 Nu du har ridset mig lidt i min Fodsaal, praler du daarlig,
389 Sligt jeg ændser ei meer, end om jeg var ramt af en Qvinde
390 Eller en Dreng; mat kommer et Skud fra den kraftløse Niding.
391 Kommer et Spyd derimod fra mig, da har det en anden
392 Art, om det tørner kun lidt, påstand dog fælder det Manden;
393 Da er hans Børn uden Fader, da kradser hans Viv sine Kinder,
394 Medens han rødnende Jorden med Blod henligger og raadner,
395 Fleer Rovfugle forsand end Møer da flokkes omkring ham.
396 Talt; frem treen Odysseus, og stilled sig foran Tydeiden,
397 Bag ham satte nu denne sig ned, og ud af sit Fodblad
398 Pilen han drog, da foer gjennem Lemmerne stingende Smerter;
399 Op på sin Vogn han sprang, og befoel Karmsvenden at age
400 Hjem til de bugede Skibe, bespændt af Qval i sit Hjerte.
401 Ene tilbage nu stod Spydkæmpen Odysseus, ei voved
402 Nogen Achaier at tøve, thi Rædsel betog dem tilhobe.
403 Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
404 Vee mig, hvordan er jeg stedt? en græsselig Skam, hvis jeg flygter
405 Ræd for Fjendernes Flok, en værre dog, vorder jeg fangen
406 Her alene, thi Zeus har forjaget de andre Danaer.
407 Dog hvi grubler i Sind jeg nu på saadanne Tanker?
408 Fuldt jeg veed, kun Krysteren bort sig skynder fra Kampen,
409 Hvo derimod som en Helt vil vise sig, han bør tilvisse
410 Kjækt holde Stand, hvad enten han selv skal slaae eller rammes.
411 Medens på dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
412 Nærmed i Rækker sig meer og meer de Troiske Skjoldmænd,
413 Og til Fordærv for dem selv omringed de Helten Odysseus.
414 Ret som naar blomstrende Knøse med Hundenes Flok mod en Basse
415 Styrte sig rask, dybt inde den kommer fra Skovenes Tykning,
416 Hvæssende Tanden saa hvid i de krumtopspilede Kjæver,
417 Trindtom fare de frem, og Tændernes Gnidsel man hører,
418 Kjækt dog holde tilhobe de Stand mod det farlige Rovdyr,
419 Saaledes foer nu Troer i Kreds om den Konning Odysseus.
420 Men med sit hvæssede Spyd mod den herlige Deiopites
421 Først han stormede frem, og saared ham øverst i Skuldren;
422 Næst efter denne han Ennomos vog, saa dræbte han Thoon,
423 Derpå Chersidamas, just som af Vogn han hidsigen nedsprang,
424 Under det buklede Skjold han jog ham Spæret i Navlen;
425 Ned i Støvet han faldt, og i Muld han famled med Haanden.
426 Disse nu ligge han lod, og den Næste, han traf med sit Spyd, var
427 Charops, Hippasos’s Søn, og Broder til Ædlingen Sokos.
428 Frem treen Sokos, en Mand som en Gud, at hjelpe sin Broder,
429 Hen mod Drotten han gik, og tog saalunde til Orde:
430 Konning Odysseus, hvis Rye er saa stort for List som for Manddom!
431 Enten dig times den Roes, at to af Hippasos’s kjække
432 Sønner du fælded idag, og tog deres glimrende Vaaben,
433 Eller og selv du ramt af mit Spyd skal Livet forlise.
434 Saa han taled, og drev sit Spær mod det blankede Rundskjold;
435 Gjennem det skinnende Skjold sig trængte den holdige Landse,
436 Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Harnisk,
437 Og af hans Ribbeen Huden den flængede; ikke dog tillod
438 Pallas Athene hans Spyd at røre ved Konningens Indvold.
439 Klart Odysseus fornam, at han ei var dødelig saaret,
440 Treen et Stykke tilbage, og mælede derpå til Sokos:
441 Vee dig, usalige Mand! nu times dig bradelig Henfart,
442 Vel har i Kamp mod Troernes Mænd du standset min Idræt,
443 Men jeg forkynder dig her, at den Dag idag skal den sorte
444 Dødens Gudinde dig naae, snart ramt af denne min Landse
445 Giver du Hæderen mig, og din Sjel Hesttumleren Hades.
446 Knap var Ordene talt, før Sokos sig gav til at flygte,
447 Men da han vendte sig om, da traf ham Odysses i Ryggen
448 Mellem hans Skuldre med Spydet, og drev det ud gjennem Brystet.
449 Brat han faldt saa det drøned, da jublede Helten Odysseus:
450 Sokos, du Søn af Hippasos, den stridbare Hestebetvinger!
451 Dig indhentede Døden dog først, ei kunde du slippe;
452 Ei skal din Fader, usalige Mand! og din værdige Moder
453 Trykke dig Øinene til i din Død, men graadige Fugle
454 Æde dig op, og omflagre dit Liig med klapprende Vinger;
455 Men naar engang jeg døer, skal de stolte Danaer mig jorde.
456 Saa han taled, og trak den stridbare Sokos’s Landse
457 Ud af Huden, og ud af det buklede Skjold, og da Malmen
458 Ud var dragen, fremstyrtede Blod, og det voldte ham Pine;
459 Men da nu Troerne saae, at Blod nedrandt af Odysseus,
460 Skreg i Tumlen de høit, og styrtede mod ham i Flokke;
461 Brat tilbage han veeg, og raabte til Landsmandsskaren;
462 Tregange skreg han saa høit, som et Menneskes Stemme det aarker,
463 Tregange hørtes hans Raab af den stridbare Drot Menelaos,
464 Flux til Aias, som nær ham stod, saalunde han talte:
465 Aias! du Telamons Søn! du Gudopfostrede Folkdrot!
466 Nys jeg fornam den modige Drot Odysses’s Stemme,
467 Grandt den lød, som om ene han stod, afskaaren fra Landsmænd,
468 Haardelig trængt i den hidsige Strid af Troiske Kæmper.
469 Derfor afsted gjennem Stimlen, at ile til Hjelp er det Bedste.
470 Bare dog ei noget Ondt i Troernes Sværm den forladte
471 Helt har ramt, et smerteligt Tab for alle Danaer.
472 Talt, saa gik han foran, ham fulgte den deilige Kæmpe.
473 Snart Odysseus de naaede, hiin Yndling af Zeus, og omkring ham
474 Troerne stimled, som naar på et Fjeld rødbrune Schakaler
475 Flokkes i Kreds om en anskudt Hjort, som med Pilen fra Strengen
476 Jægeren traf, men på ilende Fod Krondyret ham undløb;
477 Mens end Blodet er varmt, og om Led sig Knæene bøie,
478 Flygter den rask, men knap hensegner den, kuet af Pilen,
479 Før i den skyggende Skov en Flok forslugne Schakaler
480 Flænge den gridsk, da skikker en Gud en glubende Løve;
481 Rædde da flye Schakalerne brat, og Løven den sluger.
482 Saaledes stimled en Flok behjertede Troiske Kæmper
483 Trindt om Odysseus, den snedige Helt, men styrtende mod dem
484 Kjækt med Spydet i Haand afværged han Jammerens Time.
485 Frem skred Aias påstand, som en Muur sad Skjoldet på Armen,
486 Hen til Odysseus han treen, brat spredtes da Troernes Skare.
487 Flux den Helt Menelaos ved Haanden ham tog, og af Stimlen
488 Førte ham ud, til Svenden med Gangerne did kunde komme.
489 Aias mod Troerne stormed nu løs, først vog han Doryklos,
490 Priamos’ Slegfredsøn, saa vog han Helten Pandokos,
491 Slog saa Lysandros ihjel og Pyrasos, og derpå Pylartes.
492 Som naar en bovnende Flod, fremskyndet af Regn fra Kronion,
493 Skyller i Vinterens Tid fra Fjeldene ned over Sletten,
494 Trøskede Stammer af Eger og kneisende Graner i Mængde
495 River den med sig, og Masser af Dynd i Havet den kaster,
496 Saaledes hen over Sletten den straalende Aias nu drev dem,
497 Huggende ned baade Kæmper og Gangere. Ei havde Hektor
498 Mærket det end, thi han kæmpede hist på Valen til Venstre,
499 Langs med Floden Skamandros’s Bred, og der nu fornemlig
500 Krigerne segned til Jord under vidthengjaldende Kampskrig,
501 Henne hvor Helten Idomeneus stred og den værdige Nestor.
502 Hist nu færdedes Hektor, og baade med Spyd og med Vognkunst
503 Øved han gruelig Daad, og Gutternes Rækker han nedhug.
504 Dog var de stolte Danaer endda ei vegne fra Pladsen,
505 Hvis den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond,
506 Ei havde standset Machaon, den herlige Drot; i den høire
507 Skulder han saared ham dybt med en Piil trebraadet og bitter.
508 Svart nu frygted for ham de behjertede Mænd af Achaia,
509 At, hvis de kom til at vige, han Fjenden i Vold skulde falde.
510 Flux Idomeneus vendte sit Ord til den ædelig Nestor:
511 Nestor, du Neleus’s Søn, Achaiernes Hæder og Stolthed!
512 Stig selv op på din Vogn, og lad ved din Side Machaon
513 Sætte sig! driv saa til Skibene hen de trampende Heste!
514 Lægen i Værd opveier forsand mangfoldige Andre,
515 Pilen han skærer af Saar, og bestrøer det med dulmende Urter.
516 Saa han talte, hans Ord adlød den Gereniske Nestor.
517 Flux han selv steg op på sin Vogn, og derpå Machaon,
518 Søn af den herlige Læge Asklepios, satte sig hos ham.
519 Gangerne gav han et Rap, og ei uvillige fløi de
520 Hen til de bugede Skibe, didhen de stunded med Glæde.
521 Men da Kebriones mærked, at Troerne haardt bleve trængte,
522 Talte han saa til Hektor, som stod ved hans Side på Vognen:
523 Hektor! her på den yderste Kant af den buldrende Kampplads
524 Slaaes vi to med Achaierne nu, mens de øvrige Troer
525 Hist omtumles saa svart, baade Kæmper og Heste tilhobe.
526 Aias forfølger dem skrapt, hiin Telamons Søn, på det brede
527 Skjold om Hærden jeg kjender ham grandt; hvad om vi nu begge
528 Foer didhen med Ganger og Karm, hvor Krigerne hidsigst,
529 Baade tilfods og tilvogns, i frygtelig Dyst med hinanden
530 Slaae mangt dræbende Slag under vidthengjaldende Kampskrig.
531 Saa han taled, og flux på de fagermankede Heste
532 Slog han med knaldende Pidsk, og rask, da Smeldet de mærked,
533 Løb med den rullende Vogn de hen blandt Achaier og Troer,
534 Trampende baade på Liig og Skjold; Vognaxlen forneden
535 Drypped af Blod og mod Fadingens Krinds, som løber om Agstol,
536 Sprøitede Blod fra Gangernes Hov og Fælgernes Skinner
537 Stænk på Stænk, men Hektor afsted i Mændenes Stimmel
538 Styrted sig ind, at splitte dem ad; blandt Danaernes Kæmper
539 Vakte han gruelig Tummel; kun lidt lod Spydet han raste.
540 Frem han rullede nu mod de øvrige Rækker af Krigsfolk,
541 Myrdende baade med Spyd og med Sværd og med mægtige Kampsteen.
542 Eneste Aias, Telamons Søn, i Kampen han skyede;
543 Zeus var ham gram, naar Dyst med en boldere Kæmpe han prøved.
544 Dog Alfader, den mægtige Zeus, slog Aias med Gysen,
545 Ræd han stod, sit Tyrehuds Skjold om Ryggen han slængte,
546 Veeg saa, men kasted mod Skaren et ængsteligt Blik, som et Rovdyr,
547 Vendte sig jevnlig omkring, og skiftede Fødderne langsomt.
548 Som naar den guulbrune Løve fra Oxernes Stald udi Vangen
549 Drives af Hunde på Flugt og af modige Karle fra Landsbye,
550 Som den udslagene Nat er påfærde, at ei den skal snappe
551 Bort fra Hjorden det fedeste Nød; frem farer da Løven
552 Gridsk på Kjød, men omsonst, thi fra dristige Hænder imod den
553 Flyver et Mylr af Spyd saavelsom af blussende Brande;
554 Svart for disse, trods alt sit Mod den ræddes i Hjertet,
555 Slukøret lakker den hjem, saasnart det begynder at dages.
556 Saa gik Aias forbittret i Sind fra Troernes Skare
557 Bort, heel nødig, betagen af Frygt for Achaiernes Skibe.
558 Som naar det døsige Æsel, Smaapilte tiltrods, i en Kornmark
559 Trænger sig ind, skjøndt mangen en Kjep på dets Ryg vorder knækket,
560 Kommen derind afgnaver det Sæden saa dyb, og med Kjeppe
561 Prygle nu Piltene løs, men svage kun er deres Kræfter,
562 Knap de formaae at gjenne det ud, naar med Korn det er mættet;
563 Saaledes stimled om Aias, hiin vældige Telamonide,
564 Modige Troer i Hob med langveishentede Krigsfolk,
565 Ramte ham lige på Skjoldet med Spyd, og forfulgte bestandig.
566 Snart kom Telamons Søn ihu det stormende Angreb,
567 Bød dem Spidsen, og standsed de hestebetvingende Troers
568 Rækker, snart Ryggen han vendte påny, og tog til at vige,
569 Alle han kjækt dog spærrede Vei til de hurtige Skibe.
570 Midt mellem Troernes Sværm og Achaierne stod han og kæmped
571 Rasende, medens et Mylr af Spyd fra dristige Hænder
572 Mod ham fløi, i hans mægtige Skjold heel mange sig fæsted,
573 Dog langt fleer underveis, før hans glindsende Hud de berørte,
574 Bored i Muldet sig fast, efter Kjød de graadigen higed.
575 Helten Euaimons fortrinlige Søn Eurypylos mærked
576 Aldrig saasnart, hvor haardt af de mylrende Spyd han blev kuet,
577 Førend han nærmed sig Aias, og slynged sin lynende Landse.
578 Phausias’ Søn Apisaon, den Folkdrot, nedenfor Brystet
579 Landsen i Leveren gik, saa Knæerne segned på Stedet.
580 Frem Eurypylos foer, og rev hans Rustning af Skulder,
581 Men da den Helt Alexandros, i Fagerhed Gudernes Lige,
582 Skued Eurypylos ivrig ifærd med at plyndre den Faldne,
583 Spændte han Buen imod ham, og skød ham en Piil i det høire
584 Laar, da knak Piilrøret, og tyngende hang det i Lænden.
585 Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye,
586 Høit han hæved sin Røst, af Danaerne hørtes den vide;
587 Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
588 Standser og svinger omkring! beskjermer mod Jammerens Time
589 Aias, som knuges saa svart af Spydkast. Neppe han slipper
590 Hjem i Behold fra den buldrende Kamp; thi træder mod Fienden
591 Freidig i Kreds om Aias, den vældige Telamonide!
592 Saaledes høit den saarede Helt Eurypylos raabte.
593 Krigerne rykked ham nær, høit løfted de Spyd, og mod Skulder
594 Knuged de Skjoldene hardt, da kom dem Aias imøde,
595 Standsed, og vendte sig om, da Brødrenes Skare han naaede.
596 Saa de fristed en Kamp, der med blussende Ild er at ligne.
597 Skummende løb imens de Neleiske Heste fra Stridsmark
598 Hjem med Nestor og Folkenes Drot den bolde Machaon.
599 Øie på denne nu fik den herlige rappe Peleide,
600 Just som han stod ved den agtere Stavn af sit bugede Fartøi,
601 Skuende hen over Kampens Besvær og Forfølgelsens Jammer;
602 Flux til Patroklos med lydelig Røst han henne fra Skibet
603 Raabte; det hørte den trofaste Ven, og styrted af Teltet
604 Ud, livagtig som Ares, – og dermed begyndte hans Jammer.
605 Først til Orde nu tog den kraftige Søn af Menoitios:
606 Siig mig, hvi kalder du på mig, Achilles! hvad er din Begjæring?
607 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
608 Herlige Menoitiade! mig inderlig kjær i mit Hjerte!
609 Vist vil Achaierne snart, tør jeg troe, med ydmyge Bønner
610 Favne mit Knæe, thi nu er de stedt’ i ulidelig Vaande.
611 Gak nu Patroklos, du Yndling af Zeus, til Nestor og spørg ham,
612 Hvem den Saarede var, som han nys hjemaged fra Kampplads.
613 Helten Machaon, Asklepios’ Søn, han rigtignok bagfra
614 Lignede grandt, dog kunde jeg ei fåe hans Aasyn at skue,
615 Gangerne løb mig forbi, og skrapt de travede fremad.
616 Saa han talte, Patroklos adlød, hvad Vennen befoel ham,
617 Flux han iled afsted til Achaiernes Snekker og Telte.
618 Aldrig saasnart til Oldingens Tjald kom hine tilbage,
619 Før de fra Karm nedsteg til den alternærende Jordbund.
620 Flux Eurymedon, Svenden saa flink, afåged hans Heste,
621 Medens de selv, for at kjøle den Sved, som på Kjortlerne klæbed,
622 Stilled sig hen mod den svalende Vind, som lufted fra Stranden.
623 Derpå de treen under Tjald og satte sig begge på Løibænk.
624 Strax Hekamede, den haarfagre Møe, tillaved dem Mundgodt,
625 Helten Arsinoos’ Datter; dengang Achilles forstyrred
626 Tenedos, kom hun i Oldingens Vold, thi Achaierne udsaae
627 Hende til Nestor, da høit hun stod blandt Qvinder i Snille.
628 Først et stadseligt Bord, velblanket, med staalblaae Fødder,
629 Rykked hun frem, hvor de sad, og en Skaal af Kobber på Bordet
630 Stod med Løg at æde til Drik og med guulbruun Honning;
631 Brød af det knuste velsignede Meel ved Siden hun lagde,
632 Stilled saa frem en Pokal, medbragt af Gubben fra Hjemmet,
633 Smukt beslagen med Nagler af Guld, og forsynet med fire
634 Hanke, på hver af disse man saae to hakkende Duer,
635 Kunstigen bilded’ af Guld, to Bunde den havde forneden.
636 Kun med Besvær, naar Pokalen var fuld, en Anden fra Bordet
637 Løfted den, Nestor saa gammel han var den løfted med Lethed.
638 Heri den deilige Møe, Gudindernes Lige, nu blanded
639 Først den Pramniske Viin, i denne hun rev med en Malmkniv
640 Gedemelksost, og det hvideste Meel hun dryssed derover,
641 Bød dem saa drikke den lædskende Drik, da den færdig var lavet,
642 Og da de begge ved Drik den brændende Tørst havde slukket,
643 Mored de sig med at snakke, mangt Ord med hinanden de skifted.
644 Frem i Døren nu treen Patroklos, en Mand som en Guddom;
645 Op fra sin prægtige Stol sprang Gubben saasnart han ham skued,
646 Greb hans Haand, og førte ham ind, og bød ham at sidde;
647 Ei dog Patroklos bevæge sig lod, men gav ham til Gjensvar:
648 Beed mig ei om at sidde, gudlignende Gubbe! jeg tør ei;
649 Værdig og streng er den Mand, som skikked mig hid for at spørge,
650 Hvem den Saarede var, som du nys hjemaged fra Kampplads.
651 Dog, nu veed jeg det alt, her seer jeg Machaon, den Folkdrot.
652 Nu maa jeg hjem for denne Besked Achilles at bringe.
653 Selv tilfulde du veed, Ærværdige! hvad for en heftig
654 Mand han er, knap gaaer den Uskyldige frie for hans Anke.
655 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
656 Hvi bekymrer Achilles sig saa om Mænd af Achaia,
657 Som i den hidsige Kamp blev saarede? Lidet han kjender
658 Al den Jammer, som Hæren har hjemsøgt; de herligste Kæmper
659 Ligge ved Skibene nu, og martres af Stik og af Vunder;
660 Qvæstet er Tydeus’s Søn, den vældige Helt Diomedes,
661 Stungen af Spyd er Odysseus og Atreus’s Søn Agamemnon,
662 Og af en Piil Eurypylos dybt blev saaret i Lænden,
663 Nys desuden jeg Krigeren her hjemførte fra Kampplads,
664 Ramt af en Piil fra Streng, men Achilles den vældige Kæmpe
665 Føler ei Ynk med Danaernes Folk, han ændser dem ikke;
666 Bier maaskee han endnu, til de hurtige Skibe ved Stranden
667 Trods Argeiernes Magt opbrændes af hærgende Flammer,
668 Medens for Fode vi myrdes af Fjenderne? Jeg har jo ikke
669 Længer den Kraft, jeg havde tilforn i de smidige Lemmer;
670 Gid jeg var ung endnu, og min Kraft urokket som fordum,
671 Dengang vi Pyliske Mænd og Eleiernes Folk for et Qvægran
672 Laae med hinanden i Krig, og jeg Helten Itymoneus fældte,
673 Som var fra Elis, Hypeirochos’ Søn, og til Fyldest for Ranet
674 Vandt mig et klækkeligt Bytte. Han stred til Værn for sit Fæmon,
675 Men af min Haand fløi Spydet og ramte ham; forrest i Skaren
676 Faldt han, og Flokken af Bønder, som fulgte ham, tog til at flygte.
677 Saare betydeligt Bytte vi trindt fra Markerne hjemdrev,
678 Først halvhundrede Drifter af Køer, saa ligesaamange
679 Hjorder af uldrige Faar, af børstede Sviin og af Geder,
680 Guulbrune Heste desuden vi vandt, vel hundred og femti,
681 Lutter fortrinlige Hopper, med pattende Føl var de Fleste.
682 Til det Neleiske Pylos vi drog saa hjem med vort Bytte,
683 Alt var det Nat, da til Byen vi kom, høit fryded sig Neleus,
684 At jeg af Alder saa ung havde vundet saa glimrende Hærfang.
685 Men da det gryed ad Dag, indstævned Herolder til Møde
686 Samtlige Mænd, som på Qvæg havde Krav i det hellige Elis;
687 Alle det Pyliske Folks raadgivende Mænd sig forsamled,
688 Byttet at skifte, thi Krav på Epeierne havde de Fleste.
689 Folket i Pylos var lidet, derfor havde Trængsler vi fristet,
690 Alt for adskillige Aar havde stærken Herakles os anfaldt,
691 Svart mishandled han os, og de gjæveste Helte blev dræbte.
692 Tolv i Tallet vi var, vi Sønner af Ædlingen Neleus,
693 Jeg var nu ene tilbage, omkomne var alle de Andre.
694 Frække ved denne vor Nød blev Epeiernes malmklædte Sønner,
695 Jevnlig de krænked os svart, og øved formastelig Udaad.
696 Neleus af Byttet sig tog en Drift af Køer, og en stor Flok
697 Faar, trehundred han søgte sig ud, med Hyrder tillige,
698 Thi et betydeligt Krav i det hellige Elis han havde.
699 To Par Veddeløbsheste med Karm han havde til Dystløb
700 Sendt at vinde den lovede Priis; tilveds om en Trefod
701 Skulde de løbe, men Folkenes Drot Augeias beholdt dem,
702 Skikked kun Svenden tilbage, for Gangerne saare bedrøvet.
703 Saaledes egget til Harm ved formastelig Gjerning og Tale,
704 Tog han selv en umaadelig Deel, men Resten blandt Folket
705 Skifte han lod, at Ingen sin skjellige Part skulde savne.
706 Saaledes sysled med dette vi travlt, og rundtom i Staden
707 Offer vi Guderne bragte, men tredie Dagen derefter
708 Rykked i Skarer Epeierne frem med al deres Styrke,
709 Kæmper og Heste; i Krigernes Hær var de to Molioner,
710 Børn endnu, ei drevne tilgavns i den stormende Krigsfærd.
711 Fjernt ved Alpheios’s Strøm i det sandige Pylos på Grændsen
712 Ligger en Stad, Thryoessa ved Navn, på en skraanende Bakke,
713 Den omringed de trindt, tilsinds at lægge den øde.
714 Men da de streifed på Sletten omkring, kom Pallas Athene
715 Farende ned fra Olymp, og bød os gribe til Vaaben
716 Midt om Natten; ei søvnige Mænd hun kaldte til Leding,
717 Gridsk på Kamp var det Pyliske Folk, men mig vilde Neleus
718 Ei lade drage tilfelts, og Gangerne skjulte han for mig,
719 Saasom han end til Krigens Besvær udygtig mig troede.
720 Dog blandt Skaren af Kæmper tilvogns jeg Berømmelse vandt mig,
721 Skjøndt jeg var dragen tilfods, saa leded Athene min Kampfærd.
722 Hist er en Flod, Minyeios ved Navn, som falder i Havet
723 Nær ved Arene, og der vi Pyliske Stridsvognskæmper
724 Vented på Morgenens Komme, did strømmede Skarer af Fodfolk.
725 Derfra vi drog med hele vor Magt i Rustningens Plader,
726 Henimod Middag vi kom til Alpheios’s hellige Vande.
727 Der vi bragte den mægtige Zeus fortrinlige Offre,
728 Slagted en Tyr til Alpheios, en Tyr til Poseidon tillige,
729 Men til Athene til Offer vi tog af Hjorden en Qvie;
730 Dernæst i Leiren vi holdt Qvælsmaaltid, Fylke for Fylke,
731 Føied os derpå til Roe, hver Kriger i Rustningens Plader,
732 Langs den bølgende Flod, men Epeiernes modige Krigsfolk
733 Stod om Byen imens, tilsinds at lægge den øde;
734 Skue de maatte dog først en svar og gruelig Kampdaad;
735 Thi da den lysende Sol stod op over Jorderig vide,
736 Styrted vi frem til Strid med Bønner til Zeus og Athene.
737 Da det til Kamp nu kom mellem os og Epeiernes Skare,
738 Dræbte jeg først en Mand, og tog hans vælige Heste,
739 Mulios hedd’ han, Augeias’s Maag, som havde den blonde
740 Viv Agamede tilægte, af Konningens Døttre den ældste,
741 Lægende Urter hun kjendte saamange som voxe på Jorden.
742 Just som han stormede frem, med min kobberne Landse jeg traf ham,
743 Brat han segned i Støv, og springende op på hans Stridskarm
744 Foran i Krigernes Skare jeg kom, og Epeiernes Kæmper
745 Flygted og spredte sig ad, da de saae Vognstridernes Høvding
746 Falde, den Helt saa bold, udmærket i Krigernes Skare.
747 Løs på Fienden jeg foer, som Stormen fra sortnende Regnskye;
748 Femti Vogne jeg tog, og fra hver af Vognene tvende
749 Krigere fæstede Tanden i Muld, af min Landse betvungne.
750 Aktors Sønner de to Molioner jeg havde vist ogsaa
751 Dræbt, havde ei deres Fader, den vældige Ryster af Jorden,
752 Snappet fra Kampen dem bort, og trindt i Taage dem hyllet.
753 Glimrende Seier forundte nu Zeus os Pyliske Kæmper,
754 Thi vi forfulgte dem skrapt langt hen over Sletten saa vide,
755 Kæmper for Fode vi slog, og sanked os prægtige Vaaben,
756 Indtil med Ganger og Karm vi Buprasions Hvedemark naaede,
757 Og det Oleniske Fjeld, og Aleision, hvilken man kalder
758 Bakken, og hvor os Athene befoel at rykke tilbage;
759 Der den Sidste jeg vog, og standsed min Færd, men til Pylos
760 Gangerne hjem med Achaierne løb fra Buprasions Marker,
761 Prisende høit blandt Guderne Zeus, blandt Mennesker Nestor.
762 Saadan en Kæmpe jeg var, ak jeg var det engang, men Achilles
763 Høster kun Frugt for sig selv af sin Tapperhed; angre med Taarer
764 Skal han det sikkerlig dybt, naar Folket er gaaet tilgrunde.
765 Kiæreste mangen Formaning din Fader Menoitios gav dig
766 Alt på den Dag, han fra Phthia dig sendte til Kong Agamemnon;
767 Begge tilstede vi var, baade jeg og Helten Odysseus,
768 Selv i Hallen vi hørte hvert Ord han dig lagde på Hjerte;
769 Komne vi var på vor Reise til Peleus’s prægtige Kongsgård,
770 Dengang vi trindt i Achaia opfordrede Folket til Orlog.
771 Der i Borgen vi traf baade dig og Helten Menoitios,
772 Ogsaa Achilles var der, og Peleus den aldrende Vognhelt
773 Risted til Lyneren Zeus en Tyrs tykflommede Bove
774 Midt i den hegnede Gaard, et Bæger af Guld han i Haanden
775 Holdt, og blussende Viin på det brændende Offer han stænked,
776 Mens I to havde travlt med Kjødet; da treen i det samme
777 Begge ved Porten vi frem, op sprang forbauset Achilleus,
778 Greb vore Hænder, og leded os ind, og bød os at sidde,
779 Gav os saa Gjæstebeværtning, som skjelligen rækkes en Fremmed,
780 Men da med Mad og Drikke vi saa havde gjort os tilgode,
781 Tog jeg Ordet påstand, og bød Eder drage på Krigstog,
782 Rede til Sligt var I strax, da lød Eders Fædres Formaning.
783 Først den bedagede Peleus sin Søn Achilles formaned,
784 Altid at være den Første, udmærket i Heltenes Skare.
785 Dig formaned saalunde Menoitios, Sønnen af Aktor:
786 Høit i Byrd over dig, min Søn! staaer Helten Achilleus,
787 Du est ældre, men han er dig langt overlegen i Manddom,
788 Staae ham da troligen bi med Raad og gavnlig Formaning,
789 Leed ham med venlige Bud, til det Gode han følger dig gjerne.
790 Saa formaned dig Gubben; det reent du glemte, men nu da
791 Mind Achilles om dette, maaskee han lader sig bøie,
792 Thi hvo veed, om ikke dit Ord ved Gudernes Medhjelp
793 Rører hans Hu, god er jo en Vens påmindende Tale.
794 Gyser hans Sind maaskee af Gru for et varslende Gudsord,
795 Har hans ærværdige Moder fra Zeus forkyndt ham et Saadant,
796 Vel! saa sende til Kampen han dig, og dig give til Ledtog
797 Hele sit Folk, kanskee du et Lys Danaerne vorder.
798 Dertil sin prægtige Rustning i Striden han lade dig bære,
799 Hændes da turde det vel, at Troerne standsed med Kampen,
800 Holdende dig for ham, og Achaiernes krigsvante Sønner
801 Aanded i Qviden påny, og vandt lidt Frist med at kæmpe.
802 Frisk og umindsket er al Eders Kraft, kampmødige Stridsmænd
803 Bort fra Skib og fra Tjald I let kan jage til Staden.
804 Saa han taled, og Lyst i Patroklos’s Hjerte han vakte.
805 Langs med Skibene hjem han løb til Peleiden Achilleus,
806 Men da i Løbet han kom til den Konning Odysseus’s Snekker,
807 Hvor det Achaiske Folk kom sammen til Møder og Retsthing,
808 Hvor ogsaa Altrene stod, som de bygged til Gudernes Ære,
809 Da imøde ham kom den herlige Søn af Euaimon,
810 Helten Eurypylos; saaret fornys af en Piil udi Lænden,
811 Linked fra Slaget han hjem, og ned ad Hoved og Skuldre
812 Dryppede Sveden ham vaad, men ud af den smertende Vunde
813 Piblede Blodet saa sort, dog havde han ganske sin Samling.
814 Ynk ved Synet betog den kraftige Søn af Menoitios,
815 Og med bevingede Ord han klagende talte saalunde:
816 Ak! Danaernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
817 Skal I da virkelig nu saa fjernt fra Venner og Hjemstavn
818 Mætte med hviden Fedt i Troia de hurtige Hunde?
819 Dette du sige mig dog, Eurypylos, Ætling af Guder!
820 Kan det Achaiske Folk sig staae mod den vældige Hektor?
821 Eller vil nu tilgrunde de gaae, af hans Landse betvungne?
822 Strax den forstandige Helt Eurypylos gav ham til Gjensvar:
823 Ædle Patroklos, du Ætling af Zeus! for Achaiernes Sønner
824 Gives ei Redning, men brat maae de tye til de tjærede Skibe.
825 Alle de Mænd, som ellers i Kamp beteede sig kjækkest,
826 Ligge ved Skibene nu, og martres af Stik og af Vunder,
827 Hvilke dem Troerne slog, hvis Kraft tiltager bestandig.
828 Frels nu mig i min Nød, og mig bring til det tjærede Fartøi,
829 Skjær mig Pilen af Lænd, og vask af Saaret med lunket
830 Vand det sortladne Blod, og bestrøe det med dulmende gode
831 Urter, hvis Kraft du selv, som man siger, har lært af Achilleus,
832 Som havde Cheiron til Lærer, den braveste Mand af Kentaurer.
833 Thi vore Læger, saavel Podaleirios som Machaon, –
834 Saaret er selv den Ene, og hisset i Tjald, kan jeg tænke,
835 Ligger han trængende selv til Hjelp af en duelig Badskjær,
836 Medens den Anden en drabelig Dyst udholder på Sletten.
837 Ham tiltaled igjen den kraftige Søn af Menoitios:
838 Hvordan bedrive vi dette, Eurypylos! hvad skal vi gjøre?
839 Ile jeg maa at bringe Besked til Helten Achilleus,
840 Som den Gereniske Nestor, Achaiernes Fader, befoel mig,
841 Dog forlade dig her i Vaande bestedt vil jeg ikke.
842 Talt, og Drotten påstand om Livet han greb, og i Tjalden
843 Førte ham ind, hvor hurtig en Svend udbreded en Kohud;
844 Der han lagde ham ned, med en Kniv udskar han den hvasse
845 Stingende Piil af Lænden, og vasked af Saaret med lunket
846 Vand det sortladne Blod, og bestrøede det saa med en bitter
847 Rod, som med Haanden han smuled, en dulmende Rod, som hans Smerter
848 Stilled; da standsede Blodet sit Løb, og Saaret sig lukked.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange