Iliaden Sang 10

Resume 10. sang i Iliaden af Homer. Agamemnon og Menelaos, som ikke kan sove for bekymring, vækker midt om natten de øvrige ledere. Diomedes og Odysseus bliver sendt ud for at udspionere troerne, der ligger i lejr på sletten. De møder Dolon, der også er på spiontogt, og dræber ham, efter først at have fået at vide af ham, at en trakisk konge, Rhesos, er kommet troerne til hjælp; han har nogle flotte heste. Derpå myrder de Rhesos og tolv andre trakere og vender tilbage til lejren med hestene.

ILIADEN

Iliaden, 10. sang

1 Hist ved de bugede Snekker Achaiernes Drotter tilhobe
2 Sov den udslagene Nat, saa blidelig Søvnen dem hilded.
3 Eneste Atreus’s Søn, Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
4 Fik ei Blund i sit Øie, saa svart sig tumled hans Tanker.
5 Som naar den haarfagre Heres Gemal høit tordner og lyner,
6 Enten han truer med stærk og langvarig Regn eller Hagel,
7 Eller med fygende Snee, der drysses som Meel over Enge,
8 Eller den stingende Kamp skal sit Gab opspile saa vide,
9 Saaledes drog Agamemnon mangt lydeligt Suk fra Barmens
10 Inderste Vraae, og af Rædsel ham klappede Hjertet i Livet.
11 Hvergang han kasted sit Blik ud over den Troiske Slette,
12 Studsed han over de Blus, som i Mængde ved Ilios brændte,
13 Folkenes Tummel og Støi, og Lyden af Piber og Fløiter,
14 Men naar han skuede hen til Achaiernes Snekker og Krigshær,
15 Rusked med Rode han op mangfoldige Haar af sit Hoved,
16 Klagende Zeus sin Nød, dybt sukked hans mandige Hjerte.
17 Denne Beslutning ham tyktes tilsidst dog være den bedste,
18 Først og fremmest til Nestor at gaae, hiin Neleiske Konning,
19 Om de tilsammen maaskee på tjenlige Raad kunde hitte,
20 Som kunde værge mod Nød Danaernes Kæmper tilhobe.
21 Flux han reiste sig op, om Brystet han slutted sin Kjortel,
22 Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler.
23 Derpå han axled det rødladne Skind af en vældig og guulbruun
24 Løve, der naaede til Fødderne ned, saa greb han sin Landse.
25 Ogsaa den Drot Menelaos var ræd, og ei vilde Søvnen
26 Falde på Øinenes Laag, han gruede svart for et Uheld
27 Over Danaernes Folk, som for ham vare dragne saa langveis
28 Hen over Bølgen til Troia, at yppe den hidsige Krigsfærd.
29 Først det spættede Skind af en stor Leopard om de brede
30 Hærder han svøbte sig trindt, saa tog han og satte på Hoved
31 Hjelmen af Malm, og greb om Spyd med sin vældige Næve;
32 Derpå med ilende Fjed han gik at vække sin Broder,
33 Alle Danaernes Drot, som en Gud høiagtet i Folket.
34 Denne han fandt bag Fartøiets Stavn ifærd med at axle
35 Rustningens prægtige Plader, og glad han blev ved hans Komme.
36 Først til Orde nu tog den vældige Helt Menelaos:
37 Broder! hvi ruster du dig? skal en af Achaiernes Sønner
38 Skikkes som Speider maaskee til Troerne hen? jeg befrygter
39 Svart, at Ingen til saadan en Færd vil vise sig rede,
40 Enlig at driste sig ud, for fiendtlige Mænd at bespeide
41 Midt i den hellige Nat; en Vovehals maatte det være.
42 Derpå ham svared igjen den Drot Agamemnon og sagde:
43 Gudopfostrede Drot, Menelaos! i Sandhed et gavnligt
44 Raad, som Achaiernes Snekker og Folk kan skjerme mod Ufærd,
45 Have vi begge behov, da Zeus sine Tanker har skiftet.
46 Huld har han vendt sit Sind til det Offer, som Hektor har bragt ham.
47 Aldrig tilforn har jeg seet, eller hørt af Andres Fortælling,
48 At der på selvsamme Dag saa gruelig Daad af en enkelt
49 Mand blev øvet, som Hektor bedrev mod Achaiernes Sønner,
50 Skjøndt han er hverken en Søn af en Gud eller af en Gudinde.
51 Daad har han øvet forsand, som Achaiernes Sønner skal huske
52 Seent i kommende Dage, saa svar Fortræd har han voldt os.
53 Frisk da! løb til Skibene hen saa hurtig du mægter,
54 Kald på Telamons Søn og Idomeneus, medens jeg iler
55 Selv for Nestor at vække, saasandt ham lyster at gange
56 Hen til Vagternes herlige Flok, og Befaling dem give.
57 Ham adlyde de villigst, hans Søn med Idomeneus’ Væbner
58 Helten Meriones kaared vi jo til Kurernes Formænd,
59 Dem betroede vi helst det Hverv, at drage på Vagthold.
60 Ham gjensvared saalunde den vældige Helt Menelaos:
61 Siig, hvad byder du mig? hvordan forstaaer jeg din Tale?
62 Skal jeg forblive hos hine, og vente på dig til du kommer,
63 Hvad eller løbe, at hente dig ind, naar mit Ærind er røgtet?
64 Atter til Orde da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
65 Tøv kun hist til jeg kommer, at ei vi gaae vild af hinanden,
66 Thi gjennem Leiren der gaaer mangfoldige krydsende Veie.
67 Raab til Enhver, du møder, og byd dem holde sig vaagne!
68 Nævn hver Enkelt ved Navn efter Fader og fædrene Herkomst,
69 Vær ei karrig med Roes, og lad al Storagtighed fare!
70 Selv maae vi færdes og slide, thi dig som mig har Kronion
71 Lige fra Fødselen af til svar Gjenvordighed kaldet.
72 Talt, og med denne Formaning afsted han skikked sin Broder.
73 Selv begav han sig flux på Vei til Konningen Nestor;
74 Denne han traf udi Telt ved det tjærede Skib; på det bløde
75 Leie han hviled endnu, rundtom laae glimrende Vaaben,
76 Skjold og straalende Hjelm og to forsvarlige Landser,
77 Dertil et prunkende Belte, som Oldingen gjorded om Livet,
78 Hvergang han axled sin Rustning til drabelig Kamp, og i Marken
79 Førte sit Folk, thi af Alderens Vægt lod han ikke sig kue.
80 Flux på sin bøiede Arm han reiste sig, hæved sit Hoved
81 Op, tiltaled Atreiden påstand, og spurgte saalunde:
82 Hvem est du, som vanker omkring i Leiren saa ene
83 Dybt i den bælgmørke Nat, naar de øvrige Mennesker sove?
84 Søger du her en Svend, eller leder du efter et Muuldyr?
85 Tael dog! træd ikke taus herhid hvad er din Begjæring?
86 Ham gjensvared påstand Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
87 Nestor! du Neleus’s Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed!
88 Kjender du ei Agamemnon, hvem meer end Nogen i Verden
89 Zeus Kronion beskæred evindelig Jammer, saalænge
90 Lungen mig aander i Bryst, og om Led sig Knæerne bøie.
91 Her jeg vanker omkring, ei Søvn på mit Øie vil falde,
92 Thi på Danaernes Jammer og Krig jeg tænker bestandig,
93 Svart for disse jeg gruer, til Roe kan Sindet ei komme
94 Alt for min Sorrig og Angst, thi Hjertet er nær ved at springe
95 Ud af mit Bryst; mig er faren en Skræk i de kraftige Lemmer.
96 Dog hvis dig lyster en Daad, da du ei heller kan sove,
97 Gak da med mig til Vagterne hen, for selv at see efter,
98 Om de kanskee, betyngede svart af Søvn og af Træthed,
99 Have til Hvile sig lagt, og reent forglemt deres Vagthold.
100 Fienden har leiret sig nær herved, og Ingen kan vide,
101 Om de maaskee har isinde, inat en Kamp at forsøge.
102 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
103 Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot Agamemnon!
104 Ei fuldbyrder den mægtige Zeus ethvert af de Ønsker,
105 Hektor vel sagtens har næret i Hu, men stærkt jeg formoder,
106 At der af Sorger vil ramme ham fleer, naar ellers Achilles
107 Blot vil bøie sit Sind, og mildne sin rasende Harme.
108 Dig vil gjerne jeg følge, og saa vil vi vække de Andre,
109 Drotten Odysses, og Tydeus’s Søn, den Landseberømte,
110 Phyleus’s kraftige Søn, og derhos den hurtige Aias.
111 Heller ei var det af Veien, om En løb hen for at vække
112 Telamons herlige Søn, og Idomeneus, Kreternes Konning;
113 Længst herfra, og just ikke nær deres Fartøier ligge.
114 Men Menelaos, din Broder, hvorvel jeg ham agter og elsker,
115 Laste jeg maa, det fordølger jeg ei, om end du fortørnes,
116 Han som sover, og ganske til dig alt Slid overlader.
117 Færdes han burde forsand, og bede Danaernes Drotter
118 Samle sig flux; i ulidelig Nød er vi Alle bestedte.
119 Atter til Orde da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
120 Ellers, min Gubbe! jeg giver dig Ret i at laste min Broder,
121 Mangen en Gang er han seen, og færdes ei rask til sin Gjerning,
122 Ikke fordi han er lad, ei heller på Kløgt det ham mangler,
123 Nei, men med Øiet på mig han tøver, til Vink jeg ham giver.
124 Nu derimod opvaagned han først, og begav til mit Telt sig.
125 Ham har jeg skikket afsted, at hente de Mænd, som du nævnte.
126 Lad os nu gange på Vei! hos Vagterne udenfor Porten
127 Træffe vi hine forvist, thi der jeg befoel dem at møde.
128 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
129 Naar det forholder sig saa, skal ei af Achaierne Nogen
130 Laste ham, eller sig vrangvillig tee mod hans Bud og Befaling.
131 Alt som Ordet var talt, om Bryst han slutted sin Kjortel,
132 Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler.
133 Derpå han hægted om Skuldrene fast sin purpurne Kaabe,
134 Yppigen viid var den lange Talar, tykflosset var Luven,
135 Greb saa sit mægtige Spyd med den skarpttilspidsede Malmod,
136 Skyndte sig derpå afsted langs hen med Achaiernes Skibe.
137 Først til Helten Odysseus, hvis Kløgt var stor som Kronions,
138 Gik den Gereniske Nestor; med lydeligt Raab han af Søvne
139 Vakte ham op; flux naaede hans Røst Odysses’s Hjerte,
140 Frem af Teltet han treen, og tog saalunde til Orde:
141 Siig, hvi vanker I her omkring i Leiren saa ene
142 Dybt i den hellige Nat? hvad trykkende Nød er påfærde?
143 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
144 Ætling af Zeus, Laertes’s Søn, Odysseus du snilde!
145 Vord dog ikke fortørnet, men svar er Achaiernes Jammer.
146 Kom! lad os vække de øvrige Mænd, som med os i Forening
147 Skjellig bør tages på Raad, om Flugt eller Kamp er os tjenligst.
148 Talt; og ind i Teltet igjen begav sig Odysseus,
149 Kasted om Skulder sit brogede Skjold, og fulgte de Andre.
150 Hen til Tydeiden de ginge påstand; et Stykke fra Teltet
151 Traf de ham klædt i Rustningens Malm; Stalbrødrene rundtom
152 Slumred med Skjold under Hoved, i Muld neddrevne med Doppen
153 Stod deres kneisende Spyd, og vidt som Lyn fra Kronion
154 Funklede Malmen; selv sov han endnu den Helt Diomedes,
155 Strakt på Huden han laae af den markopfostrede Oxe,
156 Men under Konningens Hoved var bredt et prunkende Tæppe,
157 Frem treen Nestor, den slumrende Helt med sin Fod han berørte,
158 Vækked af Søvn ham, og flinked ham op, men skjændte tillige:
159 Tydeus’s Søn! stat op! hvi sover du Natten igjennem?
160 Mærker du ei, at Troernes Folk har hisset på Bakken
161 Nær ved Flaaden sig leiret, kun smalt er det Rum, som os skiller.
162 Saa han taled, af Søvn påstand opsprang Diomedes,
163 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
164 Gamle for ivrig du est, uden Rast du færdes bestandig.
165 Er der da ei langt yngre Danaiske Kæmper i Mængde,
166 Som overalt i Leiren omkring kunde gaae for at vække
167 Alle de slumrende Drotter? urimelig est du, min Gubbe!
168 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
169 Sandt tilfulde, min Ven! er hvert et Ord, som du talte,
170 Selv har jeg dygtige Sønner, og ei på Mænd det os skorter,
171 Som kunde vandre til Drotterne rundt, og af Søvne dem vække,
172 Men de Danaiske Mænd er hardt i Vaande bestedte.
173 Alt for Achaiernes samtlige Folk det staaer som på Knivseg,
174 Om vi skal bjerge vort Liv, eller ynkelig gange tilgrunde.
175 Dog, langt yngre du est, og saafremt du ynker min Alder,
176 Gak da, og væk baade Phyleus’s Søn og den hurtige Aias!
177 Talt; flux axled Tydeiden et Skind af en vældig og guulbruun
178 Løve, der naaede til Fødderne ned, saa greb han sin Landse,
179 Skyndte sig bort at vække dem op, og bragte dem med sig.
180 Da de nu naaede det Sted, hvor Vagternes Skare var samlet,
181 Var ei en Eneste falden i Søvn af Kurernes Formænd,
182 Fuldbevæbnede Kæmperne sad, lysvaagne tilhobe.
183 Ret som naar Hunde ved Faarenes Stie møisommelig vaage,
184 Naar de har veiret et glubende Dyr, som ned gjennem Skoven
185 Løb fra Fjeldenes Aas, da vækkes af Mænd og af Hunde
186 Frygtelig Tummel og Støi, og reent forspildes da Søvnen;
187 Saaledes veeg den liflige Søvn fra Mændenes Øine,
188 Som i den rædsomme Nat maatte sidde på Vagt, thi bestandig
189 Lytted de, vendte mod Sletten, om Troerne mulig sig nærmed.
190 Glad blev Gubben ved Synet, og muntred dem op ved sin Tale,
191 Og med bevingede Ord han talede til dem og sagde:
192 Ret saa, Børn! flinkt holder I Vagt; nu vogter Jer Alle
193 Vel for Søvn, at Fienden vi ei en Gammen skal vorde.
194 Talt, og henover Graven han skyndte sig, fulgt af de andre
195 Drotter af Argos, saamange som hid til Raad vare kaldte.
196 Nestors behjertede Søn og Meriones fulgte dem ogsaa,
197 Selv havde hine dem kaldt, at gange på Raad med de Andre.
198 Over den kastede Grav de kom, da satte sig Alle
199 Ned på en Plads, hvor Marken var bar for Liig af de Faldne,
200 Hist hvor den vældige Hektor, dengang han Argeierne myrded,
201 Vendte tilbage fra Strid, da Natten sit Mulm udbredte.
202 Siddende der udi Kreds mangt Ord med hinanden de skifted;
203 Først og fremmest til Orde da tog den Gereniske Nestor:
204 Findes der ei, mine Venner! en Mand, som i Lid til sit Hjertes
205 Dristige Mod turde vove sig hen til Troernes Krigsfolk,
206 Om han fra Kanten af Leiren en Mand kunde muligen snappe,
207 Eller erfare maaskee, ved at lure på Troernes Tale,
208 Hvad de bestemme sig til, om isinde de har at forblive
209 Udenfor Muren ved Skibene her, hvad eller dem lyster,
210 Hjem at drage til Byen igjen efter Seiren, de vunde.
211 Lykkes hans Speiden, og kommer til os i Behold han tilbage,
212 Da vil i priseligt Minde hans Navn under Himmelen vide
213 Leve blandt Menneskens Slægter, og rigt skal hans Daad vorde lønnet:
214 Hver af Achaiernes Mænd, som har over Skib at befale,
215 Give ham skal for slig en Bedrift til Foræring et kulsort
216 Faar med diende Lam, uforlignelig vorder hans Velstand,
217 Og han skal være vor stadige Gjæst ved Lag og ved Gilder.
218 Saa han talte, da taug de quær, og forstummed tilhobe.
219 Ordet i Kredsen da tog den vældige Helt Diomedes:
220 Nestor! mig byder i Barmen mit Mod og mandige Hjerte,
221 Hen til Fienden at drage, som nær herved sig har leiret.
222 Dog, hvis ellers en Mand har Lyst på Vei mig at følge,
223 Da vil det qvæge mit Sind, og forøge min Freidighed saare.
224 Vandrer man To på Vei, da seer itide den Ene,
225 Hvad der er tjenligst og bedst, men om end den Enkelte seer det,
226 Fatter han seent en Beslutning, og kommer tilkort med sit Anslag.
227 Saa han taled, og Mange fik Lyst Diomedes at følge,
228 Lyst Aianterne fik, de to krigselskende Kæmper,
229 Lyst Meriones fik, og især den Helt Thrasymedes,
230 Lyst fik Atreus’s Søn, Menelaos, den Landseberømte,
231 Lyst fik Odysses, den dristige Helt, til at følge Tydeiden
232 Ind i Troernes Sværm, thi hans Mod var stedse forvovent.
233 Ordet i Kredsen da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon.
234 Tydeus’s Søn, Diomedes! mig inderlig kjær i mit Hjerte!
235 Vælg dig nu selv den Mand, du helst dig ønsker til Ledtog!
236 Mange har budet sig til, thi vælg blandt disse den bedste,
237 Lad Ærbødighed ei bedaare dit Sind til at vrage
238 Boldere Mand, og slettere Helt dig kaare til Følge,
239 Enten af Agt for hans Byrd eller høiere Konningevælde.
240 Saa han talte, betagen af Angst for den Drot Menelaos.
241 Atter til Orde da tog den vældige Helt Diomedes:
242 Siden I byde mig selv, en Mand at kaare til Ledtog,
243 Var det da muligt at glemme den herlige Konning Odysseus?
244 Rede til vovelig Færd er hans Mod og mandige Hjerte
245 Meer end nogen Achaiers, og Pallas Athene ham elsker;
246 Drager Odysses med mig, om det saa var af brændende Luer
247 Kom vi dog begge tilbage, thi han er snild og forslagen.
248 Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konge:
249 Roes mig ikke saa stærkt, Diomedes! og last ikke heller!
250 Hvad du har sagt, er tilfulde bekjendt for Argeiernes Drotter.
251 Dog lad os gaae, snart Natten er endt, ret nu vil det dages,
252 Langt ere Stjernerne fremme, af Natten er meer end de tvende
253 Dele forløbne, den tredie Deel vi kun har tilbage.
254 Saa de taled, og axlede flux de rædsomme Vaaben.
255 Men da Tydeiden sit Sværd havde ladt tilbage ved Flaaden,
256 Gav Thrasymedes, den freidige Helt, ham et tveegget Glavind,
257 Dertil et Skjold, og satte dernæst på hans Hoved en Tyrskinds
258 Hjelm uden Busk eller Kegle, Stormhue man kalder en saadan
259 Hjelm, et fortræffeligt Værn om Issen for freidige Gutter.
260 Helten Meriones gav Odysses et Sværd og en Bue,
261 Dertil et Kogger, og satte dernæst en Hjelm på hans Hoved
262 Syet af Læder, en Deel stramtspilede Remme forinden
263 Gjorde den stiv, udvendig der sad et hvidtandet Vildsviins
264 Blændende Tænder, som hist og her i Mængde var anbragt
265 Baade med Kunst og Forstand, og med Filt var den drættet i Midten.
266 Den havde fordum fra Eleons Stad Autolykos bortført,
267 Da Ormeniden Amyntors befæstede Huus han bestormed.
268 Saa blev den sendt den Kytherer Amphidamas hen til Skandeia,
269 Og som en Gjæsteforæring Amphidamas gav den til Molos,
270 Hvilken igjen til sin Søn Meriones gav den at bære,
271 Nu derimod bedækked den trindt Odysses’s Hoved.
272 Men da de saa havde sluttet om Krop de rædsomme Vaaben,
273 Ilte de bort, og forlod Achaiernes øvrige Drotter.
274 Tværs over Veien fra Høire da fløi en Heire forbi dem,
275 Sendt af Pallas Athene, de saae den ikke med Øine
276 Alt for den bælgmørke Nat, men grandt de hørte den skrige.
277 Glad blev Odysses i Hu, og i Bøn til Athene han udbrød;
278 Hør mig, du Datter af Zeus, Skjoldsvingeren! du som bestandig
279 Staaer i Faren mig bi, og hvor jeg end stedes og færdes
280 Stedse mig seer, nu skjænke du mig din Naade fortrinlig.
281 Und os til Skibene hjem igjen at komme med Hæder
282 Efter en svar Bedrift, som Troerne længe skal huske!
283 Dernæst i Bøn udbrød den vældige Helt Diomedes:
284 Hør ogsaa mig, du Datter af Zeus! du aldrig Betvungne!
285 Følg mig, som fordum du fulgte min Fader, den ædelig Tydeus,
286 Dengang han drog for Achaiernes Folk til Thebai med Budskab;
287 Hist ved Asopos tilbage han lod sine væbnede Kæmper,
288 Og til Kadmeiernes Folk han drog med fredeligt Forslag;
289 Men da han vandrede hjem, en gruelig Gjerning han øved,
290 Du, Gudinde! var med ham, og ydede huldt ham din Bistand;
291 Saaledes stande du naadig mig bi, og huldt mig beskjerme!
292 Offre da vil jeg et fjorgammelt Nød, bredpandet og aldrig
293 Avet, endnu ei tæmmet af dødelig Mand under Aaget.
294 Dette jeg offre dig vil, og dets Horn vil med Guld jeg beklæde.
295 Bedende talte de saa, og Pallas Athene dem hørte.
296 Men da saa Bønnen var endt til den høie Kronions Datter,
297 Ginge de bort i den bælgmørke Nat, to Løver de ligned,
298 Hen over Mord, over Liig, over Blod og klirrende Vaaben.
299 Heller ei Hektor tillod de mandhaftige Troer at sove,
300 Men til Forsamling han stævned hver Mand af ædelig Herkomst,
301 Alle det Troiske Folks raadgivende Fyrster og Drotter,
302 Disse han kaldte til Raad, og tolked sit kløgtige Anslag:
303 Hvo har Lyst til at øve den Daad, som her jeg vil nævne,
304 For en betydelig Gave? hans Løn skal klækkelig vorde.
305 Give jeg vil ham en Vogn og to strunkkneisende Heste,
306 Som ved Achaiernes Skibe bær Prisen for alle de andre,
307 Hvis han i Bringen har Mod, og selv vil Hæder sig vinde,
308 Ved at begive sig hen til Achaiernes Snekker, og speide,
309 Om der endnu som tilforn staaer Vagt ved de hurtige Skibe,
310 Eller om Kæmperne nu, hvem haardt vore Hænder har kuet,
311 Ere betænkte på Flugt, og Lysten har tabt til at sidde
312 Natten igjennem på Vagt, af gruelig Træthed betagne.
313 Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe;
314 Men i det Troiske Folk var en Mand, hvem Dolon man kaldte,
315 Søn af Herolden Eumedes, heel rig på Guld og på Kobber.
316 Grim af Ansigt og Skabning han var, men skrap til at løbe,
317 Faderens eneste Søn blandt fem sambyrdige Søstre,
318 Trædende frem for Hektor og Troerne tog han til Orde:
319 Hektor! mig byder i Barmen mit Mod og mandige Hjerte,
320 Flux at begive mig hen til Achaiernes Snekker og speide.
321 Vel da! løft i Veiret din Stav, og lov mig med Eedsord,
322 At du til Løn for min Daad den malmudsmykkede Stridsvogn
323 Give mig vil, og de Heste, som trække den bolde Peleion.
324 Ei skal jeg speide forgjeves, og ei skal jeg skuffe din Tillid.
325 Heelt gjennem Leiren jeg agter at gaae, til Kong Agamemnons
326 Fartøi jeg naaer, hvor sagtens Achaiernes ypperste Helte
327 Gange på Raad med hinanden, om Flugt eller Kamp er dem tjenligst.
328 Talt; høit løftede Hektor sin Stav, og gav ham sit Eedsord:
329 Heres Gemal, Høittordneren Zeus, skal være mit Vidne,
330 Ei nogen Anden af Troernes Mænd skal age på Karmen,
331 Dig tilsiger jeg høit denne Gammen og Fryd for bestandig.
332 Saa han talte, dog falsk han svoer, men fristede Dolon.
333 Først på Skuldren med Iil han kastede Buen den krumme,
334 Derpå det graalige Skind af en Ulv om Ryggen han svøbte,
335 Satte på Hoved en Ilderskinds Hjelm, og greb saa sin Landse,
336 Ilte fra Leiren saa bort til Skibene; aldrig igjen dog
337 Skulde han komme fra Skibene hjem med Melding til Hektor.
338 Og da nu Stimlen han havde forladt af Kæmper og Heste,
339 Gav han sig ivrig på Vei, men Odysseus, Gudernes Ætmand,
340 Snart hans Komme fornam, og flux til Tydeiden han mæled:
341 See, Diomedes! der har vi en Mand, som kommer fra Leiren,
342 Ikke jeg veed, om isinde han har at bespeide vor Flaade,
343 Eller han kom, at plyndre de Liig, som ligge på Marken.
344 Lad ham nu først os komme forbi et Stykke på Sletten,
345 Frem mod Manden vi fare da brat, og tilfange ham tage;
346 Men er han bedre tilbeens, end vi, og løber han fra os,
347 Styrt da frem med dit Spyd, og driv ham bestandig fra Leiren
348 Hen ad Skibene til, at han ei undløber til Staden.
349 Talt; fra Veien de listed sig bort, og blandt Kæmpernes Liig de
350 Skjulte sig; snelt løb Dolon forbi, og mærked dem ikke.
351 Da han var kommen saa langt forud som Mulernes Plovdrag,
352 Hvilke med rappere Gang end de seent fremskridende Stude
353 Drage den tømrede Plov hen over den klimpede Brakmark,
354 Styrted de frem, da standsed han brat ved Lyden at høre;
355 Først han næred i Sindet det Haab, det mulig var Landsmænd,
356 Sendte fra Leiren at kalde ham hjem på Hektors Befaling,
357 Men da de kom ham et Spydkast nær, eller muligen mindre,
358 Mærked han nok, det var Fjender, og flux han bevæged de rappe
359 Knæe for at flye, men hine påstand forfulgte ham hidsig.
360 Ligesom naar et Par Hunde, hvastandede, flinke til Jagten,
361 Piler afsted i bradelig Fart hen over en Skovmark
362 Efter en Raae eller Hare, som skrigende løber foran dem;
363 Saa drev Tydeus’s Søn og den Stadomstyrter Odysseus
364 Dolon fra Troerne bort, og i bradelig Fart ham forfulgte;
365 Men da han nærmed sig alt, på sin Flugt ad Achaiernes Skibe,
366 Pladsen, hvor Vagterne sad, da forlened Athene Tydeiden
367 Kraft, at ingen Achaier sig stolt skulde kalde den Første,
368 Der ham med Spyd havde ramt, og han selv kun være den Anden.
369 Farende frem med Spydet i Haand udbrød Diomedes:
370 Stands! hvis ei da træffer mit Spyd dig; længe forsanden
371 Varer det knap, før den rædsomme Død for min Haand dig times.
372 Talt; da slynged han Spydet, men feilede Manden med Villie.
373 Kobberets Od på den glattede Stang fløi over hans høire
374 Skulder, og planted i Muldet sig dybt, da standsed og skjalv han,
375 Tungen var slagen med Lamhed, og Tænderne klappred i Munden,
376 Blegt var hans Ansigt af Skræk; forpustede naaede de Manden,
377 Greb ham ved Armene fat, og grædende tog han til Orde:
378 Fanger mig levende dog, jeg kjøber mig frie, thi derhjemme
379 Ligger der Kobber og Guld og Jern, som er kunstigen smeddet.
380 Deraf vil sikkert min Fader umaadelig Løsning betale,
381 Naar han erfarer, at end ved Achaiernes Skibe jeg lever.
382 Ham gjensvared Odysseus, den snedige Konning, og sagde:
383 Fat kun Mod! lad Døden dog ei omsvæve din Tanke!
384 Dog fortæl mig nu dette, og tael den skæreste Sandhed!
385 Hvi est du gangen til Skibene hen fra Leiren saa ene
386 Dybt i den bælgmørke Nat, naar de øvrige Mennesker sove?
387 Var det din Agt at plyndre de Liig, som ligge på Marken?
388 Skikked dig Hektor maaskee, for her ved de bugede Skibe
389 Grandt at bespeide vor Færd, eller fristed dit Sind dig til Vandring?
390 Ham gjensvarede Dolon, og rysted på hele sit Legem:
391 Hektor har daaret mit Sind, og forledt mig til taabelig Idræt,
392 Han som mig loved til Løn for min Daad den stolte Peleions
393 Malmudsmykkede Vogn og hans Spand heelhovede Heste.
394 Ud i den raskhenløbende Nat han befoel mig at vandre,
395 Og at begive mig hen til Fjendernes Hær for at speide,
396 Om der endnu som tilforn staaer Vagt ved de hurtige Skibe,
397 Eller om Kæmperne nu, hvem haardt vore Hænder har kuet,
398 Ere betænkte på Flugt, og Lysten har tabt til at sidde
399 Natten igjennem på Vagt, af gruelig Træthed betagne.
400 Ham gjensvared med Smiil den snedige Konning Odysseus:
401 Efter en glimrende Løn du higede, det maa jeg tilstaae,
402 Hiin Aiakidiske Helts Stridsgangere; slemme forsanden
403 Er de for dødelig Mand at styre for Vogn og at tæmme,
404 Uden for Manden Achilles, ham bar en udødelig Moder.
405 Dog fortæl mig nu dette, men tael den skæreste Sandhed!
406 Hvor forlod du Hektor, dengang du gav dig på Vandring?
407 Hvor er hans krigerske Vaaben, og hvor hans vælige Heste?
408 Holdes der Vagt i Troernes Hær, eller gik de til Hvile?
409 Hvad blev i Raadet bestemt, er endnu de tilsinds at forblive
410 Udenfor Muren ved Skibene her, eller lyster dem heller
411 Hjem at drage til Byen igjen efter Seiren de vunde?
412 Derpå ham svarede Dolon igjen, hiin Søn af Eumedes:
413 Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed.
414 Hektor og alle det Troiske Folks raadgivende Drotter
415 Holde tilsammen et Raad ved den hellige Ilos’s Gravhøi
416 Fjernt fra Larmen; om Vagten, min Helt, du spørger mig dernæst;
417 Ei blev der kaaret en Vagt til Værn og Bedækning for Leiren,
418 Men hvor der brænder en Ild, der vaage de boesatte Troer,
419 Hvem Aarvaagenhed gjøres behov, og muntre hinanden
420 Flinkt til omhyggelig Vagt, men de langveishentede Krigsfolk
421 Sove, til Troernes Hær overlade de Leirens Bevogtning,
422 Thi hverken Børn eller Qvinder de her i Nærheden have.
423 Ham gjensvared Odysseus, den snedige Konning, og sagde:
424 Siig mig, sove de hist blandt de hestebetvingende Troer,
425 Hvad eller borte fra Leiren, siig frem, at jeg fåer det at vide!
426 Derpå ham svarede Dolon igjen, hiin Søn af Eumedes:
427 Dette jeg ogsaa vil sige, og tale den skæreste Sandhed.
428 Nærmest ved Stranden er leiret Paioniske Armbrøstskytter,
429 Karer, Leleger, Kaukoner med samt de bolde Pelasger,
430 Derimod ligge ved Thymbra hesttumlende Phryger og Myser,
431 Kæmper fra Lykiens Land og Maioniske Stridsvognshelte.
432 Dog hvorfor udfritter I mig om Alting saa nøie?
433 Er I tilsinds at driste Jer ind i Troernes Skare,
434 Yderst I finde da Thrakiske Mænd, nys kom de til Leiren
435 Med deres Drot, Eioneus’s Søn, den herlige Rhesos.
436 Heste som hans har aldrig jeg seet, saa store, saa smukke,
437 Sneen er ikke saa hvid, og rapt som Vinden de løbe.
438 Rigt med Guld og med Sølv belagt er Konningens Stridsvogn,
439 Og i en Rustning af Guld, et Under for Øiet at skue,
440 Kom han herhid; for dødelig Mand det egner sig neppe,
441 Saadanne Vaaben at bære, men kun for salige Guder.
442 Dog henbringer mig nu til de lethenglidende Snekker,
443 Eller lad her mig forblive velbastet med snærende Strikker,
444 Indtil I komme tilbage, og selv har erfaret tilfulde,
445 Om jeg til Eder har talt som en sanddru Mand eller ikke.
446 Ham tiltalte med rynkede Bryn den Helt Diomedes:
447 Dolon bild dog aldrig dig ind, at Døden du undflyer,
448 Skjøndt du har givet os herlig Besked, da du faldt os ihænde.
449 Thi hvis nu vi slippe dig lod, og i Frihed dig satte,
450 Kom du dog sikkert engang til Achaiernes Skibe tilbage,
451 Enten for ærlig en Kamp at bestaae, eller lønlig som Speider,
452 Segner du derimod nu for min Haand, og Livet forliser,
453 Da vil aldrig du meer Argeierne Skade forvolde.
454 Talt. Just vilde nu hiin med sin Haand hans Hage berøre,
455 Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
456 Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
457 Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.
458 Flux de plyndred den Ilderskindshjelm, som dækked hans Hoved,
459 Ulveskindet, det mægtige Spyd og den smidige Bue.
460 Høit opløfted i Haand til Hærfangsgudinden Athene
461 Helten Odysseus sit Bytte, og bedende tog han til Orde:
462 Fryd dig, Gudinde! ved dette! blandt alle de salige Guder
463 Raabe vi først og fremmest til dig; ledsag os nu ogsaa
464 Videre frem på vor Gang til de Thrakiske Kæmper og Heste!
465 Lydelig talte han saa, og løftende Byttet i Veiret
466 Hang han det op på en vild Tamarisk, og til kjendeligt Mærke
467 Sanked han Rør, og af Træet han brød nogle løvrige Qviste,
468 At de af Stedet ei vild skulde gaae på den natlige Hjemfærd.
469 Derpå begav de sig videre frem over Blod, over Vaaben,
470 Og i en Fart de naaede de Thrakiske Krigeres Skare.
471 Haardt de sov efter Reisens Besvær, deres prægtige Vaaben
472 Jevne dem laae med Orden og Skik på Jorden i trende
473 Rader, og tæt ved enhver af Krigerne stod et Spand Heste.
474 Midt udi Kredsen laae Rhesos og sov, hans vælige Heste
475 Stod tætved, bag Fadingens Krinds fastbundne med Remme.
476 Først blev Odysseus dem vaer, og viste dem flux til Tydeiden:
477 Der har vi Manden, Tydeide! og der har vi ogsaa de Heste,
478 Hvorom os Dolon fortalte, hvem nys ved Livet vi skilte.
479 Frisk nu! viis din Kraft og din Dygtighed. Ei bør du daadløs
480 Stande med Vaaben i Haand, løs Hestenes Spand, eller ogsaa
481 Hug du Mændene ned, saa skal jeg for Gangerne sørge.
482 Talt. Flux Pallas Athene med Kraft besjeled Tydeiden.
483 Vildt omkring sig han hug, trindt lød forfærdelig Rallen,
484 Altsom for Sværdet de sank, og af Blod rødfarvedes Jorden.
485 Som naar en Løve, der trænger sig ind på hyrdeløst Smaaqvæg,
486 Faar eller Geder, med hærgende Lyst over Flokken sig styrter,
487 Saaledes foer Diomedes nu løs mod Thrakernes Kæmper,
488 Indtil han tolv fik dræbt, og hvergang Tydeiden med Sværdet
489 Slog en Thraker ihjel, da greb Odysses ved Foden
490 Flux den Myrdede fat, og slæbte ham hen til en Side,
491 Snildt han i Sindet betænkte, hvorlunde de deilige Heste
492 Let kunde slippe forbi, og ei vorde skye eller løbske,
493 Hvis over Liig de gik, thi ei var de vante til Saadant.
494 Men da Tydeiden det Sted havde naaet, hvor Konningen hvilte,
495 Skilte han denne, den trettende Mand ved Livet det søde,
496 Just som han sukkede dybt, thi en skrækkelig Drøm ved hans Hoved
497 Stod den Nat, Kong Tydeus’s Søn, ved Athenes Forføining.
498 Hurtig Odysses imens løsspændte de stampende Heste,
499 Kobbled med Remme dem sammen, og ud af Skaren han jog dem,
500 Brugende Buen som Pidsk, thi at snappe den funklende Svøbe
501 Bort fra den prunkende Karm, det havde han slet ikke tænkt på.
502 Sagtelig fløited han nu, for at vare Tydeiden, som tøved
503 Raadvild i Sind, hvad frækkere Daad han end skulde øve,
504 Trække ved Stangen afsted hans Vogn, hvor de glimrende Vaaben
505 Laae, eller løfte den op, og ud af Kredsen den bære,
506 Eller endnu slaae fleer ihjel af de Thrakiske Kæmper.
507 Medens på dette han grunded i Sind, treen Pallas Athene
508 Pludselig frem, og talede saa til den Drot Diomedes:
509 Søn af den modige Tydeus! glem ei at tænke på Hjemfærd,
510 At til de bugede Skibe du ei skal komme som Flygtning.
511 Mulig en anden udødelig Gud kunde Troerne vække.
512 Saaledes talte Gudinden, og Helten fornam hendes Stemme.
513 En af Gangerne flux han besteg, Odysses med Buen
514 Gav dem et Rap, og afsted de fløi til Achaiernes Skibe.
515 Phoibos med Buen af Sølv sad ei iblinde på Udkig.
516 Men da han saae, at Athene ledsaged den Helt Diomedes,
517 Steg han, forbittret i Sind, til Troernes talrige Skare
518 Ned, og vakte den kjække Hippokoon, Thrakernes Høvding,
519 Fætter til Rhesos; op sprang han af Søvne påstand, og da Helten
520 Saae, at Pladsen var tom, hvor Hestenes Spand havde staaet,
521 Og at de myrdede Mænd end gisped i grueligt Blodbad,
522 Gav han et smerteligt Skrig, og kaldte ved Navn på sin Frende.
523 Trindt lød Raab og usigelig Støi, da Troernes Krigsfolk
524 Styrted derhen, og med Gysen de saae den forbausende Gjerning,
525 Øvet af Mænd, som alt var på Vei til de bugede Snekker.
526 Men da de naaede det Sted, hvor nys de Speideren dræbte,
527 Standsed Odysses, hiin Yndling af Zeus, de vælige Heste,
528 Flux nedsprang Tydeiden til Jord, og det blodige Bytte
529 Rakte han op til Odysses, steg op igjen på sin Ganger,
530 Gav dem begge med Buen et Rap, og villige fløi de
531 Hen til de bugede Skibe; didhen de stunded med Glæde.
532 Nestor, som først Hesttrampet fornam, tog derpå til Orde:
533 Venner, Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
534 Farer jeg vild, eller siger jeg sandt? men dog maa jeg tale.
535 Grandt mig lyder for Øren rapfodede Gangeres Hovtramp,
536 Gid det var Konning Odysseus og Tydeus’s Søn Diomedes,
537 Som i saa bradelig Fart kom hjem med Troiske Heste!
538 Dog i mit Sind befrygter jeg svart, at i Troernes Tummel
539 Et eller andet har ramt dem, de gjæveste Mænd af Achaia!  |a540>
540 Ordet var knap udtalt, da kom de ridende Begge,
541 Ned af Hestene sprang de påstand, og de øvrige Helte
542 Hilste dem glade med kjærlige Ord og krystende Haandslag.
543 Først udspurgte dem dog den gamle Gereniske Nestor:
544 Siig mig, Odysseus, du priselig Helt, Achaiernes Stolthed!
545 Hvor har I fået de Gangere fra? ved at driste Jer ind i
546 Troernes Sværm? eller og I dem fik af en Gud, som I mødte?
547 Solens de glimrende Straaler forsand heel sælsomt de ligne.
548 Altid jeg færdes i Kamp mod Troerne; aldrig, det veed jeg,
549 Blev jeg ved Skibene hjemme, skjøndt alt en graahærdet Kriger,
550 Aldrig jeg dog endnu i mit Liv saae Mage til Heste,
551 Derfor jeg troer, at en Gud I har mødt, som gav Eder disse,
552 Høit er I begge jo elsked’ af Zeus, hiin Skyernes Herre,
553 Og af hans Datter Athene, den lysblaaøiede Jomfru.
554 Han gjensvared Odysseus, den snedige Konning, og sagde:
555 Nestor! du Neleus’s Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed!
556 Lettelig kunde forsand en Gud langt skjønnere Heste
557 Give, hvis saa ham lysted, thi stor er Gudernes Vælde.
558 Dog disse Gangere her, hvorom du spørger mig, Gubbe!
559 Kom først nylig fra Thrakien hid; den kjække Tydeide
560 Slog deres Eier ihjel med tolv af hans dygtigste Kæmper,
561 Dertil en trettende Mand vi tæt ved Skibene dræbte,
562 Det var en Speider, hvem Hektor og Troernes øvrige Fyrster
563 Havde på Vei udsendt, at bekige vor Hær og vor Flaade.
564 Talt, og henover Graven han jog de trampende Heste,
565 Jublende høit, ham fulgte saa froe de andre Danaer.
566 Men til Tydeidens forsvarlige Telt var neppe de komne,
567 Førend de Rhesos’s Heste med veltilsnittede Remme
568 Fast ved Krybberne bandt, hvor Kong Diomedes’s raske
569 Gangere samtlige stod, og aad den liflige Hvede.
570 Bag i sit Fartøi Odysses imens forvarede Dolons
571 Blodige Rustning, til Offret istand var bragt til Athene.
572 Ud i Stranden de ginge dernæst, af Kroppen at skylle
573 Sveden, som drybede ned af Hals, af Been og af Lænder;
574 Men da saa Havets den bølgende Strøm havde skyllet den stærke
575 Sved af Huden, og Drotternes Sind var blevet forfrisket,
576 Stege de ned i blankede Kar, et Bad sig at tage.
577 Snart afkjølte ved Badet, og salved’ med glindsende Olie
578 Sad nu Begge ved Davren, og flux de gjød af en bredfuld
579 Kumme den lifligste Viin til Offer for Pallas Athene.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange