Ba og Ka

Ifølge de gamle egyptere består et menneske af Krop, Ba og Ka. Ba er summen af alle de ikke-fysiske egenskaber, der udgør et menneske, og som adskiller det enkelte menneske fra alle andre. Så Ba kan oversættes til personlighed eller karakter. Efter døden repræsenteres Ba ved en fugl ofte med et menneskeligt hoved.

Herudover har hvert menneske en Ka, som er menneskets livskraft, ånd eller sjæl. Ka bliver skabt samtidig med det fysiske legeme. Det er den vædderhovede Gud, Khnum, der laver menneskets Ka på sit pottemagerhjul. Når et menneske dør, forlader både Ba og Ka kroppen.

Ka’en og Ba’en mente de gamle egyptere levede videre i de dødes rige, men de dør, hvis legemet går til grunde. Derfor begynder egypterne omkring år 2400 f.v.t. at balsamere de døde. I Det Gamle Rige troede man, at kun farao kan opnå udødelighed, men efterhånden ændredes opfattelsen, så enhver kan leve efter døden, så længe legemet er intakt. Egypterne troede altså på et liv efter døden. Derfor blev den dødes krop balsameret, så den så vidt muligt kunne vare evigt. Den dødes Ba (svarer vel til vores opfattelse af sjælen) forlader den dødes krop og rejser til de dødes rige, inden den vender tilbage for at lede afdøde til Osiris’ domstol. Ka derimod forbliver i kroppen, hvilket er årsagen til, at man balsamerede de døde i Egypten.

I det tidlige af Egyptens historie var tjenere betragtet som værende afgørende for et godt efterliv, hvorfor de skulle følge deres herrer på rejsen til underverdenen. Ikke alene tjenerne, men også elskerinderne, hustruerne, dværgene og hundene var ofte underlagt denne skæbne. Farao Djer, som reagerede omkring 2900 fvt., tog ikke mindre end 580 medlemmer af hoffet med i døden. Men skikken med menneskeofring varede dog kun en kort periode. I stedet gik man over til at lade mennesket være repræsenteret i gravene i form af dukker og afbildninger. Vægmaleriet blev efterhånden også substitut for ting, der var upraktiske at lægge i graven. Motiverne på vægmalerierne var ofte taget fra de handlinger, de afdøde havde gjort i levende live.

Mastaba

I de første dynastier bliver faraoer og andre stormænd begravet i en såkaldt mastaba – navnet betyder “bænk” på arabisk, og graven har da også form af en aflang bænk med skrånende sider, bygget i sandet og dækket med sten af soltørret mudder. At mastabaen var opbygget af mursten gjorde, at konstruktionen ikke er særlig holdbar og tåler ikke den voldsomme sol og den ofte stærke blæst. Selve gravkammeret var nede i jorden under mastabaen. Inde i mastabaen var der kamre propfyldt med alt, hvad den afdøde kunne få brug for i efterlivet – mad, våben, møbler etc. Ikke underligt blev mastaba’erne ofte udsat for gravrøvere.

Farao Snofru’s tre pyramider

Halvtres år senere byggede farao Snefru en trinpyramide med otte trin og fyldte trinnene med grus og mudder. Hele bygningen blev derefter beklædt med kalksten. Denne pyramide benævnes undertiden for den falske pyramide idet den har en spinkel konstruktion og derfor ikke særlig godt kan holde tidens tand fra døren.

Efter byggeriet af Den ”Falske” Pyramide tog Snofru til Dashur, hvor han igangsatte Knækpyramiden. Det var oprindeligt meningen, at pyramiden skulle være over 150 meter høj,  men da jordbunden under pyramiden sank sammen, gjorde man et forsøg på at redde den ved at bygge en tyk beklædning og ved at gøre hældningen mindre stejl. Alle kamrene i pyramiden sank sammen, og til sidst opgav man bygningsværket.

Faro Snofru lod sig dog ikke slå ud og begyndte byggeriet på endnu en pyramide. Denne pyramide kaldet den Røde pyramide er kaldet det navn, fordi den er bygget med rød granit. Pyramiden blev ikke så høj som Knæk pyramiden, fordi man var bange for, at den samme ulykke ville ske igen. Snofru var ved at være gammel, og han skulle have en pyramide, som han kunne begraves i, og derved kunne han sikre sig hans plads i Osiris’ rige. Snofrus nye, dygtige arkitekt byggede pyramiden, så den blev ligesidet og ikke så høj som andre pyramider. Dette blev verdens første ligesidet pyramide.

Farao Djosers trinpyramide

Når en farao er død, er det vigtigt, at hans eftermæle bevares til evig tid. Man søger derfor efter konstruktioner, som er holdbare i det barske klima. Mastabaen, der er opbygget i mursten, er ikke langtidsholdbar i de barske sandstorme. Endvidere udgjorde gravrøvere et stort problem.

Begyndelsen til pyramiderne sker, da farao Djoser (Zoser) får en genial arkitekt og bygherre ved navn, Imhotep, og man begynder at bygge gravmonumenter i sten. Imhotep er foruden at være arkitekt også præst, astronom, læge og kunstner. I Sakkara, tæt ved Giza, bygger ypperstepræsten Imhotep den første af de 97 kendte egyptiske pyramider, den såkaldte “trinpyramide”, som er den første monumentale stenbygning eller monument i verden. Faro Djosers gravkammer ligger ca. 28 meter under jordens overflade. Til forskel fra hidtidige grave er gravkammeret kvadratisk og ikke rektangulært. Indgangen er forseglet med en granitsten på tre tons, mens selve graven er udført i limsten. Efterfølgende er gravkammeret udvidet i flere omgange, så den ydre form bliver aflang. Komplekset udvides med flere kamre forbundet med korridorer. Måske skulle det tjene som grav for flere medlemmer af den kongelige familie.

Oven på graven bygger han så den store trinpyramide i seks niveauer. I virkeligheden kan man sige, at han stabler 6 mastabaer i aftagende størrelse oven på hinanden. Mere end 200.000 tons sten medgår til formålet. Endelig afsluttes med en limstens facade, men størsteparten af denne er for længst fortæret af tidens tand. Pyramiden selv er massiv uden gange og gravkamre, 140×118 meter og 60 meter høj. Udgravninger viser, at den vældige pyramide er bygget i flere omgange: først to trin ca. 2680 f.kr, så nogle år senere 2 trin og endelig de to sidste trin.

En nærliggende forklaring kunne være, at farao Djoser, som graven er tiltænkt, lever i bedste velgående, da den første udgave er færdig. Så hvorfor ikke føje endnu et par etager på værket. Da man jo bygger for guden farao, er ingen anstrengelser for store. I virkeligheden havde Djoser allerede fået bygget en grav ved Beit Khallaf, en traditionel mastaba på 95×50 meter, før byggeriet sættes i gang ved Sakkara.

Trinpyramiden symboliserer Det Egyptiske samfund, og hvordan folk blev modtaget, og hvem der var mere værd end andre. Pyramiden er delt op i 5 trin. Det øverste trin er for kongen, han er over alle andre, og er den vigtigste af alle. Det andet højeste trin er til kongefamilien. Tredje højeste trin er til hoffets embedsmænd og de to sidste er til de almindelige embedsmænd og til håndværkerne og bønderne.

Trinpyramiden er omgivet af kapeller, mastabaer, og gårde bygget til ære for kongen. I gravkomplekset indgår også dødetempler, en sydgrav og en Heb-sed gård, hvor Heb-sed ceremonien blev holdt hvert år. Udenom gravområdet bygges en ca. 10 meter høj mur: øst-vest 277 meter, nord-syd 545 meter. Det menes, at gravkomplekset er en kopi af faraos palads i Memphis. Desværre er der føget så meget sand op omkring muren, at man ikke fornemmer dens størrelse. Under gravområdet findes et indviklet system af gange og begravelseskamre for den kongelige familie, hugget ud i stengrunden. Indenfor murene ligger templer og andre huse, hvis formål ikke er helt kendte. I gravrummene er der smukke blå fajancefliser og relieffer.

Kheopspyramiden

Da Farao Snofru var i gang med pyramide – projektet i Dashur, fik han en søn ved navn Kheops. Da Kheops blev født, var Snofru’s to ældste sønner og arkitekter (Nefermaat og Rahotep) allerede døde. Dette betyder at Kheops besteg tronen sammen med sin mor Hetepheres, da han var omkring 25-30 år gammel.

Kheops havde noget at gå ud fra ved at se sin fars pyramider. Han besluttede sig for at bygge en endnu større pyramide, som skulle være hans begravelses sted. Han fik sin nevø til at bygge pyramiden. Hans arkitekt og visir, Hemiuni, var en stor mand og blev betragtet som en magiker. Ved siden af Pyramiden ligger 3 små pyramider, som var gravsteder for hans moder Hetepheres og de to andre til hans to hustruer Meretites og Henutsen, som var mødre til hans to efterfølgere Djedefre og Khefren.

Kheopspyramiden stod færdig ca. 2560 f.v.t.. Forud var gået ikke mindre end 20 års byggeri og 10 år til at lave en fast vej fra stenbruddet til byggepladsen. Gennemsnitsalderen for en pyramidebygger var 35 år. Arbejderne brækkede både arme og ben, og så led mange også af abnorm knoglevækst. Dog var det en ære at arbejde ved faraoens gravmonument. Faraoen viste, at han værdsatte arbejdernes hårde slid ved, når de døde, at lade dem begrave op og ned af det kongelige monument. I gravene er der fundet betegnelser over de begravedes rang og titel i forhold til byggeriet. Der kunne stå navn på den døde og hans position i arbejdet. Der ligger alle slags medarbejdere begravet fra tømrer og skriver til mesteren for nordholdet. Det var naturligvis kun de “gode” arbejdere, så slaver og forbrydere blev ikke begravet i nærheden.

Selve pyramiden er massiv bortset fra nogle gange og større rum. Siden på pyramiden er 230,4 meter og diagonalen i grundfladen er 288 meter. Svarende til de egypitiske målenheder er 400 gange 500 cubits. Grundarealet er på 5,3 ha, det svarer til 5 stk. 120x90m fodboldbaner. Pyramiden var 146 meter høj, da den stod færdig. Men da Cairo skulle bygges, manglede man sten, så pyramiderne ved Giza blev ribbet for deres blanke beklædning. Der er stadig lidt beklædning tilbage på toppen af Kefrenspyramiden, men Kheopspyramiden har mistet 9 meter af sin højde.

Til Keopspyramiden er brugt 5 millioner tons kalksten og granit. Stenene vejer fra cirka 2 tons og helt op til 70 tons. De tre luftkanaler peger ud mod tre forskellige stjernekonstellationer. Den ene af disse konstellationer er det, vi i dag kalder Orion. Den letteste måde at finde Orion på er at lede på nattehimlen efter tre stjerner på tæt række. De tre stjerner svarer til Orions bælte. Keopspyramidens fire hjørner peger hver især mod et verdenshjørne med utrolig nøjagtighed.

Pyramiden er i dag tom, bortset fra en sort stensarkofag i kongekammeret. Man ved ikke, hvor det, der eventuelt har været der, er blevet af. Væggene er kedelige uden store malerier, der normalt er i faraoens grav, så guderne kunne se, hvor stor og god en mand, han havde været. Udover pyramiden var der også lavet andre tilhørende bygningsværker. For foden af pyramiden var dronningegrave til Keops’ mange koner, der var et tempel med forbindelse til et tempel ved Nilen, og man har fundet en båd, der skulle transportere Keops sarkofag over Nilen efter begravelsesceremonien. Den blev hevet op på land og lagt ved siden af pyramiden til brug i det nye liv. Templerne er i dag forsvundet, men dronningegravene og Keopsbåden er der stadigvæk.

Der er gjort mange forsøg fra faraoens side på at gøre hans gravmæle umuligt at bryde ind i. Dog var det jo meningen, at faraoen efter sin begravelse skulle fortsætte sin rejse til livet efter døden, og derfor har man anbragt redskaber ved nogle lukkede “luftkanaler” således, at faraoen kunne bryde gennem tillukningen og komme videre. De bliver af egyptologerne kaldt luftkanaler, men de har formentlig ikke virket sådan, da de oprindeligt var lukket til.

Det er måske en lille smule utydeligt, men det, der søges illustreret nedenfor ved Kheopspyramiden, er: A) Indgang. B) Nedadgående korridor. C) Underjordisk kammer. D) Service korridor. E) Opadgående korridor. F) Dronningens rum. G) Luft kanaler. H) Det store galleri. I) Kongens forkammer. J) kongens kammer. K) Trykudlignings kammer.

Mykerinospyramiden

Den mindste af Pyramiderne i Giza. Den er ca. 10 gange mindre end Kheopspyramiden, men er meget bedre bevaret. Inde i pyramiden er væggene blevet granit beklædt. Mykerinos reagerede i 18 år og blev efterfulgt af sin søn Shepsekaf, som var den sidste konge af det 4. dynasti. Dette gjorde, at han ikke havde alverdens tid til at lave en større pyramide. Dog er det en af de flotteste pyramider i Giza området.

Khefrenpyramiden

Bygget ca. 2500 f.v.t.. Den hvide top på pyramiden er af kalksten, og hele pyramiden var engang dækket af det. Muslimerne stjal kalkstenene og brugte dem til at bygge deres moskéer. Khefren tilsatte noget nyt til pyramide komplekset. Daltemplet. Daltemplets søjlehal var fyldt med statuer og andre kongelige ting. Selvfølgelig var mange af disse statuer blevet ødelagt, og andre var blevet stjålet. Men en af de mest berømte statuer af Khefren står nu på Det Egyptiske museum i Cairo, hvor folk kan skue dens prægtighed. Khefrenpyramiden er ikke åben for offentligheden ligesom Kheops og Mykerinos pyramiderne er.

Hvordan byggede man pyramiderne?

Der blev brugt 2,3 millioner stenblokke til Kheops pyramiden. Den måde, som de fleste regner med, at pyramiderne blev bygget på, var ved at bygge store ramper op af siden på pyramiden. Denne teori underbygges af fundet af en trinpyramide i 1952. Pyramiden tilhørte Kong Sekhemkhet og er interessant, fordi byggeriet blev opgivet, da pyramidens andet trin var nået op i 7 meters højde over jordoverfladen. På hver af pyramidens sider fandt arkæologerne ramper, som næsten dækkede hele pyramiden. Ramperne bestod af stenbrokke, hvori der med mellemrum var lagt et lag af flade, råt tilhuggede sten, som havde udgjort et slags hårdt underlag. Ramperne var blevet forhøjet og forlænget, og den største rampe, ad hvilken de tungeste materialer var blevet slæbt, var den vestlige nærmest stenbruddet.

Her har sikkert været ensrettet, opadgående trafik. De andre ramper har været brugt af arbejderne med deres redskaber. Det må også være den eneste måde, hvorpå man hurtigt nok har kunnet bringe de 2,3 millioner stenblokke op. Hvis byggeriet har taget 20 år, som Herodot siger, og det kan højst have taget de 23 år, Kheops reagerede, betyder det, at en stenblok har skulle falde på plads hver gang, der var gået 2½ minut. Det er således indlysende, at arbejdet må have været planlagt ned til mindste detalje. De mange tusinde mennesker, der har arbejdet, har været inddelt i hold med hver sin arbejdsformand, som har vidst præcist, hvad hans folk skulle lave. Stenhuggerne har været travlt beskæftiget hele året.

Dækstenene er blevet sejlet fra tura-bjergene i oversvømmelsestiden, hvor skibene uden besvær har kunnet komme tættest på byggepladsen. Nogle forskere mener, at en gren af Nilen har løbet forbi langs ørkenranden, dengang pyramiderne blev bygget. Er dette rigtigt, har der jo været mulighed for, at transportere sten til byggepladsen hele året. Arbejdet med at slæbe stenene op på pyramiden er sikkert fortrinsvis foregået i oversvømmelsesperioden, hvor der var rigelig med arbejdskraft, fordi bønderne var afskåret fra at passe deres marker. Det er muligt, der også har været flere ramper ved Kheops- pyramiden, men den store rampe, op ad hvilken man har transporteret blokkene, må have været på sydsiden, idet det ser ud til, at blokkene er hentet i det store stenbrud, man endnu i dag kan spore i dette område. Ved pyramider, templer og gravkamre er der fundet en del værktøj, som arbejderne har efterladt. Noget var gået i stykker og blev derfor smidt væk, andet var tabt, og endelig var noget efterladt af religiøse grunde.

Sfinxen

Sfinxen er 75m lang. Man ved ikke, hvem der byggede den. Den blev bygget i 2500 f.vt.. og blev sandsynligt bygget fordi egypterne så stjernetegnet løven og lavede en sfinks (blanding) af et menneske og en løve. Foruden den berømte sfinx foran Khefrenpyramiden findes der faktisk en hel Sfinx-allé i Karnak templet i udkanten af Luxor. Men også langs Nilen kan man se lange rækker af sfinx’er.

Sfinksen stammer nu ikke fra Egypten, som man skulle tro. Faktisk kommer den fra Grækenland, og dér findes kun én. Den græske Sfinks er en blanding af et kvindehoved, løvekrop og ørnevinger. Sfinksen var ikke særlig tiltalende, den boede på et bjerg ved navn Theben, og hver gang nogle kom forbi den, blev de stillet en gåde. Svarede de forkert – og det gjorde de altid – kvalte Sfinksen dem. Men en dag fik den det rigtige svar af Ødipus, og den blev så rasende, at den dræbte sig selv.

De Egyptiske fabelfigurer kom til at hedde Sfinkser, fordi den græske historieskriver Herodot i 400-tallet før f.v.t. kom til Egypten og så deres fabelfigurer, der var sammensat af menneskehoved og løvekrop. De mindede så meget om den Sfinks, han kendte hjemme fra, at han gav dem navnet Sfinks. De Egyptiske Sfinkser afviger dog fra de græske, ved at de er mange og forskellige oftest med mandehoved eller dyrehoved på en løvekrop. Aldrig med vinger. Det bør tilføjes, at der er dem, som hævder, at Sfinxen slet ikke er en sammensmeltning mellem en løve og en kvinde, men i stedet er en sammensmeltning mellem en kat og en kvinde, Begrundelsen for dette ligger i den store betydning, katte havde i det gamle Egypten.

Andre pyramider

Der er pyramider i hele verden, fra mexico i vest og camboja i øst. De ligger alle sammen tæt på ækvator med undtagelse af en pyramide-høj i england, som er udhugget i en kalkstenhøj, der hedder Silbury hill. Den er 40 meter høj, og der er ikke noget gravkammer i højen. Pyramiden i Babylon kaldte man ziggurater, på toppen var der et stjerne-observatorium og et tempel. I Cambodja var der også en pyramide, men nu er der stor set kun ruiner tilbage.

Verdens største pyramide ligger ikke i Egypten, men i Mexico. Den er langt fra så høj som Kheops-pyramiden, men den er 4 gange større – Cholula-pyramiden dækker et område på 40 tønder land. Den er flad på toppen og så stor, at man har kunne bygge en kikke, der står 60 meter over jordoverfladen. Selve pyramiden er en trin pyramide, den har sandsynligvis fungeret som tempel til at tilbede deres solgud fra.

Obeliskerne

En obelisk er en granitsten, som afsluttes med en pyramideformet spids. Denne spids, som benævnes “pyramidion”, var ofte beklædt med guld eller et andet reflekterende materiale. Den er et offer til solguden Ra, hvis stråler forgylder dens spids. Grundplanen er oftest kvadratisk, men kan også være rektangulær. De blev almindeligvis placeret parvist i forbindelse med indgangen til et tempel. Ofte blev de opført for at fejre kongens 30-års regeringsjubilæum (Hebsed-ritualet). Siderne er dækket med hieroglyffer med bønner til guderne og lovprisninger af den reagerende konge.

Dronning Hatshepsut af det 18. dynasti fik rejst omkring seks pyramider i sin 16 års reageringsperiode (omkring 1485 f.v.t.). Den højeste står ved templet i Karnak, knap 30 meter høj og med en vægt på 350 tons. På siden findes en inskription om, at obelisken er udhugget i Aswan, poleret og dekoreret, hvorefter den er transporteret til Luxor og rejst i Karnak-templet – alt sammen i løbet af kun syv måneder.

Hatshepsut var gift med Thutmose II. Da de kun får en datter, overtager Thutmose’s søn fra en af hans andre hustruer titlen af farao. Dog var denne søn, Thutmose III, for ung til at reagere, og reelt bliver det derfor dronning Hatshepsut, der agerer som farao. Hun får endda titlen af farao mellem det andet og syvende regeringsår i Thutmose den III’s regeringsperiode.

Ganske vist står Thutmose III som medregent i hele perioden, men han har øjensynlig ikke været helt glad ved situationen, for efter at Hatshepsut dør omkring det toogtyvende regeringsår, gør Thutmose III sig store anstrengelser for at slette spor om hende som farao.

For at slette alle sporene af hende, indemurede Thutmose III eksempelvis en af hendes obelisker, der står i et tempel i Luxor. De har vitterligt muret en mur op omkring den. De ødelagde den ikke, for den var jo rejst til gudernes ære, og de kunne jo blive sure eller krænkede. Hvilket har resulteret i, at hendes obelisk er en af de bedst bevarede i hele Egypten, da den jo var beskyttet mod vind og vejr!

Thutmose III rejste to obelisker ved templet for Ra i Heliopolis nogle år efter Hatshepsut’s død. Ca 1500 år senere under kejser Augustus blev de flyttet til Alexandria for at smykke Cleopatras palads. I 1878 blev den ene flyttet til England, hvor den står på Victoria Embankment ved Themsen. Den anden kom til New York, hvor den står i Central Park. Disse 2 obelisker benævnes “Cleopatras Nåle”. En obelisk fra Luxor havnede i 1836 på Concorde pladsen i Paris som en gave fra Egyptens Mohammed Ali (flytningen tog franskmændene fem år).

Augustus bragte to obelisker til Rom, den ene blev stillet op på Circus Maximus, den anden på Marsmarken. Kejser Caligula fik opsat en egyptisk obelisk på Neros Circus. I 1585 besluttede pave Sixtus V at flytte den til pladsen foran Peterskirken. Det tog 900 mand og 140 heste.

Der har i tidens løb været mange teorier om, hvorledes disse kæmpemæssige monumenter er kommet til verden. Hvorledes kunne egyptere løfte flere hundrede tons tunge stenblokke op af hullerne i granitbruddet uden taljer eller kran? Selv om man havde det fornødne antal slaver, kunne de jo dårligt komme til “at løfte i flok”. At slæbe en 350 tons tung obelisk hen ad en nogenlunde jævn flade vil kræve et træk fra ca 2000 mennesker. I almindelighed antager man, at der er anvendt træruller til transporten, men hvorledes kan en trærulle holde til denne belastning?

Og hvorledes har de kunnet polere obeliskens overflade, så den fremstår så smuk og glat alene ved håndkraft. Selv om man har anvendt den hårde stenart diorit som en art slibepulver, er det et gigantisk arbejde. Én teori, om hvorledes de har kunnet rejse disse kolosser til lodret stilliner, er at man på det sted, hvor obelisken skulle stå, byggede en slags rampe med et hul i midten. Så slæbte man obelisken op ad rampen, hævede den lidt, og lod den glide ned i hullet. Og det fortsatte man med, indtil den stod lodret. Det lyder noget nemmere end det formentlig er. Men en kendsgerning er det, at de tunge obelisker og statuer er transporteret fra stenbruddet til Nilens bred og videre til templerne nordpå, hvor de så er blevet rejst ved de enorme templer.

Nogle af de mere eksotiske teorier, om hvorledes disse opgaver er udført, er at de gamle egyptere kunne “vende tyngdekraften” eller neutralisere den. I så fald var opgaven med at transportere disse kolosser selvfølgelig ikke noget problem. En mere jordnær forklaring er, at man fastgjorde de store stenblokke på undersiden af de store flåder. Herved fik man jo hjælp af gamle Arkimedes’ lov om legemers vægttab ved nedsænkning i en vædske. Det kan man selvfølgelig med god vilje betragte som en reduktion af tyngdekraften.

For gode gamle Freud er obeliskerne ikke andet end enorme fallossymboler. Hvis man kigger lidt på fotografiet i midten herunder, kan man have tilbøjelighed til at give ham ret. Billedet er et udsnit af et relief på en søjle i Rom. Hvis man tager det her med obelisker og fallossymboler alvorligt, kan man sikkert bruge megen tid på at fundere over, hvad der ses på det andet billede – nemlig obelisken på Peterpladsen, ligeledes i Rom.

VIL DU VIDE MERE

Dette kapitel indgår i to sektioner. Dels indgår det i sektionen omkring verdens vidundere (World Heritage). I denne sektion kan du se verdens vidundere fordelt på kategorier, fordelt på lande, trække et vidunder etc.

Den anden sektion som dette kapitel indgår i er den egyptiske mytologi. Foruden nærværende kapitel om pyramiderne, finder du i sektionen om egyptisk mytologi også et kapitel om – Faraoerne – et om Egyptens historiske udvikling & tidstavle over de forskellige dynastier – et kapitel om Den egyptiske gudeverden – et kapitel om hieroglyfferne – samt et stikordregister.

Stil spørgsmål om egyptisk mytologi

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om egyptisk mytologi
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål