Egyptens guder

I den egyptiske gudeverden indgår flere hundrede guder, hvoraf en del er lokale. I det følgende beskrives de betydeligste af disse guder. Over tiden, forandrer og skifter nogle af de egyptiske guder karakter. Nogle gange smelter flere guder sammen i én gud, hvilket eksempelvis er tilfældet, da Øvre og Nedre Egypten forenes i ét kongerige, hvor det også bliver nødvendigt at forene de lokale guder.

Den egyptiske gudeverden er utrolig spændende og har sit helt eget udtryk i form af blandingen mellem guder, mennesker og dyr. Før vi ser nærmere på de egyptiske guder tager vi en tur omkring hvorledes man i Egypten forestillede sig hvad der sker efter døden.

De gamle egyptere tror, at et menneske består af tre elementer: Krop, Ba og Ka. På samme måde som kroppen er Ba unik for den enkelte, men den er ikke en fysisk størrelse. Ba oversættes undertiden til “manifestering” og kan betragtes som summen af alle de ikke-fysiske egenskaber, der udgør et menneske, og som adskiller det enkelte menneske fra alle andre. Så en bedre fortolkning er måske personlighed eller karakter. Efter døden repræsenteres Ba ved en fugl, ofte med et menneskeligt hoved.

Herudover har hvert menneske en Ka, som er den livskraft, der er forskellen imellem, om et menneske er levende eller død. En fortolkning kan være, at den er menneskets ånd eller sjæl. Ka bliver skabt samtidig med det fysiske legeme. Det er den vædderhovede Gud, Khnum, der laver menneskets Ka på sit pottemagerhjul. Selv om Ka ikke er fysisk, bringer egypterne føde og andet til den afdøde persons grav som et offer til Ka.

Når et menneske dør, forlader både Ba og Ka kroppen. Dette sker under udførelse af det ritual, som benævnes “åbning af munden”. Om dagen har Ba ophold i den person, den tilhører, dvs i personens mumie. Ofte får afdøde en lille statue med sig for det tilfælde, at mumien bliver ødelagt eller forsvinder. Målet er, at afdøde skal leve sammen med sin Ba og sin Ka i de dødes rige. Men da kroppen jo er indsvøbt i lærred, må Ba ofte hjælpe Ka med at finde den rigtige krop. For at gøre det nemmere for Ka males ofte et billede af afdøde på sarkofagens låg.

I de dødes rige er det Ka’erne, der skal udføre arbejdet, rense kanaler, vande markerne, pløje, så, høste og tærske. For at lade den afdødes Ka slippe for dette hårde arbejde anbragte man ofte et antal såkaldte ushabti-figurer i graven. En ushabi er en lille mumieformet arbejder. Hvis familien havde råd anbragte man én figur for hver dag i året samt et passende antal formænd.

I menneskelig og delvis menneskelig form ses her nogle af de ægyptiske hovedguder:
1) Horus, søn af Osiris, en tilbagetrukket og stille gud, tæt forenet med kongen. 2) Set, fjende til
Horus og Osiris, gud over storme og kaos. 3) Thoth, måneguden og gud over skrivekunsten, regnskab
og visdom. 4) Khnum, der former mennesket og dets kas på hans pottehjul. 5) Hathor, gudinde over
kærlighed, fødsel og død. 6) Sobek, krokedilleguden, hersker over Faiyum. 7) Ra, solguden i en af hans
mange skikkelser. 8) Amon, skabelsesguden, ofte forbundet med Ra. 9) Ptah, endnu en skabelsesgud
og beskytteren af håndværker. 10) Anubis, gud over mumificeringen. 11) Osiris, gud over landbruget og
hersker over de døde. 12) Isis, hustru til Osiris, moder til Horus og gudinde for magi.

Balsamering

Sjælene; Ka’en og Ba’en, lever videre efter et menneske er død, men de vil dø, hvis legemet går til grunde. Derfor begynder egypterne omkring år 2400 BC at balsamere de døde. I Det Gamle Rige troede man, at kun farao kan opnå udødelighed, men efterhånden ændredes opfattelsen, så enhver kan leve efter døden, så længe legemet er intakt. Eftersom balsamering er kostbar, var det dog kun de velhavende familier, som havde råd hertil. For at forberede den afdøde på rejsen til underverden udføres det såkaldte “mundåbningsritual”, som består af renselse, afbrænding af røgelse, salvning og besværgelser. Mumien berøres med rituelle genstande for at genopvække den dødes sanser.

Til balsameringen anvendes først og fremmest natron, som er både desinficerende og udtørrende. Desuden anvendes harpiks samt forskellige former for røgelse. Processerne er beskrevet i skrifter, som er fundet i gravene. Indvoldene fjernes gennem et snit i lyskens venstre side, men hjertet forbliver som det eneste organ på sin plads. Det betragtes som center for livet. Lungerne, maven, leveren og tarmene anbringes i hver sin urne (kanope), hvis låg er dekoreret med et billede af den gud, som beskytter indholdet.

Urnernes beskyttere, som er Horus’ fire sønner, er:

  • Imsety med menneskehoved beskytter leveren.
  • Qebekh-sennuef med falkehoved beskytter tarmene.
  • Hapy med bavianhoved beskytter lungerne.
  • Duamutef med sjakal- eller hundehoved beskytter maven.

Undertiden bliver også hjernen fjernet. Alle kroppens hulrum bliver nu fyldt med natron, som skal trække alle vædsker ud af kroppen, så den ikke går i forrådnelse. Nogen tid senere bliver liget vasket og svøbt i linned, gennemvædet med harpiks og æteriske olier. Der kan medgå flere hundrede meter linned til formålet. Hele processen (ritualet) skal vare nøjagtigt 70 dage.

Der placeres amuletter mellem bandagerne. Den vigtigte er en såkaldt hjerte-skarabæ, der skal beskytte den døde, når han eller hun står for Osiris’ domstol. Mumien lægges i en kiste, evt. i flere kister inden i hinanden, afhængig af familiens økonomiske formåen. Alle disse ritualer udføres af en præst, som bærer Anubis’ sjakalmaske.

Rejsen til dødsriget

Rejsen til dødsriget er farefuld. På en solbåd rejser mumien gennem underverden, som et beboet af slanger, ildspyende drager og krybdyr med fem hoveder. Ved ankomsten til dødsriget Duat (Gudernes Land) skal den døde passere syv porte og ved hver port fremsige en magisk trylleformular. Hvis det lykkes, kommer den døde til Osiris’ hal, hvor der udover Osiris befinder sig 42 ånder, én for hver af de egyptiske provinser.

Her udfører sjakalguden Anubis vejning af den dødes hjerte for at afgøre, om personens jordiske gerninger kan give adgang til det evige liv. Den dødes hjerte anbringes på vægtens ene skål, mens Maats fjer anbringes i den anden. Maat er sandhedens og retfærdighedens gudinde. Hvis hjertet ikke tynger vægtskålen ned, får den afdøde evigt liv.

Dommen bliver afsagt af Anubis, hvorefter visdommens og skrivekunstens gud, Thoth fører den til protokols. Hvis den døde ikke består prøven, bliver hjertet kastet hen til guden Ammut, som fortærer det. Hvis den døde består, bliver han ét med overguden Osiris, og rejser sammen med ham på solbåden gennem underverden frem til paradiset og det evige liv. Den døde antager form af en Akh, der til evig tid lever i de dødes verden.

De egyptiske dødebøger

Der er i tidens løb funder flere eksemplarer af de såkaldte “dødebøger” i egyptiske grave. De indeholder en samling af magiske formularer, som afdøde kan anvende under rejsen til underverden. Der er fundet mere end 200 formularer, men bøgerne indeholder aldrig dem alle. Nogle var mere populære end andre. Ikke to Dødebøger er ens. Sammensætningen varierer fra bog til bog. Adskillelsen mellem den verdslige verden og dødsriget Duat er en flod. Dette modsvares af egypternes opfattelse af det ægyptiske rige, hvor de levendes rige med byer, templer og paladser ligger på østsiden af Nilen, mens pyramiderne og Kongernes Dal ligger på vestsiden.

Dødebogens ægyptiske navn var “Formularer for at forlade (graven) om dagen”. Teksterne skulle altså først og fremmest forhindre, at den døde blev fanget i graven. Desuden skulle de sikre den døde et evigt liv, på en og samme tid i solgudens følge på himlen og som arbejder på Osiris’ marker i underverdenen.”

Nedenfor er illustreret et eksempel.

Øverste række fra venstre: Først ses afbildning af den afdøde, eller rettere dennes sjæl (Set). Dernæst følger Ra-Heru, Khuti-Term, Shu, Tefnut, Geb, Nut, Horus, Isis, Nephthys, Utterance, Perception, Southern, Northern og endelig Western Ways.Nederste række fra venstre: Først ses afbildning af den afdøde, eller rettere dennes sjæl (Set). Den afdøde ledsages af Nubis hen til Anubis, der vejer den afdødes hjerte på vægtskålen – og er hjertet (altså éns samvittighed og gerninger i livet) ikke lettere end Maats (retfærdighedens og sandhedens) fjer, ryger man ned til uhyret Ammit og bliver spist. Man genfødes i den materielle verden. Men består man prøven, er man værdig til det evige liv blandt stjernerne i “Ra’s båd af millioner af år”. Derefter ser vi guden Thoth, som notere udfaldet ned. Hvis den afdøde består prøven fører Horus vedkommende videre til Osiris. Flyvende ses den guddommelige ørn. Ved foden af Osiris, der sidder på sin trone, ses Lotusblomsten, ovenpå hvilken, Horus’ fire sønner er afbildet (Imsety, Hapi, Duamutef og Qebhsenuef). Bagved Osiris er Isis og Nephthys.

Ra

Ra er kongen over guderne og den egyptiske solgud. På et tidligt tidspunkt i historien identificeres Ra med Horus, den falkehovede gud, som repræsenterer himmelhvælvet. Derfor afbildes Ra enten som en mand med et falkehoved eller som en falk. Da Ra ofte rejser gennem underverdenens vande, vises han ofte i en båd.

De tidlige egyptere tror, at Ra skabte universet, og den opgående sol var for dem symbolet på skabelsen. Den daglige cyklus med solopgang og solnedgang, er for dem et symbol på skabelsen. Ra er tæt forbundet med Egyptens konge, farao. Mens farao hersker på jorden, er Ra herre over universet. Over tiden bliver guden Ra mere og mere integreret med farao, som på en gang er både menneske og gud, og farao ender med at blive opfattet som solguden Ra’s søn.

Skabelsesberetningen fortæller, at Ra opstår som en obelisk-lignende søjle i templet Benu-Phoenix i Heliopolis. Af sin mund udspyr han Shu og Tefnut, som bliver det første gudepar, der symboliserer luft og vand. De får børnene Geb og Nut: de symboliserer jorden og himlen. Geb og Nut får 2 hold gudebørn, Osiris & Isis og Seth & Nephthys.

Ra genfødes hver morgen i skikkelse af en bille, skarabæ. Han sejler afsted hen over himlen sammen med flere af de øvrige guder i sin hellige båd, barquen. Ved solnedgang skifter han væsen til guden Atum, og han bliver slugt af gudinden Nut. Næste morgen genføder hun Ra i skikkelse af den lille skarabæ. Således fortsætter denne evige cyklus med fødsel, liv og død. Ra’s kultcenter lå i “Heliopolis”, i nærheden af nutidens Cairo.

Fra det 5. dynasti udvides faraos titler med “Søn af Ra”. Efterhånden bliver Ra i folkelig popularitet overgået af Osiris og Isis, men han forbliver “den store gud, himlens herre”, som tilbedes af tempelpræsterne. På et tidspunkt forenes Ra med en anden skabelsesgud, Amun fra Sydegypten, under navnet Amun-Ra. Ra benævnes undertiden som Re.

Osiris

Osiris er gud for de døde og gud for genopstandelsen ind i det evige liv. Han er både beskytter af de døde og samtidig deres dommer. Osiriskulten opstår i Abydos, hvor hane egen grav efter overleveringerne skal ligge. Osiris er ældste barn af Geb og Nut. Han er gift med sin søster, Isis, med hvem han har sønnen Horus. Et sagn fortæller, at hans anden søster, Nephthys antog Isis’ skikkelse og forførte Osiris, hvorefter hun fødte Anubis. Det fortælles om Osiris at han er guden der sejlede Ra solguden over himlen og kæmpede med kaos i form som en slange der ville dræbe Ra hver morgen.

Han er symbol på genopstandelse og evigt liv og sikrer af frugtbarhed og velstand til de levende. Han vises ofte bærende Øvre-Egyptens krone og med magtsymbolerne, plejlen og sceptret, indsvøbt i det hvide lærred, man anvender til mumier. Hans hud er grøn, fordi han repræsenterer vegetation og rød for Jorden. Osiris kommer til at regere på jorden, efter at Ra har trukket sig tilbage til himlen. Med sin hustru Isis får han sønnes Horus.

Osiris’ broder Seth bliver misundelig på ham og slår ham ihjel. Han skærer liget af den stakkels Osiris i små stykker og spreder stumperne ud over hele Egypten. Det lykkes Isis at finde alle stykkerne igen – dog ikke hans penis, der er faldet i Nilen og er blevet spist af en fisk. Med hjælp af Anubis bliver Osiris samlet og svøbt som den første mumie, hvorefter Isis vækker ham til live.

Da Osiris allerede har været i de dødes verden, kan han ikke igen blive jordisk konge. I stedet bliver han konge i underverdenen, og Isis bliver hans dronning dér. Osiris bliver med tiden stadig mere og mere populær, og fra det 18. dynasti er han den mest tilbedte guddom i Egypten. Hans popularitet fortsætter ind i den romerske besættelsesperiode, hvor romerske kejsere, udklædt som farao, ofrer til Osiris i templerne. Da Horus bliver voksen, hævner han mordet på sin fader og bliver selv konge i Ægypten. Seth bliver fordrevet til Saharas ørken vest for Egypten.

Anubis

Anubis er den egyptiske underverdens gud og beskytter af de dødes ånder. Han er søn af Nephthys, nogle mener, at Seth er hans fader – andre mener, at det er Osiris. Han optræder som vejviser for de døde og viser dem vej til Osiris. De dødes land lå mod vest, og det var der, de begravede deres døde. Almindeligvis afbildes han som en mand med et sort i skikkelse af en sjakalhoved – kunne være fordi egypterne ofte observerede sjakaler i nærheden af deres grave.

Anubis er også gud for balsamering og vagt over mumierne og nekropolis. Det var Anubis, som opfandt balsameringen, da han hjælper Isis med at bringe hendes døde mand, Osiris tilbage til livet, efter at Seth havde dræbt af ham. Han svøber Osiris’ krop i linned, som er spundet af tvillingguderne, Isis og Nephthys, som sørger for, at legemet aldrig vil gå i forrådnelse. Det er kun Anubis, som har lov til at åbne kroppen på afdøde. Derfor bærer præsterne sjakal-masker under mumificeringsprocessen. Ved at iføre sig denne maske bliver de guden selv. Efterhånden som tilbedelsen af Osiris vokser i betydning, overtager hun Anubis’ opgave som beskytter af de døde.

Anubis sørger for at vække den dødes sjæl, når den kommer til de dødes rige, og tager mumien tages ud af sarkofagen. Herefter gennemføres ritualet “åbning af munden”, hvorunder mumien berører med hellige amuletter på forskellige dele af kroppen for at genvinde sine sansers brug. Anubis hjælpes i sit arbejde af en anden gud, Wepwawet, som også har sjakal-hoved. Wepwat er også en krigsgud, som hjælper Farao med at vinde sejr over sine fjender. Anubis overvåger vejningen af den dødes hjerte og sikrer, at vægten anvendes korrekt. Anubis giver dommen til den afdøde, hvorefter Thoth fælder den ned.

Der er fundet billeder på talrige indgange til grave som tegn på at Anubis vogter over denne gravplads. Ved balsamering blev Anubis represanteret af en præst, der bar en Anubismaske. Med fremkomsten af Osiris-kulten indgik Anubis i den nye tro som vejleder for de døde under hjertevejning i domedagshallen foran Osiris og de 42 andre guder der skulle dømme den døde.

Når Anubis vises i hel dyreskikkelse ligger han eller sidder han altid altid han kan også vises som en mand med sjakalhoved. Zoologisk set er det ikke helt rigtigt at kalde Anubis for en sjakal men ægyptologer bibeholder betegnelsen af den dyreskikkelse af praktiske grunde. Den mest berømte skulptur af Anubis er nok den sorte sjakal i Tutankhamons grav. Den sorte sjakal vogter over det forgyldte skrin, der er monteret på en slæde med bærestænger der blevet brugt til at transportere skrinet til skattekamret.

Da det var Anubis’ opgave at vise den afdøde vejen til livet på den anden side af døden, var det også ham, der førte den afdøde over indvielsens tærskel til et nyt liv som indviet. Han var derfor symbol på enden og begyndelsen. Enden på det fysiske liv og begyndelsen på livet i det ikke-fysiske. Eller enden på et stadie i menneskelivet og begyndelsen på det andet.

Anubis er født efter foreningen mellem Isis’ søster Nephthys og Osiris, men i legenden bliver Anubis Isis’ trofaste følgesvend og beskytter. Sammen med Isis danner Anubis nemlig stjernebilledet Sirius. Når Orion (Osiris) rejser sig over den sydlige horisont, følges han af Sirius (hustruen Isis), som følges tæt af Hundestjernen (Anubis). Anubis er derfor “Hundestjernen”, der markerer hjertet i den store konstellation “Canis Major”. Denne hund symboliserer “stifinderen”, eller “den, der viser vejen”. Han er derfor andet aspekt af Thoth som er “budbringer” – altså den der kender vejen. Thoth er verdenslæreren og sjælens vejleder på indvielsesvejen, mens Anubis er den der tester sjælen undervejs.

Anubis’ tal er 9, og igen ser vi et symbol, der rummer begyndelsen og enden, for 9-tallet markerer enden på talrækken og begyndelsen på den næste talrække på et højere niveau. Eftersom Anubis er ansvarlig for overgangen fra én bevidsthedstilstand og til en anden, er det naturligt, at der er Anubis, der er balsamerernes overhoved. Det var også Anubis, der vogtede vægten i “Amenti” – “dommens hal”. Han aflæste vægten, hvor den afdødes hjerte (bevidsthed) blev vejet på den ene vægtskål mod retfærdighedens hvide fjer på den anden, og det var alene Anubis’ dom, der var afgørende. Hverken Osiris eller andre i dommens hal kunne blande sig eller ændre afgørelsen.

Anubis var født af Nephthys, som er søster til Isis. Anubis var Isis’ trofaste vagthund, nærmere bestemt i de usynlige verdener, som symboliseres af Nephthys og i den synlige verden symboliseret af Isis. Anubis var forbindelsen og overgangen mellem den synlige og den usynlige verden – mellem Isis og Nephthys. Anubis var desuden skytsgud for psykiatere og for læger, der udfører bedøvelse. Under bedøvelse forlader bevidstheden kroppen, og igen understreges Anubis’ rolle som bindeled mellem to tilstande. Han var også skytsgud for enhver, der søger efter tabte ting. Det skal ikke kun forstås bogstaveligt, men også i overført betydning, for det gjaldt navnlig den tabte forbindelse til det åndelige. Anubis er både den, der viser vejen, og den der giver adgang til vejen. De store mysterier var derfor i hans varetægt. Anubis’ lære var i natur hemmelig, og blev kun stillet til rådighed for de, der søgte indvielse.

Ptah

Ptah er hovedguden i Memphis i de ældste tider før dynastierne, dvs før ca 3000 BC. Ptah er skaberguden, som i myter fra Mamphis har skabt universet. Han er også håndværkernes beskytter. Han er gud for solopgangen, mens Atun er gud for solnedgangen ved dagens afslutning. Hans hustru er løvegudinden Sekhmet og Ptah er fader til Nefertum og Imhotep. Senere smelter guden Ptah sammen med Osirus. Ved Ptah’s kultcenter i Memphis findes den hellige tyr, Apis, som er et frugtbarhedssymbol. Ofte vises den med den gyldne sol mellem sine horn.

Alle guder i det gamle Egypten dannede triader. Triaden symboliserer de skabende kræfter, som består af: 1. aspekt: Atum – ”Universets bygherre”. 2. aspekt: Ptah – ”Universets arkitekt”. 3. aspekt: Khnum – ”Universets håndværksmester”. Skaberguden Ptah er altså ”Universets arkitekt”. Det er ham, der skaber universet form eller ”livets træ”. Livets træ kan man kalde arketypen for livets vision eller hensigt. Den egyptiske gudelære fortæller, at guder og mennesker udgik fra Ptah’s bevidsthed. Når mennesket skaber noget, er det derfor i virkeligheden bevidstheden hos ”Universets arkitekt”, som skaber ved at bruge deres intelligens. Det skal forstås sådan, at det enkelte menneskes tanker er dele af helheden. Vi er hver især Guds redskaber til at realisere livets vision eller den guddommelige tanke.

For nærmere at forstå denne triade mellem Atum, Ptah og Khnum skal vi tilbage i “Dødebogen”. Denne var henvendt til den almindelige egypter og vi må derfor ikke lade os narre af, at præsterne i denne sammenhæng laver lighedstegn mellem Ra og den universelle Gud – det som åndsvidenskaben omtaler som den ufattelige kosmiske bevidsthed, der ligger hinsides en solkonstellation med syv sole, kaldes “den om hvem intet kan siges”.

Ra var et navn på Gud og kunne således ikke være identisk med det navnløse Ene Liv. Ra var en solgud, som hovedsagelig blev symboliseret ved solskiven. Solens højeste væsen er lyset. Men lys er ikke Gud. Lys er tilsynekomst. Lyset eller Ra er derfor den første synlige manifestation. Ra selv er skabt af “Ordet”, og teksterne fortæller, at ligesom andre skaberguder brugte han ordet for at skabe. Han udtalte tingenes navn, hvorved de andre guder blev skabt. “..Atum skabte sig selv, og han manifesterede alt skabt ud af sig selv..”.

Et sted kaldes han “den store ham-hende”. Denne syntese af det maskuline og det feminine viser klart, at Atum er hævet over enhver form for adskillelse. Han rummer evnen til manifestation gennem tre aspekter i sin egen natur nøjagtig ligesom den treenige Gud i kristendommen. Atum selv udgjorde det første aspekt, og de to øvrige blev personificeret i skaberguderne Ptah og Khnum. Tilsammen udgjorde gudetriaden de skabende kræfter, som er forudsætning for manifestationen af universet.

Man kan derfor sammenligne Atum med en bygmester, for han kender hensigten med skaberværket, og han har viljen og kraften til at manifestere. Men viljen til at manifestere er ikke det samme som selve manife­stationen. Atums hensigt med skabelsen skulle omsættes til en guddommelig plan, og det blev skaberguden Ptah, der blev udset til at skabe universet tankeform. Man kaldte ham derfor “universets arkitekt”. Ptah blev af ypperstepræsterne erklæret for “den øverste bevidsthed” – eller “ren bevidsthed”.

Præsterne understregede, at Ptah er “gudernes hjerte og tunge”. I det gamle Egypten var ordet “hjerte” identisk med “bevidsthed”. Ptah var “gudernes tunge”. Det var altså ham, der udtalte Atum’s skabende ord. Hvis universet er alt det, der er, og alt det der er, er udgået fra Ptahs bevidsthed, rummer Ptahs bevidsthed alt, hvad der kan erkendes. Derfor var Ptah desuden “den absolutte sandhed” om universet og Gud. (I en anden fremstilling lader man visdommens gud Tehuti eller Djehuti fremsige det skabende ord, netop fordi han repræsenterer al visdom). Atum er viljen og kraften bag universet. Ptah udtrykker Atums vilje som en tankeform, og ordet manifesterer den guddomme­lige tanke og hensigt.

Vi har nu både en bygherre og en arkitekt, men hvem opfører bygningen? Det gør vædder­guden Khnum. Han er “håndværksmesteren”, der udfører “bygherrens” plan ved at omsætte “arkitektens” tanketegning til det bygnings­værk, vi kender som universet. Khnum kaldes da også “den, der giver ånden form og liv.”
Shu holder himlen. Nut hjælper til flankeret af Khnum. Liggende Jordguden Geb.

Tefnut, Shu, Geb & Nut

Tefnut, gudinde for væde og skyer, søster og hustru til Shu, moder til Geb og Nut. Afbildes med et løvehoved, idet løven er hendes hellige dyr.

Shu, gud for atmosfæren og den tørre vind. Som nævnt søn af Ra, broder og ægtemand til Tefnut, fader til Geb og Nut. Hans hieroglyfiske navn er en strudsefjer (ligesom Maat), og på afbildninger vises han ofte med en strudsefjer på hovedet. Han afbildes almindeligvis stående ved siden af Geb, holdende sin datter Nut op over hovedet for at adskille de to, jorden og himlen. Shu er en personificering af sollyset. Shu og Tefnut menes at være to halvdele af samme sjæl.

Geb, staves undertiden Seb, er gud for jorden, søn af Shu og Tefnut, broder og ægtefælle til Nut, fader til Osiris, Seth, Isis og Nephthys. Hans hellige dyr er gåsen, og han afbildes ofte med gåsehoved. Man mener, at Geb har lagt det æg, hvoraf solen er udklækket. Han afbildes med grøn eller sort hud, farven for livet som fx den frugtbare Nil. Det menes, at Geb holder de sjæle i fangenskab, som er for onde til at komme i himlen. Faronernes trone kaldes ofte for “Gebs trone”. I øvrigt er det usædvanligt, at jorden opfattes som maskulin, i de fleste religiøse traditioner er jorden kvindelig.

Nut, (staves undertiden Nuit), gudinde for himlen, datter af Shu og Tefnut, søster og hustru til Geb, moder til Osiris, Seth, Isis og Nephthys. Nut afbildes med blå hud, og hendes krop er dækket med stjerner, stående på alle fire over sin mand, som himlen hvælver sig over jorden. Andre gange afbildes hun som en ko, hvis krop udgør himlen. Nut er den barriere, som adskiller kaoskræfterne fra det ordnede kosmos her på jorden. Nogle mener, at solguden Ra går ind i hendes mund, når han “går ned” om aftenen, for at blive genfødt af hende den følgende morgen.

Sekhmet og Hathor

Sekhmet (Sekbet) – løvegudinden – tilbedes i de ældste tider især i Memphis. Ifølge overleveringer har Solguden Ra skabt Sekhmet med ilden fra sine kraftfulde øjne som et væsen, der skal straffe dødelige for deres synder. Siden skifter hun karakter og transformeres til gudinden for fornøjelse og glæde, Hathor.

Hathor, er gudinde for glæde, moderskab og kærlighed. I de tidligste tider afbildes hun som en ko, ofte dækket af stjerner. Senere bliver hun vist som en kvinde med et kohoved eller blot som en kvinde, der bærer kohorn. Mellem hornene vises ofte en solskive Hun er modstykket til den græske Afrodite. Hathors kult er usædvanlig, idet både mænd og kvinder kan være hendes præster. Almindeligvis er præsterne af samme køn som guden selv. Mange præster er kunstnere, musikere eller dansere, som tilbeder Hathor gennem udøvelse af deres kunst. Det fortælles, at Hathor oftede danser for Ra for at opmuntre ham, når han er nedtrykt. Mange kommer til Hathors tempel for at få tydet drømme eller få hjælp – på samme måde, som grækerne brugte muserne.

Hator var Ras datter og hun havde som mange andre guder flere skikkelser. Hun kunne være en ko en kat og hun kom til nyfødte børn som syv kvinder og forudsagde deres skæbne. Når hun påtog sig sin menneskelige skikkelse var hun den muntreste og mest yndefulde af gudinderne. Men når hun påtog sig skikkelsen som Solens øje var hun heftig og grusom.

Hun var gudernes beskytter, men når hun var vred var selv guderne bange for hende. En historie fortæller at Hathor blev skindsyg på sit land og på gudinderne og efter en diskusion med sin far Ra forlod hun Egypten for at strejfe rundet i de fjerne nubiske ørkner, som en løve eller vildkat der dræbte alt der kom hende nær.

Efter Hathor var løbet bort forsvandt alt glæde og latter i egypten og solguden Ra begyndte at sørge over sit tab, ingen af guderne kunne opmuntre ham. Det værste var at Ra var forsvarsløs uden Solens Øje så hans fjender kunne nemt vælte ham af tronen, mørket sængede sig over landet og kaos truede orden. Ra tilkaldte guderne og spurgte om der var nogen der ville hente Hathor tilbage til ham, men ingen af guderne turde at nærme sig hende da hun havde magten til at bestemme over liv og død og i hendes tilstand var Hathor uberegnelig.

Så tilkaldte Ra den viseste gud Thoth og gav ham den order at hente Hathor tilbage til egypten så der igen ville blive glæde. Thoth vidste at Hathor vlille dræbe ham hvis hun genkendte ham så han forklædte sig som en ydmyg bavian. Derefter fulgte han Hathors blodige spor i den nubiske ørken. Thoth Fandt Hathor sidende på en sten som en vildkat. Han krøb med bøjet hoved hend mod gudinden og hyldede hende som den store gudinde hun var, Hathor blev forskrækket men da hun så at det kun var en bavian sagde hun “tal og dø”.

Men Thoth Bad om lov til at fortælle en historie, og fik lov. Thoth begyndte at fortælle historien, da historien var færdig begyndte han på en ny. Til sidst fik Hathor hjemve og tog med Thoth hjem til Egypten men Thoth standsede ikke med at fortælle ikke før de var hos Ra.
Tre af de skikkelser som Hathor påtog sig.
(En kvinde, en ko og en kvinde med et kohoved.)

Thoth

Thoth, gift med Maat. Thot er visdommens gud, og han har opfundet skrivekunsten – egypternes ord for hieroglyffer betyder “gudernes ord”. Han mestrer videnskaberne astronomi, geometri og medicin, men er også gud for magien. Han menes at have skrevet mange af de religiøse tekster, herunder dødebogen. Han er gudernes sekretær og holder styr på al viden som fx på antallet af stjerner på himlen. Når dommen over en død er afsagt, er det Thoth, som registrerer den i sine bøger. Han afbildes enten som en ibis eller som en mand med Ibis-hoved, og næsten altid med skriveredskaber i hånden. Han fungerer ofte som gudernes sendebud som grækernes Hermes.

Guden Thot havde tre skikkelser. Han kunne manifestere sig som månen på nattehimlen, som en ibisfugl eller som en bavian. Derudover kunne kunsterne afbilde ham som en mand med ibishoved. Ofte bærer han en kombination af fuldmånen og et smalt månesegl på hovedet.

Thots vigtigste kultcentrum var Hermopolis i Mellemægypten. Thot var visdommens gud og herre over månen. I Sentiden fik han tilnavnet sølv-Aten dvs. sølv-solskiven. En myte fortæller, hvorledes Thot sprang fra Seths pande, efter at denne uforvarende var kommet til at sluge noget af Horus´sæd.

Som den gud, der opfandt skrivekunsten, var han skytsgud for skrivere. Han bærer ofte en skrivers udstyr bestående af et skrivebrædt, en palet med farve, en beholder med vand og et bundt penne. Thot blev undertiden beskrevet som Ras tunge eller hjerte. Som beskytter af Osiris var han også de dødes hjælper. I Dødebogen, ses han ofte notere resultere scenen, hvor hjertet vejes. Han var gudernes sendebud, hvilket identificerede ham med den græske gud Hermes. Han omtales ofte som Hermes trismegistos, den trefold store Hermes.

Isis

Isis er den vigtigste gudinde i den egyptiske mytologi. Hendes vigtigste funktioner, udover sit moderskab, er helbredelse af syge og mester af magien. Hun er universets mest kraftfulde troldmand, fordi hun har fået kendskab til Ra’s hemmelige navn, og den viden har hun fra Ra selv. Som nævnt er hun gift med sin broder, Osiris. Hun er søster til Seth og tvillingsøster til Nephthys. Hun er moder til Horus og beskytter af Horus’ søn, Imsety, som selv er beskytter af den dødes lever.

Mens Horus vokser op, beskytter Isis ham mod Seth. Hun hjælper sin mand Osiris tilbage til livet ved trolddom ved at udtale Ra’s hemmelige navn. Men da han en gang har været død, kan han ikke regere i de levendes land, og han bliver i stedet hersker i de dødes land. Hendes kult opstod også i Abydos i deltaet mod nord (Nedre-Egypten).

Hapi

Hapi, Nilens gud og gud for frugtbarhed, han afbildes ofte som en skægget mand i farverne blå eller grøn. Undertiden med med kvindelige bryster, som tegn på hans magt over frugtbarhed. Når han optræder som gud over den nordlige Nil, bærer han papyrus planter på hovedet, og som gud over den sydlige Nil bærer han lotus planter.

Han nævnes i nogle af de ældste pyramidetekster: Han bor ved Nilens første katarakt i nærheden af øen Elephantine, hvor han leder Nilens vande videre fra de dødes land og til Egypten. På grund af Nilens store betydning bliver han i perioder tilbedt på linie med solguden Ra. Hapi bliver ofte forvekslet med en af de fire Horus-sønner; Hapy.

Andre vigtige guder

Her gives en kort oversigt over andre betydningsfulde egyptiske guder. Hvis du søger efter en bestemt gud eller nærmere vil finde ud af deres slægtskab henvises til stikordregister over egyptisk mytologi.

Amun

Amun, (eller Amon, Amen, Ammon, Amoun). Hans navn betyder “Den skjulte”, måske fordi hans oprindelse er ukendt. Han er byen Thebens beskytter fra de tidligste tider. Hans hellige dyr er gåsen og vædderen. Overleveringen mener, at Amun er blevet skabt af guden Thoth. Da Theben voksede i betydning, voksede også Amons betydning, og fra det 18. dynasti bærer han navnet “Gudernes konge”. Hans berømte Karnak tempel er den største bygning med religiøs betydning, der er bygget. Med hustruen Mut, den inkarnerede modertype, har han Khons, som er månegud.

Bast – katteguden

Bast (eller Bastet), som er hustru til skaberguden Ptah og menes at være datter af solguden Ra, er kattegudinde og beskytter af katte og katteelskere. Senere bliver hun også beskytter af luksus og fornøjelser. Katten er Egyptens mest hellige dyr, og der er dødsstraf for at slå en kat ihjel. Især sorte katte tilbedes. Der er mange katte ved templerne, og de bliver balsamerede, når de døde. Den græske historiker, Herodot beskriver i sin historiebog om de årlige festet til ære for Bast, som tiltrækker mere end 700.000 deltagere. Herodot sammenligner hende med den græske Artemis. Udgravninger har afsløret kattekirkegårde med et stort antal mumificerede katte og kattefigurer.

Horus

Horus er en af Egyptens vigtigste guder, søn af Osiris og Isis. Da han er voksen hævner han sin faders død, og slår sin onde onkel Seth i hjel – nogle påstår, at Horus kastrerer ham. Han opfattes undertiden som en kongelig prototype på en farao, og enhver farao antages at regere på vegne af Horus. Efter at have fordrevet Seth til ørkenen, forener han de to kongeriger, Øvre-Egypten (mod syd) og Nedre-Egypten (mod nord). Dette sker omkring år 3000 BC.

Ved Edfu, ca 100 km syd for Luxor, ligger et stort og velbevaret tempel, som er viet til Horus. Horus’ fire sønner, som du allerede har mødt, beskyttede faderens legemsdele mod Seth. De bliver efterfølgende beskyttere af de afdødes organer. Deres navne er Imsety, Hapi, Duamutef og Qebhsenuef. De står igen under beskyttelse af guderne Isis, Nephthys, Neith og Selket.

Khepri

Khepri, i de tidligste tider tilbedt som skaberguden, siden smelter han sammen med Atum og Ra. Han afbildes ofte som en skarabæ eller som en mand med et skarabæ-hoved. Som tidligere nævnt spiller skarabæen en afgørende rolle for egypternes forståelse af solen og dens gang over himlen. De mener, at en kæmpe skarabæ hver dag skubber solen hen over himlen fra øst mod vest, hvorefter den om natten skubber solen tilbage gennem underverden, indtil den næste morgen genfødes i øst.

Khnum

Khnum, guden med vædder hovedet. Khnum, som i de tidlige dynastiske perioder især tilbedes i den sydlige del af Egypten omkring Elephantine ved Aswan, er endnu en skabergud, som på sit pottemagerhjul skaber den nyfødtes Ka. Nogle mener, at han også fremstillet kroppen. Han skaber mennesket af ler fra Nilen. Når de er færdige, holder ham dem op, så solguden Ra kan kaste sine livgivende stråler på dem. Når et mennesker død, siges det, at “han skal møde sin Ka”. Khnum kaldes undertiden for “den store pottemager”. Han kombineres ofte med hustruen Satet og datteren Anuket, som er jagtgudinde.

Maat

Maat, hustru til Thoth og datter til Ra. Hendes navn betyder sandhed og retfærdighed, men også balance, orden og harmoni. De gamle egyptere mener, at kaos vil vende tilbage til jorden, hvis Maat skulle forsvinde. Maat afbildes som et høj kvinde med en strudsefjer i håret. Hun medvirker ved domsafsigelsen over de døde, idet hendes fjer bliver lagt i den ene vægtskål og den afdødes hjerte i den anden for at afgøre, om den afdøde har levet et godt og hæderligt liv. Ved Karnak ligger ruinerne af et mindre tempel, som er indviet til Maat. Templet menes at være bygget af dronning Hatshepsut og siden rekonstrueret af Thuthmosis III.

Min

Min, I den tidlige tid er Min en himmelgud, hvis symbol er tordenkilen. Hans titel er “Herre af Himlen”. Han bliver også opfattet som regnguden, som sørger for den nødvendige frugtbarhed til afgrøderne. Der er fundet et stort antal statuetter af denne falliske gud. Centrum for hans tilbedelse er i byen Koptos på den østlige bred af Nilen nord for Luxor. Her findes templer med flere statuer af Min. Tilbedelsen af Min fortsætter også efter at de græske faraoer – Ptolemæerne – kommer til magten. Under “det nye kongerige” er Min særdeles populær, og der afholdes orgastiske festivaller til hans ære. Han sammenlignes ofte med de græsk/romerske guder Bacchus og Dionysos.

Nephtys

Nephtys er det yngste af Geb og Nuts børn. Hun er på en gang søster og hustru til Seth, og søster til Isis og Osiris. Et andet af hendes børn er Anubis; der er lidt uenighed om, hvorvidt faderen er Seth eller Osiris, men sådan kan det jo ske i de bedste familier. Hun slår hånden af Seth, da han dræber Osiris, og hun hjælper Isis med at passe Horus og assisterer med genoplivningen af Osiris. Hun er beskytter af Hapi, som tager vare på de dødes lunger under balsameringsprocessen. Hun er en (ikke negativ) personificering af mørket på samme måde, som Isis er lysets gudinde.

Seth

Seth (eller Sutekh) er oprindelig hersker over Nedre-Egypten (den nordlige del), mens han broder Osiris regerer over Øvre-Egypten. Imidlertid erobrer Øvre-Egypten Nedre-Egypten, og det 1. dynasti bliver dannet. Formentlig på grund af jalousi dræber Seth sin broder, Osiris og forsøger efterfølgende også at dræbe dennes søn, Horus. Det lykkes Horus at overleve, og da han er blevet voksen, hævner han sin faders død ved at overtage magten over hele Egypten og fange og kastrere faderens morder, Seth. Samtidig bliver Seth for evigt forvist til ophold i ørkenen. Han opfattes ofte som repræsentant for kaos og uorden. Under det 19. dynasti tages Seth igen til nåde, og man ser ham som den gode gud, han var engang, og som guden, der beskytter Egypten fra fremmede.

Satet

Satet (eller Sati, Setet, Sathit, Satit, Setis eller Satis) er gudinde for Nilen. Hun er meget nærliggende også gudinde for frugtbarhed. Hun er også jagtgudinde og beskytter Egypten og farao med sin bue og pile, formentlig model for den græske Artemis. Hun afbildes ofte med Øvre-Egyptens krone og et par lange antilopehorn. Ofte bærer hun også et scepter og ankh symbolet. Navnet Satet kan oversættes som “Hun, der øser”. En af hendes opgaver er at vaske den døde, inden han træder gennem porten til de dødes verden. Satet igangsætter Nilens oversvømmelse, når Sirius viser sig på himlen. Når gudinden Isis fælder tårer, opfanget Satet dem i sine krukker og hælder dem ud i Nilen.

Sobek

Sobek, guden med krokodille hovedet, frygtet men også beundret for sin vildskab. Han er guden Ras lydige tjener. En af hans opgaver er at fange Horus’ fire sønner i en lotusblomst, da de kommer op fra vandet. Af dødebogen fremgår, at Sobek assisterer ved Horus’ fødsel. Han hjælper også Isis og Nephthys med at beskytte den døde Horus’ krog og i kampen mod Seth.

Gudernes templer

For lige kort at give dig, kære læser, overblik over placeringen af nogle af de mange omtalte templer vil vi kigge lidt på byen Luxor. Luxor var hovedsæde for Det Nye Rige (1550-1070 f.Kr.) Her lod Faroerne fra det 18. og 19. Dynasti opføre oldtidens mest storslåede templer og gravsteder, som i dag får sine besøgende til at forbløffes.

Midt i byen ligger Luxor-templet, et fantastisk kompleks med høje kolonner, statuer og sfinkser. Fra indgangen løber en allé omgivet af sfinkser. I gamle tider var alléen en del af den processionsvej, som forbandt Luxor-templet med det lignende Karnak-tempel, som ligger cirka fem kilometer nordligere. I dag er kun dele af alléen intakt og synlig. Karnak templet er kendt som ”Den mest udsøgte plads”. Her rejser de gigantiske kolonner sig i den store Hypostyl-hal, verden største tempelhal. I eftermiddagssolen synes bygningerne at gløde, og stenudskæringerne af figurerne træder tydeligere frem. Om aftenen vises her et lys- og lydshow, som begynder med en gåtur gennem templet til showpladsen bagved den hellige sø.

På den anden side af Nilen fra Luxor ligger det grandiose Hatschepsut-tempel, Farao Ramses II’s gravsted og Kongernes Dal, hvor barnekongen Tutankhamons dekorerede grav kan besøges. Listen over seværdigheder er uendelige lang. Luxor har været en populær turistby siden 1800-tallet, da de først Nildampere bragte velbjergede rejsende hertil.

Det moderne Luxor er en hyggelig by, som ligger smukt ved Nilens bred. Centrum er ganske lille. Det mest populære promenadestrøg er strandpromenaden Coniche. Herfra har du udsigt over floden og den grønne strækning med de dyrkede marker, som ligger på den anden side. Nord for Luxor-templet ligger byens basar med masser af butikker, som sælger souvenirs, ting og sager samt kopier af antikke genstande. Ved Edfu, ca 100 km syd for Luxor, ligger et stort og velbevaret tempel, som er viet til Horus – Horus templet.

Luxor templet

Luxortemplet er 260 meter langt. Det meste er bygget af de to konger Amenophis den 3. og Ramses den 2. Men der har også været andre konger som har bygget noget af templet, f.eks. Tutankhamon, Horemheb og Alexander den Store. Luxortemplet blev lavet til ære for den thebanske (Theben er oldtidens navn for Luxor) gudetriade: Amon, Mut og Khonsu.

Når man ser indgangen til Luxortemplet, ser man er kæmpe obelisk som er 25 meter høj og to store statuer. De to store statuer skulle oprindelig hilse de besøgende velkommen. Der har været to obelisker, den ene er nu på Concorde pladsen i Paris. Når man kommer ind i selve templet, ser man en moskee, som er bygget oven på templet. Moskeen er Abu el-Haggag moskeen. Den blev bygget i 1200-tallet. Den giver en forestilling om hvor højt sandet stod før templet blev udgravet, indgangen fra dengang er højt oppe. Templet er delt op i flere: Ramses II gården, Amenophis III gård, Hypostolgården, Alexander den Stores allerhelligste etc.

Statuerne ved indgangen Luxor templet ligger midt i Luxor by

Karnak templet

Karnak templet, der er indviet til Amon-Re, er verdens største tempelkompleks og indeholder rent faktisk indeholder en hellig sø og 23 templer. De forskellige faraoer igennem denne periode har hver især tilføjet noget, nogen mere end andre. Her er også en berømt søjlehal med 134 søjler, en for hver af de vigtigste guder. Selvom komplekset i nogen grad er i ruiner, er det alligevel meget imponerede, og stort.

De 134 søjler med indhuggede relieffer udgør en bid af tegneserien fra oldtiden. Hvis du besøger Karnak templet vil du med din guides hjælp efterhånden lære at tyde skrifttegnene. For eksempel at kende forskel på en gud og et menneske. Ofte viser billederne hvordan en farao bærer et offer frem til uden Amon, som altid har to fjer på hovedet. Der findes regler for hvordan kvinder, børn og fanger afbildes. Kvinden står som regel bag manden, eller afbildes med vilje som meget mindre en ham. Fangerne befinder sig altid under de sejrende Egyptere, ofte bliver de trampet på, og af og til er de lemlæstede.

Sfinx alléen i Karnak templet Den hellige sø
Karnak templet Karnak templet

Dier el Bahri

På den anden side af Nilen fra Luxor ligger det grandiose Dier el Bahri. Det kaldes også undertiden for Hatschepsut-tempel, da det er masoleum for dronning Hatshepsut (1490 -1468 fvt.). Templet er inspireret af Mentuhotep’s tempel. På sin egen helt unikke facon indpasser templet sig fint i omgivelserne.

I dronning Hatshepsuts tempel, bygget for 3.500 år siden i Deir el-Bahari vest for Luxor, har arkitekten Senemut i grundstenen ladet indgravere en art horoskop for templets grundlæggelse. Senemut har arrangeret byggeriet således, at en mange kilometer lang sigtelinje fører fra midteraksen i det store Karnak-tempel (i nordlige del af nuværende Luxor) videre tværs over Nilen og helt ud, for at ende med den gå i ét med Hatshepsuts tempels midterakse ved bjerget foran Kongernes Dal.

Vintersolhvervslinie-stor

Den særlige akse eller linje går ikke direkte mellem øst og vest, men i en lidt skæv vinkel herfor. De færreste kender til denne akse, og endnu mindre at den er tillagt en særlig betydning, Denne betydning kan afdækkes ved at sammenstille forskellige tilgængelige data herom. For denne akses geografiske vinkel vil præcis angive, at den i virkeligheden ligger direkte på selve vintersolhvervslinjen.

Dette kan konkret observeres på selve stedet: Solen kommer frem ved vintersolhverv på årets korteste dag (omkring 21. december), hvilket var betydningsfuldt, fordi ved dette særlige vendepunkt begynder dagene nu igen at blive længere. Og i Luxor (Karnak) vil Solens gang følge nøjagtigt Karnak-templets hovedakse i øst og videre frem. Man kan på den dag følge Solen om morgenen, når den står op præcis midt for enden af “hovedgaden” i Karnak-templet, hvor dens stråler rammer det hele på en særligt lysende måde, uden “skæve” skygger.

Det var af stor betydning, at med den dato var der samtidig nået frem til det årspunkt, hvor Sirius-stjernen (der altid følges af Orion), der var egypternes vigtigste stjerne, her “fødes”, som de kaldte det, nede ved horisonten. Sirius kan i Egypten ses på himlen en stor del af året, og på dette bestemte tidspunkt, som sigtelinjen netop var anlagt med henblik på, opfattedes en særlig korrespondance mellem Solen og Sirius, Dette fordi Sirius her, netop præcist samtidig med vintersolhverv, ses lige over horisonten netop ved solnedgang.

Endnu så sent som i middelalderens Europa blev det i en hel del af de berømte kirker og kæmpe katedraler indført at lade det pågældende steds præcise meridian indlægge i mønsteret i kirkegulvets kvadrer. Og herfra foretog man bl.a. solformørkelses-målinger i forbindelse med lysstrålernes indfald gennem specielle astronomiske observationshuller i kirkemurene.

Horus templet

Ved Edfu, ca 100 km syd for Luxor, ligger Horus templet. Det er bygget relativt sent i perioden mellem foregyptisk og ptolemeisk tid. Her imponerer frem for alt de velbevarede hieroglyffer og det fascinerende billedsprog, der beretter om Horuskulten med et magtsprog, der fremhæver faraoens styrke.

Horus tempelindgang Horus bevogter indgangen
Indgang set indefra templet En af de smukke alléer

Abu Simbel templet

Aswan er en af de mest farverige og betagende byer i Ægypten. Her i Ægyptens sydligste by er det næsten som om de enorme sandklitter omfavner Nilen. Der hviler en særlig ro over Aswan, og det er her man møder det stolte sorte nubiske folk, der har deres egen kultur og eget sprog. Høje, slanke mænd i kridhvide kjortler og med fint hæklede kalotter på hovedet og kvinder i spraglede gevanter tinger i basaren om prisen grøntsager, kurveflet, tørret hibiskusthe, antikke sølvarmbånd og bomuld i metervis. 300 km syd for Aswan ligger to af Ægyptens mest spektakulære templer – Abu Simbel templerne. Da man opførte Aswandæmningen stod de til at blive oversvømmet. Men i en gigantisk redningsaktion blev Abu Simbel skåret ud af klippen og genopført 80 meter længere oppe på tørt land.

Indgangen til Abu Simbel templet er omgivet af 4 kolossal statuer af Ramses II (20 m høje og mere end 4 m fra øre til øre). Farao udstråler magt både i kraft af størrelsen og alle kongesymbolerne han bærer, samt ved at Ægyptens fjender er fremstillet bagbundne under statuernes fødder Statue nr. 2 fra venstre er gået i stykker og foran ligger rester af hoved og bryst.

Går man ind i templet kommer man først ind i et 18 meter langt og 16.70 meter bredt forkammer, med 8 Osiris søjler, der hver er 10 m høje. Loftet er dekoreret med malerier af gribbeguden Nekhbet, Øvre-ægyptens beskytter. På væggene bag søjlerne praler Ramses II med sine utallige militære sejre – især slaget ved Kadesh i 1285 (der jo nærmest sluttede uafgjort, som andre kilder viser). Går man videre ind, kommer man først til en hal med diverse billedfremstillinger af kongen og fortsættes, kommer man – 65 m inde i bjerget fra indgangsportalen – ind i det allerhelligste.

I dette lille rum, der måler 4 gange 7 m når Ramses II’ s storhedsvanvid uanede højder: Han ses som nr. to fra højre, skulder ved skulder med guderne, som fra venstre er: Ptah, Amon-Ra og Re-Herakhte. De ægyptiske faraoner blev ellers først ophøjet til guder efter deres død!

To gange om året (22. februar og 22. oktober) løber solens stråler igennem hele templet og rammer guderne (dog ikke Ptah, som er mørkets gud) og oplyser dem i ca. 5 min. Selvom templet blev flyttet højere op i 1964-68 for ikke at blive opsvømmet efter opførelsen af Aswan-dæmningen kan denne fantastiske soleffekt stadig opleves den dag i dag. Datoerne er ikke tilfældige. Templet blev bygget af Ramses II, der fik det konstrueret sådan, at lyset netop falder ind i gården på henholdsvis de datoer, hvor han blev født, og hvor han besteg tronen. I gården står fire statuer, som forestiller Ramses samt Ra, Amon og Ptah.

Nord for hovedtemplet er bygget et mindre tempel til ære for Rames’ hustru Nefertari, samt gudinden Hathor. Dette tempel skal ikke forveksles med den smukke grav, der blev lavet til Nefertari i Dronningerns dal nær Thebet.

På samme måde som ved Ramses eget tempel er det hugget ud i klippen. Seks kolossale figurer, fire af Ramses og to af Nefertari, byder velkommen. Indeni templet er en hall omgivet af en række søjler, der alle har udskårne Hator hoveder i toppen. Og som i Ramses eget tempel er udsmykningen i øvrigt præget af at Ramses II praler med sine utallige militære sejre. Der er dog naturligvis også en lang række billeder af Nefertari.

Abu Simbel templet De oplyste statuer

 

Nord for Abu Simbel hovedtemplet er bygget et mindre tempel til ære for Rames’ hustru Nefertari, samt gudinden Hathor. Dette tempel skal ikke forveksles med den smukke grav, der blev lavet til Nefertari i Dronningerns dal nær Thebet.

På samme måde som ved Ramses eget tempel er det hugget ud i klippen. Seks kolossale figurer, fire af Ramses og to af Nefertari, byder velkommen. Indeni templet er en hall omgivet af en række søjler, der alle har udskårne Hator hoveder i toppen. Og som i Ramses eget tempel er udsmykningen i øvrigt præget af at Ramses II praler med sine utallige militære sejre. Der er dog naturligvis også en lang række billeder af Nefertari.

Nefertari’s tempel Udsmykning

Gudernes stamtavle

De hellige apis tyre

I år 1850 afdækker Auguste Mariette en avenue med ca 100 sfinxer under 10-12 meter sand. Mariette og hans hold trænger ind i et begravet tempel for enden af avenuen. Indgangen er spærret af en kæmpesten, men denne skaffes af vejen med sprængstof. De finder et langt, underjordisk galleri, som er 200 meter lang, 3 meter bred og med en loftshøjde på 5 meter. Nogle af de mange sidekamre indeholder 24 prægtige granitsarkofager fra det 26. dynasti. Disse sarkofager, som desværre alle var plyndret for værdier, har indeholdt mumierne af de hellige Apis tyre.

Når den hellige tyr døde, blev den balsameret. En sarkofag vejer 60-80 tons og er 2×4 meter med en højde af ca 3 meter. Året efter finder man en balsameret tyr i en trækiste, som dateres til Ramses af det 22. dynasti. Man finder også mumien af prins Khaemwese, som er søn af Ramses II. Ansigtet er dækket af en guldmaske, og på brystet ligger en gylden falk med udbredte vinger. Udover at være guvernør over Memphis er han også ypperstepræst for Ptah. Han har formentlig insisteret på at blive begravet sammen med sin elskede tyr i stedet for at få sin egen grav.

I det gamle ægypten mente man at Apis tyren er en inkarnation af den store gud, Ptah. Om foråret bliver den gennet ud på markerne for at frugtbargøre dem. I Memphis deltager farao i denne ceremoni. På de store festdage bliver Apis ført ud i templets forgård, for at de besøgende kan se den. Ved tydning af dyrets bevægelser kan præsterne forudsige fremtiden. Du har også mulighed for at sove i templet, og den følgende morgen vil præsterne – for et symbolsk beløb, selvfølgelig – udlægge dine drømme, som er sendt dig af Apis.

Når den hellige Apis tyr dør, erklæres national sørgedag. På et givet tidspunkt er der kun én Apis tyr. Den døde tyr slæbes fra templet og til balsameringshuset. Efter balsameringen trækkes Apis på en slæde fra Memphis til sit begravelsessted i Sakkara, ledsaget af store skarer af sørgende. Og nu starter en landsomfattende søgning efter den nye Apis. Der er ikke mindre end 29 kendetegn, der skal være opfyldt. Den skal være sort med en hvid trekantet plet i panden og en plet på halsen.

I pelsen på skulderen skal der være aftegning af en grib, aftegninger af en halvmåne på den højre flanke, og der skal være dobbelte hår på halen. Når den nye Apis er fundet, føres den i triumf til Memphis. Dyrkelsen af de hellige tyre uddør gradvis i begyndelsen af vores tidsregning. I Alexandria findes endnu et “serapeum”, der tjente som gravplads for de tilbedte Apis tyre. Apis bliver ofte afbildet med et solskive mellem hornene. Adgangen til Serapeum har været lukket for turister siden 1992, hvor der indtraf et større jordskælv i Cairo.

Symbolet Ankh

Ankh er “det egyptiske kors” – Crux ansata (latin). Det er livets og udødelighedens symbol. Symbolet er hieroglyffen for ”liv” i betydningen ”evigt liv”, mens ordet ”ankh” betyder ”nøgle”. Ankh-korset kaldes derfor ”livets nøgle”. Det er skabt ved at anbringe cirklen (evighedens symbol) på korset (materiens eller menneskets symbol). Korsets T-form stammer fra det egyptiske Tau: (gudinden Isis) eller det endnu ældre Tat.

Nogle mener, at tegnet forestiller en sol, som stiger op over horisonten. Da kristendommen kommer til Egypten, antager den kristne, koptiske kirke tegnet som det koptiske kors. De gamle guder afbildes ofte med et ankh symbol tillige med andre magtsymboler som for eksempel et scepter.

Det er indgraveret i utallige gravmonumenter og templer, ofte anbragt foran faraos ansigt for at symbolisere evigt liv. Ankh er således både et symbol for det jordiske liv og det evige liv.

VIL DU VIDE MERE

NetSpirit har fem hovedafsnit om den egyptiske mytologi: Foruden nærværende afsnit om de egyptiske guder, har vi et afsnit om – Pyramiderne og sfinx’en – et om Faraoerne – et afsnit om hieroglyfferne – samt et afsnit om egyptens historiske udvikling.

Endelig har vi et stikordregister for egyptisk mytologi. Dette register skal ses som et supplement til vores fem hovedafsnit om den egyptiske mytologi. Stikordregisteret har sin styrke, når du enten søger efter en kort beskrivelse af et specifikt begreb/ord/gud etc. – samt når du har lyst til at klikke rundt i de forskellige sammenhænge, der eksisterer.